Danmarkshistorien

37. Erik Plovpenning

1. Indledning

Erik Plovpenning var søn af Valdemar Sejr, og han regerede Danmark fra 1241 til hans død ved morderhånd i 1250 i en båd på Slien.

Valdemar den Store havde i 1147 rejst de kuede og ængstelige Danskere til modstand mod de Vendiske pirater og erobret Rügen. Under hans ældste søn, Knud den Sjette, erobrede Danskerne alle Vendernes hjemlande i Pommern og dele af Mecklenburg, og Venderne hyldede ham som deres konge. Under hans yngre søn, Valdemar Sejr, fuldendtes erobringen af hele landet nord for Elben inklusive Holsten.

Erik Plovpenning på kobberstik fra 1500-1795. Det er yderst tvivlsomt om kunstneren havde noget kendskab til, hvordan han så ud. Men han havde jo en Portugisisk mor, så han har nok forestillet sig at han har set lidt "portugisisk" ud, en mørk type med små øjne, helt sikkert overdrevent. Men også kalkmaleriet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, som er malet få år efter hans død, indikerer at han var en lidt mørk type.
Bemærk at han kaldes Erik 6. I vor traditionelle kongerække, som starter med Gorm den Gamle, er der imidlertid kun tre Erik'er før ham, og han skulle således kaldes Erik 4. Det kan imidlertid forklares ved at kongerne blev anset for oprindeligt at være "Jyders" konger, som senere blev valgt som konger for hele Danmark. Og i Anskars levned fortælles om de to manglende Erik'er som var Jyders konger. "Vita Anskarii" siger at "medens Anskar opholdt sig i Sverige, svandt udsigten til at genoptage missionen i Danmark. Erik, konge af Jylland, der tidligere havde støttet Anskar, var blevet upopulær hos sine hedenske undersåtter, og i en kamp, der varede i tre dage, blev han og næsten alle hans nærmeste mænd dræbt, og hans eneste efterkommer, Erik 2. blev tilbage som regent over kun en lille del af Jylland." Foto: Det Kongelige Bibliotek

Imidlertid tabte samme Valdemar Sejr hele det Nord-Tyske område igen få år efter i forbindelse med at han blev kidnappet af grev Henrik af Schwerin under en jagt på Lyø - hvilket medførte at Ejderen igen blev Danmarks sydgrænse, som den havde været det i århundreder. Men uanset tabet af området nord for Elben og de andre tidligere Vendiske områder var Valdemar den Store og hans to sønners tid en periode karakteriseret ved fred, fremgang og velstand.

Men, storhedstiden var allerede toppet ved Valdemar Sejrs død og hans søns, Erik Plovpennings, tronbestigelse i 1241. Ikke at dette kan bebrejdes kong Erik, som var en mand med mange gode egenskaber, men det var en logisk følge af en udvikling, som havde været igang i lang tid før han blev konge.

En munk i Ryd Kloster ved Flensborg Fjord skrev i kloster-årbogen: "Valdemar den Anden døde skærtorsdag. Da han døde, faldt kronen i sandhed af Danskernes hoved. Efter hans død begyndte landsmænd at kives og strides og skade hinanden - til spot og spe for dem siden i alle landene rundt omkring - og det land, deres forfædre havde vundet med sværd og sejr, svandt fra kronen, fordi de ikke kunne enes, og det blev dem siden mest til modgang og skade, som vi nu dagligt oplever. Og alt dette har overhovederne selv bevirket ved at bekæmpe hinanden indbyrdes. Som Herren siger i evangeliet: "Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde." - "Endvidere blev kong Erik - Valdemar den Andens søn - konge over hele Danmark."

Kongelige Dynastier i Danmarks historie. Men, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - stammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en stor Part af Jylland omkring 917 som fortalt af Adam af Bremen i hans afsnit om biskop Hoger. Kongerækken og fortællinger om krig og fred er historiens rygrad - ikke sådan at beretninger om kultur og almindelige folks levevilkår ikke er vigtige og interessante, men uden kongerækken bliver de nemt blive til ustrukturerede fortællinger, som ikke nemt og umiddelbart lader sig tidsfæste. Det giver et godt overblik at inddele kongerækken - og dermed Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra Hardecnudth, sandsynligvis søn af Hardegon. Han kaldes også Knud 1. og var med ret stor sikkerhed Gorm den Gamles fader, som berettet af Adam i afsnittet om biskop Unni. Magnus den Gode, som blev konge i 1047, var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans regeringstid udgør en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De rivaliserende konger, Svend, Knud og Valdemar, indtil 1157, nedstammede alle fra Svend Estridsen; deres tid danner et interregnum til Valdemarernes æra.
Mange historikere, sikkert de fleste, medregner kun Valdemar den Store, hans søn Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren hensigtsmæssigt også at medtage deres mindre succesfulde efterkommere - herunder Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før Danmarks kongeløse tid omkring 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men hans barnebarn, Olaf, var og hans datter Margrete 1. blev regerende dronning af den Skandinaviske Union. Man kan sige - med god vilje - at Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De tidlige Oldenborger konger var også Unions-konger men kun i korte perioder.
Borgerkrigen, Grevens Fejde, til 1536 var et afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Som en konsekvens af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, konfiskerede kongerne den trediedel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fantastiske rigdom gjorde det muligt for dem at kue Danmarks gamle adel og oprette enevælden, som var en afgørende årsag til landets historiske deroute. I 1848 blev en demokratisk grundlov indført uden borgerkrig eller andre voldelige begivenheder.
Den Oldenborgske kongeslægt uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter givet til Christian 9. af Glucksborg.

Valdemarerne. Det er almindeligt kun at regne Valdemar den Store, Knud den Sjette. og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men på den måde bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, på trods af at de virkelig er direkte efterkommere efter de første Valdemarer, og de er ikke adskilt fra disse af nogen naturlig transformationsperiode. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen indtil den kongeløse tid bliver benævnt Valdemarerne.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var sønner af Valdemar Sejr og efterfulgte hinanden som konger. Abel dræbte med stor sandsynlighed sin broder, Erik, og nedsænkede hans lig i Slien. Men, 24 riddere svor på at Abel var uskyldig, og derfor kunne han alligevel blive valgt til konge. Imidlertid blev han blot kort tid efter dræbt i kamp under et felttog i Frisland, og derefter blev hans lillebroder Christoffer valgt som hans efterfølger som konge, og den afdøde konges, Abels, ældste søn blev derved forbigået. Dette førte i de følgende årtier til en langvarig rivalisering mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer.
Christoffers søn, Erik, som senere fik tilnavnet Klipping, blev konge kun 10 år gammel med sin moder, Margrete Sambiria, som formynder. Stormændene begrænsede hans magt med en håndfæstning på Danehoffet på Nyborg Slot, som blandt andet udsagde at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt Danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Desuden blev det fastslået at den kongelige domstol ikke måtte beskæftige sig med sager, der ikke tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme på forhånd standardiserede bødestraffe. Erik blev dræbt i Finnerup Lade ved Viborg med 56 knivstik - det er et af Danmarkshistoriens store mysterier. Hans søn Erik Menved forsøgte at skabe goodwill og øget indflydelse i Nordtyskland ved at afholde nogle storslåede ridderturninger. Han blev efterfulgt af sin broder, Christoffer 2. der måtte overtage broderens store gæld, samtidig med at mulighederne for at øge de kongelige indtægter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og landet var for en periode kongeløst.

I flere hundreder år havde konger og stormænd testamenteret godser og landsbyer til klostrene og kirkerne for deres sjæls frelse, områder, som derefter blev omfattet af kirkens privilegier, herunder frihed for skat til kronen. Det var en udvikling, som kun gik en vej. Kirker og klostre var udødelige og de gav aldrig slip på noget, som de en gang havde fået.

Bisper og abbeder kom som oftest fra landets bedste og rigeste slægter, de bestyrede vældige godsområder næsten som en stat i staten. Kirken havde vokset sig stor og stærk og var blevet en selvstændig magtfaktor, som ikke længere støttede sig på kongemagten men tværtimod kunne stille krav til den.

Stifterbillede i Gerløv Kirke på Vest-Sjælland, som viser en mand i Russisk Bojar Kostume, som overrækker kirken til menigheden og Gud. Nogle mener at det er Esbern Snare, som siges at have ledsaget kongen på en rejse til Rusland. Esbern Snare var en af Hvide slægtens store helte. Foto Øresundstid.

Desuden var det blevet almindeligt at give dele af landet som len til de kongelige prinser, som ikke stod til at arve tronen, for at sikre dem en tilstrækkelig fornem og anstændig position. Derved fik disse prinser retten til de fleste kongelige indtægter i de områder, som de fik tildelt, og kongens indtægter blev beskåret tilsvarende.

På den måde blev de kongelige indtægter stadig mindre, og kongens potentielle politiske fjenders indtægter større. Kongemangten blev svagere sammenlignet med kirken og alle lensfyrsterne, og samfundet blev dermed mere politisk ustabilt, idet det var blevet meget mere vanskeligt for kongen at knuse en tronkræver med overvældende styrke.

Et andet forhold, som svækkede kongemagten, var at den mægtige Hvide slægt, som havde fostret Esbern Snare og Absalon, og som loyalt havde støttet kongemagten under Valdemar den Store og Knud den Sjette, vendte sig i uforsonlig fjendtlighed mod Erik Plovpenning.

Det først kendte tegn på Hvide-slægtens fjendskab mod kong Erik var kongens brud med sin kansler biskop Niels Stigsen af Roskilde, som måtte flygte fra landet og se kongen beslaglægge hans by København. Biskop Niels' broder Juris Stigsøn blev dræbt i 1246, angiveligt af sine egne husfolk. Erik fratog Peder Ebbesøn - som tilhørte Hvideslægten - hans fogedembede, hvilket førte til at han nærede stor uvilje mod kongen. Lave Gudmundsøn, som var gift med Esbern Snares datterdatter, og Tyge Bost, der ifølge sit våben hørte til Hvideslægten, var Erik Plovpennings særlige dødsfjender. Anders, en søn af Esbern Snares datter, fru Ingeborg, blev straks i 1250 Abels marsk.

Årsagen eller årsagerne til fjendskabet mellem kong Erik og Hvideslægten kendes ikke, men det blev fatalt for Erik Plovpenning, idet Tyge Bost og Lave Gudmundsen - begge af Hvideslægten og i Abels tjeneste - var ansvarlige for drabet i båden på Slien.

Den store tilslutning til Abels oprør og Hvide-slægtens pludselige og uforsonlige fjendskab mod kong Erik - men ikke mod Abel - og Eriks ynkelige død på Slien ved halshugning - efterlader en mistanke om at der verserede en anklage mod Erik for en eller anden unævnelig ugerning, som aldrig er så meget som antydet i de kendte kilder.

Kalkmaleri fra 1325 i Birkerød Kirke mellem Lyngby og Hillerød, som viser lykkens hjul. Tekst-strimlerne siger: Regnabo (Jeg vil være konge) - Regno (Jeg er konge) - Regnavi (Jeg har været konge) - Sum sine regno (Jeg har intet kongedømme) Foto kalkmalerier.dk.

Nogle historikere stemmer traditionelt i med munkenes melodi: "Efter hans død begyndte landsmænd at kives og strides og skade hinanden - til spot og spe for dem siden i alle landene rundt omkring" - "Som Herren siger i evangeliet: "Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde." - "Og hvad kan man mere sige? Jammerligt fordrede de begge magten og bragte riget i stort vanry i alle lande, og den ene ønskede den anden død."

Som om ansvaret for katastroferne var ligeligt fordelt mellem de to umodne stridbare hanekyllinger, Erik og Abel, og de selv var de eneste modne og forstandige. Kun få fremhæver at den ene broder, Erik, var landets retmæssige, lovlige konge, medens den anden broder, Abel, var en oprører og egentlig landsforræder, som førte udenlandske hære imod Danmark for at opnå sine egne politiske mål. Kirken og munkene havde deres egen agenda, de stod blot ved sidelinien og jamrede uden at vælge side eller tage fat om problemet.

Erik Plovpenning havde efter alt at dømme forstået at de bestandige gaver til kirken i form af godser og landsbyer og kirkens stadigt øgede privilegier i form af skattefriheder underminerede kongemagten til skade for landets stabilitet og dermed dets fred og velstand. Hvis han ikke var kommet så ulykkeligt af dage, kunne han være blevet en af Danmarks store konger, som ville have rettet op på de skævheder, som var opstået under hans forgængere.

2. Erik Plovpenning

Valdemars og Berengarias tre sønner afløste i 1226 deres halvbroder, Valdemar den Unge, som gidsel hos Henrik af Schwerin. Erik var på dette tidspunkt 10 år gammel, Abel 8-9 år gammel og Kristoffer 7 år. De måtte blive i Schwerin indtil 1228, da grev Henrik døde, eller indtil 1230, da Valdemar Sejr betalte det sidste afdrag af løsesummen. Deres moder Berengaria døde allerede i 1221, da Erik var 5 år gammel, drengene kan ikke have haft nogen klar erindring om hende.

Kalkmaleri fra 1250 af Erik Plovpenning i Tømmerup Kirke nær Kalundborg. Foto kalkmalerier.dk

Vi må tro at Erik i den grad har haft rollen som storebroder, og det har bidraget til en selvfølgelig selvtillid.

Uagtet at hans tre sønner, Albert af Orlamunde og andre Danske stormænd stadig var gidsler i Schwerin, samlede Valdemar en hær og brød ind i Holsten i 1226 og udfordrede derved også grev Henrik af Schwerin, som var allieret med Adolf af Holsten.

Flere historikere anfører at Erik studerede i Paris, som så mange andre Danske stormandssønner. Her skulle han have mødt en anden studerende, som senere skulle blive pave under navnet Innocentius 4. Det er dog svært at se denne pave gav særlige begunstigelser til Erik i hans kongetid, bortset fra beslutninger, som havde forbindelse med Eriks planer om et korstog til Estland. Tværtimod støttede Innocentius en Jacob Erlandsen, som senere skulle give så mange problemer for Danmark.

Hans ældre halvbroder Valdemar den Unge døde som følge af et vådeskud under en jagt på Røsnæs i 1231. Efterfølgende blev Erik kronet til sin faders, Valdemar Sejrs, medkonge 30. maj 1232.

I 1239 giftede han sig med Jutta af Sachsen, som på dette tidspunkt var godt 16 år gammel. Med dette ægteskab udsonede Danmark sig med Albrecht af Sachsen, hvis deltagelse i slaget ved Bornhøved på grevernes side var afgørende for sejren over Valdemar Sejr.

Kalkmaleri fra 1200 som illustrerer uddrivelsen fra Paradis i Bjäresjö Kirke nordvest for Ystad. Foto kalkmalerier.dk.

Pave Gregor 9. opfordrede i 1240 Erik - som da var 24 år gammel - til at lade sig kåre som Tysk modkonge til kejser Frederick 2. Men efter råd fra sin fader afslog han at lade sig involvere i Tysk politik. Det viser dog at Erik blev regnet som en begavet og talentfuld ung mand, som man havde store forventninger til.

Erik tog sin kongegerning med den største alvor. Den samtidige Tyske poet Reinmar v. Zweter siger om ham: "Han var velvillig mod sine egne , men frygtelig mod sine modstandere" og samme kilde fortsætter: "i ynglingeårene var han optaget af tant og udsvævelser og som en vellystning var han stærkt hengiven til verden" men han undergik en brat forvandling da han efterfulgte sin fader idet "hans sind vendte sig mere end hos fyrster sædvanligt fra kærlighed til det verdslige."

Sjællandske Årbog fortæller om kong Erik at han : "var en meget smuk mand og en meget mild ridder, overmåde vennesæl var han mod alle, og han udrettede mangen smuk dåd." En gammel kongerække, der fortæller udførlig om Erik Plovpennings død, taler ligeledes om kongens smukke og indtagende ydre.

En munk i Øm Kloster skrev: "Han var huld mod hele riget, elsket af Gud og mennesker."

Kalkmaleri i Keldby Kirke på Møn fra 1325, som forestiller flugten til Ægypten. Foto kalkmalerier.dk.

På trods af hans til tider anstrengte forhold til kirkefyrsterne, var han en alvorligt troende kristen. Umiddelbart efter han blev enekonge udstedte han et brev i nærværelse af dronning Jutta, franciskanermunken Ulrik og kongens præst Peder, i hvilket han tilkendegav at han ville dø i en gråbroders kutte og jordes i Roskilde Franciskaner kloster. Som vi ved, fik han ikke sit ønske opfyldt.

I hele sin kongetid ønskede han at tage på et korstog til Estland. Det blev aldrig til noget, grundlæggende fordi han ikke turde vende ryggen til sine brødre og andre fjender i Danmark.

En anden munk i Øm Kloster beklagede sig omkring 1242 over dronning Juttas manglende respekt for klosterets ejendom. På dette tidspunkt havde hun været gift med kong Erik omkring 3 år, og følgelig havde hun kun boet i Danmark i lige så lang tid. Man må tro at hun havde fået sin holdning til klosternes ejendomsret til Danmarks resourcer fra folk, som stod hende nær, for eksempel fra sin mand, kongen. Munken skriver: "Også kong Eriks dronning, som hed Jutta, og som på den tid boede på Skanderborg, konfiskerede hver dag fra vor gård i Tørning med magt, hvad hun ville. Det gik så vidt at hun truede broder Olaf Kviter, der var foged på denne ladegård, samt abbed Jens og tillige de andre brødre med , at hun ville volde dem skade på liv og lemmer, hvis de ikke lod hende gøre med vor ejendom, hvad hun ville. Og når vi efter sædvane kom kørende med vort korn fra Djursland til Klosteret, lagde droningen baghold mange steder undervejs for at rane dette, hvis der viste sig en lejlighed.

Kalkmaleri fra omkring 1200 i Bindslev Kirke nordøst for Hjørring, som forestiller Jomfru Maria med Jesusbarnet. Foto kalkmalerier.dk.

Desuden, Erik udnyttede Roskildebispen Niels Stigsens flugt til at sætte sig i besiddelse af København og den dertil hørende fæstning, som ellers tilhørte Roskilde bispestol, hvilket også antyder at han mente at kirken var blevet for magtfuld.

Da borgerkrigen blussede op igen i 1250 stod Erik overfor en formidabel koalition, som bestod af hertug Abel af Slesvig, de Holstenske grever, Hvide slægten og Lübeck, men alligevel sejrede han fuldstændigt i løbet af samme år ved slutteligt at indtage byen Slesvig og fæstningen Rendsborg. Det kan han kun have gjort på så kort tid med støtte fra Danskernes overvældende flertal.

3. Erik Plovpenning som konge af Danmark

I 1241 efterfulgte Erik sin fader Valdemar Sejr på tronen.

Umiddelbart fortsatte Erik sine forgængeres uheldige praksis med at give privilegier til kirker og klostre for at frelse sin sjæl.

På Roskildeprovsten magister Bo's opfordring gav han således Roskilde kannikernes godser, landboer og gårsæder frihed for leding og stud og hvad anden tyngde der hidtil havde påhvilet dem. Til gengæld lovede kannikerne at de dagligt på egen bekostning ville holde en messe for kongen både medens han var i live og efter hans død. Senere stadfæstede han blandt andet Ribe Domkapitels, Århus Domkirkes, Odense Knudsbrødres privilegier.

I 1248 skænkede han biskop Esger af Ribe et Skiben i Hvidding Herred - måske som løn for hans fortjenester i krigen mod Abel.

Kullen-mandens svar til kong Valdemar Sejr.

En anden munk i Øm Kloster beklagede sig omkring 1242 over dronning Juttas manglende respekt for klosterets ejendom. På dette tidspunkt havde hun været gift med kong Erik omkring 3 år. Man må tro at hun havde fået sin holdning til klosternes ejendomsret til Danmarks resourcer fra folk som stod hende nær, for eksempel fra sin mand, kongen. Munken skriver: "Også kong Eriks dronning, som hed Jutta, og som på den tid boede på Skanderborg, konfiskerede hver dag fra vor gård i Tørning med magt, hvad hun ville. Det gik så vidt at hun truede broder Olaf Kviter, der var foged på denne ladegård, samt abbed Jens og tillige de andre brødre med , at hun ville volde dem skade på liv og lemmer, hvis de ikke lod hende gøre med vor ejendom, hvad hun ville. Og når vi efter sædvane kom kørende med vort korn fra Djursland til Klosteret, lagde droningen baghold mange steder undervejs for at rane dette, hvis der viste sig en lejlighed." - "Alt hvad vi ejede af skibe eller både slog vi i stykker så de ikke kunne repareres, eller vi sænkede dem, for at dronningens svende ikke skulle bruge dem mod vor vilje til a føre vort gods fra klosteret til Skanderborg, For selv om vi havde villet modsætte os dette, ville vi dog ikke have haft mod dertil, værgeløse og ubevæbnede som vi var." Dette at dronningen forfaldt til sådanne Robin Hood metoder tyder jo også på at de kongelige indtægter ikke var imponerende.

Kalkmaleri fra omkring 1200 i Engum Kirke ved Vejle som forestiller Abels offer. Kain og Abel var Adam og Evas sønner. Kain var agerdyrker og bragte et offer fra sin høst. Abel var kvægavler og bragte et offer fra sine dyr. Gud accepterede Abels offer, men ikke Kains. Foto kalkmalerier.dk.

"Striden indledtes mellem de to brødre kong Erik og hertug Abel." fortæller Ryd Kloster Krønike for året 1242. "Desuden brændte Ringsted Kloster. Frueklosteret i Roskilde brændte ligeledes."

Sjællandske Årbog beskriver årsagen til striden: "Mellem ham og hans broder Hertug Abel var der stor uenighed , som varede længe. Thi Abel var gift med en søster til greverne af Holsten, og disse ville kongen på enhver måde bringe under dansk herredømme, men for at forsvare dem satte Abel sig imod sin broder og kæmpede mange gange imod ham, hjulpet af en tysk hær."

Abel var anderledes end sin fader. Valdemar sejr havde ingen problemer med at respektere sin broder, Knud den Sjette, som konge og repræsentere Danske interesser som hertug af Slesvig. Men Abel bragte udenlandske hære ind i landet for at bekrige kongen og pleje sine egne interesser, og det vil jo normalt blive karakteriseret som landsforræderi.

Gennem hele sin regeringstid arbejdede Erik for et togt til Estland - støttet af paven. Den 20 februar 1243 lovede paven alle, som ville følge Erik på togt til Estland, den samme syndsforladelse som den, der tilstodes de egentlige korsfarere. Det står ikke helt klart hvilken pave.

Endvidere udstedte pave Innocentius i 1243 et brev, hvorved han efter Eriks bøn tog ham hans rige og alt, hvad han retmæssigt besad af gods i Sct. Peders og sin beskyttelse, fordi kongen "opflammet af tros og fromheds iver ville drage mod de hedninger og barbarer som forulempede de nyomvendte i Estland." og mindede de danske biskopper om at sørge for at ingen ustraffet brød dette pavebud.

Men borgerkrigen rasede videre. I 1243 kom det så vidt, at de to brødre stod over for hinanden med hver deres hær - den kongelige broderstrid udviklede sig nu til en borgerkrig, der gik ud over alle, såvel høj som lav. Ryd Kloster Årbog skriver om året 1244: "Kong Erik førte en hær mod sin broder - Abel - ved Kolding."

Kalkmaleri i St. Bendts Kirke i Ringsted fra 1275 af Erik Plovpenning på sin trone. Han er iført den toga lignende kongelige robe, som var så populær i middelalderen, i det mindste på billeder af kongelige personer. I sin venstre hånd bærer han en stav med den franske lilje - fleur-de-lis - som symboliserer treenigheden og den rette katolske tro. Han har en helgenglorie, da man prøvede at få ham kåret som helgen på grund af hans voldelige død. Men det lykkedes dog ikke. Man kan ane at han muligvis har været en mørk type, som sandsynligvis sin moder. Foto kalkmalerier.dk

Paven føjede Erik i hans ønske om at "han over tre år over hele Danmark måtte oppebære en tredjedel af tienden som ellers udredes til kirkerne blot med den indskrænkning at en mindre sum tilstodes til til anskaffelse af lys og vedligeholdelse af tagene."

I 1244 aftalte Erik og Abel at drage på korstog i fællesskab. Anledningen var vistnok at den Russiske storfyrste Alexander Nevski i disse år havde tilføjet både Svenskerne og de den Teutoniske Ordens Riddere følelige nederlag. Erik og Abel kom virkelig afsted, men nåede kun til Ystad, hvor de vendte om. Årsagen kendes ikke men vi kan forestille os at de fik efterretninger om at Alexander Nevski allerede havde sluttet fred.

Men i Februar 1245, afholdtes et kirkemøde i Odense, hvor også pavens nuntius, Johannes fra Piacenta, var tilstede - et møde, som afgjort var rettet mod kongen. Det væsentlige debatemne var, hvordan kirken skulle værnes mod den verdslige magts overgreb. D. 22 Februar udsendte mødet en forbandelse over dem, som forbrød sig mod kirkens gods og rettigheder "Med magt fra Gud Fader, den hellige jomfru Maria og dette kirkemøde lyser vi band over alle dem, som for vindings skyld af had eller for at opnå nogens gunst eller af hvilkensomhelst anden grund med ondskab drister sig til at fratage kirkerne deres ret eller med ondskab søger at gøre brud på og ødelægge deres friheder, og alle dem, som med vold og ondskab røver og angriber kirkelig ejendom, ligesom også dem, der sligt lader ske, byder og fremmer det." Odense erklæringen var i realiteten en krigserklæring mod kongedømmet.

Det var ikke nogen ny holdning, som biskopperne her lagde for dagen. Vi genkender fraserne fra Jyske Lovs åbningstale fra 1241: "Det skal alle verdslige høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid." Og vi indser at den Danske kirke har bevæget sig meget langt væk fra kong Niels', Valdemars den Stores og Knud den Sjettes biskopper, der stod sammen med kongen for Danmarks skyld og loyalt fulgte ham i krig og leding.

Kalkmaleri fra omkring 1200 i Engum Kirke ved Vejle, som forestiller Kains offer. Kain og Abel var Adam og Evas sønner. Kain var agerdyrker og bragte et offer fra sin høst. Abel var kvægavler og bragte et offer fra sine dyr. Gud accepterede Abels offer, men ikke Kains. Foto kalkmalerier.dk.

Erik Plovpenning forstod straks at Odense resolutionen var rettet mod ham selv, og han svarede omgående igen ved at slå ned på kirkens mest energiske talsmand, biskop Niels Stigsen af Roskilde, som tillige var hans kansler. Bispen måtte flygte fra landet og kongen beslaglagde hans by København og den derværende borg. Det kom nu frem at Niels havde konspireret med oppositionelle kredse og at Erik følte sig truet på livet.

Ryd Kloster Årbog nævner: "Desuden flygtede biskop Niels af Roskilde ud af Danmark."

Lund Årbogen siger at biskop Niels Stigsen blev fordrevet fra sit stift ikke på grund af egne gerninger men på grund af kongens og hans mænds ondskab. Erik var dog af en anden mening: "Ved at tale imod ham havde han gengældt godt med ondt, kærlighed med had, brød med sten og æg med skorpioner, ja hemmeligt havde han med nogle medsammensvorne og frænder stræbt kongen efter liv og rige og har endog bundet sig sig dertil ved ed, endeligt har han også ødt hans gods." Niels Stigsen var af Hvide slægten og hans fordrivelse var det første vidnesbyrd om fjendskab mellem den og den Danske konge. Vi hæfter os ved Eriks ord: "med nogle medsammensvorne og frænder"

Paven pålagde Simon af Alvernia at dømme i Niels Stigsens sag og denne bød kongen at lade Niels Stigssen komme tilbage med frit lejde, tilbageføre København til Roskilde bispestol og ligeså Niels' personlige godser. Da paven skred til bandlysning påbød Erik strenge straffe over dem, som rettede sig efter pavens ordrer.

Kirkefyrsternes generelle uvilje mod at stå til rådighed for kongen kan ikke betvivles. Også i året 1245 gav Innocentius gennem sin legat "kongen påmindelse og formaning om at høre op at tvinge bisperne til ud over kirkens evne at tilvejebringe en stor ledinghær til søs eller til lands." Her har vi altså et af de overgreb, som bisperne mente at kongen havde gjort sig skyldig i overfor kirken. Han har krævet leding ud over, hvad han havde ret til.

Romansk Granitrelief af løve med mandehoved indemuret i Hedensted Kirke mellem Vejle og Horsens. Foto kalkmalerier.dk.

Det er svært at fortrænge at paven var noget hyklerisk. Han ville gerne have korstog til Estland, men det skulle ikke være kirken, som fremskaffede soldaterne. Eller at paven havde mistanke om at disse soldater slet ikke skulle bruges til korstog, men til at bekæmpe Abel og hans allierede i borgerkrigen, og det var kirken ikke interesseret i.

Også et pavebrev til ærkebispen i Lund afslører at den Danske kirkes støtte til kongen var overfladisk og modstræbende: "Fra vor kæreste søn i Kristus, Danmarks berømmelige konge, er der givet os underretning om at skønt vi tidligere ved vort brev har givet dig befaling til at mane og føre vor broder biskoppen af Slesvig til at yde nævnte konge lensed og troskabsed og af ham modtage regalierne, således som det fra gammel tid og til nu plejer at ske i kraft af skik, som det altid er iagttaget i fred og ro, idet du, om det skulle gøres nødigt, skulle tvinge ham dertil ved vor myndighed, så har du dog ikke sørget for at udføre dette. Derfor byder vi dig - "

I 1246 blussede striden mellem hertug Abel og kong Erik op igen og værre end før. Kongens anden broder, Hertug Kristoffer af Lolland-Falster, og hans halvbroder, Knud af Blekinge, stillede sig åbenlyst på Abels side sammen med de Holstenske grever og byen Lübeck. Lübske flådeafdelinger angreb de Danske kyster som Venderne i sin tid, og kong Eriks soldater plyndrede Femern og Svenborg, som tilhørte Abel.

Kalkmaleri i St. Bendts Kirke i Ringsted som antages at forestille Erik Plovpenning. Foto Wikiwand

Lundeårbogen fortæller at Abel erobrede Ribe d. 28 april 1246: "a duce Abel eum melioribus Dacia" hvilket skal betyde at Abel fik hjælp af Danske stormænd, måske fra Hvide slægten. Adskillige af kongens riddere og svende blev taget til fange sammen med biskop Esge. Den Saxiske Verdenskrønike fortæller derimod at Abel fik støtte af grev Johan af Holsten, bispen af Bremen og staden Lübeck til at erobre Ribe. Kongen erobrede byen tilbage i Juni samme år og et efterfølgende forsøg fra Abels og hans forbundsfællers side på at generobre den måtte opgives på grund af mangel på levnedsmidler.

Erik og Abels søster, Sofie, som var gift med margreve Johan af Brandenburg, Berlins grundlægger, besluttede at rejse til Danmark og forlige sine brødre, selvom hun på dette tidspunkt var gravid og det var vinter. Imidlertid nåede hun kun til Flensborg, hvor hun fik en abort, som forårsagede både hendes og barnets død. Hun og barnet blev begravet i Flensborg.

Der blev indgået forlig mellem Erik og Abel i 1246. Ryd Kloster Krønike siger: "Kong Erik førte en hær mod sin broder - Abel - og denne mødte ham med en stor hær, som var samlet i Tyskland, men der blev for en stund indgået forlig imellem dem." Imidlertid, freden varede kun kort tid.

Efter at parterne have luret lidt på hinanden blussede kampene atter op i sent i 1246. Abel havde denne gang fået forstærkninger fra svigerfamilien i Holsten samt fra hansestaden Lübeck, hvis handel kong Erik lader til at have lagt hindringer i vejen for.

Kalkmaleri fra 1200 af Jesus i Hedensted Kirke mellem Vejle og Horsens. Foto kalkmalerier.dk.

I 1247 herskede der stadig regulær krig mellem de to brødre, Erik afbrændte Svendborg. Haderslev og Aabenraa blev ligeledes hærget af kongens styrker. Abel tog hævn ved at brænde Odense af og ved at hærge Vejle og Randers.

Stade Årbogen fortæller at Eriks Tyske forbundsfæller faldt ind i Holsten og erobrede den vigtige by, Olderlo.

Ryd Kloster Årbog skriver for året 1247: "Både Sorø og Colbaz Kloster brændte ned. Tyskerne brændte desuden Odense. Endvidere nedbrændte kongen Svendborg. Og hvad kan man mere sige? Jammerligt fordrede de begge magten og bragte riget i stort vanry i alle lande, og den ene ønskede den anden død."

Lund Årbogen fortæller om det følgende år, 1248, at Erik indtog Arreskov på Fyn, som formentlig har tilhørt Abel som hans fædrene arv. Næstved Årbogen fortæller at Erik tog både Kristoffer og hertug Knud af Blekinge tilfange og Kongen gjorde et togt til Femern. Men Lübeckerne befriede hertug Knud fra Stegeborg på Møn. Også den yngste broder Kristoffer var sluppet ud af sit fangenskab, idet det fortælles at han netop på denne tid giftede sig med en Pommersk hertugdatter ved navn Margrete, som siden skulle komme til at spille en stor rolle i Dansk historie med tilnavnet Sambiria.

Adskillige årbøger fortæller at det var i dette år at Lübeckerne nedbrændte og plyndrede København, som var i kongens eje siden Niels Stigsen, biskoppen af Roskilde, var flygtet fra landet. Der blev gjort modstand og adskillige gejstlige blev dræbt, men resultatet var at byen blev indtaget og Absalons borg nedbrudt. Ryd Kloster Krønike siger: "Tyskerne brændte København. Desuden døde biskop Niels af Roskilde i Clairvaux."

Kalkmaleri fra 1200 som forestiller dansen om guldkalven og Moses med Lovens tavler i Bjäresjö Kirke nordvest for Ystad. Foto kalkmalerier.dk.

Paven gav en åben krigserklæring mod Erik ved ensidigt at udnævne Jacob Erlandssen til biskop i Roskilde istedet for Niels Stigsen. Imidlertid, han var ikke tilstede i landet, og Erik udnævnte i stedet en magister Asgod.

Men i 1249 lykkedes det endnu engang at etablere en våbenstilstand, som Erik benyttede til personligt at tage til Skåne landsting for at udvide den skat, som kaldes "plovpenning" til også at blive opkrævet i denne landsdel. Men tingbønderne reagerede meget voldsomt, og Erik måtte flygte over hals og hoved med en ophidset skare efter sig. Kort tid efter vendte han dog tilbage med en hær og gennemtvang plovpenningen også i Skåne. Men de Skånske tingbønder hævnede sig ved at give ham tilnavnet "Plovpenning".

I året 1250 brød krigen ud igen og kongen havde stor fremgang. Det lykkedes ham slutteligt at erobre staden Slesvig ved et pludseligt overfald og derved tvinge Abel til fuldstændig underkastelse. Sjællandske Årbog siger: "Tvunget gav hertugen sit liv og gods i kongens hænder og således blev de venner, som det syntes; 20 adelsmænd og og riddere besvor på hertugens vegne sonen og lovede at hvis hertugen nogensinde modsatte sig kongen, at forlade ham og sværge kongen troskabsed."

Historikeren Kr. Erslev antager at blandt det "gods" som Erik derved fik overdraget var fæstningen Rendsborg, som Erik straks besatte, og derved blev Abel afskåret fra sine Holstenske og Tyske allierede.

Erik fortsatte med at angribe Friserne, hvad der dog ikke fik et heldigt udfald. Lund Årbogen fortæller "Dette Aar (1250) blev Kong Erik dreven ud af Frisland, hvor et stort Antal af hans Riddere mistede Livet".

Mågeø på et kort fra 1913. I 1100-tallet byggede Knud Lavard på Mågeø borgen Skt. Jørgensborg. Her mødtes i 1250 Erik Plovpenning med sin broder Abel, som lod ham gribe, halshugge og smide i fjorden.
Byen Slesvig, desværre nu i Tyskland, bærer mange vidnesbyrd om Danmarks historie. I byens gader fandt kong Niels sin død i 1134. Her blev Knud den Sjette kronet. Nord for byen ligger Lyrskov Hede, hvor Magnus den gode slog Venderne. Syd for byen ligger Hedeby og Danevirke, som har været Danmarks værn mod syd i tusind år. Kort over Slesvig by og Dannevirket, detail fra Gustav Rosendals Sønderjyllandkort med amtsgrænserne fra 1913. Foto Gustav Rosendal - Kgl. Bibliotek Wikipedia

Det lader dog til, at Erik kom Abel i møde, idet Abel i foråret 1250 flere gange i breve optrådte under kongenavn – Hvilket muligvis kan betyde Erik har fulgt gammel praksis og gjort sin broder til medkonge. Dette, at han givet sin broder så stor en hæder og indrømmelse, kan have gjort ham så tryg at han tillod sig selv at besøge ham i Slesvig - da han var på vej til Rendsborg med en undsætningshær - uden tilstrækkelige livvagter.

Det drejer sig om et brev i Ribe byarkiv: "givet i Ribe i det Herrens Aar 1250, den 20. Februar" - "Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders konge, Hertug i Jylland, til alle, der ser dette brev, hilsen med Gud", og et lignende brev i Sankt Johannes' Klosterarkiv i Slesvig: "Givet i Slesvig i det Herrens Aar 1250, den 7. Marts" - "Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge etc." Brevene kan også blot være dateret forkert, det er set før.

Imidlertid, de Holstenske grever, Ærkebiskop Gerhard af Bremen og biskop Simon af Paderborn rustede sig til at generobre Rendsborg, fortæller Stade Årbogen og Sjællandske Årbog. De havde 1400 ryttere og i de første dage af august rykkede de frem mod Rendsborg, som kongen havde besat med udvalgte tropper. Tyskerne havde imidlertid kun ligget foran Rendsborg nogle få dage, inden der kom rygter om at der var overgået kongen en stor ulykke. Nogle sagde at han var blevet fanget, andre sagde at han var død. Det sidste var sandt, og snart vidste alle hvilket udåd, som der var blevet gjort på Slien.

4. Eriks Plovpennings Død og Begravelse

Kalkmaleri i Ringsteds Sct. Bendt's Kirke som forestiller Erik som gribes af Abels mænd, medens han spiller et brætspil. "Her spilles skak" siger teksten. Foto kalkmalerier.dk

Ryd kloster krønike beretter om Eriks død i 1250: "Ved forræderi tog hertug Abel sin broder til fange i Slesvig Sankt Laurentius' nat, (10. August) og en af hertug Abels riddere, der hed Laue Gudmundsøn, førte ham bort på et skib. Siden dræbte han ham og sænkede ham i Slien."

Historikeren Erik Kjersgaard citerer en "samtidig krønike", som er Næstved Årbogen, som anfører at den har sine oplysninger fra "en mand som ved besked":

"Da kongen var blevet grebet sagde hertugen til ham: "Husk at sidste år, da du hærgede denne by, måtte min datter flygte barfodet og søge skjul blandt fattige kvinder!" Kongen svarede "Kære broder, vær ved godt mod ; thi endnu har jeg ved Guds vilje så godt råd, at jeg fuldt ud kan erstatte din datter hendes sko." Hertugen svarede: "Det skal du aldrig komme til at gøre !" - Da der ikke fandtes nogen som kunne tænkes at befri kongen, overlod hertugen ham i en af sine ridderes varetægt, hvis navn var Tyge Bost. Ridderen spurgte hertugen "Hvorhen skal jeg føre din broder kongen?" Han svarede: "Før ham hvorhen du vil, og gør med ham hvad dig lyster."

Kalkmaleri i Ringsteds Sct. Bendts Kirke, som viser Abels mænd, der sænker Erik Plovpennings halshuggede lig i Slien. Foto kalkmalerier.dk.

"Han og hans svende trak hurtigt kongen bort mellem sig, bragte ham ombord i en båd, der lå nede ved broen, og roede bort med ham. Inden de var kommet ret langt bort fra byen hørte de stærke åretag bag sig og stemmer at rorkarle, som opmuntrede hinanden til at fremskynde farten. Kongen sagde da til sine ledsagere: "Hvem tror I, det kan være, som kommer efter os?" De svarede: "Vi kan høre på stemmen at det er Lave Gudmundsen." Kongen sagde da: "Så beder jeg jer, mine kæreste herrer, alle som er ombord i dette skib, at I skaffer mig en præst, jeg kan skrifte for, inden jeg dør; thi jeg er vis på at jeg aldrig slipper levende af hr. Laves hænder." Man søgte så en præst, fandt ham ved Guds nåde med det samme, og bragte ham ud på skibet til kongen. Da skriftemålet var fuldbyrdet, greb disse satans tjenere kongen, førte ham over på den vestlige side af Slien , halshuggede ham og sænkede den halshuggede i dybet, efter at have bundet hjelme og stormhuer til liget."

"Men efter nogle ugers forløb blev det fundet af fiskere, bragt til staden og jordet i nonnernes lille kirke."

Kalkmaleri i St. Bendts Kirke i Ringsted fra 1275 af fiskere, som finder Erik Plovpennings lig. Foto kalkmalerier.dk

Denne beretning bliver i store træk bekræftet af en samtidig Tysk krønike: "medens han (Erik) trygt sad ved terningespil i i et hus nede ved vandet, kom hertug Abel, hans broder, uventet over ham tog ham til fange og med fjendehånd kastede ham ned i et skib, der med vilje var bragt til dette sted. Han førtes midt ud i dette vand, der hedder Sli og Lave, en af Danerns stormænd, hvem hertugen satte pris på, kom hastigt til på et andet skib, lod ham halshugge og hans lig sænke i vandets dyb nedtynget af en mængde jern, der anbragtes derpå."

Hamburgische Kirchen-Geschichte for 1251 fortæller at en Hermanni Kerkwerder havde spillet skak med kong Erik af Danmark og havde overfaldet ham og slæbt ham væk og derefter dræbt ham.

Lave Gudmundsen var af Hvide slægten, et barnebarn af Esbern Snare.

Huitfeld i sin Danmarks Riges Krønike fortæller at det tog nogen tid inden kongens endeligt blev kendt: "Thi da Erik Plovpenning var bleven myrdet, skulde forbrydelsen være en hemmelighed; man udspredte det rygte, at kongen var forulykket på Slien, og først da det mishandlede legeme kom for dagen, blev det vitterligt, hvilket endeligt der var bleven kongen beredt." Hvilken mangel på information sikkert var en forudsætning for at Abel kunne lade sig kåre til konge kort efter drabet.

Historikeren Olrik fortæller at Eriks lig fik en omskiftelig tilværelse. Det "blev ved lænker, stene og kongens hjelm sænket i sundet, men blev dagen efter fisket op af nogle fiskere og bragt til Dominikanerne i Slesvig, der i al stilhed jordfæstede det i deres klosterkirke. Senere blev kongens lig, som det synes efter Abels bud, flyttet til nonneklosteret på holmen ved Slesvig, og atter senere blev det af biskop Eskil med ære ført til domkirken, St. Peders kirke, i Slesvig."

Plade med indskrift på Erik Plovpennings grav i søjle i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Foto Arslonga

Men i 1258 blev Eriks jordiske rester overført til Ringsted Klosterkirke, som det berettes i hans helgenskrift. Olrik fortsætter: "Nogle af kong Eriks ben tilligemed lænkerne blev tilbage i Slesvigs domkirke. Det hvilested, Erik fik i Ringsted klosterkirke, synes at have været en meget lille grav, der fandtes ved fodenden af hans halvbroder Valdemar den unges grav. Men i året 1520 lod biskop Lage Urne benene optage og indmure i en pille på den nordre side af højkoret, hvor der også blev sat en indskrift til hans ære. Ved undersøgelsen 1855 viste der sig kun at være højst ubetydelige rester tilbage."

5. Erik Plovpennings Døtre

Erik og hans dronning, Jutta af Sachsen, fik fire døtre sammen, men ingen sønner. Deres navne var Sofie, Jutta, Ingeborg og Agnes.

Da deres fader blev dræbt i Slesvig var den ældste, Sofie, 9 år gammel, medens den yngste, Agnes var 1-2 år gammel.

Eriks enke, Dronning Jutta, var blot 27 år gammel, da han blev dræbt i en båd på Slien. Hun giftede sig hurtigt igen - måske efter de obligatoriske to år - med grev Burchard af Querfurt-Rosenburg i Magdeburg. Men som kongelige prinsesser måtte døtrene blive i Danmark, hvor de blev opdraget ved hoffet.

Kalkmaleri fra 1325 af kongeligt bryllup i Keldby Kirke på Møn. Bemærk en gæst, som drikker af et ret stort drikkehorn - uden fod. Foto kalkmalerier.dk

Faderens drabsmand, Abel, blev konge, men holdt kun i to år, indtil han faldt i kamp i Ditmarsken.

Derefter blev Eriks yngste broder, Kristoffer, konge med den dynamiske Margrete Sambiria som dronning. Imidlertid, han døde under mistænkelige omstændigheder i Ribe i 1259. Dernæst blev Kristoffers mindreårige søn Erik - som senere skulle få tilnavnet Klipping - konge med hans moder som værge og dermed også værge for Erik Plovpennings fire døtre.

Da var den ældste af Erik Plovpennings døtre, Sofie, 18 år gammel og i den giftefærdige alder. Hun blev i 1260 gift med den Svenske kong Valdemar Birgersson. I de Svenske kilder beskrives Dronning Sofia som en smuk, hurtigt opfattende, temperamentsfuld og dominerende kvinde med en skarp tunge, og der findes mange citater med hendes hvasse repliker. Hun kaldte sin mands brødre "Magnus Kittlarbøter" og "kedelflikker", hvilket ansås som fornærmelser, og "Erik ingen". Hun er kendt for sin interesse for skak.

Catherine af Siena (1347–1380) gennemgik en mystisk bryllups-ceremoni med Kristus i nærvær af Jomfru Maria, hvorved hun indviede sig selv og sin jomfruelighed til ham. Catherine af Siena vises altid i en Dominikansk nonnes ordensdragt. Foto My Catholic Life.

På sin søns vegne friede den Norske kong Håkon Håkonsson i 1261 til den næstældste datter, Ingeborg, men Margrete Sambiria var meget imod et sådant ægteskab - måske af politiske grunde eller fordi hun ikke ønskede at udrede medgiften. Hun fik den sytten-årige Ingeborg indespærret i et dominikanerkloster ved Horsens.

Men det tog ikke modet fra Nordmændene. Kong Håkon sendte syv skibe under ledelse af biskop Håkon af Oslo direkte til klosteret ved Horsens, og Ingeborg, som ikke var interesseret i et liv som nonne, tøvede ikke med at pakke sine ting og skynde sig ned til skibene. Hun blev fulgt af to Danske riddere, som havde svoret hende troskab. De sejlede først til Tønsberg og derefter gennem en brandstorm til Bergen, hvor hun mødte sin tilkommende, kongesønnen, Magnus Lagabøter, som blev konge af Norge allerede i 1263. Sammen fik de sønnerne Erik Præstehader og Håkon 5. som begge blev konger af Norge.

Den tredie datter, Jutta, havde som kongedatter krav på at få udleveret sin fædrende arv, men Margrete Sambiria tøvede med dette. Hun fik istedet anbragt hende i Sct. Agnete Klosteret i Roskilde, hvor hendes lillesøster, Agnes, allerede var abbedisse. Men de to søstre har tilsyneladende ikke følt sig tilpas med klosterlivets regelmæssighed og seksuel afholdenhed, for omkring 1270 brød de deres ordensløfte og forlod klosteret, hvilket vakte en del opsigt i samtiden, og nogle kan have tænkt at søstrene ikke var gået i kloster af egen fri vilje. I alle tilfælde, kort før sin død følte Margrete Sambiria det nødvendigt at erklære at de frivilligt var blevet nonner, og hun intet ansvar havde haft for prinsessernes handlinger.

Svensk mindesmærke på stedet for slaget ved Hova, nord for Mariestad, hvor en hær af Svenske bønder ledet af kong Valdemar Birgersson blev slået af en lejehær bestående af Dansk kavaleri og Tyske lejesoldater ledet af hans broder Magnus Ladelås. Våbenskjoldet til venstre med de tre løver er Valdemar Birgersson våbenskjold. Foto Janee - Own work in the RAÄ Fornsök database. Wikipedia.

Jutta rejste til Sverige for at besøge sin søster, som var dronning der. Hun blev varmt modtaget af kongen, Valdemar Birgersson, så varmt at hun blev gravid. Den nye priorinde i klosteret i Roskilde klagede til paven, og de svenske stormænd tvang kong Valdemar til at foretage en bodsrejse til Rom. Paven skrev til ærkebiskoppen i Lund, at han skulle lade Jutta bandlyse i kirkerne på alle søndage og helligdage.

Tilbage i Danmark blev hun indblandet i retssager om sin fædrenearv, som først blev endelig afsluttet da Danehoffet i 1284 påbød Erik Klipping at udlevere arven.

Imidlertid, medens Valdemar Birgersson var på bodsrejse til Rom, havde hans brødre Erik og Magnus Ladelås forberedt et kup imod ham. De søgte og fik hjælp af Erik Klipping i Danmark i form af 100 lejede Danske ryttere angiveligt ledet af marsk Stig Andersen Hvide og grev Jakob af Halland. De besejrede Valdemars hær i slaget ved Hova i 1275 nord for Mariestad. Han blev derefter tvungen til at afsværge kongeværdigheden. Det siges at dronning Sofie skulle have sagt: "Ve mig. Den sorg overvinder jeg aldrig. Ve mig, at min søster nogensinde så Sveriges Rige"

Den afsatte Svenske konge begyndte derefter at leve åbenlyst med sine elskerinder i en grad, som fik biskopperne til at kritisere ham for at have forskudt hende. I 1277 vendte Sofie tilbage til Danmark.

Agnes var den yngste af Erik Plovpennings døtre. Hun blev i 1263 indsat som forstander og abbedisse for det nystiftede Sankt Agnete Kloster i Roskilde - det vil sige i en alder af omkring 14 år. Hendes søster, Jutta, kom til klosteret i 1266 og blev priorinde. Men - som ovenfor nævnt - passede det asketiske og regelmæssige klosterliv dem ikke, og de forlod nonneklosteret sammen omkring 1270, hvilket vakte en del opmærksomhed i samtiden. Der vides ikke noget om Agnes' videre liv.

6. Links og Literatur