2. Oldtidens Tro på Fælles Afstamning og Kongens Hellighed

I tidernes morgen, for meget længe siden, var de Indoeuropæiske folk i Europa og Asien organiseret som hundredvis af små overskuelige kongeriger.

Vi ved ikke meget om dem, men de antikke forfattere har overleveret os deres navne.

I "Gallerkrigen" fortæller Cæsar om, hvordan Gallien var indelt i mange indbyrdes stridende folk, Helvetii, Belgae, Boii, Parisii, Nervii, Arvenians og Allobroges blot for at nævne nogle få.

Tacitus beretter om det område, som romerne kaldte Germanien, at det var beboet af Suevi, Batavians, Frisians, Langobards, Angles, Semnoes og mange andre. Yderst mod nord boede Cimbrerne og Gotonerne styret af enemægtige konger, fortalte han.

Nogle hundrede år senere fortalte Jordanes om forholdene i Skandinavien. Suehans, Granier, Auganzer, Ostrogother, Raumariker og mange flere boede i Verdens nordlige del.

Det er velkendt at de antikke grækere var organiseret i bystater, som hadede hinanden inderligt og førte indbyrdes krige, idet de dannede skiftende koalitioner. Der var omkring 150 - 200 græske bystater, ingen kender det nøjagtige antal. Deres navne var Athens, Sparta, Corinth, Argos, Thessalia, Megara, Acadia, Messenia blot for at nævne de mest kendte. Fra tidernes morgen var de alle kongedømmer, men en mindre del af dem skiftede til Demokrati.

De indoeuropæiske folk, som boede på steppen fra Ungarn til Gansu i der nuværende Kina, det vil sige Skyther, Alaner og Sarmater med videre, må også have været organiseret i mange små kongeriger.

Alle disse folk har haft deres sange og fortællinger om fortidens bedrifter, om deres guder, konger og helte. Men de fleste er forsvundne og glemt nu. Kun nogle af folkenes navne er bevaret for eftertiden af Strabo, Ptolemæus, Herodot, Tacitus, Jordanes og Cæsar.

De hellige værdier, som fik indbyggerne i hvert af disse små kongedømmer til at føle, at de tilhørte et folk, har været to ting.

Bevidstheden om folkets fælles afstamning og troskaben mod deres hellige kongefamilie.

De følte sig som et folk, fordi de anså sig selv som fælles efterkommere af en fjern mytisk forfader. Visigoterne nedstammede fra Gaut, Aserne nedstammede fra Odin, Romerne nedstammede fra Romulus og Remus, og nogle folk i Germanien nedstammede fra Mannus. Man kan sige, at et folk følte, at de hørte sammen, fordi de dybest set var en stor familie, selvom slægtskabet kunne være lidt fjernt.

Man blandede ikke gener med hvem som helst. I almindelighed var det ikke tilladt at gifte sig uden for sit folk. Dengang, da Ostro-goterne havde lidt nederlag mod den Byzantiske hær i slaget ved de Galliske gravmæler, vandrede de overlevende mod nord, op gennem Italien. De søgte tilflugt hos Visi-goterne i Syd Frankrig. Visi-goternes konge gav de to folk lov til at gifte sig indbyrdes. Det var en undtagelse fra reglen, som fandt vej til historiebøgerne.

På Athenernes vegne udtrykte Platon sig således: "... for vi er ægte hellenere og ikke opblandede med barbarer. For sammen med os bor ingen Pelops eller Kadmos eller Aygyptos eller Danaos eller nogen anden, som af natur er barbar og kun efter loven hellener, men derimod ægte hellenere og ikke bastarder." (Menex 245 d)

Romerne kunne dybest set ikke bryste sig med noget lignende, da de jo på et tidligt tidspunkt røvede kvinderne fra Sabine og derved fordærvede hele projektet på forhånd.

Men det forhindrede dem jo som bekendt ikke i at føle sig som noget særligt, hævet over barbarerne.

De romerske skribenter var meget interesserede i, hvordan de forskellige folk så ud. Anglerne var høje og lyse. Danerne var de mest højvoksne i de nordlige lande. Cimbrerne var lyshårede og stærke. Goterne var lyshårede med helt hvid hud, og deres hoveder var helt runde. Makrofager var langskallede og så videre.

Det er åbenlyst, at i oldtiden var det overalt anerkendt, at et bestemt folk havde et karakteristisk udseende, fordi de havde fælles afstamning. Man kan sige, at man mente, at hvert folk tilhørte deres egen helt særlige race.

Et folks kongefamilie kunne oftest føre sin stamtavle mere direkte tilbage til den fjerne mytiske forfader, altså tilbage til guderne.

Visigoternes hellige kongefamilie hed Amalerne, Frankerne var ledet af Merovingerne, Herulerne var antageligt ledet af Skjoldungerne, Sveaernes konger var af Ynglingeætten, og Burgundernes kongefamilie hed Gjukungerne.

Kongen var øverste krigsherre, og mænd forventedes at dø med våben i hånd i kamp mod folkets fjender.

Hos mange folk så man ned på gamle mænd, som havde overlevet et livs kampe mod nabofolkene.

Som der står skrevet i Havamal:

"En kujon tror, at han vil leve for altid, når han gemmer sig i slag.
Men han vil ikke få fred på sine gamle dage." (oversat af Flemming Rickfors)

Tænk på Eigil Skallagrimsons digt "Sønnetabet". Som en gammel mand sad han ved ilden: "Det falder mig træls at røre tungen..", kvad han. Han beklagede, at han var sådan en hjælpeløs gammel mand, der sad og rodede i asken.

Herodot beretter, at Solon, den berømte lovgiver fra Athen, besøgte Krøsus, kongen af Lydien.

Lyderne var et af de indoeuropæiske folk, som boede i Lille Asien i oldtiden. Kong Krøsus var kendt for sin enorme rigdom.

Krøsus spurgte Solon : "Nå, min athenske ven, jeg har hørt en hel del om din visdom, og om hvor vidt du har rejst i din søgen efter visdom. Jeg kan ikke modstå mit begær efter at stille dig et spørgsmål: Hvem er den lykkeligste mand, du nogensinde har set?"

Krøsus forventede, at svaret ville blive, at han var den lykkeligste mand, fordi han ejede så meget guld.

Men Solon afviste at smigre kongen. Han svarede: "En athener ved navn Tellus"

Krøsus spurgte skarpt: "Og hvad er din grund for dette valg?"

"Der er gode grunde," svarede Solon; "Først, hans by var velstående, og han havde gode sønner, og han levede længe nok til at se børnebørn blive født til hver af sine sønner, for det andet, han havde rigdom nok efter vor standard, og han havde en strålende død. I et slag mod nabostaten Eleusis kæmpede han for sit folk og fordrev fjenden og døde som en tapper mand; og athenerne tildelte ham den store ære af en offentlig begravelse på selve den plet, hvor han faldt." (Herodotus the Histories s. 14)

Den danske kongefamilie nedstammer fra Odin og Aserne.

Odin var oprindeligt ikke et navn, det var en titel. Det betyder den første eller den øverste, nummer et. På et andet indoeuropæiske sprog, russisk, hedder tallet et' stadigt "odin".

Et af Odins tilnavne var Alfaderen. Det betyder, at han var den første, den oprindelige, stamfaderen til sit folk. Et folk, som kaldte sig noget med Dan eller As. For årtusinder siden, før den kendte historie udspillede sig, boede de et sted i Asien, adskilt fra andre fåtallige folk af udstrakte bjerge, sumpe og skove.