Danmarkshistorien

41. Erik Menved

1. Indledning

Da faderen Erik Klipping blev dræbt i Finderup Lade, var Erik blot 12 år gammel og derfor blev hans moder, enkedronning Agnes, hans formynder de første seks år af hans regeringstid.

Erik Menved regerede Danmark i 33 år. Han blev konge i faderens dødsår 1286 og døde selv i 1319.

Den vigtigste begivenhed under dronning Agnes formynderskab var opgøret med Erik Klippings mordere. Grev Jakob af Halland, marsk Stig Andersen og syv andre blev dømt fredløse for mordet på kongen, og de flygtede derfor straks til Norge, hvor kong Erik Præstehader, påtog sig deres sag. Gennem hele dronningens formynderskab og de første år af Eriks regeringstid var der kampe mod de fredløse og Nordmændene, som afbrændte og hærgede danske øer og kystbyer.

Portæt af Erik Menved på udsnit af hans gravplade i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Der må ganske givet være tale om portrætlighed. Det viser en mand med et smukt og regelmæssigt ansigt, der ser direkte på beskueren. Han har en kraftig hage, som siden Germansk jernalder har været symbol på karakterstyrke. Han bærer magtens sværd og liljestaven som symbol på treenigheden og den rette katolske tro. Ved sin død var han 45 år gammel. Foto Nationalmuseet Wikimedia.commons.

Sverige var hærget af borgerkrigslignende tilstande i striden mellem kong Birger Magnusson og hans brødre, og Erik allierede sig ultimativt med sin svoger, kongen, hvilket medførte kostbare militære interventioner, som i sidst ende viste sig nyttesløse, fordi kong Birger alligevel trak det korteste strå.

Gennem store dele af Danmarks middelalder historie har oprørske og magtbegærlige ærkebiskopper spillet en stor rolle - til landets ulykke. De blev efter al sandsynlighed valgt og understøttet af udbredte oppositionelle og bedrevidende holdninger blandt landets lærde præster og munke, snævert forbundet med den katolske kirkes natur og deres opfattelse af sig selv som en intellektuel elite - meget som det moderne universitetsmiljø.

I 1134 brugte ærkebiskop Asser ærkesædets formue til at leje en tysk rytterhær der knuste kongens ledinghær ved Fodevig og dermed gen-startede en hensygnende borgerkrig, som kom til at vare årtier derefter. Valdemar den Store sagde om ærkebiskop Eskil: "at Eskil havde haft for skik at drikke de tidligere kongers blod, og at han nu også tørstede efter hans." Men ærkebispen tabte magtkampen og valgte trække sig fra sit embede i 1177. I Christoffer 1's regeringstid anførte ærkebiskop Jacob Erlandsen og hans tilhængere et veritabelt oprør mod kongen, idet de angreb kongelige borge, nægtede at udføre kroningscermonier, nægtede at medvirke til rigets forsvar og endeligt beskyldte kongen for kætteri. Erik Menved måtte kæmpe mod ærkebiskop Jens Grand, som kompromisløst arbejdede for at kirken skulle være en magt, som stod over kongerne.

Danmarks historie delt op i Kongelige Dynastier. Men, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - stammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede en stor part af Jylland omkring 917 som berettet af Adam af Bremen i sit afsnit om biskop Hoger. Kongerækken og fortællinger om krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige og interessante - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags forholdsvis ustruktureret passiar om aspekter af Danmarkshistorien, som ikke pædagogisk let lader sig tidsfæste i hukommelsen. Det giver nemlig et godt overblik at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, sandsynligvis søn af Sven. Han kaldes også Knud 1. og var med ret stor sikkerhed Gorm den Gamles fader som fortalt af Adam af Bremen under biskop Unni.
Magnus den Gode, som blev konge i 1047, var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans regeringstid udgør en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid danner et interregnum til Valdemarernes tid.
Mange historikere, sikkert de fleste, medregner kun Valdemar den Store og hans sønner Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren hensigtsmæssigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - herunder Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før Danmarks kongeløse tid fra 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men hans barnebarn, Olaf var, og hans datter Margrete 1. blev dronning af den Skandinaviske Union. Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborger konger var blot Unions-konger i kortere perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, 1534-36 var et afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Som en konsekvens af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, konfiskerede kongerne den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fabelagtige rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, som blev en af de vigtigste årsager til Danmarks historiske deroute. I 1848 indførtes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter givet til Christian 9. af Glücksborg.

Kong Erik stræbte efter at genetablere Valdemar Sejrs Østersø-imperium med et dansk kongedømme, som også omfattede de tyske fyrstedømmer og byer nord for Elben lang Østersøen. Han oplevede en kortvarig success, men pressede derved Danmarks økonomiske resourcer for hårdt, hvilket medførte oprør på Sjælland og i Jylland.

Ved sin død i 1319 efterlod han et rige i en sørgelig økonomisk forfatning, idet meget store dele af riget var pantsat til udenlandske og indenlandske kreditorer og der herskede stort kaos.

Valdemarerne. Det er almindeligt blot at henregne Valdemar den Store, Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men derved bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, selvom de er direkte efterkommere efter de første og mere berømte Valdemarer, og de ikke er adskilt fra disse af nogen naturlig transformationsperiode. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen indtil den kongeløse tid benævnes Valdemarerne.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var sønner af Valdemar Sejr og de efterfulgte hinanden som konger. Abel lod sin broder, Erik, dræbe og hans lig nedsænke i Slien. Men, 24 riddere svor på at han var uskyldig, og derfor kunne han alligevel blive valgt til konge. Imidlertid, kun kort tid efter blev han dræbt i kamp under et felttog mod Frisland, og derefter blev hans lillebroder, Christoffer, valgt som hans efterfølger som konge, og den afdøde Abels ældste søn blev derved forbigået. Dette førte i de følgende årtier til en langvarig rivalisering mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer og bidrog til det oprindelige Danmarks historiske opdeling i kongedømmet og hertugdømmerne.
Kun 11 år gammel blev Christoffers søn, Erik, som senere fik tilnavnet Klipping, konge med sin dynamiske moder, Margrete Sambiria, som formynder. Stormændene begrænsede hans magt med en håndfæstning på Nyborg Slot, som blandt andet bestemte at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Desuden blev det fastslået at den kongelige domstol kun måtte beskæftige sig med sager, der tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme standardiserede bødestraffe. Erik Klipping blev dræbt i Finderup Lade ved Viborg med 56 stiksår - dette mord er stadig et af Danmarkshistoriens store mysterier. Hans søn Erik Menved prøvede at skabe goodwill og øget indflydelse i Nordtyskland ved at afholde nogle storslåede - men helt sikkert dyre - ridderturninger. Han blev efterfulgt af sin broder, Christoffer 2. der måtte overtage broderens store gæld, samtidig med at mulighederne for at øge de kongelige indtægter ved øgede skatter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og for en periode var landet uden konge.

2. Erik Menved

Kongens tilnavn, "Menved" refererer sandsynligvis til udtrykket "så mænd ved", som må have været hans yndlingsudtryk. Det findes stadig i det Danske sprog som "såmænd" med flere forskellige betydninger.

Erik Menved på udsnit af hans segl. Det er samtidigt og har efter al sandsynlighed portrætlighed. Han ser ud som en en selvbevidst ung mand, endog med et lille smil på læben. Han bærer liljestaven i hans højre hånd, som repræsenterer treenigheden og den rette katolske tro og rigsæblet, globus imperialis, i hans venstre hånd, som repræsenter den jordiske magt. Han er glatbarberet, vi må tro at det har været moderne på hans tid. Foto: tegnet af Karl Georg Jensen (1851-1933) i Anders Thiset (1850-1917): "Danske kongelige Sigiller" Wikipedia.

Ifølge "Den Danske Ordbog" er hoved-betydningen af "såmænd" at "udtrykke en mild indrømmelse eller accept af et bestemt forhold ofte med bibetydning af at der efter den talendes opfattelse ikke er grund til at gøre det pågældende forhold til genstand for større opmærksomhed" - Som Jyder, der har ord for sjældent at udtale sig alarmerende, men hellere vil underdrive.

Man kan tro at et sådant yndlingsudtryk viser at han opfattede sig selv som en mand, der altid holdt hovedet koldt og aldrig gik i panik. Hvilket dog også antyder en sikkert mild tendens til at iscensætte sig selv - han syntes sikkert at det var morsomt.

Han fandt Valdemar Sejrs gamle brev fra kejser Frederik 2. - som tillod et Danmark til Elben - frem fra arkiverne og gjorde det til mål for sin kongegerning. Selv om Valdemar Sejr selv efter jagten på Lyø ikke længere selv lagde vægt på det. Hvilket må vise at Erik var en meget seriøs og ambitiøs person - på forunderlig vis fuldstændig forskellig fra sin fader, Erik Klipping, der lod andre være "herrer over alle rigets indtægter og indkomster" og "alene forbeholdt sig kongenavnet".

Det er som om at Margrete Samberias energiske og målbevidste personlighed sprang en generation over og kom frem i Erik Menved.

Han må have haft et meget stort "drive", som man siger nu om dage - altid fremad mod nye idealistiske mål. Var han lidt manisk?

Som vi ved, mistede han i hvert fald det økonomiske overblik og lagde grunden til Danmarks økonomiske deroute, som førte til den kongeløse tid. Ved Eriks død var næsten halvdelen af Danmark pantsat til forskellige udenlandske og indenlandske kreditorer, og det var svært se nogen måde at vende udviklingen på.

3. Danmark under Dronning Agnes

Den unge kong Erik - som skulle få tilnavnet Menved - blev i en alder af 13 år kronet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted juledag 1287.

Kongekroning i middelalderen vist i Brabant Chronicle fra omkring 1300. Foto BibliOdysseye.

Efter drabet på Erik Klipping i november 1286 må man tro at kongens hidtidige drost, Uffe Nielsen Neb, som var Marsk Stigs svigerfar, meget hurtigt mistede magt og indflydelse på grund af den mistanke, som vi kan antage, hurtigt faldt på Marsk Stig. Men iøvrigt skete der ikke Uffe Nielsen noget, og han blev ikke anklaget.

Umiddelbart efter Erik Klippings død må dronning Agnes have knyttet Peder Nielsen Hoseøl til sig. På alle de tre dokumenter, som dronningen underskrev i Marts-Maj 1287, vidnede Peder Nielsen som drost eller kongens råd.

Peder Nielsen Hoseøl var en af de mest indflydelsesrige danske stormænd på Erik Klippings og Erik Menveds tid. Han siges at have været en stålsat og hård mand, som urokkeligt støttede kongen og Danmark. Han havde været Erik Klippings drost fra 1278 til den politiske kovending i 1282 i forbindelse med Danmarks indtræden i Landefredsforbundet, hvor han blev erstattet med Uffe Nielsen. Det er ligetil at antage at Peder Nielsen ikke kunne acceptere kapitulationen overfor kongsfrændernes krav om arvelen og alle de andre krav mod Danmark.

En side af Modi significandi af Martinus de Dacia med det danske navn Morten Mogensen. "De modis significandi" handler om den skolastiske logiks sprog, som er i modsætning til "modi intelligendi".
Morten Mogensen var en dansk teolog, filosof og kongelig kansler, der havde fået sin uddannelse ved studier på Universitetet i Paris. Mester Martins System, Systema Martinianum, blev kendt og studeret over hele Europa.
Da striden mellem Jens Grand og Erik Menved brød ud, stod Morten Mogensen på kongens side, og 1296 gav Kong Erik ham og ribekanniken Guido fuldmagt til at føre sagen i Rom mod Jens Grand på kongens vegne. Foto Bodleian Library Oxford.

Morten Mogensen - også kaldet Martinus de Dacia - optræder i egenskab af kansler hos enkedronning Agnes i 1288 som vitterlighedsvidne på en tilladelse til franciskanerne til at bygge et kloster i Kolding. Det er nærliggende at tro at han blev knyttet til dronning Agnes' regering allerede i 1286-87 i forbindelse med en regerings-udskiftning umiddelbart efter mordet på kongen.

En anden og meget erfaren mand, som tidligt blev knyttet til den nye regering, var fyrst Wizlav af Rügen. Nogle historikere undrer sig over hvad denne Tyske fyrste - som skrev under på så mange dokumenter - dog lavede i Danmark?

Men Rügen var en del af det danske rige - og havde været det i hvert fald siden Valdemar den Stores tid. Dog havde fyrsterne af Rügen - i lighed med hertugerne af Sønderjylland - optrådt temmelig selvstændigt i de senere år, men det ændrede ikke at den danske konge var fyrst Witzlav lovformelige lensherre, og dette forhold syntes han at have anerkendt.

En fyrste sværger troskab mod sin konge. vist i Brabant Chronicle fra omkring 1300. Foto BibliOdysseye.

Fyrsten var på dette tidspunkt en erfaren mand på 47 år med 25 års begivenhedsrigt politisk liv bag sig. Vi skal notere os at fyrst Wizlav ikke var iblandt hertug Valdemars garanter ved hans løsladelse fra fængslet i 1286 - på trods af at han var hertugens morbroder. Måske kendte han ham for godt til at han ville vove sit gode omdømme med en sådan garanti.

Som det fremgår af begivenhederne var også hertug Valdemar på dette tidlige tidspunkt knyttet til denne gruppe omkring dronningen.

Det må have været disse mænd som forberedte og indkaldte til rigsmødet i Skælskør i april 1287 og det senere Danehof i pinsen samme år, hvor gerningsmændene til mordet på kong Erik Klipping blev udpeget og dømt.

På rigsmødet i Skælskør i april 1287 opstod kampe mellem hertugens og dronningens folk.

Man kan tro at hertugen søgte at skabe et nyt "Lohede" ved at tage både dronningen og den unge konge til fange, men da kongen undslap, opgav han sin plan. Huitfelt skriver: "Kongen kom i den tumult hasteligen af byen i sit behold."

Jyske Krønike skriver for året 1287: "Derfor mødte nævnte hertug i selskab med rigets mægtige mænd med dronningen i Skælskør, angivelig for at forhandle med hende om rigets bedste. Men der opstod der strid mellem dronningens og hertugens folk, og hertugen tog dronningen til fange, hun slap efter nogle få dage ved snilhed hertugen af hænde" (Troels Brandt).

Illustration til det franske middelalderdigt Ogier le Danois fra omkring 1220. Foto Egypt Search.

Huitfelt mente at episoden i Skælskør var forårsaget af Eriks Klippings mordere, som søgte at slå til først og derved undgå at blive dømt. Han mente at hertugen troede at det var et baghold mod ham og hans folk, og derfor tog hans mænd dronningen til fange og førte hende til ham. Men "der sandhed kom frem, undskyldet hertugen sig oc hans tjenere, oc hun blef strax oc løs".

Men på trods af spændingerne mellem disse, Danmarks mægtigste mænd, må de have fundet sammen i en plan for hvorledes kagen skulle skæres på det snarlige Danehof.

Ribeårbogen for 1287 skriver: "På et rigsmøde fik hertug Valdemar alt, hvad hans fader havde haft før ham". Det fremgår ikke om mødet var i Skælskør eller senere i Nyborg. På trods af at han ved sin løsladelse i 1286 højtideligt havde svoret at opgive alle krav, blev Valdemar på mødet lovet støtte til at få sine krav igennem på Danehof forsamling på betingelse af at han støttede enkedronningen og hendes mænds politik vedrørende anklage og domfældelse af Erik Klippings mordere.

Danehof festival i Nyborg 2018. Foto nembillet.dk

I Erik Menveds senere anklageskrift fra 1314 mod Niels Brok, Jens Pape med flere forklarer han hvorfor hertugen fik alt dette: "derefter udnævnte vi ham siden for større troskabs skyld til at være landsdommer og vi gav ham tredieparten af Jylland i forlening - vi tilgav ham alle disse mangler, for at vi i fremtiden skulle finde større troskab."

Der var stort fremmøde i Nyborg i pinsen i 1287 og mødet startede festligt. Otto af Brandenburg slog den unge kong Erik til ridder, og Erik gav til gengæld hertug Valdemar ridderslaget.

Hertug Valdemar af Jylland blev udnævnt til at være den unge kong Eriks formynder sammen med enkedronning Agnes.

Men mødets vigtigste punkt på dagsordenen var mordet på Erik Klipping. Enden på diskussionen blev at den unge kong Erik selv - naturligvis ledet af sine rådgivere - udpegede de anklagede og endvidere et nævn på 36 medlemmer, der skulle dømme dem.

I Arild Huitfelts Krønike står: "år 1287 til Nyborrig om pinsedagstide er holden it almindeligt Dannehof; did kom den unge konge, dronning Agnes, hertug Woldemar, rigets forstander samt rigets bisper og menige adel. De vare i lang tid uens under dennem self, fordi mandraperne våre af stor adel, sleckt og venner. Omsider tilnefnis markgref Ottho, dronningens broder, hertug Witzlaf, greverne af Holsten, som våre forskrefne, oc 27 gode mænd af adel at ransage og sverge om hvem hans faders manddrapere og banemend våre. Da blef vidnesbyrd forhørde, oc eftertanke oc undervisning oplæst, hvem fornefnende drab skulde beganget, oc blefve Jacob, marsk Stig" - "dømte at banemend oc for den sags skyld fredløse at være oc deris gods forbrut" - "Oc nogen tid efter blef den førrige dom over de fredløse stadfest af Keyser Rodolpho Habsburgense. Straks dette vår sked, gaf manddraperne dennem til kong Erich af Norge." (Troels Brandt)

Den unge Erik Menveds kamp mod de fredløse og Norge. Erik Menved og hans moder, enkedronning Agnes, hilser på hæren. Erik lillebroder, den senere kong Christoffer 2. klynger sig til sin moders skørter. Foto Lorenz Frølich, 1853. Statens Museum for Kunst.

De ni anklagede var grev Jakob af Halland, marsk Stig Andersen, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jacobsen, Rane Jonsen, Niels Knudsen, Åge Kakke og Arvid Bentsen.

Kun Arvid Bentsen var anklaget for "ved egen hånd" at have udført selve mordet. Resten var anklaget for "råd, befaling og handling til at ihjelslå ham." De blev alle erklæret skyldige og dømt til døden, dog således at de efter gammel skik fik en frist til at forlade landet som fredløse. De drog næsten alle til Norge, hvor kongen, Erik Præstehader, tog imod dem med åbne arme.

Forud for Danehoffet i 1289 opstod der igen skærmydsler i Skælskør. Måske fordi dronningens mand, Niels Peder Hoseøl, prøvede at lave en omvendt "Lohede" på hertug Valdemar, altså at tage ham til fange og derefter stille politiske betingelser for hans frihed. Men imidlertid lykkedes aktionen ikke.

Lübske Krønike skriver: "De Danskes dronning Agnes kom til Skælskør på Sjælland med en stor del folk sammen med hertug Valdemar af Jylland for at holde møde. Og da de store der traf sammen, kom det til kamp mellem dronningens mænd og hertugens mænd og først blev hertugen og hans mænd overvunden og tog flugten, men siden fattede de mod og slog dronningen og hendes folk på flugt, dræbte andre og fangede drosten Peder, førte ham til Als og satte ham i tårnet på Nordborg." (Troels Brandt)

Samtidigt kalkmaleri af Agnes af Brandenburg i Sct. Bendts Kirke i Ringsted i forbindelse med malerierne, som beskriver Abels drab på Erik Plovpenning. Det viser at Agnes arbejdede loyalt på at få Erik Plovpenning - som havde været gift med hendes mor - helgenkåret for derved at fordømme Abel slægten og på den måde genvinde Sønderjylland som en naturlig del af det Danske Rige. Det er også kendt at hun sendte mange breve til paven vedrørende sagen om Erik Plovpennings mulige helgenkåring. Foto Enstropia Wikipedia.

Detmars Krønike er mere partisk: "I det år mødtes hertug Valdemar i Skælskør på Sjælland med dronningen og rigets rådgivere. De Danske ville dræbe hertugen trods lejde. Hertugen og hans folk blev advaret, de satte sig til modværge og fik sejr. Kongens drost blev fanget tillige med andre Danske og af hertugen ført til Nordborg Tårn på Als." (Troels Brandt)

Peder Nielsen Hoseøl fik dog ret hurtigt sin frihed tilbage, men var tilsyneladende kompromiteret og måtte træde tilbage som drost.

Efter denne episode skiftede hertug Valdemar fuldstændigt parti. Han glemte alt om sit ansvar i forbindelse med at være formynder for den unge kong Erik og sluttede sig åbenlyst til kongens fjender. Han lånte Jacob af Halland penge til hans rustninger og han blev den Norske konges forbundsfælle. Det siges at der stod et slag i Grønsund mellem hertugens og kongens styrker hvor hertugen led nederlag.

I 1288, blev også prior Henrik af Johanitter-ordenens Antvorskov Kloster og den Sjællandske adelsmand Jon Litle knyttet til regeringen.

Ruinerne af Antvorskov Kloster nær Slagelse. Da Johanniterbrødrene ikke var munke, men korsriddere, blev deres bolig i datiden ikke kaldt kloster, men "gård" eller "slot". Foto BilletExpressen.

Dronning Agnes' regering søgte at sikre sig bistand hos de tyske fyrstedømmer og byer i striden mod de fredløse og Norge, eller i det mindste at forebygge, at de støttede dem. Allerede i 1288 udtrykte enkedronningen og den unge konge således deres tak til de Lübske købmænd, fordi de lukkede deres havn for alle som havde med de fredløse at gøre, ved at fritage deres skibe for kongens strandret i Danmark.

I 1290 betalte dronningens regering de Mecklenburgske Fyrster, Henrik af Werle og Nikolas af Rostock, en betydelig sum penge mod at de lovede, at de i to år ikke ville støtte den norske Konge eller tillade ham at drage gennem deres land, samt at de ville forbyde deres undersåtter at tjene ham. Men Nordmændene gav dem kamp til stregen ved give de købmænd fra de Vendiske stæder endnu større privilegier i Norge.

Men alt dette - eller i hvert fald det meste af det - var de tyske byer og fyrster jo allerede forpligtigede til ifølge landefreds-aftalen - som Danmark under Erik Klipping havde tiltrådt med betydelige politiske omkostninger, og derfor burde det ikke have været nødvendigt at belønne de tyske fyrstedømmer og byer for at gøre det. Men det viser blot at Landefreds-forbundet var et idealistisk projekt som allerede var ved at smuldre, og Danmarks medlemsskab ikke havde været de politiske omkostninger værd.

Middelalderlig henrettelser vist i Brabant Chronicle fra omkring 1300. Foto BibliOdysseye.

Efter Peder Nielsen Hoseøls fald i 1289 blev han afløst af hele tre droste i hurtig rækkefølge.

David Torstenssen Hak underskrev et brev som indehaver af dette embede december 1289, og i foråret 1290 beordrede han sørøveren, Alf Erlingsson, radbrækket i Helsingborg. Hans efterfølger, Skjalm Stigsen blev efter sigende dræbt i sin seng i Nyborg i 1292 i kongens nærvær af hertug Valdemars broder, Erik "Langben" af Langeland, sikkert i forbindelse med hans krav om yderligere besiddelser på Langeland. Han blev efterfulgt af Åge Jonsen, som siges at have været en stor modstander af rigets indre fjender.

4. Norge og Danmark

På Erik Klippings tid havde enkedronnings Ingeborgs trofaste mand, jarl Alf Erlingssøn, hærget de danske farvande, hvor han opbragte alle skibe, som han mødte - hvad enten det var Danske, Tyske eller Hollandske - og plyndret mange danske øer og desuden byerne Horsens og Kalundborg.

Den Norske konge, Erik Præstehader, i Stavanger Domkirke. Han var søn af Magnus Lagabøte og Erik Plovpennings datter Ingeborg. I sin ungdom pådrog han sig en hjerneskade på grund af et styrt fra hest, hvilket gjorde at han blev meget afhængig af rådgivere. Foto Arne Kvitrud Wikipedia.

Men efter enkedronning Ingeborgs død i påsken 1287 mistede Alf Erlingssøn sin støtte, og blev angrebet af hertug Håkon - kongens broder - hvilket førte til uroligheder i forbindelse med hvilke en del af Oslo blev nedbrændt.

Alf Erlingssøn tog befalingsmanden på Oslo Slot til fange og dræbte ham senere i Isegran fortet nær det moderne Fredriksstad. Han og nogle få af hans allernærmeste tilhængere blev erklæret fredløse i Norge og flygtede til Sverige. Hans hirdmænd blev hængt og flere hundrede af hans "sveitunger" krigsmænd blev dræbt.

Straks efter udrensningen udsonede hertug Håkon sig med Lübeckerne. Han sendte et brev til dem, hvori han forklarede at den dybere årsag til det dårlige forhold mellem Norge og Lübeck nu var fuldstændig elimineret: "nogle mennesker, der hverken frygte Gud eller mennesker, nu fra grunden af ere bortskårne."

Samtidig buste af Erik Præstehaders lillebroder, hertug Håkon Magnusson, i Arkeologisk museum i Stavanger. Modsat kongelige brødre i de andre Skandinaviske lande respekterede han sin broder, kongen. Han gjorde ikke oprør og prøvede ikke at udnytte hans mentale handicap. Han efterfulgte broderen som konge i 1299. Foto Alexander Bugge (1870–1929) Alexander (1916) Wikipedia.

Som nævnt ovenfor begav de fredløse sig straks efter dommen i pinsen 1287 til Norge. Den Norske konge tog imod dem med åbne arme.

Begge de kongelige Brødre underskrev allerede d. 25. Juni et beskyttelsesbrev hvori de påtog sig de fredløses sag: "Vi gjøre herved vitterligt, at vi, havende for øje de opofrende tjenester, som forfædrene til nærværende brevs ihændehavere, de Herrer Stig Andressøn, Nikolas Knutssøn, Nikolas Hallandsfar, Peter Jakobssøn, Peter Pors og Stig Nikolassøn, Riddere, Åge Kake og Rane Jonssøn, knaper, troligen har ydet vore forfædre, de berømmelige Konger af Danmark, have fundet for godt at antage ovenbemeldte riddere og knaper til vore mænd, og tage dem under vor fred og beskyttelse til særdeles forsvar, lovende dem, at vi ville holde dem i kjærlighed og ære, og troligen stå dem bi med gode råd og dåd, i at forfølge sine sager samt forsvare sig mod forurettelser, ligesom vi heller ikke uden dem eller deres arvinger ville stifte enighed med Kongen af Danmark eller andre deres fiender." Vi bemærker at brødrene omtaler "de berømmelige Konger af Danmark" som "vore forfædre".

Samtidig opretholdt de kongelige brødre deres krav om deres nu afdøde moders arv efter hendes fader, Erik Plovpenning. I et fejdebrev fra Kong Erik Præstehader til den unge Kong Erik i Danmark skrev denne at man fremdeles gjorde krav på moderens fædrenearv, og at "der var sket hans frænde, Grev Jakob, såvel som de andre fredløse stor uret, fordi der var blevet svoret dem en sag på, uden at de selv havde fået mulighed for at værge sig med "kjøns-Eed".

Slaget ved Worringen 1288 i Brabant Chronicle fra omkring 1300. Foto literatuurgeschiedenis.org Wikipedia.

Tydeligvis ville de bruge de fredløses sag som løftestang til at opnå dette, hvilket skulle vise sig at være en god strategi.

Baseret på nogle bemærkninger i Jens Grand sagen mener nogle at den Norske konges krigsmål på længere sigt var - som Erik Plovpennings barnebarn - at blive konge af Danmark i forbindelse med en almindelig afvisning af Christofferslægten.

De fredløse fik overdraget den Norske fæstning Ragnhildholmen ved Kongshelle ganske nær ved grænsen til Halland.

De kongelige brødre gjorde sig stor umage for respektere den Svenske kong Magnus Ladelås' voldgift fra 1285 i striden mellem Lübeck og Norge og betalte deres erstatninger punktligt. Men købmændene i Lübeck lod sig ikke lokke og tillod ingen skibe, som havde forbindelse med de fredløse at anløbe byen. De vidste at Danmark var et meget stort marked, som de ikke ville afskæres fra.

David afleverer forsyninger vist i Morgan Bibelen angivelig fra omkring 1250. Foto Anonymous Wikipedia.

Kong Erik Præstehader af Norge udbød leding mod Danmark i hele landet og i juli 1289 - næsten samtidig med valget af Jens Grand som ærkebiskop - begyndte krigshandlingerne ved at ledingflåden stævnede ned gennem Øresund.

Et af skibene kolliderede med et andet skib og sank, hvorved 160 mand druknede. Deres lig, der drev i Land på den skånske Kyst, blev der halshuggede, hvilket viste hvor forbitrede kystbefolkningen må have været på Nordmændene.

Resten af styrken gik den 13. juli i land i Helsingør og brændte byen ned. Flåden sejlede herefter mod København, hvor han lagde sig for anker i Refshaledybet og derfra belejrede byen. Men københavnerne modstod angrebet, og Nordmændene måtte nøjes med at afbrænde Amager og Hven. Ryd Kloster Krønike beretter for 1289: "Kong Erik af Norge belejrede København med skibe, og mange blev dræbt af nordbaggerne, men til sidst drog han væk uden sejr."

Derefter angreb flåden Skanør en måned før markedet åbnede. Det lykkedes ikke angriberne at ødelægge byen, og den norske høvding Thord Krytter faldt sammen med 70 af sine mænd.

Resterne af Steges middelalderlige byvold, som Nordmændene forgæves løb storm på en dag og en nat. Foto Danske Fortidsminder.

Ledet af Marsk Stig gik en anden del af den Norske flåde ned gennem Kattegat og Storebælt, hvor de angreb og ødelagde slottet Brattingsborg på Samsø, nedbrændte Skelskør og Tårnborg ved Korsør. Ifølge de Esromske Annaler nedbrændtes også Middelfart og Hindsholm - temmelig sikkert også i 1289.

Marsk Stig sluttede sig derefter til den Norske hovedstyrke, medens den lå ved Amager. Den samlede flåde drog dernæst syd om Møn til Grønsund, hvor de angreb Christoffer-slægtens arverige, øerne Lolland og Falster.

En styrke under Audun Hugleikssøn udførte et uheldigt angreb på Lolland, hvor mange Nordmænd blev dræbt af indbyggerne. De hærgede Falster, erobrede Nykøbing, nedbrændte Stubbekøbing og stormede forgæves Stegeborg en hel dag og en nat - med store tab både af faldne og sårede. Dette sidste angreb beroede sandsynligvis på en fejltagelse, da Møn allerede på dette tidspunkt var pantsat til fyrst Vitzlav af Rügen.

Marsk Stigs borg på øen Hjelm og grev Jacobs borg på halvøen Hunehals.

Derefter sejlede flåden til Samsø og kastede anker der, medens togtets ledere diskuterede, hvad der nu skulle ske. Men problemet løste sig selv, da en stor del af ledingshæren lettede anker og sejlede hjem til Norge uden orlov.

Nordmændenes angreb blev næsten overalt mødt med forbitret modstand der påførte angriberne store tab, men der var aldrig tale om at Danskerne gjorde gengæld ved at angribe Norge. Sandsynligvis turde dronning Agnes og den danske regering ikke vende ryggen til hertug Valdemar og ærkebiskop Jens Grand og deres mange tilhængere.

Det følgende år 1290 var de Norske kongelige brødre sammen med de fredløse igen på spil i danske farvande med en stor flåde. Det fortælles at Nordmændene sejlede ind i Limfjorden og lagde sig ud for Aalborg i 15 dage i forventning om at indbyggerne ville slutte sig til dem, men da de i stedet samlede sig for at gøre modstand, drog flåden bort igen.

Derefter hærgede flåden en del af Langeland. Så reducerede den Svendborg til aske, skønt byen tilhørte hertug Valdemar. På tilbagevejen skal Nordmændene have anløbet Aggersø og Omø ved Korsør, og afbrændt Holbæk og Nykøbing i Odsherred.

For- og bagside af en mønt fremstillet på Hjelm af Marsk Stig og hans mænd. Marsk Stig havde fanget en kongelig møntmester og tvunget ham til at forestå en omfattende produktion af falske mønter. Også på Hunehals havde grev Jacob en stor produktion af falske mønter. Foto Odense Bys Museums møntsamling.

Men det vigtigste der skete i 1290 var at Marsk Stig satte sig fast på den lille ø, Hjelm, ud for Djurslands kyst, hvor han byggede en borg. Desuden byggede Grev Jakob og hans mænd en lignende borg på halvøen Hunehals i Nørre-Halland mellem Göteborg og Varberg overfor Læsø. Begge områder blev erklæret for at være den Norske konges område. Efter sigende skulle de fredløse også have haft tilhold på Sprogø.

Dette år viste den "mægtige sørøver" - men nu fredløse - Alf Erlingsson sig igen i Danske farvande. Ingen ved hvordan han havde skaffet sig skibe og mandskab, og ingen havde kendskab til hans formål med togtet, om det var for at udføre bedrifter der kunne hjælpe ham med at få ophævet fredløsheds-dommen eller det var eventyrlyst eller simpelt begær efter bytte og rigdom.

Men hans lykke var opbrugt. Da han forklædt som en messedreng gik i land i Skåne for at spejde, blev han genkendt, fanget og ført i lænker til Helsingborg, hvor Dronning Agnes netop opholdt sig. Her blev han, på drostens David Torstenssens ordre, radbrækket og lagt på stejle.

Hedal Stavkirke ved Notodden i Telemark er antagelig opført mellem 1200 og 1300. Foto VisitNorway.

Der findes intet skriftligt vidnesbyrd om at de fredløse i dette år eller det følgende, 1291, foretog noget angreb på de Danske kyster - i det mindste ingen, som man har fundet værd at nedskrive. Formodentligt var de endnu ikke færdige med at opbygge deres borge.

Men i 1292 viste Nordmændene sig igen i Danske farvande i følge med de fredløse og gjorde stor skade, siges det. Men den Norske konge deltog ikke selv i togterne dette år.

I den Norske by Marstrand udspillede sig et internt Norsk drama. Nogle "sørøvere" havde samlet sig ved byen for at røve og plyndre, men "Pinseaften", 24. Maj, blev de fanget af en gruppe købmænd fra Stavanger og ført for sysselmanden, der dømte dem alle til døden.

Også i dette år 1292 blev den unge kong Erik af Danmark myndig og overtog regeringen.

Den Norske historiker, P. A. Munch, ser tydelige tegn på at der i 1293 blev etableret en egentlig koalition mod den nyligt tiltrådte kong Erik af Danmark. Meningen var at knuse den uerfarne konge med et eneste mægtigt slag.

Koalitionen var forhandlet på plads af ærkebiskop Jend Grand, og den omfattede de Norske kongelige brødre, hertug Valdemar af Jylland, de fredløse og andre utilfredse og misfornøjede over hele riget så vel som ham selv.

Hertug Valdemar og hans broder, Erik Langben, rejste oprørsfanen ved at gøre krav på en del godser på Fyn og Langeland, der havde tilhørt deres farbroder, Abel Abelssøn. Men den unge konge lod sig ikke sådan stille til vægs, han krævede Als, Ærø og Femern tilbage til kongeriget. Det var antageligt i forbindelse med denne sag at Erik Langben dræbte drosten, Skjalm Stigssøn, i august ved nattetide i hans seng i Nyborg - medens kongen og hoffet opholdt sig i denne by.

Nidarosdomen i Trondheim set fra Vest. Den stod færdig i 1300. Foto DXR Wikipedia.

I dette år, 1293, ledede kong Erik og hertug Håkon af Norge et togt mod Danmark. De synes dog ikke at have udrettet stort andet end at opbringe og plyndre skibe.

Dog var hertug Håkon til stede i Vejle 24. august, hvor han denne dag udstedte et beskyttelsesbrev for kannikkerne i Viborg. Tilsyneladende har Nordmændene frit kunnet gå i land uden at møde modstand.

Det var også i dette år at Marsk Stig døde, hvilket må have hæmmet de fredløses krigsførelse.

Den nyligt tiltrådte kong Erik Menved af Danmark var meget aktiv med foranstatninger til fædrelandets forsvar og han var den første til at angribe fjenden i deres eget land. Tidligt på året 1294 beordrede han et togt fra Skåne mod Halland og det sydlige Norge, som blev anført af Fyrst fyrst Witzlav af Rügen.

Fyrst Witzlavs tropper hærgede det nordlige Halland og belejrede Hunehals, som dog ikke blev indtaget. Togtets leder forklarede at det var fordi den kongelige hær ikke var stærk nok til at storme eller blot indeslutte borgen, således at besætningen kunne gøre hyppige udfald og derved skaffe sig så meget proviant at det blev umuligt at udsulte dem. Den mislykkede belejring af Hunehals forhindrede dog ikke fyrst Witzlav i at trænge videre frem mod Norge, hvor han hærgede og afbrændte det halve af øen Hisingen nord for Gøteborg.

Øen Hjelm set fra Syddjurs. Marsk Stig var sørøver, falskmønter, landsforræder og vist nok kongemorder. Han nedbrændte og plyndrede adskillige byer og øer. Alligevel besynges han og hans mænd i mange folkviser som helte, der befriede Danmark for en ond konge. Foto Google Maps.

Danehoffet blev indkaldt allerede til 28. marts 1294, sikkert for at træffe beslutninger vedrørende en øget krigsindsats, men ærkebiskop Jens Grand skabte et sådant kaos i forsamlingen med sine forbud og bandlysninger at hele Danehofet skiltes uden at træffe nogen beslutninger.

Erik Menved fik nok 5. april 1294, hvor hans broder, Christoffer, arresterede ærkebiskop Jens Grand - koalitionens formodede leder og koordinator - på en dramatisk og ydmygende måde og smed ham i en smudsig fangekælder i Søborg Slot.

Den fredløse Rane Jonsen følte sig i 1294 ikke længere tryg ved at opholde sig i borgen på Hjelm - måske på grund af Marsk Stigs død. Han flygtede til Roskilde, hvor han i nogen tid skjulte sig i et Kloster. Men han blev opdaget, henrettet og lagt på stejle.

Men hertug Valdemar havde ikke givet op, tværtimod forberedte han sig på krigen mod Danmark, som han forventede ville komme i 1295. Han lod Gottorp Slot befæste med volde og grave, og tog mange riddere og svende fra Holsten, Saxen og Westphalen i sin tjeneste. Ryd Kloster Krønike for 1295 siger: "Desuden opbyggede hertug Valdemar Gottorp på ny".

I begyndelsen af Juli 1295 var alle brikker stillet op til et afgørende slag. Kong Erik Menved lå ved Ribe med en betydelig hær. De kongelige Norske brødre ankom til Limfjorden med en stor flåde og gjorde landgang i ved Aalborg, medens deres hovedstyrke sejlede videre ned langs Jyllands østkyst. Hertug Valdemar var rykket op gennem Sønderjylland med sine hvervede krigsmænd.

Amalek og hans hær truer israelitterne med krig. Moses befaler Joshua, Nuns søn, at samle en hær. Modstanderne står over for hinanden på tværs af en mark ved Rephidim. 2. Mosebog 17:8-13. Fra Morgan Bibelen fra omkring 1250 siges det. Foto Warfare.

Kongens og hertugens hære stod over for hinanden på Sommersted Hede nordvest for Haderslev, klar til kamp. Ryd Kloster Krønike for 1296 (sikkert 1295) siger: "Endvidere mødtes kongen og hertugen med hver sin hær på det sted, der hedder Sommersted." Da blev der på Norsk initiativ igen åbnet for forhandlinger.

Detmars Krønike siger udtrykkeligt at det var et almindeligt sagn, at hertug Valdemar, hvis han havde holdt slag mod kongen på Sommersted Hede, ville have vundet Danmarks krone. Hvilket viser at det må have været hans hensigt, hvis hans sejrede, at antage kongenavn. Hvilket den Norske konge nok ikke har været helt tilfreds med, da det sandsynligvis også var hans krigsmål - som barnebarn af Erik Plovpenning - at blive Danmarks konge.

Men, imidlertid, det kom ikke straks til kamp. Der blev vedtaget en våbenstilstand som gav den Norske konges mænd frit lejde til at rejse frem og tilbage ned gennem Jylland, således at det blev muligt for den ham og hertugen at forhandle med hinanden. Det blev aftalt at holde forligsmøde i Svenborg.

En del af de fredløse troede fejlagtigt at lejdet også gjaldt dem, men blev sørgeligt skuffede, idet de alle blev pågrebet og nogle blev henrettet. Dette fik det planlagte forligsmøde i Svenborg til at gå i vasken.

Der aftaltes et nyt møde på slottet Hindsgaul ved Middelfart 8. september 1295. Her blev der vedtaget våbenhvile til alle sider i tre år. Den Danske konge gav omfattende indrømmelser. Erik Præstehader fik anerkendt sin arveret til Danske godser efter sin moder Ingeborg, Erik Plovpennings datter, og han beholdt borgene på Hjelm og Hunehals. Erik Menved skulle respektere kongsfrændernes fyrstelen i Sønderjylland og Halland. De fredløse skulle have ret til vende hjem og genindtræde i deres rettigheder til deres ejendomme - kong Erik stillede dog de betingelser at fremstillingen af falske mønter på Hjelm og Hunehals skulle ophøre og de dømte ikke måtte vise sig for hans øjne. Våbentilstanden blev i 1298 forlænget med to år og i 1300 med yderligere tre år.

Marsk Stig skuer ud mod Hjelm. Pennetegning af Constantin Hansen som illustration til Svend Grundtvigs udgivelse af "Marsk Stig, Dansk folkevise fra det 13de århundrede" i 1861. Foto Statens Museum for Kunst.

Men da en Dansk Hær i 1304 rykkede op i Nørrehalland valgte Grev Jakob at afstå sit grevskab til den Norske Kong Håkon, der 1299 havde efterfulgt sin broder, Erik Præstehader.

Kong Håkon gav grevskabet Nørre Halland til sin vordende svigersøn, den svenske hertug, Erik Magnussøn. Dette anerkendte Erik Menved. Desuden accepterede han at genoptage sagen mod de fredløse.

Et nyt nævn dømte derpå de samme ni mænd skyldige en gang til, og den Norske Konge var dermed løst fra sit løfte om at beskytte de fredløse, hvoraf kun få var stadig i live. Den Norske konge havde nemlig oprindeligt lovet de fredløse støtte til at få genoptaget deres sag, hvilket hermed blev opfyldt.

I 1306 gik Kong Erik med en stor styrke over til Hjelm, og jævnede borgen med jorden. Den Norske Konge betragtede Hjelm som norsk territorium og borgens ødelæggelse som et brud på våbenstilstanden, som dog allerede var udløben. Han foretog derfor et plyndringstogt til Danmark hvor han angreb Nyborg og Taarnborg, men blev slået tilbage med store tab. Først i 1308 kom det til en endelig fred mellem Danmark og Norge.

5. Opgøret med Jens Grand

I det begivenhedrige år 1289, da Nordmændene og de fredløse sejlede ned gennem de Danske stræder og plyndrede og afbrændte byer og øer, skete den tilsyneladende mere fredsommelige begivehed at den gamle ærkebiskop, Jens Dros, døde og til hans efterfølger valgte domkapitlet den 35-årige domprovst i Roskilde, Jens Grand.

Jens Grands segl. Tegning af E. Rondahl fra: "Vort folks historie" af Johan Ottesen 1901. Uploader was Nico at da.wikipedia.

Den ny ærkebiskop var af Hvide slægten, idet han var dattersøn af Jacob Erlandsens broder, og biskop Peder Skjalmsen Bang var hans onkel. Som barn må han have oplevet Jacob Erlandsens kamp mod kongerne.

Han var en intelligent og veluddannet ung mand, som havde studeret i udlandet og var særdeles velbevandret i teologi og kirkeret.

Allerede som domprovst havde Jens Grand vist sin vilje til at udfordre magthaverne. Han havde hævdet overfor Erik Klipping at "hverken kongen eller nogen anden lægmand skulle have ret til at modtage nogen andel af kirkens indtægter, eller til at blande sig i udnævnelser til kirkelige embeder." Senere skulle han på et offentligt ting på Sjælland have udtalt at "ingen kunne undre sig over, at denne konge havde fundet et lige så voldsomt endeligt som hans nærmeste forgængere på tronen".

I det hele taget var han meget udfordrende og åbenmundet. Ifølge historikeren Palle Lauring skulle han også have sagt at "det var trist at Christoffer ikke i sin tid fik gift så tidligt at han ikke nåede at sætte tronfølgere i Verden"

Det var meget sandsynligt sådanne kække udmeldinger, som fik kannikkerne i Lund Domkirke til at vælge netop ham som deres ærkebiskop.

Københavns ældste segl fra 1296. Fra Kjøbenhavn af Carl Bruun 1846-99. Staden København tilhørte Roskilde Bispestol. Foto Eremit.dk

l de kongelig-sindedes øjne betragtedes Jens Grand som medvider i konge-mordet. Derfor frygtede han allerede i 1288 - året før han blev udnævnt til ærkebiskop - at hans ejendomme kunne blive taget fra ham. Af den grund skænkede han alt sit gods til Roskilde Domkirke, mod at han selv fik det samme gods i forlening af kirken for livstid, "som en passende genbelønning".

Enkedronning Agnes modsatte sig hans valg til ærkebiskop, "fordi han var af deres slægt, som dræbte kongen", men hun var ikke i stand til at hindre det og måtte nøjes med at tvinge ham til at aflægge de mest bindende løfter, ikke blot om troskab mod kongen, men også om at han ville modstå de fredløse på enhver måde.

Med kapitlets valgbrev og kongens anbefaling med sig i bagagen rejste den nyvalgte Jens Grand nu til paven i Rom for at hente sit pallium. I Rom nedlagde han sin nye ærkebiskoppelige værdighed og modtog en ny udnævnelse direkte af paven. Derved mente han at han var blevet en helt ny ærkebiskop, renset og frigjort fra alle tidligere aflagte løfter og eder.

Pave, Johannes Paul 2. bærer sit pallium om halsen under et besøg i Brasilien. Dette klædningsstykke symboliserer pavens domsmagt. Ærkebiskopper har også lov til at bære det. Nyudnævnte ærkebiskopper skulle hente deres pallium og dermed deres domsmagt hos paven. Pallium er et smalt bånd i "tre fingers bredde", vævet af hvid lammeuld og med en åbning i midten, så den kan ligge på skuldrene over messehagelen. Fra den hænger der to lige så brede bånd ned foran og bagpå. Foto Jose Cruz/Abr - Agencia Brasil Wikipedia

Dronning Agnes og regeringen gav den nybagte ærkebiskop en chance ved at give ham til opgave at drage til Halland - måske i 1290 - for at mægle fred med de fredløse og Nordmændene. Måske mente man at han i kraft af sit slægtskab med mange af de fredløse og hans hellige embede var den rette til at skabe tillid, kontakt og måske fred.

Men regeringen må have haft sine meddelere i Halland, for en af Erik Menveds klagepunkter over Jens Grand i sagen mod ham ved pavehoffet var at han slet ikke søgte at skabe fred, men bad Nordmændene om at fortsætte krigen indtil de fredløse fik lov til at vende hjem.

Et andet af regeringens klagepunkter var at han som ærkebiskop lukkede øjenene for at grev Jacob byggede borgen Hunehals på en grund i Halland, som tilhørte ærkebispesædet i Lund. Det hedder "at han tillod Grev Jakob at opbygge og befæste et slot på Ærkebiskoppens egen grund".

I 1293 forlangte regeringen at ærkebiskoppen skulle forny en bandlysning, som hans forgænger Jens Dros havde udsendt mod de fredløse. Hvilket Jens Grand kategorisk afslog.

Også i året 1293 blev Erik Menved myndig og overtog regeringen og netop dette år forberedte Danmark sig på en større krigsindsats mod Nordmændene og de fredløse. Men i Skåne saboterede ærkekbispen alle forberedelser ved at true sine herremænd med udelukkelse fra kirken, hvis de fulgte kongens ordrer.

I Skåne gik der makabre rygter om at ærkebispen endog lod ligene af afdøde kongetro mænd grave op og smide i havet.

Civile uroligheder i middelalderen. Foto Docplayer.

På Skåne landsting kom det til regulære kampe, da nogle kongetro mænd under et retsmøde blev angrebet af ærkebispens folk, som kom løbende til med domkirke-banneret i spidsen. Det hedder: "Da den kongelige befalingsmand i Skåne samledes med andre af kongens tro mænd på Liborii Høj udenfor Lund for at rådslå, blev de overfaldet og splittet af Ærkebiskoppens folk og tjenerskab, der kom dragende frem i stort antal under Lunds Kirkes fane og med klingende spil, så at det på et hængende hår var kommet til stor blodsudgydelse."

Ikke desto mindre opfordrede kongen Ærkebiskoppen at møde frem til krigstjeneste med sine vasaller som det var hans lens-pligt, men han ignorerede dette bud. Ja, han forbød endog sine bønder at adlyde den kongelige ordre og dermed opfylde deres leding-pligt.

Som nævnt ovenfor blev Danehoffet i 1284 indkaldt allerede 28. marts, sandsynligvis for at træffe beslutninger vedrørende en øget krigsindsats. Men det kom der ikke meget ud af. På selve hoffet lyste Jens Grand den fungerende drost, Åge Johnsen, i band. Formodentlig fordi han opfordrede folket til at støtte kongen i hans krigsforberedelser, og dette, sagde kongens egne mænd udtrykkeligt, "skabte en sådan forvirring" at hele forsamlingen skiltes uden at træffe nogen vigtige beslutninger.

Illustration i B.S. Ingemanns historiske roman "Kong Erik og de Fredløse" fra 1833. Foto DBA.

Da Kongen ikke desto mindre fik folket til at acceptere en ekstraordinær krigsskat, forbød ærkebiskoppen på det strengeste sine egne og Lund kirkens folk at betale, og da kongen i egen person kom over til Skåne for at inspicere befæstningernes tilstand og gøre forberedelser til deres forsvar, forbød ærkebiskoppen sine undergivne under trussel af bandlysning at sælge ham og hans mænd de nødvendige levnedsmidler.

Ærkebiskop Grand troede at han var usårlig, at kongen havde lært af alle de problemer med paven, som Erik Klipping fik ud af at arrestere Jacob Erlandsen. Han traf overhovedet ingen foranstaltninger til beskyttelse af sin person.

Men den unge Erik Menved havde fået nok og han havde netop i sinde at arrestere ærkebiskoppen.

Hele historien om ærkebiskop Jens Grands fangenskab er fortalt med mange detaljer i "Fængselskrøniken", som er skrevet af en ukendt samtidig provst sandsynligvis fra Lund eller Roskilde. Den er overleveret af Arild Huitfelt i sin helhed.

Således indledes "Fængselskrøniken": "År 1294, fredagen før palmesøndag, om morgenen, da klokken var mellem fem og seks, og da bispen selv havde holdt messe, sendte kong Erik, som da var i Lund, sin broder, hertug Christoffer, til bispen for at udspejde ham." Kong Erik må da have været 19-20 år gammel og hans broder Christoffer måske 18 år. Christoffer var leder af aktionen.

Han lokkede Jens Grand ud af sin bolig under påskud af at han ønskede at forsone ham med kong Erik. Men da de kom ned i gården var der ingen Erik. Krøniken fortæller at bispen da sagde til Christoffer: "Hvor er min Herre Kongen?" Han svarede: "Overgiv dig, du er fanget!" Bispen svarede: "Hvem har fanget mig?" Christoffer sagde: "Min broder Kong Erik, og jeg på hans vegne".

Christoffer satte nogle mænd til at vogte bispen, medens han selv gik ind i kirken og pågreb domprovst Jacob, som netop holdt messe foran alteret.

Jens Grand bliver ført til Søborg på et gammelt øg klædt i pjalter. Forsidebillede på Ingemanns historiske roman "Erik Menveds barndom" 1828. Foto DBA.

Dernæst blev fangerne klædt i nogle pjaltede klæder og sat på nogle elendige øg med fødderne bundet meget hårdt under hestenes bug, og så gik det over stok og sten. Christoffer "førte ham og den anden barhovede i sne og regn så langt på en halv dag, som man plejede at færdes halvanden dag med lempe. De rendte mere på vejen end de travede, for at komme hastigt frem."

Videre fortæller krøniken: "Da de kom til Helsingborg, kastede de dem nederst i færgen, bagved hestene, der stod og møgede på dem. - Straks de kom til Helsingør, bandt de dem på deres heste igen og førte dem så videre til Søborg Slot endnu samme aften. Der kastede de ærkebispen fangen ned i tårnets dybeste kælder og lagde tunge bolte og jern på ham."

I 36 uger lå fangen i de gamle laser, i hvilke han var ankommet - i sit eget urin og skidt: "Der fulgte utallige fluer og myg med i hans mad og drikke, og han kunne ikke se at fjerne dem. Han havde også utallige lopper på sig, fordi han aldrig fik andet linned eller uldent tøj end det, han havde på sig, da han kom ned i tårnkælderen. Han fik ikke skiftet fra den Palmesøndag, han kom derind, og til anden dagen efter Lucie Dag året efter, da han slap ud af tårnet igen," - "Der blev ofte spildt mad og øl på ham, når det skulle hejses ned til ham, men alt vådt, der kom på ham, måtte tørre af sig selv på hans krop, for han fik aldrig hverken ild eller varme hos sig, så længe han var fangen. Hvad han selv gav fra sig, både sit eget vand og andet på naturens vegne, det blev liggende under ham, for han kunne ikke vende eller rejse sig op for de svære jern, som han lå lænket i."

Johannes Døberen smides i fængslet og sidder nedslået bag tremmerne, fra Alsace, sidste del af det 12. århundrede. London, British Library

Efter at biskoppen således havde opholdt sig i fangekælderen tilpas lang tid tænkte kong Erik at han var blevet mør og tilbød ham forlig. Hvilket fangen hånligt afviste: "Ærkebispen svarede, at før han ville samtykke i nogen af de nævnte artikler ville han meget hellere se, at kongen skar alle lemmerne på hans krop af."

Men det lykkedes provst Jacob at undslippe fra sit fængsel i Kalundborg: "Da Provst Jacob havde siddet i Kalundborg Tårn i syvogtyve uger, slap han ud en nat, ved Guds særlige hjælp, og kom siden i hemmelighed til Ribe. Der blev han i nogen tid, thi han ville rejse til Rom, når han havde fået det bedre. Da kongen fik det at vide, sendte han straks bud derhen og ville have grebet ham påny, men han kom ud af riget og fandt Paven i Frankrig."

Pave Bonifacius sendte sine legater til Danmark med ordre til kongen om at sætte ærkebiskoppen fri og sende ham til ham, sammen med kongens egne sendemænd, der kunne anklage ham for pavens domstol.

Men medens legaterne var på vej mod Danmark lykkedes det Jens Grand "med Guds særlige tilladelse" at undslippe fra sit fængsel.

"Der var en kok på Søborg," fortæller Fængselskrøniken, "han bad slotsherren om sin frihed, for han havde tjent ham længe, og fik en lille ting for sin tjeneste. Da han bad om orlov, bad tårngemmeren ham om at blive en dag eller to, til han fik spurgt sig for om en anden tjeneste."

Medens fangevogterne var fulde eller ude i naturlige ærinder, tilbød kokken den elendige fange at bringe bud til hans mand i København.

Et udvalg af historiske file. File var fuldstændig essentielle for låsesmede, og det var faktisk netop i 1200-1300 tallet at det lykkedes at fremstille file af et nødvendigt hårdt materiale. File skal jo være hårdere end det materiale, som de bearbejder. Forfatteren at Fængselskrøniken har virkelig fulgt med i den tekniske udvikling idet han vidste at disse file støjede. Det har sikkert ikke været et billigt værktøj, som Jens Grand brugte så flittigt om natten. Foto wonkee donkee tools.

Det lykkedes fangen at få fat på en fil - sikkert også gennem kokken - som han flittigt brugte på sine lænker om natten: "Det var et stort under, at ingen hørte det, det hørtes jo ellers nok, når smeden filede uden for slottet."

Desuden, ved et fuldstændigt tilfælde - men med Guds hjælp - fra den dag han fik fat i filen, blev vagterne sløsede med at kontrollere og efterse hans lænker: "Jesper Mogenssøn, kongens høvedsmand på slottet, plejede selv tidligere hver dag at bese bolten han lå i, eller hans underfoged gjorde det, og vægterne ligeså. Men siden han begyndte at file på den, hjalp Gud ham således, at ingen så efter."

Og ikke nok med det. Skibet fra Hammershus lå allerede ud for kysten og besætningen lod som om de fiskede, hvilket de havde gjort i flere dage og folk på egnen var allerede begyndt tale om det. "Men Gud nedslog den snak, så at ingen talte eller tænkte mere derpå," og ydermere besluttede kong Erik at bringe det meste af slottets besætning med på jagt i Tikøb: "og skød så kongen i hjertet at han skulle ride fra slottet med sine folk. Derfor red han bort til Tikøb på jagt, og tog med sig alle sine folk. Han bad også dem komme med, som før tog vare på bispen, på nær en, der var ret tårngemmer. Så lod han sine to søstersønner blive på slottet med nogle få karle. De drak bravt og gjorde sig glade, efter at Kongen var redet bort. Kokken drak også dygtigt med tårngemmeren og drak ham fuld, så han gik bort for at sove."

Med en rebstige hjalp kokken den svage biskop ned ad tårnet og senere ned ad fæstningsmuren og over den frosne voldgrav. Det lykkedes endda kokken at stjæle et par heste uden at nogen hørte det, og en af dem var en lille skikkelig ganger, velegnet til en afkræftet biskop: "og han tog en lille ganger som stod der, og en anden hest til sig selv, som Bispen bad ham om, og det hørte hverken hundene eller de, som lå i staldene".

Rekonstruktion af middelalderlig kogge i Skagen havn. Foto Skagensiden

De red ud til kysten og bispen kom ombord på det ventende skib, som bragte ham i god behold til fæstningen Hammershus på Bornholm.

Dansk Biografisk leksikon mener at vide ærkebispen slap ud af fængslet 13. December 1295, og ganske kort tid efter "Den følgende fastelavn" - altså i Februar 1296 - "kom Pavens legat til kongen, og havde med sig bispen af Ribe og bispen af Års. Han lod straks, i nærværelse af bispen der på stedet, forkynde pavens vilje, og gav ham hans brev, der lød på at han skulle sende bud til Rom sammen med ærkebispen, for at de kunne møde for retten der om de sager, der var dem imellem."

Det var virkeligt ganske heldigt for Erik Menved at bispen var undsluppet fængslet inden pavens udsending ankom. Det ville ikke have set godt ud, hvis han havde fundet ærkebispen liggende afmægtig i smuds, ekskrementer og urin. Desuden, da bispen selv var undsluppet og ikke var bleven løsladt, havde kongen ikke givet indrømmelser.

Efter at have brugt nogle måneder på at genvinde sin sundhed indledte Jens Grand rejsen mod Rom. Han lagde vejen omkring Brügge, og det blev kendt i hele Europa at han der udtalte at "det var ham ligegyldigt, hvem der regerede i Danmark, om det var hertug Valdemar eller en jøde, en saracener eller en hedning, ja om det var fanden selv, når blot det ikke var kong Erik eller hans broder."

Pave Bonifatius 8. 1294–1303. Foto Wikiwand.

Sagen ved pavehoffet i Rom kom igang i 1296. Erik Menved sendte sin lærde kansler Morten Mogensen.

Lillejuleaften 1297 bestemte pave Bonifacius 8. at Jens Grand skulle genindsættes og tilkendes en stor erstatning. Kongen skulle bandlyses og landet erklæret i interdikt indtil der var opnået forlig mellem Jens Grand og kongen og bøden var betalt.

Kongen var ikke personligt til stede ved de følgende forligsforhandlinger i sommeren 1299 i København med den pavelige legat, Isarnus, som endelig voldgift-dommer.

Ærkebispens krav var hårrejsende. Han krævede hele ærkestiftet - altså Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm undtagen fra al kongelig myndighed, herunder ledingpligt og skat til kongen. Alle herremænd i i stiftet skulle lyde ærkebispen og ikke kongen. Der skulle overalt dømmes efter kanonisk ret og ikke efter nogen dansk lov, og ærkebispen skulle selv være øverste dommer.

Desuden stillede han krav vedrørende regeringen af resten af Danmark: Kongen måtte ikke kræve noget af kirketienden, kongen måtte ikke gæste klostre mod deres vilje - hvilket i praksis ville betyde aldrig - kirkernes klerke skulle være fri for told og andre markeds-afgifter, som almindelige købmænd skulle betale. Det skulle ikke længere være muligt at bøde drab med penge, men de skulle bødes med legemsstraffe - altså hængning og lignende. Kirken skulle have lov til at opkøbe al det gods, den havde råd til, og det indkøbte skulle derefter automatisk blive fri for skatter til kronen.

Markedshandel i middelalderen. I middelalderen skulle almindelige handlende betale forskellige former for told og afgifter formentlig til kongen og byfogeden. Det var forbudt at handle udenfor de autoriserede markeder og markedsdage. Foto University of Victoria Library.

Kongens repræsentanter opstillede forskellige forligsmuligheder, som alle blev hånligt afvist.

Isarnus afsagde en dom - stadig i 1299 - som det var hans pligt, men insisterede på at holde den hemmelig for sin personlige sikkerheds skyld. Først da han befandt sig langt til havs på et skib på vej til Holland, blev hans dom offentliggjort: Kongen blev bandlyst og dommen tilkendte ærkekbispen alt det gods, som Kronen ejede i Lund Stift med undtagelse af Halland.

Da ærkebiskoppen selv befandt sig på samme skib som Isarnus på vej mod Holland, blev der ikke meget ud af implementeringen af denne dom. I stedet mødte kongens drost op i Skåne for at konfiskere ærkebispe-gods istedet.

Derefter trak sagen ud i yderligere to år. Jens Grand forlod pavehoffet igen og i den følgende tid opholdt han sig mest udenfor Eriks rækkevidde i Lübeck og på sin fæstning Hammershus på Bornholm.

Pave Bonifacius 8. lå i en langvarig strid med Philip 4. af Frankrig, som tillod sig at opkræve skat fra kirker og klostre til sin forestående krig mod England. I december 1301 sendte Paven bullen: "Ausculta Fili" (som betyder "Lyt min søn") til Filip 4. om at lytte ydmygt til Kristi stedfortræder på Jorden, som er den åndelige konge over alle jordiske konger. Paven protesterede mod retssagerne mod gejstlige ved Filips kongelige domstole og meddelte at han ville indkalde biskopperne og abbederne i Frankrig til at træffe foranstaltninger "til bevarelse af kirkens friheder".

Pavens bulle fik en meget dårlig modtagelse i Frankrig. Den blev officielt brændt nær Paris i overværelse af en hujende menneskemængde.

Tempelridderne i Frankrig bliver brændt på bålet. Det var Philip 4. af Frankrig der i 1307 anklagede Tempelridderne i Frankrig for kætteri og lod dem dø på bålet i 1310. Foto Wikiwand.

Den meget negative modtagelse af hans bulle i Frankrig kan meget vel have hensat Bonifacius i overvejelser over hvorvidt han havde samlet sig for mange fjender. Og netop dette år modtog han det berømte underkastelses-brev fra Erik Menved, hvori han beder om pavens barmhjertighed og slutter med anmodningen om at Skt. Peters sværd må blive stukket i skeden og at Kristi stedfortræder vil læge sin tjeners øre, så han igen kan få kirkens sakramenter og høre Guds ord, "hvad kan jeg sige mere? Tal, Herre, og lad din tjener høre".

Dette geniale brev var utvivlsomt anledningen til at der i foråret 1302 kom en ny dom fra paven i striden mellem Erik Menved og Jens Grand. Værdien af kirkens tabte gods, der skulle erstattes nedsattes til 10.000 mark sølv, hvilket var et helt ubetydeligt beløb i forhold til det oprindelige. Desuden bestemte paven at Jens Grand skulle forflyttes til Riga og udnævnte istedet Isarnus til ærkebiskop af Lund.

Jens Grand kom aldrig mere til Danmark. Han afviste sit ny embede i Riga og rejste først til Norge og siden til Paris. I 1310 udnævnte pave Clemens 5. ham til ærkebiskop af Hamburg-Bremen.

Jagt med falke på illustration i Queen Mary's Psalter fra omkring 1320. Foto Wikimedia.

Han begyndte sit embede på den bedste måde. Med støtte i byen Bremen og adelen i omegnen fortrængte han to fogeder, der havde sat sig i besiddelse af stiftets gods.

Paven viste sin tillid til ham ved at udnævne ham til voldgiftsmand i en strid mellem Riga Stift og den Tyske Orden.

Men snart rejste der sig modstand mod ham fra mange sider. Man klagede over hans høje skatter, hans herskesyge og indblanding i alle sager. I 1316 erklærede gejstligheden i Bremen Stift, at "han ikke var sin fornuft mægtig", og valgte en medhjælper til at administrere i hans sted.

Han døde i 1327 i Avignon i Frankrig.

6. Sverige og Danmark

I den tidlige middelalder var Sverige - sammenlignet med Danmark - et øde og udstrakt land, karakteriseret ved store afstande gennem endeløse skove og over bjerge og vidstrakte ødemarker. Hvilket var bestemmende for at landet i den ældre middelalder ikke blev en stabil statsdannelse før midt i 1200-tallet, selvom landskaberne Svealand omkring Mälarn og Götalandene omkring de store søer ofte var forenet under samme konge. De to kongeslægter, Eriks-ætten og Sverker-ætten, stredes om magten og skiftedes til at levere kongsemnerne.

Forenklet stamtræ for for de Svenske konger efter Birger Jarl. Han tilsidesatte de to oldgamle Svenske kongeætter og satte sin egen søn Valdemar Birgersson på tronen. Valdemar blev imidlertid fortrængt af sine to brødre, Erik Birgersson og Magnus Birgersson. Erik døde ret hurtigt og Magnus blev konge med tilnavnet Ladelås.
Han blev fulgt af sin ældste søn Birger Magnusson som konge. Han lå strid med sine to brødre, Valdemar Magnusson og hertug Erik Magnusson. Han lokkede sine brødre til et gæstebud i Nyköbing, hvor han greb dem og smed dem i et fangehul, hvor de sultede ihjel. Det blev for meget for Svenskerne, som angreb borgen i Nyköbing. Det lykkedes dem at få fat i kong Birgers mindreårige søn, som de halshuggede. Kong Birger selv flygtede til Danmark, hvor han døde få år efter. Derefter valgte Svenskerne den afdøde hertug Erik Magnussons mindreårige søn, Magnus - som skulle få tilnavnet Smek - til konge, som senere også blev konge af Norge efter sin moder, Ingeborg, da den Norske kong Håkon døde barnløs. I forbindelse med Danmarks kongeløse tid blev han også konge af Skånelandene.

Norge var om muligt et endnu mere goldt og øde land end Sverige, fyldt med uvejsomme bjerge og dybe fjorde. Men den vestlige og nordlige del af landet nyder fordelen af en fortræffelig søfarts-kommunikation fra nord til syd langs en lang beskyttet kystlinie, hvor havet sjældent fryser til. Desuden, ingen del af landet langs denne kyst var nemmere at forsvare end andre dele, og derfor når det først var forenet, ville det forblive således uden de store anstrengelser.

Samtidig afbildning af Birger jarl i Varnhem klosterkirke. En ansigtsrekonstruktion i 2010'erne efter hans kranium viser, at afbildningen i Varnhem er meget portrætlig. Foto Axel Forssen (1888-1961) - Nationalencyklopedin, credited to Riksantikvarieambetet. Wikipedia

Men, i 1250 skabte Sveriges mægtigste mand, Birger Jarl, et nyt forenet Sverige ved at tilsidesætte de to traditionelle kongeslægter og sætte sin egen syvårige søn, Valdemar Birgersson, på tronen.

Imidlertid i slaget ved Hova i 1275 blev kong Valdemars bondehær besejret af hans to brødre, Erik og Magnus, ved hjælp af et Dansk ekspeditionskorps ledet af Marsk Stig og grev Jacob af Halland og derefter blev Magnus Svensk konge med tilnavnet Ladelås.

Erik Klipping trolovede sin datter, Margrete, med Magnus Ladelås' ældste søn, Birger Magnussøn, og sin søn Erik - som senere fik tilnavnet Menved - med hans datter Ingeborg. Med dette dobbelte svogerskab knyttede han Danmark ultimativt til kong Birger Magnussøn, i hans kamp mod sine brødre Valdemar og Erik Magnussøn - og det skulle vise sig at være et dårligt valg.

Kong Birger var kun et barn, da hans fader døde, og derfor var marsken, Torgils Knutsson, hans formynder. I 1298 nåede han skelsår og alder og overtog regeringen. Imidlertid opbyggede hans tidligere formynder en stormands-koalition med det formål at beholde den egentlige magt. Men Svenskerne støttede kong Birger, som kunne lade Torgils Knutsson arrestere og henrette i 1306.

Birger frygtede med rette sine brødre. Især hertug Erik var en farlig mand, intelligent og beslutsom og uden problemer med at bryde sit ord, når han fandt det nødvendigt. En Krønike beskriver ham som den ideale ridder, smuk, tapper og charmerende.

Han havde skabt sig et rige i grænseområdet mellem Norge, Sverige og Danmark. Det omfattede også Bohuslen og Konghelle omkring Götaelvens munding, som han havde fået af den norske konge, og det nordlige Halland, som han havde fået af den danske konge, Erik Menved.

Hertug Erik havde bidraget til Torgils Knutssons fald. Men straks efter hans død tog han føringen af hans tilhængere.

Fremstormende middelalderlig hær i Morgan Bibelen angivelig fra omkring 1250. Foto manuscriptminiatures.com

Kort efter, måske også i 1306, kom hertug Erik og hans broder Valdemar til gården Håtuna i Uppland, hvor kong Birger forberedte en familiefest, de brød ind og tog kongen, dronning Margrete og deres små sønner til fange. Herefter førte de selv regeringen i Sverige.

Men efter Dansk pres - og ifølge historikeren Palle Lauring militær intervention - så brødrene sig dog efter nogen tid nødsaget til at sætte den kongelige familie fri og tilbagegive Birger noget af den magt, som de havde frarøvet ham.

Dog, efter kort tid så kong Birger sig nødsaget til igen at kalde sin svoger, Erik Menved, til hjælp, og i efteråret 1309 rykkede en mægtig hær op gennem Sverige. Den talte 2500 tungt kavaleri foruden fodfolk og tros. Den omfattede Danske herremænd og Tyske riddere. Alene Henrik af Mecklenburg ledede 400 riddere.

Nyköbing Slot hvor det katastrofale Nyköbing Gästbud fandt sted i 1317. Foto Tripadvisor.

Hæren tromlede al modstand ned foran sig. Hertugerne måtte lade sig indeslutte på deres borge, men netop dette blev et stort problem for angriberne, fordi ridderne skulle have deres sold under alle omstændigheder, uanset om der blev kæmpet eller ikke og langvarige belejringer blev derved meget dyre.

Hæren erobrede Jönköbing og lagde sig foran Nyköbing. Men nogle af hærens Danske herremænd gjorde mytteri mod kong Erik, som måtte søge beskyttelse blandt sine Tyske lejetropper. Iblandt mytteristerne var Niels Uffesøn, Niels Brok og Timme Lauridsøn, som alle forlod hæren og rejste hjem.

Den således svækkede hær måtte trække sig tilbage til Helsingborg uden at det var kommet til noget afgørende slag. I de følgende forhandlinger blev det bestemt at hertugerne skulle respektere Birger Magnusson som konge og at han stadig skulle dele sin magt med dem. I realiteten blev Sverige delt mellem kongen og hertugerne, på meget samme måde som Danmark var delt op i kongeriget og hertugdømmerne.

I de følgende år befæstede hertug Erik sin stilling i det Dansk-Norsk- Svenske grænseområde i Nørre Halland og Bohuslen. Han giftede sig med prinsesse Ingeborg af Norge og fik med hende sønnen Magnus - som senere skulle få tilnavnet Smek og i 1319 blive konge af både Norge og Sverige samt fra 1332 Skåne-landene under den kongeløse tid i Danmark.

Kong Birger Magnusson af Sverige. Kalkmaleri fra omkring 1320 i Ringsted kirke. Foto Wikimedia.

I 1317 inviterede kong Birger Magnusson sine to brødre til julegilde på Nyköbing Slot. Men han ødelagde julestemningen ved om natten at lade sine brødre rive ud af deres senge og kaste i slottets fangetårn, hvor han - skulle det vise sig - lod dem sulte ihjel. Men kong Birger havde ikke svenskerne med sig. Der samlede sig en rasende hær foran Nyköbing Slot, som forlangte hertugerne udleveret. Det fik de, men da var de allerede døde. Episoden kaldes i Sverige for Nyköbing Gästbud. Oprørshæren fik efterfølgende fat i kong Birgers teen-age søn, som allerede var kåret til konge, men som de alligevel halshuggede.

En ny Dansk undsætningsstyrke kunne intet udrette udover at bringe resterne af den kongelige familie til Danmark, hvor de levede resten af deres dage. Og dette blev enden på Erik Klippings projekt med det dobbelte svogerskab til den Svenske kongefamilie.

De Svenske stormænd kårede nu den nyligt afdøde hertug Eriks tre-årige søn, Magnus - som senere skulle få tilnavnet Smek - til Svensk konge. Samme år blev Magnus også kåret til konge af Norge.

7. Ekspansion i Nordtyskland

I 1301 fremdrog kong Erik sin oldefaders Valdemar Sejrs brev fra den Tysk-Romerske kejser, hvori denne bekræftede at alt land i Nordtyskland nord for Elben tilhørte Danmark: "Vi har sluttet evigt og ubrydeligt venskab med Vor kære hr. Valdemar, de Danskes meget kristne konge" - "tillagt ham og hans rige alt det land hinsides Elde og Elbe, som hører til det Tysk Romerske Kejserrige, og som Knud 6. krænket af den megen uret, der var overgået ham, sammen med sin broder, den allerede nævnte Valdemar, erhvervede med våbenmagt og havde i sin besiddelse. Hertil kommer alt, hvad kong Knud ved sin faders og sin egen indsats har erhvervet og besiddet i Venden. Ovenstående stadfæster vi hermed ved dette privilegiebrev og dens vedføjede fyrstelige segl." Erik fik den regerende Tyske konge, Albrecht 1. til at bekræfte det gamle brev.

Kort over Nordtyskland med landskaber og byer som er omtalt i denne historie.

Derpå lod han handling følge på tanke, og stadig i 1301 - mindre end en måned efter fremlæggelsen af brevet - kunne han lægge den første brik i hans nordtyske imperium på plads ved at erklære sig som herre i det lille fyrstedømme Rostock.

Rostock var styret af fyrst Niels med tilnavnet "Barnet", hvilket betegnede hans intellektuelle evner. Fyrsten var kommet i udenrigspolitiske vanskeligheder, men ved at give ham nogle godser i Danmark kunne Erik snart omtale byen som "Vor by Rostock".

Kong Eriks planer om genetablere Valdemar Sejrs imperium i Nordtyskland var ikke helt urealistiske. På den tid var det meste af Nordtyskland splittet op i lande og grevskaber, som generation efter generation havde en tilbøjelighed til at blive mindre og mindre, da alle fyrstesønner kunne gøre krav på en arvepart. Derved var områder som Holsten, Schwerin, Pommern og Mecklenburg blevet delt op, således at indtil flere af "landene" ikke omfattede mere end nogle få kirkesogne, siges det.

Det eneste fyrstedømme, som i størrelse og magt kunne måle sig med Danmark, var Brandenburg. Alle de små byer og fyrstedømmer langs kysten frygtede Brandenburg, og derfor var det forholdsvis nemt for Erik at skabe forbund og alliancer med dem.

I 1306 opstod der uroligheder omkring handelsvejen mellem Hamburg og Lübeck gennem det sydlige Holsten. De Lübske købmænd var ikke tilfredse med at de Holstenske grever kontrollerede deres handelsveje med deres borge.

En middelalderlig illustration som viser John 2. af Frankrig 1350-1364 som giver ridderslaget til tre af sine mænd. Foto Grandes chroniques de France, Bibliotheque Nationale de France.

Ved Travemünde ved indsejleingen til Lübeck lå også en Holstensk fæstning, som beherskede indsejlingen til staden. Lübeckerne opførte skanser overfor fæstningen og begyndte at skyde den i grus med kastemaskiner. Konflikten greb om sig og Holstenerne allierede sig med grev Henrik af Mecklenburg. Men Erik Menved fremviste kejserens gamle brev og tilbød sig som mægler, og i 1307 gav Lübeck sig "ind under hans værn". Kong Erik skulle beskytte byen mod dens fjender og til gengæld modtage 750 Lübske mark årligt.

Efterfølgende blev Erik også hyldet som lensherre i Pommern og Mecklenburg.

I sommeren 1311 var kong Erik vært for en storslået sammenkomst i "hans by", Rostock. Gæsterne var blandt andre Wartislav af Rügen, hertug Otto af Lüneburg, fyrst Heinrich af Mecklenburg, de Holstenske grever og ikke mindst markgrev Valdemar af Brandenburg samt en mængde andre fyrster og frie riddere.

Den Lübske Krønike fortæller: "Ved midsommertid kom kongen af Danmark med sine bedste riddere. De lå og ventede uden for staden Rostock indtil hans fætter markgrev Valdemar af Brandenburg kom med overmåde mange folk samlet langvejs fra. Uden for staden samledes desuden så mange andre fyrster, grever, frie riddere og gode folk at man aldrig har set mage der til lands. På den åbne mark var rejst to smukke telte, bedækkede og helt beklædte med skønne tøjer, mest røde.

Ridderslaget bruges også i moderne tid. Skoleleder Kenneth Gibson fra Jarrow modtager sit ridderskab af prins William, hertug af Cambridge, under en ceremoni i Buckingham Palace, London. Foto Today.

Krøniken fortsætter: "Da alle havde hørt messe om morgenen drog kongen frem med sine folk efter ham i hans skare red den gavmilde og tapre hertug Valdemar af Sønderjylland. Han medbragte 300 mand på store stridsheste og han havde hos sig 6 andre herrer, der fulgte på hertugens bekostning."

"Imidlertid kom markgreven med sine folk i stort optog. Kongen slog ham til ridder med 19 andre fyrster og herrer og uddelte ridderslaget til 80 andre mænd. Hver af dem havde han dagen i forvejen sendt en skarlagenskappe, en overkjortel og en pelsforet kjortel samt en pasgænger. Herrene uddelte straks ridderslag, og alle de andre herrer gjorde så mange til riddere at en sådan skare riddere aldrig før var set i et stort kongerige. Derpå gik man til bords, i begyndelsen rettedes der an af fornemme fyrster og herrer, som var iført dragter, der var syet til lejligheden, og sad på store skaberak-klædte heste."

Historikeren Palle Lauring fortæller at kong Erik ved denne lejlighed også slog sin broder, hertug Christoffer, til ridder.

Krøniken afslutter beskrivelsen af denne enestående begivenhed i byen Rostock: "Hvad fest, der var i de to fyrsters telte, hvor mange lanser, der blev brudt i turnering i de to dage, og hvad andet mærkeligt der skete, det havde man aldrig hørt om før i landene, og det vakte almindelig begejstring."

Trobauduren Heinrich von Meissen også kaldet Meister Frauenlob i Codex Manesse. Foto Master of the Codex Manesse Wikimedia.

Lauring beretter at den berømte Minnesanger Heinrich von Meissen - også kaldet Fraunlob - var tilstede, og Erik kaldte ham for "den minderige hvis ord er en smilende blomsterkrans, og hvis ros svæver over de ædle fyrster som en ørn".

Det siges også at der var havre nok til at alle frit kunne hente til deres tusinde af heste.

Men ikke længe efter at gæsterne var rejst og teltene taget ned - stadig i 1311 - meldte hverdagen sig. Byen Rostock gjorde et energisk forsøg på at afryste det Danske formynderskab og allierede sig med Wismar, Stralsund og Greifswald. Lübeck derimod, holdt sig tilbage.

Stillet overfor byernes oprør viste Fyrsterne sig forbløffende solidariske. Kong Erik sendte Henrik af Mecklenburg en flåde til hjælp mod Wismar, der hørte under Mecklenburg. Ligeledes fik Henrik kommandoen over Eriks hær, der belejrede Rostock. Henrik lod indsejlingen til byen spærre ved at bygge en bro over indsejlingen til Rostock ved Warnemünde. Men byens indbyggere gjorde et desperat udfald og ødelagde den.

I foråret det følgende år 1312 gjorde en flåde fra Rostock landgang i Skanør og plyndrede byens borg.

Men om sommeren dette år satte fyrsterne alt ind på erobre Rostock. Ved Warnemünde havde byens borgere opført et stort stentårn, som faldt efter at angriberne havde belejret det i elleve uger. Fyrsterne udvidede fæstningen med yderligere tre tårne og kaldte den "Danskeborgen". De tre krigsherrer, Erik Menved, Henrik af Mecklenburg og markgrev Valdemar af Brandenburg besatte hvert sit tårn. I december 1312 kapitulerede Rostock.

Da man i 2000 gravede ud til Netto i Stege, stødte man på en væg af 3-4 meter lange massive egeplanker. Det viste sig at være en spunsvæg, som skulle forhindre voldgraven i Erik Menveds fæstning, Stegeborg, i at skride sammen.
Til venstre: Nettos parkeringsplads, hvorunder fordum Stegeborg ligger.
Til højre: Den massive 700 år gamle spunsvæg, som stadig findes under parkeringspladsen bortset fra nogle få planker, som blev taget ud til dendrokronologisk test og udstilling. Testen viste at egetræerne blev fældet i Danmark i vinteren 1313-1314, hvilket indikerer at fæstningen blev totalrenoveret i Erik Menveds tid.
Stegeborg blev omtalt i 1247, da Erik Plovpenning holdt sin halvbroder, hertug Knud af Blekinge, fangen her, hvorfra Lübeckerne befriede ham samme eller det følgende år. En af klagerne over Jacob Erlandsen i 1261 var at "Da han var stævnet til Stegeborg til rigets værn, mødte han ikke." I 1288 løb Nordmændene og de fredløse forgæves storm på borgen "en dag og en nat". Foto Museum Sydøstdanmark.

I 1315 fik Erik Menved nys om at hans broder, hertug Christoffer, havde planer om at afsætte ham for selv at blive konge, og Christoffer måtte derfor flygte fra landet. Han gik i forbund med andre fredløse stormænd og de Svenske hertuger.

Litografi af Stegeborg fra 1710. Foto Museum Sydøstdanmark.

Sent på året 1316 gjorde hertug Christoffer invasion på Fyn, plyndrede Svendborg og kæmpede mod Fyns præfekt, Jakob Flep. Samtidig faldt han egen mand i Halland, adelsmanden Eskil Krage, ind i Skåne og afbrændte slottet örkelljunga.

Imidlertid skiftede Valdemar af Brandenburg hest, måske i 1316 og vendte sig mod grev Henrik af Mecklenburg, der var Erik Menveds forlængede arm i Nordtyskland. Begge parter hævdede at fjendtlighederne var indledt af den anden, og de indledende fjendtligheder er dårligt belyste. Men et stridspunkt var byen Stralsund, som markgreven gerne ville underlægge sig, måske for at få adgang til Østersøen.

Kong Erik forholdt sig afventende i krigen, bortset fra at han i sommeren 1316 sendte en flåde på 42 kogger til Stralsund for at belejre byen fra søsiden, til støtte for Henrik af Mecklenburgs operationer til lands. Yngre Sjællandske Krønike fortæller noget gådefuldt: "Men på grund af troløshed hos mange af dem udrettede de intet mindeværdigt der."

David erobrer Rabbah. Scene fra Morgan Bibelen som angives at være fra omkring 1250. Foto Autor du Mont-Sainte-Odile.

Samme krønike fortæller at Danskerne fordrev Brandenburgerne og Stralsund-borgerne fra de borge, som de havde erobret fra Rügenboerne og fra dem, som de selv havde bygget mod Rügenboerne, for at give det hele til fyrsten af Rügen "på kongen af Danmarks vegne".

For de mange uafhængige små byer og fyrstedømmer langs Østersøen var det meget større Brandenburg frygtet og måske endda forhadt som en truende sky i horisonten, og derfor lykkedes det Erik at finde forbundsfæller i opgøret med Brandenburg.

I 1317 blev der indgået en fredsaftale mellem kong Erik og markgreven af Brandenburg i Vordingborg øjensynlig baseret på en stærk Dansk militær position. Der blev givet amnesti til hertug Christoffer og de andre landflygtige Danske, der sammen med hertugen havde kæmpet mod Danmark.

8. Oprør i Jylland

I 1311 udbrød et bondeoprør på Sjælland. Det blev hurtigt slået ned og mange bønder blev hængt. Men det var kun et forspil på det oprør, der brød ud i Jylland det følgende år, 1312. Nye store skatter havde bragt stemningen på kogepunktet over alt i landet og nogle herremænd sammenkaldte bønderne til protestmøder. Budstikken gik fra landsby til landsby og kaldte til samling ved Viborg.

Fæstninger i Danmark, som Erik Menved har ladet bygge eller forbedre for at holde bønder og stormænd i ro. Efter oprøret lod han bygge fire "tvangsborge", som er omtalt i samtidige krøniker, nemlig Kalø nær Århus, Bygholm ved Horsens, Borgholm ved Nørresø ved Viborg og sandsynligvis Voldstrup ved Struer - i krønikerne kaldt Ulstrup. Kolding Slot blev derimod opført af Erik Klipping. Foto Fredrikssunds Historiske Forening.

En kongelig hær under drosten, Niels Olufsen Bildt, angreb oprørerne ved Kolding men led et forsmædeligt nederlag, og drosten selv måtte flygte.

Først da Erik Menved selv førte sine Tyske lejetropper i marken ved Horsens, lykkedes det at kue oprørerne. Ribeårbogen for år 1313 skriver: "Mod de nørrejydske bønder førte kong Erik Menved en styrke til Horsens; han byggede en borg og underkuede dem således, at de gav ham kirkenes tiende, 3 mark af hver plov og 1 hest af hvert sogn og dertil skal de for stedse give en skæppe rug af hver mark guld jord."

Andre Årbøger fortæller om frygtelige straffe. Kong Erik beordrede at "oprørerne skal tvinges til at indrømme, at de var blevet vildledt af onde mennesker, som fik dem til at sætte sig op mod kongen." De blev alle dømt for majstætsforbrydelse, og fradømt liv og gods, men de bad om kongens nåde. Erik påbød dem at angive deres hovedmænd, som alle blev hængt. Adskillige herremænd blev fradømt liv og gods og halshugget. De slagne oprørere pålagde han en høj skat i form af penge, korn og heste. Det blev under dødsstraf forbudt at samle landstinget uden kongens vidende og vilje.

Kalø Slotsruin nord for Aarhus. Kalø Slot var en af de tvangsborge som Erik lod de Jyske bønder opføre efter deres mislykkede oprør. Foto Tripadvisor.

Sjællandske krønike skriver: "Han byggede nye borge og forstærkede de gamle, og på den måde betvang han de jyske bønders stivsind".

Som en garanti mod fremtidige oprør blev de slagne bønder dømt til at bygge mindst fire nye "tvangsborge" i Jylland, som udelukkende havde til formål at holde bønderne i ro. Flere middelalderlige årbøger taler om bygning af borge ved Horsens, på Kalø, ved Viborg og ved Ulstrup. Hvilken sidste sted måske dækker over herregården Voldstrup ved Struer.

Utilfredsheden ulmede alle vegne, snart kunne kongen slå den ene sammensværgelse ned efter den anden. Nogle blev henrettet, medens det lykkedes for andre at flygte til udlandet.

Ryd Kloster Krønike for 1314 skriver: "Og han fordrev slægten Abildgård, fordi de havde forpligtet sig til samling mod kongen."

Djurslands bønder slæber sten til opførelsen af kong Erik Menveds tvangsborg, Kalø. Træsnit af H.P. Hansen udført efter forlæg af Lorenz Frølich til historikeren Adam Fabricius’ Kalø Ruiner fra 1855. Statens Museum for Kunst.

En vis Niels Rani blev afsløret som potentiel kongemorder. I 1315 måtte også kongens broder, junker Christoffer, flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop, Esger Juul, kong Håkon af Norge, nogle overlevende fredløse og markgreven af Brandenburg i en sammensværgelse mod kong Erik. De forsøgte uden held et angreb på Skåne samtidig med at krigen mellem Danmark og Brandenburg rasede i Nordtyskland.

Eriks marsk, Ludvig Albrechtsen, erobrede imens ærkebiskoppens fæstning, Hammershus.

9. Erik Menveds Familie

Erik Menved var Erik Klippings ældste søn med Agnes af Brandenburg,

Simplificeret stamtræ for Valdemarerne fra Valdemar Sejr til Christoffer 2.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. var sønner af Valdemar Sejr og Berengaria og de blev alle konger, den ene efter den anden. Erik Klipping, der led døden i Finderup Lade, var søn af Christoffer 1. og den berømte Margrete Sambiria. Hans sønner med Agnes af Brandenburg var Erik Menved og Christoffer 2, der begge blev konger. Af disse syv konger døde blot tre en naturlig død.

Erik Menved blev gift med Ingeborg, datter af Magnus Ladelås af Sverige, i 1296 i Helsingborg.

Hun var nogle få år yngre end Erik. Samtidens historikere beskriver hende som yndig og vennesæl. Den Svenske Erikskrønike kalder hende "Danebod" og i Danmark blev hendes bryllup besunget i en folkesang, som minder om Dagmarvisen.

Danmark og Sverige var knyttet sammen ved et dobbelt svogerskab idet Erik Menveds søster, Margrete, var gift med Magnus Ladelås' søn og efterfølger, Birger Magnusson. Imidlertid, efter at kong Birger havde sultet sine brødre ihjel i det såkaldte "Nyköpings Gästabud" gjorde Svenskerne oprør mod kong Birger og valgte istedet hans brodersøn, Magnus - som skulle få tilnavnet navnet Smek - og den politiske nytte af det dobbelte svogerskab blev således begrænset.

Bygholm voldsted ved Horsens. Bygholm var af tvangsborgene som Erik tvang de Jyske bønder til at opføre efter deres mislykkee oprør.

Christoffer - som skulle få det utaknemlige job at blive konge efter Erik Menved - var hans lillebroder. Der var endnu en broder, som hed Valdemar, der imidlertid døde allerede i 1304 i Rostock, men ført til Sorø Klosterkirke og begravet der.

Efter alt at dømme elskede Erik og Ingeborg hinanden, de fik i hvert fald 14 børn sammen - nogle kilder siger dog 12 eller 8. Men deres tragedie var at ingen af børnene overlevede barndommen. De elleve var enten dødfødte eller aborter og de sidst tre døde i de allerførste barneår.

Det nævnes i adskillige kilder at i 1318 var dronning Ingeborg på rejse fra Abrahamstrup - som er Jægerspris - til Holbæk med sin yngste søn i en vogn. Da folk stimlede sammen for at se prinsen, ville hun holde barnet frem for dem, men tabte det, så det derved blev kørt over og dræbt. Andre kilder beretter, at det skete ved at vognen væltede.

Kalkmaleri af kronet kvinde - en dronning eller en helgeninde - I Undløse Kirke syd for Holbæk fra omkring 1325. Foto kalkmalerier.dk.

Da kong Erik i 1292 var blevet myndig giftede hans moder, enkedronning Agnes, sig igen med grev Gerhard af Holsten og fik med ham sønnen Johan den Milde, der skulle komme til at spille en stor rolle i Danmark i den kongeløse tid, som skulle følge efter Christoffer 2's regering.

Gennem historien har Holsten ofte virket som de tyske fyrstedømmers vagthund, som har grebet ind hvis Danmark blev for magtfuld. Men i hele Erik Menveds regeringstid holdt Holsten sig fuldstændig passiv - ihvertfald i forhold til Danmark - på trods af alle kong Eriks felttog og erobringer. Denne passivitet eller tolerance har man krediteret dronning Agnes' indflydelse.

Hun ægtede Gerhard af Holsten, selvom hun vidste at de var for nært beslægtede efter den katolske kirkes mening. Men det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse, og derfor skrev hun efter nogle år et høfligt brev til paven og sagde undskyld.

Pave Bonifacius svarede i august 1295: "Skønt I vidste at I var for nært beslægtede, har I fuldbyrdet ægteskabet og avlet børn sammen under påskud af at undgå yderligere konflikter mellem Holsten og Danmark. Nu føler I jeres samvittighed tynget, men vil ikke under nogen omstændigheder lade jer skille! I beder mig om at godkende ægteskabet - nå ja, lad mig så gøre det!"

10. Konge af Danmark

De danske middelalderkonger - især Erik Klipping men også Erik Menved - bliver ofte bebrejdet at de devaluerede mønten. Men en konge kunne ikke omkostningsfrit introducere mønter af højere lødighed end nabo-kongerne.

Bønder arbejder på marken i middelalderen vist i Queen Mary's Psalter fra omkring 1320. Foto EuropeeNow.

I 1517 - dog et par hundrede år senere end Erik Menved - afleverede den senere så berømte astronom, Nicolaus Copernicus, en rapport om rigets pengevæsen til Kong Sigismund af Polen. Konklussionen var at i en økonomi, hvori der cirkulerede flere forskellige slags mønter, ville de billige mønter have tendens til at erstatte de dyrere. Alle de gode mønter vil blive ophobet hos borgerne som opsparing, smeltet om eller eksporteret, og de devaluerede mønter ville alene forblive i omløb, da det er dem, som borgerne helst vil af med.

Derfor, middelalderens møntvæsen var et væddeløb mod bunden. Hvis et kongerige indførte mønter med større sølvindhold end nabo-rigerne ville disse mønter hurtigt forsvinde fra cirkulation, og det ville repræsentere et dræn på rigets sølvbeholdning.

Strategien i udmøntningen måtte således være at rigets mønter skulle være mindst lige så ringe som nabo-rigernes.

Kalkmaleri af sjælevandringen beskyttet af Jomfru Maria i Birkerød Kirke mellem København og Hillerød fra 1300-1325. Foto kalkmalerier.dk.

Novgorod-krøniken for 1303 fortæller at de "sendte de gesanter over havet til de danskes land og bragte tilbage en fred de havde sluttet."

Erik Menved gav købstadsprivilegier til Randers, Bogense, Æbeltoft og Køge.

Et købstadsprivilegium omfattede retten til at drive "bondehandel" inden for et bestemt landområde, som kaldes købstadens opland, således at andre byer ikke havde ret til at handle med bønder i dette område. Det var forbudt at drive handel udenfor købstaden bortset fra handel med sædekorn, bygningstømmer og brænde. Købstæderne tildeltes gerne en eller flere ugentlige torvedage og et eller flere årlige markeder.

I 1304 tilrettelagde kong Erik en større revision af rigets love. Det menes at danehoffet blev indkaldt for hovedsageligt at behandle forslag til revision af den mange hundrede år gamle leding-ordning.

Lovene om leding og leding-pligt opdelte landet i "skipæn", som hver havde pligt til at stille med et skib, når kongen udbød leding - fuldt bemandet med bevæbnede mænd medbringende deres egen proviant.

Kalkmaleri af kogge fra 1300's i Skamstrup Kirke. Foto "Sørøvere i det danske rige i middelalderen og renæssancen" Af Benjamin Asmussen, cand.mag.

Det var en ordning som passede med små skibe, oprindeligt vikingeskibe, som var meget sødygtige, men som ikke kunne matche en kogge i kamp, fordi de lå for lavt i vandet og fjenden kunne overdænge besætningen med sten og våben oven fra. Desuden var vikingeskibenes lasteevne for lille til at medbringe udstyr til middelalder-krigsførelse, for eksempel heste, rustninger og kastemaskiner.

Et andet problem var at den oprindelige leding-ordning forudsatte krigere med temmelig let bevæbning, som var kedelhat, skjold, spyd og økse - en slags marine infanteri - medens den middelalderlige krigsførelse lagde stor vægt på tungt kaveleri udstyret med specielt trænede store heste, rustninger med videre, som altsammen var meget dyrt.

Det er dårligt belyst, hvorledes netop sådanne forslag blev modtaget af forsamlingen i 1304, men der er indikationer af at man søgte at slå flere skipæn sammen for at de kunne stille med et større skib, eller erstattede skibe med et antal ryttere.

Desuden ønskede regeringen i 1304 at afskaffe de mange og omfattedende privilegiebreve, som tilsagde at netop dette kloster eller denne by var fritaget for de og de specifikke afgifter til evig tid. Det var undtagelser og indrømmelser, som fortidens konger havde givet dem for at få netop deres politiske støtte i kamp mod hans rivaler, men som tilsammen gjorde betaling af skatter og afgifter meget kompliceret og ineffektiv. Derfor fremlagde man alle disse privilegier så de, "der var gavnlige og nyttige for rigets krone og for samfundet" kunne stadfæstes. Der blev ikke talt om de privilegier, som ikke var gavnlige, men meningen var naturligvis at de skulle afskaffes.

Rekonstrueret kogge. Foto "Sørøvere i det danske rige i middelalderen og renæssancen" Af Benjamin Asmussen, cand.mag.

Ærkebiskop Isarnus døde i 1310 og Esger Juul blev valgt som hans efterfølger. Han var en af Eriks ivrigste tilhængere og støttede ham i sin tid mod Jens Grand.

Men efter nogle få år kom han til at føle sig krænket over at kong Erik greb ud efter kirkegodset og i 1317 lyste han kong Erik i interdikt. Det blev dog en endnu mindre success end Erlandsens og Jens Grands interdikter, ikke engang Lunds domkapitel ville følge ham. Han flygtede først til sin egen borg Hammershus og siden til Tyskland, hvor han fandt sammen med junker Christoffer, markgreven af Brandenburg, mange fredløse og andre af kong Eriks fjender.

Kong Erik førte mange og dyre krige i Sverige, Tyskland og endog i Danmark. Han brugte gerne veludstyrede og erfarne lejetropper, som var absolut loyale - så længe de fik deres betaling.

Lejesoldater skal have deres sold i penge, likvide midler, som de kan tage med sig, når de har afsluttet deres mission og ønsker at rejse hjem. Køb af proviant, våben, heste og andet krigsudstyr kræver meget ofte også betaling i likvide midler, altså guld, sølv eller penge.

Danmark var også dengang et rigt land med store værdier i landrugsjord, fede enge og flittige indbyggere - men alt sådan noget er ikke likvider, og kan ikke bruges til likvide betalinger.

Derfor indførte Erik Menved pantelen i meget større målestok, end det havde været brugt før.

Pantelen betyder at en långiver, som har likvide midler, penge, låner dem til kongen, som til gengæld giver ham ret til at opkræve de kongelige indtægter - som er likvider - i et givet landområde indtil lånet er betalt tilbage.

Processen var selvforstærkende, fordi hvert pantelen reducerede de kongelige indtægter med skatter og afgifter fra de områder, som var blevet givet til kreditorerne i pant. Derved blev mulighederne for at indløse panterne tilsvarende reduceret, samtidig med at de forringede kongelige indtægter skabte behov for nye lån og nye pantelen.

Ved Erik Menveds død i 1319 var Danmark i en sørgelig finansiel tilstand:

Estland var givet som hertugdømme til kongens broder, Christoffer, i 1303.

Nørre Halland var effektivt tabt for riget da kong Erik i 1304 accepterede at Jacob af Halland gav området til den Norske konge, som atter gav det til sin vordende svigersøn, den svenske hertug Erik.

Samsø og Sønder Halland blev overdraget til junker Christoffer i 1307.

Hertug Valdemar af Sønderjylland døde i 1312 og hans søn, Erik, fik hertugdømmet som en praktisk talt selvstændig stat.

Møn var i 1314 i fyrst Witzlaw af Rügens besiddelse som pantelen.

Ærø blev pantsat til Markgreven af Brandenburg i 1315.

Store krongodser spredt ud over Jylland, Lolland og Blekinge blev pantsat til Nicolaus af Werle eller hans enke i 1316.

Fyn blev pantsat til de Holstenske grever i 1317 som garanti for betaling for leje af 200 ryttere til krigen i Sverige. De var kun en mindre del af hæren, men beløbet giver en forestilling om, hvor meget hele hæren må have kostet.

Lolland og Falster blev givet til dronningen i 1317 i pant for et lån på 12.000 mark sølv.

Pantelen og lignende ved Eriks Menveds død i 1319 vist skraveret. Rügen og Femern hørte til Danmark.

Skåne blev givet til marsken, Ludvig Albrechtsen, 1318 i pant for 6.186 mark skånsk og 39 mark Lübsk.

Rostock blev i 1318 givet som arvelen til Henrik af Mecklenburg som kompensation for hvad angrebet på Stralsund kostede ham.

Warnemünde og "et par danske borge" blev pantsat til Niels Olufsøn.

11. Død og Begravelse

Kong Erik Menved er begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, ved siden af Dronning Ingeborg. Over graven er en pragtfuldt graveret messingplade, som viser Erik og dronningen. Ansigterne er udført i alabast, som er et finkornet mineral, som findes i Italien. Over de to figurer ses engle, som fører deres sjæle - i form af små børn - op til himlen. Pladen er meget stor, næsten tre meter lang.
Kong Erik er iklædt kroningsdragt med de Danske løver og hjerter. Han bærer magtens sværd og liljestaven som symbol på treenigheden og den rette katolske tro. I den latinske indskrift står: "Jeg, Erik, fordum konge i Danmark i 33 Aar, er retfærdig dommer for fattige og rige, hvor de havde ret, beder alle dem, som jeg mod min vilje måtte have gjort noget imod, at de velvillig vil tilgive mig og bede for min sjæl.".
Dronning Ingeborg holder en bønnebog. På den latinske indskrift beder dronningen alle, som hun mod sin vilje måtte have gjort ondt, at tilgive hende og mindes hendes sjæl.
Foto Nationalmuseet Wikimedia.commons

Efter at dronning Ingeborg i 1318 havde mistet sit yngste barn i en ulykke med en vogn på vej fra Jægerspris til Holbæk, indtådte hun som nonne i Sct. Clara Kloster i Roskilde.

Det siges at biskop Oluf af Roskilde trøstede hende og opfordrede hende til igen at vende tilbage til sine pligter og sit daglige liv. Men hun sagde nej. Hun ville blive, hvor hun var, og i øvrigt forudså hun, at både kongen og hun selv skulle dø i dette år.

Virkelig, dronning Ingeborg døde i august 1319, og kong Erik døde i Roskilde i november samme år 45 år gammel.

12. Links og Litteratur