Forside DH-Debat

39. Christoffer 1.

41. Erik Menved

Danmarkshistorien

40. Erik Klipping

1. Indledning 2. Erik Klipping
3. Margrete Sambiria 4. Danehof
5. Konge af Danmark 6. Sverige
7. Norge 8. Familie
9. Kongemordet 10. De Fredløse
11. Alternativer 12. Litteratur

1. Indledning

Kong Christoffer 1. døde pludselig i Ribe omkring 1. Juni 1259. Hans mindreårige søn, Erik - som skulle få tilnavnet Klipping - var allerede hyldet som konge af rigets stormænd, men endnu ikke kronet, fordi ærkebiskop Jacob Erlandsen havde nægtet at gøre det og endvidere forbudt alle andre bisper at udføre denne handling.

Erik Klipping

Kobberstik fra 1685 som forestiller Erik Klipping. Han regerede Danmark i 27 år fra 1259 til 1286. Han er også kendt som Erik Glipping. Tilnavnet hentyder efter al sandsynlighed til at han forringede mønten. Det er yderst usandsynligt at der er portrætlighed. Foto Det Kongelige Bibliotek.

I årene efter Christoffers død var Danmark et kongerige plaget af mange problemer. Situation i 1259 var kaotisk og vanskelig.

Ærkebispens tilhængere og allierede førte hellig krig mod kongemagten. En erfaren hærstyrke anført af Fyrst Jaromar af Rügen og Erik Abelsen fra Slesvig havde erobret Bornholm og København. Jaromar havde derefter slået en bondehær ved Næstved og var nu igang med at indtage resten af Sjælland og Skånelandene.

I det sydlige Jylland havde Holstenerne støttet af Abel slægten indtaget byen Slesvig og trængte nu videre nordpå.

I denne kritiske situation blev enkedronningen, Margrete Sambiria, indsat som formynder for sin og Christoffers 11-årige søn, Erik.

Igennem syv år kæmpede hun som en rasende løvinde for sin søn og Danmark med alle midler, som hun havde til rådighed, herunder personlige forbindelser og diplomatiske og militære midler - indtil Erik blev 18 år gammel i 1266 og dermed myndig. Margrete trak sig da tilbage til kongeslægtens slot i Nykøbing Falster, men forblev i mange år - som en grå emminence - en magtfuld agent i Dansk politik indtil sin død i december 1282.

Kongeslægter gennem Danmarks historie

Danmarks historie delt op i Kongelige Dynastier. Men, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - stammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede en stor part af Jylland omkring 917 som berettet af Adam af Bremen i sit afsnit om biskop Hoger. Kongerækken og fortællinger om krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige og interessante - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags forholdsvis ustruktureret passiar om aspekter af Danmarkshistorien, som ikke pædagogisk let lader sig tidsfæste i hukommelsen. Det giver nemlig et godt overblik at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, sandsynligvis søn af Sven. Han kaldes også Knud 1. og var med ret stor sikkerhed Gorm den Gamles fader som fortalt af Adam af Bremen under biskop Unni.
Magnus den Gode, som blev konge i 1047, var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans regeringstid udgør en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid danner et interregnum til Valdemarernes tid.
Mange historikere, sikkert de fleste, medregner kun Valdemar den Store og hans sønner Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren hensigtsmæssigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - herunder Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før Danmarks kongeløse tid fra 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men hans barnebarn, Olaf var, og hans datter Margrete 1. blev dronning af den Skandinaviske Union. Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborger konger var blot Unions-konger i kortere perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, 1534-36 var et afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Som en konsekvens af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, konfiskerede kongerne den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fabelagtige rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, som blev en af de vigtigste årsager til Danmarks historiske deroute. I 1848 indførtes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter givet til Christian 9. af Glücksborg.

Erik Klippings regeringsperiode er kendt for de årlige møder i Nyborg, som senere fik navnet Danehof, der dog allerede fandt sted under hans fader, Christoffer 1.

Som en forudsætning for deres støtte tvang stormændene kongen til at underskrive en "håndfæstning", som begrænsede hans magt. Ifølge håndfæstningen - som kan opfattes som en slags tidlig grundlov - skulle kongen regelmæssigt, måske en gang om året, indkalde "rigets bedste mænd" til Danehof og regere landet sammen med dem.

Skikken med at holde sådanne møder i Nyborg fortsatte indtil Valdemar Atterdags og Erik af Pommerns tid, hvor danehoffets funktion blev erstattet af et permanent rigsråd, som fungerede indtil Frederik 3. afskaffede det med enevælden i 1660.

Valdemarerne

Valdemarerne. Det er almindeligt blot at henregne Valdemar den Store, Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men derved bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, selvom de er direkte efterkommere efter de første og mere berømte Valdemarer, og de ikke er adskilt fra disse af nogen naturlig transformationsperiode. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen indtil den kongeløse tid benævnes Valdemarerne.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var sønner af Valdemar Sejr og de efterfulgte hinanden som konger. Abel lod sin broder, Erik, dræbe og hans lig nedsænke i Slien. Men, 24 riddere svor på at han var uskyldig, og derfor kunne han alligevel blive valgt til konge. Imidlertid, kun kort tid efter blev han dræbt i kamp under et felttog mod Frisland, og derefter blev hans lillebroder, Christoffer, valgt som hans efterfølger som konge, og den afdøde Abels ældste søn blev derved forbigået. Dette førte i de følgende årtier til en langvarig rivalisering mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer og bidrog til det oprindelige Danmarks historiske opdeling i kongedømmet og hertugdømmerne.
Kun 11 år gammel blev Christoffers søn, Erik, som senere fik tilnavnet Klipping, konge med sin dynamiske moder, Margrete Sambiria, som formynder. Stormændene begrænsede hans magt med en håndfæstning på Nyborg Slot, som blandt andet bestemte at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Desuden blev det fastslået at den kongelige domstol kun måtte beskæftige sig med sager, der tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme standardiserede bødestraffe. Erik Klipping blev dræbt i Finderup Lade ved Viborg med 56 stiksår - dette mord er stadig et af Danmarkshistoriens store mysterier. Hans søn Erik Menved prøvede at skabe goodwill og øget indflydelse i Nordtyskland ved at afholde nogle storslåede - men helt sikkert dyre - ridderturninger. Han blev efterfulgt af sin broder, Christoffer 2. der måtte overtage broderens store gæld, samtidig med at mulighederne for at øge de kongelige indtægter ved øgede skatter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og for en periode var landet uden konge.

Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade Sct. Cecilie nat d. 22. november 1286, hvilket er et af Danmarkshistoriens største mysterier. På danehoffet i Nyborg i 1287 blev grev Jakob af Halland, Marsk Stig Andersen og syv andre dømt skyldige i mordet af et nævn på 3 gange 12 mænd - næsten enstemmigt – hvilket er temmelig overbevisende.

2. Erik Klipping

Erik Klipping

Erik Klipping i håndskrift fra Tallinn fra 1282 - altså tegnet i hans levetid. Selvom kunstneren måske ikke selv har set kongen havde han måske hørt fra andre hvordan han så ud. Han kan meget vel have have været en rødblond atletisk type, som vist på denne tegning. Foto Krol Danii Eryk Glipping Miniatura z 1282 r. Oryginal znajduje sie w Tallinie - Wikipedia.

Erik Klipping var søn af Christoffer 1. og hans dronning Margrete Sambiria. Han var født i året 1249, som var året før drabet på Erik Plovpenning og blot et år efter Margrete og Christoffers bryllup i 1248.

Fødestedet har højst sandsynligt være slottet i Nykøbing Falster, hvor Christoffer residerede som herre af Lolland og Falster, hvilket område hans fader, Valdemar Sejr, havde overdraget ham som fyrstelen i 1232.

Erik blev sammen med sin moder, Margrete Sambiria, taget til fange af Holstenerne efter slaget på Lohede 1261 og han tilbragte derefter godt tre år i Brandenburg som gidsel, hvilket skulle garantere mod hævnfejde. Han opholdt sig således i et tysk fyrstedømme i tre vigtige år under sin opvækst og blev formentlig her præget af tysk kultur og værdier.

I 1264 kom han tilbage til Danmark, blev snart myndig og tiltrådte som regerende konge i 1266.

Jeg vil gøre et hæderligt forsøg på at beskrive hans personlighed som vi kan udlede den af historiske oplysninger og logiske betragtninger.

Især folkeviser, som skønnes at være skabte lang tid efter Eriks levetid, kredser om emnet om kongen, som forfører og voldtager af sine mænds hustruer. De historiske kilder fra den umiddelbare eftertid - men dog 50-100 år senere - indeholder også fordømmelser af Eriks "ukyske" levned:

Jyske Krønike (ca. 1350) skriver: "Fuld af laster, som han var, øvede han vold mod stormændenes hustruer."

De Lübske Annaler (ca. 1323) tager dog forbeholdet "ifølge sigende": "Erik, Danernes konge, blev dræbt i sin seng Sct. Cecilienat, ifølge sigende på grund af sit ukyske levned."

Resterne af Slottet i Nykøbing Falster

Den sidste tilbageværende ruin af Erik Klippings fødested, Nykøbing Slot, foran Nordisk Film Biograferne i Nykøbing Falster. Foto Toxophilus - Wikipedia.

Ryd Kloster Krønike for året 1259 er meget kritisk mod kong Erik - men dog ikke for hans seksuelle udskejelser: "Da blev Erik Christoffersøn herre over hele Danmark, og han gjorde mange onde og syndige gerninger. Han frarøvede kirkerne deres tiende. Blev nogen udsat for uret og kærede sagen for ham, ydede han dem ingen bod. De klostre, hans forfædre byggede, forarmede han og tvang med sit eget gæsteri og med sine heste og hunde."

Indholdet i de ældste folkeviser om mordet i Finderup Lade er først og fremmest politisk. De taler typisk om at "der så mange i Danmark der alle vil herrer være" og lignende temaer. Først i viser, som skønnes at være skabte 50 til 100 år senere end kongemordet, dukker forførelsesmotivet op og beskriver at kongen forførte Marsk Stigs hustru, medens marsken var i krig Sverige.

Først Christiern Pedersen (ca. 1550) og Arild Huitfeldt (ca. 1600) bringer egentlige saftige beskrivelser af kong Eriks ukyske levned. Men bortset fra disse findes der ingen solide historiske vidnesbyrd om Eriks umoralske liv. Der er ingen navngivne friller eller elskerinder og ingen sønner eller døtre udenfor ægteskabet, således som det er tilfældet med så mange andre konger.

Amnons forbrydelse mod Tamar i Morgan Bibelen

Amnon voldtager Tamar efter at tjenestefolkene har forladt rummet i Morgan Bibelen efter sigende fra 1250. 2.Samuel 13:1. Foto Wikimedia.

Folkeviserne påstår at kong Erik skulle have krænket marsk Stigs hustru, Ingeborg, medens marsken var i krig i Sverige, og dette var grunden til at han slog kong Erik ihjel. Men hvis en sådan krænkelse virkelig havde fundet sted, var den sket ti år før den skæbnesvangre Sct. Cecilie-nat, og i mellemtiden var Ingeborg død, og marsken havde giftet sig med en anden.

Derfor, beretningerne om Eriks ukyske liv manifesteret ved hans forførelser af stormændenes hustruer er sandsynligvis ikke fuldstændig sande.

Men ingen røg uden brand. De dækker formentlig over at han var en flot fyr, munter og udadvendt - og dette sammen med hans høje rang i samfundet vakte kvinders følelser - uden at det dog i almindelighed førte til fysiske forhold.

Mænd rivaliserer om kvinders kærlighed. Blot dette - at en ægtemand mærker at hans hustru er tiltrukket og facineret af en anden mand - er nok til at vække hans jalousi og uvilje mod genstanden for kvindens facination. Ja, der behøves end ikke at være en kvinde indblandet, kun dette - at en mand er smuk og charmerende og således har potentiale til at tiltrække kvinder - vil ofte vække andre mænds ubevidste uvilje og fjendskab.

Den Schweiziske psykiater Carl Jung beskrev at udadvendte personers holdninger, tanker og beslutninger ikke blot er påvirket af, men direkte bestemt af de dominerende offentlige holdninger: "Den ekstravertes livsfilosofi og hans etik er som regel af meget kollektiv karakter med et stærkt stænk af altruisme, og hans samvittighed er i høj grad afhængig af den offentlige mening. Hans religiøse overbevisning bestemmes så at sige ved flertals-afstemning." Hvilket forklarer hvorfor moderne skuespillere, sangere og lignende - som jo altid er meget extraverte personer - er særligt ivrige tilhængere af den herskende klimareligion, multikultur og LGBT begejstring.

Illstration af måltid i Maciejowski Bibelen

Illustration af måltid i Maciejowski billed Bibelen efter sigende fra 1250 ogå kaldet Crusader Bibelen eller Morgan Bibelen. Foto Wikimedia.

Derfor, hvis det er sandt - som jeg tror - at Erik var en munter og udadvendt person - så kan han ikke samtidig have været en fighter-type, der imod alle odds kæmpede for Danmark omgivet af talrige fjender - som hans moder. Tværtimod, han må have ønsket at være accepteret af de andre og ønsket at tilegne sig de almindeligt herskende holdninger.

Rygterne om hans ukyske live skal snarere tilskrives at han ganske kort efter sin moders død i 1282 gav Valdemar Sejrs fyrstelen tilbage til denne konges efterkommere og muligvis derefter måske hengav sig til en mere hedonistisk livsstil med jagt, ridder-turneringer og fester. Han gjorde det måske af rationelle grunde, men objektivt set smed han alt det væk, som hans fader og senere enkedronningen havde opnået med hensyn til at tilbageføre fyrstelenene som naturlige dele af Danmark.

Margrete Sambiria og den unge Erik var virkelig omgivet af talrige fjender og politiske modstandere, som elskede at hade dem. På en måde var de i den samme situation som den Amerikanske præsident Donald Trump har været i nyere tid.

Selv om Erik og hans moder blot søgte at råde bod på Valdemar Sejrs alt for gavmilde uddeling af len til sine mange sønner - et forhold som truede Danmarks eksistens - udviste de øvrige grene af kongefamilien ingen barmhjertighed og stemplede formentlig denne politik som ren "uretfærdighed" - ofte støttet af et flertal i Danehof forsamlingen, som også nidkært gik ind for "retfærdighed".

Men Erik Klipping var ingen Donald, og han havde efter alt at dømme svært ved konfrontere så megen modstand og åbenlyst had. Enkedronning Margrete lignede mere en middelalderens Trump.

Abelslægten gjorde krav på "Jylland" (som var Sønderjylland), og de lagde ikke skjul på at de anså Christofferslægten for tronranere, og dem selv som den rette kongslægt. Valdemar Sejrs sønnesøn, Grev Jacob, gjorde krav på Nørre Halland, en anden sønnesøn, Erik Knudsen, krævede Blekinge.

Anført af ærkebiskop Jacob Erlandsen og hans fanatiske tilhængere krævede store dele af kirken øgede rettigheder og ejendomme, og grundlæggede ønskede de kongen fjernet med ethvert tilgængeligt middel, som de havde fjernet Eriks fader, kong Christoffer, i Ribe.

Mordet på kong Ishboshet

Mordet på kong Ishboshet i Morgan Bibelen efter sigende fra 1250. To kaptajner fra garden i Ishbosheth-lejren sniger sig ind i kongens hus og slår ham ihjel, medens han sover. Samuels Bog. Foto Maciejowski Bible Wikimedia.

De fleste - men ikke alle - i den rige og mægtige Hvide slægt nærede stadigt en uforsonlig modvilje mod kongerne, sikkert fordi de ønskede deres egen kandidat valgt til konge.

Kongerne i Norge og Sverige var gifte med døtre af Erik Plovpenning og krævede deres medgift udleveret i form af dansk landbrugsjord og rettigheder.

Fyrstedømmerne og byerne i det nordlige Tyskland havde ikke glemt at Danmark under Valdemar den Store og Knud den Sjette blot hundrede år før havde været en stormagt - i forhold til de mange fyrstedømmer - som havde været i stand til at erobre hele det Vendiske område nord for Elben samt Hamburg og Holsten. Støttet af andre fyrstedømmer krævede Holsten "retfærdighed" for Abelslægten for derved at splitte og svække Danmark ved at udskille den rige og frugtbare landsdel, Sønderjylland, fra kongedømmet, og knytte denne landsdel til Holsten, som på sin side samarbejdede med andre Tyske fyrster.

En udadvendt person, som vi kan tro at kong Erik var, må have haft meget svært ved at konfrontere et sådant fjendtligt og giftigt miljø.

David og Goliath i Morgan Bibelen

David og Goliath i Morgan Bibelen efter sigende fra 1250. Foto Wikimedia.

I forbindelse med etableringen af Landefredsforbundet i 1283-1284 i det nordlige Tyskland foretog Erik en fundamental kursændring i Dansk politik - blot et år efter hans moders, Margrete Sambirias, død.

Eriks og enkedronningens loyale støtte, drost Peder Nielsen Hoseøl, blev erstattet af Valdemar Sejrs sønnesøn Erik Knudsen. Endvidere skete "Retfærdigheden" fyldest, således at forstå at alle krav mod tronen om len og udredning af arv og medgift til Erik Plovpennings døtre blev imødegået - og indlysende - de kongelige indtægter tilsvarende formindsket.

En sådan politisk kovending kan have været objektivt nødvendig for at modvirke en potentiel aggression fra Landefredsforbundet, som grundlæggende var en militær alliance. Men den politiske u-vending kan samtidig have været en realisering af Eriks længsel efter at have et godt forhold til alle. Som en udadvendt personlighedstype havde han svært ved at opfatte sig selv som en mand i konfrontation med talrige fjender.

Danmarks tiltrædelsestraktat til Landefredsforbundet fortæller os noget om Eriks visioner om fred: "Erik, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle der ser dette brev, hilsen med Gud, I skal vide at vi i betragtning af at hvor der er fred og enighed, der vokser og fremmer alle goder, af denne grund for fredens gode og statens tarv."

Imidlertid, i kardinalernes afsluttende rapport vedrørende den sag, som ærkebiskop Jens Grand anlagde ved pavehoffet mod Erik Menved i 1296 har kardinalerne ikke megen respekt for Erik Klipping: "Denne ærkebiskops (Jens Grands) slægtninge - nemlig grev Jacob, marsk Stig, Peder Jacobsen, Rane Jonsen og flere andre af deres famlie og slægtninge, de var ædle af slægt, men uheldsvangre og ulykkesbringende i gerning. Kongen gjorde dem rige fremfor alle rigets kongetro - og han indsatte dem som herrer over alle landets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet." Det virker, som de mente at Erik havde smidt alt ansvar fra sig for alene at at nyde de goder, som var forbundet med at være konge.

3. Danmark under Margrete Sambiria

Som nævnt ovenfor blev enkedronning Margrete Sambiria indsat som formynder for den 11-årige Erik ved Christoffers død i Ribe sommeren 1259.

Hun måtte se den barske virkelighed i øjnene, som var at bøndernes hær havde lidt et knusende nederlag mod Jaromars korsfarere i slaget ved Næstved, Holstenerne og Abelslægten var i fremmarch i det sydlige Jylland og den fængslede ærkebiskop Erlandsens tilhængere blandt bisperne havde lyst interdikt over landet.

Margrete Sambiria

Margrete Sambiria i håndskrift fra Tallinn fra 1282 - det vil sige tegnet i hendes levetid. Efter at Erik var erklæret myndig blev hun udnævnt til "Frue af Estland". Hun var - så vidt vides - aldrig personligt i Estland. Men kunstneren må have hørt om hende og om hvorledes hun så ud. Her har hun også en vis lighed med skulpturen på hendes grav i Bad Doberan hvilket sandsynliggør portrætlighed.
Tilnavnet Sambiria kommer af at hun var datter af den østpommerske Fyrst Sambor. Sit andet tilnavn "Sprænghest" kom angiveligt af at hun red en hest til døde under slaget på Lohede. I Folkeviserne kaldes hun Sorte Grete på grund af hendes mørke hår.
Foto Krolowa Malgorzata Sambiria afT Miniatura z 1282 r. Oryginal znajduje sie w Tallinie - Wikipedia.

Hun stabiliserede situationen ved at købe fred, idet hun gav indrømmelser til alle sider.

Den fængslede Jacob Erlandsen lod hun løslade fra hans fangenskab på Hagenskov ved Assens og derved tilfredsstillede hun Fyrst Jaromar og hans tyske allierede - ihvertfald fortæller de historiske kilder ikke videre om hans hær på Sjælland. Han har sikkert overgivet alle erobringer til den nu løsladte ærkebiskop og sendt sine dyre soldater tilbage til Tyskland. Desuden var ærkebispens frihed sandsynligvis en forudsætning for forhandlinger med paven.

Hun tilfredsstillede Holstenerne ved at love at indsætte Erik Abelsen som hertug af "Jylland" (hvilket betyder Sønderjylland), hvilket hertugdømme ellers var blevet inddraget af kongen efter den tidligere hertugs død.

Juledag 1259 fik enkedronningen sin søn, Erik, kronet til konge i Viborg Domkirke af bisp Niels. Men den uforsonlige ærkebiskop Erlandsen betragtede sin nylige løsladelse som en stor sejr og fulgte den op ved omgående - uden undtagelser - at bandlyse alle bisper og andre gejstelige, som havde medvirket til ceremonien.

Næsgården fra Gønge Herred i Skåne på Frilandsmuseet ved Lyngby

Næsgården fra Gønge Herred i Skåne på Frilandsmuseet ved Lyngby giver et temmelig godt billede af hvordan middelalderens træbygninger har set ud. Foto Nationalmuseets samlinger online.

I det hele taget havde hverken fangenskabet på Hagenskov eller løsladelsen gjort ærkebiskop Jacob Erlandsen mere samarbejsvillig.

Dronningen og den danske regering valgte derfor i 1260-1261 at sende en klage til paven over Jacob Erlandsen som ærkebiskop. De danske udsendinge til Pavehoffet medbragte en liste på 21 klagepunkter, som omfattede:

"1. Skønt han har svoret kongen troskab, har han i Lundekirken og andensteds sammensvoret sig med kongens avindsmænd, Jærmer og greverne af Holsten, og hjulpet dem mod kongen."

"2. Jærmer og ærkebispens broder Anders tillige­med samme ærkebiskops mænd har på øen Bornholm dræbt henved 200 af kongens mænd, lagt de øvrige hårdt i skat og sløjfet kongens virke der på øen; og han har tilstået, at disse ting var skete på hans bud."

"3. Skønt han havde hyldet den herre kong Erik, søn af afdøde kong Kristoffer, og svoret at tjene ham tro, har han sat sig op mod ham og ikke villet krone ham, da han blev æsket dertil, skønt han havde ud­peget en dag dertil; ja han er trådt i vejen for hans kroning og har bandlyst dem, der kronede ham, selv efter at appel var indgiven."

"9. Da han var stævnet til Slesvig til rigets værn, mødte han ikke med væbnet mandskab, som det var hans pligt, og drog bort igen uden orlov."

"10. Da han var stævnet til Stegeborg til rigets værn, mødte han ikke."

"14. Han hæger om kongens fjender og forfølger hans venner."

"15. Han har på landemode i Roskilde erklæret, at de, der sammen med bispen af Roskilde havde slået mændene af Sælland ihjel (i slaget ved Næstved), havde gjort ret, og for dem skulde der bedes, men på ingen måde for dem af Sælland - skønt disse dog er faldne for deres land og lovlige ret - og at de som domfældte ej måtte få kirkelig jordefærd."

"21. Han har lagt kongen for had ved Romerhoffet ved at give sit ord på, at han var ikke rettroende, men kætter. Herom findes der brev af ham. Men særskilt skal hans troskabsbrud og svig behandles."

Krucifiks i Bellinge kirke fra omkring 1250

Krucifiks i lueforgyldt kobber i Bellinge kirke syd for Odense fra omkring 1250. Kristus er naglet til et meget fint forarbejdet perforeret Kors. De tomme felter i spidsen af armene må have indeholdt krystaller. Det er fremstillet i England eller lavet i Engelsk stil. Foto Nationalmuseet.

Erik Plovpenning havde fire døtre, som efter hans død blev opdraget ved hoffet. Ved Erik Klippings kroning i 1259 nærmede de sig den giftefærdige alder.

Enkedronning Margrete må have været ganske betænkelig over udsigten til at skulle bortgifte hele fire prinsesser udover sine egne døtre, Mechtilde og Richiza. Fordi de alle skulle have medgift og arv i form af jord og godser i Danmark, som efter års forløb ville komme i hænderne på udenlandske fyrster - og derved mindske de kongelige indtægter.

I kong Christoffers sidste leveår var den ældste, Sofie Eriksdatter - 18 år gammel - blevet lovet til den unge kong Valdemar Birgerssen af Sverige. Omkring 1260 rejste hun til sit bryllup i Sverige - i den forbindelse blev hun lovet købstæderne Malmø og Trelleborg i medgift - hvilket illustrerer de store udgifter der var ved at bortgifte en prinsesse.

Sofie fik et meget begivenhedsrigt liv i Sverige. Svenske kilder beskriver hende som en smuk, hurtigt opfattende, temperamentsfuld og dominerende kvinde med en skarp tunge, og der findes mange citater med hendes hvasse repliker.

Rekonstrueret middelalderhus baseret på udgravninger i Skrillinge

Grafisk rekonstrueret middelalderhus fra 12-1300 tallet baseret på udgravninger i Skrillinge i udkanten af Middelfart. Foto Odense Bys Museer.

Måske i 1260-1261 friede Christoffer 1's ven, den Norske kong Håkon Håkonsson på sin søns vegne til den næstældste datter, Ingeborg Eriksdatter, og Margrete svarede måske ja eller gav et henholdende svar. Men imidlertid, formentlig på grund af opståede problemer med hertugen af Jylland (Sønderjylland), fik hun den sytten-årige Ingeborg anbragt i et kloster ved Horsens, siges det.

Men det tog ikke modet fra Nordmændene. Kong Håkon sendte syv skibe under ledelse af biskop Håkon af Oslo direkte til klosteret, og Ingeborg, som ikke var interesseret i et liv som nonne, nølede ikke med at pakke sine ting og skynde sig ned til skibene. I Norge fik hun et langt og begivenhedsrigt liv og to af hendes sønner blev konger.

Af årsager, som ikke længere er kendte, havde Margrete og hendes rådgivere i 1261 besluttet at løse det Sønderjyske problem en gang for alle, og årsagen til at dronningen ikke havde truffet forberedelser til at gøre prinsesse Ingeborgs afrejse til Norge til en mere formel begivenhed kunne således meget vel have været at hun var på vej mod Slesvig i spidsen for den Danske hær i et resolut angreb på hertug Erik.

Ruinerne af Øm Kloster ved Gl. Ry nær Skanderborg

Ruinerne af Øm Kloster klosterkirke syd for Ry og nordvest for Skanderborg. Foto Nico-dk Wikipedia.

Munkene i Øm Kloster ved Skanderborg støttede Jacob Erlandsen i striden mellem ærkebispen og kongen.

Et forhold, der yderligere skabte problemer for munkene, var mistanken om, at de havde skjult abbed Arnfast, der var anklaget for at have myrdet kong Christoffer 1. ved at give ham forgiftet nadvervin. En grundig eftersøgning i klosteret frembragte dog ikke Arnfast, som formentlig var flygtet ud af kongedømmet.

Men selv om Arnfast aldrig blev fundet, havde munkene i Øm mistet dronningens tillid for altid.

Klosterets Krønike begræder at dronningens hær spiste dem ud af huset på dens vej mod det sydlige Jylland i 1261, men fryder sig over at det efterfølgende gik hende dårligt i felten: "Da hun på vor bekostning i to nætter dvælede hos os med 1600 ryttere foruden de tilhørende løbere og fodfolk formentlig på vej i felten mod Holstenerne, som endte ikke så godt efter slaget ved Lohede med hendes og sønnens tilfangetagelser, selvom Erik Abelsen var blevet indsat som hertug af Slesvig."

Isted Syssel

Kort over den sydligste del af Jylland, også kaldet Isted Syssel. Lohede ligger nordvest for Rendsborg mellem Ejderen og Sorgåen også kaldet floden Sorge. Foto Gustav Rosendal Wikipedia.

Den kongelige hær trængte ned i hertugdømmet og forfulgte hertugen sydpå over Dannevirke. Men her fik han forstærkning fra Holsten og vendte om og leverede et slag d. 28. juni 1261 på Lohede mellem Danevirke og Ejderen vest for Rendsborg. Andre kilder siger at forhandlingerne med hertugen allerede var påbegyndt da Danskerne uventet blev angrebet af Holstenerne.

Danskerne led et katastrofalt nederlag. Drost Peter Finsen ledede hæren som helhed, og Ivar Tagesen havde kommandoen over kavaleriet - De blev begge senere hængt for at have konspireret med fjenden - sikkert i forbindelse med deres ledelse af hæren. De Danske tab var forfærdende og den unge konge og hans moder faldt i hænderne på Holstenerne. Det siges at Margrete under slaget red en hest til døde og derved erhvervede sit tilnavn "Sprænghest".

De kongelige fanger blev dernæst holdt indespærret i Hamborg.

Under Margretes fangenskab var Jacob Erlandsen igen på spil i Danmark.

Abels enke, Mechthilde - som hadede Danmark - havde svoret at leve resten af livet i kyskhed i et kloster, men det lykkedes ærkebiskoppen i 1261 at overbevise hende om at sige ja til et ægteskabstilbud fra den aldrende Svenske kongemager, Birger Jarl. Derved blev Sverige en solid støtte for Abelslægten og en fjende af Danmark.

Det så rigtig sort ud for Danmark i efteråret 1261. Alt havde sammensvoret sig mod den lille Erik Klipping. Holstenerne og hertug Erik Abelsen var suveræne på slagmarken, Jacob Erlandsen var på fri fod og spandt sine rænker i Danmark, enkedronningen og den unge konge sad som fanger i Hamborg - uden udsigt til at de ville komme fri i nogen overskuelig fremtid.

Albrecht af Braunschweig

Albrecht af Braunschweig, som var Margrete Sambirias fætter eller halvbroder på mødrene side. Han var en erfaren og effektiv hærfører, som ikke gik af vejen for noget. Han havde tjent under Christoffer 1. der havde belønnet ham med øerne Endelave og Samsø som len. Albrechts fader var hertug Otto das Kind af Braunschweig-Lüneburg, som var Valdemar Sejrs søstersøn og trofaste allierede til det allersidste. Otto deltog i slaget ved Bornhøved i 1227 på Valdemar Sejrs side. Foto Wikipedia.

Men Margrete havde ikke mistet initiativet. Fra sit fængsel i Hamburg lykkedes det hende at sende bud med bøn om hjælp til sin fætter, hertug Albrecht af Braunschweig.

Albrecht tøvede ikke med at komme sin kusine til hjælp. Sent på året 1261 faldt han ind i Holsten med en hær og plyndrede vidt og bredt og inden længe var de Holstenske grever klar til at forhandle.

Resultatet blev at´de løslod både Margrete og den tolvårige konge mod at Erik Abelsen endnu engang fik bekræftet sin position som hertug af "Jylland", desuden fik han Als og krongodset i hertugdømmet. Kong Erik skulle opholde sig hos markgreve Johan af Brandenburg indtil videre som pant for freden.

Johan havde i sit første ægteskab været gift med Eriks, Abels og Christoffers søster Sophia, så vi må tro at onklen tog sig godt af den lille konge under hans ophold i Brandenburg.

Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg

Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg omkring 1250. Som sagt, der er fejl på kortet idet Femern tilhørte Danmark. Foto Gustav Droysen Allgemeiner Historischer Handatlas Wikimedia Commons.

Enkedronning Margrete udnævnte hertug Albrecht til Rigsforstander og sammen drog de straks til Danmark, hvor de - formentlig i 1262 tog fat på en tiltrængt og ret hårdhændet oprydning.

De militære ledere under slaget på Lohede, Ivar Tagesen og drost Peder Finsen, blev arresteret - angiveligt for konspirationer. Margrete tilføjede anklager for forræderi under slaget. Peter Finsøn tilbød hertugen 10.000 mark for sit liv, men blev afvist. Han og Ivar Tagesen blev sammen med seks andre hængt ved Nyborg. Ryd Kloster Krønike for 1263 skriver: "Bemeldte kong Eriks moder lod Per Finsøn hænge".

Kronen tog Kalunborg tilbage fra Esbern Snares datter, Ingeborg, fordi hendes søn støttede hertug Erik. Hun døde senere i Slesvig. Ryd Kloster Krønike skriver for 1262 "Desuden blev fru Ingeborg af Kalundborg fordrevet." og senere under 1267 "Desuden døde fru Ingeborg af Kalundborg i Hedeby."

Jacob Erlandsens nevø, biskoppen af Roskilde, Peder Bang Skjalmsen, blev anklaget for at have stået i ledtog med Jarimar i slaget ved Næstved i 1259 og måtte flygte ud af landet sammen med ærkebiskoppen selv.

Lundeårbogen for årene 1262-63 beskriver dramatisk, hvorledes hertug Albrecht sammen med den pavelige nuntius, magister Gerhard, og den Skånske adelsmand Jon Litle skal have berøvet kannikerne i Sjælland og Lund stifter deres gods og desuden fængslet og plyndret de lavere gejstlige: "- præster blev skændigt fænglet, deres gods stjålet, og alt det onde, som Gud tillod hertugen og hans fæller at gøre, er for langt at melde i enkeltheder." Indtil Albrecht "med stor vanære" forlod Danmark og "ved Guds retfærdige dom faldt i markgreven af Meissens fangenskab," tilføjede de med skadefryd.

Pave Urban 4.

Pave Urban 4. 1261-1264. Foto Chevalier Artaud de Montor, New York: The Catholic Publication Society of America - Wikipedia

I 1263 udbrød der oprør i Skåne mod den ny rigsforstanders kontante metoder. Oprørerne erobrede Helsingborg og ødelagde Åhus slot. Margrete måtte tage Albrechts udnævnelse tilbage. Efter nogen tid forlod han Danmark - sikkert for at tage sig af presserende problemer i sit eget Braunschweig.

I den Braunschweigske Rimkrønnike fortælles at enkedronningen selv havde fattet kærlighed til den tapre og mandige Hertug.

Margrete var fast besluttet på holde Abelslægten væk fra den Danske kongemagt. Også i året 1263 tog hun det helt usædvanlige initiativ at skrive til paven for at få hans tilslutning til, at hvis Erik døde uden arvinger, kunne han efterfølges af sin søster. Efter alt at dømme accepterede paven en sådan ordning.

Men imidlertid, Erik døde ikke og han fik ydermere flere sønner og en kvindelig arvefølge blev således ikke nødvendig.

Ruinerne af fæstningen Hammershus

Ruinerne af fæstningen Hammershus nord for Allinge på Bornholm. Foto Military Wiki.

Som respons på regeringens klage over Jacob Erlandsen havde paven sendt en magister Gerhard til Danmark for at han skulle skabe orden og ro, og ifølge Lundeårbogen - som nævnt ovenfor - må han have været her i 1263. Han kunne imidlertid ikke få Jakob Erlandsen til at følge sine henstillinger, og resultatet blev at paven i 1264 beordrede Erlandsen til at nedlægge sit embede på grund af de anklager, der verserede imod ham og ufortøvet begive sig til paven i Italien.

Men da den detroniserede ærkebiskop i efteråret 1264 ankom til Perugia nord for Rom skete det at pave Urban 4. døde. Og den ny pave, Clemens 4, viste sig at have helt andre ideer om Jacob Erlandsens virke. For ham var Erlandsen en sand kirkens stridsmand, hvis sag var hele kirkens og pavens sag. Han afsendte en endnu mere højtstående gesandt til Danmark, kardinal Guido, med opdrag til at sørge for at ærkebiskop Erlandsen og hans tilhængere kunne vende tilbage til Danmark for at blive genindsatte i deres tidligere embeder. Derefter skulle der forhandles om skadeserstatninger og lignende.

Middelalderlig kædedans akkompagneret af fløjte og nøgleharpe

Middelalderlig kædedans akkompagneret af fløjte og nøgleharpe. Foto Rumelant von Sachen in the Codex Manesse.

Omtrent samtidig med at kardinalen kom til Danmark, kom også kong Erik tilbage til Danmark - 15-16 år gammel. Ryd Kloster Krønike for 1264 skriver: "Kong Erik blev løsladt fra fængslet."

En betingelsen for den unge konges frihed var at han lovede at ægte markgrev Johans datter, Agnes af Brandenburg, uden medgift. Hans moder, enkedronning Margrete var stadig hans formynder.

Jacob Erlandsen kan have fulgtes med kardinalen på rejsen nordpå. Han tog ophold i Lübeck sammen med andre landflygtige prælater.

I 1265 blev borgen Hammershus på Bornholm erobret af kongelige styrker under Erik Klipping, men blev givet tilbage til ærkebiskoppen i 1276.

Kardinal Guido havde flere møder med enkedronningen og den unge konge, men forhandlingerne kom ikke ud af stedet, og ethvert forsøg på at få bragt et møde i stand, hvor også Jacob Erlandsen kunne deltage, løb ud i sandet. Guido foreslog at de kunne mødes i Slesvig, men kongen fandt byen uegnet idet han erklærede at der ville hans sikkerhed være truet. Han henviste til Erik Plovpennings skæbne.

Kædedans på Frederiksberg i 1980

Eksamensfest med kædedans på Frøbelseminariet på Frederiksberg i 1980. Kædedans er stadig en del af Færøernes kultur. Foto Fredriksberg Stadsarkiv.

Kardinalen svarede at hvis man skulle finde et sted hvor en Dansk konge ikke var blevet dræbt ville man virkelig være i vanskeligheder. Men hvad med Ribe?

Denne bys befæstning er for svag, svarede kong Erik.

I 1266 bandlyste pave Clemens 4. kong Erik og enkedronningen samt lyste interdikt over hele landet i håb om at få gang i forhandlingerne. Men det lykkedes kun i ringe omfang at få gejstligheden til at indstille kirkelig virksomhed.

Sidst på året 1267 tilbagekaldte paven kardinal Guido: "- fra disse vilde folk, der til deres egen skade sad så fast i deres vildfarelser at de hverken brød sig om irettesættelser eller om deres sjæls salighed."

Men det er indlysende at bestræbelserne for at få Erik Plovpenning erklæret for helgen - og dermed fordømme Abelslægten og på den måde vinde Sønderjylland tilbage som en naturlig del af det Danske Rige - var kørt fuldstændig af sporet på grund af interdikter og bandlysninger og i det hele taget et problematisk forhold til pavestolen - alt sammen forårsaget af Jacob Erlandsens udskejelser.

I 1266 fyldte den unge Erik atten år og blev derfor erklæret myndig. Enkedronningen overdrog ham den formelle magt i landet og trak sig tilbage til Christoffer-slægtens slot i Nykøbing Falster. Kong Erik udnævnte hende til "Frue til Estland" hvilken opgave hun varetog aktivt og handlekraftigt. Der er dog ingen tvivl om at hun som en grå eminence stadig vågede over også Dansk politik.

Mange enkedronninger i tilsvarende situationer giftede sig igen. Det gjorde Mechtilde af Holsten og det skulle hendes egen svigerdatter, Agnes, også gøre. Men det gjorde Margrete Sambiria ikke - måske følte hun at Erik stadig kunne bruge en hjælpende hånd i kritiske situationer.

4. Danehof

Danehof var det middelalderlige danske parlament, en slags forløber for nutidens demokrati. Hvert år mødtes rigets adelsmænd og biskopper med kongen i byen Nyborg for at drøfte forvaltningen af riget.

Danehof som institution stammer utvivlsomt fra oldtidens kongers hird, som var organiseret som et krigerfællesskab med kongen som det vigtigste medlem.

Nyborg Slot

I deres sidste kamp kæmpede Rolf Krakes hird til sidste mand i forsvar af deres konge. Hjaltes lig lå ved hans fødder og Bjarkes ved hans hoved. Skade overbeviser sig selv om at Rolf virkelig er død. Foto Lorenz Frølich 1856. Wikipedia Commons.

Hirden, korpset af huskarle eller tingmænd, var organiseret som et militært broderskab, i hvilken kongen var det vigtigste medlem. De indbyrdes forhold mellem medlemmerne - inklusive kongen - blev styret af en lov, som Saxo kalder Hirdskråen, andre kalder den Vederloven.

Senest på Knud den Helliges tid blev det almindeligt at kongen sendte sine svorne mænd, medlemmer af hirden, ud i landet for at opkræve bøder, lede forsvaret af bestemte landsdele eller byer og udføre lignende opgaver på kongens vegne.

Historikeren Hal Koch mente: "Vi står her ved oprindelsen til adelen eller herremandsvældet. Om betydningen af ordet herremand har der hersket uenighed. Nogle har villet sætte det i forbindelse med ordet "hær", således at dens grundbetydning skulle være "kriger". Det er dog sandsynligt at det betyder "en herres mand", en der gør tjeneste hos en herre, til hvem har er knyttet ved troskabsed og visse forpligtelser, først og fremmest krigstjeneste."

Men da alle "herremænd" således var knyttet sammen i et militært broderskab, en fælles organisation, sammen med kongen, var der indlysende tale om at de mere ordinære medlemmer af hirden havde en vis medindflydelse. Det var ganske sandsynligt at de med mellemrum mødtes for at drøfte deres indbyrdes forhold og Rigets tilstand.

Desuden var kongens mænd, "herremændene", fritaget for skat på betingelse af at de var klar til krig, når kongen kaldte. Derfor forekommer det rimeligt at de en gang imellem skulle møde op og demonstrere deres beredskab. I Christoffers og Erik Klippings tid blev disse møder kaldt "Herredage" eller "Hof", udtrykket Danehof er kommet til senere.

Nyborg Slot

Nyborg Slot var bygget af brændte sten. Det må på tiden for Danehof have været betragtet som et moderne teknisk vidunder - et helt slot bygget af brændte sten! Foto Nyborg Slot.

De Danske bisper skulle sværge troskab mod kongen, og de blev dermed en del af det svorne fællesskab omkring kongen. Det må være årsagen til at de også blev inviteret til de regelmæssige møder, som i Christoffers og Eriks tid blev holdt i Nyborg.

Saxo beskriver at allerede på Knud den Stores tid var særlige regler i hirdskråen for den forbrydelse at have krænket den kongelige majestæt.

I løbet af tiden siden Valdemar den Store havde kongerne yderligere knæsat begrebet "majestætsforbrydelse", som må være udviklet ud fra Vederloven. Definitionen på denne forbrydelse var først og fremmest angreb mod kongens person eller personer som kongen havde taget i sit værn. Sådanne regler må have været gældende for kredsen af kongens svorne mænd, men ikke nødvendigvis for andre.

Det må være nærliggende at sådanne lovregler stadig havde stor betydning for forsamlingen i Nyborg, da det jo netop var en forsamling af kongen og hans mænd.

Allerede på Christoffer's tid forlangte forsamlingen af adelsmænd og biskopper i Nyborg at der skulle etableres en fast procedure for rettergangen vedrørende majestætsforbrydelser.

Middelalderlige grovsmede

Middelalderlige grovsmede fremstillede våben og meget avancerede rustninger i store mængder. Foto Randers i Middelalderen.

Fra Danehoffet i Nyborg i 1276 kendes en rigslov, der kun indeholder regler om majestætsforbrydelser. Den siges at være givet af "den højbårne konges rådgivere og andre af Rigets gode mænd med hele Rigets samtykke". Den indeholder først og fremmest regler om bevis i sager om sammensværgelse mod kongens liv.

Imidlertid, Abel undgik at blive dømt for mordet på Erik Plovpenning i 1250 ved hjælp af den såkaldte "dobbelte tylvter-ed", som bestod i at 24 riddere, som Abel selv havde udpeget, ved Landstinget i Viborg i 1250 svor på at Abel var en ærlig mand og uskyldig.

Hvis vi skal tro troubaduren Rumelant var det meget vigtigt for dronning Agnes og hendes mænd at de anklagede i mordet på Erik Klipping i 1286 ikke skulle dømmes efter denne "danske lov", som gav mulighed for den "dobbelte tylvter-ed", men efter en anden lov, som må have været loven om majestæts-forbrydelser, som var udviklet fra Vederloven og kun gjaldt for kongen og hans svorne mænd. Og den indeholdt ikke noget om den "dobbelte tylvter-ed".

Rumelant sang:

De hævder endnu deres uskyld
og byder frem for sig deres danske lov
-
Nej, det skal anderledes gå!


De anklagede for mordet på kongen i 1276 blev dømt af et "Worthældnævn", et ordholdenheds-nævn, som var et nævn af rigets bedste mænd - temmelig sikkert ikke udpeget af de anklagede - som skulle afgøre om de havde holdt deres ord, i dette tilfælde sikkert deres troskabsed og deres påstand om at de var uskyldige. Hvilket procedure vi kan tro var del af loven om majestæts-forbrydelser.

Riddersalen på Nyborg Slot hvor danehof-møderne blev afholdt

Riddersalen på Nyborg Slot hvor de fleste af danehof møderne blev afholdt. Foto Smiling Denmark.

Danmark var stadigt et valgkongedømme, og formelt skulle kongerne hyldes på alle Danmarks 13 landsting, hvilke var Viborg Ting, Urnehoved Ting, Odense Ting, Ringsted Ting, Lund Ting og så videre.

Men ingen prins kunne gøre sig håb om at blive valgt på tingene, hvis han ikke havde sikret sig stormændenes støtte på forhånd - for eksempel på danehoffet. I den henseende fungerede danehoffet på samme måde som flådesamlingen ved Isøre gjorde under Svend Estridsens sønner.

På Erik Klippings tid forlangte Herredagen nu at en betingelse for at de ville støtte en konge skulle være at han erklærede sig villig til at følge bestemte begrænsninger i udøvelsen af sit prerogative - altså beslutninger som ikke er defineret af lov - nedfældet i en kontrakt mellem kongen og de fremmødte stormænd - i form af en "håndfæstning" - som i nogen grad kan sammenlignes med en grundlov.

Forsamlingen accepterede den kongelige domstol som en slags højesteret, men den forlangte at kongen kun måtte dømme i sager, som allerede havde været behandlet af en anden ret. Kongen måtte kun idømme standardiserede bøder og straffe.

De sammensvorne rider fra Finderup

Et af Danmarks mest berømte malerier: "De sammensvorne rider fra Finderup" af Otto Bache, 1882. Billedet er uhistorisk, idet de fleste af de sammensvorne ikke blev dømt for at have udøvet mordet "ved egen hånd" men for "ved råd, befaling og handling at ihjelslå ham". Marsk Stig og Jacob af Halland var slet ikke til stede i Finderup. Foto Carsten Wikimedia Commons.

Det Engelske Magna Carta fra 1215 var i hovedsagen en beskyttelse af baronernes rettigheder ovefor kongens magt, og Erik Klippings håndfæstning fra 1282 var helt sikkert også en beskyttelse af adelen og stormændenes rettigheder. Men den indeholder alligevel forbløffende mange forholdsregler for beskyttelse af almindelige bønders rettigheder, som for eksempel:

En penning slået under Erik Klipping

En penning slået under Erik Klipping - for- og bagside, fundet i Ribe med detektor. Historikeren Ole Fenger skriver at mønten forringedes med 1/3 af sin værdi under Erik Klipping. Foto SOL Samlingen OnLine.

- Ingen skulle køre for kongens, hans hustru, børn eller drosten uden for deres eget herred.

- Bønder skulle ikke tvinges til at bygge eller forbedre kongens borge, møller eller andre bygninger uden i nødstilfælde.

- Bønder skulle ikke tvinges til at give gæs, høns, til kongens bord udover hvad der var sædvanligt i kong Valdemars dage.

- Kongens ombudsmænd skulle ikke stævne nogen for sig, men for deres eget ting.

- Ingen skulle tvangsgæste klostre, kirker eller lægmænd, men lade sig nøje med hvad forstanderen har og vil give.

Middelalderlige musikinstrumenter ved Danehof Festivalen i Nyborg

Et band spiller på middelalderlige musikinstrumenter ved Danehof Festivalen i Nyborg. Fra venstre mod højre: Fløjte, nøgleharpe og lut. Foto Visit Nyborg.

Danehoffets mest berømte beslutning blev truffet i 1282, da Erik Klippings håndfæstning blev vedtaget i Nyborg også af kongen. Det blev endvidere nedfældet at der skulle holdes Danehof hvert år.

Håndfæstningen, som blev vedtaget i 1282, siger blandt andet: "at der en gang om året ved midfaste skal holdes den forsamling, som kaldes Hof, fremdeles at ingen må fængsles medmindre han frivilligt på tinge har tilstået sig skyldig i, lovlig dømt for eller grebet på fersk gerning i en forbrydelse for hvilken han efter landets love skal miste liv og lemmer, men den lovligt dømte skal have den frist til at flygte ud af riget, som der står i lovbøgerne." - "Fremdeles må ingen mand for nogen forseelse miste sin jord med mindre han bliver fældet for majestætsforbrydelse med ed af Worthældsnævn."

Den mest berømte af disse sager blev behandlet i 1287, da Jacob af Halland og Marsk Stig Andersen sammen med syv andre blev dømt fredløse for mordet på deres konge, Erik Klipping.

I vikingetiden var de enkelte landsdele ledet af jarler, som var udnævnte af kongen og refererede direkte til ham. En position som jarl gik ikke automatisk i arv til jarlens sønner og efterkommere. Men det har formentligt altid været enhver stormands hede ønske at de kunne give deres position i arv til deres sønner uden komplikationer.

En konge i parlament

En konge i parlament. Foto Fransk håndskrift fra middelalderen - British Library.

Det var et problem allerede under Valdemar den Store. Saxo fortæller at Buris Henrikssøn stillede som betingelse for at han ville hylde Valdemars syv-årige søn, Knud, som konge, var at hans egen position også skulle være arvelig: "For at fri sig for denne mistanke lovede Buris, at han ville gøre, hvad Kongen ønskede, hvis han ville øge hans magt ved at give ham nogle flere len og give sine frænders børn arveret til den værdighed og ringere vælde, som deres fædre havde, ligesom han selv søgte at gøre Danmark til et arverige, medens det før havde været et valgrige."

Det var netop Margrete Sambirias og Erik Klippings store problem at Valdemar Sejr så gavmildt havde delt ud af landet i form af fyrste-len til sine mange sønner og deres efterkommere og derved mindsket de kongelige indtægter betydeligt. Hvilket - sammen med det stadig mere omfattende kirkegods, som også mindskede de kongelige indtægter - havde gjort landet mere ustabilt, fordi kongen ikke længere havde økonomi til at betale så mange soldater at han kunne slå mulige oprørere ned med overvældende styrke.

5. Erik Klipping som Konge af Danmark

I 1266 blev den unge Erik Klipping erklæret myndig og han overtog dermed regeringen efter sin moder, Margrete Sambiria.

Pave Clemens 4.s gjorde flere forsøg på at få Jakob Erlandsen genindsat, men Erik ignorede alle tilnærmelser. I 1266 bandlyste paven kong Erik og enkedronningen samt lyste interdikt over hele landet, fordi Jakob Erlandsen var blevet forjaget.

Henrettelse af en kvinde

En kvindelig tyv halshugges. Den, der skulle henrettes, havde dog i reglen bind for øjnene og hænderne bundet på ryggen. I landskabslovene er en tyv en tyv uden hensyn til køn, straffen er hængning i galge og gren. Men i nogle byer blev mandlige tyve hængt, medens kvindelige tyve blev henrettet med sværd. Det gjaldt for eksempel Malmø og København stadsretter. I Ribe blev kvindelige tyve levende begravet under galgen med en omvendt balje over hovedet. I almindelig omdømme var henrettelse med sværd langt mere ærefuldt end hængning. Foto Akvarel i Nationalmuseet af et kalkmaleri i Roskilde domkirke. Efter Troels-Lund.

Kong Erik opførte Koldinghus. Ryd Kloster Krønike for 1268 skriver: "Kong Erik Christoffersøn byggede Koldinghus."

Det var på danehoffet i 1269 at Erik Klipping udstedte den berygtede Ribe ret, som i store træk var inspireret af Lübecks stadsret, selvom der dog langt fra var tale om en kopi. Ribe retten var tilpasset byens gamle retslige sædvaner, ældre privilegier og Jyske Lov.

Det specielle ved Ribe Ret i forhold til Jyske Lov var at Ribe Ret tillod større strenghed i sine straffe for sår og drab. Medens Jyske Lov gav drabsmænd mulighed for at slippe med bøder eller fredløshed, kunne Riber Ret idømte dødsstraf.

Straffen for drab var et tilbagevendende stridspunkt mellem kongen og danehof forsamlingen. Kongen ønskede strengere straffe, medens forsamlingen holdt på de gamle love, som sagde at hvis drabsmanden straks lyste drabet på det nærmeste beboede sted eller for offerets slægtninge, var det et ærligt drab, der kunne sones med bøder. Hvis ikke offerets familie tog imod bøden, kunne drabsmanden dømmes fredløs og så kunne enhver - heriblandt offerets slægt - hævne sig på ham uden yderligere retslige konsekvenser.

Nogle vers af folkevisen om Tobens datter illustrerer blodhævnen:

Vi vare så mange søskende små,
- under liden -
så årlig faldt os faderen frå.
Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

Om en søndag ad aften skured de deres spjud,
om en mandag ad morgen rede de så vrede ud.

Der de komme for norden skov,
der gik hr. Torben og holdt sin plov.

"Her går du, hr. Torben, faver og fin!
jeg vil nu have bod for frænde min!"

"Jeg vil give eder hus og gård,
dertil min datter, så væn en mår."

"Vi ere ikke kommen for hus eller jord,
men vi ere kommen for dit hjerteblod."

Så hugge de hr. Torben så små
alt som løv, udi lunden lå.

Fra Fra Tønder Gymnasium.

Kongerne prøvede at smugle de hårdere straffe for drab ind af bagdøren for eksempel gennem stadsretterne eller ved at gøre det mere forkasteligt at dræbe på særlige steder, eksempelvis i kirker.

Ludvig 9's død under belejringen af Tunis

Ludvig 9's død under belejringen af Tunis under det 8. Korstog i 1270. Foto Jean Fouquet - Grandes Chroniques de France Wikipedia.

Imidlertid, Jakob Erlandsen havde det uheld at hans velynder, Clemens 4, døde i 1268 og pavestolen stod derefter tom i mere end tre år. Der blev ganske vist valgt en ny pave i 1271, men han befandt sig på korstog i det Hellige Land og skulle først kaldes hjem, hvilket førte til at pavehoffet ikke kunne genoptage sine normale funktioner før 1272.

Den ny pave, Gregor 10, brændte for korstogene og ønskede at opnå alle verdslige fyrsters støtte hertil under direkte pavelig ledelse. Det var således ikke meget sandsynligt at han for alvor ville lægge sig ud med de verdslige fyrster, herunder Erik Klipping.

I 1272 døde "hertugen af Jylland", (hvormed der menes Sønderjylland) Erik Abelsen - blot 30 år gammel. Han efterlod sig to mindreårige sønner, Valdemar og Erik. Kongen satte sig straks i besiddelse af hele Sønderjylland. Han accepterede dog at love at forlene den ældste søn Valdemar Eriksen med hans faders hertugdømme, dog således at kongen fik Als og krongodset tilbage, som hertugen havde erhvervet som en betingelsen for enkedronningens og kongens frigivelse fra deres fangenskab i Hamburg i 1262 efter slaget på Lohede. Desuden skulle kongen være de mindreårige hertugsønners formynder.

Jacob Erlandsens kranium Mindeplade for Jacob Erlandsen

Til venstre: Jacob Erlandsens kranium. Der er klare tegn på at han blev likvideret med et skud fra en armbrøst.
Under udgravning til en fjernvarmeledning i Klostergade i Lund i 1972 fandt man på området for Franciskanernes Klosterkirke, som blev nedrevet i 1500, flere middelaldergrave, hvoraf en af dem var større og meget mere speciel end de andre. Den indeholdt et skrin tæt pakket med knoglerne af en mand, 60-70 år gammel og 170 cm høj. Det havde været nødvendigt at slå hul på kraniet i panden for at få plads til en lårknogle. Men to andre huller på henholdsvis højre og venstre tinding var mere interessante. En kriminalteknisk specialist fastslog at det store hul i venstre tinding var sprængt med stor kraft indefra. Det kan forklares med at det mindre rhombeformede hul i højre tinding er et karakteristisk indgangshul for en armbrøstbolt. Da bolten således er gået ret igennem, må man tro at skuddet blev affyret på ganske nært hold.
Hvis en meget fornem person i middelalderen døde langt fra sit hjem, kunne man simpelthen partere og koge liget med henblik på at skille bløddelene fra knoglerne. Derefter nøjedes man med at sende knoglerne hjem pakket i et lille praktisk skrin. Og det er hvad der er sket med denne person. Jacob Erlandsen døde på Rügen og derfra blev hans knogler sendt til hans ærkebispesæde i Lund.
Jacob Erlandsen blev begravet i Franciskanernes Klosterkirke i Lund efter eget ønske, og da skelettet er fundet på en meget central plads er det sandsynligt at det virkelig er ham. Foto Lund Turistinformation.
Til højre: Mindeplade for Jacob Erlandsen. Foto Lund Turistinformation.

Måske i 1273 lykkedes det den ny pave at skabe et forlig mellem den danske regering og Jacob Erlandsen. Man enedes om at detaljerne i forliget skulle afgøres af danske gejstlige. De bandlysninger og interdikter, som var udstedt, blev foreløbig suspenderet, indtil de var blevet behandlet af en gruppe kardinaler i Rom.

Soldater i Maciejowski Bible fra 1244-1254

Soldater i ringbrynje i Maciejowski Bibelen angivelig fra 1244-1254. Foto Maciejowski Bible Morgan Library Wikimedia Commons.

Nu kunne Jacob Erlandsen endelig begive sig på vej mod Danmark til ærefuld oprejsning efter syv års landflygtighed. Men han nåede ikke længere end til Rügen, for der blev han 18. februar 1274 likvideret med et skud fra en armbrøst på klods hold i højre tinding.

Vi erindrer den sidste sætning i den liste af klager, som de danske udsendinge medbragte, da de rejste til paven i 1261 for at klage over ærkebiskoppen: "Men særskilt skal hans troskabsbrud og svig behandles."

Det kan have været kong Erik, som stod bag dette drab, men hans moder, Margrete Sambiria, var stadig aktiv fra slottet i Nykøbing Falster, og hun havde nok ikke glemt at det var Jakob Erlandsen, som stod bag mordet på hendes mand 15 år tidligere.

Biskoppen af Roskilde, Peder Skjalmsen Bang, har rimeligvis fulgtes med Jacob Erlandsen på hjemrejsen fra Rom og sandsynligvis oplevet Erlandsens endeligt, hvilket helt sikkert har gjort et stort indtryk på ham. Allerede i maj måned 1274 kom det til et forlig mellem Peder Bang på den ene side og Kongen og hans moder på den anden side. Betingelserne kendes ikke, men biskoppen synes at have været tilfreds, måske mest fordi han var træt af kampen og svagelig, for kun tre år efter døde han. Ryd Kloster Krønike skriver for året 1278: "Biskop Peder af Roskilde døde"

Året efter ophævede paven endegyldigt interdiktet og bandlysningerne, og så var dette langvarige problem ude af verden. Samme år indledte Erik Klipping kortogs-beskatningen af de danske gejstelige, sikkert i forståelse med paven.

Stig Andersen var leder af den hær, som kongen i 1275 sendte til Sverige for at hjælpe Birger Jarls sønner, Magnus og Erik, i kampen mod broderen Valdemar Birgersson. Han sejrede i slaget ved Hova. Samme år belønnede kongen ham med positionen som marsk - leder af riget stridskræfter.

Men allerede året efter, i 1276, viste Stig Andersen trods mod kong Erik, idet han på danehoffet i Nyborg værgede sig ved at aflægge ed til hans unge søn, Erik, som de øvrige stormænd gjorde. Lunde Årbogen for 1276 siger: "Kongens søn, Erik, fik kongenavn og stormændene undtagen Stig, hans marsk, aflagde en højtidelig troskabsed til ham."

Middelalderlige hoser

Hoseøl var Peder Nielsens øgenavn. Det betyder strømpebånd. Kalkmaleri i Kongsted kirke ved Fredericia fra omkring 1450 som viser Jesus, som fremstilles for kong Herodes. Soldaten er iklædt hoser, der hænger løst foroven. Det var den situation som Peder Nielsen Hoseøl gerne ville undgå ved at anvende strømpebånd. Moderne kvinders kombination af hofteholder, strømpebånd og nylonstrømper fandtes i princippet allerede i middelalderen. Middelalderens hoser var syet af læder, klæde eller andet uelastisk stof. Læderhoserne kunne være farvet brandgule, røde, papegøjegrønne, rosa eller hvide. Men ikke nok med det, hvert ben kunne have sin farve; eller de kunne være stribede i forskellige kulører. Foto "Strømpen i den europæiske modedragt" Ellen Andersen.

Stig Andersen havde giftet sig ind i Hvide-slægten; måske ønskede han at demonstrere sit engagement overfor sin ny fornemme slægt. Imidlertid beholdt han sin stilling som marsk.

I 1278 erstattede kong Erik drosten - en slags statsminister - Uffe Nielsen med Peder Nielsen Hoseøl. Uffe Nielsen var Marsk Stigs svigerfader, medens Peder Nielsen Hoseøl siges at have været en stålsat og hård mand, som urokkeligt støttede kongen.

I 1273 valgte de Tyske fyrster Rudolf af Habsburg som deres konge efter at det Tyske område havde været uden hverken kejser eller konge siden Konrad 4. døde i 1254. I løbet af dette interregnum havde de store fyrstedømmer truet med at opsluge de mindre, især byerne. Kong Rudolf udpegede derfor i 1280 hertugerne af Sachen og markgreverne af Brandenburg som byernes forsvarere. Forunderligt nok førte dette initiativ til krig mellem Brandenburg og de Vendiske fyrster af Rügen, Werle, Schwerin, Rostock og Mecklenburg støttet af Sachsen.

David besejrer filistrerne i Morgan Bibelen

David besejrer filistrerne i Morgan Bibelen også kaldet Crusader Bibelen som siges at være fra omkring 1250. Foto Maciejowski Bible Wikimedia Commons

Et pavebrev fra 1281 omtaler kvægpest og sult i Danmark.

På danehoffet i sommeren 1282 møder vi for første gang udtrykket "håndfæstning". Kongen accepterede at der hvert år skulle holdes danehof - Herredag, som det kaldtes dengang. Dette udløste et væld af detaljerede bestemmelser:Hhvis nogen vil anklage kongen for på uretfærdig vis at have frataget ham noget gods, er det på Danehoffet kongen skal stå i rette derfor og underkaste sig sine tro mænds dom. Den kongelige domstol måtte kun dømme i sager, som allerede havde været behandlet på et herreds eller landsting. Man nedskar den mængde fjerkræ, som skulle leveres til kongens bord. Leding-skatten blev ændret således at små lodsejere gik helt fri. Bøndernes pligt til at køre for kongen blev begrænset til deres eget herred. Stormændene ville ikke længere gøre garnisons tjeneste på kongens borge og så videre.

I december 1282 døde enkedronning Margrete Sambiria i Bad Doberan. Ryd Kloster Krønike skriver for dette år: "Desuden døde dronning Margrete"

Kalkmaleri af en rytter fra 1200 tallet i Tulstrup kirke

Kalkmaleri fra 1200 tallet af en rytter i Tulstrup kirke mellem Århus og Silkeborg. I 1904 fandt man en del kalkmalerier fra begyndelsen 1200 tallet i Tulstrup Kirke, som man skønnede så dårligt bevarede at de atter blev overhvidtet. Blandt malerierne fotograferede man dog denne rytter i rustning med vajende banner.

Igen i 1283 beretter et pavebrev om stor hungersnød i Danmark.

Efter at den fællestyske kong Rudolf i 1283 endnu engang havde opfordret sine fyrster til fred, indgik Brandenburgs mange fjender - hvilket vil sige de fleste af Danmarks sydlige naboer - en aftale som kaldtes Landefreds-traktaten, som var rettet mod Brandenburg, og derved også mod Danmark, som havde et særligt forhold til Brandenburg.

Traktaten var i hovedsagen en gensidig aftale om militær bistand, men deltagerne forpligtigede sig også til at sikre handel og vejfred og til at forbrydere blev straffet. Forbrydere, som blev erklæret fredløse i en medlemsstat, skulle også være fredløse i alle de andre medlemsstater.

Forbundet lagde stor vægt på fred og retfærdighed: "Fremdeles skal alle veje i de nævnte lande være fredelige for vejfarende på den måde at hvis nogen lider tyngde eller skade på sin ejendom eller sin person, skal alle, til hvem den således skadelidtes skrig eller nødråb når, kraftigt og af al magt forfølge ham eller dem, der har tilføjet skaden."

I sommeren 1284 sluttede Landefreds-forbundet fred med Brandenburg, som dermed tilsluttede sig forbundets bestemmelser. Ligeledes sluttede Hertug Valdemar af "Slesvig" sig til forbundet, som var han en selvstændig fyrste. Det blev derimod nævnt specifikt at den danske konge først kunne optages når "han ville blive ved retfærdigheden".

Ridderen Vogte von Kesebergs skjold

Ridderen Vogte von Kesebergs skjold fra omkring 1250 i Marburger Universitatsmuseum für Kunst- und Kulturgeschichte. Foto: Svenia Kohlmorgen Pinterest.

Den retfærdighed som landefredens medlemmer savnede i Danmark havde ikke noget med landevejsrøvere at gøre. Dette at den Sønderjyske hertug kunne optages som "hertug af Slesvig" - men altså ikke kongen af Danmark - indikerer helt klart at den manglende retfærdighed var forbundet med Margretes og Erik Klippings bestræbelser på at nedlægge de fyrstelen, som Valdemar Sejr havde givet til sine sønner til stor skade for Danmark, herunder Halland, Blekinge og Sønderjylland. Den mest anstødelige "uretfærdighed" var uden tvivl Erik Klippings besiddelse af hertugdømmet "Jylland" (altså Sønderjylland) - som opfattedes som en uretfærdighed af hertugerne selv og meget sandsynligt også af deres nære allierede, de Holstenske grever, og andre tyske fyrster. Tilbageholdelsen af Erik Plovpennings døtres arv og medgift var sikkert også med på listen.

Kirkers og klostres utrættelige klager over Margretes og Albreckts beslaglæggelse af kirkelig ejendom på Sjælland og i Skåne i 1262-63 og fordrivelsen af Jacob Erlandsen, Peder Bang Skjalmsen og deres tilhængere samme år blev utvivlsomt ligeledes noteret som "uretfærdighed" hos Landefreds-forbundets medlemmer. Likvideringen af Jacob Erlandsen i 1274 var nok heller ikke populær.

Biskopstav af hvalros tand og ring fundet i biskop Olafurs grav i Gardar i Grønland fra 1246-1280

Biskopstav af hvalros tand og ring fundet i biskop Olafurs grav i Gardar i Grønland fra 1246-1280. Foto Nationalmuseet København.

Landefreds-forbundet repræsenterede en alvorligt udenrigspolitisk klemme på Danmark. Tidligere kunne man udnytte stridigheder mellem de tyske stater, alliere sig med nogle og bekæmpe andre, men nu stod man overfor en samlet blok samtidig med at Danmark havde problemer med både Norge og Sverige.

Under disse omstændigheder kunne man glemme alt om at inddrage Sønderjylland som en naturlig del af kongeriget blot understøttet af militær magt. Det ville være blevet opfattet som et alvorligt brud på retfærdigheden og ville have alarmeret alle Landefredens fyrstedømmer og byer i det nordlige Tyskland, som ville ile deres kære forbundsfælle, hertug Valdemar, til hjælp.

I stedet ønskede Erik og hans rådgivere at Danmark også skulle være medlem af landefreds-forbundet. Kong Erik opnåede en foreløblig aftale med Lübeck i september 1283 og fuldt medlemskab af Landefreden lykkedes i november 1284.

Men hvordan blev Danmark i stand til at overbevise landefreds-forbundets fyrster om at "retfærdigheden" nu herskede i landet?

Man kan mene at den Danske regering i disse kritiske år - 1283-1284 - ved hjælp af politiske indrømmelser, diplomati og propaganda afværgede en farlig situation for Danmark. Den militære alliance, som Landefreden virkelig var, kunne have brugt Holsten og hertugdømmet Jylland som trædesten og springbræt til at underlægge sig resten af et svækket og politisk isoleret Danmark.

En præst salver David til konge over hele Israel

Minature fra 1250. En præst salver David til konge over hele Israel. Foto Maciejowski Bible Wikimedia Commons.

Sådanne planer var ikke ukendte i datidens Tyskland, Danmark må have forekommet et fristende bytte.

Historikeren Hans Olrik fortæller at Albrecht af Braunschweig - i februar 1262, før han kom Margrete og Erik til hjælp i deres fangenskab i Hamburg og derefter blev rigsforstander - havde lagt planer om at erobre og dele Holsten og Danmark med sine Tyske allierede, som var hans broder Johan, hans søster Helene af Sachen og hendes sønner, hertugerne Albert og Johan.

Den Danske regerings første træk var at tilfredsstille hertugen, Valdemar Eriksen - ihvertfald så meget at han ikke kunne råbe sin uretfærdige behandling ud over hele Nord-Tyskland.

I foråret 1283 fik Valdemar Eriksen på et hof i Vordingborg overdraget hertugdømmet Sønderjylland, som hans fader havde haft. Dog stadig uden Als og krongodset, som kong Erik havde forbeholdt kongeriget. Dette blev stadfæstet på Danehoffet samme år.

Det var dog ikke således at hertugen blev tilfreds. Det blev han tilsyneladende aldrig. Han tog hjem til sit nybyggede Gottorp Slot og skrev et langt klagebrev til ærkebiskoppen, hvori han gør krav på Danmarks trone og bad ham skrive til paven om hans uretfærdige behandling. Det hedder blandt andet: "Men siden har deres farbroder kong Christoffer" - "ladet sig vælge og krone til konge" - "skønt han som deres farbroder havde givet sit samtykke til at deres fader og hans efterkommere skulle have riget" - "og skønt der for nylig har fundet en forhandling sted som skulle være mere højtidelig og som blev bekræftet ved mange eder fra deres side om at alt deres fædrene gods skulle gives og overdrages dem har kongen dog brudt sin ed og tilbageholder endnu meget af deres gods på forskellige steder" - "Og eftersom de så tit og ofte ved kongens og hans moder dronningens svig er blevet bedragne" - "som protest at de agter at stille krav om Danmarks krone med alle deres rettigheder og forfølge sagen så vidt de kan." (Efter Huitfeldt ifølge Troels Brandt).

Brevet kan vist kun betegnes som højforræderi, især da Valdemar netop havde aflagt ed til kong Erik som hertug af "Jylland".

Korsfarer kavaleri

Kavaleri fra omkring 1250. Foto Expositio in Apocalypsim Cambridge University Library.

På omtrent samme tidspunkt i 1283 - sikkert om foråret - fratrådte kongens sikre støtte, Peder Nielsen Hoseøl, som drost og blev erstattet af Erik Knudsen, som var Valdemar Sejrs sønnesøn og således en af de kongsfrænder, som var blevet nægtet deres fædres len. Erik Knudsens fader var Valdemars Sejrs uægte søn hertug Knud af Blekinge. Han var uden tvivl langt mere acceptabel for landefredens fyrster end Peder Nielsen Hoseøl.

Imidlertid, danehoffet i 1284 gav ham "retfærdighed" og tilkendte ham de fire sydligste herreder i Halland som hertugdømmet Sønder-Halland. Sandsynligvis derfor blev han allerede i dette år erstattet som drost af Marsk Stigs svigerfader, den erfarne Uffe Nielsen, som efter alt at dømme også var ganske acceptabel for landefred-fyrsterne.

Kun 11 dage inden aftalen med Lübeck blev underskrevet, også i 1283, fik Jacob af Halland udleveret grevskabet Nørre-Halland, som han anså for sin retfærdige fædrene arv - under medvirken af hertug Valdemar af Sønderjylland, grev Gerhard af Holsten og fyrst Vizlav af Rügen. Det kan dårligt betegnes som et tilfælde.

Guillaume Bertrand de Durfort

Guillaume Bertrand de Durfort som en typisk ridder fra omkring 1250 på hans grav i Santissima Annunziata-basilikaen i Firenze. Hans berømmelse skyldes hans deltagelse i slaget ved Campaldino i juni 1289, hvor han mistede livet ramt i øjet af en armbrøstbolt. Foto I Sailko Wikimedia Commons.

Yderligere, også i foråret 1284, var Marsk Stig og grev Jacob af Halland dommere i en voldgiftsret, som tilkendte de to ugifte Erik Plovpennings døtre deres arv.

Kong Erik syntes at promovere sådanne mænd, som kunne antages at være acceptable for Landefredens fyrster. Blandt underskriverne for Danmark på selve Landefredstraktaten i november 1284 var således Marsk Stig, Jacob af Halland, Niels Knudsen og Peder Jacobsen, hvilke personer må have været betragtet som særligt ivrige tilhænge af "retfærdighed", hvilket kan have givet Landefredens fyrster indtrykket af "retfærdigheden" havde gjort store fremskridt i Danmark. De blev alle senere blev dømt fredløse i forbindelse med det senere kongemord.

Man kan mene at kong Eriks politiske kovending i disse år var et udslag af realpolitik, men man kan også mene at han efter sin moders død simpelthen fandt et påskud til at kaste håndklædet i ringen.

I kardinalernes afsluttende rapport vedrørende den sag, som ærkebiskop Jens Grand anlagde mod Erik Menved i 1296 står om Erik Klipping: "Denne ærkebiskops (Jens Grands) slægtninge - nemlig grev Jacob, marsk Stig, Peder Jacobsen, Rane Jonsen og flere andre af deres famlie og slægtninge, de var ædle af slægt, men uheldsvangre og ulykkesbringende i gerning. Kongen gjorde dem rige fremfor alle rigets kongetro - og han indsatte dem som herrer over alle landets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet."

I august 1284 - kun tre måneder før underskrivningen af Landefredstraktaten - gav kongen alle Tyske stæder ret til at handle på Skanør-markedet.

Civile mennesker omkring 1240 i Maciejowski Bibelen

Civile personer på miniature i Maciejowski Bibelen som siges at være fra omkring 1250. Foto Thorn and Thread.

Imidlertid - sikkert i frustration og ærgelse over at han ikke var blevet konge med Tysk støtte - rejste hertug Valdemar Eriksen krav om at hans Sønderjyske hertugdømme, som han kaldte "Slesvig", også skulle omfatte Als og krongodset. Dette blev dog afvist af et såkaldt vortelnævn, hvis dom blev bekræftet på danehoffet i Nyborg i 1285.

Derefter også i 1285 - siges det - søgte han at sætte sig i besiddelse af Als med militære midler, i den forbindelse erklærede han at Danmarks krone tilkom ham. Erik Klipping nedkæmpede nemt oprøret med sine loyale tyske lejetropper. Hertugen forsøgte at flygte til Norge, men blev pågrebet i Helsingør.

Men nu var det Erik Klipping som havde "retfærdigheden" på sin side, hertug Valdemar havde jo gjort oprør mod sin lensherre. Han tøvede ikke med at arrestere ham og sætte ham i fængsel i Søborg Slot i Nordsjælland syd for Gilleleje, tilpas langt fra Sønderjylland og Holsten.

Ryd Kloster Krønike skriver for året 1285: "Kongen fangede hertug Valdemar ved Helsingør og sendte ham i lænker ind til Søborg."

Søborg slotsruin

Søborg slotsruin syd for Gilleleje. Foto Knud Winckelmann Wikipedia.

Imidlertid, allerede året efter, i april 1286, blev han løsladt - tilsyneladende efter forbøn fra Landefredens fyrster, på betingelse af at han svor på at frafalde alle sine krav og være tro mod sin konge. Han svor at han i al fremtid ville være kongen tro og lydig og aldrig stræbe kongen efter liv eller frihed og brød han løftet skulle al hans gods være kongens og han selv skulle henrettes. Hertugen af Sachsen, de Holstenske grever og de Mecklenburgske fyrster garanterede for Valdemars troskab. Der var ingen Danske garanter.

I forbindelse med løsladelsen gav Erik Klipping ham indtægterne af mønten og ledingsafløsningen i hertugdømmet, selvom dette ikke var inkluderet i Danehoffets afgørelse i 1283 - som en gestus - karakteristisk for Erik og hans politik - i håb om forsoning og fremtidigt samarbejde.

Gråbrødre Kloster i Odense

Gråbrødre Kloster i Odense set fra Jernbanegade. I 1285 skænkede Erik Klipping sin kongsgård i Odense med alt tilliggende til Franciskanermunkene, idet bestemte at han skulle begraves der - han lod endda sin vilje lyse på tinge. Efter farven på deres ordensdragter blev Franciskanerne kaldt gråbrødre og heraf navnet på klosteret. Kong Erik fik ikke sin vilje, idet han som bekendt blev begravet i Viborg året efter på grund af den gamle skik at konger, som døde en unaturlig død, skulle begraves hvor de faldt. Statuen forestiller kong Christian 3. som i forbindelse med reformationen kom i besiddelse af al kirkelig ejendom, men gav gråbrødreklosteret til byen Odense som hospital. Foto Kåre Thor Olsen Wikipedia.

Staden Lübeck var meget aktiv i skabelsen af Landefreds-forbundet og de Lübske købmænd må have set klart at en sådan fred karakteriseret ved overholdelse af lovene og ved klare aftaler på tværs af fyrstedømmer og kongeriger var meget gavnlig for deres handel.

Allerede i 1283, da Landefreds-traktaten blev skabt, var starten af Hansaforbundet under dannelse. I 1241 blev den første alliance mellem Lübeck og Hamborg dannet, da de blev enige om i fællesskab beskytte handelsruter på hav og land, især i det lovløse territorium mellem Elben og Trave. Osnabrück sluttede sig til dem i 1246. Goslar, som var centrum for kobberminedriften i Harzen, sluttede sig til gruppen i 1268.

De ordnede forhold under Landefreds-traktaten skabte grobund for den fremvoksende Hansa Liga bestående af navnlig Nordtyske byer, i Landefreds-traktaten står: "Hvor stor fordelen er ved fred for mennesker og lande, hvor freden hersker - herom er intet forstandigt menneske uvidende."

6. Sverige og Danmark

Sverige i den ældre middelalder var ikke en stabil statsdannelse før midt i 1200-tallet, selvom landskaberne Svealand omkring Mälarn og Götalandene omkring de store søer ofte var forenet under samme konge. De to kongeslægter, Eriks-ætten og Sverker-ætten, stredes om magten og skiftedes til at levere kongsemnerne.

Men i 1250 tilsidesatte Sveriges mægtigste mand, Birger Jarl, de to traditionelle kongeslægter og satte sin egen syvårige søn, Valdemar Birgersson, på tronen.

Valdemar Birgersson

Valdemar Birgersson i Skara domkirke identificeret af Prof. Jan Svanberg. Foto Ragnar Sigsjö for Southerly Clubs Wikipedia.

I hans første seksten år som konge var hans fader den faktiske regent. I 1260, sytten år gammel, blev han gift med Erik Plovpennings dominerende og mundrappe datter, Sofie, som var omkring to år ældre end ham.

I 1261 - medens enkedronning Margrete og den unge Erik sad som fanger i Hamborg - lykkedes det Jacob Erlandsen at overbevise Abels enke, Mechthilde - som hadede Danmark - til at forlade sit kyske klosterliv og sige ja til et ægteskabstilbud fra Birger Jarl. Derved blev Sverige en støtte for Abelslægten mod Danmark.

Birger Jarl døde i 1266 og derefter herskede Valdemar Birgersson over hele den tids Sverige.

Imidlertid, dronning Sofies lillesøster, Jutta, som var blevet anbragt i et nonnekloster, følte sig ikke tilpas ved klosterlivets regelmæssighed og seksuel afholdenhed. Omkring 1270 brød hun sit ordensløfte og forlod klosteret i Roskilde sammen med sin lillesøster, Agnes, hvilket vakte nogen opmærksomhed i datiden.

Jutta rejste til Sverige for at besøge sin storesøster, dronning Sofie. Hun blev varmt modtaget af Valdemar Birgersson, så varmt at hun blev gravid. Priorinden i klosteret i Roskilde klagede til paven, fordi at efter kirkeloven var seksuelt samkvem med sin hustrus søster blodskam. Af samme grund tvang de Svenske stormænd kong Valdemar til at foretage en bodsrejse til Rom.

Magnus Ladelås

Magnus Ladelås i Skara domkirke identificeret af Prof. Jan Svanberg. Foto Ragnar Sigsjö for Southerly Clubs Wikipedia.

Men, medens Valdemar Birgersson var på sin bodsrejse forberedte hans brødre, Erik og den Magnus, som senere skulle få tilnavnet Ladelås, et kup imod ham. De søgte og fik hjælp af Erik Klipping i Danmark i form af leje af 100 fuldt rustede ryttere og 700 fodfolk for betaling af 6000 mark sølv. Styrken blev ledet af grev Jacob af Halland og Stig Andersen.

De slog Valdemars bondehær i slaget ved Hova 1275 nær Tiveden mellem søerne Vänern og Vättern, medens Valdemar selv sov i en landsby ikke langt derfra sammen med Sofie. Ryd Kloster Årbog skriver: "Der gik leding til Sverige, og de Svenske blev besejret." Lundeårbogen skriver: "Der stod et slag ved Hofva og de Svenske blev kastet på flugt af de Danske."

Magnus Ladelås blev Svensk konge, og hans broder blev Sveernes hertug, men døde dog kort efter. Ryd Kloster Krønike skriver for 1277 "Hertug Erik af Sverige døde. Det siges at dronning Sofie skulle have sagt: "Ve mig. Den sorg overvinder jeg aldrig. Ve mig, at min søster nogensinde så Sveriges Rige".

Den detroniserede Valdemar begyndte derefter at leve åbenlyst med sine elskerinder, hvilket fik biskopperne til at kritisere ham for at have forskudt hende. I 1277 vendte Sofie tilbage til Danmark.

Imidlertid, kong Magnus nægtede blankt at betale de aftalte 6000 mark sølv til kong Erik. I stedet beklagede han sig over ødelæggelser, som den danske hjælpestyrke skulle have begået - som en reaktion på at de ikke fik udbetalt deres sold - og indledte en krig mod sin tidligere støtte ved i efteråret 1276, fuldstændig overraskende, at rykke ind i Halland og Skåne og hærge disse lande uden at møde modstand.

Skandinavien i slutningen af 1200 tallet

Skandinavien i slutningen af 1200 tallet. Birger Jarl havde netop indledt korstogene mod Østerland, altså Finland, så måske det Svenske område i nutidens Finland er vist for stort. Som det fremgår af historien havde den Danske konge ikke fuld kontrol med Rügen, men øen havde i flere hundrede år traditionelt været regnet som hørende til den Danske konge. Estland tilhørte Danmark. Det er meget usikkert hvor langt mod nord den Norske konges autoritet rakte. Foto MasterOfHisOwnDomain Wikipedia.

Erik Klipping var blevet taget på sengen. Ingen havde forestillet sig at Magnus ville vende sig mod Danmark. Men snart blev en styrke dog mobiliseret under en marsk Uffo, som motiverede Svenskerne til at trække sig tilbage fra Skånelandene uden kamp.

Men kong Magnus havde stadig ikke betalt de 6000 mark sølv. Derfor, i det følgende forår 1277 stødte den danske styrke ind i Småland og gjorde gengæld for Magnus' hærgen i Halland og Skåne, men stadig uden at få kontakt med fjenden. Først efter flere ugers march, hvor styrken nåede langt ind i Västergötland, stødte de i påsken på en svensk styrke med omkring 200 pansrede ryttere under ledelse af en Ulf Karlsson ved Ettak øst for Falköping i området mellem Vänern og Vättern. Svenskerne angreb midt under aftensmaden og overrumplingen var total og mange blev dræbt og såret og endnu flere overgav sig.

Erik Klipping samlede en ny hær og gik senere i 1277 endnu en gang ind i Västergötland. Danskerne erobrede fæstningerne ved Axewalla og Skara, der vogtede vejen mellem Göteborg og Stockholm mellem de store søer.

Skarahus

Model i Västergötlands Museum af middelalderborgen Gälakvist i Skara. Den blev også kaldt Skarahus. Med sin dobbelte voldgrav, en 10 meter høj kunstig forhøjning og ti meter høje mure må den have været en vanskelig opgave for en angriber. Foto Dagjoh Wikipedia.

Der blev sluttet fred i Laholm i Skåne i 1278, hvor Magnus Ladelås slap med at skulle betale 4000 mark sølv.

Men, Erik Klipping havde overbevisende fået demonstreret ulemperne ved at være nabo til et nyt forenet Sverige. Ved forhandlingerne i Laholm krævede han ydermere at Magnus skulle afstå Götalandene til sin bror, Valdemar, der naturligvis fik dansk støtte.

Imidlertid, Valdemar Birgersson var ikke en mand med mange talenter. Mod forventning kunne Magnus let tage Götalandene tilbage allerede i 1279. Kong Erik formåede ikke at holde Valdemar Birgersson på plads på samme konsekvente måde som Holstenerne holdt Abelslægten på plads i Sønderjylland.

Stillet overfor denne virkelighed besluttede kong Erik at skabe gode forbindelser til det ny forenede Sverige. Han skiftede igen hest og støttede Magnus Ladelås. Betalingen for krigshjælpen blev ydeligere nedskrevet til 2000 mark sølv, og Eriks datter Margrete blev trolovet med Magnus' søn Birger. Derved blev også Valdemar Birgerssons krav om medgift for Sofie glemt og gemt.

Halvøen hvor fæstningen Axewalla lå

Halvøen hvor ruinen af fæstningen Axewalla Hus er. Axevalla var omgivet af vand på tre sider, og havde op til 18 meter høje mure, der ved foden var op mod 6 meter tykke, og var beskyttet af en voldgrav på den side som vendte mod land. Det har været en meget vanskelig fæstning at angribe. Foto Dagjoh Wikipedia.

Som ovenfor berettet fik Valdemar Sejrs sønnesøn, Erik Knudsen, de fire sydligste herreder i Halland til len som hertugdømmet Sønder-Halland som et led i charme-offensiven overfor Landefredsfyrsterne i 1284.

Den slags lensfyrster var oprindeligt en fortsættelse af vikingetidens grænsejarler, der havde til opgave at forsvare riget grænser. Men som hos de andre kongefrænder kunne Erik Knudsens loyalitet mod Kongen og Fædrelandet ligge på et ret lille sted. I 1285 lod han sig således slå til ridder af den svenske kong Magnus - måske som en slags demonstration mod Erik Klipping.

I forbindelse med Hindsgavlfreden i 1295 under Erik Menved, som afsluttede krigen med Norge, forekommer en meddelelse om et mellemværende mellem ham og hans lensherre, kongen af Danmark.

Den svenske konge, Magnus Ladelås, blev i 1285 udpeget som voldgiftsmand i Kalmar i striden mellem Lübeck og Norge - en strid som også angik Danmark. Han dømte at alt beslaglagt Lübsk gods skulle tilbageleveres og nordmændene skulle yde erstatning for kaprede tyske skibe. Men derved blev Danmarks problemer med Norske angreb på danske skibe og kystbyer uløste og blot større. Måske var Magnus inspireret af sin holstenske dronning.

7. Norge og Danmark

Kong Håkon Håkonssøn af Norge afsluttede mere end 100 års Norsk borgerkrig mellem Birkebeinerne og Baglerne ved i 1225 at gifte sig med Baglerkongens datter og derefter besejre de resterende små oprørsgrupper.

Birkebeinerne på ski over fjeldet med kongebarnet - maleri af Knud Bergslien fra 1869

Det ikoniske Norske maleri af Knud Bergslien fra 1869: "Birkebeinerne på ski over fjeldet med kongebarnet". Håkon Håkonsson blev født i Bagler-område, som ikke var sikkert for en lille Birkebeiner-prins. Maleriet viser birkebeinerne Torstein Skevla og Skjervald Skrukka der bringer den lille tronarving til Nidaros i 1206. Foto Knud Bergslien Wikipedia.

I 1261 friede kong Håkon på sin søns vegne til Erik Plovpennings næstældste datter, Ingeborg, og fik måske et henholdende svar. Margrete Sambiria var nemlig ikke glad for en sådan forbindelse - da den medgift som det var nødvendigt at udrede i forbindelse med sådant et ægteskab ville forøge udenlandske fyrsters krav på Dansk ejendom og tilsvarende formindske de kongelige indtægter, som allerede var i knæ på grund af kirkens og kongsfrændernes omfattende og ubønhørlige krav om "retfærdighed" i form af ejendomme og len. Hun fik den sytten-årige Ingeborg indsat i et kloster ved Horsens.

Men Nordmændene tabte ikke modet. Kong Håkon sendte syv skibe direkte til klosteret, og Ingeborg, som ikke var interesseret i et liv som nonne, skyndte sig at pakke sine ting og gå ombord på et af skibene. Hun blev gift med konge-sønnen, Magnus - som skulle få tilnavnet Lagabøte - i september 1261 og sammen fik de sønnerne Erik og Håkon, som begge blev konger.

Magnus Lagabøte i Stavanger domkirke

Magnus Lagabøte i Stavanger domkirke. Tilnavnet Lagabøte betyder lovforbedreren. Foto Thornews.

Ingeborgs svigerfader, Håkon Håkonssøn, regerede Norge i 47 år. Han døde på Orkney øerne i 1263, da han forsvarede øerne mod angreb fra den Skotske konge. Derefter blev Magnus Lagabøte konge og Ingeborg dronning.

Magnus var en fredelig og samvittighedsfuld konge. Han gennemførte en omfattende revision af de gamle love og udstedte i 1274 en samlet landslov, i 1276 en Bylov og i årene 1273-1277 en hirdskrå. Landsloven omtaler et problem med nedlagte gårde og søger at stimulere til nyrydninger af skov ved skattefritagelser.

Det blev forbudt at sælge sølv til gejstlige. Dette var for at forhindre at kirken sendte korstogstiende til paven. Skat og tiende blev ofte opkrævet i naturalier men man kunne ikke sende korn, smør og uld til paven som tiende, det skulle veksles om til sølv.

Da kong Magnus Lagabøter døde i 1280 efter 17 år på tronen efterfulgtes han af sin ældste søn, Erik Præstehader, som konge af Norge.

Det er temmelig sikkert at Erik som ung pådrog sig en varig hjerneskade efter et styrt fra hest, hvilket medførte et mentalt handicap. Derfor var enkedronning Ingeborg effektivt hans formynder.

I efteråret 1283 indgik Erik Klipping seperat-aftalen med Lübeck og ved denne lejlighed tilsluttede Danmark sig Lübecks blokade af Norge, som var begrundet i sørøveri. En blokade som blev fastholdt i forbindelse med at Danmark i 1284 blev medlem af Landefreds-forbundet.

Dronning Ingeborg havde således to grunde til at opretholde et spændt forhold til Danmark. Den ene var at Danmarks indtræden i Landefreds-forbundet gjorde Danmark til deltager i dette forbunds blokade af Norge, og den andet var at hendes arv efter sin fader, Erik Plovpenning, endnu ikke var blevet udbetalt.

Norge var ikke i stand til selv at producere tilstrækkelig mad til sin befolkning, og derfor var de Lübske købmænds tilførsler af korn, mel og malt vitale. Kun de købmænd som solgte disse varer fik lov til at købe smør, skind og oksekød. Dette resulterede i korporlige sammenstød i Bergen hvor tyske købmænds varelagre blev beslaglagt.

Bergen omkring 1300

Grafisk rekonstruktion af Bergen omkring år 1300. Foto Medieval Research Cluster.

For at frigøre sig fra denne uønskede merkantile dominans startede Nordmændene en egentlig kaperkrig - officielt rettet mod de tyske stæder. Lederen af disse togter var dronning Ingborgs trofaste tilhænger, Alf Erlingsson, også kaldet "Mindre-Alf" på grund af hans ringe vækst. Han operede mest i danske farvande, hvor han opbragte alle hvem han mødte, hvad enten det var Tyske, Danske, Frisiske eller Hollandske skibe, og plyndrede mange danske øer og i 1285 både Horsens og Kalunborg.

Ryd Kloster Krønike fortæller for 1285: "Alf Erlingsøn - Alf den Milde - fra Norge var en mægtig sørøver. Han plyndrede Kalundborg og mange øer i Danmark".

Efter den Svenske konge Magnus Birgersons voldgift i Kalmar i 1285 mellem Lübeck og Norge forblev de danske problemer med de norske sørøverier og plyndringer uløste, og efter Erik Klippings død fortsatte de langt ind i Erik Menveds regeringstid - også selvom Danehoffet i 1284 havde bestemt at Eriksdøtrene skulle have deres arv udleveret. Det kneb dog fortsat med at få tingene til at ske. Kun Hertug Valdemar overlod Ingeborg, hvad han mente at hun havde til gode i Sønderjylland som arv.

Jacob af Halland fik overdraget sin faders len, Nørrehalland, i 1283. Han valgte at modtage ridderslaget af den Norske konge - sikkert som en slags demonstration imod sin egen konge, Erik Klipping. Ryd Kloster Krønike for 1285 skrev: "Grev Jacob af Halland blev slået til ridder af kongen af Norge."

8. Kong Eriks Familie

Som nævnt var kong Erik den ældste søn af Christoffer 1. og Margrete Sambiria.

Stamtræ for Valdemarerne fra Valdemar Sejr til Christoffer 2.

Simplificeret stamtræ for Valdemarerne fra Valdemar Sejr til Christoffer 2.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. var sønner af Valdemar Sejr og Berengaria og de blev alle konger, den ene efter den anden. Erik Klipping, der led døden i Finderup Lade, var søn af Christoffer 1. og den berømte Margrete Sambiria. Hans sønner med Agnes af Brandenburg var Erik Menved og Christoffer 2, der begge blev konger. Af disse syv konger døde blot tre en naturlig død.

Men Margrete og Christoffer havde endnu en søn, idet pave Urban 4. kunne beskylde Peder Bang for at have bandlyst en Junker Valdemar sammen med den unge Erik Klipping. Denne Valdemar nævnes endvidere i den såkaldte Ringstedtavle over begravelser i Ringsted domkirke. Den angiver hans dødsdag som d. 21. december, men ikke hans dødsår.

Men tavlen fortæller at denne Valdemar fik sin grav ved foden af hertug Knud Valdemarsens grav, så han må være død efter at denne farbroder døde 1. okt. 1260, men åbenbart før Margrete i 1263 sendte brev til paven med anmodning om hans accept af kvindelig arvefølge, hvori det angives at kongen ikke havde brødre.

Eriks søster Mechtilde blev gift med markgrev Albrecht af Brandenburg. Hvilket yderligere dokumenterer Danmarks nære forbindelse med Brandenburg.

Desuden omtales endnu en søster, idet Erik Klipping i sine privilegibreve til Kiel og Hamburg d. 20 Juli 1283 omtaler grev Johan 2. af Holsten som sin svoger og hans hustru som sin søster. Andre kilder angiver at hun hed Margrete.

Agnes af Brandenburg

Agnes af Brandenburg med liljestaven, som symboliserer treenigheden og den rette katolske tro, på kalkmaleri i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Billedet er malet i hendes levetid og har efter al sandsynlighed portrætlighed. Foto Enstropia Wikipedia.

Den unge Erik Klipping blev gift med Agnes af Brandenburg, som var datter af markgrev Johan 1. af Brandenburg og Jutta af Sachen.

Jutta havde været gift med Erik Plovpenning, men efter hans død for morderhånd i en båd på Slien giftede hun sig igen. Agnes var således halvsøster til Erik Plovpennings fire døtre.

I stedet for at betale medgift til Danmark skulle hendes fader, markgreven, eftergive en gæld til hertug Erik Abelsen af Sønderjylland, som jo havde taget den unge Erik Klipping og hans moder til fange i slaget på Lohede i 1261 og derfor mente at have ret til denne ydelse.

Brylluppet stod i Slesvig Domkirke i 1273. Erik var da 24 år gammel og efter alt at dømme en smuk og statelig mand, og Agnes var 16 år og sigende meget smuk.

Agnes og Erik fik fem børn sammen. Tre sønner og to døtre.

Sønnerne Erik Menved og Christoffer 2. blev begge konger af Danmark. Den tredie søn, Valdemar Eriksen, døde i 1304.

Den ældste datter, Margrete, blev gift i Sverige med kong Magnus Ladelås' søn, Birger Magnusson, som berettet ovenfor. Birger Magnusson blev konge af Sverige og hun blev dronning.

Sverige havde tilsvarende problemer som Danmark med kongelige brødre, som blev udnævnte til hertuger i forskellige grænse-områder og derfra udfordrede deres broder, kongen.

Men kong Birger havde en mere radikal løsning på problemet. I 1317 tog han sine brødre til fange i Nyköping, hvor han indsatte dem i et fangetårn, hvor de sultede ihjel, det såkaldte "Nyköpings Gästabud".

Birger og Margrete rejste til Danmark i 1318. Han døde tre år efter og hun døde i 1341. De ligger begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted.

Fængselstårnet i Nykøbinghus

Fængselstårnet i Nyköpingshus hvor "Nyköpings Gästabud" fandt sted i 1317. Sophies svigefulde forlovede, hertug Erik Magnussen, var en af de uheldige deltagere i gæstebudet. Foto TS Eriksson Wikipedia.

Erik Klippings og Agnes' yngste datter, Richiza, er interessant fordi hun blev tip-tip-oldemoder til Christian 1. og således stammoder til alle de Danske konger af det Oldenburgske kongehus.

Allerede som barn blev hun sendt til Bad Doberan i Mecklenburg for at blive opdraget i klosteret der. Hun blev gift med fyrst Nicolaus af Werle. I 1308 stiftede hendes mand sjælemesser for hende i Güstrow, hvilket indikerer at hun var død. Hun havde en søn ved navn Johan og en datter, Sophie.

Det lykkedes Erik Menved i 1310 at få den unge Sophie trolovet med den svenske hertug, Erik Magnussen. Men denne svigtede sit løfte til fordel for den norske kongedatter, Ingeborg, og Sophie blev sendt hjem fra Sverige. Kort efter denne episode ægtede hun grev Gerhard af Holsten og blev derved tipoldemor til Christian 1. og således stammoder til den Oldenburgske kongeslægt.

9. Kongemordet i Finderup Lade

Sct. Cecilie nat 1286, d. 22. november, blev kong Erik Klipping myrdet på sit leje i en lade nær Finderup sydvest for Viborg.

Den samtidige gavebog i Lund siger: "I det herrens år 1286 faldt kong Erik, søn af Christoffer, salig ihukommelse, for de ugudeliges dolke Sct. Cecilienat, myrdet på det grusomste af sine mænd i sin egen seng. Hans sjæl hvile i evig fred."

Ryd Kloster Krønike for 1286 beretter: "Kong Erik Christoffersøn blev i Finderup ved Viborg i Nørrejylland myrdet af dem, han anså for sine mest betroede venner." og "Endvidere blev hertug Valdemar løsladt fra fængslet." Af andre kilder fremgår det klart at hertug Valdemar blev løsladt omkring et halvt år før kong Erik blev myrdet.

Erik Klippings grav i Viborg Domkirke

Erik Klippings grav foran alteret i Viborg Domkirke. Følgende den gamle skik at konger, som døde en unaturlig død skulle begraves hvor de faldt blev Erik Klipping begravet i Viborg Domkirke selvom han selv havde bestemt at han skulle begraves i Gråbrødre Kirke i Odense. I 1708 blev graven flyttet og ved den lejlighed fandt men en mængde mindre trekantede og runde huller i hans kranie, hvilket indikerer at overfaldsmændene ikke blot gjorde brug af stikvåben men også armbrøste eller lignende våben. Foto Grundejerforeningen Taarnborg.

De Svenske Skäninge Annaler fra begyndelsen af 1300 tallet fortæller at kong Erik var på jagt og overnattede i en lade, da syv mænd trængte ind gennem den åbne dør, slukkede lyset og myrdede kongen: "Samma år blev Danmarks kung Erik Christoffersen svekfulllt mördad då han for jagtens skyld besögte en stad. Han hade lagt sig til hvile i en lada med öppen dörr då sju män i hemlighet trängte sig ind släkte ljuset och mördade kungen"

I det Danske forsvar i den sag, som ærkebiskop Jens Grand anlagde mod kong Erik Menved for pavens domstol i Rom 1296-1297 står: "Da deres forblindede trop af sammensvorne var blevet samlet, rejste mørkets sønner sig midt om natten med vildskab mod kong Erik, Herrens salvede, og på det allergrusomste ombragte de ham med utallige og gruopvækkende sår, som han fik, mens han lå i sin seng." Det lyder, som var det et meget lidenskabeligt drab, det lyder ikke som et lejemord.

Adskillige kilder, herunder Jyske Krønike fortæller at Erik fik "56 dødelige sår af hvilke ingen uden et var under brystet."

De mange folkeviser om det skrækkelige mord er også vigtige kilder:

Der er så mange i Danmark,
som alle vil herrer være:
de ride dem til Ribe,
og lod dem klæder skære.
Nu stander landet i våde.

Så lod de dem klæder skære,
og alle i munkelige;
så red de dem op i land,
deres rette herre at svige.

De red i den bondes gård
med skarpe spær i hænde;
alle havde de grå kolhætter på,
at ingen mand dem kendte.

Så ginge de dem i laden ind,
de stedtes dennem på den lo;
vågen da lå den ædle herre,
han ville det ikke tro.

De stak ham gennem hærde,
stod ud af venstre side:
"Nu har vi den gerning gjort,
al Danmark bær´ for kvide."

Mordet i Finderup Lade

Mordet i Finderup Lade. Danmarks Historie i Billeder - 1898.

Og i en anden vise:

Der kom ridende i den gård,
de munke i kappe grå.
De tøved ej ret så længe,
de vidste hvor kongen lå.

De stunge ham med svær og spyd,
de gav ham ingen frist.
Der de havde vejet den ædle herre,
så søgte hver til sin hest.


De mange samstemmende detaljer såsom, den åbne dør, mænd i munkekutter, dette at de slukkede lyset med videre antyder at der var vidner. Kun Skäninge Annalerne taler om syv gerningsmænd. Resten af kilderne taler om ni mænd.

Morderne kunne have gjort rent bord og fjernet alle løse ender, som det hedder i moderne action film. Men det gjorde de ikke. De lod kongens ledsagere leve, og for deres skyld - sikkert for ikke at blive genkendte - var de i munkekutter og også derfor slukkede de lyset.

Mester Rumelant

Meister Rumelant i Codex Manesse. Rumelant var den første til at nævne de 12 "toner" som var standardmelodier af Meistersinger. Han er kendt for sangen "Daz Gedeones wollenvluis" om Guds mystiske kærlighed (minne) til Jomfru Maria. Han er nævnt i Codex Manesse og Jenaer Liederbuch. Foto Master of the Codex Manesse Wikipedia.

Dronning Agnes udnyttede dygtigt de seks måneder mellem mordet og det kommende Danehof det følgende år. Hun bragte meget hurtigt den berømte troubadour, Rumelant von Sachen, til landet, som spredte sange og digte, hvori det blandt andet hedder: "Se jeres konge var jeres tjener, som gav jer magt og ret. Ham har I myrdet", og "Trofaste Danske, hævn jeres konge - angiv morderne og tal dem til på livet."

Rumelant sang om at morderne havde gjort med "egen hånd", hvad andre havde "rådet herfor":

De myrder gerne med stor kunnen,
det største mord vi prise skal,
i Jylland i nord.

Der er begået snigmorderisk mord,
de kunne deres konge ublidt vække
på et leje, hvor han sov,
seks og halvtreds dybe sår, stak kæmperne i ham.

Det må vel være dristige kæmper,
hvis eget levned det syntes at være
at gøre det med egen hånd.
Deres farve og deres laden er væk,
deres sind har forvandlet sig,
de som har rådet herfor.

Fra "Kongemordet i Finderup Lade" af Troels Brandt.

En af Rumelants vigtige pointer - som dronningen sikkert havde givet ham i opdrag at fremføre - var at morderne ikke skulle tillades at følge deres Danske lov, som tillod at de kunne sværge sig fri sammen med tre gange tolv mededsmænd. "Nej, det skal anderledes gå!" Det var jo på den måde at Abel i sin tid undgik at blive dømt, og det måtte ikke ske igen!

Det skete heller ikke. Eriks mordere blev formentlig dømt efter de nye love for majestætsforbrydelser, som danehoffet havde vedtaget.

10. Dommen og de Fredløse

Ryd Kloster Krønike for 1287 siger: "Desuden blev grev Jacob af Halland og marsk Stig forvist sammen med flere velbyrdige mænd, og deres gods blev tilbageholdt af kongen." og "Endvidere blev kongen viet og ophøjet til konge i Lund af ærkebiskop Johannes på juledag. Hvilken konge må have været den Erik, som senere fik tilnavnet Menved.

Fransk ridder fra omkring 1230

Fransk ridder fra omkring 1230. Foto album de dessin et croques af Villard de Honnecourt.

I en anden udgave af Ryd Kloster Krønike for 1287 hedder det: "På et rigsmøde i pinsen samme år blev grev Jacob, marsk Stig, Peder Jacobsøn og flere andre af rigets mægtige efter alles fælles dom dømt til døden for kongens mord og kendt fredløse."

I Arild Huitfelts Krønike fra 1600 står: "Aar 1287 til Nyborrig om pinsedagstide er holden it almindeligt Dannehof; did kom den unge konge, dronning Agnes, hertug Woldemar, rigets forstander samt rigets bisper og menige adel. De vare i lang tid uens under dennem self, fordi mandraperne vaare af stor adel, sleckt og venner. Omsider tilnefnis markgref Ottho, dronningens broder, herutg Witzlaf, greverne af Holsten, som vaare forskrefne, oc 27 gode mænd af adel at ransage og sverge om hvem hans faders manddrapere og banemend vaare. Da blef vidnesbyrd forhørde, oc eftertanke oc undervisning oplæst, hvem fornefnende drab skulde beganget, oc blefve Jacob, marsk Stig" - "dømte at banemend oc for den sags skyld fredløse at være oc deris gods forbrut" - "Oc nogen tid efter blef den førrige dom over de fredløse stadfest af Keyser Rodolpho Habsburgense. Straks dette vaar sked, gaf manddraperne dennem til kong Erich af Norge."

Fra "Kongemordet i Finderup Lade" af Troels Brandt.

I forbindelse med den senere bekræftigelse af dommen i 1305 giver Arild Huitfeldt os navnene på de ni dømte:

Grev Jacob af Nørre Halland, som var søn af Niels af Halland, der var sønnesøn af Valdemar Sejr. På mødrene side var han af Hvide slægten. Han var blevet genetableret i sit fyrstelen, Nørre Halland i 1283 i forbindelse den politiske kovinding ved Danmarks indtræden i Landefreds-forbundet.

Marsk Stig Andersen, som var af en ukendt østjysk slægt. Han giftede sig ind i Hvide slægten. Han anførte den hær, som Erik Klipping i 1275 sendte til Sverige for at hjælpe Birger Jarls sønner, Magnus og Erik, til magten. For sine bedrifter i Sverige blev han udnævnt til marsk.

Ridder Peder Jacobsen, som var foged, altså kongens representant på Fyn. I kardinalernes afsluttende rapport i 1296 nævnes at han var af Hvide slægten.

Ridder Peder Porse, som efter al sandsynlighed var en adelsmand fra Halland. Han tjente senere under den Svenske hertug Erik i Østergotland og flyttede efter nogen tid tilbage til Danmark.

Ridder Niels Hallandsfar, som antages at være endnu en Hallandsk adelsmand, en slægtning til Peder Porse.

Ridder Niels Knudsen, som af nogle antages for at have været en af hertug Valdemars riddere.

Væbner Rane Jonsen fra Sjælland, som var kongens kammermester hvilket vil sige ansvarlig for rigets finanser. Han var af Hvide slægten.

Væbner Aage Kakke fra Sjælland, som antages at have været en slægtning til Rane Jonsen.

Væbner Arvid Bentsen, som var den eneste som blev dømt for rent fysisk at udføre selve mordet. Det var nok derfor den Norske konge nægtede at modtage ham.

I kardinal-auditørernes afsluttende rapport vedrørende den sag, som ærkebiskop Jens Grand anlagde mod Erik Menved ved pavehoffet i 1296, nævnes det at grev Jacob blev betragtet som de fredløses leder: "Ærkebiskoppen svarer, at det ikke er sandt, men det modsatte af dette svar kan vises ved de breve, som han gennem Lund-kanikken Aslo sendte til disse konger etc. Imellem disse blev der endda sendt et brev fra ærkebiskoppen specielt til grev Jacob, som var hovedmanden bag kongens fars drabsmænd."

Erik Klippings segl

Erik Klippings segl. Han sidder med liljestaven, som symboliserer treengiheden og dermed den rette katolske tro. Han er glatbarberet. Bagsiden viser de tre danske løver, som symboliserer de tre hoved-landsdele. Foto Karl Georg Jensen Wikipedia.

I samme rapport nævnes det også at mange af de fredløse var af Hvide-slægten, som Jens Grand selv var det: "Denne ærkebiskops slægtninge - nemlig grev Jacob, marsk Stig, Peder Jacobsen, Rane Jonsen og flere andre af deres familie og slægtninge, de var ædle af slægt, men uheldsvangre og ulykkesbringende i gerning. Kongen gjorde dem rige fremfor alle rigets kongetro - og han indsatte dem som herrer over alle landets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet."

Der blev afsagt dommen skyldig i sagen på Danehoffet i Nyborg i maj måned 1287 af et "Worthældnævn" - et ordholdenheds-nævn - bestående af tre gange tolv mænd - næsten enstemmigt – hvilket er ret overbevisende. Ydeligere blev dommen stadfæstet af ærkebispen og samtlige bisper og senere af den tyske kejser Rudolf af Habsburg.

Marsk Stig vender hjem

Constantin Hansens illustration til Svend Grundtvig "Marsk Stig: Dansk Folkevise fra 13de Aarhundrede, 1861. Foto SMK.OPEN.

I den senere bekræftigelse af dommen i 1305 fortæller Arild Huitfeldt at kun Arvid Bentsen blev dømt for "ved egen hånd" at have udført selve mordet, medens de øvrige blev dømt for "råd, befaling og handling til at ihjelslå ham."

Som nævnt ovenfor var grev Jacob de fredløses leder, sikkert fordi han var af kongelig afstamning. Men for eftertiden og i folkeviserne fremstår Marsk Stig som lederen, sandsynligvis på grund af hans hans militære kvalifikationer, den gode historie med kongens forførelse af hans hustru, hans dramatiske sørøvertogter ned gennem de danske farvande og hans iøjenfaldende besiddelse af øen Hjelm ved Helgenæs ud for Djursland.

Marsk Stig døde en naturlig død i 1293 i sin borg på Hjelm. Sammen med mange andre kystnære landsbykirker gør Stubberup Kirke på Hindsholm krav på at han er begravet der.

Crucifix ved vejen mod Fyens Hoved ved Stubberup Kirke

Krucifiks ved vejen til Fyens Hoved med Stubberup Kirke i baggrunden. Så længe nogen kan huske har der stået et krucifiks ved siden af landevejen mod Fyens Hoved ved Stubberup Kirke. Det siges, at det markerer, hvor Marsk Stig blev båret over vejen til sin begravelse i kirken. Foto Martofte BnB.

Peder Jacobsen var den eneste af de fredløse, som var til stede da sagen blev genoptaget i 1305. Åbenbart var han særlig ivrig efter at blive renset for anklagen.

Rane Jonsen blev taget til fange under et plyndringstogt mod Sjælland, henrettet og lagt på stejle i Roskilde i 1294. Han var tilstede i Finderup Lade og havde ifølge Jens Grands vidnesbyrd forsøgt at forsvare kongen, men overlevede, hvilket i sig selv var dybt mistænkeligt og sikkert vanærende.

Rolf Krakes hird havde værget deres konge til sidste mand og sidste blodsdråbe. Det samme gjorde Knud den Helliges hird i Odense og kong Nils' mænd i Slesvig, men altså ikke Rane Jonsen i Finderup.

Ove Kage blev dræbt i 1295 under et besøg i Viborg for hvilket han var blevet lovet frit lejde.

Skänninge-annalerne beretter at Arvid Bentsen og ti af hans mænd blev henrettet for landevejsrøveri i Halland i 1288.

Mordet i Finderup Lade

Constantin Hansens illustration til Svend Grundtvig "Marsk Stig": Dansk Folkevise fra 13de Aarhundrede, 1861. Foto SMK.OPEN.

De fredløse flygtede alle til kong Erik Præstehader i Norge, da Norge ikke var medlem af Landefreds-forbundet og derfor ikke havde pligt til at erklære fredløse fra andre lande som fredløse også i Norge. Kong Erik antog de fredløse som sine egne mænd og tog dem, deres familer og alt deres gods under sin fred og beskyttelse og lovede dem bistand. Han nægtede dog at modtage Arvid Bentsen.

Under deres landsforvisning lykkedes det de fredløse at overbevise både kongen af Norge og kongen af Sverige om deres uskyld og desuden bevæge dem til at henstille til Erik Menved om at genoptage sagen.

Ingen af de dømte havde noget oplagt motiv til mordet, for siden Eriks politiske kovending i 1283-84 havde de haft magten i riget. Som det hedder i de pavelige auditørers rapport: "Kongen gjorde dem rige fremfor alle rigets kongetro - og han indsatte dem som herrer over alle landets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet"

Historikeren Troels Brandt gør opmærksom på at selvom de fredløse var overbevidste om deres uskyld, så havde de ikke den fjerneste ide om, hvem der så var ansvarlig for mordet på kongen.

Tysk ridder

Tysk ridder i Tristan Manuscript fra omkring 1225-1250. Foto Bayeriche Staatsbibliothek, München Deutchland

De havde ikke forestillet sig at dette kunne ske. De var blevet taget fuldstændig med bukserne nede. I årevis havde de formentlig ført sig frem med små dumme demonstrationer som at lade sig slå til ridder af den Norske eller Svenske konge istedet for deres egen konge og lignende. Ved festlige lejligheder havde de sikkert ikke sparet på nedgørende bemærkninger om kong Erik, formentlig på lignende måde som modne Danske mænd i flere år førte sig frem ved at nedgøre en nu tidligere Amerikansk præsident.

De må have følt sig fuldstændig sikre, da de tilhørte fornemme, rige og talrige slægter, som uden problemer kunne stille med de 24 riddere, som der skulle til for at blive frikendt ved hjælp af den "dobbelte tylvter-ed", hvis noget gik galt. Som Abel gjorde i 1250.

Derfor, da kongen blev myrdet fremstod de for hele landet som kongens mest arge modstandere og de mest sandsynlige gerningsmænd og med Arvid Bentsen og hans landevejsrøvere som deres redskab.

11. Alternative Teorier

Men meget tyder på at det var et engageret følelsesmæssigt mord mere amatøragtigt end vi tror.

Det fortælles i Skänninge-annalerne at Arvid Bentsen og ti af hans mænd blev henrettet for landevejsrøveri i Halland i 1288. Hvilket lyder underligt, fordi at hvis Arvid og hans mænd var professionelle, lejet til at udføre mordet, så må de jo have modtaget en pæn sum penge for jobbet - det kan ikke have været billigt at myrde en konge. Men hvorfor flakkede de så stadig om som forhutlede landevejsrøvere godt et år efter? De kunne jo have trukket sig tilbage, købt et husmandssted for pengene eller lignende.

Ridder fra omkring 1325

Maleri med ridder på relikvieskab fra omkring 1325 i Løgumkloster Kirke. Foto Korsfarerne.dk

Desuden, kong Erik blev påført utallige sår, som det siges "og på det allergrusomste ombragte de ham med utallige og gruopvækkende sår, som han fik, medens han lå i sin seng," og det indikerer at det ikke var et lejemord men et lidenskabeligt drab, udført af mænd, som havde personlige, religiøse eller andre følelsesmæssige grunde til at hade kong Erik inderligt.

Arvid Bentsen og hans mænd havde formentlig ikke nogen art følelsesmæssigt forhold til kongen. De gjorde det for pengenes skyld - hvis det var dem. Man skulle tro at de ville have udført drabet professionelt og blot givet kongen de sår, som sikrede at han var helt død.

Desuden, de overleverede beskrivelser af at morderne var iklædt munkekutter, at de slukkede lyset og af Rane Jonsens forgæves kamp indikerer at der var overlevende vidner. Men man må tro at rigtige lejemordere - i den situation at de havde fuld kontrol med begivenhederne i laden - ikke ville have bragt sig selv i fare ved at efterlade vidner i live.

Historikeren Palle Lauring undrer sig over at kong Erik søgte nattely i en lade ved Finderup og ikke red videre til Finderup præstegård, som lå ganske nær ved og hvor han kunne have overnattet mere komfortabelt.

Men Erik kan have haft sine grunde. Præster og andre gejstelige i Viborg Stift hørte ind under Biskop Peder af Viborg, som var indsat i embedet af Jacob Erlandsen i 1267, så at sige med magt, idet Peder lod sin modkandidat provsten Troels, kaste i fængsel.

Queen Mary Psalter

Queen Mary Psalter fra omkring 1310–1320 - Høst af agern for at fodre svin. Foto Queen Mary Master Wikipedia.

Der er således grund til at tro at biskop Peder styrede Viborg stift med jernhånd og han var en ivrig tilhænger af ærkebiskop Jacob Erlandsen, som imidlertid Erik eller hans moder lod likvidere i 1274. Hvilket sandsynliggør at Peder og de tilhængere, som han må have omgivet sig med, nærede et ønske om at hævne deres idol.

Folkeviserne fortæller at overfaldsmændene var iklædt grå munkekutter:

Der kom ridende i den gård,
de munke i kappe grå.


Biskop Peder og hans tilhængere var lokale og de kan ikke have haft svært ved at følge det kongelige jagtselskab og registrere, hvor de gjorde natlogi. Det ville heller ikke have været noget problem for dem at skaffe et antal munkekutter.

Hele mordets teatralske set-up fremkalder forestillinger om Guds retfærdige hånd mod sin vantro fjende, og det kan netop have været meningen med munkekutterne og maskeringen samt det forhold at de lod vidnerne leve - da det netop var hensigten at detaljerne i begivenheden skulle blive kendte.

Desuden, Rumelants og Jyske Krønikes "56 dødelige sår, hvoraf ingen uden én var under brystet", beskrivelsen i Erik Menveds forsvar i Rom "utallige og grufulde sår" og de trekantede og runde huller fundet i hans kranium i moderne tid, indikerer klart at gerningsmændene var fanatikere motiveret af intenst had - højst sandsynligt mod "denne verdens vanvittige tyran".

Den såkaldte tympanon over døren i Petersportalen i Slesvig Domkirke

Den halvrunde såkaldte tympanon over døren i Petersportalen i Slesvig Domkirke fra omkring 1180. Reliefferne forestiller Guds nøgleoverdragelse til Sct. Peter som det står skrevet i Matthæus-evangeliet: "Og jeg vil give dig Himmeriges nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene."
I midten af billedet ses den tronende Kristus med kors-glorien, omgivet af de fire evangelistsymboler. På hans venstre side ses apostlen Paulus, der får overrakt et skriftbånd (en middelalderlig taleboble). En del af båndets latinske indskrift er desværre forsvundet på grund af forvitring. Men første del af den er dog rekonstrueret og entydigt oversat således: "Fordriv du mig denne verdens vanvittige tyran og kald de folk tilbage." På Kristi højre side ses apostlen Peter, der får overrakt nøglerne.
Udtrykket "denne verdens vanvittige tyran" må ganske givet være møntet på de verdslige herskere, nemlig kongerne - direke eller indirekte. Det illustrerer det fjendskab og den modvilje mod kongerne, som store dele af kirken formentlig nærede gennem hele den katolske periode - og ideen om at det åndelige sværd bør stå over det verdslige sværd.
Alle klostre og kirker var selvsupplerende. De kunne forfremme og ophøje dem af deres egne, som de foretrak, og ydmyge andre. Egentlig meget lig de moderne universiteter som også er selvsupplerende og selvstyrende og lever af hævdvundne ydelser, som kommer fra samfundet som helhed.
Ærkebiskopper blev valgt af domkapitlet, som var det organiserede præsteskab ved domkirken. Når præsterne kunne vælge sådanne fanatikere som Jacob Erlandsen og senere Jens Grand, må det være fordi disse afspejlede deres egne holdninger og drømme.
Foto Grænseforeningen.

Set med moderne øjne er det mest tungtvejende bevis for at de fredløse var de skyldige dette at de rent faktisk blev dømt med et overvældende flertal af et "Worthældnævn" med 36 medlemmer. Vi konkluderer at de var samtidige og må have vidst bedst.

Men samtidig falder det i øjnene at de fredløse manglede motiv. Jacob af Halland havde fået sit grevskab tilbage. Marsk Stig fik lov til at beholde sit embede selv om han stillede sig kritisk an mod kongen. De havde fået deres politik igennem, idet kong Erik havde skrevet under på en håndfæstning som bandt ham til deres betingelser og politiske linie. Hvilken form for sindsforvirring fik dem til at dræbe kongen?

Illustration i Queen Mary Psalter

Illustration i Queen Mary Psalter fra omking 1300. Foto The Queen Mary Psalter.

I kongens anklage i sagen mellem Jens Grand og Erik Menved hedder det netop at Erik Klipping havde givet de sammensvorne alt hvad de ønskede: "Ja, denne kong Erik Kristoffersen opfostrede og opdrog nogle af denne ærkebiskops og biskops slægtninge som sine børn, nemlig grev Jakob, marsk Stig, Peder Jakobsen, Rane Jonsen og flere andre - Han gjorde dem rige frem for alle rigets kongetro, han havde dem i sit hus, han satte dem som fædre over riget, og han indsatte dem som herrer over alle rigets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet."

Mange moderne historikere har i stedet rettet søgelyset mod hertug Valdemar Eriksen af "Jylland" (som er Sønderjylland).

Han havde demonstreret sine brændende ambitioner ved i et brev at anmode ærkebispen om at henvende sig til paven med sit krav om at blive konge af Danmark istedet for Erik Klipping. Han havde angrebet den kongelige besiddelse af Als med militære styrker og derved brudt sin troskabsed til kongen. Han var blevet kastet i fængsel og på ydmygende vis tvunget til at aflægge løfter om evig og ubetinget troskab mod kong Erik, hvilket var det helt modsatte af de ambitioner, som han så mange gange havde demonstreret.

Og sidst, men ikke mindst, var han den, som fik den største fordel af mordet. Ribeårbogen for 1287 skriver: "På et rigsmøde fik hertug Valdemar alt, hvad hans fader havde haft før ham". Desuden gav enkedronning Agnes ham magten i hele riget ved at gøre ham til formynder for sin unge søn Erik - som senere skulle få tilnavnet Menved.

Konge og dronning på kalkmaleri i Keldby Kirke

Konge og dronning på kalkmaleri i Keldby Kirke på Møn fra omkring 1325. Foto kalkmalerier.dk.

Nogle havde mistanke til hertug Valdemar allerede dengang. Jyske Krønike for 1286 meddeler: "I hans 24. regeringsår blev hertug Eriks søn Valdemar gjort til Jyllands hertug. Han blev i sin hertugtids andet år taget til fange af kongen og kastet i fængsel. Men det følgende år, da han var blevet frigivet ved fyrsternes mellemkomst, begyndte han sammen med flere af rigets stormænd at konspirere om kongens død. Denne blev også dræbt af nogle, som disse havde sendt, nær Viborg, da han sov i sin seng i den hellige Cecilies nat i Det Herrens år 1286."

Hertug Valdemar havde motivation, finansielle midler, ærgerrighed og sikkert også forbindelser, som kunne have gjort ham til den egentlige bagmand bag kongemodet. Han havde tidligere ved flere lejligheder klart demonstreret den nødvendige beslutsomhed. Han havde demonstreret at han ikke havde store problemer ved at bryde sit ord, hvis han fandt det fordelagtigt.

Men, imidlertid, der er endnu en agent som fortjener at blive draget frem i lyset, nemlig den tidligere drost Peder Nielsen Hoseøl, som blev afsat i 1283 i forbindelse med den politiske kovending til fordel for kongsfrænderne og "Grev Jacob partiet".

Finderupkorset

Finderupkorset, som er et monument i Finderup tæt på Viborg, på det sted hvor kong Erik Klipping blev myrdet 22. November 1286. Korset er bekostet af digteren Thor Lange og blev afsløret på 605-års dagen for mordet den 22. november 1891. Foto Calvin Wikipedia.

I pavens auditørers afsluttende rapport om Jens Grands sag mod Erik Menved hedder det om "grev Jacob" partiet og kongsfrænderne: "Kongen gjorde dem rige fremfor alle rigets kongetro - og han indsatte dem som herrer over alle landets indtægter og indkomster, så han alene forbeholdt sig kongenavnet."

Peder Nielsen Hoseøl var kendt som en stålsat og hård mand, som urokkeligt støttede kongen - eller skal vi tro urokkeligt støttede Danmark. Han var den sandsynlige leder af "alle rigets kongetro", som var blevet fortrængt fra magten. Det vil formentlig sige gode Danske mænd, som ikke var knyttet til "grev Jacob" partiet, "ædle af slægt, men uheldsvangre og ulykkesbringende i gerning", kongsfrænderne eller hertug Valdemar.

Konger bliver valgt for livstid, og de er konger til de dør. Hvis folket gerne vil af deres konge, kunne de i tidliger tider ikke bare afsætte ham; de var nødt til at sørge for at han døde. Goterne i Italien brugte denne løsning flere gange, og mange andre folk har gjort det i historiens løb. Danskerne gjorde det mod Harald Blåtand og Knud den Hellige og måske gjorde de det også mod Erik Klipping.

De kongetro og gode Danske mænd kan set afmægtigt til medens Erik Klipping havde smidt alt det væk som Erik Plovpenning, Christoffer og Margrete Sambiria havde kæmpet for med hensyn til at genvinde de fyrstedømmer, som Valdemar Sejr så letsindigt havde udskilt fra kongdømmet til fordel for sine mange sønner. De var vidner til at kong Erik ikke formåede at fastholde Sverige i splittelse. De var vidner til at kong Erik ovelod landets styrelse og administrationen af de kongelige indtægter til kongsfrænderne og det ambitiøse og selvbevidste "grev Jacob parti", som sikkert havde erhvervet deres rigdom på mange mindre adelsmænds bekostning. De havde på det seneste set, at Erik havde en mulighed for at skille sig af med hertug Valdemar og genforene Sønderjylland med kongeriget, men det havde han ikke beslutsomhed til. De havde sikkert erfaret at kong Erik havde trukket sig tilbage fra de daglige belutninger til fordel for en mere hedonistisk livsførelse med jagt, ridderturneringer og fester.

Peder Nielsen Hoseøls våben

Peder Nielsen Hoseøl var selv en Hvide. Billedet viser hans våben i våbenfrisen i Hvideslægtens store monument´i Sorø Klosterkirke. "Petrus Dapifer dictus Hosøl" betyder ‘Drost Peder, kaldet Hoseøl", det vil sige hosebånd (strømperem). Foto: "De gamle Kalkmalerier i vore Kirker" af J. Magnus-Petersen, 1900.

Peder Nielsen Hoseøl kan sammen med partiet af gode Danske mænd have gennemført lovgivningen om majestæts-forbrydelser på Danhoffet, som tilsidesatte de gamle loves bestemmelser om den "dobbelte tylvter-ed", når det drejede sig om forbrydelser mod kongen.

Med sansynligt kendskab til hoffets planer om jagter og turneringer kunne de planlægge og gennemføre det teatralske mord i Finderup, som har forvirret alle gennem flere hundrede år.

Derefter kunne de anklage de ledende medlemmer af "grev Jacob partiet" og deres medløbere - som i årtier havde ført sig frem med små demonstrationer og sandsynligvis nedsættende bemærkninger om kongen - for at have udført mordet, og få dem dømt, uden de fik mulighed for at sværge sig fri.

På denne måde ville de have slået to fluer med et smæk. De ville være kommet af med en - efter deres mening - uduelig konge og deres poltiske modstandere på samme tid.

En sådan teori forklarer delvist kongens mange sår - fordi alle skulle tage del i et sådant drab, så ingen bagefter skulle have mulighed for at sige at det var de andre, som gjorde det. Den forklarer hvorfor de lod vidnerne leve - fordi de var ærlige mænd som ikke ønskede at dræbe uskyldige. Den forklarer de mange bemærkninger om at kongen døde på grund af sin ukyskhed - fordi de mente at han havde svigtet sine pligter som konge til fordel for en hedonistisk livsførelse.

Men det er ikke helt tilfredsstillende at ærlige mænd skulle være gået amok og maltrakteret liget, som det skete.

10. Links og Litteratur

Anklager mod ærkebisp Jakob Erlandsen Danmarkshistorien
Slaget ved Næstved LinkFang
Slaget ved Næstved 1259 Palle Birk Hansen
Anders Andersen af Veksø.pdf Steen Johansen
Jakob Erlandsen Danmarkshistorien
Jacob Erlandsen AB Information
Granit i Angel - Jane Bossen Grænseforeningen
Bidrag til belysning af Valdemarssönnernes tidsalder Hans Olrik
Ryd Klosters Krønike Heimskringla
Kalkmalerier.dk Kalkmalerier.dk
Margrete Sambiria Dansk Biografisk Leksikon Projekt Runeberg
Jakob Erlandsen Dansk Biografisk Leksikon
Var Sønderjylland i middelalderen en del af Danmarks rige? Historisk Tidsskrift
Mordet på Erik Klipping Danmarkshistorien.dk
Hertugdømmet - den rigtige historie Dengang
Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvar i germansk og gammeldansk ret - Ole Fenger Google Books
Gengivelser af middelalderfolkevisen Drabet på Erik Glipping og Marsk Stig Nomos
6000-marks-krigen Wikipedia
Mordet i Finderup Lade - Erik Klipping Gedevasen
Erik 5. Klipping Danmarkshistorien.dk
Erik 5. Klipping Gravsted.dk
Marsken rider igen SDU
Erik 5. Klipping arslonga.dk
Erik 5. Klipping Lexopen.dk
Erik Glipping og Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser - Julius Martensen Historisk Tidsskrift.
Riber Ret - Det Gamle Rådhus Danhostel Ribe
Erik Klipping Danske Mønt
Kongerækken #19 - podcast: Erik Klipping Politiken Historie
Erik Klipping DkWiki Hjemmeside
Erik 5. Glipping Netleksikon
Jyske Lov og Erik Klippings håndfæstning UVM.dk
Marsk Stig og Mordet på kong Erik Klipping Østfyns Museer
6000 marks-krigen Dansk Militærhistorie.
Kristoffer, Erik Klipping, Jacob Erlandsen & Peder Skjalmsen Bang -1274 frithiof.one.
Fyrster for Fred Lex.dk.
Danmarks Historie "Valdemars Sønner og Unionen" af Palle Lauring - Det Schønbergske Forlag 1967.
Danmarks Historie Bind 4 "Borgerkrig og Kalmarunion" af Erik Kjersgaard Politikkens Forlag 1963.
"Kongemordet i Finderup Lade" af Troels Brandt - Gedevasens Forlag 2008.
"Mordstedet" af Svend E. Albrethsen og "Opklaring af Erik Kjersgaard i Skalk Nr. 6 1971.
"Graven under lampen" af Anders W Mårtensson - Skalk Nr. 1 1976.
Til start
20211019

Passed W3C Validation