Danmarkshistorien

43. Den Kongeløse Tid

1. Indledning

I August 1332 døde kong Christoffer 2. i et almindeligt hus i Sakskøbing på Lolland. I næsten ti år efter hans død fandtes der ingen Dansk konge og heller intet rigsråd og intet hof. Den Danske regering var ophørt med at eksistere, og det politiske tomrum var udfyldt af et Holstensk militærdiktatur.

Grev Gerhard holdt Danmark vest for Store Bælt i et jerngreb. Men udover skatteopkrævninger, magt og kontrol intereressede samfundet ham ikke meget. Han gjorde sig ikke en gang ulejlighed med at anlægge en formel regeringstitel. Han regerede i det hele taget meget lidt, og kun når omstændighederne tvang ham til det, for eksempel i tilfælde af oprør.

Samfundet blev holdt igang ved indbyggernes selvskabte organer, såsom menigheder, landsby ting, købmandsgilder, håndværkerlaug, kloster-fællesskaber, byråd og sikkert adelsmænds, præsters og biskoppers autoritet. Der blev holdt Danehof hvert år, men hvad forsamlingen talte om, foreligger der ikke noget om.

På forligs mødet i Kiel 10. Januar 1332 mellem Christoffer 2. og de Holstenske grever vurderede grev Gerhard og grev Johan at Danmark var 200.000 mark sølv værd, alt iberegnet, og de ejede halvdelen hver.

For og bagside af Christoffer 2. mønt. En Mark var 8 øre og en øre 3 ørtug. Ørtugen var atter delt i 10 eller 12 penninge. Det var kun penningen, der blev udmøntet, denne mønt er således en penning. Deraf kommer ordet penge. Pengene blev vejet, en middelalderlig Mark var 216 gr. Oprindelig har en mark sølv og en mark penge været det samme, men efterhånden forringedes sølvindholdet i mønterne, dog med mange svingninger. I de sidste år af Valdemar Sejrs tid var 2 mark penge lig med 1 mark sølv. Under Erik Menveds krige i slutningen af hans regeringstid var 10 mark penge lig med 1 mark sølv. I Christoffer 2's tid blev mønterne slået i rent kobber og kunne således ikke beregnes i mark sølv. Man kan således sige at forskellige slags penge var de nationale valutaer og mark sølv var en international afregningsvaluta. Grevernes værdiansættelse af Danmark var i mark sølv. 200.000*0,216 = 43.200 kg rent sølv - altså 43,2 ton sølv for et kongerige. Foto Samlerforum.

Kun en konge kunne give dele af sit rige som pant for et lån. Pantelen kunne indløses, men kun af skyldneren - hvis han altså havde pengene. Imidlertid, der var ikke længere nogen konge, og kongeriget kunne man også sætte spørgsmålstegn ved. Dette må have været årsag til nogen nervøsitet hos greverne. Historikeren Erik Kjersgaard citerer således en krønike for at skrive om grev Gerhard: "Han indså klart at Danskerne var meget ustadige i deres handlinger."

Som andre fordringer kunne pantelen både købes og sælges, og de oprindelige långivere kunne derved få deres penge uden at lånet blev indløst. Derfor opdelte greverne Gerhard og Johan deres store pantelen i mindre panter, som de solgte til lejetropsførere, pengestærke købmænd og andre Tyske adelsmænd.

Danmark i 1332. Rødbrunt -Jylland, Sjælland, Skåne - står for pantelen, lysebrunt - Als, Falster - står for "almindelige" len, almindelig brunt står for en mellemting mellem pantelen og almindelige len. Estland er ikke vist. Det blev på et tidspunkt efter 1332 okkuperet af den Tyske Orden, som havde det i sin besiddelse, da Valdemar Atterdag solgte landet til ordenen i 1346. Foto Vesconte2 Wikipedia.

Eggert Brockdorff fik Helsingborg for 600 mark sølv. Claus Limbeck betalte 10.000 mark sølv for Kalø. Markvard Stove fik København, og en af hans slægtninge fik Vordingborg. På den måde fik snesevis af andre Tyske riddere underpanter i det forhenværende Danske Rige mod betaling. De fik derved ret til alle de skatter og afgifter, som den tidligere Danske konge havde haft ret til i deres område, og de opkrævede dem nidkært for at få deres investering betalt tilbage og gerne lidt mere til.

Jyske Krønike siger at Holstenerne effektivt vandt magten i Danmark i 1329, men måske er 1326, start af Valdemar 3's interregnum , et bedre bud. I sin anden periode genvandt Christoffer nemlig aldrig sin tidligere magt, og de beherskede landet både i disse to perioder og den følgende kongeløse tid: "Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark," skriver Jyske Krønike, "og de satte sig i besiddelse ikke bare af landet men også af rigets borge, og landets stormænd, der håbede at de skulle styre efter Christoffers fordrivelse, blev nu underkuet af de Tyskere, de havde indkaldt. De blev fængslet og trælbundne."

Danmarks historie opdelt i Kongelige Dynastier. Imidlertid, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en stor part af Jylland omkring året 917 som berettet af Adam af Bremen i sit afsnit om biskop Hoger. Kongerækken og årstallene for krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags ustruktureret kamin-passiar om aspekter af Danmarkshistorien, som ikke lader sig tidsfæste i hukommelsen på en let pædagogisk måde. Det fremmer overskueligheden at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, som efter al sandsynlighed var søn af Sven. Han kaldes også Knud 1. og var med temmelig stor sikkerhed Gorm den Gamles fader, som fortalt af Adam af Bremen under biskop Unni.
Magnus den Gode, der blev konge i 1047, var søn af den helgenkongen Olav i Norge; hans regeringstid udgør en overgangsperiode til Svend Estridsens og hans sønners og sønnesønners tid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid udgør et interregnum til Valdemarernes tid.
Mange historikere, sikkert de fleste, henregner kun Valdemar den Store og hans sønner Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men ingen kan have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren pædagogisk fordelagtigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - som er Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1, Erik Klipping, Erik Menved og Christoffer 2. som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar Atterdag var ikke konge i Kalmarunionen, men hans barnebarn, Olaf var. Hans datter Margrete 1. blev dronning af denne Skandinaviske Union. Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige kan man sige - med lidt god vilje.
De første Oldenborger konger var også Unions-konger - men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, i 1534-36 var et skelsættende vendepunkt i Danmarks historie. Muliggjort af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, kunne kongerne konfiskerede den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fabelagtige rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, der blev en af de vigtigste årsager til Danmarks fortsatte historiske nedgang. I 1848 introduceredes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Derefter blev blev Christian 9. af Glücksborg udpeget til konge.

De lokale panthavere udplyndrede landet efter bedste evne for at få maksimalt udbytte af deres investeringer.

De lokale tyske riddere tvang også de skattefri stænder til at betale dem de såkaldte beder, som af navn var en frivillig ydelse, men i virkeligheden var den tvungen. Lund Ærkebispers Krønike fortæller at "Greverne og deres tjenere borttog alle genstande af værdi, alle kostbarheder, og alt hvad der i riget var skønt at se, og førte det bort til fremmede lande". Den samtidige Jyske Krønike siger: "Det ville tage for lang tid at berette om al den uret, som overgik landets børn."

De Holstenske panthavere nøjedes ikke med at udplyndre danskerne. De gjorde kystbyerne til rene sørøverreder, hvorfra de udplyndrede de Hanseatiske købmænds skibe.

"En tidlig morgen dræbte de Danske mange Holstenere i Lund, fordi de var så ubarmhjertige mod landet," hedder det i en krønike. Når Skåningerne dræbte så mange Holstenere og Niels Ebbesen dræbte grev Gerhard i Randers og derefter mobliserede tusinder af Jyder til kamp mod Tyskerne, så må disse Skåninger og Jyder have haft deres grunde.

2. Kongeriget Skånelandene

Skåningerne var de første som mistede tålmodigheden. Flere historikere beretter at en morgen i foråret 1332 slagtede Skåningerne nådesløst 300 Holstenere, som havde søgt ly i selve Lund Domkirke, så blodet sprøjtede på alteret og inventaret splintredes.

Kong Magnus Eriksson med tilnavnet "Smek" af Sverige og Norge på titelblade i Svenske lovbog, "Magnus Erikssons landslag". Den er tegnet 56 år efter hans død og måske ikke helt vellignende. I kraft af sin afstamning forenede han Sverige og Norge. Han var søn af den meget populære Svenske hertug Erik, hvilket gjorde ham til konge af Sverige. Den Norske kong Håkon 5. havde ingen sønner, men datteren Ingeborg, som var hans moder, hvilket gjorde ham til konge af Norge.
Tilnavnet "Smek" fik han af den hellige Birgitta, som beskrev ham som homoseksuel. Idet Smek betyder kærtegn, jævnfør "smægtende" som betyder "indsmigrende eller lokkende". Man kan forestille sig at han var en venlig og imødekommende person. Han var far til en oprørsk søn, Erik Magnusson, og Håkon 6. af Norge. Han blev konge som 3-årig og blev fordrevet fra Sverige i 1364. Han prøvede at komme tilbage, men endte i fængsel i 6 år og døde ved et skibsbrud i havet ud for Norge 59 år gammel. Foto Wikipedia.

Frygten for er forestående Holstensk hævntogt fik ærkebiskop Karl den Røde til at haste til Kalmar med en delegation af skånske stormænd for at klage i deres nød til kong Magnus Eriksson af Sverige og Norge. "Siden de Tyske fremmede, gudløse og grumme har overtaget Skåne og begyndt en umenneskelig undertrykkelse af landets indbyggere og et sandt tyranni, kan vi hverken nyde frihed eller fred, og alle vore love er sat ud af kraft."

Kong Magnus tog Skåningerne under sin beskyttelse og lod sig i juni 1332 hylde som deres konge, og de lovede at være ham tro og betale ham sædvanlige skatter. Derefter indvilligede han i at købe det Skånske pantebrev af grev Johan den Milde for 34.000 mark sølv.

"Omkring ved den tid" (Christoffers død 1332), siger Jyske Krønike, "dræbte Skåningerne mange Tyske i Lund og omkring Helsingborg og de sendte bud til Sveriges konge Magnus, der var søn af hertug Erik af Sverige og tilbød ham deres land. Det sagde han ja til og lovede Tyskerne for dette land og for borgen Helsingborg 70.000 mark purt sølv og der blev givet Danske og Svenske gidsler til den nævnte sum var betalt."

Sveriges deling i 1357 mellem kong Magnus, hans dronning Blanche og sønnen Erik Magnusson. Dronningen fik Tunsberg i Norge and Lödöse i Sverige som morgengave allerede ved sit bryllup i 1335. Efter at Erik havde gjort oprør mod sin fader i 1357 blev resten af Sverige delt. Sønnen fik Skåne, Syd-Halland, Blekinge, Östergötland, Finland samt en del av Småland, medens faderen beholdt resten. Foto Wikipedia.

Det var ikke let for kong Magnus at skaffe så mange penge. Han udskrev hårde skatter, lagde beslag på kirkernes tiende og pantsatte retten til at slå mønt i Sverige og de Svenske adelsmænd hjalp til. Overtagelse og betaling fandt sted november 1332.

Skånelandene blev ikke derved en del af Sverige, men kom til at udgøre et selvstændigt kongerige, og Magnus blev nu konge over tre riger, nemlig Norge, Sverige og Skånelandene.

Yderligere sendte kong Magnus brev til paven, hvori han bad om tilladelse til at erobre så meget, som han kunne, af det fallerede kongedømme. Paven svarede at denne sag måtte granskes nøje.

3. Prins Otto

Christoffer var død. Hans ældste søn, Erik, var død. Men hans næstældste søn, Otto, var stadig i live og opholdt sig i Sakskøbing på Lolland. Her fik han hjælp fra sin svoger, markgrev Ludvig af Brandenburg, til at rejse en lejehær imod at han lovede at hvis han blev konge af Danmark, ville han afgive Estland til Brandenburg.

David besejrer Filistrene. Foto Manuscript Miniatures Maciejowski Bible, angivelig fra 1244-1254, Paris Morgan Library.

I spidsen for hæren drog han over til Jylland, hvor han følte sig sikker på at finde tilhængere. Friserne sluttede sig til ham og mange bønder strømmede til.

Et forsøg på at forhandle med grev Gerhard lykkedes ikke, og han drog derefter mod Viborg for der at lade sig krone til konge. Imidlertid, den 7. oktober 1334 på Tap Hede, nogle få kilometer vest for Viborg, fandt han sin vej blokeret af en Holstensk hær.

Da de Holstenske ryttere så den Danske hær, steg de af hestene, tog hinanden i hænderne og opførte en grotest kædedans for at demonstrere deres foragt. Så steg de atter i sadlerne og red frem til kamp. Den blev hård, men endte med at Otto led nederlag og blev taget til fange - som det var sket for ham tre år tidligere i slaget på Kropp Hede ved Danevirke. Måske var han en forsigtig type.

Segeberg hvor junker Otte sad fangen i syv år Han blev først løsladt, da hans lillebroder Valdemar blev konge i 1340, mod at han frasagde sig sin ret til tronen. Foto Civitates orbis terrarum Köln 1588 Wikipedia.

Jyske Krønike skriver:"Men i året 1334 kom Otto, Christoffers anden søn, sammen med sit følge fra Lolland til Nørre-Jylland i håb om at vinde landet med de indfødtes hjælp. Men Tyskerne og nogle Danske forrædere kæmpede mod ham ved Viborg og ikke bare tabte han slaget, men han blev også taget til fange og sat i borgen Segeberg i Holsten."

Der ankom en gesandt fra kejser Ludvig, som forlangte ham sat på fri fod, men dette blev afvist.

Junker Otto blev først løsladt, da hans lillebroder Valdemar blev konge i 1340, mod at han frasagde sig sin ret til tronen.

De næste år opholdt junker Otto sig i Tyskland og Estland. Da Valdemar Atterdag i 1346 solgte hans hertugdømme Estland til Den Tyske Orden, trådte han ind i ordenen. Hans senere skæbne er ukendt.

4. Mageskiftetraktaten af 11. Februar 1340

Der var to vigtige møder mellem grev Gerhard og hertug Valdemar af Sønderjylland, nemlig et møde i Slesvig i 1339 og det egentlige mageskifte-møde i Lùbeck i 1340.

Da grev Gerhard brugte hertug Valdemar som sin dukkekonge i 1326-1329 var han kun et barn. I mellemtiden var han blevet en ung mand på 24 år, som ikke brød sig om sin onkels førergreb. Meget tyder på at den unge hertug Valdemar af Sønderjylland, en efterkommer af Abel, følte et ansvar for sit fædreland og var parat til at risikere sit eget for Danmarks bedste.

Kalkmaleri i Ballerup Kirke nær København fra 1350-1400, som viser Ærkeenglen Sct. Michael, som kæmper mod dragen med et korsformet spyd og fordriver den fra himlen. Foto Ballerup Sogn.

Et møde i Slesvig 2. Februar 1339 fremtræder som et forsoningsmøde nødvendiggjort af den splid og uenighed, der tilsyneladende havde været mellem hertug Valdemar og grev Gerhard. Øjensynligt var hertug Valdemar træt af at være grevens viljeløse redskab, som han jo havde været som barn.

Mødereferatet fastlægger hvorledes en række omstridte punkter skulle behandles, og hvorledes parternes fremtidige forhold skulle være. De skulle gensidig hjælpe og understøtte hinanden.

Et helt væsenligt punkt var sikkert at hertugen måtte love at hjælpe grev Gerhard mod Christoffers arvinger og deres hjælpere. Hvilket punkt hertugen formentlig ikke overholdt, da der på mødet året efter var behov for at indskærpe at han ikke måtte bortgifte sin søster til Valdemar Christoffernsen.

Aftalen inkluderede utvivlsomt også fri gennemmarch for grevens tropper fra Holsten til Nørrejylland.

Til sidst lovede hertugen: "Dersom vi skulle have nogen påtale (krav) på godser i Nørrejylland eller Fyn eller omliggende øer eller i noget andet land, som er pantsat vor ovennævnte onkel af hr. Kristoffer, fordum konge i Danmark, opgiver vi sådant ganske, og vi giver afkald på al ret, om der kan tilkomme os nogen, og vi skal ikke hindre samme vor onkel Hr. Gerhard eller hans fætter grev Johan i deres panter, som de har i Danmark, ved at bemægtige os de pantsatte godser eller ved at forsvare deres vasaller, om nogen af disse sætter sig op mod dem, eller andre af deres uvenner".

På det egentlige mageskiftemøde i Lübeck det følgende år på kyndelmissedag i Februar 1340, ganske kort tid før grev Gerhard indledte den kampagne op i Jylland, der skulle ende med hans død, sluttede han og hertug Valdemar af Sønderjylland en aftale om mageskifte, således at hertugen skulle overtage grevens pant i Nørrejylland og til gengæld sætte sit eget hertugdømme i pant og overdrage dette pant til grev Gerhard. Der står: "Vi skal give at løse og overlade vor frænde hertug Valdemar af Slesvig landet Nørrejylland og de deri liggende slotte så frit som de står os til pant af kong Christoffer".

Kalkmaleri i Højby Kirke i Odsherred fra 1300-tallet, der viser de fortabte sjæle, som føres til helvedes gab. Foto Kalkmalerier.dk.

Aftalen indeholder nærmere detaljer. Greven skulle overlade ham slotte og godser, og de penge, som hertugen derved kommer til at skylde greven, skal han betale i visse terminer. Udebliver pengene skal hertugens Nørrejyske lensmænd levere visse slotte tilbage og så videre.

Desuden nævner traktaten at hertugen måtte love ikke at bortgifte sin søster til Christoffers søn, Valdemar. Hvilket viser at en sådan plan har været oppe. Desuden indikerer dette at hertug Valdemar allerede var på talefod med den unge Valdemar Christoffersen.

Men slutningen er bemærkelsesværdige. Denne udsiger at hertugen ikke binder sig endeligt til denne mageskifte-aftale, men får ret til at "beråde sig" uden at det angives i hvor lang tid han skulle have denne frist. Måske beklagede han sig over at der var oprør og kaos i den landsdel, som var tiltænkt ham.

Med baggrund i Abel-slægtens rolle i Danmarks historie er det svært at forstå at hertug Valdemar skulle have blot så meget som overvejet at udskifte det hertugdømme, som hans forfædre - siden kong Abel - havde kæmpet og stridt for at bevare for slægten, med et Nørrejylland i oprør. Men det er i hovedsagen hvad der skete i forbindelse at Valdemar Christoffersen - som skulle få tilnavnet Atterdag - blev konge. Men herom senere.

Men grev Gerhards motiv til mageskiftet er nemt at indse. Han ville skabe et geografisk samlet Stor-Holsten, som omfattede Sønder-Jylland, Fyn og hans eget Holsten-Rendsborg.

5. Niels Ebbesen

Under alle omstændigheder, tidligt i foråret 1340 rykkede grev Gerhard op i Nørrejylland med en enorm hær af lejesoldater for at løse problemerne der en gang for alle. Hæren talte omkring 11.000 mand, siges det. Ved Kolding delte han hæren, idet han sendte en afdeling til Varde og en mod Viborg. Selv drog han til Randers med 4.000 mand og opslog sit hovedkvarter der.

Men i Randers natten efter lørdag den 1. april 1340 blev greven dræbt af "en vis Jysk væbner ved navn Niels Ebbesen". Derefter gik hans store hær i opløsning, sikkert fordi soldaterne frygtede at de nu ikke ville få deres sold.

Statuen af Niels Ebbesen i Randers blev rejst i 1883. Den er udført af F. E. Ring. Foto Wikipedia.

Den samtidige Jyske Krønike siger: "I året 1340 drog grev Gerhard af Holsten op i Jylland med en stor hær og havde med sig mere end 11 tusinde mand krigsfolk, idet han ville udrydde alle Jyllands stormænd og overdrage dette land til sine Tyskere. En del af hæren havde han imidlertid med sig og en del sendte han med sine sønner til andre egne af Jylland. Mens han selv opholdt sig i Randers, kom en vis Jysk væbner ved navn Niels Ebbesen, der ialt havde 47 følgesvende den første dag i april ved nattetid til byen Randers over broen. På vejen til grevens logi lod de trommerne røre og satte ild på byen, så trængte han ind med vold og selv gik han ind til greven sammen med andre og dræbte han dristigt samtidig med at der var 4000 mand tropper af grevens hær i byen. Da det var gjort, og han ville flygte ad broen, blev han forfulgt af flere bannere af grevens tropper. Dem holdt han i den grad stangen at han dræbte to af deres meget fornemme riddere ligesom flere andre, således undslap han sammen med sine, da de havde kastet broens planker af bag sig, og han mistede ingen uden en. Men da den nævnte greve var død, vendte hele den store hær med skam hjem til deres eget og efterlod de skatter, der var lovet eller som de havde fået, og desuden blev mange af dem dræbt i baghold af Danskerne."

Da den lille gruppe danske red over broen over Gudenåen var det lige efter nymåne og natten var bælmørk. Uniformer var ikke brugt dengang og gruppen var ikke til at skelne fra grevens tropper, som var en broget flok, som kom alle vegne fra. Danskerne blev sikkert forvekslet med en af hærens egne vagtpatruljer.

Den Lübske Krønike fortæller, at Grev Gerhard var dybt religiøs og plejede at læse sine tider, der hørte til dagen, ligesom en gejstlig mand, og således gjorde han også om natten i Randers: "Greven havde læst sine tider og igen lagt sig, da kom de Danske op og sloge den syge mand ihjel på hans seng."

At han læste tider vil sige at han på bestemte tidspunkter fremsagde specielle bønner eller sang særlige salmer.

Både danske og tyske kilder skriver udtrykkeligt at drabet fandt sted om natten. Man kan med sikkerhed læse ud af "Den Lübske Krønike" at Grev Gerhard blev dræbt efter at han havde have fremsagt sin midnatsbøn, altså omkring klokken et om natten.

Niels Ebbesen malet af Agnes Slott-Møller (1862–1937). Foto Villy Fink Isaksen Wikimedia Commons.

I middelalderen gik man som hovedregel i seng ved solnedgang og stod op ved solopgang. Man spiste til middag klokken 9 om morgenen og til aften klokken 16. Niels Ebbesen havde således valgt det helt optimale tidspunkt til at udføre drabet, alle i Randers lå i deres mest dybe søvn.

Ifølge en samtidig folkevise red Niels Ebbesen direkte til grev Gerhards kvarter og bankede på hans dør, idet han foregav at være et sendebud fra grevens søn, Henrik. Greven havde dog ikke rigtig lyst til at lade sin dør åbne midt om natten, og han svarede:

"Est du hertug Henriks bud,
du lad dig ikke forlange,
du mød mig i morgen i Brødrekirke,
mellem messe og ottesange."

Niels Ebbesen prøvede at overtale ham med gode nyheder:

"Jeg bær eders Naade bud og brev,
dem haver eders søn eder sendt,
Ribe haver han bestaaldet,
og Kolding haver han brændt."

Han gav endda greven den nyhed at hans fjende Niels Ebbesen var død. Men intet hjalp og tilsidst måtte Danskerne bryde døren op med vold - og antagelig nogen uønsket støj.

"De stødte paa dør med skjold og spjud,
de nagler ginge alle i stykke"

De trængte derefter hurtigt ind i rummet, hvor de straks dræbte grev Gerhard ved fastholde ham på sengen og halshugge ham over sengestokken. Desuden dræbte de hans kappelan samt tre vagter, som ilede til.

"Toge de greve Herre Gert
udi hans gule lok:
saa hugge de hannem hoved fra
alt over den sengestok."

Niels Ebbesen og hans mænd flygter efter drabet på grev Gerhard, i baggrunden den sønderbrudte bro. Foto Danmarks Historie i Billeder 1898.

Danskerne satte ild i flere af byens huse - sikkert i modsatte retninger af broen - og i forvirringen undslap de tilbage over broen.

I følge folkevisen blev en mand tilbage ved broen, da gruppen red ind i byen. Det var Niels Ebbesens søstersøn, Svend Trøst. Men han havde brugt tiden på at løsne broplankerne, og da gruppen efter drabet flygtede over broen med Holstenerne i hælene, sprang han frem og smed broplankerne i vandet, hvorved danskerne fik et forspring og undslap deres forfølgere.

Jyske Krønike beretter om hans videre færd i 1340: "Samme år d. 2. maj dræbte samme Niels Ebbesen mange Tyske ved Skern Å, hvor de var ved at bygge en borg til Danskernes fordærv."

Men under belejringen af Skanderborg Slot gik det galt: "Men det samme år da samme Niels Ebbesen belejrede borgen Skanderborg blev han angrebet af en stor Tysk hær, som kom over ham Alle Sjæles Dag (2. November). Han gav dem hård kamp, men selv bukkede han under der og ligeledes andre Danske væbnere."

På Mindet i Skanderborg blev der i 1878 opstillet et kors til minde om Niels Ebbesen og de 2000 andre Danske, der faldt i 1340 i slaget mod Holstenerne på Nonnebjerget ved Skanderborg. Foto Tripadvisor.

Det siges at Niels Ebbesen belejrede Skanderborg Slot med med en Dansk hær, men den Holstenske besætning ville ikke overgive sig. Da 600 Holstenske ryttere var på vej til undsætning, trak Niels Ebbesen sin hær op på den nærliggede bakke - formentlig hvor banegården ligger i dag - for ikke at komme i klemme mellem et udfald fra slottet og et rytterangreb fra undsætnings-styrken. Oppe på bakken dannede Danskerne en vognborg.

Rytterne og slottets besætning prøvede at angribe samtidigt, men rytterne red i mudder og blev forsinket i det første angreb, som blev slået tilbage. Men da rytterhæren nåede frem, angreb landsknægtene og rytterne samtidig. Vognborgen blev gennembrudt og mange dræbt. Niels Ebbesen trak sig op på Ladegårdsbakken med sine ryttere. Men overmagten blev for stor og den dag faldt mange Danske, heriblandt Niels Ebbesen og hans to brødre.

Grev Gerhards sønner fandt hans lig på slagmarken og sønderdelte det og satte det på hjul og stejle. Men om natten tog hans venner det og førte det bort og gav ham en kristen begravelse.

6. Litteratur