Danmarkshistorien

35. Knud den Sjette

1. Indledning

Adam af Bremen skriver om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om Hardecnudt Wurm. Nogle historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået Hardecnudt filius Wurm, hvilket ville betyde Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud den Hellige i sit gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 kalder sig Knud 4. hvoraf følger at der må have været en Knud 1. eller en Hardeknud 1. forud for Gorm.

Den første Knud var således Hardecnudth, søn af Hardegon, hvilken sidste sandsynligvis kom fra Vikingeområde i England og erobrede en stor del af Jylland omkring 917. Den anden Knud var Knud den Store, som herskede over både Danmark og England. Hans søn Hardeknud var den tredie Knud. Knud den Hellige var den fjerde, og Magnus den Stærkes søn, Knud, som kæmpede mod Svend og Valdemar var den femte. Derfor kunne Valdemar den Stores søn, Knud, kalde sig Knud den Sjette.

Knud den Sjettes segl fra omkring 1190 indeholder den tidligst kendte gengivelse af Danmarks rigsvåben med de tre løver og et antel hjerter. Den eneste kendte kopi af dette segl blev fundet i 1879 i det storhertugelige arkiv i Mecklenburg-Schwerin, Tyskland. Bemærk kongens lukkede krone, der afviger fra kronerne på hans efterfølgeres segl. Hvis vi skal tro på nogen portrætlighed var kongen en langskallet type med et smalt ansigt.

Det var meget vigtigt for konger og tronkandidater at de nedstammede fra tidligere konger og derfor havde datidens konger og prinser helt styr på deres familie.

Et andet eksempel - I 1798 undrede historikeren og bogsamleren Peter Frederik Suhm sig over at Erik Ejegod kaldte sig Erik 3. Men Erik Ejegod havde også helt styr på sine forfædre. Vi kan læse i "Vita Anskarii": "Medens Ansgar opholdt sig i Sverige svandt udsigterne til et vellykket missionærarbejde i Danmark. Erik, Jyllands Konge, der tidligere havde støttet Anskar, var blevet upopulær hos sine hedenske undersåtter, og i en kamp som varede i tre dage blev han og næsten alle hans ledende mænd dræbt, og hans eneste efterkommer, Erik 2. sad tilbage som regent over blot en lille del af Jylland." Hvilket sandsynliggør at også Hardecnudth, søn af Hardegon regnede sig som efterkommer efter kongerne i et oprindeligt Jydsk Kongedømme mellem Anglerne og Kongeåen, idet Den Ærværdige Bede ganske klart fastslår at Jyderne boede "nord for Anglerne", i en tid hvor denne halvø blev kaldt Gotland og var hjemsted for mange andre oprindelige stammer og folk.

Kongeslægter gennem Danmarks historie. Men, alle kongerne - undtagen Magnus den Gode - nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede størstedelen af Jylland i 917 som berettet af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger. Det giver et godt overblik at inddele kongerækken - og således Danmarkshistorien - i overskuelige afsnit. Kongerækken og fortællinger om krig og fred er historiens rygrad - ikke således at beretninger om kultur og almindelige folks levevilkår ikke er vigtige, men uden kongerækken kan de nemt blive til ustrukturerede fortællinger, som ikke nemt og umiddelbart lader sig tidsfæste.
Knytlinge-slægten fik sit navn fra Hardecnudth, sandsynligvis søn af Hardegon. Han kaldes også Knud 1. og var Gorm den Gamles fader som fortalt af Adam i afsnittet om Unni. Magnus den Gode, der var konge i 1047, var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans regeringstid danner en overgang til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De indbyrdes stridende konger, Svend, Knud og Valdemar, omkring 1157, var alle efterkommere af Svend Estridsen; deres tid er et interregnum til Valdemarernes æra.
Mange historikere, sikkert de fleste, indregner kun Valdemar den Store, hans søn Knud den Sjette og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren hensigtsmæssigt at medtage også deres mindre succesfulde direkte efterkommere - indkluderet Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før Danmarks kongeløse tid omkring 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men det blev hans barnebarn, Olaf, og hans datter Margrete 1. blev regerende dronning af den Skandinaviske Union. Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De tidlige Oldenborger konger var også Unions-konger men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde i 1536 var et afgørende vendepunkt i Danmarks historie. Som en følge af Den Lutherske Reformation, som fandt sted på samme tid, beslaglagde kongerne den tredidel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fantastiske rigdom gjorde det muligt at overvinde Danmarks gamle adel og oprette enevælden, som var en afgørende årsag til Danmarks historiske deroute. I 1848 blev en demokratisk grundlov indført uden borgerkrig eller andre voldshandlinger.
Den Oldenborgske kongelinie uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter overtaget af Christian 9. af Glucksborg.

Valdemarerne. Det er almindeligt blot at henregne Valdemar den Store, Knud den Sjette. og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men derved bliver deres mindre succesfulde efterkommere pædagogisk hjemløse, på trods af at de er direkte efterkommere efter de første Valdemarer, og de er ikke adskilt fra disse af nogen naturlig transformationsperiode. Derfor vil jeg foreslå at hele gruppen indtil den kongeløse tid bliver benævnt Valdemarerne.
Erik Plovpenning, Abel og Christoffer var sønner af Valdemar Sejr og efterfulgte hinanden som konger. Sandsynligvis dræbte Abel sin broder Erik og nedsænkede hans lig i Slien. Imidlertid, 24 riddere svor på at Abel var uskyldig, og derfor kunne han alligevel blive valgt til konge. Men efter kort tid blev han dræbt i kamp under et felttog i Frisland, og derefter blev hans lillebroder Christoffer valgt som hans efterfølger som konge, og Abels ældste søn blev derved forbigået. Dette førte i de følgende årtier til en langvarig rivalisering mellem efterkommerne af henholdsvis Abel og Christoffer.
Christoffers søn, Erik, med tilnavnet Klipping, blev konge kun 10 år gammel med sin moder Margrete Sambiria som formynder. Stormændene begrænsede hans magt med en håndfæstning på Danehoffet på Nyborg Slot, som udsagde at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt Danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Desuden blev det fastslået at den kongelige domstol ikke måtte beskæftige sig med sager, der ikke tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme på forhånd standardiserede bødestraffe. Erik blev dræbt i Finnerup Lade ved Viborg med 56 knivstik - et af Danmarkshistoriens store mysterier. Hans søn Erik Menved søgte at skabe goodwill og øget indflydelse i Nordtyskland ved at arrangere nogle kostbare ridderturninger. Han blev efterfulgt af sin broder Christoffer 2. der måtte overtage broderens store gæld, samtidig med at mulighederne for at øge kronens indtægter blev blokeret af en håndfæstning. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny Dansk konge, og landet var for en periode uden konge.

Straks, da Knud blev ene-konge ved sin faders død i 1182, udbrød oprør i Skåne ledet af en vis Harald, som muligvis var en søn af Olaf, den eneste overlevende af Harald Kesja's mange sønner, som i kort tid var konge af Skåne. Oprøret blev hurtigt slået ned af lokale stormænd og Absalon med krigere fra Sjælland. Den unge Knud ønskede at straffe oprørerne strengt, men ved Absalons mellemkomst slap de med at betale pengebøder.

Men da freden havde sænket sig over Skåne, meldte der sig et nyt problem i form af gentagne udsendinge fra kejseren, som bad den ny konge at indfinde sig ved kejserlige hof for at søge hans venskab, "som hans fader havde gjort". Knud svarede henholdende, hvilket udløste et nyt brev fuld af trusler. Efter omhyggelig overvejelser med sine rådgivere svarede Knud at "at Danekongen ikke agter at vise hans Kejserlige Majestæt den ringeste hørighed og lydighed".

Knud den Sjette på kalkmaleri Stehag Kirke i Skåne nord-øst for Lund. Han har ikke nogen helgenglorie, derfor kan han ikke være en af de to Knud, som er helgener, og han bærer den karakteristiske lukkede krone, som han også gør i sit segl. Foto Sven Rosborn Wikipedia.

Kejseren pålagde dernæst sin vasal Bugislav i Venden at angribe den Danske besiddelse, Rugen. Denne samlede en stor flåde fra det østlige Venden i farvandet ud for Venden og afventede en tilsvarende flåde fra det Vestlige Venden. Jarimar, Kong Knuds statholder på Rugen sendte ilbud til kongen om den fare som truede. I rasende fart samlede Absalon en flåde fra Fyn, Sjælland og Skåne bestående af de skibe, som i hast kunne skrabes sammen. Danskerne angreb i tæt tåge under sang og med vajende bannere, og Venderne så dem ikke, før de var ganske nær. Det blev en overvældende dansk sejr.

Året efter angreb en stor Dansk flåde Bugislavs rige. Han overgav sig mod at sværge troskab mod kong Knud og tage sit rige som len af ham og således kom det Danske rige til også at omfatte Venden. I løbet af de følgende år erobrede Danskerne resten af Pommern og Knud kunne derefter kalde sig "de Venders" konge. Kong Knud kom derefter i besiddelse af Mecklenburg, Holsten blev fuldstændig erobret, og det Danske konges rige strakte sig derefter til Elben og østpå langs Østersøkysten.

Biskop Valdemar, en søn af Knud Magnussøn, udnævnte sig selv til konge og angreb Danmark. Han blev besejret og fængslet, men episoden udløste komplikationer hos paven, fordi Danmark havde fængslet en biskop.

Kong Knud arbejdede med at forbedre landets love. I hans regeringstid blev Skånske Lov nedskrevet. Vederloven, som regulerede kongens hirdmænds indbyrdes forhold, blev fastlagt og beskrevet af både Saxo og Svend Aggesen.

2. Knud den Sjette

Allerede to år efter sin fødsel blev den unge prins hyldet som konge under et leding-togt mod Venden. Som syv-årig blev han højtideligt salvet, kronet og iført pupurkappe som sin fars medkonge. Det var den første Danske egentlige kronings-cermoni, der med stor pragt fandt sted i Ringsted i året 1170. Tidligere Danske regenter var konger af folkets vilje, men ved at lade ærkebispen krone og salve den unge mand, ønskede Valdemar at understrege at han skulle være konge af Guds nåde og ikke afhængig folkets luner og nykker.

Helt fra sin spæde barndom vidste prins Knud således at han var udset til at være noget stort, han skulle ikke først gøre sig fortjent til det, sådan var det bare. Man skulle tro at det også indebar et enormt forventningspres, der kunne have ødelagt den bedste. Men alt tyder på at Knud modstod presset og levede op til forventningerne. Hans regeringstid var en storhedstid for Danmark præget af fred og velstand.

Knud den Sjette på Kobberstik fra 1685. Der er med meget stor sandsynlighed ingen portrætlighed. Fra Det Kongelige Bibliotek.

Ganske vist havde Valdemar en meget ældre søn ved navn Kristoffer, men for første gang i Danmarkshistorien blev en ældre søn tilsidesat, fordi han var født udenfor ægteskabet. Yderligere, Kristoffer døde ung, ti år før sin fader.

Arnold af Lubeck priser Knud for med stor alvor ene at regere sit Rige, som i fortiden havde været regeret af flere konger. Han "styrede selv i egen person ene riget, som hans fader imidlertid havde behøvet stor anstrengelse og kløgt for at komme i besiddelse af."

Adskillige historikere beskriver som en given ting at Knud var en viljesvag ung mand, som blev styret af sine rådgivere, særligt Absalon. Foruden Absalons berømmelse hviler denne vurdering tilsyneladende udelukkende på et enkelt sted hos Arnold af Lubeck, hvor han beskriver Knud som en meget alvorlig mand, tynget af sine kongelige pligter: "Også i ægtestanden findes der imidlertid mangfoldige mennesker, der samvittighedsfuldt røgter deres kald, lægger sig efter at vise gæstfrihed, er omhyggelige for at give almisse, bevarer troskaben i deres ægteskab, er nidkære i bønnen og gør alle retfærdighedens øvrige krav fyldest. Her behøver jeg blot at omtale kongen, hvis hele færd, skønt han endnu var i sine blomstrende år, alligevel stemplede ham med præget af så høj en alder, at man kunne fristes til at betragte hint ord af "Visdommen" som udtrykkelig møntet på hans alvor: "En hæderlig alderdom består ikke i en lang levetid og er ikke målt efter årstal". Således brugte han ikke, som ungdommen ellers har for skik, at løbe efter lege eller skuespil, var heller ikke opsat på at foretage udfarter eller omstrejfninger, ikke hengiven til udskejelser, men "kyskest selv med sin kyske viv sine dage henleved". Når messen fejredes, gav han sig ikke efter adskillige andres sædvane hen til hvisken eller fjas, men overgav sig med salmebogen eller en anden bønnebog for øje helt til sin beden. Og fordi hans hjerte hang ved visdommen, som siger: "Ved mig regere konger", derfor befæstede Herren også hans kongedømme således, at, medens på hans forfædres tid tredings ja, tilmed fjerdingsfyrster delte Daneriget imellem sig, styrede han selv i egen person ene riget, som hans fader imidlertid havde behøvet stor anstrengelse og kløgt for at komme i besiddelse af".

Absalon på kalkmaleri i Fjendeslev Kirke mellem Ringsted og Sorø. Absalon var en dygtig og erfaren hærfører, en af Fædrelandets helte, og formentlig Knud den Sjettes vigtigste rådgiver. Foto Pinterest.

Men Arnold mente blot at Knud var nærmest unaturlig alvorlig i alt hvad han foretog sig, hans alder taget i betragtning. Intetsteds så meget som antyder han at Knud var en viljesvag person, fuldstændig styret af sine rådgivere. Knud var helt sikkert en meget seriøs konge, men det kan man vanskeligt bebrejde ham.

Arnold siger: "Kanut, i hvis rige der således herskede den dybeste fred, skønnede imidlertid, at Slaverne i hans fædres dage havde voldt hans land mange tab; og da han desuden så, at de havde mistet den bistand, der førhen ydedes dem af hertug Henrik, som havde tøjlet deres kæber med sin herskertømme, greb han lejligheden til at påføre dem krig, men fulgte i sin kamp mod dem ærkebiskop Absalons råd og blev således deres overmand ved kløgt snarere end ved magt.

Imidlertid, det er ikke i sig selv et tegn på svaghed at han tog sin opgave som konge med den største alvor. Det kan være et tegn på ængstelighed, men der er ingen vidnesbyrd om at han lod sig lamme af tvivl og frygt. Desuden, det er heller ikke svaghed at lytte til erfarne rådgivere - tværtimod, hvis han havde forkastet gode og relevante forslag til beslutninger, blot for at demonstrere sin magt og anseelse, ville det virkelig have været en svaghed, som fjenderne ville have udnyttet. Desuden rådgivere kan ofte være uenige, og det kræver intelligens og beslutsomhed at vælge de rigtige råd. Under Knud herskede der fred og velstand i Danmark. Som Arnold siger "i hvis rige der således herskede den dybeste fred", og under Knud opnåede Danernes Rige sin hidtil største udstrækning, hvilket altsammen må indikere at han traf de rigtige beslutninger.

Detalje af bispestav fra 1200 tallet. Den er skåret i hvalrostand, sikkert fra Grønland. Dragemotivet peger tilbage mod vikingetiden. Den har sandsynligvis tilhørt Absalon, men den kunne også have tilhørt abbeden i Sorø Kloster, som også havde ret til at bære bispestav. Foto Nationalmuseet.

Det er nemt at forestille sig at de Nordtyske ledere så villigt gav sig ind under Knud, netop fordi han var dydig og med stor alvor ønskede at gøre det rigtige, og de vendte ryggen til hans efterfølger Valdemar Sejr, fordi han var mindre dydig, selv om han var meget aktiv og beslutsom.

Svend Aggesen mener også at Knud ikke stod tilbage for sin fader, Valdemar den Store: "Knud var en gudfrygtig og sædelig mand, han var rank, smuk, brav som kriger og slægtede overhovedet sin fader på."

3. Oprør i Skåne

Valdemar havde drømt om at kongen skulle være konge af Guds nåde og ikke af Folkets vilje. Men det var ikke helt tilfældet endnu. Efter sin faders død stævnede Knud - som så mange tidligere konger - først mod det største og vigtigste ting, nemlig Viborg Ting i Nørrejylland. Saxo siger: "Da ligfærden var til ende og Kongen stedet til jorden med den største ære, begav Knud sig efter sine rådgiveres tilskyndelse hurtigst muligt over til Jylland for at få sin kongelige magt og myndighed stadfæstet." - "På Viborg Ting tog folk imod ham med al mulig velvilje, på Urnehoved Ting var der nogle, som hemmelig var ham fjendske, men dem fik han snart bugt med, og de andre tog da også venlig imod ham, så at han med landsens folks samtykke blev anerkendt som arving til Riget."

Valdemar den Stores ligtog. Tegning Louis Moe.

Men Skåningerne kunne ikke glemme Absalons krav om bispe-tiende og bøndernes efterfølgende nederlag ved Dysieåbro. Saxo skriver: "En Mand ved navn Åge Tuesøn pustede med sin forgiftede tale til ilden og fik atter det dæmpede og næsten helt slukkede oprør i Skåne til at bryde ud i lys lue. For at forebygge denne ulykke begav Absalon sig over til Skåne, hvor han på tinge talte frimodig til den ondsindede almue, men uden at udrette noget, thi den forlod ham og begav sig hen til hovedmændene for oprøret, der holdt ting et andet sted og var så overmodige og uforskammede, at de red omkring og stævnede hele den Skånske almue til at møde bevæbnet samme steds igen, når såtiden var omme, for at værge deres frihed."

"Den (almuen) overfaldt Thords og Esberns gårde, som den først plyndrede og derefter stak ild på, og i de følgende dage gik adskillige andre af den Skånske adels gårde også op i luer."

Saxo fortsætter: "Hovedmændene for opstanden, som under de sidste optøjer havde fået at mærke, at de ingen vegne kom, når de ikke havde en anfører, indkaldte nu fra Sverige en mand ved navn Harald, der vel var af kongeligt blod, men både sløv og dårligt skåren for tungebåndet og i det hele taget ganske uskikket til at være konge, eftersom naturen eller lykken i ingen henseende havde skænket ham noget fortrin med undtagelse af hans fornemme herkomst"

Kalkmaleri med krigere i Vellev Kirke syd-vest for Randers. De er udrustede med ringbrynje, spyd, sværd og spidse hjelme og aflange nedefter spidsede skjolde. Et vandret stribet skjold var mærket for en gren af Hvide slægten. Så måske har krigerne haft tilknytning til denne, på trods af at Hvide slægten hovedsageligt holdt til på Sjælland. Foto kalkmalerier.dk.

"Da han omsider brød ind i landet med de krigsfolk, han havde fået af Kong Knud af Sverige og Birger Jarl, strømmede almuen ivrig til ved rygtet om den nye høvding, de havde fået, og der samledes en utrolig mængde folk om ham."

Saxo er den eneste, som har beretningen om oprøret i Skåne: "Som følge heraf skikkede adskillige af stormændene bud til hinanden, de samledes, og efter at have sat mod i hinanden slog de lejr ved Lommeå, medens andre af Kongens krigsfolk undlod at møde, idet de lod, som om de ikke vidste noget om, hvad der gik for sig. De, der havde samlet sig, var imidlertid så opsatte på at komme til at slås, at de uden at ænse nogen fare og opfyldte af foragt for bønderne, uden hensyn til, at de selv var så få, gav hestene slappe tøjler og uden ordentlig anførsel sprængte ind på fjenderne, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Ved dette angreb gjorde fjenderne, de stormede løs på, dem mindre skade end vinden, som de havde lige stik imod sig, thi den var så stærk, at den i farten rev skjoldene fra dem, men bønderne turde ikke engang holde stand, da de kom farende imod dem, og bondehæren, som var mere mandstærk end modig, blev således slagen uden blodsudgydelse." - "Efter at de dels var bleven dræbte, dels tagne til fange, flyede Harald hjem til Sverige tillige med Åge, der havde fået ham til at tragte efter kronen."

"Bønderne var imidlertid så frække, at de ikke havde fået nok af at påføre stormændene krig to gange;" fortsætter Saxo, "de stævnede atter til ting og tog ikke i betænkning at undsige dem for tredje gang, idet det var deres agt ved at udrydde hele adelen at hævne sig for det sviende sår, der var blevet tilføjet dem, og tilfredsstille den rasende oprørslyst, de var besatte af."

En side af Saxos' originale manuskript. Christiern Pedersen begyndte omkring år 1500 at sende breve til sine forbindelser over hele landet for at opspore den forsvundne Gesta Danorum af Saxo, som han vidste måtte eksistere. Han gennemsøgte biblioteker og klostre, men alt forgæves. Til sidst kom der et brev fra Ærkebiskop Birger Gunnersen af Lund, som fortalte at han kendte til et eksemplar, som Christiern Pedersen kunne låne. I 1514 fik han det trykt i Paris. I 1877 blev sensationelt fundet nogle få sider at selve Saxos originale manuskript på pergament i Angers i Frankrig. Det ses at Saxo havde en meget ordenlig og nydelig håndskrift. Han brugte meget stor linieafstand så der blev plads til rettelser og tilføjelser. Foto Danmarks Riges Historie udgivet 1896-1907.

Men Absalon indfandt sig på tinget med sine ryttere: "Han begav sig nemlig med vajende bannere til stedet, hvor tinget skulle holdes, og hindrede ikke blot almuen i at sætte sit oprørske forehavende i værk, men satte også ved de redeligste og retskafneste kendelser de love i kraft igen, som den med den største ubillighed havde kuldkastet." - "Almuen var så langt fra at driste sig til at øve fjendtligheder, at de nedlagde våbnene og lod, som om de slet ikke havde haft ondt i sinde, blandede sig imellem Absalons folk, som om de kun var kommen for at holde ting i al fredelighed, og gav ivrig deres bifald til kende ved hver enkelt kendelse, han fældede, skønt de var alt andet end glade derved."

Han slutter beretningen om oprøret i Skåne: "Således gjorde dette ting ende på det skrækkelige og langvarige oprør, og almuen har aldrig siden dristet sig til at prøve på at sætte sig op imod adelen." Derefter skulle bønderne miste resten af deres frihed lidt efter lidt, og det skulle vare 700 år før Danmarks bønder igen blev deres egne herrer.

Saxo fortæller at da den unge Knud omsider kom til stede, ville han straffe oprørerne strengt, men Absalon fik ham talt fra det: "Her gav han Frosteherred til pris for brand og plyndring, og det ville også være blevet ødelagt, hvis ikke Absalon, der havde stor godhed for det, havde lagt sig imellem. Han fik sat igennem, at de, der havde forbrudt sig imod Kongen ved at slutte sig til Harald, slap med pengebøder."

4. Slaget om Rugen

Kejseren havde bemærket at der var kommet en ny konge i Danmark. Saxo siger: "han skikkede gentagne gange sendemænd til ham med pålæg om, at han skulle indfinde sig ved hans hof for at søge hans venskab, som hans fader havde gjort før ham." Efter drøftelse med sine rådgivere svarede Knud høfligt men henholdende, idet han "undskyldte sig med, at han endnu var så ny i regeringen."

Kalkmaleri fra 1300 tallet i Højby Kirke i Odsherred, som viser de fordømte på vej til helvede. Foto Gunnar Bach Pedersen Wikipedia

"Så skikkede Kejseren et brev fuldt af trusler til ham og lod ham vide, at han ville tage Riget fra ham og give det til en anden, men Kongen nøjedes med at svare tilbage, at før end han tog Riget fra ham, måtte han vel først finde en, der havde lyst til at tage Danmark som len af ham."

"Da kejseren indså, at han ingen vegne kom på den måde, fik han Sigfried, som var gift med Kongens søster, til at prøve på ved overtalelser at opnå, hvad han ikke selv formåede ved sine breve. Han rejste til Danmark, og efter at have fortalt Kongen, hvor højt han elskede ham for svogerskabets skyld, og hvad kejseren var for en mægtig mand, begyndte han at forestille Absalon, Sune og Esbern," - "hvor stor troskab de skyldte Knud, hvis formyndere de var, og hvor stor tillid hans fader havde vist dem." Han bad dem endelig ikke opfordre "deres myndling, som var betroet til deres varetægt og som både var ung af alder og uskikket til at råde sig selv, til at kaste sig ind i en besværlig krig, der oversteg hans kræfter."

Kampscene på kalkmaleri i Hornslet Kirke. En gruppe brynjeklædte rytter med spidse hjelme og bevæbnede med sværd bistår eller leder krigere, som angriber en borg, Foto kalkmalerier.dk.

Absalon svarede at Knud faktisk ønskede kejserens venskab "men på sådanne vilkår, at det intet skår gjorde i hans egen ære og højhed," og han burde vide "at Knud herskede over sit land med samme ret og frihed som Kejseren over det Romerske Rige." Da blev Sigfried vred og overøste dem med trusler, hvortil Absalon svarede: "Pak dig straks og sig til din kejser, at Danekongen ikke agter at vise hans kejserlige majestæt den ringeste hørighed og lydighed."

Da Kejseren fik den Besked, fattede han nag til Knud for den foragt, han viste ham. Han henvendte sig til "den Vendiske Hertug Bugislav, som nylig havde taget arv efter sin broder Kazimar, da denne var død barnløs, og søgte ved mangfoldige gaver og løfter om guld og grønne skove at få ham til at yppe krig med Danmark. Bugislav var ikke klogere, end at han kun alt for villig lånte øre til kejserens opfordring, men da han ikke åbenlyst turde erklære Danmark krig, søgte han først påskud til at komme i strid med sin morbroder Jarimar, statholderen på Rygen."

Saxo siger: "Bugislav havde imidlertid på Kejserens opfordring samlet krigsfolk ikke blot hjemme i sit eget land, men også vidt og bredt i nabolandene og havde fået skaffet en flåde på fem hundrede fuldt rustede krigsskibe til veje for at gå mod Rygen." - "Jarimar blev nu imidlertid forskrækket over den krig, der så pludselig og uventet var for hånden, og sendte bud til Absalon, som opholdt sig på Sjælland, for at lade ham vide, hvilken stor fare der hang lige over hovedet på Rygboerne."

Frederik Barbarossas segl. Kejseren, med hans skæg klart synlig, siddende på sin trone med lilje-scepter og orb, kronet med en krone med tre bøjler og pendilia. Teksten siger: "Frederic Dei Gra Romanor Imperator. Foto De Rode Leeuw.

Knytlinge Saga fortæller, hvorfor Bugislav tøvede med at angribe og dermed gav Danskerne muligheden for at mobilisere: "Da Rygierne spurgte dette, sendte Jarizmar mænd til Erkebiskop Absalon, at berette ham, at Øster-Venderne havde en stor flåde ude, og ventede på Vester-Venderne, og agtede at hærge på dem; han bad ærkebiskoppen hjælpe dem, om han ville beholde landet."

Hurtighed og beslutsomhed var Absalons speciale: "Absalon sendte, med den ilfærdighed, der var nødvendig, når det gjaldt om at forebygge, at forbundsfæller blev slagne, breve rundt på Sjælland og bød enhver, der var i våbenfør alder, begive sig til flåden. Han samlede store og små skibe, lastskibe og krigsskibe imellem hverandre og gav almuen og adelen lov til i flæng at bemægtige sig de skibe, de kunne få fat på. Det samme bud lod han udgå til øerne omkring Sjælland, men Fynboerne og Skåningerne pålagde han inden seks dage at indfinde sig i den til mødested bestemte havn, ellers kunne de blive hjemme." Danskerne gav Absalon fuld støtte: "Så ivrige var imidlertid de, han stævnede til at deltage i togtet, efter at efterkomme hans befaling, at de i den grad kappedes om at komme hurtig af sted, at mange kom, før den fastsatte tid var udløben, og ingen for sent."

Lige netop på dette tidspunkt var Knud i Jylland og havde ikke mulighed for at sætte sig i spidsen for togtet: "Knud kunne imidlertid, skønt der blev sendt bud over til ham i Jylland, ikke komme til at tage del i Absalons foretagende på grund af den lange vej, han havde, og den knappe tid, der var fastsat."

Kampscene på kalkmaleri fra omkring 1200 i Hornslet Kirke mellem Aarhus og Randers. En gruppe krigere iklædt rustning og hjelm bevæbnede med sværd angriber en borg. Øverst beskyder en bueskytte angriberne. Foto kalkmalerier.dk.

Saxo fortætter: "Det var dagen før Pinse, at Absalons flåde samledes i havnen, hvor han havde stævnet den til at møde, og for ingen tid at spilde brød han endnu samme dag op og sejlede til Hiddensø. Der kom nogle sendemænd fra Rygboerne flåden i møde og bad den blive liggende, til man kunne få at vide, på hvilken kant af Rygen fjenderne agtede at gøre angreb. Bugislav havde nemlig lagt sig ind under Kostø (Måske Insel Koos), der ligger ud for Rygen." - Da sendemændene "dagen efter kom igen og meldte, at Bugislav ville gøre landgang lige over for Strelø (Som vi må tro ligger i nærheden af Strela, altså Stralsund), tog han straks banneret og lod sig, skønt mørket allerede var ved at falde på, hurtigst muligt sætte i land i en båd, stævnede ved en Herold styrmændene til krigsråd og lod i største hast sende bud omkring til alle krigsfolkene," for at planlægge morgendagens slag.

Ved solopgang den næste morgen afsejlede den Danske flåde mod Strelø. "Af frygt for at komme til at tage fejl af sejlløbet, da sundet ikke alle vegne var lige dybt, ventede Absalon imidlertid til daggry." - "Så mødte han imidlertid, medens hele flåden således skyndte sig fremad, et skib, der var udsendt af Rygboerne for at lade ham vide, at han helst måtte mindske farten noget, thi Bugislav lå endnu ved Kostø, og det var uvist, hvor han ville gøre landgang; Jarimar lå også med sine Folk og ventede på, hvor fjenden ville gå i land." - Absalon roede "i en båd ind til land for at holde gudstjeneste, men så fik han pludselig ved en af Jarimars venner bud om, at den Pommerske flåde var under opsejling, den var allerede så nær, at man ville kunne se den, hvis den tætte tåge ikke hindrede det."

Kampscene på kalkmaleri fra omkring 1200 i Hornslet Kirke mellem århus og Randers. En gruppe krigere bevæbnede med sværd angriber en borg. Øverst står to forsvarere iklædt rustninger bag et brystværn. Foto kalkmalerier.dk.

Han "lod hurtig flåden lægge ud på dybet for at møde fjenden, thi nu ville han ikke tjene Gud med bønner, men med våben, og vi kan vel heller ikke tænke os noget Gud mere velbehageligt offer end sådanne ugudelige menneskers undergang."

Saxo fortsætter: "Det var imidlertid mindre Pommerinkernes agt pludselig at gøre indfald i fjendens land end ved at sejle omkring snart hist og snart her at drive gæk med Rygboernes rytteri, der skulle hindre dem i at gøre landgang. Da de fik øje på den Danske flåde, troede de, at det var Borvin der kom dem til undsætning med sine folk fra den Vestre del af Venden, thi på grund af tågen kunne de hverken se, hvor mange skibe der var, eller hvorledes de så ud, og det kunne heller ikke falde dem ind, at Danskerne, der havde hjemme så langt borte fra Venden, kunne være nået did i løbet af så kort tid, så meget mere som deres spejdere i deres overvættes tryghed ikke passede deres tjeneste med synderlig omhu."

Bugislav troede at den Danske flåde var Rugen-boernes flåde og beordrede at "halvandet hundrede småskibe skulle omringe den, medens resten af flåden lagde sig i slagorden og kastede anker"; Bugislav kastede anker tæt på land og opgav således sin bevægelighed.

Danskerne ignorede simpelthen småskibene og lod dem sejle forbi. Saxo fortsætter: "Fjenden mærkede endnu intet til, hvad de tog sig for, thi den stærke og vedholdende tåge hindrede ham deri. Da de kom nærmere, kunne de danske ungersvende imidlertid hverken finde sig i at tøve eller tie længer, de hejsede bannerne og dyede sig heller ikke for at give deres kampiver luft ved højrøstet at istemme en sang." Det blev en overvældende Dansk sejr, dog lykkedes det nogle skibe at undslippe."En utallig mængde af dem, som ikke kunne komme hurtig nok af sted, enten fordi skibene var for store eller fordi det tog for lang tid at få ankrene ind, sprang over bord og ville hellere omkomme i bølgerne end falde for sværd." - "Atten skibe sprang læk som følge af, at så overvættes mange strømmede over på dem, og gik til bunds med dem, der havde søgt at bjærge sig på dem." - "Danskerne begyndte imidlertid i deres begærlighed efter at gøre bytte at sløje af med forfølgelsen." - "Mandskabet på næsten hundrede skibe opgav alt håb om at slippe bort til vands og søgte ind til land og spredte sig våbenløse og rædselslagne rundt om i tykke ødeskove." - "Fem og tredive skibe med den fjendtlige adel om bord roede alt, hvad de kunne trække for at slippe bort fra Absalon" - De tabte "i den grad modet, at deres frygt fuldstændig fik overtaget over deres skamfølelse, og de gav sig til at kaste heste og rustninger over bord for ved at lette skibene at sætte dem bedre i stand til at komme hurtig af sted, hvorved de brugte årerne endnu ivrigere end før, til de omsider nåede Peenemunde, hvor deres vedholdende flugt fik ende, da de fandt et tilflugtssted der."

Absalons Kamp med Venderne ud for Rugen d. 21. Maj 1184. Tegnet af F. Henriksen. Foto digital collections.

Slagets gang bliver i store træk bekræftet af Arnold af Lubeck: "Buggezlav gjorde derfor landgang med flere hundrede vikinger hos Geromar og troede uden tvivl, at han skulle fortære hele dennes land på samme vis, som ilden skovens tømmer. Geromar var imidlertid ikke sen til at møde ham og slog ham til trods for sine ringere stridskræfter i en håndevending på flugten. Danerne havde nemlig ikke langt borte lagt nogle krigere i et baghold. Slaverne anede ikke uråd, men roede hen til disse i den tro, at det var deres landsmænd. Da sprang Danerne løs på dem, satte tillige med Rugianerne efter dem, dræbte nogle, opsnappede andre og nødsagede adskillige af dem til brat at kaste sig i søen. Thi da Slaverne så sig omgåede, vidste de i deres forvirring hverken ud eller ind; dog håbede de, da enhver anden udvej var dem spærret, svømmende at slippe bort, men druknede under forsøget i bølgerne. Andre derimod nåede kysten i deres skuder og lod derpå disse i stikken, men måtte strejfe omkring i skove og lunde med mosedrag, hvor de omkom af hunger og tørst. På den dag betalte Herren dem og lod nu også dem, som havde slæbt så mange Daner i fangenskab over sø og salten vove, selv bortrives i fangenskab og udlændighed, hvorved de kom til som trælle at stå under de samme Daner, mod hvis frihed de stadig havde spundet rænker."

Det er interessant at Jarimar og Rugen-boerne var fast besluttede på at bevare deres tilknytning til den Danske konge.

5. Erobringen af Pommern

Danskerne vandt tidligt herredømme over landskabet Tribuses, måske allerede i Valdemar den Stores tid. Saxo skriver: "Efter at have siddet hjemme høstens tid over samlede Kongen (Knud den Sjette) tolv tusind Rygboere og drog igennem egnen om Tribse, som lå under hans herredømme." og Arnold skriver om et tidspunkt før slaget ved Rugen: "Nyklots parti beholdt dog overmagten, eftersom den dådkraftige Germar (Jaromar af Rugen) vældigt hærgede Circipanernes land, som stødte op til Tribuses." Sætningen antyder at Tribuses havde en særlig status. Og senere om en tid efter slaget ved Rugen skriver han: "Men i den påfølgende vinter, da kulden havde lagt en usædvanlig tyk skorpe over floder og kær, samlede markgrev Otto en hærstyrke og hjemsøgte med grev Adolfs hjælp hele Slavenland, sparede ej heller det Jeromar tilhørende land, som kaldes Tribuses." Jaromar var Knuds loyale lensmand på Rugen, derfor må vi tro at Tribuses var under Dansk overhøjhed.

Knud erobrede Pommern, Mecklenburg og Holsten - i denne rækkefølge. Det lille område i det vestlige Holsten repræsenterer Ditmarsksen som hørte under den Danske konge. Foto kalkmalerier.dk

Saxo siger at efter slaget ved Rugen sendte Absalon "en højbåren Fynbo ved navn Tage" til kong Knud med budskab om sejren - medbringende Bugislavs pragtfulde telt. Tage fortalte om sejren og fremvist Bugislavs telt på Viborg Ting "og det gjorde han således, at alle fik den største lyst til at gå ud med flåden."

Beboene i byen Volgast nær Peenemunde havde forberedt sig på angrebet ved at fylde sejlløbet op med sten, som gjorde det vanskeligt for Danskernes store skibe at komme igennem. De havde opstillet deres blider så de lige netop bestrøg området med stenene. Absalon gik selv foran ved at springe i vandet og tage sten op, og de unge mennesker fulgte hans eksempel, og derved fik de ryddet sejlrenden.

Danskerne fyldte et skib med brændbare materialer og lod det drive mod bymuren, men det blev standset af nogle af de mange pæle, som byfolkene havde rammet i vandet for at hindre skibene i at komme helt tæt på byen, og det brændte op uden at komme nær byen.

Kalkmaleri i Vester Broby Kirke syd for Sorø, som måske viser Adam og Eva, som fristes af Satan i form af slangen, som her ligner en drage eller Midgårdsormen. Eller det er de fortabte sjæle i underverdenen på en form for skib med dragestævn. Foto kalkmalerier.dk

Pludselig erklærede Bugislav at han ville forhandle: "og begærede under påskud af, at han ville slutte fred, ved sine sendemænd en samtale med Absalon og begav sig derpå med en stor skare ryttere til det fastsatte mødested. Da Absalon kom ham i møde med to skibe, bad han ham om at gå i land, de kunne bekvemmere tales ved i et telt end om bord på et skib, sagde han." Absalon var i færd med at gå fra borde, men da "lykkedes det dog en højbåren Nordmand ved navn Erling at holde ham tilbage ved at fortælle ham en fæl drøm, han havde haft, og forudsige ham, at fjenderne ganske sikkert ville svige ham". Han inviterede istedet Bugislav ombord på sit skib. "Bugislav brød da pludselig op igen under påskud af, at der var ham for trangt om bord på skibet, og røbede således, at han virkelig pønsede på svig".

Danskerne opgav at indtage Volgast efter at de havde dræbt mange fjender, som letsindigt vovede sig ud af byen for at plyndre Danskernes telte. Istedet gav de sig til at hærge landet. Esbern nedbrændte Vendernes skanser ved Swinemunde. Kongen mente at det var for vanskeligt at indtage byerne, hvori Venderne havde samlet store forsyninger. Da de på hjemvejen passerede Swinemunde, bød han "at det, der var tilbage af de afbrændte skanser, skulle jævnes med jorden, og for at udslette ethvert spor af dem lod han endog stenene tage op af jorden og kaste i havet." Det var netop disse skanser, som hans fader, Valdemar, i sin sidste stund havde ønsket at ødelægge. Ved denne handling demonstrerede Knud sin loyalitet mod sin afdøde fader.

Knud den Sjette på kalkmaleri i Ringsted Kirke. Her bærer han ikke den lukkede krone, som han ellers har på andre kalkmalerier. Foto Orf3us wikipedia.

I et følgende togt samme år var kong Knud alene fulgt af Rugen-boerne. Saxo skriver: "Efter at have siddet hjemme høstens tid over samlede Kongen tolv tusind Rygboere og drog igennem egnen ved Tribse, som lå under hans herredømme, og derpå drog han for ikke at stå tilbage for sin fader over moserne ved Peenefloden og kom til byen Lübkin.(?)" - "Derpå begav Danskerne sig igen til deres skibe og spredte sig så for at gøre bytte og stikke ild på, thi Kongen havde nu på grund af den lange vej opgivet at drage imod Demmin."

Næste år kom Danskerne igen, Saxo siger: "Efter at have tilbragt vinteren hjemme lagde Kongen igen med en stor flåde ind i Swinemünde og ødelagde Groteswin"(?). Lokket af rygtet om den Pommerske rigdom ønskede de at hærge egnen øst for den Pommerske Sø: "Det hed sig, at befolkningen var fejg og kvindagtig, og at der kun fandtes få byer og våben i landet, og da Danskerne var vante til, at lykken føjede sig efter dem, brændte de af begærlighed efter at komme af sted i håb om, at de, som havde gjort så mange heldige togter, også denne gang ville have lykken med sig." men "Da der undervejs ingen levnedsmidler var at få, blev ikke blot de belæssede heste, men også fodfolkene, der måtte slæbe på levnedsmidlerne, så udmattede, at deres kræfter svigtede dem. Enden på det blev, at de måtte vende om og på flåden gå tilbage til Julin."

Arnold af Lubeck beskriver den Danske strategi: "Men Danernes konge, Kanut, øvede uophørlig hærværk på Slavernes land. Disse sidste rustede sig imidlertid for at sætte hårdt imod hårdt, besatte et grundt sted, som Danerne måtte over, anlagde på begge sider fæstningsværker, hvorfra de kunne overdænge Danevikingerne med kastevåben, og forsøgte ligeledes med jernkæder at spærre disse vejen. Men trods deres svære dåd, til kort de dog monne komme, omsider indfandt Danerne sig med en høj hånd, brød deres fæstninger ned, oversvømmede lig græshopper deres enemærker og opfyldte alt landet, så at Slaverne, som ikke kunne holde stand imod deres angreb, måtte trække sig tilbage til deres borge. Men Danerne udpinte deres landskaber og opåd landets marv, hvorpå de atter vendte tilbage til deres eget; og således vedblev de flere år igennem både ved sæde- og ved høsttid at gøre landgang, hærgede deres land og tvang dem alene ved den ulidelige hunger uden sværdslag til overgivelse."

Knud den Sjette på mønt. Her bærer han ikke den lukkede krone, som han gør på nogle kalkmalerier. Foto Wikipedia Commons.

Saxo fortsætter: "Kongen besluttede nu at angribe Camin". Sjællænderne og Skåningene nåede først frem til byen, idet de andre for vild. De blev angrebet af Bugislav med store styrker. Danskerne lokkede Venderne væk fra byen ved at lade som om de flygtede: "Esbern, som havde øvelse og erfaring i den slags ting, opfordrede Danskerne til at fly på skrømt for at lokke fjenderne så meget længer bort fra byen, og de forfulgte da også længe de flygtende. Til sidst gik det imidlertid op for Bugislav, at det var et krigspuds, og han kaldte da sine folk, som var komne i fuld uorden ved at løbe efter Danskerne, tilbage og overøste dem med bebrejdelser, fordi de i deres uforsigtighed havde vovet sig så langt bort fra byen. Da Esbern så det, kastede han masken, opgav den forstilte flugt og vendte sine bannere imod fjenden, og så vidt bragte han det, at Bugislav sprang af sin hest og med angst og bæven flygtede ind i byen igen og søgte at bjærge sig ved sin fodraphed."

Derefter kom kongen tilstede med resten af hæren. Men da "kom klerkerne i højtideligt optog ud til ham med deres relikvier og på bare ben som tegn på, hvor sønderknuste og sorrigfulde de var, faldt på knæ for ham og bad ham, idet de mindede ham om hans fromme fader, om dog at skåne kirkerne og ikke brænde Guds huse sammen med menneskenes; de besvor ham om ikke at rase så grumt imod fjenderne, at han lod de til Guds tjeneste indviede bygninger gå op i luer, thi ved en så afskyelig misgerning ville han forspilde al den fortjeneste, både han selv og hans forfædre havde indlagt sig. De tilføjede, at Bugislav krævede sikkert lejde, så at han trygt kunne begive sig ud til Kongen."

Relief over døråbning i Anst Kirke mellem Kolding og Ribe fra 1150-75. Jesus i midten og på hans højre side Peter med Himmeriges nøgler og på hans venstre Paulus med Bibelen i hånden. Foto Lennart Larsen.

Bugislav havde større tillid til Kongen end til Absalon. Saxo fortsætter: "Da Bugislav havde fået tilsagn om, hvad han bad om, søgte han Absalon og bad ham om at møde ham næste dag tillige med Jarimar, thi han ville have dem til at mægle fred imellem sig og Kongen." - "Det blev vedtaget, at han skulle betale en stor sum penge i bøde, og han kunne kun opnå fred på de vilkår, at han skulle tage sit land, som han hidtil havde haft som fædrenearv, til len af Kongen og ombytte sin frihed med trældom, idet han ligesom Rygboerne skulle svare skat. Til bekræftelse på denne overenskomst lovede han at stille gidsler."

"For at han ikke skulle skilles fra dem, uden at der var bleven gjort nogen stads af ham, gjorde Absalon et gilde for ham og sine Venner, og ved det drak han så overstadig og blev så magtes- og sanseløs." - "Da han omsider var bleven helt døddrukken, blev han båren fra skibet hen i et telt, og Absalon bød fyrretyve væbnede mænd at holde vagt uden for indgangen til teltet og passe på, at der ikke tilstødte ham noget i løbet af natten." - "Bugislav skønnede så meget på denne godhed, at han fik Venderne gjort venlig stemte over for Danskerne."

Forsiden af Saxos "Danorum Regum Heroumque Historia", også kaldet Gesta Danorum, udgivet af Christiern Pedersen i Paris i 1514. Saxo starter med sagnkongerne Dan og Angel "fra hvem de Danske har deres oprindelse" og efter tusinder af sider slutter med Bugislavs troskabs-ed til Knud den Sjette - Alt omhyggeligt skrevet på pergament med smuk og regelmæssig skrift. Det er en enestående bedrift. Men omkring år 1500 var han alligevel stort set glemt og hans værk forsvundet. Men Christiern Pedersen var overbevist om at der måtte findes en komplet afskrift af værket, hvilket det lykkedes ham at finde efter lang tids søgen og få trykt i Paris, og dermed reddede han Saxos værk for eftertiden. Foto Wikipedia.

Saxo beskriver den berømte scene hvor Bugislav sværger troskab mod kong Knud og modtager sit land som len af den Danske konge: "Dagen efter kom han igen med de fornemste Vendiske adelsmænd, kastede sig tillige med sin hustru og sine børn for Kongens fødder og bad ydmygt om forladelse for det langvarige oprør, han havde anstiftet, og efter at han dels havde stillet og dels lovet at ville stille gidsler, undså han sig ikke ved at tage det land, hans forfædre havde ejet, som len." - "Kongen ynkedes over denne fyrste, som nøden havde drevet så vidt, og syntes, at han nu var straffet hårdt nok, hvorfor han rejste ham op og sagde, at han hellere ville skænke ham herredømmet over landet end indlemme det i sit Rige. Og ikke mindre rørtes Kongen over Bugislavs sønner, der på mødrene side var hans frænder."

Saxo slutter sin lange beretning med at Bugislav aflægger lensed på det Danske kongeskib. Han siger: "Således opnåede Knud med ringe ulejlighed at underlægge sig Venden, hvilket ikke var lykkedes Valdemar til trods for hans stadige anstrengelser, så at lykken var hans våben endnu gunstigere, end den havde været hans faders. I samme stund tørnede vældige skymasser sammen på himlen, og der lød så vældige tordenskrald, at både Danskerne og Venderne forfærdedes derover."

Modsat Saxo, var Svend Aggesen personligt til stede ved begivenheden: "Denne hyldingshøjtid var jeg selv vidne til: den gik for sig ombord på Kongens skib med de glimrende, gyldne snabler - ikke langt fra den by, som jeg har fortalt at Kong Harald i sin landflygtighed lagde grundvolden til."

Romansk granitrelief fra 11-1200 tallet i Sinding Kirke nord for Herning. Under Jesus på korset er to mænd med hver sin nøgle. De to mænd er blevet fortolket som kirkeværger Foto K. Helmer-Petersen.

Aggesen fortæller også om tordenvejret, som han henfører til "den gamle skjelm", hvilket må være Thor: "Dengang nemlig de havde sluttet forliget, tog skyerne således på at tordne, at man skulle tro, Verden ville til at forgå. Det var nu vistnok et påfund af den gamle skjelm, fredens avindsmand, hvilket Vorherre må have tilladt ham at udføre; thi under den voldsomme stormbyge og hvirvelvind var det lige ved at biskoppen i Camin og hertug Bugislav såvel som Kongens broder Valdemar, en yngling med de herligste anlæg - skulle have været til at kuldsejle i deres både."

Aggesens sidste ord er: "Efter at denne handling var fuldbyrdet, sejlede vi hjemad med jubel og gammen; Alstyreren give det en god og fredelig ende!

Arnold af Lubeck siger: "Således sank Slavernes vælde; som skatskyldige til Danerne måtte de trælle for disse og derhos overlade borgen Wolgost tillige med en tylvt gidsler i hænderne på deres drot. Dette gik imidlertid ikke således hen uden at vække vrede hos kejseren. Denne lod sig nemlig forlyde med, at kong Kanut havde tilføjet ham en dobbelt krænkelse, både ved at afslå at lade sig krone af ham, og nu ved at lægge Slaverne, der stod under riget, ind under sit herredømme og gøre dem til sine skattepligtige og håndgangne mænd."

6. Erobringen af Mecklenburg

Ved Henrik Løves landsforvisning til England indsatte kejseren en ny hertug for hans besiddelser ved navn Bernhard. Han gjorde sig hurtigt til fjende af en række andre Tyske fyrster. Arnold siger at han havde "ikke mindre tåbelige planer imod greverne Adolf, Bernard af Racesburg og Guncelin af Zverin. Grev Adolf søgte han nemlig at fratage hele det landstrøg, som efter sigende hører til Ratekowe og tidligere havde været hertug Henriks, samt byen Todeslo. Også staden Lubeke ville han tilegne sig." De nævnte grever havde allerede et anstrengt forhold til kong Knud. "Greven af Racesburg og grev Guncelin af Zverin prøvede han på at afkorte en del af deres len." - "Opbragte derover slog begge sig sammen og gav sig i færd med at indtage hans (hertug Bernhards) by Lovenburg." Bernhard klagede til kejseren. "Men hine (greverne Adolf, Bernhard og Guncelin), som ønskede at afryste hans (Bernhards) åg af deres nakke, søgte at få dem, de vidste, var hans venner, udjagne af landet. De samlede følgelig en hær og faldt i smug ind i Slavernes land; ved nattetide indfandt de sig i al hemmelighed for borgen Ylowe, sneg sig ind i den og fik den i deres magt, medens de tvang moderen til Wertizlavs søn Nyklot til at rømme den og tog alle de andre til fange; borgen selv stak de ild på, plyndrede hele det omliggende land og vendte med rigeligt bytte igen tilbage til deres eget."

Kalkmaleri fra 1100-1150 i Råsted Kirke nordvest for Randers som viser Adam og Eva, slangen og træet. Foto kalkmalerier.dk.

En anden Vendisk fyrste ved navn Burvin fastholdt besiddelsen af sine borge: "Derimod forblev Pribizlavs søn Burvin, der til hustru havde en datter af hertug Henrik ved navn Mektilda, i besiddelse af borgene Rostok og Mikelenburg."

Nyklot søgte tilflugt hos de ovennævnte grevers fjende, hertug Bernhard. Arnold fortsætter: "Derfra foretog han talrige udfald og øvede uafladelig hærværk imod Slavernes land, understøttet deri af Rugianernes fyrste Germar (Jaromar, kong Knuds statholder på Rugen)," - "medens Pomeranerfyrsten Buggezlav støttede Burvin; sålunde lå disse kødelige frænder i broderfejde med hinanden."

Arnold fortsætter: "Og da Burvin, også kaldet Henrik, engang hjemsøgte Germars (Jaromars) land med vikinger, der øvede strandhugst, blev han taget til fange af Germar, som lod ham kaste i lænker og skikkede ham til Danernes konge Kanut, hos hvem han længe holdtes i forvaring." Han har formentligt angrebet Rugen, som var Dansk område, derfor blev han sendt til kong Knud.

Hans frænde angreb Pommern, men blev taget til fange af Bugeslav: "På den anden side blev Niklot, også Nikolaus kaldet, gjort til fange og kastet i lænker af Buggezlav, i hvis land han var i færd med at inddrive bytte." Der står ikke direkte at han blev sendt til Kong Knud, han kan også have været holdt fænglet i Pommern af Buggeslav, efter at denne havde svoret troskab mod kong Knud. Men af de følgende begivenheder fremgår det at de begge var holdt i forvaring under Knuds autoritet.

Derefter blev de to fætre sluppet ud af deres fængsel på betingelse af at de tog deres land, hvilket formentlig var det meste af Mecklenburg, som len af kong Knud. Arnold siger: "Begge, Burvin og Niklot, holdtes længe i forvaring, men slap dog omsider løs på det vilkår, at de tog deres land til len af Danekongen og gav ham de gidsler, som han forlangte. Disse beløb sig til 24 og Burvin stillede deriblandt sin egen søn og rømte borgen Rostok, som han aftrådte til sin fætter, hvorimod han selv efter kongens bestemmelse, thi denne havde alt da i sinde at underligge sig Slavernes land og indlemme det i sit rige, fik Ylowe og Mikelenburg i eje."

7. Valdemar Knudssøns Oprør

Magnus den Stærkes søn, Knud, som fandt døden i blodgildet i Roskilde, havde en søn udenfor ægtskabet ved navn Valdemar. Valdemar den Store havde med stor omsorg taget sig af sin myrdede medkongens barn. Det blev bestemt at han skulle have en gejstlig karriere. Som så mange fornemme unge mænd blev han sendt til Paris for at få den bedste uddannelse.

Kalkmaleri fra 1100-1150 af Jesu genopstandelse i Råsted Kirke nordvest for Randers. Maria Magdalena og Jomfru Maria møder to engle ved den tomme grav, som forkynder Jesu opstandelse. Foto kalkmalerier.dk.

En Abbed Stefan i Sct. Genevieve Klosteret fortæller i et brev om det gode indtryk han fik af den unge dansker: han var tidligt moden, optrådte med stor værdighed, men var samtidig beskeden og behagelig af væsen, dertil havde han så gode manerer som havde han været Franskmand.

I en meget ung alder blev han udnævnt til fungerende biskop af Slesvig. Han kunne dog ikke blive bispeviet fordi kanonisk ret foreskriver at en biskop skal være over 30 år gammel. Han blev først bispeviet i 1188, hvilket fortæller at han sandsynligvis var født i 1158, året efter blodgildet i Roskilde. På trods af sin unge alder siges han at have ledet Slesvig Bispestol med stor dygtighed.

Arnold af Lubeck fortæller at "Biskop Waldemar var en hovedrig mand, da hans formue ikke alene skrev sig fra hans bispeindtægter, men tillige fra hans faders såre vidtløftige arvegods, der var blevet i hans eje."

Knud den Sjette viste Valdemar Knudssøn stor tillid ved også at overdrage ham den verdslige magt i Slesvig indtil kongens broder, Valdemar (Sejr) blev voksen.

Imidlertid, i 1187 havde den unge Valdemar (Sejr) nået skelsår og alder og overtog derfor den verdslige magt i Slesvig, som det var planlagt. Det var meget vanskeligt for Valdemar Knudssøn igen at blive reduceret til biskop. Han anklagede den unge Valdemar for med urette at have frataget ham betydelige godser.

Kalkmaleri af Sct. Jørgen og dragen i Fanefjord Kirke på Møn. Foto kalkmalerier.dk.

I Tyskland rasede stadig striden mellem Henrik Løve og kejseren. Arnold af Lubeck indikerer flere gange at den Danske kong Knud støttede Henrik Løves parti, og det var en del af hans motivation til at afvise at sværge lensed til kejseren. Striden mellem Henrik og kejseren startede ved at Henrik nægtede at deltage personligt i Kejserens krig i Italien, en åbenlys uklog handling, idet det er lensfyrsters fornemste pligt at møde frem fuldt rustede, når deres konge eller kejser kalder. Hvorfor Henrik ikke ville føre krig for kejseren, er der ingen nulevende, som ved.

Henrik Løve vendte hjem til Nord-Tyskland fra sit eksil i England og prøvede at generobre sin tidligere position med bistand af Ærkebiskop Hartwig af Bremen. Forsøget mislykkedes og bisp Hartwig måtte flygte. Som hans efterfølger valgte man Valdemar Knudssøn af Slesvig. Bag dette bispevalg stod Danmarks fjender, og derfor reagerede kong Knud i Danmark med at anklage ham for landsforræderi. Arnold skriver: "Waldemar blev imidlertid som følge af dette valg kong Kanut og hans venner mistænkelig. Thi da Kanut stod på en spændt fod med kejseren, troede han, at Waldemar havde fjendske bagtanker."

Slesvig Sct. Knudsgildes segl fra omkring 1220. Indskriften lyder: Sambrødrene af Slesvig ved hertug Sankt Knud. Ridderen bører tøndehjelm som var den foretrukne type omkring 1200. Foto Docplayer.

Imidlertid, i 1191 forlod Valdemar Knudssøn pludselig Bremen og rejste til Sverige og derefter til Norge og forhandlede med Danmarks fjender der. Han blev også støttet af greverne Adolf af Holsten og Bernhard af Ratzeburg. Året efter, i 1192 landede han i Jylland i spidsen for en flåde på 35 skibe og lod sig udråbe til konge. Arnold af Lubeck siger: "Den afdøde kong Kanuts søn, biskop Waldemar af Sleswik, havde nemlig indladt sig på fjendtligheder imod den nu regerende kong Kanut for selv at blive konge og havde samlet sig hjælp fra kongerne i Northwegien og Svecien, medens fra den anden side kejserens venner markgrev Otto, grev Adolf og grev Bernhard af Racesburk var ham ligeså velsindede." Samtidig brød Adolf af Holsten ind i Slesvig med en betydelig hær, Arnold siger: "Da Waldemar derfor førte en hær i marken imod Kanut, gik grev Adolf samtidig med en mægtig hob folk over floden Egdora og hærgede kongens land helt op til Sleswik." Han mødte for stor modstand og vendte tilbage til Holsten: "derfor vendte han om til sit eget med stort bytte."

Dette er en løs side fra Speculum Virginium (Jungfrauenspiegel), der blev brugt til at illustrere for unge nonner den konstante kamp mellem dyd og umoral. Fra Kestner-museet i Hannover - Tyskland

Valdemar Knudssøn indlod sig på forhandling med kongen, hvorunder han blev taget til fange, lagt i lænker og sat i Søborgs fangekælder, hvor han skulle komme til at tilbringe de næste 14 år. Arnold siger: "Waldemar var nemlig underfundigen af nogle venner blevet overtalt til som kødelig frænde og for gammelt venskabs skyld at henfly til kongens nåde: denne ville utvivlsomt ikke betænke sig på at vise ham al den venlighed, han så højlig fortjente, og øge hans anseelse både med æresbevisninger og med rigdomme. Til slige råd slog han sin lid, men måtte til gengæld friste lykkens ustadighed, hårdt lænkebunden både på hænder og fødder."

Men nu havde Danskerne fængslet en ærkebiskop og det var en meget alvorlig sag i middelalderen. Næppe var det kommet Pave Cølestin 3. for øre før han skrev brev til Absalon og forlangte at han og alle Rigets øvrige bisper skulle kræve løsladelse og oprejsning for den fænglede Valdemar. Men til pavens store overraskelse støttede de Danske bisper deres konge og nægtede at lyse landet i interdikt. De stod fast på at når en biskop havde brudt alle kirkelige love og tilmed ladet sig udråbe til konge kunne man ikke tilgive ham. Abbed Wilhelm af Æbelholt fik til opgave at rejse til Rom og forklare paven at det var nødvendigt for Rigets ro og fred at holde den oprørske bisp fængslet.

Illustration i Fransk håndskrift fra 1180. Bonden sår og hustruen spinner. Foto Fécamp Psalter.

Paven var træt af denne sag. I et brev til Valdemar Sejr hedder det: "Gid han aldrig havde eksisteret denne biskop Valdemar af Slesvig, som tilsidesatte sin biskoppelige embedes værdighed og forsøgte at forene præstedømme og kongemagt i sin person, og frækt iværksatte en sammensværgelse mod din broder Knud, Danernes konge i berømmelig ihukommelse overfor hvem han var bundet ved troskabsed." Men han mente alligevel det var hans pligt at arbejde for Valdemar Knudssøns løsladelse, og i 1206 åbnedes Søborgs porte for ham, imod at han lovede at opholde sig i Italien.

Han holdt ikke sit løfte og inden længe var han tilbage i Bremen og deltog ivrigt og hensynsløst i tidens politiske intriger.

Valdemar Knudssøn døde i 1236 og blev således 78 år gammel, hvilket var en særdeles høj alder, tiden taget i betragtning.

8. Erobringen af Holsten

I forlængelse af episoden med Valdemar Knudssøn - måske i 1193 - rustede grev Adolf af Holsten sig til at tage imod den Danske hær. Han havde tilkaldt sin forbundsfælle markgrev Otte, da han frygtede at han ikke kunne klare hele den Danske hær alene. Sammen afventede de fjenden ved Ejderen. Men Danskerne lod vente på sig, og derfor blev markgrev Otte utålmodig og drog hjem igen med sin hær. Men så kom Danskerne. Arnold siger: "På grund, som sagt, af slige uroligheder, eller, som nogle ville vide, for at komme hertug Henrik til hjælp rykkede kongen med et følge af væbnede lensmænd ind i grevens land, og denne kom imod ham, skønt med ringere styrke. Greven havde nemlig længe i forvejen haft nys om, at kongen ville komme, og havde derfor ikke alene hidkaldt markgreven, men tillige samlet en mægtig ridderskare. Da kongen alligevel gav sig god tid, var markgreven draget bort med mange mænd; men med et indfandt kongen sig nu, og greven rykkede ud imod ham."

Illustration i Jungfrauspiegel fra Trier fra slutningen af 1100 tallet som viser året vigtigste begivenhed nemlig høsten. Skriftet var beregnet til at introducere unge kvinder til livet som nonne og viser de "tre betingelser for kvinden": Jomfruerne, der dedikerede sig til Kristus, vises som høstede "hundrede gange", de fromme enker høster "tres gange", og de fromme gifte kvinder høster "tredobbelt". Foto Wikipeia.

Grev Adolf indså hurtigt at han var Danskerne underlegen, han bad om forhandlinger: "Imidlertid beregnede han, at han ikke kunne møde kongen i åben strid, derfor skikkede han en sendefærd til ham for at bede om fred. Således fik han kongens nåde imod at udrede fjorten hundrede mark penninge, og Kanut drog hjem igen til sit sted."

I vinteren 1198-99 pådrog Adolf sig yderligere kong Knuds vrede ved at han sammen med sin våbenbroder markgrev Otto hærgede Slavernes land, som hyldede den Danske konge. Arnold fortæller: "Men i den påfølgende vinter, da kulden havde lagt en usædvanlig tyk skorpe over floder og kær, samlede markgrev Otto en hærstyrke og hjemsøgte med grev Adolfs hjælp hele Slavenland, sparede ej heller det Jeromar (Jaromar af Rugen som var Knuds mand på øen) tilhørende land, som kaldes Tribuses, ja, ville endog have hærget selve Rugien, hvis ikke isen, som lå over sundet, var brudt op. I anledning af det her fortalte faldt kongens (Knud den Sjette) vrede tungt på Adolf, som i det hele taget siden den tid havde ham til uven. Thi greven havde oftere fornærmet kongen såvel ved gentagne gange at angribe Slaverne, som ved i sin tid at tage parti med biskop Waldemar imod ham."

Den følgende sommer rejste Knud en hær, som han førte mod Holsten. Men Adolf havde forudset Danskernes komme og samlet en stor hær af forbundsfæller, Arnold siger: "Da sommeren altså var for hånden, førte kong Kanut en hær mod Adolf til et sted ved Egdora, der kaldes Rejnoldesburk (Rendsborg). Greven kom imod ham med en talløs mængde krigere og understøttedes af grev Otto med et stort antal væbnede mænd. Der var grev Symon af Tekeneburk, Bernard af Wilipia, Mavricius af Aldenburk og mange andre tilstede, ligesom hr. ærkebiskop Hartvig af Brema heller ikke savnedes; og alle disse underholdt grev Adolf i et tidsrum af ikke få dage på egen bekostning til stor forundring for mange, der ikke kunne begribe, at greven var i stand til at udrede de dermed forbundne omkostninger. Således lå hærene lige overfor hinanden med floden til skel; men da hverken kongen eller fjenderne havde mod på at overskride den og åbne angrebet, brød den førstnævnte omsider op og drog hjem igen. Og sålunde endte denne krigsfærd uden fredsslutning."

Rekonstruktion af pansret ridder med typisk tøndehjelm i Danish National Museum of Military History, Copenhagen. Foto topwar.ru.

Adolf vidste at Danskerne ganske sikkert ville komme igen. Arnold fortæller: "Straks som vinteren var omme, begyndte grev Adolf at genopbygge den gamle borg Rejnoldesburk i det håb derved at sikre sig imod kongens angreb. Men denne, som ikke kunne glemme hans forurettelser, samlede ved maj måneds komme en hær og rykkede med en stor styrke frem til Egdora, hvor greven også indfandt sig med sine folk. Da Adolf ikke var kongens angreb voksen, lykkedes det ham at få fred og blive taget til nåde af denne på det vilkår, at han afstod ham borgen, men selv fik lov i ro at beholde sine øvrige besiddelser."

Knud benyttede sin ny besiddelse til at bygge en bro over Ejderen, så han var klar til næste halvleg: "Men kongen udvidede og befæstede borgen og lagde der en stærk besætning tilligemed store våbenforråd, lod slå en bred bro over Egdora og havde således vejen åben til at trække ind i grevens land og ud igen, hvad der fra tid til anden gav anledning til kiv og strid med denne."

Men selv med bagdøren åben havde grev Adolf stadig appetit på krigshandlinger. Arnold siger: "Alligevel begyndte greven i forening med sin navnebror, grev Adolf af Dasle, at angribe Louenburk (Lauenborg) efter at have bygget borgen Haddenberge, som således stængede for hin, at borgmændene der hverken kunne slippe ud eller ind." Efter nogen tid "begyndte borgmændene, da levnedsmidlerne var ved at slippe op, at indlede underhandlinger om deres borgs overgivelse og skikkede lønbud til kong Kanut for at tilbyde ham den." - "Glad ved tilbudet lod denne dem takke og sendte en fornem mand fra Holsacien ved navn Radulf derhen for på hans vegne at tage imod borgen". Men de to frænder Adolf tog borgen før Radulf nåede frem. "Ved efterretningen herom var kongen vel klog nok til ikke at lade sig mærke med noget; men hans had til greverne fik derved ny næring."

Statue af Adolf 3. greve af Schauenburg og Holstein ved Trostbrücke i Hamborg. Foto GeorgHH Wikimedia

Arnold fortæller at de to grever Adolf også havde angrebet Ditmarsken, "som selv havde givet sig ind under Danernes konge." - "idet han med sin frænde Adolf havde gjort indfald i Thietmarcien, som regnedes for at stå under kongen, og de to grever havde plyndret landet og ombragt ikke få mennesker."

Arnold fortæller at Venderne - år 1200 - efter kong Knuds ordre - med store styrker angreb grev Adolf. Slaget stod syd for Ratzeburg på et sted som hedder Waschow: "Imidlertid iværksatte Henrik, også Borvin kaldet, og hans frænde Nikolaus, også kaldet Niklot, på kong Kanuts tilskyndelse et hærtog ind i grev Adolf af Dasles land. Greven mødte dem med sine folk ved et sted, som hedder Warsikowe. Og efter at de havde opstillet deres rækker, åbnede Nikolaus angrebet på fjenderne og faldt; han var en brav og klog mand, hvis tab greb hele Slavenland så smertelig, at mange gik i døden for at hævne ham. Thi da den store høvdings fald rygtedes iblandt fjenderne, fordoblede disse deres angreb, slog Teutonerne ned for fode og fældede en så talløs mængde af dem, at greven selv kun med største nød undkom tillige med nogle enkelte riddere, syvhundrede mand måtte springe over klingen, og resten mistede deres frihed. "Ak, hvor sukked og græd så mangen sørgende enke!"

Kongens yngre broder, Valdemar, som senere skulle få tilnavnet Sejr, var da hertug i Slesvig. Støttet af mange, som greven havde fordreven fra Holsten, angreb han i 1201 grevskabet. Arnold siger: "Men da nu alle de bedre mænd hældede til kongens og hans broder hertugens parti, gjorde hertug Waldemar ved det hellige kors' ophøjelsesdags tide et togt ind i grevens land med en svær styrke."

Olaus Magnus fra 1555: Sildefiskeri i Skanør To mænd trækker vod. Foto Wikipedia.

Lubeck tilhørte dels grev Adolf og dels kejseren. Samtidig med hertug Valdemars angreb beslaglagde kongen de Lubske købmænds skibe og ejendom på det årlige sildemarked i Skanør: "Det var ved det lav, da fiskeriet plejer at gå for sig i Skonia, og efter gammel skik mange af vore bymænd søge derhen; disse blev nu denne gang holdt tilbage der med deres skibe og gods, ja, nogle af dem måtte endog døje fængsel."

I Holsten stod det afgørende slag stod ved Kirchengemeinde Stellau nær Itzeho: "Greven mødte med sine folk hertugen ved et sted, der hedder Stilnowe. Slaget stod; men grevens tilhængere trak det korteste strå; mange af dem bed i græsset for sværdet, og andre måtte vandre i fangenskab. Greven selv reddede sig til Hammenburk."

Men hertug Valdemar fortsatte til Hamburg og greven flygtede. Hertugen "rykkede ind i landet tillige med den kloge og rådsnilde biskop Peter fra Roskilde og kom, da greven alt havde forladt det, til Hammenburk," hvor han fik en strålende modtagelse: "Her strømmede befolkningen ham imøde, og såvel klerkene som hele folket modtog ham med hæder." Hertug Valdemar fortsatte til Lauenborg, hvorfra den anden Adolf allerede var flygtet. De tilbageblevne tilbød ham "borgen Racesburg og åben adgang til landet". Herug Valdemar indtog adskillige andre borge og stod snart foran Lubeck, hvor indbyggerne "besluttede, tvungne af nøden, at ile hertugen i møde; og de traf ham i Bredenvelde og overgav byen til ham imod at få deres fanger med samt skibene og alt det beslaglagte gods tilbage. Hertugen tog gidsler såvel af staden Lubeka som af de andre stæder og borge og drog glad hjem."

Kalkmaleri i Tuse Kirke vest for Holbæk, hvor ølbrygning fremstilles som djævelens værk.
Skandinaver har mere end tusind års tradition for at drikke i julen. I sagaer og skjaldevers bruges ofte udtrykket "drikke jul".
Således da den Norske kong Inge - i Håkon Hærdebreds Saga - fik budskab om Gregorius død, beklagede han at han ikke tidsnok var kommet til hans hjælp: "Men disse folk mente, at intet var så nødvendigt som at drikke denne jul uden at afbryde den."
I Sagaen om Bjørn Hitdalekæmpe hedder det: "Og for Torsteins vendskabsløftes skyld indbød Dålk ham til at drikke jul hos sig."
I Fostbrødre Saga hedder det: "Nu drak man jul med stor glæde og megen morskab."
I Harald Hårfagers Saga findes udtrykket "Han drikker jul" flere gange. Foto Facebook.

Imidlertid, grev Adolf var ikke helt slået, Arnold fortæller: "Derefter samlede grev Adolf af Skovenburk, af harm over tabet af sit land, omkring salig Andrea dag skibe og krigsmandskab fra Stadium, som han endnu sad inde med, og besatte Hammenburk. Forfærdede derover tog kongens og hertugens mænd med samt fogden Radulf flugten. Adolf holdt endnu borgene Launborg, Segeberg og Travemunde, og mange indbyggere lod som om de troede at hans sag ikke var tabt. De fortalte ham at han kunne roligt blive i Hamburg i Julen "og svigagtig forsikrede ham, at hertugen under ingen omstændigheder ville komme på grund af julen, som Danerne har for skik at højtideligholde med festlige drikkelag." Men selveste juleaften kom Valdemar alligevel, og greven kunne ikke slippe væk, da floden Elben var frossen. De "lænkede ham på hænder og fødder, førte således ikke uden vanære ham gennem alle de steder, han tidligere havde hersket over, og kom til Danien som en stakkels fange, og da Danerne hørte, at deres fjende var taget til fange, forkyndte de det ligesom Filisterne på Sauls tid i alle byer og købstæder enhver til hjertens fryd og glæde."

Kongen selv besøgte Lubeck og fik en strålende modtagelse: "I løbet af den nærmest følgende sommer kom kong Kanut til Lubeke og modtoges med glans og hæder af klerkene og hele befolkningen. Ved hans indtog overgaves borgen Travenemunde til ham, hvad der voldte ham ikke ringe glæde. Også landbefolkningen strømmede ham imøde og hyldede ham såre villig."

9. Knud den Sjette som Konge af Danmark

Knud den Sjette på et af Hans Kniepers Kronborg-tapeter. Arnold af Lubeck skriver om Danernes fred og velstand i hans tid: "Kanut, i hvis rige der således herskede den dybeste fred." Han beskriver yderligere Danskernes rigdom under kong Knud: "De er begyndt at klæde sig i skarlagen og pelsværk istedet for deres tidligere sømandsklæder." - "Rigdomme, af enhver art har de overflødighed af på som følge af det fiskeri, de årlig driver i Skania." - "Som følge af sine fede græsgange har Danernes land ligeledes fuldt op med ypperlige heste." - "De fornemme der i landet sender deres sønner til Parisii." Foto Arslonga.

I Knuds regeringstid herskede fred og velstand, altså i det egentlige Danmark. Abbeden fra Lubeck fastslår at i Knuds Rige: "herskede den dybeste fred." Knud fortsatte imidlertid sin fader politik med at udskrive leding mod Venden hvert eneste år, nogle år endog flere gange. Han "skønnede imidlertid, at Slaverne i hans fædres dage havde voldt hans land mange tab; og da han desuden så, at de havde mistet den bistand, der førhen ydedes dem af hertug Henrik, som havde tøjlet deres kæber med sin herskertømme, greb han lejligheden til at påføre dem krig." Bortset fra enkelte tilbageslag sejrede han overalt, hvor han kom. Han udstrakte den Danske konges Rige til Holsten, Mecklenburg og Pommern.

Knud fortsatte den udbygning og forstærkning af Danevirke, som hans fader havde påbegyndt. Arnold har stor respekt for Danerne. Han vier et helt afsnit til at beskrive Danmark under Knud den Sjette, "Om Danernes agtværdighed"

Danskerne havde lært at klæde sig efter den nyeste Europæiske mode, sikkert til Saxos ærgelse: "Danerne har nemlig ved i så lang tid at bo side om side med Teutonerne efterhånds lært at tilegne sig disses skik og lemper sig både i deres klædedragt og våben efter de øvrige folkeslag; medens de således i forrige tider gik i sømandsdragt, da de som kystboere idelig tumlede med deres skuder, går de nu om stunder ikke alene i skarlagen, broget og gråt skind og pelsværk, men endog i purpur og linned."

Ruinerne af Antvorskov kloster nær Slagelse. Det blev bygget i 1170 af Johanitterbrødrene i Valdemar den Stores tid. Johanitter ordenen drev hospitaler og desuden havde de en militær gren, som indlagde sig store fortjenester i kampene mod muslimerne i Kongeriget Jerusalem, på Rhodos og på Malta. Ordenens banner er et hvidt kors på rød grund. De deltog meget sandsynligt i kampene i Estland under Valdemar Sejr, og det er muligt, at Dannebrog stammer fra dem. Foto Billetexpressen.

Danmark er et rigt land, skriver han, på grund af sildefiskeriet i Øresund og landets frodige græsgange. "Thi rigdomme, af enhver art har de overflødighed på som følge af det fiskeri, de årlig driver i Skania, ved hvilken lejlighed der fra alle de omboende folkeslag skyndsomst indfinder sig handelsmænd for hos de indfødte at opkøbe sild, som ved Guds rundhåndethed omsonst tilflyder disse, medens købmændene giver deres bedste ejendom, ja, endog stundum ved skibbrud livet selv for en ringe vare".

Den Danske natur og klima egner sig godt til at opdrætte heste. Vi har frodige enge og milde vintre, men dog et klima, som er køligt nok til at holde mange sygdomme fra døren. Gennem det meste af den kendte historie har Danskerne avlet og eksporteret heste. "Som følge af sine fede græsgange har Danernes land ligeledes fuldt op med ypperlige heste, hvorfor de indfødte nytter deres forråd på disse dyr til at øve alskens ridderleg og lige så fuldt sætter en ære i dysten til hest, som i kampen ombord på en skude."

Arnold er imponeret over at de Danske stormænd sender deres sønner til Paris for at få den bedste uddannelse. Vi ved, for eksempel, at både Absalon og Valdemar Knudssøn fik deres uddannelse i Paris: "Også i videnskabelig dannelse har de gjort ikke ringe fremgang, idet de fornemme der i landet sender deres sønner til Parisii, ikke alene for derved at hæve klerkestanden, men og for at få dem oplærte i al slags verdslig viden. Der tilegner de sig så kendskab til landets bogverden og til dets tungemål og har således drevet det vidt ikke alene i de frie kunster, men tillige i gudsvidenskaben."

Den del af Danevirke, som kaldes Valdemar Muren. Knud den Sjette fortsatte sin faders arbejde med at forstærke og udbygge Danevirke. Til venstre som muren ser ud idag og til højre som man forestiller sig at den så ud på Knud den Sjettes tid. Valdemarsmuren var mere end tre kilometer lang, seks meter høj og omkring 2,5 meter tyk og bygget af "bagte sten". Foto Mapio.net.

Arnold mener at Danskerne er karakteriseret ved deres veltalenhed: "Deres medfødte tungefærdighed sætter dem nemlig i stand til ikke blot at vise sig som skarpe hoveder, hvor det i en ordstrid kommer an på at klare for sig med bevisgrunde, men også til, hvor det gælder kirkens anliggender, at lægge deres duelighed som dekretister og legister for dagen." Dekretister er eksperter i Kanonisk ret, og legister er kendere er sådanne som har kendskab til Romerretten.

Kalkmaleri af Hellig tre Konger i Keldby Kirke på Møn. Foto kalkmalerier.dk.

Eskil havde i sin tid sat en ære i at alle de internationale munkeordener skulle være repræsenteret i Danmark. I Knuds tid fandtes klostre beboet af Johanitter, Benediktinere, Præmonstratensere, Cisterciensere og munke af Augustinerordenen i Danmark. Arnold skriver: "Hos dem står religionen kendelig i fuld blomstring. Thi ærkebiskop Eskil i Lunden har i disse egne ladet opføre boliger i mængde for åndelig sindede mænd og kvinder af alle ordener. Efter Eskil overtog herren Absalon kirkestyret i hans sted og gav, fyldt, som han var, af brændende retsiver, og omgjordet, som han stod, med guds fulde rustning ikke sin forgænger det mindste efter i iver for religionens fremme."

10. Vederloven og Herremænd

Netop omkring år 1200 begyndte borgerne i de fremvoksende byer at slutte sig sammen i en slags foreninger eller broderskaber kaldet gilder. Hvert gilde havde en skytshelgen, meget ofte Knud den Hellige, og de blev derfor kaldt Knudsgilder. Man sikrede sig helgenens hjælp ved at bede og udsmykke hans alter i kirken. Nogle gilder ansatte deres egen kapellan, som forestod daglige messer til gildesbrødrenes frelse. Han kunne være aflønnet ved indtægterne af det gods, som gildet med årene havde erhvervet.

Kalkmaleri med havfrue i Fanefjord Kirke på Møn. Foto kalkmalerier.dk.

Måske mange købmænd i byerne kom langvejs fra og kunne derfor ikke nyde godt af den solidaritet og beskyttelse, som slægten traditionelt stod for - eller de kom fra mindre magtfulde slægter. Dette var sikkert en vigtig motivation til at danne gilder.

Gildesbrødrenes pligter og rettigheder var defineret i et sæt regler, som kaltes en gildes-skrå.

Gildets medlemmer havde et indbyrdes socialt ansvar for hinanden meget lignende det som slægtninge havde. Hvis en gildes-broders hus brændte, hjalp man ham med at bygge det op igen, hvis en broder blev syg sørgede man for at nogen vågede over ham, hvis en broder blev fattig spiste han på skift hos de andre. Hvis en gildesbroder var truet på livet, blev han fulgt af to bevæbnede brødre, hvor han stod og gik. Blev en broder dræbt, havde hans gildesbrødre pligt til at hævne ham. Brødrene havde pligt til at deltage i en gildesbroders begravelse.

Det var sandsynligvis medlemmer af Slesvigs Sct. Knudsgilde, der dræbte kong Niels i Slesvig i 1134 som hævn for drabet på deres oldermand Knud Lavard. I Slesvig stadsret omtales de som "de sammensvorne brødre".

Nogle hundrede år senere udskilte håndværkerne sig fra gilderne og dannede håndværkerlaug. Gilderne blev derefter forbeholdt købmændene. Men håndværkernes laug fik aldrig den samme status som købmandsgilderne.

Man kan kalde gilderne sammensværgelser, fordi vordende medlemmer måtte sværge på at overholde reglerne, som fastsat i gruppens "skrå". Men de var ikke de eneste svorne sammenslutninger i den tidlige middelalder. Også munkeordener og ridderordener krævede at vordende medlemmer skulle sværge en dyr ed på at overholde ordenens regler.

Kalkmaleri med kogge i Højby Kirke i Odsherred. Nogle mener at det skal forestille Olav den Hellige. Foto kalkmalerier.dk.

Det fortælles at da Eskil var en ung studerede i Hildesheim i Tyskland, blev han syg og havde en mærkelig drøm. Han så Jomfru Maria, og hun lovede ham en høj kirkelig stilling. Han lovede for fremtiden altid at tjene hende, og gav hende fem poser med korn af forskellig slags. En medbroder tolkede drømmen således, at han skulle indføre fem forskellige klosterordener til Danmark. Peter Frederik Suhm mener at Eskil selv har opfundet drømmen. Men Eskil indførte virkelig i sin tid fem forskellige munkeordener i Danmark, nemlig Benediktinere, Augustinere, Præmonstratensere, Cisterciensere og Johanitter, som stadig var der i Knud den Sjettes tid.

Johanitterordenen er interessant derved at den ikke blot kæmpede for Kristus i ånden men også med våben. Johanitterne indlagde sig store fortjenester i kampen mod muslimerne i kongeriget Jerusalem, på Rhodos og Malta. Johanitterne tilbad Johannes Døberen. Ordenen opstod som en hospitalsordens i kongeriget Jerusalem i 1000-tallet, meget hurtigt dannede de også en militær afdeling. Sammen med Tempelridderne var Johanitterne eller Hospitalsridderne, som de også kaldtes de mest formidable militære ordener i Det Hellige Land.

Efter at korsfarerne var fordrevne fra det Hellige Land forsvarede Johanitterne sig mod de Muslimske Tyrker i deres borg på Rhodos, senere tilbageviste de en lignende belejring af deres borg på Malta. Sammen med en koalition af Spanien, Italienske bystater, Vatikanstaten og Hertugdømmet Savoyen besejrede de i 1571 Tyrkerne i søslaget ved Lepanto, som blev et vendepunkt i Europæernes kamp mod den Tyrkiske ekspansion.

Borggården i Johannitternes fæstning på Rhodos. Foto Wikimedia Commons.

Edsvorne krigerfællesskaber var dog ikke noget nyt i historien. Harald Blåtand stiftede omkring 970 Jomsvikingerne, som var et elite-korps af krigere mellem 18 og 50 år, som havde deres egne love. Man må tro at nye rekrutter måtte sværge på at overholde disse love, hjælpe hinanden og adlyde deres ledere.

I slutningen af Jomsvikinge Saga omtales to grupper af "Thingmannalid" stationeret i Lunduneborg og Slessvik i England omkring 1015. Tingmændene var styret af deres egne love, som indbefattede at ingen måtte udbrede uvisse rygter, ingen måtte være borte om natten og hver nat klokken tre skulle de gå til kirke uden våben.

På Saxos, Svend Aggesens og Absalons tid måtte det have været en helt nærliggende ide at kongens mænd burde være organiseret i et lignende broderskab styret af egne regler og love og med kongen som den første af ligemænd. Men de kunne ikke bare sige at de havde fået en god ide og sådan syntes de at det skulle være. Det skulle drages frem af den ærværdige fortid. Det hedder i en udgave af Vederloven: "Selvom det er i kongens magt at udstede eller ændre love, udsteder vi ikke denne lov som en ny; snarere som en lov, der er oprettet i gamle tider, hvilken er blevet skjult af uvidenhedens skyer, og som vi minder menneskets erindring om, mørklagt ved mange hengangne år, hvilket er glemselsens mor." Saxo, Svend og muligvis Absalon beskrev meget detaljeret lovene for Knud den Stores elitekorps kaldet Tingmannalid eller Tingmændene.

Kalkmaleri fra 1275 i Keldby Kirke på Møn. De Hellige Tre Konger tilbeder Jesusbarnet. Foto kalkmalerier.dk.

Vederloven findes beskrevet i mindst tre versioner, nemlig en af Svend Aggesen, en af Saxo og en eller flere versioner på Dansk som muligvis oprindeligt kan være skrevet af Absalon og kong Knud. De er alle forskellige, men Aggesens er den mest udførlige.

Saxo forklarer, hvorfor det var nødvendigt at have sådan en lov: "Der strømmede mange krigsfolk til Knud, og de var nok så besværlige ved deres sindelag som ved den sold, han måtte udrede til dem. De fleste af dem havde nemlig mere af kræfter end af gode sæder, og de, som havde udmærket sig i krig, så med foragt ned på, hvad der sømmer sig i fred, så at de, der var ypperlige uden for landets grænser, syntes fæle hjemme, og der næsten ikke var en at finde, som på en gang var en tapper mand og et skikkeligt menneske. Derfor var også adskillige ligefrem skadelige at have ved hove formedelst deres vold og kiv. Da Kongen skønnede, at de var så overmåde forskellige i henseende til landsmandskab, sprog og sind, thi de dreves af forskellige og indbyrdes stridige tilbøjeligheder, somme af kådhed, somme af misundelse og somme af vrede, udstedte han en i de nøjagtigste bestemmelser affattet overmåde nyttig hirdskrå, der kunne gøre ende på den af så mange forskelligheder flydende splid og lære krigsfolkene, hvad der sømmede og skikkede sig."

Vederloven gav meget detaljerede regler for krigernes adfærd i kongens hird. For eksempel, straffen for at behandle en kammerats hest ringere end sin egen kunne være at rykke en plads nedad ved kongens bord. Gentagne lovbrydere kunne blive bænket længst væk fra kongen og måtte finde sig i at deres kammerater kastede deres afgnavede ben efter dem, hvis de fik lyst - sådan som Rolf Krakes kæmper kastede ben efter Hjalte. Krigerne skulle "adlyde kongens ordrer, ligesom lemmer adlyder et hoved". Men Kongen "skulle selv vise den loyalitet, han krævede fra dem. Han skulle præsentere et muntert ansigt og ikke nægte nogen af dem en høflig modtagelse. Han skulle også give dem løn for deres arbejde og betale hans krigere deres løn uden forsinkelse eller nogen form for argument."

Ligene af Rolf Krake og hans mænd efter slaget. Det store digt, Bjarkemål, hos Saxo er en dialog mellem to af kong Rolfs kæmper, Bjarke og Hjalte. De falder efter at have kæmpet til det sidste for deres gavmilde konge. Sagnet om Rolf Krake og hans kæmper er en Skandinavisk kong Arthur legende. Rolf Krakes hird kæmpede til sidste mand for at forsvare deres konge. Det samme gjorde Knud den Helliges mænd i Odense og kong Niels' krigere i Slesvig. Tegning Lorenz Frolich 1856. Wikipedia.

Overtrædelser af hirdens love skulle behandles på et fælles "huskarlemøde" ledet af kongen.

Svend Aggesen lagde stor vægt på at hirdens medlemmer skulle komme fra landets mest fornemme familier. Han siger, at den gamle kong Knud: "ønskede at få et nærmere forhold til dem, som han vidste var berettiget til at hævde fornem afstamning, og som kunne glæde sig over rigelig rigdom, så de, der kom fra mere fornemme slægter burde forsøge at udmærke sig i dyd" - "Derfor proklamerede han at kun de mænd, der ærede kongen og prydede deres våben med skinnende imponrende forgyldte øsehoveder og sværdhilte, skulle komme nærmere den milde konge og have privilegiet af en tættere forening." - "For det ville skabe ære for fyrsten, hvis en fornem skare eskorterede ham, hvis han var fulgt af en vagt af våbenbrødre." Det er klart at Aggesen ønskede at kun sønnerne af Rigets ledende mænd skulle tjene i kongens hird. Som ridderne af det runde bord i kong Arthur legenden, som netop blev populær på denne tid. De sad om netop et rundt bord for at de alle skulle være lige, selvom kongen dog var mere lige end andre.

Vi bemærker at det er helt modsat andre af Europas magthavere. Paven omgav sig med en livgarde af Schweiziske bønder, og den Øst-romerske kejser i Konstantinopel sikrede sig med en livgarde af øksebevæbnede Væringer, som kom virkelig langvejs fra. Det gjorde paven og kejseren, fordi de ikke ønskede at deres liv og deres magt skulle være i hænderne på mænd, som havde interesser i de lokale magt-intriger blandt deres undersåtter. Deres livgarde skulle være afhængig kun af dem personligt. Men de Danske konger omgav sig med deres egne landsmænd, som de antog havde en god motivation til at forsvare Kongen og Fædrelandet.

Paven rekruterede ikke sin livvagt fra Roms fornemme familier. Han ansatte bondesønner fra de Schweiziske bjerge, som ikke havde nogen part i de politiske intriger i den Evige Stad. Foto Escapeaway.

Historikren Hal Koch mente: "Vi står her ved oprindelsen til adelen eller herremandsvældet. Om betydningen af ordet herremand har der hersket uenighed. Nogle har villet sætte det i forbindelse med ordet "hær", således at dens grundbetydning skulle være "kriger". Det er dog sandsynligt at det betyder "en herres mand", en der gør tjeneste hos en herre, til hvem har er knyttet ved troskabsed og visse forpligtelser, først og fremmest krigstjeneste."

Koch fortsætter: "Det er ikke blot kongen, som på den måde kunne "tage mænd". Herom hedder det i Jyske Lov (1241): "Kongen må tage sig mænd overalt i sit Rige, i hvilken skipæn han vil, og hertugen i sit hertugdømme, men andre af kongens børn eller frænder eller grever må ikke tage mænd undtagen i deres eget retsområde eller len, og biskopperne skal heller ikke tage mænd udenfor deres biskopdømme."

Da herremændene stod til rådighed som krigere for kongen hele tiden, var de undtagne fra leding-ordningen, ifølge hvilken bønderne kun skulle møde, når der blev udskrevet leding. Men i løbet af historien udviklede ledingen sig således at det var muligt istedet at betale en skat, og i tidens løb blev den udelukkende en skat, som påhvilede bønderne. Deraf kom herremændenes skattefrihed.

11. Prinsesse Ingeborgs Ægteskab med den Franske Konge

Som ung havde Absalon studeret i Paris og der sluttet venskab med kanikken Wilhelm. Senere inviterede Absalon Wilhelm til Danmark for at blive abbed på Æbelholt Kloster vest for Hillerød. Wilhelm var en vidende og velbegavet mand, som blev et stort aktiv for Danmark. Måske har han i et af sine mange breve til sin ven, broder Bernhard i Vincennes - som var rådgiver for kong Philip August - omtalt kong Valdemars døtre.

Ingeborg på tegning af et nu forsvundet kobberrelief på hendes grav. Efter alles udsagn var hun en smuk kvinde, hun var datter Sofie, en fejret skønhed, og Valdemar som også blev betegnet som en smuk mand, så det skal nok passe. Døtre ligner ofte deres fader, og Valdemar var en høj mand, og hun kan også have været høj. Tegning fra "På sporet af Ingeborg" af Lizette og Alfred Nielsen.

I 1193 ankom en delegation fra den Franske kong Philip August for at anholde om prinsesse Ingeborgs hånd. Hun var da omkring 17-18 år gammel. Motivet til dette ægteskab var i meget høj grad politisk. Philip August ønskede hjælp fra den Danske flåde i et angreb på England. Han var meget interesseret i det gamle Danske krav på England, som daterede sig helt tilbage til Svend Estridsen. Knud den Sjette ønskede Fransk støtte i forhold til kejseren. Danmark kunne ikke forpligte sig til et angreb på England, men alligevel blev man enige om ægteskabs-betingelserne, der inkluderede en medgift på 10.000 mark sølv.

Brylluppet stod i Amiens 14. August samme år. Dagen efter skulle kroningen foregå under udfoldelse af stor pragt, men allerede inden skulle Philip August have vist sin uvilje mod Ingeborg, og under selve handlingen blev han dødelig bleg og fik krampelignende anfald, men ceremonien blev gennemført. Kort efter bad kongen den Danske delegation om at tage Ingeborg med tilbage til Danmark. Ifølge kongen var han på bryllupsnatten blevet berøvet sin potens på grund af trolddom. Men Ingeborg nægtede hårdnakket at opgive sin rettigheder som dronning af Frankrig.

Senere samme år anlagde Philip August skilsmissesag med påstand om for nært slægtskab mellem Ingeborg og hans tidligere nu afdøde hustru, hvilket var en påstand grebet ud af luften. Abbed Wilhelm udarbejdede en slægtstavle, som modbeviste dette og sammen med kongens kansler drog han til paven i Rom for at tale Ingeborgs sag. Paven erklærede skilsmissen ugyldig. De rejste videre til Frankrig og forelagde pavens afgørelse for Philip August, som imidlertid afviste den.

Kirken St. Jean i Corbeil, som Ingeborg lod bygge sammen med Johanitterordenen. Hun ligger også begravet i denne kirke. Foto Things to do and see in Corbeil-Essonnes.

Kong Philip August pressede gang på gang Ingeborg til at tage sløret og blive nonne, men hun afviste hårdnakket. Derudover måtte hun tåle en ny ydmygelse, idet kongen ægtede en hertugdatter. Efter brylluppet blev Ingeborg forvist først til klosteret Saint-Maur og siden til Cysoing nær Lille. En ny pave, Innocens 3. tog skilsmisse-sagen op igen i 1201, og Philip August anede nederlaget og frafaldt kravet om skilsmisse. Det førte imidlertid ikke til at Ingeborg blev genindsat i sine rettigheder, tværtimod, kongen lod hende føre til borgen Etampes syd for Paris, hvor hun kom til at tilbringe tolv år, hvoraf de første seks som fange i tårnets bund.

Det lykkedes hende at få et brev smuglet ud til paven: "I skal vide Hellige Fader, at jeg ingen lindring har i mit fængsel, men lider under utallige og uudholdelige fortrædigelser. Thi ingen vover at besøge mig der, så lidt som nogen klostegiven at komme for at trøste mig, ejheller kan jeg høre Guds ord, så lidt som jeg får adgang til at skrifte for nogen præst. Føde får jeg undertiden alt for lidt af, jeg nyder dagligt sorgens brød og trængselens drik, intet lægemiddel får jeg til at bøde på den menneskelige skrøbelighed. Jeg får ikke lov at gå i bad. Hvis jeg ønsker at blive åreladt kan jeg ikke blive det, og derfor frygter jeg for mit syn, og for at jeg skal blive overvældet af alvorlige sygdomme. Klæder er der ikke mange af og de er heller ikke af en sådan art, som sømmer sig for en dronning at have. Mine trængsler vil jeg ikke kunne fremstille i enkeltheder, fordi det, som ikke burde nægtes nogen kristen kvinde, nægtes mig, og det som ikke burde ske med nogen nok så foragtelig person, sker med mig. Både på grund af disse og lignende ting , som jeg ikke i øjeblikket formår at fremstille for Eder, Hellige Fader, har jeg det da sådan, at jeg, hjemsøgte ledes ved livet."

Bag kirken St. Jean i Corbeil, hvor Ingeborg ligger begravet, løber Rue de La Reine Ingeburge, som betyder Dronning Ingeborgs Gade. Foto google maps.

Senere fik Philip August behov for at stå sig bedre med paven og gav derfor Ingeborg mere tålelige forhold højere oppe i tårnet, men hun var stadig fange.

Egentlig fri blev Ingeborg først i 1213, tyve år efter sit bryllup, hvor hun igen fik fuld dronningerang, hvilket skyldtes nye politiske konstellationer i forbindelse med pavens brud med England. Sin gemal så hun ikke meget til, men resten af den kongelige familie var hende hengiven.

Hun havde ikke glemt sit fædreland og sendte relikvier hjem. Da hendes broder, Valdemar Sejr, faldt i fangenskab, sendte hun et stort bidrag til løsepengene. I samarbejde med Johanitterordenens brødre lod hun udføre et stort projekt i Corbeil med et hospital, en kirke og et mønsterlandbrug.

Efter eget ønske blev hun i 1237 eller -38 begravet i kirken St. Jean i Corbeil.

12. Knuds Familie

Knud den Sjette var søn af Valdemar den Store og hans dronning Sofia, datter af fyrst Volodar af Minsk og halv-søster til Knud Magnussøn, som dræbtes i blodgildet i Roskilde.

Knud var kun 14 år gammel, da han 1177 blev gift med Henrik Løves datter Gertrud, der var betydelig ældre end han og enke efter kejser Konrad 3's søn Frederik af Rotenburg. Modsat mange andre Danske konger havde Knud ikke friller, han holdt sig til sin hustru. Arnold skriver: "Således brugte han ikke, som ungdommen ellers har for skik, at løbe efter lege eller skuespil, var heller ikke opsat på at foretage udfarter eller omstrejfninger, ikke hengiven til udskejelser, men "kyskest selv med sin kyske viv sine dage henleved". Dronning Gertrud døde i 1196, seks år før Knud, og deres ægteskab var barnløst.

Kalkmaleri fra 1134 af barnemordet i Bethlehem i Råsted kirke Vest for Holsterbro. Foto kalkmalerier.dk.

Efter Henrik Løves fald mødtes Valdemar den Store med kejseren i Lubeck, hvor de diskuterede mulighederne for et ægteskab mellem kejserens søn og en af Valdemars døtre. Saxo siger: "Da de mødtes på det aftalte sted, begyndte Kejseren at tale om sine sønners giftermål og forlangte tredive tusind mark i medgift med den ældste af Valdemars Døtre og otte tusind mark med den yngste. Det fandt de danske stormænd nu straks mistænkeligt og mente, at der stak svig bag dette forlangende, eftersom ingen af de to jomfruer endnu var i giftefærdig alder, og Valdemar, som mente, at den største af de nævnte summer var mere, end han kunne overkomme, indskrænkede sig til at love at udrede den mindste" - "Denne overenskornst blev besvoret, og trolovelsen stadfæstet med begge parters ed. Da det var besørget, vendte Kongen tilbage til sine skibe og kejseren til sin lejr."

Men, imidlertid, Valdemar døde snart efter og det blev op til hans ældste søn Knud at bortgifte sine søstre, og Knud var ikke nær så interesseret i et godt forhold til kejseren, som hans fader havde været. Arnold siger: "På samme tid skikkede kejseren ansete sendemænd til kong Kanut efter resten af de penge, som hans fader Waldemar havde lovet kejserens søn i medgift med datteren, og som Kanut også tildels havde udbetalt. Men i anledning af de misforståelser, der, som ovenfor sagt, herskede imellem ham og kejseren, tog kongen i betænkning at udbetale pengene."

Kalkmaleri fra 1225 af syndefaldet i Nylars Kirke nær Rønne på Bornholm. Til højre rækker Eva æblet til Adam og til venstre bliver de formanet af Gud. Foto kalkmalerier.dk.

Kejseren betænkte sig ikke på at sende Valdemars datter tilbage til Danmark: "Kejseren sendte da kongen hans søster tilbage, ukrænket og med samme udstyr, som hun tidligere havde medbragt, ikke fordi han greb lejligheden til at forstøde hende, men fordi overenskomsten var brudt. Dette optog Kanut ilde og han begyndte fra den dag af at øve åbent fjendskab imod kejseren, idet han erklærede, at hele Wagirernes, Holtsaternes, Sturmariernes og Polabernes land lige hen til Albia med rette tilhørte ham, og jævnlig lod det hjemsøge af de Slaver, som han havde knyttet til sig."

Valdemars enke, Knuds moder, Sofie, giftede sig igen - efter otte børnefødsler - med kejserens søstersøn landsgreve Lothewig. Arnold fortæller: "Ved samme tid forskød kejserens søstersøn, landgrev Lothewig af Thuringia den hustru, han hidtil havde haft, idet han brugte deres kødelige frændeskab som påskud til at hæve ægteskabet, hvorefter han tog Danekongen Kanuts moder til ægtemage. Da hun med mange skatte og et rigt indbo var draget ud fra sit land, kom landgreven hende i møde ved floden Egdora, modtog hende af kongens og hans biskoppers hånd og drog derefter sin vej med glæde."

Men glæden varede kun kort. Arnold fortsætter andetsteds: "Også hans (Knuds) moder blev forstødt af landgrev Lothewik og måtte uden hæder vende hjem til sit fødeland, hvor hun beklagede sig over, at hun i mange stykker var blevet fornærmet af sin ægteherre. Dette æggede Kanut endnu mere og bestyrkede ham i den mening, at han var i sin gode ret imod Teutonerne." Det skete omtrent samtidigt med at kejseren sendte Knuds søster tilbage, og disse to begivenheder må hænge sammen med en forværring af forholdet mellem Danmark og Det Tysk-Romerske Rige.

13. Knud den Sjettes Død og Begravelse

Knud den Sjettes grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Foto hs på gravsted.dk.

Ved Knuds død havde Knytlinge Saga, Kongssagaerne, Saxo, Svend Aggesen og Helmold alle afsluttet deres beretninger og deres forfattere havde lagt pennen fra sig, kun Arnold af Lubeck fortæller om kongens død: "Efter at hertugen derpå havde ladet denne (fæstningen Sigeberg i Holsten) besætte af sine mænd og alt var i færd med gladelig at drage hjem til sit, overraskedes han ved den sørgelige tidende, at hans broder, kongen, var død og dybt rystet ved budskabet påskyndte han yderligere sin tilbagekomst for at modtage broderens rige. Med stor enighed valgtes han dernæst til konge, modtog ved juletid indsigningen i Lund af den derværende ærkebiskop Andreas og ophøjedes med glans på kongetronen." Hertugen af Slesvig var kong Knuds lillebroder, Valdemar, som skulle få tilnavnet Sejr.

Knud den Sjette døde i 1202 og blev begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Han var Danmarks konge i tyve år. Han var ikke så farverig som hans fader, Valdemar den Store, og hans efterfølger, broderen Valdemar Sejr, idet der ikke findes myter og folkesange om ham, som der gør om de to andre. Han var en klog og effektiv konge - god til at vælge de rigtige rådgivere - internationalt respekteret, omend ikke altid elsket, specielt ikke af kejseren. Hans regeringstid var en storhedstid for Danmark både politisk, kulturelt og økonomisk. Knud blev omkring 47 år gammel.

14. Links og Literatur