1. Fælles Værdier som Samfundets Grundlag

Det hellige er de højeste værdier i samfundet. Værdier som æres og anerkendes af alle dets medlemmer. For disse værdiers skyld forventes den enkelte at indordne sig under samfundets regler og krav og endog ofre sit liv på slagmarken om nødvendigt.

Et samfund baseret på hellige værdier og et samfund baseret på en samfundskontrakt er to alternative samfundsopfattelser.

Vor genetiske arv gør os til sociale dyr, som er forudbestemt til at leve i en overskuelig gruppe af kendte ansigter. Kun på den måde kan vi finde mening med tilværelsen. Vi må nødvendigvis leve vores liv omgivet af familie, venner, naboer og kollegaer for i det hele taget at kunne udvikle vores menneskelige følelser og intellektuelle potentiale.

I en overskuelig gruppe af kendte ansigter har vi ikke meget behov for fælles hellige værdier eller samfundskontrakt. Vi kender hinanden, og vi ved, at vi hører sammen.

Men hvis vi skal indordne os i nationer eller andre store sammenslutninger, er det en anden sag.

Vor kulturelle arv, ideen om "Det Hellige", gør det muligt for os at indordne os i de store uoverskuelige organisationer ledet af konger og kejsere, præsidenter, paver og ypperstepræster. Fordi de store ledere personificerer den stræben efter de hellige værdier, som vi har taget til vore hjerter, kan vi følelsesmæssigt underordne os under den store organisation sammen med tusinder, ja millioner af andre, som vi ikke kender.

Man kan ikke forestille sig en stor nation ledet af en brutal diktator, som har taget magten blot fordi, det har han nu lyst til. En stor leder må altid legimentere sin magt med hensynet til et godt formål, nationens velfærd og fremtid, religionen, friheden, demokratiet, socialismen eller forsvaret mod en udenlandsk fjende. Han må vælge det Hellige med omhu, for hans magt vil sædvanligvis ikke vare længere end befolkningens tro på det gode formål.

Den første Verdenskrig stillede store krav til borgerne i de krigsførende nationer. Det var ikke længere nok at kæmpe for konge og fædreland. Nationerne opstillede nye myter om dem selv for at motivere deres borgere og soldater. England kæmpede for international lov og de små nationers rettigheder. Tyskland kæmpede for fremskridtet. USA kæmpede for frihed og menneskerettigheder. Frankrig kæmpede for demokrati og værdierne fra den store franske revolution, solidarisk støttet af helgenen Jeanne d'Arc.

Anerkendelsen af de fælles hellige værdier er det kit, som binder de enkelte medlemmer af et folk, et samfund, en nation, ja alle store organisationer, sammen til en organisatorisk enhed.

De politiske filosofferne Thomas Hobbes og John Locke introducerede tanken om samfundskontrakten. Noget forenklet fremstillet, mente de at alle mennesker grundlæggende er født som egoister, i bedste fald neutrale. De enkelte ønsker kun at indordne sig under en større organisation, for eksempel en nation, hvis de derved kan se deres personlige fordel.

Hvis de kan indse, at denne organisation vil skabe større muligheder for deres egoistiske stræben. Den fælles egennytte er individernes motivation til at indgå en samfundskontrakt.

I kontrakten indgår, i følge Locke, at de enkelte underkaster sig den større organisation, forudsat at de garanteres visse rettigheder, som vi i dag kalder "menneskerettigheder". Det drejer sig om ytringsfrihed, trosfrihed og så videre.

Specielt John Lockes politiske filosofi har dannet grundlag for nutidens demokratier.

Ideen om samfundskontrakten er således en logisk fortsættelse af ideen om, at mennesket natur er egoistisk.

I tilfælde af at myndighederne i det samfund, som individerne således havde underkastet sig, ikke overholdt disse kontraktslige "menneskerettigheder", havde borgerne ret til at gøre oprør, skrev Locke.

Tilhængere af samfundskontrakten har ofte en tilbøjelighed til at tale hånligt om værdier som "Gud, Konge og fædreland."Ja, faktisk er ordet "hellig" blevet en nedsættende betegnelse.

Ja, faktisk er ord som "hellig" blevet en nedsættende betegnelse. Logikken synes at være, at personer, som tager sådanne ord i deres mund, må være en slags hyklere, som kun i ord benægter menneskets naturlige selviskhed.

Men, som vi vil se, har de blot udskiftet et sæt hellige værdier med et andet. De har erstattet "Gud, Konge og fædreland" med sådan noget som "Menneskerettigheder, Demokrati og Tolerance".

Ideen om det Hellige er nemlig en dybt rodfæstet del af vor europæiske kulturarv, og den er ikke sådan at slippe af med.

I middelalderen var kristendommen den eneste store hellige sandhed. For den gode sags skyld drog mange tusinder på korstog til Det Hellige Land ledet af de kristne konger. Gennem to hundrede år strømmede kristne til Palæstina til kamp mod de hedenske muslimer.

For det revolutionære Frankrig i 1791 var den nye borgerlige frihed den altdominerende hellige sandhed. Det franske folk blev grebet af begejstring for frihed, lighed og broderskab. Napoleon var manden, som personificerede de nye principper. Unge og gamle, rige og fattige brændte for at bringe det gode budskab til hele Verden. Først katastrofen i den russiske vinter i 1812 kølede deres begejstring.

I det tyvende århundrede hyldede næsten en tredjedel af Verdens folk socialismen. De socialistiske ledere lovede at kæmpe for at indføre det retfærdige rige allerede her på Jorden. Fordi de kommunistiske ledere antoges at regere i denne gode sags tjeneste, blev de støttet af millioner af mennesker Verden over.

I dag anser vi demokrati, menneskerettigheder og tolerance for at være nationens hellige værdier. For denne gode sags skyld er vi villige til indordne os under nationens regler og yde de ofre, som den forlanger.

"The World is longing for Freedom", sagde den amerikanske præsident George Bush i en tale i det Hvide Hus. Den slags ting skal han nødvendigvis sige, for at demonstrere sin hengivenhed for nationens hellige værdier og bevare vælgernes gunst. Ganske som de kristne konger i middelalderen måtte demonstrere deres dybe hengivenhed overfor kristendommen i både ord og handling.

Men demokrati og menneskerettigheder har ikke altid været selvindlysende som overordnede hellige sandheder.

Langt de fleste mennesker, som nogensinde har levet her på Jorden, har været regeret af en eller anden form for kongedømme.

Det må være noget retning af 90 pct. af alle de mennesker, der til alle tider har haft en jordisk eksistens, som har været loyale undersåtter under deres folks hellige kongefamilie eller en kejser ophøjet til gudestatus.