Fremkomsten af et forenet dansk kongedømme, først under Godfredsønnerne 825 e.Kr. og senere under Harald Blåtand 970 e.Kr. var fremtvungen af truslen fra syd. Danskerne så at kejser Karl den Store undertvang Sakserne i 802 e.Kr. efter at han havde ladet 4.500 saksere halshugge ved byen Verden. I 973 e.Kr. frygtede Danerne igen et angreb fra syd og kongerigerne Jylland og Denemearce blev sluttet sammen under Harald Blåtand. Otto 2. angreb rent faktisk Danmark, brød igennem Danevirke og hærgede Jylland helt op til Limfjorden. Harald Blåtand reddede situationen ved at lade sig kristne og derved trække tænderne ud på ideen om korstog. Han lod derefter opføre trelleborge i hele landet som forsvar mod fremtidige angreb. I Norge samlede Harald Hårfager mange små kongedømmer i 872 e.Kr. Man må tro at disse nye rigsdannelser var en kædereaktion skabt af truslen fra det Tysk-Romerske imperium.
1. Jylland og Denemearce forenes
Harald Blåtand tilhørte det jyske Knytlinge dynasti. Han forenede sit eget rige i Jylland med det østlige kongerige på Sjælland og Skåne, som Ottar kaldte Denemearce.
Tidslinje for Danmarks historie - Kongerne nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en del af Jylland omkring år 917 e.Kr. som fortalt af Adam af Bremen i afsnittet under biskop Hoger.
Det er en pædagogisk fordel at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle naturlige grupper eller dynastier, da det gør historien overskuelig.
Det er nemt at genkende nogle indlysende grupper, såsom de tidlige vikingekonger, som jeg kalder Knytlingene, adskilt fra Svend Estridsens og hans sønners periode af de urolige år under Magnus den Gode. Svend, Knud og Valdemar borgerkrigen adskiller naturligt Svend Estridsen og hans sønners periode fra Valdemarerne. Den kongeløse tid adskiller helt indlysende Valdemarerne fra Valdemar Atterdag og unionskongerne.
Oldenborg kongeslægten blev introduceret ganske udramatisk, fordi Christian 1. var en efterkommer efter Valdemar Atterdag.
Kalmarunionens endelige sammenbrud med det Stockholmske Blodbad, Christian 2.'s fald, Grevens Fejde og den Lutherske reformation er en helt klar og uundgåelig skillelinje i Danmarks historie.
Det oldgamle valgkongedømme blev afskaffet med et kup i 1660 og erstattet af enevælden. Oldenborg kongerne var impliceret i både valgkongedømme og enevælde. Ydermere var det en Oldenborg konge, nemlig Frederik 7. som afskaffede enevælden i 1848 og indførte det konstitutionelle monarki, som er karakteriseret ved at kongemagten er arvelig og defineret i grundloven. Eget arbejde.
Kongeslægten Knytlingerne - Adam fortæller om "Hardegon, søn af Sven", og lidt senere om "Hardecnudt Wurm". Men nogle historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst under en afskrivning, således at der skulle have stået "Hardecnudt filius Wurm", hvilket betyder Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver støttet af at Knud den Hellige i sit gavebrev til St. Laurentii kirke i Lund fra 1085 kalder sig Knud 4. hvilket indebærer at der må have været en Knud 1. eller en Hardeknud 1. forud for Gorm, hvilket sandsynligvis er hvad Adam fortæller.
Der findes ingen skrevne historiske kilder, som fortæller, hvornår Gorm den Gamle døde, og Harald blev enekonge. Det eneste vi kan holde os til er at tømmeret i gravkammeret blev fældet i 958 e.Kr. Thyra døde før Gorm dokumenteret af den Lille Jellingsten, Gorm optræder ikke i kilderne vedrørende kampene mod kejser Otto 2. i 972-73 e.Kr. og i 934-35 e.Kr. da biskop Unni besøgte Jelling, var Gorm fader til mindst en søn, som kunne tale med om religion og træffe beslutninger, og således måske omkring 40 år gammel. Måske blev Harald enekonge omkring 968-70 e.Kr.
Roskilde krøniken beretter at Harald i en lang periode var medkonge hos sin fader: "Denne Gorm var Haralds fader; Harald styrede i faderens levende live riget i 15 år, og efter faderens død herskede han i 50 år". Det vil forklare Gorms tilnavn, "den Gamle", idet han da ville være den ældre af to konger. Desuden blev han temmelig gammel efter den tids målestok.
På et tidspunkt lykkedes det Harald at blive valgt som konge også i det østlige rige, som købmanden Ottar kaldte Denemearce og som Alfreds geografi siger lå "både på fastlandene og på øerne". Hvilket år det skete står hen i det uvisse. I 968 e.Kr. var han, i følge dendrokronologiske analyser, stadig i gang med at udbygge Jelling anlægget med palisader, men som vi ved, blev hele projektet på et tidspunkt lige som opgivet, hvilket vi kan gætte på må være sket fordi han "vandt sig hele Danmark" og derfor flyttede fokus til Sjælland. Hvilket i så fald må være på et tidspunkt mellem 968 og 973 e.Kr. hvor han utvivlsomt repræsenterer hele det nuværende Danmark i kampene mod Otto.
I samarbejde med Håkon Jarl blev han også konge af Norge. Det skete formentligt omkring 970 e.Kr. sikkert også på grund af truslen fra syd.
I hans tid, omkring 979 e.Kr. blev de store bygningsarbejder, Trelleborgene, Jelling anlægget, Kovirke og Ravning broen udført, Dannevirke blev forstærket og halvkredsvoldene omkring Hedeby og Aarhus opført. Han grundlagde fæstningen Jomsborg på den sydlige Østersøkyst, sandsynligvis ved Oder mundingen, hvor han også antages at have haft et vist herredømme.
Han rejste den store Jelling sten til minde om sine forældre, Gorm og Thyra, på hvilken han skrev at han gjorde Danerne kristne.
Harald døde i kamp mod sin oprørske søn, Sven Tveskæg, på et tidspunkt mellem årene 985 og 987 e.Kr.
2. Harald Blåtand
I de fleste Sagaer er han kendt som Harald Gormsen. Tilnavnet Blåtand optræder første gang i Roskilde Krøniken; vi må tro at det skyldes en tand med et rodproblem, som var lidt mørkere end de andre. Forfatteren bekendt er der ikke overleveret andre direkte beskrivelser af, hvordan han så ud.
Haralds dronning hed Tove. Runesten fundet i Sønder Vissing vest for Skanderborg. Teksten lyder: "Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor." Stenen blev fundet i kirkegårdsdiget, hvor den tjente som sidesten til lågen. Photo Roberto Fortuna, commisioned by the Danish National Museum - Wikipedia.
Historikeren Johannes Steenstrup mente at Harald var et kongeligt navn, som ikke blev brugt hos mænd af folket før 1200-tallet: "Naar vi bortser fra enkelte Figurer i Braavallarythmen, der maaske endda var Konger, finder vi hos Saxo i hine ældre Tider ingen Harald, der ikke tilhørte nordiske Kongeslægter. Kong Valdemars Jordebog har slet ingen Harald."
På en runesten fundet i Sønder Vissing omtales han som "Harald den Gode". Historikeren Palle Lauring mener, at dette tilnavn henfører til særlige religiøse bedrifter, og det er afledt af den gamle betegnelse for en mand med et religiøst ansvar ved et hedensk gudehov, en gode. Harald deler tilnavnet med Magnus den Gode, som var søn af en katolsk helgen og også en ivrig kristen. På samme måde blev den Norske kong Håkon Adelstensfostre kaldt Håkon den Gode, fordi han i modsætning til sine samtidige landsmænd havde en kristen baggrund.
Da Biskop Unni besøgte Jelling nogle få år før sin død 936 e.Kr. måske i 934-35 e.Kr. var Worm konge, og Harald var hans søn, om hvilken Adam fortæller: "Men Kongens Søn Harald skal han dog have vundet for sig ved sin gudelige Veltalenhed. Ja ham fæstede han saaledes til Christus, at han offentlig tillod den Christendom, der altid var hans Fader forhadt."
Men når Harald i 936 e.Kr. således kunne tillade kristendom, kan han ikke have været et rent barn, han må allerede da have været en form for medkonge. Måske mindst 16-18 år gammel. Det fører til at han var født måske omkring 918 e.Kr. Han døde i Jomsborg af sine sår senest 987 e.Kr. hvilket fører til at han blev omkring 69-70 år gammel.
Den svenske arkæolog Caroline Arcini har analyseret 557 skeletter fra vikingetiden fra årene 800 til 1050 e.Kr. og opdaget, at 24 af dem har dybe, tværgående riller på tværs af deres øverste fortænder. Denne form for ødelagt tandemalje vil let blive sort.
Vi husker, at de kaldte farven sort for blå, de kaldte for eksempel negre for "blåmænd". Nogle havde spekuleret, at Harald Blåtand kan have fået sit tilnavn på grund af denne form for tand modifikation. Foto: Daily Mirror fra en udstilling på British Museum.
Det er påfaldende at ingen i sagaerne følte trang til at prise Haralds færdighed i idrætter, hans skønhed og veltalenhed, som det ellers var vanligt for andre konger.
Sagaernes beskrivelse af hans søster Gunhild lyder: "Den smukkeste blandt kvinder, men lille af skikkelse." Harald kan have været en spinkel type som sin søster, ikke særlig stor eller stærk, ej heller specielt udadvendt og veltalende, men snedig, vedholdende og kompromisløs - som sin søster.
I den noget senere Knytlinge Saga står: "Meget viis var han ikke (Knud den Store), ligeså lidt som Kong Svend, hvem han i alt slægtede på, eller som forhen Harald og Gorm, som ikke heller vare synderlig vise."
Men Widukind, som var hans samtidige, siger om Harald Blåtand: "Han var ivrig efter at lytte, men sendrægtig i at tale".
Svend Estridsen fortalte Adam at ved sin død var Harald "alderstegen og kropsligt svag", men helt galt kan det ikke have været, da han dog var i stand til at føre våben mod sin oprørske søn.
3. Haralds familie
Det vides at kong Harald havde en storebroder ved navn Knud, som var Gorms, hans faders, yndling. Han faldt imidlertid på et togt mod England eller Irland, og derfor blev han ikke konge. Den store saga om Olaf Tryggvesøn fortæller at han fik tilnavnet Dana-ast: "Med sin kone Thyre avlede han to sønner, af hvilke den ældste hed Knud, den yngste Harald. Knud Gormssøn var den dejligste mand, man nogensinde havde set; han var også allerede i sin opvækst så elskværdig, at kongen elskede ham fremfor alle andre, og derhos var han afholdt af alt folket, så at enhver elskede ham inderlig; han blev også kaldt Knud Dana-ast, det er: de Danskes kærlighed. Harald slægtede sine mødrene frænder på, og hans moder Thyre elskede ham lige så højt som Knud."
Senere i historien ser vi nogle gange at den ældste søn får et navn fra faderens slægt, medens en yngre søn får et navn fra moderens slægt. Navnet Knud kommer helt klart fra Knytlingeslægten, medens navnet Harald i så tilfælde kommer fra Danernes kongeslægt - måske Skjoldungerne - i den østlige del af landet, som Ottar kaldte Denemearce.
Den store jelling stens tre sider. Harald Blåtand rejste den store Jelling sten. Det antages at stenens motiver oprindelig har været farvelagte som her. Fra venstre mod højre:
- Den bredeste side er forbeholdt indskriften: "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig" -
- På en næste side fortsættes - "hele Danmark og Norge" sammen med et dyr, som kæmper mod en slange. Vi kan gætte på at dyret er en løve; den ser lidt specielt ud fordi kunstneren sikkert har haft ret vage forestillinger om, hvordan en løve ser ud. Dette motiv kan genfindes fra Gansu og Qinghai i det moderne Kina over Lille Asien til adskillige fund i Skandinavien og England, blandt andet London dyret, Hedeby mønter og som her på Jelling stenen. Det har indtil nu ikke været muligt med sikkerhed at identificere en myte eller fortælling, som motivet illustrerer.
Måske kan vi ikke se skoven for bare træer, og dyret og slangen er et symbol på kampen mod ondskabens kræfter. Slangen repræsenterer ondskaben, tænk blot på Midgårdsormen og slangen, som lokkede Eva i Bibelen. Forfatteren erindrer ingen adelige våbenskjold, som omfatter en slange som hovedmotiv. Dyret, sandsynligvis løven, derimod repræsenterer de tapre, de ædle og retfærdige og findes på utallige adelige og kongelige våbenskjolde.
- På en tredje side fortsættes: - "og gjorde Danerne kristne" sammen med en Kristus lignende figur med udstrakte arme, som bundet med nogle bånd. Der er ikke vist noget kors, og hans ansigtsudtryk er bistert, det er ikke den lidende Kristus, som vi ser i den senere middelalder. Det kan være Odin, som hænger i træet viet til sig selv, eller det kan være Jesus på korset. Ud fra sammenhængen må vi tro at det er Jesus.
Vi kan også forestille os at han ligner Harald selv, og motivet også udtrykker at han handlede tvungent og bastet og bunden af den objektive historiske nødvendighed for Danmarks skyld - en slags undskyldning til sine forældre for at have fået ombragt deres børnebørn og bragt Knytlinge slægten i modsætning til folket på grund af omfattende tvangsarbejder.
Jelling monumenterne er på Unescos Verdensarvliste.
Saxo fortæller om Knuds død: "Efter nu at have beriget sig ved at gøre mangfoldigt bytte på vikingetog, satte de med det største mod deres håb til at angribe Irland. Medens de belejrede Dublin, som holdtes for at være landets hovedstad, gik kongen med nogle få folk, som var særdeles dygtige i bueskydning, ind i en skov, der lå tæt ved byen. Her var Knud med en stor mængde af sine krigere optagen af at se på lege, der holdtes ved nattetid; og kongen omringede ham da på svigefuld vis og afskød langt borte fra en pil imod ham; den ramte ham i brystet og gav ham banesår."
Urne Stavkirkes nordportal. Her findes også motivet med et dyr, som kæmper mod en eller flere slanger. Foto: Aase og Thorkilds hjemmeside.
Den store saga om Olaf Tryggvessøn fortæller at kongesønnerne Knud og Harald tog på togt til Northumberland, og der faldt Knud, medens han svømmede i havet: "Efter ham fulgte Adelbrikt; han var en god konge, og blev gammel. I slutningen af hans dage kom der en hær af danske til England under anførsel af brødrene Knud og Harald, Gorm hin Gamles sønner. De hærgede vidt omkring i Nordhumberland, og underlagde sig et stort stykke af landet, og påstod, at de var arve-berettigede til hele dette land, som Lodbrogs sønner og mange andre af deres forfædre havde besiddet. Kong Adelbrikt samlede en stor hær, og tog imod dem, og mødte dem norden for Klifland (Cleveland), hvor han dræbte mange danske. Kort efter gik Gorms sønner op ved Skardeborg (Scarborough), og holdt slag, og der sejrede de. Derefter drog de sønderpå langs ned ved kysten, og agtede sig til Jorvik; alt folket underkastede sig dem, så at de nu ingen fare længer befrygtede. Nu hændte det sig, at det en dag var varmt og solskin, og folkene sprang ud imellem skibene og svømmede; og da nu også kongerne vare ude at svømme, løb der folk ned fra landet, og skøde på dem. Knud blev da truffen af en pil og dræbt; og hans mænd tog liget, og bare det op på skibet. Men da landets indbyggere spurgte dette, samledes der sig straks en stor hær; og da nu også kong Adelbrikt kom, vendte sig alt det folk, som før havde underkastet sig Danerne, til ham; og Danerne magtede nu ikke at gøre landgang noget steds, da indbyggerne vare forsamlede, men droge tilbage, hjem til Danmark."
Men før sin død havde Knud fået en søn ved navn Harald, som senere i sit liv fik navnet Guld-Harald på grund af alt det guld, som han havde skrabet sammen på sine vikingetogter. Han skulle senere blive et problem for Harald Blåtand.
Harald havde også en søster ved navn Gunhild, som blev gift i Norge med kong Harald Hårfagers ældste søn, Erik, med tilnavnet Blodøkse. Gunhild fik et dramatisk og begivenhedsrigt liv. Efter kort tid som konge blev Erik forjaget fra Norge på grund af sin brutale fremfærd mod sine brødre. Erik blev derefter konge af York, men efter en tid blev han faldt han i kamp mod den engelske konge. Gunhild flygtede til Danmark med sine mange sønner. Harald Blåtand støttede sin søster og nevøer i et angreb på Norge, hvor sønnerne blev konger og Gunhild blev kaldt kongemoder.
Adam fortæller at Harald Blåtands hustru også hed Gunhild, og de havde en søn, som blev døbt Sven Otto: "Harold selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto." Senere gentager han dette med ordene: "Mindet om ham og hans hustru Gunhilde vil leve evigt iblandt os". Denne søn bliver bekræftet af såvel Knytlinge Saga som Heimskringla: "Folk siger at kejser Otto var gudfader for Svein, søn af kong Harald, og at han gav ham navnet sit, så han blev døbt Otto Svein."
Harald lader runesten slæbe - Illustration til Saxo tegnet af Louis Moe.
Saxo derimod fortæller at Svends moder hed Gyrithe. Han beretter at Harald blev gift med Gyrithe, som var datter af den Svenske kong Bjørn og søster til Styrbjørn, som var Haralds første høvding i Julin, hvilket må være begyndelsen til Jomsborg: "Det berettes at Harald fik to sønner med Gyrithe. Den ældste Hakon overstrålede sin broder Svend ved sine ypperlige anlæg og herlige naturens gaver." Imidlertid, den ypperlige Hakon angreb Semberne sammen med sine mænd, og de blev så betagede af de Sembiske kvinder at de valgte aldrig at vende hjem: " -idet de med større lyst holdt sig til de fremmede kvinder" - "og Semberne regner sig ikke med urette for at nedstamme fra det danske folk". Sembernes land anses for at være Samland, hvilket er Zemlandsky halvøen nær Kaliningrad.
Imidlertid, det er hug og stikfast at Haralds dronning hed Tove, det er bevidnet ved noget så solidt som en bautasten, nemlig ovenfor nævnte runesten fra Sønder Vissing: "Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor." Det kan vanskeligt misforstås.
Som ovenfor nævnt anfører Adam og flere sagaer at kong Harald og dronning Gunhild eller Gyrithe havde en søn ved navn Svend Otto, som således var ægtefødt.
I Olav Trygvessons Saga siger Håkon Jarl derimod til Guld-Harald: "Tag nu først imod dette rige (Norge). Kong Harald er gammel og har bare en søn, som han ikke er særlig glad for, og som desuden er frillesøn"
Jomsvikinge Saga, som aldrig holder en god historie tilbage, beretter at kongen lå med en bondepige på Fyn, "stor af vækst og med et mandigt udseende", ved navn Æsa. Hun fødte en dreng, som fik navnet Svend. Kongen afviste at vedkende sig barnet, men Palnatoke tog moderen og drengen til sig og opdrog ham som sin egen søn.
Thyra Haraldsdatter græder og beder Olav Tryggvesson tage til Venden og skaffe hendes ejendomme der tilbage. Dette togt blev kong Olavs endeligt, da hans mange fjender lå på lur efter ham bag øen Svold. Tegning Halvdan Egedius.
Vi ved fra senere dansk historie at det var meget almindeligt at kongerne havde frillesønner rundt omkring i landet, tænk blot på Svend Estridsen. Derfor er det ikke usandsynligt at Harald havde en frillesøn på Fyn, som hed Svend. Han behøver ikke at være den samme som den Sven Otto, der blev døbt med kejseren som fadder.
Adam nævner en tredje eller fjerde søn, ved navn Hiring: "England forblev, som ovenfor anmærket, og som der er skrevet i de engelske krøniker, efter Gudreds død, fra hans sønner Anlaf, Sigtryg og Reinald at regne, henved 100 år i de Danskes vold. Men derpå sendte Harald sin søn Hiring med en hær til England. Han undertvang øen, men blev omsider forrådt og dræbt af Northumberlænderne." Ingen sagaer eller andre kilder nævner Hiring.
Desuden havde Harald Blåtand to døtre, som hed Gunhild og Thyra.
Gunhild Haraldsdatter blev gift med Pallig Tokesen jarl i Devonshire i England. Hun blev dræbt sammen med sin mand i massakren som fandt sted Skt. Brictus' dag, hvilket var den 13. november 1002, idet den engelske kong Æthelred 2. gav ordre til at dræbe alle Daner i England udenfor Danelagen.
Thyra Haraldsdatter blev ifølge Olav Tryggvessons Saga gift med Burislav Venderkonge, men hun løb væk og rejste i hemmelighed til Norge og ægtede der Olav Tryggvesson imod hendes broders, Sven Tveskægs, vilje.
4. En Harald i Normandiet
Rollo på sekshertug statuen på torvet i Falaise. Foto Michael Shea - Wikipedia.
Allerede i slutningen af 800-tallet slog vikinger ledet af Rollo sig ned i Seine mundingen, således som mange andre vikinger havde indrettet deres borge i flodmundinger, som for eksempel ved udløbet af Schelde, Loire og Garonne. Rollo og hans mænd bed sig fast, plyndrede og ødelagde klostre langt op ad Seinen og belejrede Paris. Kongen af de Vestlige Franker, Karl den Enfoldige, greb til en traditionel løsning og aftalte med Rollo i år 911 e.Kr. at give ham området omkring Seine mundingen som len, mod at han forsvarede landet mod andre vikinger.
Munken Dudo af St. Quentin skrev Normandiets Historie under de første hertuger:
Den første hertug var Rollo, som blev efterfulgt af sin søn Wilhelm Langsværd, som allerede i nogle år før faderens død havde været medkonge. I året 942 e.Kr. blev Wilhelm imidlertid myrdet af nogle Frankiske adelsmænd under påskud af forhandling og forsoning. Den franske konge Ludvig 4. benyttede sig af at Wilhelms søn Rikard kun var et barn, og at landet således var uden leder og let måtte kunne falde tilbage til den franske krone, og han sikrede sig derfor drengens person.
Kort over Frankrig, som viser det område, som Karl den Enfoldige gav til Normannerne ledet af Rollo i år 911 e.Kr. Pinterest.com
I deres nød sendte de Normanniske stormænd bud til "Haigrold, Dacias konge" med bøn om at " - han ville haste til hjælp for Rikard, den store hertug Wilhelms søn, hans kødlige slægtning" - " - af kærlighed til sin slægtning Rikard modtog den højsindede kong Haigrold af Dacia de Normanniske sendemænd med ære, og efter at have bygget skibe, fyldt dem med fødemidler og krigere, kom han så hurtigt han blot kunne med en umådelig mængde krigere til Sabina Corbonis, der hvor Dives stærke strøm munder ud i det oprørte hav. Da mændene fra Coutances og Bayeux hørte om kong Haigrold ankomst for den lille Rikards skyld, gik de i hans tjeneste."
I et stort slag ved floden Dive sejrede de forenede Daner og Normanner over Frankerne og kong Ludvig blev taget til fange: "Da solen varmede i den tredje time, begyndte styrkerne fra Coustances og Bayeux at gå over Dive." - "Der stod også kong Harald med folkene fra Coustance og Bayeux og nærved kong Ludvig med Frankerne omkring sig. Men der stod også Dacernes udvalgte ungdom støttet til deres lanser med skjold i hænde."
Typiske Skandinavisk brocher fra vikingetiden fundet ved Pîtres syd for Rouen. Foto Musée Normandie fibules tortues de Pîtres. Wikipedia.
"De søgte blot et påskud til at dræbe Frankerne og kongen." Normannerne fik øje på hertug Wilhelms morder i kong Ludvigs følge: "Med et vredesråb, som steg mod himlen, svingede alle Dacerne deres våben og trængte i blindt raseri over mordet på deres herre ind på grev Herluin og dræbte ham uden at blinke." - "Omringet til sidst på alle sider af de talløse fjendeskarer fra Coustances og Bayeux såvel som af hedninger blev de grumt hugget ned og flænget ihjel som får af ulve. Således blev i det dødbringende kampmøde atten fornemme grever ramt af døden og faldt i dysten på kong Ludvigs side."
"Da kong Ludvig så sig forladt af sin frankiske livvagt og havde erkendt faren ved fortsat kamp, søgte han redning i en sen flugt. Da kong Haigrold opdagede at Ludvig ikke mere var på pladsen, forfulgte han ham hurtigt med en halvdeling rask beredne. Kong Ludvig flakkede på sin flugt hid og did, fordi bidseltøjet havde løsnet sig fra hestens hoved, og han sad blot med tøjlerne i hånden. Kong Haigrold indhentede snart Ludvig, der var så alvorligt hæmmet. Med hånden på sit blinkende sværdfæste drog han sværdet af skeden og overlod Ludvig til sine krigere med ordre om at han ikke måtte undslippe eller dræbes. Idet han lykønskede sig med kongens tilfangetagelse, red han hurtigt tilbage til slagmarken og nedhuggede næsten alle Frankerne."
Anvendelse af brocherne: Illustration af Charlotte Rimstad i Vikinger i Uld og Guld.
Den normanniske stormand Bernhard af Senlis bekræftede Haralds bedrifter: "Lad det dig nu blive kendt som en given ting, at kong Haigrold af Dacia for Rikard, min søstersøn og hans slægtning, har kæmpet mod kong Ludvig og i dette slag dræbt seksten grever samt grev Herluin og hans broder Lambert, ja under dette skrækkelige blodbad i Frankerriget endog jaget dets konge på flugt taget ham til fange og sat ham i fængsel i Rouen under bevogtning af Bernhard den Danske."
Det har været fremført at det var den unge Harald Blåtand, som kom Normannerne til hjælp i 942-45 e.Kr. Alderen og navnet passer. På den tid var han sin faders medkonge og havde således virkelig titlen konge. Han må have været 25-27 år gammel og sikkert i god form til at føre krig.
Men et problem er at den unge Harald Blåtand var konge af Jylland og ikke konge af "Dacien", som Normannernes redningsmand var. I 945 e.Kr. havde den jyske kong Harald Gormsen formentlig endnu ikke vundet sig "hele Danmark og Norge".
Harald var sandsynligvis et traditionelt navn hos kongeslægten i det Denemearce, dronning Thyras hjemland, som Alfreds geografi fortæller lå "både på fastlandene og på øerne", altså Skånelandene, Sjælland og andre øer. Sagnkongen Harald Hildetand havde sit sæde i Lejre, og Harald Klak "sejlede" til sit hjemland fra Tyskland.
Vikingeskibe på Bayeux-tapetet.
Dudo nævner jo at Rollo kom fra det østlige Dacien, og det ville være nærliggende for Normannerne at søge hjælp i deres eget oprindelige land, som må have været dette Denemearce.
Derfor, det mest sandsynlige er at Normannernes redningsmand, Haigrold, var en prins, medkonge eller konge fra Denemearce med det traditionelle kongelige navn, Harald.
Tyve år senere, i år 965 e.Kr. blev det lille Normanniske hertugdømme igen trængt af en fransk konge, som nu hed Lothar. Drengen Rikard var nu vokset op og bleven en dygtig hærfører, men han mente alligevel at det var klogest endnu engang at søge hjælp hos sine slægtninge i Danmark. En stor flåde ankom til Rouen fra Danmark, og kong Lothars land blev hærget viden om. Denne ekspedition blev dog ikke ledet af en Kong Harald.
5. Danmark og Norge
Som fortalt ovenfor havde Harald Blåtand en søster ved navn Gunhild, som ifølge Historia Norwegiae blev gift med den Norske kong Harald Hårfagers ældste søn, Erik. At hun virkelig var datter af Gorm og Thyra bestyrkes af at hun kaldte en af sine mange sønner for Gorm, som ellers var et sjældent navn. Desuden indikerer dette at hendes sønner blev kaldt for Gunhildssønnerne - og kun somme tider for Erikssønnerne - at moderen var af særlig fornem æt.
Eiriksønnernes Saga er en del af Heimskringla. De var sønner af Erik Blodøkse og Gunhild og således Harald Blåtands nevøer. De bliver ofte kaldt Gunhildsønnerne. Deres navne var Gamle, Harald, Erling, Gorm, Gudrød, Sigurd, Ragnfred og muligvis flere - eller færre. Tegning Halvdan Egedius.
Erik blev konge efter sin fader, men han for så voldsomt frem mod sine brødre at han hurtigt fik tilnavnet Blodøkse. Efter nogle få år jog Nordmændene ham bort og valgte i stedet hans broder, Håkon Adelstensfostre, også kaldt Håkon den Gode.
Erik Blodøkse drog derefter på vikingetogt og efter nogen tid blev han valgt til konge af York, på betingelse af at både han og hans hustru lod sig døbe i den kristne tro.
Men i 954 e.Kr. blev Erik igen fordrevet. Henry af Huntingdon skrev, at folket i Northumberland "ikke tålte en hersker over længere tid. De havde godtaget Erik, søn af Harald - i det tredje år af hans styre smed de ham ud og indbød kong Eadred, som de satte på tronen."
Erik Blodøkse faldt i slaget ved Stainmore i år 954 e.Kr mod kong Eadred, og dermed sluttede vikingernes herredømme i York.
Gunhild og hendes mange sønner flygtede til Orkney, hvor de opholdt sig nogen tid.
Gunhild blev beskyldt for at være troldkvinde.
Kort over Orkneyøerne med gamle nordiske navne. Kortbilag til Olav den Helliges Saga ved Udvalget for Folkeoplysnings Fremme, Kjøbenhavn 1906.
Medens de opholdt sig på Orkney øerne hørte hun rygter om at der var problemer i forholdet mellem Håkon Adelstensfostre og hendes broder kong Harald, hvilket fik hende til at fatte nyt håb, og derfor rejste hun og sønnerne til kong Harald Blåtand - formentlig i Jylland.
Gunhilds sønner var Harald Blåtands nevøer. Da de havde opholdt sig hos ham i nogen tid hjalp han sin fattige famile med en hær.
Håkon den Godes Saga skrev at: "Harald Eriksøn var dengang høvding for brødrene efter Gamles fald; de havde der en stor hær med sønden fra Danmark." Saxo taler om at "Harald Blåtand gav Harald Gunhildssøn Eyvind og Karlshoved til kampfæller og en flåde på tresindstyve skibe."
Sagaen siger: "Da kong Håkon Adalstensfostre havde været konge i Norge i 26 år efter at Nordmændene havde fordrevet hans broder, Erik Blodøkse, fra landet, skete det at hans vagtmænd så at mange skibe kom sejlede fra syd. Det var Gunhilds sønner, som kom for kræve Norge efter deres fader. Det var omkring år 961 e.Kr.
Det kom til et slag og Gunhildsønnerne flygtede, men kong Håkon fik banesår. På sit dødsleje anbefalede han nordmændene at vælge den ældste broder, Harald Gråfeld, som konge. Sønnerne etablerede sig derefter i Norge og delte landet imellem sig. "Gunhild, deres mor, tog meget del i regeringen af landet sammen med dem; hun blev da kaldt kongemoder" siger Eriksønnernes Saga.
Gunhild-sønnernes herredømme var en blodig, vanskelig og fattig tid for Norge.
De var fattige kongesønner, som aldrig havde levet i kongelig overflod: "Alle Gunhilds sønner blev kaldt grådige, og det var snakken, at de gemte værdier i jorden."
Håkon Adelstenfostre i kamp mod Gunhilds sønner med sit sværd Kværnbit. Kong Håkon var nemt genkendelig på hans gyldne hjelm. En af hans mænd satte en hue over hjelmen for at skåne kongen - men dog forgæves. Tegning Halvdan Egidius i Heimskringla 1930.
"Gunhildsønnerne antog, som det før blev skrevet, kristendommen i England, men da de kom til magten i Norge, kom de ingen vegne med at kristne folk i landet, så overalt, hvor de kom, nedbrød de helligdommene og forstyrrede ofringerne, deraf fik de mange uvenner. Det var i deres dage, at velstanden i landet blev spildt, for der var mange konger, og hver af dem omgav sig med livvagt, hvilket krævede mange omkostninger; de var tillige meget pengegriske, og de overholdt ikke mange af de love, som kong Håkon havde fastsat, bortset fra dem, som de fandt for godt. De var alle meget smukke mænd, store og stærke og vældige idrætsmænd."
Gunhild æggede sine sønner til at gøre noget ved Sigurd Jarl i Trøndelag mod nord: "Jeg finder det underligt, at I hver sommer farer på vikingetogt til andre lande, mens I indenlands lader en jarl tage jeres faders arv fra jer. Harald - din farfar (Harald Hårfager), som du er opkaldt efter - ville regne det for intet at sætte en jarl fra magten og livet - ham, der vandt sig hele Norge og siden regerede over det til sin alderdom."
To af kongerne - Harald Gråfeld og Erling - gjorde noget ved problemet: "De sejlede om natten ved stjernelys." - "sidst på natten kom de til Åglo - der hvor jarl Sigurd var på besøg. De satte ild til huset og brændte gården og jarlen inde med alle hans folk."
Gunhild ægger sine sønner til at dræbe Sigurd Jarl, Håkon Jarls fader. Tegning Halvdan Egedius.
Harald Blåtand besluttede sig da for at skifte hest i Norge. Han inviterede Sigurds Jarls søn Håkon Jarl til at opholde sig hos ham i Danmark.
Hos Harald Blåtand opholdt sig også Guld-Harald, som var søn af hans broder Knud, som faldt i England. Han havde sit tilnavn på grund af alt det guld, som han havde samlet på sine vikingetogter.
Guld-Harald gjorde krav på det halve kongerige, hvilket gjorde Harald Blåtand meget vred, ifølge Olav Tryggvessons Saga sagde han: "- at ingen mand havde krævet det af kong Gorm, fader hans, at han skulle blive halv-konge i Danmark, ikke heller af hans far, Horda-Knut eller af Sigurd Orm-i-øje eller af Regnar Lodbrog."
Det siges i flere sagaer at Harald Blåtand og Håkon Jarl grundlagde deres samarbejde ved at bage en rævekage sammen: Harald Blåtand inviterede den Norske kong Harald Gråfeld til Danmark. Håkon og Guld-Harald skulle vente på ham med alle deres mænd ved Hals i Limfjorden for at dræbe ham. Guld-Harald angreb først med overlegen styrke og fældede Harald Gråfeld. Men efter slaget rykkede Håkon Jarl frem med friske styrker og angreb Guld-Harald, greb ham og hængte ham i en galge. Håkon Jarl fik hurtigt tilgivelse hos Harald Blåtand for at have dræbt hans brodersøn. Norsk biografisk leksikon mener at dette skete omkring 970 e.Kr.
Håkon Jarl i dybe tanker. Tegnet af maleren Christian Krogh (1852 - 1925) - Wikipedia.
Således undgik Harald Blåtand at få blod på hænderne ved drabet på sin nevø, Guld-Harald, og sin nevø og fostersøn, Harald Gråfeld. Samtidig fik Håkon Jarl banet vejen for sin tilbagevenden til magten i Norge i samarbejde med Harald Blåtand.
Knytlinge Saga beretter: "Kong Harald Gormsøn fik ved svig den norske konge Harald Gunhildsøn bragt af dage; denne faldt ved Hals i Limfjorden, som det fortælles i Norges konge-sagaer; men siden drog Kong Harald til Norge med sin hær, underlagde sig hele landet, og satte Jarlen Hakon Sigurdsøn til høvding derover."
Håkon Jarl blev dræbt mange år efter i forbindelse med at Olav Tryggesson blev konge af Norge. Håkon Jarls Saga beskriver ham: "Håkon jarl var også meget vakker af udseende, ikke høj, men stærk og en stor idrætsmand, klog og en stor hærmand."
Adam af Bremen vidste mange dårlige ting om ham, blandt andet at han nedstammede fra jætterne: "I Norwegien var Hakkon hersker indtil Nortmannerne fordrev ham, fordi han opførte sig ret så overmodigt. Harold fik ham genindsat med magt og gjorde ham velvilligt indstillet overfor Kristi tilhængere. Den grusomme Hakkon var af Ingvars slægt og nedstammede fra giganternes æt."
Håkon Jarl gemmer sig under en grisesti. Da Håkon Jarl var omkring 65 år gammel, nærmede Olav Tryggvesson sig og ønskede at slå denne hedning ihjel. Han opsøgte sin gode veninde Tora, som gemte ham sammen med hans træl, Kark, i en underjordisk hule under en grisesti. Medens han sov, blev han dræbt af Kark, som præsenterede hans hoved for Olav Tryggvesson, som imidlertid lønnede ham med også at blive halshugget.
I Olav Tryggvessons Saga siges det om Håkon Jarl: "Gavmildst af mænd var Håkon Jarl, og den største ulykke førte en sådan høvding til hans dødsdag. Men at det gik sådan, kom sig mest af at nu var tiden kommet, da blotning og blotmænd skulle fordømmes, men i stedet kom den rette tro og de rette sæder". Tegning Christian Krohg.
Flere sagaer fortæller at han var meget kvindeglad. Olav Tryggvessons Saga siger om dette: "Men da Håkon Jarl begyndte at blive gammel, da gik det meget vidt med hans løsagtighed, ja det kom endogså til sidst dertil, at han lod tage fornemme mænds koner og døtre og føre hjem til sig, lå hos dem en uge eller to, og sendte dem derpå hjem igen, og det voldte ham meget uvenskab af disse kvinders frænder."
6. Danmark og det Tysk-Romerske Rige
På Haralds tid havde kejseren allerede i nogen tid behersket Hedeby og et område omkring byen. I "Rex Saxonum Gestae" af Widukind af Korvey fra år 970 e.Kr. fortælles at Henrik I Fuglefænger kæmpede mod Danerne i år 934 e.Kr. og tvang kong "Chnuba" til at lade sig døbe. Adam fortæller om dette: "Således fastlagde den sejrrige Henrik rigets grænser ved Slesvig, som i dag hedder Hedeby, han indsatte en markgreve og forordnede, at kolonister fra Saxen slog sig ned der."
De kristne Saksere kan dog ikke have været særlig mange, idet den arabiske rejsende al-Tartushi, som besøgte Hedeby i midten af 900-tallet, fortæller: "Dens beboere tilbeder Sirius, bortset fra det lille antal, som er kristne, og som har en kirke der."
Der var et meget spændt politisk forhold mellem kejserriget og de nordlige riger, måske Jylland, Denemearce og Norge.
I år 968 e.Kr. sendte kejser Otto 1. et brev fra Italien til Sakserne, hvori han opfordrede dem til at angribe en urolig Slavisk nabostamme. På et møde i Werla blev brevet læst op for en Saksisk forsamling, og de besluttede at lade deres naboer i fred: " - fordi en krig mod Danerne stod for døren, og der ikke var mandskab nok til at føre to krige på en gang."
Otto 1. overrækker kirken i Magdeburg til Kristus. Elfenbens relief fra omkring år 970 e.Kr. Foto: heiligenlexikon.de
Det vides ikke om de virkelig følte sig truede af Danerne, eller om de selv planlagde et fremstød mod nord, men episoden bevidner at forholdet mellem de danske riger og kejserriget var spændt.
Danerne under kong Harald og sikkert også den ældre konge, Gorm, forberedte sig grundigt. Mange byggearbejder på Dannevirke kan henføres til Harald Blåtands tidlige periode; der er tale om forbedringer af Hovedvolden, Forbindelsesvolden, Dobbeltvolden, Krumvolden og andre steder.
Kejser Otto 1. den Store døde i maj 973 e.Kr. og blev afløst af sin søn Otto 2. Harald Blåtand, som nu var blevet enekonge i Danmark, må have tænkt at nu var chancen der med en ny og uerfaren kejser. Harald indtog uden problemer Hedeby, som var en gammel dansk by, grundlagt af kong Godfred i år 808 e.Kr.
Adam beretter at Danerne selv startede krigen: "Det var Danerne, der ønskede krig: De dræbte nemlig i Heidiba kong Ottos udsendinge tilligemed markgreven og udslettede hele den Saxoniske koloni fuldstændigt." Dette skal efter manges udsagn have udspillet sig år 973 e.Kr.
Det ses ofte at en junior, som gennem lang tid har stået i skyggen af en erfaren og berømt leder, handler overilet og uklogt, når han endelig kommer til magten, fordi han ivrigt ønsker at overgå sin senior. Tænk blot på Jes Søderberg og Mc-Kinney Møller.
Vi kan tro at Gorm døde nogle få år efter sin dronning mellem 970 og 973 e.Kr. og Harald blev nu enekonge. Han ønskede straks at demonstrere sin beslutsomhed og beordrede derfor massakren i Hedeby, som fik katastrofale følger.
Otto 2. vendte sig derefter mod Danerne. Adam af Bremen skriver: "Kongen med sin hær drog ufortøvet ind i Danmark. Efter at være brudt igennem Danernes grænsevold, der fordum var
lagt ved Sliaswig, hærgede han med ild og sværd hele området
lige til det yderste hav, som skiller Normannerne fra Danerne,
og som lige til i dag efter kongens sejr kaldes Ottinsand. Da han drog ud igen, mødte Harald ham ved Sliaswig og angreb ham.
Begge kæmpede tappert, men Saxerne sejrede, og Danerne veg
overvundne til deres skibe. Da de under disse vilkår var bleven
gjort tilbøjelige til fred, underkastede Harald sig Otto, og, idet han modtog sin rigsmyndighed af ham, lovede han at antage
kristendommen i Danmark. Straks blev Harald selv døbt med
sin hustru og sin lille søn, hvem vor konge, da han løftede
ham fra den hellige font, gav navnet Suein Otto."
Den langobardiske kong Berengar i Italien bøjer sig for Otto 2. Kejser Otto 2. var mest interesseret i Italien, måske var det derfor han lod Harald slippe med at lade sig døbe. Manuscriptum Mediolanense, fremstillet omkring år 1200.
Hvilket rent faktisk bliver bekræftet af Saxo: "Kejseren gennemfor uden modstand Jylland, der var blottet for kongelig ledelse. Da han standsedes af Limfjorden, som dengang omsluttede Vendsyssel med sine vande, slyngede han sin lanse ud i bølgerne. Men nu, da Harald kom til, vendte han ikke blot tilbage til Ejderen, men hans tilbagetog havde den største lighed med en flugt. Men han slyngede spyddet, som han brugte, ud i havbølgerne for at efterlade sig et minde, og opkaldte sundet med sit navn. Men efter at Harald havde tinget med kejseren, sluttede han sig til det katolske Religionssamfund og skaffede sit rige fred med Gud og mennesker."
Gudmund Schütte citerer "Albaich-årbøgerne", hvori det efter omtale af Harald Blåtands angreb på Hedeby hedder: "Da dette blev meldt til Kejser Otto, samlede han en hær, og dragende frem mod Harald vilde han påføre ham en stor Krig. Men Harald sendte da sine sendebud til kejseren og udbredte hele sin skat for ham, for at han skulde lade ham i fred. Opstemt ved disse sendebud vendte Kejseren tilbage til sit hjemsted." Videre fortælles, at Harald faldt til føje, gav sin søn som gidsel og fik sluttet fred.
Og Bisp Thietmar af Merseburg, som skrev kun 40 år efter begivenhederne, meddeler: "Kejseren ilede på sit andet tog til Sleswic mod de oprørske Daner. Da han så, at hans fjender med våben ville holde den grav, som er gjort til landets forsvar, og den port, som kaldes Wiegtesdor, trængte han efter Hertug Bernhards og min bedstefader Grev Henriks råd tappert gennem alle disse fæstningsværker." - "Kejseren lod en borg bygge i disse grænseegne og mandskab
lægge deri".
Det nordvestlige Europa år 1000, som det ses havde Danmark siden 785 e.Kr en farlig nabo, nemlig det Hellige Tysk-Romerske Rige, som havde undertvungen Saxerne, deporteret dem fra Gammelsaxen nord for Elben og givet deres land til Obodriterne. Foto: Kort over Europa 1000 e.Kr. 3.bp.blogspot.com
I Jomsvikinge Saga trænger kejseren også gennem Dannevirke. Håkon Jarl kommer Danerne til undsætning "fordi han fandt, at nødvendigheden krævede, at folket i Danmark og andre nordiske lande ikke skulle blive tvungne til at antage kristendommen, og afstå fra deres fædres tro og skikke." Kejseren angriber også her flere gange. Harald og Håkon udkæmpede adskillige slag mod kejseren. Derefter forstærker de Dannevirke og efter 3 år angriber kejseren igen. Som tak for hjælpen eftergiver Harald Nordmændene alle skyldige og fremtidige skatter til ham. Kejseren møder en mand, som kalder sig Ole, som råder ham til at sætte ild på Dannevirke. Efter at virket er nedbrændt, rykker kejseren ind i Danmark. Harald og kejseren udkæmper flere slag, men til sidst antager Harald kristendommen. Det viser sig at Ole i virkeligheden er Olav Tryggvesson.
Knytlinge Saga har ligeledes beretningen om at kejseren trænger igennem Dannevirke og Haralds dåb: "I Kong Harald Gormsøns Dage var Otto den Røde kejser i Saxland; han havde ufred med den danske Konge, og påbød de Danske kristendommen; men den danske konge havde en hær ude imod ham, og ville på ingen måde antage kristendommen. Kong Harald Gormsøn holdt et stort slag mod Kejser Otto sønden for Dannevirke, hvor også Hakon Jarl af Norge var tilstede med den danske Konge. Kejseren tabte slaget, men dog indtog han landet noget derefter, og jog Kong Harald og Hakon Jarl på flugt til Limfjorden og lige ud på Morsø. Siden antog Kong Harald kristendommen, og kejseren stod fadder til hans Søn Svend, og gav ham sit navn, med hvilket han blev døbt, så at han kom til at hedde Otto Svend. Hele Danmark blev da kristnet, og før drog kejseren ikke bort."
Popo og Harald på to af pladerne i det gyldne alter i Tamdrup kirke ved Horsens.
Til venstre: Poppo bærer jernbyrd.
Til højre: Poppo viser Kong Harald den uskadte hånd.
Pladerne i den nuværende Tamdrup Kirke er kopier. Originalerne findes på Nationalmuseet.
Der findes mange beretninger om hvorledes Harald blev omvendt til kristendommen. Flere sagaer henlægger Poppos jernbyrd til øen Mors under forhandlingerne mellem Otto 2. og Harald. Haralds samtidige Widukind beretter: "Danerne var fra gammel tid kristne, men ikke desto mindre tilbad de afguderne efter hedningeskik. Nu skete det engang ved et gilde, hvor kongen var tilstede, at der opstod en diskussion om gudsdyrkelse. Danerne hævdede, at Kristus sandsynligvis var en Gud, men at der også var andre guder, der var større end ham, fordi de lod folk se langt større tegn og mirakler end Kristus. Mod denne påstand vidnede en præst, der viede sit liv til Gud; en biskop ved navn Poppo. Han sagde, at der var kun én sand Gud og Fader og hans enbårne søn vor Herre Jesus Kristus og Helligånden, mens afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at lytte, men langsom i at tale, spurgte ham, om han var villig til at bevise sin tro på sig selv, hvortil Poppo uden tøven svarede ja. Kongen lod derfor præsten sætte under bevogtning til den følgende dag. Da det blev morgen lod han opvarme et stort stykke jern og befalede klerken at bære dette for sin tros skyld. Den Christus' bekender greb uden at tøve jernet og bar det, så længe kongen ønskede, og fremviste derefter sin hånd, som var uskadt, og overbeviste derfor alle om sandheden af den katolske tro. Derfor omvendte kongen sig, og han besluttede at ære kun Kristus som Gud og pålagde de folk, som han regerede at forkaste afguder. Han viste præster og Guds tjenere, stor ære."
Den Store Saga om Olav Trygvesson har en lang skildring af krigens gang: Kejser Otto angriber flere gange Danmark på land og på havet - men uden held. Dannevirke bliver tappert forsvaret af Nordmænd under Håkon Jarl. Men til sidst bliver kejseren opsøgt af en mand, som kalder sig Ole. Han fortæller kejseren, hvordan han skal bære sig ad med at nedbrænde Dannevirke med spåner vædet i tjære. Efter dette var gjort, satte kejserens hær over Slien og forfulgte Harald lige til Limfjorden. Fredsforhandlingerne fandt sted på øen Mors. "Der siges, at Kejser Otto stod Fadder til Kong Haralds Søn Svend, og gav ham sit Navn; og han blev døbt med Navnet Otto Svend." Det viste sig at den Ole, som havde givet kejseren sejren, i virkeligheden var Olav Trygvesson. Denne saga har i øvrigt ingen detaljer om indholdet af fredstraktaten bortset fra at Harald lod sig døbe.
Sølvkæde med Thorshammer udgravet i Trelleborg. Besætningerne på trelleborgene må have været kongens mest loyale og håndgangne mænd, men alligevel er der ikke fundet noget spor efter kristendom. Fra Vikingerne af Johannes Brøndsted, Gyldendal 1960.
Olav Trygvessons Saga i Heimskringla beretter: "Kejser Otta drog sammen en stor hær, han havde mænd fra Saksland, Frankland og Frisland og fra Vendland fulgte kong Burislav ham og ifølge med ham var Olav Trygvesson, hans svoger. Kejseren havde en stor hær af hestfolk og en meget større hær af fodfolk, også fra Holtseteland havde han en stor hær. Harald Danekonge sendte Hakon Jarl med hæren af Nordmænd, som fulgte ham sydpå til Dannevirke for at værge landet der. Kejser Otta kom med hæren sin syd fra til Dannevirke, men Håkon Jarl værgede borg-volden med sin hær. Håkon Jarl satte fylkninger over alle borg-leddene, men størstedelen af hæren lod han fare langs med borg-volden hvor det gik hårdest på. Der faldt mange af kejserens hær, men de vandt ikke noget af volden." - "Kejser Otta vendte nu med hæren sin mod Slien og hidkaldte en flåde og satte med hæren over fjorden til Jylland. Men da Harald Danerkonge spurgte dette, for han imod ham med hæren sin, og der blev et stort slag der, og til slut fik kejseren sejr; men Danerkongen flygtede bort til Limfjorden og tog ud til øen Mors." Derefter fortælles om Popos jernbyrd og Haralds omvendelse, Haralds dåb og at kejser Otta holdt Haralds søn over dåben og gav ham navnet Otta Svein.
Der findes nogle breve fra den tyske kejser Otto I den Store, som kan indikere at han havde herredømme i Danmark i midten af 900-tallet. Han udsendte den 26. juni 965 e.Kr. et dokument, som fritog kirkerne i Slesvig, Ribe og Aarhus for: " - enhver skat eller tjenesteydelse, som måtte tilkomme os, og vi påbyder og befaler urokkeligt at dette gods skal høre under disse bispesæder uden trusler fra vore grever og skattefogeder."
Kort over trelleborge og biskopsæder. Sikre, sandsynlige og mulige trelleborge er markeret med rødt. Der er også fundet tegn på en trelleborg i Lyby i Østfold i Norge, som ikke er vist på dette kort.
Adam af Bremen skrev i forbindelse med kejser Otto II's sejr over Danerne og Haralds dåb, at et dokument eksisterede, som beviste at Otto 2. havde ejet Danmark. Han fortalte om, at kejseren autoriserede biskop Adeldag til at udnævne biskopper i Danmark.
Det falder i øjnene at i det område, hvor ærkebisp Adeldag udnævnte bisper, er der ingen trelleborge. Måske har Harald i en periode ikke haft fuld autoritet over Jylland syd for Limfjorden og Himmerland. Eget arbejde.
Nogen forklaring kan findes i Roskilde Krøniken, som skriver om udnævnelsen af de tre bisper: "Den gudfrygtige konge, der ivrigt troede på Kristus, lod sig ikke blot døbe, men udbad sig endog ved sendebud, at der måtte blive indsat bisper i hans rige. Ved denne hans bøn glædedes ærkebispen i Bremen, Adaldag, og indviede efter kongens og pavens råd 3 bisper til Danmark."
Men Adam af Bremen efterlader ingen tvivl om hvad fredsbetingelserne gik ud på: "Ved den lejlighed blev Danmarks på denne side havet beliggende del, som indbyggerne kalder Jylland, delt i 3 bispedømmer og underlagt ærke-sædet i Hamborg. I Bremens kirke gemmes de kongelige skrivelser, som udviser, at kong Otto således har ejet Danmark, at han endog har bortgivet bispestole." - "Tillige har han givet Adeldag sin apostoliske fuldmagt til, i sit sted at indvie biskopper såvel for Danmark som for de øvrige folk i Norden. Som en følge heraf var da vor højsalige fader den første, som indviede biskopper for Danmark, nemlig Horit eller Hared for Slesvig, Livdag for Ribe, Regnbrandt for Aarhuus."
Eriks-stenen også kaldet Thorulv-stenen eller Haddeby 1. Den blev fundet i 1796 i Vedelspang tæt ved Hedeby. Den lå på en mark delvis nedsunket i jorden mellem to høje. Teksten lyder på moderne dansk: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da drenge belejrede Hedeby; men han var styrmand, en såre god dreng." Vi kan tro at Hedeby blev generobret i årene 983-984 e.Kr. og at Sven var sin faders medkonge. Det er svært at tro at denne Sven kan være den samme som den Sven Otto, der blev døbt i kejserens nærvær. Foto Arild Hauges Runer.
Så, Summa Summarum, de kejserlige styrker gennemtrængte Danevirke efter hårde kampe og mødte derefter Harald i et slag et sted i Jylland nord for Slien, som Harald tabte.
Kejserens tropper inkluderede kavaleri, hvilket skabte problemer for danskerne. Ganske få år forinden havde kejerens hære kæmpet mod ungarerne, og der kan de have lært værdien af kavaleri. Haralds hær var ledingen, som var en slags marineinfanteri. De kom frem med skibe, men kunne kæmpe til fods på land. Men et egentligt kavaleri kunne han ikke stille op med, og det kan have været hans problem i forhold til kejserens rytteri, som sagaen nævner.
De kejserlige styrker trængte videre op gennem Jylland helt til Limfjorden ud for Mors. På øen Mors blev der sluttet en fred, som indebar at Harald tog Danmark af kejserens hånd, han invilligede i at lade sig døbe sammen med sin dronning Gunhild og sin lille søn, som fik navnet Svein Otto efter kejseren. Harald accepterer at ærkesædet Hamburg Bremen fik ret til at udnævne bisper i det erobrede område.
Imidlertid, allerede i året 982 e.Kr. led Otto 2. et katastrofalt nederlag til invaderende muslimer ved Cotrone i Syditalien. Han forberedte sig på et nyt felttog, men døde i Rom i en ung alder i 983 e.Kr. og blev efterfulgt af sin treårige søn Otto 3. hvilket udløste indre uroligheder og et oprør blandt de slaviske folk øst for Elben ledet af Haralds svigerfar, Mistivois. Harald siges at have været på Vendernes side og har sikkert ved den lejlighed generobret det sydlige Jylland inklusive Hedeby.
Thietmar af Merseburg nævner at et Dansk fort blev erobret af Saxerne i 974 e.Kr. men generobret af Danerne i 983 e.Kr. To runesten fundet nær Slesvig kan sættes i forbindelse med den danske generobring af Hedeby.
7. Trelleborgene
Harald var snedig, fleksibel men udholdende, og han kan have tænkt som den senere Henrik af Navarra i Frankrig med en omskrivning: "Danmark er vel en messe værd", for at kæmpe en anden god dag, hvor chancen for sejr var bedre.
Harald og hans rådgivere må have frygtet at Otto en dag ville komme tilbage fra Italien og gøre arbejdet færdigt og inddrage resten af Danmark i imperiet og kristenheden. Straks efter krigen indledte han et omfattende arbejdede med at gøre resten landet til en uindtagelig pindsvinestilling ved at opføre trelleborge i de områder, som han stadig rådede frit over, uanset økonomiske og politiske omkostninger. Det stod formentligt på indtil efterretningen om kejser Otto 2's død i 982 e.Kr. i Italien nåede Norden.
I 1934 søgte motorcykel-entusiaster i Slagelse om tilladelse til at bruge en ringformet vold et stykke vej uden for byen på et sted kaldt Trelleborg som træningsbane. I forbindelse med myndighedernes behandling af ansøgningen, blev udført en arkæologiske undersøgelse, som afslørede at stedet virkelig var en borg fra vikingetiden.
Der blev fundet en spor af en lignende men større borg ved Aggersborg ved Løgstør. For at afhjælpe arbejdsløsheden i efterkrigstiden i 1945 indledte regeringen en udgravning af Aggersborg.
Lay out af Trelleborg ved Slagelse. Trelleborg er dateret til årene 980 - 981 e.Kr. Foto: Instoria rivista online di storia & informazione.
Arkæologen Poul Nørlund påpegede allerede i 1948 en påfaldende lighed mellem Trelleborg og den overpløjede ringvold kaldt Fyrkat, der lå på et lille næs i Onsild Ådal ved Hobro. Men først i 1950 påbegyndte Nationalmuseet og Hobro Kommune en egentlig udgravning. Borgen er blevet dateret til årene 979-981 e.Kr.
Kun Trelleborg, Aggersborg og Fyrkat er klare eksempler på vikingetidens ring-formede Trelleborg-type fæstninger, selvom der er påvist adskillige andre ringvolde i Skandinavien fra samme tid, som muligvis - eller endog sandsynligvis - har været af denne eller meget lignende type.
I forhold til andre Nord Europæiske ringborge er trelleborgene generelt karakteriseret ved:
- Den meget præcise geometriske form af cirkel-volden og den omgivende grøft, de indre bygninger og de træ-belagte gader fra port til port.
- Placeringen og den perfekte geometriske form af hele anlægget uden nogen tilpasning til det omgivende terræn.
- Placeringen af de fire porte med kun få graders afvigelse fra de fire kompas-retninger.
- Den omgivende cirkulære grøft med V-profil.
- De overdækkede porte.
- Den skrå udvendige side af ringvolden, beskyttet af lodrette egeplanker.
Grafisk rekonstruktion af en trelleborg. Desværre ukendt kunstner. Foto: forum.paradoxplaza.com.
Voldene og de omgivende grøfter afviger ikke mange cm fra den perfekte cirkel, og de indre gader var som trukket efter en snor. Alle tre borge er blevet sikkert dateret til omkring år 980 e.Kr.
Borrering også kaldet Vallø Borgring nær Køge. Grafisk bearbejdet satellitfoto. Foto danskebjerge - Wikipedia.
Aggersborgs udgraver, arkitekt Schultz, bemærkede at: "man nøje må havde fulgt et fast indarbejdet militært reglement", der er gennemført konsekvent uden hensyntagen til det omgivende naturlige terræn. Resultatet kan kun være nået "ved stram disciplin og overlegen kyndig ledelse" og overfører med rette dette til også at gælde vikingetogternes "forbløffende resultater i almindelighed". - "Disse anlæg forudsætter en sådan magtkoncentration, organisatoriske evner og højtstående teknisk matematisk kultur, som fejer alle tidligere forestillinger om vikingetidens simple og primitive organisation af bordet."
Udover disse oprindelige tre velkendte trelleborge er der fundet tydelige spor efter adskillige andre ringborge:
Kobberstik af Odense, Braun & Hogenberg fra 1598: "Civitates Episcopalis Othenarum". Helt forneden lidt til venstre ses den runde trelleborg, som kaldes Nundeborrig på kortet. På billedet er der kun to porte.
Nonnebakken i Odense blev oprindeligt påvist på gamle kobberstik af Odense.
Borgring ved Køge, også kaldet Vallø Borgring, blev for nyligt fundet ved hjælp af nye, nøjagtige laseropmålinger af landskabet.
Det rekonstruerede Trelleborg i Skåne ved vintertid - Foto: Photorator
Ringborgene i Trelleborg og Borgeby i Skåne blev først fundet i 1988 og 1997. Trelleborg i Skåne er blevet delvist genopført, idet en fjerdedel af borgen er rekonstrueret med palisader, port og et middelalderhus inde i borggården. I Borgeby blev i 1997 påvist et voldanlæg, som sandsynligvis er endnu en Skånsk ringborg. Imidlertid er stedet endnu ikke blevet fuldstændig undersøgt.
I området nord for byen Lille Hammar, på den vestlige bred af Foteviken i Skåne - kun 10 km. fra Trelleborg - har man for ret nyligt på infrarøde satellit optagelser fundet spor af en ringformet fæstning med en diameter på 240 m, som udviser stor lighed med Aggersborg.
Et satellitbillede fra Lyby i Rygge, Østfold i Norge, har afsløret en cirkel på 140 m i diameter, som måske kan være en ringborg.
Det gamle ringformede keltiske voldsted ved La Cheppe, som kaldes "Le Camp d'Attila". Det antages at dette var de Kataluniske Marker, hvor slaget mellem Attila og den sidste Romer Aetius og de Vestlige Goter fandt sted - Foto Patrimoine Culturel
Det legendariske Jomsborg blev også anlagt af Harald Blåtand. Ingen ved dog med sikkerhed, hvor den lå, og der er ikke overleveret overbevisende detaljerede beskrivelser af, hvordan den så ud. Men når der fra samme periode er fundet så mange ringborge, må man kunne tillade sig at gætte at også Jomsborg var en ringborg. Mange mener at denne fæstning lå i Oder mundingen, for eksempel nær den moderne Polske by Wolin.
Alle disse fæstninger blev bygget efter den samme skabelon i løbet af en forbavsende kort periode under en hersker med stor magt, organisatoriske evner og ikke mindst meget store økonomiske ressourcer, da disse projekter må have krævet en hærskare af arbejdere, store mængder tømmer og mange dygtige tømrere samt forsyninger til alle disse. Det er lykkedes at datere nogle af trelleborgene til år 980 e.Kr. og der kan ikke være tvivl om at den hersker, som lod dem bygge, var kong Harald Blåtand.
Luftfoto af den rekonstruerede ringborg i Oost-Souburg. Foto: Stichting Cultureel Erfgoed Zeeland.
Cirkelformede voldanlæg var ikke noget meget specielt i Nord Europa i tidlig middelalder. Det menes at der alene i Irland, South Wales og Cornwall er registreret langt over 50.000 cirkelformede voldanlæg, som var i brug op til omkring år 1.000.
Nogle antikke keltiske byer var befæstet med en cirkelrund vold som for eksempel "Le Camp d'Attila" nær la Cheppe i Nord Frankrig.
På øen Walcheren i floden Scheldes delta findes rester af hele fem ringborge fra 800-tallet. De hedder Oost Souburg, Middelburg, Domburg, Burgh bij Haamstede og Oostburg. Oost Souburg er udgravet og restaureret; den er dateret til omkring år 850 e.Kr. Ringvolden er strengt cirkelformet med en indre diameter af nogenlunde samme størrelse som Trelleborg på Sjælland. Den har haft træbrolagte korsgader og formentlig fire porte, hvoraf dog kun to er udgravet. Borgen har været omgivet af vandfyldte grøfter. Der er fundet rester af bebyggelse, men ikke som firelængede karreer som i de danske borge.
Indvendig diameter af forskellige ringborge. Nogle fra Wikipedia eller andre kilder på internettet, nogle beregnet udfra areal-angivelser eller estimeret fra fotografier eller skitser af forfatteren.
Walcheren er kendt som tilholdssted for vikinger; derfor, de cirkelrunde voldsteder, især Oost Souburg, kan udmærket have været opført af Skandinaver. Mange vikingeborge lå på øer eller næs i flodmundinger eller ved udløb af åer. Rollo og hans mænd slog sig først ned i Seine mundingen, Hastings og Bjørn Jernside drog på ekspedition i Middelhavet fra en base i mundingen af floden Loire. Walcheren i Scheldes munding ville have været en perfekt base for vikinger.
Faktisk, Ringborge fra denne tid findes over hele Nord Europa. I Bretagne findes Camp de Péran, som også antages at være anlagt af vikinger. I Ditmarsken ligger Stellerburg fra jernalderen eller tidlig vikingetid. Lembecksborg på øen Föhr har en diameter på 140 m og en 10 m høj ringvold.
Ismantorps Borg, Eketorp og Gråborg på öland er alle ringborge, som har været i brug i vikingetiden. Den enorme fæstning på Gotland, Torsburgen, er en slags ringborg, men volden danner langt fra en perfekt cirkel.
I Estland findes ringborgen Varbola 60 km syd for Tallin fra omkring år 1.000 til 1.200.
Luftfotografi af Camp de Peran i Bretagne - Foto Maurice Gautier og Philippe Guigon.
I Obodritisk område ligger mange ringborge, som har været brugt gennem lang tid. En af de største koncentrationer af slaviske ringborge ligger i området Launitz, omkring 100 km syd for Berlin, hvor der er blevet dokumenteret rester af næsten 40 cirkulære fæstninger fra vikingetiden, hver omgivet af en vandfyldt grøft. Dog har kun få af dem en helt cirkulær form. De indvendige diametre er mellem 50 og 100 m.
Nogle danske historikere har søgt at forklare de Skandinaviske ringborge med at Vikingerne hentede inspiration fra kaliffens Bagdad, som var omgivet af en cirkulær bymur. Som man se af de ovenfor nævnte eksempler er det lang fra nødvendigt at søge så langt væk for at finde inspiration. I Danmark har man bygget ringborge lige siden Romersk Jernalder.
Ringborgen Bökelnburg i byen Burg omkring 10 km. nord for Brunsbuttel ved Elbens munding. Der er indrettet en kirkegård i borgens indre. Foto: Cultural Entities Schleswig-Holstein.
I Danmark findes cirkelrunde voldsteder, som er opført allerede i Romersk Jernalder, såsom Troldborg Ring vest for Vejle, Hagenshøj nord for Skive og Smøl Vold nord for Broager. De kan ikke måle sig med de senere vikingeborge, men det er interessant at ringborge meget tidligt havde en vis tradition i Danmark.
Amminius skrev, at da kejser Valens legioner i år 378 e.Kr. nærmede sig den Gotiske vognborg ved Hadrianople, var "vognene arrangeret i en perfekt cirkel; som drejet på en drejebænk." Det viser at gotiske militære ledere meget tidligt ønskede at udnytte at en cirkel er den geometriske figur, hvor omkredsen er kortest i forhold til det indvendige areal.
Lay-out af Esefeld ved Itzehoe nord for Elben. Som man kan se var den langtfra perfekt cirkelformet. Der har været ført en jernbane tværs igennem den. Foto: Instant Trout Company.
Frankerne opførte en cirkelformet fæstning i Holsten i området nord for Elbmundingen kaldt Esefeld. I år 817 e.Kr. blev den angrebet af Daner og Obodritter ledet af Godfreds sønner. Fæstningen holdt stand, men Frankerne opgav den få år senere og etablerede sig i stedet i et nybygget fort ved Elben, Hammarburg, som lå 60 km. længere mod syd. Ved den lejlighed må Danerne have erfaret at ringborge kan være svære at indtage.
Trelleborgene er noget af et mysterium. De er så store og mange, og de må have været umulige at overse i landskabet i tidlig middelalder. Men alligevel er de ikke nævnt med et eneste ord, ikke hos Saxo, ikke hos Snorre eller i nogen andre sagaer, legender eller krøniker. Det er som med de kinesiske terra-cotta soldater, der er enestående, men heller ikke nævnt i nogen historiske kilder.
Vi er ikke i tvivl om at alle de andre ringborge i Nord Europa har været forsvarsborge, som skulle enten beskytte befolkningen i tilfælde af angreb eller fastholde et område i en konges hånd. Det var for eksempel typisk tilfældet med Esefeld, som helt klart havde til formål at etablere og fastholde kejserens magt i området nord for Elben.
Luftfoto af Fyrkat ved Hobro. Foto vikingeborge.dk
Der har været megen diskussion om, hvad formålet med de Danske borge har været. Nogle mener at de var træningslejre for den hær, som skulle erobre England, andre mener at de var tvangsborge, som internt skulle fastholde Harald Blåtands magt over det nyligt forenede Danmark. Men mange hælder dog til den anskuelse at de var forsvarsborge, som var beregnet til at forsvare landet mod et truende kejserligt korstog mod nord.
Den berømte arkæolog Poul Nørlund hældede til teorien om at borgene var træningslejre og vinterkvarter for hæren, som var bestemt for angreb på England. Hertil må man sige at de har været meget dyre træningslejre. Det lyder dog utroligt at man har brugt så store mængder arbejdskraft og egetømmer og skrællet græstørvene af så mange hektar frugtbart agerland for at lave træningslejre; der var jo ingen fare for at Anglerne ville overrumple de uforberedte krigerne en tidlig morgen. Desuden, ingen kilder fortæller at datidens hære behøvede træning. Sagaerne fortæller blot at kongen udbød leding, og at han fylkede hæren eller flåden. Man gik ud fra at alle voksne mænd var våbenføre, at de allerede havde våben og kendskab til at bruge dem.
I flere artikler bliver det gentaget at de var tvangsborge, prestigebyggeri eller magtsymboler, som skulle sikre de aktuelle landsdeles loyalitet mod en tyrannisk kongemagt. Men denne teori har også problemer. Det er ikke sandsynligt at Jyderne, som formentlig var ret fåtallige, og kun havde hjemme i en mindre del af den Kimbriske Halvø, kunne agere som et herrefolk, der holdt resten af Danmark i et jerngreb.
Der er ingen efterretninger om at Harald underlagde sig det østlige Danmark med "vold og våben", som Svend Estridsen berettede at Svea kongen Olaph gjorde. Tværtimod beretter Saxo at Harald arvede kongemagten.
Lay-out af Aggersborg ved Limfjorden. Den var den største af alle trelleborgene. Som ved alle de andre borge går de fire hovedgader fra centrum af og ud mod fire porte mod de fire verdenshjørner. Portene var overdækkede. Mellem volden og graven var omkring 8 meter. Ind imellem husene i hver fjerdedel af cirklen løb flere små tværgader. Det antages af nogle at med de 48 langhuse var der plads til omkring 5.000 mand. Aggersborgs har en strategisk beliggenhed da Limfjorden på borgens tid var åben for sejlads i mellem Kattegat og Vesterhavet som i dag. Desuden lå Aggersborg ved en af hærvejens tre passager over Limfjorden - Tegning: Statsministerium fur Wissenschaft und Kunst Freistat Sachsen.
Derfor, alle andre ringborge i Nord Europa fremstår helt klart som forsvarsborge; hvorfor skulle det være anderledes med de danske trelleborge?
Lige siden Godfred sønnernes dage havde de danske kongers politik i forhold til det kejserlige Tyskland vekslet mellem styrke og tilpasning. Trelleborgene må have været et element i militær styrke-demonstration, og modtagelse af kristne missionærer og accept af kristendommen elementer af samarbejde og tilpasning.
Ingen af Haralds imponerende bygningsværker viser tegn på at de nogensinde er blevet repareret; de fik kun lov til at leve en ganske kort periode. Efter 20 år var alle trelleborgene forladte og ødelagte. Fyrkat blev ødelagt af en brand og aldrig genopbygget. Kun Jomsborg fik en lidt længere levetid. Den blev først ødelagt af Magnus den Gode omkring år 1043, men dog ikke værre end Absalon kunne ødelægge den igen i 1185.
Udgravninger har vist at kun få af bygningerne var beboet i borgenes levetid, resten blev øjensynlig brugt som værksteder og lagerbygninger.
Skjold fundet ved Trelleborg ved Slagelse. Det er fremstillet af fyrretræ fældet i Norge - Foto Pinterest.
En fuld bemanding af alle borgene i fredstid ville have været økonomisk uoverkommeligt, og det var heller ikke nødvendigt. En fjendtlig hær, som nærmede sig sydfra, ville have en marchhastighed på måske omkring 20 km om dagen, og det ville give tid til at bemande og forsyne borgene fra lokalområdet.
Nylige isotopanalyser af skelet materialet fra 48 personer fra udgravningen af Trelleborg viste at 32 var født uden for Syd Skandinavien. De tre kvinder, der blev undersøgt, var alle oprindeligt fra udlandet, og de yngre mænd stammede primært enten fra Norge eller det Slaviske område. Vi må tro at de var professionelle, borgens faste stok, som var i kongens tjeneste.
Der kom ikke noget nyt angreb fra kejseren, og borgene blev aldrig testet i kamp. Derfor må vi tro at borgene opfyldte deres mission og virkede demotiverende på et muligt kejserligt korstog mod Skandinavien.
8. Ravning Broen
I forbindelse med dræning af Ravning Enge og udretning af Vejle Å i den sidste halvdel af 1900-tallet opdagede man rækker af egestolper, der ragede op i terrænet. Dræningen af de fugtige enge fjernede vandet, og fik engbunden til at synke. Flere steder er jordoverfladen sunket mere end en meter siden 1950'erne.
Kunstnerisk fremstilling af Ravning Broen, som giver en god illustration af dens konstruktion. Desværre ukendt kunstner - Foto Billed Galleri Mille & Søren.
En 760 m. lang og 5 m. bred bro af solidt egetræ rejste sig fra dyndet. Den krydsede den sumpede ådal ved Ravning ti km syd for Jelling.
Forbruget af tømmer og arbejdskraft til bygning af broen har været enormt.
Omhyggelige dendrokronologiske undersøgelse af bygningstømmerets årringe har vist at de anvendte træer er blevet fældet omkring år 979-980 e.Kr. i hvilken tid Harald Blåtand var konge af Danmark. Den blev således bygget samtidig med trelleborgene, og dens konstruktion udviser det samme mesterskab i præcision og symmetri og kompromisløs mangel på tilpasning til det omgivende terræn.
Rekonstruktion af broens forløb ved Ravning over det bredeste sted i Vejle Ådal. Foto: Malcolm Bott.
De arkæologiske udgravninger har vist at selve broen var meget præcist bygget, når man tager i betragtning de værktøjer, som var til rådighed. Hvert brofag bestod af 4 lodrette stolper, der understøttede en vandret tværdrager, de yderste lodrette stolper var yderligere støttet af skrå-stivere. Reb bundet til hasselkæppe har vejledt brobyggerne med en sådan nøjagtighed at den største afvigelse fra en ret line i de lodrette stolpers placering er fem cm. Denne nøjagtighed gjorde udgravningen nem i 1972, arkæologerne vidste hele tiden præcis, hvor det næste brofag skulle findes.
Tværsnit af brofag på henholdsvis Ravning Broen og en lignende - men mindre - samtidig bro ved Risby mellem København og Roskilde. Fra Dagligliv i Middelalder af Else Roesdal.
Brofagene var placeret omkring 2,4 m. fra hinanden med variationer på op til en halv meter. I broens længderetning var brofagene forbundet med langsgående dragere, og oven på disse var monteret selve brodækket lavet af flere lag af en halv meter brede planker; alt var samlet med trænavler.
Det antages at de 1.120 tilspidsede bropiller blev sænket i vandet, indtil de nåede fast grund og derefter skåret af foroven i samme niveau. Det lyder simpelt, men er det sikkert ikke, da egetræ har opdrift.
Tre mysterier er forbundet med Ravning Broen:
- Dette storslåede ingeniørarbejde gik i glemmebogen efter ganske få år. Arkæologer har estimeret dens levetid til højst fem år. Den blev aldrig repareret eller vedligeholdt; formentlig har den været fuldstændig ubrugelig efter få årtier. På trods af den nidkære perfektionistiske omhu, der til fuldt mål blev anvendt ved opførelsen, kan der ikke findes tegn på at den nogensinde har været repareret - ganske som trelleborgene. Den er ikke nævnt i nogen krøniker eller sagaer; man får den tanke af at de gamle skammede sig over den.
Udsigt over Ravning Enge. Der er ikke meget at se; resterne af broen er igen blevet dækket til med jord. Det er den brede stribe grønt græs lidt til højre i billedet. I forgrunden ses en rekonstruktion af nogle få brofag udført af Vejle Museum i samarbejde med Kulturarv Styrelsen og Naturstyrelsen. Foto: Malcolm Bott.
- Broen er meget overdimensioneret. Hvad har den været brugt til? Bæreevnen er blevet beregnet til et akseltryk på 5 ton.
- Den repræsenterer ikke en genvej. En så stor bro over den sumpede Vejle Ådal burde have til formål at spare nord-syd gående rejsende - inkluderet hære - for store omveje og dages rejse. Men rejsende i Jyllands længderetning kunne lige så godt have brugt Hærvejen, som er tør og jævn og forløber blot 10 km. vest for Ravning Broen.
Tilkørselsvej på nordside af Ravning broen. På nordsiden af broen er der fundet kørebaner belagt med sten og ris og længere oppe i på bakken findes en dobbelthulvej. Udgravninger har vist at vejen har været dækket af stenbelægning med et blødt midterparti, hvor hestene kunne træde. Foto: vikingeborge.dk
Flere historikere har foreslået at broen er bygget som en slags tidsfordriv; således at det hårde fysiske arbejde med brobygning skulle fastholde disciplinen i hæren. Herimod må man indvende at på Haralds tid havde man efter alt at dømme ikke stående hære - udover den hird, som konger og andre stormænd altid omgav sig med og Jomsvikingerne.
Det er også blevet foreslået at Ravning Broen i virkeligheden var en slags anløbsbro for havgående skibe, idet vandstanden i Verdenshavet dengang var 0,5-1,0 m højere, da vikingetiden var varmere end nutiden. Det virker også urealistisk. Selvom Vejle Å virkelig var sejlbar dengang, kan der ikke have været behov for 750 m. kajlængde.
Det er heller ikke fuldstændig klart hvem, der byggede broen. Det er ingen tvivl om at 979-980 e.Kr. årene var i Harald Blåtands regeringstid, men både Adam af Bremen og nogle sagaer fortæller at kejser Otto besejrede Harald og den kejserlige hær nåede helt frem til Limfjorden. Man kan forestille sig at Ravning Broen blev bygget af - eller efter ordre af kejser Otto. Mod dette kan man argumentere at den nidkære perfektionisme, som blev udvist ved bygningen, viser dens slægtskab med trelleborgene. Desuden, hvis det var en kejserlig bro, skulle man forvente at finde rester af lignende broer i kejserens hjemland, Tyskland, hvilket ikke er forfatteren bekendt.
9. Kovirke
Dannevirke er et system af forsvarsvolde, som er anlagt nogle km. nord for floden Ejderen. Voldsystemet forbinder den smalle fjord Slien med et vådområde omkring Hollingsted, som var ufremkommeligt før moderne tid.
Dannevirke er ikke blot en vold, men et helt system af volde, som er opført i Jernalderen og vikingetiden over en periode på mere end 500 år. Desuden blev voldene forbedret og udbygget i 1860'erne. Det ældste træværk i Hovedvolden er blevet dateret til år 737 e.Kr. Photo: clioonline - historiefaget.
Den mest gådefulde del af Dannevirke komplekset er Kovirke, som er den snorlige vold, som skærer sig gennem landskabet fra Selk Nor i øst til vådområdet omkring Rheide Å. Den opfylder sit formål med en længde af kun 6,5 km. og er således betydelig mere økonomisk end de øvrige voldstrækninger.
Tværsnit af Kovirke. Jordvolden var 1,7 til 2,0 meter høj og forsynet med palisade som også udgjorde brystværn. Fronten var støttet med en skrå planke belægning. Omkring 3,5 m. foran volden lå en 4 meter bred og 3 meter dyb spidsgrav. Foto: Grænseforeningen.
Som for trelleborgenes og Ravning broens vedkommende er volden ikke nævnt direkte i nogen sagaer eller krøniker. Ryd Klosters årbog fra 1.200 tallet omtaler forsvarsvolden for første gang: "Den vold, der kaldes Kovirke".
Kovirke er blevet temmelig sikkert dateret til år 980-983 e.Kr. hvilket er samtidig med trelleborgene og i Harald Blåtands regeringstid. Denne datering er understøttet af voldens udprægede lighed med trelleborgene, der antyder de samme bygmestre. Volden og grøften er med nidkær perfektionisme anlagt i en fuldstændig ret linje uden nogen tilpasning til det omgivende terræn.
Kovirke og Kograv ved Jagel Flyveplads. Foto: Volknei - Wikipedia.
Ganske som trelleborgene synes Kovirke kun at have været i brug i kort tid. Den har kun været vedligeholdt i få år. Volden er helt uden senere udbedringer, og i grøften kan der ikke spores uddybninger.
Kovirke ligger 2 km. syd for Dannevirke Museum. En stor del af den blev sløjfet i forbindelse med anlæggelsen en militær flyveplads i Jagel i 1935.
Ved analyser af årringe i udgravet tømmer er det blevet påvist at forbindelsesvolden længere mod nord blev opført eller forstærket allerede i årene 964-968 e.Kr. Men Harald må have ment at det ikke var nok, og derfor opførte han også Kovirke, sikkert i 983 e.Kr.
Hedeby var omgivet af en halvkredsvold ligesom Aarhus og Julin. Foto: Exploring Britains Viking Heritage.
Også halvkredsvoldene omkring handelsbyerne Hedeby og Aarhus blev opført i Haralds regeringstid.
I årene 980-985 e.Kr. må der have været en febrilsk byggeaktivitet over alt i landet med at trelleborge, broer og forsvarsvolde. Alle må have været fast besluttede på at værge landet og bevare deres skikke og traditioner og ikke lade sig undertrykke af kejseren, som de havde set at Sakserne var bleven.
10. Jomsborg
Jomsborg var en legendarisk borg især beskrevet i Jomsvikinge Saga og Knýtlinge Saga. Man har aldrig fundet noget spor efter borgen, men det er bredt accepteret at den lå i Oder mundingen på øen Wollin eller Usedom - som i dag deles mellem Tyskland og Polen.
Øen Dänholm ligger ved indløbet til det sund, som adskiller øen Usedom og Wollin fra fastlandet. Selve navnet Dänholm er tankevækkende. Den ligger virkelig meget strategisk placeret overfor Peenemunde ved indløbet til det sund, som adskiller øen Usedom-Wollin fra fastlandet.
I den lange saga om Olav Tryggvesson siger Jomsvikingen Sigvald Jarl til Venderkongen Burislaf: "Det er eder bekjendt, herre! at vi have opholdt os en tid her i landet for at beskytte eder og eders rige, thi vi Jomsvikinger og vor borg har i lang tid været ligesom en lås for eders rige, men vi have forladt vort eget rige og vore ejendomme i Danmark." Hvilket peger på at Jomsborg kan have ligget på den strategisk beliggende ø Dänholm, der jo netop ligger som en prop i hullet. Foto Google Maps.
Adam af Bremen fortæller om den berømte by Jumne: "På den anden side af Leuticierne, som også kaldes Wilzerne, møder os floden Oddara, som er Slavaniens vandrigeste flod. Ved mundingen af denne flod, der hvor den møder de Skythiske Sumpe, ligger den berømte stad Jumne (Jomne). Som er en hyppigt besøgt ankerplads for både Barbarer og Grækere, som bor langs de omliggende Kyster. Da man lovpriser denne by og fortæller mange fantastiske ting om den, finder jeg det her på sin plads at indføje et par troværdige ting. Det er virkelig den største af alle byer i Europa, og den beboes af Slaver sammen med andre folkefærd, både Grækere og Barbarer. For også tilrejsende Saxonere får lov at leve der på lige vilkår, forudsat at de under deres ophold ikke offentligt bekender deres kristendom. De ligger nemlig endnu alle under for deres hedenske riter og vildfarelser. Men man vil ikke kunne finde noget hæderligere eller mere gæstfrit folk. Jumne er det rigeste oplagssted for varer fra alle Nordens lande, og byen har alt, hvad der er dejligt eller sjældent. Der er Vulkans Gryde, som indbyggerne kalder den græske ild, og som også Solin omtaler."
Han henlægger helt klart byen til en ø, idet han fortsætter: "Der kan man se Neptun i tre skikkelser. for øen beskylles af tre havarme idet den ene skal være grøn af udseende, den anden hvidlig mens den tredje er i stadig oprør på grund af rasende storme." Hvilket passer med Wollin-Usedom.
De fleste vikingeborge lå ved mundinger af floder eller åer på øer eller næs. Øen Usedom-Wolin i Oders udløb i Østersøen forekommer at have været en virkelig perfekt placering for en vikingeborg.
Knytlinge Saga beretter at Harald Blåtand grundlagde Jomsborg: "Harald Gormsøn blev taget til konge i Danmark efter sin fader; han var en mægtig Konge og stor Kriger. Han bemægtigede sig Holseteland i Saxland; også havde han et stort Jarlsrige i Vindland, der lod han Jomsborg anlægge, og lagde deri en betydelig besætning, som han gav sold og love; de underlagde ham landet; om sommeren var de på krigstogter, men om vinteren var de hjemme; de blev kaldte Jomsvikinger."
Bådgrave ved Altes Lager nær Anklam i det vestlige Pommern. Der findes også mange små skibssætninger på selve Usedom. Foto: timeslipsblog.wordpress.com
I fortsættelse af beskrivelsen af Gunhildsønnernes togt mod Norge og Håkon Adelstensfostre, som antages at have fundet sted i 961 e.Kr. skriver Saxo at Harald Gråfeld i tre år "betalte ærligt og redeligt den skat han havde lovet danskerne" og videre "ved den tid kom Styrbjørn, en søn af den svenske kong Bjørn sammen med sin søster Gyrithe for ydmygt at bede om hjælp, og han fandt ham så meget mere redebon til at slutte venskab med ham, som han villigt gik ind på at give ham sin søster til ægte." Hvilket således må være omkring 964 e.Kr.
Saxo fortæller om hvorledes Harald skabte sit herredømme syd for Østersøen: "Derefter bemægtigede Harald sig Slavenland og lagde en stærk besætning i Julin, den anseeligste by der i landet, og til høvding for de krigsfolk indsatte han Styrbjørn. Deres krigstogter, på hvilke de lagde det største mod for dagen og efterhånden sejrrigt bredte sig til nabolandene, blev til sidst så frygtelige at de opfyldte alle have med stadige nederlag." Han synes at mene at Jomsvikingerne - selv om han ikke kalder dem dette - havde deres garnison inde i selve byen. Måske kan vi så gætte på at Jomsborg blev grundlagt omkring 965-66 e.Kr.
I sin beskrivelse af Haralds død lader Adam af Bremen os forstå at hans mænd i Jumne var særlig loyale mod ham: "I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik ombord i et skib og undslap til Slavernes by, Jumne. Her tog man mod forventning - befolkningen var jo hedninge - gæstfrit imod ham. Han var imidlertid stærkt svækket af sit sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus." Hvilket sandsynliggør at Harald havde en særlig tilknytning til denne by og at det virkelig var ham, som grundlagde Jomsborg. Både i kampene mod Erik Sejrsæl og i den sidste kamp mod sønnen Svend Tveskægs oprør finder vi Jomsvikingerne som Harald Blåtands trofaste støtter.
Hvilket bekræftes af Saxo: " - og såret blev han af sine mænd ført tilbage til Julin, hvor han kort efter opgav ånden."
The Curmsum Disc - Møntlignende guldskive fundet nær Wolin for 150 år siden. Omkring 1840 nedrev man i landsbyen Wiejkowo omkring tre kilometer øst for byen Wolin i det nordvestlige moderne Polen en ruin af den middelalderlige kirke, og derefter blev grunden udgravet. Ved denne lejlighed blev fundet mange objekter. Der tales om mængder af arabiske sølvmønter, men også andre ting, der blev karakteriseret som "skrot". Området omkring kirken tilhørte den tyske familie, von Ploetz. Familien var tydeligvis ikke interesseret i fundet, som blev overdraget den lokale præst. Hundrede år senere, da Anden Verdenskrig var i den afsluttende fase, ville mange beboere flygte fra russerne. Præsten solgte nogle af objekterne til den nuværende ejers bedstefar for at financiere sin flugt. De ny ejere bosatte sig senere i Malmø, og den 14-årige datter fandt i 2014 skiven i en rodekasse og tog den med i skole og viste den til sin historielærer. I samme del af fundet var også en mønt fra Otto I's tid - død 973 e.Kr. - som daterer fundet til Harald Blåtands tid.
Skiven er af guld og har en diameter på ca. 4,5 cm og vejer 25 gram. Den er støbt i en engangs voksform og er således ikke en mønt. Teksten på forsiden lyder: +ARALDCVRMSVN+REX AD TANER+SCON+IVMN+CIVALDIN+ som kan oversættes til: "Harald Gormson konge af Daner, Skåne, Jumne, Staden Aldinburg". Obodritternes hovedstad var Oldenburg, som dengang hed Aldinburg. På bagsiden er et ligesidet kors med tværstreger i spidserne, som minder om et byzantisk kors, for eksempel dagmarkorset. Ligebenede kors behøver ikke nødvendigvis at være det kristne kors; på brakteater fra Germansk jernalder optræder også ligebenede kors; men af sammenhængen må vi tro at det er et kristent kors. Foto Wikimedia Commons.
Svend Aggesen fortæller direkte at Harald grundlagde Jomsborg: "Denne Harald styrede i lang tid riget som dets konge. Han var den første, som forkastede afgudsdyrkelsens vederstyggeligheder og tilbad Christi Kors. Medens han udsendte hæren for at trække den uhyre sten afsted, som han havde bestemt at sætte som mindesmærke på sin moders gravhøi, udbrød en opstand i landet, dels på grund af de nye religionsskikke, dels også formedelst det utålelige trældomsåg, de led under, og almuen gik så vidt i sit raseri, at den nødte kongen til at forlade land og rige. Hurtigt kom han da afsted, thi frygten lånte fødderne vinger, og tog vejen til Venden, hvor han fandt en fredelig modtagelse, og hvor han skal have lagt grunden til den By, som nu kaldes Jomsborg - Denne bys mure blev siden af Ærkebiskop Absalon jævnede med jorden: hvad jeg selv var øjenvidne til."
I Knytlinge Saga og Jomsvikinge Saga findes navnet Jomsborg, men hos Adam af Bremen hedder det Jumne og hos Saxo Julin. Den tyske forsker Adolf Hofmeister har påvist at de er alle betegnelser for et og det samme sted, i øvrigt med flere varierende skrivemåder, faktisk, som alle andre stednavne på denne tid.
Jomsvikinge Saga beretter at Palnatoke gav følgende love for Jomsborg:
- I Palnatokes samfund måtte ingen mand optages, som var ældre end halvtredsindstyve år, og ingen yngre end atten år.
- Og om der optoges nogen, der havde dræbt en af de førhen optagnes broder eller fader eller nogen af hans nære pårørende, og det blev opdaget, efter at han var optagen i samfundet, da skulde Palnatoke fælde dom i denne sag.
- Slægtskab eller venskab skulde ikke komme i betragtning, om nogen, som ikke svarede til disse bestemmelser, ønskede at optages.
- Om nogle af de mænd, som forud var der, indbød sådanne did, der ikke svarede til bestemmelserne, da skulde det dog ikke nytte dem noget.
- Aldeles ingen mand måtte være der, som veg for en lige stridbar og lige udrustet mand.
- Alle, som gav sig i deres samfund, skulde give fast løfte om, at de skulde hævne hverandre, som bordfæller eller brødre.
- For alting måtte ikke nogen udbrede onde rygter imellem folk.
- Ingen måtte ængsteligt ord mæle, eller nogen ting frygte, hvor farlig den end så ud.
- Aldeles ingen mand måtte have en kvinde hos sig i borgen.
- Ingen måtte uden Palnatokes befaling eller tilladelse være længere end tre nætter borte fra borgen.
- Alt det bytte, som de gjorde i krigen, skulde, hvad enten det var lidet eller stort, bæres til stangen at skiftes, også alt, hvad der kunne vurderes til penge.
- Hvis nogen fandtes at handle imod det, som nu er opregnet, og at overtræde disse love, da skulde han straks udvises og forjages af deres samfund. - hvad enten han var en større eller ringere mand.
(Nænsomt redigeret fra Jomsvikinge Saga)
Som nævnt er der aldrig fundet nogen spor efter Jomsborg, ingen ved med sikkerhed hvordan borgen så ud, nogle mener at den slet ikke fandtes.
Borgen bliver ofte forbundet med den nuværende by Wolin på den sydøstlige spids af øen Wolin, sandsynligvis placeret på Silberberg bakken nord for byen. Andre teorier placerer Jomsborg nordvest for øen Usedom på steder, som nu overskylles af havet. De små øer i dette område er resterne af en lang tange af land mellem Usedom og Rügen, som blev offer for storme og oversvømmelser i den tidlige del af 1300 årene. Formodede lokaliteter i dette område er Veritas grundene mellem de små øer Ruden og Greifswalder Oie og Peenemünde banken. På trods af at vikingetids-smykker er blevet fundet der, har en arkæologisk vurdering af disse steder endnu ikke været muligt.
Men den tydeligste indikation af borgens beliggenhed kommer fra Saxo og Aggesen, idet de fortæller om Bugislavs hyldningsed til Knud den Sjette, som fandt sted i begges levetid. Aggesen var personligt til stede. Saxo fortæller at det skete i forlængelse af en belejring af byen Camin. Så vi kan tro at det skete nær Kamien, måske i farvandet ud for byen.
Aggesen siger: "Denne hyldingshøjtid var jeg selv vidne til: den gik for sig ombord på Kongens skib med de glimrende, gyldne snabler - ikke langt fra den by, som jeg har fortalt at Kong Harald i sin landflygtighed lagde grundvolden til." I en anden forbindelse siger Aggesen om Jomsborg: "Denne bys mure blev siden af Ærkebiskop Absalon jævnet med jorden: hvad jeg selv var øjenvidne til." Hvilket indikerer at Aggesen var helt klar over, hvor Jomsborg lå. Sandsynligvis lå den nær den moderne Polske by, Kamien, måske ved Wollin eller snarere ved udløbet af Kamien grenen af Oders delta, idet vi husker Sigvald Jarls ord til kong Burislav om at "vor borg har i lang tid været ligesom en lås for Eders rige".
Alle Haralds andre borge var meget karakteristiske ringborge, hvilket gør det sandsynligt at Jomsborg også var det.
Kun i Jomsvikinge Saga findes en nærmere beskrivelse af borgen, men den lyder ikke rigtig tillidsvækkende: "En stor og stærk søborg, som siden blev kaldt Jomsborg. Oppe i denne borg lod han gøre en havn, der var så stor, at der samtidig kunne ligge tre hundrede langskibe, så at alle var indelukkede i borgen. Den var indrettet med megen kunst ved indløbet; der var anbragt porte på den, og en stor sten-hvælving oppe over, og foran åbningerne var jerndøre, der var låsede indefra, og oppe på stenhvælvingen var bygget et stort kastel, hvori der var valslynger. Den ene del af borgen lå ude i søen; de borge, som er således bygget, kaldes søborge; og således var havnen indenfor borgen."
11. Danmark og Sverige
Hällestad runesten. En af tre runestene, som er fundet indemuret i Hällestad kirke i Torna-Hällestad omkring 20 km. øst for Lund i Skåne. Teksten lyder: "Askell satte denne sten til minde om Toki Gormrs søn, ham en trofast herre. Han flygtede ikke ved Uppsala. Tapre mænd satte til minde om deres broder stenen på højen, mærket af runer. De gik tæt på Gormrs Toki."
Det antages at Toki faldt på Fyrisvellir i kamp mod Erik Sejrsæl. Når der tales om deres broder må det betyde våbenbroder. Udtrykket "gik tæt på" må betyde at krigerne slog ring om deres leder i en vanskelig situation. Vi kan tro at Toki var en Jomsviking. Foto Kallerdis Wikipedia
Saxo fortæller at den Svenske kongesøn Styrbjørn opsøgte Harald for at få hjælp mod sin onkel kong Erik Sejrsæl: "Ved den tid kom Styrbjørn, en søn af den svenske konge Bjørn, efter at hans farbroder, Olafs Søn Erik, havde skilt ham ved riget, tillige med sin Søster Gyrithe til Harald, Thyras Søn, for ydmygt at bede om hjælp, og han fandt ham så meget mere redebon til at slutte venskab med ham, som han villig gik ind på at give ham sin søster til ægte. Derefter bemægtigede Harald sig Slavenland med våbenmagt og lagde en stærk besætning i Julin, den anseligste by der i landet, og til høvding for de krigsfolk indsatte han Styrbjørn."
Knytlinge Saga beretter at Styrbjørn var knap så ydmyg: "Styrbjørn kom med sin hær til Danmark, og tog Kong Harald til fange; da gav Harald ham sin datter Thyre til ægte, og drog selv med Styrbjørn til Sverige."
Styrbjørn stolede ikke på sine mænds mod: "Styrbjørn stak ild i alle sine Skibe, førend han gik i land; men da Kong Harald blev det var, at Styrbjørn var uden skibe, holdt han med sine skibe ud på Løgen (Mälaren), og siden bort tilbage til Danmark. Styrbjørn holdt slag på Fyrisvalle mod sin farbroder, den svenske Konge Erik den Sejrsæle; der faldt Styrbjørn og den største del af hans Mandskab, men nogle flyede; denne flugt kalder de Svenske Fyriselta." Sådan en alt eller intet strategi har nok ikke været i Harald Blåtands smag.
Alle er enige om at slaget på Fyrisvellir fandt sted i 980-85 e.Kr. altså efter krigen mod kejser Otto og få år før Haralds død i Jomsborg. Styrbjørn var således leder af Jomsvikingerne fra starten i 965-66 e.Kr. til sin død i slaget, i alt måske 16 år.
Styrbjørns angreb på sin onkel brød fuldstændig sammen. Prinsen skal have kæmpet tappert, medens mange Danske siges skammeligt at have søgt flugten. Styrbjørn faldt, og Kong Erik vandt en glimrende sejr, der skaffede ham et stort ry; det siges at det var dette slag, som gav ham tilnavnet Sejrsæl.
Sjörup Runesten nær Ystad i Skåne. Runestenen i Sjørup har været kendt allerede af Ole Worms i 1620'erne. Ikke desto mindre blev den hugget i seks stykker i 1800-tallet og brugt som byggemateriale til en bro. Men i 1990'erne blev stykkerne udtaget af broen og igen sat sammen til den oprindelige runesten og rejst nær Kirken i Sjørup. Indskriften lyder: "Saxe satte denne sten efter Åsbjörn, sin fælle, Tokes søn. Han flygtede ikke ved Uppsala. Men kæmpede så længe han havde våben." Foto Ole E. Henriksen Wikipedia. Der findes desuden to andre runesten på Øland og i Vest Gøtaland, som muligvis kan tolkes som sat over mænd, som faldt ved Fyris.
Jomsvikingerne deltog i angrebet under Styrbjørn sammen med hans egne svenskere. I Eyrbyggja Saga kommer Bjørn Kappe til Jomsborg: "Han var i Jomsborg, den gang da Styrbjørn den Stærke indtog den. Ligeledes for han til Sverige, da Jomsvikingerne hjalp Styrbjørn; og han var med i slaget på Fyrisvoldene, hvor Styrbjørn faldt, og flyede til skoven med de andre Jomsvikinger."
Saxo beretter at Harald Blåtand støttede Styrbjørn ved at angribe det Svenske rige fra Halland, men der hørte han om kejser Ottos angreb på Jylland og afbrød derfor felttoget mod Sverige: "Harald drog for den sags skyld til Halland, men så fik han bud om, at Tyskerne under Kejser Otto havde gjort indfald i Riget. Da han var mindre ivrig efter at angribe et fremmed land end efter at forsvare sit eget, foretrak han at sørge for tingene hjemme frem for at kæmpe udenlands."
12. Harald Blåtands død og begravelse
I et valgkongedømme herskede en konge til han døde, og hvis man ville af med ham tidligere, måtte man aktivt sørge for at han døde. Denne mulighed blev brugt adskillige gange af for eksempel Goterne i Italien. Det var netop den løsning, som Svend Tveskæg og rigets bedste mænd greb til overfor Harald Blåtand. Ifølge Jomsvikinge Saga var den pil, som gav Harald banesår "let at kende, fordi den var omvundet med guld".
Palnetoke tager sigte for at dræbe kong Harald med en guld-omviklet pil. Tegning Jenny Nystrøm 1895. Wikipedia.
Adam af Bremen skrev at Svend Tveskæg gjorde oprør mod sin far, støttet af rigets stormænd: "I ærke-biskoppens allersidste tid blev vor position blandt barbarerne svækket, og der opstod uro blandt de kristne Daner. Et fjendtlig sindet menneske søgte nemlig af misundelse over den guddommelige tros smukke fremvækst at så ugræs. Svein Otto, den store Danerkonges Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvungen til at antage kristendommen at afsætte den nu aldrende og svagelige konge." - "I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik ombord i et skib og undslap til Slavernes by Jumme."
Der er nogen uenighed om, hvor det afgørende slag fandt sted.
Knytlinge Saga og den store saga om Olaf Tryggvesson siger at slaget fandt sted i Isefjorden: Svend "styrede med sine skibe til Sjælland, og ind i Issefjord, hvor hans fosterfader Palnatoke mødte ham med en stor flåde. Kong Harald, Svends fader, lå der forud i fjorden med mandskab og skibe, og agtede at drage i ledingsfærd. Svend lagde til strid imod sin fader, og det blev en hård træfning. Da strømmede der så meget folk til kong Harald, at Svend måtte give efter for overmagten og fly; men kong Harald fik der adskillige sår, som voldte hans død, og Palnatoke skal efter sagnet have givet ham disse sår."
Jomsvikinge Saga skriver at begivenhederne fandt sted ved Bornholm; men Saxo er sikker på at Harald og Svend mødtes ved Helgenæs på Mols.
Men imidlertid næsten alle kilder er enige om Harald blev såret i kampen, og hans mænd bragte ham til Jomsborg, hvor han døde af sine sår omkring år 987 e.Kr.
Adam af Bremen fortæller også at Harald blev bragt såret til Jumme efter kampen, han døde der og blev herefter begravet i Roskilde: "Her tog man mod forventning - befolkningen var jo hedninge - gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. hans lig blev af hæren transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige treenighed."
Nogle få sagaer og krøniker antyder årsagen til Svend Tveskægs oprør.
Svend Aggesen antyder at der var to årsager, nemlig den ny religion, som mange ikke kunne acceptere og den store arbejdsbyrde som Harald lagde på folket ved opførelse af trelleborge og broer: "Medens han udsendte hæren for at trække den uhyre sten afsted, som han havde bestemt at sætte som mindesmærke på sin moders gravhøi, udbrød en opstand i landet, dels på grund af de nye religions-skikke, dels også formedelst det utålelige trældomsåg, de led under, og almuen gik så vidt i sit raseri, at den nødte kongen til at forlade land og rige. Hurtig kom han da afsted, thi frygten lånte fødderne vinger, og tog vejen til Venden, hvor han fandt en fredelig modtagelse, og hvor han skal have lagt grunden til den by, som nu kaldes Jomsborg."
Aggesens næsten samtidige, Saxo, angiver en lignende årsag: "Imidlertid var de, som sammen med Svend stod for styret på flåden, blevet lede og kede af Haralds herredømme, dels fordi han var gunstig stemt imod Kristendommen, dels fordi han lagde usædvanlige byrder på almuen".
Claus Deluran påpeger at de fleste versioner af Haralds død er overleveret fra hans fjender. Han har kombineret Saxos og Jomsvikinge Sagas beskrivelser af Haralds død, som begge er ret fjendtlige mod Harald. Saxo skriver: "Da Harald i tillid til den forestående overenskomst gik omkring, som om der var fred og ingen fare, og kom ind i skovens tykning, hvor han satte sig imellem buskene for at forrette sin nødtørft, blev han såret med en pil af Toke, der brændte af begærlighed efter at hævne den uret, han havde tilføjet ham." Jomsvikinge Saga skriver at Palnatoke lurede i buskene, da kongen bøjede sig frem for at varme sig ved ilden: "og han lagde nu pil på streng, og skød til kongen, og så berette de fleste kyndige mænd, at pilen fløj lige i bagdelen på kongen og langs igennem ham og kom frem i munden, og kongen faldt straks død til jorden, som man kunne vente."
Da han med sikkerhed søgte tilflugt i Jumme, må vi tro at Jomsvikingerne var blandt hans mest trofaste støtter. Man må også forvente at kongens professionelle krigere var de mest loyale mod ham.
Det er også temmelig sikkert at han blev begravet i Roskilde kirke.
Årsagen til at han grav ikke kan findes i kirken, og at han ikke blev ophøjet til helgen, nævner Svend Aggesen nærmest i forbifarten, nemlig at Harald afsværgede kristendommen i hans sidste dage i Jumme: "I hans landflygtighed satte man hans søn Svend med tilnavnet Tveskæg til konge i hans sted. Troen på den hellige treenige Gud, som faderen under sin landflygtighed havde forkastet, den antog han af et oprigtigt hjerte."
