Danmarkshistorien

18. Gorm den Gamle

1. Indledning

Gorm den Gamle var den første kendte konge af kongeslægten Knytlingerne.

Tidslinie for Danmarks historie baseret på Kongeslægter - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede i hvert fald en del af Danmark omkring år 917 som fortalt af Adam af Bremen under biskop Hoger. Men det er fordelagtigt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle overskuelige grupper eller dynastier, da det giver et godt overblik.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra en Hardecnudth, måske søn af Hardegon. Han kaldes også Knud 1. og var sandsynligvis Gorm den Gamles fader, som fortalt af Adam under biskop Unni. Magnus den Gode var søn af den Norske katolske helgen, Olav den Hellige; hans regeringstid fremstår som et interregnum til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid. Svend Estridsen var dattersøn af Svend Tveskæg.
De rivaliserende konger, Sven, Knud og Valdemar var alle kongsemner som nedstammede fra Svend Estridsen, men perioden fremstår alligevel som et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, vistnok de fleste, medregner kun Valdemar 1. den Store, hans søn Knud 6. og Valdemar 2. Sejr til Valdemarerne. Men ingen har patent på den definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at inkludere deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2., som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar 4. Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans barnebarn Oluf. Hans datter Margrete 1. blev regernede dronning for den Nordiske Union. Man kan sige at Valdemar Atterdag lagde grunden til Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborgere var også Unions konger, men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde var et markant vendepunkt i landets historie. Som en følge af Den Lutherske reformation overtog kongerne den trediedel af Danmarks jord, som havde tilhørt kirken. Denne rigdom gjorde det muligt at skubbe den gamle adel til side og etablere enevælden, som var en vigtig årsag til Danmarks historiske nedgang. En demokratisk Grundlov blev indført i 1848 uden blodsudgydelser.
Den Oldenborgske linie uddøde med den barnløse Frederik 7. i 1863. Tronen blev overtaget af Christian 9. af Glücksborg.

Gorm den Gamle er meget godt dokumenteret som Dansk konge. Han er nævnt på begge Jelling runestene, af Adam af Bremen, Roskilde Krøniken, Jomsvikinge Saga, Olav Trygvasons Saga, Saxo Grammaticus, Svend Aggesen, Hauksbok Fagrskinna og Knytlinge Saga. Hans regeringstid som Dansk konge er hævet over enhver tvivl, og derfor er der tradition for at han er den første konge i kongerækken.

På den lille Jellingsten lyder teksten: "kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but", som er oversat til nu-dansk som: "Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod".

Knytlingerne - Adam beretter om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om Hardecnudt Wurm. Nogle historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået Hardecnudt filius Wurm, hvilket betyder Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud 4. den Hellige i sit gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 kalder sig Knud 4., hvoraf følger at der må have været en Knud 1. eller en Hardeknud 1., forud for Gorm, hvilket Adam jo også fortæller. Forfatteren mener at navnene Hardegon og Hardecnudt er for forskellige og betegner ikke den samme person.

Og på den store Jelling sten står: "Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna", som er blevet oversat til: "Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark hele og Norge og Danerne gjorde kristne."

Vi kan udlede af disse rune-indskrifter at Gorm var konge, hans hustru hed Thyra og hun døde før ham, og de havde en søn ved navn Harald, som blev konge af hele Danmark.

Svend Aggesen skrev, at på hans tid - omkring 250 år efter - var der en kongsgård i Jelling. Byen er opført i Valdemars Jordebog som kongelev. Og Jelling-monumenterne viser kongeslægtens tilknytning til stedet. Desuden har senere arkæologiske udgravninger afsløret omfattende palisadeværker. Der er således gode grunde til at tro at Jelling var de tidlige Knytlingers kongesæde.

Sværd fra Vikingetiden . Fra oven og nedad:
Sværd fundet ved Søndersø mellem Odense og Bogense.
Sværd fundet ved Sørup nær Svenborg.
Sværd fundet ved Osted syd for Roskilde.
- Foto fra Danmarks Oldtid af Jørgen Jensen.

2. Knytlingerne Kom fra Normanisk Område i England

Den mest pålidelige beretning om Gorms forfædre er Adam af Bremens; han havde den direkte fra Sven Estridsen, som man må tro kendte sine forfædre. Han skrev: "Danerkongen, som vi længe må mindes, og som huskede alle barbarernes bedrifter, ret som om de var skrevet op" - "Noget har den berømte danske konge forelæst for os, da jeg spurgte ham om det. Efter Olaph, sagde han, Sveonernes fyrste, som regerede i Danmark sammen med sine sønner, blev Sigerich sat i hans sted. Og da han havde regeret i kort tid, kom Hardegon Sueins søn fra Northmannia og berøvede ham riget." Dette skete i 917 eller 918. Da Knytlingerne ofte senere bruger navnet Sven, må vi antage at denne Sven fra Northmannia var Knytlingernes stamfader.

The Vale of York Viking Hoard blev fundet i 2007 af David og Andrew Whelan nær byen Harrogate i det nordlige Yorkshire. Den stammer netop fra 900 tallet. Skatten indeholder 617 sølvmønter og 65 andre ting. Mønterne er fra Sarmakand i moderne Uzbekistan, Nord Afrika, Afganistan, Rusland, Irland, Skandinavien og Vest Europa. Foto JMiall Wikipedia.

En Saga fortæller at Knytlingerne nedstammede fra Regnar Lodbrog. Da Harald Blåtand i Olav Tryggvesons Saga bliver konfronteret med Guld-Haralds krav om medkongeskab, fortælles det: "Ved dette krav blev Harald meget vred og sagde at ingen mand havde krævet det af kong Gorm, fader hans, at han skulle blive halv-konge i Danmark, ikke heller af hans far, Horda-Knut eller af Sigurd Orm-i-øje eller af Regnar Lodbrog."

Adam beretter at få år før bisp Unni af Bremen og Hamburg døde år 936 i Birka besøgte han Danmark: "Hos Danerne herskede på den tid Hardecnudth Wurm. Han var, det må jeg sige, en gruelig worm og ikke lidet fjendtlig mod kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, som fandtes i Danmark, fordrive de Guds præster fra sit land, og han dræbte endog såre mange af dem under pinsler." Dette indikerer at kong Wurm er identisk med Gorm den Gamle.

Mange mener at dette Northmannia, som Hardegon kom fra, må have været enten Norge eller Normandiet i Frankrig. Imidlertid, historikeren Erik Kroman argumenterer for at Hardegon, Svens søn, kom fra de Normanniske områder i England. Hardeknuds og Gorms navne peger entydigt mod Normanner-rigerne i England, påpeger han.

Vikingen Guthrum i "The Last Kingdom"

I den østlige del af England, som senere skulle blive kaldt Danelagen, udråbte vikingerne deres egne konger. Guthrum (Gorm) herskede i East Anglia indtil 890. Halvdan, en søn af Regnar Lodbrog, uddelte land til sine mænd i Northhumbria i 876, men blev fordrevet af sine egne og erstattet af en ny konge, som havde to navne, Gudred og Cnut. Alternativt kan der have været to konger, således at Gudred blev afløst af Cnut. Denne sidste kendes kun fra mønter. Gudred faldt i krigsfangenskab som ung, men blev løskøbt af Danerne og valgt til konge af York.

Simeon af Durham fortæller at Sct. Cuthbert viste sig for abbed Eadred og bød ham handle på følgende måde: Han skulle gå til den Danske hær og sige at han kom som udsending fra helgenen. Dernæst skulle han bede om at få den dreng at se, som hed Gudred, som sagdes at være søn af Hardecnut af Lethra i Sverige, og som de Danske havde solgt til en enke i Hwittingaham. Når han var fundet, og der var givet løsepenge for ham, skulle Eadred føre ham frem for hæren og lade ham vælge til konge på bjerget Oswiesdun, idet han satte en guldring på hans højre arm. Abbed Eadred fulgte St. Cuthberts bud, og drengen blev enstemmigt hyldet af hæren og befolkningen.

Også Adam af Bremen taler mange år senere om om Gudred: "Som tidligere nævnt, og som der står skrevet i Anglernes bedrifter, forblev Anglien efter Gudreds død, regnet fra dennes sønner Analept, Sigerih og Reginold, i næsten hundrede år under Danernes herredømme. Men så sendte Harald sin søn Hiring med en hær til Anglien. Han undertvang øen, men blev til sidst forrådt og dræbt af Nordhumberne."

Normanniske områder i England i vikingetiden. Fra "Y-DNA Test - I am a Viking, OK!"

Flere andre krønikeskrivere forbinder navnene Hardeknud og Gorm med England.

Roskilde krøniken fortæller om en "vis Sven, en overløber fra Nordmændene", som faldt med en stor hær ind i England, drev kong Aldradus ud af landet og tog herredømmet. Hans to sønner Gorm og Hardeknud, kunne ikke nøjes med England, de vendte sig plyndrende mod Danmark, fordrev kong Halvdan og delte hans rige, dog således at Gorm fik Danmark og Hardeknud England. Den historiske kerne i denne historie må være situationen i det Danske område i England omkring 877, hvor kongerne Cnut og Gudred herskede i nord, og Guthrum (Gorm) herskede i syd.

Saxo knytter en Gorm, som var farfar til Gorm den Gamle, til England. Han kaldtes Gorm Engelskmand, fordi han var født i England. Men medens han tog ophold i Danmark for at ordne sagerne der, gjorde Englænderne oprør, og han gjorde derefter aldrig noget kækt forsøg på at vinde landet tilbage. Desuden lader Saxo Gorms dronning Thyra være en Engelsk prinsesse.

Man kan nemt forestille sig at der stadig i Sven Tveskægs tid var en tradition i Knytlinge slægten om at England tilhørte dem, og det kan have været en del af Svens motivation for erobringen af England.

Der findes flere myter om Knytlingernes oprindelse: I Olav Tryggvason Saga finder kong Gormr enn Heimski's trælle en lille dreng i skoven, som han tager til sig, og giver navnet Knud den Fundne. I Jomsvikinge Saga hersker Gorm den Barnløse over Danmark. Hans mænd fandt et drengebarn i skoven, om dets hoved var bundet et silketørklæde, hvori der var knyttet en stor guldring. Kongen tog barnet til sig, kaldte ham sin søn og gav ham navnet Knud, fordi guldringen havde været bundet i hans pande med en knude. Hos Sven Aggesen angreb Sivard, Regnar Lodbrogs søn, Danmark og fældede kongen. Han ægtede den døde konges datter og påbød hende at opkalde deres søn efter hendes bælte. Da hendes bælte var bundet med en knude fik drengen navnet Knud.

3. Kongerne Chnob og Gurd i Hedeby

Men der er en brik, som ikke umiddelbart passer i puslespillet.

Widukind beretter om den tyske konge Henrik I Fuglefænger (918-936): "Da han også havde undertvungen alle de omliggende folkeslag, drog han med en hær mod Danerne, som på sørøvertogter angreb Friserne. Han besejrede dem og efter at have gjort dem skatskyldige, foranledigede han deres konge ved navn Chnuba til at modtage dåben."

Grafisk rekonstruktion af Hedeby. Foto: Les raids des vikings.

En notits i Korvej-årbøgerne under året 934 giver en datering: "Kong Henrik underkuede Danerne."

Umiddelbart, passer det ikke med at "Hardegon, Sueins søn fra Northmannia" berøvede Sigerich riget omkring 917, og derefter regerede hans efterkommere Hardecnut, Gorm og Harald Danmark uden afbrydelser.

Adam fortæller om kong Gnupa i et afsnit, der behandler ærkebisp Adalgars tid, som var årene 888-909 - altså før den "Normanniske" invasion - idet han referer til Sven Estridsen: "Efter ham fulgte Olaph, som kom fra Sueonia og opnåede herredømmet over Danernes rige med vold og våben; og han havde mange sønner, af hvilke Chnob og Gurd opnåede herredømmet efter faderens død."

Yderligere er kong Chnuba og hans søn Sigtryg dokumenteret af noget så solidt som to runestene, som er fundet nær Hedeby, som bærer de ret enslydende indskrifter: "Asfrid gjorde denne kumbl efter Sigtrygg sin og Gnupas søn" og "Asfrid Odinkardatter gjorde denne kumbl efter Sigtrygg konge sin og Gnupas søn - Gorm ristede runerne".

Den lille Sigtrygsten blev opdaget i 1887. Den var muret ind i muren på Gottorp Slot. Indskriften er dateret til omkring år 938. Nu er den opstillet i Vikinge Museum Hedeby. Foto viciarg Wikipedia.

Adam har en anden version end Widukind om Henrik I Fuglefængers angreb på Danerne, hvor kong Chnuba ikke nævnes: "Hos Danerne herskede på denne tid Hardeknudth Wurm; han var, det må jeg sige en meget grusom orm og de kristne særdeles fjendtlig stemt. Fordi han bestræbte sig for fuldstændig at udrydde de kristne, som var i Danerlandet, fordrev han de Guds præster fra sit land; mange af dem dræbte han også under tortur" Da Henrik Fuglefænger rykkede ind i landet med en hær: "forskrækkede han ved første angreb kong Wurm så meget at han ville gøre, hvad der blev ham befalet og ydmygt bad om fred. Efter at Henrik, der således var blevet sejrherre, havde lagt rigets grænser ved Sliaswich, som nu kaldes Heidaba, indsatte han en markgreve og befalede en koloni af Saxere at bosætte sig der. Alt dette - som er meddelt af en vis danerbisp, en kyndig mand - har vi, så pålideligt, som det er opfattet, lige så redeligt overgivet til vor kirke."

Faktisk, syv ældre kilder fortæller om kong Henriks sejr over Danerne, men kun en af dem omtaler kong Chnuba.

Adskillige historikere mener at Chnuba virkelig var søn af den Olaph, som "tilegnede sig herredømmet over Danernes rige med vold og våben", men da han blev angrebet af Henrik I Fuglefænger i 934, regerede han kun over en mindre del af Danmark omkring Hedeby. De fremhæver at ruten Slien-Ejderen til Nordsøen var Nordens vigtigste handelsvej, som kong Chnuba således beherskede. Det var tilligemed den rute, som alle vikingetogter fra Syd Skandinavien mod Vest-Europa tog.

Illustration fra Olaus Magnus' Historia fra 1555, som viser et skib, som trækkes over land. Fra Slien ved Hedeby var der kun kort vej over land til floderne Trene og Ejder. Ved at benytte denne rute sparede købmænd og vikinger en lang og farlig rejse nord om Jylland - evt. gennem Limfjorden.

Ved at undertvinge kong Chnuba i Hedeby og tvinge Danerne der til at betale skat, slog Henrik en prop i hullet, og vanskeliggjorde yderligere vikingetogter mod Vest Europa. Ved at tvinge Gnupa til at lade sig døbe isolerede han ham politisk fra det øvrige Danmark og Skandinavien. Ved at tage en vikingehøvding i sin tjeneste og lade ham bekæmpe de andre vikinger handlede kong Henrik her ikke anderledes end flere andre Tyske og Frankiske herskere tidligere havde gjort.

Chnuba og hans søn Sigtrygg - konge, Asfrid og Gnupas søn - kan dog ikke have hersket særlig længe i Hedeby efter dette. Der er flere eksempler på at Abodritiske og Skandinaviske herskere, som antog kristendommen, snart fik alvorlige problemer med deres hedenske undersåtter. Hvilket kan være baggrunden for at Gorms dronning Thyra derefter ifølge traditionen kunne blive forbundet med Danevirke.

4. Alfred den Stores Geografi

I en tilskrift til Alfred den stores oversættelse af Orosius' Roms Historie fra omkring år 890 kan udledes en skitse af de politiske forhold i Syd Skandinavien. Det var skrevet kun omkring 27 år før "Hardegon Sueins søn, fra Northmannia" berøvede Sigerich riget:

Handelsskib fra vikingetiden.

" - vest for Gammelsaxserne er floden Elbens munding og Frisland. Og derfra mod nordvest er det land, som hedder Angel, og Sillende og til en vis grad, Danerne (en del af Dene);" - og videre: "Vest for Syd-Danerne er den arm af verdenshavet, som flyder omkring landet Britannien, og nord for dem er den havarm, der hedder Østersøen; og øst for dem og mod nord bor Nord-Danerne, både på fastlandene og på øerne".

Vi kan tro at der var to grupper af Daner, nemlig Syd-Daner, som kan have boet omkring Hedeby, og Nord-Daner, som boede på Sjælland og i Skåne. I hvert fald antydes at et område, som delvist omfattede Angel og Sillende, udgjorde en politisk enhed beboet af Syd-Danerne. Hvilket passer med at Chnuba og senere hans søn Sigtrygg var konger af dette område.

I en anden del af kong Alfreds geografi fortæller den rejsende Ottar: "Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet - Og han fortalte, at han fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby. Den ligger mellem Venderne, Sachserne og Anglerne og hører til Danerne - Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han til bagbord Denemearce, til styrbord det åbne hav i tre dage; og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede Anglerne, før de kom her til landet. Og i disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Danmark." Af hvilket vi kan udlede at Halland, Sjælland, nogle andre øer og Hedeby tilhørte Danerne. Selve Jylland blev stadig kaldt Gotland, og synes ikke at have hørt til "Denemearce".

Der er flere meninger om hvilket rute Ottar sejlede. Nærværende forfatter tror at han sejlede ned langs Hallands kyst, nord om Sjælland, syd om Fyn, som han kaldte Gotland, og nord om Langeland og Ærø. Derved, når han fik Als i sigte, som han ikke vidste er en ø, ville han med sikkerhed vide at han skulle holde til bagbord for at finde et landmærke, som kunne lede ham ind i Slien.
Også Wulfstan sejlede forbi flere øer uden at nævne dem, for eksempel Femern og Rugen. Det var øjensynligt ikke almindeligt blandt søfarende at have et meget detaljeret kendskab til kystnære farvande.

Dette bekræftes af en anden rejsende, Wulfstan, som beretter at "han rejste fra Hedeby, og at han var i Truso på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl. - Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne. Disse lande hører alle til Denemearcan."

Både Adam og Roskilde krøniken fortæller at sommetider havde landet været delt mellem flere konger, og sommetider var det samlet som et rige. I 1157 delte man som en helt naturlig ting Danmark op i tre dele, som blev regeret af henholdsvis Sven, Knud og Valdemar. Det er fuldstændig tænkeligt at i Gorm den Gamles tid var landet opdelt i mindst tre dele 1) Et område kaldet Danmark, som omfattede Halland, Skåne, Sjælland, Lolland, Falster, Langeland og Ærø 2) Området omkring Hedeby regeret af Chnuba og Sigtryg 3) Resten af Jylland, som indtil da kaldtes Gotland, kan for størsteparten have været samlet under Gorm den Gamle, som havde sit kongesæde i Jelling. Knytlinge kongerne Hardegon, Hardecnudth og Gorm har sikkert over en længere periode efter invasionen i 917 arbejdet på at underlægge sig eller erobre stadig større dele af Jylland.

Saxo beskriver flere gange Sjælland, som øen i midten af riget, stor og frugtbar og beboet af tapre indbyggere.

Odysseus blev skyllet op på stranden på øen Ogygia, som betyder havets navle, altså øen i midten af havet. Her blev han holdt tilbage af nymfen Calypso, som var datter af titanen Atlas, som har givet navn til det vestlige hav, Atlanterhavet (Herodot: Atlantis Thalassa). Ved troldom fastholdt Calypso ham som sin elsker igennem syv lange år, indtil det lykkedes ham at flygte til nabo-øen ved gudinden Athenes hjælp. De antikke forfattere Strabo og Plutarch mener at øen lå i det Vestlige Ocean, og nærværende forfatter tror at Calypsos ø var Sjælland, øen i midten, og Odysseus mødte de Nordiske bronzealder-folk - og lige siden har denne ø nydt stor prestige, som øen i midten, hjemstedet for oldtidens konger.

Navnet på øen, Sjæl-land, betyder egentlig det samme, da sjælen er en persons egentlige center.

Harald Blåtand "vandt sig hele Danmark", hvilket må inkludere den hellige ø Sjælland. Da han døde blev han ikke begravet i Jelling hos sine forfædre, som man ellers ville forvente, for nu var han blevet en rigtig Dansk konge, og derfor skulle han begraves på Sjæl-land - sikkert også for at knytte denne ø's indbyggere nærmere Knytlinge-slægten.

5. Thyra Danebod

På den lille Jellingsten står: "kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but", som på nu-dansk lyder: "Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod".

Den lille Jellingsten, henholdsvis forside og bagside. Stenens oprindelige placering kendes ikke med sikkerhed. I 1600 tallet lå den foran kirkens dør. Foto Jürgen Howaldt - wikipedia.

Vi ved meget lidt om Thyra. Hvis vi antager at hendes søn, Harald Blåtand, var omkring 60 år, da han blev dræbt i 986-87, må han være født omkring 926. Vi kan tro at Thyra var omkring 20 år, da hun fik sin søn nummer to, hvilket vil føre til at hun var født omkring 905-910. Vi ved at hun døde før Gorm, altså før 958, hvad der fører til at hun højest kan have været 50 år gammel, da hun døde.

Det var oprindeligt historikeren Erik Arup, der som den første oversatte Thyras tilnavn "tanmarkar but" til "Danmarks pryd". Det var sikkert inspireret af Svend Aggesen, som kaldte hende Decus Datie (Danmarks pryd) eller Regni Decus (Rigets Pryd). Men senere grundige undersøgelser af Skandinaviske dialekter har ikke kunnet påvise at "but" eller "bod" skulle betyde pryd. Efter alt at dømme betyder "bod" istandsættelse, erstatning, bedring eller helbredelse. Betydningen findes stadig i udtrykket "bøde garn".

Der var tradition for at kongesønner valgte deres hustruer fra andre folk og nationer. Harald og Sven Tveskæg ægtede Slaviske prinsesser, Knud den Store giftede sig med Emma fra Normandiet. Når Thyra fik tilnavnet "tanmarkar but", var det sikkert, fordi hun kom fra det Danmark, som ifølge Alfreds geografi bestod af de fleste danske øer og Skåne med Sjælland som centrum. "Danmarks bod" kan så have betydet forbedringen fra Danmark.

Thyra Danebod leder bygningen af Dannevirke. Maleri af Rasmus Christiansen fra 1863.

Det falder i øjnene at Gorm og Thyra bliver beskrevet meget forskelligt i de fleste Skandinaviske sagaer og Krøniker.

Gorm har de ikke meget til overs for. I Jomsvikinge Saga kaldes han Gorm hinn Heimski, som betyder Gorm hjemmeføding. Hos Svend Aggesen er han Gorm Løghæ, som beskriver en slap og svag regent, som lever et udsvævende liv. Historiæ Norwegiæ kalder ham Gormo Stultissimus. Saxo tillægger ham dog noget initiativ, idet han her beskrives som en grum kristenforfølger, som jævner kirkerne med jorden.

Thyra, derimod, fremstilles som intelligent og beslutsom. I Jomsvikinge Saga fortælles at Gorm bejler til Klak-Haralds datter Thyra: "Over Holseteland herskede til den tid en jarl, ved navn Harald, som blev kaldt med tilnavnet Klak-Harald; han var en viis mand. Han havde en datter, som hed Thyre, der i Forstand overgik alle andre kvinder, og udlagde drømme bedre end nogen anden; hun var også meget smuk. Jarlen satte i henseende til landets styrelse hele sin Lid til sin datter, og lod hende råde alle dele med sig, og han elskede hende særdeles høit." Det berettes at hun "var den klogeste kvinde og tydede drømme bedre end mænd." Derfor fik hun lov selv at svare bejleren "thi" sagde faderen, "hun er langt klogere end jeg -"

Thyra Danebod fortæller Gorm om sønnen Knuds død. Saxo beretter at den aldrende Gorm havde svoret at dræbe den, som fortalte ham om Knuds død. Thyra tog sin tilflugt til list. Hun gav Gorm usle klæder og andre ting til sorg at skue, som man gjorde dengang. Så sagde Gorm: "Melder du mig Knuds død?" og Thyra svarede: "Det sagde du og ikke jeg". Maleri af August Carl Vilhelm Thomsen (1813-86). Oploaded af dllu på Wikipedia.

Når vi gerne vil forbinde Klak-Harald og Thyra med det Danmark, som havde sit tyngdepunkt på Sjælland, er det lidt forstyrrende at Klak-Harald i Jomsvikinge Saga er jarl af Holseteland, altså Holsten. Men vi må huske at Vita Anskarii fortæller: "Men fordi Kong Harald undertiden ikke kunde blive med fred i sit rige, så gav ovennævnte Kejser ham et len hinsides Elben, for at han kunde ty derhen, dersom det måske blev nødvendigt for ham".

Jomsvikinge Saga fortsætter med at prise Thyra: "og Thyre ansåes for den forstandigste kvinde, som nogensinde er kommen til Danmark, og blev kaldt Danmarks bod eller frelse." - tre gange blev Klak-Harald budt til julegilde hos kong Gorm, fortæller sagaen, og tre gange standsede han undervejs på grund af ildevarslende syner. Gorm blev vred, men Thyra fik ham formildet. Ifølge denne saga dræbte Harald sin bror Knud ved Limfjorden, og Thyra fandt en snild måde at fortælle det til Gorm.

Saxo tillægger Thyra æren for bygningen af Danevirke.

Kongenavnet Harald var oprindeligt knyttet Sjælland, øen i midten, som fra oldgammel tid nød en særlig værdighed. Vi husker at den Harald, som i år 826 lod sig døbe hos kejseren i Mainz, "sejlede til sit fædreland for at overtage styret der", hvilket betyder at hans fædreland må have været en ø. Jævnfør også Harald Hildetand, som efter overleveringen boede i Lejre - hvilket tyder på at Harald var et traditionelt kongenavn på Sjælland. Thyra var øjensynlig en prinsesse fra det Danmark, som Ottar og Wulfstan beskrev, hvor hoved-øen var Sjælland. En konge over hele Danernes land omkring Østersøens udmunding i det vestlige ocean skulle nødvendigvis have sit sæde på denne ærværdige ø, ganske som en kejser i antikken nødvendigvis skulle regere fra Rom.

Thyra Danebod leder bygningen af Dannevirke. Tegnet af Louis Moe.

Da Harald Blåtand døde blev han ikke begravet i Jelling ved siden af sine forfædre, som man ellers skulle forvente. Han blev begravet i Roskilde på Sjælland, for nu var han en rigtig dansk konge.

Det er nemt at forestille sig at denne forherligelse af Thyra på bekostning af Gorm, oprindelig var en politisk strategi, som havde til formål at gøre Thyra til noget helt specielt overfor indbyggerne i det østlige Danmark, som hun kom fra. For hvis hun var noget helt enestående, så måtte hendes sønner også være det, og det kunne bringe dem på banen som Danske kongsemner. De var jo i forvejen af kongeligt Dansk blod, fordi de var sønner af en Dansk prinsesse. Historikeren Peter Sawyer siges at have fremsat en lignende teori.

Thyras og Gorms sønner hed Knud og Harald. Det er nemt at se at den ældste, Knud, fik navn fra sin faders slægt, Knytlingerne, og den yngste, Harald, fik navn fra sin moders slægt. Knud faldt under et vikingetog mod Irland eller England, og derfor blev den yngre søn konge i Jelling.

Gorm og hans rådgivere var ikke så gamle og sløve, som eftertiden vil gøre dem til, for det lykkedes jo virkelig for hans søn Harald at blive valgt til konge også i det østlige Danmark.

6. Gorm den Gamle

Adam af Bremen beretter at i året 936 eller kort før rejste ærkebiskop Unni af Hamburg til Danmark, og her mødte han Danernes konge, Hardecnudth Wurm. Adam skrev: "Han var, det må jeg sige, en gruelig worm og ikke lidet fjendtlig mod kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, som fandtes i Danmark, fordrive de Guds præster fra sit land og han dræbte endog såre mange af dem under pinsler." Nogle, her i blandt forfatteren, tror at Adam har glemt et "filius" i den latinske tekst, således at der skulle have stået "Hardecnudth filius Wurm", som ville betyde Wurm, søn af Hardecnudth. Wurm var uden al tvivl den konge, som vi kalder Gorm den Gamle, på Jelling stenen simpelthen kaldt Gorm konge. Da Unni besøgte ham, havde måske siddet på tronen i nogle år.

Den store Jellingsten er dekoreret på tre sider. Den ene side er indgraveret med runer, den anden side er dekoreret med et dyr, som kæmper mod slanger, og på den tredje side af stenen er et relief, som formentlig forestiller Jesus på korset - Foto Erik Christensen wikipedia.

Begge Jelling sten og flere sagaer og krøniker dokumenterer at Gorms dronning hed "Thurui", "Thaurui", Tyre eller lignende, hvilket vi fortolker som Thyra. Vi kan tro at Thyra var en Dansk prinsesse fra Sjælland, som nød umådelig respekt i Knytlingernes rige i Jylland omkring Jelling.

Foruden sønnerne Knud og Harald fik Gorm og Thyra en datter ved navn Gunhild.

Saxos beskrivelse af kongen er ikke særlig smigrende: "Skønt denne blev regnet for at være usædvanlig stor af vækst, så svarede dog hans sind kun lidt til hans krop. Thi i den grad var han i sine sæder mæl af sin kongemagt, at han fandt en større glæde i at håndhæve den end i at øge den, regnede det for bedre at vogte sit eget end at gribe efter andres og hellere holdt fast ved, hvad han havde, end lod det vokse ved ny vinding".

Jelling højene - Det er nordhøjen til højre, hvor Gorm blev begravet. Til venstre på den anden side af kirken ligger sydhøjen, i hvilken der aldrig er konstateret nogen begravelser. Runestenene står præcis midt imellem de to høje. Jelling monumenterne er erklæret som Unesco Verdensarv. Foto Pintertest.

I den store saga om Olaf Tryggveson hedder det at: "Da Hardeknuds søn Gorm voksede op, var han den dejligste mand, man kunde se for sine øjne, han var derhos stor og stærk, og fortrinlig i alle Færdigheder; dog ansås han ikke for at besidde den Visdom, som hans Frænder før ham havde ord for."

Og i Knytlinge Saga læser vi: "Meget viis var han ikke (Knud den Store), ligeså lidt som Kong Svend, hvem han i alt slægtede på, eller som forhen Harald og Gorm, som ikke heller vare synderlig vise."

Heimskringla har større respekt for kong Gorm. Det fortælles at den Norske kong Harald Hårfagre sendte mænd for at hente en kvinde ved navn Gyda Eriksdatter, som han ville have til frille. Hun svarede mændene at hun ikke ville ofre sin mødom på sådan en småkonge: "Men det tykkes mig underligt at ikke den konge findes, som vil tilegne sig Norge således, at han har enevælde derover, som Kong Gorm har det i Danmark eller Erik i Uppsala", og hun sender mændene ud af døren med beskeden om at aldrig ville hun ægte Harald, før han har underlagt sig hele Norge og rådede for det rige lige så frit "som Kong Erik for Sveavældet eller Kong Gorm for Danmark, "thi først da tykkes han mig at kunne kaldes tjodkonge".

Gyda svarer Harald Hårfagers sendemænd - Foto Haralds Hårfagers Saga i Heimskringla tegning af Halvdan Egidius.

Olav Tryggvarsson Saga imødegår også billedet af Gorm som en gammel og dvask konge: "Kong Gorm trængte med sin hær ind i det rige i Danmark som kaldtes Reidgoteland, men nu kaldes Jylland, imod den konge, som da rådede derfor; han hed Gnupa. De havde nogle kampe sammen, men således endte det at Gorm fældede den konge og tilegnede sig hele hans rige. Dernæst for Gorm mod den konge, som hed Silfraskalli og havde ufred og kampe med ham, og kong Gorm fik stadig sejr, og omsider fældede han den konge, derpå gik han længere op i Jylland og for således med hærskjold at han ødede alle konger helt sydpå til Sli, og ligeledes vandt han et stort rige i Vendland. Mange kampe havde Gorm med Sakserne, og han blev den mægtigste konge."

Det lyder som om at da Hardegon, søn af Sven, gik i land i Jylland i år 917 var de politiske forhold temmelig kaotiske. Der var der mindst to konger foruden Sigerich, nemlig Gnupa og Silfraskalli, som begge - sammen med andre konger af mindre Gotiske riger - blev overvundet af Knytlingerne, senest af kong Gorm.

Dronning Margrete II taler ved kong Gorms genbegravelse Jelling Kirke i år 2000.

Også Adam af Bremen taler om kampe mod Saxerne: "Også Danerne, som havde Slaverne til hjælp, hærgede først Saxen hinsides Elben, dernæst også det på denne side Elben og indjog Saxerne stor rædsel."

Kampene mod Saxerne bliver ligeledes bekræftet af Dudo af Sct.Quentin, som beretter om nogle forhandlinger mellem den tyske kong Heinrich og den franske kong Ludvig i år 942, hvor den dansk-talende Wilhelm af Normandiet var til stede: "Mens kongerne talte sammen i enrum, begyndte hertug Herman af Saxen pludselig at tiltale Wilhelm på dansk. Så sagde Normannerhertugen: "Hvem har lært dig det danske sprog, som Saxerne ellers ikke forstår?" Han svarede: "Det krigeriske og ypperlige afkom af din våbenduelige slægt har mod min vilje lært mig dansk." Vilhelm: - "Hvorfor mod din vilje?" Herman: - "Fordi de jævnlig erobrede borgene i mit hertugdømme, leverede mange slag mod mig og førte mig som krigsfange til deres land, og derfor lærte jeg det mod min vilje."

Også kongs-sagaen Fagrskinna viser stor respekt for kong Gorm og antyder at Gorm var en særdeles aktiv konge, som udvidede Knytlingernes område i Jylland. Da Guld Harald kom hjem fra vikingetogt til Harald Blåtands kongesæde, gjorde han krav på halvdelen af riget, og Harald Blåtand søgte Haakons Jarls råd. Han svarede kongen: "Eders fader Gorm blev så stor en mand i sin æt at han tilegnede sig mange kongers vælde. Dette eksempel skulle Harald følge, han skulle skaffe Guld Harald et andet rige, som ikke var mindre end Danmark, thi "så ville eders fader, Gorm, have gjort at han ikke ville lade sin magt mindske af sine mægtige frænder, men snarere have øget deres, og i den henseende ville han have taget hvilket rige som helst." Senere siger Haakon til kong Harald: "Eders fader Gorm tilegnede sig et stort rige, som hans fader ikke havde haft. Hvilket rige skal I herre få, der er så stort eller større end Danmark, som Eders fader vandt under sig? Det ville nu være en høvdingedåd at tilegne sig Norge og hævne sin fostersøn."

Et sølvbæger, der blev fundet i det ellers tomme gravkammer i Jellings Nordhøj i 1820. Bægeret er 4,3 cm højt og støbt af næsten rent sølv. Den er udvendig prydet med germansk dyreornamentik. Det antages af mange at Gorm den Gamle oprindeligt var begravet i dette kammer, men senere blev flyttet til et kristent hvilested under gulvet i kirken. Det er nemt at forestille sig at bægeret var en oprindelig gravgave, som blev overset, da liget blev flyttet. I så fald har det måske været Gorms yndlingsbæger. Foto vikingstoday.com.

I en version af Olav Tryggvessons Saga hedder Gorms ældste søn Knud Dana-Ast. Det er nærliggende at gætte på at det står for Knud dana-as-æt - Dana fra sin moders og As fra sin faders æt. Han døde før Gorm og blev således ikke konge. Det fortælles at Knud og Harald, Gorms sønner, kom til England med en hær, og indtog Northumbria, idet de sagde at det var deres arveland, som deres forfædre havde ejet. Kong Athelstan gik imod dem med en stor hær, og de mødtes i et slag nord for Klyfland, hvor der var mange faldne på begge sider. En tid efter gik Gorms sønner op ved Skardeborg, og videre til York. Knud og andre badede, og han blev dræbt af en pil. Da Kong Athelstan nærmede sig med en stor hær, sejlede Danerne hjem.

Jomsvikinge Saga fortæller at Knud blev dræbt af sin broder Harald ved Limfjorden. Saxo mener at Knud blev dræbt af en pil fra mørket under en belejring af Dublin "mens han så på lege, som holdtes ved nattetid".

Datteren Gunhild blev ifølge Historia Norwegiæ gift med Harald Hårfagers ældste søn Erik Blodøkse. Dette understøttes af at Gunhild kaldte en af sine sønner for Gorm, som ellers var et sjældent navn. Hun beskrives i Sagaerne som den smukkeste blandt kvinder, men lille af skikkelse. Ved Harald Hårfagers død i 933 blev Erik valgt til Norsk konge; en værdighed han imidlertid kun nød i to år, hvorefter han blev fordrevet fra Norge på grund af sin hårdhændene fremfærd. Derefter blev han konge af York indtil omkring 948, da han blev fordrevet af den nyligt valgte Engelske kong Eadred. Erik Blodøkse faldt, og Gunhild flygtede med sine mange sønner. Dermed sluttede vikinge-herredømmet i York.

De fleste tror at det er Gorm den Gamles jordiske rester, som ligger under gulvet i Jelling Kirke. Stedet er vist ved at en del af en mørk stribe er erstattet en gylden stribe - Foto wikipedia.

I Håkon den Godes Saga hedder en af Erik Blodøkses og Gunhilds sønner Gamle Eiriksson. Gunhild var datter af Gorm, og dette skaber tvivl om, hvorvidt tilnavnet Gamle i "Gorm den Gamle" virkelig betød "gammel", eller det var et person-navn.

Det antages almindeligvis at Gorm den Gamle blev begravet i Nord-højen i Jelling, og senere overflyttet til en kristen grav i kirken. Træ fra gravkammeret i Nord Højen er blevet dendro-kronologisk dateret til år 958, hvilket år vi således - under alle omstændigheder - kan tro at Gorm døde.

Da Jelling Kirke i 1979 skulle have indlagt fjernvarme, var det nødvendigt at grave gulvet op. I den forbindelse undersøgte Nationalmuseet opgravningen og fandt de jordiske rester af en mand, som mange mener med stor sandsynlighed er Gorm den Gamle. Knoglerne bevidner en mand med stærke knogler og kraftige øjenbrynsbuer, som har været 177 cm. høj og omkring 50 år gammel, da han døde.

Imidlertid, flytnings-teorien, som den kaldes, er blevet stærkt kritiseret, blandt andet i en kronik i Skalk fra 1988 af Harald Andersen. Hans argumenter er at:

- Indbrudshullet i toppen af Nordhøjen er et typisk plyndringshul, som der er mange af i andre gravhøje; han mener at hvis det havde været Harald Blåtand, som havde gravet ned og udtaget sin faders knogler, ville han have brugt en mere nænsom metode og ikke efterladt hans gravhøj som sådan en ruin.
- Man fandt kun dyreknogler og ikke nogen menneskeknogler i gravkammeret i 1820, da lokale bønder gravede ned i hullet, men det er ifølge Harald Andersen, fordi menneskeknogler er spinklere og bliver nedbrudt hurtigere end knogler fra store dyr, for eksempel heste.
- Skelettet, som man fandt under gulvet i Jelling kirke lå i stor anatomisk uorden, hvilket almindeligvis tages som et bevis på at det er blevet flyttet. Men han påviser at grundvandet under kirken står meget højt, og gravkammeret kan ind imellem være blevet oversvømmet, og skelet-delene kan have flydt ovenpå og derved skiftet plads. Desuden, hvis man virkelig havde flyttet en konges jordiske levninger, ville man nok have placeret de så anatomisk korrekt, som muligt; det vil sige hovedet opad og benene i den anden ende og armene langs siderne og så videre. Det er usandsynligt at man blot har kastet knoglerne ned i hullet, således som det så ud som om.
- Desuden finder han det usandsynligt at en notorisk hedning skulle blive begravet i en kristen kirke.
- Alderen på den person, som blev fundet under gulvet i Jelling Kirke - sammen med dødsåret 958 baseret på dendrokronologi, passer ikke med de historiske oplysninger om Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtand.

7. Landsbyerne

Vikingernes eksplosive ekspansion med kolonisering af Danelagen, Normandiet, Nordatlanten og dele af Rusland lader sig kun forklare med et stort befolkningsoverskud i Skandinavien, og dette at det nu var muligt at sejle relativt sikkert over havet med den ny skibstype, vikingeskibet.

Grafisk rekonstruktion af landsbyen Vorbasse i Vikingetiden omkring år 900. Landsby bebyggelsen var meget spredt og størstedelen af landsbyens areal blev brugt til græsning for kreaturer. Gårdene lå langs med en 10 m. bred vej, som gik igennem landsbyen i retningen øst-vest. Alle gårdene bestod af et hovedhus med beboelse i den ene ende og stald i den anden. Desuden var der et antal mindre bygninger, staklader og grubehuse. Fra Danmarks Oldtid af Jørgen Jensen - Gyldendal.

Søkonger herskede over flåder af skibe uden fast tilholdssted. Skibene var sikkert bemanded med mænd, som ikke kunne finde deres udkomme andetsteds, hvilket vidner om et stort befolkningspres. Widtsith digtet fortæller for eksempel: "Sigehere herskede over Sø-Danerne i mange år"; og Saxo fortæller om Roar og Helge: "De delte således riget imellem sig, at Helge fik havet at råde over"; og Adam af Bremen: "Guttovn, kong Horic's nevø, som var blevet drevet ud af Danmark, og havde levet som en pirat, i samarbejde med sin bror Harald, og efter at have samlet et stort antal skibe, angreb deres onkel. Som et resultat af kampen blev Horic og alle hans ledende mænd dræbt."

Endelser på Danske stednavne for landsbyer grundlagt i Romersk og Germansk Jernalder og Vikingetid.

Der vokser ikke korn på havet, så vi må tro at alle disse søkonger og deres mænd levede af at røve og plyndre langs kysterne.

Der må med ret stor sikkerhed have været en stor befolkning i Skandinavien i Vikingetiden. Imidlertid er det ikke lykkedes hverken med pollen analyser eller udgravninger at påvise at landsbyerne lå særlig tæt, eller de var meget folkerige i denne periode.

Men da Skandinaverne bosatte sig i Danelagen i England og i Nordmandiet i Frankrig netop i 800-900 tallet navngav de deres ny bebyggelser på samme måde, som de sikkert har navngivet ny anlagte bygder og landsbyer hjemme i Skandinavien i samme periode. Disse stednavne indeholder typisk efterleddene:

-by som i Derby og Rødby,
-torp som i Scunthorpe og Kastrup,
-toft som i Thurdistoft og Gentofte.
-tved som i Stennestwatt og Næstved.
-dal som i Coalbrookedale og Kokkedal.
-bæk som i Holbeck ved Leeds, Holbæk og Hornbæk.

Holeby på Lolland. Endelsen -by er typisk for vikingetiden.

Da det er almindelig kendt at der findes mange af denne type landsbynavne i Danmark, må man konkludere at i hvertfald nogle af disse blev grundlagt i Vikingetiden på samme tid, som landsbyer med lignende navne blev det i de erobrede dele af England og Frankrig. Da disse stednavnetyper findes i tusindvis er det en stærk indikation af en befolknings-ekspansion også indenfor Skandinavien.

-by endelsen har stadig bevaret sin oprindelige betydning i moderne dansk, nemlig som sagt "by" i betydningen en bebyggelse, som er større end end en almindelig landsby. Vi kender det i for eksempel Brøndby, Dalby og Holeby. Forleddet synes i de fleste tilfælde at være et personnavn.

Hemdrup i Vest Himmerland. Endelsen -torp, som med tiden er blevet til -rup blev brugt i vikingetiden, men også lang tid efter. Foto Hemdrup lokaltindblik.

-torp navnene er for de flestes vedkommende med tiden ændret til -strup eller -rup. Der findes omkring 3.500 stednavne af typen -torp, -strup eller -rup på gammel Dansk område. Stednavneforskeren Johannes Steenstrup konkluderede: "Torp er den bebyggelse, som er opstået som aflægger fra en anden by, en udflytter eller flere har grundet et anlæg på den ældre landsbys mark eller tilliggende." Nyanlagte landsbyer har været navngivet således gennem meget lang tid. Det ældste eksempel på en -torp i Skandinavien er omtalen af Sliesthorp i de Frankiske rigsannaler for året 804, idet det hedder: "- på samme tid kom danerkongen Godfred med sin flåde og hele rigets rytteri til stedet, der kaldes Sliesthorp, i grænselandet mellem hans rige og Saxen". Derfor må Sliesthorp være ældre end 804. De yngste eksempler på -torp landsbyer må være dem, som indeholder et kristent navn fra Bibelen som forled, for eksempel Niels i Nielstrup nær Svenborg og Peter i Pederstrup syd for Odense.

Tåstrup - oprindeligt Thorstrup - Frøstrup og Tistrup indeholder gudenavnene Thor, Frøj og Tyr og kan meget vel have fået deres navne fra en form for tilstedeværelse af disse guder. Dog blev ihvertfald Thor brugt som personnavn langt ind i Middelalderen, således at Tåstrup muligvis kan have fået sit navn efter bonden Thor, som grundlagde denne bygd.

Gentofte med endelsen -toft. Foto SF.

-toft endelsen er meget karakteristisk for stednavne af nordisk oprindelse i Normandiet, den findes i stort tal både i England og Danmark. Den siges at betegne et indhegnet areal, som er udskilt af landsbyfællesskabet til brug for en bestemt person. En ældre betydning har sikkert været: et jordstykke bestemt for bebyggelse for en bestemt person. Martofte på Hindsholm nord for Kerteminde kan have betydet en indhegning, hvor der gik heste, eller blot bonden Mar's jordstykke. Det er fristende at fortolke Ebeltoft som en indhegning, hvori der blev dyrket æbler. Assentoft ved Randers betyder temmelig sikkert mandens Asser's toft, altså jordstykke.

-tved som i Langtved mellem Kerteminde og Nyborg eller Abbetved mellem Roskilde og Holbæk. Navnet Tved uden forled findes 12 forskellige steder i gammel Dansk område. Endelsen siges at betyde en rydning i skoven. Det er dog svært at se bort fra at det også kan betyde skov. I Gjukunge Saga betyder Myrktved således "den mørke skov". Engelsk har "wood", som kan betyde både en stor skov og materialet træ. På moderne dansk har vi ordet "ved", som betyder materialet træ. Man kan forestille sig -tved betød en bebyggelse i eller nær en stor skov.

-dal indeholder helt sikkert det nordiske "dal", som på moderne engelsk hedder "valley". I Danmark findes endelsen blandt mange andre steder i Hjortdal i Han Herred, Sanddal syd for Fredericia, Kokkedal syd for Helsingør og Hylkedal ved Kolding. I Danmark synes forleddene at betegne dyr eller en naturformationer.

8. Litteratur