I dag opererer kun landmænd, gartnere og fiskere på markeder med fuldkommen konkurrence. Alle andre markeder er ufuldkomne og må i større eller mindre grad betegnes som oligopol, duopol eller monopol.
Det kan ikke være anderledes, flyfabrikker, elværker og cementfabrikker må nødvendigvis have en vis størrelse for at de kan fungere teknisk og økonomisk forsvarligt.
En "oligopol" markedspris vil indeholde en større procentvis profit til sælgeren, end landmænd, gartnere og fiskere kan opnå på deres fuldkommen konkurrence markeder.
Der er ingen tvivl om at de ikke-fuldkomne betingelser på oligopol markeder gør det muligt for agenterne der at øge deres priser i uformel enighed under specielle omstændigheder og derved skabe den inflation, som kaldes "sælgers inflation" eller populært "greedflation", som vi oplevede den i 2020-2023. Vi må også gøre os det klart at disse ufuldkomne betingelser stadig findes og vil findes i fremtiden. Derfor må vi forvente at greedflation med mellemrum vil opstå også i fremtiden.
1. Oligopol
Skotten Adam Smith beskrev i 1776 det frie marked i sit værk: "The Wealth of Nations".
En nation kan have naturlige ressourcer, som for eksempel frugtbar agerjord, fisk i have og fjorde, mineraler i bjergene, et behageligt klima og flittige, intelligente og ærlige indbyggere. Det er det økonomiske systems opgave at omdanne nationens ressourcer til rigdom i form af gavnlige produkter og tjenesteydelser og sund og nærende mad.
I de vestlige lande har vi det økonomiske system, som vi kalder det frie marked eller kapitalismen, som gradvist er vokset frem af historien, som afløsning for et historisk system baseret på adelige godsejere og de gamle kollektiver, som var landsbyfællesskaber, laug og gilder, hvilke sidste kontrollerede kvalitet, mængder og priser.
I sin bog: "The Wealth of Nations" beskrev Adam Smith i 1776 det frie marked, som vi kalder kapitalismen: Hvis blot markedskræfterne får lov til at udfolde sig frit, så vil de af sig selv skabe de optimale og retfærdige priser. Det er ikke nødvendigt med administrative prisregulativer. Man skal blot overlade det hele til de enkelte entreprenørers og forbrugeres frie valg, så vil markedets "usynlige hånd" automatisk skabe de rimelige priser, som afspejler de omkostninger, som medgår til produktets tilvirkning plus en rimelig fortjeneste til entreprenøren, til hele samfundets bedste.
Udbud og efterspørgsel. Graf Resarch Gate.
Kunderne vil i almindelighed kun købe, hvis prisen er lav, og entreprenørerne vil kun sende varer på markedet, hvis de bliver belønnet med en rimelig høj pris. Takket være disse to modsatrettede interesser vil der indstille sig en ligevægt, nemlig markedsprisen.
Det er den smukke økonomiske model, som vi kender så godt. Den stigende mængde som udbydes, som en funktion af den stigende pris, og den faldende mængde som efterspørges, også som en funktion af en stigende pris. Hvor de to kurver skærer hinanden, defineres markedsprisen, som repræsenteres ved en vandret stiplet linje hen på den lodrette akse.
Således opfatter vi det kapitalistiske økonomiske system, det "frie marked", som er så vigtigt for vores politiske holdninger.
Denne model gælder imidlertid kun for "fuldkommen konkurrence". Hvilken i hovedsagen vil sige, at der er så mange udbydere og potentielle købere at de enkeltvis ikke kan påvirke prisen.
Markedet for grøntsager, som sælges på gartnernes salgsforenings aktioner, er et typisk eksempel på "fuldkommen konkurrence". Markedet for fisk er også et godt eksempel.
De enkelte gartnere eller fiskere kan mødes og tale sammen om de dårlige tider. De kan drukne sorgen i et glas øl eller en kop kaffe, men de kan ikke rigtigt gøre noget ved det. Priserne bliver nu en gang styret af de anonyme markedskræfter, Adam Smiths "usynlige hånd".
Familiebutikker i halvtredserne.
Mange af vore forældre og bedsteforældre i halvtredserne og tresserne havde "deres eget".
Der var landbrug helt ned til 10 tønder land, bundgarnsfiskere, som blot havde nogle få joller. Overalt var små lokale butikker, landmålere, grosserer og handelsrejsende. Alle former for fremstillingsvirksomhed fandt stadig sted her i landet. Der var mange lokale møbelfabrikker. De deltog alle i noget nær fuldkommen konkurrence markeder, fordi antallet af udbydere var stort. For dem var fuldkommen konkurrence simpelthen identisk med det frie marked og tæt knyttet til ideen om politisk frihed.
Men det var i de gode gamle dage. Verden er gået videre. De fleste markeder i dag er karakteriseret ved nogle få, meget store, udbydere.
En lille håndfuld supermarkedskæder har erstattet fortidens små handlende. I gamle dage kunne man sende sine børn ned til den lokale købmand og købe på "bog". Nu om dage tager man sin bil og kører til nærmeste Netto, Bilka, Rema eller Brugsen og køber sine dagligvarer.
Bundgarnfiskere i tresserne.
Flyrejser leveres af SAS, Lufthansa, British Airways, Norwegian og så videre. Biler leveres af Pequot, Mercedes, Toyota m.v.
Og når, og hvis, sådanne enorme organisationer mødes for at tale sammen om de dårlige tider, så behøver de ikke at drukne sorgen. De er nemlig i stand til at gøre noget ved det. Adam Smith's "usynlige hånd" har mistet sin styrke.
Oligopol er en markedsform, hvor markedet domineres af nogle få meget store udbydere, som kender hinanden. Et begrænset antal agenter i et marked defineres som et oligopol, selvom firmaerne ikke formelt samarbejder med hinanden.
De fleste moderne markeder er oligopoler. Coca Cola, Pepsi Cola, Schweppers og Red Bull dominerer markedet for læskedrikke. Carlsberg, Heineken, Budweiser og nogle få andre dominerer ølmarkedet. Det danske bank marked domineres af Danske Bank, Nordea og Jyske Bank med flere. Så godt som hvert eneste marked for varer og serviceydelser er i dag domineret af en håndfuld meget store firmaer, ofte internationale.
Den nationaløkonomiske bekymring er at et oligopol kan blokere for nye aktører, øge priserne og bremse innovation eller lede den ad veje, som gør kunderne stadig mere afhængige af netop deres produkt, hvilket alt sammen skader konkurrencen og dermed forbrugerne.
Den økonomiske model med den jævnt faldende efterspørgselskurve og den jævnt stigende udbudskurve, hvor skæringspunktet definerer markedsprisen, gælder kun for "fuldkommen konkurrence". Under den moderne markedsform, "oligopol", findes der også en slags markedspris, men den er noget vanskeligere at analysere.
2. Oligopolisters adfærd
"Oligopol" og "oligopolist", det lyder næsten som en sjælden økonomisk sygdom. Men ordet oligopol kommer fra græsk og betyder "få sælgere".
Markeder med nogle få nemt identificerbare udbydere, som kender hinanden, så at sige personligt, er i virkeligheden et meget gammelt og udbredt fænomen. Gennem hele middelalderen var alle købmænd og håndværkermestre medlemmer af deres respektive gilder og laug. Laugene fastsatte priser, overvågede kvaliteten, og afholdt svende- og mesterprøver. Medlemmerne støttede hinanden i alle livets forhold. De repræsenterede deres medlemmer overfor kongen og myndighederne.
Det er nemt at forestille sig, at en mester eller virksomhedsleder kan udvikle en slags forståelse for sine konkurrenter i det samme forretningsområde. De må jo dagligt være stillet overfor meget nær de samme slags problemer, som ham selv, med kvalitet, teknologi, kunder og medarbejdere. Man kan nemt udvikle en følelse af at man kender den mand. Det næste logiske skridt vil så være, at når man nu kender ham, så kan man også stole på, at han vil holde en aftale.
En traditionel "mestergris" beskriver ganske godt, hvordan et oligopolistisk marked kan fungere.
I en provinsby udbyder kommuneingeniøren et offentligt anlægsarbejde i licitation. De lokale håndværkermestre mødes i logen og bestemmer sig til, hvis tur det er til at vinde. Den udvalgte indsender et tilbud, som giver ham en komfortabel profit. Alle hans medsammensvorne sender også tilbud, men de skyder efter aftale langt over.
Den eneste måde, som kommuneingeniøren kan forsvare sig mod en "mestergris", er ved at inddrage ude fra kommende firmaer i licitationen. Firmaer, som ikke kender de lokale håndværkere personligt, og som er ivrige efter at komme ind på markedet. De kan være fra en helt anden by eller, i sidste instans, fra udlandet.
Follow the leader. Tegning alive@work.
"Follow the Leader" strategier er karakteristiske for oligopoler.
Et marked domineres af en lille håndfuld store nationale eller internationale firmaer. Et af disse er det mest omkostningseffektive. Dette firma spiller ud først og sætter prisen. Alle de andre markedsdeltagere slutter stiltiende op og sætter deres priser i overensstemmelse med "The Leader". Ingen af dem har nemlig lyst til at indlade sig på en priskrig med det mest omkostningseffektive firma. Det kan kun føre til konkurs og ruin.
Den pris, som således bliver sat, er selvfølgelig en markedspris i den forstand, at varerne bliver handlet til den pris. Men den er alligevel forskellig fra en traditionel "fuldkommen konkurrence" markedspris, som består af omkostningerne plus et rimeligt "overlevelsestillæg" til entreprenøren. En "oligopol" markedspris vil i almindelighed indeholde en større procentvis profit til sælgeren.
I kampen for tilværelsen i den økonomiske jungle er det en meget stor fordel at være stor.
Et stort firma, som regel internationalt, der deltager i et oligopol, vil have markante stordriftsfordele i både indkøb, produktion, distribution og markedsføring. Det kan meget vel være sådan at selv om det har en relativ stor procentvis profit margin, så vil deres priser alligevel ligge langt under, hvad et traditionelt familiefirma kan overleve på.
Stordriftsfordele. Tegning Stupinoadm.ru.
Deltagere i et oligopol er typisk ikke særlig interesserede i at overvinde deres konkurrenter fuldstændigt og få et monopol. Monopoler er konstant i myndighedernes søgelys og kan blive udsat for alle slags indgreb og forordninger. Kunderne bliver nemt sure på dem og beskylder dem for at tage overpris og sjuske med kvaliteten. Microsoft er et skræmmende eksempel. Det er langt mere fordelagtigt at forblive i et oligopol i mangeårigt venskabelig konkurrence med de andre store firmaer i markedet og nyde godt af den pæne profit, som deltagerne der uformelt er enige om at tage.
Typisk ønsker oligopolistiske firmaer ikke at sænke deres priser, selv om de måske oplever vigende salgsvolumen for et af deres produkter. De foretrækker at øge produktets værdi ved at give det nye egenskaber.
Men, hvis de er sikre på at deres markedsandel ikke vil blive skadet, vil de hæve priserne, forudsat at de har grunde til at forvente, at andre firmaer i deres marked vil gøre det samme.
Indenfor oligopol markeder er der ofte et betydeligt element af samarbejde.
Igen og igen ser man, at en deputy manager fra det dominerende firma bliver ansat som topmanager hos den nærmeste konkurrent. Han bliver ofte foretrukket fremfor firmaets egen hjemmegroede kandidat. Måske har han følt sig forbigået i forbindelse med besættelsen af en endnu højere stilling i det dominerende firma. I mange brancher skifter ledende medarbejdere firma meget ofte, måske hvert tredje eller fjerde år. Uundgåeligt etablerer de et netværk af bekendte i branchen, tidligere kollegaer, tidligere studiekammerater, bekendte fra møder og seminarer i brancheforeninger.
Hvis en tekniker ansat ved et af de oligopolistiske firmaer søger over til et andet, er det formentligt almindeligt, at den ansvarlige manager foretager en diskret og privat telefonisk forespørgsel til sine forbindelser hos ansøgerens firma.
Da det således er mere eller mindre de samme personer, man træffer fra firma til firma, fører det til, at virksomhedskultur, organisation og arbejdsmetoder bliver temmelig ens. Man siger ikke længere: "Sådan har vi altid gjort her i firmaet". Nu lyder det mere i retning af: "Sådan gjorde vi i mit tidligere, mere succesfulde, firma."
Ja, selv produkterne er blevet mere og mere ens. Tidligere kunne man på lang afstand skelne det ene bilmærke fra det andet, nu skal man ofte helt hen og se på mærket på køleren. Alle ølmærker smager i dag mere eller mindre ens. Det vil sjældent være muligt at skelne smagen af den ene øl fra den anden, hvis man drikker dem med bind for øjnene.
Harvey Firestone, Henry Ford, Thomas Edison og Burrows
Personligt venskab mellem ejerne af firmaer, tilknyttet den samme branche, kan også danne grundlag for samarbejde. Et berømt eksempel er det mangeårige venskab og samarbejde mellem ejerne af Ford Motors og Firestone Deck i USA.
Henry Ford og Harvey Firestone var begge landmandssønner med mekanisk snilde. Firestone Tyre and Rubber Company leverede dækkene til den berømte Ford-T model. Henry og Harvey fik sympati for hinanden og blev venner. De tog ofte på camping og fisketure sammen. Man kan forestille sig, at de tog vigtige forretningsbeslutninger, mens de sad i båden og ventede på bid. På samme måde som mange vigtige beslutninger i dag siges at blive truffet på golfbanen.
Oligopolistiske firmaer vil gerne ekspandere. Man siger, at de kan ekspandere horisontalt eller vertikalt.
At ekspandere horisontalt vil sige, at overtage andre firmaer i den samme branche. Det er den proces, som vi hører om i nyhederne hver uge, at nu har det og det berømte firma købt en af sine mindre konkurrenter. Danske Bank overtager BG Bank, Lufthansa køber Swiss Air, Aventis overtager Hoechst, Adidas overtager Reebook, Royal Unibrew køber Albani, Grundfoss køber det italienske Tesla, Vattenfallet køber Fynsværket, DSV køber DB Schenker og sådan fortsætter udviklingen hver eneste uge.
Henry Ford på fisketur med Harvey Firestone, Christian, og Thomas Edison. Foto Library of Congress
Der er dog også spin-offs, hvor store firmaer udskiller et af deres forretningsområder som et selvstændigt firma, som for eksempel Novo Nordisk udskilte NNIT, Siemens udskilte Osram, Mærsk udskilte Schwitzer og Aker Solutions udskilte Aker Carbon Capture og Aker Horizons. Men der er dog langt flere overtagelser end der er spin offs.
At ekspandere vertikalt vil sige, at et firma øger kontrollen over sine underleverandører og materialeleverandører, samt på salgssiden, over sine distributionskanaler.
Starbucks søgte at opnå mere kontrol med sine råvareleverancer ved at opkøbe kaffebønnerne direkte hos kaffebønderne i Ethiopien og Kenya og derved forbigå kaffebrokere. HBO ønskede at få mere kontrol over indkøbssiden ved at fremstille sine egne serier, som for eksempel "Rome", "Sopranos", "Game of Thrones" og "Deadwood" istedet for at købe film fra filmstudier. På salgs siden søger B&O og Pandora at få mere kontrol over deres distributionskanaler ved at etablere deres egne net af butikker.
En trend blandt oligopolister har været at fokusere på sine kerneområde.
For eksempel siges det at Pepsi Cola solgte sine aktier i Taco og Kentucky Fried Chicken for at koncentrere sig om sit kerneområde, altså colaforretningen. Tilsyneladende mener man, at konkurrencen på de oligopolistiske markeder med sikkerhed vil ende med, at der i verden kun vil være fra to til måske fem store internationale firmaer tilbage i hvert forretningsområde. Hvis man ønsker at være blandt dem, må man koncentrere sig om det man er god til, sit kerneområde.
Relationsmarkedsføring. Foto shoes-web
For ikke så længe siden er begrebet "relationsmarkedsføring" kommet ind i verden. Det vil give Adams Smith's usynlige hånd yderligere muskelsvind. Dette koncept udsiger at man skal tilstræbe langvarige og stabile relationer til kunder og leverandører. Noget i retning af det berømte forhold mellem Ford Motors og Firestone. Derved kan der spares mange penge i indkøbs- og salgsafdelinger, mener man. Den gode gamle indkøbsprocedure, med at indhente tre til fire tilbud og derefter udvælge det bedste, bliver snart historie. Kvalitetskontrol og inspektører vil ikke længere være nødvendige. Dubiøse debitorer vil ikke længere findes.
"Relations markedsføring" vil i virkeligheden indebære, at de oligopolistiske firmaer i fremtiden kun vil handle med oligopolister i andre forretningsområder. For eksempel vil entreprenør firmaet Skanska således kun købe mineraluld fra deres udvalgte leverandør, Rockwool. De oligopolistiske firmaer vil komme til at udgøre et uigennemtrængeligt netværk, som det vil blive meget svært for nyligt etablerede firmaer at finde fodfæste i.
Som nævnt indebærer oligopol et ret stort element af samarbejde med andre firmaer og organisationer, ikke mindst det offentlige. Ledere af oligopolistiske firmaer må være tillidsvækkende personlighedstyper, som er i stand at knytte venskaber med samarbejdspartnere. De skal have noget af de samme egenskaber som politikere.
Det værste, oligopolister ved, er at en ny aktør søger at trænge ind på deres marked for at få del i profitten. Det fører til priskonkurrence, mistet profit og mistet markedsandel, hvis det ikke lykkedes at afvise det indtrængende firma. Det er muligt at trænge ind på et oligopol marked, men det kræver et meget stort marketingbudget.
I den retning vil oligopolisterne få en udfordring i fremtiden. Indere og specielt kinesere er trætte af være stedet, hvor alting kan fremstilles billigt, medens de internationale mærkevare indehavere sælger det samme produkt dyrt i vesten og løber med hovedparten af profitten.
For eksempel en skjorte, som kan fremstilles i en forstad til Guangzhou for, skal vi sige, 1,5$, for være på den sikre side. Den samme skjorte kan så sælges i vesten som en mærkevare for, skal vi sige, 8 til 10$. Fortjenesten ved globaliseringen er i denne størrelsesorden. Det er den slags profitter, som specielt kineserne gerne vil have del i. De er en af de vigtigste kilder til de store internationale firmaers bonanza for tiden.
I de officielle åbnings taler ved udstillinger og fashion festivals i Kina bliver der ikke lagt skjul på, at målet er at etablere egne kinesiske mærker inden for alle forretningsområder. I det kinesiske fjernsyns business udsendelser bringes interviews med berømte amerikanske professorer, som giver råd om, hvordan de kan etablere deres egne mærkevarer.
Allerede den kinesiske bærbare computer "Lenovo" sælger som nummer tre på verdensmarkedet. Den kinesiske vaskemaskine producent, Haier, har allerede etableret deres egen fabrik i USA.
Der er ingen tvivl om, at i løbet af 10 til 15 år vil kinesiske mærkevarer være tilstede på alle markeder. De vil tilbyde det samme, som de nuværende oligopolister, blot billigere. Det vil blive en vanskelig tid for de nu så kæphøje internationale firmaer.
Stort kontorlandskab. Foto rbc
De store internationale firmaer er ofte enorme organisationer med ti tusinder af ansatte, organiseret i en labyrint af specielle funktioner, planlægning, logistik, teknisk support etc. Forbindelsen mellem de enkelte specialiserede medarbejderes indsats og markedet og firmaets evne til at nå sine mål kan være ganske uoverskuelig. Det kan være meget svært at vurdere, hvor meget den enkelte ansattes indsats og beslutninger bidrager til organisationens overskud på langt sigt.
For utallige afdelinger såsom, teknisk support, udvikling, kundesupport, human resources og så videre, samt for hele forretningsområder, er det oftest ikke muligt at beskrive størrelsen af deres aktivitet med et parameter. Derfor kan det være umådeligt vanskeligt at finde ud af, hvor meget de laver, og om det, som de laver, i det hele taget er noget nyttigt, og om udput fra en afdeling står i et rimeligt forhold til dens omkostninger. Det siges at mange blot bruger de penge, som de har til rådighed. Kun ganske lidt drypper ned på aktionærerne i form af dividende.
3. Greedflation
Inflation er et stort emne i den nationaløkonomiske teori. Man taler om cost-push inflation, demand-pull inflation og inflation på grund af øget pengemængde og den derved forringede værdi af penge.
Dr. Isabella Weber fra University of Massachusetts Amherst har fremført en ny teori om årsagerne til den inflation, som har hærget USA og Europa siden Covid udbruddet.
Hun kalder den "sælgers inflation", men den er populært kaldt "greedflation". Teorien går i sin enkelthed ud på at sælgerne, firmaerne på de oligopolistiske markeder, hævede priserne, simpelthen fordi det var muligt.
I 2020 forstyrrede pandemien mange globale forsyningskæder, inklusive skibsfart og landtransport, hvilket var årsag til en oprindelig "naturlig" cost-push inflation. Man skulle forvente at disse påvirkninger ville forsvinde i anden halvdel af 2021 og ind i 2022, da forholdene blev normaliseret, hvilket imidlertid ikke skete, tværtimod blev inflationen forværret.
Inflation i Danmark 2022, 2023 og 2024. Danmarks Statistik.
Det forklarer Isabella Weber med at firmaerne på de oligopolistiske markeder simpelthen benyttede lejligheden til at hæve deres priser ud over den cost-push effekt, som de oplevede i 2020.
Populært kan vi forestille os at firmaets topleder råber til ansvarlige for markedsføring: "Du er vel nok klar over at vi har inflation! Kan du så se at hævet de priser, den mulighed kommer ikke igen de næste mange år."
Men i følge vore teorier om det frie marked skulle dette ikke kunne lade sig gøre. Der burde stå nye firmaer på sidelinjen klar til at springe ind og tilbyde den samme vare, blot billigere. Det skete ikke, fordi agenterne på de oligopolistiske markeder er alt for veletablerede. De har erfaringer og stordriftsfordele, som opkomlinge ikke kan hamle op med.
Faktisk, det er ikke noget nyt problem at fabrikanter og sælgere er årsag til prisstigninger ved at tage høj profit. Allerede i 1776 skrev Adam Smith i "The Wealth of Nations": "Vore købmænd og fabrikanter klager meget over de dårlige virkninger af høje lønninger, som er årsag til øgede priser og derved mindsker salget af deres varer både herhjemme og i udlandet. De siger intet om de dårlige virkninger af høj fortjeneste. De er tavse med hensyn til de skadelige virkninger af deres egne gevinster. De klager kun over andre mennesker."
Smith skriver at hvis hver virksomhed i en forsyningskæde for at øge overskuddet hævede deres priser med 5%, ville det fungere som renters rente og virkningen på de endelige priser ville blive dramatisk. "I virkeligheden har høje profitter meget mere tendens til at hæve prisen på produkter end høje lønninger," sagde han.
I investeringsteorien taler man om at firmaer kan have en smal eller bred voldgrav (moat). Firmaer med en bred voldgrav er godt beskyttet mod påvirkninger fra den ydre verden, konkurrenter og lignende. De har "pricing power", hvilket vil sige at de til hver en tid er i stand til at vælte øgede omkostninger over på deres kunder. Det kan de gøre fordi deres produkt er enestående og ikke nemt kan erstattes af andre firmaers produkter. For eksempel menes det at de amerikanske Microsoft og Salesforce har en meget bred voldgrav.
4. Duopol og monopol
I den økonomiske teori skelner man mellem markedsformerne oligopol, duopol og monopol.
Set fra samfundets synspunkt er den økonomiske ulempe ved oligopoler at de kan blokere adgang til markedet for nye agenter og de antages at bremse innovationen og øge priserne, hvilket alt sammen er til skade for forbrugerne.
Et duopol er et oligopolistisk marked med kun to deltagere. Ulemperne ved duopoler og monopoler set fra samfundets synspunkt er de samme som ulemperne ved oligopoler, blot større.
Typiske duopoler er Boeing and Airbus på det globale marked for passagerfly, Apple and Samsung dominerer markedet for smartphones og Visa and Mastercard opererer på markedet for kreditkort.
Microsoft anses ofte for at have et monopol i computer styresystemer, selvom de har en vis konkurrence fra macOS.
5. Sagen om Standard Oil
Oligopoler har i mange år været i myndighedernes søgelys. Man har dem mistænkt for at samarbejde under bordet til skade for forbrugerne. Samarbejdende store firmaer på oligopolistiske markeder kaldes i USA for "truster" og i Europa for "karteller".
Sagen om Standard Oil er interessant, fordi opløsningen af dette firma ved lov repræsenterer en mulig sanktionsmulighed fra samfundets side overfor firmaer, som opererer i markeder karakteriseret som oligopoler, duopoler eller monopoler.
Standard Oil Refinery No. 1 i Cleveland, Ohio i 1889. Foto Wikipedia.
Det amerikanske Standard Oil Company blev stiftet 1863, af Rockefeller, Maurice B. Clark og Samuel Andrews i Cleveland, Ohio. I 1870 drev firmaet de største raffinaderier i Cleveland. Ved eliminering af konkurrenter, fusion med andre firmaer og gunstige mængderabatter ved jernbanetransport af olie vandt Standard Oil i 1880 kontrol med raffineringen af 90 til 95% af al produceret olie i USA.
I 1906 anlagde den amerikanske regering sag an mod Standard Oil Company i henhold til Sherman Antitrust Act af 1890. Anklagen lød på at selskabet uden tvivl havde udnyttet sit monopol til at misbruge kontrollen med rørledninger, opnå unfair mængderabatter ved jernbanetransport og bruge illoyale konkurrencemetoder ved salg af raffinerede olieprodukter.
Med rettens ord: "Det er helt afgørende bevist at Standard Oil Company opkræver alt for høje priser, hvor det ikke møder nogen konkurrence, og især hvor der er ringe sandsynlighed for, at konkurrenter vil komme ind på markedet, og det på den anden side, hvor konkurrencen er aktiv, ofte sænker priserne til et niveau, som giver Standard Oil selv ringe eller ingen fortjeneste, og som oftere ikke giver nogen fortjeneste til konkurrenten, hvis omkostninger normalt er noget højere."
I 1911 blev selskabet ved dom beordret til at opdele sig selv i 33 mindre virksomheder. To af disse virksomheder blev Exxon og Mobil, som senere slog sig sammen til ExxonMobil.
6. Markedet for investeringsgoder
Det er en enorm fordel at være stor. Intet steds er det mere tydelig end på markedet for investeringsgoder, specielt aktiemarkedet.
Der er to slags aktører på aktiemarkedet.
De store investorer kan påvirke aktieprisen.
Den første slags er en stor mængde privatpersoner, retail investorerne, der prøver at skabe en forrentning af deres beskedne opsparing for at imødegå at den bliver eroderet af inflation. Enkeltvis kan de ikke påvirke priserne, de kan blot prøve at forudse i hvilken retning, priserne vil gå, og disponere derefter. For dem er aktiemarkedet fuldkommen konkurrence.
Den anden slags er de store investorer, banker, vekselerfirmaer og store fonde og lignende. De har sædvanligvis bedre information. De administrerer millioner og milliarder. For dem er markedet et oligopol. Når de beslutter sig til at interessere sig for en bestemt aktie, dog ikke for stor, vil det påvirke aktiekursen. De kan få prisen på en udvalgt aktie til at stige eller falde ved at købe eller sælge og derved manipulere retail investorerne.
Market makers køber op i en aktie, diskret, tålmodigt og over lang tid til en lav pris. På et tidspunkt bliver aktien positivt omtalt i investeringsmagasiner, et regnskab er bedre end forventet eller repræsentanter for den aktuelle virksomhed udtaler sig positivt om fremtiden. Momemtum investorerne strømmer til, og prisen på aktien stiger. Market makers sælger til den højere pris, forsigtigt for ikke at forstyrre prisstigningen, ind imellem køber de også for at stabilisere prisen. Når de har udsolgt, falder aktien igen og retail investorerne søger at undslippe. Eget arbejde.
Aktiemarkedet er et "zero game". Hvad nogle vinder, er der andre, der taber. Hvis de store investorer har pæne fortjenester er der andre, sikkert nogle små investorer, der har tab.
