Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig - efter A. J. P. Taylor

1. Vælgernes og Politikernes Ansvar for Krigen

Den Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 skyldtes politiske og diplomatiske fejl og bommerter på begge sider.

Det er sædvane at placere hele ansvaret for Anden Verdenskrig på tyskerne og Adolf Hitler. Den tyske fører var en dæmonisk diktator, som fra første færd havde en køreplan for erobring af Verdensherredømmet. De demokratiske nationer havde ingen andre muligheder end tappert at træde op mod dette ondskabens imperium. Politikerne og deres vælgere kan derfor intet bebrejdes for denne verdensomfattende katastrofe.

Den britiske historiker A. J. P. Taylor udgav i 1961 en bog, "The Origins of the Second World War". Efter grundige studier af den diplomatiske korrespondance, nøglepersoners erindringer og mange andre kildeskrifter, kom han frem til, at der var ingen, som ønskede den Anden Verdenskrig, hverken Hitler eller de vestlige politikere.

Historien repræsentere vore dyrkøbte erfaringer. Det ligger mig fjernt at sammenligne det moderne Rusland med Nazi Tyskland. Men selve den overordnede situation med mange nye nationer med store nationale mindretal har nogle ligheder med mellemkrigstiden politiske situation. Og hvis vi ikke lærer af historien, vil alle disse unge mænds liv i sandhed være spildt.

Hitler havde ikke nogen køreplan for verdens erobring, skrev Taylor, han var opportunist som de fleste andre politikere. Han tog et træk og vurderede derefter de muligheder, som åbnede sig.

Krigen, som begyndte i 1939, var langt fra overlagt; den var en fejltagelse, resultatet af diplomatiske fadæser på begge sider. (Taylor s. 269)

Ansvaret for krigen hviler ikke kun på Adolf Hitler; Det hviler også på de ansvarlige politikere i de demokratiske stater og de vælgere, som valgte dem.

Vejen fra Danmark til Paris går igennem Nord Frankrig og Flandern. Her findes de uendelige soldaterkirkegårde fra Første og Anden Verdenskrig. Her ligger byen Verdun, som i 1916 kostede mere end en kvart million soldater livet.

Når vi kommer denne vej, må vi parkere bilen og for en stund gå omkring mellem de hvide kors. Det er det mindste, vi kan gøre for alle disse unge mænd, for hvem det hele sluttede så tidligt.

Engang talte jeg med en landmand fra Sønderjylland. Hans far havde været tysk soldat i Første Verdenskrig. Han overlevede fire år ved fronten. Da han kom hjem fra krigen giftede han sig, fik børn og gik i gang med at drive familiens gård. Han talte aldrig om årene i skyttegravene. Det eneste, hans børn nogensinde hørte ham sige om krigen, var, at da hans regiment blev overført fra Østfronten til Vestfronten, hørte han en kirkeklokke slå nytårsaften ved midnat.

Overalt i Europa bliver vi mindet om dem, som døde i de store krige.

I engelske landsbykirker er der mindst to store tavler på væggen. En med en lang liste over landsbyens mænd, som faldt i den første Verdenskrig og en anden med navnene på dem, som faldt i den anden Verdenskrig. Således også i resten af Europa. I Nord Italien mindes de alle dem, som ikke kom hjem fra Østfronten, og dem som faldt under den efterfølgende partisankrig. På landsby-kirkegårdene i Sønderjylland opregnes navnene på egnens unge mænd, som faldt i de store krige.

Var det virkeligt nødvendige? Var der ikke andre muligheder?

Det er almindeligt antaget, at Første Verdenskrig startede ved en fejltagelse.

Den 28. Juni 1914 blev den Østrig-Ungarske kronprins, Franz Ferdinand, skudt i Sarajevo af den serbiske student, Princip. Han tilhørte en gruppe, som kaldte sig "Den Sorte Hånd". Terrorgruppen blev hurtigt trevlet op, og sporene pegede mod nabostaten, kongedømmet Serbien. Østrig-Ungarn krævede, at den serbiske regering skulle indlede en undersøgelse af terrorgruppernes aktiviteter, men serberne afviste. Tyskland opfordrede Rusland, som var serbernes allierede og beskyttere, til at presse den serbiske regering til fornuft, men dette blev ignoreret. Østrig-Ungarn afleverede et memorandum til Serbien, hvor de krævede, at den serbiske regering skulle optrevle de serbisk-nationale terrorist netværk og udvise godt naboskab med Østrig-Ungarn. Serberne godkendte alle dette memorandums ti punkter undtaget et. Ikke desto mindre erklærede Østrig-Ungarn derefter krig mod Serbien. Russerne mobiliserede til støtte for deres serbiske allierede. Østrig-Ungarns allierede, Tyskland, erklærede derefter krig mod Rusland og dennes allierede, Frankrig. Tyskerne rykkede frem gennem Belgien, hvilket bragte England ind i krigen.

Under hele dette forløb var der mange tidspunkter, hvor diplomater og politikere kunne have sat sig sammen og forhandlet et forlig, der tilgodeså deres respektive interesser under hensyntagen til magternes indbyrdes styrkeforhold . Men den, som kommer med hatten i hånden og beder om forhandlinger, har allerede vist svaghed og derved svækket sin forhandlingsposition på forhånd. Alle magterne overvurderede deres egen position og forventede, at modparten ville tage initiativet til forhandlinger. Det ene skridt tog det andet, indtil en omfattende europæisk krig var en kendsgerning.

Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 var også et resultat af en fejlslagen udenrigspolitik og diplomatiske fadæser. De demokratiske politikere lod sig lede af følelser og moralske holdninger blandt vælgerne. De følte sig ikke i en position, som tillod dem at føre realpolitik.

I modsætning til mange andre dele af Verden er Europa et kludetæppe af uafhængige republikker og kongedømmer. Det er fordi, at i løbet af Europas historie, er de dominerende magter altid blevet holdt i skak eller besejret eller af en koalition af mindre magter.

Tyrkernes ekspansion i Europa blev i 1571 standset af en koalition af Spanien, italienske bystater, Vatikanstaten, Hertugdømmet Savoyen og Johaniterridderne i søslaget ved Lepanto. Habsburgerne dominans i Europa blev stoppet i trediveårskrigen, 1618-48, af de protestantiske monarker i Danmark og Sverige og et Frankrig ledet af kardinal Richelieu. I 1683 blev tyrkerne igen besejret af en alliance af polske, østrigske og tyske styrker i slaget om Wien. Napoleon led sit Waterloo i 1815 mod en koalition af engelske, russiske og preussiske styrker. I den første Verdenskrig var imidlertid Ententen og Centralmagterne omtrent lige stærke, og amerikanernes ankomst til den europæiske krigsskueplads i maj 1918 gjorde udslaget.

I Kina udviklede historien sig anderledes. Perioden fra 500 BC til 221 BC kaldes for "De Krigende Staters" periode. Landet var dengang delt mellem syv indbyrdes stærkt rivaliserende stater, Zhao, Yan, Qi, Wei, Han, Chu og Qin. En situation vi genkender fra det klassiske Grækenlands og Europas historie. Imidlertid opbyggede landet Qin tidligt en stærk økonomisk basis takket være konstruktion af dæmninger og overrislingsanlæg i deres bagland i Wei dalen og på Sichuans Chengdu slette. Derefter blev de i stand til at erobre de andre kinesiske stater en efter en. På grund af deres indbyrdes rivalisering lykkedes det aldrig de mindre magter at opbygge en koalition, som kunne modstå Qin. Derfor blev Kina, i modsætning til Europa, et kejserdømme allerede 221 BC.

I Europa opstod efter napoleonskrigene den tyske romantiske bevægelse og ideen om en nationalstat, som skulle være fælles for alle tysktalende folk. "Deutchland uber Alles" var mottoet. I 1871 blev kludetæppet af tyske fyrstedømmer forenet i "Det Tyske Rige" under kejser Wilhelm d. I med Otto von Bickmark som Kansler. Dette forstyrrede den politiske ligevægt i Europa. Det nye Tyskland var en meget stærk økonomisk og dermed også militær magt, som kunne matche næsten hvilken som helst koalition af mindre magter. Selve eksistensen af et forenet Tyskland varslede et nyt Europa.

Princippet om Folkenes Selvbestemmelse Princippet om grænsedragning på basis af national selvbestemmelse blev introduceret af den amerikanske præsident Woodrow Wilson. Han bragte det med sig til Europa i 1918. "Vi er glade - for at kæmpe for den ultimative fred i Verden og for folkenes frigørelse - for store og små nationers rettigheder og alle menneskets privilegium overalt til at vælge deres liv og tilhørsforhold - Vi vil være tilfredse, når disse rettigheder er blevet så sikre, som nationernes skæbne og frihed gør det muligt." ( Woodrow Wilson i talen til kongressen, 2 April 1917) Woodrow Wilson brugte princippet om national selv bestemmelse til at opdele Kejserdømmet Østrig-Ungarn, Det Tyske Rige og det Ottomanske Rige i mange mindre nationer. Mange nye lande så dagens lys i forbindelse med afslutningen af krigen og fredsslutningen i Versailles. For Europas vedkommende var det Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Østrig og Jugoslavien. Finland, Estland, Letland og Litauen vandt deres selvstændighed i 1918 i forbindelse med den russiske revolution. Det forekommer sandsynligt, at dette var amerikanernes egentlige krigsmål i 1918. Nemlig at sikre, at Europa også i fremtiden ville være opdelt i mange indbyrdes rivaliserende nationer. På denne måde ville Europa ikke blive en konkurrent til USA på den globale politiske arena i nogen overskuelig fremtid. På det amerikanske kontingent havde der aldrig været tale om nogen folkenes selvbestemmelse. Da de Amerikanske Sydstater i 1861 erklærede sig som en selvstændig federation, reagerede Washington med konsekvent militær magt. Takket være princippet om folkenes selvbestemmelsen fik Danmark Nord Slesvig tilbage i 1920.

Princippet om Respekt for Historiske Grænser Da "kongernes konge" Haile Selassie af Ætiopien talte til forsamlingen ved åbningsmødet i "Organization of African Unity" i Adis Ababa i 1963, understregede han, at i Afrika må nationerne nødvendigvis følge princippet om respekt for historiske grænser. De afrikanske grænser er trukket af kolonimagterne fuldstændig uden hensyn til befolkningens stamme tilhørsforhold. De følger ofte forskellige længde og breddegrader. Utallige folk og stammer er delt af grænserne. Hvis nogen afrikanske nationer sætter spørgsmålstegn ved disse grænser, vil det udløse et uoverskueligt kaos. Kun ved konsekvent at respektere hævdvundne historiske grænser kan man bevare freden på kontinentet. Det synes som om, at forsamlingen tog kejserens ord til efterretning. Kun i striden om Vest Sahara og i forbindelse med Ætiopiens forhold til sine muslimske naboer, Somalia og Eritrea, har der været stillet spørgsmålstegn ved grænserne i nyere tid. Schweiz er et andet godt eksempel på princippet om respekt for historiske grænser. Der findes ikke noget egentligt schweizisk sprog. Her er befolkningsgrupper, som fra gammel tid har talt både tysk, fransk og italiensk. Men man har aldrig hørt om fransk talende schweitsere, som har demonstreret for en nærmere tilknytning til Frankrig, eller tysk talende schweitsere, som har foranstaltet uroligheder, fordi de ville hjem til riget. De er alle lykkelige for at være netop schweitsere.