Forside DH-Debat

1. Samfundets Værdier

3. Middelalderens Kristne Kongeriger

Hellige Værdier som Samfundets Grundlag

2. De Oprindelige Kongedømmer

1. Indledning 2. Græske Bystater
3. Indo-Europæiske Folk 4. Litteratur

1. Indledning

Moderne Europæere har et selvudslettende forhold til den tredie verdens indfødte stammer. De mener typisk at stammerne i Afrika og Syd-Amerika er autentiske, ægte og oprindelige, medens de ikke har nogen særlig bevidshed om deres eget folk, bortset fra at de måske ubevidst opfatter sig selv og Europæere iøvrigt som et slags etnografisk kunstprodukt.

Men Europæerne er selv efterkommere efter utallige små stammer - altid ledet af konger - som boede spredt ud over hele den Eurasiske steppe, på øerne i havet og langs floderne mellem Europas bjerge. Der er mange forskelle mellem de Afrikanske stammer og de oprindelige Europæiske folk, men en af de vigtigste er at de Europæiske stammer har haft større success i løbet af historien.

De Europæiske folks stamfædre

De Europæiske folks stamfædre. Fra venstre mod højre:
Mange Græske kongehuse hævdede at de nedstammede fra Herkules. Farnese Herkules er en gammel statue af Herkules, sandsynligvis en forstørret kopi lavet i det tidlige tredje århundrede e.Kr. af Glykon af Athens. Han er fremstillet som en ældre muskuløs mand. Museo Archeologico Nazionale. Foto Wikimedia Commons Paul Stevenson.
Goterne mente at de nedstammede fra Gaut. De blev meget hurtigt kristne og sikkert derfor findes der ingen fremstilling af deres mytiske stamfader. Men i en Loftmosaik i Arian Baptistery i Ravenna, der skildrer Faderen, Sønnen og Johannes Døberen, kan man se Faderen som en ældre, muskuløs og gråskægget mand. Man kan tro at han afspejler Goternes traditionelle forestilling om Gaut, idet kirken blev bygget i den Gotiske periode. Han minder dog også om Herkules.
Der findes heller ingen oprindelig fremstilling af Germanernes stamfader Mannus, men han var ganske sikkert forskellig fra den nøgne klassisk græske stil. Foto Folkish Odinism Dorset.
Odin, Alfaderen, i sin forklædning som en vandringsmand, malet af Georg von Rosen i 1886.

Europæernes forfædre var organiseret som hundredvis af små overskuelige kongeriger spredt ud over Europa og Asien. De var hver især forenet af bevidstheden om fælles afstamning og kongens hellighed. Hvert folk anså sig selv som efterkommere af en fjern mytisk forfader, og dermed som en stor familie - Grækerne fra Herakles, Germanerne fra Mannus, Goterne nedstammede fra Gaut, Aserne fra Odin og Romerne fra Romulus og Remus.

Alle disse folk har haft deres sange og fortællinger om fortidens bedrifter, om deres guder, konger og helte, som er blevet fortalt af barder og skjalde i lange vinteraftener. Men de fleste sagn er forsvundne og glemt nu. Kun nogle af folkenes navne er bevaret for eftertiden af Herodot, Julius Cæsar, Tacitus og andre.

Romulus og Remus

Alter med Romulus og Remus som dier hos ulven Lupa omgivet af repræsentationer af Tiberen og Palatinen. Panel fra et alter i marmor dedikeret til det guddommelige par Venus og Mars, som ses øverst. Romersk Marmorkunst fra slutningen af Trajans regeringstid (98-117 e.Kr.), senere genbrugt under Hadrian-æraen (117-132 e.Kr.) Fra porten til Piazzale dei Corporazioni i Ostia Antica. Udstillet på museet i Palazzo Massimo alle Terme i Rom. Foto Marie-Lan Nguyen Wikipedia.

Jordanes skrev Goternes historie på latin. Han var selv af Gotisk afstamning. Han brugte udtrykket "gens" omkring 70 gange, og det betyder formentlig en gruppe karakteriseret ved en genetisk betinget egenart. Det bliver overalt oversat til Engelsk som "race". For eksempel skrev han "Fordi den race, hvis oprindelse du beder om at få kendskab til, brød frem som en sværm af bier fra midten af denne ø, og kom ind i landet Europa."

Jordanes var ikke alene om at bruge sådanne udtryk. Procopius brugte et lignende ord på Græsk - men ikke så ofte - som også er oversat til engelsk som "race". Han skrev for eksempel i forbindelse med krigen mod Persien: "han ville bringe stor skændsel over sit rige og over persernes race." Priscus skrev at "profeter havde advaret Attila om, at hans race ville falde, men ville blive genoprettet af denne dreng (hans søn)."

De antikke skribenter var meget interesserede i hvordan de forskellige folk så ud. Anglerne var høje og lyse. Danerne var de mest højvoksne i de nordlige lande. Cimbrerne var blonde og stærke. Goterne havde en helt hvid hud, og deres hoveder var helt runde. Makrofager var langskallede og så videre.

Det er åbenlyst, at i oldtiden var det overalt anerkendt, at et bestemt folk havde et karakteristisk udseende, fordi de havde fælles afstamning. Man kan sige, at man mente, at hvert folk tilhørte deres egen helt særlige race.

2. De Græske Bystater

Herodot

Statue af Herodot i Athens. Foto Destination Athens.

Herodot introducerede begrebet historie - et ord som oprindelig betød rapport eller undersøgelse. Hans beretning er et fantastisk dokument. At tænke sig at han personligt rejste rundt i datidens kendte verden for 2.400 år siden, medens bronzealderen var ved at gå på hæld i Skandinavien og der stadig blev bygget pyramider i Ægypten. Han var i Syd-Italien, Sicilien og Tyre i Fønikien (Libanon) og han besøgte de Græske kolonier ved Sorte Havets kyst. Han rejste i Babylon og ikke mindst Ægypten og overalt forhørte han sig om stedernes geografiske forhold, religion, skikke og historie. Det hele skrev han ned i et kæmpeværk, som er bevaret til vor tid takket være flittige munke, som omhyggeligt har afskrevet de gamle dokumenter den ene gang efter den anden.

Han kendte intet til det nordlige Europa. Han skrev: "selvom jeg har gjort mig store anstrengelser, har jeg aldrig været i stand til at få en forsikring fra et øjenvidne om, at der er hav på den anden side af Europa. Ikke desto mindre kommer tin og rav bestemt til os fra Verdens ende."

Herodots værk sandsynliggør at alle de små Europæiske folk uden undtagelse oprindeligt var ledet af konger. I sin beretning omtaler han omkring halvtreds forskellige nationer i den kendte græske verden som kongedømmer eller han nævner navngivne konger i forbindelse med steder og begivenheder.

Gravplads ved Årupgård mellem Ribe og Gram

Plan over begravelses plads fra Keltisk jernalder - næsten samtidig med Herodot- ved Årupgård mellem Ribe og Gram. Den store cirkel foroven til højre repræsenterer en bronzealder gravhøj. Signaturerne bolle, kryds og firkant med videre forneden repræsenter fund af dragtnåle af forskellig type, som er vist over hver signatur. Det vides fra andre fund at forskellige dragtnål-typer tilhører forskellige perioder - moden skiftede også i keltisk jernalder. Det kan eftervises at de ældste dragtnål-typer er fundet nærmest bronzealder gravhøjen. Derfor kan man konkludere at landsbyens første begravelser fandt sted i siden på selve bronzealder højen eller i dens umiddelbare nærhed, de følgende begravelser fandt sted nær disse men lidt længere væk, og således har begravelses-pladsen langsomt spredt sig udover marken med udgangspunkt i den oprindelige bronzealderhøj. Derved får hele gravpladsens lay-out karakter af et familietræ med den oprindelige stamfader øverst repræsenteret ved den mytiske konge fra bronzealderen, som lå i højen. Hvilket understøtter at den lokale stamme, som anlagde begravelsespladsen, betragtede sig selv som en stor familie - efterkommere efter den gamle konge i højen. Fra Gyldendal og Politikkens Danmarks Historie 1.

Ligeledes i hans beretninger om de øvrige Indo-europæiske folk - på Balkan, den Eurasiske steppe, i Lille Asien og i resten af Asien - fremgår det som en fuldstændig selvfølge at de er - eller oprindeligt var - ledet af konger. Også Æthiopier, Ægyptere, Fønikier, Libyer, Arabere og Babylonere var alle - uden undtagelse - ledet af konger.

Herodot selv synes dog at have været stærkt betaget af ideen om at et folk skulle være "frit" i den forstand at det skulle styre sig selv ved hjælp af et demokrati. Det skinner igennem at det var et emne, som blev diskuteret meget i den græske verden på hans tid.

Men demokrati forblev i stort omfang en intellektuel ide; kun Athens havde denne styreform i 172 år fra tyranen Hippias fald i 510 f.Kr. til nederlaget til Philip af Makedonien i 338 f.Kr. De demokratiske perioder i nogle få af de øvrige græske bystater var ganske forbigående.

Herodot skriver om bystaten Korinth: "Regeringen i Korinth var engang et oligarki - en enkel race, kaldet Bacchiadae, der kun giftede sig indbyrdes og fastholdt styringen af nationens anliggender." Om Thebes vides det at bystaten på Herodots tid var ledet af forskellige tyranner og oligarkier.

Ødipus møder sfinxen på vejen til Delphi

Ødipus møder sfinxen på vejen til Delphi. Foto Vatican Museum.

Men Sofokles fortæller i en af sine tragedier at Ødipus' fader, Laios, var konge af Thebes. Det bliver spået ham at han vil blive dræbt af sin søn. Derfor udsætter kong Laios sin nyfødte søn på en bjergside, hvor han med stor sandsynlighed ville blive dræbt af vilde dyr. Men, imidlertid, han bliver fundet af en hyrde, som bringer ham til kongen og droningen af Korinth, som var barnløse. De adopterer ham og giver ham navnet Ødipus og her vokser han op.

Sofokles tragedie er fiktion, men al fiction bygger på anvendelsen af velkendte sandsynlige elementer, som skal forføre læseren eller tilskueren til at tro at fortællingens handling også er sand. Derfor er det sandsynligt at tragedien bygger på almindelig almen viden på Sofokles og Herodots tid om at alle nationer i fortiden var ledet af konger.

Det er velkendt at de antikke grækere var organiseret i bystater, som ofte hadede hinanden inderligt og førte indbyrdes krige, idet de dannede skiftende koalitioner. For eksempel da Xerses angreb i 480 gik mange af de nordlige stater ind i krigen på Persernes side, heriblandt Thessalien. Men staten Phocis sluttede sig til den Græske koalition ledet af Athen og Sparta. Herodot fortæller: "Focianerne var det eneste folk i disse egne, der ikke havde tilsluttet sig Medernes sag; og det er min helt klare opfattelse at motivet til at de valgte denne side var intet andet - hverken mere eller mindre - end deres had til Thessalierne: for havde Thessalierne erklæret til fordel for Grækerne, tror jeg, at mændene i Phocis ville have tilsluttet sig Mederne."

Overblik over de antikke græske stater

Forenklet kort over de antikke græske stater. De fleste af de mindre stater er ikke vist for overblikkets skyld. Navnene på mange af øerne er også udeladt. Foto Geography Pages.

Der var omkring 150 - 200 græske bystater, ingen kender det helt nøjagtige antal. Deres navne var Athens, Milet, Sparta, Corinth, Thebes, Argos, Thessalia, Megara, Acadia, Messenia, Samos, Rhodes blot for at nævne de mest kendte. Fra tidernes morgen var de alle kongedømmer, men en mindre del af dem skiftede til forskellige former for tyrani, oligarki eller endog demokrati. Herodot nævner omkring halvtreds bystater, som - på hans tid eller i tiden umiddelbart før - var ledet af konger.

Forskellen på konger og tyranner var at konger arvede deres embede eller de blev valgt til konger. De regerede i overensstemmelse med oldgamle love og overvågede nøje dyrkelsen af guderne støttet af traditionelle råd af rigets førende mænd. Tyranner derimod havde taget magten med våben og vold og de regerede som de fandt for godt. Der er dog flere eksempler på gode tyranner som skabte velstand og gode tider i deres stater. Herodot nævner Polycrates af Samos og Peisistratus af Athens.

Man blandede ikke gener med hvem som helst. På Athenernes vegne udtrykte Platon (omkring 300 f.Kr.) sig således: "- for vi er ægte Hellenere og ikke opblandede med barbarer. For sammen med os bor ingen Pelops eller Kadmos eller Aygyptos eller Danaos eller nogen anden, som af natur er barbar og kun efter loven Hellener, men derimod ægte Hellenere og ikke bastarder." (Menex 245 d)

3. Oldtidens andre Indo-Europæiske Folk

Antikke folkeslag på Herodots tid - indenfor og udenfor perserriget.

Antikke folkeslag på Herodots tid - indenfor og udenfor perserriget.

Omkring år 100 f.Kr. skrev den berømte kinesiske historiker Sima Qian om et - formentligt Indo-Europæisk - folk ved rigets nordlige grænse, som Kineserne kaldte Yuezhi. De blev ledet af konger. Sima Qian skrev: "De klippede deres hår af ved skulderne, undtagen kongen, som bar langt hår, bundet op med et bånd."

Få år efter - omkring 55 f. Kr. - fortalte Cæsar i "Gallerkrigen" om hvordan han i løbet af kun 10 år erobrede det område, som vi i dag kender som Schweiz, Frankrig og Belgien. Disse lande var beboet af mange indbyrdes stridende folk, Helvetii, Belgae, Boii, Parisii, Nervii, Arvenians og Allobroges blot for at nævne nogle få. Cæsar var også noget af en etnograf og skrev udførligt om de stammer, som hans hær mødte. De Galliske (Keltiske) stammer var ledet af konger, for eksempel Vercingetorix af Arvernia søn af Celtillus, Teutomarus af Nitiobriges søn af Ollovicon, Orgetorix af Helvetii, Casticus af Sequani.

De galliske stammer på Cæsars tid Keltere eller Gallere

Til venstre: De galliske stammer på Cæsars tid.
Til højre: Keltere eller Gallere på Cæsars tid - muligvis et billede fra en film.

Omkring 100 e.Kr. berettede Tacitus om det område, som Romerne kaldte Germanien, at det var beboet af Suevi, Batavians, Frisians, Langobarder, Angler, Semnoes og mange andre. Yderst mod nord boede Cimbrerne og Gotonerne "styret af enemægtige konger", fortalte han.

"Når de kårer sig konger", forklarede Tacitus, "er det den fornemme byrd, de går efter, men ved valg af hertuger til at føre hæren manddomsdygtigheden. Kongerne har da heller ikke nogen uindskrænket eller vilkårlig magt."

Han beskriver en Germansk ting-forsamling: "Når mængden finder det for godt, indtager de deres sæde under våben. Stilhed påbydes af præsterne, som ved denne lejlighed også har bemyndigelse til at kalde til orden. Derefter lytter man til en tale af kongen eller af en høvding, alt efter som enhver af disse har alder, ædel byrd, krigerære eller veltalenhed til; og deres ord har da vægt som et råd snarere end magt som et bud. Vinder et stillet forslag ikke bifald, er forsamlingens knurren tegnet på forkastelse; men vil de gå ind på det, da slår de deres spyd mod hinanden; den ærefuldeste tilslutning er det bifald, der gives tilkende ved våbengny."

I hele Plinius den Ældres "Natural Historiæ" (omkring 50 e.Kr.) nævner han konger knap hundrede gange, derimod demokrati nævnes ikke overhovedet. Hvilket antyder at det var et uhyre sjældent fænomen på hans tid.

Germanske stammer efter Taticus

Rekonstruktion af de Germanske stammer efter Tacitus. Han tegnede ikke selv noget kort, men mange forfattere har søgt at placere stammerne på et kort efter hans beskrivelse. Som det ses bliver Jylland og Nord Vest Tyskland noget overbefolket på bekostning af andre egne. Tacitus nævner Varini efter Anglii, og det er formentlig en fejl hos Tacitus. Vi må tro at Varini er Sakserne. Fra "The Spoils of Victory. The North in the Shadow of the Roman Empire". Edited by L. Jørgensen, B. Storgaard and L.G. Thomsen. Nationalmuseet, Copenhagen.

Faxian (omkring 400 e.Kr.) var en kinesisk buddistisk munk, der - i en alder af 62 år - rejste til fods fra Kina til Indien og besøgte hellige buddhistiske steder i Central-, Syd- og Sydøstasien mellem 399-412 for at erhverve buddhistiske tekster, som han ønskede at bringe tilbage til Kina. Han skrev en rejsebeskrivelse, "En Beretning om Buddistiske Kongedømmer" som indlysende fortæller om de kongedømmer, som han kom igennem på sin vej gennem Tarim Bækken og nutidens Afganistan og Pakistan. Han rejste igennem oasebyerne og skrev: "Alle kongedømmerne havde i tusindvis af munke, og hvert kongedømme talte deres eget barbariske sprog."

Kongeriget Loulan lå ved den nu forsvundne saltsø Lop Nor, det var et fattigt land, som alligevel ernærede tusinder af munke, men kongen var meget gæstfri. Faxian besøgte også Khotan, som var et blomstrende rige med mange munke, hvor kongen gik forrest i de Buddistiske processioner. Han fortalte at indbyggerne samledes for at dyrke musik. De klædte sig i broderede klæder. Nogle gik dog stadig i pelse. Han bemærkede, at kongen var en vesterlænding.

Ruinerne af Loulan

Ruinerne af Loulan ligger langt ude i ørkenen, idag er der ikke et græsstrå i mange kilometers omkreds.

I almindelighed var det ikke tilladt at gifte sig uden for sit folk. De Østlige Goters konge i Italien, Theoderik den Store, støttede de betrængte Vestlige Goter i Frankring ved at sende en hær ledet af en general ved navn Theudis (omkring 540 e.Kr.), som imidlertid brød traditionen og giftede sig med kvinde, som ikke var Gotisk. Procopius skriver: "Men bagefter tog Theudis, en Goth, som Theoderic havde sendt som hærfører, som hustru en kvinde fra Spanien; hun var imidlertid ikke af Vestgoternes race, men tilhørte huset til en af de velhavende indbyggere i dette land og ejede ikke kun stor rigdom, men ejede også en stor ejendom i Spanien." Theudis viste sig aldrig senere ved Theoderik den Stores hof i Ravenna.

I Konstantinopel skrev Jordanes (omkring 550 e.Kr.) "De Origine Actibusque Getarum", Goternes Historie - også kaldet Getica - om forholdene i Skandinavien. Suehans, Granier, Auganzer, Ostrogother, Raumariker og mange flere boede i Verdens nordlige del. Han skrev på latin. Hans vigtigste kilde var et meget større værk om Goternes Historie skrevet af Theoderik den Stores kansler, Cassiodorus, et værk som imidlertid er gået tabt. Jordanes var selv af Gotisk afstamning. Han skriver: "Nu fra denne ø Scandia, som fra en race-fabrik eller et nationernes moderskød, siges Goterne at være kommet for længe siden under deres konge ved navn Berig."

Jordanes levede omkring 550 e.Kr. i Konstantinopel. Det antages at Ostrogotherne forlod Scandza omkring 150 e.Kr. Hvis en generation regnes til 25 år, vil det da være 16 generationer, siden de forlod den Skandinaviske halvø. I al den tid havde de bevaret mindet om det land, som de forlod for længe siden, mundtligt fra generation til generation. Det vidner om en stærk følelse af national og etnisk idenditet. En anden mulighed er at de havde sporadisk forbindelse med deres oprindelige hjemland hele tiden.

Da de Østlige Goter havde lidt nederlag mod den Byzantiske hær i slaget ved Busta Gallorum i 552 e.Kr, vandrede de overlevende mod nord, op gennem Italien. De søgte tilflugt hos deres frænder, de Vestlige Goter, i Syd Frankrig. De Vestlige Goters konge gav de to folk lov til at gifte sig indbyrdes. Det var en undtagelse fra reglen, som fandt vej til historiebøgerne.

Stammerne på øen Scandza efter Jordanes

Stammerne på øen Scandia efter Jordanes, som selv var en Ostrogoth - ret tilfældigt placeret af forfatteren. Vi kan placere Halogi, Scrithfinni, Finn Haith og Finni mitissimi mod nord efter deres navne. Sweans og Switheudi omkring Malern - da vi kan tro at de er Sveerne. Gautigoths og Ostrogoths i Gøta landene, Dani i Skåne og nogle folk som minder om moderne norske stednavne, Raumarici og Agadii, så godt som muligt i Norge og Ewa-Greutingis nær Goterne, da nogle af disse senere kaldes Greuthungi. Resten har jeg placeret temmelig tilfældigt.

En anden buddistisk munk, Xuan-zang, (omkring 650 e.Kr.) skrev en beretning om sin rejse fra Kina til Indien og tilbage, hvor han kom igennem talrige små kongedømmer på sin vej. Han besøgte Khotan hjemrejsen fra Indien. Han fortalte, at indbyggerne var meget venlige mennesker. De levede af landbrug og kvægavl. Khotanerne værdsatte musik og dans højt.

Han besøgte også Sogderne i Sarmakand: "Folk er modige og energiske. Dette land er midt i Hu-folket (Hu er vestlige typer med store næser mv.) De kopieres af alle omgivende folk med hensyn til høflighed og anstændighed. Kongen er fuld af mod, og nabolandene adlyder hans befalinger. Soldaterne og hestene (kavaleriet) er stærke og talrige og primært mænd fra Chih-kia. Disse mænd i Chih-kia er naturlig modige og hårde og møder døden som et tilflugtssted (flugt eller frelse). Når de angriber, kan ingen fjende modstå dem."

Danmark har altid været ledet af konger. Omkring 1200 e.Kr. nedskrev Saxo Grammaticus sit kæmpeværk Gesta Danorum - Danernes Bedrifter - som fortæller om Danmarks historie fra en fjern fortid til omkring 1185. Han opregner mellem 100 og 200 Danske sagn-konger fra før Gorm de Gamles tid. Nogle går sikkert igen i flere sagn og der har sikkert været flere konger af samme navn, blandt andet er en kong Frode nævnt 18 gange, kong Dan 3 gange, kong Erik 5 gange og så videre. Endnu flere er ganske sikkert gået i glemmebogen og slet ikke nævnt.

Snorre Sturlason - som var næsten samtidig med Saxo Grammaticus - efterlod ingen tvivl om at også Norge altid har været ledet af konger. Han skrev Heimskringla, som er en historiebog om samtlige Norges konger fra Halvdan Svarte i 850 e.Kr. til kong Sverre Sigurdsson omkring år 1200 e.Kr.

4. Litteratur

The Histories - Herodotus Roman Road Static
The Geography of Strabo Vol 1 Gutenberg
The Geography of Strabo Vol 2 Gutenberg
The Geography of Strabo Vol 3 Gutenberg
Gallic Wars -Julius Caesar Cliffs Notes
The Gallic Wars - Julius Caesar Classics Archive
Pliny's Natural History. Internet Archieve
Tacitus: Germania - H.H. Lefolii Ribe Katedralskole
The Journey of Faxian to India Washington.edu
A Record of Buddhistic Kingdoms - Fa-Hsien Gutenberg
Xuanzang's Record of the Western Regions Washington.edu
Jordanes Getica Harbornet
Procopius - The Gothic War Gutenberg
Priscus at the court of Attila the Hun Macedonian Truth Forum
Snorre Sturlasøn Kongesagaer Heimskringla
Danmarks Krønike -Saxo Grammaticus Heimskringla
The Germanic Peoples. Odins Volk
Til start
20201216
Passed W3C Validation