Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig- efter A. J. P. Taylor

2. Versailles Traktaten og Munchen Forliget

Ententen sejrede i første Verdenskrig takket være amerikanernes ankomst til krigsskuepladsen med friske tropper. Derfor kunne amerikanerne sætte deres afgørende præg på fredsforhandlingerne i Versailles. Versailles Traktaten blev skabt ud fra Wilsons 14 punkter.

Imidlertid fik præsident Woodrow Wilson ikke fredstraktaten godkendt af det amerikanske senat. Amerikanerne trak sig tilbage til deres traditionelle isolationistiske politik og tog derefter ingen del i europæisk politik.

Munchen forliget var en moralsk sejr for folkenes selvbestemmelse, mere end det var en imødegåelse af Hitlers krav. Men Hitler valgte at opfatte det som et udslag af frygt og kunne ikke modstå fristelsen til at prale af sin styrke.

Frankrig og England blev ene om at håndhæve Versailles Traktaten.

Befolkningsmæssigt og industrielt var Tyskland lidt større end Frankrig og England tilsammen.

Rusland, en anden europæisk stormagt, var sat ud af spillet af den bolchevikiske revolution. De deltog heller ikke i europæisk politik. I Italien kom Mussolini til magten. Han vaklede mellem vestmagterne og Tyskland for til sidst at slutte våbenbroderskab med Adolf Hitler.

England havde problemer i det fjerne østen, hvor imperiet var truet af Japan. Frankrig var på randen af en borgerkrig i striden mellem Folkefronten og Højrefløjen. Spanien var i åben borgerkrig.

Det anføres ofte, at de vestlige magter burde have omstyrtet Hitlers styre, medens det var i sin vorden. Men som Taylor skriver: " kan nogen mand ved sine fulde fem antage, for eksempel, at andre nationer skulle have interveneret med væbnet magt i 1933, for at omstyrte Hitler, når han var kommet til magten med demokratiske midler og åbenbart var støttet af et stort flertal af det tyske folk." (Taylor s. 25)

Da den tjekkoslovakiske krise var under udvikling, fortalte den amerikanske præsident Roosevelt på en pressekonference d. 9. September 1938: "at det var hundrede procent ukorrekt at forbinde De Forenede Stater med Frankrig og Stor Britanien i en fælles front mod Hitler." (Taylor s. 215)

Da krisen var på sit højeste sagde præsidenten: "De Forenede Staters regering - vil ikke påtage sig nogen forpligtigelse med hensyn til udførelsen af de aktuelle forhandlinger." (Taylor s. 237)

Taylor gentager gang på gang, at specielt den britiske udenrigspolitik var motiveret af moralske principper, mere end den var motiveret af reale politiske forhold.

Han skriver om de britiske standpunkter i forbindelse med krisen om Tjekkoslovakiet:

"For briterne på den anden side, spillede moral en stor rolle. De britiske statsmænd brugte praktiske argumenter, som faren for luftangreb, deres militær var ikke tidssvarende; Umuligheden af, selv med passende bevæbning, at hjælpe Tjekkoslovakiet; de afviste denne pligt, som enten for vanskelig eller for farlig. Men disse argumenter blev brugt til at styrke moralen ikke til at bringe den til tavshed. Britisk politik i forhold til Tjekkoslovakiet havde sin oprindelse i den tro, at Tyskland havde en moralsk ret til det Sudetertyske område, baseret på nationale principper, og de troede, at denne sejr for folkenes selvbestemmelse ville skabe en mere stabil og langvarig fred i Europa. Den britiske regering blev ikke drevet til at anerkende opdelingen af Tjekkoslovakiet udelukkende på grund af frygt for krig. De tog bevidst initiativ til at påtvinge Tjekkerne overdragelse af territorium, før truslen for krig dukkede op. Munchen aftalen var en triumf for britisk politik, som havde arbejdet præcist mod dette mål, ikke en triumf for Hitler, som ikke var startet med sådant et klart mål.

Heller ikke var det blot en triumf for selviske og kyniske britiske statsmænd, ligeglade med fjerne folks skæbne eller beregnende, at Hitler ville blive skubbet ind i en krig mod Sovjet Unionen. Det var en triumf for alt, som var bedst og oplyst i britisk liv." (Taylor s. 234-235)

Imidlertid blev Neville Chamberlain og det overvældende flertal af britiske politikere imødegået af en lille, men beslutsom gruppe, ledet af Winston Churchill og Lloyd Georges. De var tilhængere af realpolitik og ønskede en alliance med deres fjendes fjende.

Oppositionen ønskede at skabe en sådan koalition af mindre magter, som kunne holde den større magt i skak. Således som det altid havde været tilfældet i Europæisk historie.

De vestlige magter, ledet af Chamberlain og Daladier, afviste at alliere sig med Sovjetunionen, formentligt også af moralske grunde. Blandt vælgerne var der en betydelig modstand mod den socialistiske ide og Sovjetunionen. Desuden var det kendt, at Stalin forøvede utallige ugerninger mod sit eget folk. Det var derfor mere politisk acceptabelt at lave et forlig med hans fjende, Adolf Hitler.

De afviste også at presse deres allierede i øst til at acceptere samarbejde med russerne. På deres side syntes de nye nationer i Østeuropa, Tjekkoslovakiet, Polen og Rumænien, også at foretrække Hitler fremfor Stalin.

Den 23 September 1938 mødtes Hitler, Mussolini, Chamberlain og Daladier i Munchen og aftalte, at den tyske hær skulle overskride den Tjekkoslovakiske grænse d. 1. Oktober 1938 og tage de områder, som havde tysk flertal, i besiddelse. Derudover underskrev Tyskland og Stor Britanien en fælles fredserklæring. Det var den, som Chamberlain holdt frem, da han steg ud af flyvemaskinen ved hjemkomsten fra Munchen.

I modsætning til Vest magternes statsmænd tog russerne Hitlers snak alvorligt. De troede, at det var hans hensigt at ødelægge socialismen ikke alene i Tyskland men også i Rusland, og de frygtede, at de fleste vestlige statsmænd ville bifalde dette. De var overbevist om, at Hitler havde til hensigt at sætte sig i besiddelse af Ukraine, i overensstemmelse med hans visioner om "lebensraum mod øst", som han havde skrevet om i "Mein Kampf". De havde en ægte interesse i at samarbejde med de vestlige magter.

"Sovjetisk opbakning af Tjekkoslovakiet var på papiret uimodsigelig. Den 23 april diskuterede Stalin spørgsmålet med tjekkiske repræsentanter. Han fortalte tjekkerne: "Hvis vi bliver anmodet om det, er U.S.S.R. parat - i enighed med Frankrig og Tjekkoslovakiet - til at tage alle nødvendige skridt relateret til Tjekkoslovakiets sikkerhed. Vi har alle nødvendige midler til at gøre det - Voroshilov (hærchefen) er meget optimistisk." (Taylor s. 205)

Den 12. Maj rejste Litvinov, den udenrigspolitiske sekretær, det tjekkiske spørgsmål med Bonnet (fransk udenrigsminister) under et møde i Folkenes Forbund i Geneve.

Bonnet spurgte, hvordan Sovjet Unionen kunne komme til Tjekkoslovkiets hjælp i lyset af de polske og rumænske afvisninger af at tillade passage af sovjettiske tropper. Litvinov svarede, at Frankrig skulle opnå tilladelse til dette, da disse nationer var Frankrigs allierede. - Bonnet sukkede blot, og "dette", ifølge Litvinov "afsluttede samtalen." (Taylor s. 205)

Hitler på sin side troede, at de vestlige magter havde indgået forliget i Munchen på grund af frygt. Han havde jo mødt Chamberlain både i Berchtesgaden og i Bad Godesberg, hvor han ikke havde acepteret de tyske ønsker vedrørende Tjekkoslovakiet. Han havde holdt en tale i Berlin d. 26. September, hvor han udtrykte den tyske beslutsomhed. Tre dage senere accepterede vestmagterne i Munchen.

Således havde det været hver gang Tyskland havde sat sig op mod en af Versailles traktatens bestemmelser, i begyndelsen protester, men senere stiltiende accept.

Da han besatte Rhinlandet nøjedes England og Frankrig også med at sende en protestskrivelse. Frankrig var optaget af valg, og de ledende politikere vurderede, at vælgerne ikke ville acceptere en mobilisering. Premierminister Baldwin i England mente heller ikke, at sagen var en krig værd, og at vælgerne iøvrigt ikke ville acceptere det.

Da Tyskland indførte almindelig værnepligt, nøjedes de også med at sende en protestskrivelse.

"Anschluss" med Østrig forløb på samme måde. I begyndelsen sagde de vestlig magter nej, nej. Men da de blev stillet overfor en kendsgerning, accepterede de.

"Hitler konkluderede derfor, at trusler var hans bedste våben. Fristelsen til at prale af Munchen som en triumf for magt var større, end han kunne modstå. Hitler forventede ikke længere at vinde fordele ved at udstille sine klager over Versailles; han forventede at vinde dem ved at spille på britisk og fransk frygt." (Taylor s. 236)