Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig - efter A. J. P. Taylor

6. Spillet om Danzig

Krigsudbruddet i 1939, som et resultat af striden om Danzig var en fejltagelse - et resultat af diplomatiske fadæser og bommerter på begge sider.

Versailles Traktaten erklærede Danzig for en uafhængig by administreret af Folkeforbundet. Dog således at byen skulle have en særlig tilknytning til Polen. Danzigs befolkning var næsten udelukkende tyskere, og de havde et udtrykt ønske om at tilhøre Tyskland.

Til venstre: Den frie stad Danzig vist på kort.
Til højre: Gade i Danzig 1935.

Tyskland rejste spørgsmålet om Danzig overfor Polen via diplomatiske kanaler i forventning om, at det ville være muligt at opnå en fredelig overdragelse af Danzig fra Polen til Tyskland. Polen afviste enhver forhandling om spørgsmålet. Tyskland optrappede krisen. England gav Polen en uforbeholden sikkerhedsgaranti.

Den 1. September foretog Tyskland et totalangreb på Polen, og den 3. September erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland.

Lad os give ordet til Taylor: "Danzig var den mest berettigede af de tyske klager: En by med udelukkende tysk befolkning, som klart ønskede at vende tilbage til riget, og som Hitler kun med vanskelighed holdt tilbage. Løsningen syntes også at være mærkværdig nem. Halifax blev aldrig træt af at sige, at Danzig skulle vende tilbage til Tyskland med garantier for polsk handel."

Slagskibet Schleswig-Holstein indledte den Anden Verdenskrig ved at beskyde polske tropper i Danzig d. 1. September 1939.

"Hitler ønskede også dette. Ødelæggelsen af Polen havde ikke været del af hans oprindelige projekt. Tværtimod, han havde ønsket at løse spørgsmålet om Danzig, så at Tyskland og Polen kunne forblive på god fod. Var den polske stædighed det eneste, som stod mellem Europa og en fredelig løsning? På ingen måde. Tidligere kunne Danzig have været afgjort uden at indebære nogen omvæltning i internationale relationer. Nu var det blevet symbolet på polsk uafhængighed og, med den engelsk-polske alliance, også på britisk uafhængighed. Hitler ønskede ikke længere blot at opfylde de tyske nationale ambitioner eller at tilfredsstille indbyggerne i Danzig. Han sigtede efter at vise, at han havde påtvunget sin vilje på briterne og på polakkerne. De, på deres side, måtte nægte ham denne demonstration. Alle parter sigtede mod en afgørelse ved forhandling, men kun efter sejr i nervekrigen."

Taylor fortsætter: "Der er naturligvis en anden forklaring. Nogle eller alle parter kan bevidst have sigtet mod krig. Der kan næppe være nogen, som tror dette om Polen; få, selv i Tyskland, som nu tror, at briterne planlagde en "omringning" af Tyskland med den hensigt igen at påtvinge dem Versailles "slaveriet". Mange tror imidlertid, at Hitler var en moderne Attilla, som elskede ødelæggelse for dens egen skyld og derfor var hengiven til krig uden tanke for politik. Der er ingen argumenter for sådanne dogmer. Hitler var en ekstraordinær mand, og det kan være sandt. Men hans politik kan gøres til genstand for rationelle forklaringer; og der er på grundlag af disse, at historie er opbygget. Flugten ind i irrationaliteten er uden tvivl nemmere. Skylden for krigen kan nu blive lagt på Hitlers nihilisme i stedet for på europæiske statsmænds fejl og fiaskoer - fejl og fiaskoer, som deres offentlighed delte. Imidlertid bidrager menneskelige bommerter mere til at skabe historien end menneskelig ondskab."

Lipski (Polsk ambassadør) og Göring mødes i 1935 forud for en fælles jagtudflugt i det østlige Polen.

I alle tilfælde er dette en alternativ teori, som er værd at undersøge nærmere, om ikke andet så som en akademisk øvelse. Selvfølgelig spillede Hitlers natur og vaner ind på begivenhedernes gang. Det var nemt for ham at true og svært for ham at give indrømmelser. Men dette er langt fra det samme som at sige, at han forudså, eller bevidst planlagde den europæiske dominans, som han syntes at have opnået i 1942. Alle statsmænd sigter efter at vinde. De bliver ofte overrasket over størrelsen af deres gevinster." (Taylor s. 265-266)

Den 25 marts udsendte Hitler et direktiv: "Føreren ønsker ikke at løse Danzig spørgsmålet med magt. Han ønsker ikke at drive polakkerne i armene på Stor Britanien på denne måde. En mulig militær okupation af Danzig kunne kun overvejes, hvis Lipski (polsk ambassadør) giver en indikation af, at den polske regering ikke kunne retfærdiggøre en frivillig overrækkelse af Danzig til dens egen befolkning, og at et "fait accompli" ville udgøre en nemmere løsning for dem." (Taylor s. 259)

"Hitlers mål var en alliance med Polen, ikke dets ødelæggelse," fortsætter Taylor. Danzig var en trættende indledning, som skulle skaffes af vejen. Som før beholdt Beck (polsk udenrigsminister) det på vejen. Så længe Danzig stod mellem Polen og Tyskland, kunne de undgå det uønskede tilbud om en tysk alliance og således bevare polsk selvstændighed."

"Becks beregninger virkede, men ikke præcist som han havde forventet. Den 26 marts vendte Lipski tilbage til Berlin. Han medbragte en bestemt afvisning af at overlade Danzig til Tyskland, det var ikke en afvisning, som kunne forhandles. Indtil dette øjeblik var alt foregået hemmeligt, med ingen offentlige hentydninger til den Tysk Polske spænding. Nu flammende de åbenlyst op. Beck indkaldte polske reserver for at vise sin beslutsomhed. Hitler tillod for første gang den tyske presse at skrive om det tyske mindretal i Polen." (Taylor s. 259)

"Den 30. marts skrev Chamberlain egenhændigt et udkast til en forsikring til den polske regering: "Hvis - nogen handling bliver taget, som klart truer Deres uafhængighed, og hvilken den polske regering føler sig forpligtiget til at modstå med Deres nationale styrker, Hans Majestæts regering og den franske regering vil omgående hjælpe med al den støtte, som er i deres magt." (Taylor s. 260)

Den tyske kansler Adolf Hitler og den polske udenrigsminister Beck.

Taylor skriver: "Denne eftermiddag diskuterede Beck med den britiske ambassadør, hvordan han skulle formulere hans forslag til en generel erklæring, som han fremkom med en uge tidligere, da et telegram fra London blev bragt ind. Ambassadøren oplæste Chamberlains forsikring. Beck accepterede denne "mellem to knips på hans cigaret over askebægeret". To knips, og britiske soldater ville dø for Danzig. To knips og det illusoriske Stor Polen, skabt i 1919 underskrev sin dødsdom. Forsikringen var ubetinget; alene polakkerne skulle vurdere, om forsikringen skulle aktiveres. Briterne kunne ikke længere presse på for indrømmelser vedrørende Danzig; ligeledes kunne de ikke længere presse polakkerne til at samarbejde med Sovjet Unionen. Tyskland og Rusland blev i Vesten regnet som to farlige magter, diktatoriske i deres regeringer, hensynsløse i deres metoder. Dog fra dette øjeblik hvilede freden på den forudsætning at Hitler og Stalin ville være mere fornuftige og hensynsfulde end Chamberlain havde været - at Hitler ville fortsætte med at acceptere forhold i Danzig, som de fleste englændere længe havde betragtet som uacceptable, og at Stalin ville være rede til at samarbejde på tydeligvis ulige betingelser. Det var ikke sandsynligt, at disse forudsætninger ville blive opfyldt." (Taylor s. 260)

"Ikke så snart briterne havde forpligtiget sig, indså de fejlene i, hvad de havde gjort; ingen betingelser om at polakkerne skulle være rimelige med hensyn til Danzig, ingen polske løfter om støtte til Rumænien, ingen udsigt til at Polen ville samarbejde med Sovjet Unionen. De besluttede sig til at rette disse fejl, når Beck kom til London i de første dage af April. De blev skuffede i deres forhåbninger. Beck havde mødt Hitler uden at blinke. Han var ikke tilbøjelig til at blive bevæget af Chamberlains og Halifax's venlige overtalelser. Med sin sædvanlige "stormagts" arrogance; han var rede til at gøre den ensidige britiske garanti til en gensidig forsvarspagt. - "Det eneste grundlag noget land med selvrespekt kan acceptere." Bortset fra dette var han fortsat hårdnakket stædig. Han "havde ikke bemærket nogen tegn på farlige militære aktioner fra Tysklands side."; "Der fandt ikke nogen forhandlinger sted" om Danzig; "Den tyske regering havde ikke stillet spørgsmålstegn ved de polske rettigheder i Danzig, og de havde for nylig godkendt dem"; "Hvis han skulle nævne, hvad tyskerne selv sagde, så var det alvorligste spørgsmål sagen om kolonierne". Således så godt som antydede han, at Polen gjorde Stor Britanien en tjeneste ved at aftale en alliance. Men alliancen, insisterede han på, skulle kun være mellem disse to nationer; "Fredsfronten" og kollektiv sikkerhed forsvandt fra scenen. At udstrække denne aftale til Rumænien ville være meget farligt. Dette ville drive Ungarn i armene på Tyskland; og "i tilfælde af en konflikt mellem Polen og Tyskland, ville den hjælp, som Polen kunne forvente af Rumænien, blive temmelig ubetydelig. Beck var endog mere bestemt imod enhver forbindelse med Sovjet Unionen. Der var to ting, som det var umuligt for Polen at gøre, og det var at gøre sin politik afhængig af enten Berlin eller Moskva. - Enhver pagt om gensidig støtte mellem Polen og Sovjet Unionen ville frembringe en umiddelbar fjendtlig reaktion fra Berlin og ville sandsynligvis accelerere udbruddet af en konflikt. Briterne kunne forhandle med Sovjet Unionen, hvis de gerne ville; de kunne endog aftale forpligtigelser overfor dem. "Disse forpligtigelse ville på ingen måde udvide de forpligtigelser, som Polen havde påtaget sig."

Tyske tropper nedbryder en polsk grænsepost d. 1. September 1939.

"Chamberlain og Halifax accepterede denne virituose opførelse så godt som uden protester. Beck's erklæring modtog intet af den skeptiske kritik, som tidligere var givet til Daladier (fransk udenrigsminister). Der var ingen forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved Polens styrke eller tilskynde dem til indrømmelser. Den falske alarm den 30. marts havde hastet den britiske regering ind i en garanti for Polen. Nu kunne Beck diktere betingelserne, hvilket han drog fuld fordel af. Polen sluttede sig ikke til en "fredsfront" . Der var ingen løfter om polsk støtte til Rumænien, og der var så godt som et polsk veto mod nærmere forbindelser med Sovjet Unionen. Briterne fik ingen åbning, som gav dem mulighed for at mægle vedrørende Danzig. Den engelsk-polske alliance måtte blive en isoleret affære med ingen andre partnere undtagen Frankrig og ingen generel relevans. Beck troede ikke, at Polen var truet af Tyskland. Han ønskede simpelthen at styrke sin forhandlingsposition vedrørende Danzig. Briterne bekymrede sig ikke om Danzig, eller, hvis de gjorde, sympatiserede med den tyske sag. De havde kun haft til hensigt at moderere farten af Tysklands fremskridt med nogle vage og generøse fagter. Det eneste lille smuthul var, at den engelsk-polsk alliance stadig var provisorisk - den "formelle aftale" var stadig ikke sat på plads, ønsket udtrykte, at andre, inklusive Sovjet Unionen, skulle bringes ind. Men smuthullet havde ingen reel eksistens; Beck kunne holde det lukket, som han ville. Den britiske regering var fanget, ikke så meget af deres garantier til Polen, som af deres tidligere relationer til Tjekkoslovakiet. Dem havde de påtvungen indrømmelser; overfor dem havde de svigtet deres garantier. De kunne ikke svigte deres ord igen, hvis de skulle opretholde nogen respekt i Verden og hos deres eget folk. Chancerne for succes i krig var sandsynligvis mindre; den tyske sag vedrørende Danzig var stærkere end deres sag vedrørende Sudetertyskerne. Intet af dette betød noget. Den britiske regering havde engageret sig til modstand. Beck høstede hvor Benes (Tjekkoslovakisk præsident) havde sået." (Taylor s.259-263)

Polsk kavaleri i Sochaczew 1939.

"Krigen som begyndte i 1939 var langt fra overlagt; den var en fejltagelse, resultatet af diplomatiske fadæser på begge sider." (Taylor s. 269)

"Efter enhver rational beregning burde Nazi-Sovjet pagten have motiveret det britiske folk til ikke at gå i krig. Lloyd Georges var næsten alene om at drage denne konklusion. På den anden side skabte pagten en beslutsomhed, som briterne ikke havde udvist i tyve år. Den 22. August, under almindeligt bifald, besluttede det engelske kabinet at opfylde deres forpligtigelse mod Polen."(Taylor side 323)

Sagen var den, at rygter om koncentrationslejre og jødeforfølgelser havde spredt sig i England og Frankrig. Det skabte en stærk anti tysk stemning i den almindelige befolkning - og dermed blandt vælgerne.

I løbet af august rejste Görings ven, svenskeren Dahlerus i pendulfart mellem Berlin og London i et sidste forsøg på at afværge krigen. Men hans bestræbelser løb panden mod en mur af polsk stædighed.

Efter det tyske angreb på Polen opfordrede Mussolini til en europæisk fem magts konference d. 5. September. Halifax og Chamberlain forelagde forslaget i henholdsvis overhuset og underhuset. Påvirkede af den ophidsede stemning blandt vælgerne forlangte de, at en betingelse for konferencen skulle være, at den tyske hær skulle trække sig tilbage til deres oprindelige positioner forud for krigshandlingerne. Så droppede italienerne forslaget, og lod historien gå sin gang. De vidste, at noget sådant ville Hitler aldrig acceptere.

Tyske tropper i Polen i 1939.

Vi sender en tanke til Thukydides, som skrev "Den Peloponnesiske Krig". Hans budskab var, at Athen tabte krigen, fordi det var et demokrati. De Athenske vælgere lod sig for let ophidse til ukloge handlinger.

Det var ikke klogt at erklære Tyskland krig d. 3. september 1939. Hvis ikke enlænderne havde været så heldige, at Hitler senere i endnu højere grad mistede jordforbindelsen og angreb Sovjetunionen og erklærede krig mod de Forenede Stater, så havde det været slut med gamle England.

Taylor siger: "Det britiske folk besluttede sig til at trodse Hitler, skønt de manglede styrken til at gøre dette. Han kom selv til deres hjælp. Hans succes afhang af, at Europa var isoleret fra resten af Verden. Gavmildt ødelagde han kilden til sin egen succes. I 1941 angreb han Sovjet Unionen og erklærede krig mod de Forenede stater, to verdensmagter, som kun bad om at få lov til at være i fred. På denne måde begyndte en virkelig verdenskrig. Vi lever stadigt i dens skygge. Den krig, som brød ud i 1939 er blevet en historisk kuriositet." (Taylor s. 336)