Danmarkshistorien

5. Maglemose Kulturen

Indledning

Maglemosekulturen er navngivet efter en række bopladser ved Maglemose i Vestsjælland. De blev fundet i 1900 og kort tid derefter udgravet af arkæologen Georg Sarauw. Siden da er der gjort mange fund af denne type i Danmark, nord Tyskland og syd Sverige. Fund, som kan henføres til Maglemose jægerne, er daterede til perioden 8.900 - 6.400 f.Kr. (som er 10.800 - 8.400 før nutid).

For omkring 15.000 år siden - 13.000 f.Kr. - begyndte indlandsisen, som dækkede næsten hele Skandinavien, langsom at smelte bort. Rensdyrene vandrede mod nord fulgt af rensdyr-jægerne. Det er vedtaget at istiden i Danmark sluttede endeligt for omkring 9.700 år siden. Dryas er det latinske navn for den arktiske plante rypelyng, som er meget hårdfør og den første til at vokse op efter at isen er smeltet. Den grønne linie repræsenterer temperaturen på indlandsisens overflade.
Temperaturen steg hurtigt og Danmark blev fuldstændig dækket af en urskov, i hvilken Maglemose-jægerne jagede og fiskede. De blev efterfulgt af Kongemose kulturens jægere, som med stor sikkerhed var efterkommere af Maglemose-folket. Den følgende Ertebølle-kultur jagede og fiskede mest langs kysterne. Først i bonde-stenalderen begyndte man at holde husdyr og dyrke jorden. Omkring 500 f.Kr. blev Bronze-alderen afløst af jernalderens tre perioder. Vikingetiden startede med angrebet på klosteret St. Cuthbert på øen Lindisfarne i England 793 e.Kr. og sluttede med drabet på Knud den Hellige i 1086 e.Kr. Middelalderen sluttede i 1536 med borgerkrigen Grevens Fejde og den Lutherske reformation.
I 60% af Danmarks historie har hovederhvervene været jagt og fiskeri. I 75% af tiden har hersket en form for stenalder.

Perioden kendetegnes ved store klimatisk forandringer, i løbet af Maglemosetiden ændredes landskabet fra sub-arktisk åben birkeskov til tæt, nærmest subtropisk løvskov.

Maglemose stammerne var højt udviklede jægere, som havde tusinder generationers erfaring i fangst- og jagtmetoder og i dyrenes adfærd.

De bopladser, som man har fundet, synes oftest kun at være midlertidige bopladser, måske brugt under jagtudflugter om sommeren. Det antages, at deres faste bopladser lå ved den daværende kyst linie, som i dag i mange tilfælde ligger på dybt vand.

Da det kilometer-tykke Skandinaviske Isskjold begyndte at smelte dannedes ferskvands søen, Den Baltiske Issø. Det var et koldt hav med drivende isbjerge. Søens overflade lå højere end Verdenshavet. Nogle mener at is-søen tømtes ved en omfattende oversvømmelses katastrofe omkring år 9.600 f. kr., men de fleste tror, at det skete gradvist.

Landskabet i det nuværende Danmark var domineret af iskolde stepper og regulær tundra gennemstrejfet af fåtallige renjægere.

Efter at det var kommet i forbindelse med Verdenshavet blev det et brakvands-hav, som det er i dag, kaldet Yoldia havet. Dette hav har sit navn efter muslingen Yoldia arctica.Yoldia havet havde forbindelse med Verdenshavet gennem et sund, der lå hvor de svenske søer og Gøta elven er i dag.

Maglemose jægerne kunne nyde godt af et stadigt varmere klima. I begyndelsen af perioden blev tundraen bevokset med en åben og lys birkeskov iblandet asp, pil, røn og fyr.

Da Skandinavien blev befriet for vægten af de enorme ismasser, hævede landet sig, landhævningen afskar den kommende Østersø's forbindelse med Verdenshavet, og det blev igen en ferskvands-sø, som kaldes Ancylussøen efter ferskvands-sneglen, Ancylus fluviatilis. Ancylussøen havde måske afløb gennem mellem Sverrige ved de store søer.

I takt med det stadigt mildere klima, hvor sommergennemsnits-temperaturen steg til 18-20 grader og vintertemperaturen kun lige nåede under frysepunktet, forandredes også sammensætningen af skovens træer; fyrren trængte birken tilbage, og hassel, elm, eg, ask, el, gran og lind indvandrede.

Ved slutningen af Maglemosejægernes periode, omkring 7.200 f. kr., var klimaet i Danmark blevet ændret til det såkaldte atlantiske klima. Det var et mildt og fugtigt kystklima med sommer-temperaturer 2-3 grader højere end i dag. Vandstanden i Verdenshavet steg, hvilket resulterede i at det salte havvand efter nogen tid trængte ind i Ancylussøen, og vandet i Østersø-bækkenet igen blev salt. Det nye hav kaldes Littorinahavet efter saltvands-sneglen Littorina littorea. Det tog flere hundrede år inden saltindholdet nåede sit maksimum.

Planter som mistelten og den subtropiske vandplante hornnød samt dyr som krøltoppet pelikan og sumpskildpadde blev udbredte i Danmark. Lind, elm, gran og eg blev blev de almindeligste træer i de tætte skove, som langsomt lukkede landets indre sammen til en uigennemtrængelig urskov.

2. Byttedyr og Jagt Teknik

Øverst: Subarktisk birke-fyrreskov.
I midten: Disse små flintstykker - såkaldte "mikrolitter" - er meget karakteristiske for Maglemosetiden.
Nederst: De blev bl.a. brugt som pilespidser. Nedenfor ses hvordan mikrolitterne blev påsat pilen ved hjælp af birkebark-harpiks. Nær spidsen var bearbejdet en fure for mikrolitterne. Birkebark-harpiks kan udvindes ved forsigtigt opvarmning af birkebark.

Det må have været således at hver vildt-type havde sin sæson. Tidligt på vinteren jagede de måske storvildt, som da var nemt at spore på grund af de nøgne træer og takket være deres spor i den mulige sne. Det vides at Maglemose jægerne nedlagde urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin.

En af Maglemosejægernes fiskekroge, fremstillet af tak eller ben.

Vintereren kan også have været sæsonen for pelsdyrjagt på los, ræv, ilder, grævling, skovmår og vildkat.

Desuden var det nemt at få fat i nogle af de mange sæler sidst på vinteren, når de gik på land for at føde deres unger.

Foråret kan have været en vanskelig tid, men så kunne man indsamle fugleæg og gå på fuglejagt. Maglemose jægerne var i det hele taget meget alsidige i deres valg af byttedyr. De fangede traner, viber, skalleslugere, lappedykkere, blishøns og hejrer. Det er blevet påvist, at når alt andet slog fejl, gik de ikke af vejen for også at spise pindsvin.

Det foretrukne jagtvåben var bue og pil.

Denne harpun af ben fra Maglemosetiden er fundet i nærheden af Tørning Mølle. Selve harpunen er udstillet på Gottorp Slot i Slesvig. Fra: Maglemose bopladser omkring Hammerlev.

Alle udgravninger af bopladser fra jægerstenalderen frembringer altid store mængder fiskeben, som viser at fisk har spillet en meget stor rolle. De indsamlede østers og andre skaldyr, men ikke nær samme omfang, som det blev gjort i den senere Ertebølle kultur.

Efteråret er sæsonen for indsamling af rødder, nødder og bær. I mange hytter, som man har fundet, har gulvet og arealet foran hytten var dækket af skaller af hasselnødder. I nogle tilfælde synes de også at at have spist agern fra egetræer, som vi kalder grisenødder, de er meget bitre, så det må have været i nødstilfælde.

I 1944 fandt man i Holmegårds Mose på Sjælland to næsten intakte buer. De regnes blandt Verdens ældste - måske endda de ældste buer. De skønnes at være fra ca. 6.000 - 7.000 f.Kr.

En af buerne fundet i Holmegård Mose. Buerne kan ses på Nationalmuseet.

De er lavet af skyggevokset, det vil sige langsomt vokset, knastfrit elmetræ med en diameter på mellem 6 og 10 cm. Buemagerne har undgået at bruge kerneveddet. Den korteste af buerne måler ca. 154 cm. og den længste et sted mellem 160 og 170 cm. Den lange bue kan oprindeligt have været tæt på 180 cm. lang. Visse detaljer tyder på, at de på ydersiden har haft en forstærkning af sener for at give dem større elasticitet. De har haft en meget betydelig spændkraft; det ser man af dyreknogler, som man har fundet på bopladserne, de viser tit læsioner fra indskudte pilespidser, som er trængt dybt ind i knoglen.

Til venstre: Fire mikrolitter isat i pil fundet i Agerøds Mose and Rønneholms Mose i Skåne. Foto Arne Sjöström.
Øverst: Pilens og mikrolitternes oprindelige position på findestedet.
Nederst: Delene sat sammen - En femte mikrolit blev fundet i en position, som indikerede, at det var en af de tilfælde, hvor en mikrolit blev brugt som pilespids.
Pilen er omkring 10 cm. lang og med en diameter på knap 1 cm. Den er fremstillet af en et årig hassel gren.

Til højre: To Maglemose harpunspidser fundet i Åmosen på Sjælland - Spidsen til venstre er fundet ved Brokøb og er fra 6.800 f. Kr. Spidsen til højre er fundet ved Bodal og er fra 9.200 f. Kr.

Det anslås at buernes trækvægt har været omkring 25 kg.

Buerne har håndtag på midten, og de er gjort tyndere på den yderste fjerdedel i hver ende. Der synes ikke at have haft kærve i spidserne til at til binde strengen fast i; måske har de oprindeligt været udstyret med pålimede spidser af horn eller ben med kærv.

Til venstre: To pile næsten komplette pile fra Maglemose tiden er fundet i Lilla Loshults Mose i Skåne. Nummer 1-2 og 4 fra venstre viser den spidse ende, medens nummer 3 viser den anden ende med kærv for buestrengen. De tre første er fotografier, og nummer 4 er en princip-tegning.
Til højre: Hjortetakøkse - Der har været monteret et skaft i hullet og en flintflække som æg forneden. Øksen kunne for eksempel bruges til at aflive anskudte dyr.

Maglemose jægernes pile var fremstillet i to dele. Nemlig en del med pilespids på omkring 10 cm. og den anden del med resten af pileskaftet, sikkert monteret med styrefjer. Fordelen var, at når en pil blev skudt ind i et dyr, ville delen med styrefjerene falde af og kunne opsamles og genanvendes, hvis dyret eventuelt slap væk med den korte del af pilen med selve pilespidsen. Det største arbejde ved at lave en pil må have været at rette pileskaftet og isætte styrefjer.

Meget ofte havde pilene ikke en egentlig pilespids af flint, men var påsat mikrolitter i en fure ved spidsen. Vi kan forestille os, at en sådan pil ville frembringe et stort indgangshul, således at dyret ville forbløde hurtigere.

I Lilla Loshults Mose i Skåne blev i 1951 fundet to intakte pile fra Maglemose tiden; pilespidserne var stadigt fastgjort til skafterne med tjære eller harpiks. På selve pilespidserne var monteret mikrolitter, og flere mikrolitter virkede som en slags modhagere.

Flint-ægget spyd - besat med mikrolitter.

Maglemose jægerne veg ikke tilbage for at angribe selv de største dyr.

Uroksen levede i Europas skove gennem hundrede tusinder af år. Den var større end vores tamkvæg og med længere ben. En fuldvoksen tyr var mellem 165 - 185 cm høj, mens køerne var noget mindre - mellem 140 og 150 cm. Hornene var lange, tykke og fremadbuede.

I Danmark findes to komplette urokseskeletter, begge fundet i Odsherred.

Til venstre: Det fulstændige skelet af Uroksen fra Vig, kan ses på Nationalmuseet.
Til højre: Uroksen fra Prejlerup under udgravning. Den kan ses på Odsherred museum.

Det første skelet, som kaldes Vig-uroksen, blev fundet i 1904 under tørvegravning. Det er nu udstillet på Nationalmuseet, som har dateret det til at være fra omkring 7.500 f.Kr. I dens skelet sidder to af Maglemose jægernes pilespidser kilet fast.

Omkring den ene pilespids er knoglen vokset, så den var ikke årsag til oksens død, den må have levet i flere år efter jægernes første angreb. Men den anden pil må have ramt den kort tid før dens død. Nogle runde huller i dens skulderblade er blevet tolket som spor efter et spyd, der har gennemboret uroksen.

Jægerne dukkede frem fra deres skjul og skød adskillige pile i siden på oksen med deres kraftige buer; den flygtede, de indhentede den og angreb den med spyd, den flygtede igen, og måske løb den ud på isen på en lille sø - og gik igennem.

Til venstre: Elgen fra Tåderup på Falster.
Til højre: Maglemose pile. Bemærk ved de to øverste og tre nederste at de er sat sammen af to dele, nemlig en del med selve spidsen og mikrolitter limet fast i furer nær spidsen. Nummer tre fra oven er beregnet til små pelsdyr og eventuelt fugle, så pelsen ikke ødelægges. Den fjerde er det forreste stykke med furer for mikrolitter.

Og der lå skelettet i tusinder af år, indtil det blev fundet i 1904 af husmand Jens Peter Jensen, da han gravede tørv i en lille mose, udenfor sit husmandssted ved Jyderup. Han frembragte det meste af skelettet, og fandt desuden tre små flint-pilespidser.

I Prejlerup, få kilometer fra Vig-uroksens findested, fandt man i 1983 endnu et urokse-skelet. Det var en kæmpemæssig tyr med en højde på 190 cm. måske 18-20 år gammel. Det er nu udstillet på Odsherred Museum og er blevet dateret til at være fra ca. 6.400 f.Kr. Dermed hører begge urokser til i Maglemosekulturens tid.

Til venstre: Mikrolit med rester af birkebark tjære fundet i de sydlige Alper.
Til højre: Pilespids indskudt i kronhjorte skelet - Det giver et godt indtryk af den kraft hvormed de gamle jægeres pile blev indskudt i dyrene. Det skal dog retfærdigvis siges at dette er en tvær-pilespids, som blev afskudt fra en Ertebølle jægers bue - Fra Maglelyng på Sjælland.

Også Prejlerup oksen bærer spor jægernes angreb. Mindst ni pile lavet af fyrretræ har strittet ud af kroppen på den, da den flygtede for jægerne, to i højre og syv i venstre bagkrop. Pilene var med flintespidser og påsat mikrolitter, og de frembragte derfor store blødende sår-åbninger. Med blodet fossende ud af sårene flygtede oksen ud over en brink og ud i en lille sø. Omkring 25 m. fra bredden væltede den om på venstre side, døde og sank til bunds.

For 8.700 år siden sank en såret elg udmattet til bunds i en sø ved Tåderup på Falster. Der lå den i tusinder af år, indtil den blev fundet ved tørvegravning i 1922. Blandt knoglerne lå en pilespids af ben, som en stenalder-jæger må have skudt ind i dyret.

3. Hvordan Så Maglemose Jægerne ud?

Der kendes kun ganske få fund af skeletter fra Maglemose tiden. Den mest berømte er Koelbjerg-kvinden fra Vissenbjerg på Fyn (som senere er blevet kategoriseret som en mand). Ved Holmegård ved Næstved er fundet dele af to skeletter i en mose. I en mose ved Bislev ved Nibe er fundet en del af et kranium. Det siges at der også er fundet skeletdele fra Maglemose tiden i Køge Bugt. Ved Hammerlev i Sønderjylland er fundet en egentlig grav fra Maglemose tiden, men den afdøde var imidlertid blevet brændt.

Øverst til venstre: Koelbjerg kvindens kranie kan ses på Odense Bys Museum.
Øverst til højre: Koelbjerg kvindens kranie set i profil.
Nederst: Linda Hamliton som Sarah Connor i Terminator - Koelbjerg kvinden kan have lignet hende, med let skrånende pande, høj næseryg, fremtrædende kæbeparti og øjenbrynsbuer. Linda Hamliton er heller ikke særlig høj, 168 cm.

Maglemosefolket tilhørte Homo sapiens sapiens, som er vi moderne mennesker, men de siges at have været knap så høje og mere kraftigt bygget med stærke knogler. De var langskallede med store øjenbrynsbuer, kraftige tyggemuskler og fremstående kæber med store tænder, præget af slid. Denne beskrivelse må imidlertid i høj grad bygge på Maglemose skelet-fund udenfor det nuværende danske område; da der, som ovenfor nævnt, kun er fundet ganske få skeletter eller skelet-dele her i landet.

Det tidligste skelet af et menneske i Danmark blev fundet af Svend Andersen i 1941 ved tørvegravning i en lille mose ved Koelbjerg nær Vissenbjerg på Fyn, ikke langt fra den Fynske Motorvej.

Hun var en kvinde på omkring 25 år gammel. Hun levede for 10.000 år siden, altså ved Maglemose periodens begyndelse. Hun var ca. 155 cm. høj og havde spinkle og fint formede lemmer, og derved lidt af en undtagelse. Skelettet viser ingen spor af vold, måske er hun gået gennem isen i den lille sø og druknet. Liget flød omkring i overfladen i nogen tid, hvorefter det er gået til bunds.

Kraniet fra Bislev ved Nibe - Han havde markante øjenbrynsbúer og et mærke efter et kraftigt slag i hovedet.

Ikke langt fra Vissenbjerg er fundet mange spor af Maglemose bopladser, måske kom hun fra en af dem.

Arkæologerne Brøste and Fischer-Møller beskrev hendes kranium nogle få år efter, at hun var fundet: Hun havde et smalt ansigt, hun var langskallet med let skrånende pande, noget fremtrædende øjenbrynsbuer og næseryg, let fremstående kæbeparti med kraftige kæber og kæbemuskler. Hendes tænder er meget slidte. De konkluderede: "Resultatet af undersøgelsen er, at Koelbjerg skelettet repræsenterer en type nært beslægtet med rensdyrjægerne fra Madeleine periodens Cro-Magnon race, som har sat deres præg på Danmark's gamle befolkning".

I en mose ved Bislev nær Nibe er fundet en del af et kranium af en Maglemose mand. Han havde ret fremtrædende øjenbrynsbuer, og det ser ud som om, han har fået et kraftigt slag i hovedet.

4. Sejlads i Maglemose Tiden

Padleåre af hasseltræ fra Maglemose tid fundet ved Ulkestrup i den Sjællandske Åmose - den er ca. 120 cm. lang. Den kan ses på Nationalmuseet.

Stammebåde blev udhugget af en hel træstamme med flinteøkser, og de er et godt bevis på stenalder håndværkernes kunnen. De kendes op til 12 m. lange, med en bredde på ca. 60 cm. og med sider, som kun er et par centimeter tykke.

Øverst: To mænd røgter garn fra en rekonstruktion af en stammebåd.
Nederst: En stammebåd fra Maglemosetiden fra Pesse i Holland - Drenthe Museum, Assen.

Der er ikke fundet stammebåde fra Maglemosetiden i Danmark, men ved Pesse i Holland, som også tilhørte datidens Maglemose kultur, har man fundet en stammebåd, næsten 3 m. lang og 44 cm. bred. Den er lavet af fyrretræ. Den er blevet dateret til perioden 8.040 - 7.510 f.Kr.

5. Maglemose Jægernes Kultur

Øverst: Urokseknogle med indridsede menneskelige figurer fra Maglemose tiden fundet ved Ryemarksgård på Sjælland. Der er fem figurer, tre ses i profil og to ses forfra, desuden ses en slags symbol, som består af tre parallelle zig-zag linier. Knoglen kan ses på Nationalmuseet.

I en mose ved Ryemarksgård på Sjælland fandt man et mellemfodsben fra en urokse med indridsede menneske-lignende figurer. Den var ikke lavet til redskab, kun omhyggeligt blankpoleret på den del af knoglen, hvorpå de fem figurer og de paralelle zig-zag linier er ridset. De har trekantede hoveder, benene er blot streger og kroppene er skraverede. Kun en af figurerne har arme. Tre af figureren vender siden til, og de to ses tilsyneladende forfra. De to figurer, som er set forfra, har en lodret streg ned gemmen midte, som skiller skraveringen, som en samling i en dragt. Til højre er ridset tre parallelle zig-zag linier med kraftige linier, som var det noget vigtigt.

De fleste forfattere mener, at figurerne forestiller Maglemose jægerne selv, taget direkte ud fra dagligdagen; nogle foreslår, at figureren er gravide kvinder, således at knoglen bliver en slags frugtbarheds amulet.

Øverst til venstre: Hjortetak økse fra Maglemose tid med indridset menneskelig figur fundet i Lille Åmose på Sjælland - Vi bemærker hans lidt specielle "bukkefødder", hans hoved er ikke rundt, det ser mere ud til at han har en slags snude, iøvrigt er hovedet meget lille og uden detaljer ligesom hos de kendte Cro Magnon Venus figuriner.
Øverst i midten: Løvemanden fra Hohlenstein-Stadel fra for 30.000 år siden. Den er lavet af mamut-tand med flintredskaber. Den er knap 30 cm. høj. Den blev oprindeligt fundet i spredte stumper, men samlet af professor Joachim Hahn i 1969. Løvemanden har ret korte ben, som jægerne sikkert også har haft. Bemærk også de skrå striber på løvemandens overarm, de minder om striberne på manden fra Lille Åmose og på personerne på urokseknoglen. Desuden er hans fødder lidt bukke-agtige, hvis ikke det yderste af hans fødder er gået tabt i tidens løb.
Øverst til højre: Profil af menneskelignende figur på en småsten fra Madeleine kulturen. Den ligner Maglemose figuren. Det ser ud som et slags menneske, som har en snude istedet for et ansigt, og samtidig snuden vendt bagud. Den har også en slags bukkefødder. Den angives at være fundet i la Madeleine hulen i syd Frankrig.
Nederst: Denne tegning af et væsen, halv okse og halvt menneske, siges at være fundet i en Cro Magnon hule i Dordogne i Frankrig.

De antikke græske vaser og de romerske mosaikker blev ikke dekoreret med motiver taget ud af dagligdagen. De var prydet med billeder af guder, helte, konger og kejsere. At afbillede almindelige menneskers dagligdag er en slags social-realisme, som vi kun har kendt de sidste hundrede år. Det er ikke sandsynligt Maglemose at jægerne ville afbillede almindelige stamme-medlemmer eller gravide kvinder taget ud af hverdagen.

Hvordan kan man forestille sig at et jæger-folks guder skulle se ud? De må have været halvt dyrelignende, halvt menneskelignende; måske kunne de forvandle sig fra dyre-skikkelse til menneske-skikkelse og tilbage igen.

Deres Cro Magnon forfædre afbillede sådanne halvt menneskelignende halvt dyrelignende væsener i hulerne i syd Frankrig, som for eksempel den såkaldte "shaman" i Trois Freres hulen og billedet af et halvt menneske halv okse i en hule i Dordogne i Frankrig, begge med horn. Jægerne må ofte have mødt mystiske og foruroligende dyr på deres daglige færd i de uendelige skove.

Til venstre: Den hornede gud Pan med bukkefødderne sniger sig ind på en sovende nymfe - Romersk mosaik.
Til højre: Shamanen - et Cro Magnon maleri i Trois Frères hulen i Frankrig. - mange mener at det skal forestille en shaman, en slags præst, men hvornår har man set at præsterne er blevet afbilledet på vaser og vægmalerier? Det er mere sandsynligt, at maleriet forestiller guden selv.

Det synes meget rimeligt at et jægerfolks guder er i stand til at optræde i dyreskikkelser eller som halvt dyr halvt menneske.

I den senere vikingetids historie er der stadig mange eksempler på guders hamskifte; ganske særlig benyttede Odin og Loke sig ofte af hamskifte. Freja havde en falkeham, som hun tilmed kunne låne ud til andre. Jætten Tjasse optræder i ørneham. I Egils Saga berettes det, at Egils farfar, Kveld-Ulf, havde fået sit navn ("Aften-Ulv"), fordi han hen mod aften "blev søvnig og folkesky". Der var mange, der mente, at hans sjæl om aftenen, når søvnen kom over ham, tog bolig i ulveham. I Rolf Krakes hirds sidste kamp kæmpede helten Bjarke i bjørneham.

Til venstre: I Rolf Krakes og hans hirds sidste kamp kæmpede Bjarke i bjørneham.
Til højre: En vase fra Athen fra omkring 600 f. Kr. som viser Athenas fødsel. Zeus sidder på sin trone med et bundt tordenkiler i sin højre hånd. De er ikke zig-zag formede, men alligevel en slags projektiler, som han kan slynge mod Jorden.

I Cro Magnon folkets huler i Dordogne findes en tegning af et væsen, halv okse og halvt menneske. Han bringer tankerne hen på den græsk romerske gud Pan, den hornede gud med bukkebenene, som holder til skoven og spiller på sin fløjte, der lyder som vindens susen i træerne.

Guden Pan har sin gang med skovens andre flygtige væsener, herunder nymferne. Pan har næsten altid en kraftig erotisk betydning; han er i mytologien kendt for at have forført adskillige kvinder, både mennesker og guder.

Men når nu den hornede gud med bukkefødderne har haft sin gang på Jord i så mange år, lige siden Cro Magnon folket levede i syd Frankrigs huler, så kan man vel ikke undre sig over, at han er blevet reduceret til et symbol, som kan være de tre kraftige zig-zag linier til højre for de fem personer på urokseknoglen fra Ryemarksgård. Man kan forestille sig at de tre zig-zag linier symboliserer hans karakteristiske bukkeben, idet det nederste led med kloven også kan pege bagud.

Imidlertid guder og mennesker har som regel to ben og ikke tre, hvilket ikke er helt tilfredsstillende for teorien.

Man kan også forestille sig at linierne symboliserer en tordengud; børn tegner altid lyn som en zig-zag linie, at se et lynnedslag er en meget dramatisk oplevelse - til alle tider og alle steder. Den Græske gud Zeus afbilledes altid med et bundt tordenkiler i sin hånd, de er ikke zig-zag formede, men de var alligevel en slags genstande, projektiler, som han kunne slynge ned på Jorden.

Ved Maglemos begravelsen ved Hammerlev blev anvendt rød okker. Foto Sønderjyllands Museum.

Ved Hammerlev har Sønderjyllands Museum fundet en grav fra Maglemose tiden, hvilket er noget ret sjældent. Liget er blevet brændt og asken, skelet-resterne og gravgaverne er blevet strøet over med rød brændt okker, byltet sammen i et skind og gravet ned i jorden. Foruden menneskelige skelet-rester indeholdt graven en lille, men meget fint forarbejdet flintøkse, en bennål, nogle flintflækker og nogle brændte ben fra en vildkat.

Brug af rød okker ved begravelser har meget dybe rødder i menneskets historie. Både Neanderthalere og Cro Magnon brugte at drysse rød okker over liget, således ved Neanderthal graven Shanidar i Irak og ved næsten alle Cro Magnon begravelser.

Tandperler fra en grav ved Övra Vannborga på Øland - 9.000 før nutid .

Den svenske arkæolog Magnus Reuterdahl fra Kalmar Museum fandt atten tandperler fra forskellige hjortearter i en grav ved Övra Vannborga på Øland. De var fra sen Maglemose periode nemlig 9.000 år før nutid. De har efter al sandsynlighed været syet på dragten. De er alle gennemborede ved roden. Man spekulerer på, hvordan de har båret sig ad med det uden skruestik og boremaskine. Tand er jo et meget hårdt materiale.

Tandperler har også en stor tradition i tidlig Europæisk historie. Cro Magnon brugte tandperler, Renjægerne brugte tandperler, påsyet dragten eller i halskæde. Ved kongemose begravelserne i Nivå i nord Sjælland har nogle afdøde også fået tandperler med sig som gravgaver. Ertebølle kulturen brugte også tandperler.

Det er blevet foreslået, at befolkningstætheden var en person per 20-50 km2 i tidlig Maglemose periode. Det vil sige et sted mellem 1.600 og 4.000 personer i hele det nuværende Danmark, Skåne og Slesvig-Holsten.

Det er meget tæt på nogle estimater for renjæger perioden. Men temperaturen var noget højere i Maglemose perioden, så det er vel rimeligt at antage, at biomassen, og dermed fangsten, også var større. Desuden er der gjort mange fund af lystere og fiskekroge, og der er fundet mængder af fiskeben i bopladsernes affaldsdynger; så det er rimeligt at antage at Maglemose jægerne spiste både kød og fisk.

Måske kan man antage, at der har været en befolkning på mellem 5.000 og 10.000 personer i den tidlige del af Maglemose perioden. Mod periodens slutning steg temperaturen, og derfor kan vi tro at befolkningsstørrelsen også steg og nærmede sig estimatet for kongemose perioden på 10.000 til 20.000 individer.

6. Litteratur