Forside DH-Debat

43. Den Kongeløse Tid

Danmarkshistorien

44. Valdemar Atterdag

1. Indledning 2. Valdemar Atterdag
3. Spandau og Lübeck 4. Tre år for Sjælland
5. Sjælland Vindes 6. Estland
7. I det Hellige Land 8. Lolland Falster
9. Nord-Tyskland 10. Første Jyske Oprør
11. Den Sorte Død 12. Konge i Danmark
13. Andet Jyske Oprør 14. Landefreden
15. Skånelandene 16. Øland og Gotland
17. Første Hansekrig 18. Mellemkrigstiden
19. Anden Hansekrig 20. Tredie Jyske Oprør
21. Sønderjylland 22. Valdemars Familie
23. Død og Begravelse 24. Litteratur

1. Indledning

Valdemar Atterdag er en af Danmarks store konger, hvis ikke den største. Med rastløs energi - med magt og med list - genrejste han målbevidst kongedømmet fra ikke-eksisterende til en vigtig Europæisk magt.

Valdemar Atterdag på kalkmaleri i sankt Peders Kirke i Næstved

Valdemar Atterdag på kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved, som er malet kort efter hans død, hvilket sandsynligør potrætlighed. Foto Wikipedia.

Der synes at have været en tendens til at de af Danmarks konger, som ikke fra barndommen har været udpeget til kongelig værdighed, har vist sig som nogle af de bedste konger.

Måske er det sådan at drenge og unge mænd, som ikke på forhånd er udpeget til at blive noget stort, er mere tilbøjelige til at erkende den følelseskolde og pedantiske virkelighed end drenge, som er udvalgte til storhed fra fødslen.

Harald Blåtand blev kun konge, fordi hans storebroder Knud faldt i Irland. Samme Harald modarbejdede i lang tid sin søn, Svend, med det senere tilnavn Tveskæg. Knud den Store blev kun konge af Danmark, fordi hans storebroder Harald døde tidligt - og han skulle opleve et ydmygende nederlag, før han blev konge af England. Som yngre søn af den myrdede og vanærede, Ulf Jarl, stod det ikke skrevet over Svens Estridsens vugge at han skulle blive en berømt konge. Erik Ejegod var så langt nede i brødrenes rangorden at det ved hans fødsel måtte have syntes usandsynligt at han skulle blive konge. Kong Valdemar - med tilnavnet den Store - søn af en myrdet hertug og faderløs fra fødslen, voksede ikke op med visheden om at skulle blive konge. Han blev konge på grund af sine egne kvaliteter og begivenhedernes udvikling under borgerkrigen.

Den unge junker Valdemar voksede op ved det kejserlige hof i Brandenburg som en fattig prins, der levede på sine slægtninges bekostning, søn af en forhadt, forjaget og dybest set mislykket konge. Han havde to ældre brødre, som begge var nærmere den næppe eksisterende Danske trone end ham selv. Under hans opvækst var der meget lidt, som pegede på at han nogen sinde skulle blive konge af det opløste rige, som hed Danmark.

Kongeslægter gennem Danmarks historie

Danmarks historie opdelt i Kongelige Dynastier. Imidlertid, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en stor part af Jylland omkring året 917 som berettet af Adam af Bremen i sit afsnit om biskop Hoger. Kongerækken og årstallene for krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags ustruktureret kamin-passiar om aspekter af Danmarkshistorien, som ikke lader sig tidsfæste i hukommelsen på en let pædagogisk måde. Det fremmer overskueligheden at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, som efter al sandsynlighed var søn af Sven. Han kaldes også Knud 1. og var med temmelig stor sikkerhed Gorm den Gamles fader, som fortalt af Adam af Bremen under biskop Unni.
Magnus den Gode, der blev konge i 1047, var søn af den helgenkongen Olav i Norge; hans regeringstid udgør en overgangsperiode til Svend Estridsens og hans sønners og sønnesønners tid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid udgør et interregnum til Valdemarernes tid.
Mange historikere, sikkert de fleste, henregner kun Valdemar den Store og hans sønner Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men ingen kan have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren pædagogisk fordelagtigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - som er Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1, Erik Klipping, Erik Menved og Christoffer 2. som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar Atterdag var ikke konge i Kalmarunionen, men hans datter Margrete 1. blev dronning af denne Skandinaviske Union. Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige kan man sige - med lidt god vilje.
De første Oldenborger konger var også Unions-konger - men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, i 1534-36 var et skelsættende vendepunkt i Danmarks historie. Muliggjort af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, kunne kongerne derefter konfiskere den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fabelagtige rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, der blev en af de vigtigste årsager til Danmarks fortsatte historiske nedgang. I 1848 introduceredes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Derefter blev blev Christian 9. af Glücksborg udpeget til konge.

Valdemar regerede Danmark i 35 år. Men ikke hele Danmark hele tiden. Det var en lang opslidende kamp at vinde kontrol med landet. Han oplevede mange tilbageslag og indgik utallige forlig og kompromisser, men tabte aldrig sit mål af syne, som var hele Danmarks genrejsning.

Skatteopkrævning i middelalderen

Både i Jylland og på Sjælland indførte Valdemar ekstraordinære skatter for finansiering af indløsning af de øvrige landsdele. På Sjælland skænkede hver kirke en af deres hellige kalke til formålet. I Jylland betalte bønderne en skat kaldet sølverbeden. Modstanden mod de øgede skattet var sandsynligvis en vigtig årsag til de tre oprør i Jylland.

Han begyndte i 1340 med et beskedent kongedømme i Nørrejylland. På Sjælland erobrede han gennem seks år borg efter borg med militær magt. Så kom turen til Lolland og Falster. Det lykkedes ham at udnytte interne Svenske stridigheder til at genvinde Skånelandene. Ind imellem måtte han bekæmpe gentagne jyske oprør koordineret med angreb fra greverne af Holsten. De forenede Hansestæder angreb Danmark flere gange, sidste gang i 1368 i en mægtig koalition med alle Danmarks fjender, inklusive kongen af Sverige, hertugen af Sønderjylland, greverne af Holsten, hertugen af Mecklenburg og de jyske oprørere.

Det siger sig selv at under sådanne omstændigheder kunne han ikke være gode venner med alle. Alle danske landsdele, som han generobrede blev pålagt ekstraordinære skatter til finansiering af indløsninger af andre dele af det pantsatte rige, og det var ikke altid populært.

Valdemar Atterdag og Unionskongerne

Selvom Valdemar Atterdag virkelig var søn af den sidste af Valdemarerne, Christoffer 2, repræsenterer han alligevel en ny begyndelse, et nyt dynasti. Han var kongen, som vendte tilbage. Han samlede de sørgelige rester af et dansk kongerige og genrejste riget. Mange nye ting kom til i hans regeringtid. Det er i hans regeringstid at vi først hører at folket består af forskellige stænder "Riddere og væbnere, fruer og jomfruer, købmænd, gæster, bønder og bokarle" og i hans rekonstruerede kongerige forsvinder forskellen mellem kongelev og patrinomium, altså forskellen mellem de godser, som hører til kongeembedet, kongsgårde, og de godser, som er kongeslægtens private ejendom.
Valdemars dattesøn Oluf 2. var også af Harald Hårfagers æt og samtidig af den svenske kongeslægt. Han havde potentialet til at samle de tre nordiske riger, men desværre døde han tidligt.
Ved Valdemars død i 1375 blev Oluf valgt til konge af Danmark med sine forældre, Kong Håkon af Norge og Margrete, Valdemars yngste datter, som formyndere. Ved kong Håkons død i 1380 blev Margrete tillige formynder for Oluf i Norge og samtidig blev hun udnævnt til "fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder". Kort efter fik hun tilsvarende titler i Norge og i 1388 også i Sverige. Vi husker hende som Margrete 1.
I 1396 adopterede hun sin afdøde søsters barnebarn og gjorde ham til konge af de tre Nordiske lande under navnet Erik af Pommern med hende som formynder, medens han var mindreårig. Til skade for den Nordiske enhed opsagde først det svenske rigsråd og derefter det danske ham hulskab og troskab i 1439 og han trak sig i tilbage til Gotland.
Derefter blev Christoffer 3. af Bayern unionskonge i 1440, han var søn af Erik af Pommerns søster, Katarina, og dermed tipoldebarn af Valdemar Atterdag. Han var en dygtig og fleksibel politiker, der fik de tre nordiske landes rigsråd til at samarbejde, men desværre døde han barnløs efter blot otte år.

Det var under Valdemar Atterdag at pesten ramte Danmark og efter al sandsynlighed tog livet af hver tredie dansker. Epidemien affolkede hele landsbyer, og den sparede heller ikke Valdemars familie.

Ved sin død i 1375 manglede han stadig at genvinde de sydligste dele af Sønderjylland mellem Danevirke og Ejderen.

2. Valdemar Atterdag

Kilderne fortæller os ikke direkte hvornår Valdemar er født. Men for at opnå sin svogers, markgrev Ludvig af Brandeburgs, hjælp i efteråret 1333, måtte junker Otto overdrage herredømmet over Estland til ham, men overdragelsen skulle bekræftes af hans broder Valdemar, "når han kom til sine år". På den tid var han altså endnu en dreng og må derfor være født efter 1315, hvis vi tror myndighedsalderen var 18 år - idet både Erik Klipping og Erik Menved blev erklæret myndige, da de fyldte 18 år. Valdemar gik i krig for markgreven i 1338, derfor må vi tro at han dette år har været mindst 17-18 år gammel, hvilket fører til at han var født før 1320-21.

Fra en alder af formentlig 6-7 år voksede Valdemar op hos margreven af Brandenburg i Berlin, kejserens søn. Huitfeldt fortæller at det lykkedes for Christoffer 2. under sit besøg hos kejseren "formedelst Margreff Loduig skyld" at få Ludvig af Bayern til at tage junker Valdemar "vdi sin Gaard/ hvor hand bleff opdragen udi Krigsbrug/ oc erlangede en stor Forfarenhed/ hannem siden tjenlig til den bestilling hand ikom".

For en intelligent og videbegærlig dreng må det kejserlige hof have været et meget lærerigt sted at vokse op. Her var han fra første parket vidne til hvorledes politiske intriger, beslutninger og forhandlinger udspillede sig. Han må tidligt have været fortrolig med den sidste ny udvikling indenfor krigskunsten, som spiller en så stor en rolle i politik.

Den opvakte unge mand gjorde et stort indtryk på kejser Ludvig i Nürnberg, som skrev til sin søn, markgreven af Brandenburg i Berlin, og opfordrede ham til at støtte "den udmærkede junker Valdemar af Danmark"

Valdemar Atterdag på detalje af kalkmaleri Sct. Peders Kirke i Næstved

Valdemar Atterdag på detalje af maleri af Kornerup udført efter kalkmaleri Sct. Peders Kirke i Næstved. I sammenhæng med hans overbid havde han efter al sandsynlighed en lidt vigende hage, hvilket han kompenserede for med forskellige former for fuldskæg, som andre konger også har gjort. Han havde kruset hår og skæg som sin fader, Christoffer, på gravmonumenter i Sorø. Han var formentlig lyshåret, da vi ikke kan tro at en mørkhåret mands skæg var blevet helt hvidt allerede som 55-årig. Foto Wikipedia.

På grund af sin barndom i Brandenburg har hans foretrukne sprog sikkert været plattysk.

Valdemar var en meget en høj og velvoksen mand, der ragede et hoved op over andre mænd.

I et dokument i Nationalmuseets samlinger, affattet i forbindelse med tegning af Valdemar Atterdags sarkofag i 1756, fortælles at Valdemars grav blev åbnet og knoglerne opmålt "Hovedet blev maalt, og var for fra Tænderne til Nakken 7½ tommer langt, Skinnebeenet 16¼ Tomme, og laar Beenet 20¼ Tommer langt."

Længden af en persons lårben er statistisk 26,74% af personens højde, og den historiske dansk-norske tomme er 2,62 cm. Hvilket fører til at Valdemar var 20,25*2,62/0,262=202,5 cm høj. Andre kilder siger dog 185 cm, men det sandsynliggør stadig en meget høj mand for hans tid.

Valdemar Atterdag med skæg

Til venstre Valdemar Atterdag på detalje af hans segl som tegnet af Karl Georg Jensen i 1917 (Wikipedia). Seglet er en samtidig afbilledling, der må repræsente hvorledes Valdemar så ud eller gerne ville se ud. Han har en kombination af temmelig langt hængende overskæg og et ret spidst "gedebukkeskæg", som minder om det på kalkmaleriet. Til højre en skægtype fra modetrends.dk som ligner noget men ikke helt.

Valdemar havde været i krig på hesteryg det meste af sit voksne liv, og det var begyndt at tære på ham i 1375. Undersøgelser af hans skelet afslører tegn på at han havde haft et hårdt liv. Skader på hans ryg og fodled viser at han har haft mindre læsioner disse steder. Desuden har han lidt af slidgigt. Som så mange andre fra middelalderen havde han gode tænder - men som sagt med et markant overbid.

Omkring år 1600 gav Huitfeldt Valdemar tilnavnet Ottherdage, som er blevet til "Atterdag": "fordi hand brugte det sprickord "at er dag" - lige som hand ville sige at dagen skal vel giffue altingen til kende."

Historikeren Ellen Jørgensen mener at det ord, som har givet Valdemar hans tilnavn, sandsynligvis er det plattyske "ter taghe", som en tysk krønikeskriver fra 1400-tallet lægger Valdemar i munden i beretningen om Erland Kalv. Det kan oversættes til "sikke tider".

Statue af Valdemar Atterdag udført af Theodor Storm

Statue af Valdemar Atterdag udført af Theodor Storm i 1882. Den står i Fredriksborg. I baggrunden hans forlæg, som var kalkmaleriet i Næstved. Foto Erik Meistrup Kunstavisen.

Han kunne være ret impulsiv. I 1347 rejste han sammen med sin livslange ven Erik af Sachen-Lauenburg til Jerusalem uden først at have opnået pavens tilladelse, som man ellers skulle. Han overlod til drosten Claus Lembek at fuldende erobringen af Lolland. Meget tyder på, at han havde taget nogle alt for dramatiske aktioner mod de hanseatiske købmænd - ikke nævnt i historien - som han fortrød bitterligt.

Valdemar var ikke en mand, som bar nag. Hans drost, Claus Lembek, deltog i 1351 i det første Jyske oprør, men blev tilgivet i 1353 og vendte tilbage til sin stilling. Ikke desto mindre deltog han igen i tredie jyske oprør omkring 1358, men døde før fredsslutningen. Men efter alt at dømme slap Lembeks sønner med at betale pengebøder, som Valdemar generelt foretrak frem for hævn og dramatiske straffe.

Valdemar havde en udpræget økonomisk sans. Han havde prøvet at være en fattig prins af et ikke-eksisterende kongedømme, og vi må tro at han var fast besluttet på at det skulle ikke gentage sig. Gennem hele sin kongetid udnyttede han enhver lejlighed til skrabe penge, sølv, skibe og proviant til sig. Ved enhver forhandling - selv de for ham mindre fordelagtige - søgte at opnå små eller store betalinger eller andre fordele til kronen. Han vidste at en konge uden solide økonomiske reserver ville være en ren paradefigur - som hans fader var det.

Han vidste at success i politiske forhandlinger ikke kun afhænger af rationelle og moralske argumenter, men i sidste af hvilke militære midler, som man kunne bringe i marken, hvis forhandlingerne ikke lykkedes.

Han indsamlede uophørligt penge, ydelser og rettigheder. Som Sjællandske Krønike skriver for 1358: "snart gik kongen under sejl ind i Slien og tvang angelboerne til at udrede meget store forråd, penge og skibe".

Alle pengene blev brugt i kampen for at indløse nye landsdele, hyre lejetropper, bygge fæstninger og lignende, alt sammen for at genrejse Danmark. Det var ikke således at han brugte sine sammenskrabede midler til at finansiere et ekstravagant liv for sine slægtninge og sig selv.

Svenskerne kalder ham "Valdemar den Onde" på grund af hans erobring af Gotland, som omfattede en nedslagtning af en primitiv bondehær foran Visbys bymur og efterfølgende plyndring af hansestaden Visby og på grund af hans erobring af Skånelandene, som de havde købt så dyrt.

Slaget ved Visbys bymur

Slaget ved Visbys bymur 1360, som gav Valdemar tilnavnet "den Onde" hos svenskerne. Foto Gammelt litografi af Rasmus Christiansen 1863-1940 Rigsarkivet.

Kong Valdemar fandt aldrig hvile. Han var hele tiden i gang med at indløse nye landsdele eller bygge nye borge, vandmøller og ladelårde. Han kunne have slået sig tilfreds med et hyggeligt lille kongedømme i Nordjylland i 1340, men det overvejede han ikke et øjeblik. Han gik øjeblikkelig i gang med den store udfordring, som det var med hans beskedne midler at generobre Sjælland.

Han sparede ikke sig selv, men sandelig heller ikke andre. Sjællandske krønike fortæller at på et møde i Vrangstrup syd for Ringsted i 1355 bestemte kongen at "alle fæstebønder, hvem de end hørte til, skulle yde kongen 14 dages arbejde om vinteren og om sommeren på egen bekostning men af kongens egne fæstere ligesom af kirkernes og munkenes krævedes der arbejde uden grænse, og næppe fik de trætte lov til at hvile sig."

Krøniken siger for 1357: "og siden drog han over til Jylland, hvor han bliver en stund og tynger store og små med forskellige pålæg." Og videre for 1357: "Ligeledes hører kongen ikke op med at opføre møller og andre bygninger men derved tynger han klostre, stæder og almuen over al måde"

Krøniken beretter for 1360: "Kong Valdemar, som ikke ville sove tiden hen til ingen nytte, men snarere holdt af at kaste sig over sagesløse folk, samlede en stor flåde med mandskab og søgte til hr. kongen af Sveriges land".

Valdemar Atterdags håndfæstning 1360

Valdemar Atterdags såkaldte håndfæstning af 24. maj 1360, som i virkeligheden er en samfundskontrakt. I teksten anføres at traktaten er udstedt af kongen i samråd med hertugen af Slesvig, fem bisper, drosten og marsken samt de ovrige råder og bedste mænd. Foto Flickr.

Han var en god leder, som altid implicerede flest mulige i sine beslutninger. Det skulle han efter sigende have lært af markgrev Ludvig. I 1354 lod han for eksempel biskop Peder af Ribe forelægge hans elleve artikler, og i "Landefreden" i 1360 står at traktaten fremlægges af kongen, hans søn, hertugerne af Jylland, fem bisper og navngivne 65 af rigets bedste mænd.

Det var Valdemar som navngav de årlige rigsmøder i Nyborg som Danehof, og det var ham, som først brugte Danebrog som kongefane.

3. Møderne i Spandau og Lübeck 1338-1340

Under et besøg i Greifswald i juni 1338 forhandlede den unge Valdemar med byens råd og bekræftede denne bys privilegier i Danmark og på Skånemarkedet. I privilegie-brevet kaldte han sig "Junker og sand arvning til Danmark og hertug i Estland". Blandt de vedhæftede segl finder man biskop Sven af Århus, som må have sluttet sig til ham på dette tidlige tidspunkt.

Samme år, 1338, deltog Valdemar i en krig mod hertug Barnim 3. af Stettin på markgrev Ludvigs side, hvor han var så uheldig at blive taget til fange. Han blev imidlertid hurtigt frigivet, og i brevet vedrørende løsladelsen kaldte hertug Barnim ham "Den højbårne Valdemar, konge af Danemark". Vi må tro at på dette tidspunkt førte han sig frem som konge af Danmark - inspireret og støttet af biskop Sven af Århus.

Fædrelandets Vår af Agnes Slott-Møller

"Fædrelandets Vår" af Agnes Slott-Møller 1913. Foto Pinterest.

Rygtet om den ambitiøse unge kongesøn bredte sig hurtigt og motiverede blandt andet kong Magnus i Sverige til at skrive sit brev til paven i 1338, hvori han anmodede om stadfæstelse af sin besiddelse af Skånelandene og tilladelse til at erobre yderligere dele af det opløste kongedømme. Det fremgår af brevet at han forventede kamp mod Valdemar.

Rygtet nåede også til den unge hertug Valdemar af Jylland i byen Slesvig.

Da denne blev hertug efter sin afdøde fader som ti-årig i 1325, tiltog grev Gerhard af Holsten-Rendsborg sig formynderskabet på hans vegne og siden skaltede og valtede han med hertugdømmet efter behag. Greven havde tiltaget sig så stor magt at han kunne sætte sin vilje igennem selv efter at hertug Valdemar var blevet myndig. Da greven fik sin yngre broder udnævnt til biskop af Slesvig og selv overtog ledelsen af bispegodset, som lå samlet syd for byen, vakte det en inderlig uvilje mod dette uopfordrede fortsatte formynderskab hos den unge hertug, hvilket greven hurtigt bemærkede.

Grev Gerhard var intelligent og fremsynet. Han vidste meget vel at Hansestæderne var meget forbitrede over det sørøveri, der blev drevet fra de Danske kystbyer af hans lokale Tyske panthavere, og han frygtede at dette ville motivere stæderne til at alliere sig med hertug Valdemar og muligvis junker Valdemar Christoffersen imod ham selv. For at imødegå dette, aftalte han med stæderne i 1339 en fælles indsats mod sørøveriet, idet både greven og stæderne skulle sætte skibe i vandet for bekæmpe dette uvæsen. Men initiativet blev aldrig nogen success. Måske mente stæderne at sørøverne var grevens egne mænd, som han nok ikke ville bekæmpe effektivt.

Lübeck bys segl 1280

Lübeck bys segl 1280 vist i Ernst Wallis "Illustrerad Verldshistoria", udgivet i Stockholm 1882. Foto Wikimedia Commons.

På mageskiftemødet i Lübeck på kyndelmissedag i Februar 1340 aftalte grev Gerhard og hertug Valdemar af Jylland en aftale om mageskifte, således at hertugen skulle overtage grevens pant i Nørrejylland og til gengæld sætte sit eget hertugdømme i pant og overdrage dette pant til grev Gerhard. Hertugen tilsluttede sig ikke straks aftalen, han krævede og fik betænkningstid for at "beråde sig". Desuden måtte hertugen love ikke at bortgifte sin søster til junker Valdemar Christoffersen. Hvilket viser at hertug Valdemar allerede da havde kontakt med ham.

Men i Randers 1. april 1340 dræbte Niels Ebbesen den Kullede Greve, grev Gerhard af Holsten-Rendsborg.

Gerhards to sønner, greverne Henrik og Claus, indså hurtigt at under sådanne oprørske og lovløse omstændigheder, ville de aldrig få deres penge. Der måtte være en konge i Danmark, der kunne repræsentere landet og sikre lov og orden. Også Hansestæderne længtes efter ordnede forhold i Danmark. Som den Lübske Krønike siger: "Man havde gerne set en konge i Danmark for fredens skyld, som hverken fandtes til lands eller til vands."

Men brødrene Henrik og Claus mente at han fandtes, og de var besluttede på at få kontrol med ham fra starten ved at insistere på at han ægtede deres egen søster, Elisabeth, i stedet for hertug Valdemars søster, Helvig, som han måske havde en tilbøjelighed for. De ilede til Spandau ved Berlin, hvor de opsøgte den unge Valdemar Christoffersen, som opholdt sig der.

ramme

På mødet i Spandau 22. april 1340 deltog desuden biskop Sven af Aarhus, hertug Albrecht af Sachen, grev Johan af Holsten-Plön, grev Johan af Hoya og "markgrev Ludvigs råder". Der blev aftalt en lang række forhold:

1. Junker Otto skal løslades og overgives til markgrev Ludvig eller en anden efter Valdemars vilje og samtykke i at Valdemar bliver konge af Guds Nåde.

2. Valdemar skal ægte grev Henriks søster og i medgift have 24.000 mark lødigt sølv, der skal gå som afdrag på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland er pantsat for.

3. Fire uger efter at overenskomsten er afsluttet skal Aalborg med Vendsyssel, Himmer Syssel, Thy Syssel og Hanherred overdrages med fuld kongelig ret til Junker Valdemar.

4. Resten af Jylland skal stå som pant for 35.000 lødige mark og Fyn for 41.000 mark lødigt sølv.

5. Al den sølvskat (sølverbede) som grev Henrik hæver i Jylland skal bruges til afdrag på pantesummen for Jylland med undtagelse af det beløb, som bisp Sven af Aarhus, markgrev Ludvig af Brandenburg, hertug Albrecht af Sachen og grev Johan af Holsten fastsætter til Valdemars underhold.

6. Når fjerdedelen af pantesummen for Jylland er betalt, skal fjerdedelen af landet med slottene deri overleveres til junker Valdemar. Først indløses Kalø med en fjerdedel af landet. Så Horsens med en anden fjerdedel. Derefter Kolding med den tredie fjerdedel. Endelig Ribe med den sidste fjerdedel.

7. Parterne tilsiger hinanden en gensidig hjælp på 400 mand med hjælme eller om det ønskes med hele deres magt.

8. Grev Henriks søster skal i morgengave have Ribe med de dertil liggende fire herreder og det halve Varde Syssel.

9. Fred eller forlig med hertugen af Slesvig må kun sluttes af begge parter i fællesskab.

10. Grev Henrik må ikke forfølge biskop Sven af Aarhus på liv, gods eller bispedømme, ej heller hans frænder.

11. Junker Valdemar må ikke beskytte dem, der har myrdet grev Gerhard, men skal være deres fjende.

12. Junker Valdemar må ikke hindre grev Henrik og hans broder i besiddelsen af Ærø.

ramme

Den oprindelige pantesum for Jylland og Fyn var på 100.000 mark sølv, som skulle betales på en gang, hvilket i praksis var umuligt. Nu blev den nedsat til 76.000, som kunne betales i fire rater, hvilket var en stor lettelse. Desuden blev Fyns stilling ændret fra et arvelen, som i princippet varer evigt, til et pantelen, som kunne indløses.

Grevskabet Holsten

Grevskabet Holsten som var inddelt i Holsten-Rendsborg og Holsten-Kiel også kaldet Holsten-Plön. Grev Gerhard og hans to sønner Henrik og Claus holdt til i Holsten-Rendsborg medens grev Johan den Milde holdt til i Holsten Plön. Foto Deutschland - Schleswig-Holstein.

Men junker Valdemar var blevet overrumplet. Ved nærmere eftertanke indså han at Spandau-aftalen havde nogle meget store ulemper for ham selv. Han ville fremstå for det Danske folk som den kullede greves svigersøn, ven af Holstenerne, hvilket ville umuliggøre hans projekt. Han frygtede at han derved ville lide samme skæbne som sin fader og broder.

Det ser ud som om at han har drøftet sagen med hertug Valdemar af Jylland, og de var blevet enige om en anden ordning. Nemlig at junker Valdemar skulle ægte hertug Valdemars søster, Helvig, istedet for den Holstenske Elisabeth. Greverne skulle motiveres til at acceptere denne ordning ved at hertugen endelig accepterede at mageskifte sit eget hertugdømme med Nørrejylland, således som det tidligere blev skitseret i Lübeck på kyndelmissedag i Februar 1340.

Mageskifte-aftalen indebar at hertugen skulle overtage grevernes pant i Nørrejylland og til gengæld sætte sit eget hertugdømme i pant og overdrage dette pant til grev Gerhards sønner. Junker Valdemars afdrag på pantesummen skulle herefter betales til hertug Valdemar, som ville bruge pengene til at indløse sit eget hertugdømme.

Det lykkedes virkelig at opnå enighed om denne revision af Spandau-aftalen. På et møde i Lübeck i maj 1340, en måned efter mødet i Spandau, blev det aftalt at hertug Valdemar af Jylland skulle overtage grevernes pant i Nørrejylland og i stedet sætte sit eget Sønderjylland i pant og overdrage dette pant til greverne - således om det tidligere var aftalt, men ikke endeligt besluttet. Junker Valdemar skulle ægte den Sønderjyske Helvig i stedet for den Holstenske Elisabeth.

Hertugdømmet Jylland

Hertugdømmet Sønderjylland i 1200- og 1300-tallet. Tegning: Jørgen Andersen, Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev. De lodret pyjamas-stribede områder mod vest er Frisiske områder, som delvist hørte under den danske konge. Als, Ærø, Femern og Langeland hørte til hertugdømmet i kortere perioder. Det vandret stribede område mod syd kom meget tidligt under Holstensk indflydelse idet kong Abels enke pantsatte det til de Holstenske grever og det blev muligvis aldrig indløst. De gule områder er de kongelige enklaver.
Valdemar Sejr gav området som hertugdømme til sin næstældste søn Abel, og det oprindelige officielle navn gennem flere hundrede år var "hertugdømmet Jylland", hvilket henfører til at det var Jydernes og kongeslægtens oprindelige hjemland. Området nord for Kongeåen blev oprindeligt kaldt Nørre-Jylland, hvilket smittede af på det sydlige område, som så nødvendigvis måtte være Sønder-Jylland. Navnet hertugdømmet Slesvig optræder første gang i Øm Kloster Krønike for 1261 og bliver i løbet af de næste par hundrede år stadig mere populært, især på tysk. Foto Den Sønderjyske Historiekanon-

Desuden blev paragraffen, om at junker Valdemar skulle være fjende af grev Gerhards drabsmænd, slettet. Resten af den revidere aftale forblev som den var aftalt i Spandau.

Med denne aftale mente greverne Henrik og Claus sikkert at der var håb om at de ville få deres penge eller at noget af det Stor-Holsten, som deres fader utvivlsomt havde drømt om, var kommet indenfor rækkevidde.

Men for hertug Valdemar repræsenterede aftalen et meget stort offer. Han havde sat sit arveland, som hans forfædre - siden kong Abel - havde kæmpet og stridt for, på spil. Det var tvivlsomt om han nogensinde ville kunne indløse det fuldt ud.

Lübske Krønike skriver: "Det tyktes mange en stor dårskab, at hertugen ville eventyre så meget for kongens skyld." Man kan sige at han derved rådede bod på Abel-slægtens mange obstruktioner og direkte forræderier mod de Danske konger.

På samme møde i Lübeck i maj 1340 stadfæstede junker Valdemar grev Johan af Plön's besiddelse af Femern som arvelen. Han lovede at når han blev konge ville han godkende grev Johans salg af pantet i Skånelandene til Magnus Smek af Sverige. Han overdrog Tåsinge til hertug Albrecht af Sachen-Lauenburg, og opfyldte dermed sin faders løfte til denne.

Jylland stod i flammer. Efter drabet på grev Gerhard og hans hærs opløsning rejste tusinder af Jyder sig imod de lokale Holstenske og Tyske panthavere. Under ledelse af Niels Ebbesen stormede de 2. maj 1340 en nyopført Holstensk borg ved Skern Å og nedbrød den til grunden.

Efter mange år i udlandet vendte junker Valdemar tilbage til Danmark sammen med hertug Valdemar. De red til Als, som var holdt uden for mageskiftet, fordi det tilhørte hertuginde Ricardis. På slottet i Sønderborg i pinsen 1340 fejrede de junker Valdemars bryllup med Helvig.

Skt. Hansdag 1340 blev Valdemar valgt til konge på landstinget i Viborg. Der var ikke tale om nogen håndfæstning.

Niels Ebbesen og den fattige kone

Udkast til "Niels Ebbesen og den fattige kone" af Lorenz Frohlich 1852. Den væbnede modstand mod de Holstenske grever var forrygende populær i Nørre-jylland i 1340, og derfor foretrak Valdemar at begynde med Sjælland idet han jo havde lavet samarbejds-aftaler med de Holstenske grever. Folkevisen lyder:
"Så gæsted han en kjærling,
hun havde ikkun to leve;
det ene gav hun Niels Ebbesen,
for han vog den kullede greve"
.
Foto SMK.OPEN.

Nogle ville måske have forventet at en dansk konge ville have stillet sig spidsen for oprøret mod de fremmede, men det var en politisk umulighed. Pantet for Nørre-Jylland var nu overdraget til hertug Valdemar af Sønder-Jylland, junker Valdemars svoger, og et oprør i Nørre-Jylland var også et oprør mod ham. Hvis junker Valdemar havde anført et sådant oprør, ville det have været et klart brud på aftalerne i Spandau og Lübeck, alt ville være faldet til jorden, og han ville sandsynligvis have delt skæbne med sin fader og broder.

Kong Valdemar besluttede sig derfor til at tage ophold på Sjælland.

Men Jyderne fortsatte ufortrødent kampen mod de fremmede panthavere. Jyske Krønike beretter: "Men det samme år da samme Niels Ebbesen belejrede borgen Skanderborg blev han angrebet af en stor Tysk hær, som kom over ham Alle Sjæles Dag (2. November). Han gav dem hård kamp, men selv bukkede han under der og ligeledes andre Danske væbnere."

4. Tre år for Sjælland 1341-1343

Ved at tage ophold på Sjælland i 1341 sendte Valdemar et tydeligt signal om hvad hans intentioner var. Han var ikke tilfreds med et mindre Jysk kongedømme. Han ville genrejse hele Danmark.

Valdemar Atterdags kongelige segl

Valdemar Atterdags segl, som viser ham med liljestav og rigsæble. Tegnet af Karl Georg Jensen - wikipedia.

Kong Valdemars tre første år på Sjælland var fyldt med mislykkede forsøg på at skabe fremgang ved at vinde slotte og landområder. Han kæmpede og forhandlede, men i reglen uden synderlig success. Med stor energi prøvede han igen og igen. Hvis et angreb på en borg eller by mislykkedes, prøvede han utrættelig et andet sted.

Med sin ankomst til Sjælland udfordrede han grev Johan af Holsten-Plön, også kaldt Johan den Milde, som sammen med markgreven af Brandenburg kraftigt havde talt hans sag i Spandau og Lübeck. Grev Johan havde Lolland og det meste af Sjælland i pant, men havde udstykket det som underpanter til tyske riddere.

På lignende måde var hertuginde Ingeborgs besiddelser i Nord-Sjælland udstykket til Tyske riddere. Hendes søn, kong Magnus af Sverige, fulgte mistænksomt Valdemars bevægelser.

Først og fremmest måtte han skaffe sig en base på Sjælland, et brohoved, et opholdssted. I januar 1341 kom biskop Johan af Roskilde ham til hjælp ved at overlade ham byen København, inkluderet slottet for to år.

I samme januar 1341 inviterede Kong Magnus Valdemar til et møde i Helsingborg, hvor også de Holstenske grever var tilstede. Valdemar lod sig bevæge til at bekræfte traktaten af november 1332 vedrørende kong Magnus' køb af pantet i Skånelandene af grev Johan. Dog således at Valdemar skulle have 8000 mark for at opgive sin ret til Sønder-Halland og Bjerge og Nørre Asbo herreder.

København Slot på Valdemar Attedags tid

En grafisk rekonstruktoion af København Slot på Valdemar Attedags tid. Desværre ukendt kunstner. Foto Roskilde Historie.

På samme møde benyttede de Holstenske grever lejligheden til at få bekræftet deres besiddelse af Fyn.

Ved kongevalget i Viborg kom en håndfæstning ikke på tale. Heller ikke på Sjælland talte nogen om håndfæstning. Men i Roskilde januar 1341 udstedte kong Valdemar på eget initiativ et forsikringsbrev, hvori han lover tilgivelse og forglemmelse af alt, hvad der var sket med hans fader og broder, og lover at alle velerhvervede rettigheder skal blive beskyttede.

Sjællænderne ydede store ofre. De gik med til at betale en særlig skat til landets indløsning, som svarede til sølverbeden, som Jyderne betalte. Hver kirke skænkede en af de hellige kalke, og biskop Johan af Roskilde overlod kongen indtægterne af Møn og Rügen. Men det var ikke nok, kongen måtte pantsætte, hvad han lige havde fået, nemlig København by og slot, til Holsteneren Markvard Stove.

De indkomne penge brugte han til at leje krigere i Bayern og Brandenburg og til at indløse Vordingborg Slot. Grev Johan optrådte som mægler, idet slottets høvedsmand var hans underpanthaver. Valdemar betalte første termin, men kunne ikke betale anden termin og derved mistede han, hvad han allerede havde betalt, og fik ikke slottet.

Model af Kalundborg Slot på Valdemar Atterdags tid

Model af Kalundborg Slot på Valdemar Atterdags tid. Foto Kalundborg Lokalarkiv. Arkiv.dk.

I forståelse med Hansestæderne førte han istedet sine tropper mod Kalundborg som tilhørte hertuginde Ingeborg, men som formentligt var pantsat til en Holstensk ridder. Dette indebar fare for et brud med hendes søn, kong Magnus, men Valdemar kunne indvende at byen var en sørøverrede og desuden ikke omfattet af Helsingborg overenskomsten januar 1341.

Valdemar indledte en belejring af byen og blev støttet af Hansestæderne fra søsiden. Desuden fik han endnu engang bistand fra kirken idet ærkebiskop Peder af Lund sendte to kogger til hjælp.

Men Kalundborg blev ikke taget. Besætningen forsvarede sig godt. Uden at opsige freden viste grev Henrik sig foran byen med en overlegen flåde, angreb danskerne og Lübeckernes skibe, tog besætningerne til fange og lod dem mishandle, og derved tjente han sit tilnavn Jern-Henrik.

Den spindende Eva på kalkmaleri

Den spindende Eva med de to svøbelsesbørn, Kain og Abel, på kalkmaleri fra midten af 1300-tallet i Kirkerup Kirke sydøst for Slagelse. Foto kalkmalerier.dk

I september 1341 måtte kongen slutte en våbenhvile uden at have opnået noget. På den ene side stod hertuginde Ingeborg og greverne Henrik og Claus og på den anden side kong Valdemar, hertug Valdemar, Hansestæderne og - bemærkelsesværdigt - grev Johan af Holsten Plön.

Historikeren Peter Lundbye citerer en udgave af Jyske Krønike, som siger at "samme år før fastelavn blev hertug Valdemar af Slesvig fanget under en jagt på Ærø og ført til Fyn til Nyborg, hvor Holstenerne holdt ham i fængsel i omtrent to år, indtil han blev løskøbt med store løsepenge." Og dette er grunden til historien ikke hører meget til hertugen i disse år.

Våbenhvilen udløb i pinsen 1342 uden forlig. Kongens marsk Frederik von Lochen var på vej hjem fra Tyskland med 200 "hjælme", da han fik meddelelse om at Holstenerne havde angrebet Lübeck. Sammen med indbyggerene i Lübeck og Hamburg drev han dem tilbage og foretog flere togter ind i Holsten, som han brændte, hærgede og plyndrede.

I 1342 kom det til åbent brud mellem kong Magnus og Lübeck, og den svenske konge lod overalt stadens købmænd fængsle. Valdemar indbød dem til at føre deres varer til København i stedet. I juni 1342 stod et stort slag i København, hvor Valdemars tropper ivrigt bistået af købmændene angreb holsteneren Markvard Stroves Stentårn og erobrede det. Tårnet kom i Valdemars besiddelse, men i hans konstante pengenød pantsatte han det omgående til nogle andre tyskere.

Efter slaget i København førte Valdemar hele sin hær mod Kalundborg, som for anden gang, stadig i 1342, blev belejret. Men også denne gang uden success.

Mystisk væsen på kalkmaleri i Vigerslev Kirke

Mystisk væsen på kalkmaleri i Vigerslev Kirke mellem Odense og Bogense. Foto Hideko Bondensen Wikipedia.

Den Lübske Krønik fortæller at både greverne, Henrik og Claus, samt staden Lübeck havde lejet soldater i Tyskland mod hinanden, men at disse tropper tilføjede deres egne lande større skade end fjenden. Derfor indvilligede parterne i en våbenhvile som foreslået af grev Henrik. På den ene side stod Hansestæderne og kong Valdemar og på den anden side de Holstenske grever Johan, Henrik og Claus. Striden skulle afgøres ved voldgift af markgrevens og kejserens råder inden helligtrekongersdag 1343. Våbenhvilen blev senere forlænget til midsommer 1344.

Greverne holdt sig i ro, men de lokale Holstenske pantebrevs-indehavere i de danske byer og slotte var ganske ligeglade med våbenhvilen. De vedblev at røve og plyndre som før. I hele året 1343 rasede kampene på Sjælland. De røvede kvæg og lemlæstede bønderne. Mange landsbyer blev hærget og byen Køge blev brændt. Der stod et slag ved Fladså Mølle nær Næstved, hvor Holstenerne sejrede.

I Varberg Juni 1343 sluttedes fred mellem kong Magnus og stæderne og de tyske købmænd opnåede samme rettigheder på det vigtige Skanør sildemarked, som de havde haft før. Parterne enedes om at udruste seks skibe hver, som skulle bekæmpe sørøveriet.

I december 1343 lykkedes det Valdemar at samle en hær af Danske bønder, som han førte mod Taarnborg ved Korsør, men hæren vendte om på grund af et "falsk rygte", og da de kom tilbage til Ringsted, lod han den opløse.

Kong Magnus søgte at skaffe sig fodfæste på Sjælland ved at købe det pantebrev i København Slot, som Valdemar havde solgt i 1341. Men den svenske konge havde svært ved at skaffe penge til at fortsætte interventionen.

Cricifix udskåret i træ fundet ganske nær indlandsisen i Vesterbygden på Grønland.

Cricifix udskåret i træ fundet ganske nær indlandsisen i Vesterbygden på Grønland. Vesterbygden lå hvor nu Godthåb, også kaldet Nuuk, lå. Vesterbygden blev pludselig affolket omkring 1350 - i Valdemar Atterdags tid. Nogle mener at Nordboerne tog tilbage til Skandinavien og overtog nogle af de mange gårde, som stod ledige efter pesten. Foto Paul Walker.

I Helsingborg august 1343 sluttedes forlig mellem kongerne, Magnus og Valdemar, med følgende betingelser:

1. Hver konge skal vælge 12 mænd, der skal mødes i Varberg oktober 1343 og afgøre alle sager, hvorom der er uenighed. Kan de ikke enes, skal ærkebiskop Peder træde til som opmand.

2. Ærkebiskop Peder skal besætte København Slot og by samt Stentårnet og Amager, indtil de 24 bestemmer hvem af kongerne det tilhører.

3. De 24 skal bestemme hvornår og hvorledes kong Magnus skal betale de 4000 mark sølv der udestår for Sønder-Halland og Bjerge og Nørre Asbo herreder i Skåne.

4. De slotte på Sjælland, som kong Valdemar endnu ikke har kunnet indløse, skal kong Magnus være berettiget til at indløse, hvis han kan, og beholde ved sine mænd, der dog skal være Danske af fødsel, indtil Valdemar kan løse dem tilbage.

5. De 24 med ærkebiskoppen som opmand skal kunne fortolke de tidligere breve og traktater, hvorved Skåne, Halland, Blekinge, Lister og Hven er afståede til kong Magnus.

Magnus' moders, Hertuginde Ingeborgs, besiddelser, i Nordsjælland blev ikke nævnt.

Korstol Relief fra 1300-tallet i Lund Domkirke

På korstole i Lund Domkirke fra 1300-tallets slutning findes en billedkalender med tolv relieffer. Juli er kornhøstens måned. Foto Historiska Museet, Lund.

På grund af Valdemars kampe mod de Tyske panthavere på Sjælland måtte de 24 mænds møde i Varberg udsættes til November 1343.

Kongerne enedes om at undgå krig og blodsudgydelser. Ved fremtidige uoverens-stemmelser om landområder og andre store sager skulle et nævn betående af tre bisper og tre riddere fra hvert rige afgøre sagen.

Men Valdemar måtte endvidere, også i 1343, udstede tre breve, der forsikrede Magnus hans besiddelse af Skånelandene.

I det første brev erklærer Valdemar at han nu har solgt hele Skåne, Halland, Blekinge og Hven med slotte, befæstninger og al kongelig ret og magt for sig og sine efterkommere for ialt 49.000 mark sølv. Herfra fragår de 34.000 mark, som Magnus betalte grev Johan og de 8.000 mark, som Valdemar fik for Sønder Halland. De sidst 7.000 udlignes ved at Magnus overlader ham København Slot, som han har erhvervet for samme beløb. Kong Valdemar løser indbyggerne i de nævnte landskaber fra al afhængighed af den Danske konge og krone og henviser dem til kong Magnus, hans efterfølgere og den Svenske krone.

Korstol Relief fra 1300-tallet i Lund Domkirke

På korstole i Lund Domkirke fra 1300-tallets slutning findes en billedkalender med tolv relieffer. I december slagter man svin. Foto Historiska Museet, Lund.

I det andet brev fastslår Valdemar at alle de breve, som kong Magnus har udstedt vedrørende sit køb af pantet i Skånelandene af grev Johan for 34.000 mark sølv og om at enhver, som har ret dertil, kan genindløse dem for samme beløb, sættes ud af kraft.

I det tredie brev får kong Magnus skøde på Skånelandene, og kong Valdemar forpligter sig til at få dette bekræftet på førstkommende Danehof.

5. Valdemar vinder Sjælland 1344-1346

I januar 1344 smilede lykken til Valdemar. Efter tre års trængsler på Sjælland fik han endelig både Kalundborg og Søborg i sin besiddelse. Sjællandske krønike er ikke ganske klar i mælet om hvorledes det gik til, men Den Lübske Krønike fortæller: "Ved den tid fik kongen af Danmark Kalundborg Slot, idet en af Holstenerne forrådte de andre forsvarere. Således blev kongens magt på Sjælland stadig større lidt efter lidt."

Søborg Slotsruin i Søborg Sø

Søborg Slotsruin ligger omkring 4 km syd for Gilleleje i Nordsjælland. Inden søen blev drænet i 1872‑76, lå slottet på en ø omgivet af søen, kun forbundet med land med en dæmning eller bro. Den forekommer uindtagelig. Kortet er udarbejdet efter forlæg af Christopher Johannes Schrøder, som var sognepræst i Søborg og Gilleleje 1777‑93. Foto Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.

I Næstved i 1344 sluttedes fred mellem kongen og grev Johan. Mod en pengesum gav Johan afkald på enhver ret til Kalundborg og Søborg, der måtte tilkomme ham i henhold til overenskomst med Christoffer 2. 1329.

I februar 1344 var hertug Valdemar tilsyneladende blevet løsladt fra sit fængsel i Nyborg, idet der i Sønderborg blev sluttet fred mellem greverne, Henrik og Claus, og hertug Valdemar.

I lyset af den fred, som således sænkede sig over landet, besluttede kong Valdemar at foretage en ekspedition til Frisernes land ved den Jyske vestkyst, idet strandfriserne stod under kongen. På grund af de urolige forhold i Danmark havde de ikke betalt skat til kongen i 14 år, og dette udestående ønskede kongen at opkræve. I oktober 1344 førte han en hær ind i Frisland, hvor han slog strandfriserne i "Utland", ved hvilket man forstår det egentlige marskland. De lovede ham herefter lydighed og betalte skyldig skat og bøder.

I kongens fravær fra Sjælland foretog hans mænd et angreb på en nyopført Holstensk borg ved Næstved. Men angrebet lykkedes ikke og de drog bort igen.

I året 1345 huserede Holstenerne stadig på Sjælland. Den Sjællandske Krønike beretter at de nedbrændte flere landsbyer og de hjemsøgte byen Ringsted.

Men Valdemar havde fået en heldig hånd i krigsførslen. Han indtog den nybyggede borg ved Næstved. Kongens marsk, Erik Nielsen, tog borgen Gunderslevholm ved Susåen med storm og nedhuggede besætningen og kongen tog borgen Padeborg ved Præstø.

I året 1346 gik det Valdemar endnu bedre.

Tårnborg Kirke og borgbanke

Tårnborg Kirke og borgbanke inderst i Korsør Nor. Tårnborg var det oprindelige overfartssted til Fyn. Det var placeret inderst i noret som beskyttelse mod pirater. I 1400-tallet mindskedes frygten for pirater og overfartsstedet blev flyttet til Korsør. På borgbanken var et stort firkantet muret tårn 8*8 m. omgivet af en ringmur. Til højre for kirken lå en lille by eller markedsplads. Foto Henning Nielsen Sorø Amts Museum.

Kongen drog i 1346 mod Taarnborg ved Korsør og opfordrede den Holstenske besætning til at overgive sig, hvilket de gjorde og derved fik Valdemar kontrol med dette vigtige overfartssted til Fyn.

Valdemar fortsatte mod Valdemarernes hovedstad, Vordingborg, og opfordrede også besætningen der til at overgive sig, hvilket de i første omgang nægtede. Grev Johan udrustede hurtigt en undsætningsflåde. Men før det kom til en afgørende kamp optrædte kong Magnus som mægler. Der blev sluttet forlig i august 1346 således at borgens Holstenske pant-indehaver afstod borgen til kongen for 8.000 lødige mark foruden det, som kongen før havde betalt i 1341.

6. Estland - 1346

Valdemar Atterdag måtte træffe mange svære beslutninger. En af dem var at sælge Estland til Den Tyske Orden.

Ved Valdemar Sejrs erobring i 1219 blev Estland lagt ind under den Danske krone. Kongerne førte titlen "Hertug af Estland".

For at opnå et fredeligt forhold til den Tyske Orden måtte Abel i 1251 opgive provinsen Jervien og det Danske krav på øen Øsel.

Den Danske Konges have i Tallinn

Den Danske Konges Have i Tallinn, som er skabt for at ære legenden om Dannebrog. Skulpturen, som står på vejen ned af trappen, kaldes “Tuli lipp”, som kan oversættes til "Flaget faldt". Hvert år d. 15. juni fejres Dannebrog i haven. Foto Oplev Estland.dk.

På Erik Klippings tid led landet så meget under Russernes plyndringer at han måtte sende sin drost, Mathias Florthorp derover med en hær. Suhm fortæller: "Den kongelige marsk Mathæus Florthorp var bleven sendt med en hær til Estland, han stred nu med dem, men faldt i slaget. Videre skriver vore gamle krøniker ikke." - "men Huitfeldt lægger til at det var mod Novgoroder, Moskovitter, Semgaller og Lithauer han stred og vandt."

Stormændene i Estland var for det meste af Tysk oprindelse, men de var mere loyale mod den Danske konge end mange Danske adelsmænd.

Da Erik Menved i 1303 overdrog Estland som len til sin broder, Christoffer, erklærede de Estiske adelsmænd at kongen ikke havde ret til at skille Estland fra kronen og forberedte en væbnet opstand mod Christoffer. De Estiske stormænd skaffede sig forbundsfæller i den Livlandske del af den Tyske Orden og på Øsel og de satte sig i besiddelse af de kongelige slotte. Erik Menved så ingen anden udvej en at fratage Christoffer hertugdømmet igen. Derpå leverede stormændene de kongelige slotte tilbage, som de kun havde besat "til ære for den Danske konge".

Tallin bys store våbenskjold

Tallin bys store våbenskjold med de tre løver. De tre løver er et af de ældste estiske symboler. Det har været brugt siden 1200-tallet og stammer fra Valdemar Sejr. Andre spor efter Danskerne er kun få. Byens tyske navn var Reval men Esterne kalder den for Tanalin eller Tallin, hvilket betyder Danskebyen. I den findes stadig Sct. Olavs-kirken. Endnu indtil 1920 fandtes et Sct. Olavs Gilde og et Sct. Knuds Gilde. I 1930'erne hejste byens storgilde stadig Danebrog ved festlige lejligheder. Foto Wikipedia fra "Tallinna vapp Tallinna raekoja".

Da Christoffer 2. vendte tilbage til Danmark i 1329 efter sin landflygtighed, lovede han højtideligt adelsmændene i Estland at de aldrig skulle skilles fra den Danske krone. Ikke desto mindre forlenede han få uger efter Knud Porse med Estland som et arveligt len. Men på grund af de Estiske stormænds modstand, kom Knud Porse aldrig i besiddelse af Estland, og hans sønner gjorde heller ikke.

I den kongeløse tid i 1332 eller 1333 ville den kongelige høvedsmand i Estland, Holsteneren Markvard Breide, overgive de ham betroede slotte til ordensmesteren i Livland. Men ved disse efterretninger samledes de Estiske stormænd sig om den danske biskop Oluf, og Markvard Breide måtte opgive sin plan.

Men i 1334 afstod Christoffer 2' søn junker Otto sin ret til Estland til sin svoger markgrev Ludvig af Brandenburg for at opnå hans hjælp til at til at vinde kongemagten i Danmark, men dog således at afståelsen skulle godkendes af Valdemar "når han kom til sine år".

Som vi husker var Christoffer 2. blevet så beæret over at kejserens søn i 1324 ville ægte hans datter at han lovede at betale en astronomisk medgift, som landet dybest set ikke havde råd til.

Olafskirken i Tallin

Olafskirken i Tallin, på Estisk Oleviste kirik. De første kendte skriftlige optegnelser, der refererer til kirken, går tilbage til 1267. Den blev omfattende ombygget i løbet af 1300-tallet. Foto Wikimedia Commons.

I 1339, 15 år efter, var den lovede medgift endnu ikke betalt. Men marts 1339 befalede kejser Ludvig stormesteren for Den Tyske Ordens i Livland at besætte Estland og overgive landet til markgrev Ludvig af Brandenburg som medgift for Christoffer's ældste datter i hendes ægteskab med samme Ludvig. "Hvis ordenen efter Estlands indtagelse selv ville beholde landet på en anstændig måde, ville kejseren være dem behjælpelig dermed." Men øjensynligt adlød ordenen ikke kejserens befaling lige med det samme.

Imidlertid, natten mellem 22. og 23. april 1343 udbrød en bondeopstand i provinsen Harrien, som hurtigt bredte sig til det meste af Estland. Adelsmænd blev slået ned for fode uden hensyn til stand, køn eller alder. Borge og klostre blev stormede, plyndrede og nedbrændte.

De estiske adelsmænd var i en fortvivlet situation. De kongelige borge var indesluttede af oprørere. Undsætning fra Danmark kunne ikke ventes. I desperation så de ingen anden udvej end at henvende sig til ordensridderne med en bøn om hjælp.

Stormesteren var straks villig. Tallin var belejret af oprørere, som blot ventede på forstærkning fra det Svenske Finland og de hedenske russere for at de var rede til at foretage det endelig stormløb. Men før den svenske flådes ankomst blev oprørerne fuldstændig slået af ordenens riddere 14. maj 1343. Resten af oprørerne flygtede til øen Øsel, hvor de forskandsede sig. Men den følgende vinter gik ordensridderne og de estiske stormænd over isen og tilintetgjorde dem i en sidste kamp.

Estlands Våbenskjold

Estlands Våbenskjold med de tre løver. Foto Riigikantselei Wikipedia.

Da oprøret var slået ned sad ordensridderne på alle Estlands borge inkluderet hovedstaden og havde ingen intentioner om at rejse hjem til Livland.

Kong Valdemar sendte derfor i 1344 fra Aalborg et brev til riddeordenen i Livland, hvori han takkede dem for at have taget Estland under deres beskyttelse og anmodede dem om at holde deres løfte til hans Estiske undersåtter og overgive de af kronens slotte, som de sad inde med, til hr. Stig Andersen af Bjørnsholm, som han havde udpeget til at overtage landets styrelse.

Vi må tro at ordenen ikke var tilbøjelig til at udlevere slottene, før de havde fået deres udgifter til krigen godtgjort. Desuden havde de kejserens ordre og hans løfte om at de selv eventuelt kunne overtage landet - sikkert mod en passende betaling.

Ved Stig Andersens afrejse til Estland udstyrede Valdemar ham med det kongelige segl og fuldmagt til at udsende breve og handle i kongens navn. Han blev instrueret om ikke at røbe at kongen overvejede at sælge landet og så længe som muligt lade som om denne løsning var fjernt fra kongens tanker.

I tiden mellem hans ankomst i januar 1345 og maj 1346 uddelte hr. Stig Andersen gavmildt privilegier til byer, bisper, kirker og klostre, og der var intet i hans adfærd, som tydede på at kongen ønskede at sælge Estland. Den Tyske Ordens stormester i Marienburg måtte have været behageligt overrasket da Valdemar alligevel tilbød forhandlinger om overdragelse af landet.

I August 1346 opnåede man enighed. Kong Valdemar overdrog Estland med alle den danske krones rettigheder til Den Tyske Orden, der til gengæld skulle betale kongen 19.000 mark sølv. Desuden betalte stormesteren 6.000 mark sølv til markgrev Ludvig af Brandenburg imod at markgreven gav afkald på sin ret til landet. Endvidere i 1349 solgte Valdemar til Stormesteren Christoffers brev, i hvilken han overdrog Estland til Knud Porse og hans efterkommere for 1.000 mark sølv.

Den Tyske Ordens Slot i Marienburg

Den Tyske Ordens Slot fra 1274 i Marienburg, som er det nuværende Malbork i Polen syd for Gdansk. Foto Tsca at the Danish language Wikipedia.

Valdemar fik endelig medgiften for sin storesøster ud af verden, idet stormesteren i virkeligheden betalte for denne med de 6.000 mark sølv. Desuden fik han løst problemet med sin ældre broder, Otto, der ved den lejlighed trådte ind i ordenen.

De eneste to alternativer til et salg var at han enten betalte ordenen for dens udgifter til at nedkæmpe oprøret, eller han tilegnede sig landet med militære midler, og begge disse løsninger var formentlig udenfor hans muligheder i 1346. Man kan sige at han fik det optimale ud af en nødvendig beslutning.

De Estiske stormænd var meget utilfredse med salget af landet til den Tyske Orden. De fik kong Magnus af Sverige til at bevidne Christoffer 2's løfte om at Estland for evigt skulle forblive under den Danske krone. Men alt var forgæves.

7. I Det Hellige Land - 1347

I Januar 1347 rejste kong Valdemar over til Jylland og videre til Lübeck, hvor han mødte hertug Erik den yngre af Sachen-Lauenburg. Sammen red de til Den Tyske Ordens hovedkvarter i Marienburg syd for vore dages Gdansk i Polen, hvor Valdemar den 13. Februar overrakte stormesteren kvittering for den femte rate af betalingen for Estland. Efter et kort ophold fortsatte de mod Det Hellige Land.

Ved Christi Grav slog hertug Erik kong Valdemar til ridder og denne uddelte derefter ridderslag til flere af de ledsagende adelsmænd.

Danebrog i Valdemar Atterdags våbenskjold

Danebrog i Valdemar Atterdags våbenskjold. Den ældste gengivelse af Dannebrog findes som en del af Valdemar Atterdags kongelige våbenskjold. De tre løver blev indført allerede af Knud den Sjette. Foto Om Dannebrog Vort gamle flag og dets historie.

Det vides at han senest 24. Juni var tilbage i Danmark, idet han på denne dato underskrev et brev til paven, hvori han underrettede ham om salget af Estland.

Turen over Marienburg til Jerusalem og tilbage igen tog således kong Valdemar og hertug Erik mindre end et halvt år, hvilket var usædvanligt hurtigt. Vi må tro at de var unge mænd i god fysisk form, som var i stand til at ride mange kilometer hver dag.

I 1800 tallets Danmark kunne postryttere tilbagelægge en mil på en time om vinteren, og da en dansk mil er 7,5 km, vil det sige at en rytter kunne tilbagelægge 7,5 km i timen uden at ødelægge hesten.

Skipperen på en Hollandsk rekonstruktion af en kogge fortæller: "Vi kan sejle omkring syv knob for vinden, og vi bruger sejlet alt det, vi kan."

Derfor kunne det formentligt lade sig gøre - lige knap og nap - for unge veltrænede mænd at rejse fra Danmark til Jerusalem over Marienburg og direkte tilbage på mindre end et halvt år.

Imidlertid, Valdemar havde foretaget sin pilgrimsrejse uden forud at have indhentet pavens tilladelse, hvilket kunne straffes med bandlysning. Hvilket iøvrigt indikerer at han ret impulsivt begav sig på rejsen.

Men straks efter tilbagekomsten skrev han et brev til paven hvori han bad om tilgivelse for sig selv og sit følge, idet han "havde foretaget rejsen alene af fromhed og ej af foragt for de hellige nøgler." I September 1347 meddelte paven at han var tilgivet.

8. Lolland, Falster, Møn og dele af Fyn og Jylland 1347-1348

Allerede i januar 1347 - medens kongen selv drog til det hellige land - drog kongens drost, Claus Lembek, over til Lolland med en del af hæren og derved brød Valdemar freden med grev Johan, som fik hjælp af greverne Henrik og Claus, der kom til øen med en stor styrke.

Klædedragter udgravet på Herjolfsnæs Kirkegård i Grønland

Klædedragter fra 1300-tallet udgravet i Grønland. Arkæologen Poul Nørlunds udgravninger i 1921 på Herjolfsnæs Kirkegård i Grønland fremdrog enestående materiale til belysning af klædedragten i sidste halvdel af 1300-årene. Klædet er vævet i Grønland af fåreuld, men moden i Europa har bestemt dragternes snit. Der er tale om kjoler, som skulle trækkes over hovedet og var hurtige at smutte i. Foto Lennart Larsen.

Valdemar førte krigen over i fjendens lejr, idet han sluttede hemmligt forbund med nogle oprørske Holstenske adelsmænd. Oprøret i Holsten brød ud medens kongen var på rejse til det hellige land, men mislykkedes. Men i forbindelse med et forlig fik Valdemar efter sigende nedskrevet sin pantegæld for Fyn med 5.000 mark.

Den Sjællandske Krønike for året 1348 fortæller: "Da kong Valdemar var kommet tilbage til Danmark, fik han de sidste borge på Sjælland og nogle i Jylland og halvdelen af Fyn, Nykøbing på Falster og Stege på Møn." Da Lolland ikke nævnes, må man tro at han allerede havde fået denne ø i sin magt. Krøniken nævner heller ikke om disse øer blev taget med militære midler eller ved at deres pantegæld blev indløst.

Medens kongen kæmpede på Sjælland, var indløsningen af Jylland gået planmæssigt, således som det var aftalt på mødet i Lübeck i 1340. Det ser ud som om at Kalø Slot, Horsens og måske også Kolding med de dermed forbundne fjerdedele af landet efterhånden var bleven indløste.

Den første kanon

Det siges at historiens første kanon blev affyret i slaget ved Crecy i 1346 mellem Philip 6. af Frankrig og Edvard 3. af England. En kunstner forestiller sig at kanonen så således ud. Foto Wired.

Kongens voksende magt og deres egen svaghed motiverede de Holstenske grever, Henrik og Claus, til af søge fred. På Nebbegaard ved Vejle Fjord i juli 1348 blev det aftalt at slutte fred på betingelse af at greverne udleverede Nyborg Slot og halvdelen af Fyn mod betaling af 10.000 mark. Den sidste halvdel af Fyn kom derved til stå for 21.000 i pantesum og desuden indrømmede greverne kongen ret til at betale denne pantesum i mindre rater.

I januar 1349 sammenkaldte kong Valdemar til et rigsmøde i Ringsted, hvor han redegjorde for stormændene, hvad deres skatter var blevet brugt til. Sjælland og de nærliggende øer, halvdelen af Fyn og tre fjerdedele af Nørrejylland var nu befriet for de fremmedes åg.

9. Krig i Nord-Tyskland 1349-1350

I sommeren 1349 gik kong Valdemar i land i Nordtyskland med en dansk hær, og ved således at tage aktiv del i Tysk politik fulgte han tilsyneladende i Erik Menveds og Christoffer 2's uheldige fodspor.

I 1319 døde markgrev Valdemar af Brandenburg, og dermed uddøde hans slægt, Askani. Kejser Ludvig af Bayern gav i stedet Mark Brandenburg til sin egen søn, som også hed Ludvig. Denne Ludvig ægtede som 8-årig kong Christoffer 2's datter Margrete, og det var ved hans hof at den unge Valdemar voksede op som en fattig og faderløs prins.

I 1340 blandede Ludvig sig i danske forhold, da han sammen med grev Johan den Milde hjalp den unge Valdemar til at opnå den danske trone.

Brandenburg og de omkringliggende fyrstedømmer omkring 1350

Brandenburg og de omkringliggende fyrstedømmer omkring 1350. Foto Valdemar Atterdag och Europa av Sven Tagil.

Men i 1348 ankom den såkaldte falske Valdemar til Brandenburg. Han påstod at han i virkeligheden var markgrev Valdemar af Brandenburg, som man ellers troede var død. Han sagde at begravelsen 29 år tidligere havde været bluff og at han i alle disse år havde befundet sig som pilgrim i Det Hellige Land. Han blev hurtigt forrygende populær, og i 1349 hyldede 36 Brandenburgske byer den falske Valdemar på Citadellet i Spandau.

Kejser Karl 4. i Prag reagerede ved at fratage Ludvig markgrevskabet Brandenburg og give det "tilbage" til den falske Valdemar "med samme rettigheder som da han i sin tid forlod det".

Danmark havde reale interesser i Nord-Tyskland selvom kong Valdemars ekspedition til Nordtyskland formentlig ikke kunne undgå at skabe mindelser om Erik Menveds og Christoffers storslåede internationale projekter.

Den falske Valdemars segl

Den falske Valdemars segl. Foto Hermann Bier: Märkische Siegel Berlin 1933 Wikipedia.

Rügen havde været et len af den danske konge siden Valdemar den Store, måske endog siden vikingetiden. Men Kejser Karl 4. havde åbent demonstreret at han ikke anerkendte Dansk overhøjhedskrav ved at han 12. juni 1348 bekræftede de Pommerske hertugers successionsret over denne ø.

I slutningen af Juni 1349 gik kong Valdemar i land - sandsynligvis i Stralsund - med en stor hær til støtte for Ludvig af Brandenburg, der ikke havde opgivet kampen for sit grevskab. Sjællandske Krønike skriver: "Der gik leding til Tyskland".

Den Danske hær drog plyndrende igennem Mecklenburg og ind i Brandenburg, hvor den erobrede en by ved navn Strassburg. Men her blev hæren indesluttet af hertug Albrecht af Mecklenburg.

Imidlertid, markgrevens yngre broder, Ludvig der Römer, og hertugerne af Stettin satte deres hære i bevægelse for at komme Valdemar til undsætning. Ved disse efterretninger afbrød hertug Albrecht belejringen og drog Brandenburgerne i møde. Slaget stod ved Oderberg ved Oder floden mellem Berlin og Stettin, hvor Brandenburgerne led et stort nederlag.

Sammen med andre hærstyrker drog Valdemars hær nu mod Berlin, der var behersket af den falske Valdemar og hans tilhængere. Kongen opslog sine telte udenfor byens mure og uddelte mange ridderslag, meget lig Erik Menved udenfor Rostock.

Statue af kejser Karl 4. på Karlsbroen i Prag

Statue af kejser Karl 4. på Karlsbroen i Prag. Foto Nico at the Danish language Wikipedia.

Imidlertid, der blev sluttet våbenhvile. Pfalzgrev Ruprecht blev udpeget til voldgiftsdommer. Valdemar, Ludvig der Römer og hertug Rudolf af Sachen aflagde besøg hos kejser Karl. Frimodigt kritiserede kong Valdemar kejseren for hans støtte til den falske Valdemar, der bevisligt måtte være en bedrager eftersom flere mænd, der stadig var i live, havde overværet hans død og begravelse i 1319.

Pfalzgrev Ruprecht afsagde voldgiftsdommen 14. Februar 1350: Den falske Valdemar var en bedrager, Markgrev Ludvig skulle hylde kejser Karl og tage sit grevskab, Brandenburg, som len af ham.

De nu forsonede fyrster - heriblandt kong Valdemar - ledsagede kejseren til Prag. Kejseren skænkede Valdemar 10.000 mark, med pant i den skat, som Lübeck tidligere havde betalt til markgrev Ludvig. Måske for at sætte lus i skindpelsen i forholdet mellem Ludvig og Valdemar. Sjællandske Krønike skriver: "Krigstog til Mark, der hjalp kongen sin svoger, ødelagde flere byer og mødtes til sidst med kejseren".

Set fra Jylland må Valdemars Tyske felttog have mindet mistænkeligt om Erik Menveds og Christoffer 2's nordtyske eventyr.

10. Første Jyske Oprør 1350-1353

Den Sjællandske Krønike fortæller at sidst på året 1350 førte kongen sin hær over til Fyn og Jylland uden at give nærmere detaljer. Men da Krøniken under det følgende år fortæller at de Holstenske grever undsagde kongen, må man tro at togtet var rettet mod dem.

Der er ingen yderligere detaljer om togtet, men i april 1351 sluttedes fred i Nyborg mellem kongen og greverne Henrik, Claus, Johan og dennes søn Adolf.

Niels Bugges Segl

Niels Bugges Segl. Foto: Danmarks Riges Historie 1896-1907.

Men senere på året 1351 rejste der sig en storm mod kong Valdemar. Kampene mod greverne blussede op igen. Kongens svoger, hertug Valdemar af Sønderjylland, sluttede sig til greverne sammen med mange Jyske adelsmænd heriblandt kongens tidligere drost, Claus Lembek, Niels Bugge på Hald, Erland Kalv, Ejler Splid, Iver Lykke, biskop Peder Thuressøn af Ribe og den tidligere marsk, Erik Nielsen Gyldenstjerne.

Efterhånden som kongen indløste Nørrejylland havde hertug Valdemar kun været i stand til at generhverve nogle mindre stykker af sit eget hertugdømme. Til sidst mistede han tålmodigheden, og da Valdemar sendte ham en hær til hjælp, afviste han den og sluttede sig istedet til greverne.

Claus Lembek var en Holstensk adelsmand, som havde fået Kalø Slot i pant af grev Gerhard. Efter grevens død gik han i Valdemars tjeneste og indlagde sig stor fortjeneste under kampene på Sjælland. Han erobrede sandsynligvis Lolland, medens kong Valdemar var på udflugt til det Hellige Land.

Erik Gyldenstjernes våbenskjold

Erik Gyldenstjernes våbenskjold. Foto: Geni.

Niels Bugge og Erik Gyldenstjerne var de Jyske oprøreres ledere.

Der er ingen overleverede beretninger om hvorledes kampene i 1351 i Jylland er forløbne, kun fortæller Sjællandske Krønike om slotte, som blev befæstede og kongelige ladegårde, som blev bygget.

I 1352 samlede Valdemar en hær ved Slagelse, men måtte vente længe med at få hæren over bæltet på grund af storm. Hertug Albrecht optrådte som mægler mellem parterne. I en landsby nær Odense mødtes kongen med greverne, Henrik og Claus, og de aftalte at striden skulle afgøres ved voldgift af grev Johan, som dømte at Valdemar skulle overholde forliget på Nebbegaard fra juli 1348.

Også i 1352 førte Valdemar en ledinghær til Tyskland til støtte for sin allierede, hertug Albrecht af Mecklenborg, mod hertugerne af Stettin. Vel ankommen stiftede han imidlertid forlig mellem hertug Albrecht og disse hertuger.

I begyndelsen af året 1353 fødte dronning Helvig en datter, som fik navnet Margrete.

Niels Bugges sagnomspundne borg Hald

Det er nu blevet fastslået med sikkerhed at Niels Bugges sagnomspundne borg, Hald, lå på den halvø i Hald Sø syd for Viborg, hvor man også finder ruinerne af bispens Hald. Foto: AP Møller Fonden "De Fem Hald'er".

I Juli 1353 ved Vindinge Å nær Nyborg, sluttedes et omfattende forlig mellem på den ene side kong Valdemar og hans hjælpere herunder hertug Erik den Yngre af Sachen-Lauenburg og på den anden side alle de Holstenske grever og deres forbundsfæller, heriblandt hertug Valdemar, Claus Lembek og de Jyske oprørere.

Grev Henrik skulle udvirke at den Holstenske panthaver på Kolding Slot udleverede slottet til kongen. Kongen accepterede at den årlige nedskrivning af pantegælden ophørte. De jyske oprørere skulle have deres ejendomme tilbage, ligeså de landflygtige Holstenere, som havde støttet kongen. Greverne skulle beholde deres panteslotte på Fyn, medens grev Johan den milde skulle afgive alt sit mødrene gods i Danmark, men skulle beholde Femern som sit arvelen. Hertug Valdemar mistede det sidste stykke af Nørrejylland, som endnu ikke var indløst. De oprørske adelsmænd blev tilgivet, og Claus Lembek vendte tilbage i kongens tjeneste.

11. Den Sorte Død 1348-1350

Sygdommen startede i Hubei-provinsen i Kina i 1331. I begyndelsen smittede den via lopper, som levede på især den sorte rotte. I løbet af 20 år spredte den sig til resten af Kina og var årsag til 20 millioner døde. I 1346 blev den Mongolske hær, som belejrede den Genovesiske handelsstation Kaffa (nu Feodosija) på Krim, angrebet af pest og måtte afbryde belejringen. Men smitten havde bredt sig også i byen Kaffa, og da et skib med overlevende fra belejringen ankom til Messina på Sicilien i 1347, bragte de smitten med til Europa.

Dødedansen på kalkmaleri i Nørre Alslev Kirke

Dødedansen på kalkmaleri fra 1480 i Nørre Alslev Kirke på Falster. Blandt de dansende ses en konge, en biskop i fuldt ornat og en bonde. Foto kalkmalerier.dk.

Ifølge et sagn kom sygdommen til Danmark med et norsk skib, der kom fra England og af sig selv som drev i land i det nordlige Jylland, fordi hele besætningen var døde. I Danmark hærgede pesten især i 1348-1350, men den kom igen flere gange, dog med lavere dødelighed end ved det første udbrud.

Sjællandske Krønike skriver for året 1348: "Pesten hærger hele landet". Og for året 1349: "Dødeligheden var stor i Danmark".

Den sorte død udløste en langvarig nedgang i Europas befolkningstal. Det er ikke til at sige nøjagtigt hvor stor dødeligheden var i Danmark, men kilder fra slutningen af 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet nævner mange såkaldte ødegårde, hvilket vil sige ubeboede bondegårde, hvis jorde enten blev dyrket af naboerne, eller som slet ikke blev dyrket.

En byld på inderlåret af en person, der er smittet med byldepest

En byld på inderlåret af en person, som er smittet med byldepest. Efter en inkubationsperiode på 2-6 dage opstår symptomer på pest, som er alvorlig utilpashed, hovedpine, rystende kuldegysninger, feber, smerte og hævelse i de berørte lymfeknuder, også kendt som bylder. Foto Centers for Disease Control and Prevention's Public Health Image Library Wikipedia.

Da Valdemar Atterdag i 1357 byggede et slot i Randers, var det af genbrugssten fra lukkede kirker i elleve affolkede sogne.

12. Konge i Danmark 1354-1357

De tre år efter det store forlig i juli 1353 ved Vindinge Å ved Nyborg var de fredeligste i kong Valdemars regeringstid og gav ham mulighed for gennemføre helt nødvendige reformer i det Danske samfund.

Vindinge Å syd for Vindinge

Vindinge Å syd for Vindinge nogle få kilometer øst for Nyborg. Foto Kåre Thor Olsen Wikipedia.

Middelalderens danske konger hentede en stor del af deres indtægter fra krongodset, som lå spredt ud over landet som kongsgårde og lignende.

Men gennem flere hundrede år var de kongelige indtægter blevet stadig mindre. Kongerne havde skænket godser og landsbyer til kirker og klostre for deres sjæls frelse og desuden givet dele af landet som arvelen til sønner, som ikke stod til at blive konger. Kongemangten blev stadig svagere sammenlignet med kirken og lensfyrsterne, og samfundet blev dermed mere politisk ustabilt, idet det blev mere vanskeligt for kongen at knuse en oprører med overvældende styrke.

Man kan foreslå den teori at Valdemar Sejrs tre sønner ikke arvede i lige dele, men Erik Plovpenning fik mest, for han skulle jo være konge, og den yngste, Christoffer, fik mindst. Erik Plovpennings døtres arv spøgte gennem flere generationer - fordi den var så stor. Og Christoffer-slægtens evindelige problemer, kom fordi de var så fattige - som konger betragtet - og ikke kunne slå oprørere ned med overvældende styrke.

Et elskende par på kalkmaleri i Kirkerup Kirke

Et elskende par på kalkmaleri i Kirkerup Kirke fra omkring 1350. Foto kalkmalerier.dk.

Middelalderens danske konger havde to slags besiddelser, nemlig kongelev, som var de ejendomme, som hørte til konge-embedet, og kongeslægtens arvejord, patrimonium.

Især efter 1354 arbejdede Valdemar utrætteligt på at sikre den kongelige magt ved at øge de kongelige besiddelser på forskellig måde, men han syntes ikke at skelne mellem kongelev og patrimonium, eller måske det hele var kongelev.

Under rigets opløsningsperiode var meget krongods kommet i adelens hænder som pant for lån, og efter sigende havde nogle adelsmænd tilegnet sig endnu mere i forvirringen.

I Valdemars første år er kun registreret 15 godsoverdragelser til kronen, men i årene 1354 til 1356 er derimod registreret 65 godsoverdragelser. Det er ikke altid klart om der er tale om regulære køb eller overdragelser som følge af afgørelser truffet på forskellige tingsteder. Det samlede antal godsoverdragelser i denne periode er 158 ifølge historikeren Peter Lundbye.

For eksempel "skøder og oplader fru Christine af Løve, hr. Niels Axelsens efterleverske, kong Valdemar til kongedømmet for brøde og sag, som hendes forældre har forbrudt mod kongen og kronen, alt sit gods i Jylland, Sjælland, Skåne, Fyn, Falster, Lolland, Møn og andre steder undtagen hendes gods i Halland".

I et andet eksempel bestemte en dom på tinget i Aarhus i maj 1355 at "ridder Stig Andersen, Johan Ever og Sven Bonde med urette har bemægtiget sig følgende gods" - her følger en lang liste. Sagen var rejst af kongen. Dommerne var bisp Paul af Aarhus, drost Claus Lembek, Marsk Palle Jensen, ridder Niels Bugge og væbner Niels Jensen. Stig Andersen og Johan Ever forsvarede deres sag, men dommerne dømte "Vor herre, kong Valdemar til evigt eje" det nævnte gods.

Første Mosebog. Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen

Første Mosebog: "Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden". Crusader Bible angivelig omkring 1300. Foto Maciejowski Bible - Morgan Library & Museum Wikipedia.

Kongen tog også fat om et andet problem nemlig dette at stadig flere frie bønder gav sig ind under stormændene, frivilligt eller med nødvendighed. Dermed opnåede de frihed for skat til kronen og frihed for tvangsarbejde på kongens fæstningsanlæg og lignende.

På kongens retterting i Aarhus i maj 1355 måtte den tidligere marsk Erik Nielsen således overgive kongen "alt det gods som for hvilket jeg har givet fuldt vederlag og som jeg ved køb, ved skøde, ved pant, ved deling, ved mageskifte skriftligt eller på hvilken som helst anden måde har erhvervet af bønderne." (i Han Herred) - "Men det øvrige bondegods, som jeg samtidig har fået af bønderne. for hvilket jeg ikke har givet vederlag", forpligtigede han sig til at tilbageskøde til bønderne.

Sjællandske Krønike fortæller for 1355 "Kongen blev længe ovre i Jylland og holdt retterting, tugtede manges havesyge og sørgede for at umyndiges arv, der ved vold eller uret var bleven dem berøvet og kommet myndige mænd i hænde, vendte tilbage til de rette ejere."

Valdemar lod bygge vandmøller langs åerne. Krøniken fortæller at på et møde i Kiel(?) i 1356 indskærpede han biskopper og herremænd at "de møller, han nylig havde bygget, og deres løb og flod, han ville ikke at åerne skulle løbe i stranden uden først at have gjort landsgavn og derfor lod han på flere steder vandet stemme op og lod gøre dyre stigbord, og ville hindre at indelukkerne ødelagdes af uvejr og vintervandets frembrud og de grave og diger, som på dansk kaldes damme, fordærvedes."

Ved Danehoffet i Nyborg i 1354 fremlagde biskop Peder af Ribe elleve artikler på kong Valdemars vegne, som var udarbejdet "med råd og samtykke" af landets bisper, drosten og marsken. De 11 artikler har stor lighed med tidligere håndfæstninger. Det hedder blandt andet:

3. "På grund af rigets store mandetab og anden nød og fare, der tvinger landet, eftergiver vi nådigt alle hidtil øvede ugerninger, som medfører livsstraf eller lemlæstelse, dog på den betingelse at foruretteren fyldestgør den forurettede efter landets lov." Denne artikel var utvivlsomt motiveret af den store dødelighed under pest-epidemien.

Nyborg Slot

Middelalderborgen Nyborg Slot. Foto Htawmonzel Wikimedia Commons.

6. "Vil nogen anklage en anden for at have røvet hans gods eller jord, skal han lade sagen prøve og afgøre i rette rækkefølge, nemlig ved tinget i herredet, i syslet, i landet, for vor drost eller for os selv."

9. "Vort ting kaldes Danehof og skal holdes en gang om året nemlig Sct. Hansdag i Nyborg efter gammel skik i Danmarks Rige."

Vi må notere os at disse elleve artikler ikke var fremtvunget af adelsmændene som betingelse for at Valdemar kunne være konge. De blev uopfordret forelagt af kongens repræsentant. Sikkert, fordi han mente at et velfungerende kongedømme bør have et sådant traktatmæssigt fundament.

I det hele taget bør man nok stille spørgsmålstegn ved myten om at de tyraniske og magtbegærlige konger blev tøjlet af besindige adelsmænd med håndfæstninger. Det var jo kun Christoffer 2. som blev forelagt en håndfæstninge som en betingelse for i det hele taget at blive konge. Erik Klipping og Valdemar Atterdag fremlagde selv sådanne erklæringer midt i deres regeringsperiode, så at sige for det gode samarbejdes skyld.

Fra Nyborg drog kongen til Vordingborg, hvor han tilgav Henneke Breide og Johan Ellemose og deres børn for hvad de havde gjort imod hans fader på betingelse af at de så længe de levede højtideligt skulle lade ham mindes i Sorø. Henneke Breide og Johan Ellemose var de to adelsmænd, som prøvede at indebrænde Christoffer 2. da han i sit sidste leveår boede i et almindeligt hus i Sakskøbing.

13. Andet Jyske Oprør 1357-1359

I begyndelsen af 1357 frygtede Valdemar et oprør i Jylland. Sjællandske Krønike skriver: "og det hed sig at Jyderne samlede sig og knurrede mod kongen". Han øgede slottenes besætninger og forsynede dem med fødevarer fra sine ladegårde.

Udskåren figur på korstol i Lund domkirke fra 1370

Udskåren figur på korstol i Lund domkirke fra 1370. Foto Väsk 2004-12-09 Wikimedia Commons.

En mængde utilfredse jyder indfandt sig i Odense, men han indbød kun stormændene til samtale i Nyborg. Parterne kom ikke til forståelse. Dernæst blev indkaldt til et Danehof i Kalundborg midfaste-søndag i marts.

På Danehoffet i Kalundborg førtes lange og vanskelige forhandlinger mellem Jyderne og kongen. Først 25. marts lykkedes det på et møde overværet af bisperne Niels af Odense, Henrik af Roskilde, Peder af Ribe, Peder af Viborg, Paul af Aarhus og Mogens af Børlum at komme til et resultat, som i sin enkelthed gik ud på at artiklerne fra Danehoffet i Nyborg 1354 skulle for fremtiden overholdes nøjere. Sjællandske Krønike skriver ondskabsfuldt: "men var de kun blevet slet overholdt før, så brød man sig siden aldeles ikke om dem".

Nogen tid efter drog kongen til Jylland hvor han opholdt sig et stykke tid "og tyngede store og små med forskellige pålæg" som Sjællandske Krønike udtrykker sig.

Efter at han var rejst tilbage til Sjælland brød stormen løs. De Holstenske grever, hertugen af Sønderjylland og de utilfredse Jyske stormænd angreb kongen i enighed.

De begyndte med at belejre og indtage slottet i Tønder, som i særlig grad havde vakt deres mishag. De indtog også den nyopførte borg i Randers - opført af sten fra 11 nedlagte kirker - og befalingsmanden, Peder Lauridssen, måtte flygte til Sjælland og søge tilflugt hos kongen, som imidlertid straks lagde ham i lænker sammen med nogle andre, som han heller ikke stolede på.

Oprørernes næste mål var Fyn. De fordrev kongens folk fra Odense og opkrævede skat af byen. Endelig indledte de med en stor styrke belejringen af borgen Brobjerg, hvis beliggenhed på Fyn ikke kendes med sikkerhed.

Søgning efter det forsvundne Brobjerg

Østfyns Museer på jagt efter det forsvundne Brobjerg på markerne omkring Urup Dam nogle få kilometer nord for Langeskov. Beliggenheden af Valdemar Atterdags borg, Brobjerg, på Fyn har været et mysterium i Dansk Historie. Men i en artikel i Skalk 1984 argumenterede Erland Porsmose ganske overbevisnede for at resterne af borgen skal findes nær Urup Dam.
I Detmars Krønike kaldes borgen for "Braberch", måske Brabjerg, som findes ganske nær Urup Dam.Foto Fyens.

Mortensdag 1357 satte Valdemar over til Fyn med en hær for at bringe det belejrede Brobjerg undsætning.

Da han kom nær Brobjerg, slog han i fjendens påsyn nogle af sine mænd til riddere. Derefter kastede han sig over fjenden med både ryttere og fodfolk og splittede hele deres hær, både oprørere og Holstenere. Deres nederlag var fuldstændigt. Mange faldt eller blev taget til fange. Grev Claus af Holsten mistede det ene øje kampen.

Men 10. januar 1358 søgte kong Erik i Sverige - kong Magnus' søn - og hertug Albrecht af Meclenburg at udnytte Valdemars kritiske situation ved at sende ham et fejdebrev, en krigserklæring.

Stillet overfor en mulig tofrontskrig bekendgjorde han at alle hans egne folk skulle møde i Roskilde søndagen før Pauli Omvendelsesdag som er 25. januar. Alle borge og skibe skulle forsynet med proviant, voldgrave uddybet og befæstninger forstærket. Desuden skulle alle herremænd, byfolk og bønder møde med våben i Slagelse søndag efter påske - udeblivelse ville medføre tab af liv og ejendom.

Kalkmaleri som forestiller Sct. Christoffer, som bærer Jesusbarnet over floden

Kalkmaleri i Hjørring Sct. Hans Kirke fra omkring 1350 ,som forestiller Sct. Christoffer, som bærer Jesusbarnet over floden. Foto Fyens.

Hærens første mål var Langeland. Valdemar viste sig overraskende på havet foran Tranekær og indtog borgen efter kun to ugers belejring. Derefter stævnede flåden mod Hindsgavl ved Middelfart, men på grund af tåge og nattens mørke kom skibene fra hinanden og måtte derfor vende tilbage til Sjælland.

Da flåden atter var samlet provianterede han skibene påny og satte kursen mod Als, stadig i 1358, hvor hæren gik i land tirsdagen efter Kristi Legemes Fest som er 31. maj. En del af hæren belejrede Nordborg, som overgav sig efter blot tre dage. Med den anden del af hæren belejrede han Sønderborg. Hertug Valdemar var ikke på slottet.

Men, da krigsmaskinerne og vædderne var opstillet omkring Sønderborg, åbnedes slottets porte og ud kom hertuginde Richardis og hendes møer i festligt optog. De hilste ærbødigt på kongen og bad om fred. Hertugindens indbydelse til gæstebud ville han dog først modtage efter at han havde tvungen øens befolkning til at betale skat og levere madvarer.

Så gik flåden ind i Slien og tvang indbyggerene der til at levere meget store forråd, penge og skibe. Derefter stævnede han mod Femern, hvor indbyggerne gjorde tapper modstand på bredden og en sendte et spyd mod kongen, som nær havde ramt. Valdemar beordrede ham hugget ned sammen med de andre på stranden og det skete. Indbyggerne overgav sig og betalte 4.000 Lübske mark. Borgen Glambeck overgav sig også og fik en af kongens mænd som kommandør.

Borgen Glambeck på Femern

Borgen Glambeck på Femern. Som så mange andre øer i oceanet stod øen oprindeligt under den Danske konge. Valdemar Sejr lod Glambeck Slot bygge i 1210. Christoffer 1. og Margrete Samberia fejrede deres bryllup på slottet i 1248. Også under Erik Klipping og Erik Menved tilhørte Femern Danmark, indtil denne sidste gav det i pant til de holstenske grever. Christoffer 2. udstedte i 1320 "Femern Landlov". Hans foged, Reventlow, havde bopæl på Glambeck Slot. I 1326 fik grev Johan 3. øen som pantelen og i 1340 blev det til arvelen. Imidlertid i 1358 fordrev Valdemar Atterdag de holstenske grever fra øen, men allerede i 1359 tog greverne og hertugen af Mecklenburg øen tilbage. Imidlertid, i 1364 fik greverne igen øen som len af den danske konge. I 1420 ankom Erik af Pommern med en stor styrke og tog øen tilbage. Men i forbindelse med samme kong Eriks fald erobrede grev Adolf af Holsten øen igen - siges det. Fra 1474 blev de Dansk-Norske konger hertuger af Holsten og dermed også af Femern, hvilket ophørte i 1864.

Derefter sejlede Valdemars flåde ind i Flensborg Fjord. Sjællandske Krønike fortæller at han overalt samlede "forråd, penge, skibe og andet som hans øje begærede, thi frygt og skælven og lammelse faldt over alle, til hvem han kom, for han tugtede alle forfærdeligt med ild og sværd, med fængsel og død, til de lød hans bud."

Men efterretninger fra Sverige fik kongen til at afbryde felttoget mod vest og sejle tilbage til Sjælland 1358 på Dyre Vor Frues dag som er 15. august.

Hertug Albrecht af Mecklenburg havde samlet en stor hær i Skåne og havde planlagt at at invadere Sjælland. Men på grund af Valdemars tidlige tilbagekomst opgav han planen og sendte i stedet hertug Barnim af Stettin, som bad om våbenhvile. Senere blev sluttet fred mellem kong Valdemar og hertug Albrecht i Stralsund. Ved denne lejlighed blev det også bestemt at der skulle forhandles fred mellem Jyderne og kongen i Nyborg.

Freden mellem kongen og de Holstenske grever sluttedes i Stralsund 30. oktober 1358. Det blev aftalt at alle fanger skulle løslades, de erobrede slotte tilbagegives og tilstanden før krigen skulle genoprettes. Formentlig ønskede kong Valdemar sin ryg fri således at han kunne konfrontere Sverige og de oprørske Jyder.

Buggesgade i Middelfart

Buggesgade i Middelfart. De Nørre-jyske adelsmænd Niels Bugge, Ove Stigsen og Peder Andersen blev myrdet i nogle huse i Middelfart omkring nytår 1359. Skylden blev kastet på fiskerne, som dog slap forbavsende billigt. Tre huse i byens Vestergade blev til evig tid pålagt en årlig bod, de såkaldte Buggespenge, som byen betalte helt frem til 1874, hvor Rigsdagen ophævede den. Lokaliteten på fotografiet er tilfældigt valgt - udover at vejen hedder Buggesgade. Forfatteren kender ikke de tre huses nøjagtige beliggenhed. Foto Boliga.

Kongen ønskede ikke selv at forhandle med Jyderne. Han sendte sin søn Christoffer og nogle af sine mænd til Nyborg. Imidlertid skulle kongen endeligt godkende forhandlingsresultatet. Under frit lejde rejste da nogle af Jyderne til Slagelse for der at vente på kongen, som først kom lillejuleaften. Kongen stillede dem da nogle yderligere betingelser, som vakte deres forbitrelse. Under deres hjemrejse fra Slagelse blev Niels Bugge, Ove Stigsen og Peder Andersen imidlertid dræbt i Middelfart. Krøniken skriver: "De som dengang ville tale ilde kastede skylden for deres død på kongen"

Den Sjællandske Krønike fortæller videre at "kongen rensede sig højtideligt sammen med sin søn og flere riddere" for ethvert ansvar for drabene i Middelfart.

Apostlene Philip og Peter på Kalkmaleri i Nørre Alslev kirke

Apostlene Philip og Peter på Kalkmaleri fra omkring 1330 i Nørre Alslev kirke på Falster.

Niels Bugges søn, Knud, accepterede kongens uskyld, men "Stig Andersen opsagde kongen troskab i smerte over sønnens hr. Oves død" - "og kongen indrog alt hans gods på Sjælland og lod Peder Nielssøn tage det Jyske gods." Hvilket må være sket i 1359

"Hertugen af Mecklenburg og de Holstenske grever samlede da atter en stor flåde og faldt endog over kongens skibe, tog Femern og fangede dem, som skulle vogte borgene" siger Sjællandske Krønike for 1359.

Krøniken siger at "fejden mellem hr. Kongen og Nørrejyderne var endnu ikke døet hen" - "da Jyderne så at kongen herskede som en tyran over sjællænderne" - "formeddels de svære arbejder var bragt til den største armod, ja næsten undergang, så sagde de: "Vi vil ikke tage disse byrder på os, men det er bedre at dø med ære end at leve med vanære, medens vi ser vort folks ulykke."

"Mikkelsdag satte kongen over til Jylland med mange skibe, fulde af forråd. Nu ødelægger han da Katholm og en anden borg, nemlig Estrup," fortsætter krøniken. "Kongen blev en stund på flåden, men et uvejr brød løs og flere skibe gik under. Her forliste kongens kogge med riddere, ædlinge, kostbart indbo og kongens kiste med det kongelige segl." Stig Andersens mænd fra Bjørnsholm spejdede ivrigt efter bytte fra de strandede skibe, de få overlevene blev omgående taget til fange.

14. Landefreden 1360

Pinsedag 1360, "på selve pinseåndens højtid" på Danehof i Kalundborg, fremlagde kong Valdemar et dokument, som han selv kaldte en håndfæstning, men som i virkeligheden var en samfundskontrakt, som ikke alene gav regler og begrænsninger for kongens embedsførelse, men også gav påbud om hvad der var folkets pligter "på det at vort rige, Danmark, kan få styrke og bedre kår med den Hellige Ånds hjælp." Kontrakten har fået navnet "Landefreden".

Ruth på Boaz' mark

For at forsørge sin svigermor og sig selv går Ruth i marken for at samle kornaks. Marken tilhører Boaz. Ruths Bog Kapitel 2 vers 8. Morgan Bibelen, som siges at være fra omkring 1300. Foto Wikimedia.

Folket var "Riddere og væbnere, fruer og jomfruer, købmænd, gæster, bønder og bokarle" og andetsteds "Vi hertuger, bisper, væbnere og al Danmarks almue".

Kontrakten garanterer at alle lande i Danmark "skal frit nyde deres love og rettigheder, som de indeholdes i rette gamle lovbøger således som de friest og bedst nød dem siden kong Valdemars tid og vore andre forfædres tid. Gud nåde deres sjæle."

Han garanterede hertug Valdemar og hans søns rettigheder - formentlig som en del af Danmarks Rige: "Hertugerne af Jylland hr. Valdemar og hans søn hr. Henrik skal frit og uindskrænket nyde alle deres rettigheder."

The profet, Samuel

Den aldrende profet, Samuel, bliver opsøgt af fire repræsentanter for Israel, som beder ham om at salve en konge, så Israel kan blive lige så mægtig som andre nationer. Samuel advarer dem om den fare, som en konge vil udgøre for det Israelske folks friheder. Samuel 8: 4-22 Morgan Bibelen, som siges at være fra omkring 1300. Foto Wikimedia.

Kontrakten sagde at hvis nogen vil "gå mod disse bestemmelser og håndfæstning" - "skal vi allesammen kraftigt hjælpe dertil" at de "straffes tilbørligt efter landsloven.".

Og "den, der gribes på fersk gerning eller lovligt dømmes for rov, brand at gøre folk til fanger og med råd og dåd at føre udenlandske herrer og mænd ind, som på nogen vis kan være Danmarks Rige til skade eller fordærv, skal miste sin fred sit gods og sit liv." Vores tanker går uvilkårligt til de jyske oprørere, der aldrig undlod at aktivere de Holstenske grever.

"Det rigsmøde, som kaldes Danehof skal holdes hvert år i Kalundborg på sct. Hansdag i de førstkommende tre år, men derefter skal rigsmødet holdes i Nyborg på Sct. Hansdag hvert år som skik er fra fordum tid. Vil nogen komme til rigsmødet skal han nyde hel, fuld og god fred 14 dage før og 14 dage efter nævnte Sct. Hansdag." Hvilket sidste var en ny bestemmelse.

Sommeren 1360 manglede Valdemar at føre Skånelandene, den sydlige del af Fyn og hele Sønderjylland tilbage til riget. Han mente måske at Nyborg lå for tæt på de grevelige besiddelser til at være et sikkert sted. Men han havde planer for den næste 3 år!

Det hedder endvidere: "Ingen, af hvad stand eller vilkår han end er, må trykke eller tvinge nogen ringere eller mindre mægtig, så at han ikke tør forfølge sin ret på tinge eller for retten."

I 1360 var Fyn delt i en kongelig og en grevelig del

I 1360 var Fyn delt i en kongelig og en grevelig del.

Og: "Dersom nogen lider uret af vor herre kongen, hans fogeder eller ombudsmænd - hvad Gud forbyde - og han retteligt klager derover og forfølger sin sag, skal han ikke derfor lide nogen tort af vor herre kongen og hans mænd."

De tilstedeværende, underskriverne - på vegne af alle mænd i riget - lovede at støtte kongen og hans søn: "Vi, som nedenfor er nævnte, lover enhver af os for sig og alle mænd i Danmarks Rige på vor gode tro ligesom før, at vor herre kongen, hans søn Christoffer og Danmarks Krone fuldt og helt skal nyde al ret, og dertil skal vi alle som en hjælpe og trofast medvirke af al magt og evne eftersom landsloven kræver."

Til gengæld lovede kongen og hans søn at de omhyggeligt ville holde de løfter som de ovenfor gav: "Og Vi, førnævnte kong Valdemar og vor søn Christoffer lover alle vore mænd som nedenfor står skrevne, og hver enkelt af dem, og de øvrige, som bor i vort rige, at vi vil og skal tolke dem disse bestemmelser og håndfæstning og alt andet i bedste forstand."

15. Skånelandene Vindes Tilbage 1359-1361

I maj 1350 i Lübeck, sluttede kong Valdemar forbund med sin tidligere fjende i den Tyske krig, hertug Albrecht af Mecklenburg. Valdemar lovede at give sin datter - som da var 5 år gammel - til hertugens ældste søn, Henrik, med en medgift på 6.000 mark. Hertug Albrecht skulle endvidere have staden Rostock som len af den Danske konge og yde ham hærfølge. Markgrev Ludvig af Brandenburg gav samtidig afkald på de Mecklenburgske hertugers lenspligt.

Hertug Albreckt af Mecklenburgs segl

Hertug Albreckt 2. af Mecklenburgs segl. "Albrecht af Guds Nåde Mecklenburgs og Stargards hertug og Rostocks herre". Foto Peter Lundbye.

At denne overenskomst er rettet mod Sverige og Skåne fremgår klart af et brev udstedt af kongen november 1350, hvori han forpligter sig til at udbetale hertugen 10.000 mark sølv, såsnart Helsingborg Slot ved hans hjælp kommer i kongens magt. Kongens tanker har nok kredset om at han har givet kong Magnus så mange højtidelige garantier for hans besiddelse af Skånelandene at han dårligt selv kunne angribe direkte. Men hvis hertug Albrecht gjorde det og bagefter overlod de erobrede områder til ham, ville det være en anden sag.

Men hertug Albreckt var en svigefuld allieret. I 1354 afsluttede han en traktat i Bohus med kong Magnus, som sagde at denne konge skulle hvert år på Mortensdag betale hertugen 200 mark sølv og "hertugen skal trolig tjene kongen og med broderlig oprigtighed og udsøgt troskab omhyggeligt søge hans og rigernes gavn, ære og fordel".

Sjællandske Krønike meddeler for 1354 at kong Valdemar sendte "en anseelig sendefærd - herrer og damer -til Tyskland for med ære at hente datteren hjem fra Wismar".

Imidlertid, netop i disse år udspiller sig begivenheder i Sverige, som rystede kong Magnus' magtstilling og bragte Skånelandene indenfor Valdemars rækkevidde.

Kalkmaleri i Skibby Kirke som viser Jesus med de to sværd

Kalkmaleri i Skibby Kirke syd for Fredrikssund fra omkring 1350, som viser Jesus med de blødende sår fra naglerne og to sværd. Lukas Evangeliet kap. 22, vers 38: Da sagde de: "Herre, se, her er to sværd." Han svarede: "Det er nok." eller Matthæus kap. 10, vers 34: "Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd." Basunen lyder og han vil dømme levende og døde. Foto Wikimedia.

Dronning Blanche havde to sønner, Erik og Håkon.

Allerede omkring 1352 havde kong Magnus udnævnt sin yndling, Benedikt Algotsson, til hertug af Finland og Halland og derved vakt sin ældste søns, junker Eriks, vrede og skinsyge.

Efter indtrængende anmodning fra det Norske rigsråd udnævnte kong Magnus den yngste, junker Håkon, til konge af Norge. Samme år forpligtede det Svenske rigsråd sig til at vælge den ældste, junker Erik, som kong Magnus' efterfølger som konge af Sverige når den tid kom.

Kong Magnus af Sverige

Hoved i Trondheim Domkirke, som professor Jan Svanberg mener formodentlig forestiller Kong Magnus af Sverige. Foto Furstebilder från folkungatid by J. Svanberg Wikipedia.

Kong Magnus skulle være formynder for Håkon, indtil denne blev myndig og selv kunne overtage regeringen. I Sverige skulle Magnus derimod beholde kongemagten for livstid, som det er sædvanligt for konger, og først ved hans død skulle Erik bestige tronen. Ved denne ordning blev den yngste søn konge før den ældste, og denne sidste følte sig derved yderligere uretfærdigt behandlet.

I August 1355 overtog junker Håkon regeringen i Norge. Junker Erik besøgte kong Valdemar i september 1356 for at bede om Dansk støtte til et oprør mod sin fader. Han fik en god modtagelse men opnåede ikke den ønskede hjælp. I stedet fik han støtte af hertug Adolf af Holsten og hertug Albrecht af Mecklenburg, der således skiftede side endnu engang.

17. oktober 1356 rejste junker Erik oprørsfanen i Sverige, og allerede 14. januar 1357 måtte Magnus indgå våbenstilstand. Det blev bestemt at sagen skulle afgøres ved voldgift af hertug Adolf af Holsten og hertug Albrecht af Mecklenburg. Voldgiftsdommen blev afsagt i Jønkøbing 28. april med meget ydmygende vilkår for kong Magnus: Han skulle afbryde enhver forbindelse med sin yndling, Benedikt Algotsson. Desuden skulle han "efter modent overlæg og med rådets samtykke" overlade sin søn, Erik, landskaberne Skåne med øen Hven, Blekinge, Lister, Sønder Halland, Øster Gøtaland, Småland og Finland. Yderligere skulle kong Magnus betale voldgiftsdommerne for deres gode arbejde. Hertug Albreckt fik et gældsbrev på 12.000 mark med sikkerhed i kobberbjerget i Dalarne.

Albrecht 3. af Mecklenburgs segl

Albrecht 3. af Mecklenburgs segl. Foto Nordisk familjebok (1917) Wikipedia.

Midt i Valdemars problemer under det andet oprør i Jylland i januar 1358 sendte den nybagte kong Erik og hertug Albrecht af Mecklenburg ham et fejdebrev, en krigserklæring - som ovenfor fortalt.

Men, selv om kong Erik havde intentioner om at føre krig mod Danmark, blev det ikke rigtigt til noget. Formentlig havde han ikke penge til at rejse en hær. Han opholdt sig det meste af 1358 langt oppe i Sverige. Kun Albrecht tog krigen alvorligt og samlede en stor hær i Skåne. Sikkert med intention om at føre den over til Sjælland, medens Valdemar var optaget af kampe i Jylland.

Men, imidlertid, Valdemar sluttede uventet forlig med greverne af Holsten og kunne derefter på kort tid besejre de Nørre-Jyske oprørere, og hertug Albrecht besluttede derfor klogeligt at slutte fred i Stralsund i efteråret 1358.

Imidlertid, kong Magnus var i Skåne og i strid med aftalen i Jønkøbing med Erik holdt han stadig Helsingborg Slot.

Kong Magnus så ingen anden udvej til at bevare sit kongedømme end at søge alliance med Valdemar. Han og dronning Blance sammen med deres søn Håkon, nu konge af Norge, drog til København, "og her trolovede Håkon sig højtideligt med Valdemars yngste datter, Margrete, som da gik i sit syvende år, som det sig hør og bør med skænk og kostelig gave."

Kong Håkon Magnussens forlovelse med Valdemar Atterdags datter Margrete i København i 1359

Kong Håkon Magnussens trolovelse med Valdemar Atterdags datter Margrete i København i 1359. Margrete var da 6-7 år gammel og Håkon var 19 år gammel. Til stede var kong Magnus og dronning Blanche og kong Valdemar. Tegning Lorenz Frolich.

Sjællandske krønike for 1359 fortæller "Og eftersom Magnus havde gjort sin søn Erik til konge af Sverige og herre over Skåne, viste riddere og svende ikke mere Magnus nogen ære, men fulgte ivrigt sønnen, som nu var mægtig og synes alle en vennesæl herre. Da Magnus defor så at han blev ringeagtet og spottet af sin søn, søgte han hjælp hos kong Valdemar og lovede at han ville overgive Helsingborg."

Krøniken fortæller videre tydeligt: "Valdemar gik så med en stor hær over til Skåne og Lister. Han vandt Sølvitsborg (i Blekinge) og flere andre borge og drev befalingsmændene ud og satte andre i stedet og lagde en stor del af landet under kong Magnus."

Men Valdemar må have fået mistanke om at han ikke ville få den lovede belønning i form af Helsingborg: "Det begyndte imidlertid at skorte på de nødvendige levnedsmidler og kongen tænkte derfor på at vende hjem. Dog for ikke at drage tomhændet tilbage, lader han Peder Daa og en anden skønt de stod i kong Magnus' tjeneste føre som fanger til Sjælland og nøje bevogte."

Kalkmaleri i Kippinge Kirke som viser St. Michael dræbe dragen

Kalkmaleri i Kippinge Kirke på Falster fra omkring 1300, som viser St. Michael dræbe dragen. Foto kalkmalerier.dk.

"Da Erik nu hørte at Valdemar var vendt tilbage og havde forladt Skåne, samlede han en talrig skare og rykkede ind med en talrig skare af stormænd og flere af bønderne - Knubbe-hæren kaldte man dem dengang - og hvad de danske havde ladt tilbage af levnedsmidler fortærede de rub og stub milevidt omkring."

Men Erik blev syg og døde tilligemed sin hustru og barn. På dødslejet forligtes han med sin fader. Krøniken skriver: "Erik sluttede forlig med sin fader og gjorde hele Valdemars værk til intet. Han hovmodede sig og stod op imod Herren og hans kirke." - "Men Herren lod ikke hans forbrydelse være ustraffet, thi ikke længe efter døde han selv, hans hustru og barn en brat og ynkelig død ved Guds retfærdige dom." Da tre nærtforbundne døde næsten samtidig, var der uden tvivl tale om en indektionssygdom, sikkert pest.

I forbindelse med Eriks oprør mod sin fader var kong Magnus' yndling, Benedikt Algotsson, jaget i landflygtighed i Danmark. Men ved nyheden om forsoning mellem fader og søn valgte han at vende tilbage til Skåne og Sverige. Her blev han dræbt, muligvis af broderen til hans forskudte hustru.

Efter Eriks død havde Magnus ikke længere brug for Valdemar. Tværtimod forbandt han sig med hertug Albrecht af Mecklenburg imod Valdemar, som om trolovelsen mellem hans søn Håkon og prinsese Margrete ikke havde fundet sted.

Kong Valdemar havde ikke glemt at Magnus havde brudt sit løfte om at overgive ham Helsingborg efter at han havde erobret det meste af Skåne for hans sag - til ingen nytte.

Kalkmaleri i Benestad Kirke nord for Ystad fra omkring 1350, som viser Eva som skammer sig over sin nøgenhed

Kalkmaleri i Benestad Kirke nord for Ystad fra omkring 1350, som viser Eva som skammer sig over sin nøgenhed. Foto Danske Kalkmalerier.

Sjællands Krønike skriver at i Juni 1360 erobrede Valdemar Skånelandene: "Ved samme tid samlede kong Valdemar en stor hær og tog sin søn hertug Christoffer med og for med krig til Skåne, hvor han kraftigt drev på med belejring af Helsingborg. Endelig kom Sveriges konge Magnus, og da han så at han ikke mægtede at gøre modstand, overgav han af sig selv ovennævnte borg på mange betingelser, og da Valdemar havde fået Helsingborg tog han med magt adelens borge i samme land. Stormændene bad kongen om nåde og blev af god vilje hans mænd. Slottet Lindholm erhvervede og vandt han næsten ufortøvet dels ved trusler og dels ved mange penge i året 1361."

En skånsk årbog fortæller lakonisk: "Kong Valdemar af Danmark fik Skåne ved våbenmagt og Helsingborg Slot ved overgivelse af kong Magnus af Sverige."

Lunde ærkebispers Krøniker siger: "Ligeledes var det i denne ærkebiskops tid at førnævnte Valdemar IV satte over til Skåne med en skare folk og begyndte belejringen af Helsingborg Slot dagen før Knud konges dag, og hele Skåne, Halland og Blekinge fik han og drev kong Magnus ud af det land. Og på samme tid var der stor dødelighed i Danmark."

16. Erobring af Øland og Gotland 1361

Krigen mod Magnus af Sverige var ikke bragt til ende med erobringen af Skånelandene. Valdemar måtte nødvendigvis presse på og kæmpe videre, indtil Magnus var rede til at anerkende den ny tingenes tilstand.

Istedet for at trænge op i Sverige gennem Gøtalandenes øde og barske landskaber, som både Svend Grathe, Erik Klipping og Erik Menved havde gjort med ringe success, valgte han at vende sig mod Øland og Gotland, som var langt mere tilgængelige.

Valdemar Atterdags hær udkæmpede tre slag på Gotland

Valdemar Atterdags hær udkæmpede tre slag på Gotland. Hæren gik i land omkring Fröjel 34 kilometer syd for Visby, og vi kan gætte på at her stod det første slag. Det andet slag stod ved broen Ejmundsbro nær Mästerby. Det tredie slag stod ved Visbys bymur nær Solbergas nonnekloster. Foto Wikipedia.

Den Lübske Krønike skriver: "I det Herrens år 1360 samlede kong Valdemar af Danmark en stor hær og sagde at han ville bringe krigerne derhen, hvor der var nok af guld og sølv, hvor svinene åd af sølvtrug, og han førte dem til Gotland og slog mange til riddere der, eftersom bønderne var ubevæbnede og uvante med kamp."

Den Sjællandske Krønike beretter: "Kong Valdemar, som ikke ville sove tiden hen til ingen nytte, men snarere holdt af at kaste sig over sagesløse folk, samlede en stor flåde med mandskab og søgte til hr. kongen af Sveriges land".

Kongen gik først i land på Øland. Sjællandske Krønike siger: "Han angreb Øland og lagde sig for Borgholm der på øen, indtog slottet og lagde sine egne befalingsmænd der, befæstede slottet og undertvang hele øen."

Den 22. juli 1361 gik Valdemars hær i land på Gotlands vestkyst ved Fröjel 34 kilometer syd for Visby. Hæren bestod af 2.500 mand heraf 200 ryttere og mange armbrøstskytter, som alle var erfarne og veltrænede efter 20 års kampe på Fyn, i Jylland, i Nordtyskland og i Skåne.

En armbrøstskytte spænder sit våben

En armbrøstskytte spænder sit våben. Der var flere forskellige spændemetoder. Denne skytte går ned i knæ og fæstner strengen til en krog i sit bælte. Derefter retter han sig op og så er buen spændt. Armbrøstskytter var meget effektive, men man mente at det var en unfair og uridderlig kampmetode, hvilket dog ikke generede Valdemar. Kirken mente at armbrøsten var djævlens opfindelse. Konciliet i Rom 1139 påbød at armbrøster ikke måtte anvendes mod kristne, men kun mod kættere og hedninger, dog fik forbuddet meget ringe efterlevelse. Foto BenjaminRose.com.

En stor del af hæren var ganske givet professionelle soldater, mange var sikkert tyskere. Men vi kan tro at en stor del af armbrøstskytterne var danske, da Sjællandske Krønike for 1355 skriver: "Fremdeles kundgør han at fogederne, hver og en, skal sende ham en skytte til Kolding til Kyndelmisse." Et andet sted taler krøniken om "bønder med kirkernes armbrøster"

Både "Den Sjællandske Krønike" og den svenske "Libellus de Magno Erici Rege" fortæller at Valdemars hær og det lokale ledingopbud udkæmpede tre slag. Men de fortæller ikke hvor. Sjællandske Krønike siger: "Endelig drager han derfra lige til Gotland, hvor han med sine mænd i tre slag tilkæmper sig sejren og vinder hele Gotland næsten uden tab medens uendelig mange af øens mænd må lade livet."

Måske har det første slag været udkæmpet ved selve landgangen, men det er blot et kvalificeret gæt.

Stenkorset ved Mästerby

Stenkorset ved Mästerby markerer det andet slag mellem Valdemar og Guterne. Foto Michael Meichsner.

For at komme fra Fröjel til Visby måtte Valdemars hær krydse den brede Suterting Å over den eneste bro. Ejmundsbro, som lå ved Mästerby, og også blev kaldt "Gotlands nyckel", for på begge sider af den var ufarbare marskområder. Nær den gamle bro står et stenkors med en næsten ulæselig indskrift: "AD MCCCLXI Jacobi" altså "Anno Domini 1361 Sct. Jacobsdag", som er 24. juli, hvilket passer godt med Valdemars erobring.

Arkæologiske undersøgelser omkring korset og broen har resulteret i talrige fund af armbrøstbolte, lansespidser og rester af sværd og ringbrynjer. Hvilket altsammen indikerer at her stod det andet slag mellem Guterne og Valdemars hær.

Sognepræst Hans Nielssön Strelow skrev i 1633 at Valdemar i to dage mødte modstand fra bønderne ved Mästerby. Valdemar rejste et kors for at ære for de tapre bønder. Så fortsatte han mod Visby.

Fem dage efter landgangen, 27 juli 1361, en usædvanlig varm sommerdag, viste Valdemars hær sig ved Visbys massive bymur.

Hovedskal af en af de faldne ved Visby

Hovedskal af en af de faldne Guter ved Visby. Han er ramt af ikke mindre end tre armbrøstbolte, og desuden har han fået kraniet knust i venstre side. Foto Military Wiki.

Den Lübske Krønike beretter at en hastigt sammenskrabet ledinghær havde taget opstilling udenfor murerne mellem Visbys bymur ved Söderport og det nærliggende Solbergas nonnekloster. De var klædt i gamle slidte rustninger og bevæbnet med, hvad der var for hånden, da de blev kaldt til våben.

De Gutiske bønder blev efter al sandsynlighed massakreret af Valdemars erfarne og veludrustede soldater. Præsten Strelow fortæller at 1800 Gutiske bønder faldt. Den Sjællandske Krønike siger at "uendelig mange af øens mænd måtte lade livet," Den Lübske Krønike fortæller at Valdemar dræbte overmåde mange folk.

Moderne udgravninger har indtil nu fremdraget omkring 1.185 skeletter i tre ud af fem massegrave. De faldne var stadig iført deres ringbrynjer, hjælme og rustninger da de efter alt at dømme blev begravet hulter til bulter i al hast på grund af det varme sommervejr.

Valdemarskorset ved Visby

Efter slaget udenfor Visbys bymur satte man et kors over gravene, som kaldes Valdemarskorset. Det bærer indskriften: "I de Herrens år 1361, tredjedagen efter sankt Jacob, faldt Guterne for danskernes hænder uden for Visbys porte. Her er de begravet. Bed for dem." Foto Gotlandupporchner.

Det har vist sig at mindst en tredjedel af den gotlandske hær ved Visby bestod af mindreårige, ældre og krøblinge. Hver femte mand næppe fyldt tyve år, nogle var rene børn, og en ud af hver syv var over 55 år. Mindst fire var pukkelryggede og adskillige var stivbenede, halte eller på anden måde invalide. Deres hoveder var gennemborede af op til flere armbrøstbolte per kranie og knuste af stridskøller. Der var op til syv læsioner per kranie. Deres ben var huggede over af økser og sværd. Det synes at have været en almindelig kampteknik at gå efter benene og når offeret faldt, knuse hans kranie.

Måske var mange voksne Gutiske mænd faldet allerede ved Mästerby.

Skeletfundene viser at Valdemars armbrøstskytter har været en afgørende faktor i slaget. Sandsynligvis har de overdænget Guterne med en byge af bolte, før de nåede så meget som at løfte et sværd.

Man undrer sig over at den Gutiske hær tog opstilling foran bymuren, og ikke gik ind i byen og forskandsede sig bag de solide mure.

Visbys bymur

Visbys bymur, hvorfra de Hanseatiske købmænd overværede massakren på den Gutiske leding hær. Oprindeligt var byens indbyggere utvivlsomt Gotlændere, men på Valdemars tid var Visby domineret af Tyske købmænd. Byen var en Hansestad, som i rigdom og størrelse kun stod tilbage for Lübeck. Foto Stern Wikipedia.

Sjællandske Krønike fortsætter: "Derpå rykker han frem mod Visby, som af sig selv åbner sig for ham. Han driver guld og sølv, pelsværk af forskellig art og umådelig mange andre skatte af byen og kom så med sine folk lykkeligt og vel hjem til sit eget land."

Lübske Krønike fortæller at efter bøndernes nederlag overgav byens borgere sig uden kamp og udleverede deres kostbarheder: "Han drog frem for staden Visby, men de gik ham i møde udenfor byen og overgav sig til kongens nåde, da de godt så at modstand var umulig. Således fik han øen i sin magt og tog en svær skat i guld og sølv af byens borgere og for så derfra."

17. Første Krig mod Hansestæderne 1362-1363

De svenske adelsmænd var forbitrede over Valdemars erobring af Skånelandene, som de havde købt så dyrt, og de gav kong Magnus skylden, selvom de ikke selv havde rørt en finger for at hjælpe ham med at forhindre dette i at ske. De tvang kongen til at bryde forlovelsen mellem hans søn Håkon og Valdemars datter, Margrete.

En delegation af svenske adelsmænd sluttede i juni 1361 aftale med grev Henrik af Holsten-Rendsborg om at Håkon istedet skulle ægte grev Henriks søster Elisabeth, den samme, som i 1340 var tiltænkt Valdemar.

Valdemar Atterdag brandskatter Visby

Valdemar Atterdag brandskatter Visby på Gotland. Maleri af Carl Gustaf Hellquist fra 1882, som hænger på det svenske Nationalmuseum i Stockholm. I svensk historieskrivning kaldes han for "Valdemar den Onde" på grund af hans plyndring af Visby. Han ses på maleriet i øverste højre fjerdedel som en skummel ondskabens fyrste, der overvåger den skånselsløse plyndring. Foto Carl Gustaf Hellquist Wikipedia.

Midt under et møde i Greifswald august 1361 mellem de Vendiske og Preussiske stæder indløb nyheden om kong Valdemars erobring og brandsaktning af Visby. Forsamlingen fyldtes med forfærdelse og forbitrelse mod Danmarks konge. Forsamlingen besluttede straks at al handel med Danmark skulle forbydes. Der blev straks indledt forberedelser til at samle alle hansestæder til krig mod Danmark.

Det var første gang at de ellers fredselskende stæder greb til militære midler, og det var første gang de handlede i enighed, og det kom som en overraskelse for Valdemar. I øvrigt var det kun Danmark og Norge, som det gik ud over. De angreb hverken før eller siden andre fyrste- eller kongedømmer i forening.

Kieler Hansekoggen

Kieler Hansekoggen er en rekonstruktion af Bremen Hanse koggen fra omkring 1400. Her ses Kieler koggen på Roskilde Fjord. Foto Christer Westerdahl.

Delegationen af svenske adelsmænd rejste fra Holsten direkte videre til Greifswald, hvor de mødte repræsentanter for en række hansestæder og den Tyske orden og aftalte detaljerne i samarbejdet mellem kongerne, Magnus og Håkon, og stæderne. Kongerne skulle være klar til at begynde felttoget førstkommende Mortensdag, som var 11. November 1361.

De svenske adelsmænd handlede fuldstændigt egenmægtigt på kongernes vegne, og kong Magnus vidste ikke, hvad de havde lovet i hans navn, og fik det end ikke at vide ved deres hjemkomst, da de nægtede at vise ham de underskrevne breve.

Men det svenske kaos var årsag til at felttoget blev udsat flere gange og først i juni 1362 kunne en flåde sejle op gennem Øresund under anførsel af Lübecks borgmester, Johan Wittenborg. Den bestod af 27 kogger og 25 mindre skibe med 2.730 væbnede mænd ombord foruden sømænd og troskarle.

Den oprindelige plan var at angribe København, men efter anmodning fra de Svenske konger fortsatte flåden til Helsingborg. Meningen var at svenskerne skulle angribe slottet fra land samtidig med at Hansa-flåden angreb fra søsiden.

Hansestædernes flåde lagde sig ud for Helsingborg som aftalt, men den svenske hær kom ikke. De svenske adelsmænd, som havde været så ivrige for at få koalitionen i stand viste sig at være meget lunkne, når det drejede sig om deres egen fysiske krigsindsats.

Helsingborg Slot og Kärnan omkring 1580

Helsingborg Slot og Kärnan omkring 1580. Slottet lå højt i terrænet og var svært at angribe. Foto: From printed, older book Wikipedia.

Efter nogen tid blev Johan Wittenborg træt af at vente og sendte sine krigere og krigsmaskiner i land og påbegyndte selv belejringen.

Imidlertid, Helsingborg Slot var en meget stærk fæstning og selv om krigsmaskinerne uophørligt beskød slottets mure uge efter uge, viste der sig ingen tegn på overgivelse.

Men kort efter Sct. Kilians dag 1362, som er 8. juli, viste kong Valdemar sig på havet ud for Helsingborg med en stærk flåde - sikkert en tidlig morgen. Han gik direkte løs på de sparsomt bemandende hanseatiske skibe, der blev fuldstændig overrumplede. Johan Wittenborg og hans mænd kunne blot afmægtigt se på, medens kongen tog alle deres skibe og alt deres forråd og krigsforsyninger.

Da Valdemar derefter gik i land med sin hær indså Johan Wittenborg at uden forsyninger og uden kontakt med hjemlandet ville hans hær blive ødelagt og derfor bad han om våbenstilstand, hvilket han fik tilstået.

Hansestæderne udregnede selv at det ville koste dem den uhyrlige sum af 202.000 mark sølv at løskøbe alle de krigsfanger, som Valdemar havde taget. Det uheldige krigstogt blev skæbnesvangert for Johan Wittenborg. Sjællandske Krønike skriver: "Men deres fører, Johan Wittenborg, borgmester i Lübeck blev offentlig halshugget på torvet i Lübeck foran rådhuset eftersom han hverken havde kunnet ødelægge Helsingborg eller lægge Danmark under stæderne."

Da kongerne, Magnus og Håkon, endeligt rykkede ind i Sønder-Halland med en hær senere på året 1362, fandt de at der var sluttet våbenstilstand. Stæderne gav de Svenske konger skylden for nederlaget fordi de ikke var kommen som aftalt. Som kompensation fik de overdraget Øland med slottet Borgholm, som i mellemtiden havde frigjort sig fra danskerne.

18. Mellemkrigstiden 1362-1367

Våbenstilstanden blev forlænget i Rostock november 1362, men selve freden lod vente på sig.

Tyskebryggen i Bergen

Tyskebryggen i Bergen. Tegning R. Christiansen.

Magnus og Håkon, kongerne af Sverige og Norge, var blevet trætte af at deres adelsmænd behandlede dem som rene formaliteter. Sveriges mægtigske mænd var hemmeligt deres fjender. De trodsede deres myndighed, pålagde dem forpligtigelser, som de ikke selv gjorde det mindste for at hjælpe dem med at overholde, indviklede dem i krige, som de ikke hjalp dem med at føre, og når det så gik dårligt gav de kongerne skylden.

Derfor besluttede kongerne at det ville være mere fordelagtigt for dem at være på god fod med Valdemar end at være hans fjende.

I Norge var Hansa-købmændene desuden meget upopulære, fordi de ignorede landets love, myndighedernes regler og påbud og handlede i småpartier, selvom de ikke måtte.

Der er også noget som tyder på at de følte sig hævet over den gemene hob. I 1367 sendte Hansedagen i Lübeck brev til deres kontor i Bergen: "Vi beder Eder alvorligt at I holder fred og enighed med Nordmændene og ikke anser dem for at være alt for enfoldige og ynkelige. Da vi desuden ved at der blandt Eder findes flere letsindige og løstungede mennesker, beder og befaler vi Eder at holde slige folk i tøjle så de ikke fremfører ærekrænkende eller usømmelige ord mod fyrster, herrer eller andre gode mænd, hvoraf fortræd kan opstå. Vover nogen det, og der klages derover til os, vil vi straffe ham så eksemplarisk at andre skal tage sig i vare."

Dronning Blanche af Sverige i Trondheim Domkirke

Skadet hoved fra Trondheim Domkirke, som ifølge prof. Jan Svanberg sandsynligvis forestiller dronning Blanche af Sverige Foto: Furstebilder från folkungatid af J. Svanberg Wikipedia.

I december 1362 var grevinde Elisabeth af Holsten - den samme Elisabeth, som i 1340 var tiltænkt Valdemar - på rejse fra sit hjemland til Sverige for møde sin tilkommende, som var kong Håkon af Norge. Men en storm tvang skibet til at søge tilflugt i en havn på kysten af Skåne. Ærkebiskop Niels af Lund lod hende tilbageholde.

Valdemar betænkte sig ikke med at søge kontakt med kongerne Magnus og Håkon. De kom til en forståelse, og brylluppet mellem kong Håkon af Norge og prinsesse Margrete af Danmark fandt sted i København 1363 søndag efter påske, som var 9. april, i overværelse af kong Magnus og dronning Blanche af Sverige.

Umiddelbart efter brylluppet blev dronning Blanche syg og døde få dage efter.

Også Valdemars eneste søn, Christoffer, tyve år gammel, blev syg og døde. Sjællandske Krønike skriver: "Samtidigt døde også Valdemar Dankonges søn, Christoffer, hertug af Lolland og Halland - Han var syg i nogle uger, og sygdommen forlod ham ikke - og med højtidelig begængelse blev han stedet til hvile i Roskilde Domkirke."

Margrete var på dette tidspunkt 11 år gammel og blev derfor overladt til den Hellige Birgittas datter, Merete, der opdrog hende sammen med sin egen datter, og ofte lod pigerne smage riset.

Hen på sommeren blev Elisabeth sendt tilbage til Holsten. Hun tog ydmygelsen meget nær og gik kort tid efter i kloster.

En egentlig fredsaftale lod vente på sig. På et stort forligsmøde i Nykøbing Falster i maj 1363 afviste stæderne kong Valdemars fredsforslag. Da Erik af Sachen Lauenburg fremførte kongens forslag påny i Lübeck i juni, blev det igen afvist.

I oktober 1363 gav Valdemar rigsrådet bemyndelse til at føre regeringen og træffe alle afgørelser vedrørende landets styre og drog selv ud på en længere rejse ned i Europa.

Valdemar Atterdags udlandsrejse i 1363-1364

Valdemar Atterdags udlandsrejse i 1363-1364. Foto Sven Tägil Valdemar Atterdag och Europa.

Med et ganske betydeligt følge drog han først over Wolgast til Krakow, hvor han opholdt sig i to måneder og overværede kejser Karl 4's bryllup med Elisabeth, datter af hertug Bogislav af Wolgast. Derefter ledsagede han sammen med hertug Ludvig af Brandenburg det nygifte par til Prag, hvortil han ankom 2. Januar 1364. Han forlod den kejserlige stad omkring 2. Februar og rejste over Strassbourg til paven i Avignon, hvor han blev modtaget midfastedag, som er 3. marts.

Efter tre måneders ophold ved Kurien, forlod Valdemar og hans følge omkring 6. juni Avignon og drog nordpå til Flandern. Her var det hans hensigt at sætte over Kanalen og mægle i hundredeårskrigen mellem Edward 3. af England og Johan den Gode af Frankrig, idet denne sidste sad som fange i London efter at have tabt slaget ved Poitiers. Men imidlertid kong Johan døde, og derfor blev mæglingen opgivet.

Derefter rejste kongen til Køln hvor han besøgte De Hellige Tre Kongers Grav og skænkede dem tre guldkroner og de fattige og kirkerne 1000 mark. Derfra drog han tilbage til Danmark. Det er uvist hvornår han kom tilbage til landet, men det første sikre vidnesbyrd er 4. November 1364, hvilket antyder at hele hans udlandsrejse varede godt et år.

I juni 1364, medens han var borte, sluttede rigsrådet endnu en våbenstilstand med stæderne ved hertug Barnim af Stettins mellemkomst.

I september 1364 nævnes Henrik som hertug af Jylland, og man må konkludere at kongens ven, hertug Valdemar, må være død. Hertug Henrik Valdemarsen skulle vise sig at være anderledes fjendtligt indstillet overfor Danmark, end hans fader havde været.

Under Valdemars fravær var sket store ting i Sverige. Ikke så snart han var gået fra borde ved Wolgast i 1363 og vendt blikket sydover, før en delegation af svenske adelsmænd henvendte sig til hertug Albrecht af Mecklenburg og bad ham udpege en af sine sønner som svensk konge, idet disse jo via moderen var af svensk kongeblod. Albreckts hustru Eufemia var nemlig datter af den berømte hertug Erik Magnusson af Södermanland og Ingeborg af Norge.

Albrecht 3. af Mecklenburg på detalje af hans samtidige gravmonument i Bad Doberan

Albrecht 3. af Mecklenburg på detalje af hans samtidige gravmonument i Bad Doberan Klosterkirke. Foto Jacob Truedson Demitz for Ristesson Wikipedia.

Den svenske konge, Albrecht af Mecklenburg, var således ikke en tilfældig tysk eventyrer, som havde svungen sig op til konge af Sverige. Hans morfar var søn af Magnus Ladelås, hans mormor var datter af kong Håkon af Norge og efterkommer af Erik Plovpenning.

Albrecht af Mecklenburgs udvalgte søn, som også hed Albrecht, drog derfor med svenskerne og en hær til Sverige i slutningen af 1363, og i starten af 1364 lykkedes det at få ham valgt til svensk konge.

I Slaget ved Enköping mellem Västerås og Stockholm i marts 1365 besejrede han Håkon og Magnus, hvilken sidste blev sat i et fangenskab, som varede indtil 1371, da han opgav sine krav på Sverige.

Det lykkedes imidlertid Håkon at undslippe og derefter rejse til Danmark for at bede om hjælp hos sin svigerfader, Valdemar.

Men kongen drog ikke i felten i Sverige med det samme, idet han ønskede sikre sin ryg først.

I Juli 1365 i Kolding sluttedes fred mellem kongen og greverne af Holsten, hvor det blev bestemt at Ærø, Tåsinge og den sydlige del af Fyn, nu var på kongens hånd. Hvorledes det var gået til, fortælles ikke.

I september 1365 kom det til fred mellem kong Valdemar, de Danskes, Venders og Goters hersker, og de tolv stæder, Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund, Bremen, Hamburg, Kiel, Greifswald, Anklam, Stettin, Stargard og Colberg, som indeholdt detaljerede bestemmelser for en række afgifter og rettigheder vedrørende deres handel i Danske købstæder.

Aalholm Slot i 1600-tallet

Aalholm Slot i 1600-tallet. Foto: Peder Hansen Resen (17. juni 1625 - 1. juni 1688) - Nordens Historie by Niels Bache Wikipedia.

Først i maj 1366 rykkede en dansk hær ind i Sverige under ledelse af hertug Erik af Sachen-Lauenburg samtidig med at kong Håkon angreb fra nord med en Norsk hær. Om dette felttog vides kun at hertug Erik hurtigt tog Væhrend og Finnveden i det vestlige Småland og desuden Varberg i Nørre Halland og Elfsborg ved Gøtelvens munding. Allerede i juni - siges det - nåede kong Håkon frem til Østersøen og tog Øland med Borgholm.

Imidlertid, det var ved denne lejlighed at hertug Albrecht - altså den nyvalgte Svenske konges fader - mødtes med kong Valdemar på Aalholm Slot på Lolland 28. Juli 1366 og aftalte at:

(1) Valdemar skulle have det område, som hertug Erik havde erobret inklusive Nørre Halland, og desuden skulle han beholde Gotland med Visby.

(2) Kong Albrecht skulle beholde hele resten af Sverige og Valdemar skulle forsvare ham i denne besiddelse også mod Kong Håkon, hvis denne ikke ville anerkende nærværende forlig.

(3) De to landes rigsråd skulle mødes ved Kalmar til Kyndelmisse og vedtage traktaten.

(4) Der skulle være evig fred mellem kongerne Albrecht og Valdemar.

Aalholm traktaten repræsenterer et regulært forræderi mod forbundsfællerne Håkon og Magnus. Man kan tro at det er opspind og bagvaskelse, men traktaten eksisterede endnu i 1939, både i det Danske og det Mecklenburgske rigsarkiv.

Kalmar Slot

Kalmar Slot. Det firkantede tårn er fra middelalderen. Foto: Pudelek Wikipedia.

Men historikeren Peter Lundbye påpeger at det ville have været ganske utænkeligt at det Svenske rigsråd skulle skulle have anerkendt disse betingelser, idet de var selve årsagerne til oprøret, valget af Albreckt som konge og selve krigen. Faktisk repræsenterer traktaten et endnu større forræderi begået af hertug Albrecht mod sin egen søn og Sveriges sag.

Modsat kong Albrecht, dukkede Valdemar og hans rigsråd ikke op i Kalmar til Kyndelmisse i 1367, hvilket indikerer at traktaten har været et overdrevent snedigt forsøg fra Valdemars side på at skille hertug Albrecht fra hans søn og det Svenske rigsråd. Desuden kan man tro at det var ved denne lejlighed at Valdemar kom i besiddelse af Nørre Halland.

Den hellige Birgitta af Vadstena sammenlignede kong Valdemar med en ulv og hertug Albrecht med en ræv. I lyset af traktatens indhold må man sige at ulven og ræven i sandhed mødtes på Aalholm og udvekslede ulve- og rævekager.

19. Anden Krig mod Hansestæderne 1367-1370

I middelalderen brugte man enorme mængder af salt til konservering af fisk og kød. Det meste af saltet blev udvundet i Lüneburgs saltminer ikke langt fra Lübeck, og det har sikkert været de Lübske Hanse-købmænds første eksportvare.

Det er kendt at de hanseatiske købmænd handlede inderfor et system af privilegier, rettigheder og forbindelser, som andre ikke umiddelbart kunne bryde ind i. Hvis en tilfældig købmand fra en dansk købstad kunne skaffe startkapital, kunne han ikke bare sejle til Lübeck og købe noget salt fra de Lüneburgske saltminer. De solgte sikkert kun til dem, som de kendte og havde aftaler med.

De købte saltede og tørrede fisk i Skåne og Norge og solgte dem i hele Nord Europa. De handlede med hvede, rug, havre, malt, humle, tørrede ærter, tysk øl, uld, flandersk og engelsk klæde, russisk pelsværk, svensk jern og kobber, preussisk tømmer, hamp, hør og tjære og meget mere.

Et hanseatisk købmandshus

Et hanseatisk købmandshus omkring år 1500. Til venstre bliver varerne vejet, til højre bliver en forretning aftalt og indført i hovedbogen. Foto Store Nordiske Leksikon.

Der er ingen tvivl om at Valdemar Atterdag havde en ret negativ holdning til Hanse-købmændene. Ofte lod han dem vente, selvom de var indbudte til forhandling, og det skete også at han stillede nye og uventede krav, lige når de troede at en aftale var i hus.

Man kan mene at han ud fra sine ridderlige idealer foragtede kræmmerne. Men man kan jo også tro at han mente at noget af den rigdom, som ophobedes i Hansestæderne retteligt burde ophobes i de Danske købstæder.

De Hanseatiske købmænd var meget misfornøjede med de afgifter og regler, som begrænsede deres handel i de nordiske lande, men deres egen opførsel var ikke for god. I et brev fra kong Magnus fra 1353 hedder det: "De slog, sårede og dræbte ofte folk i hans rigers havne, uden at rette for sig. De nedrev eller brændte kronens huse, de indførte fordærvet øl, slet mel og forfalsket humle. De holdt smugkroer til udskænkning af stærke drikke, de solgte tøjer i alenmål. De anfaldt med blanke våben de Danske fiskere, der ville deltage i sildefangsten uden at yde erstatning for voldsgerningen. Deres fogeder tilrev sig domsudøvelse i sager om hug og sår. De udvidede grænserne for deres fed."

Hanseatisk skib fra 1300-tallet

Grafisk rekonstruktion af Hanseatisk kogge fra 1300-tallet. Foto H.F. Helmolt, History of the World 1902. Wikimedia.

På Hansedagene i Stralsund i juni og juli 1367 forlangte de delegerede at kong Valdemar skulle give dem erstatning for tab, som de havde lidt i Danmark. De afviste at møde op til forhandlinger i Danmark af frygt for deres sikkerhed. Mødet vedtog sanktioner mod Danmark og Norge i form af forbud mod at sælge disse lande våben, bryggerkar, jern, stål og humle.

En delegation fra stæderne mødtes dog med kong Valdemar i Falsterbo 22. August 1367. De klagede over de forurettelser, som de mente at have lidt under siden fredsslutningen i 1365. Kongen svarede at Lübeck ikke havde betalt den af kejseren anviste byskat.

Efter forslag fra de Preussiske stæder blev der indkaldt til et stort Hanse-møde i 1367 i Køln Mortensdag, som er 11. November.

Alle Danmarks fjender vejrede morgenluft. Grev Henrik af Holsten-Rendsburg ægtede hertug Albreckts datter og genoplivede det traditionelle forbund mod Valdemar bestående af hertugen af Mecklenburg, de Holstenske grever, hertug Henrik af Jylland og en række Jyske adelsmænd.

De Svenske adelsmænd nærede et uforsonligt had til kong Magnus, fordi han havde indskrænket deres skattefrihed, men i 1368 accepterede de exceptionelt at betale halvdelen af deres indtægter til kong Albrecht, hvilket offer kun kan forklares med deres frygt for at komme under den strenge og hensynsløse kong Valdemar.

Sildefangst i Øresund

Ifølge Adam af Bremen stod silden ved den skånske kyst så tæt, at fiskene lod sig øse af havet med de bare hænder. Den skånske sild blev eksporteret over hele Europa i middelalderen som en meget populær luksusfødevare, især i fastetiden, hvor ingen måtte spise kød.
Hansestæderne var først og fremmest interesseret i området omkring Øresund af hensyn til det årlige sildefiskeri og sildemarked. De ønskede fuld adgang til markedet, privilegier og lave afgifter. Foto Olaus Magnus: Sildefiskeri (1555) Wikipedia.

I alt 43 Hansestæder var repræsenterede på det store møde i Køln. De kom fra fra Livland, Preussen, Nordtyskland og Nederlandene. Mødet resulterede i at de ellers fredselskende købmænd 17. november 1367 vedtog en krigserklæring mod Danmark og Norge: "Formeddels den mangfoldige uret og skade, som Danmarks og Norges konger havde gjort mod købmændene, ville de være deres fjender og hjælpe hinanden troligen med at udruste skibe og krigsfolk." Derefter fulgte en liste over hvor mange skibe og krigsfolk de enkelte stæder skulle bekoste.

På et møde i Wismar 25. Januar 1368 aftalte fyrsterne og de oprørske Jyske adelsmænd hvorledes Danmark skulle deles imellem dem efter sejren.

Skåne, Halland, Blekinge og Gotland skulle tilfalde kong Albrecht. Hertug Albrecht skulle have Sjælland, Møn, Falster og Lolland og greverne af Holsten skulle have Jylland og Fyn. De oprørske jyske stormænd lovede at stå hertug Henrik af Jylland bi og ikke slutte fred med kongen, før de havde skaffet ham Langeland.

På et følgende møde i Lübeck 2. Februar fik Stæderne dog tilladelse til - efter den forventede sejr - at holde en del af Skåne, indtil deres omkostninger var dækket.

Den 5. Februar 1368 sendte Lübecks byråd 27 enslydende breve til Europas fyrster og biskopper, som i stærke farver beskrev Valdemars forbrydelser. "Danekongen havde hjemsøgt alle Hansaens købmænd med anholdelser, bånd og fængsel, med udpresninger, blodsudgydelse, manddrab og beslaglæggelse af varer og andre ejendele." Den 12. marts sendte rådet lignende breve til paven og kejseren.

Gåsetårnet i Vordingborg

Gåsetårnet i Vordingborg, som var Valdemarernes hovedstad. Vordingborg Slot blev grundlagt af Valdemar den Store omkring 1160. Valdemar Atterdag udvidede borgen til det største borganlæg i Danmark. Borgen fik en 770 meter lang og 8 meter høj ringmur, som blev forsynet med fire hjørnetårne, hvoraf Gåsetårnet er det eneste bevarede. Navnet Gåsetårnet kommer fra en gylden gås, som kongen lod sætte øverst på spiret for at håne Hansestæderne. Ifølge legenden modtog han 77 krigserklæringer fra lige så mange hansestæder i 1368, til hvilket han kommenterede "77 gæs og 77 høns betyder intet - " Faktisk modtog han kun 43 krigserklæringer. Sandsynligvis brugte han blot tallet 77 på samme måde som vi idag kan bruge 117 for at angive et latterligt tilfældigt tal, ved for eksempel at sige: "der er 117 grunde til ikke at gøre sådan og sådan.". Den nuværende gås blev først sat op i 1871 sammen med det nuværende kobberspir. Foto: Peder Hansen Resen - Nordens Historie by Niels Bache Wikipedia.

Stædernes fejdebreve blev deponeret i Lübeck og de 43 breve blev afleveret samtidigt til kong Valdemar. På omtrent samme tid må han have modtaget fejdebreve fra de forenede fyrster, hertug Henrik af Jylland og de oprørske jyder. En stor del af den Danske hær var allerede bundet i kampe mod kong Albrecht i Sverige.

Kongen udnævnte Henning Podebusk af Rügen til Danmarks Riges Høvedsmand, som sammen med kongens og Rigets råd skulle styre landet på bedste måde, medens han selv sammen med Erik af Sachen-Lauenburg i hemmelighed, 6. april 1368, afsejlede fra Vordingborg mod Tyskland med en betydelig sum penge for der at finde støtte i kampen mod Danmarks fjender.

De fordømte føres til Helvedes flammer på dommedag

De fordømte føres til Helvedes flammer på dommedag. Kalkmaleri fra omkring 1350 i Skibby Kirke syd for Fredrikssund. Foto kalkmalerier.dk.

I april 1368 brød stormen løs.

Fjenderne fulgte det fordelingsskema, som de havde aftalt i Wismar i Januar. Stæderne koncentrerede sig om Øresundsområdet. Kong Albrecht rykkede ind i Skånelandene og hertug Albrecht tog sig af resten af Sjælland og øerne medens de Holstenske grever angreb Jylland og Fyn.

Danskerne stategi var udpræget defensiv og krævede ikke overlegen taktisk ledelse. Der var ingen store afgørende slag til vands eller lands. De trak sig overalt tilbage til mange velbefæstede og godt forsynede borge og lod fjenderne forbruge deres proviant, militære forsyninger og ikke mindst penge - til de dyre soldaters sold - foran slottene. Således som de svenske adelsmænd havde ruineret Erik Menved i 1309.

Flere historikere har bebrejdet Valdemar at han undveg til Nord-Tyskland. Men lad os forestille os at kongen i stedet havde forskanset sig en af borgene. Så ville koalitionen af præcis denne grund have sat alt ind på erobre netop denne borg, og de ville have vundet den, for ingen borge kan modstå belejring for evigt, således som selv den stærke borg i Helsingborg faldt i december 1369 efter lang tids belejring. Så ville kongen være kommet i koalitionens hænder, og de ville have stillet en mængde uhyrlige krav for hans løsladelse, således som greven af Schwerin gjorde med Valdemar Sejr og grev Gerhard gjorde med Christoffer 2. Men alt dette undgik Danskerne ved at kongen istedet tog til Nord-Tyskland og der arbejdede for at rejse fyrsterne mod de oprørske købmænd.

Stæderne angreb straks København, som overgav sig den 2. maj 1368 - andre kilder siger dog at slottet først overgav sig 16. juni. Byen blev plyndret og derefter gjort til base for Hanse-flåden. Amager, Hven, Helsingør, Malmø, Skanør og Falsterbo blev ligeledes erobret af Hanseaterne.

Samtidig rykkede Kong Albrecht med en stor hær ind i Skåne, hvor han tog Lund og Ystad, men blev slået tilbage foran Helsingborg og Varberg.

Hertug Albrecht angreb de sydlige øer og fik snart Stegeborg, men måtte opgive at tage Aalholm, Ravnborg og slottet i Nykøbing.

King Albrecht af Mecklenburg og hans fader hertug Albrecht af Mecklenburg

Kong Albrecht af Sverige til venstre og hans fader hertug Albrecht af Mecklenburg til højre i Mecklenburgs Krønike. Fra Mecklenburgs Krønike. Wikmedia Commons.

De Holstenske grever forenede sig med de jyske oprørere og tog Riberhus, Skodborg og Koldinghus. I maj tog de Viborg. I september belejrede grev Claus Aalborghus, som til sidst måtte overgive sig. De indtog borgen i Randers. Derimod modstod Fikke Moltke på Nebbegaard, Chresten Vendelbo på Skanderborg, Jens Andersen på Bygholm og Niels Muus på Kalø med held de Holstenske angreb.

Greverne optrådte straks som herrer i landet. De kaldte sig "herrer af Jylland", de udstedte breve, hvor de brugte udtrykker "vort Rige". De inddrog krongods og deres modstanderes godser og gav det til deres egne tilhængere.

De Nederlandske Hanse-stæders flåde ankom til Norges kyst i april 1368 og anrettede store ødelæggelser over alt, hvor de kom frem. De lagde ind til Agder øst for Lindenæs og ødelagde 15 kirkesogne. De afbrændte byerne Marstrand, Kongshelle og Lødøse med alt, hvad der var i dem inklusive borge, kirker og klostre og desuden i hundredevis af omliggende bøndergårde.

I mellemtiden virkede Valdemar i Nord-Tyskland, somme tider med success, andre gang ikke. Hans plan var utvivlsomt at angribe fjenderne i ryggen - eller formå andre til at gøre de det - og derved tvinge dem til trække deres styrker tilbage fra Danmark.

Søslag i illustration i middelalderlig krønike

Søslag i illustration i middelalderlig krønike. Foto About History.

Casimir den Store af Polen lovede i 1363 at hjælpe Valdemar mod enhver fjende, når blot han fik 6 ugers varsel, men der kom ingen hjælp fra Casimir.

Men i en rapport til stæderne fra hertug Henrik af Mecklenburg - hertug Albrechts ældste søn - juni 1368 fortalte han at Valdemar havde købt fæstningen Boitzenburg i Uckermark nær grænsen til det Mecklenburgske Stargard, og han foretog omfattende hvervninger. Grev Henrik berettede videre at Valdemar havde opnået bistand fra markgreven af Brandenburg, hertug Barnim af Stettin og den Pommerske stormand Wedege von Bugenhagen.

Datidens kilder er enige om at kong Valdemar på dette tidspunkt rådede over store finansielle resourcer. På et møde i Lübeck juni 1368 blev oplyst til samtlige stæder at en stor pengesum var på vej fra Danmark til kong Valdemar, og de, som kunne opsnappe pengene, kunne beholde dem.

På et hansemøde i Rostock juli 1368 besluttede man at stille det samme beløb, som man gav til hertugen af Mecklenburg, til rådighed for hertug Bugislav af Pommern-Wolgast, hvis han ville angribe den danske konge.

Bremerkoggen fra 1380

I Bremen i fandt man i 1962 et velbevaret vrag af en kogge, som er dateret til 1380. Fundet er i dag udstillet på Deutsches Schiffahrts-museum i Bremerhaven. Dette er en rekonstrueret model af Bremerkoggen. Foto Heinz-Josef Lücking wikimedia commons.

Den Danske konges muligheder for at gå til modangreb i Nord-Tyskland kunne i sommeren 1368 betegnes som forholdsvis gode. Også i Danmark var situationen langtfra håbløs, da et flertal af landes borge stadig var behersket af kongetro styrker.

Hansestæderne fulgte Valdemars bevægelser i Tyskland meget nøje. På en Hansedag i Stralsund i Oktober 1368 tilrådedes medlemmerne at lægge stærke besætninger i slotte nær kongens opholdssted.

Det lykkedes Valdemar i august 1368 at gøre den unge hertug Magnus af Braunsweig-Lüneburg interesseret i en indsats for Danmark, idet han var forarget over at gemene købmænd angreb en fyrste. Kongen lovede ham 15.000 mark hvis han angreb stæderne og deres allierede. Dette gav anledning til eftertanke i Lübeck da konstallationen markgrev Otto af Brandenburg, hertug Erik af Sachen Lauenburg og hertug Magnus af Braunschweig kunne blive farlig for byen, da dens forbindelsesveje sydpå gik gennem begge disse sidste hertugers lande.

Kalkmaleri af Olav den Hellige i Skamstrup Kirke

Kalkmaleri af Olav den Hellige i Skamstrup Kirke mellem Kalundborg og Holbæk fra sidste halvdel af 1300-tallet. Foto Kirkernes billedbøger.

Imidlertid i november 1368 led Valdemars tilhænger, hertug Vartislaw af Pommern, et stort nederlag til Mecklenburgerne i et slag ved Damgarten vest for Stralsund. Derefter kølnedes de pommerske hertugers følelser for Valdemar, da de syntes at han ikke havde ydet dem nogen hjælp i krigen.

I slutningen af 1368 døde kongens ven og forbundsfælle, hertug Erik af Sachen-Lauenborg på Kalundborg Slot. "Han var en vennesæl mand" skrev Sjællandske Krønike. Han var i Danmark, sikkert fordi rigsrådet ønskede at han mæglede i krigen. I Sachen Lauenburg blev han efterfulgt af sin 14-årige søn, som også hed Erik. Magnus af Braunschweig blev hans formynder.

Rigsrådet i Danmark overførte nu mæglerrollen til den unge hertug Erik, hvilket vil sige hertug Magnus. Han fik positiv kontakt med Lübeckerne men havde dog ikke stor success.

Der var fredsforhandlinger med Valdemar i den Pommerske by Demmin nær grænsen til Mecklenburg i april 1369. Men Lübeckerne og Mecklenburgerne mistænkte gensidig hinanden for at søge seperatfred og der fremkom intet resultat.

Efter flere og omfattende ødelæggelser langs Norges kyster sluttede kong Håkon af Norge seperat våbenstilstand med stæderne i august 1369. Våbenstilstand skulle gælde i to år.

Skakbrik af hvalrostand fra 1300 årene

Skakbrik af grønlandsk hvalrostand fra 1300 årene fundet ved Juelsberg nord for Nyborg. Den er sandsynligvis et islandsk arbejde siges det. Foto Lennart Larsen Nationalmuseets Samlinger.

Stæderne satte i maj 1369 alle kræfter ind på at tage det vigtige Helsingborg Slot, som blev belejret af styrker fra Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Greifsfelt, Stettin, Colberg og Riga. Endog Mecklenburgske styrker deltog i belejringen. Den 8. september 1369 måtte slotskommandørerne Vicke Moltke og Hartvig Kale overgive sig.

Købmændenes naturlige interesseområde var Øresundsområdet med dets vigtige årlige sildemarked. Erobringen af Helsingborg Slot var krigens vendepunkt, idet stæderne dermed havde opnået deres krigsmål og derfor ikke længere havde den samme interesse i at fortsætte krigen.

Der havde allerede vist sig revner i den store koalition mod Danmark.

Brandenburg, Sachen-Lauenburg og Braunschweig angreb Mecklenburg i august 1369. De forsikrede selv at deres aktion intet havde med den Danske konge at gøre, og derfor var stæderne ikke forpligtet til at komme Mecklenburgs til hjælp. Stæderne accepterede forklaringen og ydede ingen militær hjælp til Mecklenburg.

Der var afgørende fredsforhandlinger i Stralsund 30. November 1369, hvor der sluttedes en foreløblig fred mellem stæderne og Danmark, som dog først skule have fuld gyldighed når den var accepteret af de øvrige krigsførende fyrster og stæder eller senest 1370.

Lübeck bysegl

Lübeck bysegl Foto Wikiwand.

Den danske delegation var på 25 mand ledet af Danmarks Riges Høvedsmand, Henning von Podebusk, formelt på kong Valdemars vegne. En stor del af delegationsmedlemmerne var høvedmænd på de mange danske borge, som stadig modstod koalitionens angreb, og derved blev modparten mindet om at Danmark langt fra var knækket.

Det blev bestemt at for en periode på 16 år skulle 2/3 af alle indkomster fra Skanør, Falsterbo, Malmø og Helsingborg med dertil hørende herreder tilfalde stæderne som erstatning for de tab, som de havde lidt før krigen. Den sidste 1/3 skulle tilfalde den Danske konge. For at sikre stæderne disse indtægter skulle de fire skånske slotte overdrages til stæderne. Desuden skulle kongens høvedmand på Varberg stille sit slot som sikkerhed for at man fra dansk side ville overholde de indgåede aftaler. Imidlertid, de skånske slotte skulle administreres af Henning Podebusk.

Desuden, hvis Valdemar ønskede at forblive konge skulle han godkende denne aftale med sit store segl. Hvis kong Valdemar afstod sit rige til fordel for en anden, så skulle rigsrådet ikke acceptere ham, før han var godkendt af stæderne. Hvis kong Valdemar døde, så skulle rigsrådet på lignende måde indhente stædernes godkendelse af en tronkandidat.

Mange historikere mener at Hansestædernes krav var ganske moderate. De havde ingen intentioner om territoriale erobringer. Stædernes krav i sommeren 1369 gik i de fleste henseender ikke udover hvad de tidligere mente var nødvendigt at kræve for indgå et forbund med kongerne Magnus og Håkon mod kong Valdemar. Man kan tro at de ønskede fred for deres handels skyld. Desuden kunne de med rette frygte en voksende modsætning til de Tyske fyrster, hvoraf flere - inspireret af Valdemar - var forargede over at gemene købmænd i fællesskab angreb fyrster.

Kirialskatten

Kirialskatten blev gravet ned omkring 1365 ved Kirial nogle få kilometer vest for Grenå i 1967. Det er det største skattefund, som hidtil er gjort i Danmark, idet skatten indeholder i alt 81.422 mønter i to malmgryder. Mønterne er alle udenlandske, særligt nordtyske hulpenninge. Foto Lennart Larsen, Nationalmuseet Wikipedia

Man leder forgæves i forliget efter noget til stædernes koalitionspartnere. Det ligner en seperatfred, som fuldstændig ignorerede de planer, som Holstenerne, den Sønderjyske hertug, de oprørske jyder og Mecklenburgerne havde med hensyn til en opdeling af Danmark. Stædernes forbehold verørende deres koalitionspartneres godkendelse af aftalen udløb samtidig med koalitionsaftalen i 1370.

Under et besøg i Preussen i februar 1370 erklærede Valdemar sig enig i rigsrådets dispositioner. Men meget tyder på at der var meget dårlige relationer mellem kongen og stæderne, og disse sidste ønskede ikke at forhandle direkte med kongen.

Kong Valdemar tøvede længe med at vende tilbage til sit rige. I juni 1370 var han i Kallisch i Polen for at besøge kong Casimir. Måneden efter besøgte han kejser Karl 4. i Prag.

Også i maj 1370 klagede stæderne over at Mecklenburgerne drev sørøveri fra Stegeborg på Møn. Øget lovløshed var som altid et problem for stædernes handel, og det motiverede dem sandsynligvis til at søge forståelse med kong Valdemar, idet han i maj 1371 deltog i en hansedag i Stralsund sammen medd en delegation fra Danmark.

Fantasivæsen som kalkmaleri

Kalkmaleri fra omkring 1330 i Slesvig Domkirke, som viser et fantasivæsen. Foto Kalkmalerier.dk.

Presset fra alle sider besluttede hertug Albrecht at opgive sine planer om at komme i besiddelse af de Danske øer og i August 1371 sluttede han ligeledes seperatfred med Valdemar. Hertugen gav afkald på alle sine besiddelser i Danmark på betingelse af at hans sønnesøn, Albrecht, hvis moder var Valdemars ældste datter Ingeborg, skulle arve tronen i Danmark, hvis Valdemar døde uden efterlevende sønner - hvilket var sandsynligt.

I november 1371 søgte kongen, sammen med den unge hertug Erik af Sachen-Lauenborg at skabe forlig mellem Magnus af Braunschweig og hans fjender. Denne mægling er den sidste efterretning om Valdemar i Tyskland. I Juli 1372 var han hjemme i Danmark på Ravnsborg ved Nakskov, hvor han udbetalte Hartvig Zabel og Johan Hummersbüttel 800 mark lübsk.

20. Tredie Jyske Oprør 1367-1373

Efter at Danmark havde sluttet fred med Stæderne og Mecklenburg vendte Valdemar sin opmærksomhed mod resten af koalitionen, nemlig de oprørske jyske stormænd, deres Holstenske allierede og hertugen af Jylland. Den Svenske kong Albrecht syntes at have forladt Skåne og forholdt sig tilsyneladende passiv.

De oprørske jydske stormænd var - foruden hertug Henrik af Jylland - drost Claus Lembek og ridderne Stig Andersen, Ivar Nielsen Rosenkranz, Niels Eriksen Gyldenstjerne, Benedikt Ahlefeldt, Anders Offesen, Jens Nielsen, Niels Egesen, Poul Jensen samt væbnerne Paul Glob, Gotskalk Skarpenberg, Tage Offesen, Hartvig Pogwich og Niels Stob.

Ruinerne af bispens gamle borg på en halvø i Hald Sø

Ruinerne af den sidste katolske biskops borg på en halvø i Hald Sø nogle få km syd for Viborg. Under disse ruiner har man fundet resterne af endnu en borg fra 1300 tallet, som utvivlsomt har tilhørt den Niels Bugge, som fandt sin død i Middelfart. Da Valdemar vendte sig mod Jylland efter sin hjemkomst i 1372 var borgen i hænderne på Niels Bugges svigersøn Gotskalk Skarpenberg, som også tilhørte kredsen af oprørere i 1372-73. Foto Herregårdskortet.

I løbet af 1372 blev greverne jaget ud af Nørre-Jylland. Et dansk angreb på Tørning blev afslået, men naboslottet i Gram faldt i kongens besiddelse. Kongen belejrede forgæves det fynske Hagenskov.

I disse år vandt en ny krigsteknologi indpas på slagmarkerne. I et brev fra Erland Kalv fotælles at en mand fra Ribe var blevet dømt til døden ved halshugning for at forsøge at smugle krudt ind til kongens fjender i Gram Slot.

Det menes at Valdemar i kølvandet på det tredie jyske oprør overtog den dræbte oprører Niels Bugges borg, Hald, ved Viborg og flere andre oprøreres borge i overensstemmelse med landefredens bestemmelse om at den der "fører udenlandske herrer og mænd ind som på nogen vis kan være Danmarks Rige til skade eller fordærv, skal miste sin fred sit gods og sit liv."

Nu havde også Holstenerne og de oprørske jyder fået nok. Ved mægling af hertug Albrecht af Mecklenburg sluttedes fred i Flensborg I januar 1373 hovedsageligt på følgende vilkår:

Loshult kanonen

En tidlig kanon fra omkring 1330 er fundet ved Loshult i Skåne. Den er bronzestøbt, vejer 9 kilo og har en kaliber på omtrent 3 cm. Foto Statens Historica Museum Stockholm.

- Greverne skulle afstå til kongen alt hvad de har taget i løbet af krigen.

- De skal afstå ethvert krav på slottene Aalholm og Ravnsborg.

- De skal henvise alle danske undersåtter, som har hyldet dem, tilbage til konge.

- De Nørrejyske stormænd skal afstå alt hvad de har tilegnet sig løbet af krigen.

Erland Kalv var kongens befalingsmand på Aalborghus og et slot til. Han havde overgivet dem til Holstenerne og som belønning fået Riberhus. Nu måtte han aflevere alle tre borge til kongen, som spottenede udbrød: "Sikke tider! Det er en god kalv! Med to huse stak den af, som en stud kommer den tilbage med tre!"

Claus Lembek og Stig Andersen var døde under krigen, men resten af de oprørske stormænd blev ramt hårdt, men dog mest økonomisk. Når man betænker at mange af dem for tredie eller fjerde gang havde gjort oprør mod kong Valdemar, må det siges at være billigt sluppet.

Under krigen havde Ridder Niels Eriksen taget kongens slot, Aggersborg. Han måtte love at aflevere borgen tilbage med alle huse og forsvarsværker intakt og ladegården, som var brændt, genopbygget.

Den første kanon

Verdens første billede af en kanon, som afskyder en pil liggende på træstillads. Det er fra 1326 i De Nobilitatibus Et Prudentiis Regum" af Walther de Milemete. Foto Christ Church College.

Mogens Maltessøn blev forpligtiget til at genopbygge og tilbagegive gården Ørum til kongen inden pinse med huse, grave, gærder, planker og barfred, husdyr, redskaber, våben og proviant lige så god som den havde været før den blev ødelagt af ham og hans folk.

På trods af sit lange ophold i udlandet var Valdemar stadig veforsynet med penge, som han på forskellige måde investerede i øget krongods. Ialt 27 breve handler om at han købte eller gav lån mod pant i gårde og landsbyer i denne periode.

Under Valdemars efterfølger Oluf 2. vedtog et Danehof i 1377 at "alle skødninger, som er fremtvungen ved lænker eller fangenskab, skal ikke have nogen kraft" og hvis nogen hævdede at han havde måttet skøde sine godser på grund af frygt eller trusler og ikke har fået halvdelen af disse godsers pris, så skulle sagen behandles af en særlig kommission. Det skaber unægteligt mistanke om at Valdemar havde brugt særdeles håndfaste metoder for at styrke kongemagten. Han stod overfor de Jyske stormænd, som for tredje gang havde gjort fælles sag med rigets fjender i oprør mod deres konge. Han må have følt sig skuffet. Som vi husker tøvede han længe med at vende tilbage til Danmark efter Anden Hanseatiske krig og i freden med Mecklenburg bliver nævnt muligheden af at han ville abdicere, der står: "at hvis Vi fratræder eller dør".

21. Sønderjylland 1373-1375

Ved mageskifte aftalen i Lübeck tilbage i maj 1340 mellem greverne af Holsten, hertug Valdemar af Jylland og den fremtidige kong Valdemar, blev den sidstnævnte konge og hertugen fik Nørrejylland som pant og greverne fik til gengæld som pant hans hertugdømme, Sønderjylland. I de følgende år øgedes kong Valdemars magt. Han udvidede sit herredømme til også at omfatte øerne og Skånelandene og han indløste stadig større dele af Nørre-Jylland. De penge, som hertugen derved modtog, brugte han til at indløse sit eget hertudømme i Sønderjylland. Men på en eller anden måde lykkedes det ham ikke at få hele hertugdømmet indløst. Der kom et tidspunkt, hvor hele Nørrejylland var gået fra hans hånd over til kong Valdemars, medens greverne stadig havde pant i de sydligste dele af Sønderjylland. I dette forhold kan man måske finde grunden til at hertug Valdemar sluttede sig til greverne og de jyske oprørere i fjendskab mod kongen i 1351.

Men der var stadig venlige følelser mellem enkehertuginde Ricardis og kong Valdemar, og derfor udnævnte hun frivilligt i januar 1373 sin "kære herre Valdemar til formynder og værge for alt sit gods", nemlig Als med Sønderborg Slot og fem herreder. "Dersom kongen fik noget herred, sogn, gods, fæstning eller gård i sin magt, som tilhørte hende, men som hun nu ej besad, ville hun lade ham beholde det." På den måde fik Valdemar herredømmet over syv af Nordslesvigs femten herreder.

Sproggrænsen mellem dansk og tysk i middelalderen

Sproggrænsen mellem dansk og tysk i Sønderjylland i middelalderen. Fra Henning Unverhau: "Untersuchungen zur historischen Entwicklung des Landes zwischen Schlei und Eider im Mittelalter", Offa Band 69, Neumünster 1990 og - Lars N. Henningsen: "Dansk i Sydslesvig", Flensborg 2009, side 13. Foto Malte89 Wikimedia Commons.

Senere i januar 1373 tog kong Valdemar Flensborg med storm.

I 1373 købte han panteretten til Haderslev købstad og slot med tilliggende af grev Adolf af Holsten-Plon for 5000 mark sølv.

I februar 1374 angreb han Friserne i Ejdersted, som i flere år ikke havde betalt skat. Han hjemsøgte dem med brand og plyndring, pålagde hvert hus en afgift på et pund engelsk og ophævede deres gamle friheder.

På Danehoffet i Nyborg 1374 udstedte hertug Henrik af Jylland et brev, som bevidnende at han overdrog til kongen sin ret til at indløse Gottorp Slot med alt tilliggende hos de Holstenske grever og yderligere stadfæstede kongens besiddelse af Langeland. Valdemar tilbød nu greverne de 12.000 mark sølv, som Gottorp var pantsat for, men de afslog simpelthen at tage imod pengene.

I sommeren 1375 døde hertug Henrik som den sidste af Abels slægt. Hans enke, Kunigunde, søgte straks forbindelse med Valdemar, som gav hende et mindre lån.

De Holstenske grever var nu trængt op i en krog. De kunne ikke længere regne med støtte fra stæderne og Mecklenburg og heller ikke fra deres sydlige naboer Erik af Sachen Lauenburg og Magnus af Braunsweig-Lüneburg. Det var blot et tidsspørgsmål hvornår kong Valdemar ville overskride Ejderen med en hær. Men desværre, Valdemar døde i 1375 som nedenfor fortalt og den sydligste del af Sønderjylland kom ikke tilbage til Danmark ved denne lejlighed.

I dokumenter fra Erik af Pommerns tid fremgår det at kongen i 1375 var i besiddelse af slottene Åbenrå, Haderslev og Lille-Tønder. Flensborg nævnes ikke, men det må formodes at kongen stadig havde denne by.

Greverne af Holsten-Rendsborg havde stadig byen Slesvig med Gottorp Slot og desuden den del af SønderJylland, som ligger mellem Slien-Danevirke og Ejderen.

22. Valdemars Familie

Valdemar var den yngste af Christoffer 2's og dronning Euphemias tre sønner.

Gravmælet over Junker Christoffer søn af Valdemar Atterdag

Gravmælet over Junker Christoffer, søn af Valdemar Atterdag og Helvig af Jylland, i alabast i Roskilde Domkirke med skjolde med Danmarks, Hallands og Lollands våben. Foto: Orf3us Wikipedia.

Den ældste søn, Erik, døde af de sår, som han fik i kamp mod Holstenerne i slaget på Kropp Hede ved Danevirke. Den Lübske Krønike har ikke meget respekt for ham: "hvis sind var heftigt og hans tale tåbelig".

Den næstældste søn, Otto, sad mange år i Holstensk fængsel og blev løsladt på betingelse af at han lovede ikke at tragte efter den Danske krone. Da Valdemar solgte Estland til Den Tyske Orden i 1346 indtrådte Otto i denne. Hans videre skæbne er ukendt, han kan være død kort efter.

Lübske krønike skriver for året 1341, hvor Otto blev løsladt fra det Holstenske fængsel: "Ved den tid slap grev Henrik og grev Claus af Holsten junker Otto, kong Valdemar af Danmarks broder, fri af fangenskabet. Man sagde at han var blevet sløv i fængslet."

Valdemar blev gift med Helvig, som var søster til hertug Valdemar af Jylland, som var tipoldebarn af kong Abel. Sammen fik de seks børn:

Christoffer var den ældste, født 1341. Der er ingen efterretning om at han blev valgt til sin faderes medkonge, som det ellers var Valdemarernes skik, men han havde et nært samarbejde med sin fader og tog del i så at sige alle regeringshandlinger.

Breve blev udstedt til både kongen og kongens søn. Han kaldte sig "Hertug af Lolland, Daners og Slavers sande Arving", og på hans segl står: "Arving til Danmarks Rige og Hertug af Lolland". Han fulgte sin fader i felttoget i Skåne i 1359. I sommeren 1362 tog han del i kampene mod stæderne ud for Helsingborg, hvor han blev såret. Den Lübske Krønike mener at han derefter døde af sine sår. Men tilsyneladende kom han sig, for senere på året var han i Halland og i Småland.

Den Sjællandske Krønike siger derimod at han døde af sygdom i 1363 ganske kort tid efter brylluppet mellem hans søster Margrete og kong Håkon af Norge: "Samtidigt døde også Valdemar Dankonges søn, Christoffer, hertug af Lolland og Halland - Han var syg i nogle uger, og sygdommen forlod ham ikke." Han blev 20 år gammel.

Margrethe blev født i 1345, men blev blot fem år gammel.

Ingeborg, født i 1347, blev gift med hertug Henrik af Mecklenburg og fik fire børn deriblandt datteren Maria, som blev gift med hertug Vartislav af Pommern og fik en søn ved navn Bugislav. Dronning Margrete fik sin søsters barnebarn, den lille Bugislav, bragt til Norden og gav ham navnet Erik af Pommern og fik ham kronet til konge af de tre Nordiske riger.

Katrine blev født 1349 og døde som spæd.

Valdemar, blev født 1350 og døde som lille.

Margrete , født i 1353, blev gift med kong Håkon af Norge og fik sønnen Oluf, som blev konge af Norge og Danmark, i begyndelsen med sin moder som formynder. Senere blev Margrete effektiv hersker over alle de tre Nordiske riger. Idag titulerer vi hende som Margrete 1.

Kong Valdemar Atterdag og dronning Helvig i bøn på kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved

Kong Valdemar Atterdag og dronning Helvig i bøn på kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved. Kongen havde testamentarisk skænket klosteret 50 mark sølv til daglig sjælemesse for kongeslægten og et mindemåltid til brødrene på Sankt Sørens dag. Foto Livinghistory Næstved.

Helvig, kong Valdemars dronning, var søster til den hertug Valdemar af Jylland, som ved at sætte hele sit eget hertugdømme på spil gjorde det muligt for Valdemar i det hele taget at blive konge og desuden få fodfæste i Nørre-Jylland. Hendes alder kendes ikke, men måske var hun lidt yngre end sin broder, som var født i 1315, hvilket vil sige at hun sikkert har været godt 20 år, da hun fejrede sit bryllup med den jævnaldrende junker Valdemar i 1340 på Sønderborg Slot.

Det var i høj grad et politisk ægteskab, men vi kan tro at der har været et godt forhold mellem ægtefællerne i den første del af ægteskabet. De fik i hvert fald mindst seks børn sammen. På adskillige dokumenter vedrørende kongelige gaver til kirker og klostre optræder Helvig og Valdemar sammen.

I 1347 kvitterede dronning "Helvig af Guds nåde de Danskes og venders dronning" for et beløb på 500 mark sølv, som var indbetalt af kong Magnus af Sverige.

Esrum Kloster

Cisterciensernes Esrum Kloster vest for Helsingør. Foto gaths-rejseside.dk.

Stadig i 1355 synes forholdet imellem dem at være godt, i hvert fald formelt, idet Valdemar da ansøgte om og fik pavelig tilladelse for sig selv og for "Helvig, Danmarks berømmelige dronning" til på rejser at måtte besøge nonneklostre og til at vælge en skriftefader, der kunne tilgive dem deres synder når døden stundede til.

Adskillige historikere fortæller at Helvig dette år, 1355, lod sig optage i Esrum Kloster i Grib Skov i Nordsjælland ikke langt fra Gurre Slot. Herefter er der ingen oplysninger om hende, indtil hun - formentlig i februar 1374 - afgik ved døden. En kilde fra 1440 nævner at hendes grav på den tid fandtes i klosteret.

Det er et mysterium hvorfor dronningen valgte at gå i kloster. Led hun af en livsvarig sygdom, havde hun psykiske problemer eller havde hun været kongen utro?

Godsejer og historiker Aage Brask mener at kunne sandsynliggøre at der i omkring 1355 forelå utroskab fra dronningens side, som førte til at hun og Valdemar derefter levede adskilt.

Lancelots forførelse

Lancelots forførelse i Le Livre de Lancelot du Lac from 1401-1425. Foto Bibliothrque nationale de France

Han finder det underligt at Helvigs navn slet ikke nævnes i de samtidige beretninger om Valdemars ønske om at tilbringe julen 1358 i København sammen med kong Magnus og dronning Blanche af Sverige og heller ikke i forbindelse med den senere højtidelige trolovelse mellem dette ægtepars søn, kong Håkon, og Valdemar og Helvigs datter, Margrethe, i 1359. Helvigs navn nævnes heller ikke i forbindelse med datteren Ingeborgs bryllup i 1362 eller Margrethes bryllup i 1363.

Da Valdemar aflagde paven et langvarigt besøg i Avignon i 1364 bad han om mange gunstbevisninger for sig selv, sin slægt og sine venner, men han nævnte ikke Helvig. Man skulle tro at hvis årsagen til Helvigs ophold i klosteret havde været sygdom eller psykiske problemer ville Valdemar netop have haft gode grunde til at gå i forbøn for hende. Men hvis årsagen derimod var utroskab, kunne han have følt bitterhed og uvilje.

Dronning Margrete fik i 1377 pavens tilladelse til at flytte begge hendes forældres grave fra henholdsvis Vordingborg og Esrum til Sorø Klosterkirke og derved forene dem i døden. Imidlertid, medens Valdemars lig virkelig blev flyttet til Sorø, fik Helvig lov til at blive i Esrum. Man kan forestille sig at Margrete fik oplysninger om årsagen til sine forældres adskillelse og derefter opgav at flytte sin moders grav.

Dronning Helvig af Danmark på et kalkmaleri i Sct. Peters Kirke i Næstved

Dronning Helvig af Danmark på et kalkmaleri i Sct. Peters Kirke i Næstved fra 1300-tallet. Kalmaleriet blev malet kort efter kongens og dronningens død, hvilket gør portrætlighed sandsynlig. Foto Wikipedia.

I 1393 skænkede Margrete jordegods af meget betydeligt omfang til forskellige klostre og bispesæder. Gaverne var ledsaget af enslydende breve som stillede som betingelse at disse institutioner afholdt sjælemesser for "dronning Margrethes faders og hendes forældres og hendes venners og hendes egen sjæls gavn og frelse". Det forekommer selvmodsigende at der først tales om Margrethes fader og derefter om hendes forældre, men i datiden betød "forældre" "forfædre".

Nogle år senere skænkede Margrete noget jordegods til Roskilde bispesæde imod at det skulle holde sjælemesser ved et alter "hos vor broders (junker Christoffers) grav" og bede for hendes fader, "forældre" og hende selv. Heller ikke her omtaler hun Helvig.

Kun i forbindelse med overdragelsen af gården Egebjerg til Esrum Kloster følte hun sig forpligtet til at nævne moderen. Gaven blev givet for "vor herres (ægtefælles) og faders og moders og deres forældres og vor søns og vor egen sjæle".

Folkeviser og folkesagn er ikke sikker historisk viden. Men en folkevise om "Folke Lovmandssøn og Dronning Helvig", som findes i tre ret ens udgaver, er alligevel interessant i forbindelse med problemet om Helvigs mulige utroskab.

Sct. Jørgens martyrium på kalkmaleri

Sct. Jørgens martyrium på kalkmaleri i Nibe Kirke. Sct. Jørgens hoved med glorien stikker op af spigertønden. De sorte prikker på tønden angiver, hvor spigrene er hamret ind. En bøddelknægt er i gang med at rulle spigertønden ned ad en bakke. Foto Aalborg Stift.

Denne vise udtrykker tydeligt stor sympati med dronningen og beretter at der ikke har været nogen som helst brødefuld elskov mellem hende og en vis adelsmand, en ung page ved navn Folke Lovmandsøn. Den fortæller i poetiske vendinger om den falske anklage for utroskab, og om hvorledes den uskyldige unge mand bliver henrettet ved at blive lagt i en spigertønde og rullet ned ad en bakke. Den slutter med at berette at den falske anklage og pagens grusomme død også voldte at dronningen døde af sorg.

Viserne blev nedskrevne blot to hundrede år efter Valdemar Atterdags tid.

Livet var hårdt i middelalderen og dødeligheden var stor, også blandt Hedvigs børn. De evindelige krige kunne tage modet fra enhver. Men det er påfaldende at Margrete vælger ikke at flytte Hedvigs grav og ikke nævner hende i forbindelse med gaver til slægtens sjælefrelse, medens hun gang på gang specifikt nævner faderen og forfædrene.

23. Død og Begravelse 1375

Kong Valdemar tilbragte den første halvdel af 1375 på rejse i Jylland. Den 7. oktober holdt han retterting i Lund, siges det. Kort efter blev han syg under et ophold på Gurre Slot.

Valdemar Atterdags sarkofag i Sorø Klosterkirkes på et kobberstik fra 1600-tallet

Valdemar Atterdags sarkofag i Sorø Klosterkirkes som det så ud på et kobberstik fra 1600-tallet. Det er lavet af sort belgisk marmor, som endnu er bevaret, medens udsmykningen i alabast er gået til grunde, bortset fra et enkelt relief af en bispefigur. På låget lå en statue af kongen, som viste ham under en baldakin med fødderne på en lille løve. På siderne var to rækker relieffer, øverst apostle og nederst biskopper. På gavlen en illustration af Kristi himmelfart. Skaderne skyldes hovedsagelig at hvælvingen i koret styrtede sammen over sarkofaget i 1651. Foto Danmarks Riges Historie.

Samtidens krøniker fortæller intet om arten af hans sygdom. Huitfelt beretter at kongen led af podagra, og for at lindre smerterne holdt han ofte fødderne i koldt vand.

Omkring Mikkelsdag, som er 29. september, ankom et Hanseatisk gesantskab til Helsingborg, siges det, hvor de henvendte sig til Henning Podebusk, som ledsagede dem til Gurre. Da de ankom modtog de det budskab at "kongen var meget syg. Han var ikke i stand til at forhandle om slottene eller andet. Hjalp Gud ham til sin helse igen, ville han holde hvad han havde lovet stæderne."

Kongens mænd, som var ærkebiskop Niels Johnsen af Lund, biskopperne af Odense og Roskilde, Henning Podebusk, Rikman von Lanken og en række andre, mente at hvis kongen døde, ville der blive uro i riget og de erklærede sig villige til at handle i samarbejde med stæderne. Derefter forlod stædernes gesantskab Gurre og tiltrådte hjemrejsen. Kongen sendte Henning Podebusk efter dem og han indhentede dem i Helsingborg. Han overbragte dem kongens budskab at de "for Guds skyld måtte tilgive ham hvad krænkelse han muligvis havde tilføjet dem.". Meget tyder på at han havde taget nogle overdrevent dramatiske forholdsregler mod de hanseatiske købmænd, som han senere bittert havde fortrudt.

Gurre Slotsruin

Gurre Slotsruin ligger ved Gurre Sø nogle få kilometer vest for Helsingør. Gurre slot var kong Valdemars foretrukne opholdssted. Et sagn fortæller at han skulle have sagt: "Lad blot Gud beholde sit Himmerige, hvis jeg kan beholde Gurre" Straffen for denne gudsbespottelige udtalelse blev at han for evigt skulle ride på vilde natlige ture med sit jagtselskab. Foto Graphicos Wikipedia.

Kort før sin død bestemte han at gods, hvis inddragelse under kronen ikke havde en retslig begrundelse, skulle tilbagegives til de tidligere ejere. Han indrømmede så at sige at han nogle gange i sin iver for at styrke kongemagten økonmisk, uretmæssigt havde beslaglagt nogle klostre og adelsmænds gods.

Onsdag 24. oktober døde kong Valdemar. Lægerne havde givet ham et feberstillende middel, hvorved kongen kom i stærk sved. Døren blev derefter lukket for at han kunne få nogen ro, men da man åbnede den igen, var han død.

Han blev kun omkring 55 år gammel. Blot et af hans seks børn overlevede ham, nemlig den yngste datter, Margrete.

Han blev begravet i Vordingborg, som han selv havde bestemt. Han havde ombygget og udvidet dette slot i en sådan grad, at det var blevet til Danmarks største kongeborg.

Valdemar Atterdags grav i Sorø Klosterkirke

Valdemar Atterdags sarkofag som det fremtræder idag, juni 2019, i Sorø Klosterkirke. Foto Hakkasberra Wikimedia Commons.

Som vi ved, opnåede hans datter, Margrete, pavens tilladelse til flytte både hans grav og dronning Helvigs grav til Sorø Klosterkirke for at de kunne blive forenede i døden og han der kunne blive forenet med sin broder og sine forældre.

Man kan forestille sig at han - som den første konge - ønskede at blive begravet i Vordingborg for at markere starten på en ny epoke, et nyt Danmark, som han også beskrev i Landefredstraktaten.

24. Litteratur

Kalkmalerier.dk Kalkmalerier.dk
Valdemar IV. Atterdag Historiske Rejser
Valdemar 4. Atterdag (1340 - 1375) Nationalmuseet
Valdemar Atterdag Wikipedia
Valdemar Atterdag, ca. 1321-1375 Danmarkshistoriendk
Valdemar Atterdags død Danmarkshistorien
Valdemar 4. Atterdag Den Store Danske
Kong Valdemar Atterdag Danmarks Konger
Stor mystik om Valdemar Atterdags grav Videnskab.dk
Mysteriet omkring dronning Helvig Godsejer, cand. jur. Aage Brask tidsskrift.dk.
Kong Valdemar Atterdag Kongegrave
Valdemar 4. Atterdag Gravsted.dk
Folkevisen om Folke Lovmandsøn og Dronning Helvig Center for Sprogteknologi.
Kong Valdemar Atterdag Sarkofag Nationalmuseets samlinger
Hertugdømmet - den rigtige historie Dengang.
Fra Holstenervældens Tid i Danmark tidsskrift.dk
Fra Holstenervældens Tid i Danmark (1325-1340) Historisk Tidsskrift.
Valdemar Atterdags pavebesøg Forskerzonen
Anno 1340: Kampen Kogge vækker opsigt i Øhavet Fyns Amts Avis
Ludwig V. Wittelsbach Historiske Rejser
Det forsvundne Brobjerg? Geocoaching
Rigslovgivning og indenrigspolitik under Valdemar Atterdag 1354-60 tidsskrift.dk.
"Valdemar Atterdag -Udvalg af Kilder" oversatte af Ellen Jørgensen - Det Schønbergske Forlag 1911.
"Valdemar Atterdag och Europa" av Sven Tägil Gleerup 1962.
"Valdemar Atterdag - Danmarks Riges Genopretter" af Peter Lundbye - Ejnar Munksgard - København 1939.
"Valdemar Atterdag" af Anders Olling og Hans Erik Havsteen - Lindhardt og Ringhof 2018.
Danmarks Historie Bind 4 "Borgerkrig og Kalmarunion" af Erik Kjersgård - Politikkens Forlag 1963.
"Slaget ved Brobjerg" af Erland Porsmose - Skalk Nr. 6 1984.
"Valdemar Atterdags erobring af Gotland" af cand mag i historie Kathrine G. Bjerregaard - Skalk Nr. 2 2022.
Til start
20220311

Passed W3C Validation