Danmarkshistorien

19. Harald Blåtand

1. Indledning

Harald Blåtand tilhørte dynastiet Knytlingerne. Han forenede det østlige kongerige på øerne og Skåne, som Ottar kaldte Denemearce, med sit eget Knytlinge rige i Jylland.

Tidslinie for kongelige dynastier i Danmarks historie - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som satte sig i besiddelse af en del af Jylland omkring året 917, som fortalt af Adam af Bremen under biskop Hoger. Men det giver et godt overblik at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle overskuelige grupper eller dynastier.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, måske søn af Hardegon, som fortalt af Adam under biskop Unni. Han kaldes også Knud 1. og var sandsynligvis Gorm den Gamles fader.
Magnus den Gode var søn af den Norske helgen, Olav den Hellige; hans regeringstid danner et interregnum til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners periode. Svend Estridsen var sønnesøn af Svend Tveskæg.
De stridende konger, Sven, Knud og Valdemar var alle kongelige prinser, som nedstammede fra Svend Estridsen, men perioden fremstår alligevel som et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, sandsynligvis de fleste, medregner kun Valdemar 1. den Store, hans søn Knud 6. og Valdemar 2. Sejr til Valdemarerne. Men ingen kan have patent på den definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at inkludere deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2., som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar 4. Atterdag genrejste Danmark efter den kongeløse tid. Han var ikke Unionskonge, men det blev hans hans barnebarn Oluf, og hans datter Margrete 1. blev regerende dronning af Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første tre Oldenborger herskere var også Unions konger, men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde var en afgørende begivenhed i landets historie. Som en følge af Den Lutherske reformation blev kongerne i stand til at overtage den trediedel af Danmarks agerland, som havde tilhørt kirken. Denne rigdom gjorde det muligt at undertrykke den gamle adel og etablere enevælden, som var en vigtig årsag til Danmarks historiske nedgang. En demokratisk Grundlov blev indført i 1848 uden blodsudgydelser.
Den Oldenborgske linie uddøde med Frederik 7. i 1863. Tronen blev overdraget til Christian 9. af Glücksborg.

Knytlingerne - Adam fortæller om "Hardegon, søn af Sven", og lidt senere om "Hardecnudt Wurm". Nogle historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst under en afskrivning, således at der skulle have stået "Hardecnudt filius Wurm", hvilket vil betyde Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud den Hellige i sit gavebrev til St. Laurentii kirke i Lund fra 1085 kalder sig Knud 4. hvoraf følger at der må have været en Knud 1. eller en Hardeknud 1., forud for Gorm, hvilket Adam jo også fortæller. Forfatteren mener at navnene Hardegon og Hardecnudt er for forskellige og betegner efter al sandsynlighed ikke den samme person.

Mange mener at Harald Blåtand blev konge i Jelling i 958, da hans fader Gorm den Gamle døde. På et tidspunkt derefter lykkedes det ham at blive valgt som konge også på Sjælland og det øvrige østlige Danmark. I samarbejde med Håkon Jarl blev han også konge af Norge.

I hans tid blev de store bygningsarbejder Trelleborgene, Jelling anlægget og Ravning broen udført, og Danevirke blev forstærket. Han grundlagde fæstningen Jomsborg på den sydlige Østesøkyst, sandsynligvis ved Oder mundingen, hvor han også antages at have haft et vist herredømme. Han rejste den store Jelling sten til minde om sine forældre Gorm og Thyra, på hvilken han skrev at han gjorde Danerne kristne.

Harald døde i kamp mod sin oprørske søn Sven Tveskæg mellem årene 985 og 987.

2. Harald Blåtand

I de fleste Sagaer er han kendt som Harald Gormsen. Tilnavnet Blåtand optræder første gang i Roskilde Krøniken; vi må tro at det skyldes en tand med et rodproblem, som var lidt mørkere end de andre. Forfatteren bekendt er der ikke overleveret andre direkte beskrivelser af, hvordan han så ud.

Runesten fundet i Sønder Vissing vest for Skanderborg. Teksten lyder: "Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor." Stenen blev fundet i kirkegårdsdiget, hvor den tjente som sidesten til lågen. Photo Roberto Fortuna, commisioned by the Danish National Museum - Wikipedia.

På en runesten fundet i Sønder Vissing omtales han som "Harald den Gode". Historikeren Palle Lauring mener, at dette tilnavn henfører til særlige religiøse bedrifter, og det er afledt af den gamle betegnelse for en mand med et religiøst ansvar ved et hedensk gudehov, en gode. Harald deler tilnavnet med Magnus den Gode, som var søn af en katolsk helgen og også en ivrig kristen.

Det er påfaldende at ingen i sagaerne følte trang til at prise Haralds færdighed i idrætter, hans skønhed og veltalenhed, som det ellers var vanligt for andre konger. Vi husker sagaernes beskrivelse af hans søster Gunhild som: "Den smukkeste blandt kvinder, men lille af skikkelse." Harald kan have været en spinkel type som sin søster, ikke særlig stor eller stærk, ejeller specielt udadvendt og veltalende, men snedig, vedholdende og kompromisløs - som sin søster.

I den noget senere Knytlinge Saga står ganske vist: "Meget viis var han ikke (Knud den Store), ligeså lidt som Kong Svend, hvem han i alt slægtede på, eller som forhen Harald og Gorm, som ikke heller vare synderlig vise." Men Widukind, som var hans samtidige, siger om Harald Blåtand: "Han var ivrig efter at lytte, men sendrægtig i at tale".

Det vides at kong Harald havde en storebroder ved navn Knud, som var Gorms, hans faders, yndling. Han faldt imidlertid på et togt mod England eller Irland, og derfor blev han ikke konge. Den store saga om Olaf Tryggvesøn fortæller at han fik tilnavnet Dana-ast: "Med sin kone Thyre avlede han to sønner, af hvilke den ældste hed Knud, den yngste Harald. Knud Gormssøn var den dejligste mand, man nogensinde havde set; han var også allerede i sin opvækst så elskværdig, at kongen elskede ham fremfor alle andre, og derhos var han afholdt af alt folket, så at enhver elskede ham inderlig; han blev også kaldt Knud Dana-ast, det er: de Danskes kærlighed. Harald slægtede sine mødrene frænder på, og hans moder Thyre elskede ham lige så højt som Knud."

Den store jelling stens tre sider. Harald Blåtand rejste den store Jelling sten. Det antages at stenens motiver oprindelig har været farvelagte. Fra venstre mod højre:
- Den bredeste side er forbeholdt indskriften: "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig" -
- På en anden side fortsættes - "hele Danmark og Norge" sammen med et dyr, som kæmper mod en slange. Vi kan gætte på at dyret er en løve; den ser lidt specielt ud fordi kunsteren sikkert har haft ret vage forestillinger om, hvordan en løve ser ud. Dette motiv kan genfindes fra Gansu og Qinghai i det moderne Kina over Lille Asien til adskillige fund i Skandinavien og England, blandt andet London dyret og som her på Jelling stenen. Det har indtil nu ikke været muligt at identificere en myte eller fortælling, som motivet illustrerer.
Måske er motivet med dyret og slangen et slags Knytlinge-slægtens våbenskjold. Vi kan tro at slangen er et symbol på ondskabens kræfter, tænk blot på Midgårdsormen og slangen, som lokkede Eva i Bibelen. Forfatteren erindrer ingen adelige våbenskjold, som omfatter en slange som hovedmotiv. Løven derimod repræsenterer de tapre, de ædle og retfærdige og findes på utallige adelige og kongelige våbenskjolde.
- På en tredje side fortsættes: - "og gjorde Danerne kristne" sammen med en Kristus lignende figur med udstrakte arme, som bundet med nogle bånd. Der er ikke vist noget kors, og hans ansigtsudtryk er bistert, det er ikke den lidende Kristus. Det kan være Odin, som hænger i træet viet til sig selv, eller det kan være Jesus på korset. Ud fra sammenhængen må vi tro at det er Jesus. - Vi kan også forestille os at han ligner Harald selv, og motivet også udtrykker at han handlede tvungent og bundet af den objektive historiske nødvendighed for Danmarks skyld - en slags undskyldning til sine forældre for at have fået ombragt deres børnebørn og bragt Knytlinge slægten i modsætning til folket på grund af omfattende tvangsarbejder.
Jelling monumenterne er på Unescos Verdensarvliste.

Haralds fader, Gorm den Gamle, herskede efter al sandsynlighed kun over en del af det nuværende Danmark, måske Jylland og Fyn. Medens Sjælland, Skånelandene og nærliggende øer blev kaldt Danmark. Thyra var en prinsesse fra dette Danmark, hvilket gjorde at hendes sønner var af kongeligt Dansk blod; derfor kan Knuds tilnavn have repræsenteret Gorms håb om at hans ældste søn ville blive valgt til konge også over det østlige Danmark. Det er let at se, at Dana-ast betyder: Dana - as - æt; Dana fra sin moders og As fra sin faders æt.

Urne Stavkirkes nordportal. Her findes også motivet med et dyr, som kæmper mod en slange. Foto: Aase og Thorkilds hjemmeside.

Saxo fortæller om Knuds død: "Efter nu at have beriget sig ved at gøre mangfoldigt bytte på vikingetog, satte de med det største mod deres håb til at angribe Irland. Medens de belejrede Dublin, som holdtes for at være landets hovedstad, gik kongen med nogle få folk, som var særdeles dygtige i bueskydning, ind i en skov, der lå tæt ved byen. Her var Knud med en stor mængde af sine krigere optagen af at se på lege, der holdtes ved nattetid; og kongen omringede ham da på svigefuld vis og afskød langt borte fra en pil imod ham; den ramte ham i brystet og gav ham banesår."

Den store saga om Olaf Tryggvesøn fortæller at kongesønnerne Knud og Harald tog på togt til Northumberland, og der faldt Knud, medens han svømmede i havet: "Efter ham fulgte Adelbrikt; han var en god konge, og blev gammel. I slutningen af hans dage kom der en hær af danske til England under anførsel af brødrene Knud og Harald, Gorm hin Gamles sønner. De hærgede vidt omkring i Nordhumberland, og underlagde sig et stort stykke af landet, og påstod, at de var arve-berettigede til hele dette land, som Lodbrogs sønner og mange andre af deres forfædre havde besiddet. Kong Adelbrikt samlede en stor hær, og tog imod dem, og mødte dem norden for Klifland (Cleveland), hvor han dræbte mange danske. Kort efter gik Gorms sønner op ved Skardeborg (Scarborough), og holdt slag, og der sejrede de. Derefter drog de sønderpå langs ned ved kysten, og agtede sig til Jorvik; alt folket underkastede sig dem, så at de nu ingen fare længer befrygtede. Nu hændte det sig, at det en dag var varmt og solskin, og folkene sprang ud imellem skibene og svømmede; og da nu også kongerne vare ude at svømme, løb der folk ned fra landet, og skøde på dem. Knud blev da truffen af en pil og dræbt; og hans mænd tog liget, og bare det op på skibet. Men da landets indbyggere spurgte dette, samledes der sig straks en stor hær; og da nu også kong Adelbrikt kom, vendte sig alt det folk, som før havde underkastet sig Danerne, til ham; og Danerne magtede nu ikke at gøre landgang nogensteds, da indbyggerne vare forsamlede, men droge tilbage, hjem til Danmark."

Gunhild ægger sine sønner til at dræbe Sigurd Jarl, Håkon Jarls fader. Tegning Halvdan Egedius.

Men før sin død havde Knud fået en søn ved navn Harald, som senere i sit liv fik navnet Guld-Harald på grund af alt det guld, som han havde skrabet sammen på sine vikingetogter. Han skulle senere blive et problem for Harald Blåtand.

Harald Blåtand havde også en søster ved navn Gunhild, som ifølge Historia Norwegiae blev gift med den Norske kong Harald Hårfagers ældste søn, Erik. At hun virkelig var datter af Gorm og Thyra bestyrkes af at hun kaldte en af sine mange sønner for Gorm, som ellers var et sjældent navn. Desuden dette at hendes sønner blev kaldt for Gunhildssønnerne - og kun somme tider for Erikssønnerne - indikerer at moderen var af særlig fornem æt.

Erik fik hurtigt tilnavnet Blodøkse, og han blev konge af Norge efter sin far, men han for så voldsomt frem mod sine brødre, at Nordmændene forjog ham efter nogle få år. Han drog derefter på vikingetogt, og Erik og Gunhild blev konge og dronning af York. Erik Blodøkse faldt i slaget ved Stainmore i år 954 og dermed sluttede vikingers herredømme i York, og dronning Gundhild og hendes mange sønner flygtede til Orkney. Gundhild blev beskyldt for at være troldkvinde.

Gunhilds sønner var således Harald Blåtands nevøer. De drog til Danmark og senere til Norge, i begyndelsen med hjælp fra deres Danske onkel, hvor de dræbte deres farbror, kong Håkon Adelstenfostre, og delte Norge imellem sig.

Gunhild-sønnernes herredømme var en blodig, vanskelig og fattig tid for Norge.

Eiriksønnernes Saga er en del af Heimskringla. De var sønner af Erik Blodøkse og Gunhild og således Harald Blåtands nevøer. De bliver ofte kaldt Gunhildsønnerne. Tegning Halvdan Egedius.

Adam fortæller at Harald Blåtands hustru hed Gunhild, og de havde en søn, som blev døbt Sven Otto: "Harold selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto." Senere gentager han dette med ordene: "Mindet om ham og hans hustru Gunhilde vil leve evigt iblandt os". Denne søn bliver bekræftet af såvel Knytlinge Saga som Heimskringla: "Folk siger at kejser Otto var gudfader for Svein, søn af kong Harald, og at han gav ham navnet sit, så han blev døbt Otto Svein."

Saxo derimod fortæller at Svends moder hed Gyrithe. Han beretter at Harald blev gift med Gyrithe, som var datter af den Svenske kong Bjørn og søster til Styrbjørn, som var Haralds første høvding i Julin, hvilket må være begyndelsen til Jomsborg: "Det berettes at Harald fik to sønner med Gyrithe. Den ældste Hakon overstrålede sin broder Svend ved sine ypperlige anlæg og herlige naturens gaver." Imidlertid, den ypperlige Hakon angreb Semberne sammen med sine mænd, og de blev så betagede af de Sembiske kvinder at de valgte aldrig at vende hjem: " -idet de med større lyst holdt sig til de fremmede kvinder" - "og Semberne regner sig ikke med urette for at nedstamme fra det Danske folk". Sembernes land regnes at være Samland, hvilket er Zemlandsky halvøen nær Kaliningrad.

Harald lader runesten slæbe - Illustration til Saxo tegnet af Louis Moe.

Imidlertid, det er hug og stikfast at Haralds dronning hed Tove, det er bevidnet ved noget så solidt som en bautasten, nemlig ovenfor nævnte rune-sten fra Sønder Vissing: "Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor." Det kan vanskeligt misforstås.

Det falder i øjnene at Haralds første dronning ifølge Adam hed Gunhild, som hans søster og også senere Svend Tveskægs dronning. Der foreligger den mulighed at Adam eller hans kilde har forvekslet navnene; han skrev jo næsten hundrede år efter disse begivenheder. Harald ville således først have været gift med Gyrithe og senere med Tove.

Som ovenfor nævnt anfører Adam og flere sagaer at kong Harald og dronning Gunhild eller Gyrithe havde en søn ved navn Svend Otto, som således var ægtefødt.

I Olav Trygvesons Saga siger Håkon Jarl derimod til Guld-Harald: "Tag nu først imod dette rige (Norge). Kong Harald er gammel og har bare en søn, som han ikke er særlig glad for, og som desuden er frillesøn"

Jomsvikinge Saga beretter at kongen lå med en bondepige på Fyn, "stor af vækst og med et mandigt udseende", ved navn Æsa. Hun fødte en dreng, som fik navnet Svend. Kongen afviste at vedkende sig barnet, men Palnatoke tog moderen og drengen til sig og opdrog ham som sin egen søn.

Thyra Haraldsdatter græder og beder Olav Tryggvasson tage til Venden og skaffe hendes ejendomme der tilbage. Dette togt blev kong Olavs endeligt, da hans mange fjender lå på lur efter ham bag øen Svold. Tegning Halvdan Egedius.

Vi ved fra senere dansk historie at det var meget almindeligt at kongerne havde frillesønner rundt omkring i landet, tænk blot på Svend Estridsen. Derfor er det meget sandsynligt at Harald havde en frillesøn på Fyn, som hed Svend. Han behøver ikke at være den samme som den Sven Otto, der blev døbt med kejseren som fadder.

Adam nævner en tredie eller fjerde søn, ved navn Hiring: "England forblev, som ovenfor anmærket, og som der er skrevet i de engelske krøniker, efter Gudreds død, fra hans sønner Anlaf, Sigtryg og Reinald at regne, henved 100 år i de Danskes vold. Men derpå sendte Harald sin søn Hiring med en hær til England. Han undertvang øen, men blev omsider forrådt og dræbt af Northumberlænderne." Ingen sagaer eller andre kilder nævner Hiring.

Desuden havde Harald Blåtand to døtre, som hed Gunhild og Thyra.

Gunhild Haraldsdatter blev gift med Pallig Tokesen jarl i Devonshire i England. Hun blev dræbt sammen med sin mand i Skt. Brictus' dag massakren, som fandt sted den 13. november 1002, da den engelske kong Æthelred 2. gav ordre til at dræbe alle Daner i England.

Thyra Haraldsdatter blev ifølge Olav Tryggvessons Saga gift med Burislav Venderkonge, men hun løb væk og rejste i hemmelighed til Norge og ægtede der Olav Tryggvesson imod hendes broders, Sven Tveskægs, vilje. Harald Blåtand må have fået hende på et meget sent tidspunkt i sit liv.

3. Trelleborgene

I 1934 søgte motorcykel-enthusiaster i Slagelse om tilladelse til at bruge en ringformet vold et stykke vej uden for byen på et sted kaldt Trelleborg som træningsbane. I forbindelse med myndighedernes behandling af ansøgningen, blev udført en arkæologiske undersøgelse, som afslørede at stedet virkelig var en borg fra vikingetiden.

For at afhjælpe arbejdsløsheden i efterkrigstiden i 1945 indledte regeringen en udgravning af Aggersborg nord for Limfjorden ved Løgstør.

Lay out af Trelleborg ved Slagelse. Trelleborg er dateret til årene 980 - 981. Foto: Instoria rivista online di storia & informazione.

Arkæologen Poul Nørlund påpegede allerede i 1948 en påfaldende lighed mellem Trelleborg og den overpløjede ringvold kaldt Fyrkat, der lå på et lille næs i Onsild Ådal ved Hobro. Men først i 1950 påbegyndte Nationalmuseet og Hobro Kommune en egentlig udgravning. Borgen er blevet dateret til årene 979 - 981.

Kun Trelleborg, Aggersborg og Fyrkat er klare eksempler på vikingetidens ring-formede Trelleborg-type fæstninger, selvom der er påvist adskillige andre ringvolde i Skandinavien fra samme tid, som muligvis - eller endog sandsynligvis - har været af denne eller meget lignende type.

I forhold til andre Nord Europæiske ringborge er trelleborgene generelt karakteriseret ved:

- Den meget præcise geometriske form af cirkel-volden og den omgivende grøft, de indre bygninger og de træ-belagte gader fra port til port.
- Placeringen og den perfekte geometriske form af hele anlægget uden nogen tilpasning til det omgivende terræn.
- Placeringen af de fire porte med kun få graders afvigelse fra de fire kompas-retninger.
- Den omgivende cirkulære grøft med V-profil.
- De overdækkede porte.
- Den skrå udvendige side af ringvolden, beskyttet af lodrette egeplanker.

Grafisk rekonstruktion af en trelleborg. Desværre ukendt kunstner. Foto: forum.paradoxplaza.com.

Voldene og de omgivende grøfter afviger ikke mange cm fra den perfekte cirkel, og de indre gader var som trukket efter en snor. Alle tre borge er blevet sikkert dateret til omkring år 980.

Borrering også kaldet Vallø Borgring nær Køge. Grafisk bearbejdet satelitfoto. Foto danskebjerge - Wikipedia.

Aggersborgs udgraver, arkitekt Schultz, bemærkede at: "man nøje må havde fulgt et fast indarbejdet militært reglement", der er gennemført konsekvent uden hensyntagen til det omgivende naturlige terræn. Resultatet kan kun være nået "ved stram disciplin og overlegen kyndig ledelse" og overfører med rette dette til også at gælde vikingetogtenes "forbløffende resultater i almindelighed". - "Disse anlæg forudsætter en sådan magtkoncentration, organisatoriske evner og højtstående teknisk matematisk kultur, som fejer alle tidligere forestillinger om vikingetidens simple og primitive organisation af bordet."

Udover disse oprindelige tre velkendte trelleborge er der fundet tydelige spor efter adskillige andre ringborge:

Nonnebakken i Odense blev oprindeligt påvist på gamle kobberstik af Odense.

Borgring ved Køge, også kaldet Vallø Borgring, blev for nyligt fundet ved hjælp af nye, nøjagtige laseropmålinger af landskabet.

Kobberstik af Odense, Braun & Hogenberg fra 1598: "Civitates Episcopalis Othenarum". Helt forneden lidt til venstre ses den runde trelleborg, som kaldes Nundeborrig på kortet. På billedet er der kun to porte.

Ringborgene i Trelleborg og Borgeby i Skåne blev først fundet i 1988 og 1997. Trelleborg i Skåne er blevet delvist genopført, idet en fjerdedel af borgen er rekonstrueret med palisader, port og et middelalderhus inde i borggården. I Borgeby blev i 1997 påvist et voldanlæg, som sandsynligvis er endnu en Skånsk ringborg. Imidlertid er stedet endnu ikke blevet fuldstændig undersøgt.

I området nord for byen Lille Hammar, på den vestlige bred af Foteviken i Skåne - kun 10 km. fra Trelleborg - har man for ret nyligt på infrarøde satelit optagelser fundet spor af en ringformet fæstning med en diameter på 240 m, som udviser stor lighed med Aggersborg.

Det rekonstruerede Trelleborg i Skåne ved vintertid - Foto: Photorator

Inspireret af gamle kobberstik og nylige udgravninger er der blevet påvist endnu en Skånsk ringborg fra vikingetiden i Helsingborg.

Et satellitbillede fra Lyby i Rygge, Østfold i Norge har afsløret en cirkel på 140 m i diameter, som måske kan være en ringborg.

Det legendariske Jomsborg blev også anlagt af Harald Blåtand. Ingen ved dog med sikkerhed, hvor den lå, og der er ikke overleveret detaljerede beskrivelser af, hvordan den så ud. Men når der fra samme periode er fundet så mange ringborge, må man kunne tillade sig at antage at også Jomsborg var en ringborg. Mange mener at denne fæstning lå i Oder mundingen, for eksempel nær den moderne Polske by Wolin.

Alle disse fæstninger blev bygget efter den samme skabelon i løbet af en forbavsende kort periode under en hersker med stor magt, organisatoriske evner og ikke mindst meget store økonomiske ressourcer, da disse projekter må have krævet en hærskare af arbejdere, store mængder tømmer og mange dygtige tømrere samt forsyninger til alle disse. Det er lykkedes at datere nogle af trelleborgene til år 980, og der kan ikke være tvivl om at den hersker, som lod dem bygge, var kong Harald Blåtand.

Det gamle ringformede keltiske voldsted ved La Cheppe, som kaldes "Le Camp d'Attila". Det antages at dette var de Kataluniske marker, hvor slaget mellem Attila og den sidste Romer Aetius og de Vestlige Goter fandt sted - Foto Patrimoine Culturel

Cirkelformede voldanlæg var ikke noget meget specielt i Nord Europa i tidlig middelalder. Det menes at der alene i Irland, South Wales og Cornwall er registreret langt over 50.000 cirkelformede voldanlæg, som var i brug op til omkring år 1.000.

Nogle antikke keltiske byer var befæstet med en cirkelrund vold som for eksempel "Le Camp d'Attila" nær la Cheppe i Nord Frankrig.

På øen Walcheren i floden Scheldes delta findes rester af hele fem ringborge fra 800 tallet. De hedder Oost Souburg, Middelburg, Domburg, Burgh bij Haamstede og Oostburg. Oost Souburg er udgravet og restaureret; den er dateret til omkring år 850. Ringvolden er strengt cirkelformet med en indre diameter af nogenlunde samme størrelse som Trelleborg på Sjælland. Den har haft træbrolagte korsgader og formentlig fire porte, hvoraf dog kun to er udgravet. Borgen har været omgivet af vandfyldte grøfter. Der er fundet rester af bebyggelse, men ikke i firelængede karreer som i de danske borge.

Luftfoto af den rekonstruerede ringborg i Oost-Souburg. Foto: Stichting Cultureel Erfgoed Zeeland.

Walcheren er kendt som tilholdssted for vikinger; derfor, de cirkelrunde voldsteder, især Oost Souburg, kan udmærket have været opført af Skandinaver. Mange vikingeborge lå på øer eller næs i flodmundinger eller ved udløb af åer. Rollo og hans mænd slog sig først ned i Seine mundingen, Hastings og Bjørn Jernside drog på ekspedition i Middelhavet fra en base i mundingen af floden Loire. Walcheren i Scheldes munding ville have været en perfekt base for vikinger.

Faktisk, Ringborge fra denne tid findes over hele Nord Europa. I Bretagne findes Camp de Péran, som også antages at være anlagt af vikinger. I Ditmarsken ligger Stellerburg fra jernalderen eller tidlig vikingetid. Lembecksborg på øen Föhr har en diameter på 140 m og en 10 m høj ringvold.

Ismantorps Borg, Eketorp og Gråborg på Öland er alle ringborge, som har været i brug i vikingetiden. Den enorme fæstning på Gotland, Torsburgen, er en slags ringborg, men volden danner langfra en perfekt cirkel.

I Estland findes ringborgen Varbola 60 km syd for Tallin fra omkring år 1.000 til 1.200.

Til venstre: Indvendig diameter af forskellige ringborge. Nogle fra Wikipedia eller andre kilder på internettet, nogle beregnet udfra areal-angivelser eller estimeret fra fotografier eller skitser af forfatteren.
Til højre: Luftfotografi af Camp de Peran i Bretagne - Foto Maurice Gautier og Philippe Guigon.

I Obodritisk område ligger mange ringborge, som har været brugt gennem lang tid. En af de største koncentrationer af slaviske ringborge ligger i området Launitz, omkring 100 km syd for Berlin, hvor der er blevet dokumenteret rester af næsten 40 cirkulære fæstninger fra vikingetiden, hver omgivet af en vandfyldt grøft. Dog har kun få af dem en helt cirkulær form. De indvendige diametre er mellem 50 og 100 m.

Ringborgen Bökelnburg i byen Burg omkring 10 km. nord for Brunsbuttel ved Elbens munding. Der er indrettet en kirkegård i borgens indre. Foto: Cultural Entities Schleswig-Holstein.

Nogle danske historikere har søgt at forklare de Skandinaviske ringborge med at Vikingerne hentede inspiration fra kaliffens Bagdad, som var omgivet af en cirkulær bymur. Som man se af de ovenfor nævnte eksempler er langfra nødvendigt at søge så langt væk for at finde inspiration. Danerne har bygget ringborge lige siden Romersk Jernalder.

I Danmark findes cirkelrunde voldsteder, som er opført allerede i Romersk Jernalder, såsom Troldborg Ring vest for Vejle, Hagenshøj nord for Skive og Smøl Vold nord for Broager. De kan ikke måle sig med de senere vikingeborge, men det er interessant at ringborge meget tidligt havde en vis tradition i Danmark.

Amminius skrev, at da kejser Valens legioner i år 378 nærmede sig den Gotiske vognborg ved Hadrianople, var "vognene arrangeret i en perfekt cirkel; som drejet på en drejebænk." Det viser at Germanske militære ledere meget tidligt ønskede at udnytte at en cirkel er den geometriske figur, hvor omkredsen er kortest i forhold til det indvendige areal.

Lay-out af Esefeld ved Itzehoe nord for Elben. Som man kan se var den langtfra perfekt cirkelformet. Der har været ført en jernbane tværs igennem den. Foto: Instant Trout Company.

Frankerne opførte en cirkelformet fæstning i Holsten i området nord for Elbmundingen kaldt Esefeld. I år 817 blev den angrebet af Daner og Obodritter ledet af Godfreds sønner. Fæstningen holdt stand, men Frankerne opgav den få år senere og etablerede sig istedet i et nybygget fort ved Elben, Hammarburg, som lå 60 km. længere mod syd. Ved den lejlighed må Danerne have erfaret at ringborge kan være svære at indtage.

Trelleborgene er noget af et mysterium. De er så store og mange, og de må have været umulige at overse i landskabet i tidlig middelalder. Men alligevel er de ikke nævnt med et eneste ord, ikke hos Saxo, ikke hos Snorre eller i nogen andre sagaer, legender eller krøniker. Det er som med de kinesiske terra-cotta soldater, der er enestående, men heller ikke nævnt i nogen historiske kilder.

Vi er ikke i tvivl om at alle de andre ringborge i Nord Europa har været forsvarsborge, som skulle enten beskytte befolkningen i tilfælde af angreb eller fastholde et område i en konges hånd. Det var for eksempel typisk tilfældet med Esefeld, som helt klart havde til formål at etablere og fastholde kejserens magt i området nord for Elben.

Luftfoto af Fyrkat ved Hobro- Foto vikingeborge.dk

Der har været megen diskussion om, hvad formålet med de Danske borge har været. Nogle mener at de var træningslejre for den hær, som skulle erobre England, andre mener at de var tvangsborge, som internt skulle fastholde Harald Blåtands magt over det nyligt forenede Danmark. Men mange hælder dog til den anskuelse at de var forsvarsborge, som var beregnet til at forsvare landet mod et truende kejserligt korstog mod nord.

Den berømte arkæolog Poul Nørlund hældede til teorien om at borgene var træningslejre og vinterkvarter for hæren, som var bestemt for angreb på England. Hertil må man sige at de har været meget dyre træningslejre. Det lyder dog utroligt at man har brugt så store mængder arbejdskraft og egetømmer og skrællet græstørvene af så mange hektar frugtbart agerland for at lave træningslejre; der var jo ingen fare for at Anglerne ville overrumple de uforberedte krigerne en tidlig morgen. Desuden, ingen kilder fortæller at datidens hære behøvede træning. Sagaerne fortæller blot at kongen udbød leding, og at han fylkede hæren eller flåden. Man gik ud fra at alle voksne mænd var våbenføre, at de allerede havde våben og kendskab til at bruge dem.

Trelleborg i Helsingborg - Plan for befæstning af Helsingborg fra 1644. Bemærk halvcirklen til venstre angiveligt med en tyndere paralel linie udenfor denne. Cirklen er komplementeret med en stiplet linie nedenfor. Sct Clemenskirken er angivet med et kors. Tegning bragt af Margareta Weidhagen-Hallerdt.

I flere artikler bliver det gentaget at de var tvangsborge, prestigebyggeri eller magtsymboler, som skulle sikre de aktuelle landsdeles loyalitet mod en tyrannisk kongemagt. Men denne teori har også problemer.

I sidste århundrede havde Stor Britanien som helhed den økonomiske formåen til at fastholde det mindre område, Nord Irland, i imperiet - med indsats af militær og politi. Efter de Skånske krige havde Sverige som helhed økonomisk formåen til at fastholde Skåne-landene på trods af Snaphane-virksomhed. Men at forestille sig at Knytlingerne med udgangspunkt i deres oprindelige rige omkring Jelling i Midt Jylland skulle have den økonomiske formåen til at holde resten af Danmark - som er et større areal - i et jerngreb med tvangsborge er helt klart urealistisk.

Der er ingen efterretninger om at Harald underlagde sig det østlige Danmark med "vold og våben", som Svend Estridsen berettede at Svea kongen Olaph gjorde. Tværtimod beretter Saxo at Harald arvede kongemagten.

Lay-out af Aggersborg ved Limfjorden. Den var den største af alle trelleborgene. Som ved alle de andre borge går de fire hovedgader fra centrum af og ud mod fire porte mod de fire verdenshjørner. Portene var overdækkede. Mellem volden og graven var omkring 8 meter. Ind imellem husene i hver fjerdedel af cirklen løb flere små tværgader. Det antages af nogle at med de 48 langhuse var der plads til omkring 5.000 mand. Aggersborgs har en strategisk beliggenhed da Limfjorden på borgens tid var åben for sejlads i mellem Kattegat og Vesterhavet som i dag. Desuden lå Aggersborg ved en af hærvejens tre passager over Limfjorden - Tegning: Statsministerium fur Wissenschaft und Kunst Freistat Sachsen.

Derfor, alle andre ringborge i Nord Europa fremstår helt klart som forsvarsborge; hvorfor skulle det være anderledes med de Danske trelleborge? Lige siden Godfred sønnernes dage havde de danske kongers politik i forhold til det kejserlige Tyskland vekslet mellem styrke og tilpasning. Trelleborgene må have været et element i militær styrke-demonstration, og modtagelse af kristne missionærer og accept af kristendommen elementer af samarbejde og tilpasning.

Ingen af Haralds imponerende bygningsværker viser tegn på at de nogensinde er blevet repareret; de fik kun lov til at leve en ganske kort periode. Efter 20 år var alle trelleborgene forladte og ødelagte. Fyrkat blev ødelagt af en brand og aldrig genopbygget. Kun Jomsborg fik en lidt længere levetid. Den blev først ødelagt af Magnus den Gode omkring år 1043.

Udgravninger har vist at kun få af bygningerne var beboet i borgenes levetid, resten blev øjensynlig brugt som værksteder og lagerbygninger.

Skjold fundet ved Trelleborg ved Slagelse. Det er fremstillet af fyrretræ fældet i Norge - Foto Pinterest.

En fuld bemanding af alle borgene i fredstid ville sikkert også have været økonomisk uoverkommeligt, og det var heller ikke nødvendigt. En fjendtlig hær, som nærmede sig sydfra, ville have en march-hastighed på måske omkring 20 km om dagen, og det ville give rigelig tid til at bemande og forsyne borgene fra lokalområdet.

Nylige isotop analyser af skelet materialet fra 48 personer fra udgravningen af Trelleborg viste at 32 var født uden for Syd Skandinavien. De tre kvinder, der blev undersøgt, var alle oprindeligt fra udlandet, og de yngre mænd stammede primært enten fra Norge eller det Slaviske område. Vi må tro at de var professionelle, borgens faste stok, som var i kongens tjeneste.

Der kom ikke noget nyt angreb fra kejseren, og borgene blev aldrig testet i kamp. Derfor må vi tro at borgene opfyldte deres mission og virkede demotiverende på et muligt kejserligt korstog mod Skandinavien.

4. Ravning Broen

I forbindelse med dræning af Ravning Enge og udretning af Vejle Å i den sidste halvdel af 1900-tallet opdagede man rækker af egestolper, der ragede op i terrænet. Dræningen af de fugtige enge fjernede vandet, og fik engbunden til at synke. Flere steder er jordoverfladen sunket mere end en meter siden 1950'erne.

Kunstnerisk fremstilling af Ravning Broen, som giver en god illustration af dens konstruktion. Desværre ukendt kunstner - Billed Galleri Mille & Søren.

En 760 m. lang og 5 m. bred bro af solidt egetræ rejste sig fra dyndet. Den krydsede den sumpede ådal ved Ravning ti km syd for Jelling. Træforbruget og forbruget af arbejdskraft har været enormt.

Omhyggelige dendro-kronologiske undersøgelse af træets åreringe har vist at de anvendte træer er blevet fældet omkring år 979-980, i hvilken tid Harald Blåtand var konge af Danmark. Den blev således bygget samtidig med trelleborgene, og dens konstruktion udviser det samme mesterskab i præcision og symmetri og kompromisløs mangel på tilpasning til det omgivende terræn.

Rekonstruktion af broens forløb ved Ravning over det bredeste sted i Vejle Ådal. Foto: Malcolm Bott.

De arkæologiske udgravninger har vist at selve broen var meget præcist bygget, når man tager i betragtning de værktøjer, som var til rådighed. Hvert brofag bestod af 4 lodrette stolper, der understøttede en vandret tværdrager, de yderste lodrette stolper var yderligere støttet af skrå-stivere. Reb bundet til hasselkæppe har vejledt brobyggerne med en sådan nøjagtighed at den største afvigelse fra en ret line i de lodrette stolpers placering er fem cm. Denne nøjagtighed gjorde udgravningen nem i 1972, arkæologerne vidste hele tiden præcis, hvor det næste brofag skulle findes.

Tværsnit af brofag på henholdsvis Ravning Broen og en lignende - men mindre - samtidig bro ved Risby mellem København og Roskilde. Fra Dagligliv i Middelalder af Else Roesdal.

Brofagene var placeret omkring 2,4 m. fra hinanden med variationer på op til en halv meter. I broens længderetning var brofagene forbundet med langsgående dragere, og oven på disse var monteret selve brodækket lavet af flere lag af halv meter brede planker; alt var samlet med trænavler.

Det antages at de 1.120 tilspidsede bro-piller blev sænket i vandet, indtil de nåede fast grund og derefter skåret af foroven i samme niveau. Det lyder simpelt, men er det sikkert ikke, da egetræ har opdrift.

Tre mysterier er forbundet med Ravning Broen:

- Dette storslåede ingeniørarbejde gik i glemmebogen efter ganske få år. Arkæologer har estimeret dens levetid til højst fem år. Den blev aldrig repareret eller vedligeholdt; formentlig har den været fuldstændig ubrugelig efter få årtier. På trods af den nidkære perfektionistiske omhu, der til fuldt mål blev anvendt ved opførelsen, kan der ikke findes tegn på at den nogensinde har været repareret - ganske som trelleborgene. Den er ikke nævnt i nogen krøniker eller sagaer; man får den tanke af at de gamle skammede sig over den.

Udsigt over Ravning Enge. Der er ikke meget at se; resterne af broen er igen blevet dækket til med jord. Det er den brede stribe grønt græs lidt til højre i billedet. I forgrunden ses en rekonstruktion af nogle få brofag udført af Vejle Museum i samarbejde med Kulturarvstyrelsen og Naturstyrelsen. Foto: Malcolm Bott.

- Broen er meget overdimensioneret. Hvad har den været brugt til? Bæreevnen er blevet beregnet til et akseltryk på 5 ton.

- Den repræsenterer ikke en genvej. En stor bro over den sumpede Vejle Ådal burde have til formål at spare nord-syd gående rejsende - inkluderet hære - for store omveje og dages rejse. Men rejsende i Jyllands længderetning kunne lige så godt have brugt Hærvejen, som er tør og jævn og forløber blot 10 km. vest for Ravning Broen.

Tilkørselsvej på nordside af Ravning broen. På nordsiden af broen er der fundet kørebaner belagt med sten og ris og længere oppe i på bakken findes en dobbelthulvej. Udgravninger har vist at vejen har været dækket af stenbelægning med et blødt midterparti, hvor hestene kunne træde. Foto: vikingeborge.dk

Flere historikere har foreslået at broen er bygget som en slags tidsfordriv; således at det hårde fysiske arbejde med brobygning skulle fastholde disciplinen i hæren. Herimod må man indvende at på Haralds tid havde man efter alt at dømme ikke stående hære - udover den hird, som konger og andre stormænd altid omgav sig med.

Det er også blevet foreslået at Ravning Broen i virkeligheden var en slags anløbsbro for havgående skibe, idet vandstanden i Verdenshavet dengang var 0,5-1,0 m højere, da vikingetiden var varmere end nutiden. Det virker også urealistisk; selvom Vejle Å virkelig var sejlbar dengang, kan der ikke have været behov for 750 m. kajlængde.

Det er heller ikke fuldstændig klart hvem, der byggede broen. Det er ingen tvivl om at 979-980 årene var i Harald Blåtands regeringstid, men både Adam af Bremen og nogle sagaer fortæller at kejser Otto besejrede Harald og den kejserlige hær nåede helt frem til Limfjorden. Man kan forestille sig at Ravning Broen blev bygget af - eller efter ordre af kejser Otto. Mod dette kan man argumentere at den nidkære perfektionisme, som blev udvist ved bygningen, viser dens slægtskab med trelleborgene. Desuden, hvis det var en kejserlig bro, skulle man forvente at finde rester af lignende broer i kejserens hjemland, Tyskland, hvilket ikke er forfatteren bekendt.

5. Kovirke

Danevirke er et system af forsvarsvolde, som er anlagt nogle km. nord for floden Ejderen. Voldsystemet forbinder den smalle fjord Slien med et vådområde omkring Hollingsted, som var ufremkommeligt før moderne tid.

Danevirke er ikke blot en vold, men et helt system af volde, som er opført i Jernalderen og vikingetiden over en periode på mere end 500 år. Desuden blev voldene forbedret og udbygget i 1860'erne. Det ældste træværk i Hovedvolden er blevet dateret til år 737 Photo: clioonline - historiefaget.

Den mest gådefulde del af Danevirke komplekset er Kovirke, som er den snorlige vold, som skærer sig gennem landskabet fra Selk Nor i øst til vådområdet omkring Rheide Å. Den opfylder sit formål med en længde af kun 6,5 km. og er således betydelig mere økonomisk end den øvrige voldstrækninger.

Tværsnit af Kovirke. Jordvolden var 1,7 til 2,0 meter høj og forsynet med palisade som også udgjorde brystværn. Fronten var støttet med en skrå planke belægning. Omkring 3,5 m. foran volden lå en 4 meter bred og 3 meter dyb spidsgrav. Foto: Grænseforeningen.

Som for trelleborgenes og Ravning broens vedkommende er volden ikke nævnt direkte i nogen sagaer eller krøniker. Ryd Klosters årbog fra 1.200 tallet omtaler forsvarsvolden for første gang: "Den vold, der kaldes Kovirke".

Kovirke er blevet temmelig sikkert dateret til år 980-983, hvilket er samtidig med trelleborgene og i Harald Blåtands regeringstid. Denne datering er understøttet af voldens udprægede lighed med trelleborgene, der antyder de samme bygmestre. Volden og grøften er med nidkær perfektionisme anlagt i en fuldstændig ret linie uden nogen tilpasning til det omgivende terræn.

Kovirke og Kograv ved Jagel Flyveplads. Foto: Volknei - Wikipedia.

Ganske som trelleborgene synes Kovirke kun at have været i brug i kort tid. Den har kun været vedligeholdt i få år. Volden er helt uden senere udbedringer, og i grøften kan der ikke spores uddybninger.

Kovirke ligger 2 km. syd for Danevirke Museum. En stor del af den blev sløjfet i forbindelse med anlæggelsen en militær flyveplads i Jagel i 1935.

Ved analyser af årringe i udgravet tømmer er det blevet påvist at forbindelsesvolden længere mod nord blev opført eller forstærket allerede i årene 964-968, i hvilket år Harald var konge af Danmark. Men han må have ment at det ikke var nok, og derfor opførte han også Kovirke, sikkert i 983.

Også halvkredsvoldene omkring handelsbyerne Hedeby og Aarhus er opført i Haralds regeringstid.

6. Jelling Anlægget

Sagaer, sagn og krøniker beretter meget om kongerne i Lejre på Sjælland, medens Knytlingernes kongesæde i Jelling stort set ikke nævnes, selvom de store gravhøje og runestene klart bevidner at stedet var et vigtigt politisk center i vikingetiden.

Statholder i hertugdømmerne, Henrik Rantzau, lod i 1591 fremstille et kobberstik af monumenterne i Jelling - det ældst kendte billede af højene og den store Jelling sten. Bemærk at der står en sten på Sydhøjen; den må være den lille Jelling Sten.

Først i år 1185 omtaler Svend Aggesens Jelling i sin Danmarkshistorie: " - Da hine berømmelige dronning tillige med sin husbond, kongen, havde fuldendt sit åremål, så lod deres søn Harald Blåtand, der også arvede kronen, efter sine hedenske landsmænds skik begge sine forældre jorde i to ens tvillinghøje som stolte gravmæler, tæt ved kongegården i Jelling."

I 1820 fandt lokale bønder i Jelling et tømret gravkammer af egetræ i Nordhøjen. Der ses i midten skilleplanken, som deler det brede kammer i to dele, som var det beregnet til to personer. Kobberstik fra 1821 efter tuch tegning af H.G.F. Holm.

Saxo, som var hans næsten samtidige, nævner ikke Jelling direkte, idet han fortæller om Haralds begravelse af moderen Thyra: " - og Harald lod hende stede til jorde med den største pragt og begrave tæt ved faderens grav under almindelig landesorg, thi der var ikke det hus, hvor man ikke sørgede bitterlig over hendes bortgang og mente, at ved hendes død var hele landets velfærd gået til grunde. Hvor nu kirken står, ser man de to ægtefællers grave, en på hver side af den."

Der er næppe tvivl om at i den tidlige kristne periode, lad os sige middelalderen, mange præster og munke må have betragtet perioden forud for kristendommen som noget ligegyldigt hedenskab.

Først i 1586 rejste Frederiks II´s lensmand på Koldinghus, Caspar Markdanner, den store Jelling sten op, så den igen kom til ære og værdighed. Den havde hidtil henligget væltet, med teksten nedad.

En bautasten optages fra Jelling kirkegård i begyndelsen af 1900-tallet. En almindelig måde at komme af med store sten, der lå i vejen for dyrkningen, var at grave et stort hul ved siden af stenen og dernæst vælte den ned i hullet. Det er netop, hvad der er sket med mange af bauta-stenene på Jelling Kirkegård. Fund af tegl i hullerne viser, at nedgravningerne er foretaget længe efter vikingetiden. Foto: Jelling Monumenterne af Sten Hvass.

Nordhøjen er bygget op over en bronzealder-høj. Fra gammel tid er den blevet kaldt dronning Thyras høj. I 1820 fandt lokale bønder et tomt gravkammer, som er blevet dateret til vinteren 958-959. Det antages almindeligvis at graven har indeholdt Gorm den Gamles jordiske rester, som allerede i Haralds tid blev flyttet til en kristen grav i kirken.

Sydhøjen, som fra gammel tid kaldtes kong Gorms grav, var genstand for en omfattende udgravning i 1941-42. Der blev gravet helt ned til bunden, og man fandt ingen grav. I bunden var derimod to let kurvede rækker af meget store sten. På stenene var der bevaret mos- og lavbevoksning, som viste at de havde stået der et stykke tid før Sydhøjen blev opført. Nogle få stumper træ fundet i bunden af højen er blevet dateret til år 970. På Henrik Rantzau's kobberstik fra år 1591, ses en sten på toppen af højen, som forfatteren tror er den lille Jelling sten.

Samtidig skibssætning ved Glavendrup vest for Otterup på Fyn. De store sten er sat op i form af et skib, i hver ende er en lille høj. På den ene af disse står Glavendrup runestenen. I Jelling var en lignende skibssætning med en høj i den ene ende, nemlig Sydhøjen, blot er både stenene og højen meget større. Man kan have forestillet sig at den lille Jelling sten på samme måde har stået på denne høj. Foto: Kåre Thor Olsen wikipedia.

Skibssætningen - De to let kurvede rækker af bautasten i bunden af Sydhøjen fik nogle til at tænke på at man også andre steder i området var stødt på meget store sten, og det kunne være del af en skibssætning. Ved hjælp af et kirkegårdskort, en gravstensprotokol og gamle beretninger lykkedes det Steen Wulff Andersen fra Vejle Museum at lokalisere forekomsten af endnu flere store sten, som tilsammen viste sig at udgøre en 370 m. lang skibs-sætning. Skibssætningen er ikke overbevisnede dateret, men den må nødvendigvis have været opført før opførelsen af Syd højen år 970. Det forekommer meget sandsynligt at den er opført forud for eller i forbindelse med rejsningen af Nord Højen år 958-959.

Jelling anlægget set fra luften. Nordhøjen til højre og Sydhøjen til venstre. Runestenene står bag kirken og er ikke synlige på dette billede. Skibssætningen, palisaden og hustomterne er ikke umiddelbart at se. Dog er palisadens forløb og langhusenes grundplan blevet markeret i hvid beton med støtte fra A.P. Møller Fonden. Foto A.P. Møller Fonden.

I 1771 besøgte tegneren Søren Abildgaard Jelling og i sin dagbog skrev han: "På den østlige Side af Dronningens Høi i Lars Sognefogeds Tofte, hvor der ligge nogle store Kampesten i en Rad fra Syden til Norden - "

Det siges at Den Lille Jelling Sten i sen Middelalder henlå som en slags bænk ved kirkedøren og først fik sin nuværende plads på et tidspunkt mellem 1627 og 1639. Det vides ikke med sikkerhed, hvor den oprindelig stod. På Heinrich Rantzau gravering fra 1591 er vist en sten på toppen af Sydhøjen, som mest sandsynligt er den lille Jelling sten. Teksten på stenen lyder på moderne Dansk: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyra sin kone Danmarks bod."

Den Store Jelling Sten var på mange måder en moderne sten for sin tid. Udsmykningen står i fremhævet frithugget relief, og runerne skal læses som linier fra venstre mod højre som i en bog. På de fleste andre runestene skal runerne læses lodret. Det er blevet påvist at den står på sin oprindelige plads eller meget tæt på denne. Saxo beretter at Harald lod stenen rejse sent i sit liv og sin regeringstid: "Der var nemlig på Jyllands kyst fundet en usædvanlig stor sten, som han ville smykke sin moders grav med, og den bød han skulle slæbes did af af mennesker og øksne. Imidlertid var de, som sammen med Svend stod for styret på flåden, blevet lede og kede af Haralds herredømme, dels fordi han var gunstigt stemt imod kristendommen, dels fordi han lagde usædvanlige byrder på almuen."

Jelling anlægget set fra luften. De hvide prikkede linier markerer forløbet af skibssætningen og den rhombe formede palisade. Den tynde gule linie er rhombens diagonaler, som skærer ret perfekt i Nordhøjen gravkammer, som således er det geometriske centrum for hele anlægget. Efter Hvass 2011.

Palisaden - I forbindelse med udgravning af skibssætningen i 2006 stødte arkæologer på spor af en meget kraftig bygget palisade, som omgav hele Jelling anlægget. Der er tale om palisadehegn med en total længde på 1,4 km, som afviger blot nogle få meter fra en perfekt rhombe form; Siderne er næsten parallelle med længdeaksen i skibssætningen, og rhombens diagonaler skærer hinanden i en ret vinkel ret præcist lige i gravkammeret i Nordhøjen. Palisade-indhegningens sidelængde er ret tæt på 360 m. således at den netop indhegner skibssætningen. Vi genkender den nidkære geometriske perfektionisme, som kendetegner også trelleborgene, Ravning Broen og Kovirke.

Stolpehuller fra palisaden i Jelling. For hver omkring en meter var der støttestolper, som utvivlsomt har haft forbindelse med vandrette elementer højere oppe på palisaden. Foto: Jelling Monumenterne af Sten Hvass.

De enkelte stolper var 15 x 35 cm i tværsnit. De var gravet 1,20 - 1,5 m. ned i jorden med sten og ler på begge sider, hvilket indikerer en højde på omkring 3 m. På begge sider af palisaden var der med jævne mellemrum støttestolper, som uden al tvivl har haft forbindelse med vandrette langsgående elementer, som har holdt de lodrette planker på plads.

I den nordlige del af palisaden har der været en port. Uden for og indenfor porten fandtes stolpehuller, som antyder at den har været overdækket.

Stolpehuller fra et hus af Trelleborg typen fundet i Jelling. Jelling husene havde "våbenhuse" ved indgangene. Foto: Jelling Monumenterne af Sten Hvass.

Stumper af træ fra palisaden, som var bevaret i vandhullet Smededammen, er blevet årrings-dateret til år 968.

Huse af trelleborg type - Indenfor palisaden blev desuden fundet stolpehuller fra tre langhuse med de karakteristiske buede langvægge. Det ene af de nye langhuse ligger på linje med det langhus, der blev fundet i 2007 langs med den nordlige palisade i en afstand af ca. 13 m. fra palisaden. De to andre langhuse ligger langs den østlige del af palisaden. De har samme grundplan og størrelse som husene i trelleborgene, men adskiller sig ved at de har en slags våbenhus ved indgangene, og de to indvendige skillevægge er placeret lidt anderledes.

Rester af palisaden i vandhullet Smededammen. Foto: Medieval Histories.

Nordhøjen med gravkammeret kom først i vinteren 958-959. Skibssætningen er ikke dateret, men vi kan tro at den senest blev opført i forbindelse med Nordhøjen. Palisaden blev rejst i år 968. Sydhøjen kom til i 970. Husene er ikke nøjagtig dateret.

I skibssætningen i Glavendrup ved Otterup på Fyn er Bautastenen rejst på en høj i den ene ende af skibet. Vi må tro at begravelsen var i midten af skibet, som den ville være i et rigtigt vikingeskib, som for eksempel Ladby skibet. Skibssætningen i Jelling har også en høj i den ene ende, nemlig Sydhøjen - men ingen bautasten på højen. Imidlertid, vi har en herreløs bautasten, som med ret stor sandsynlighed oprindeligt har stået på toppen af Sydhøjen, som ligger nøjagtig i den ene ende af skibssætningen.

Indskrifterne på Glavendrup stenen og den lille Jelling sten minder også om hinanden: "Ragnhild satte denne sten efter Alle - " og: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyra - ", og de er begge fundet i forbindelse med en skibssætning. Desuden, på Rantzaus's kobberstik fra 1591 er vist en sten på toppen af højen, som sandsynligvis er den Lille Jelling Sten.

Det genskabte gravkammer i Nord Højen tegnet af Jacob Kornerup i 1861 i forbindelse med Frederik VII's udgravning ledet af Worsaae. Der er en skille-planke midt i rummet, der deler det op i to afdelinger - som var det beregnet for to personer.

Lad os engang forfølge den tanke at den lille Jellingsten oprindeligt blev placeret på toppen af Sydhøjen og se, hvor logikken vil føre os hen.

Sydhøjen blev opført i 970, og vi må da tro at Thyra døde dette år. Gorm var da stadig i live og satte en sten efter Thyra på samme måde, som Ragnhild satte en sten efter Alle i Glavendrup.

Vi vil tro at Thyra oprindeligt blev begravet i kammeret i Nordhøjen, fordi begravelser i virkelige vikingeskibe var i lastdelen i midten af skibet. Nordhøjen er jo også i hundreder af år blevet kaldt dronning Thyras høj. Gravkammeret i denne må da have været opført på forhånd i 958-959, medens Gorm og Thyra stadig var i live.

Kammeret var meget stort, omkring 2,6 x 6,75 m eller 17 m2. Det er faktisk noget stort til en person, selv en konge. Det må være bygget på forhånd for at rumme både kong Gorm og hans dronning. Det ville være helt i overensstemmelse med den heroisering, som Thyra iøvrigt var omgivet med, at blive begravet side om side med sin mand, kongen. Desuden på flere gamle tegninger er vist en skilleplanke midt i kammeret, som antyder at det var beregnet for to personer.

Desuden, det er ikke usædvanligt at en hersker påbegynder bygningen af sin grav i levende live. Den første Qin kejser i Kina begyndte at bygge sin grav straks, da han blev kejser som 13 årig. Og allerede nu træffes der i Roskilde Domkirke forberedelser til hendes majestæt dronning Margrete og Prins Henriks sidste hvilested.

Grafisk rekonstuktion af Jelling anlægget. Der er meget store arealer indenfor palisaden, som er tomme; husene står meget spredt. Det giver indtrykket af at der var planlagt noget mere, som imidlertid aldrig blev til noget. Tegning: National Geographic

Det er nu usikkert, hvornår Gorm døde, da vi ikke længere kan støtte os på dateringen af træværket i gravkammeret. Men han er ikke nævnt i historiske kilder i forbindelse med krigen mod kejser Otto, og vi kan tro at han døde ganske kort efter sin hustru, som gik bort i 970, og han blev indsat hos hende i Nordhøjen. Mange mener at han ret få år efter blev overført til en kristen begravelse under kirkegulvet.

Harald Andersen har i en artikel i Skalk i 1988 argumenteret at personen under kirkegulvet med stor sandsynlighed ikke er Gorm. Han mener at årsagen til at man ikke har fundet menneske-knogler i Nord Højen er at menneskelige knogler er tyndere end for eksempel hesteknogler og derfor er Gorms jordiske rester fuldstændig nedbrudte og forsvundne. Indbruds-hullet i gravhøjen er simpelthen udført af gravrøvere engang i middelalderen.

Forfatteren tror at også Thyra blev indsat i det kongelige gravkammer omkring 970, og hendes jordiske rester er ligeledes forlængst fuldstændig nedbrudte.

Dronning Thyra kunne således kunne have spillet en rolle i udbygningen af Danevirke, som fandt sted omkring 1-2 år før 970, som traditionen fortæller at hun gjorde.

Desuden en lang periode, hvor Harald var medkonge hos sin fader, vil forklare Gorms tilnavn, "den gamle", idet han da ville være den ældre af to konger. Sådan et medkongeskab bliver understøttet af Roskilde krøniken: "Denne Gorm var Haralds fader; Harald styrede i faderens levende live riget i 15 år, og efter faderens død herskede han i 50 år". Selvom varigheden af Haralds regeringstid her er nok lidt overdreven.

Den svenske arkæolog Caroline Arcini har analyseret 557 Vikinge skeletter, der stammer fra årene 800 til 1050, og opdaget, at 24 af dem har dybe, tværgående riller på tværs af deres øverste fortænder. Denne form for ødelagt tandemalje vil let blive sort.
Vi husker, at de kaldte farven sort for blå, de kaldte for eksempel negre for "blåmænd". Nogle havde spekuleret, at Harald Blåtand kan have fået sit tilnavn fra denne form for tand modifikation. Foto: Daily Mirror fra en udstilling på British Museum.

Da Biskop Unni besøgte Danerkongens hof nogle få år før sin død 936, måske 934-35 var Worm konge, og Harald var hans søn, om hvilket Adam fortæller: "Men da den Guds bekender kom til Danernes land, hvor som sagt den grusomme kong Worm dengang herskede, formåede han ikke at ombestemme kongen på grund af dennes medfødte vildskab. Til gengæld skal han have vundet kongens søn Harold for sig ved sin prædiken."

Harald var stadig i stand til at gå i krig og føre våben ved sin død i år 986, så vi må tro at han ikke kan have været over 65 dengang. Uanset at Svend Estridsen fortalte Adam: Ved sin død var Harald "alderstegen og kropsligt svag". En alder af 65 år ved sin død indebærer at han ville have været 10-15 år gammel - en ren teen-ager - ved biskop Unnis besøg i år 934. Men måske har andre danske ledere indset at det ikke var klogt at være for konfrontatorisk i forhold til Tyskland og derfor vist nogen forståelse for Unni og hans sag.

Hedeby var omgivet af en halvkredsvold ligesom Aarhus og Julin. Foto: Exploring Britains Viking Heritage.

Kongen af York, Erik Blodøkse, faldt i 954. Hans hustru Gunhild og mange sønner flygtede til Orkney og drog senere til Danmark, hvor de ifølge Heimskringla blev modtaget af kong Harald Blåtand. Det vides ikke, hvor længe de ophold sig i Orkney. Gunhildsønnerne tog magten i Norge omkring år 961, måske kom de til Danmark omkring 958. På denne tid kan Harald have været medkonge med sin fader Gorm.

Det ses ofte at en junior, som gennem lang tid har stået i skyggen af en erfaren og berømt leder, handler overilet og uklogt, når han endelig kommer til magten, fordi han ivrigt ønsker at overgå sin senior. Tænk blot på Jes Søderberg og Mc-Kinney Møller.

Vi kan tro at Gorm døde kort tid efter sin dronning mellem 970 og 973, og Harald blev nu enekonge. Han ønskede straks at demonstrere sin magt og beslutsomhed og beordrede derfor massakren i Hedeby, som fik katastrofale følger. Adam beretter at Danerne selv startede krigen: "Det var Danerne, der ønskede krig: De dræbte nemlig i Heidiba kong Ottos udsendinge tilligemed markgreven og udslettede hele den Saxoniske koloni fuldstændigt." Dette skal efter manges udsagn have udspillet sig år 973.

Otto den Store førte derefter krig mod Danerne: "- hærgede han med ild og sværd hele landskabet op til det yderste hav, som adskille Nordmannerne fra Danerne -" og videre "På tilbagevejen blev han mødt af Harold ved Sliaswig".

Jelling stilen er en Germansk Dyreornamentik fra vikingetiden. Den har fået sit navn fra dyreornamentikken på sølvbægeret fundet i gravkammeret i Nordhøjen i Jelling. Det er båndlignende dyr med kun to forben eller hænder og en slags hestehale som slynger sig imellem hinanden og griber fat om hinanden. Jelling stilen er iøvrigt svær at definere.

7. Harald i Normandiet

Allerede i slutningen af 800-tallet slog vikinger ledet af Rollo sig ned i Seine mundingen, således som mange andre vikinger havde indrettet deres borge i flodmundinger, som for eksempel ved udløbet af Schelde, Loire og Garonne. Rollo og hans mænd bed sig fast, plyndrede og ødelagde klostre langt op ad Seinen og belejrede Paris. Kongen af de Vestlige Franker, Karl den Enfoldige, greb til en traditionel løsning og aftalte med Rollo i år 911 at give ham området omkring Seine mundingen som len, mod at han forsvarede landet mod andre vikinger.

Rollo på seks hertug statuen på torvet i Falaise. Foto Michael Shea - wikipedia.

Munken Dudo af St. Quentin skrev Normandiets Historie under de første hertuger: Den første hertug var Rollo, som blev efterfulgt af sin søn Wilhelm Langsværd, som allerede i nogle år før faderens død havde været medregent. I året 942 blev Wilhelm imidlertid myrdet af nogle Frankiske adelsmænd under påskud af forhandling og forsoning. Den franske konge Ludvig 4. benyttede sig af at Wilhelms søn Rikard kun var et barn, og at landet således var uden leder og let måtte kunne falde tilbage til den Franske krone, og han sikrede sig derfor drengens person. I deres nød sendte de Normanniske stormænd bud til Haigrold, Dacias konge med bøn om at " - han ville haste til til hjælp for Rikard, den store hertug Wilhelms søn, hans kødlige slægtning" - " - af kærlighed til sin slægtning Rikard modtog den højsindede kong Harald af Dacia de Normanniske sendemænd med ære, og efter at have bygget skibe, fyldt dem med fødemidler og krigere, kom han så hurtigt han blot kunne med en umådelig mængde krigere til Sabina Corbonis, der hvor Dives stærke strøm munder ud i det oprørske hav. Da mændene fra Coutances og Bayeux hørte om kong Haralds ankomst for den lille Rikards skyld, gik de i hans tjeneste."

Hvis vi tror at Harald var omkring 65 år gammel, da han faldt i kamp i år 988, må han have været godt tyve år gammel, da han drog til Normandiet i spidsen for den danske ekspedition.

I et stort slag ved floden Dive sejrede de forenede Daner og og Normanner over Frankerne og kong Ludvig blev taget til fange: "Da solen varmede i den tredie time, begyndte styrkerne fra Coustances og Bayeux at gå over Dive." - "Der stod også kong Harald med folkene fra Coustance og Bayeux og nærved kong Ludvig med Frankerne omkring sig. Men der stod også Dacernes udvalgte ungdom støttet til deres lanser med skjold i hænde."

Kort over Frankrig, som viser det område, som Karl den Enfoldige gav til Normannerne ledet af Rollo i år 911. Pinterest.com

"De søgte blot et påskud til at dræbe Frankerne og kongen." Normannerne fik øje på hertug Wilhelms morder i kong Ludvigs følge: "Med et vredesråb, som steg mod himlen, svingede alle Dacerne deres våben og trængte i blindt raseri over mordet på deres herre ind på grev Herluin og dræbte ham uden at blinke." - "Omringet til sidst på alle sider af de talløse fjendeskarer fra Coustances og Bayeux såvel som af hedninger blev de grumt hugget ned og flænget ihjel som får af ulve. Således blev i det dødbringende kampmøde atten fornemme grever ramt af døden og faldt i dysten på kong Ludvigs side."

"Da kong Ludvig så sig forladt af sin Frankiske livvagt og havde erkendt faren ved fortsat kamp, søgte han redning i en sen flugt. Da kong Harald opdagede at Ludvig ikke mere var på pladsen, forfulgte han ham hurtigt med en halvdeling rask beredne. Kong Ludvig flakkede på sin flugt hid og did, fordi bidseltøjet havde løsnet sig fra hestens hoved, og han sad blot med tøjlerne i hånden. Kong Harald indhentede snart Ludvig, der var så alvorligt hæmmet. Med hånden på sit blinkende sværdfæste drog han sværdet af skeden og overlod Ludvig til sine krigere med ordre om at han ikke måtte undslippe eller dræbes. Idet han lykønskede sig med kongens tilfangetagelse, red han hurtigt tilbage til slagmarken og nedhuggede næsten alle Frankerne."

Den normanniske stormand Bernhard af Senlis bekræftede Haralds bedrifter: "Lad det dig nu blive kendt som en given ting, at kong Harald af Dacia for Rikard, min søstersøn og hans slægtning, har kæmpet mod kong Ludvig og i dette slag dræbt seksten grever samt grev Herluin og hans broder Lambert, ja under dette skrækkelige blodbad i Frankerriget endog jaget dets konge på flugt taget ham til fange og sat ham i fængsel i Rouen under bevogtning af Bernhard den Danske."

Til venstre: Typiske Skandinavisk brocher fra vikingetiden fundet ved Pîtres syd for Rouen. Foto Musée Normandie fibules tortues de Pîtres. Wikipedia.
Til højre: Anvendelse af brocherne: Illustration af Charlotte Rimstad i Vikinger i Uld og Guld.

Tyve år senere, i år 965, blev det lille Normanniske hertugdømme igen trængt af en Fransk konge, som nu hed Lothar. Drengen Rikard var nu vokset op og bleven en dygtig hærfører, men han mente alligevel at det var klogest endnu engang at søge hjælp hos sine slægtninge i Danmark. En stor flåde ankom til Rouen fra Danmark, og kong Lothars land blev hærget viden om. Denne ekspedition blev dog ikke ledet af Kong Harald.

Vikinge skibe på Bayeux-tapetet.

Det er temmelig klart at Haigrold/Harald kom fra Dansk område. Nogle fremtrædende danske historikere har dog betvivlet at Haigrold/Harald er identisk med Harald Blåtand som ung, jeg kender ikke deres argumenter.

Det kan ikke udelukkes at Haigrold kom fra den østlige del af det nuværende Danmark, dronning Thyras hjemland, som købmanden Ottar kaldte Denemearce, hvor Harald efter alt at dømme var et traditionelt kongenavn. Dudo nævner jo at Rollo kom fra det østlige Dacien. Det kunne også forklare Normannernes efterhånden kølige forhold til Danerne under Knuds sønner, nemlig at de mente at det Danmark, som de oprindeligt følte sig knyttet til, var blevet overtaget af vikinger og opkomlinge, nemlig Knytlingerne. Vi ved ikke, hvornår Harald Blåtand "vandt sig hele Danmark".

I virkeligheden, så mange ting kan ikke udelukkes, og så mange teorier kan fremsættes. Alle, som kom fra Skandinavien, blev i flæng kaldt Normanner eller Daner og sikkert også Dacer. Knytlingerne udsprang fra vikinger i England, som vendte tilbage til deres fædres land og erobrede magt der. De kan meget vel have haft nære forbindelser med andre vikinge områder og brohoveder i Vest Europa, som for eksempel Normandiet i Frankrig.

8. Danmark og Norge

Gunhild var Harald Blåtands søster, hun var gift med Erik Blodøkse af York. Han faldt i slaget ved Stainmore i år 954, og dronning Gunhild flygtede til Orkney med sine mange sønner. Deres navne var Gamle, Harald, Erling, Gorm, Gudrød, Sigurd, Ragnfred og muligvis flere.

Kort over Orkneyøerne med gammel nordiske navne. Kortbilag til Olav den Helliges Saga ved Udvalget for Folkeoplysnings Fremme, Kjøbenhavn 1906.

Den Norske konge Håkon Adelstensfostre var drengenes farbror. Håkon den Godes Saga fortæller at han havde nogle uoverenstemmelser med Danerne: "Efter dette hærgede kong Håkon viden om på Sjælland og ranede mange; han dræbte nogle, men nogle fangede han; af nogle tog han store bøder og fik da ingen modstand. Så siger Guthorm Sindre: Siden for kong Håkon øst på langs Skånes kyst og hærgede overalt, tog penge og skatter af landet og dræbte alle vikinger, hvor han fandt dem, både Daner og Vender."

Det gav anledning til panderynker hos Harald Blåtand, men umiddelbart foretog han sig ingenting: "Kong Harald Gormsøn rådede da for Danmark; han brød sig lidet om, at kong Håkon havde hærget i hans land; og de ord gik derom, at danekongen sikkert ville hævne sig, men det blev der dog ikke noget af meget snart."

Men rygtet om problemer mellem Danmark og Norge nåede frem til Orkney til Gunhild og hendes sønner: "Men da Gunhilds sønner spurgte dette, at det var ufred mellem Danmark og Norge, gør de og Gunhild sig rede til at fare østover." - "Men da Gunhild kom til Danmark med sine sønner, for hun til kong Harald og fik der god modtagelse; kong Harald gav dem land-indtægter i sit rige, så store, at de kunne vel holde sig og deres mænd, men han tog Harald Eiriksøn til fostersøn og knæsatte ham; han fødtes op der i danekongens hird." - "De var tidligere vakre mænd og voksne i kraft og færdighed end i år."

Men Harald Blåtand havde ikke glemt Håkons plyndringer i Danmark: Da kong Håkon Adalstensfostre havde været konge i Norge i 26 år efter at Nordmændene havde fordrevet hans broder, Erik Blodøkse, fra landet, skete det at hans vagtmænd så at mange skibe kom sejlede fra syd. Det var Gunhilds Sønner, som kom for kræve Norge efter deres fader. Det var omkring år 961.

Håkon den Gode, også kaldet Håkon Adelstenfostre, malet af Peter Nicolai Arbo i 1800-tallet.

Håkon den Godes Saga skrev at: "Harald Eriksøn var dengang høvding for brødrene efter Gamles fald; de havde der en stor hær med sønden fra Danmark." Saxo taler om at "Harald Blåtand gav Harald Gunhildssøn Eyvind og Karlshoved til kampfæller og en flåde på tresindstyve skibe."

Gunhildsønnerne flygtede, men kong Håkon fik banesår. På sit dødsleje anbefalede han Nordmændene at vælge den ældste, Harald Gråfeld, som konge. Sønnerne etablerede sig derefter i Norge. "Gunhild, deres mor, tog meget del i regeringen af landet sammen med dem; hun blev da kaldt kongemor" siger Eriksønnernes Saga.

Håkon Adelstenfostre i kamp mod Gunhilds sønner med sit sværd Kværnbit. Kong Håkon var nemt genkendelig på hans gyldne hjelm. En af hans mænd satte en hue over hjelmen for at skåne kongen - men dog forgæves. Tegning Halvdan Egidius i Heimskringla 1930.

De var fattige kongesønner, som aldrig havde levet i kongelig overflod: "Alle Gunhilds sønner blev kaldt grådige, og det var snakken, at de gemte værdier i jorden."

"Gunhildsønnerne antog, som det før blev skrevet, kristendommen i England, men da de kom til magten i Norge, kom de ingen vegne med at kristne folk i landet, så overalt, hvor de kom, nedbrød de helligdommene og forstyrrede ofringerne, deraf fik de mange uvenner. Det var i deres dage, at velstanden i landet blev spildt, for der var mange konger, og hver af dem omgav sig med livvagt, hvilket krævede mange omkostninger; de var tillige meget pengegriske, og de overholdt ikke mange af de love, som kong Håkon havde fastsat, bortset fra dem, som de fandt for godt. De var alle meget smukke mænd, store og stærke og vældige idrætsmænd."

Gunhild æggede sine sønner til at gøre noget ved Sigurd Jarl i Trøndelag mod nord: "Jeg finder det underligt, at I hver sommer farer på vikingetogt til andre lande, mens I indenlands lader en jarl tage jeres farsarv fra jer. Harald - din farfar (Harald Hårfager), som du er opkaldt efter - ville regne det for intet at sætte en jarl fra magten og livet - ham, der vandt sig hele Norge og siden regerede over det til sin alderdom."

Håkon Jarl i dybe tanker. Tegnet af maleren Christian Krogh (1852 - 1925) - Wikipedia.

To af kongerne - Harald Gråfeld og Erling - gjorde noget ved problemet: "De sejlede om natten ved stjernelys." - "sidst på natten kom de til Åglo - der hvor jarl Sigurd var på besøg. De satte ild til huset og brændte gården og jarlen inde med alle hans folk."

Harald Blåtand besluttede sig da for at skifte hest i Norge. Han inviterede Sigurds Jarls søn Håkon Jarl til at opholde sig hos ham i Danmark.

Hos Harald Blåtand opholdt sig også Guld-Harald, som var søn af hans broder Knud, som faldt i England. Han havde sit tilnavn på grund af alt det guld, som han havde samlet på sine vikingetogter. Guld-Harald gjorde krav på det halve kongerige, hvilket gjorde Harald Blåtand meget vred, ifølge Olav Tryggvesons Saga sagde han: "- at ingen mand havde krævet det af kong Gorm, fader hans, at han skulle blive halv-konge i Danmark, ikke heller af hans far, Horda-Knut eller af Sigurd Orm-i-øje eller af Regnar Lodbrog."

Det siges i flere sagaer at Harald Blåtand og Håkon Jarl grundlagde deres venskab ved at bage en rævekage sammen: Harald Blåtand inviterede den Norske kong Harald Gråfeld til Danmark. Håkon og Guld-Harald skulle vente på ham med alle deres mænd ved Hals i Limfjorden for at dræbe ham. Guld-Harald angreb først Harald Gråfeld med overlegen styrke og fældede ham. Men efter slaget rykkede Håkon Jarl frem med friske styrker og angreb Guld-Harald, greb ham og hængte ham i en galge. Håkon Jarl fik hurtigt tilgivelse hos Harald Blåtand for at have dræbt hans brodersøn.

Således undgik Harald Blåtand at få blod på hænderne ved drabet på sin nevø, Guld-Harald og sin nevø og fostersøn, Harald Gråfeld. Samtidig fik Håkon Jarl banet vejen for sin tilbagevenden til magten i Norge i samarbejde med Harald Blåtand.

Knytlinge Saga beretter: "Kong Harald Gormsøn fik ved svig den norske konge Harald Gunhildsøn bragt af dage; denne faldt ved Hals i Limfjorden, som det fortælles i Norges konge-sagaer; men siden drog Kong Harald til Norge med sin hær, underlagde sig hele landet, og satte Jarlen Hakon Sigurdsøn til høvding derover."

Håkon Jarl gemmer sig under en grisesti. Da Håkon Jarl var omkring 65 år gammel, nærmede Olav Tryggvesson sig og ønskede at slå denne hedning ihjel. Han opsøgte sin gode veninde Tora, som gemte ham sammen med hans træl, Kark i en underjordisk hule under en grisesti. Medens han sov, blev han dræbt af Kark, som præsenterede hans hoved for Olav Tryggvesson, som imidlertid lønnede ham med også at blive halshugget.
I Olav Tryggvessons Saga siges det om Håkon Jarl: "Gavmildst af mænd var Håkon Jarl, og den største ulykke førte en sådan høvding til hans dødsdag. Men at det gik sådan, kom sig mest af at nu var tiden kommet, da blotning og blotmænd skulle fordømmes, men i stedet kom den rette tro og de rette sæder".

Håkon Jarl blev dræbt mange år efter i forbindelse med at Olav Tryggesson blev konge af Norge. Håkon Jarls Saga beskriver ham: "Håkon jarl var også meget vakker af udseende, ikke høj, men stærk og en stor idrætsmand, klog og en stor hærmand."

Adam af Bremen vidste mange dårlige ting om ham, blandt andet at han nedstammede fra jætterne: "I Norwegien var Hakkon hersker indtil Nortmannerne fordrev ham, fordi han opførte sig ret så overmodigt. Harold fik ham genindsat med magt og gjorde ham velvilligt indstillet overfor Kristi tilhængere. Den grusomme Hakkon var af Ingvars slægt og nedstammede fra giganternes æt."

Flere sagaer fortæller at han var meget kvindeglad. Olav Tryggvessons Saga siger om dette: "Men da Håkon Jarl begyndte at blive gammel, da gik det meget vidt med hans løsagtighed, ja det kom endogså tilsidst dertil, at han lod tage fornemme mænds koner og døtre og føre hjem til sig, lå hos dem en uge eller to, og sendte dem derpå hjem igen, og det voldte ham meget uvenskab af disse kvinders frænder."

9. Jomsborg

Jomsborg var en legendarisk borg især beskrevet i Jomsvikinge Saga og Knýtlinge Saga. Man har aldrig fundet noget spor efter borgen, men det er bredt accepteret at den lå i Oder mundingen på øen Wollin eller Usedom - som i dag deles mellem Tyskland og Polen.

Øen Dänholm ligger ved indløbet til det sund, som adskiller øen Usedom og Wollin fra fastlandet. Selve navnet Dänholm er tankevækkende. Den ligger virkelig meget strategisk placeret overfor Peenemunde ved indløbet til det sund, som adskiller øen Usedom-Wollin fra fastlandet.
I den lange saga om Olav Tryggvesson siger Jomsvikingen Sigvald Jarl til Venderkongen Burislaf: "Det er eder bekjendt, herre! at vi have opholdt os en tid her i landet for at beskytte eder og eders rige, thi vi Jomsvikinger og vor borg har i lang tid været ligesom en lås for eders rige, men vi have forladt vort eget rige og vore ejendomme i Danmark." Hvilket peger på at Jomsborg kan have ligget på den strategisk beliggende ø Dänholm.

Adam af Bremen fortæller om den berømte by Jumne: "På den anden side af Leuticierne, som også kaldes Wilzerne, møder os floden Oddara, som er Slavaniens vandrigeste flod. Ved mundingen af denne flod, der hvor den møder de Skythiske Sumpe, ligger den berømte stad Jumne (Jomne). Som er en hyppigt besøgt ankerplads for både Barbarer og Grækere, som bor langs de omliggende Kyster. Da man lovpriser denne by og fortæller mange fantastiske ting om den, finder jeg det her på sin plads at indføje et par troværdige ting. Det er virkelig den største af alle byer i Europa, og den beboes af Slaver sammen med andre folkefærd, både Grækere og Barbarer. For også tilrejsende Saxonere får lov at leve der på lige vilkår, forudsat at de under deres ophold ikke offentligt bekender deres kristendom. De ligger nemlig endnu alle under for deres hedenske riter og vildfarelser. Men man vil ikke kunne finde noget hæderligere eller mere gæstfrit folk. Jumne er det rigeste oplagssted for varer fra alle Nordens lande, og byen har alt, hvad der er dejligt eller sjældent. Der er Vulkans Gryde, som indbyggerne kalde den græske ild, og som også Solin omtaler."

Han henlægger helt klart byen til en ø, idet han fortsætter: "Der kan man se Neptun i tre skikkelser. for øen beskylles af tre havarme idet den ene skal være grøn af udseende, den anden hvidlig mens den tredie er i stadig oprør på grund af rasende storme." Hvilket passer med Wollin-Usedom.

Gammelt kobberstik over Peenemunde. Det er usikkert om det er Dänholm, som ses i forgrunden. Nogle mener at øen ligger længere til højre og den svenske skandse på billedet er på næsset umiddelbart nord-vest for Dänholm. Men billedet illustreret at indløbet til bugten bag Usedom altid har været et meget strategisk område, og det er sikkert gennem tiderne blevet gennemgravet mange gange. Det blev ikke bedre af at de tyske raketaffyringer af V1 og V2 raketter fandt sted fra Peenemunde, og området er i den grad er blevet massivt tæppebombet af Englænderne og Amerikanere under Anden Verdenskrig.

De fleste vikingeborge lå ved mundinger af floder eller åer på øer eller næs. Øen Usedom-Wolin i Oders udløb i Østersøen forekommer at have været en virkelig perfekt placering for en vikingeborg.

Knytlinge Saga beretter at Harald Blåtand grundlagde Jomsborg: "Harald Gormsøn blev taget til konge i Danmark efter sin fader; han var en mægtig Konge og stor Kriger. Han bemægtigede sig Holseteland i Saxland; også havde han et stort Jarlsrige i Vindland, der lod han Jomsborg anlægge, og lagde deri en betydelig besætning, som han gav sold og love; de underlagde ham landet; om sommeren var de på krigstogter, men om vinteren var de hjemme; de blev kaldte Jomsvikinger."

Bådgrave ved Altes Lager nær Anklam i det vestlige Pommern. Der findes også mange små skibssætninger på selve Udedom. Foto: timeslipsblog.wordpress.com

Saxo fortæller om Haralds herredømme syd for Østersøen: "Derefter bemægtigede Harald sig Slavenland og lagde en stærk besætning i Julin, den anseeligste by der i landet, og til høvding for de krigsfolk indsatte han Styrbjørn. Deres krigstogter, på hvilke de lagde det største mod for dagen og efterhånden sejrrigt bredte sig til nabolandene, blev til sidst så frygtelige at de opfyldte alle have med stadige nederlag." Han synes at mene at Jomsvikingerne - selv om han ikke kalder dem dette - havde deres garnision inde i selve byen.

I sin beskrivelse af Haralds død lader Adam af Bremen os forstå at hans mænd i Jumne var særlig loyale mod ham: "I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik ombord i et skib og undslap til Slavernes by, Jumne. Her tog man mod forventning - befolkningen var jo hedninge - gæstfrit imod ham. Han var imidlertid stærkt svækket af sit sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus." Hvilket sandsynliggør at Harald havde en særlig tilknytning til denne by og at det virkelig var ham, som grundlagde Jomsborg. Både i kampene mod Erik Sejrsæl, mod Håkon Jarl og i den sidste kamp mod sønnen Svend Tveskægs oprør finder vi Jomsvikingerne som Harald Blåtands trofaste støtter.

Hvilket bekræftes af Saxo: " - og såret blev han af sine mænd ført tilbage til Julin, hvor han kort efter opgav ånden."

The Curmsum Disc - Møntlignende guldskive fundet nær Wolin for 150 år siden. Omkring 1840 nedrev man i landsbyen Wiejkowo omkring tre kilometer øst for byen Wolin i det nordvestlige moderne Polen en ruin af den middelalderlige kirke, og derefter blev grunden udgravet. Ved denne lejlighed blev fundet mange objekter. Der tales om mængder af arabiske sølvmønter, men også andre ting, der blev karakteriseret som "skrot". Området omkring kirken tilhørte den tyske familie, von Ploetz. Familien var tydeligvis ikke interesseret i fundet, som blev overdraget den lokale præst. Hundrede år senere, da Anden Verdenskrig var i den afsluttende fase, ville mange beboere flygte fra russerne. Præsten solgte nogle af objekterne til den nuværende ejers bedstefar for at financiere sin flugt. De ny ejere bosatte sig senere i Malmø, og den 14 årige datter fandt i 2014 skiven i en rodekasse og tog den med i skole og viste den til sin historielærer. I samme del af fundet var også en mønt fra Otto I's tid - død 973 - som daterer fundet til Harald Blåtands tid.
Skiven er af guld og har en diameter på ca. 4,5 cm og vejer 25 gram. Den er støbt i en engangs voksform og er således ikke en mønt. Teksten på forsiden lyder: +ARALDCVRMSVN+REX AD TANER+SCON+IVMN+CIVALDIN+ som kan oversættes til: "Harald Gormson konge af Daner, Skåne, Jumne, Staden Aldinburg". Obodritternes hovedstad var Oldenburg, som dengang hed Aldinburg. På bagsiden er et ligesidet kors med tværstreger i spidserne, som minder om et byzantisk kors, for eksempel dagmarkorset. Ligebenede kors behøver ikke nødvendigvis at være det kristne kors; på brakteater fra Germansk jernalder optræder også ligebenede kors; men af sammenhængen må vi tro at det er et kristent kors. Foto. pinterest.

Trelleborg på Sjælland var den første vikingeborg, som blev fundet. Den har givet navn til denne type ringborge. Alle de andre borge, som Harald Blåtand byggede, var geometrisk meget perfekte ringborge, vi må tro at det har Jomsborg også været. Foto: Wikipedia

Svend Aggesen fortæller direkte at Harald grundlagde Jomsborg: "Denne Harald styrede i lang tid riget som dets konge. Han var den første, som forkastede afgudsdyrkelsens vederstyggeligheder og tilbad Christi Kors. Medens han udsendte hæren for at trække den uhyre sten afsted, som han havde bestemt at sætte som mindesmærke på sin moders gravhøi, udbrød en opstand i landet, dels på grund af de nye religionsskikke, dels også formedelst det utålelige trældomsåg, de led under, og almuen gik så vidt i sit raseri, at den nødte kongen til at forlade land og rige. Hurtigt kom han da afsted, thi frygten lånte fødderne vinger, og tog vejen til Venden, hvor han fandt en fredelig modtagelse, og hvor han skal have lagt grunden til den By, som nu kaldes Jomsborg - Denne bys mure blev siden af Ærkebiskop Absalon jævnede med jorden: hvad jeg selv var øjenvidne til."

I Knytlinge Saga og Jomsvikinge Saga findes navnet Jomsborg, men hos Adam af Bremen hedder det Jumne og hos Saxo Julin. Den tyske forsker Adolf Hofmeister har påvist at de er alle betegnelser for et og det samme sted, iøvrigt med flere variende skrivemåder, faktisk, som alle andre stednavne på denne tid.

Jomsvikinge Saga beretter at Palnatoke gav følgende love for Jomsborg:

- I Palnatokes samfund måtte ingen mand optages, som var ældre end halvtredsindstyve år, og ingen yngre end atten år.

- Og om der optoges nogen, der havde dræbt en af de førhen optagnes broder eller fader eller nogen af hans nære pårørende, og det blev opdaget, efter at han var optagen i samfundet, da skulde Palnatoke fælde dom i denne sag.

- Slægtskab eller venskab skulde ikke komme i betragtning, om nogen, som ikke svarede til disse bestemmelser, ønskede at optages.

- Om nogle af de mænd, som forud var der, indbød sådanne did, der ikke svarede til bestemmelserne, da skulde det dog ikke nytte dem noget.

- Aldeles ingen mand måtte være der, som veg for en lige stridbar og lige udrustet mand.

- Alle, som gav sig i deres samfund, skulde give fast løfte om, at de skulde hævne hverandre, som bordfæller eller brødre.

- For alting måtte ikke nogen udbrede onde rygter imellem folk.

- Ingen måtte ængsteligt ord mæle, eller nogen ting frygte, hvor farlig den end så ud.

- Aldeles ingen mand måtte have en kvinde hos sig i borgen.

- Ingen måtte uden Palnatokes befaling eller tilladelse være længere end tre nætter borte fra borgen.

- Alt det bytte, som de gjorde i krigen, skulde, hvad enten det var lidet eller stort, bæres til stangen at skiftes, også alt, hvad der kunne vurderes til penge.

- Hvis nogen fandtes at handle imod det, som nu er opregnet, og at overtræde disse love, da skulde han straks udvises og forjages af deres samfund. - hvad enten han var en større eller ringere mand.

(Nænsomt redigeret fra Jomsvikinge Saga)

Som nævnt er der aldrig fundet nogen spor efter Jomsborg, ingen ved med sikkerhed hvordan borgen så ud, nogle mener at den slet ikke fandtes.

Borgen bliver ofte forbundet med den nuværende by Wolin på den sydøstlige spids af øen Wolin, sandsynligvis placeret på Silberberg bakken nord for byen. Andre teorier placerer Jomsborg nordvest for øen Usedom på steder, som nu overskylles af havet. De små øer i dette område er resterne af en lang tange af land mellem Usedom og Rügen, som blev offer for storme og oversvømmelser i den tidlige del af 1300 årene. Formodede lokaliteter i dette område er Veritas grundene mellem de små øer Ruden og Greifswalder Oie og Peenemünde banken. På trods af at vikingetids-smykker er blevet fundet der, har en arkæologisk vurdering af disse steder endnu ikke været muligt.

Men den tydeligste indikation af borgens beliggenhed kommer fra Saxo og Aggesen, idet de fortæller om Bugislavs hyldningsed til Knud den Sjette, som fandt sted i begges levetid. Aggesen var personligt til stede. Saxo fortæller at det skete i forlængelse af en belejring af byen Camin. Så vi kan tro at det skete nær Kamien, måske i farvandet ud for byen.

Aggesen siger: "Denne hyldingshøjtid var jeg selv vidne til: den gik for sig ombord på Kongens skib med de glimrende, gyldne snabler - ikke langt fra den by, som jeg har fortalt at Kong Harald i sin landflygtighed lagde grundvolden til." I en anden forbindelse siger Aggesen om Jomsborg: "Denne bys mure blev siden af Ærkebiskop Absalon jævnet med jorden: hvad jeg selv var øjenvidne til." Hvilket indikerer at Aggesen var helt klar over, hvor Jomsborg lå. Sandsynligvis lå den nær den moderne Polske by, Kamien, måske ved Wollin eller snarere ved udløbet af Kamien grenen af Oders delta, idet vi husker Sigvald Jarls ord til kong Burislav om at "vor borg har i lang tid været ligesom en lås for Eders rige".

Alle Haralds andre borge var meget karakteristiske ringborge, hvilket gør det sandsynligt at Jomsborg også var det.

Kun i Jomsvikinge Saga findes en nærmere beskrivelse af borgen: "En stor og stærk søborg, som siden blev kaldt Jomsborg. Oppe i denne borg lod han gøre en havn, der var så stor, at der samtidig kunne ligge tre hundrede langskibe, så at alle var indelukkede i borgen. Den var indrettet med megen kunst ved indløbet; der var anbragt porte på den, og en stor sten-hvælving oppe over, og foran åbningerne var jerndøre, der var låsede indefra, og oppe på sten-hvælvingen var bygget et stort kastel, hvori der var valslynger. Den ene del af borgen lå ude i søen; de borge, som er således bygget, kaldes søborge; og således var havnen indenfor borgen."

10. Danmark og Sverige

Hällestad runesten. En af tre runestene, som er fundet indemuret i Hällestad kirke i Torna-Hällestad omkring 20 km. øst for Lund i Skåne. Teksten lyder: "Askell satte denne sten til minde om Toki Gormrs søn, ham en trofast herre. Han flygtede ikke ved Uppsala. Tapre mænd satte til minde om deres broder stenen på højen, mærket af runer. De gik tæt på Gormrs Toki."
Det antages at Toki faldt på Fyrisvellir i kamp mod Erik Sejrsæl. Når der tales om deres broder må det betyde våbenbroder. Udtrykket "gik tæt på" må betyde at krigerne slog ring om deres leder i en vanskelig situation. Vi kan tro at Toki var en Jomsviking. Foto Kallerdis Wikipedia

Saxo fortæller at den Svenske kongesøn Styrbjørn opsøgte Harald for at få hjælp mod sin onkel kong Erik Sejrsæl: "Ved den tid kom Styrbjørn, en søn af den svenske konge Bjørn, efter at hans farbroder, Olafs Søn Erik, havde skilt ham ved riget, tillige med sin Søster Gyrithe til Harald, Thyras Søn, for ydmygt at bede om hjælp, og han fandt ham så meget mere redebon til at slutte venskab med ham, som han villig gik ind på at give ham sin søster til ægte. Derefter bemægtigede Harald sig Slavenland med våbenmagt og lagde en stærk besætning i Julin, den anseligste by der i landet, og til høvding for de krigsfolk indsatte han Styrbjørn."

Knytlinge Saga beretter at Styrbjørn var knap så ydmyg: "Styrbjørn kom med sin hær til Danmark, og tog Kong Harald til fange; da gav Harald ham sin datter Thyre til ægte, og drog selv med Styrbjørn til Sverige."

Styrbjørn stolede ikke på sine mænds mod: "Styrbjørn stak ild i alle sine Skibe, førend han gik i land; men da Kong Harald blev det var, at Styrbjørn var uden skibe, holdt han med sine skibe ud på Løgen (Mälaren), og siden bort tilbage til Danmark. Styrbjørn holdt slag på Fyrisvalle mod sin farbroder, den svenske Konge Erik den Sejrsæle; der faldt Styrbjørn og den største del af hans Mandskab, men nogle flyede; denne flugt kalder de Svenske Fyriselta." Sådan en alt eller intet strategi har nok ikke været i Harald Blåtands smag.

Styrbjørns angreb på sin onkel brød fuldstændig sammen. Prinsen skal have kæmpet tappert, medens mange Danske siges skammeligt at have søgt flugten. Styrbjørn faldt, og Kong Erik vandt en glimrende sejr, der skaffede ham et stort ry; det siges at det var dette slag, som gav ham tilnavnet Sejrsæl.

Sjörup Runesten nær Ystad i Skåne. Runestenen i Sjørup har været kendt allerede af Ole Worms i 1620'erne. Ikke desto mindre blev den hugget i seks stykker i 1800-tallet og brugt som byggemateriale til en bro. Men i 1990'erne blev stykkerne udtaget af broen og igen sat sammen til den oprindelige runesten og rejst nær Kirken i Sjørup. Indskriften lyder: "Saxe satte denne sten efter Åsbjörn, sin fælle, Tokes søn. Han flygtede ikke ved Uppsala. Men kæmpede så længe han havde våben." Foto Ole E. Henriksen Wikipedia.
Der findes desuden to andre runesten på Øland og i Vest Gøtaland, som muligvis kan tolkes som sat over mænd, som faldt ved Fyris. br>

Jomsvikingerne deltog i angrebet under Styrbjørn sammen med hans egne Svenskere. I Eyrbyggja Saga kommer Bjørn Kappe til Jomsborg: "Han var i Jomsborg, den gang da Styrbjørn den Stærke indtog den. Ligeledes for han til Sverige, da Jomsvikingerne hjalp Styrbjørn; og han var med i slaget på Fyrisvoldene, hvor Styrbjørn faldt, og flyede til skoven med de andre Jomsvikinger."

Saxo beretter at Harald Blåtand støttede Styrbjørn ved at angribe det Svenske rige fra Halland, men der hørte han om kejser Ottos angreb på Jylland og afbrød derfor felttoget mod Sverige: "Harald drog for den sags skyld til Halland, men så fik han bud om, at Tyskerne under Kejser Otto havde gjort indfald i Riget. Da han var mindre ivrig efter at angribe et fremmed land end efter at forsvare sit eget, foretrak han at sørge for tingene hjemme frem for at kæmpe udenlands."

Der er ingen efterretninger om at Harald i resten af sin levetid havde andet end gode forbindelser med Erik Sejrsæl og Sverige.

11. Danmark og det Tysk-Romerske Rige

På Haralds tid havde kejseren allerede i nogen tid behersket Hedeby og et område omkring byen. I "Rex Saxonum Gestae" af Widukind af Korvey fra år 970 fortælles at Henrik I Fuglefænger kæmpede mod Danerne i år 934 og tvang kong "Chnuba" til at lade sig døbe. Adam fortæller om dette: "Således fastlagde den sejrrige Henrik rigets grænser ved Slesvig, som idag hedder Hedeby, han indsatte en markgreve og forordnede, at kolonister fra Saxen slog sig ned der." De kristne Saxere kan dog ikke have været særlig mange, idet den arabiske rejsende al-Tartushi, som besøgte Hedeby i midten af 900 tallet, fortæller: "Dens beboere tilbeder Sirius, bortset fra det lille antal, som er kristne, og som har en kirke der."

Det nordvestlige Europa år 1000. Foto: Histoire de l'Europe Euratlas.

Der findes nogle breve fra den tyske kejser Otto I den Store, som kan indikere at han havde herredømme i Danmark i midten af 900 tallet. Han udsendte den 26. juni 965 et dokument, som fritog kirkerne i Slesvig, Ribe og Aarhus for: " - enhver skat eller tjenesteydelse, som måtte tilkomme os, og vi påbyder og befaler urokkeligt at dette gods skal høre under disse bispesæder uden trusler fra vore grever og skattefogeder."

Otto 1. overrækker kirken i Magdeburg til Kristus. Elfenbens relief fra omkring år 970. Foto: heiligenlexikon.de

Det er svært at få dette brev til at stemme med at der uden for al tvivl eksisterede et Dansk kongesæde i Jelling. Vi må tro at Kejseren var den katolske kirkes overhoved på pavens vegne og derfor havde ret til at udstede dekreter i kirkelige sager, som præster og bisper ønskede at følge. Lidt som de nationale Vest-Europæiske kommunistiske partier i sidste århundrede fulgte dekreter fra Moskva; hvilket dog ikke betød at Vest Europa var en del af Øst-blokken. Den katolske kirke har jo altid været en international organisation, som bliver styret centralt henover landegrænser.

I år 968 sendte kejser Otto et brev fra Italien til Saxerne, hvor han opfordrede dem til at angribe en urolig Slavisk nabo-stamme. På et møde i Werla blev brevet læst op for en Saxisk forsamling, og de besluttede at lade deres naboer i fred: " - fordi en krig mod Danerne stod for døren, og der ikke var mandskab nok til at føre to krige på en gang." Det vides ikke om de virkelig følte sig truede af Danerne, eller om de selv planlagde et fremstød mod nord, men episoden bevidner at forholdet mellem Danmark og kejserriget var spændt.

Danerne under kong Harald og sikkert også den ældre konge, Gorm, forberedte sig grundigt. Mange byggearbejder på Dannevirke kan henføres til Harald Blåtands tidlige periode; der er tale om forbedringer af Hovedvolden, Forbindelsesvolden, Dobbeltvolden, Krumvolden og andre steder.

Danevirke på Carta Marina fra 1539 af Olaus Magnus. Foto: Arne List - Wikipedia. Taget i Viking Museum of Haithabu 2004.

Kejser Otto 1. den Store døde i Maj år 973 og blev afløst af sin søn Otto 2. Harald Blåtand, som nu var blevet enekonge i Danmark, må have tænkt at nu var chancen der med en ny og uerfaren kejser. Harald indtog uden problemer Hedeby, som var en gammel dansk by, grundlagt af kong Godfred i år 808.

Det gyldne alter i Tamdrup Kirke er dekoreret med forgyldte kobber-relieffer, de eksisterende i kirken er afstøbninger af de originale. Pladernes fortælling rummer fire historier, hvilket svarer godt til et firesidet skrin. Dateringen af pladerne er usikker. Den historiske fortælling, som de skildrer, nemlig Popos jernbyrd og Harald Blåtands dåb, foregik i sidste del af 900-tallet, men ved at sammenligne med andre gyldne altre, har man dateret Tamdrup-alteret til omkring år 1200.

Adam af Bremen beretter, hvad der skete i biskop Adeldags tid, omkring år 973: "Efter at han dernæst havde underkastet sig næsten alle de riger, som efter Karls død havde løsrevet sig, greb han til våben mod Danerne, dem hans fader i forvejen havde betvunget. Disse var nemlig opsatte på krig, havde ved Hedeby nedsablet Ottos gesandter tillige med markgreven og aldeles ødelagt den Saxiske koloni. For i så henseende at hævne skade trængte kongen med en hær straks ind i Danmark, og så snart han havde overskredet de af Danerne ved Slesvig tilforn oprejste grænser, hærgede han med ild og sværd hele landet lige op til det yderste hav, der skiller Danerne fra Normannerne, og som indtil denne Dag efter kongens sejre kaldes Ottesund." - "Efter at der på begge sider var stridt tappert, gik Saxerne af med sejren, og de overvundne Daner trak sig tilbage til deres skibe. Omsider enedes man om fredsvilkårene: Harald faldt tilføje for Otto, modtog af ham sit rige og lovede at lade kristendommen gælde i Danmark. Og med det samme blev Harald selv døbt tillige med sin hustru Gunhild og deres lille søn, hvem vor konge holdt over dåben og kaldte Svend Otto."

Den Italienske konge Berengar bøjer sig for Otto 2. Manuscriptum Mediolanense, omkring år 1200.

Hvis Adams beretning er sand, må den unge kong Otto have brugt nogle år til at "underkaste sig næsten alle de riger, som efter Karls død havde løsrevet sig." Vi kan gætte på at angrebet mod Danmark måske fandt sted omkring år 974-975. Tyske annaler oplyser at Harald i 973 foretog et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel(?). Thietmar af Merseburg oplyser for år 974 at Otto 2. havde besejret "de oprørske Daner" ved at gennembryde den Saksiske grænsevold og opføre en ny, fremskudt grænseborg.

I Jomsvikinge Saga kommer Håkon Jarl Danerne til undsætning "fordi han fandt, at nødvendigheden krævede, at folket i Danmark og andre nordiske lande ikke skulle blive tvungne til at antage kristendommen, og afstå fra deres fædres tro og skikke." Kejseren angriber også her flere gange. Harald og Håkon udkæmpede adskillige slag mod kejseren. Derefter forstærker de Danevirke og efter 3 år angriber kejseren igen. Som tak for hjælpen eftergiver Harald Nordmændene alle skyldige og fremtidige skatter til ham. Kejseren møder en mand, som kalder sig Ole, som råder ham til at sætte ild på Danevirke. Efter at virket er nedbrændt, rykker kejseren ind i Danmark. Harald og kejseren udkæmper flere slag, men tilsidst antager Harald kristendommen. Det viser sig at Ole i virkeligheden er Olav Tryggvesson.

Også Roskilde Krøniken skriver om udnævnelsen af de tre bisper: "Den gudfrygtige konge, der ivrigt troede på Kristus, lod sig ikke blot døbe, men udbad sig endog ved sendebud, at der måtte blive indsat bisper i hans rige. Ved denne hans bøn glædedes ærkebispen i Bremen, Adaldag, og indviede efter kongens og pavens råd 3 bisper til Danmark, nemlig Erik til Slesvig, Ljufdag til Ribe, Reginbrand til Århus."

Popo og Harald på to af pladerne i det gyldne alter i Tamdrup kirke ved Horsens. Til venstre: Poppo bærer jernbyrd.
Til højre: Poppo viser Kong Harald den uskadte hånd.
Pladerne i den nuværende Tamdrup Kirke er kopier. Originalerne findes på Nationalmuseet.
Der findes mange beretninger om hvorledes Harald blev omvendt til kristendommen. Flere sagaer henlægger Poppos jernbyrd til øen Mors under forhandlingerne mellem Otto 2. og Harald.
Haralds samtidige Widukind beretter: "Danerne var fra gammel tid kristne, men ikke desto mindre tilbad de afguderne efter hedningeskik. Nu skete det engang ved et gilde, hvor kongen var tilstede, at der opstod en diskussion om gudsdyrkelse. Danerne hævdede, at Kristus sandsynligvis var en Gud, men at der også var andre guder, der var større end ham, fordi de lod folk se langt større tegn og mirakler end Kristus. Mod denne påstand vidnede en præst, der viede sit liv til Gud; en biskop ved navn Poppo. Han sagde, at der var kun én sand Gud og Fader og hans enbårne søn vor Herre Jesus Kristus og Helligånden, mens afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at lytte, men langsom i at tale, spurgte ham, om han var villig til at bevise sin tro på sig selv, hvortil Poppo uden tøven svarede ja. Kongen lod derfor præsten sætte under bevogtning til den følgende dag. Da det blev morgen lod han opvarme et stort stykke jern og befalede klerken at bære dette for sin tros skyld. Den Christus' bekender greb uden at tøve jernet og bar det, så længe kongen ønskede, og fremviste derefter sin hånd, som var uskadt, og overbeviste derfor alle om sandheden af den katolske tro. Derfor omvendte kongen sig, og han besluttede at ære kun Kristus som Gud og pålagde de folk, som han regerede at forkaste afguder. Han viste præster og Guds tjenere, stor ære."

Knytlinge Saga har ligeledes beretningen om Haralds dåb: "I Kong Harald Gormsøns Dage var Otto den Røde kejser i Saxland; han havde ufred med den danske Konge, og påbød de Danske kristendommen; men den danske konge havde en hær ude imod ham, og ville på ingen måde antage kristendommen. Kong Harald Gormsøn holdt et stort slag mod Kejser Otto søndenfor Danevirke, hvor også Hakon Jarl af Norge var tilstede med den danske Konge. Keiseren tabte slaget, men dog indtog han landet noget derefter, og jog Kong Harald og Hakon Jarl på flugt til Limfjorden og lige ud på Morsø. Siden antog Kong Harald kristendommen, og kejseren stod fadder til hans Søn Svend, og gav ham sit navn, med hvilket han blev døbt, så at han kom til at hedde Otto Svend. Hele Danmark blev da kristnet, og før drog kejseren ikke bort."

Sølvkæde med Thorshammer udgravet i Trelleborg. Besætningerne på trelleborgene må have været kongens mest loyale og håndgangne mænd, men alligevel er der ikke fundet noget spor efter kristendom. Fra Vikingerne af Johannes Brøndsted, Gyldendal 1960.

Den Store Saga om Olav Trygvesson har en lang skildring af krigens gang: Kejser Otto angriber flere gange Danmark på land og på havet - men uden held. Danevirke bliver tappert forsvaret af Nordmænd under Håkon Jarl. Men tilsidst bliver kejseren opsøgt af en mand, som kalder sig Ole. Han fortæller kejseren, hvordan han skal bære sig ad med at nedbrænde Danevirke med spåner vædet i tjære. Efter dette var gjort, satte kejserens hær over Slien og forfulgte Harald lige til Limfjorden. Fredsforhandlingerne fandt sted på øen Mors. "Der siges, at Kejser Otto stod Fadder til Kong Haralds Søn Svend, og gav ham sit Navn; og han blev døbt med Navnet Otto Svend." Det viste sig at den Ole, som havde givet kejseren sejren, i virkeligheden var Olav Trygvesson. Denne saga har iøvrigt ingen detaljer om indholdet af fredstraktaten bortset fra at Harald lod sig døbe.

Olav Trygvessons Saga i Heimskringla beretter: "Kejser Otta drog sammen en stor hær, han havde mænd fra Saksland, Frankland og Frisland og fra Vendland fulgte kong Burislav ham og ifølge med ham var Olav Trygvesson, hans svoger. Kejseren havde en stor hær af hestfolk og en meget større hær af fodfolk, også fra Holtseteland havde han en stor hær. Harald Danekonge sendte Hakon Jarl med hæren af Nordmænd, som fulgte ham sydpå til Danevirke for at værge landet der. Kejser Otta kom med hæren sin syd fra til Danevirke, men Håkon Jarl værgede borg-volden med sin hær. Håkon Jarl satte fylkninger over alle borg-leddene, men størstedelen af hæren lod han fare langs med borg-volden hvor det gik hårdest på. Der faldt mange af kejserens hær, men de vandt ikke noget af volden." - "Kejser Otta vendte nu med hæren sin mod Slien og hidkaldte en flåde og satte med hæren over fjorden til Jylland. Men da Harald Danerkonge spurgte dette, for han imod ham med hæren sin, og der blev et stort slag der, og til slut fik kejseren sejr; men Danerkongen flygtede bort til Limfjorden og tog ud til øen Mors." Derefter fortælles om Popos jernbyrd og Haralds omvendelse, Haralds dåb og at kejser Otta holdt Haralds søn over dåben og gav ham navnet Otta Svein.

Søslag i vikingetiden. Her slaget i Hrafsfjord, som gjorde Harald Hårfager til konge af Norge. Når der var udsigt til krig kunne kongen udskrive ledingflåden, hvor hvert distrikt skulle stille med så og så mange skibe. Krigerne kunne eventuelt gå i land og kæmpe til fods. Men et egentligt kavaleri kunne de ikke stille op med, og det kan have været Harald Blåtands problem i forhold til kejserens rytteri, som sagaen nævner. Billede fra forum.paradoxplaza. Desværre ukendt kunstner bortset fra en signatur i nederste højre hjørne.

Kun Adam lader ane hvad fredsbetingelserne iøvrigt gik ud på: "Ved den lejlighed blev Danmarks på denne side havet beliggende del, som indbyggerne kalder Jylland, delt i 3 bispedømmer og underlagt ærke-sædet i Hamborg. I Bremens kirke gemmes de kongelige skrivelser, som udviser, at kong Otto således har ejet Danmark, at han endog har bortgivet bispestole." - "Tillige har han givet Adeldag sin apostoliske fuldmagt til, i sit sted at indvie biskopper såvel for Danmark som for de øvrige folk i Norden. Som en følge heraf var da vor højsalige fader den første, som indviede biskopper for Danmark, nemlig Horit eller Hared for Slesvig, Livdag for Ribe, Regnbrandt for Aarhuus."

Alle beretningerne er forskellige, men det er alligevel muligt at uddrage hovedforløbet:

Kejserriget okkuperede Hedeby og nogle områder omkring denne by allerede i år 934. Danerne ønskede at tage den tilbage. Gennem længere tid havde de forberedt sig ved at udbedre Danevirke. Den ældre konge, Gorm, døde ganske kort tid efter år 970, og Harald var nu blevet enekonge. Temmelig tidligt var han blevet valgt til konge også på de Danske øer og i Skånelandene. Han ønskede at vise handlekraft og overgå sin fader. Da Otto I den Store døde og blev efterfulgt af en ny og uerfaren kejser, Otto II, mente Harald at nu var chancen der. Danerne indtog Hedeby og massakrerede kejserens repræsentanter og den Saxiske koloni byen.

Imidlertid tog Harald alvorligt fejl af Otto II. Den unge kejser higede også efter at overgå sin fader ved at vinde nye områder for kristendommen og imperiet. Danernes uprovokerede angreb tilbød sig som en enestående mulighed. Kejseren trak styrker sammen fra hele sit rige, Harald tilkaldte sin ven Håkon Jarl og Nordmændene.

Kort over trelleborge og biskopsæder. Sikre, sandsynlige og mulige trelleborge er markeret med rødt. Der er også fundet tegn på en trelleborg i Lyby i Østfold i Norge, som ikke er vist på dette kort.
Adam af Bremen skrev i forbindelse med kejser Otto II's sejr over Danerne og Haralds dåb, at et dokument eksisterede, som beviste at Otto 2. havde ejet Danmark. Han fortalte om, at kejseren autoriserede biskop Adeldag til at udnævne biskopper i Danmark.
Det falder i øjnene at i det område, hvor ærkebisp Adeldag udnævnte bisper, er der ingen trelleborge. Måske har Harald i en periode ikke haft fuld autoritet over Jylland syd for Limfjorden og Himmerland.

Kejseren angreb Danevirke med overlegne styrker, men blev slået tilbage af Håkon Jarl og hans mænd. Istedet satte kejseren over Slien med skibe - hvilket iøvrigt var, hvad general de Meza frygtede i 1864. På den anden side fjorden udkæmpedes et slag mellem Kejser Otto og Harald, som kejseren vandt. De tyske styrker trængte op i Jylland under flere kampe, hvor kejseren sikkert høstede stor fordel af sit rytteri.

Først ved Limfjorden måtte kejser Otto standse sin fremrykning. Ved fredsforhandlinger på Mors erklærede Otto sig som herre af Jylland op til Limfjorden, men gav området tilbage til Harald på betingelse af at han lod sig døbe og lovede at indføre kristendommen i hele sit rige.

Typisk vikingekriger bevæbnet med sværd, spyd og et skjold af en træsort der ikke let flækker. Sværdet var et dyrt våben, almindelige bondesoldater var ofte bevæbnet med økse, som var en dansk specialitet.
Wilhelm af Poiters beretter at Rollo og hans mænd i Normandiet kom i kamp mod en gruppe Frankiske stormænd ledet af Karl den Enfoldige. I de følgende forhandlinger, som førte til Saint-Claire-sur-Epte traktaten i år 911, hedder det: "Denne overenskomst havde Frankerne bedt om, da de ikke længere med deres sværd kunne modstå Danernes økser."
Efter den første dags kampe i slaget ved Hastings var Normannerne modløse, og de sagde til deres leder, Wilhelm, som senere fik tilnavnet erobreren, at de var trætte af de danske økser.
Beskrivelsen af slaget ved Stiklestad i Olav den Helliges Saga synes også ret jordnær og realistisk. Mænd blev dødeligt udmattede af at kæmpe desperat for deres liv i timevis: "Mange var hårdt sårede, men mange var så trætte at de ikke duede til noget" - Nogle faldt nærmest bevidstløse om af træthed. Kalv Arneson fandt sine brødre på valen: "De så efter sårene deres, men de havde ingen livsfarlige sår, de var blevet dænget således til af våben at de var faldet af træthed."
Beskrivelsen af slaget ved Stamford Bridge i Harald Hårderådes Saga er præget af en tilsvarende realisme: "Øystein og hans mænd havde faret med en sådan hast fra skibene at de allerde var så trætte at de var uegnede til kamp, før de kom til slaget, men siden blev de så vilde at de ikke værnede sig med skjoldene, sålænge de kunne stå på fødderne. Til slut kastede de af sig ringbrynjerne. Da var det let for Engelskmændene at finde huggestedet på dem; nogle sprængte sig rent ud og døde usårede." Billede fra forum.paradoxplaza. Desværre ukendt kunstner.

Det virker usandsynligt at Otto II med store omkostninger og tab af soldater havde ført krig mod Danerne, og så lod han sig nøje med at kongen lod sig døbe. Det er mere sandsynligt at han også har forlangt en slags underkastelse, som han havde opnået i alle de andre områder, som han har generobret, ifølge Adam.

Vi ved at senere i historien herskede de danske konger i Slesvig-Holsten som hertuger i mange hundrede år og havde i princippet disse områder som len af den Tyske kejser. Udtrykket: " - og hans rige blev underlagt kong Otto, men han fik det tilbage af denne på betingelse af at han indførte kristendommen hos Danerne", bringer tanken hen på en sådan ordning. Alle de andre områder, som Otto II erobrede, blev underkastet kejseren, som Adam udtrykte det: " - underkaste sig næsten alle de riger, som efter Karls død havde løsrevet sig." Så, hvorfor skulle Danerne have været en helt enestående undtagelse?

Til venstre: Eriks-stenen også kaldet Thorulv-stenen eller Haddeby 1. Den blev fundet i 1796 i Vedelspang tæt ved Hedeby. Den lå på en mark delvis nedsunket i jorden mellem to høje. Teksten lyder på moderne dansk: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da drenge belejrede Hedeby; men han var styrmand, en såre god dreng." Vi kan tro at Hedeby blev generobret i årene 983-984 og at Sven var sin faders medkonge. Foto Arild Hauges Runer.

Til højre: Skardestenen også kaldt Haddeby 3. Den blev fundet i 1857 mellem to gravhøje tæt ved Danevirke ikke langt fra Eriksstenen. Markens ejer overdrog den til en stenhugger fra Slesvig til kløvning. Da stenhuggeren opdagede runerne, overlod han stenen til den danske stat, som lod stenen føre tilbage til Bustrup. Teksten lyder på moderne dansk: "Kong Svend satte stenen efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby." Her bliver udtrykkeligt nævnt at Sven var konge. Runestenene er udstillet i Vikingemuseum Hedeby. Foto: viciarg Wikipedia.

Desuden, Harald var snedig, fleksibel men udholdende, og han kan have tænkt som den senere Henrik af Navarra i Frankrig med en omskrivning: "Danmark er vel en messe værd", for at kæmpe en anden god dag, hvor chancen for sejr var bedre.

Harald og hans rådgivere må have frygtet at Otto en dag ville komme tilbage fra Italien og gøre arbejdet færdigt og inddrage resten af Danmark for imperiet og kristenheden. Han indledte straks et arbejdede med at gøre resten landet til en uindtagelig pindsvinestilling ved at opføre trelleborge i de områder, som han stadig rådede frit over, uanset økonomiske og politiske omkostninger.

Netop omkring denne tid, da tilbageerobringen af Hedeby var i fuld gang, blev en mand ved navn Erik den Røde dømt fredløs på Island for drab. Han drog mod vest, hvor andre søfarere, som var blevet slået ud af kurs, havde set land, som de kaldte Gunnbjørns Skær. Han fandt Grønland i år 983 og brugte nogle år på at udforske landet. Han fandt Vestkystens isfri fjorde. Landet langs fjordene var grønt og frodigt med gode græsningsmuligheder. Derfor gav han landet navnet Grønland. Senere vendte han tilbage til Island, og i 986 sejlede han med 25 skibe, 700 personer, dyr og husgeråd tilbage til Grønland. Kun 14 skibe nåede frem.

Imidlertid, allerede i året 982 led Otto 2. et katastrofalt nederlag til invaderende muslimer ved Cotrone i Syd Italien. Han forberedte sig på et nyt felttog, men døde i Rom i en ung alder i 983 og blev efterfulgt af sin treårige søn Otto 3. hvilket udløste indre uroligheder og et oprør blandt de slaviske folk øst for Elben ledet af Haralds svigerfar, Mistivois. Harald siges at have været på Vendernes side og har sikkert ved den lejlighed generobret det sydlige Jylland inklusive Hedeby.

Thietmar af Merseburg nævner at et Dansk fort blev erobret af Saxerne i 974, men generobret af Danerne i 983. To runesten fundet nær Slesvig kan sættes i forbindelse med den danske generobring af Hedeby.

12. Harald Blåtands Død og Begravelse

I et valgkongedømme herskede en konge til han døde, og hvis man ville af med ham tidligere, måtte man aktivt sørge for at han døde. Denne mulighed blev brugt adskillige gange af for eksempel Goterne i Italien. Det var netop den løsning, som Svend Tveskæg og rigets bedste mænd greb til overfor Harald Blåtand. Ifølge Jomsvikinge Saga var den pil, som gav Harald banesår "let at kende, fordi den var omvundet med guld".

Palnetoke tager sigte for at dræbe kong Harald med en guld-omviklet pil. Tegning Jenny Nystrøm 1895. Wikipedia.

Adam af Bremen skrev at Svend Tveskæg gjorde oprør mod sin far, støttet af rigets stormænd: "I ærkebiskoppens allersidste tid blev vor position blandt barbarerne svækket, og der opstod uro blandt de kristne Daner. Et fjendtlig sindet menneske søgte nemlig af misundelse over den guddommelige tros smukke fremvækst at så ugræs. Svein Otto, den store Danerkonges Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvungen til at antage kristendommen at afsætte den nu aldrende og svagelige konge." - "I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik ombord i et skib og undslap til Slavernes by Jumme."

Der er nogen uenighed om, hvor det afgørende slag fandt sted.

Knytlinge Saga og den store saga om Olaf Tryggvesøn siger at slaget fandt sted i Isefjorden: Svend "styrede med sine skibe til Sjælland, og ind i Issefjord, hvor hans fosterfader Palnatoke mødte ham med en stor flåde. Kong Harald, Svends fader, lå der forud i fjorden med mandskab og skibe, og agtede at drage i ledingsfærd. Svend lagde til strid imod sin fader, og det blev en hård træfning. Da strømmede der så meget folk til kong Harald, at Svend måtte give efter for overmagten og fly; men kong Harald fik der adskillige sår, som voldte hans død, og Palnatoke skal efter sagnet have givet ham disse sår."

Jomsvikinge Saga skriver at begivenhederne fandt sted ved Bornholm; men Saxo er sikker på at Harald og Svend mødtes ved Helgenæs på Mols.

Men imidlertid næsten alle kilder er enige om Harald blev såret i kampen, og hans mænd bragte ham til Jomsborg, hvor han døde af sine sår omkring år 987.

Adam af Bremen fortæller også at Harald blev bragt såret til Jumme efter kampen, han døde der og blev herefter begravet i Roskilde: "Her tog man mod forventning - befolkningen var jo hedninge - gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. hans lig blev af hæren tranporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige treenighed."

Forslag til tids-linie for Harald Blåtand. Ingen ved med bestemthed, hvornår Harald blev født. Men han faldt i kamp omkring 987, så han kan ikke have været fuldstændig affældig på dette tidspunkt. selv om Svend Estridsen omtalte Harald for Adam af Bremen som "den nu aldrende og svagelige konge". Derfor, et skud fra hoften, han kan have været omkring 65, da han døde omkring 987. Følgelig kan han være født omkring 922. Den Harald, som kom sine landsmænd i Normandiet til hjælp omkring 945, blev omtalt som konge. Han kan have været medkonge sammen med sin fader, det var ret almindeligt på den tid.
Man kan tro at skibssætningen i Jelling ligner Glavendrup skibssætningen, således at runestenen var placeret på en høj i den ene ende af skibssætningen, og den egentlige begravelse i skibets midte. Det vil medføre at den lille Jellingsten har stået på toppen af Sydhøjen, som blev opført omkring 970, hvilket medfører at Thyra døde omkring dette år, og da var Gorm stadig i live, da han satte stenen. Hun må så fald have været begravet i dobbeltkammeret i Nordhøjen, hvor hun efter al sandsynlighed kort tid efter fik selskab af Gorm. Senere blev de begge - siger nogle - flyttet fra Nordhøjen. Gorm til måske til kirken og Thyra til et ubestemt sted, måske Roskilde kirken. Det ubekvemme ved denne teori er, at så ville både Gorm og Thyra have været i live, da Harald fik deres barnebarn Guld-Harald ombragt. Det kan ikke have været populært. Men et langt liv for Thyra vil sandsynliggøre at hun virkelig havde noget at gøre med udbygningen af Danevirke, som fandt sted i denne tid, sådan som sagnet siger.
Vi må tro at Jelling dynastiet oprindeligt herskede i Jylland og senere blev konger over hele Danmark. Harald må have vundet "sig hele Danmark" før trelleborgene blev opført, for de er ens over hele landet, og sikkert også før kejser Otto angreb Jylland, for de østlige Daner ville ikke have valgt sådan en taber til konge; men bortset fra det, er det umuligt at sige, hvornår han blev konge over "hele Danmark og Norge".

Nogle få sagaer og krøniker antyder årsagen til Svend Tveskægs oprør.

Svend Aggesen antyder at der var to årsager, nemlig den ny religion, som mange ikke kunne acceptere og den store arbejdsbyrde som Harald lagde på folket ved opførelse af trelleborge og broer: "Medens han udsendte hæren for at trække den uhyre sten afsted, som han havde bestemt at sætte som mindesmærke på sin moders gravhøi, udbrød en opstand i landet, dels på grund af de nye religions-skikke, dels også formedelst det utålelige trældomsåg, de led under, og almuen gik så vidt i sit raseri, at den nødte kongen til at forlade land og rige. Hurtig kom han da afsted, thi frygten lånte fødderne vinger, og tog vejen til Venden, hvor han fandt en fredelig modtagelse, og hvor han skal have lagt grunden til den by, som nu kaldes Jomsborg."

Aggesens næsten samtidige, Saxo, angiver en lignende årsag: "Imidlertid var de, som sammen med Svend stod for styret på flåden, blevet lede og kede af Haralds herredømme, dels fordi han var gunstig stemt imod Kristendommen, dels fordi han lagde usædvanlige byrder på almuen".

Claus Deluran påpeger at de fleste versioner af Haralds død er overleveret fra hans fjender. Han har kombineret Saxos og Jomsvikinge Sagas beskrivelser af Haralds død, som begge er ret fjendtlige mod Harald. Saxo skriver: "Da Harald i tillid til den forestående overenskomst gik omkring, som om der var fred og ingen fare, og kom ind i skovens tykning, hvor han satte sig imellem buskene for at forrette sin nødtørft, blev han såret med en pil af Toke, der brændte af begærlighed efter at hævne den uret, han havde tilføjet ham." Jomsvikinge Saga skriver at Palnatoke lurede i buskene, da kongen bøjede sig frem for at varme sig ved ilden: "og han lagde nu pil på streng, og skød til kongen, og så berette de fleste kyndige mænd, at pilen fløj lige i bagdelen på kongen og langs igennem ham og kom frem i munden, og kongen faldt straks død til jorden, som man kunne vente."

Da han med sikkerhed søgte tilflugt i Jumme, må vi tro at Jomsvikingerne var blandt hans mest trofaste støtter. Man må også forvente at kongens professionelle krigere var de mest loyale mod ham.

Det er også temmelig sikkert at han blev begravet i Roskilde kirke.

Åragen til at han grav ikke kan findes i kirken, og at han ikke blev ophøjet til helgen, nævner Svend Aggesen nærmest i forbifarten, nemlig at Harald afsværgede kristendommen i hans sidste dage i Jumme: "I hans landflygtighed satte man hans søn Svend med tilnavnet Tveskæg til konge i hans sted. Troen på den hellige treenige Gud, som faderen under sin landflygtighed havde forkastet, den antog han af et oprigtigt hjerte."

13. Litteratur