I folkevandringstiden slog Jyderne sig ned på den Kimbriske halvø "nord for Anglerne". De erobrede en stor del af halvøen, men "kong Erik af Jylland" led et alvorligt tilbagelag i 845 e.Kr. Men Hardegon, søn af Sven, vendte hjem fra det normanniske England omkring 910 e.Kr. og vendte udviklingen. Hans sønnesøn, kong Gorm, fuldendte erobringen af Reidgotland, som den Kimbriske halvø dengang kaldtes, som derefter fik navnet Jylland. Det lykkedes den sejrrige kong Gorm at opnå ægteskab med den danske prinsesse Thyra, hvilket banede vejen for at deres søn, Harald, blev konge over hele Danmark.
1. Danmark tager form ud af fortidens tåge
Gorm den Gamle er meget godt dokumenteret som konge. Han er nævnt på begge Jelling runestene, af Adam af Bremen, Roskilde Krøniken, Jomsvikinge Saga, Olav Trygvasons Saga, Saxo Grammaticus, Svend Aggesen, Hauksbok Fagrskinna og Knytlinge Saga. Hans regeringstid som konge er hævet over enhver tvivl, og derfor er der tradition for at han er den første konge i den danske kongerække.
Tidslinje for Danmarks historie baseret på kongeslægter - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede i hvert fald en del af Jylland omkring år 917 som fortalt af Adam af Bremen under biskop Hoger. En inddeling af kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle naturlige grupper eller dynastier, gør historien overskuelig.
Desuden er det sandt. Man kan genkende nogle karakteristiske grupper, såsom de tidlige vikingekonger, som jeg kalder Knytlingene, adskilt fra Svend Estridsens tid af Magnus den Godes regering. Svend, Knud og Valdemar borgerkrigen adskiller Svend Estridsen og hans sønners periode fra Valdemarerne. Den kongeløse tid adskiller naturligt Valdemarerne fra Valdemar Atterdag og unionskongerne. Oldenborg kongeslægten blev introduceret ganske udramatisk, fordi Christian 1. var en efterkommer efter Valdemar Atterdag.
Unionens endelige undergang med det Stockholmske Blodbad, Christian 2.'s fald, Grevens Fejde og den lutherske reformation er en helt klar og uundgåelig skillelinje i historien.
Det oldgamle valgkongedømme blev afskaffet ved et kup i 1660 og erstattet af enevælden. Oldenborg kongerne var impliceret i både valgkongedømme og enevælde. Desuden var det en oldenborg konge, nemlig Frederik 7. som afskaffede enevælden i 1848 og indførte det konstitutionelle monarki, hvor kongemagten er arvelig og defineret i grundloven. Tegning eget arbejde.
På den lille Jellingsten lyder teksten: "kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but", som er oversat til nu-dansk som: "Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod".
Knytlingerne var Jydernes kongeslægt.
Jyderne var et fåtalligt folk, som kom fra Asien i folkevandringstiden på omtrent samme tid som Asiamændene, som Snorre nævner, kom til Fyn, Danerne til Sjælland og Sveaerne kom til området ved Mälarn. De var efter alt at dømme beslægtede grupper, men indbyrdes rivaler.
I århundredet efter Kristi fødsel gjorde Augustus og Tacitus rede for hvilke stammer, som levede på den Kimbriske Halvø, og de nævner ikke noget om Jyder.
Først Den Angelsaksiske Krønike i 449 e.Kr. nævner Jyder og fortæller at de kom fra Germanien.
Procopius fortæller omkring 550 at de hjemvendende Heruler passerede "Danernes nationer".
Den Ærværdige Bede fortæller år 700 at Jyderne boede nord for Anglerne. Rimpert beretter i Vita Anskarii at kong Erik af Jylland angreb Hamborg i 845 og ødelagde kirkerne. Men Erik blev dræbt af vikinger, og derefter var hans eneste søn, Erik II, tilbage som regent over kun en lille del af Jylland, hvilket måske var Jydernes oprindelige område "nord for Anglerne".
Alfred den Store geografi fra omkring 880 fortæller: "Vest for Syd-Danerne ligger den arm af havet, der omgiver Britannia, og nord for dem er den havets arm kaldet Østersøen; mod øst og mod nord for dem er Nord-Danerne, både på kontinentet og på øer". Syd-Danerne kan meget vel have været Jyderne.
Adam af Bremen taler omkring 1070 om "de Daner, som kaldes Jyder".
Adam beretter om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om Hardecnudt Wurm. Nogle historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået Hardecnudt filius Wurm, hvilket betyder Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud den Hellige i sit gavebrev til domkirken i Lund fra 1085 kalder sig Knud 4. hvoraf følger at der må have været en Knud 1. eller en Hardeknud 1. forud for Gorm, hvilket Adam jo også fortæller. Denne Hardegon kom fra Normannien og "berøvede Sigerich riget".
Det lykkedes den jyske kong Gorm at opnå ægteskab med Thyra - en prinsesse fra Danmark - altså Danernes rige på Sjælland og i Skåne, som Alfreds geografi siger "både på kontinentet og på øer". De fik to sønner. Den ældste fik et navn fra Jydernes kongeslægt, nemlig Knud, medens den yngste fik et navn fra Danernes kongeslægt, nemlig Harald. Men Knud faldt på et vikingetogt og Harald blev konge, først over Jyderne og senere "vandt (han) sig hele Danmark og Norge", fordi hans moder var den fornemme danske prinsesse Thyra og under indtryk af truslen fra syd.
Erik, Knud og Sven synes at have været traditionelle navne i Jydernes kongeslægt, men navnet Harald kom fra Danerne.
Vikingesværd udstillet på Vikingemuseum Hedeby. Foto viciarg Wikipedia.
Og på den store Jelling sten står: "Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna", som er blevet oversat til: "Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark hele og Norge og Danerne gjorde kristne."
Vi kan udlede af disse runeindskrifter at Gorm var konge, hans hustru hed Thyra og hun døde før ham, og de havde en søn ved navn Harald, som blev konge af hele Danmark.
Svend Aggesen skrev, at på hans tid - omkring 250 år efter - var der en kongsgård i Jelling. Byen er opført i Valdemars Jordebog som kongelev. Og Jelling monumenterne viser kongeslægtens tilknytning til stedet. Desuden har senere arkæologiske udgravninger afsløret omfattende palisadeværker. Der er således gode grunde til at tro at Jelling var de tidlige Knytlingers kongesæde.
2. Knytlingerne kom fra normannisk område i England
Den mest pålidelige beretning om Gorms forfædre er Adam af Bremens; han havde den direkte fra Sven Estridsen, som man må tro kendte sine forfædre. Han skrev: "Danerkongen, som vi længe må mindes, og som huskede alle barbarernes bedrifter, ret som om de var skrevet op" - "Noget har den berømte danske konge forelæst for os, da jeg spurgte ham om det. Efter Olaph, sagde han, Sveonernes fyrste, som regerede i Danmark sammen med sine sønner, blev Sigerich sat i hans sted. Og da han havde regeret i kort tid, kom Hardegon Sueins søn fra Northmannia og berøvede ham riget." Dette skete i 917 eller 918. Da Knytlingerne ofte senere bruger navnet Sven, må vi antage at denne Sven fra Northmannia var Knytlingernes stamfader.
The Vale of York Viking Hoard blev fundet i 2007 af David og Andrew Whelan nær byen Harrogate i det nordlige Yorkshire. Den stammer netop fra 900-tallet. Skatten indeholder 617 sølvmønter og 65 andre ting. Mønterne er fra Sarmakand i moderne Uzbekistan, Nord Afrika, Afganistan, Rusland, Irland, Skandinavien og Vest Europa. Foto JMiall Wikipedia.
En Saga fortæller at Knytlingerne nedstammede fra Regnar Lodbrog. Da Harald Blåtand i Olav Tryggvesons Saga bliver konfronteret med Guld-Haralds krav om medkongeskab, fortælles det: "Ved dette krav blev Harald meget vred og sagde at ingen mand havde krævet det af kong Gorm, fader hans, at han skulle blive halv-konge i Danmark, ikke heller af hans far, Horda-Knut eller af Sigurd Orm-i-øje eller af Regnar Lodbrog."
Adam beretter at få år før bisp Unni af Bremen og Hamburg døde år 936 i Birka besøgte han Danmark: "Hos Danerne herskede på den tid Hardecnudth Wurm. Han var, det må jeg sige, en gruelig worm og ikke lidet fjendtlig mod kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, som fandtes i Danmark, fordrive de Guds præster fra sit land, og han dræbte endog såre mange af dem under pinsler." Dette indikerer at kong Wurm er identisk med Gorm den Gamle.
Mange mener at dette Northmannia, som Hardegon kom fra, må have været enten Norge eller Normandiet i Frankrig. Imidlertid, historikeren Erik Kroman argumenterer for at Hardegon, Svens søn, kom fra de Normanniske områder i England. Hardeknuds og Gorms navne peger entydigt mod Normanner-rigerne i England, påpeger han.
Vikingen Guthrum i "The Last Kingdom"
I den østlige del af England, som senere skulle blive kaldt Danelagen, udråbte vikingerne deres egne konger. Guthrum (Gorm) herskede i East Anglia indtil 890. Halvdan, en søn af Regnar Lodbrog, uddelte land til sine mænd i Northhumbria i 876, men blev fordrevet af sine egne og erstattet af en ny konge, som havde to navne, Gudred og Cnut. Alternativt kan der have været to konger, således at Gudred blev afløst af Cnut. Denne sidste kendes kun fra mønter. Gudred faldt i krigsfangenskab som ung, men blev løskøbt af Danerne og valgt til konge af York.
Simeon af Durham fortæller at Sct. Cuthbert viste sig for abbed Eadred og bød ham handle på følgende måde: Han skulle gå til den Danske hær og sige at han kom som udsending fra helgenen. Dernæst skulle han bede om at få den dreng at se, som hed Gudred, som sagdes at være søn af Hardecnut af Lethra i Sverige, og som de Danske havde solgt til en enke i Hwittingaham. Når han var fundet, og der var givet løsepenge for ham, skulle Eadred føre ham frem for hæren og lade ham vælge til konge på bjerget Oswiesdun, idet han satte en guldring på hans højre arm. Abbed Eadred fulgte St. Cuthberts bud, og drengen blev enstemmigt hyldet af hæren og befolkningen.
Også Adam af Bremen taler mange år senere om Gudred: "Som tidligere nævnt, og som der står skrevet i Anglernes bedrifter, forblev Anglien efter Gudreds død, regnet fra dennes sønner Analept, Sigerih og Reginold, i næsten hundrede år under Danernes herredømme. Men så sendte Harald sin søn Hiring med en hær til Anglien. Han undertvang øen, men blev til sidst forrådt og dræbt af Nordhumberne."
Normanniske områder i England i vikingetiden. Fra "Y-DNA Test - I am a Viking, OK!"
Flere andre krønikeskrivere forbinder navnene Hardeknud og Gorm med England.
Roskilde krøniken fortæller om en "vis Sven, en overløber fra Nordmændene", som faldt med en stor hær ind i England, drev kong Aldradus ud af landet og tog herredømmet. Hans to sønner Gorm og Hardeknud, kunne ikke nøjes med England, de vendte sig plyndrende mod Danmark, fordrev kong Halvdan og delte hans rige, dog således at Gorm fik Danmark og Hardeknud England. Den historiske kerne i denne historie kan være situationen i det Danske område i England omkring 877, hvor kongerne Cnut og Gudred herskede i nord, og Guthrum (Gorm) herskede i syd.
Saxo knytter en Gorm, som var farfar til Gorm den Gamle, til England. Han kaldtes Gorm Engelskmand, fordi han var født i England. Men medens han tog ophold i Danmark for at ordne sagerne der, gjorde Englænderne oprør, og han gjorde derefter aldrig noget kækt forsøg på at vinde landet tilbage. Desuden lader Saxo Gorms dronning Thyra være en engelsk prinsesse.
Man kan nemt forestille sig at der stadig i Sven Tveskægs tid var en tradition i Knytlinge slægten om at England tilhørte dem, og det kan have været en del af Svens motivation for erobringen af England.
Der findes flere myter om Knytlingernes oprindelse: I Olav Tryggvason Saga finder kong Gormr enn Heimski's trælle en lille dreng i skoven, som han tager til sig, og giver navnet Knud den Fundne. I Jomsvikinge Saga hersker Gorm den Barnløse over Danmark. Hans mænd fandt et drengebarn i skoven, om dets hoved var bundet et silketørklæde, hvori der var knyttet en stor guldring. Kongen tog barnet til sig, kaldte ham sin søn og gav ham navnet Knud, fordi guldringen havde været bundet i hans pande med en knude. Hos Sven Aggesen angreb Sivard, Regnar Lodbrogs søn, Danmark og fældede kongen. Han ægtede den døde konges datter og påbød hende at opkalde deres søn efter hendes bælte. Da hendes bælte var bundet med en knude fik drengen navnet Knud.
3. Kongerne Chnob og Gurd i Hedeby
Men der er en brik, som ikke umiddelbart passer ind i puslespillet.
Widukind beretter om den tyske konge Henrik I Fuglefænger (918-936): "Da han også havde undertvungen alle de omliggende folkeslag, drog han med en hær mod Danerne, som på sørøvertogter angreb Friserne. Han besejrede dem og efter at have gjort dem skatskyldige, foranledigede han deres konge ved navn Chnuba til at modtage dåben."
Grafisk rekonstruktion af Hedeby. Foto: Les raids des vikings.
En notits i Korvej-årbøgerne under året 934 giver en datering: "Kong Henrik underkuede Danerne."
Umiddelbart, passer det ikke med at "Hardegon, Sueins søn fra Northmannia" berøvede Sigerich riget omkring 917, og derefter regerede hans efterkommere Hardecnut, Gorm og Harald Danmark uden afbrydelser.
Adam fortæller om kong Gnupa i et afsnit, der behandler ærkebisp Adalgars tid, som var årene 888-909 - altså før den "Normanniske" invasion - idet han referer til Sven Estridsen: "Efter ham fulgte Olaph, som kom fra Sueonia og opnåede herredømmet over Danernes rige med vold og våben; og han havde mange sønner, af hvilke Chnob og Gurd opnåede herredømmet efter faderens død."
Yderligere er kong Chnuba og hans søn Sigtryg dokumenteret af noget så solidt som to runestene, som er fundet nær Hedeby, som bærer de ret enslydende indskrifter: "Asfrid gjorde denne kumbl efter Sigtrygg sin og Gnupas søn" og "Asfrid Odinkardatter gjorde denne kumbl efter Sigtrygg konge sin og Gnupas søn - Gorm ristede runerne".
Sigtrygsten, den såkaldte lille Sigtrygsten, blev opdaget i 1887. Den var muret ind i muren på Gottorp Slot. Indskriften er dateret til omkring år 938. Nu er den opstillet i Vikinge Museum Hedeby. Foto viciarg Wikipedia.
Adam har en anden version end Widukind om Henrik I Fuglefængers angreb på Danerne, hvor kong Chnuba ikke nævnes: "Hos Danerne herskede på denne tid Hardeknudth Wurm; han var, det må jeg sige en meget grusom orm og de kristne særdeles fjendtlig stemt. Fordi han bestræbte sig for fuldstændig at udrydde de kristne, som var i Danerlandet, fordrev han de Guds præster fra sit land; mange af dem dræbte han også under tortur" Da Henrik Fuglefænger rykkede ind i landet med en hær: "forskrækkede han ved første angreb kong Wurm så meget at han ville gøre, hvad der blev ham befalet og ydmygt bad om fred. Efter at Henrik, der således var blevet sejrherre, havde lagt rigets grænser ved Sliaswich, som nu kaldes Heidaba, indsatte han en markgreve og befalede en koloni af Saxere at bosætte sig der. Alt dette - som er meddelt af en vis danerbisp, en kyndig mand - har vi, så pålideligt, som det er opfattet, lige så redeligt overgivet til vor kirke."
Faktisk, syv ældre kilder fortæller om kong Henriks sejr over Danerne, men kun en af dem omtaler kong Chnuba.
Adskillige historikere mener at Chnuba virkelig var søn af den Olaph, som "tilegnede sig herredømmet over Danernes rige med vold og våben", men da han blev angrebet af Henrik I Fuglefænger i 934, regerede han kun over en mindre del af Danmark omkring Hedeby. De fremhæver at ruten Slien-Ejderen til Nordsøen var Nordens vigtigste handelsvej, som kong Chnuba således beherskede. Det var tilligemed den rute, som alle vikingetogter fra Syd Skandinavien mod Vesteuropa tog.
Illustration fra Olaus Magnus' Historia fra 1555, som viser et skib, som trækkes over land. Fra Slien ved Hedeby var der kun kort vej over land til floderne Trene og Ejder. Ved at benytte denne rute sparede købmænd og vikinger en lang og farlig rejse nord om Jylland.
Ved at undertvinge kong Chnuba i Hedeby og tvinge Danerne der til at betale skat, slog Henrik en prop i hullet, og vanskeliggjorde yderligere vikingetogter mod Vest Europa. Ved at tvinge Gnupa til at lade sig døbe isolerede han ham politisk fra det øvrige Danmark og Skandinavien. Ved at tage en vikingehøvding i sin tjeneste og lade ham bekæmpe de andre vikinger handlede kong Henrik her ikke anderledes end flere andre Tyske og Frankiske herskere tidligere havde gjort.
Chnuba og hans søn Sigtrygg - konge, Asfrid og Gnupas søn - kan dog ikke have hersket særlig længe i Hedeby efter dette. Der er flere eksempler på at Abodritiske og Skandinaviske herskere, som antog kristendommen, snart fik alvorlige problemer med deres hedenske undersåtter. Hvilket kan være baggrunden for at Gorms dronning Thyra derefter ifølge traditionen kunne blive forbundet med Dannevirke.
4. Alfred den Stores geografi
I en tilskrift til Alfred den stores oversættelse af Orosius' Roms Historie fra omkring år 890 kan udledes en skitse af de politiske forhold i Syd Skandinavien. Det var skrevet kun omkring 27 år før "Hardegon Sueins søn, fra Northmannia" berøvede Sigerich riget:
Handelsskib fra vikingetiden.
" - vest for Gammelsaxserne er floden Elbens munding og Frisland. Og derfra mod nordvest er det land, som hedder Angel, og Sillende og til en vis grad, Danerne (en del af Dene);" - og videre: "Vest for Syd-Danerne er den arm af verdenshavet, som flyder omkring landet Britannien, og nord for dem er den havarm, der hedder Østersøen; og øst for dem og mod nord bor Nord-Danerne, både på fastlandene og på øerne".
Vi kan tro at der var to grupper af Daner, nemlig Syd-Daner, som kan have boet omkring Hedeby, og Nord-Daner, som boede på Sjælland og i Skåne. I hvert fald antydes at et område, som delvist omfattede Angel og Sillende, udgjorde en politisk enhed beboet af Syd-Danerne. Hvilket passer med at Chnuba og senere hans søn Sigtrygg var konger af dette område.
I en anden del af kong Alfreds geografi fortæller den rejsende Ottar: "Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet. Det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Gotland og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet - Og han fortalte, at han fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby. Den ligger mellem Venderne, Sachserne og Anglerne og hører til Danerne - Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han til bagbord Denemearce, til styrbord det åbne hav i tre dage; og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede Anglerne, før de kom her til landet. Og i disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Danmark." Af hvilket vi kan udlede at Halland, Sjælland, nogle andre øer og Hedeby tilhørte forskellige grupper Daner. Selve Jylland blev stadig kaldt Gotland, og synes ikke at have hørt til "Denemearce".
Der er flere meninger om hvilket rute Ottar sejlede. Han sejlede ned langs Hallands kyst, nord om Sjælland, øst om Fyn, som han kaldte Gotland, vest om Langeland og enten syd eller nord om Ærø.
Wulfstan sejlede forbi flere øer uden at nævne dem, for eksempel Femern og Rügen. Det var øjensynligt ikke almindeligt blandt søfarende at have et meget detaljeret kendskab til kystnære farvande.
Dette bekræftes af en anden rejsende, Wulfstan, som beretter at "han rejste fra Hedeby, og at han var i Truso på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl. - Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne. Disse lande hører alle til Denemearca."
Både Adam og Roskilde krøniken fortæller at sommetider havde landet været delt mellem flere konger, og sommetider var det samlet som et rige. I 1157 delte man som en helt naturlig ting Danmark op i tre dele, som blev regeret af henholdsvis Sven, Knud og Valdemar. Det er fuldstændig tænkeligt at på Ottars og Wulfstans tid var landet opdelt i mindst tre dele 1) Et område kaldet Danmark, som omfattede Halland, Skåne, Sjælland, Lolland, Falster, Langeland og muligvis Ærø 2) Området omkring Hedeby regeret af Chnuba og Sigtryg 3) Resten af Jylland, som dengang blev kaldt Gotland, kan for størsteparten have været beboet af forskellige traditionelle gotiske folk, som det havde været tilfældet i mange hundrede år, men dog også Jydernes oprindelige mindre område "nord for Anglerne".
Saxo beskriver flere gange Sjælland, som øen i midten af riget, stor og frugtbar og beboet af tapre indbyggere.
Odysseus blev skyllet op på stranden på øen Ogygia, som betyder havets navle, altså øen i midten af havet. Her blev han holdt tilbage af nymfen Calypso, som var datter af titanen Atlas, som har givet navn til det vestlige hav, Atlanterhavet (Herodot: Atlantis Thalassa). Ved trolddom fastholdt Calypso ham som sin elsker igennem syv lange år, indtil det lykkedes ham at flygte til naboøen ved gudinden Athenes hjælp. De antikke forfattere Strabo og Plutarch mener at øen lå i det Vestlige Ocean, og man kan tro at Calypsos ø var Sjælland, øen i midten, og Odysseus mødte de Nordiske bronzealderfolk - og lige siden har denne ø nydt stor prestige, som øen i midten, hjemstedet for oldtidens konger.
Navnet på øen, Sjæl-land, betyder egentlig det samme, da sjælen er en persons egentlige center.
Gorms søn Harald Blåtand "vandt sig hele Danmark", hvilket må inkludere den hellige ø Sjælland. Da han døde blev han ikke begravet i Jelling hos sine forfædre, som man ellers ville forvente, for nu var han blevet en rigtig Dansk konge, og derfor skulle han begraves på Sjæl-land - sikkert også for at knytte denne ø's indbyggere nærmere til den ny kongeslægt.
5. Thyra Danebod
På den lille Jellingsten står: "kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but", som på nudansk lyder: "Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod".
Den lille Jellingsten, henholdsvis forside og bagside. Stenens oprindelige placering kendes ikke med sikkerhed. I 1600-tallet lå den foran kirkens dør. Foto Jürgen Howaldt Wikipedia.
Vi ved meget lidt om Thyra. Hvis vi antager at hendes søn, Harald Blåtand, var omkring 60 år, da han blev dræbt i 986-87, må han være født omkring 926. Vi kan tro at Thyra var omkring 20 år, da hun fik sin søn nummer to, hvilket vil føre til at hun var født omkring 905-910. Det eneste vi ellers ved er at hun døde før Gorm. Det store gravkammer i Nordhøjen var sandsynligvis beregnet for begge ægtefæller, og træ derfra er dendrokronologisk bestemt til at være fældet 958 e.Kr. og derfor har hun mindst levet til dette år, formentlig nogle år længere, da graven kan være forberedt år i forvejen. Hun har sikkert opnået en for datiden ret høj alder på 50-60 år.
Det var oprindeligt historikeren Erik Arup, der som den første oversatte Thyras tilnavn "tanmarkar but" til "Danmarks pryd". Det var sikkert inspireret af Svend Aggesen, som kaldte hende Decus Datie (Danmarks pryd) eller Regni Decus (Rigets Pryd). Men senere grundige undersøgelser af Skandinaviske dialekter har ikke kunnet påvise at "but" eller "bod" skulle betyde pryd. Efter alt at dømme betyder "bod" istandsættelse, erstatning, bedring eller helbredelse. Betydningen findes stadig i udtrykket "bøde garn".
Der var tradition for at kongesønner valgte deres hustruer fra andre folk og nationer. Harald og Sven Tveskæg ægtede Slaviske prinsesser, Knud den Store giftede sig med Emma fra Normandiet. Når Thyra fik tilnavnet "tanmarkar but", var det sikkert, fordi hun kom fra det Danmark, som ifølge Alfreds geografi bestod af de fleste danske øer og Skåne med Sjælland som centrum. "Danmarks bod" kan så have betydet forbedringen fra Danmark.
Thyra Danebod leder bygningen af Dannevirke. Maleri af Rasmus Christiansen fra 1863.
Det falder i øjnene at Gorm og Thyra bliver beskrevet meget forskelligt i de fleste Skandinaviske sagaer og Krøniker.
Gorm har de ikke meget til overs for. I Jomsvikinge Saga kaldes han Gorm hinn Heimski, som betyder Gorm hjemmeføding. Hos Svend Aggesen er han Gorm Løghæ, som beskriver en slap og svag regent, som lever et udsvævende liv. Historiæ Norwegiæ kalder ham Gormo Stultissimus. Saxo tillægger ham dog noget initiativ, idet han her beskrives som en grum kristenforfølger, som jævnede kirkerne med jorden.
Thyra, derimod, fremstilles som intelligent og beslutsom. I Jomsvikinge Saga fortælles at Gorm bejler til Klak-Haralds datter Thyra: "Over Holseteland herskede til den tid en jarl, ved navn Harald, som blev kaldt med tilnavnet Klak-Harald; han var en viis mand. Han havde en datter, som hed Thyre, der i Forstand overgik alle andre kvinder, og udlagde drømme bedre end nogen anden; hun var også meget smuk. Jarlen satte i henseende til landets styrelse hele sin Lid til sin datter, og lod hende råde alle dele med sig, og han elskede hende særdeles høit." Det berettes at hun "var den klogeste kvinde og tydede drømme bedre end mænd." Derfor fik hun lov selv at svare bejleren "thi" sagde faderen, "hun er langt klogere end jeg -"
Thyra Danebod fortæller Gorm om sønnen Knuds død. Saxo beretter at den aldrende Gorm havde svoret at dræbe den, som fortalte ham om Knuds død. Thyra tog sin tilflugt til list. Hun gav Gorm usle klæder og andre ting til sorg at skue, som man gjorde dengang. Så sagde Gorm: "Melder du mig Knuds død?" og Thyra svarede: "Det sagde du og ikke jeg". Maleri af August Carl Vilhelm Thomsen (1813-86). Oploaded af dllu på Wikipedia.
Når vi gerne vil forbinde Klak-Harald og Thyra med det Danmark, som havde sit tyngdepunkt på Sjælland, er det lidt forstyrrende at Klak-Harald i Jomsvikinge Saga er jarl af Holseteland, altså Holsten. Men vi må huske at Vita Anskarii fortæller: "Men fordi Kong Harald undertiden ikke kunde blive med fred i sit rige, så gav ovennævnte Kejser ham et len hinsides Elben, for at han kunde ty derhen, dersom det måske blev nødvendigt for ham".
Jomsvikinge Saga fortsætter med at prise Thyra: "og Thyre ansåes for den forstandigste kvinde, som nogensinde er kommen til Danmark, og blev kaldt Danmarks bod eller frelse." - tre gange blev Klak-Harald budt til julegilde hos kong Gorm, fortæller sagaen, og tre gange standsede han undervejs på grund af ildevarslende syner. Gorm blev vred, men Thyra fik ham formildet. Ifølge denne saga dræbte Harald sin bror Knud ved Limfjorden, og Thyra fandt en snild måde at fortælle det til Gorm.
Thyras og Gorms sønner hed Knud og Harald. Det er nemt at se at den ældste, Knud, fik navn fra sin faders slægt, Knytlingerne, og den yngste, Harald, fik navn fra sin moders slægt. Knud faldt under et vikingetog mod Irland eller England, og derfor blev den yngre søn konge i Jelling.
Kongenavnet Harald var oprindeligt knyttet Sjælland, øen i midten, som fra oldgammel tid nød en særlig værdighed. Vi husker at den Harald, som i år 826 lod sig døbe hos kejseren i Mainz, "sejlede til sit fædreland for at overtage styret der", hvilket betyder at hans fædreland må have været en ø. Jævnfør også Harald Hildetand, som efter overleveringen boede i Lejre - hvilket tyder på at Harald var et traditionelt kongenavn på Sjælland. Thyra var øjensynlig en prinsesse fra det Danmark, som Ottar og Wulfstan beskrev, hvor hovedøen var Sjælland. En konge over hele Danernes land omkring Østersøens udmunding i det vestlige ocean skulle nødvendigvis have sit sæde på denne ærværdige ø, ganske som en kejser i antikken nødvendigvis skulle regere fra Rom.
Thyra Danebod leder bygningen af Dannevirke. Tegnet af Louis Moe.
Det er nemt at forestille sig at denne forherligelse af Thyra på bekostning af Gorm, oprindelig var en politisk strategi, som havde til formål at gøre Thyra til noget helt specielt overfor indbyggerne i det østlige Danmark, som hun kom fra. For hvis hun var noget helt enestående, så måtte hendes sønner også være det, og det kunne bringe dem på banen som danske kongsemner. De var jo i forvejen af kongeligt dansk blod, fordi de var sønner af en berømt dansk prinsesse. Historikeren Peter Sawyer siges at have fremsat en lignende teori.
Saxo tillægger Thyra æren for bygningen af Dannevirke. Hvis det var Gorm, som oprindeligt arrangerede at hans dronning Thyra blev knyttet til en udbygning og forbedring af Dannevirke, var det et propagandamæssigt mesterstykke. Volden repræsenterede et forsvar mod et truende kejserligt korstog ikke blot til fordel for Jylland men til fordel for alle riger i Norden inkluderet datidens Danmark og Norge. Derved kom Thyras søn med det danskklingende navn Harald også til at stå som en forsvarer for hele Norden.
Gorm og hans rådgivere var ikke så gamle og sløve, som eftertiden vil gøre dem til, for med denne snedige strategi lykkedes det jo virkelig for hans søn Harald at blive valgt til konge også i det østlige Danmark.
6. Gorm den Gamle
Adam af Bremen beretter at i året 936 eller kort før rejste ærkebiskop Unni af Hamburg til Jelling, og her mødte han Danernes konge, Hardecnudth Wurm. Adam skrev: "Han var, det må jeg sige, en gruelig worm og ikke lidet fjendtlig mod kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, som fandtes i Danmark, fordrive de Guds præster fra sit land og han dræbte endog såre mange af dem under pinsler." Nogle, her i blandt forfatteren, tror at Adam har glemt et "filius" i den latinske tekst, således at der skulle have stået "Hardecnudth filius Wurm", som ville betyde Wurm, søn af Hardecnudth. Wurm var uden al tvivl den konge, som vi kalder Gorm den Gamle, på Jelling stenen simpelthen kaldt Gorm konge. Da Unni besøgte ham, havde sandsynligvis siddet på tronen i nogle år.
Den store Jellingsten er dekoreret på tre sider. Den ene side er indgraveret med runer, den anden side er dekoreret med et dyr, som kæmper mod slanger, og på den tredje side af stenen er et relief, som formentlig forestiller Jesus på korset - Foto Erik Christensen Wikipedia.
Begge Jelling sten og flere sagaer og krøniker dokumenterer at Gorms dronning hed "Thurui", "Thaurui", Tyre eller lignende, hvilket vi fortolker som Thyra. Vi kan tro at Thyra var en Dansk prinsesse fra Sjælland, som nød umådelig respekt i Knytlingernes rige i Jylland omkring Jelling.
Foruden sønnerne Knud og Harald fik Gorm og Thyra en datter ved navn Gunhild.
Saxos beskrivelse af kongen er ikke særlig smigrende: "Skønt denne blev regnet for at være usædvanlig stor af vækst, så svarede dog hans sind kun lidt til hans krop. Thi i den grad var han i sine sæder mæl af sin kongemagt, at han fandt en større glæde i at håndhæve den end i at øge den, regnede det for bedre at vogte sit eget end at gribe efter andres og hellere holdt fast ved, hvad han havde, end lod det vokse ved ny vinding".
I den store saga om Olaf Tryggvesson hedder det at: "Da Hardeknuds søn Gorm voksede op, var han den dejligste mand, man kunde se for sine øjne, han var derhos stor og stærk, og fortrinlig i alle færdigheder; dog ansås han ikke for at besidde den visdom, som hans frænder før ham havde ord for."
Og i Knytlinge Saga læser vi: "Meget viis var han ikke (Knud den Store), ligeså lidt som Kong Svend, hvem han i alt slægtede på, eller som forhen Harald og Gorm, som ikke heller vare synderlig vise."
Heimskringla har større respekt for kong Gorm. Det fortælles at den Norske kong Harald Hårfagre sendte mænd for at hente en kvinde ved navn Gyda Eriksdatter, som han ville have til frille. Hun svarede mændene at hun ikke ville ofre sin mødom på sådan en småkonge: "Men det tykkes mig underligt at ikke den konge findes, som vil tilegne sig Norge således, at han har enevælde derover, som Kong Gorm har det i Danmark eller Erik i Uppsala", og hun sender mændene ud af døren med beskeden om at aldrig ville hun ægte Harald, før han har underlagt sig hele Norge og rådede for det rige lige så frit "som Kong Erik for Sveavældet eller Kong Gorm for Danmark, thi først da tykkes han mig at kunne kaldes tjodkonge".
Gyda svarer Harald Hårfagers sendemænd - Foto Haralds Hårfagers Saga i Heimskringla tegning af Halvdan Egidius.
Olav Tryggvarsson Saga imødegår også billedet af Gorm som en gammel og dvask konge: "Kong Gorm trængte med sin hær ind i det rige i Danmark som kaldtes Reidgoteland, men nu kaldes Jylland, imod den konge, som da rådede derfor; han hed Gnupa. De havde nogle kampe sammen, men således endte det at Gorm fældede den konge og tilegnede sig hele hans rige. Dernæst for Gorm mod den konge, som hed Silfraskalli og havde ufred og kampe med ham, og kong Gorm fik stadig sejr, og omsider fældede han den konge, derpå gik han længere op i Jylland og for således med hærskjold at han ødede alle konger helt sydpå til Sli, og ligeledes vandt han et stort rige i Vendland. Mange kampe havde Gorm med Sakserne, og han blev den mægtigste konge."
Det lyder som om at da Hardegon, søn af Sven, gik i land på den Kimbriske Halvø i år 917 var der mange gotiske riger der, som der sikkert har været siden Arilds tid. Der var mindst to konger foruden Sigerich, nemlig Gnupa og Silfraskalli, som begge - sammen med andre konger af de mindre gotiske riger - blev overvundet af Jyderne, senest ledet af kong Gorm.
Dronning Margrete II taler ved kong Gorms genbegravelse Jelling Kirke i år 2000. Foto ukendt oprindelse.
Adam af Bremen taler om kampe mod Sakserne: "Også Danerne, som havde Slaverne til hjælp, hærgede først Saxen hinsides Elben, dernæst også det på denne side Elben og indjog Saxerne stor rædsel."
Kampene mod Sakserne bliver bekræftet af Dudo af Sct. Quentin, som beretter om nogle forhandlinger mellem den tyske kong Heinrich og den franske kong Ludvig i år 942, hvor den dansktalende Wilhelm af Normandiet var til stede: "Medens kongerne talte sammen i enrum, begyndte hertug Herman af Saksen pludselig at tiltale Wilhelm på dansk. Så sagde Normannerhertugen: "Hvem har lært dig det danske sprog, som Saxerne ellers ikke forstår?" Han svarede: "Det krigeriske og ypperlige afkom af din våbenduelige slægt har mod min vilje lært mig dansk." Vilhelm: - "Hvorfor mod din vilje?" Herman: - "Fordi de jævnlig erobrede borgene i mit hertugdømme, leverede mange slag mod mig og førte mig som krigsfange til deres land, og derfor lærte jeg det mod min vilje."
Også kongssagaen Fagrskinna viser stor respekt for kong Gorm og antyder at Gorm var en særdeles aktiv konge, som udvidede Knytlingernes område i Jylland. Da Guld Harald kom hjem fra vikingetogt til Harald Blåtands kongesæde, gjorde han krav på halvdelen af riget, og Harald Blåtand søgte Haakons Jarls råd. Han svarede kongen: "Eders fader Gorm blev så stor en mand i sin æt at han tilegnede sig mange kongers vælde. Dette eksempel skulle Harald følge, han skulle skaffe Guld Harald et andet rige, som ikke var mindre end Danmark, thi "så ville eders fader, Gorm, have gjort at han ikke ville lade sin magt mindske af sine mægtige frænder, men snarere have øget deres, og i den henseende ville han have taget hvilket rige som helst."
Senere siger Haakon til kong Harald: "Eders fader Gorm tilegnede sig et stort rige, som hans fader ikke havde haft. Hvilket rige skal I herre få, der er så stort eller større end Danmark, som Eders fader vandt under sig? Det ville nu være en høvdingedåd at tilegne sig Norge og hævne sin fostersøn."
Et sølvbæger, der blev fundet i det ellers tomme gravkammer i Jellings Nordhøj i 1820. Bægeret er 4,3 cm højt og støbt af næsten rent sølv. Den er udvendig prydet med germansk dyreornamentik. Bægeret må have været en gravgave og tyder på at nogen er blevet begravet her og det har sandsynligvis været Gorm den Gamle og hans dronning Thyra. Bægeret må være blevet overset, da graven blev plyndret i en gang i fortiden. Foto vikingstoday.com.
I en version af Olav Tryggvessons Saga hedder Gorms ældste søn Knud Dana-Ast. Han døde før Gorm og blev således ikke konge.
Det fortælles at Knud og Harald, Gorms sønner, kom til England med en hær, og indtog Northumbria, idet de sagde at det var deres arveland, som deres forfædre havde ejet. Kong Athelstan gik imod dem med en stor hær, og de mødtes i et slag nord for Klyfland, hvor der var mange faldne på begge sider. En tid efter gik Gorms sønner op ved Skardeborg, og videre til York. Knud og andre badede, og han blev dræbt af en pil. Da Kong Athelstan nærmede sig med en stor hær, sejlede Danerne hjem.
Jomsvikinge Saga fortæller at Knud blev dræbt af sin broder Harald ved Limfjorden.
Saxo mener at Knud blev dræbt af en pil fra mørket under en belejring af Dublin "mens han så på lege, som holdtes ved nattetid".
Datteren Gunhild blev ifølge Historia Norwegiæ gift med Harald Hårfagers ældste søn Erik Blodøkse. Familieforbindelsen understøttes af at Gunhild kaldte en af sine sønner for Gorm, som ellers var et sjældent navn.
Hun beskrives i Sagaerne som den smukkeste blandt kvinder, men lille af skikkelse. Ved Harald Hårfagers død i 933 blev Erik valgt til Norsk konge; en værdighed han imidlertid kun nød i to år, hvorefter han blev fordrevet fra Norge på grund af sin hårdhændede fremfærd. Derefter blev han konge af York indtil omkring 948, da han blev fordrevet af den nyligt valgte Engelske kong Eadred. Erik Blodøkse faldt, og Gunhild flygtede med sine mange sønner. Dermed sluttede vikinge herredømmet i York.
Roskilde krøniken beretter: "Denne Gorm var Haralds fader; Harald styrede i faderens levende live riget i 15 år, og efter faderens død herskede han i 50 år". Sådan en lang periode, hvor Harald var medkonge hos sin fader, vil forklare Gorms tilnavn, "den gamle", idet han da ville være den ældre af to konger. Men længden af Haralds regeringsperiode er nok overdreven.
Den langt senere kong Niels, som også regerede Danmark i mange år bistået af sin berømte søn, Magnus den Stærke, fik også tilnavnet "den gamle", da han var den ældre af de to konger.
7. Jelling Anlægget
Sagaer, sagn og krøniker beretter meget om kongerne i Lejre på Sjælland, medens Knytlingernes kongesæde i Jelling stort set ikke nævnes, selvom de store gravhøje og runestene klart bevidner at stedet var et vigtigt politisk center i vikingetiden.
Statholder i hertugdømmerne, Henrik Rantzau, lod i 1591 fremstille et kobberstik af monumenterne i Jelling - det ældst kendte billede af højene og den store Jelling sten. Nordhøjen er til venstre med det hul i toppen, som gravrøvere i fortiden efterlod, og som siden blev fyldt med vand. Sydhøjen er til højre. Bemærk at der står en sten på Sydhøjen. Den må være den lille Jelling Sten. Den store Jelling sten står præcist midt imellem de to høje, som den altid har gjort.
Først i år 1185 omtaler Svend Aggesens Jelling i sin Danmarkshistorie: " - Da hine berømmelige dronning tillige med sin husbond, kongen, havde fuldendt sit åremål, så lod deres søn Harald Blåtand, der også arvede kronen, efter sine hedenske landsmænds skik begge sine forældre jorde i to ens tvillinghøje som stolte gravmæler, tæt ved kongegården i Jelling."
I 1820 fandt lokale bønder i Jelling et tømret gravkammer af egetræ i Nordhøjen. Der ses i midten skilleplanken, som deler det brede kammer i to dele, som var det beregnet til to personer. Kobberstik fra 1821 efter tuchtegning af H.G.F. Holm.
Saxo, som var hans næsten samtidige, nævner ikke Jelling direkte, idet han fortæller om Haralds begravelse af moderen Thyra: " - og Harald lod hende stede til jorde med den største pragt og begrave tæt ved faderens grav under almindelig landesorg, thi der var ikke det hus, hvor man ikke sørgede bitterlig over hendes bortgang og mente, at ved hendes død var hele landets velfærd gået til grunde. Hvor nu kirken står, ser man de to ægtefællers grave, en på hver side af den."
Der er næppe tvivl om at i den tidlige kristne periode, lad os sige middelalderen, mange præster og munke må have betragtet perioden forud for kristendommen som noget ligegyldigt hedenskab.
Først i 1586 rejste Frederiks II´s lensmand på Koldinghus, Caspar Markdanner, den store Jelling sten op, så den igen kom til ære og værdighed. Den havde hidtil henligget væltet, med teksten nedad.
En bautasten optages fra Jelling kirkegård i begyndelsen af 1900-tallet. En almindelig måde at komme af med store sten, der lå i vejen for dyrkningen, var at grave et stort hul ved siden af stenen og dernæst vælte den ned i hullet. Det er netop, hvad der er sket med mange af bautastenene på Jelling Kirkegård. Fund af tegl i hullerne viser, at nedgravningerne er foretaget længe efter vikingetiden. Foto: Jelling Monumenterne af Sten Hvass.
Nordhøjen er bygget op over en bronzealder-høj. Fra gammel tid er den blevet kaldt dronning Thyras høj. I 1820 fandt lokale bønder et tomt gravkammer, som er blevet dateret til vinteren 958-959. Det antages almindeligvis at graven har indeholdt Gorm den Gamles jordiske rester, som allerede i Haralds tid blev flyttet til en kristen grav i kirken.
Sydhøjen, som fra gammel tid kaldtes kong Gorms grav, var genstand for en omfattende udgravning i 1941-42. Der blev gravet helt ned til bunden, og man fandt ingen grav. I bunden var derimod to let kurvede rækker af meget store sten. På stenene var der bevaret mos- og lavbevoksning, som viste at de havde stået der et stykke tid før Sydhøjen blev opført. Nogle få stumper træ fundet i bunden af højen er blevet dateret til år 970. På Henrik Rantzau's kobberstik fra år 1591, ses en sten på toppen af højen, som forfatteren tror er den lille Jelling sten.
Samtidig skibssætning ved Glavendrup vest for Otterup på Fyn. De store sten er sat op i form af et skib, i hver ende er en lille høj. På den ene af disse står Glavendrup runestenen. I Jelling var en lignende skibssætning med en høj i den ene ende, nemlig Sydhøjen, blot er både stenene og højen meget større. Man kan have forestillet sig at den lille Jelling sten på samme måde har stået på denne høj. Foto: Kåre Thor Olsen Wikipedia.
Skibssætningen - De to let kurvede rækker af bautasten i bunden af Sydhøjen fik nogle til at tænke på at man også andre steder i området var stødt på meget store sten, og det kunne være del af en skibssætning. Ved hjælp af et kirkegårdskort, en gravstensprotokol og gamle beretninger lykkedes det Steen Wulff Andersen fra Vejle Museum at lokalisere forekomsten af endnu flere store sten, som tilsammen viste sig at udgøre en 370 m. lang skibssætning. Skibssætningen er ikke overbevisende dateret, men den må nødvendigvis have været opført før opførelsen af Syd højen år 970. Det forekommer meget sandsynligt at den er opført forud for eller i forbindelse med rejsningen af Nord Højen år 958-959.
Fransk tegning, sikkert fra 1800-tallet, som viser opgravning af sten på Jelling Kirkegård. Foto Wikimedioc.com.
I 1771 besøgte tegneren Søren Abildgaard Jelling og i sin dagbog skrev han: "På den østlige Side af Dronningens Høi i Lars Sognefogeds Tofte, hvor der ligge nogle store Kampesten i en Rad fra Syden til Norden - "
Det siges at Den Lille Jelling Sten i sen Middelalder henlå som en slags bænk ved kirkedøren og først fik sin nuværende plads på et tidspunkt mellem 1627 og 1639. Det vides ikke med sikkerhed, hvor den oprindelig stod. På Heinrich Rantzau gravering fra 1591 er vist en sten på toppen af Sydhøjen, som mest sandsynligt er den lille Jelling sten. Teksten på stenen lyder på moderne Dansk: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyra sin kone Danmarks bod."
Jelling anlægget set fra luften. De hvide prikkede linjer markerer forløbet af skibssætningen og den rhombe formede palisade. Den tynde gule linje er rhombens diagonaler, som skærer ret perfekt i Nordhøjen gravkammer, som således er det geometriske centrum for hele anlægget. Gorm og Thyra kom således til at hvile midt i skibet på samme måde som de afdøde høvdinge i de rigtige skibsbegravelser, såsom Ladby og Oseberg og som Ibn Fadlan beskriver en vikingebegravelse i Rusland. Efter Hvass 2011.
Palisaden - I forbindelse med udgravning af skibssætningen i 2006 stødte arkæologer på spor af en meget kraftig bygget palisade, som omgav hele Jelling anlægget. Der er tale om palisadehegn med en total længde på 1,4 km, som afviger blot nogle få meter fra en perfekt rhombe form; Siderne er næsten parallelle med længdeaksen i skibssætningen, og rhombens diagonaler skærer hinanden i en ret vinkel ret præcist lige i gravkammeret i Nordhøjen. Palisade-indhegningens sidelængde er ret tæt på 360 m. således at den netop indhegner skibssætningen. Vi genkender den nidkære geometriske perfektionisme, som kendetegner også trelleborgene, Ravning Broen og Kovirke.
Stolpehuller fra palisaden i Jelling. For hver omkring en meter var der støttestolper, som utvivlsomt har haft forbindelse med vandrette elementer højere oppe på palisaden. Foto: Jelling Monumenterne af Sten Hvass.
De enkelte stolper var 15 x 35 cm i tværsnit. De var gravet 1,20 - 1,5 m. ned i jorden med sten og ler på begge sider, hvilket indikerer en højde på omkring 3 m. På begge sider af palisaden var der med jævne mellemrum støttestolper, som uden al tvivl har haft forbindelse med vandrette langsgående elementer, som har holdt de lodrette planker på plads.
I den nordlige del af palisaden har der været en port. Uden for og indenfor porten fandtes stolpehuller, som antyder at den har været overdækket.
Stolpehuller fra et hus af Trelleborg typen fundet i Jelling. Jelling husene havde "våbenhuse" ved indgangene. Foto: Jelling Monumenterne af Sten Hvass.
Stumper af træ fra palisaden, som var bevaret i vandhullet Smededammen, er blevet årrings-dateret til år 968.
Huse af trelleborg type - Indenfor palisaden blev desuden fundet stolpehuller fra tre langhuse med de karakteristiske buede langvægge. Det ene af de nye langhuse ligger på linje med det langhus, der blev fundet i 2007 langs med den nordlige palisade i en afstand af ca. 13 m. fra palisaden. De to andre langhuse ligger langs den østlige del af palisaden. De har samme grundplan og størrelse som husene i trelleborgene, men adskiller sig ved at de har en slags våbenhus ved indgangene, og de to indvendige skillevægge er placeret lidt anderledes.
Rester af palisaden i vandhullet Smededammen. Foto: Medieval Histories.
Nordhøjen med gravkammeret kom først i vinteren 958-959. Skibssætningen er ikke dateret, men vi kan tro at den senest blev opført i forbindelse med Nordhøjen. Palisaden blev rejst i år 968. Sydhøjen kom til i 970. Husene er ikke nøjagtig dateret.
I skibssætningen i Glavendrup ved Otterup på Fyn er Bautastenen rejst på en høj i den ene ende af skibet. Vi må tro at begravelsen var i midten af skibet, som den ville være i et rigtigt vikingeskib, som for eksempel Ladby skibet. Skibssætningen i Jelling har også en høj i den ene ende, nemlig Sydhøjen - men ingen bautasten på højen. Imidlertid, vi har en herreløs bautasten, som med ret stor sandsynlighed oprindeligt har stået på toppen af Sydhøjen, som ligger nøjagtig i den ene ende af skibssætningen.
Indskrifterne på Glavendrup stenen og den lille Jelling sten minder også om hinanden: "Ragnhild satte denne sten efter Alle - " og: "Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyra - ", og de er begge fundet i forbindelse med en skibssætning. Desuden, på Rantzaus's kobberstik fra 1591 er vist en sten på toppen af højen, som sandsynligvis er den Lille Jelling Sten.
Det genskabte gravkammer i Nord Højen tegnet af Jacob Kornerup i 1861 i forbindelse med Frederik VII's udgravning ledet af Worsaae. Der er en skille-planke midt i rummet, der deler det op i to afdelinger - som var det beregnet for to personer.
Kammeret i Nordhøjen var meget stort, omkring 2,6 x 6,75 m eller 17 m2. Det er faktisk noget stort til en person, selv en konge. Det må være bygget på forhånd for at rumme både kong Gorm og hans dronning. Det ville være helt i overensstemmelse med den heroisering, som Thyra i øvrigt var omgivet med, at blive begravet side om side med sin mand, kongen. Desuden på flere gamle tegninger er vist en skilleplanke midt i kammeret, som antyder at det var beregnet for to personer.
Med økonomisk støtte fra A.P. Møller Fonden er skibssætningen og palisadernes forløb blevet markeret i hvid beton. De hvide rektangler bagerst på arealet repræsenter spor efter huse. Faktisk var området ret tomt, som om der var planlagt noget mere, som aldrig blev til noget. Det er Sydhøjen nederst til højre og Nordhøjen midt i billedet. Som sagt blev der aldrig fundet nogen grav i sydhøjen og derfor kan man formode at både Gorm og Thyra blev begravet i Nordhøjen side om side. Foto Aarhus Cementvarefabrik.
Gorm satte en sten efter Thyra. Det vil sige at hun døde før ham. Hun blev formentlig stedt til hvile i det allerede forberedte gravkammer i Nordhøjen, bygget af tømmer, som blev fældet i 958 e.Kr. Senere døde Gorm også, men det vides ikke hvornår.
Det er ikke usædvanligt at en hersker påbegynder bygningen af sin grav i levende live. Den første Qin kejser i Kina begyndte at bygge sin grav straks, da han blev kejser som 13-årig. Og allerede nu træffes der i Roskilde Domkirke forberedelser til hendes majestæt dronning Margrete og Prins Henriks sidste hvilested.
Men da gravkammeret meget vel kan være bygget på forhånd kan vi ikke længere kan støtte os på den dentrologiske datering af træværket i gravkammeret i søgen efter et årstal for Gorms død. Men han er ikke nævnt i historiske kilder i forbindelse med krigen mod kejser Otto i 973-74. Så vi kan tro at han døde på et tidspunkt mellem 958 og 973-74 efter sin hustru, og han blev indsat hos hende i Nordhøjen.
Mange mener at han ret få år efter blev overført til en kristen begravelse under kirkegulvet i Jelling Kirke.
Da Jelling Kirke i 1979 skulle have indlagt fjernvarme, var det nødvendigt at grave gulvet op. I den forbindelse undersøgte Nationalmuseet opgravningen og fandt de jordiske rester af en mand, som mange mener med stor sandsynlighed er Gorm den Gamle. Knoglerne bevidner en mand med stærke knogler og kraftige øjenbrynsbuer, som har været 177 cm. høj og omkring 35-50 år gammel, da han døde.
De fleste tror at det er Gorm den Gamles jordiske rester, som ligger under gulvet i Jelling Kirke. Stedet er vist ved at en del af en mørk stribe er erstattet en gylden stribe - Foto Wikipedia.
Harald Andersen har i en artikel i Skalk i 1988 argumenteret at personen under kirkegulvet med stor sandsynlighed ikke er Gorm. Han mener at årsagen til at man ikke har fundet menneske-knogler i Nord Højen er at menneskelige knogler er tyndere end for eksempel hesteknogler og derfor er Gorms jordiske rester fuldstændig nedbrudte og forsvundne. Indbruds-hullet i gravhøjen er simpelthen udført af gravrøvere engang i middelalderen. Hans argumenter er at:
- Indbrudshullet i toppen af Nordhøjen er et typisk plyndringshul, som der er mange af i andre gravhøje; han mener at hvis det havde været Harald Blåtand, som havde gravet ned og udtaget sin faders knogler, ville han have brugt en mere nænsom metode og ikke efterladt hans gravhøj som sådan en ruin.
- Man fandt kun dyreknogler og ikke nogen menneskeknogler i gravkammeret i 1820, da lokale bønder gravede ned i hullet, men det er ifølge Harald Andersen, fordi menneskeknogler er spinklere og bliver nedbrudt hurtigere end knogler fra store dyr, for eksempel heste.
- Skelettet, som man fandt under gulvet i Jelling kirke lå i stor anatomisk uorden, hvilket almindeligvis tages som et bevis på at det er blevet flyttet. Men han påviser at grundvandet under kirken står meget højt, og gravkammeret kan ind imellem være blevet oversvømmet, og skeletdelene kan have flydt ovenpå og derved skiftet plads. Desuden, hvis man virkelig havde flyttet en konges jordiske levninger, ville man nok have placeret dem så anatomisk korrekt, som muligt; det vil sige hovedet opad og benene i den anden ende og armene langs siderne og så videre. Det er usandsynligt at man blot har kastet knoglerne ned i hullet, således som det så ud som om.
- Desuden finder han det usandsynligt at en notorisk hedning skulle blive begravet i en kristen kirke.
- Alderen på den person, som blev fundet under gulvet i Jelling Kirke - sammen med et dødsår efter 958 baseret på dendrokronologi af træet i gravkammeret, passer ikke med de historiske oplysninger om Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtand. Adam af Bremen fortæller at biskop Unni i 936 besøgte Jelling, hvor han traf Gorms søn, Harald, der viste nogen forståelse for Unnis sag, i modsætning til faderen. "Men Kongens Søn Harald skal han dog have vundet for sig ved sin gudelige Veltalenhed. Ja ham fæstede han saaledes til Christus, at han offentlig tillod den Christendom, der altid var hans Fader forhadt." Men når Harald i 936 således kunne tillade kristendommen, må han have været en form for medkonge allerede, altså ikke et barn. Måske mindst 18 år gammel. Men for at have en søn i den alder, den anden søn, så må en fader sandsynligvis have været mindst 40 år gammel i 936. Gorm døde tidligst 22 år senere, derfor i en alder af mindst 62 år, meget sandsynligt ældre. Men skelettet under kirkegulvet var fra en person, der var 35-50 år gammel, da han døde.
8. Landsbyerne
Vikingernes eksplosive ekspansion med kolonisering af Danelagen, Normandiet, Nordatlanten og dele af Rusland lader sig kun forklare med et stort befolkningsoverskud i Skandinavien, og dette at det nu var muligt at sejle relativt sikkert over havet med den ny skibstype, vikingeskibet.
Den rekonstruerede landsby fra vikingetiden, Haithabu, kam spores tilbage til begyndelsen af 700-tallet som handelsplads. Den udviklede sig til et vigtigt marked for danske, frisiske, saksiske og slaviske købmænd. Kong Godfred byens udvikling fra omkring år 800. Foto Aase og Thorkilds hjemmeside.
Søkonger herskede over flåder af skibe uden fast tilholdssted. Skibene var sikkert bemandede med mænd, som ikke kunne finde deres udkomme andetsteds, hvilket vidner om et stort befolkningspres. Widtsith digtet fortæller for eksempel: "Sigehere herskede over Sø-Danerne i mange år"; og Saxo fortæller om Roar og Helge: "De delte således riget imellem sig, at Helge fik havet at råde over"; og Adam af Bremen: "Guttovn, kong Horic's nevø, som var blevet drevet ud af Danmark, og havde levet som en pirat, i samarbejde med sin bror Harald, og efter at have samlet et stort antal skibe, angreb deres onkel. Som et resultat af kampen blev Horic og alle hans ledende mænd dræbt."
Endelser på Danske stednavne for landsbyer grundlagt i Romersk og Germansk Jernalder og Vikingetid.
Der vokser ikke korn på havet, så vi må tro at alle disse søkonger og deres mænd levede af at røve og plyndre langs kysterne.
Der må med ret stor sikkerhed have været en stor befolkning i Skandinavien i Vikingetiden. Imidlertid er det ikke lykkedes hverken med pollenanalyser eller udgravninger at påvise at landsbyerne lå særlig tæt, eller de var meget folkerige i denne periode.
Men da Skandinaverne bosatte sig i Danelagen i England og i Nordmandiet i Frankrig netop i 800-900 tallet navngav de deres ny bebyggelser på samme måde, som de sikkert har navngivet ny anlagte bygder og landsbyer hjemme i Skandinavien i samme periode. Disse stednavne indeholder typisk efterleddene:
-by som i Derby og Rødby,
-torp som i Scunthorpe og Kastrup,
-toft som i Thurdistoft og Gentofte.
-tved som i Stennestwatt og Næstved.
-dal som i Coalbrookedale og Kokkedal.
-bæk som i Holbeck ved Leeds, Holbæk og Hornbæk.
Holeby på Lolland. Endelsen -by er typisk for vikingetiden.
Da det er almindelig kendt at der findes mange af denne type landsbynavne i Danmark, må man konkludere at i hvert fald nogle af disse blev grundlagt i Vikingetiden på samme tid, som landsbyer med lignende navne blev det i de erobrede dele af England og Frankrig. Da disse stednavnetyper findes i tusindvis er det en stærk indikation af en befolknings-ekspansion også indenfor Skandinavien.
-by endelsen har stadig bevaret sin oprindelige betydning i moderne dansk, nemlig som sagt "by" i betydningen en bebyggelse, som er større end en almindelig landsby. Vi kender det i for eksempel Brøndby, Dalby og Holeby. Forleddet synes i de fleste tilfælde at være et personnavn.
Hemdrup i Vest Himmerland. Endelsen -torp, som med tiden er blevet til -rup blev brugt i vikingetiden, men også lang tid efter. Foto Hemdrup lokaltindblik.
-torp navnene er for de flestes vedkommende med tiden ændret til -strup eller -rup. Der findes omkring 3.500 stednavne af typen -torp, -strup eller -rup på gammel Dansk område. Stednavneforskeren Johannes Steenstrup konkluderede: "Torp er den bebyggelse, som er opstået som aflægger fra en anden by, en udflytter eller flere har grundet et anlæg på den ældre landsbys mark eller tilliggende." Nyanlagte landsbyer har været navngivet således gennem meget lang tid. Det ældste eksempel på en -torp i Skandinavien er omtalen af Sliesthorp i de Frankiske rigsannaler for året 804, idet det hedder: "- på samme tid kom danerkongen Godfred med sin flåde og hele rigets rytteri til stedet, der kaldes Sliesthorp, i grænselandet mellem hans rige og Saxen". Derfor må Sliesthorp være ældre end 804. De yngste eksempler på -torp landsbyer må være dem, som indeholder et kristent navn fra Bibelen som forled, for eksempel Niels i Nielstrup nær Svendborg og Peter i Pederstrup syd for Odense.
Tåstrup - oprindeligt Thorstrup - Frøstrup og Tistrup indeholder gude navnene Thor, Frøj og Tyr og kan meget vel have fået deres navne fra en form for tilstedeværelse af disse guder. Dog blev i hvert fald Thor brugt som personnavn langt ind i Middelalderen, således at Tåstrup muligvis kan have fået sit navn efter bonden Thor, som grundlagde denne bygd.
Gentofte med endelsen -toft. Foto SF.
-toft endelsen er meget karakteristisk for stednavne af nordisk oprindelse i Normandiet, den findes i stort tal både i England og Danmark. Den siges at betegne et indhegnet areal, som er udskilt af landsbyfællesskabet til brug for en bestemt person. En ældre betydning har sikkert været: et jordstykke bestemt for bebyggelse for en bestemt person. Martofte på Hindsholm nord for Kerteminde kan have betydet en indhegning, hvor der gik heste, eller blot bonden Mar's jordstykke. Det er fristende at fortolke Ebeltoft som en indhegning, hvori der blev dyrket æbler. Assentoft ved Randers betyder temmelig sikkert mandens Asser's toft, altså jordstykke.
-tved som i Langtved mellem Kerteminde og Nyborg eller Abbetved mellem Roskilde og Holbæk. Navnet Tved uden forled findes 12 forskellige steder i gammel Dansk område. Endelsen siges at betyde en rydning i skoven. Det er dog svært at se bort fra at det også kan betyde skov. I Gjukunge Saga betyder Myrktved således "den mørke skov". Engelsk har "wood", som kan betyde både en stor skov og materialet træ. På moderne dansk har vi ordet "ved", som betyder materialet træ. Man kan forestille sig -tved betød en bebyggelse i eller nær en stor skov.
-dal indeholder helt sikkert det nordiske "dal", som på moderne engelsk hedder "valley". I Danmark findes endelsen blandt mange andre steder i Hjortdal i Han Herred, Sanddal syd for Fredericia, Kokkedal syd for Helsingør og Hylkedal ved Kolding. I Danmark synes forleddene at betegne dyr eller en naturformation.
