Danmarkshistorien

39. Christoffer 1.

1. Indledning

I sommeren 1252 faldt kong Abel på Husum Bro i kamp mod Friserne.

Få uger efter blev hans yngre broder, Christoffer 1. valgt som hans efterfølger.

Christoffer 1. Født 1219 - død 1259. Han regerede Danmark 1252-59. Der er med stor sikkerhed ingen portrætlighed. Kobberstik fra perioden ca. 1500-1795. Det Kongelige Bibliotek.

Abels ældste søn, Valdemar Abelsen, var blevet kidnappet af ærkebiskoppen af Køln på sin hjemrejse fra et studieophold i Paris og sad i fangenskab i Køln, og derfor kunne han ikke stille op til kongevalg som sin faders efterfølger.

Flere historikere beskriver Christoffers valg som et slags statskup, en unfair afvigelse fra den gamle sædvane om at en afdød konge bør efterfølges af hans ældste søn. De fremfører at valgkongedømmet var en tom formalitet.

Men kun godt hundrede år før havde Svend Estridsens sønner efterfulgt hinanden som brødre på trods af at flere af dem havde sønner.

Efter Erik Lams død i 1147 afviste Jyderne i første omgang at godkende Erik Emunes søn, Svend Grathe, sikkert fordi de ikke ønskede en søn af en brodermorder som konge, idet Erik Emune havde myrdet sin broder, Harald Kesja, og elleve af hans tolv sønner - heraf mange mindreårige.

Desuden havde Erik Lam selv en søn ved navn Magnus, som slet ikke kom på tale som kongsemne ved hans død i 1147.

Både Valdemar Sejr og Abel selv efterfulgte deres brødre som konger.

Derfor, det er meget vel tænkeligt at valgkongedømmet var reelt og at Danskerne foretrak Christoffer 1. fremfor Valdemar Abelsen, fordi de ikke ønskede en søn af en brodermorder som konge.

Christoffer 1. arvede et rige, som var presset på tre fronter.

Den alvorligste udfordring var Abelslægten i Slesvig, som ønskede at gøre Danmark mindre ved i praksis at gøre deres hertugdømme til et uafhængigt fyrstedømme af den slags, som der allerede var mange af i datidens Tyskland, dog således at de var åbne overfor at Abelslægten kunne overtage den Danske trone.

Kongelige Dynastier i Danmarks historie. Dog, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - stammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en stor del af Jylland omkring 917 som fortalt af Adam i afsnittet om biskop Hoger. Kongerækken og fortællinger om krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige menneskers levevilkår ikke er vigtige og interessante - men uden kongerækken kan historien nemt blive til en slags ustruktureret kaminpassiar, som ikke nemt og umiddelbart lader sig organisere og tidsfæste i hukommelsen. Det giver et godt overblik at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes også Knud 1. og var med ret stor sikkerhed Gorm den Gamles fader som berettet af Adam under biskop Unni. Magnus den Gode, som blev konge i 1047, var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans regeringstid udgør en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, fra 1146 til 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid danner et interregnum til Valdemarernes tid.
Mange historikere, sikkert de fleste, medregner kun Valdemar den Store, hans søn Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren hensigtsmæssigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - herunder Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før Danmarks kongeløse tid fra 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men hans barnebarn, Olaf var, og hans datter Margrete 1. blev regerende dronning af den Skandinaviske Kalmar Union. Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborger konger var også Unions-konger men kun i korte perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, 1534-36 var et afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Som en konsekvens af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, konfiskerede kongerne den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fantastiske rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og efter nogen tid oprette enevælden, som blev en vigtig årsag til Danmarks historiske deroute. I 1848 indførtes en demokratisk grundlov uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter givet til Christian 9. af Glücksborg.

Ledet af ærkebiskop Jacob Erlandsen kæmpede dele af kirken indædt for større uafhængighed af kongemagten, således som det på den tid var almindeligt i resten af Europa. Ja, rent faktisk arbejdede de for at kirken skulle have overlegen myndighed over kongemagten.

Kalkmaleri fra 1300's i klosteret Visoki Decani i Kosovo, som viser Jesus med et sværd. En alternativ fortolkning af Lukas 22.37 er at Jesus ville lade disciplene forstå at i denne situation kunne de ikke stille noget op mod de Romerske soldater, de ville blot selv "omkomme ved sværdet". Jesus var ikke principiel modstander af at bære eller bruge våben. Foto Orthodox Christianity Then and Now.

Under sit mangeårige ophold ved pavehoffet må vi tro at Erlandsen havde tilegnet sig ideen om de to sværd baseret på Jesus ord på vejen til Getsemane Have i Lukas Evangeliet 22.37: "Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig." Da sagde de: "Herre, se, her er to sværd." Han svarede: "Det er nok."

Allerede i den tidlige middelalder fortolkede pave Gelasius skriftstedet således at de to sværd symboliser henholdsvis den åndelige og den verdslige magt. Men dog således at den åndelige øvrighed, kirken, råder over begge sværd - men har overdraget det ene til den verdslige magt. Kirken står nemlig til ansvar overfor Gud også for udøvelsen af verdslig øvrighed, og derfor er den åndelige magt overordnet i forhold til den verdslige magt.

Valdemarerne. Det er almindeligt kun at regne Valdemar den Store, Knud den Sjette. og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men på den måde bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, selvom de virkelig er direkte efterkommere efter de første og mere berømte Valdemarer, og de er ikke adskilt fra disse af nogen naturlig transformationsperiode. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen indtil den kongeløse tid bliver benævnt Valdemarerne.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var sønner af Valdemar Sejr og efterfulgte hinanden som konger. Abel dræbte med stor sandsynlighed sin broder, Erik, og nedsænkede hans lig i Slien. Men, 24 riddere svor på at Abel var uskyldig, og derfor blev han alligevel valgt til konge. Imidlertid, han blev kun kort tid efter dræbt i kamp under et felttog i Frisland, og derefter blev hans lillebroder Christoffer valgt som hans efterfølger, og den afdøde Abels ældste søn blev derved forbigået. Dette førte i de følgende årtier til en langvarig rivalisering mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer og bidrog til den modsætning, som i historiens løb udviklede sig mellem det egentlige Danmark og hertugdømmerne.
Christoffers søn, Erik, som senere fik tilnavnet Klipping, blev konge kun 10 år gammel med sin dynamiske moder, Margrete Sambiria, som formynder. Stormændene begrænsede hans magt med en håndfæstning på Nyborg Slot, som blandt andet bestemte at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt Danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Desuden blev det fastslået at den kongelige domstol kun måtte beskæftige sig med sager, der ikke tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme på forhånd standardiserede bødestraffe. Erik Klipping blev dræbt i Finderup Lade ved Viborg med 56 knivstik - det er stadig et af Danmarkshistoriens store mysterier. Hans søn Erik Menved søgte at skabe goodwill og øget indflydelse i Nordtyskland ved at afholde nogle storslåede - men dyre - ridderturninger. Han blev efterfulgt af sin broder, Christoffer 2. der måtte overtage broderens store gæld, samtidig med at mulighederne for at øge de kongelige indtægter ved øgede skatter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og landet var for en periode uden konge.

Der er dog ingen historiske kilder, som understøtter at Jacob Erlandsen skulle arbejde for et egentligt teokrati - altså en styreform, hvor hele nationen er ledet af et religiøst overhoved - som Vatikanet og fordum Tibet.

Men Ærkebiskoppen var af den rige og mægtige Hvide-slægt, der havde vendt sig i uforsonligt fjendskab mod Erik Plovpenning og den Danske kongemagt. De havde deltaget aktivt i drabet på kongen og støttede fortsat Abel-slægten i Slesvig.

Eksempler på Hvidernes våbenskjold. Tre vandrette bjælker var karakteristiske for en Hvide-ridders våbenskjold.
Fra venstre mod højre: Sune Ebbesens - som var en Hvide - våbenskjold med de karakteristiske vandrette bjælker, et karakteristisk Hvide våbenskjold med bjælker og en due og et med bjælker og gevir. Foto zoizit Wikipedia.

Selvom Christoffer havde været Abels og Hvide-slægtens allierede i oprøret mod kong Erik, overførte de alligevel deres fjendskab mod kongemagten også til ham og vedblev at være den Danske konges uforsonlige fjender. Det blev særligt tydelig da Jacob Erlandsen nægtede at krone Christoffers unge søn, Erik - som senere skulle få tilnavnet Klipping - til medkonge, således som det havde været skik hos Valdemarerne siden Valdemar den Store.

Hvide slægtens fjendskab mod de Danske konger er et mysterium. De havde loyalt støttet Valdemar den Store, Knud den Sjette og formentlig også Valdemar Sejr, men de vendte sig ret pludseligt i fjendskab mod Erik Plovpenning og Christoffer 1.

Birger Jarl som han er genskabt ud fra sit kranium på Medeltidsmuseet i Stockholm. Foto Facebook.

Man kan gætte på et motiv ved at kaste et blik på Sverige netop på denne tid. Her havde rigets mægtigste mand, Birger Jarl, skubbet de traditionelle konge-slægter til side og fået sin egen søn valgt til konge.

En lignende begivenhedsrække kan genkendes i Frankernes tidlige historie, hvor hushovmesteren, Karl Martel, skubbede den historiske kongeslægt - de langhårede Merovinger - til side og gjorde sin egen søn til konge.

Måske havde Hvide-slægten skabt sig en sådan ide om at det var retfærdigt og hensigtsmæssigt at kongen blev valgt fra landets rigeste og mægtigste slægt - hvilket var Hviderne.

Udover Abel-slægtens, Hvide-slægtens og dele af kirkens kompromisløse fjendskab havde Christoffer også arvet Sverige og Norges fjendskab mod Danmark, som oprindeligt var skabt af Abels indblanding i en Svensk borgerkrig.

2. Christoffer 1.

Christoffer 1. var den tredie søn af Valdemar Sejr, som blev konge af Danmark. Historikeren Erik Kjersgaard fortæller at en samtidig årbog skriver "at han slægtede sin fader på. Han var modig, velbegavet og gudfrygtig; men han ville sjældent åbne sin knyttede hånd og strække den frem til håndslag."

Christoffers moder Berengaria døde allerede i 1221, da han var to år gammel.

Sammen med Abel afløste han i 1226 deres halvbroder, Valdemar den Unge, som gidsel hos Henrik af Schwerin. Abel var på dette tidspunkt 8-9 år gammel og Christoffer 7 år.

Det er uklart hvor længe de opholdt sig i Schwerin. De kan have været løsladt da grev Henrik af Schwerin døde i 1228, da Valdemar Sejr betalte det sidste afdrag af løsesummen i 1230 eller en af brødrene måtte blive i Schwerin indtil 1235 som garanti mod hævnfejde.

Skib fra omkring 1250, som bliver holdt flydende af havfruer medens besætningen sover. Skibet er kravelbygget, fører et enkelt råsejl og har styreåre og kastel i agterenden. Foto Bodlion Library Oxford.

Man skal ikke forestille sig at de sad i en celle for vand og brød. De har sikkert haft et forholdsvist normalt liv for drenge på deres alder på slottet i Schwerin - mod at de og deres ledsagere svor på at de ikke ville flygte.

Da Christoffers ældste broder, Erik, blev kronet som sin faders medkonge i 1232, blev Abel samtidig udnævnt til "hertug af Jylland" - derved skal forstås Slesvig - og Christoffer blev herre eller hertug af Lolland og Falster. Muligvis har en af disse udnævnelser været in absentia.

Under borgerkrigen mellem Erik Plovpenning og Abel tilsluttede Christoffer sig Abels parti. Men han blev taget til fange af Erik. Næstved Årbogen under 1248 fortæller at Erik gjorde et hærtog til Arreskov på Fyn, der tilhørte Abel som hans fædrene arv. Her "besatte han alle sine brødres slotte og godser". Både Christoffer og hans halvbroder hertug Knud af Blekinge blev taget til fange.

Mølleporten i Stege, som er det eneste der er tilbage af Stegeborg på Møn. A.P. Møller Fonden har netop doneret midler til en gennemgribende restaurering. Foto Fortidsmindeguide.

Men imidlertid, på denne tid hærgede Lübeckerne i Danmark, som i sin tid Venderne - blandt andet afbrændte de København. Senere i året 1248 angreb de borgen Stegeborg paa Møn og befriede Knud af Blekinge og sandsynligvis ved denne lejlighed også Christoffer.

I hvert fald - også i 1248 - var Christoffer - nu 29 år gammel - på fri fod og i stand til at gifte sig med den senere så navnkundige Margrete Sambiria, som var datter af hertug Sambor 2. af Pomerellen, som var et beskedent hertugdømme i den del af det østlige Pommern, som nu tilhører Polen.

3. Danehof

Kongens magt var blevet svækket i løbet af Valdemarernes tid på grund af middelalderens to samfundsopløsende processer. Nemlig kirkens stadig øgede magt på grund af den bestandige strøm af gaver til kirken i form af jord og rettigheder fra konger og adelsmænd for deres sjæls frelse, og de regelmæssig tilbagevendende forleninger til kongelige prinser, som ikke havde udsigt til at arve tronen. Desuden var der tilbagevendende krav fra eksisterende lensfyrster om at deres len skulle være arvelige og endnu mere uafhængige af kongemagten.

Gæsterne bydes velkomne kunne man kalde dette kalkmaleri fra Ørslev Kirke ved Skælskør - ca 1350. Foto Øresundstid.

Historikeren Erik Kjersgaard skriver at fra gammel tid havde det været skik at kongen en gang om året indkaldte sine svorne mænd til et møde, en slags hærskue - en revy over den bestående krigsmagt. Det lyder meget sandsynligt at adelsmændene med mellemrum skulle vise at de var klar til krig, når kongen kaldte - som modydelse for deres skattefritagelser.

Takket være denne kongemagtens svækkelse i generationen efter Valdemar Sejr kunne aristokratiet, rigets bedste mænd, gennemtvinge at dette hærskue udviklede sig til et "hof", som blev et organ for adel og gejsteligheds medvirken i landets styre. I senere tider skulle denne forsamling blive kaldt Danehof.

De gamle love - Jyske Lov, Sjællandske Lov, Skånske Lov og Frisernes Lov - gav ikke regler for hele en konges virkefelt. Der var et stort spillerum for kongens prerogative, hvilket vil sige muligheden for kongelige beslutninger, som ikke var reguleret af love.

Nu forlangte stormændene imidlertid at dette spillerum skulle reduceres ved at kongen skulle være pligtig til at følge bestemte regler nedfældet i en kontrakt mellem kongen og de fremmødte stormænd på "hof" - i form af en "håndfæstning" - som i nogen grad kan sammenlignes med en grundlov.

Danehof blev holdt på Nyborg Slot fra Christoffer 1.'s tid omkring 1255. Her blev tronarvinger valgt, håndfæstninger vedtaget, kongemordere og forræddere dømt. Selve den sal hvori møderne blev afholdt kan stadig fremvises. Men i en af Jacob Erlandsens klager over Christoffer beklager han sig over at denne konge havde ændret møderne ved at flytte dem fra sit "kammer" ud under åben himmel. Hvilket indikerer at allerede i Christoffers tid var møderne en tilbagevendende begivenhed. Det sidste Danehof blev afholdt i 1413, da kong Erik af Pommern ønskede at legitimere sit krav på hertugdømmet Slesvig. Foto TheTopTours.

I løbet af tiden siden Valdemar den Store havde kongerne knæsat begrebet "majestætsforbrydelse". Definitionen på denne forbrydelse var ikke kun angreb mod kongens person, men også trods og ulydighed mod hans direkte befalinger. For eksempel hvis kongen havde taget et kloster i sit værn, ville det være en majestætsforbrydelse at krænke dets rettigheder.

Lokale adelsmænd, som for eksempel krænkede sådan et kongens værn, kunne blive hjemfaldne til kongens "nåde og unåde". Det vil sige at de kunne blive udsat for kongens vilkårlige straf - for eksempel konfiskation af deres ejendom eller lignende.

Men nu forlangte forsamlingen af adelsmænd og biskopper at der skulle etableres en fast procedure for rettergangen for majestætsforbrydelser. Når der forelå en anklage skulle kongen i tre på hinanden følgende breve indstævne den anklagedede. Kom han ikke havde han dømt sig selv. Der skulle nedsættes et nævn, som to ansete mænd fra den anklagedes hjemegn skulle udpege.

Kalkmaleri fra ca. 1250, som forestiller Esters forbøn for jøden Mordokai fra Esters Bog i det Gamle Testamente - i bagrunden dømte forbrydere. Tirsted Kirke nord for Rødby på Lolland. Foto Peter Lehrman.

Forsamlingen forlangte at kongen kun måtte dømme i sager, som allerede havde været behandlet af en anden ret. Kongen måtte kun idømme standardiserede bøder og straffe.

Når Christoffer gik med til at lade sin magt begrænse af sådanne regler gjaldt det samme naturligvis også for hans fogeder. De skulle med hånden på Bibelen aflægge ed på at de i alle sager ville være retfærdige, de skulle afholde sig fra at finde på nye afgifter og afholde sig fra at modtage bestikkelser.

4. Kampen for Slesvig

Abel faldt på Husum Bro i sommeren 1252 og få uger efter blev Christoffer valgt som konge af Danmark. Hos Abel Slægten i Slesvig og Holsten opfattede man valget af Christoffer 1. som et regulært tronran.

Petersportalen fra omkring 1180 i Slesvig Domkirke. Det var Valdemar den Store og Knud den Sjettes tid. Dengang var hele Slesvig dansk. Det var i Slesvig at Valdemar den Unges blev kronet som Valdemar Sejrs medkonge Sct. Hansdag 1218. Foto Strand und Steine.

Nogle historikere fortæller at enkedronning Mechtilde og sønnerne Erik og Abel løskøbte Valdemar Abelsen for midler, som de lånte af hendes brødre, de Holstenske grever, imod pant i området mellem Slien og Ejderen samt fæstningen Rendsborg. Det var på denne måde at dette område oprindeligt fik tilknytning til Holsten og Tyskland.

Allerede i september 1252 rykkede en Holstensk hær ind i resten af hertugdømmet og erobrede byen Slesvig, som blev plyndret. Domkirkens præster kunne siden fortælle om de mirakler med hvilke Gud havde vist sin afsky for Holstenernes brutale fremfærd. Helgenbilledene fældede tårer, og en Holstensk soldat, som grinende erklærede at miraklerne blot skyldtes at nogle kvinder havde hældt vand over figurerne, blev sindssyg som straf for sin gudsbespottelse og rev sig selv ihjel med sine negle.

Det siges at omtrent samtidig brød Nordmændene ind i Nørre Halland og hærgede og plyndrede.

Den nybagte konge, Christoffer, løste krisen med diplomatiske midler. Han stillede Nordmændene tilfredse ved at love de Norske købmænd erstatning for de tab, som de havde lidt under borgerkrigen - hvilket løfte allerede Abel havde givet dem, men åbenbart ikke overholdt. Christoffer gav Nørre Halland i pant til kong Håkon af Norge som garanti for at han ville holde sit løfte.

Holstenerne stillede han tilfredse ved at love at gøre den unge Valdemar Abelsen til hertug af Slesvig, som hans fader havde været. Imidlertid lykkedes det ikke Christoffer at få byen Slesvig tilbage før i 1254.

Den halvrunde såkaldte tympanon over døren i Petersportalen i Slesvig Domkirke fra omkring 1180. Relieffet har givet navn til portalen idet det fremstiller nøgleoverdragelsen til Sct Peter som det står skrevet i Matthæus-evangeliet: "Og jeg vil give dig Himmeriges nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene."
I midten af billedet ses den tronende Kristus med korsglorien, omgivet af de fire evangelistsymboler. På hans venstre side ses apostlen Paulus, der får overrakt et skriftbånd. En del af båndets latinske indskrift er desværre forsvundet på grund af stenens forvitring. Første del af den er dog entydigt rekonstrueret og oversat således: "Fordriv du mig denne verdens vanvittige tyran og kald de folk tilbage." Altså en befaling til Paulus om at bortjage den hedenske jordiske hersker og føre menneskene tilbage til den kristne kirke. På Kristi højre side ses apostlen Peter, der får overrakt nøglerne. Helt ude til venstre står en fyrstelig person med krone på hovedet; i sine hænder holder han en model af en kirke med to tårne. Over figuren ses Guds hånd udstrakt til velsignelse. Foto Grænseforeningen.

Men den form for kriseløsning skulle skabe endnu større problemer i fremtiden. Han havde tilladt Danmarks fjender at få en fod indefor i grænseområderne.

I 1257 døde hertugen af Slesvig, Valdemar Abelsen, ganske ung - ikke meget mere end 20 år gammel. Ryd Kloster Krønike skriver for året 1257: "Desuden døde Valdemar - kong Abels søn". Han havde ingen arvinger, og derfor var hertugdømmet Slesvig formelt hjemfaldent til den danske krone.

Det skete ikke umiddelbart, fordi Holstenerne i 1258 atter angreb Slesvig og Danmark, sikkert inspireret af opfordringer fra ærkebiskop Jacob Erlandsen om at slå ned på kristenhedens fjender - støttet af en anden af Danmarks uforsonlige fjender, nemlig Abels enke, Mechtilde af Holsten, de Holstenske grevers søster.

Romansk portal i Sørup Kirke. I Sydslesvig findes flere portaler, som har tydelige ligheder med Petersportalen i Slesvig. Det drejer sig om Mariekirken i Sørup og kirkerne i Munkbrarup og Nørre Brarup. De er, eller har været udstyret med fornemme søjleportaler, hvis tympanoner bærer en fremstilling af Kristus mellem apostlene Peter og Paulus. De er formentlig alle opført omkring 1180, som er Valdemar den Store og Knud den Sjettes periode. Dengang var hele Slesvig uomtvistelig dansk. Foto Strand und Steine.

Men Christoffer besejredede Holstenerne og satte sig igen i besiddelse af Slesvig by og her lod han i 1258 sin broders, Erik Plovpennings, lig optage fra Slesvig Domkirke og føre til Ringsted. Ryd Kloster Krønike skriver for året 1258: "Christoffer - kong Eriks broder - lod førnævnte kong Erik opgrave fra Sankt Peders kirke og føre bort, mens biskop Niels ikke var til stede"

Kong Christoffer var en intelligent og handlekraftig mand. Han havde fattet den plan at gøre sin broder til helgen på grund af hans tragiske død ved onde menneskers hånd. Det ville gavne kongeslægten og ikke mindst miskreditere Abelslægten, som havde ansvaret for hans død, og dermed styrke kongerne i kampen for at vinde Slesvig tilbage som en naturlig del af det Danske rige.

5. Kirkens Oprør mod Kongen

Kirkens folk var delt i to partier. Den ene fløj var anført af ærkebiskop Jacob Erlandsen og bisp Peder Skjalmsen af Roskilde, som med stor konsekvens arbejdede for at al verdslig indflydelse på kirken skulle ophøre, kirken skulle kun styres af sine egne mænd og sine egne love, nemlig den internationale kirkeret.

Jacob Erlandsens segl. Foto Sven Rosborn Wikimedia Commons

Jacob Erlandsen blev valgt til ærkebiskop af domkapitlet i Lund allerede i 1252, men på grund af modstand fra kong Christoffer kunne han først overtage embedet i 1254 efter et forlig, der krævede at han aflagde troskabsed til kongen.

Den anden kirkelige fløj, som var de fleste, holdt fast på at bisperne skulle være loyale mod landets konge. Deres leder var bisp Niels, som i 1251 havde efterfulgt den ærværdige bisp Gunner - forfatteren af Jyske Lovs fortale - på Viborgs bispestol.

Ærkebiskop Erlandsen havde en aggressiv fortolkning af kirkens lære om de to sværd: "Ligesom der er to sværd, et verdsligt og et åndeligt, således er der også to fyrster, dommere og domstole. Kongen må vide at ligesom det åndelige har fortrinsret fremfor det verdslige, har også kirkens ret fortrinsret fremfor den verdslige ret; er der uenighed imellem dem, må det mindre vige for det større, det timelige for det åndelige."

Kalkmaleri af Kains drab på Abel i Vester Broby Kirke nær Sorø. Foto Hans A. Rosbach.

Ikke så snart var han tiltrådt som ærkebiskop, insisterede han på at bringe kirkeretten på linie med tilsvarende ret længere nede i Europa, en reform som ville øge kirkens magt i Danmark. Men bønderne gjorde modstand mod at de blev frataget hævdvundne rettigheder og de blev støttet af kongen, som også havde hævdvundne rettigheder i forhold til kirkens ejendomme og tjenere, som Erlandsens reform ville bortskaffe.

I Marts 1256 holdt Christoffer Danehof i Nyborg. Der var stort fremmøde, men landets biskopper lod vente på sig. Dem havde Jacob Erlandsen nemlig sammenkaldt til møde i Vejle på præcis samme dag for at drøfte gejstlighedens sikkerhed, idet Erlandsens stort anlagte reformplan havde udløst fysiske trusler mod nogle biskopper.

I Vejle besluttede den forsamlede gejstelighed erklæringen: "Cum Ecclesia Daciana" som lød: "Da den Danske kirke er under så hård en forfølgelse af voldsmænd at man ikke viger tilbage for i kongens egen nærværelse at undsige bisper, der står som en fast mur om Guds hus, har den hellige forsamlings myndighed forordnet, at om nogen bisp indenfor det Danske Riges grænser fanges, lemlæstes eller lider anden voldelig overlast på kongens bud eller med hans bifald, eller på nogen adeliges bud, således at der er grund til at tro, at det er sket med kongens vilje, så skal al gudstjeneste i riget ophøre."

Klassisk Europæisk maleri som illustrerer en biskop som håndhæver interdikt. Foto Hypotheses.

Efter mange dages forsinkelse indfandt Jakob Erlandsen og biskopperne sig endeligt i Nyborg. Christoffer hilste dem med et citat af Virgil: "Tardi venere bubulci" som betyder "Sent komme studedriverne" idet kongens ord ironiserer over gejstelighedens opfattelse af sig selv som hyrder for deres menigheder - idet pastor betyder hyrde. "Studedriverne" henfører til - for eksempel - de mænd som drev flokke af okser langs den Jyske hærvej for at de skulle sælges i de større byer mod syd.

Den straf som Jakob Erlandsen havde tiltænkt kongen og hans folk, hvis de ikke rettede ind, var det, som man kalder "interdikt", hvilket betyder at al kirkelig service ophørte og derfor kumme ingen få deres synders forladelse og vejen til Himmerrige var derfor spærret for menighederne.

Kongen og ærkebiskoppen var uenige om en mængde ting. Kongen ønskede at have ret til at udtage biskoppernes mænd til krigstjeneste, hvilket Erlandsen modsatte sig. Ærkebiskoppen gjorde krav på vrag og danefæ, som hidtil havde tilhørt kongen. Bispen lod en mængde folk i Skåne sværge troskab til sig med det resultat at kongen fik stadig færre folk i Skåne, som han kunne stole på. Det kom så vidt at Jacob Erlandsen lod kongen og dronningens stole i domkirken i Lund fjerne.

Senere i 1256 forsøgte dronning Margrethe Sambiria og hendes fader Sambor 2. af Pomerellen at få et forlig i stand mellem ærkebiskoppen og kongen - men forgæves.

Ærkebiskoppen gik så vidt i sine anklager mod kongen som at beskylde ham for kætteri. I den liste over anklagepunkter mod Jacob Erlandsen, som danske udsendinge havde med til Vatikanet i 1260 står: "21. Han har lagt kongen for had ved Romerhoffet ved at give sit ord på, at han var ikke rettroende, men kætter. Herom findes der brev af ham. Men særskilt skal hans troskabsbrud og svig behandles."

Romansk kalkmaleri som forestiller kong Herodes på dommersædet i Vellev Kirke mellem Randers og Silkeborg. Foto kalkmalerier.dk.

I 1257, fjerde påskedag, var Christoffer rede til at slå til. Han indfandt sig på Skåne landsting og indtog dommersædet sammen med bisp Niels af Viborg. Her opfordrede han alle, som havde klager over ærkebiskoppen, til at træde frem. Der var mange som havde klager. Som kongen havde forudset erklærede Jacob Erlandsen at han kunne ikke dømmes af en verdslig domstol men kun af paven i Rom.

Men ved at erklære sig selv hævet over den almindelige hob pådrog ærkebiskoppen sig Skåningernes fjendskab og uvilje, for de havde selv været med til begrænse kongens magt på møderne i Nyborg, og nu fik de syn for sagn af ærkebiskoppen med egen mund og i vidners nærværelse for at han ønskede at blive en endnu mere urørlig, ophøjet og eksklusiv enehersker for dem end kongerne nogensinde havde været.

Derefter erklærede kongen at når Jacob Erlandsen ikke selv ville overholde de gamle love for kirken, så behøvede bønderne heller ikke at gøre det, og derfor behøvede de ikke længere at betale tiende til ærkebiskoppen. Derved vandt han utvivlsomt mange tilhængere.

Efter at Erlandsen således var blevet politisk isoleret fra Skåningerne, blev kongen i stand til at gå et skridt videre. En uge senere udsendte han en erklæring om at alle ærkesædets privilegier var ophævet og han krævede at alle hans herremænd istedet skulle træde i hans egen tjeneste. Gjorde de ikke dette, ville de herefter blive betragtet som almindelige skattepligtige bønder.

Vægtæppe fra Baldishol stavkirke i Norge, dateret til 1100 tallet. Det hænger nu på Kunstindustrimuseet i Oslo. Foto Flemming Rickfors.

Men senere denne sommer trak sorte skyer sig igen sammen over kongen. Kong Håkon af Norge stod ned gennem sundet med en flåde på over 300 skibe. Ryd Kloster Krønike skriver for året 1257: "Kong Håkon af Norge var i Danmark."

Imidlertid, formentlig til ærkebiskoppens store ærgelse, nøjedes han med at stille et ultimatum til kong Christoffer: ville han have krig eller fred?

Christoffer greb uden tøven den udstrakte hånd og forsonede sig på alle måder med kongen af Norge og de blev nære venner. Christoffer kaldte Håkon for sin "fader" og han gav sin "søn" et prægtigt langskib ved navn "Mariasuden" med gyldne dragehoveder og billeder på sejlet.

Man kan undre sig over at kong Håkon i det hele taget drog til Danmark med en stor flåde. Men efterfølgende begivenheder kan give en forklaring.

Det er meget sandsynligt at Jacob Erlandsen sendte breve og budbringere - ikke alene til Norge - men til alle konger og fyrster i naborigerne - med alarmerende budskaber om at Guds fjender havde taget magten i Danmark ledet af den ugudelige konge og med opfordring til dem alle om omgående at tage korset og komme den betrængte kristenhed i Danmark til undsætning.

Håkon 4. Håkonsons segl. Kong Håkon 4. af Norge afsluttede mere end 100 års Norsk borgerkrig mellem Birkebeinerne og Baglerne ved at gifte sig med Baglerkongens datter og besejre de resterende små oprørsgrupper. Han regerede Norge i 47 år. Han døde på Orkney øerne, da han forsvarede øerne mod angreb fra den Skotske konge. Foto "Det norske folks liv og historie gjennem tidene fra omkring 1000 til 1280" af Edward Bull Wikimedia Commons.

Det var i hvert fald, hvad der i senere begivenheder motiverede Jaromar af Rügen, de Brandenburgske Markgrever og formentlig også Holstenerne, som dog også havde deres egne mere selviske motiver.

Men da kongen af Norge blev bekendt med sagernes virkelige sammenhæng, greb han uden tøven muligheden for at at undgå en krig i en dårlig sags tjeneste og derved skåne sine skibe og sine krigeres liv. Det er også meget sandsynligt at han kunne forudse lignende problemer med den Norske kirke, det var jo et internationalt problem.

De Holstenske grever modtog sikkert også sådanne budskaber fra ærkebiskoppen med opfordring til at slå ned på kristenhedens fjender, som i ærkebispens hysteriske univers havde taget magten i Danmark ledet af den vantro konge, som ikke respekterede Guds repræsentanter på Jorden.

Samtidig udbrød et mindre bondeoprør på Sjælland, måske og sandsynligvis inspireret af biskoppen af Roskilde, Peder Skjalmsen Bang, som var af Hvideslægten og Jacob Erlandsens søstersøn og trofaste støtte. Ifølge historikeren Palle Lauring blev oprøret slået ned af kong Christoffer i et slag ved Lejrebro.

Pillegraven i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, som er det nuværende og seneste gravsted for Erik Plovpenning. Foto Oleryhlolsson Wikipedia.

I Slesvig besejrede Christoffer de Holstenske grever og satte sig i besiddelse af Slesvig by og her lod han i 1258 sin broders, Erik Plovpennings, lig optage fra graven i Slesvig Domkirke og føre til Ringsted. Ryd Kloster Krønike skriver for året 1258: "Christoffer - kong Eriks broder - lod førnævnte kong Erik opgrave fra Sankt Peders kirke og føre bort, mens biskop Niels ikke var til stede"

Kong Christoffer var en intelligent og handlekraftig mand. Han havde fattet den plan at gøre sin broder til helgen på grund af hans tragiske død ved onde menneskers hånd. Det ville styrke kongeslægten og ikke mindst miskreditere Abelslægten, som var skyld i hans død, og dermed gøre det muligt for kongeslægten at vinde Slesvig tilbage som en naturlig del af det Danske rige.

Christoffer og Margretes søn, Erik - som skulle få tilnavnet Klipping - var nu blevet 10 år og allerede hyldet som sin faders medkonge af rigets stormænd. Kong Christoffer ønskede at han skulle krones som hans medkonge ved en højtidelig ceremoni, således som Valdemarerne havde haft som skik siden Valdemar den Store.

Da han rettede en direkte anmodning til ærkebiskop Jacob Erlandsen om at gøre dette, afslog denne ikke blot at udføre handlingen, men han forbød også alle andre at gøre det. Christoffers holdninger afspejles i den liste på 21 klagepunkter over Jacob Erlandsen, som Danske udsendinge havde med til Vatikanet i 1260, der står: "3. Skønt han havde hyldet den herre kong Erik, søn af afdøde kong Kristoffer, og svoret at tjene ham tro, har han sat sig op mod ham og ikke villet krone ham, da han blev æsket dertil, skønt han havde ud-peget en dag dertil; ja han er trådt i vejen for hans kroning og har bandlyst dem, der kronede ham, selv efter at appel var indgiven".

Men Jacob Erlandsen havde spændt buen for højt. Dette blev Christoffer for meget. Han opfattede ærkebiskoppens værgring som en støtte til abelslægtens tronkrav og han slog hårdt til.

Fangehullet i Hagenskov Slotsbanke 5 km sydøst for Assens er det eneste bevarede af den oprindelige middelalder-borg, der brændte i år 1741. Borgen er i 1251 nævnt som krongods. I 1396 tilbagekøbte dronning Margrethe 1. Hagenskov fra de holstenske grever, og Hagenskov var herefter kongeligt len i næsten 300 år. Det oprindelige Hagenskov var en fire-fløjet middelalderborg i 2 stokværk, og den regnedes for en af de stærkeste borge i landet. Foto 1001 fortællinger om Danmark.

En kold vinternat den 5. Februar 1259 blev ærkebiskoppen overrasket af Mecklenburgske krigsfolk - ledet af hans egen broder, Niels Erlandsen - på sin gård Gisleberg nord for Lund. De iførte ham en verdslig dragt, lænkede hans ben sammen, gav ham en hue med rævehaler på hovedet og førte ham til forvaring på slottet Hagenskov syd for Assens på Fyn.

Så snart ærkebiskoppens fængling blev kendt, nedlagde Lund kapitlet forbud mod gudstjenester i Skåne. Ærkebiskoppens søstersøn og biskop i Roskilde, Peder Skjalmsen Bang - også af Hvideslægten - reagerede i marts 1259 med at lyse interdikt over Roskilde stift. Dog først efter at han havde bragt sig selv i sikkerhed på Rügen, som tilhørte Roskilde stift.

Men i de øvrige stifter vedblev gudstjenesterne som normalt og de Jyske bisper lagde ikke skjul på at de støttede kongen.

Allerede den 19. April 1259 - siges det - gik Jaromar af Rügen, Erik Abelsen, biskop Peder Skjalmsen Bang i land på Sjælland ganske nær København med en hær hovedsageligt bestående af lejesoldater fra Rügen, styrker fra de Brandenburgske Markgrever og formentlig også fra Holsten. Erik Abelsen var Jaromars svigersøn.

København tilhørte egentlig Roskilde Bispestol, efter at Erik Plovpenning kortvarigt havde haft den i sin besiddelse - men åbenbart var bispen ikke meget populær for borgerne smækkede porten i og nægtede hæren adgang til byen.

Jaromars og Erik Abelsens korsfarerhær brød igennem Københavns befæstning på det sted der idag hedder Jarmers Plads. Foto Ramblersen Wikipedia.

Jaromar angreb omgående og brød igennem Københavns forsvar på det sted, som idag er kendt som Jarmers Plads, hvor Jarmers Tårn senere opførtes.

Derefter vendte Jaromar og Erik Abelsen sig mod resten af Sjælland.

I mellemtiden havde kongen - nogle historikere siger hans formidable dronning - samlet en hær bestående af sjællandske bønder og stormænd. Bondehæren var Jaromars hær numerisk langt overlegen, men de fleste af bønderne var uden militær uddannelse og kamperfaring.

Hærene mødtes ved Næstved måske i Maj-Juni 1259 og det blev en sønderknusende sejr for fyrst Jaromar, Erik Abelsen og deres erfarne professionelle. Ryd Kloster Krønike for 1259 skriver: "og Jarmer af Rygen ødelagde meget på Sjælland." Ældre Sjællandske Krønike skriver: "Der stod et slag ved Næstved mellem bønderne og Jarmer."

Forskellige forfattere angiver, at mellem 1.800-10.000 mænd faldt i bøndernes hær. De døde på Dansk side blev på Roskildebispen Peder Bangs ordre begravet uden kristne ceremonier - fordi de var kættere, som havde kæmpet mod kirken.

Jaromar døde i Skåne det følgende år. Det fortælles at han besøgte en kvinde, som han havde fattet kærlighed til eller blot begærede, men imidlertid blev hans følelser ikke gengældt og denne kvinde havde gemt en lille, men meget skarp kniv i sengen, hvormed hun skilte Jaromars fra hans liv.

6. Kampen om Bornholm

I 1149 skænkede kong Svend Grathe ærkebiskop Eskild i Lund landsbyen Aakirkeby og tre af de fire bornholmske herreder, nemlig Haslæ Herred, Hænnings Herred og Michlingæ Herred. Kun Rothne Herred, som er Rønne, beholdt kongen sammen med den kongelige borg i Almindingen. Bornholm blev således delt mellem konge og kirke.

Ruinerne af Lilleborg på Bornholm. Slottet ligger temmelig midt på Bornholm mellem Rønne og Svaneke. Foto Bornholm Secrets.

Fyrst Jaromar af Rügen havde allerede i 1257 gjort oprør mod sin lensherre Christoffer 1. siges det. Han erobrede den kongelige fæstning på Bornholm, Lilleborg, sammen med Anders Erlandsen, en broder til ærkebiskop Jakob Erlandsen, og nedhuggede hele besætningen. I den liste over klager over Jacob Erlandsen, som de danske udsendinge havde med til Vatikanet i 1260 står: "2. Jærmer og ærkebispens broder Anders tillige-med samme ærkebiskops mænd har på øen Bornholm dræbt henved 200 af kongens mænd, lagt de øvrige hårdt i skat og sløjfet kongens virke der på øen; og han har tilstået, at disse ting var skete på hans bud."

I middelalderen var Bornholm opdelt i fire herreder, nemlig Rothne Herred, Haslæ Herred, Hænnings Herred og Michlingæ Herred. Kongen rådede over Rothne Herred og ærkebispen over de tre øvrige. Borgen midt på øen, i dag kaldet Lilleborg, var kongens ejendom på Christoffers tid. Gamleborg, som ligger i nærheden, kan spores tilbage til tiden 900-1100. Foto Naturstyrelsen.

Datoen for erobringen kendes ikke nøjagtigt, men det kan have været allerede før Jacob Erlandsens fængling. Jaromar faldt for kvindehånd i Skåne i 1260. Vi må tro at han fra angrebet på København i april 1259 til sin død i 1260 har haft travlt med at lede sin formentlig ret store hær på Sjælland og i Skåne, hvilket ikke levner ham så megen tid til at erobre Lilleborg, da en belejring af borgen må have indebåret forudgående skibstransport og derefter strakt sig over nogen tid. Derfor kan vi tro at det er mest sandsynligt at han erobrede Lilleborg før Jacob Erlandsens fængsling i Februar 1259, men sikkert efter Christoffers juridiske angreb på ærkebispen på Skåne landsting i marts 1257, som ærkebispens tilhængere også må have anset for en utålelig provokation.

7. Christoffer 1. som Konge af Danmark

Som tidligere konger blev fulgt af hirden, blev en middelalderkonge fulgt af et korps af unge mænd, ofte yngre sønner af mindre velhavende adelsmænd, som tjente "både for guld og ære", som der står i folkeviserne.

I kredsen omkring kongen fandt man også udenlandske riddere, heriblandt Grev Albrekt af Braunschweig og forunderligt, grev Gunzelin af Schwerin, som Christoffer kunne have truffet i sin barndom under sit fangenskab på slottet i Schwerin. Som andre udenlandske korps i historien var de fuldstændig pålidelige og loyale - så længe de blev betalt.

I 1251 døde grev Niels af Halland og efterlod sig en mindreårig søn. Det lykkedes Christoffer at undgå en ny bortforlening af grevskabet. Men alting koster, og han måtte forlene greverne Gunzelin af Schwerin og Albrekt af Braunschweig med øerne Samsø og Endelave.

Refshaleborg på øen Borgø i Søndersø 2,5 km fra Maribo. Foto Google Maps.

Qgså år 1256 udbrød der et bondeoprør i Danmark. Ryd Kloster Krønike skriver: "Alle kådkarlene blev rasende med deres køller". "Kådkarlene" var den mest fattige landbefolkning, som boede i "kåd", hvilket var hytter. De brugte køller fordi de var så fattige at de ikke havde råd til våben. Men åbenbart brugte de deres køller effektivt, historikeren Erik Kjersgaard fortæller at de erobrede den kongelige fæstning Revshaleborg ved Maribo. Der er ikke berettet yderligere om oprøret, så det er sandsynligt at det blev slået ned med hård hånd.

8. Christoffers Familie

Som nævnt ovenfor blev Christoffer i 1248 gift med den navnkundige Margrethe Sambiria, datter af hertug Sambor 2. af Pomerellen, som var et beskedent hertugdømme i det østlige Pommern. Hendes moder hed Mechtilde og stammede fra Mecklenburg.

Simpliciferet stamtræ for Valdemarerne fra Valdemar Sejr til Christoffer 2.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. var sønner af Valdemar Sejr og Berengaria og de blev alle konger, den ene efter den anden. Erik Klipping, der led døden i Finderup Lade, var søn af Christoffer 1. og den berømte Margrete Sambiria. Hans sønner med Agnes af Brandenburg var Erik Menved og Christoffer 2, der begge blev konger. Af disse syv konger døde blot tre en naturlig død.

Efter Christoffers pludselige død i Ribe overtog hun regeringen af Danmark med stor energi og beslutsomhed som formynder for sin 11-årige søn, Erik - som skulle få tilnavnet Klipping. Margrethe fik af eftertiden også tilnavnet Sprænghest, angiveligt fordi hun skulle have redet en hest til døde under slaget på Lohede, men også i erkendelse af hendes ukvindelige, konsekvente og beslutsomme lederstil. Folkeviserne kaldte hende Sorte Grethe på grund af hendes sorte hår.

Fra Christoffers død og til 1266 kæmpede hun som en løvinde for sin lille søn mod Danmarks talrige fjender - som navnlig var ærkebiskop Jakob Erlandsen, Abel slægten og Holstenerne.

Dansk Biografisk Leksikon nævner at hendes ægteskab med Christoffer var særdeles lykkeligt og hun fødte ham sønnen Erik og datteren Mechtilde, som var opkaldt efter Margrethes moder. Mechtilde blev gift med markgrev Albrecht af Brandenburg.

Men Margrete og Christoffer havde endnu en søn, idet pave Urban 4. kunne beskylde Peder Bang for at have bandlyst en Junker Valdemar sammen med den unge Erik Klipping. Denne Valdemar nævnes endvidere i den såkaldte Ringstedtavle over begravelser i Ringsted domkirke. Tavlen angiver hans dødsdag som d. 21. december men ikke hans dødsår.

Men den fortæller at denne Valdemar fik sin grav ved foden af hertug Knud Valdemarsens grav, så han må være død efter at denne farbroder døde 1. okt. 1260, men åbenbart før Margrete i 1263 sendte brev til paven med anmodning om hans accept af kvindelig arvefølge, hvori det angives at kongen ikke har brødre.

Desuden omtales endnu en datter, idet Erik Klipping i sine privilegibreve til Kiel og Hamburg d. 20 Juli 1283 omtaler grev Johan 2. af Holsten som sin svoger og hans hustru som sin søster. Andre kilder angiver at hun hed Margrete.

Margrethe Sambirias grav i smukke omgivelser i Bad Doberan. Det er svært at lade være med at tænke på denne gravs skønhed står i modsætning til alle de andre Danske og Norske middelalder-konger - og dronninger - som angivelig ligger begravet i den og den kirke, men graven kan ikke yderligere stedfæstes. Foto Tripadvisor.

Da sønnen Erik i 1265 blev myndig blev Margrethe overdraget styret af Estland med titlen "Frue til Estland". Hun igangsatte blandt andet opførslen af Tallins bymur.

Margrethe Sambiria døde 1282 eller 1283 i Rostock i Mecklenburg. Hun ligger begravet i den Mecklenburgske fyrsteslægts gravkirke, klosterkirken i Bad Doberan. Man kan undre sig over hvilke årsager der var til at en Dansk dronning således blev begravet i udlandet.

Hun blev forskånet for at opleve sin søns død for morderhånd i Finderup Lade nogle få år senere.

9. Christoffer 1's Død og Begravelse

Kong Kristoffer 1. døde pludseligt i Ribe Den 29. Maj eller 3. Juni 1259 omkring 40 år gammel.

Der er ingen efterretninger om forudgående sygdom, tværtimod. Kongen var efter alt at dømme sund og rask, idet han var i stand til at rejse rundt i sit rige. En kilde fortæller at Kong Kristoffer 15. april 1259 opholdt sig på Taarnborg, som må have været ovefartsstedet mod Nyborg, som senere er blevet erstattet af Korsør. Her udstedte han et brev, hvori han opfordrer dekaner og sognepræster i Halland til, for folkets skyld, at åbne deres kirker, på trods af landets interdikt.

Maleri fra 1500 tallet af Christoffer 1. i Ribe Domkirke. Der er med stor sikkerhed ingen portrætlighed. Der er ingen beskrivelse af hvordan han så ud. Her er han fremstillet lidt mørk - sikkert fordi hans moder var fra Portugal. Foto Treenighedskirken i Grådybet i Esbjerg.

Hans nærmeste, som var tilstede i Ribe da dødsfaldet skete, er ikke i tvivl om at han blev forgiftet og at Jacob Erlandsen stod bag. I betragtning af den fanatisme og hensynsløshed, som Jacob Erlandsen og hans tilhængere udviste i deres hellige krig, lyder det fuldstændig muligt.

De fleste historikere mener at det blot er et rygte at Christoffer blev forgiftet - det var i virkeligheden ikke så slemt, han døde nok af naturlige årsager. Men hvad ved vi om det? Hvorfor tror vi egentlig at vi - 750 år senere - ved bedre end dronningen og kongens mænd, som var på stedet, da det skete?

Måske efter nogen tid, kom dronningen og hendes rådgivere frem til den overbevisning at gerningsmanden var abbed Arnfast fra Ryd Kloster, som netop på dette tidspunkt var tilstede i Ribe. Han skulle have kommet gift i altervinen da han bød kongen den hellige nadver.

Ryd Kloster ligger omkring 80 km fra Ribe i den anden ende af Sønderjylland omkring 10 km nordøst for Flensborg.

Kun fem år efter Christoffers død bekræftede selveste pave Pave Urban 4. i et brev til Jacob Erlandsen at Arnfast var Christoffers fjende og den almindelige mening var at han dræbte Christoffer med gift: " - til den anden, den i Aarhus, indviede du faktisk, hvad der sandelig var en forbandelse, Arnfast, kong Eriks åbenbare fjende, da det jo siges, at han skal have ryddet denne konges fader af vejen ved gift, og dette gjorde du, inden spørgsmålet om vor ærværdige broder Tyges valg til biskop i Århus var afgjort ved dette sæde."

Christoffer 1’s gravsten i Ribe Domkirke blev genfundet under en udgravning foran alteret i 1987. Den stærkt medtagne sten er af sort belgisk marmor og har oprindeligt været prydet med et relief af kongen udført i alabast og messing. Bagved står hans sandstendssarkofag, som også blev fundet i 1987. Det indeholdt resterne af mindst to personer. Foto Wikiwand.

En passage i Øm Kloster Krønike - skrevet kun 10 år efter Christoffers død - giver os oplysning om at Jacob Erlandsen udnævnte abbed Arnfast til biskop af Aarhus efter Christoffers død, man kan tro som belønning for hans indsats, men Arnfast vovede ikke at tage imod udnævnelsen af frygt for dronningen.

Biskop Tyge af Aarhus indklagede munkene i Øm Kloster for Åbo Sysselting for at have fordrevet ham fra klosteret og ligeledes for at have skjult kongens fjender, herunder abbed Arnfast. Øm Kloster Krønike skriver om dette: "Og siden denne nu er bragt på tale, skal jeg fortælle noget om ham. På den tid hvor bispesædet i Århus stod ledigt, var der tolv kanniker. Da de foretog valget, stemte de seks på en, og de seks andre på en anden; heraf fulgte en langvarig strid og splid mellem dem, således at valget tilfaldt ærkebisp Jakob, som selv var drevet ud af riget på grund af den fejde, der herskede mellem ham og kong Kristoffer," - "Den nævnte ærkebisp valgte så den fremragende og vellærde mand af ædel byrd, hr. abbeden af Ryd kloster ved navn Arnfast, og indviede ham til bisp af Århus. Denne Arnfast vovede dog ikke, fordi han var valgt og indviet mod dronningens vilje, at iklæde sig den nævnte kirkes goder, men vendte tilbage til sit førnævnte abbedi, hvor han opholdt sig lige til sin dødsdag." - "Men denne gode mand har aldrig været i dette hus, efter han blev viet til bisp."

Danske middelalder-konger, som led en unaturlig død, og deres gravsteder. Der fandtes den skik i Danmark at konger, som faldt i kamp eller på anden måde led en unaturlig død, i hovedsagen blev begravet hvor de faldt. Knud den Hellige blev begravet i Odense, hvor han faldt. Niels blev begravet i Slesvig, hvor han faldt. Erik Emmune blev begravet i Ribe ikke langt fra Urnehoved ting, hvor han blev dræbt. Svend Grathe blev begravet på selve slagmarken. Erik Plovpenning blev oprindeligt stedt til hvile i Slesvig, hvor han blev dræbt. Abel blev begravet i sin hjemby, Slesvig, der ikke ligger langt fra Husum. Erik Klipping blev dræbt af mange knivstik i Finderup Lade nær Viborg - og begravet i Viborg. Christoffer 1. fandt sin død i Ribe og blev begravet i Ribe og derfor må man antage at hans samtidige virkelig var overbevidste om at han der døde en unaturlig død - ved gift i altervinen givet af abbed Arnfast fra Ryd kloster - og de var og er jo de nærmeste vidner - og de eneste - og må vide bedst.

Ribe domkapitel trodsede interdiktet og begravede deres konge foran alteret i domkirken med alle ceremonier og æresbevisninger. Men det gik hans grav som det er gået så mange andre middelalder-kongers grave i Danmark og Norge. Den blev ignoreret og glemt og blev først genfundet under en udgravning foran alteret i 1987.

10. Links og Litteratur