|
Forside DH-Debat Keynes i Hovedpunkter |
Leninisme er en kombination af to ting, som Europæere i århundreder har holdt hver for sig i forskellige rum i sjælen - religion og forretning. Vi er chokerede, fordi religionen er ny, og forargede, fordi når forretning har et underordnelses-forhold til religionen i stedet for den anden vej rundt, er den meget ineffektiv.
Ligesom andre nye religioner, får leninismen sin magt ikke fra mængden, men fra et lille mindretal af entusiastiske konvertitter, hvis iver og intolerance gør hver enkelt af dem lige i styrke med hundrede indifferente. Ligesom andre nye religioner ledes den af dem, der kan kombinere den nye ånd, måske oprigtigt, med at se en hel del mere end deres tilhængere, politikere med i det mindste en gennemsnitlig dosis politisk kynisme, som kan smile såvel som rynke bryn, flygtige eksperimentalister, som af religioner er frigjort fra sandhed og barmhjertighed, men ikke blinde for fakta og hensigtsmæssighed, og derfor åben for anklage (overfladisk og uanvendelig, skønt det er hvad politikere, lægmænd eller kirkelige, er bekymret for) for hykleri.
Ligesom andre nye religioner, synes den at tage farve og munterhed og frihed ud af hverdagen og tilbyde en kedelig erstatning i dens hengivne tilhængeres firkantede træ-ansigter. Ligesom andre nye religioner forfølger den uden retfærdighed eller medlidenhed dem, der aktivt modstår det. Ligesom andre nye religioner er den skrupelløs. Ligesom andre nye religioner er den fyldt med missionsk iver og religiøs ærgerrighed. Men at sige at Leninisme er en forfølgende og propaganderende minoritet af fanatikeres tro ledet af hyklere, er når alt kommer til alt, intet mindre end at sige at det er en religion og ikke blot et parti, og Lenin en Muhamed, ikke en Bismarck.
Hvis vi ønsker at skræmme os selv i vores kapitalistiske lænestole, kan vi forestille os kommunisterne i Rusland, som de tidlige kristne ledet af Attila, som bruger den hellige inkvisition og jesuitiske missionærrs udstyr for at håndhæve Det Nye Testamentes bogstavelige økonomi; men når vi ønsker at trøste os selv i de samme stole, kan vi forhåbentlig gentage, at denne økonomi er heldigvis så meget i modstrid med den menneskelige natur, at de ikke kan finansiere hverken missionærer eller hære og vil helt sikkert ende i nederlag?
Der er tre spørgsmål at besvare. Er den nye religion delvis sand, eller sympatisk over for moderne menneskers sjæle? Er det på den materielle side så ineffektiv, at den ikke er i stand til at overleve? Vil den i tidens løb med tilstrækkelig fortynding og tilsat urenhed få tag i mængden?
Hvad angår det første spørgsmål, vil de, der er fuldstændig tilfredse med den kristne kapitalisme eller den egoistiske kapitalisme, utæmmet af bedrag, ikke tøve med at svare; for de har enten en religion eller har ikke brug for nogen. Men mange, i denne tid uden religion, er bundet til at føle en stærk følelsesmæssig nysgerrighed over enhver religion, som er virkelig ny, og ikke blot en genopblussen af gamle, og har bevist sin drivkraft; og desto mere, når den nye ting kommer ud fra Rusland, den smukke og tåbelige yngste søn af den europæiske familie, med hår på sit hoved, nærmere både jorden og himlen end hans skaldede brødre i Vesten - som efter at have været født to århundreder senere, har været i stand til at opfange resten af familiens midaldrende desillusionering, før han har mistet sin ungdoms genialitet eller er blevet afhængig at bekvemmelighed og vaner. Jeg sympatiserer med dem, der søger efter noget godt i Sovjetrusland.
Men når vi kommer til det egentlige, hvad skal man sige? For mig, opdraget i fri luft uformørket af religionens rædsler, med intet at være bange for, indeholder Røde Rusland for meget, som er afskyeligt. Komfort og vaner gør os klar til at afvise, men jeg er ikke rede til en trosbekendelse, der ikke bryder sig om, hvor meget den ødelægger dagliglivets frihed og sikkerhed, som bevidst bruger forfølgelsen, ødelæggelsen og internationale stridigheder som våben. Hvordan kan jeg beundre en politik, der finder sit karakteristiske udtryk ved at bruge millioner hjemme på at hverve spioner i hver familie og gruppe, og fremkalde problemer i udlandet?
Måske er dette ikke værre, og har mere formål end andre regeringers grådige, krigselskende og imperialistiske tilbøjeligheder; men det skal være langt bedre end dette for at rykke mig ud af min skure. Hvordan kan jeg acceptere en doktrin, der etablerer sig som en Bibel, hævet over kritik, en forældet økonomisk lærebog, som jeg ved er ikke blot videnskabeligt forkert, men uden interesse eller anvendelse i den moderne verden? Hvordan kan jeg godtage en trosbekendelse, som foretrækker mudderet fremfor fisken, ophøjer det bondske proletariat over de borgerlige og de intellektuelle, der, med alle deres fejl er kvaliteten i livet og med sikkerhed bærer kimen til al menneskelig udvikling? Selv om vi har brug for en religion, hvordan kan vi finde den i de røde boghandlers grumsede affald? Det er svært for en uddannet, anstændig, intelligent søn af Vesteuropa at finde sine idealer her, medmindre han først har gennemgået en underlig og forfærdelig omstillingsproces, der har ændret alle hans værdier.
Alligevel vil vi gå glip af essensen af den nye religion, hvis vi stopper ved dette punkt. Kommunisten kan retfærdigt svare, at alle disse ting ikke tilhører hans ultimative tro, men tilhører revolutionens taktik. For han tror på to ting: indførelsen af en ny orden på Jorden og revolutionens metode som det eneste middel til dette. Den ny orden må ikke bedømmes hverken på revolutionens rædsler eller overgangsperiodens afsavn. Revolutionen er et typisk eksempel på at det endelige mål helliger midlerne.
Revolutionens soldat skal korsfæste sin egen menneskelige natur, blive skrupelløs og hensynsløs og selv lide i et liv uden sikkerhed eller glæde - men som middel til hans formål og ikke målet i sig selv.
Hvad er så essensen af den nye religion som en ny orden på jorden? Set udefra, ved jeg det ikke klart. Nogle gange taler dens repræsentanter, som om den er rent materialistiske og teknisk med netop den samme betydning, som den moderne kapitalisme har - det vil sige, som om kommunismen i det lange løb blot hævdede at at være et overlegen teknisk instrument til at opnå de samme materialistiske økonomiske fordele som kapitalismen tilbyder, som med tiden vil få markerne til at give større udbytte og naturens kræfter til at blive bedre udnyttet. I dette tilfælde er der ingen religion, intet andet end en bluff for at lette en ændring til, hvad der måske er eller ikke er, en bedre økonomisk teknik. Men jeg formoder at i virkeligheden er en sådan snak i høj grad en reaktion på anklagerne om økonomisk ineffektivitet, som vi på vores side fremkommer med, og at kernen i den russiske kommunisme er noget andet til større bekymring for menneskeheden.
I en henseende følger kommunismen andre berømte religioner. Den ophøjer den jævne mand og gør ham til alt. Her er der ikke noget nyt. Men der er en anden faktor i det, der heller ikke er ny, men som alligevel i en ændret form, og i en ny opsætning, kan bidrage med noget til fremtidens sande religion, hvis der bliver nogen sand religion. Leninismen er absolut, trodsig ikke-overnaturlig, og dens følelsesmæssige og etiske essens centrerer om den enkeltes og samfundets holdning til kærlighed til penge.
Jeg mener ikke, at den Russiske kommunisme ændrer, eller blot søger at ændre, den menneskelige natur, at den gør jøderne mindre grådige eller russere mindre ekstravagant, end de var før. Jeg mener ikke kun at den sætter et nyt ideal. Jeg mener at den forsøger at konstruere en samfundsmæssig ramme i hvilken økonomiske motiver som årsag handling skal have en ændret relativ betydning, hvor den sociale accept skal være forskelligt fordelt, og hvor adfærd, der tidligere var normal og respektabel, ophører med at være enten det ene eller det andet.
I England idag vil et talentfuldt og dydigt ungt menneske, som er ved at komme ind i verden, overveje fordelene ved at gå ind i offentlig forvaltning mod at søge at skabe en formue i erhvervslivet; og den offentlige mening vil ikke værdsætte ham mindre, hvis han foretrækker den sidste mulighed. Penge-frembringelse, som sådan, i så stor en skala som muligt, er ikke mindre respektabelt socialt, måske mere, end et liv, der er viet til statens eller til religionens, uddannelsens, videnskabens eller kunstens tjeneste. Men i fremtidens Rusland er det meningen, at en karriere i penge-frembringelse som sådan simpelthen ikke vil stå som en mulighed for en respektabel ung mand, mere end en karriere som gentleman-tyv eller at erhverve færdigheder i forfalskning og underslæb. Selv de mest beundringsværdige aspekter af kærlighed til penge i vores eksisterende samfund, såsom sparsommelighed og opsparing, og opnåelse af finansiel sikkerhed og uafhængighed for sig selv og ens familie, vil - medens de ikke anses moralsk forkerte - dog blive gjort så vanskelige og upraktiske at de ikke vil være umagen værd. Alle bør arbejde for samfundet - siger den nye trosbekendelse - og hvis han gør sin pligt, vil samfundet understøtte ham.
Dette system betyder ikke en fuldstændig udjævning af indtægter - i det mindste på nuværende tidspunkt. En smart og vellykket person i Sovjet-Rusland har større indtægt og et bedre liv end andre mennesker. Kommissæren med £5 om ugen (plus diverse gratis service, en bil, en lejlighed, en kabine ved balletten mv.) lever godt nok, men overhovedet ikke som en rig mand i London. Den succesfulde professor eller embedsmand med £ 6 eller £ 7 om ugen (minus forskellige ubekvemmeligheder) har måske en reel indkomst tre gange den af de proletariske arbejdere og seks gange de fattigere bønder. Nogle bønder er tre eller fire gange rigere end andre.
En mand, der ikke har arbejde, modtager delvis løn, ikke fuld løn. Men med disse indkomster, høje russiske priser og stive progressive skatter, kan ingen spare noget op af betydning; det er svært nok at leve dag for dag. Den progressive beskatning og den måde at huslejer og andre afgifter bliver beregnet på betyder at det faktisk er ufordelagtigt at have en anerkendt indkomst på over £ 8 til £ 10 om ugen. Der er heller ikke mulighed for store gevinster undtagen ved at tage de samme risici, som er forbundet med bestikkelse og bedrageri andre steder - ikke således at bestikkelse og bedrageri er forsvundet i Rusland eller blot er blevet sjældent, men enhver, hvis ekstravagance eller instinkter driver ham i sådan retning, løber en alvorlig risiko for opdagelse og straffe, som omfatter dødsstraf.
På nuværende tidspunkt indeholder systemet heller ikke et faktisk forbud mod at købe og sælge for fortjeneste. Politikken er ikke at forbyde sådanne erhverv, men at gøre dem usikre og skammelige. Den private forretningsmand er en slags tilladt fredløs uden privilegier eller beskyttelse, som jøden i middelalderen - en mulighed for dem, der har overvældende instinkter i denne retning, men ikke et naturligt eller behageligt job for en normal mand.
Virkningen af disse sociale ændringer har efter min opfattelse gjort en reel ændring i den dominerende holdning til penge og vil sandsynligvis skabe en langt større forandring, når en ny generation er vokset op, som ikke har kendt noget andet. Hvis ikke på grund af deres fattigdom er mennesker i Rusland meget grådige efter penge - i det mindste lige så grådige som andre steder. Men penge-frembringelse og penge-akkumulering kan ikke indgå i en rationel mands livsberegninger på samme måde, som det gør i vores. Et samfund, hvori dette er blot delvist sandt, er en enorm innovation.
Nu kan alt dette vise sig utopisk eller ødelæggende for sand velfærd, men måske ikke så utopisk, fulgt i en intens religiøs ånd, som det ville være, hvis det blev fulgt på en nøgtern måde. Men er det hensigtsmæssigt at antage, som de fleste af os har antaget hidtil, at det er uoprigtigt eller ondt?
Efter en lang debat med Zinoviev trådte to kommunistiske Ironsides, som ledsagede ham, frem for at tale et sidste ord med mig med fuld fanatisk tro i deres øjne. "Vi vil fremsætte en profeti for dig," sagde de. "Om ti år vil levestandarden i Rusland være højere end den var før krigen, og i resten af Europa vil det være lavere, end den var før krigen." Under hensyntagen til Ruslands naturlige rigdom og det gamle regimes ineffektivitet, under hensyntagen til problemerne i Vesteuropa og vores tilsyneladende manglende evne til at håndtere dem, kan vi da være sikre på, at det ikke vil vise sig at kammeraterne får ret?
Kan kommunismen i tidens løb, med tilstrækkelig fortynding og tilføjet urenhed, fange mængden?
Jeg kan ikke svare på, hvad kun tiden vil vise. Men jeg føler tillid til en konklusion - at hvis kommunismen opnår en vis succes, vil det opnå det, ikke som en forbedret økonomisk teknik, men som en religion. Tendensen i vor almindelige kritik er at gøre to modsatte fejl. Vi hader kommunismen, betragtes som religion, så meget, at vi overdriver dens økonomiske ineffektivitet; og dens økonomiske ineffektivitetvi gør så stærkt et indtryk på os, at vi undervurderer den som en religion.
På den økonomiske side kan jeg ikke se at den russiske kommunisme har ydet noget bidrag til løsning af vores økonomiske problemer af intellektuel interesse eller videnskabelig værdi. Jeg tror ikke, at den indeholder eller med sandsynlighed vil komme til at indeholde nogen nyttig økonomisk teknik, som vi ikke kunne anvende, hvis vi valgte det, med lige så stor succes i et samfund, der beholdt alle kendemærkerne, jeg vil ikke sige af det nittende århundredes kapitalisme, men af britiske borgerlige idealer. I det mindste teoretisk tror jeg ikke, at der er nogen økonomisk forbedring for hvilken revolution er et nødvendigt instrument. På den anden side har vi alt at tabe ved de voldelige forandringers metoder. Under vestlige industrielle forhold ville den røde revolutions taktik kaste hele befolkningen i et hul af fattigdom og død.
Men som en religion, hvad er dens styrker? Måske er de betydelige. Den almindelige mands ophøjelse er et dogme, der har fænget hos folkemængden før nu. Enhver religion og de bånd, som forener religiøse trosfæller, har magt imod den irreligiøse egoistiske atomisme.
For den moderne kapitalisme er absolut irreligiøs uden interne bånd, uden meget offentlig ånd, ofte, men ikke altid, blot en uordentlig bunke af besiddere og efterspørgere. Et sådant system skal være umådeligt, ikke kun moderat, vellykket for at overleve. I det nittende århundrede var det i en vis forstand idealistisk; Det var i hvert fald et forenet og selvsikker system. Det var ikke kun uhyre vellykket, men holdt ud på grund af håbet om en fortsættelse af stadigt øgede fremtidige succeser. I dag er den kun moderat succesfuld. Hvis irreligiøs kapitalisme i sidste ende skal besejre religiøs kommunisme, er det ikke nok, at den skal være økonomisk mere effektiv - den skal være mange gange så effektiv.
Vi plejede at tro, at den moderne kapitalisme var i stand til, ikke blot at opretholde de eksisterende levestandarder, men at lede os gradvist ind i et økonomisk paradis, hvor vi skulle være forholdsvis fri for økonomiske bekymringer. Nu tvivler vi på, om forretningsmanden fører os til en destination langt bedre end vores nuværende sted. Betragtet som et middel er han acceptabel, betragtes som et mål, er han ikke så tilfredsstillende. Man begynder at spekulere på, om de materielle fordele ved at holde forretning og religion i forskellige rum er tilstrækkelige til at afbalancere de moralske ulemper. Protestanten og puritaneren kunne komfortabelt adskille dem, fordi den første aktivitet vedrørte jorden og den anden himlen, som var andetsteds. Den spirende troende kunne komfortabelt adskille dem, fordi han betragtede det første som et middel til etableringen af himlen på jorden herefter.
Men der er en tredje sindstilstand, i hvilken vi ikke fuldt ud tror enten på himlen, der er et andet sted eller på fremskridt, som et sikkert middel til himlen på jorden herefter; og hvis himlen ikke er andetsteds og ikke herefter, skal den komme her og nu eller slet ikke. Hvis der ikke er noget moralsk mål i økonomisk fremgang, følger det således, at vi ikke må ofre selv blot for en enkelt dag, moral for materielle fordele - med andre ord, at vi ikke længere kan holde forretning og religion i separate rum af sjælen. I det omfang en mands tanker er i stand til at strejfe omkring langs disse stier, vil han være klar til at søge med nysgerrighed efter noget i kommunismens hjerte, helt anderledes end billedet af dens ydre dele, som vore medier maler det.
I hvert tilfælde ser det for mig, klarere for hver dag, ud til, at det moralske problem i vores tidsalder drejer sig om kærlighed til penge, med den sædvanlige appel til penge motivet i ni tiendedele af aktiviteterne i livet, med den universelle stræben efter individuel økonomisk sikkerhed som vore bestræbelsers primære formå, med den sociale accept af penge som målestok for konstruktiv succes og med den sociale appel til hamster-instinktet som grundlaget for den nødvendige understøttelse af familien og for fremtiden. De hensygnende religioner omkring os, som har mindre og mindre interesse for de fleste mennesker, medmindre det skal være som en behagelig form for magisk ceremoni eller overholdelse af sociale pligter, har mistet deres moralske betydning, bare fordi - i modsætning til nogle af deres tidligere versioner - de overhovedet ikke berører disse væsenlige forhold. En revolution i vores måde at tænke og føle på om penge kan blive det voksende formål med nutidens udformninger af det ideelle. Derfor repræsenterer den russiske kommunisme de første forvirrede rørelser af en stor religion.
Den besøgende til Rusland udefra, som prøver uden fordomme at fange stemningen, må veksle, tror jeg, mellem to stemninger - undertrykkelse og opstemthed. Sir Martin Conway skriver således i sin sande og oprigtige bog om kunstskatte i Sovjetrusland, om hans afrejse fra landet:
" - Efter et meget langt stop bevægede toget sig omkring en halv mil til den finske grænse, hvor pas, visa, og bagage igen blev undersøgt, men meget mindre omhyggeligt. Stationen var nybygget, et behageligt sted, enkelt, rent og bekvemt og serverede med stor høflighed. Det havde et charmerende forfriskning-rum, hvor enkel men pænt kogt mad blev serveret i en atmosfære af gæstfrihed."
Det synes en ubehøvlet ting for mig at sige, efter al den venlighed vist mig i Rusland, men hvis jeg skal fortælle hele sandheden, må jeg her føre til protokols, at i denne Finske grænse station oplevede jeg en følelse som af fjernelsen af stor vægt, som havde undertrykt mig. Jeg kan ikke forklare, hvordan denne vægt havde været følt. Jeg oplevede ikke dens komme ved ankomsten til Rusland, men som dagene gik, synes den langsomt at akkumulere. Frihedsfølelsen forsvandt gradvist. Selvom alle var venlige, følte man tilstedeværelsen af en undertrykkelse, ikke af sig selv, men alt-gennemtrængende. Aldrig har jeg følt mig som så fuldstændig fremmed i et fremmed land; i løbet de følgende dage, tog en følelse af, hvad der i begyndelsen var en vag fornemmelse, mere konkret form og kondenserede i en stadigt mere og mere følelse af bevidst undertrykkelse.
Jeg forestiller mig, at man måske har haft den samme oplevelse i Tsarernes Rusland. Amerikanerne priser ofte, hvad de kalder "air of liberty", som de hævder er karakteristisk for deres land. Det har de til fælles med alle engelsktalende dominions. Den moralske atmosfære i Rusland har en meget anderledes sammensætning af følelsesmæssig kemi.
Den del af Finland, hvorigennem vores tog nu førte os, var ikke forskellig i fysisk karakter fra landene på begge sider af grænsen, men vi fandt at vi passerede "nydelige små ejendomme" og tegn på komfort og endog velstand - .
Stemningen af undertrykkelsens kunne ikke formidles bedre. Til dels er den frugt af den røde revolution - der er meget i Rusland der får en til at bede for, at ens eget land ikke må nå sine mål på den måde. Til dels er den måske frugt af en vis dyriskhed i den russiske natur - eller i den russiske og jødiske natur, når de som nu er allierede. Men dels er det den ene side af det røde Ruslands storartede alvor, af den høje seriøsitet, der i sit andet aspekt fremstår som åndens opstemthed. Der var aldrig nogen så alvorlige som revolutionens russere, seriøs selv i hans glæde og overgivelse af ånden - så alvorlig, at han til tider kan glemme i morgen og til tider kan han glemme i dag. I det ekstreme er denne alvor ofte rå og dum og kedelig. Den gennemsnitlige kommunist er misfarvet, ligesom metodister i alle aldre har været. Den spændte atmosfære er mere, end man er vant til, og der kommer en længsel efter Londons frivole lethed.
Men opstemtheden, når der føles, er meget stor. Her - føler man i øjeblikke - på trods af fattigdom, dumhed, og undertrykkelse, er Livets Laboratorium. Her blandes kemikalierne i nye kombinationer og stinker og eksploderer. Noget - som er blot et tilfælde - kommer måske ud. Og endda tilfældet giver større betydning til, hvad der sker i Rusland, end hvad der sker (lad os sige) i Amerikas Forenede Stater.
Jeg tror, at det er delvist rimeligt at være bange for Rusland, ligesom de herrer, der skriver til The Times. Men hvis Rusland kommer til at være en magt i forhold til omverdenen, vil det ikke være resultatet af Mr. Zinovieffs penge. Rusland vil aldrig få alvorlig betydning for resten af os, medmindre det er som en moralsk kraft. Så nu er gerningerne gjort, og der er ingen vej tilbage, jeg vil gerne give Rusland hendes chance; hjælpe og ikke hindre. For hvor meget hellere ville jeg, selv om jeg var russisk, selv efter at have tilladt det hele, bidrage med min kvote af aktivitet til sovjetisk Rusland end til det tsaristiske Rusland! Jeg kunne ikke abonnere på den nye officielle tro mere end på den gamle. Jeg burde ikke føle mindre afsky for de nye tyranneres handlinger end for de gamles. Men jeg burde føle, at mine øjne blev vendt mod og ikke længere væk fra mulighederne; for at ud af det gamle Ruslands grusomhed og dumhed kunne intet nogensinde komme frem, men at under det nye Ruslands grusomhed og dumhed kan nogle pletter af det ideelle ligge gemt.
Jeg bruger udtrykket "kommunisme" til at betyde den ny orden, og ikke, som det er praksis i britisk Labour-politik, til at betyde revolutionen som et middel hertil.
| Til start |
