Ganske som for eksempel ulve, elefanter og gæs er mennesket et socialt væsen, og forhold mellem mennesker er det, som interesserer os allermest. Alle film, romaner og skuespil må handle om relationer mennesker imellem, såsom kærlighed, venskab, fjendskab og rivalisering. Robinson Crusoe ville ikke være den samme uden Fredag.
Det høres ofte, at enhver blot søger at skrabe til sig, mennesket er født egoistisk og tænker kun på sine egne interesser.
Modsat kan man høre fra den politiske venstrefløj at det er helt naturligt for den enkelte at føle sig solidarisk med folk fra fjerne egne af kloden, som de aldrig har truffet og slet ikke kender.
Ingen af de to udsagn er sande. Vi er nemlig genetisk udviklet til at fungere i en overskuelig gruppe af kendte ansigter. Mennesket er en social art ganske som andre sociale dyr som for eksempel menneskeaber, bavianer og ulve. Og det indebærer ikke, at man automatisk elsker dem, som man ikke kender, blot fordi de er mennesker.
Den genetisk betingede sociale adfærd er en uadskillelig part af menneskets DNA, som vi har erhvervet i løbet af vores biologiske udvikling. Vi er sociale, hvad enten vi kan lide det eller ej. Ganske på samme måde som vi er født med to ben og to arme, er vi født med anlæg for sociale egenskaber. Skulle der eksistere et individ, som er decideret usocial, må det bero på en slags misdannelse.
Charles Darwin 1809 - 1882. Foto wikimedia Commons.
Darwins "Arternes Oprindelse" blev publiceret i 1859. Darwinismen bygger på to forhold, som altid har ligget til grund for husdyravlen. Nemlig at afkommet i almindelighed arver forældrenes egenskaber, og at der ikke desto mindre er betydelig variation indenfor de enkelte arter, som bliver tilfældigt kombineret på forskellig måde.
I husdyravlen sker arternes udvikling ved at menneskene udvælger individer med fordelagtige kombinationer af egenskaber til videre avl.
I naturen er det "kampen for tilværelsen", som udpeger de bedst egnede til "videre avl". Kun de bedst egnede overlever og får afkom, som i hovedsagen arver forældrenes fordelagtige egenskaber og dermed evnen til at overleve.
I et senere værk, "Menneskets Afstamning", anvendte Darwin udtrykkeligt sin teori på mennesket. Bogens budskab er at arten menneske gennem nogle millioner år har udviklet sig fra samme fælles urtype som aberne, og til syvende og sidst at alle dyr, inclusive mennesket, har udviklet fra den samme organisme, den første levende organisme på vor planet.
Nogle dyr er sociale, andre er ikke. Hvis to tigre mødes i Indiens jungle, vil de sikkert komme op at slås. Tigre er nemlig ikke sociale dyr, og de kan i hovedsagen ikke fordrage hinanden.
Mennesket, en social art. Foto Quora.
Den ikke-sociale adfærd har været en udviklingsmæssig fordel for de disse arter. Individernes medfødte afsky for hinanden har bidraget til at sprede dem over større arealer, og derved gjort det muligt for dem at udnytte føde ressourcerne bedre. Derfor blev deres genetiske anlæg for indbyrdes ufordragelighed givet videre til deres efterkommere.
Men gorillaer, ulve, bavianer, elefanter, delfiner, gæs, hunde og altså også mennesker er sociale dyr. Hvis to mennesker mødes i junglen, vil de sandsynligvis søge at komme at komme til en forståelse. De vil præsentere sig, og søge at slå deres kræfter sammen i fælles bestræbelse for at overleve. Ubevidst vil de naturligvis også straks søge at afgøre, hvem der er nummer et, og hvem der er nummer to i den lille nye gruppe. Uden en form for organisation vil den nye gruppe nemlig ikke kunne fungere.
Samarbejdet i grupper har været en udviklingsmæssig fordel for de sociale arter. Fællesskabet i jagten og opfostringen af ungerne gjorde dem i stand til at overleve bedre, og derfor blev deres fordelagtige anlæg for sociale egenskaber og følelser giver videre til deres efterkommere.
Konrad Lorenz 1903 -1989. - han er fulgt af gæslinger, som tror at han er deres mor. Foto Youtube.
Hunde kan genkende hinanden på lugten, de er i stand til at skelne mellem hundreder af forskellige individer alene ved at snuse til dem. Mennesker har en enestående evne til at huske og genkende ansigtstræk. Vi kan møde en på gaden, som vi ikke har set i årtier, og pludselig huske at det er jo den og den, som vi engang gik i tiende klasse sammen med.
Konrad Lorenz havde en tam grævling, som jo tilhører en ikke social art. Den vækkede ofte sin ejer midt om natten ved at rode rundt i hans bøger og notater. Når han skældte den ud, holdt den op et øjeblik og så på ham, derefter fortsatte den med at rode. Den havde ingen særlige sociale følelser, og derfor kunne den ikke forstå, at ejeren af bøgerne var sur. Desuden ville den sikkert også have været ligeglad, hvis den havde forstået det.
Et socialt dyr, for eksempel en hund, ville have reageret helt anderledes på at dens ejer havde skældt den ud. Den ville have forstået det følelsesmæssige budskab og trukket sig klynkende tilbage til sin kurv.
Hunde og mennesker kan knytte sig tæt til hinanden, fordi begge arter er sociale. Vi forstår hinanden så at sige.
Irenaus Eibl Eibesfeldt 1928 - 2018. Foto Alchetron.
Blandt mennesker overalt på Jorden, fra New Guinea til Fyn, er et smil et forsonende budskab om imødekommende følelser. Men en hund vil ofte fortolke et smil, som at vi viser tænder, og at vi gerne vil slås. Men for mennesker overalt på Jorden er et smil et budskab om glade og venlige følelser.
En tysk etolog, I. Eibl Eibesfeldt, har fundet ud af, at mennesker af alle racer ler, når de er glade, og græder, når de føler sorg. Spædbørn smiler allerede efter få måneder ved kontakt med moderen. Eibersfeldt påviste, at selv døvblinde thalidomidbørn, der aldrig har set et smil eller hørt en latter, ler og smiler, når man leger med dem. Han påviste også at blandt alle racer udveksles kys mellem elskende par. Latter og gråd er vores medfødte følelsesmæssige kommunikationssoftware. Det er vidnesbyrd om, at menneskets tilhører gruppen af sociale arter. Fra naturens side er vi skabt til at fungere i en overskuelig gruppe af kendte ansigter.
Koncentrationslejren Buchenwald. Foto Wikimedia Commons.
Mange store historier handler om venskab og sammenhold mellem mænd. Tænk blot på "Ringenes Herre" af Tolkien, "Intet Nyt fra Vestfronten" af Remarque for blot at nævne nogle få. De store historier handler selvfølgelig også om kærlighed mellem mænd og kvinder, men det må vi gemme til en anden gang.
Der findes en mængde beretninger om militærafdelinger, skibsbesætninger, polarekspeditioner og lignende grupper, som under ubeskrivelige vanskeligheder har overlevet takket være deres sammenhold. Utallige soldater og sømænd har ofret sig for deres kammerater for at gruppen kunne overleve. Vi ved alle, at det er sandt, og derfor kan vi ikke med nogen rimelighed påstå, at mennesket er egoistisk af natur - bortset fra dette at enhver er ansvarlig for sig selv
En gang talte jeg med en overlevende fra koncentrationslejren Sachsenhausen. Han var blevet sendt dertil, fordi han havde uddelt illegale blade under krigen. Jeg spurgte ham, hvad han huskede bedst fra lejren. Han sagde at det, der betød mest for ham, var sammenholdet og kammeratskabet mellem fangerne. Men rædslerne i lejren, som overgik fanger, som han ikke var knyttet til, blev han derimod ret kold overfor, efterhånden som tiden skred frem, sagde han. Han græd altid, når han talte om lejren, måske ved tanken om mange af sine kammeraters skæbne.
Royal Irish Riffles ved Somme Juli 1916. Foto Imperial War Museum Wikimedia Commons
Efter i 28 år at have studeret erfaringerne fra den store krig fremkom det amerikanske generallæge-væsen med en grundig analyse af erfaringerne fra den Anden Verdenskrig. Afsnittet om neurofysiske skader sammenfattedes således: "Den mest værdifulde erfaring indenfor militærpsykiatri var måske indsigten i den lille kampgruppe eller nogle af dens medlemmers indvirkning på den enkelte soldat. Det, som skiftevis betegnedes som "kammeratskabssystemet", "gruppeidentifikation" eller "lederskab". Dette fungerede også i ikke-kampsituationer. Gang på gang viste det sig, at fraværet af dens støtte, dens utilstrækkelighed eller dens opløsning under kampen var hovedårsag til psykiske sammenbrud under kamp. Disse gruppe og fællesskabsfænomener var forklaringen på de markante forskellige i antal psykiske sammenbrud hos forskellige kampenheder, der havde været udsat for den samme intensive stress under kamp."
At sidde fængslet i en enecelle bliver betragtet som en særlig grusom straf. Det er svært at udholde ensomheden år efter år.
Den britiske opdagelsesrejsende Ernest Shackleton og hans besætning mistede deres skib i pakisen ved Antarktis i 1915. De 28 mænd drev i måneder om på isflager i små redningsbåde, indtil de endelig fik øje på den ubeboede polarø Elephant Island. Sammen med fire besætningsmedlemmer sejlede han derefter efter hjælp i en lille redningsbåd de 1.300 km over det sydlige polarhav til øen South Georgia, hvor de fandt frem til den Norske hvalfangerstation Grytviken. Ved et mirakel overlevede alle ekspeditionsdeltagere. Foto Frank Hurley Wikimedia Commons.
Men hvis vi mennesker i vores inderste væsen i virkeligheden er indædte asociale egoister, så ville et ophold i en enecelle ikke være et meget stort problem. Men det er vi ikke. Vi er sociale af natur, og vi har brug for daglig interaktion med andre mennesker.
Det siges ofte, at ældre mennesker kan blive mærkelige med alderen og blive vanskelige at omgås. Men sagen er at ældre mennesker ofte bliver ensomme og isolerede i deres sidste år af forskellige grunde. De får ikke den daglige kontakt og dialog med andre mennesker, som de fleste yngre tager som en selvfølge. En sådan mangel på daglig følelsesmæssig træning kan gøre enhver lidt underlig og måske lidt fraværende. Så pointen er, at de bliver ikke mærkelige, fordi de bliver gamle, men fordi de bliver ensomme.
Jeg tror at det almindelige udsagn om at mennesket i bund og grund er egoistisk hovedsagelig er blevet skabt som en retfærdiggørelse for den socialistiske kritik af kapitalismen.
I hovedsagen går påstanden ud på at enhver vil blot skrabe til sig uden hensyn til andre, hvis han får muligheden for det, det er menneskets natur, for eksempel, hvis han har succes i forretninger og bliver en kapitalist. Derfor er det nødvendigt for arbejderne at organisere sig i fagforeninger for at de på den måde kan skrabe deres fair andel til sig inspireret af en slags kollektiv egoisme og derved skabe en balance i den gensidige mistillid, legemliggjort af en kontrakt, en overenskomst.
En sådan organisation, der bygger på en balance af gensidig mistillid, baseret på en antagelsen af en egoistisk menneskelig natur, er meget forskellig fra den historiske organisation fra før den industrielle revolution, som mere lignede et ægteskab, nemlig baseret på kærlighed og gensidig tillid i erkendelse af fælles skæbne og fælles interesse. Rolf Krake var berømt for sin gavmildhed, som han svorne mænd gengældte med deres ultimative loyalitet.
Elon Musk kan som bekendt ikke fordrage fagforeninger. Jeg har aldrig talt med ham, men vi kan gætte på at han føler at selve eksistensen af en fagforening i hans virksomheder indeholder en uudtalt anklage mod ham om at han i virkeligheden er en grådig og egoistisk kapitalist der sætter sine egne interesser langt over sine ansattes, og han kan ikke genkende sig selv i dette billede.
Men, imidlertid, vi kan ikke nægte at påstanden om menneskets egoisme indeholder nogen sandhed. For enhver er ansvarlig for sig selv, og kan han ikke tage vare på sig selv, vil det i almindelighed være vanskeligt for ham at være noget for andre. Det vil ikke være naturlig blot at smide sig gaden og sige at her er jeg, jeg kan ikke gøre for det.
Udviklingen i skattebetalinger. Offentlige udgifter som procent af GDP fra 1871 til 2013 i Europa og USA- Foto Cato Institute.
Gennem det sidste halve århundrede er skattebetalingerne i de Europæiske lande bestandig øget til det hidtil usete niveau af omkring 50% indtægten. Mange føler at det ikke er egoisme at de gerne vil beholde flere af de penge, som de selv har tjent, til gavn for deres familie og nærmest, i stedet for at betale dem til "Fællesskabet", som hovedsageligt repræsenterer overførselsindkomster til personer, som de ikke kender.
"Virkelig solidaritet og virkelig fællesskab må omfatte hele menneskeheden", har jeg engang hørt en socialistisk politiker udtale. Han syntes at mene at alle mennesker i hele Verden bør have den samme værdi for os. En Afrikansk skoledreng eller en Boliviansk kaffe avler, som vi ikke kender; deres velfærd bør være lige så vigtig for os som vore danske naboers velfærd.
Den ide, at vi har en ubetinget moralsk pligt til at ofre vore egne interesser, vore nærmestes og vort eget folks interesser for at hjælpe os totalt ukendte personer, er en slags unaturlig moderne religion, der ikke har noget grundlag i menneskets naturlige følelser.
Vi behøver ikke at være egoister eller racister, blot fordi vi elsker vor egen familie, kolleger, venner og naboer og folk af vor egen slags frem for fuldstændig fremmede. Det er et meget grundlæggende træk ved menneskets sociale natur.
Eibl-Eibesfeldt, (1975) - "Det Præprogrammerede Menneske"
Lorenz, Konrad, (1963) - "Das Sogenannte Böse"
