Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig - efter A. J. P. Taylor

3. Hitler var Opportunist

Den britiske historiker A. J. P. Taylor skrev i "The Origins of The Second World War", at Hitler var opportunist og han havde ingen plan om at indlede en stor krig - Krigen skyldtes politiske og diplomatiske fejltagelser og bommerter på begge side.

Taylor skrev, at efter hans opfattelse er næsten alle politikere opportunister. De tager et skridt, ser hvad der sker og vurderer de muligheder, som åbner sig. Hitler var ingen undtagelse. Han havde ingen langsigtet plan for en stor krig.

Det er sandt, at han i "Mein Kampf" havde visioner om Lebensraum mod øst. Han har uden tvivl været mest disponeret til at søge ekspansion i Østeuropa, uden dog at have en egentlig plan. Men så må den krig, som han startede mod de vestlige magter i 1939, også være en fejltagelse.

Desuden viser mange udsagn, at tyskerne selv mente, at de først kunne være klar til krig i 1943. Det antyder også, at krigen, som startede i 1939, var en fejltagelse.

En af Hitlers generaler, Keitel, skrev i sin dagbog om de tysk-italienske militære samtaler i April 1939, som kom i stand efter italiensk pres. Det viste sig, at italienerne insisterede på at fortælle, at de kunne først være klar til krig tidligst i 1942. De tyske repræsentanter var enige med dem. (Taylor s. 14)

Man kan ikke sige om en nation, som er klar til krig, at det beviser, at de også ønsker en krig. Det er selve formålet med ethvert lands forsvarspolitik at være klar til en eventuel krig.

"Enhver, især englændere og franskmænd, antog, at der var masser af tid. Tyskland var stadig så godt som afvæbnet, da Hitler kom til magten i 1933. Tyskland havde ingen flyvemaskiner, ingen tanks, ingen tunge våben og ingen trænede reservister. Det ville tage dem ti år, efter normal erfaring, at blive en formidabel militærmagt. Denne beregning var ikke fuldstændig forkert. Hitler og Mussolini delte denne opfattelse. I deres samtaler antog de altid, at 1943 ville blive skæbneåret." (Taylor s. 104)

I det sidste freds år 1938-39 brugte Tyskland 15% af dets nationalindkomst til militærudgifter, ganske som England. Da krigen brød ud i 1939 havde Tyskland 1.450 moderne jagerfly og 800 bombefly; Stor Britanien og Frankrig havde 950 jagerfly og 1.300 bombefly. Tyskerne havde 3.500 tanks; Stor Britanien og Frankrig havde 3.850 tanks. (Taylor s. 19).

Det tyder ikke på, at Tyskland skulle have planlagt og forberedt en stor krig, som de indledte i 1939.

Taylor skriver: "Hitler bærer det største ansvar for handlinger af umådelig ondskab, for koncentrationslejrene, og værst af alt for udryddelsen af folkeslag."

"Hans udenrigspolitik var en anden sag. Han sigtede mod at gøre Tyskland til Europas dominerende magt og måske på mere langt sigt Verdens dominerende magt. Andre magter har forfulgt tilsvarende mål, og de gør det stadigt (1961). Andre magter behandler mindre nationer som deres satellitter. Andre magter søger at forsvare deres vitale interesser med våbenmagt. I internationale affærer var der intet galt med Hitler, undtaget at han var tysker." (Taylor s. 27)

"Der var en mærkværdig skønt kun overfladisk modsætning i Hitler mellem mål og metoder. Hans mål var "change", omstyrtningen af den eksisterende europæiske orden; hans metode var tålmodighed. På trods af hans gaben op og voldsomme taler, var han en spillets mester i at vente. Han foretog aldrig frontal angreb på en på forhånd forberedt stilling - I det mindste aldrig indtil hans dømmekraft var blevet korrumperet af lette sejre. Som Joshua foran Jerikos mure foretrak han at vente indtil hans modpart var blevet drænet for kraft af deres egen forvirring og af dem selv påtvang ham success. Han havde allerede anvendt denne metode til at opnå magten i Tyskland. Han "greb" ikke magten. Han ventede på, at den skulle blive trukket ned over ham af mænd, som tidligere havde prøvet at holde ham udenfor. I Januar 1933 bønfaldt Papen og Hindenburg ham om at blive kansler, og han var så elskværdig at acceptere. Således skulle det også blive i udenrigspolitikken. (Taylor s. 101)