Forside DH-Debat

45. Oluf 2.

Danmarkshistorien

46. Margrete 1.

1. Indledning 2. Birgitta af Vadstena
3. Margretes Ungdom 4. Margretes Personlighed
5. Margrete som Kristen 6. Vejen til Magten
7. Kampen om Sverige 8. Kampen om Stockholm
9. Død og Begravelse

1. Indledning

Margrete var yngste datter af Valdemar Atterdag og dronning Helvig. I 1359 blev hun i en alder af 9 - 10 år gift med kong Håkon af Norge, som da var 19 år gammel. I Norge blev hun sat i pleje hos en datter af den Svenske helgen, Birgitta af Vadstena, indtil hun var gammel nok til at leve sammen med sin ægtemand. I 1370 fødte hun ham sønnen Oluf, som skulle blive konge af både Norge og Danmark.

Tidslinie, som viser de forskellige perioder i Margrete 2's regeringstid

Tidslinie, som viser de forskellige perioder i Margrete 2's regeringstid som regent af Danmark.

Hun regerede som officielt statsoverhoved i Danmark kun i perioden 1387-1396, i hvilket tidsrum hun havde titlen: "Fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder". Men vi husker hende som "Dronning Margrete".

Margrete 1. på hendes gravmæle i Roskilde Domkirke

Margrete 1. på hendes gravmæle i Roskilde Domkirke. Figuren ligner ikke en kvinde på 59 år og man kan ikke regne med portrætlighed. Hun blev født i 1353 som yngste datter af Valdemar Atterdag og hans dronning Helvig. Hun døde i 1412 på et skib i Flensborg Fjord. Foto Jacob Truedson Demitz assisted by Emil Eikner for Ristesson - This image comes from the Southerly Clubs of Stockholm - Wikipedia.

Hendes reelle regeringsperiode var imidlertid meget længere, idet hun regerede i Danmark allerede fra 1376 som effektiv formynder for sin søn Oluf indtil hans tidlige død i 1387. I 1396 fik hun valgt den 14-årige Bugislav som konge af Danmark, Norge og Sverige under navnet Erik af Pommern, idet han var Valdemar Atterdags oldebarn gennem hans ældste datter Ingeborg og dennes datter Maria af Mecklenburg. Margrete forblev rigernes nominelle hersker indtil Erik blev erklæret myndig i 1401. Men også herefter vedblev Margrete at have en fast hånd i rigernes styre indtil sin død i Flensborg Fjord i 1412.

Margrete 1. er kendt for at have forenet de tre Nordiske riger, Norge, Sverige og Danmark, hvilket i praksis skete allerede i 1389 efter sejren over kong Albreckt i slaget ved Falköbing, som ligger mellem de to store svenske søer. Da Erik af Pommern blev kronet som konge over disse tre riger i Kalmar i 1397 fik sammenslutningen navnet Kalmarunionen.

Kongeslægter gennem Danmarks historie

Danmarks konger opdelt i Dynastier. Men, alle kongerne - bortset fra Magnus den Gode - nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede en stor part af Jylland omkring året 917 som berettet af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger. Kongerækken og årstallene for krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags ustruktureret kamin-passiar om aspekter af Danmarkshistorien, som ikke let lader sig tidsfæste i hukommelsen. Det gavner overskueligheden at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, som sandsynligvis var søn af Sven. Han kaldes også Knud 1. og var med stor sikkerhed Gorm den Gamles fader, som fortalt af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Unni.
Magnus den Gode, der blev konge i 1047, var søn af helgenkongen Olav i Norge; hans regeringstid er en overgangsperiode til Svend Estridsens og hans sønners og sønnesønners periode.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, var alle efterkommere af Svend Estridsen; deres tid danner et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, mest sandsynlig de fleste, henregner kun Valdemar den Store og hans sønner, Knud den Sjette og Valdemar Sejr, til Valdemarerne. Men ingen kan have patent på denne definition, og det forekommer forfatteren pædagogisk fordelagtigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - som er Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1, Erik Klipping, Erik Menved og Christoffer 2. som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige, kan man sige - med lidt god vilje. Hans datter Margrete 1. blev dronning af den Skandinaviske Union.
De første Oldenborger konger var også Unions-konger - men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, i 1534-36 var skelsættende i Danmarks historie. Den Lutherske Reformation fandt sted på samme tid, og tillod kongerne at konfiskere den tredjedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fabelagtige rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, der blev samtidig med Danmarks historiske nedgang. I 1848 introduceredes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Derefter blev blev Christian 9. af Glücksborg konge.

I middelalderen var det ikke ganske ualmindeligt at rigerne var ledet af kvinder. Margrete kunne lade sig inspirere af to store forbilleder i dansk historie, nemlig Christoffer 1's enkedronning Margrete Sambiria i 1230, og Erik Klippings enke Agnes af Brandenburg i 1286.

Men det må alligevel have virket nærmest surrealistisk i samtiden at der i det sene efterår 1375, ganske kort tid efter Valdemar Atterdags død, dukkede en spinkel 22-årig kvinde op i Danmark med sin lille søn og forlangte at blive tituleret som dronning af Danmark, Norge og Sverige, selvom hun dog kun var dronning af Norge. Denne hidtil usete selvsikkerhed hos en kvinde kan naturligvis skyldes medfødte personlige egenskaber, men må også tilskrives at hun i Norge var opdraget under stærk indflydelse af den Svenske helgeninde, Birgitta af Vadstena, som promoverede en en mere fremtrædende rolle for kvinder i kristenheden.

Valdemar Atterdag og Unionskongerne

Valdemar Atterdag var søn af den sidste af Valdemarerne, Christoffer 2, men han repræsenterer alligevel en ny begyndelse, et nyt dynasti. Han var kongen, som vendte tilbage. Han samlede de sørgelige rester af et dansk kongerige og genrejste riget. Mange nye ting kom til i hans regeringtid. Det er i hans tid at vi først hører at folket består af forskellige stænder "Riddere og væbnere, fruer og jomfruer, købmænd, gæster, bønder og bokarle" og i hans rekonstruerede kongerige forsvinder forskellen mellem kongelev og patrinomium, altså forskellen mellem de godser, som hører til kongeembedet, kongsgårde, og de godser, som er kongeslægtens private ejendom.
Valdemars dattesøn Oluf 2. var søn af den Norske konge og samtidig af den svenske kongeslægt. Han havde potentialet til at samle de tre nordiske riger, men uheldigvis døde han tidligt.
Ved Valdemars død i 1375 blev Oluf valgt til konge af Danmark med sine forældre, Kong Håkon af Norge og Margrete, Valdemars yngste datter, som formyndere. Ved kong Håkons død i 1380 blev Margrete tillige formynder for Oluf i Norge. Ved Olufs tidlige død i 1387 blev hun udnævnt til "fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder". Kort tid efter opnåede hun tilsvarende titler i Norge og i 1388 også i Sverige. Vi husker hende som dronning Margrete 1.
I 1396 adopterede hun sin afdøde søsters barnebarn og gjorde ham til konge af de tre Nordiske lande under navnet Erik af Pommern med hende selv som formynder, medens han var mindreårig. Men til skade for den Nordiske enhed opsagde først det svenske rigsråd og derefter det danske ham hulskab og troskab i 1439 og han trak sig i tilbage til Gotland og senere til Pommern.
Derefter blev Christoffer 3. af Bayern unionskonge i 1440. Han var søn af Erik af Pommerns søster, Katarina, og dermed tipoldebarn af Valdemar Atterdag. Han var en fleksibel politiker, der kunne få de tre nordiske landes rigsråd til at samarbejde, men uheldigvis døde han barnløs efter blot otte år.

2. Birgitta af Vadstena

I de kritiske teen-age år, som er så vigtige for holdningsdannelsen, blev Margrete opdraget af den Hellige Birgittas datter, Merete Ulfsdatter, som var en overbevidst kristen efter moderens anvisninger, men dog også urokkelig tilhænger af den Svenske kong Magnus Smek og hans søn, den Norske kong Håkon, på trods af Birgittas beskyldninger mod Magnus for umoralsk levned.

Den hellige Birgitta af Vadstena ser Jesu fødsel i en åbenbaring

Den hellige Birgitta af Vadstena ser Jesu fødsel i en åbenbaring på et kalkmaleri i Undløse Kirke syd for Holbæk fra omkring 1435. Det viser Jesu fødsel i overværelse af den hellige Birgitta, der knæler til højre klædt som pilgrim med vandrestav.
Billedet bygger på at Birgitte i en åbenbring så Jesu fødsel, da hun i 1372 var på pilgrimsrejse til Det Hellige Land. I overensstemmelse med den nedskrevne åbenbaring har Maria her taget sine sko af og tilbeder i en knælende fødestilling barnet, der ligger i stråleglans på staldgulvet. Til venstre sover Josef med hånden under kind og overværer ikke den mirakuløse fødsel, hvilket passer med at Birgitta i åbenbaringen så Josef forlade stalden efter at have bundet oksen og æslet til krybben.
Birgitta havde sin første åbenbaring, da hun var syv år gammel. Siden fik hun flere hundrede, som alle blev nedskrevne af de munke og præster, som fulgte hende over alt. De er samlet i værket "Revelationes Coelestes", som betyder "Himmelske Åbenbaringer", i syv bøger. Foto Wikiwand

På Akershus i Oslo lod fru Merete den unge Margrete vokse op sammen med sin egen datter, Ingegerd. Hun gjorde ingen forskel på pigerne, hun siges at have "brugt riset lige flittigt på dem begge".

Margrete blev også en stor tilhænger af den Hellige Birgitta. Hun gjorde alt hvad der stod i hendes magt for at gøre Birgittas ny klosterorden til en højborg i Nordens religiøse liv. En af hendes første handlinger i dagene efter slaget ved Falköbing i 1387 var således at love klostret i Vadstena sin beskyttelse. Hun arbejdede ivrigt for at få den Hellige Birgitta helgenkåret, hvilket lykkedes i 1391.

I 1389 overværede hun personligt to Norske søstres optagelse i klosteret i Vadstena.

Mariager Kloster og Klosterkirke

Mariager Klosterkirke og Kloster fra 1446. Foto Tripadvisor

I julen 1403 kom dronningen selv til Vadstena og anmodede om at at blive optaget som søster udenfor huset. Ønsket blev opfyldt og i klostrets samtale-værelse gik dronningen ydmygt rundt mellem søstre og brødre og kyssede deres hænder. En munk hyllede beskedent sin hånd ind i kutteærmet, før han rakte den frem, men dronningen strøg ærmet til side, idet hun sagde: "Giv mig din hånd udækket, jeg er jo nu din søster."

Margrete arbejdede for at der skulle oprettes Birgittiner-klostre også i Danmark, men først efter hendes død opførtes klostrenes i Mariager 1412 og i Maribo 1416. Begge bynavne kan føres tilbage til Birgittiner-ordenens Jomfru Maria klostre.

Birgitta virkede for at højne Jomfru Marias status som model for det kristne menneske og skrev: "Denne orden vil jeg indstifte til min højt elskede moders ære og først og fremmest for kvinder".

Kalkmaleri af Birgitta af Vadstena

Kalkmaleri af Birgitta af Vadstena i Nibe Kirke fra 1508. Foto Aalborg Stift.

Jesus for til himmels og sagde til sine disciple: "I har allerede hørt mig sige, at jeg vil forlade jer, og at jeg også vil komme tilbage til jer." Men hvem stod tilbage på jorden med alle problemerne? Det gjorde hans moder.

Som ung ønskede Birgitta at blive nonne, men hun blev tvungen til at gifte sig som tretten-årig. Hun fik otte børn med sin mand, Ulf, i et efter alt at dømme lykkeligt ægteskab. Efter Ulfs død i 1344 blev Birgitta mere religiøs aktiv, idet hun modtog en åbenbaring, hvori hun blev kaldet til at være Kristi brud.

I en åbenbaring, hvori hun overværede Jesu fødsel, åbnede hun op for muligheden af en kvindelig frelser: "Da hyrderne så ham, spurgte de først, om det var en dreng eller en pige, fordi englene havde meddelt dem, at Verdens "frelser" - ikke "frelserinde" var blevet født. Så viste hans jomfruelige moder dem spædbarnets mandlige kønsorganer".

Med få undtagelser holder Birgitta sig inden for den kristne tradition, hvor Gud og Jesus er mænd. Men i stedet for at søge at gøre de maskuline magter feminine, bruger Birgitta den feminine Jomfru Maria, og ophøjer hende til deres jævnbyrdige.

Ligesom Adam og Eva er af det samme kød, da Eva er lavet af Adams ribben, så er Jesus og Maria hos Birgitta også et kød, da de deler det samme hjerte. I en åbenbaring siger Jomfru Maria "Jeg er himlens dronning. Du var bekymret for, hvordan du skulle prise mig. Vid med sikkerhed, at al ros til min søn er ros af mig. Og de, der vanærer ham, vanærer mig, da min kærlighed til ham og hans for mig er så brændende, at vi to var som et hjerte."

Hos Birgitta er Maria og Kristus lige om frelsen ligesom Adam og Eva er lige om synden.

Kalkmaleri af syndefaldet

Kalkmaleri som viser syndefaldet fra omkring 1500 i Tingsted Kirke på Falster. Foto Aalborg Stift.

Bibelens første Mosebog bliver traditionelt fortolket som var det kvinden, som syndede og derefter lokkede manden: "Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste." Men Birgitta lægger vægt på at de var fælles om at begå synden, og hun afviser tanken om, at kvinden er svagere og mindre modstandsdygtig over for fristelser.

Hun satte ikke den intellektuelle Maria på en piestal i forhold til den praktiske og flittige Martha, som Jesus gør i Bibelen. I en åbenbaring lader hun Jesus sige: "Husk, at Martha bad for sin bror Lazarus og var den første, der kom til mig, selvom hendes bror ikke blev vækket med det samme. Maria blev kaldt bagefter, og så blev deres bror vækket til live for begge søstres skyld. Sådan er det i det åndelige liv. Den, der virkelig ønsker at være Maria, skal først være Martha og arbejde fysisk til min ære." Birgitta havde jo selv været en praktisk husmor med otte børn.

Kalkmaleri af Lasaruz' opvækkelse fra de døde

Kalkmaleri af Lasaruz' opvækkelse fra de døde fra 1475 i Ejsing Kirke mellem Skive og Holstebro. Foto Kalkmalerier.dk.

Birgitta lægger vægt på at den fysiske jomfruelighed er underordnet den åndelige jomfruelighed, hvilket sidste vil sige at man er ren i sjælen: "Jomfruelighed er godt og det mest fremragende, for den ligner engletilstanden, forudsat at den er vedligeholdt med visdom og dyd. Men hvis det ene mangler fra det andet, altså hvis der er mødom af kødet, men ikke af sindet, så er jomfrudommen blevet deformeret. En hengiven og ydmyg husmor er mere acceptabel for mig end en stolt og ubeskeden jomfru."

Birgitta fremhævede den personlige tro ved at hun mente at de enkelte selv skal tilegne sig frelserhistorien. Hun ønskede at folk skulle kunne læse den hellige skrift på deres modersmål. Hvis ikke folket forstod skriften, kunne de heller ikke opbygges og tage ved lære af den, som også senere Luther sagde. Derfor beordrede hun dele af Bibelen oversat til svensk. I Vadstena blev ofte afholdt gudstjenester på svensk.

Hun kritiserer kirken og adelen for at de var frafaldne den rette tro og derved forsømte Kristus. I en åbenbaring sammmenligner hun Kristus med en brudgom og folket med en brud. Kirken er brudkammeret, hvor de to skal forenes. Men bruden har vendt sig imod sin brudgom og er blevet til en hore: "Men nu er din brud blevet til en horkvinde. Kammerdørene er lukkede, og i stedet for en brud, ligger der en ond horkvinde og tænker ved sig selv: "Medens min mand sover og ligger der nøgen, vil tage et skarpt sværd og dræbe ham, for han behager mig ikke."

Straffen for homoseksualitet i middelalderen

To mænd, Richard Puller von Hohenburg og Anton Mätzler, blev anklaget for sodomi og brændt på bålet i Zürich 1482. Fra Diebold Schilling der Ältere (1430-1486) i Grosse Burgunder Chronik (Zürich).
Bibelens tredie Mosebog vers 13 er ret entydig om straffen for mandlig homoseksualitet: "Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død." Foto Wikipedia.

Det siges at den danske historiker Frederich Hammerich i 1862 foreslog at Birgitta var et forvarsel for reformationen på grund af hendes skarpe kritik af præsteskabet og kirken, hendes insisteren på den personlige tro og hendes politiske opråb.

Birgittas beskyldninger mod kong Magnus for homoseksualitet var efter al sandsynlighed den vigtigste årsag til at de svenske stormænd rejste sig imod ham og satte Albreckt af Mecklenburg i hans sted. Hans tilnavn "Smek" er inspireret af Birgittas beskyldninger, idet det betyder "kælen", jævnfør "smægtende".

Birgitta nævner at Magnus og dronning Blanche havde aftalt indbyrdes at de skulle være gensidig seksuelt afholdende for en tid. Dette kritiserede Birgitta, for efter hendes opfattelse havde kongen gjort det på grund af en ny unævnelig lidenskab. Hun omtaler også risikoen for, at aftalen kunne give anledning til bagtalelse.

Ødelæggelsen af Sodoma og Gommora

Ødelæggelsen af Sodoma og Gommorra på grund af indbyggernes laster. Lot og hans døtre undslipper men Lots hustru ser sig tilbage og bliver til en saltstøtte. Maleri i Dom von Monreale, Sicilien. Thomas Aquinas gav en definition af indbyggernes last, "sodomi", i sin Summa Theologica. Han skrev: "Ved samleje med et upassende køn, mand med mand eller kvinde med kvinde, som Apostlen Paulus siger: (Rom 1:26-27) og dette kaldes "sodomi". Foto Lysis dkwiki.dk.

Dronning Blanche og kong Magnus var begge nære venner af Magnus' yndling, den unge Bengt Algotson, som kongen - imod landets love - gav en lynkarriere, væbner 1350, ridder 1351, rigsråd 1352 og hertug af Halland og Finland 1353. Det faldt også de Svenske adelsmænd for brystet at Magnus udnævnte mange andre ret ukendte unge mænd som fogeder og høvedsmænd.

Birgitta revser folk for homoseksuelle aktiviteter. Ifølge hende findes der i kongeriget Sverige en synd, der er mere afskyelig end de andre, for den opildner mennesket til begær, der er imod naturen selv. Med tiden blev hun mere direkte i sin kritik af kong Magnus og anklager ham for at elske mænd højere end sin hustru: "Du har det dårligste ry i hele kongeriget. Det siges, at du udøver samleje og perversion med andre mænd mod naturen. Dette forekommer sandsynligt, da du elsker nogle mænd mere end Gud eller din egen sjæl eller din egen kone."

Henrettelsen af Hugh Despenser

I England i november 1326 blev Hugh Despenser dømt til døden for forræderi, hængt fra en højde af 16 meter; derefter, før han var helt død, skåret ned fra galgen, fik fjernet indvoldene og halshugget. Despensers kønsdele blev skåret af, fordi han var kætter og sodomit, endda, hed det sig, med kongen. Hans hoved blev udstillet på London Bridge, og hans krop blev skåret i fire dele, som blev udstillet i de folkerige byer Bristol, Dover, York og Newcastle. Den pågældende konge var Edward 2. og Despensers død skete kun få uger før hans afsættelse. Inden et år var gået, ville Edward selv være død, angiveligt som et resultat af indsættelsen af en rødglødende jernstang i hans anus. Fra et manuskript af Jean Froissart. Foto Loyset Liedet Wikipedia.

Heller ikke i forhold til paven lagde Birgitta fingrene imellem. I sin anklage mod Clemens 4. taler hun med Kristi stemme: "Nu anklager jeg altså dig, du Kirkens overhoved, du som sidder på min stol, den jeg overlod til Peter og hans efterfølgere at sidde på med trefold værdighed og myndighed" - "Du er værre end Lucifer" - "Du ikke bare dræber mig, men med dine onde gerninger driver du mig bort fra dig, du dræber også sjælene ved dit dårlige eksempel." - "Du er mere uretfærdig end Pilatus. Han dømte mig kun til døden, men du dømmer ikke kun mig, nej, du dømmer også de uskyldige sjæle."

3. Margretes Ungdom

Sjællandske Krønike: "I året 1353 fødte dronningen en datter, der blev holdt over den hellige dåb af den ærværdige fader biskop Henrik af Roskilde og kaldt Margrete." Da dette nævnes i begyndelsen af krøniken, kan man gætte på at fødslen skete først på året.

Buste af Margrete 1

Portrætbuste af dronning Margrete fra omkring 1420. Formodentlig et forstudie til hendes sarkofag i Roskilde Domkirke. Afstøbning af den originale buste af alabast, der ejes af Sankt Annen Museum i Lübeck. Foto Wikiwand.

Dronning Helvig havde tidligere født en datter, som havde fået navnet Margrete, men som desværre døde tidligt. Margrete var navnet på kong Valdemar Atterdags storesøster, der som hertuginde af Bayern havde taget sig af Valdemar, da han som dreng blev sendt til det kejserlige hof i Berlin. Måske var det vigtigt for Valdemar at mindes hende.

Efter Valdemars sejr i den Første Hanseatiske krig blev ægteskabet mellem Margrete og kong Håkon af Norge igen aktuelt, og bryluppet blev fejret 9. april 1363 i København. Den Skånske Årbog beretter at "Norges konge, Håkon, blev gift med Margrete, datter af Valdemar, Danmarks konge, og et højtideligt bryllup blev fejret i København, hvor ærkebiskop Niclaus celebrerede sin første messe."

Den hellige Birgitta banlyste nærmest den tiårige Margretes giftemål med Håkon af Norge, idet hun skrev at "det var en barneleg med dukker, hun er af banlyst sæd og yngre end kirkelovene tillader det, aldrig kan der komme nogen frelse af hendes afkom". Birgitta lignede Valdemar Atterdag med en ulv, ligesom hun kaldte den gamle hertug Albreckt for en ræv.

Udtrykket "banlyst sæd" vidner om at hun hadede Valdemar og hele hans slægt (fordi han havde taget Skånelandene tilbage til Danmark). Det må have gjort et stort indtryk på den unge Margrete, da hun i andre forhold ganske øjensynligt nærede stor respekt og tiltro til den hellige Birgittas visioner om Jomfru Marias ophøjelse og en vigtigere rolle for kvinder i kristenheden.

Man må tro at et ungt menneske, som vokser op med en sådan etikette på sig, vil udvikle en vis hårdførhed og konfliktparathed, en bevidsthed om at "jeg ved godt at de ikke kan lide mig, men jeg er bare ligeglad". Hun eller han vil ikke nemt bryde sammen ved at møde modstand, for det har hun jo hele tiden forventet.

Modsat Birgitta elskede og beundrede Margrete sin fader, Valdemar Atterdag. Da hun gik i land i Danmark 1375 kaldte hun sig fra første færd "dronning af Danmark, Sverige og Norge", men senere foretrak hun titlen, "Margrete, Valdemar Dankonges datter". Hun forfulgte nidkært de adelsmænd, som havde gjort oprør mod hendes fader.

Akershus

Akershus slot in Oslo. Restaurerings-udkast af Akershus slot set fra syd-øst. Foto: tegning af Severin Worm-Petersen 1909-1920 Norsk Teknisk Museum.

Den lille Margrete blev bragt til fæstningen Akershus i bunden af Oslo Fjord, hvor hun blev opdraget af fru Merete Ulvsdatter, som var datter af den hellige Birgitta. Modsat Birgitta var Merete og hendes mand, Knut Algotsson, trofaste tilhængere af Magnus Smek og hans søn, kong Håkon.

En klosterkrønike fortæller at Margrete og fru Meretes egen datter, Ingegerd, blev opdraget strengt, og hun ikke gjorde forskel på pigerne - "ofte fik de det samme ris at smage".

Men som historikeren Erslev skrev "bedre havde det været om det havde været oplyst, hvori opdragelsen bestod." Men den Hellige Birgittas mission var at give kvinder en mere fremtrædende plads i kristenheden, derfor må vi tro at hun i modsætning til mange andre af tidens kvinder fik nogen uddannelse.

Da Margrete blev femten år gammel begyndte hun og Håkon at leve sammen som ægtepar og hun var gravid da pesten for tredie gang på tyve år hjemsøgte Oslo i 1369.

Udsnit af Margretes brev til kong Håkon

Udsnit af Margretes nødbrev til kong Håkon. Foto Arkivverket.

Til trods for sin unge alder fremstår dronningen allerede i 1369 som en moden og bestemt kvinde. Der er bevaret et brev fra hendes hånd til Håkon - ofte citeret af historikere - hvori hun fortæller at hun har det godt og hun håber at hendes ægtemand kan sige det samme, men at hun og hendes tjenere ikke længere kan spise sig mætte, hun beder kongen sørge for at hun får kredit hos Hanse-købmanden Westfal. Hun beder ham også om at benåde to landsforviste mænd, hvilket hun havde lovet dem:

"Eder min allerkjæreste Herre, jeg, Margrete, hilser jer inderligt med Gud. Jeg kan fortælle, at jeg har det godt. Gud lade mig høre det samme med Eder. I skal vide, min kære Herre, at jeg og mine tjenere lide stor nød med mad og drikke, så at hverken de eller jeg får vor nødtørft. Og derfor beder jeg Eder, min kjære Herre, at I kan finder nogen udvej til at det kan bedres så at ikke de, der er hos mig skal skilles fra mig for hungers skyld. Og beder jeg Eder, at I skriver til Westfal at han kan borge mig det, som jeg kan forlange hos ham og trænger til, og sig til ham at I vil betale ham det, som han borger mig. Og vil I tilskrive ham herom, da skriv også et brev til mig, om hvad I skriver til ham. Fremdeles beder jeg Eder at I således tilfredsstiller Hans Myntmester, at han kan blive i Eders tjeneste, og ikke skilles fra Eder, thi jeg har forstået af ham at han er Eder gjerne til villig tjeneste, at om I kommer overens med ham, da ordne det så med ham at han kan låne mig om her skulle komme skib, og skriv til mig også svar derom. Ligeså kundgjør jeg Eder, min kjære Herre, at jeg fik Bartholomæus Guldsmeds brev, hvori han beder mig gjøre Eder sin undskyldning for det, at han ikke kom til Eder, som I skrev ham til, af den grund at om han havde faret til Eder, da havde skibet sejlet fra ham med med det gods, som han skulle betale i Flandern, og han bad mig sige Eder, at han har tænkt med Guds hjælp at komme igen før vinteren, og hvad han da her har indført skal I være rådende over så meget som I behager. Og gør derfor vel for Guds skyld og for mit barns skyld og vær ham ikke ublid, og heller ikke Gaute Erikssøn, fordi han ikke før kunne blive rejsefærdig. Gud være med Eder, min Kjære Herre. Skrevet på Akershus st. Lucas Evangelistens dag. (18 oktober).

Nedenunder har hun tilføjet en efterskrift, hvor hun beder om benådning for de to forbrydere: "Og jeg har lovet hr. Henrik, at jeg skal skrive til Eder at I vil gøre det for min bøns skyld og ikke give Ketil af Hoffland eller hans kompagnon landsforvisning".

Det norske kongehorn

Det norske kongehorn fra 1300 tallet, dronning Margretes tid på Akerhus. Det lavet af et uroksehorn, 17 centimeter i diameter og 49 centimeter langt, og med en lengde på 89 centimeter langs krumningen. Bemærk at det har ingen fod. Det er beregnet til at blive tømt straks, når skålen er udråbt. Foto Lennart Larsen - National Museum of Denmark - Wikipedia.

Ved juletid 1370 fødte hun sit og Håkons eneste barn, som blev opkaldt Olav efter den Norske helgenkonge, Olav den Hellige.

I februar 1376 - tre måneder før valget af Oluf til konge i Slagelse - overbragte Anders Jepsen Lunge og drost Henning Podebusk på dronning Margretes vegne et forslag om fred mellem hendes mand, kong Håkon, og Hanseforbundet, og samtidig lovede hun at stadfæste alle stædernes privilegier i Danmark.

Et internt brev i Hanseforbundet afslører at købmændene ikke helt havde tillid til Margretes løfter: "Nu undrer det os meget at den førnævnte konge ikke selv har sendt nogle breve eller tilsagn, for det synes at være en stor sag at fæste lid til fruen og henvende sig til hende". Måske havde de også bidt mærke i at hun ikke var statsoverhoved i Danmark endnu.

Det Norske kongehus var i disse år i en meget presset økonomisk situation. Kong Håkon var nødt til at pantsætte sin krone, som var af guld besat med ædelstene, et gyldent bælte besat med ædelstene og hans afdøde moders - dronning Blanches - guldspænde til to købmænd i Stralsund. Kostbarhederne blev dog indløst i 1372.

Hansestaden Lübeck i 1493

Den rige Hansestad Lübeck set fra nordøst i 1493. Den ældste skildring af byen fra Schedels Verdenskrønike. Foto Abbildung aus der Schedelschen Weltchronik (lateinische Ausgabe in Sao Paulo) - Michel Wolgemut, Wilhelm Pleydenwurff (Hartmann Schedel, editor) Wikipedia.

Detmar-krøniken fra Lübeck fortæller at Margrete ved begyndelsen af sin regering var så fattig en fyrstinde "at hun ikke formåede at give et måltid brød uden venners hjælp".

4. Margretes Personlighed

Lige fra sin tidlige ungdom må Margrete have opfattet sig selv som forudbestemt til magten. Da hun ankom til Danmark efter sin faders død i 1375, kaldte hun sig fra første færd "Dronning af Danmark, Sverige og Norge", selvom hun strengt taget kun var dronning af Norge.

Hun gik straks i gang med at arbejde for sin søns kandidatur. I december 1375 overdrog hun Holbæk Slot og tre Sjællandske herreder til drosten Henning Podebusk for kun 400 mark, mod at han ved sit segl anerkendte hende som "Dronning af Danmark, Norge og Sverige".

Dronning Margrete 1. og Albrecht, som taber sin krone

Tegning fra omkring år 1800, som forestiller dronning Margrete 1. og Albrecht, som taber sin krone. Det fortælles at Margrete fik syet en hat med en lang hale til Albrecht for at håne ham. Det er måske den situation, som kunstneren har forestillet sig. Foto Illumineret Kongerække, 1589. Gl. kgl. Saml. 812 8, Det Kongelige Bibliotek.

Men alle i datiden var enige om at hun var intelligent, selv om de dog mest brugte det mindre smigrende udtryk "snedig".

Den Skånske Årbog skriver at hun blev valgt i 1387 "på grund af den store visdom, som Gud har givet hende".

En Svensk kilde skriver:" Albrecht pålagde hårde skatter, men Margrete endnu hårdere; hvad han efterlod, tog hun, bondens heste, okse, ko, kort sagt al hans ejendom," og videre "hun var meget gerrig; med utrolig list underlagde hun sig tre riger, som hun bragte ned til næsten intet, og ingen kunne modstå hendes snedighed"

Den Holstenske Krønike fra omkring 1450 skriver: "Men efter kong Valdemars død begyndte hans datter Margrete (der havde en søn Oluf med sin mand Håkon, konge af Norge, og som havde taget kronen og rigets scepter i Danmark) at herske med stor snedighed og forenede riget Danmark, Sverige og Norge til et. Thi hun yppede kiv med kong Albrecht af Sverige, besejrede ham og holdt ham i lænker i syv år og tog hele riget."

Krøniken fortsætter: "denne dronning, der var en meget snedig kvinde, ikke på en gang samtidig tænde ild flere steder."

I Den Svenske Karlskrønike, nedskreven i 1440, hedder det:

"Hun hed dronning Magareta
vidt skal man sandelig lede
efter en, som med sådan klogskab formå
disse riger at sammenslå:
Sverige, Danmark og Norge.
Sent vil der fødes en sådan kvinde.
Jeg synes Svenskerne ikke var kloge,
da de hende til høvding tog.

Dronning Margrete ifører Albreckt en narrehat

Kobberstik som viser dronning Margrete iføre Albreckt en narrehat. Udført af Meno Haas, der levede fra 1752-1833. Meno Haas var tysker, men voksede op og arbejde i mange år i Danmark. Foto: Det Kongelige bibliotek, Billedsamlingen.

Et Norsk brev fra 1414 er mere positivt: "Hun ville hjælpe alle til lige ret og lov, styrke retfærdigheden og nedtrykke al uret, hvilket Gud hende lønne."

I sin rigskrønike, Chronica Regni Gothorum, fra slutningen af 1400 tallet skrev den Svenske historieskriver Ericus Olai at unionstiden var en ulykkelig tid for Sverige. Margrete var på alle måder sin faders datter, lige så listig og durkdreven som han. Da hun havde grebet magten i landet, udmærkede hendes regering sig ved løftebrud, retskrænkelser, indsættelser af fremmede fogeder og udførsel af svenske skattemidler til Danmark.

Men den danske Arild Huitfeldt skrev omkring 1600 - efter studier af mange gamle dokumenter: "En prisværdig, skarpsindig, snild og viis fyrstinde udi det som hører til regimente og regering. Hendes herre, fader, sagde at naturen havde faret vild med hende. Hun skulle være bleven karl, men blev kvindfolk."

Margrete var en benhård forhandler. Historikeren Michael Linton bringer et uddrag af Hansestædernes referat af fredsforhandlinger i 1394, hvor købmændene krævede erstatninger for tab, som de havde lidt i Danmark.

Pieta - Jomfru Maria med sin døde søn

Pieta - Jomfru Maria med sin døde søn. Kalkmaleri i Tågerup Kirke fra 1400. Foto Kalkmalerier.dk

Købmændene: "Vi har krav på det gods, der er strandet ved Helsingborg, og som har en værdi på 214 grote" (guldpenge).
Margrete: "Det var på Henning Podebusks tid. Vi har intet hermed at gøre, eftersom han styrede Skåne på stædernes vegne."

Købmændene: "Henrik Parow, øverstbefalende ved Åsle havde en gæld på 600 nobler."
Margrete: "Den stammer fra den tid, hvor hr. Parow var fjende af riget."

Købmændene: "En prøjsisk købmand er blevet frarøvet gods til en værdi af 11.512 nobler" (et kæmpestort beløb).
Margrete: "Godset er blevet ført til Mecklenburg".

Købmændene: "En dansk slotsherre har kapret et skib med vin".
Margrete: "Det har han ført til Stockholm til glæde for rigets fjender".

Købmændene: "Vi har et gammelt krav fra en af os, lydende på 411 nobler."
Margrete: "Biskoppen i Århus, Jens Andersen, skal give ham 100 nobler, vi selv 10."

Dronning Margrete foretrak at regere med rå magt og i mindst muligt omfang lade sig binde af love, kontrakter og overenskomster. Dog ikke således at hun var tilbøjelig til at løse problemer med fysisk vold. Hun foretrak forhandlings-bordets kølige spil, hvor brikkerne var hendes hengivne tilhængere, hendes økonomiske magt og den militære magt, som denne rigdom tillod hende at bringe i marken, hvis situationen krævede det.

Margrete ønskede at holde alle magtens tråde personligt. På vegne af Oluf og senere Erik optrådte hun mere og mere som en enevældig hersker omgivet af en udvalgt skare af betroede mænd. Når de omtalte rigets embedsmænd skete det altid i vendinger som "vor drost" eller "vor marsk". Selv om drosten Henning Podebusk kaldte sig selv "Danmarks Riges drost" og Evert Moltke kaldte sig "marsk i Danmark".

Henning Podebusk's våbenskjold

Henning Podebusk's våbenskjold. Han kom fra Rügen. Han kom i Valdemar Atterdags tjeneste i 1350. Blev gælker i Skåne og kort efter drost. Da Valdemar forlod landet i forbindelse med den anden Hansakrig blev han øverste høvedsmand for Danmark. Han ledede freds-forhandlingerne i Stralsund i i 1370. Han var blandt de første som støttede Margrete i 1375, og han sikrede hende magten ved Olufs død i 1387. Henning Podebusk var en meget dygtig forhandler, som altid var i stand til at finde en lidt mindre ambitiøs løsning. Han opnåede at blive 70 år, hvilket var en meget høj alder i middelalderen. Han døde omkring 1388 og ligger begravet i Sorø Klosterkirke. Foto: Det Kongelige bibliotek, Billedsamlingen.

Da hun i august 1376 lod Oluf bekræfte Hansestædernes privilegier i riget sammen med drosten Henning Podebusk og kansleren biskop Niels af Roskilde hed det "vor og vort riges drost" og "vor og vort riges kansler". Senere lod hun dem altid omtale som "vor drost" og "vor kansler", lejlighedsvis hed det sig at Henning Podebusk var "drost hos den berømmelige Oluf, Danmarks Riges konge".

Et efter et afskaffede Margrete rigsembederne, hvis funktioner ellers var blevet klart definerede på Danehoffet i Nyborg i 1377. Hverken Henning Podebusk eller Evert Moltke fik efterfølgere efter deres død. Gælkeren i Skåne, Tuve Galen, blev afsat i 1383, da hans konspirationer med Mecklenburgerne kom for en dag, og heller ikke han fik nogen efterfølger. Derimod blev der hyppigt talt om "kongens embedsmænd" og "kongens fogeder".

I Norge blev drosten Ogmund Finnsøn også degraderet fra "Rigets drost" til "Vor drost" og ved sin død fik han heller ingen efterfølger.

Under kong Albreckt udøvede drosten Bo Jonsson Grip omfattende retshåndhævende virksomhed, han stadfæstede domme og udstedte bøder, og han omtaltes som drost og Karl Ulfsson omtaltes ligeledes som marsk. Men Margrete fik hurtigt afskaffet også de Svenske rigsembeder.

Dronning Margrete med krone og slør

Tegning af dronning Margrete, hvor hun bærer den specielle krone med slør, som hun også bærer på hendes gravmonument - ukendt kunstner. Foto: Det Kongelige bibliotek, Billedsamlingen.

I et manifest udstedt til indbyggerne i Öster Götaland allerede i 1388 fik hverken Sten Bengtsson eller Erik Ketilssson lov til at beholde deres titler som marsk. De kaldes lige som de øvrige for "herrer", "riddere" eller "rigets mænd".

Således at ignorere historiske institutioner - som Danehof, håndfæstning og rigsembederne gælker, drost og marsk - kunne formentlig kun lade sig gøre, fordi hun var en kvinde, som ikke fremkaldte de samme rivaliserende følelser hos mænd, som en moden mand som konge ville have gjort. Desuden var det kendt at hun var dybt religiøs og havde personlige forbindelser til den Svenske helgen, Birgitta af Vadstena, som promoverede en mere fremtrædende rolle for kvinder i kristenheden. Derfor kan man forestille sig at nogle blev forledt til at tro at hendes utraditionelle ledelse dækkede over kvindelig og kristelig godhed.

Detmars Krønike fra Lübeck bekræfter i 1386 at Margrete arbejdede på at centralisere og styrke sin magt i de tre riger: "Da dette var hændt, opstod der stor angst og modvilje hos alt mandskab i riget, thi man lærte fruens visdom og styrke at kende og bød sig til tjenest hos hende og hendes søn. Hun flyttede rundt på sine fogeder i landet, som en abbed flytter munke fra kloster til kloster."

Øjensynligt frygtede Margrete at hendes fogeder med tiden skulle indentificere sig for meget med de lokale og derved svække deres loyalitet mod hende.

Sikkert af samme grund udnævnte Margrete ofte tyske og danske mænd til positioner i Norge og Sverige, idet disse antoges at være mere loyale, idet de kun skyldte hende deres position. Således udnævnte hun en tysker ved navn Nicolaus Rusare til ærkebiskop af Nidaros.

Hun instruerede den unge kong Erik at han skulle indsætte en vis tysker ved navn Claus Grubendal som kansler i Norge og Erik måtte: "ikke lade nogen have magt til at afsætte aller forfremme ham, eller tage de len fra ham, som han nu indehaver - undtagen Gud, dig selv og jeg. For der findes nogle, som ikke kan lide ham fordi han er en udenlandsk mand".

I Margretes tid blev afholdt Danehof i 1376 i Slagelse, hvor Oluf blev valgt til konge, i 1377 i Nyborg, og igen i Nyborg i 1386, hvor hun overlod Sønderjylland til Grev Gerhard af Holsten. Siden indkaldte Margrete ikke forsamlingen i nogen anledning. "Danehoffet mistede sin betydning", som historikerne skriver.

Dronning Margretes brudekjole

Kopi af Dronning Margrete 1's brudekjole i Roskilde Domkirke. Den originale kjole blev taget som krigsbytte af svenskerne i 1659 og bragt til Uppsala Domkirke, hvor den med tiden blev glemt. I begyndelsen af 1900-tallet blev den dog fundet i en tøjbylt på loftet. Derefter blev den igen udstillet i domkirken, hvor den står den dag i dag. Nye undersøgelser har vist at kjolen er fra begyndelsen af 1400-tallet, og den kan således have været båret af dronningen i hendes senere år. Den er vævet i Italien med tråde i rødt og af guld. I stoffet er indvævet et mønster af små granatæbler. Foto: Historical Textiles.

I anledning af at den unge Erik af Pommern i 1405 skulle rejse til Bergen for at møde sin tilkommende, den Engelske prinsesse Philippa, medgav Margrete ham en lang instruktionsskrivelse i 54 paragraffer, som i mange detaljer beskriver hvordan han skulle opføre sig i forhold til de mennesker, som han mødte på rejsen. Skriftet er bevaret til vore dage. Det giver en god illustration af hvorledes dronningen omhyggeligt overvejede hvert et skridt, som hun foretog sig.

Margrete formanede sin adopterede søn: "Alle vegne, hvor du kommer frem, skal du lade almuen hylde dig og sværge at de med Guds hjælp vil holde dig som deres konge af Guds nåde og gøre alt det for dig, som de bør gøre for deres konge. Og du skal sige til dem, som gør dette, at du vil sikre dem fred, lov og ret med al din magt, og du må ingenlunde forsømme at gøre det, hvor du rejser frem." Vi bemærker at hun bruger udtrykket "konge af Guds nåde" som de senere enevoldskonger.

Margrete fortsatte: "Hvis nogen, klerk eller lægmand, kommer til dig og beder om nogle privilegier eller friheder, frelserbrev eller vornedsbrev - så skal du tøve dermed så lang tid du kan. Hvis de vil vide din mening, må du udskyde det, til jeg kommer og sige: at du venter mig dagligt, så snart jeg kommer vil du gerne gøre det, hvis jeg tilråder det, men du kan ikke gøre noget før jeg kommer, for jeg ved mere derom end du. Og det skal du lade det blive ved, du skal tage vel vare på, hvem du giver noget brev med dit segl under - det du dagligt har på dig."

Dronning Margretes 1. i filmen af samme navn

Dronning Margretes 1. i filmen af samme navn med Trine Dyrholm i rollen som Margrete. Foto: Scala Gudhjem.

Hun formanede videre:: "Du skal passe på ikke at udstede for mange breve med det segl, som du nu har på dig og ikke pergamentbreve med hængende segl. Hvis nogen taler om at få fritagelse fra "gengæld" (en ekstraskat) på papir med hængende segl, skal du ikke lade dit segl hænge under, men lade seglet trykke på ryggen af et sådant brev af papir."

Historikeren Vivian Etting forklarer "at var et brev mindre officielt udformet, var det nemmere at løbe fra senere, og dronning Margrete har åbenlyst selv benyttet sig af dette trick for at undgå at binde sig i ubehagelige situationer. Man kommer umiddelbart til at tænke på unionsdokumentet, som jo netop er af papir med påtrykte segl. Altså et muligt argument for at unionsparagrafferne ikke passede dronningen."

Som nutidens dronning var Margrete glad for at udføre håndarbejde i den fritid, som hun åbenbart trods alt må have haft. I en beskrivelse af hendes gravlæggelsesfest i Roskilde Domkirke i 1413 af den tysk krønikeskriver Herman Korner hedder det: "Alterdugene var hendes egne hænders arbejde". - og han fortæller også at der var 50 altre.

3. Margretes som Kristen

Margrete var meget aktiv i bestræbelserne for at få Birgitta helgenkåret. I 1391 kunne hun skrinlægge Birgittas knogler i Vadstena efter at Birgitta var blevet helgenkåret af paven.

Kalkmaleri med Jomfru Maria og Jesus som dømmer levende og døde

Kalkmaleri fra 1397 i Tirsted Kirke nær Rødby af Jomfru Maria og Jesus, som dømmer levende og døde. Foto Kalkmalerier.dk

Siden Margrete i sin ungdom skrev sit brev til kong Håkon om at hun og hendes tjenere "led stor nød med mad og drikke", havde hun samlet umådelige rigdomme. Men hun var også en gavmild regent. Næppe nogen anden dansk hersker har skænket så store og kostbare gaver til kirker og klostre og mange andre godgørende formål, som dronning Margrete gjorde.

I august 1401 var Erik af Pommern, Nordens ærkebiskopper, biskopper og de nordiske rigsråder forsamlede til et stort møde på Helsingborg Slot, hvor de stadfæstede en utrolig lang liste over de gaver, som Margrete "har undt, givet og skiftet til kirker og klostre" i Danmark og Sverige.

I 1376 skænkede hun domkirken i Lund en gylden monstrans, som var besat med ædle stene.

I 1407 gav hun Børlum Kloster en guldkrone, som var indfattet med ædelstene. Biskoppen blev forpligtet til på alle festdage for Jomfru Maria eller andre helgener at sætte den på hovedet af Mariafiguren i Børlum Kirke. Også Hellig Trefoldighedgildet i Flensborg skænkede hun nogle gyldne kroner, som skulle sættes på en Maria-skulpturs hoved ved visse lejligheder. Vi må tro at dette var helt i overenstemmelse med den hellige Birgittas mission om at ophøje Jomfru Marias og dermed kvinders betydning i kristenheden.

Kalkmaleri med Hesus på korset i Tågerup Kirke

Kalkmaleri med Jesus på korset i Tågerup Kirke nord for Roskilde fra omkring 1400, til venstre den sørgende Jomfru Maria. Foto Kalkmalerier.dk

I september 1407 modtog biskop Eskil af Ribe 500 lødige mark til gengæld for at indstifte et Vor Frue alter i domkirken, hvor "der skal holdes en sungen messe for bebudelsen hver dag indtil dommedag".

I sommeren 1393, da dronningen deltog i et rigsmøde i Vordingborg, skænkede hun kirken en række godser og herregårde, som kronen havde beslaglagt fra oprørske adelsmænd. Hun var særlig gavmild mod nonneklostre.

Viborg Bispestol fik borgen Hald nær Viborg, Børlum bispestol fik Rugtved Slot, Roskilde Bispestol fik Saltsø Gods, Vor Frue Nonnekloster i Aalborg fik hovedgården Egholm, Vor Frue Nonnekloster i Roskilde fik borgen Kelstrup i Odsherred og Hundslund Nonnekloster i Vendsyssel fik flere små ejendomme i Nørrejylland.

Træfigur af Maria og Jesusbarnet

Træfigur af Maria og Jesusbarnet fra omkring 1400 fra Annisse Kirke nordvest for Hillerød. Den opbevares på Nationalmuseet. Foto Leif Tuxen Kristeligt Dagblad

Hun knyttede dog betingelser til gaverne. Borgene skulle "straks nedbrydes - både af sten og træ" og der skulle oprettes nye altre for sjælemesser for Margrete og hendes familie. Der var også meget specifikke betingelser - ofte forbundet med religiøse handlinger til ære for Jomfru Maria. Hun lader os ikke være i tvivl om at for hende var Jomfru Maria mindst lige så vigtig som Jesus.

For eksempel påbød dronningen at ved alteret i Viborg Domkirke skulle "holdes en sungen messe til Vor Frue hver dag indtil dommedag, og medens messen synges, skal der brændes et lys", og hvert år på andendagen efter Mariæ Himmelfart (15. august) "skal biskoppen pleje provsten og kanikerne det bedste, han kan med mad og øl og peblingene skal behandles godt den dag og der skal gives dem en tønde øl og hundrede brød og mad dertil og de skal synge Vor Frues lovsang som hedder "Ave Regina caelorum" i førnævnte Vor Frues Kirke foran vor Frues alter."

Vor Frues Lovsang var på latin. I dansk oversættelse lyder den:

Hil dig, Himlens dronning.
moder til Englenes Konge.
Oh, Maria, jomfruers blomst
Hil! Du rod, hil! Du port
fra hvem et lys er opstået til verden:
Glæd dig, oh herlige jomfru,
Dejlig over alle andre,
Farvel, smukkeste jomfru,
Og bed for os til Kristus.

Ved andre donationer foreskrev hun også forskellige Maria-bønner som for eksempel "Ave Maria" og "Salve regina misericodia".

Gavnø Slotskapel

Gavnø Slotskapel er hvad der er tilbage af det dominikaner nonnekloster, som dronning Margrete lod bygge i 1402. Det meget farverige interiør kom dog først til i 1670 takket være Helle Rosenkrantz-Gyldenstjerne, som var gift med admiral Niels Trolle. Foto Gavnø Slot.

Dronning Margrete lod oprette flere nonneklostre. I 1401 lod hun oprette et nonnekloster for Dominikanerordenen i Gavnø nær Næstved. Hun skænkede Birgittinerordenen et stykke land ved landsbyen Grimstrup, hvor der efter hendes død blev opført et Birgittinerkloster, som gav anledning til at stedet skiftede navn til Maribo. Klosterkirken er i dag Maribo Domkirke.

Hun skænkede betydelige godsgaver til Sorø Kloster, Odense Domkirke, Århus Domkirke, Linköbing Domkirke, Strangnæs Domkirke, Roma Kloster på Gotland og vor Frue Kloster i Kalmar.

I slutningen af 1411 må dronningen have vidst at hendes liv var ved at rinde ud. Hun samlede en kreds af gestlige på Kalundborg Slot ledet af hendes mangeårig ven, bisp Peder Jensen Lodehat af Roskilde, og pålagde dem at disponere en enorm sum på 16.337 Lübske mark. 5.000 skulle gå til "fattige kirker og klostre og iblandt Vor Herres folk og husvilde, som intet haver, og til at hjælpe fattige jomfruer, kvinder og mænd til det daglige brød for det som er sket i krigen".

Margrete 1. på gammelt maleri

Margrete 1. på gammelt maleri på Sveriges Nationalmuseum. Teksten lyder: "Dronning Margret Voldemor den 3 dater. Kongen i Norges gemal regiered 37 aar arvet Norge til Danemarch med hindis son Ollao wandt Sverig 1388. forer diz rigers kroner døde for Flinbborg paa it skio aff pest ANNO 1412. Liger begrafuet I Rodskild". Foto Store Norske Leksikon.

Nogle tusinde skulle gå til kirker og klostre ved Wilsnack "til ære for Gud, Vor Frue og Sct. Mathias, som gjorde disse tre riger på Vor Frue og Sct. Mathias Dag." Vi bemærker at hun i Birgittas ånd nævner Gud og Vor Frue, men ikke Jesus. Sct. Mathias Dag er den 24. februar, årsdagen for slaget ved Falköbing, på hvilken dag Margrete vandt Sverige.

Hun skænkede også penge til de kvinder, som var blevet voldtagne i krigene i Sverige. Der krævedes ingen beviser, de skulle blot tilkendegive at de var blevet voldtagne: "iblandt kvinder og møer, som man kan spørge og få at vide er blevet krænkede og fornedrede i disse krige øst for Øresund." Noget skulle gå til "bønner for de sjæle, som er døde i disse krige både til lands og til vands, hvad enten de har været med riget eller imod."

Der er en mængde donationer til "fattige klerke hjælpes til skole", "klæder, hoser og sko" til de fattige, husvilde, fattige klerke, nødstedte jomfruer, enker og i det hele taget folk, "som ikke ved sig nogle andre veje eller hjælp."

Dronning Margretes Valfartsmål

Dronning Margretes Valfartsmål. I december 1411, 10 måneder før hendes død, bestemte hun at 130 pilgrimme efter hendes død skulle besøge en lang række valfartsmål og der bede for hendes sjæls frelse. Fortolkningen af det gamle dokument har været vanskelig og listerne over valfartsmål afviger en del fra hinanden, og her er ikke alle vist. For en del af destinationerne gælder det at de skulle besøges af flere pilgrimme. For eksempel skulle Wilsnach og Canterbury besøges af hver tre pilgrimme.

Som sin fader, Valdemar Atterdag, var hun bevidst om at hun som regent havde truffet mange beslutninger, som var gavnlige for riget, men til skade for mange enkelte mennesker. Hun bestemte at efter hendes død skulle 130 pilgrimme besøge en lang række valfartssteder i Europa og i Det Hellige Land og der bede for hendes sjæls frelse.

6. Vejen til Magten

Straks efter at efteretningen om kong Olufs død i Falsterbo i august 1387 nåede Mecklenburg, antog hans fætter og rival, den unge hertug Albreckt, titlen "Arving til Danmark" samtidig med at hans ny segl med de danske løver indeholdt indskriften "Danmarks konge".

Men også denne gang blev han forbigået.

Margrete handlede med rasende fart.

Lindholm slotsruin

Lindholm slotsruin mellem Ystad og Malmø. Foto Jorchr on sv.wikipedia Wikiwand.

Ved et fuldstændigt tilfælde var adskillige rigsråder og andre stormænd til stede i Skåne, da Oluf døde. Det drejede sig om drost Henning Podebusk, Margretes rådgiver biskop Peder Jensen af Århus, den nyudnævnte Ærkebiskop Vinald Henriksson af Nidaros, som var på hjemrejse fra Rom, den Mecklenburgske adelsmand Henrik Parow, der få år forinden var trådt i dronningens tjeneste, embedsmændene, Folmer Jacobsen, Reimar Breide og Bent Byg, høvedmanden på Lindholm Slot Jacob Mus, den Skånske adelsmand Stig Pedersen Krognos, ridderne Otto Jensen Markmand, Henning Olufsen, Albert Vind og unge Kurt Moltke.

Sammen med dronningen enedes disse mænd om at udskyde et nyt kongevalg og udnævne Margrete til regent. Vi kan tro at dronningens faste støtter, drost Henning Podebusk og biskop Peder Jensen, var initiativtagere til denne beslutning.

Allerede en uge efter Olufs død, nemlig 10. august, blev hun på Skåne landsting hyldet som "hele rigets fuldmægtig og formynder" af "flere af rigets og Danmarks mænd, prælater, købstadsmænd, bønder og flere gode mænd og menigheden af flere af Danmarks lande."

En halv snes dage efter blev hun hyldet på Ringsted landsting, hvor der foruden rigsråder og andre stormænd var "bønder, bokarle og købstadsmænd til stede og menigheden af Møn, Lolland og andre lande." "Bokarle" var mænd på landet, som ikke ikke var ejere eller fæstere af jord, en slags landarbejdere.

På grund af den hurtighed hvormed begivenhederne udviklede, sig kunne de øvrige danske stormænd formentlig ikke nå at samles og opstille håndfæstninger eller andre betingelser. Med lynets hast henvendte Margrete og hendes mænd sig direkte til folket.

Siden blev hun hyldet også på Viborg Landsting og til sidst på Fyn.

Sct. Knuds Kirke i Odense hvor Margrete 1. blev hyldet

Sct. Knuds Kirke i Odense hvor Margrete ifølge historikeren Vivian Etting blev hyldet i 1387. Opførelsen af den nuværende kirke i gotisk stil blev påbegyndt sidst i 1200-tallet af biskop Gisico, efter at en ældre kirke var brændt. I 1387 var en del af selve kirkens skib formentlig færdigt. Kirken blev dog først indviet 30. april 1499. Kirkens tårn blev tilføjet i forbindelse med en ombygning i 1580'erne. Foto Odense Cathedral history.

På Fyn var høvedsmændene på slottene Hindsgavl og Nyborg, landsdommeren, biskoppen af Odense Valdemar Podebusk og andre gejstlige og verdlige rigsråder, menigheder på Fyn, Langeland og Tåsinge til stede i hovedskibet i Sct. Knuds kirke i Odense, hvor mødet siges at have fundet sted.

Ved alle begivenhederne blev der udfærdiget hyldningbreve, næsten enslydende:

"Det skal være bekendt for alle som ser dette brev eller hører det læse at vi (her følger en række vidner - f. eks. fra Lund navnene nævnt ovenfor) vidner og erkender med dette vort åbne brev" - "sammen med mange flere af af riget Danmarks mænd, såsom ærkebiskopper, lydbiskopper, riddere, svende og endnu flere af af Rigets mænd og menige folk fra alle Danmarks lande - valgte, antog og udpegede den hæderfulde fyrstinde og frue, fru Margrete, Norges og Sveriges dronning til fuldmægtig frue og til husbond og til hele Danmarks formynder."

"For det første, eftersom førnævnte Margrete er kong Valdemars datter og kong Olufs moder, der begge var vore herrer, og som nu er døde - deres sjæle være hos Gud - og på grund af den velvilje og gunst, som vi har erfaret og fundet hos hende, på mange punkter, så er vi i samdrægtighed blevet enige med hende om, og hun med os, at vi ikke skal tage nogen herre høvding eller anden mand til konge, og ikke drage nogen mand ind i Danmark, og ikke tage nogen mand til hjælp, som på nogen måde er hende imod, men kun med hendes råd og vilje tage nogen mand ind, og det samme har hun lovet os til gengæld, og vi og vore venner vil følge hende i godt og ondt. Hun har lovet os at hun vil lade os nyde billighed og retfærdighed samt de privilegier, som hendes forfædre og hendes søn har givet os."

"Og vi har med vor gode vilje og med velberådt hu valgt, udpeget og hyldet hende til vor frue, til vor husbond og til hele Danmarks riges fuldmægtige formynder, og de love at tjene hende, som Dannemænd trofast bør tjene deres frue, husbond og herre, lige til den dag, da hun og vi endrægtigt kommer overens om at vælge og få en konge og blive enige om at vælge en konge." - "Alle disse foran skrevne punkter har vi sammen med flere danske mænd, ærkebiskopper, biskopper, riddere og svende, prælater, købstadsmænd, bønder flere gode mænd fra flere af Danmarks lande lovet og svoret at overholde."

Forside af den hellige Birgittas åbenbaringer

Forside af den Hellige Birgittas Åbenbaringer, Sancta Birgitta, Revelationes Celestes, fra omkring 1500. Foto Wikitrans.

Margrete må have været ikke så lidt populær og nydt stor tillid, siden hun med en sådan lethed blev valgt til rigets regent i alle landsdele. Men hendes succes må også have været betinget af at den hellige Birgittas visioner om en mere fremtrædende rolle for kvinder i kristenheden allerede havde gennemsyret alle lag i samfundet.

Midt om vinteren - ved nytårstid - begav Margrete sig på rejse til Norge.

Ved sit ægteskab med kong Håkon havde hun fået store områder i Bohuslen, Vester Götaland og Nørre Halland i morgengave, hvilke områder tidligere havde tilhørt hertuginde Ingeborg, kong Håkons farmor. De ovenfor nævnte lande var basisområdet for foreningen af de Norske og Svenske kongeslægter under Folkungerne, som var Magnus Smeks og hans søn kong Håkons slægt.

Der er ingen efterretninger om at Margrete var til stede, men netop på tiden for hendes rejse fik hun overdraget borgene Oppensten og Öresten i Vester Götaland af den svenske høvedsmand Algot Magnusson.

I Norge syntes hendes sag umiddelbart at være lidt vanskeligere, fordi Norge var et arverige, og den nærmest arveberettigede var kong Albreckt af Sverige fordi han var den afdøde kong Håkons fætter. Men alt faldt dog hurtigt på plads uden problemer.

Ærkebiskoppen Vinald Henriksson, som allerede havde hyldet Margrete i Lund nogle måneder før, havde i de første dage af Februar 1388 sammenkaldt en forsamling i Oslo bestående af Norges fornemste gejstlige og verdslige stormænd. Tilstede var bisperne af Oslo og Stavanger og den nyudnævnte biskop for Grønland. Desuden var der ærkebispens broder, kansler Henrik Henriksson der havde været i Norges konges tjeneste siden Kong Håkon samt omkring 15 verdslige rigsråder.

Norge og dets skatlande i 1388

Kongeriget Norge i 1388 var forenet med dets skatlande i en slags rigsfællesskab. Skatlandene var Færøerne, Shetland - kaldet Hjaltland, Orkney, Island og Grønland. Foto Wikiwand.

På mødet i Oslo aflagde forsamlingen på egne og almuens vegne hyldningsed til Margrete og udstedte et åbent brev til alle mænd i hele Norge og dets skatlande:

"At eftei at højbårne fyrstinde, vor kære frue, fru Margarete af Guds Nåde Norges og Sveriges dronning, ret arving og fyrstinde til riget i Danmark, vor kære Herre kong Håkons hustru og vor kære Herre kong Olufs moder, som nu nylig døde - Gud have deres begge sjæle - og for hendes gunst og gode vilje, som vi altid har befundet af hende og fremdeles håber det samme af hende nåde, da har vi alle før nævnte ærkebiskops, biskoppers, provsts, ridderes og svendes og det ganske rige i Norges annamet, udvalgt og undfanget med god vilje den højbårne Fyrstinde, fru Magarete, Dronning førnævnt, til alle vores førnævnte ærkebiskops, biskoppers, provsts, ridderes og svendes og det ganske rige i Norges mægtige Frue og rette Husbonde og at førnævnte Dronning Margrete skal være fuldt mægtig at forestå og råde riget i Norge mægtig og vældig i alle stykker over det ganske rige i Norge, både land, slot, fæste og tegner (undersåtter) både i syd og i nord overalt i Norge og dets skatlande i alle hendes levedage med Guds hjælp, og vi alle foreskrevne og hver for sig skal styrke og hjælpe hende i al hendes ret og intet hindre, som hun har ret til, og vi alle førnævnte ærekbiskop, biskopper, provst, riddere og svende har på vores vegne og på alt riges vegne i Norge sagt, lovet og svoret hende huldt mandskab og tro tjeneste med troskab så længe hun lever, og at holde alt det foreskrevne over for hende."

Til gengæld aflagde Margrete kongeeden.

Dronning Margretes segl som regent af Norge, benyttet i 1388

Segl tilhørende Dronning Margretes 1. som regent af Norge, benyttet 6 marts 1388. Tekst: [s' ma]RGARETA : DEI : GRACIA : REGINE NORVEGIE : ET : SV[ecie ....] Foto tegning af Klevenfeldt ("Norske Herold") - Brinchmann, Chr. "Norske Konge-sigiller og andre Fyrste-sigiller fra Middelalderen" (1924) Wikipedia.

Efter ceremonien skulle Margrete have spurgt forsamlingen, hvem der nu måtte være nærmeste arving til Norges trone. Både kong Albreckt af Sverige og den unge hertug Albreckt blev nævnt, men Nordmændene ville ikke vide af dem. I stedet foreslog de hertug Vartislaw af Pommerns fem-årige søn, der var søn af Margretes søsters datter.

Således blev tronfølgen i Norge bragt i orden længe før det skete i Sverige og Danmark.

Den unge hertug Albreckt af Necklenburg døde omtrent på samme tid, som mødet i Oslo fandt sted, og han var dermed ude af billedet. Men det vidste forsamlingen ikke.

Den følgende sommer, 1388, adopterede Margrete sin søsterdattersøn, Bugislav af Pommern, under navnet Erik af Pommern. Han var født i 1382 og således 5-6 år gammel, da han ankom til Norden.

7. Kampen om Sverige

Olufs død i 1387 havde med et slag fjernet Margretes legitime grundlag for magten, da hun regerede som formynder for sin søn. Men hun handlede lynhurtigt og blev efter kort tid anerkendt som "hele Danmarks riges fuldmægtige formynder" og "det ganske rige i Norges mægtige Frue og rette Husbonde".

Rytterstatue af dronning Margrete d. 1. på Københavnsvej i Roskilde

Rytterstatue af dronning Margrete d. 1. på Københavnsvej i Roskilde. Udført af Anne-Marie Carl-Nielsen, som var gift med komponisten Carl Nielsen. Foto Pinterest.

Derefter var hun i stand til at vende sin opmærksomhed mod Sverige.

Her var situationen den at drosten Bo Jonsson var død, og han havde testamenteret sin enorme formue til en gruppe af stormænd bestående af to biskopper, fem riddere - heriblandt den hellige Birgittas søn, Birger Ulfsson - og tre væbnere. Arven efter Bo Jonsson omfattede omtrent halvdelen af Sverige inklusive Finland.

Men kong Albreckt kunne ikke lade sådan en formue passere sin næse forbi. Bo Jonssons enke og børn, som følte sig forbigåede, bemyndigede kongen til at handle på deres vegne, og efterfølgende nægtede han at anerkende bobestyrerne og anmodede dem om at komme frem og fremlægge beviser på deres ret til at administrere arven. Men de havde deres liv og ejendom kært og kom ikke til kongen.

I stedet henvendte de sig til den unge kong Oluf, kong Håkons søn, som netop opholdt sig i Skåne, måske i begyndelsen af august 1387. Men efter ganske få dage - også i august 1387, døde den 17-årige Oluf ganske pludseligt på slottet i Falsterbo.

Derefter valgte bobestyrelsen i deres nød at henvende sig til Olufs moder og kong Håkons enke, Margrete, som i mellemtiden var blevet udnævnt til "Danmarks riges fuldmægtige formynder" og "Norges mægtige Frue og rette Husbonde".

Dalaborg borgruin

Dalaborg borgruin, ligger på et næs lige nord for udløbet af Dalbergsåen i Vänern i Bolstad sogn i den nuværende Mellerud kommune i det østlige Dalsland. Dalaborg blev bygget i 1304 og ødelagt i 1434 under Engelbrektsfejden. Foto Walden81 Wikipedia.

De mødtes i slutningen af Marts 1388 på slottet Dalaborg ved Vänern. Her udnævnte de på Rigets vegne Margrete til "Sveriges fuldmægtige frue og rette husbond". De lovede at de med sværd i hånd ville hjælpe dronningen med at indtage alle huse og fæstninger, som havde tilhørt "den kongelige krone i Sverige".

De tilstedeværende lovede ikke at slutte fred med kong Albreckt uden Margretes samtykke. Som bobestyrere for Bo Jonsson Grips testamente overdrog de til Sveriges nye "fuldmægtige frue" en række len og slotte. Det drejede sig om Åbo, Tavastehus, Raseborg Slot med Nyland, Korsholm - alle i Finland, Kastellholm på Åland, Hälsingeland, det halve Dalarne med jernminer, halvdelen af Kopparberg med med jern- og kobberminer og Östergötaland med alle købstæder og slotte.

Hun fik fuldmagt til på Sveriges vegne at forhandle med Holstenerne om deres andel af kobberminerne, til at forhandle med Hansestædeerne om deres privilegier og rettigheder i Sverige og til at forhandle med kommandanten på Kalmar Slot, Vicke von Vitzen.

I Maj måned erklærede yderligere et stort antal svenske riddere og væbnere at de var tilfredse med forhandlingsprotokollen og forsikrede dronningen om deres troskab.

Margrete forsikrede at de svenskere, som havde godser i Danmark og Norge kunne beholde dem frit. Hun lovede højtideligt at de Svenske stænder skulle nyde "alle de friheder og privilegier, som kongen havde givet dem og deres forfædre før kong Albreckt kom til Sverige". Hun lovede at styre landet i overensstemmelse med de Svenske love.

Albreckt prøvede forgæves at opkræve ekstraordinære skatter, for at financiere en hær, men det bevirkede blot at stemningen i landet blev stadig mere truende imod kongen og hans Mecklenburgere.

Men Stockholms borgere, som for størstedelen var tyskere, svor ham troskab. Han satte sin søn, Erik, som regent i sit sted og drog til Mecklenburg for at rejse en hær. Hans fader og broder var begge døde, og han var selv hertug af Mecklenburg.

Albreckt af Mecklenburg - konge af Sverige

Albreckt af Mecklenburg, konge af Sverige, på hans samtidige gravmonument i Bad Doberan Klosterkirke. Foto Jacob Truedson Demitz for Ristesson Wikipedia.

Efter fem måneders ophold i Mecklenburg udskibede han sin hær i Warnemünde og gik i land ved Kalmar ved nytårstid 1388-1389. Hæren bestod af krigsvante, pansrede ryttere, muligvis omkring 1.000 - 1.500 mand, heriblandt greven af Holsten, hvis slægtninge kun tre år forinden havde svoret evig troskab mod Danmark i forbindelse med at de Holstenske grever fik overdraget hertugdømmet Sønderjylland som arvelen.

En af Margretes generaler, kaldet Niels Svarteskåning, belejrede allerede den stærke fæstning Axevalla i Vester Götaland nær Skara. Albreckt ilede mod vest for at undsætte fæstningen.

Margretes hær var formentlig samlet fra alle hendes lande. Den blev ledet af ridder Henrik Parow, der var en dygtig hærfører, som oprindelig kom fra Mecklenburg, men var gået over til Margrete på grund af ukendte uoverenstemmelser med den gamle hertug Albreckt. Ifølge Detmar talte den 1.500 mand, sikkert i stort omfang pansrede ryttere.

Henrik Parow marcherede mod nord for at forene sig med Niels Svarteskånings styrker ved Axevalla. Men da Albreckt kom til Jönköbing hørte han om dette, vendte om og marcherede direkte mod Parows hær for at forhindre den i at forene sig med Niels Svarteskånings styrke.

Den 24. februar 1389 tog Parows hær opstilling ved Åsle Kirkeby omkring 10 km øst for Falköping. Det siges at den indtog en god defensiv position med flankerne beskyttet på ene side af en sump og på anden side af et andet ufremkommeligt område. Det er dog svært at se idag.

Mindesten over slaget ved Åsle i 1389

I Åsle by nær Kirken står en mindesten over slaget ved Åsle i 1389 også kaldet slaget ved Falköping. Det drejer sig om en 50 ton tung sten, som blev sat i 1896 og i folkemunde kaldes "Store Sten". Indskriften lyder "Till minne af de Skandinaviska folkens seger den 24 februari 1389 reste Vestergötlands fornminnesförening och ortens befolkning denna sten 1896 - Svenskar, norrmän, danskar, minnens edra fäders gemensamma bragd." Foto bmlarsreseblogg.

Den Lübske krønikeskriver, Detmar, mener at Margretes hær sejrede på grund af nogle tyske ridderes fejhed. Han beskriver slaget sådan:

"I det herrens år 1389 på Sct. Mathias Dag (24. februar) var der en stor strid ved Axevalla i Sverige. Dronningen af Norge havde sendt omkring femtenhundrede væbnede mænd. Høvedsmanden var en ridder, som hed hr. Henrik Parow. Da de kom til Jömköbing fik kong Albreckt underretning herom, medens han var på vej for at indtage Axevalla. Så drejede han af og drog mod sine fjender, som var danskere og også en del svenskere. Han havde sin søn med sig, sine fætre, hertug Johan af Stargards søn, som var biskop i Skara, en ung herre, greven af Holsten og greven af Ruppin. Kongen var så ivrig efter kamp og havde så travlt, at ikke alle blandt hans folk nåede at gøre sig færdige. Da det kom til egentlig kamp havde kongen den første avanture og splittede to bannere. Men det varede ikke længe, og kongen tabte slaget. Han blev fanget sammen med førnævnte herrer og alle de, som var med ham på slagmarken, med undtagelse af dem, som flygtede. Blandt dem var der særlig en, der hed Gert Snakenburg, og han flygtede på sin første dag som ridder. Han tog 60 riddere med sig i flugten, og det var den vigtigste grund til, at slaget blev tabt. På den tid, hvor man kæmpede, var dronningen på Varberg i Halland. Da budskabet nåede frem, at hendes hær havde vundet striden, red hun til Bohus. Her modtog hun de herrer, som var blevet fanget. I den samme nat lod hun Albreckt torturere så slemt at hun afpressede ham Axevalla og Rumlaborg. Også Ørebro ville hun have afpresset ham, men det kunne hun dog ikke."

Kong Albrecht overrækker den svenske krone til dronning Margrete 1. i 1389

Kong Albrecht overrækker den svenske krone til dronning Margrete 1. i 1389. Tegning af Gerrit van Honthorst. Foto Statens Museum for Kunst.

I efteråret 1389 udskrev Margrete sammen med det Svenske Rigsråd en ekstraskat på en mark for hver bonde, som skulle betale for at "denne store krig med Guds hjælp og hendes nådes hjælp må tage en god og hurtig ende, og freden kan komme over landet, og hver mand ved rette landslov kan leve og bo ved sit eget." På det samme møde lovede Margrete at give 10.000 mark til kirker og klostre i Sverige. Samtidig lovede hun at besætte ledige bispestole kun med svenske mænd.

Den Skånske Årbog beretter: "På den hellige Mathias Apostels dag stod med Guds forsyn og hjælp, i hvis hånd al sejr hænger, et stort slag mellem kong Albreckt af Sverige og de Danske, nemlig herr Parow, høvidsmand af Norge og Fikke, høvidsmand i Kalmar samt mange andre på begge sider. Fangen blev kong Albreckt af Sverige og hans søn Erik og grev Gerhard af Holsten og greven af Reppin med 20 ridere og ikke så få andre ædlinge, hvilke alle af den højbårne dronning Margrete blev sendt i fangenskab i Danmark, nemlig kongerne i fodlænker og deres ædlinge i håndjern. Ære være Gud i al evighed, som gav en uventet sejr i en kvindes hånd."

Udsigt over slagmarken ved Åsle

Udsigt over slagmarken ved Åsle. I baggrunden mosen ved Åsle, som i dag er omkranset af trævækst. Som det ses er landskabet fladt og velegnet til kavaleriangreb. Foto "Slaget ved Falköbing 1389 - En uventet sejr i kvindens hånd - Nick B. Svendsen.

Ifølge Den Svenske Rimkrönike faldt 20 mecklenburgske og 8 svenske og danske riddere, deriblandt Henrik Parow selv. Kong Albrecht, hans søn, Erik af Mecklenburg, biskoppen af Skara, Rudolf af Mecklenburg og mange andre riddere blev taget til fange og ført lænkede til Bohus. Komandanten på Kalmar Slot, Vicke von Vitzen, faldt antagelig også, i hvert fald hører historien ikke mere til ham, og kun hans sønner nævnes i forbindelse med Kalmar.

Under slaget opholdt dronningen sig på Varberg Slot. Da hun fik melding om sejren bestemte hun at fangerne skulle føres til Bohus, som vi kan tro havde større og bedre fangekældre. Hun red selv fangetransporten i møde og fortsatte til Bohus.

De fleste af fangerne blev hurtigt frigivet, antagelig mod løsepenge. Men kong Albreckt og hans søn var langt de vigtigste fanger, og de blev tre dage efter ført til slottet Lindholm i Skåne mellem Malmø og Ystad og anbragt i et "højt og dybt tårn".

8. Kampen om Stockholm

Margethe havde sejret i slaget ved Falköping 1389, men Mecklenburgerne beherskede stadig Kalmar og Stockholm.

I Kalmar sad Mecklenburgeren Vicke von Vitzens sønner. Deres fader havde givet et lån til den Svenske krone og havde derfor Kalmar Slot i pant. Det lykkedes Margrete at indløse slottet i løbet af 1390. Det siges at en af Vicke von Vitzens sønner, som hed Claus von Vitzen, påtog sig at mægle mellem dronningen og byens råd. Byen hyldede Margrete og lovede at gøre tjeneste for hende og hendes efterkommere - til stor fortrydelse for Kalmars mange tyske indbyggere. Efter sigende drog Claus von Vitzen bort fra byen "forsmået af Gud og mennesker."

Kalmar Slot i Middelalderen

Kalmar Slot i Middelalderen. Modellen findes på Kalmar Slot. Foto Kalmar Läns Museum.

Dronningen indsatte danskeren, Holger Jensen, som kommandant i Kalmar.

Men Stockholm repræsenterede et større problem. Byen var så godt som uindtagelig, beliggende kun på Stadsholmen, Riddarholmen og Helgeandsholmen, beskyttet af høje mure og vand til alle sider. Den var så godt som uindtagelig.

Stockholm var en meget vigtig by for hansestæderne. Hovedparten af byens indbyggere var tyskere, som for nylig have svoret troskab mod kong Albreckt og hans søn, Erik.

Den tyske del af borgerne overtog fuldstændig magten i byen. De dannede et selskab kaldet "die Kapuzenbruder", som betyder "Hættebrødrene", de klædte sig ud som soldater og drog ved nattetid rundt i gaderne og chikanerede og ydmygede de svenskere, som de traf på. Det udartede sig ofte til blodige slagsmål.

Hættebrødrene og bystyret indgik en sammensværgelse og natten efter Trinitatis, søndag 13. juni 1390, skred de til handling. Alle ledende svenske borgere blev pågreben i deres hjem af bevæbnede mænd og ført til slottet, hvor de blev anklaget for forræderi og fængslet. De, som havde søgt tilflugt i kirker og klostre, blev trukket ud og ført til slottet, hvor de blev pint med save for at få dem til at tilstå deres forræderi.

Stockholm i Middelalderen

Stockholm i Middelalderen. Käpplingeholmen ses mod nordøst. Foto Hedniska Tankar.

Dagen efter brændte tyskerne tre af fangerne på bålet. Hættebrødrene tilbød slotsfogeden, Mecklenburgeren Herbert Konigsmark, halvdelen af fangernes ejendom mod at han skaffede sig af med resten af dem. Natten mellem den 16. og 17. juni 1390 blev de ført over til Käpplingeholmen, som nu hedder Blasieholmen, og indebrændt i et hus af træ. En ret pålidelig kilde fortæller at tyskerne: "her bandt dem ved et gammelt hus, stak ild på huset og således brændte dem uden lov og ret, om natten, medens folk sov."

Andre 300 svenskere slap med at blive udviste fra byen.

Dronningens tropper indesluttede byen i 1391, men fandt det meget svært at erobre den. Det viste sig også meget vanskeligt fuldstændigt at stoppe tilførslen af fødevarer til byen fra søsiden.

Stæderne Rostock og Wismar kundgjorde at deres havne ville være åbne for alle, "som på deres eget eventyr ville fejde på riget Danmark".

Kaperne eller piraterne, som de hurtigt skulle udvikle sig til at være, kaldte sig Vitalie- Viktualie eller Fetalje-brødrene, hvilke udtryk alle betyder mad eller proviant, fordi deres broderskab oprindeligt var blevet dannet for at forsyne Stockholm med mad.

I løbet af ganske kort tid udviklede de sig til blodtørstige og brutale pirater, som ikke skelnede mellem danske og tyske skibe eller nogen som helst andre nationers skibe. Detmar skriver at der "allevegne fra samlede sig en ustyrlig hob af adelsmænd, borgere, håndværkere og bønder, der ønskede at prøve lykken."

Simon of Utrecht besejrer piraterne i slaget ved Helgoland i 1401

Simon of Utrecht besejrer piraterne i slaget ved Helgoland i 1401 og tager den berygtede pirat Klaus Störtebeker til fange. Simon of Utrecht var en kaptajn fra hansestaden Hamburg. Foto Seebeer Hamburger Staatsarchiv German Wikipedia.

Alle slags eventyrere og lyssky elementer strømmede til Rostock og Wismar. Piraterne overfaldt og plyndrede danske og norske skibe, lübske skibe, ja selv deres egne mecklenburgske skibe. De hærgede Gotland og Bornholm, og hansestædernes handel på Østersøen blev i den grad generet at de i tre år måtte opgive deres handel på Skåne. Detmar skriver at de meget hurtigt hærgede "hele søen og alle købmændene og røvede fra både ven og fjende, således at farten til Skånemarkedet blev nedlagt i tre år, derfor blev silden meget dyr i disse år."

De Mecklenburgske stæder opfordrede til boycot af Danmark og Norge. Men de øvrige hansestæder var overhovedet ikke til sinds at stoppe denne handel. De skrev til de Mecklenburgske stæder i juni 1391: "I har meddelt os at I har åbnet jeres havne for alle, der på eget eventyr vil fejde på riget Danmark, men det forekommer os meget uretfærdigt og ubelejligt for alle de købmænd, som i disse sager er ven af begge sider og intet har at gøre med jeres krig."

I august 1391 lykkedes det mecklenburgeren Johan af Stargards søn at bryde blokaden af Stockholm med en større flåde lastet med forsyninger. De erobrede en af dronningens skanser. Men danskerne tog den meget hurtigt tilbage.

Den berygtede pirat Klaus Störtebeker bliver ført i land i Hamburg

Gammelt kobberstik, som viser den berygtede pirat Klaus Stortebeker blive ført i land i Hamburg til sin henrettelse efter hans tilfangetagelse i slaget ved Helgoland. Foto Hamburger Staatsarchiv.

I oktober 1391 var der fredsforhandlinger i Nykøbing, som dog ikke gav noget resultat andet end man enedes om at mødes igen det følgende år.

Alt imens fortsatte Vitaliebrødrene deres plyndringer. Deres skibe blev ledet af Mecklenburgske adelsmænd, medens besætningerne var et sammenrend af folk alle vegne fra. De kæmpede under valgsproget "Guds venner - hele verdens fjender". Under sildemarkedet i ud for Skanør overfaldt de en stor handelsflåde, som de plyndrede uden hensyn til skibenes hjemsted. Lübske varer blev frejdigt losset på kajerne i Wismar og Rostock. Vitaliebrødrene tog hele skibs-besætninger til fange, som de ofte smed over bord eller proppede i sildetønder og slog låg på.

Sommeren 1392 var der igen fredsmøde, denne gang på Vordingborg Slot. Dronningen var til stede sammen med rigsråder fra både Danmark og Sverige. Desuden deltog repræsentanter for Hansestæderne, de Mecklenburgske fyrster, hertug Gerhard af Slesvig, greverne Claus og Herman af Holsten og hertug Vartislav af Pommern.

Margrete var en benhård forhandler og fredsbetingelser var hårde. Til gengæld for kong Albreckts løsladelse skulle Stockholm og alt, hvad Albreckt ellers ejede i Sverige, overgives til dronningen som pant for en løsesum på 50.000 mark. Det skulle ikke være muligt at indløse pantet før efter dronningens død, og Albreckt skulle love at han aldrig mere ville føre krig mod Danmark, Norge eller Sverige. Men forhandlingerne brød sammen og førte ikke til noget. Dronningen beholdt sin trumf, som var Albreckt og hans søn, som nu var fanger på fjerde år.

Halshugning af tilfangentagne pirater

Gammelt træsnit i Hamburger Grasbrook, som viser halshugning af tilfangentagne pirater. Foto Hamburger Staatsarchiv.

Kampen mod piraterne udviklede sig til en slags borgerkrig i Hanseforbundet. Staden Stralsund førte en kompromisløs krig mod piraterne. Det lykkedes nogle købmænd fra denne by at fange omkring hundrede Vitaliebrødre i farvandet ud for byen. De brugte piraternes egen metode og proppede dem alle i sildetønder og slog låg på efter at have skåret huller til hoverne. Fangerne blev først trukket ud af tønderne på markedspladsen i Stralsund og hver og en straks halshugget.

I 1393 drev piraterne det så vidt at de sejlede helt til Bergen, hvor de plyndrede og brændte byen og tvang indbyggerne til at hylde kong Albreckt. Men efter at størstedelen af af piraterne var sejlet væk tog Nordmændene magten tilbage i deres by.

Margrete henvendte sig til den Engelske konge Ricard 2. og bad ham om at udpege en passende brud for hendes adoptivsøn Erik af Pommern. Kong Ricard gav danskerne lov til at købe tre store engelske skibe for kampen mod piraterne og medgav desuden et mindre skib som gave til dronningen.

Dronning Margretes segl

Dronning Margretes segl. Seglet er kendt fra dokumenter udsendt af Margrete mellom 1391 og 1393. Foto Ukendt/Kari Tarkiainen: Sveriges Österland, side 172 - Riksarkivet, Stockholm.

I vinteren 1394 frøs otte af Vitaliebrødrenes skibe fast i isen ud for Dalarö i den svenske skærgård på vej til Stockholm med forsyninger. Da de frygtede angreb fra land gik om natten over isen til land og fældede en mængde træer, som de stablede op som en ringmur omkring skibene. Så smed de vand på dem, som straks frøs til is i den stærke kulde og gjorde muren af træ hård og glat og umulig at komme over. De huggede våger i isen på ydersiden af deres ismur.

Da Danskerne gik til angreb med store kastemaskiner, som kaldtes "katte", gik de tunge maskiner igennem isen og danskerne druknede i det iskolde vand, medens Vitaliebrødrene hånende råbte "kis, kis, kis". Nogen tid efter slog vejret om og skibene kunne sejle ind til Stockholm med deres længselsfuldt ventede last.

Efter seks års mere eller mindre konstant belejring opgav Margrete til sidst håbet om at tage Stockholm med militære midler.

I begyndelsen af maj 1395 samledes man atter til forhandlinger, denne gang i Skanør og Falsterbo. Resultatet blev at Albreckt skulle have sin frihed i tre år indtil Mikkelsmesse (29. september) 1398. Han skulle betale hansestæderne 60.000 mark for sin frihed, hvis han ikke betalte skulle han vende tilbage til fængslet og dronningen skulle have Stockholm. Byen skulle i mellemtiden administreres af Hansestæderne Lübeck, Stralsund, Greifswald, Danzig, Thorn, Elbing og Reval. De Mecklenburgske byer skulle bidrage til disse byers omkostninger med 1000 lübske mark om året, Margrete skulle bidrage med 2000 lübske mark og Albreckt med 1000 mark om året.

Buste af dronning Margretes

Forarbejde til gravmælet i Roskilde af Lübeck kunstneren, Johannes Junge, St. Anne Museum, Lübeck. Mange mener at denne buste er mere vellignende end figuren på gravmælet i Roskilde. Måske er det sandt, for her kan man - med god vilje - ane noget af hendes faders overbid. Foto Kulturhistorier.

Mecklenburg beseglede traktaten med mange stormænds hængende segl, medens Margrete aldrig gav Mecklenburgerne et lignende beseglet dokument. Albreckt fik henstand med sine betalinger til byernes omkostninger, og måske derfor betalte Margrete aldrig mere end helt ubetydelige beløb - trods mange henstillinger.

Det blev også bestemt at Gotland skulle deles mellem parterne således at dronningen fik landsbyerne og Mecklenburgerne fik Visby.

Som ventet kunne Albreckt ikke betale den enorme løsesum og Mikkelsdag 1398 kunne Margrete holde sit indtog i Stockholm "Hun modtoges der med stor højtidelighed af en stor mængde folk, som mødte og fulgte hende."

9. Margrete 1's Død og Begravelse

I dronningens nærvær aflagde Flensborgs borgere den 24. Oktober 1412 en højtidelig troskabsed til kong Erik og hans moder: "Vi borgere og rådmænd og hele menigheden i Flensborg kundgør" - "at efter at vi nu igen er komme til vor nådig herre, kong Eriks og vor nådige frues, dronning Margretes og Danmarks Riges tjeneste" - "og de har nu gjort nådigt og vel med os, efter at vi nu har forset os overfor dem, da tilbyde vi os nu alle med dette vort åbne brev og med vor gode tro altid troligt og vel at mene og tjene vor kære nådige herre kong Erik og og dronning Margrete af Danmarks Rige" - "Var det således at nogen herefter, han være hvem han vil, ville forråde eller vinde Flensborg by mod dette vort herskab eller Danmarks Rige, eller tiere komme ind til os, det Gud forbyde, da skulle og ville vi alle gå tilsammen og blive tilsammen og hårdeligt stå imod" - "og hvilken af os det ikke gør" - "skal man rette over som en forræder."

Den ed, som borgerne i Flensborg da aflagde, var Margretes sidste triumf. Hun havde vundet Flensborg tilbage, som hendes fader, kong Valdemar, også havde besiddet efter at han i januar 1373 tog Flensborg med storm.

Dronning Margretes gravmæle

Dronning Margretes gravmæle i Roskilde Domkirke. Sarkofagen er fra 1423, bekostet af Erik af Pommern 11 år efter hendes død. Foto Wikimedia Commons.

Efter edsaflæggelsen d. 24. lod hun sig formentlig ro ud til sit skib. Sandsynligvis har hun allerede da ikke følt sig helt godt tilpas, og ud på natten til den 27. Oktober 1412 døde hun ombord på skibet på Flensborg Fjord. En tysk kilde meddeler os at hun udåndede siddende på en stol.

Den Holstenske Krønike skriver: "Bemeldte dronning, Margrete af Danmark, alle disse ulykkers ophav, trende rigers herskerinde, havde dog ved sit livs ende, så vidunderligt det er, ikke i sine rigers så vidstrakte lande en eneste fodsbred jord, hvor hun kunne få lov til at dø, men medens hun opholdt sig på et skib foran staden Flensborg, forlod under et mægtigt og forunderligt uvejr med lyn og torden sjælen hendes legeme."

Efter eget ønske blev Margrete oprindelig gravlagt i Sorø Klosterkirke hos sin broder og sin elskede fader.

Men der fik hun ikke lov til at ligge længe, idet hendes livslange ven og rådgiver, biskop Peder Jensen Lodehat af Roskilde, lod liget føre til Roskilde Domkirke - sikkert i forståelse med Erik af Pommern. Alle kilder fortæller at liget blev ført bort "næsten med vold" hvilket sikkert vil sige at bortførerene var ledsaget af bevæbnede svende.

Den Danske Rimkrønikes forfatter, broder Niels, lægger disse ord i munden på Margrete:

Havde jeg haft nogen hulder ven,
i Sorø da havde jeg blevet.

Alterkalk fra Krønge Kirke

Alterkalk fra Krønge Kirke syd for Maribo, som sandsynligvis er en af de alterkalke, som dronning Philippa gav til hvert af de 50 altre ved dronning Margretes begravelse i Roskilde. Foto Lennart Larsson Nationalmuseet.

Den Lübske krønikeskriver Herman Korner beretter at kong Erik derefter i begyndelsen af juli lod dronningens begravelse højtideligholde med den største kirkefest, der nogensinde er blevet afholdt i Danmark: "Kong Erik lod i Roskilde afholde et højtideligt ligtog. Følgende personer deltog: hertug Bogislav af Pommern, hertug Johan af Sachen, ærkebispen i Lund samt femten andre biskopper. Højtideligheden varede i tre dage. Den første højtidsdag var til ære for den nyligt bortgangne dronning Margrete og der blev holdt dødsmesser ved 50 altre. Af kongen modtog hvert alter en forgyldt udsmykning og af dronningen en dug af silke eller damask og desuden en forgyldt sølvkalk. Fyrsterne gav en florin til hvert alter. Ridderne og de øvrige deltagere i festen tog så meget, de ville af en med Lübske sølvmønter fyldt skål og ofrede deraf til altrene" - "Alterdugene var hendes egne hænders arbejde. En mere pragtfuld begravelse med rigere gaver til kirken af alterduge, kalke og guldmønter er ikke set nogetsteds i Europa."

10. Litteratur

Kalkmalerier.dk Kalkmalerier.dk
Dronning Margretes nødbrev Arkivverket
Kalmarunionen WikipediA
Margrete 1 dWiki
Totem Michele Batsberg Christensen
Slaget ved Falköbing 1389 Nick B. Svendsen
Fetaljebrødre WikipediA
Vitaliebrødre Historiske Rejser
"Den Hellige Birgitta af Vadstena" 1-2 af Johannes Jørgensen - Gyldendal.
Danmarks Historie Bind 4 "Borgerkrig og Kalmarunion" af Erik Kjersgård - Politikkens Forlag 1963.
"Dronning Margrete" af C. Th. Holbøll - Arne Frost Hansens Forlag.
"Margrete 1. En Regent & hendes Samtid" af Vivian Etting - Gyldendal.
"Margrete den 1. Nordens Dronning" af Michael Linton - Gyldendal
Til start
20220311

Passed W3C Validation