Valget i 2019 demonstrerede mange af demokratiet svagheder - på en gang så at sige.
Jacob Haugaard's valgsløfte fra 1994 om medvind på cykelstierne blev effektivt overgået, idet samtlige partier lovede hinanden at kaste alle Danmarks resourcer ind på at skabe godt vejr i hele verden.
Kun tre år før, i 1916, havde enorme indvandrergrupper ignoreret det danske grænsepoliti, gennembrudt rigets grænser og indtaget motorvejene, men det var der ingen, som interesserede sig det fjerneste for - der er jo ingen stemmer i sådan noget.
I 2019 søgte partierne at overgå hinanden ved at love store grupper af vælgere økonomiske ydelser på andre vælgeres bekostning. Social-demokraterne førte an ved at love Arne-pension til de "nedslidte".
Bemandingen i børnehaverne er i følge sagens natur et problem for de enkelte børnehavers bestyrelser, men ved valget i 2019 blev dette meget lokale problem gjort til et vigtigt emne for nationens parlament.
På en vidunderlig sommerdag, d. 5. juni 2019, strømmede unge piger med udslået hår og i lette sommerkjoler til valgstederne sammen med de andre vælgere for at stemme på deres drømme om et samfund baseret på godhed, tolerance, harmoni med naturen og modstand mod de onde klimaændringer.
Jacob Haugaard. Foto Simon Wedege Wikipedia.
Aldrig før er det sket at politiske partier har kørt en valgsejr hjem på et program, som lovede godt vejr i hele Verden. Det eneste fortilfælde er Jacob Haugaards mere beskedne valgløfte i 1994 om medvind på cykelstierne for alle.
Jordens klima bliver styret af Solens varierende udstråling, Jordens og planeternes indbyrdes stilling, den kosmiske stråling, varierende skydække og de herskende havstrømme. De politisk korrekte partier vandt en jordskredssejr på at love at de vil omgøre alt dette med nogle beslutninger i parlamentet.
Aldrig har ungdommen gået længere tid i skole og på universiteter. Man kan ikke sige at de ikke er uddannede; men alligevel følger de som aldrig før, tankeløst og ansvarsløst, deres drømme og umiddelbare følelser.
Den vedholdende islamiske indvandring via familiesammenføringer og de herboende muslimers høje fertilitet vil med matematisk sikkerhed gøre at Danmark vil blive et muslimsk område endnu i dette århundrede, hvis danskerne ikke griber til handling, og det vil blive enden på Danmarks tusinde år gamle historie.
Folket, vælgerne, er den øverste autoritet i et demokrati, og de burde gribe om nælden og adressere sådan et kæmpe problem. Det gjorde de ikke, og det viser at masse-demokratiet, som vi kender det, synger på sin svanesang. Moderne vælgere er generelt frygtsomme og ængstelige og ude af stand til at udvise ledelse og løse nationens problemer. De foretrækker at fortrænge ubehagelige problemer og tænke - eller skal vi sige drømme - i mere positive baner.
Migranter på march i Danmark i 2016. Foto Twitter.
Hvis man i forrige århundrede havde sagt at et parti kunne vinde et valg ved at love flere pædagoger i børnehaverne, ville vi have sat det i kategori med Jacob Haugaards valgløfte i 1994. Men det er jo faktisk hvad der skete i går, d. 5 juni, da Socialistisk Folkeparti fordoblede sit mandattal på dette valgløfte. Sådanne problemer bør løses af bestyrelserne i de aktuelle børnehaver og ikke af nationens parlament.
I stedet for at diskutere nationens vigtige overordnede problemer, såsom udenrigspolitik, forsvar, hvordan man skaber nationaløkonomisk vækst og Grønlands udvikling, holdt de uvidende og let manipulerbare vælgere sig til mere overskuelige problemer såsom tobakspriser, personalepolitik i børnehaver og asylansøgeres og deres børns spise-præferencer og spisetider.
Ved dette valg var der en hidtil uset overbuds-konkurrence mellem politikere om at love store grupper af vælgere økonomiske fordele på mindre gruppers bekostning. I et masse-demokrati er det netop muligt at stemme sig til andres penge. Politiske partier, som fører en sådan politik mister nogle få stemmer fra de mindre grupper, som pengene tages fra, men vinder mange flere stemmer fra de meget større grupper, som pengene på forskellige måder uddeles til. Social-demokraterne førte an ved at love tidligere pension til "nedslidte".
En grundlæggende ide i et demokrati er at politikere fremlægger de planer, som de mener er relevante og nødvendige for nationen - baseret på deres dybfølte holdninger - og så er det op til vælgerne at sige ja eller nej. I tidens løb er dette princip degenereret ved at nogle partier har vendt princippet på hovedet, idet de analyserer og udforsker vælgernes ønsker og holdninger, og derefter tilpasset deres programmer og manifester til dem i håb om derved at øge deres stemmetal. Derved bliver hele den offentlige debat et ekkokammer og politikerne er ikke længere nationens ledere, som de bør være, og de har omdannet deres partier til en slags interesseorganisationer til gensidig støtte for medlemmernes politiske karrierer. Jeg har altid forbundet Socialdemokrater med netop denne praksis, men i dag er alle partier blevet en slags socialdemokrater. Selv en repræsentant for Dansk Folkeparti udtalte at "de havde fejlet ved at sidde bagerst i klima-bussen."
I et demokrati kan man stemme sig til andres penge. Foto Behku.com.
Netop Dansk Folkeparti har været et meget sympatisk eksperiment, som har haft min støtte i mange år. De ønsker at frelse Danmark fra en muslimsk overtagelse ved at agere i hele det politiske spektrum, vinde vælgernes tillid og derved efterhånden øge deres indflydelse og bruge denne indflydelse til at begrænse og standse den muslimske indvandring på en fredelig og demokratisk måde. Men vælgernes nylige massakre på partiet varsler ikke godt for en sådan fredelig udvikling.
Partiet har erkendt at indenfor rammerne af et masse demokrati kan protestpartier kun vokse til en vis størrelse, fordi hoved massen af vælgere er ængstelige og ønsker inderligt at alting skal fortsætte, som det plejer. Derfor er det så effektivt at stemple uønskede partier som ekstremister, der vil vende op og ned på vælgernes trygge tilværelse.
