Verden eksisterede før vi blev fødte, og den vil fortsætte med at eksistere, efter at vi er døde. Desuden, hvis vi aldrig var blevet født, ville den ikke have savnet os.
Det er faderens opgave at forberede børnene på det uundgåelige møde med den indifferente og nøjeregnende virkelighed fuld af andre egoer, som har deres egne interesser.
Men i dag har de enkelte svært ved ar rive sig løs fra den tidlige barndoms narcissisme, hvor moderen var hele barnets verden, og tilfredsstillede alle dets behov, uden at det først skulle gøre sig fortjent til det. Det behøvede blot at skrige, så kom der straks et dejligt varmt bryst fuld af den sødeste mælk.
Den dybe strøm i den politiske korrekthed er oprøret mod faderen og hans krav og formaninger. De enkelte ønsker at forblive i deres drømme om at de er centrum i en kærlig verden, som elsker dem for, hvad de er, et varmhjertet, dejligt og interessant menneske, og ikke for hvad de skaber og udretter. De taler mest om rettigheder, herunder menneskerettigheder, kvinders rettigheder, homoseksuelles rettigheder og etniske gruppers rettigheder med videre - og mindre om pligter.
1. Et sæt af anstændige holdninger
Politisk korrekthed betegner et kompleks af holdninger, som af deres tilhængere anses for de eneste anstændige humane holdninger.
Irske kvinder i Dublin demonstrerer til fordel for flere muslimske indvandrere. Foto Doherty - Stand.
Der er tale om sådanne holdninger som anti-racismen, som påstår at mennesker overalt på kloden er ens, bortset fra hudfarve og anden synlig fysisk forskel,
feminismen, som påstår at kvinder og mænd er fuldstændig ens bortset fra nogle betydningsløse kropslige detaljer. Det fremføres at det er et frit eksistentielt valg, om man ønsker at definere sig selv som mand eller kvinde eller noget midt imellem.
Den politiske korrekthed argumenterer for åbne grænser og fri indvandring - da vi jo således alle sammen er grundlæggende ens, og det hele alligevel er den samme grød.
Det er politisk korrekt at mene at opdragelse og uddannelse betyder så godt som alt for den enkeltes egenskaber og personlighed, og arvelige egenskaber er af mindre betydning.
2. Den politiske korrekthed blev født på de amerikanske universiteter
Demonstration på Amerikansk Universitet. Foto American Renaissance.
Professor Howard S. Schwartz fra Oakland University mener at den politiske korrektheds vugge stod i de amerikanske universiteter, hvor den lige fra begyndelsen fødtes som et kompleks af "rigtige" holdninger.
Udtrykket "politisk korrekthed" dukkede op i den offentlig debat i en artikel i New York Times af Richard Bernstein i 1990. Han beskrev politisk korrekthed på følgende måde: " - i den akademiske verden og andre steder er der en stærk tro på at et kompleks af meninger om race, økologi, feminisme, kultur og udenrigspolitik definerer en slags "korrekt" holdning til Verdens problemer, en slags uofficiel ideologi hos universiteterne."
Bemærk at lige fra begyndelsen handlede politisk korrekthed om et sæt af holdninger og ikke blot om at bruge korrekte ord, såsom "flødebolle" i stedet for "negerbolle", "person af afrikansk afstamning" i stedet for "neger", "socialt belastede lavindkomstområder" i stedet for "ghetto" og så videre.
Typisk T-shirt fra det amerikanske universitetsmiljø.
Bernstein fortsatte: "Centralt for den politiske korrekthed, som har sine rødder i 1960'ernes radikalisme, er den opfattelse, at det vestlige samfund i århundreder har været domineret af, hvad der ofte kaldes: "den hvide mandlige magtstruktur" eller "patriarkalsk hegemoni". En beslægtet overbevisning er at alle - undtagen hvide heteroseksuelle mænd - har lidt under en form for undertrykkelse og er blevet nægtet en kulturel stemme."
"Men mere end en alvorlig betegnelse for et sæt af holdninger er "politisk korrekthed" blevet en sarkastisk betegnelse, der anvendes af de konservative og klassiske liberale, for at beskrive, hvad de ser som en voksende intolerance." - "en risiko for at blive anklaget for den almindeligt gentagne treenighed af tankeforbrydelser: sexisme, racisme og homofobi."
3. Findes politisk korrekthed?
Den politiske korrekthed bruges ofte i hverdagen til at bringe modstandere til tavshed.
Hvis man i en diskussion blandt venner eller kollegaer kommer for tæt på en af korrekthedens mærkesager - som for eksempel ved at tale om at menneskeracer findes, at intelligens er arveligt eller at der er forskel på kvinder og mænd udover de fysiske forskelle - vil man ofte opleve at en dominerende person i gruppen resolut afbryder: "Nu kan det være nok (navn), jeg nægter simpelthen at diskutere sådan noget", som om man har sagt noget sjofelt. Derefter er der ingen, som har lyst til at diskutere emnet, og efter en kort stilhed finder gruppen noget andet at tale om.
Forskellige hunderacer har større genetisk lighed end forskellige menneskeracer. Screenshot fra Harald Eia's Brainwash.
Den politiske korrektheds fortalere afviser påstanden om at de bruger et kompleks af "rigtige" meninger - understøttet af uudtalte trusler om beskyldninger for tankeforbrydelser med efterfølgende social udstødning - til at bringe modstandere til tavshed. Efter deres udsagn findes der ikke nogen autoriseret "politisk korrekthed", som vil gøre alle ikke-troende til kættere. De fremfører at deres meninger blot er naturlige og moderne menneskelige holdninger fremført af grupper, som tidligere blev undertrykt, men som nu kræver deres naturlige plads i samfundsdebatten.
Men menings-komplekset findes. Det bliver bestandigt håndhævet og defineret i medierne. Når vi blænder op for TV-nyhederne, møder vi de daglige politisk korrekte solskins-historier om velintegrerede "flygtninge", ser søde uledsagede flygtninge-"børn" spille fodbold og så videre. Men der er aldrig noget om de langsigtede konsekvenser af den massive muslimske indvandring. På helt uansvalig vis bringer begge TV-kanaler daglige skandaler om den amerikanske præsident Donald Trump - statsoverhovedet hos Danmarks vigtigste allierede - sikkert fordi han er en hvid mand og ikke lever op til de politisk korrekte krav om følsomhed og tolerance.
Budskabet i TV-serien 1864 er at nationalisme er meningsløs, og man kun kan komme galt afsted med at elske sit eget folk. Forræderiske ledere bekræfter de gamle hvide mænds ondskab. Foto Frankfurter Algemeine.
Alle DR's dramaserier har været politisk korrekte projekter. Det indrømmede tidligere dramachef i DR Ingolf Gabold selv i et interview i Politiken: "Jeg er politisk. Og jeg har været politisk i udviklingen af den her dramatik," siger Gabold og fortæller, at dramaserien "1864" skulle sætte spot på DF og "hele den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske".
I Nordjyske Stiftstidende skrev Michael Thestrup: "Det rød-radikale er så indgroet, at det er utænkeligt, at DR vil skabe TV-drama, hvor helten er en smuk, intelligent, empatisk, selvstændig erhvervsdrivende og borgerlig." Og vi kan tilføje at hvis det mod forventning skulle ske at DR lavede en sådan serie, så ville helten med fuldkommen sikkerhed være en kvinde eller en mand af anden etnisk oprindelse. Man kan simpelthen ikke komme med en sympatisk hvid mand i sin bedste alder.
I TV-serien "Krøniken" er alle kvinderne stærke kvinder, og mændene er enten grådige kapitalister eller svage mænd. Thestrup fortsætter: "I "Krøniken" er skurken Kaj Holger grådig, svigagtig, brutal, dominerende, manipulerende, værnemager og konservativ - mens helten, Palle From, er brav, romantisk, opofrende, engageret, empatisk og socialdemokrat." - "I Taxa forsøger den modbydelige og intrigante kapitalist, Herman, fra City-bilen, at overtage vores alle sammens Krone Taxa." - "I Borgen går moderaternes smukke (radikale) heltinde gennem ild og vand for at få Danmark tilbage på det rette (radikale) spor i udlændingepolitikken og siger i den anledning endog nej til selv at blive statsminister. Omvendt tegnes frihedspartiet (DF) af en fedladen, usoigneret, udannet, uforskammet og utiltalende Svend Åge Saltum (Ole Thestrup)."
Stærke kvinder og voksne mænd, som bryder hulkende sammen, er faste bestanddele i skandinaviske TV-serier.
Hovedpersonen i TV-serien Borgen er den stærke og sympatiske statsminister Birgitte Nyborg, som uforsonligt kæmper for en anstændig politisk korrekt indvandringspolitik, selvom det kommer til at koste hende positionen som statsminister. Foto: The Case for Global Film.
Vi møder den politiske korrekthed, når vi tager en kanalrundfart. Der vil vi finde at - hvis der ikke er tale om gamle amerikanske film - de fleste interviewere, studieværter og udsendte medarbejdere vil være kvinder eller mænd af anden etnisk oprindelse. Skal der være et interview med en repræsentant for en virksomhed, videnskabelig institution, universitet eller lignende, vil repræsentanten oftest være en kvinde. Det er simpelthen ikke passende at stille op med en hvid mand i sin bedste alder.
4. Den politiske korrektheds psykologiske og litterære rødder
Det er nemt at se at angrebet på de hvide mænd er et angreb på faderen, som tjener og arbejder for familiens skyld. Det er en afvisning af alle faderens formaninger om pligter og moralske regler. De politisk korrekte oprørere mener - eller rettere føler - at de hvide mænd har været på scenen alt for længe, og at det nu er tid for deres ofre, teenagers, kvinder, homoseksuelle og etniske minoriteter at nyde rampelyset.
The Man in the Grey Flannel Suit. - Fra Wikipedia.
Professor Schwartz mener at faderens rolle, som stort set er identisk med Freuds superego, blev forkastet omkring 1970-80, og den narcissistiske psykologis ego ideal indtog dens plads. Ego ideal indeholder ifølge Freud fantasien om at vende tilbage til den tidlige barndoms narcissisme, hvor moderen var hele barnets verden, og tilfredsstillede alle dets behov, uden at det først skulle gøre sig fortjent til det. Det behøvede blot at skrige, så kom der straks et dejligt varmt bryst fuld af den sødeste mælk.
I USA var de kulturelle forløberne for angrebet på faderen romanen "The Man in the Grey Flannel Suit" fra 1955 og nogle fagbøger om organisation. Romanens hovedperson er Tom Rath, en ung veteran fra Anden Verdenskrig, som forsøger at afbalancere sit ægteskab og familieliv med kravene i hans karriere-stilling i et New York TV-netværk, samtidig med at han lider under eftervirkningerne af sin deltagelse i krigen. Det viser sig at hans veninde i Italien - fra hans ophold der under krigen - har fået en søn med ham.
Alle hiver og slider i ham fra alle sider, og til sidst opgiver han rollen som mand og fader, der har ansvar for familien og samfundet, og han slår sig til tåls med et "9 to 5" job.
Underligt nok synes angrebet mod faderen, som tjener og arbejder for familiens skyld, at manifestere sig tidligere i Danmark end i USA. "Sangen om Larsen" af Sven Møller Kristensen, romanerne, "Der sidder en mand i en sporvogn" af Mogens Klitgaard og "Den forsvundne fuldmægtig" af Hans Scherfig blev alle skrevet før krigen i slutningen af trediverne, men blev først for alvor populære i tresserne da "ungdomsoprøret" tog fart.
"Der sidder en Mand i en Sporvogn" af Mogens Klitgaard - Fra Goodreads.com.
"Sangen om Larsen" er om den gennemsnitlig danske mand, som har navnet Larsen, som i jagten på materiel velstand mister glæden ved livet, og lader sig nøje med et liv med daglige madpakker i kontoristens sædvanlige anonyme grå habit. "Det sku vær' så godt, og så' det faktisk skidt", lyder sangens omkvæd.
I romanen "Der sidder en Mand i en Sporvogn" fortælles om familiefaderen, manufakturhandler Lundegaard, der gradvist får knust alle sine drømme om et lykkeligt liv i velstand med sin familie og går under i alkohol og moralsk forfald.
Det vigtigste angreb på de ansvarlige og pligtopfyldende hvide mænd med magt og autoritet blev udført af Hans Scherfig i "Den forsvundne fuldmægtig" fra 1938. Theodor Amsted er fuldmægtig i krigsministeriet - en magtfuld stilling - men længtes hemmeligt efter friheden. Da hans tidligere klassekammerat fra Metropolitanskolen sprænger sig selv i luften på Amager Fælled, får Amsted det til at se ud som om at det er ham, som er død. Han flygter til Tisvildeleje, hvor han lever det frie liv, samler insekter i glas og forelsker sig platonisk. Han bliver opdaget, og det ender med at han idømmes fængsel, hvor han endelig finder den sande lykke i fængslets ro og regelmæssighed - således som han - ifølge Scherfig - er blevet opdraget til det efter det borgerlige samfunds idealer.
Ove Sprogøe i filmatiseringen af Hans Scherfigs roman "Den Forsvundne Fuldmægtig", som handler om en mand med autoritet og magt, som bryder sammen på grund af sin indre svaghed og længsel efter at blive fri for ansvaret - Foto fra imusic.
Disse romaner og sange præsenterer et billede af faderen som en, der har tilpasset sig livets betingelser og derved solgt sig selv med det formål at opnå materiel velstand, og derved mistet sin frihed. Mange unge gav udtryk for at de ikke syntes at denne materielle velstand var prisen værd. For at bevare den frihed, som faderen havde mistet, afviste de at identificere sig med ham.
Der er den ejendommelighed ved angrebet på de hvide mænd at årsagen til deres magt og betydning aldrig nævnes.
Hvide mænd er en lille minoritet blandt alle verdens mænd, men alligevel er det dem, som har skabt hele den vestlige civilisation og alle dens institutioner, som i vidt omfang er blevet kopieret i hele Verden. Det er hvide mænd, som har opfundet elektricitet, dieselmotor, biler, flyvemaskiner, penicillin, kunstgødning og så videre og så videre - og bragt alle disse opfindelser til Afrika og Asien - til disse landes store fordel. Men de politisk korrekte foretrækker at tale om den samfundsmæssige og tekniske udvikling, som noget, der skete helt af sig selv - som blomster, der spirer frem om foråret.
De unge oprørere forholder sig ikke til at faderens offer ikke er for at opnå velstand for sig selv - men for at understøtte familien. Under fædrenes beskyttelse og takket være deres velstand og skattebetalinger kan de ungdommelige oprørerne identificere sig med revolutionære bevægelser i udviklingslande, historiske revolutionære og andre etniske grupper, som angiveligt er undertrykte, og derved opretholde deres følelse af narcissistisk almagt og betydning. Al deres tale om revolution er en verdensfjern fantasi - som hos børn, der leger - der blot skal iscenesætte dem selv som betydningsfulde helte.
Autonome eller antifascister i aktion mod autoriteterne. Som de kinesiske rødgardister, bliver de diskret støttet af magthaverne og omhyggeligt dækket af main stream medierne. I Danmark er det de politisk korrekte politikerne, som holder hånden over dem og betaler for deres væresteder - Foto ukendt oprindelse.
I den vestlige kultur har det gennem årtusinder været faderens opgave at beskytte familien mod den følelseskolde og pedantiske virkelighed og samtidig opdrage børnene, således at de er klar til at møde den, når de når skelsår og alder. Moderens rolle har derimod været at indgive dem en dyb følelse af at være elskede, at give dem en følelse af lykke, som skal vare hele livet, og som er fundamentet for selvopholdsdriften, uden hvilken de ville være fortabte.
I moderne tid er det krævende super ego blevet fortrængt af det narcissistiske ego ideal, som lover tilfredsstillelse af den enkeltes behov, uden at det er forbundet med præstationer, anstrengelser eller arbejde. I stedet for krav og betingelser til den enkelte er trådt rettigheder, menneskerettigheder, borgerrettigheder, flygtningerettigheder, kvinderettigheder, børns rettigheder, ja selv dyrene har rettigheder.
Det nævnes aldrig, at den anden side af rettigheder er pligter. For enhver rettighed, som nogle mennesker har, vil der være andre mennesker, som har pligt til at opfylde deres krav eller sikre betingelserne for at de kan realiseres - sandsynligvis nogle hvide mænd.
Det lille barn får føde og klæder af forældrene, blot fordi det er den det er, et dejligt barn. På samme måde kræver de moderne narcissistiske individer rettigheder og ydelser, blot fordi de er mennesker.
Narcissus var en smuk og arrogant græsk yngling, der afviste nymfen Ecco's desperate tilnærmelser. Som straf dømte guderne ham til at forelske sig i sit eget spejlbillede. Ude af stand til at elske andre stirrede Narcissus dag efter dag på sit spejlbillede i vandet, indtil han visnede væk og blev til en lilje, som fik hans navn, narcissus (påskelilje).
En person som lider af udpræget narcissisme føler at han er noget helt specielt og at det er helt naturligt at han altid er centrum for andres opmærksomhed - som et barn. Han er meget optaget af symboler på sin status i samfundet som for eksempel, hvilken titel han har, hvordan han bor og hvilken bil han kører i, hans påklædning skal være den helt rigtige, som signalerer hans prestige. Han fører sig storslået frem for at kompensere for en dyb følelse af tomhed og usikkerhed.
Nogle mener at narcissistiske personlighedstræk er blevet langt mere udbredte i det moderne samfund, end de var tidligere. Måske fordi de enkelte har en mere beskyttet tilværelse og ikke tidligt får kontakt med den grusomme og nøjeregnende virkelighed. Tidligere generationer kunne for eksempel komme i lære som 14-årige, få buksevand og lignende af ældre lærlinge, indtil de havde forstået at de ikke var verdens centrum, som de havde været vant til hjemme hos deres mor.
Maleri af John William Waterhouse fra 1903. Google Art Project.
Vi kan spore begyndelsen til den politiske korrekthed tilbage til tredivernes og tressernes sange og litteratur, men det forklarer ikke, hvorfor den trængte igennem netop på dette tidspunkt. Der må have været noget, som rørte sig netop da, noget nyt i samfundet, nye stemninger eller spirende holdninger, som inspirerede digterne til at angribe faderen og autoriteterne.
Vi kan gætte på at det var den begyndende velfærdsstat, som gav de enkelte en følelse af at de havde et valg.
For eksempel kunne filosoffen Søren Kirkegaard træffe sine eksistentielle valg og i det hele taget gøre, hvad han havde lyst til, fordi han kunne støtte sig til sin faders store formue.
Måske følte de enkelte i halvtredserne og tresserne stadig stærkere, at de ikke behøvede at stige på hamsterhjulet så tidligt. De ville så gerne være unge, frie og uforpligtede en tid endnu, og da de kunne støtte sig til den almægtige velfærdsstat - som Søren Kirkegaard kunne støtte sig til sin faders formue - følte de, at det ikke kunne gå helt galt.
Det forklarer hvorfor oprøret mod faderes viste sig i litteraturen i Danmark, før den viste sig i litteraturen i USA, da velfærdsstaten udviklede sig tidligere i Danmark.
Foto fra Woodstock Festival 1969. Fra Woodstock Photos
I 1923 stiftede en gruppe filosoffer en tænketank, som blev kendt som Frankfurterskolen, ved Frankfurt Universitet i Tyskland, Institut for Socialforskning. Dens medlemmer var blandt andre Theodor Adorno og Herbert Marcuse.
Theodor Adorno skrev "The Authoritarian Personality", som udkom i 1950, fem år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Den var angivelig en psykologisk undersøgelse, der skulle identificere nazismens og fascismens psykologiske rødder. Men reelt var bogen et angreb på faderen og alt i alt virkede den som en fordømmelse af middelklassens fædre, som ofrede sig og arbejdede for familien.
I bogen hævdede Adorno at hårde og straffende forældre får børn til at føle en enorm undertrykt vrede mod dem, hvilket vil få børnene til at idolisere autoritetsfigurer. En anden pointe i bogen er at personer med dette autoritære syndrom er disponeret for højreorienteret ideologi.
Herbert Marcuse mobiliserede seksualdriften mod den vestlige civilisation.
Sigmund Freud var eksperten over alle i menneskers medfødte seksualdrift. Som bekendt argumenterede han for at neuroser generelt opstår som et resultat af undertrykkelse af impulser i personens underbevidsthed, som afskæres fra at komme frem til bevidstheden og i stedet giver sig udslag i legemlige symptomer, såsom lammelser, spændinger og depressioner.
Herbert Marcuse taler ved en demonstration mod kapitalismen på Operapladsen i Frankfurt juni 1972. Marcuses budskab om at man bør udleve alle sine lyster, fornemmelser og tilbøjeligheder blev enormt populært i 1970'erne. Foto Deutschlandfunk.
Freud skrev mere end tredive bøger, her i blandt "Das Unbehagen in der Kultur", som på engelsk hedder "Civilization and Its Discontents". I bogen diskuterede han muligheden for at selve vor civilisation indeholder begrænsninger, som kan fremkalde neuroser.
Men Herbert Marcuse fra Frankfurterskolen løsrev Freuds - formentlig sande - betragtninger fra deres sammenhæng og proklamerede at alle civilisationens begrænsninger for seksualiteten skulle nedbrydes, man bør udleve alle tænkelige seksuelle tilbøjeligheder uden tøven, og ikke lade sig begrænse af sædvaner og moralske regler. I sin bog "Eros og Civilisation" proklamerede han en "erotisering af hele personligheden". Han hævdede at hans spekulative teorier byggede på både Freud og Marx.
Følelsesmæssigt bygger de politisk korrekte oprørere på drømmen om at forblive i barndommens og ungdommens kåde og uforpligtende tilstand, så længe som muligt, helst hele livet. Man skal gøre lige hvad man har lyst til, lød det, og hvem har umiddelbart lyst til at påtage sig ansvar, pligter og systematisk arbejde?
Fædrene, de hvide mænd, repræsenter den nøjeregnende virkelighed, som de så desperat søger at undgå, og derfor blev det et oprør mod ham og hans regler, formaninger og krav om ansvar, pligter og systematisk arbejde - hvilket stort set er et oprør mod Freuds superego.
5. Politisk korrekthed udnytter naturlige følelser
Tilhængere af det politisk korrekte holdningskompleks vil fremføre at deres meninger er naturlige menneskelige holdninger fremført af grupper, som tidligere var undertrykte, men som nu kræver deres retfærdige plads i samfundsdebatten.
Og virkelig, de har ret. Det er på en måde fuldstændig naturligt at udleve alle sine tilbøjeligheder straks uden hensyn eller tøven. Det er meget naturligt at hige efter at bevare ungdommens uforpligtende drømme hele livet. Men natur er en ting og civilisation er noget andet.
Hjernevask og manipulation. Tegning fra renegadetribune.com.
Det er at nemt forestille sig at unge mennesker og vælgere er født uskyldige, og de politisk korrekte holdninger kun er bleven almindelige, fordi journalister, undervisere på universiteter, lærere og politikere manipulerer og hjernevasker de opvoksende generationer og de let påvirkelige, kun overfladisk interesserede, vælgere.
Et menneskes bevidsthed er ved fødslen en blank tavle, "tabula rasa", skrev John Locke. Men er stod noget på tavlen i forvejen, som ikke kan viskes ud. Det er naturligt at hige efter at forblive i ungdommen, den lykkelige tilstand mellem barndom og voksen, for evigt, og unge mennesker vil hilse sådanne ideer, som tillader dem at gøre netop dette, velkomne.
Men som sagt, natur er en ting og civilisation er noget andet. Hvis vi ikke havde håndhævet en civilisations regler - i vores tilfælde den vestlige civilisation - ville vi stadig bo i huler og lerhytter og have ført endeløse kampe mod andre, fordi enhver ønskede at udleve netop deres egne tilbøjeligheder.
Det er ikke sådan at journalister, lærere og undervisere blot tager den blanke tavle og simpelthen overmaler den med oprør mod autoriteterne, anti-racisme, anti-sexisme, menneskenes ansvar for en kommende klimakatastrofe og kravet om omfattende ubetinget godhed mod alle. De udnytter blot de naturlige tilbøjeligheder, som stod på tavlen allerede.
Medierne er i betydelig grad politisk korrekte. De ønsker at bekræfte deres kunder og brugere i deres forestillinger om hvide mænds - læs fædrenes - koloniale undertrykkelse af andre racer, deres udnyttelse af kvinder og deres latterliggørelse af homoseksuelle og andre seksuelle afvigelser. Simpelthen fordi de gerne vil sælge aviser og abonnementer. Se blot på Jyllands-postens omvendelse.
Universiteter hælder mod politisk korrekthed, fordi de ønsker at tiltrække studerende, hvilket vil give dem øget finansiering. Politikere er politisk korrekte, fordi der er stemmer i det, og de vil så gerne vælges.
I stort omfang udnytter manipulatorerne blot eksisterende underliggende, egentligt naturlige drifter, som uden kontrol vil presse nationens udvikling mod stadig mere selvmorderisk politisk korrekthed.
Ungdomsår. Foto Pinterest.
Vi husker vor ungdom, den vidunderlige tid mellem barndommen og voksenlivet, hvor vi var frie og uafhængige, og endnu ikke bundet af ansvar, pligter og familie. Alt hvad der skete dengang står for resten af livet prentet i vores hukommelse, vore venner, alle de skøre ting, vi lavede, og alt det sjov, vi havde, og alle de piger vi kendte. Alle muligheder stod åbne, vi kunne vælge at begynde karriere i den ene eller den anden retning eller helt lade være, vi kunne hænge ud med den ene eller den anden pige. Vi kunne drømme om filosofi, poesi, godhed og retfærdighed. Det var simpelthen frihed!
Det var med en vis vemodighed at vi engagerede os i en bestemt karriere vej. Alt systematisk arbejde indebærer kontakt med den grimme virkelighed og indeholder en masse rutiner, som er meget forskellige fra vor ungdoms drømme. Den udvalgte pige, som vi giftede os med, var ganske sikkert vidunderlig, men vi følte alligevel en undertrykt sorg over at vi nu havde afskrevet alle de andre muligheder. Vores frihed var blevet indskrænket.
Linjer fra sangen "Forever Young" skrevet af Frank Mertens, Marian Gold og Bernhard Lloyd. Sunget af det tyske band Alphaville i deres 1984 album.
Det står temmelig klart at ungdomsoprøret, som nu har udmøntet sig i den politiske korrekthed, var og er et oprør mod de hvide mænd, som repræsenterer faderen, med alle hans formaninger om pligter, moralske regler og krav om egentligt arbejde og engagement i den pedantiske virkelighed.
Når gråspurveunger flyver fra reden, finder de hurtigt sammen med andre spurve i store flokke. På samme måde vil teenagere være tiltrukket af grupper af jævnaldrende, og de vil søge at finde en plads i gruppens hierarki. De vil ikke være meget kritiske i forhold til de værdier, som binder gruppen sammen. Uden forældres vejledning vil de ofte blot tage den første gruppe, som de møder.
Denne higen efter frihed har sikkert altid eksisteret hos unge mennesker, men i fortiden var der ikke økonomiske muligheder for at ungdommen kunne pjatte omkring i årevis og have det sjovt. Desuden var fædrene, præsterne, lærerne og alle autoriteter dengang deres moralske ansvar bevidst og formanede, indprentede og motiverede ungdommen til kærlighed til familien, fædrelandet og religionen.
Feministisk demonstration i 60'erne. Foto fra Pinterest.
Feminismen er en anden vigtig drivkraft i den politiske korrekthed. Den er helt klart rettet mod hvide mænd, som bærere af den vestlige civilisation.
Jeg tror at tendenser til feminisme altid har eksisteret. I nutiden har vi blot lukket ånden ud af flasken. Når istidens Cro Magnon jægerne kom tilbage til hulen med bytte, blev de tiljublet af hele stammen. Men nogle kvinder må have følt et stik af misundelse. De drømte om at skubbe mændene til side og selv gå på jagt efter mammutter og uldhårede næsehorn. Sigmund Freud fastholdt hele sit liv, at kvinder er misundelige på mænd, fordi mænd har en penis.
Men det er forkert kun at betegne feminismen som en bevægelse, der udtrykker had og misundelse i forhold til mænd. Der findes ganske givet hårdkogte lesbiske feminister, som hader mænd, men de er ganske få og ikke repræsentative.
Feminismen er derimod et redskab, som kvinder bruger til at udfordre og manipulere mænds følelser, for at de derigennem kan opnå øget bekræftigelse af deres skøhed, charme og intelligens. De udnytter mænds kærlighed og hengivenhed til at indgive dem en form for dårlig samvittighed, som også kan udnyttes til at opnå andre fordele.
Hvis kvinder kan overbevise mænd om at de - for eksempel - bør have lige så mange ledende stillinger som mænd, eller at mænd bør gå på barsel på lige fod med kvinder, og disse begivenheder af naturlige grunde ikke indtræffer, så har kvinderne indgivet mænd en følelse af at de skylder kvinderne noget, mændene har fået dårlig samvittighed - og derfor kan kvinder forvente at mænd bør anstrenge sig mere for at bekræfte deres kærlighed og hengivenhed - og derved vil kvinder øge deres følelsesmæssige magt og kontrol.
Kvinders tilbøjelighed til at udfordre og manipulere modne mænds følelser er en naturlig drift, som altid har eksisteret i menneskelige samfund. Kvinder, som var gode til dette, opnåede mere favorable ægteskaber og fik børn, som alt andet lige fik større success. Her i blandt døtre, som arvede moderens manipulatoriske egenskaber.
Man kan sige at oprøret mod faderen og feminismen kom først, og disse tendenser blev blot forstærket og udnyttet af manipulatoriske politikere, journalister og undervisere. Andre vil mene at ungdommen, vælgerne og kvinderne er fødte uskyldige, som John Lockes blanke tavle, men er blevet hjernevasket af manipulatorerne.
Peter Pan en route til Neverland. Foto fra Pinterest.
Natur er en ting, og civilisation er noget andet. Ikke alt, hvad der er naturligt, er godt. Civilisationer regulerer individernes naturlige tilbøjeligheder, de modererer eller undertrykker nogle naturlige drifter og fremhæver andre.
I tidligere tider vidste man godt at ikke alle menneskets naturlige drifter og ønsker er gode. Som der står i 1. Mosebog: "Og da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!"
Og derfor var det i fortiden præsters, underviseres og øvrighedspersoners pligt at modvirke menneskenes medfødte skadelige tilbøjeligheder, formane ungdommen og indgyde dem kærlighed til familien, Gud, konge og fædreland. De moderne journalister, undervisere og politikere har derimod svigtet i deres iver efter at blive populære.
Hovedtemaer i holdnings-komplekset politisk korrekthed
6. Alle har lidt under hvide mænds undertrykkelse
I det moderne politisk korrekte samfund konkurrerer grupperne ikke så meget med præstationer, som ved at søge at overgå hinanden i lidelses-historier og således angle for sympati og medlidenhed. Afrikanere har deres historie om slaveri, diskrimination og kolonialisme. Muslimerne beretter om korstog og imperialisme. Jøderne har historien om holocaust og antisemitisme. Feministiske kvinder beretter om årtusinders undertrykkelse, sexisme, diskrimination og voldtægt. Homoseksuelle fremfører de hvide mænds intolerance, homofobi og latterliggørelse. Børn og unge - og særligt deres lærere - kan berette om den uretfærdige sorte skole.
Lasede jeans beviser ejerens rette sindelag og solidaritet med de fattige og undertrykte. Foto True Religion.
Hvis man har haft det sorte uheld at blive født som en hvid mand, har man et lidt vanskeligere projekt, men det er langt fra håbløst. Man kan bruge tophue dag og nat, også om sommeren, for at demonstrere sympati og solidaritet med de undertrykte afrikanere. Man kan gå med omvendt base ball kasket eller stål i ansigtet for at vise at selv om man ulykkeligvis har hvid hud og er født med en penis, tilhører man dog ikke gruppen af onde hvide mænd i grå jakkesæt.
Da James Dean filmene gik i biograferne i Danmark i midten af tresserne varede det blot måneder, før de fleste unge mænd var iklædt jeans og hvid T-shirt med rund hals under skjorten. Alle deres tidligere bestræbelser på at ligne de voksne mænd med slips, butterfly, vest, bukser med pressefolder med mere forsvandt som dug for solen.
Lige siden slutningen af tresserne har det været de formodet fattige og undertrykte, som har dikteret moden. Lasede jeans signalerer solidaritet med de undertrykte og modstand mod magthaverne, de hvide mænd. Stål i ansigtet signalerer at denne person kun følger sine egne "naturlige" impulser og er fuldstændig indifferent med hensyn til civilisationenes normer.
7. Racisme er den mest foragtelige tankeforbrydelse
I det politisk korrekte univers findes menneske-racer ikke. Andre af Jordens skabninger, såsom heste, katte, hunde og elefanter er åbenlyst inddelt i racer med forskellige egenskaber, men mennesker er en undtagelse. Menneske-racer er en myte - menes det - der findes ganske vist folk med forskellige hudfarver og kropslige træk, men disse nuancer har intet at gøre med andre egenskaber såsom intelligens, aggressivitet og fysisk styrke. Indeni "er vi alle mennesker", doceres det.
Indeni er vi alle "mennesker". Screenshot fra Brainwash af Harald Eia.
Dette står noget i modsætning til at korrekthedens ærke-skurke er de hvide mænd, som helt åbenbart menes at have nogle uheldige egenskaber udover hvidheden.
Men, vi har alle set olympiske finaler på sprinterdistancerne. Feltet består altid næsten udelukkende af Amerikanske negre. Det er helt tydeligt at der findes en race karakteriseret ved mørk hud og stor fysisk styrke, som vi kan kalde amerikanske negre.
Jøder udgør kun 2-3% af den Amerikanske befolkning, men udgør 50% af top 200 intellektuelle, 40% af nobelpris vindere, 20 % af professorer på top universiteter og 40% af partners i top advokat firmaer. Det siges at det gennemsnitlige IQ for Amerikanske jøder er 112 imod det gennemsnitlige Europæiske niveau, som er 100. Det viser at intelligens i stort omfang er arveligt.
Politisk korrekthed. Facebook.com/Image Blitz.
I disse indvandringstider er det svært at ungå at lægge mærke til at mellemøstlige typer er mere aggressive end andre. Aggressivitet beror på mængden af blandt andet hormonet testoron, som er en biologisk medfødt egenskab - bestemt af gener. Og aggressive personer foretrækker helt naturligt aggressive religioner.
Det er naturligt at elske sine egne, det gør de fleste. Men hvis du er hvid, så sig det ikke til nogen. Det vil blive stemplet som en afskyelig tankeforbrydelse, den skinbarlige racisme.
Men, fordi man elsker sine egne, behøver man jo ikke at foragte alle de andre.
8. Sexisme er racismens tvilling
Sexisme er en tvilling til racisme. Hvis man anerkender at menneske-racer findes og yderligere hæfter bestemte egenskaber på dem, så er man racist. Hvis man anerkender at der findes biologiske køn og yderligere hæfter bestemte egenskaber på dem - eller i hvert fald på kvinder - så er man sexist.
Jennifer kæmper for at holde sine yndigheder inde i bikinitoppen. Det er sikkert fuldstændig tilfældigt at hun valgte netop denne klud, da hun gik ud af døren. Men man kan ikke fortænke en mand i at han kun tænker på sex ved mødet med sådan en kvinde og ikke tænker på, hvad hun mon mener om den politiske situation. Men han skal holde det for sig selv, da han ellers har tænkt på en kvinde udelukkende som sexobjekt, og det er sexisme, en alvorlig tankeforbrydelse. Foto Yandex.
Der findes fornemme definitioner på sexisme i diverse medier. For eksempel skriver Wikipedia: "Sexisme er fordomme eller diskrimination baseret på køn." Det lyder fornemt og objektivt, men afhænger fuldstændig af, hvad der er fordomme, og hvad der er sandhed. I praksis kan enhver kommentar, kritik, ordre eller henstilling til en kvinde, som hun ikke bryder sig om, og som henfører til eller bygger på at hun er af dette køn, blive stemplet som sexisme. Morsomheder, hvor pointen bygger på forskelle mellem de to køn, vil helt oplagt blive stemplet som sexisme.
Kvinder kan ikke gøre sig skyldige i sexisme. De kan til enhver tid udbryde "Åh mænd, de er bare - - -" uden at de derved bliver skyldige i denne tankeforbrydelse.
I de fleste TV reklamer, hvor der optræder både en mand og en kvinde, er kvinden intelligent og initiativrig og manden lidt bagud, som for eksempel Luffe og Sjane i den kendte L'easy reklame eller de to ølkuske i den nyeste Carlsberg TV reklame "Selvfølgelig". Havde det været omvendt, manden havde været smart og kvinden lidt dum, ville både L'easy og Carlsberg forlængst være havnet i retten anklaget for sexisme, eller de var blevet udsat for århundredets shitstorm.
Det er mænds natur at de begærer kvinder, og det er kvinders natur at de ønsker at forføre og manipulere mænd ved at være så smukke, intelligente, charmerende og sexede, som det er dem muligt. Det er ikke noget, man kan definere bort ved at gøre det til tankeforbrydelse, hvis man bemærker det. Det er umuligt at abstrahere fra, om den person, som man står overfor, er en mand eller en kvinde.
9. Kravet om betingelsesløs godhed
Den politiske korektheds altdominerende krav er synlig godhed for enhver pris. De enkeltes omfattende og allestedsnærværende ønske om at være gode, eller ihvertfald synes gode, er drivkraften bag mange katastrofale udviklinger i det moderne samfund.
Politisk korrekt demonstration i London 2016 til fordel for øget indvandring og øget tilpasning til den muslimske kultur. Streng taget er islam en slags religion og ikke en race, men det forhindrer dem ikke i at kalde modstandere racister og facister. Foto: Stronger Unions.
Den mest tragiske historiske begivenhed i moderne tid er den endeløse muslimske indvandring fra Afrika og Mellemøsten. Det er nemt at se at de - for det store flertals vedkommende - ikke ønsker eller evner at tilpasse sig det vestlige samfund. De har en meget høj fertilitet, og når de bliver mange nok, vil de overtage hele landet.
Men hvis man gerne vil afvise alle disse "flygtninge", kan man ikke samtidig være god - ihvertfald ikke mod "flygtningene" - og derfor raser de politisk korrekte mod indvandrings-modstanderne med beskyldninger for umenneskelighed og racisme. Logikken synes at være at når de ikke er tilhængere af godhed - mod "flygtningene" - så må de være onde.
I den virkelige verden kan man ikke være god mod alle. Næsten enhver beslutning på alle niveauer er god for nogle og mindre god for nogle andre. Hvis man beslutter at afvise "flygtninge" er det synd for dem, men godt for vore egne efterkommere. Hvis man tillader den muslimske indvandring, er det godt for muslimerne men synd for vore egne efterkommere.
Denne ansvarsløse godhed trækker sine ødelæggende spor overalt i samfundet.
Tredie afsnit af TV2's serie "Moskeerne bag sløret". Mohammad Fouad al-Barazi, ledende imam i Det Islamiske Forbund i Danmark, interviewes med skjult kamera, han siger: "Lige nu er vi i en tid, hvor vi er ved at åbne de her lande. Nu er vi begyndt. Der er muslimske fællesskaber over hele Europa - Nu er vi 300.000 - " Foto Uriasposten.
Muslimer vil i sidste ende - når de bliver mange nok - følge deres Koran, som befaler dem at "kaste frygt i hjerterne på de vantro", og at "kaste terror i de vantros hjerter, så slå dem over halsen", hvilket sidste må betyde at halshugge, som også er meget populært i Mellemøsten. De vantro inkluderer os - kristne danskere.
Folkekirkens kvindelige præster evner end ikke at forsvare deres religion blot med ord. Kirken har udviklet sig til en pacifistisk bevægelse, som sætter omfattende ansvarsløs og betingelsesløs godhed over alt andet. Hver nytårsaften afholder de fælles kristen-muslimsk gudstjenester i landets vigtigste kirker.
Dommere sætter godhed højere end retfærdighed. Forbrydere slipper for hårde straffe og udvisning, fordi det ville være synd for dem og deres mange børn. Hvis de alligevel kommer i fængsel, er det et rent hotelophold, hvor de kan hvile ud, hygge sig og udveksle erfaringer med ligesindede.
Ledelse uden magtmidler er en umulig ting - men politisk korrekte betragter generelt magtmidler som ondskab, og udøvere af magtmidler som onde. Det faglige niveau i skoler, gymnasier og universiteter falder konstant, fordi politikere og skoleledere viger tilbage for at lede og stille krav - med efterfølgende konsekvenser, hvis kravene ikke bliver opfyldt. Vi skulle jo nødigt tilbage til "Den Sorte Skole", siger de.
