Danmarkshistorien

14. Goterne III - I Spanien

1. De Vestlige Goter i Spanien

De Vestlige Goters konge Alarik 2. - af nuv�rende Spanien og det sydlige Frankrig - faldt i slaget ved Vougle syd for Poitiers i 507 e.Kr. N�sten alle Goternes omr�der i Gallien gik tabt til Frankerne. Kongens m�nd bragte hans fem�rige s�n, Amalarik, over Pyren�erne til Spanien. Takket v�re alliancen med Theoderik den Store i Italien beholdt de Vestlige Goter dog en smal stribe land i Gallien langs den Franske Middelhavskyst. Theoderik den Store blev formynder for den unge Amalarik, men i praksis regerede hans general, Theudis, de Vestlige Goters land som en konge.

Der er ikke meget som vidner om Goterne i det moderne Spanien. Der er nogle gyldne kroner og kors men ogs� fire kirker, hvoraf to ligger i det nuv�rende Portugal og to i Spanien. Dette er San Pedro de la Nave kirken ved Zamora vest for Valladolid - Los Godos Encuentro ediciones.

Da Theoderik d�de i 526 e.Kr. var Amalarik 24 �r gammel. Han blev anerkendt som konge over alle Gotiske omr�der vest for Rhone, og Vestgoternes kongelige skat blev sendt fra Ravenna til Narbonne, hvor den unge konge holdt sit hof.

Det lykkedes Amalarik at blive gift med den Frankiske prinsesse Clotilda, og dermed havde han neutraliseret Frankerne, hans farlige naboer mod nord - troede han. Men Clotilda var en ivrig katolik, og forud for brylluppet havde hun betinget sig at hun fik lov til at beholde sin egen religion iblandt de arianske Goter. Dette l�fte blev imidlertid brudt, og Clotilda sendte sit blodplettede t�rkl�de til sin bror, Kong Hildebert af Paris, som tegn p� at hun var blevet forurettet.

Inden l�nge var en st�rk Frankisk h�r p� march mod Narbonne. Goterne blev besejret og flygtede til Spanien. Hovedstaden Narbonne blev taget, og Hildebert vendte hjem til Paris beriget med plyndringsgodset fra de Arianske kirker. Efter ordre fra Theudis blev Kong Amalarik dr�bt i en kirke i Barcelona, og folket valgte derefter Theudis til konge.

De Vestlige Goters konger�kke - Stavem�der og helt pr�cise �rstal kan afvige fra andre kilder. Medkonger er ikke medtaget.

Efter opfordring fra kong Hildibad, som var Gotisk konge af Italien, f�rte Kong Theudis - m�ske omkring 540 e.Kr. - en h�r til Afrika for at angribe de byer, som Belisarius havde erobret fra Vandalerne. Den blev sl�et tilbage med store tab, og kongen selv slap med n�d og n�ppe med livet i behold.

Frankerne angreb Goterne i Spanien igen omkring 548 e.Kr. hvor de belejrede Caesaraugusta, som nu kaldes Saragossa. Men imidlertid blev de p� en eller anden m�de besejret. Goterne indhentede de flygtende Frankere ved foden af Pyren�erne, og den Frankiske h�r ville v�re blevet fuldst�ndig udslettet, hvis dens generaler ikke havde bestukket den Gotiske general med en stor sum penge for at f� lov til at slippe tilbage til Frankrig gennem bjergpasset.

Kort efter disse begivenheder blev Theudis myrdet i sit palads af en af sine egne soldater. Den d�ende konge udtrykte anger for sin andel i mordet p� Amalarik.

Goterne valgte derefter Theudigisel som ny konge. Han var den general, som havde f�rt dem til sejr over Frankerne. Han viste sig dog at v�re en tyran, og Goterne jublede, da han blev dr�bt af en af sine g�ster ved en banket i paladset efter kun 18 m�neder p� tronen.

Derp� valgte de nordlige provinser Agila som konge, men han blev ikke anerkendt i den sydlige del af Spanien. Det sydlige opr�r blev ledet af Athanagild, der appellerede til Konstantinopel om hj�lp. Kejseren t�vede ikke med at sende en st�rk h�r ledet af generalen Patrician Liberius. Borgerkrigen varede fem �r, indtil Agila blev dr�bt af sine egne soldater, og Athanagild blev ene-konge.

Hans regeringstid varede i 14 �r, som ville have v�ret v�ret fredelige, hvis det ikke havde v�ret for krigene med de farlige allierede, som han selv havde inviteret til landet. Kejserens soldater havde besat mange byer i Spanien, og Goterne fandt det umuligt at jage dem ud.

Som andre Gotiske konger s�gte Athanagild sikkerhed mod sine Frankiske naboer gennem �gteskabelige forbindelser. Hans yngste datter Brunihilde blev gift med kong Sigebert af �st Frankerne. Hans bror, Chilperik, konge af de nordvestlige Franker, friede til Athanagilds �ldste datter, Geleswintha. P� trods af hendes t�rer og b�nner blev hun af sine for�ldre tvunget til at acceptere frieren. Begge prinsesser konverterede til deres �gtem�nds katolske tro.

Efter kort tid blev Chilperiks k�rlighed for sin dronning k�lnet p� grund af hans bekendtskab med en kvinde ved navn Fredegunda, og han lod Geleswintha sl� ihjel. Brunihild ansporede sin mand til at h�vne mordet p� sin s�ster.

I krigen mellem de to Frankiske riger faldt Sigebert, og Brunihild havde derefter en lang og stormfuld regeringstid som enke-dronning. Hun var en kvinde med stor energi og st�rk vilje, en stor hersker, men tyrannisk og skrupell�s. Det blev sagt, at ti konger og dronninger mistede livet i de intriger, som hun skabte. Til sidst mistede hun magten til sin fjende Fredegunda, der lod hende binde bag en hest og sl�be hen over jorden, indtil hun d�de. Derefter blev hendes s�nderrevne lig kastet p� b�let.

Ruin af Gotisk basilica i Recopolis ved Zorita de los Canes i Guadaljara omkring 60 km �st for Madrid - John of Biclar skrev: "Kong Leovigild vendte hjem efter overalt at have �delagt tronranerne og �del�ggerne af Spanien for at s�ge hvile hos sit eget folk, og han byggede en by i Celtiberia, som fik navnet Reccopolis efter hans s�n" (Reccared) - Los Godos Encuentro ediciones.

S�strenes far, Athanagild, d�de i 567 e.Kr. i Toledo, uvidende om sin �ldste datters sk�bne, elsket af folket, og respekteret af fremmede nationer. Han var den f�rste konge af de Vestlige Goter, siden Eurik, som d�de en naturlig d�d.

Bel�rt af smertelige erfaringer med borgerkrig valgte Goterne nu p� fredelig vis en vis Leuva som ny konge. Han foretrak at blive boende i sin hjemby Narbonne ved den nuv�rende Franske Middelhavskyst og overlod den faktiske regering i Spanien til sin bror, Leovigild, som efter nogle f� �r blev valgt til konge.

S�jlehoveder i den Gotiske kirke San Pedro de la Nave ved Zamora vest for Valladolid - �verst: Abrahams ofring af Isak. Nederst til venstre: Daniel i l�vekulen. Nederst til h�jre: Et ansigt.

Leovigild var en af Goternes store konger. Han var en dygtig general, som undertvang Sveberne, som stadig boede i den nordvestlige del af Spanien. Han fravristede kejserens soldater flere af de byer, som de stadig holdt. Han byggede f�stninger, grundlagde byer og gav nye love.

Men Leovigild er dog bedst kendt fordi han p� tragisk vis dr�bte sin egen s�n, Ermengild.

Prinsen blev gift med en Frankisk prinsesse, Ingunthis, som var datter af Sigebert og Brunihild. Som Frankisk prinsesse var hun naturligvis katolik. Imidlertid var Leovigilds dronning, Goiswintha, ivrig arianer og pressede den unge prinsesse med mange midler til at lade sig omvende til den arianske tro. For husfredens skyld sendte kongen det unge par til det sydlige Spanien, som Ermengild fik til opgave at regere p� kongens vegne.

Gotisk Spanien ved Leovigilds d�d 586 e.Ke. De gr�nne omr�der repr�senterer omr�der besat af den Byzantiske h�r, som Athanagild havde inviteret til landet. Svebernes konged�mme eksisterede ikke mere, og ogs� Baskerne var underlagt det Gotiske herred�mme, selvom de ofte gjorde opr�r. Fra spainthenandnow.com

Ikke l�nge efter blev Ermengild overtalt af sin kone og sin onkel Leander, som var katolsk biskop i Sevilla, til at forlade sine forf�dres tro og konvertere til den katolske. Derefter gjorde han f�lles sag med resterne af den kejserlige h�r og satte sig i spidsen for et opr�r mod sin k�tterske far.

Med b�nner og overtalelse s�gte kongen at bringe sin yndlingss�n til fornuft, men Ermengild n�gtede at lytte. Til sidst blev kongen n�dt til at mobilisere h�ren, og inden l�nge havde han omringet de sidste opr�rere i Sevilla. Belejringen varede i to �r og tusinder af indbyggere sultede ihjel. Kong Leovigild fandt sin s�n i en kirke. S�nnen b�nfaldt sin far om barmhjertighed, og denne brast i gr�d og knugede sin s�n i sine arme. Kongen bad ham tage ophold i Valencia som privatperson og holde sig uden for politik, hvilket han lovede at g�re.

Men der var ikke g�et et �r f�r kong Leovigild h�rte, at hans s�n havde brudt sit l�fte og var p� vej til Franker-riget. Han havde overladt sin kone til de kejserlige officerer fra Konstantinopel; og det synes at have v�ret hans hensigt at f� Frankerne til at hj�lpe ham i endnu et fors�g p� at afs�tte sin far.

Han blev fanget af kongens m�nd i Tarragona syd for Barcelona og kastet i en fangek�lder. Budbringere fra hans far, kongen, lovede ham gang p� gang frihed og rehabilitering, hvis blot han ville opgive sin nye tro. Men Ermengild afviste h�nligt alle b�nner og kaldte den arianske biskop for dj�velens tjener. Kong Leovigild befalede da at hans s�n skulle dr�bes. En b�ddel blev sendt til f�ngslet, og prinsen blev dr�bt med et �ksehug uden forudg�ende retssag.

Ermengild blev oph�jet til martyr og helgen af den katolske kirke 13. April 586 e.Kr. - Malet af Francisco de Herrera i 1654.

Da Leovigild d�de, blev han efterfulgt af sin anden s�n, Reccared, som allerede havde vist sig som en dygtig general, som havde sejret over Frankerne. Han udviste visdom og energi som hersker. Reccared s� klart, at Goterne ville tr�kke det korte str� i kampen mod den katolske kirkes voksende magt. Han besluttede at konvertere til den katolske tro og opmuntre Goterne til at f�lge hans eksempel. Derved ville Goterne f� samme religion som det store flertal af deres unders�tter.

Han sammenkaldte biskopper fra begge kirker, og opfordrede dem til at f�re en offentlig diskussion, hvori de argumenterede for deres respektive tro. Han var ivrig efter at kende sandheden, sagde han. L�rde p� begge sider udfoldede al deres veltalenhed, og da diskussionen var afsluttet, proklamerede kongen sin overbevisning om, at den katolske tro var den rigtige, fordi den blev st�ttet af overv�ldende beviser fra Skriften og mange mirakler. Ikke kun Gotiske l�gfolk, men ogs� gejstlige, herunder mange biskopper, fulgte hurtigt kongens eksempel.

I Reccareds regeringstid fors�gte den Frankiske kong Guntram endnu engang at erobre de Gotiske omr�der i det sydlige Gallien. En enorm h�r tr�ngte ind i Narbonnese provinsen og indledte en belejring af byen Carcassonne. Men Reccareds general, Claudius, tilf�jede Frankerne et knusende nederlag. Det var sidste gang Frankerne pr�vede at angribe det Gotiske omr�de i sydlige Gallien, og det Gotiske Rige bestod som f�r.

Reccared d�de af sygdom i �ret 601 e.Kr. og Goterne valgte derefter hans unge s�n Leuva til ny konge. Han regerede imidlertid kun i to �r indtil en adelsmand ved navn Witerik omstyrtede ham, og fik sig selv valgt til konge. Leuva fik h�jre h�nd hugget af og d�de snart i f�ngslet.

Det siges at Witerik �nskede at genindf�re den arianske religion. Han regerede i 7 �r indtil han blev dr�bt ved en banket i �ret 610 e.Kr. og derefter begravet i uindviet jord. Hans efterf�lger, Gundemar, regerede kun i to begivenhedsl�se �r.

Reccareds konvertering til katolicismen. Malet af Munoz Degrain udstillet i Senate Palace i Madrid.

Derefter blev Sisebut valgt til konge i 612 e.Kr. I hans tid blev n�sten alle de tilbagev�rende Gr�kere fra Konstantinopel tvunget til at opgive deres besiddelser i Spanien.

Goterne havde allerede solgt Gr�kerne som slaver, men kong Sisebut k�bte dem fri for sine egne penge.

Han var den f�rste Gotiske konge, der forfulgte j�derne. "D�b inden et �r eller pisk, landsforvisning og konfiskation af varer," s�dan var det valg, som Sisebut stillede j�derne overfor. Tusinder af j�der lod som om de accepterede evangeliet. Indtil da havde j�derne st�ttet Goterne, idet begge grupper stod i et vist mods�tningsforhold til det katolske flertal, men de tvungne konverteringer under Sisebut forvandlede dem til fjender, og da riget senere blev invaderet af muslimer st�ttede de ivrigt angribere.

Da Sisebut d�de i 621 e.Kr. blev hans general Swinthila valgt til konge. Han var den f�rste konge, der regerede over hele den Iberiske halv�. Gr�kerne fra Konstantinopel, hvis omr�de Sisebut havde begr�nset til en lille stribe land, blev under Swinthila unders�tter i det Gotiske rige, og deres soldater tjente i de Gotiske h�re. De opr�rske Baskere blev bragt til komplet underkastelse. Swinthila s�gte at begr�nse den Gotiske adels og gejsteligheds magt, almindelige menneskers viste deres hengivenhed ved at kalde ham "De fattiges Fader".

Da Swinthila udn�vnte sin s�n Reccimer til sin medkonge uden at sp�rge de Gotiske adelige og gejstelige, gjorde disse opr�r ledet af en adelsmand ved navn Sisenanth. Ved at love den Frankiske kong Dagobert en ber�mt juvelbesat guldsk�l fra det kongelige skatkammer, opn�ede Sisenanth Frankernes st�tte til opr�ret. Det drejede sig om en guldsk�l eller tavle, rigt besat med juveler, som vejede fem hundrede pund. Aetius havde givet den til Thorismund, som en del af hans andel af byttet fra sejren over Attila i 453 e.Kr.

Gotiske s�jlehoveder i Abd al-Rahman's moske i Cordoba bygget i 784 e.Kr. over Den gotiske kirke San Vicente - Los Godos Encuentro ediciones.

Som aftalt marcherede Frankerne ned i Spanien, Swinthilas tilh�ngere gav op, og Sisenanth blev kronet til konge i Saragossa. Den Frankiske h�r vendte derefter hjem til Paris, og kong Dagobert sendte betroede ambassad�rer til Toledo for at hente den lovede guldsk�l. Sisenanth udleverede den dyrebare genstand, som han havde lovet. Men Goterne blev s� indignerede og opr�rte ved tanken om at miste deres ber�mte skat, at de med magt tog den fra de Frankiske ambassad�rer og i triumf bragte den tilbage til Toledo. Sisenanth turde ikke mods�tte sig folkets vilje, og han m�tte betale Frankerne en stor sum penge i erstatning.

Den generelle udvikling var at efter Goterne havde accepteret den katolske tro, fik gejsteligheden stadig mere magt.

I �ret 633 e.Kr. stadf�stede 69 biskopper Sisenanths ret til tronen. Biskopperne dekreterede derefter at i fremtiden, n�r en konge d�de, skulle hans efterf�lger v�lges af et r�d af adelige og gejstlige. En konge, som fors�gte at g�re sin s�n til medkonge uden r�dets samtykke, skulle lide evig fortabelse. Det blev endvidere vedtaget at fra nu af skulle pr�ster og biskopper v�re fri for al beskatning.

Kindila blev valgt som hans efterf�lger 638 e.Kr. I hans tid fik biskopperne endnu mere magt. Det blev bestemt at for fremtiden skulle kongerne v�re af af adelig Gotisk afstamning og f�r kroningen skulle de afl�gge ed p� ikke at tolerere j�der og andre k�ttere i riget.

Kindila d�de i 640, og helt efter de nye regler blev han efterfulgt af sin s�n Tulga, som tegnede til at blive en konge som fulgte biskoppernes anvisninger. Dette forhindrede imidlertid ikke en adelsmand ved navn Kindaswinth at s�tte sig i spidsen for et vellykket opr�r, som bragte ham selv p� tronen.

Kindaswinth var en viljest�rk og beslutsom hersker. Under hans regering fik b�de gejstlige og adelige at f�le at det var kongen, som var herre i riget. To hundrede Goter af de fornemste familier og fem hundrede af lavere rang blev straffet med d�den for sammensv�rgelse mod kongen. Mange andre blev forvist, og deres gods konfiskeret og givet til kongens trofaste tilh�ngere. Riget blev opledede en tilstand af ro og orden, som det ikke havde kendt f�r.

Kong Recceswinths Gotiske lov, som forordnede at alle i riget skulle d�mmes efter samme lov, nemlig Gotisk lov. Nogle kalder den Lex Visigothorum. Forsiden fra et genoptryk i �r 1600.

I 649 e.Kr. blev han efterfulgt af sin s�n Recceswinth, som synes at have arvet sin fars energi - men ikke hans h�rdhed. I hans tid blev det lov at den rigdom, som en konge havde samlet i l�bet af sin regeringstid skulle tilh�re konge-embedet og dermed fremtidige konger, og ikke g� i arv til en enkelt konges familie. I 23 �r styrede Recceswinth sit folk med en s�dan succes, at riget n�d ubrudt fred bortset fra et Baskisk opr�r, ledet af en Gotisk adelsmand ved navn Froya. Lederen blev fanget og henrettet; men Baskerne fik medhold i deres klager, og de kunne derp� acceptere den Gotiske konges styre.

Recceswinth forsatte det arbejde, som Leovigild og Reccared havde p�begyndt, nemlig at integrere Goterne og rigets �vrige indbyggere i en nation. Forbuddet mod blandede �gteskaber mellem de to folk blev afskaffet. Desuden afskaffede han brugen af Romersk lov. Indtil da var Goter blevet d�mt efter Gotisk lov, og rigets �vrige befolkning efter Romersk lov. Han bestemte at fremover skulle alle indbyggere d�mmes efter Gotisk lov.

Omkring 672 e.Kr. d�de Recceswinth p� slottet Gerticos n�r Valladolid. Rigets bedste m�nd var samlet omkring hans d�dsleje for at diskutere, hvem der skulle efterf�lge ham. Alle vidste at der ventede vanskelige tider, og de pegede enstemmigt p� en adelsmand ved navn Wamba. Men selv efter h�rdt pres blev Wamba ved med at undsl� sig med den begrundelse at han var en �ldre mand, og ikke havde de kr�fter, som kr�ves af en konge i vanskelige tider. Omsider greb en officer i den kongelige garde sit spyd og udbr�d: "Wamba, du skal aldrig forlade dette kammer undtagen som en d�d mand eller som en konge!" Forsamlingen gav sit bifald, og da forstod Wamba alvoren i deres henstilling og accepterede.

Krone fra kong Recceswinth's tid fundet mellem 1858 og 1861 sammen med elleve andre i en frugthave kaldet Guarranzar n�r Toledo. Den er lavet af guld og �delstene, og kan ses i National Archaeological Museum i Madrid. Skatten indeholdt desuden mange guldkors. En del af kronerne forsvandt og blev smeltet om i forbindelse med fundet, og resten af skatten er delt mellem flere museer - Guarranzar Skatten repr�senterer et h�jdepunktet af Gotisk guldsmedearbejde; den blev sikkert gravet ned i 711 e.Kr. da muslimerne n�rmede sig Toledo - foto Mediaevalmusings.

Not many weeks after Wamba was crowned in Toledo, word came that both the Basques and the provinces of the kingdom in southern Gaul and northeastern Spain were in open revolt.

Kong Wamba sendte sin general Paul mod opr�rerne i de Galliske provinser. Men s�snart denne var ankommet til Narbonne, kaldte han sine officerer sammen, og opfordrede dem til at opgive deres troskab mod s�dan en t�belig gammel mand, der havde ladet sig tvinge til at acceptere kronen. Det blev foresl�et at v�lge Paul som konge istedet. Opr�reren Wittimer og hans tilh�ngere sluttede sig til forslaget, og efter et par uger blev Paul kronet i Narbonne som Goternes konge.

Da kong Wamba modtog efterretningen om at hans general havde ladet sig v�lge til konge af de Galliske byer og en stor del af det nord�stlige Spanien, var han netop i kamp mod de opr�rske Baskere. Inden l�nge havde han undertrykt det Baskiske opr�r, og f�rst derefter f�rte han sine styrker ind i de opr�rske provinser syd for Pyren�erne. I l�bet af kort tid havde alle byerne �bnet deres porte, eller de var blevet taget med storm. Da Paulus h�rte, at Wamba var p� vej mod Narbonne, trak han sig tilbage til Nimes, og overlod Narbonne til opr�rslederen Wittimers ledelse.

Kort tid efter viste kong Wamba sig i spidsen for sin h�r sig foran Narbonnes mure og opfordrede Wittimer at overgive sig. Opfordringen blev h�nligt afvist, og efter en blodig kamp blev byen indtaget. Wittimer og hans tilh�ngere blev derefter pisket gennem Narbonnes gader.

Dern�st sendte Wamba h�ren for at angribe Nimes. Paul og hans m�nd forsvarede sig tappert en hel dag igennem. Den n�ste dag modtog Goterne forst�rkninger, og efter fem timers h�rde kampe blev portene sl�et ind og Wambas tropper str�mmede ind i byen, medens de dr�bte alt, hvad der kom i vejen for dem. Paul og hans m�nd forskandsede sig i det store romerske amfiteater, hvis ruiner stadig findes i Nimes; men de havde ikke forberedt tilstr�kkelige forsyninger af vand og mad og m�tte overgive sig i l�bet af f� dage. Opr�rets ledere blev straffet med skalpering og f�ngsel for livstid.

Kong Wamba regerede klogt og beslutsomt, og i hans regeringstid herskede fred og velstand. Han var ingen fjende af Kirken, men han holdt pr�ster og biskopper i kort snor. Han bestemte at gejstelige p� alle niveauer skulle have pligt til at b�re v�ben for at forsvare landet som andre borgere, n�r det var n�dvendigt. Wamba bestemte ogs� at m�nd, der var f�dt som slaver, alts� frigivne, ogs� kunne tjene i h�ren.

Endnu en guld krone med �delstene fra Guarranzar skatten fundet n�r Toledo.

Wamba var Goternes sidste store konge. Nogle mener at samfundet havde udviklet sig til et egentligt fedualsamfund, hvor den f�r s� talrige klasse af frie m�nd, som var h�rens elite krigere, var blevet reduceret til en f�tallig gruppe af meget rige godsejere, og folkets daglige liv blev kontrolleret af en h�rskare af pr�ster, munke og biskopper.

Syv �r efter opr�ret i de Galliske provinser, m�ske omkring 680 e.Kr. abdicerede han og blev efterfulgt af Erwig, som blev salvet og kronet af �rkebiskop Julian af Toledo. Erwig var kun lidt mere end en marionet i h�nderne p� �rkebiskoppen. Erwigs lovgivning gik mest ud p� at annullere de love, som Wamba havde givet. Sanktionerne for dem, der unddrog sig v�rnepligt, blev lempet; Pr�ster og biskopper var ikke l�ngere forpligtet til at tage del i rigets forsvar; Dem, der havde gjort sig skyldig i opr�r mod den tidligere hersker, fik tilbagegivet deres fortabte titler og godser; og al skyldig skat ved udl�bet af Erwigs f�rste regerings�r blev annulleret.

I �r 687 e.Kr h�rgedes landet af en stor hungersn�d, som Erwig betragtede som Guds straf for sine forbrydelser. Han trak sig tilbage til et kloster, hvor han d�de samme �r.

Kong Erwig havde udpeget Wambas nev� Egica, som sin efterf�lger og givet ham sin datter som hustru. Til geng�ld m�tte Egica sv�rge at han ville beskytte enkedronningen og hele den kongelige familie og al deres ejendom.

Egicas f�rste handling som konge var at indkalde rigets r�d best�ende af adelsm�nd og gejstlige. Han stillede dem sp�rgsm�let: "Da jeg blev gift med kong Erwigs datter, tvang han mig til at sv�rge p� at jeg altid ville beskytte hans enke og b�rn i nydelsen af deres ejendom. Men da jeg blev salvet konge, svor jeg at ud�ve lige retf�rdighed over for alle mine unders�tter. Det er umuligt for mig at holde begge disse eder, for meget af den rigdom, som Erwig efterlod, blev vundet ved afpresning. For at sikre sin trone reducerede Erwig mange adelsm�nd til slaver, og beslaglagde deres ejendom. De eller deres arvinger vil nu kr�ve erstatning. Min kronings-ed byder mig til at give dem medhold; men den ed, som jeg tog til Erwig, forbyder dette. Jeg beder jer, �rv�rdige f�dre, fort�lle mig, hvad det er min pligt at g�re."

Biskopperne svarede at l�ftet til nationen tilsidesatte private forpligtelser. De tilf�jede desuden at eftersom Erwig ved at udn�vne Egica som sin efterf�lger, havde v�ret �rsag til at han tog den anden ed, derved havde l�sladt ham fra hans tidligere forpligtelser, som var uforenelige med denne. P� denne m�de lykkedes det Egica at overvinde sin forg�ngers omhyggeligt udt�nkte planer for sin families interesser.

Egica d�de i 701 og blev efterfulgt af sin s�n Witica. Den nye konge ben�dede mange, som hans far havde forvist eller overvundet og rehabiliterede dem med deres godser. Egica havde tvunget nogle velhavende personer til at underskrive g�lds-dokumenter, som gjorde dem til debitorer til statskassen; Witica beordrede disse papirer br�ndt offentligt. Der synes at have v�ret en finansiel krise for statskassen i hans regeringstids f�rste �r; m�ske skyldtes det kongens overdrevne gavmildhed mod skatteskyldnere.

Indgangen til den muslimske Alcazaba flankeret af to Gotiske s�jler i byen Merida.

Det ser ud som om Witica var elsket af folket, og hadet og frygtet af pr�steskabet, fordi han pr�vede at reformere kirken. En gejstelig forfatter klagede over, at Sindered, �rkebiskoppen af Toledo, "var inspireret af en nidk�rhed for hellighed, men ikke i henhold til viden", og adl�d Kongens ordrer ved l�bende at chikanere og forf�lge m�nd med h�j status blandt de gejstlige."

Det er sandsynliggjort at han opfordrede pr�ster til at gifte sig, og at han viste en vis forst�else for j�derne. Det er let at forst�, hvorfor han i senere tiders religi�se litteratur er blevet beskyldt for alle mulige frygtelige forbrydelser, og at han skulle have v�ret den store synder, hvis ugudelighed trak Himlens vrede ned over den ulykkelige nation.

Witica d�de i 710 e.Kr. og efterlod sig to mindre�rige s�nner. Han havde peget p� en af sine s�nner som efterf�lger, men rigets r�d valgte i stedet en adelsmand ved navn Roderic, som var h�rens �verstbefalende. M�ske vidste de at uvejrsskyer trak op over det Gotiske Spanien.

Goterne blev overvundet af en stor Islamisk h�r i slaget ved Guadalete i �ret 711 n�r Sevilla. Detaljerne henligger i m�rke og mystik. Den store slag fandt sted ved bredden af floden Guadalete omkring 16 km. syd�st for Jerez de la Frontera syd for Sevilla. Det siges at slaget varede 7-8 sommerdage.

Ingen ved ret meget om hvordan det kunne g� til at en krigerisk nations som Goterne i Spanien p� s� kort tid kunne blive overvundet af en muslimsk h�r.

Der findes myter, som fort�ller om Goternes splittelse, om hvordan Roderic h�vnede sin far, som var blevet blindet af den grusomme kong Witica. En anden myte fort�ller om Grev Julian, som havde kommandoen over Cetua, den Gotiske forpost i Afrika. Da Julian erfarede at kong Roderic havde sk�ndet hans datter, den smukke Florinda, gjorde han f�lles sag med muslimerne og viste dem, hvordan de kunne invadere Spanien. Anf�rt af en berberh�vding ved navn Tarik og vejledt af Julian satte de �jeblikkelig sejl og landede ved Gibraltar, som de siden kaldte Jebel Tarik.

Den Gotiske kong Roderic taler til sine tropper f�r slaget ved Guadalete. Foto Fitzroy. Maleri af Bernardo Blanco, 1871. Prado Museum.

Det fort�lles at den Gotiske guvern�r i de sydlige provinser, Theudemer, blev overrumplet og sendte bud til kong Roderic og anmodede om st�tte. Kongen, som netop k�mpede mod de opr�rske Baskere i Pyren�erne, br�d sin lejr op og skyndte sig sydp� Han udb�d sin h�r fra alle dele af landet til at m�des med ham ved Cordova. Hundrede tusinde m�nd samledes under hans banner, siges det. Men i den store m�ngde var kun f� loyale mod deres konge. De Gotiske adelsm�nd, som kun modvilligt havde underkastet sig hans herred�mme, sagde nu til hverandre: "Hvorfor skal vi risikere vores liv i forsvaret af tronraneren. Maurerne er kun interesseret i bytte; n�r Roderic er blevet sl�et, vil de tage hjem med deres rov, og s� kan vi give tronen til hvem, vi vil." Roderic mente derimod at landet nu var truet af en vantro fjende, og hans rivaler ville l�gge deres egoistiske m�l til side og st� sammen mod den f�lles fare. Tillidsfuldt betroede han kommandoen af h�rens to fl�je til Witicas to s�nner.

En anden myte fort�ller at efter flere dages kampe indgik Witicas s�nner en aftale med Maurerne, hvilket f�rte til et fuldst�ndigt nederlag for kong Roderic, som selv faldt i slaget. Derefter kunne muslimerne n�sten uden modstand sprede sig over landet og indtage by efter by, indtil "profetens gr�nne flag vajede fra t�rnene p� det kongelige palads i Toledo.".

Historien om Witicas s�nner, som gik over til fjenden, kan meget vel v�re endnu en katolsk bestr�belse p� at sv�rte Witica. Slaget fandt sted i 711 eller 712 e.Kr. blot et eller to �r efter Roderics kroning, ved hvilken lejlighed Witicas s�nner var mindre�rige. S� har de formentlig ogs� v�ret mindre�rige nogle f� �r efter, da Maurerne invaderede, og derfor uegnede til at anf�re en h�r.

Det er vanskeligt at forst� at et krigerisk folk som Goterne p� den m�de totalt kollapsede over for muslimerne. Men n�r man studerer deres historie, vil man se at de har haft en historie fyldt med intens indre rivalisering med mange opr�r og borgerkrige, som flere gange gav sig udslag i at en af de rivaliserende parter inviterede udenlandske h�re til at deltage i indre opg�r.

I en borgerkrig mellem de sydlige og nordlige provinser i 554 e.Kr appellerede den sydlige kong Athanagild til Konstantinopel om hj�lp. Ermengild ledende et opr�r mod sin kongelige far, Leovigild. Witerik anf�rte et vellykket opr�r mod den unge kong Leuva. Sisenanth lovede den Frankiske kong Dagobert guld fra Goternes skatkammer til geng�ld for Frankisk st�tte i hans opr�r. Kindaswinth anf�rte et opr�r, som styrtede den unge kong Tulga. Generalerne Paul og Wittimer gjorde opr�r mod kong Wamba. Det er nemt at forestille sig at en part i den politiske rivalisering tilkaldte Muslimerne for at bek�mpe deres politiske rivaler.

Slaget ved Guadalete - ukendt kunster - TW wiki.

At s�tte en stor h�r med mange tusinder m�nd og heste over Gibraltar Str�det med datidens skibe m� have v�ret en operation, som har taget uger eller snarere m�neder. Det er ikke sandsynligt at maurerne kunne have overf�rt mange tusinde m�nd, heste og udstyr med sm� b�de, som landede p� en ukendt strand. De m� have brugt en havn, fuldt synlig for alle, og selv da ville det have taget m�neder. Man m� undre sig over at Goterne tillod en stor islamisk h�r med rytteri at komme i land og ikke stoppede invasionen i tide. Den eneste sandsynlige forklaring er at en politisk fraktion havde inviteret dem for at bek�mpe deres rivaler.

Vi ved ikke hvad der skete, vi m� blot se i �jnene at Goterne tabte.

2. Goternes Religion

Jordanes fort�ller at Goterne oprindeligt tilbad krigsguden Mars ved at ofre krigsfanger og med andre grusomme ritualer. De troede at da han var krigens gud, var det n�dvendig at udgyde menneskeblod for at formilde ham. De har sikkert udf�rt ritualer, der meget lignende dem, som Kimbrerne udf�rte nogle hundrede �r tidligere.

�verst: Arian D�bskapel i Ravenna, opf�rt af Theoderik den Store - Foto wikipedia.
Nederst: Lofts mosaik i Arian D�bskapellet i Ravenna, som forestiller Faderen, S�nnen og Johannes D�beren. Foto TravelMarx.

De helligede den f�rste del af byttet til krigsguden, fort�ller Jordanes. Til ham oph�ngte de i hellige tr�er fjendens v�ben. De havde mere end alle andre racer en dyb �nd af religion, da tilbedelsen af denne gud virkelig syntes at v�re overleveret fra deres fjerne stamfader, som var Gaut.

De Germanske folk overtog antikkens syv dages uge, men erstattede de Romerske gudenavne med deres egne - med undtagelse af l�rdag. Ugedagene blev s�ledes, opkaldt efter Sol, M�ne, Tyr, Odin, Thor og Frigg eller Freja. L�rdag faldt udenfor systemet, den kom til at hedde laugardagr, som betyder "vaskedag".

Til venstre: V�gmaleri i kirke i Doli i Gr�kenland, som viser k�tteren Arius som opsluges af det store dyr med helvedes flammer i baggrunden. Foto: zorbas.de.
Til h�jre: Grafisk fremstilling af den katolske og protestantiske treenighed.

Romerne havde oprindeligt en otte-dages uge; syv-dages ugen blev introduceret omkring �r 0 e.Kr. men slog ikke umiddelbart igennem. F�rst Konstantin fastslog i 321 e.Kr. at ugen havde syv dage, sikkert i forbindelse med kristendommens sejr. De Germanske folk, herunder Goterne, kan formentlig ikke have stiftet bekendtskab med syv-dages ugen f�r tidligst omkring 200 e.Kr. Navngivningen af ugedagene efter de gamle guder m� da have fundet sted f�r stammerne blev kristne, hvilket for Goternes vedkommende skete omkring 370-380 e.Kr. Derfor m� vi antage at troen p� Ase-Guderne Tyr, Odin, Thor og Freja efter al sandsynlighed var udbredt blandt Goterne, da de boede ved Sorte Havet.

Konstantin I overv�ger afbr�nding af Arianske b�ger - Illustration i fra en bog om kanonisk lov fra omkring 825 e.Kr. - Foto Wikipedia.

N�sten alle Germanske folkevandringsfolk antog hurtigt kristendommen i form af den Arianske tro. Arianismen var kendetegnet ved at man troede at Faderen (Gud) er evig og uskabt, medens S�nnen (Jesus) er afledt af Faderen og ikke har eksisteret altid, og at Faderen st�r over S�nnen.

Det kristne kors optr�der p� m�nter fra Eudosos Goterne p� Krim efter 311 e.Kr. De vestlige Goter blev formentlig kristne umiddelbart efter ankomsten til Romerriget i 376 e.Kr. Det vides ikke hvorn�r de �stlige Goter blev kristne, men da de ankom til Italien i 489 e.Kr. var de overbeviste arianere.

Arius siges at have v�ret inspireret af Johannes evangeliet vers 14 til 28, is�r 28, hvor Jesus siger: "I har allerede h�rt mig sige, at jeg vil forlade jer, og at jeg ogs� vil komme tilbage til jer. Hvis I virkelig elsker mig, skal I v�re glade for at jeg vil fare tilbage til Faderen, fordi han er st�rre end jeg."

Den katolske og protestantiske tese om treenigheden definerer derimod Gud som en enhed sammensat af tre enheder nemlig: Faderen, S�nnen og Hellig�nden. Der er kun en Gud, som imidlertid er sammensat af tre.

Der findes meget lidt materiale bevaret, som kan belyse folkevandringstidens Arianske tro. N�sten alt er forl�ngst blevet br�ndt og �delagt af katolikkerne. Allerede kejser Konstantin forordnede: "Desuden, hvis der findes noget skriftlig forfattet af Arius, skal det overgives til flammerne, s� ikke kun hans l�res ondskab vil blive udslettet, men intet vil blive tilbage, som kan minde nogen om ham. Og hermed udsender jeg den offentlige ordre, at hvis nogen skulle blive afsl�ret i at have skjult et skrift forfattet af Arius, og ikke omg�ende har udleveret det og �delagt det med ild, skal hans straf v�re d�den. S�snart han bliver opdaget i denne forbrydelse, skal han sendes til henrettelse - "

Isidor af Sevilla fra middelalderlig bog illustration.

Isidor af Sevilla skrev dog omkring �r 600 e.Kr: "Derefter skabte Ulfilas, disse Goters biskop, den Gotiske skrift og oversatte det nye og det gamle Testamentes skrifter til dette sprog. Og s� snart Goterne begyndte at have skrift og lov, etablerede de selv kirker, som holdt i h�vd deres egen doktrin, der har s�danne forskrifter, som Arius selv om den faktiske guddommelige natur, idet de mente, at S�nnen er ringere end Faderen i majest�t, og senere end Ham i evigheden. De troede, at den Hellige �nd hverken er Gud eller har sin eksistens fra Faderen, men at han blev skabt af S�nnen, han er til disposition for begge, og er placeret under begges myndighed. De erkl�rede ogs� at ganske som Faderens person og natur er adskilt (m�ske menes uafh�ngig) fra S�nnens person og natur, som ogs� er adskilt, og endelig, at den Hellige �nds person og natur ogs� er adskilt; s�ledes at de ikke (if�lge de hellige skrifters traditionen) tilbedte en Gud og Herre, men som i overtroens afgudsdyrkelse tilbedte tre guder".

Isidor var en samtidig med kong Reccared, som konvertede fra arianismen til katolicismen sammen med hele folket. M�ske var Isidor selv tilstede i det forum, som Reccared afholdte for at diskutere de to trosretninger.

I forbindelse med omtalen af Reccareds synode skrev Isidor af Sevilla: "- sammen med alle sine unders�tter har han givet afkald p� den l�gn, som Goternes nation indtil nu havde l�rt af Arius og proklameret enheden af de tre personer i Gud, som udsiger, at S�nnen blev f�dt fra Faderen ud fra samme stof og natur, at den hellige �nd er uadskillelig fra Fader og S�n og er af samme �nd som begge, hvorfor de er en." - Man m� erkende at kristendommen er en sand mysterie-religion.

Procopius giver os et glimt af den Arianske religion i sin beretning om krigen mod Vandalerne i Afrika. Nogen tid efter at kejserens tropper havde besejret Vandalerne i Afrika, gjorde en del af dem mytteri i forbindelse med ankomsten af en kejserlig udsending ved navn Salomo. Procopius fort�ller mytteriets �rsager: "Og der var ogs� en anden, sidel�bende �rsag, som var ikke mindre, m�ske endog mere effektiv i at kaste hele Libya i forvirring. Den var som f�lger: I den Romerske h�r var der, da dette skete, ikke mindre end et tusinde soldater af den Arianske tro; og de fleste af disse var barbarer, nogle af disse var af den Herulske nation. Nu blev disse m�nd opfordret til mytteriet af de Vandalske pr�ster med den st�rste iver. For det var ikke muligt for dem at tilbede Gud p� deres vante m�de, men de var udelukket b�de fra alle sakramenterne og fra alle de hellige ritualer. For kejser Justinian tillod ikke nogen kristen, der ikke g�r ind for den ortodokse tro, at modtage d�ben eller nogen anden nadver. Men mest af alt var de ophidsede ved p�skefesten, hvor de fandt sig ude af stand til at d�be deres egne b�rn med den hellige vand, eller g�re noget andet vedr�rende denne fest."

Og da resten forberedte sig til at fejre p�ske festivalen, agtede arianerne, der var vrede over deres udelukkelse fra de hellige ritualer, at angribe dem beslutsomt. Og det syntes belejligt for deres ledende m�nd at dr�be Salomo i helligdommen p�den f�rste dag i denne fest, som de kalder den store dag."

Ogs� Gregory of Tours kan i sin "Historia Francorum" fort�lle os noget om den Arianske tro: "Men den dag, og den time (den yderste dag) kender ingen, selv ikke englene i himlen, heller ikke S�nnen, men kun Faderen. Desuden vil vi her give svar til de k�ttere, der angriber os, som p�st�r, at S�nnen er ringere end Faderen, da han er uvidende om denne dag. Lad dem vide, at S�nnen her er navnet anvendt p� de kristne mennesker, om hvem Gud siger: "Jeg shal v�re dem en far, og de skal v�re for mig s�nner." For hvis han havde talt disse ord om den enb�rne s�n, ville han aldrig have givet englene f�rstepladsen."

Og et andetsted i "Historia Francorum": "Nu tilh�rte de den Arianske sekt, og da det er skik hos dem at for de, som g�r til alteret, f�r konger en kop og de mindre betydningsfulde folk en anden - "

Men den vigtigste antydning af Arianismens natur f�r vi m�ske fra det oprindelige navn p� den kirke i Ravenna, som idag hedder Basilica of Sant'Apollinare Nuovo. I 504 AD indviede Theoderik den nybyggede kirke til "Kristus Forl�seren". Det er kun et g�t, men men n�r man specifikt navngiver Kristus som forl�seren, m� det betyde, at ingen andre har autoritet til at forl�se, det vil sige give syndsforladelse.

De Sidste Dages Hellige og sikkert mange protestantiske retninger mener at kun Kristus har magt til at forl�se os fra vore synder, og det samme kan have v�ret tilf�ldet med Arianerne. Det st�r i markant mods�tning til den katolske kirke, hvor alle pr�ster og munke kan give syndsforladelse.

I folkevandringstiden var d�den en hyppig g�st, og enhver kunne d� n�r som helst, og derfor var der en st�rre interesse for tilv�relsen efter d�den, end der typisk er idag. M�ske var Goternes unders�tter mere �ngstelige typer, som ikke var helt tilfredse med Kristus usynlige n�rv�relse. De �nskede et menneske, en pr�st, som kunne se dem i �jnene og forsikre dem om at de var tilgivne og frelste.

Det er nemt at forst� at det katolske pr�steskab derved havde noget, som alle andre �nskede, hvilket var en kilde til magt og rigdom.

Imidlertid, et ariansk skrift har mirakul�st overlevet �rhundreders religi�s fanatisme, nemlig den Gotiske Bibel eller Wulfila Bibelen, som er en Bibel oversat fra Gr�sk til Gotisk i det fjerde �rhundrede af Goternes apostel, Wulfila. Den er oversat temmelig loyalt, men imidlertid mangler det meste af det gamle Testamente. Vi ved ikke hvorfor, m�ske arianere lagde mest v�gt p� det ny testamente, eller de sider, som indeholdt det gamle testamente, blot er g�et tabt.

En vigtig �rsag til at de fleste Gotiske folk oph�rte med at eksistere som folk m� have v�ret deres at de p� grund af deres arianske tro blev lagt for had. Landenes store katolske flertal betragtede dem som forargelige k�tterere.

3. Goternes Samfund

En af Goterens store kvaliteter var deres st�rke ledelse. Tacitus skrev i sin beskrivelse af Germanias stammer: "Hinsides Lygianerne er Goterne, der er styret af deres Konger noget mere strengt end resten af Germanias nationer." Procopius anf�rte: "En af deres nationale dyder er trofasthed mod deres valgte ledere, selv i modgang."

Folkevandringstidens Germanske stater har efterladt sig mange lovsamlinger; af disse er det blevet udledt at de Germanske nationer, herunder Goterne, grundl�ggende var opdelt i tre kaster: Frie m�nd, frigivne og tr�lle. Deres status var generelt arvelig, og det var forbudt at gifte sig udenfor sin stand. En helt lignende slutning kan man drage fra en n�rl�sning af Procopius' b�ger om den Gotiske krig, som Peter Heather har gjort. De tre kaster i Goternes samfund kan minde noget om forholdene p� landet i Danmark for mere end hundrede �r siden, hvor der var tre uformelle rangklasser, nemlig b�nder, husm�nd og landarbejdere.

De frie m�nd var h�rens elitetropper og samfundets rygrad. Sammenlignet med senere tiders gruppe af adelsm�nd, var gruppen af frie m�nd relativt talrig. Nogle frie m�nd var formentlig rigere end andre, nogle tilh�rte ber�mte sl�gter og andre var opkomlinge, nogle n�d kongelig gunst mere end andre, men efter alt at d�mme var de lige overfor loven.

Flere hundrede �r senere fort�ller Adam af Bremen om Saxerne: "Ved at drage meget omhyggelig omsorg for deres byrd og adel og ved ikke uden videre at besmitte sig med �gteskaber med fremmede eller med laverest�ende folk har de s�gt at g�re deres folk s�rpr�get, rent og kun sig selv ligt. Derfor er ogs� udseendet, legemesst�rrelsen og h�rfarven n�sten ens hos dem alle sammen til trods for at folketallet er s� stort, som det er. Folket best�r af fire forskellige lag, nemlig de adelige, de frib�rne, de frigivne og tr�llene. Og det er fastsat ved lov at ingen af dem m� g� ud over sin egen stands gr�nser ved �gteskabs indg�else, men en adelig m� kun tage en adelig kvinde til hustru, og en frib�ren en frib�ren kvinde, en frigiven m� kun �gte en frigiven kvinde og en tr�l en tr�lkvinde. Men hvis nogen af dem �gter en hustru, der ikke er ham j�vnbyrdig eller fornemmere af byrd, skal han b�de med tabet af sit liv."

En traditionel Gotisk landsby kan have set s�dan ud.

De frigivne forventedes at k�mpe i h�ren ledet af den fri kriger og bonde, som de var tilknyttet. Der er f� vidnesbyrd om opadstigende karriere muligheder til klassen af frie, men man kan forestille sig at der undtagelsesvis kan have v�ret det i perioder, hvor h�ren har haft store tab. Der kr�vedes en kompliceret offentlig ceremoni for at nogen kunne blive optaget i en h�jere stand.

Frie og frigivne kunne miste deres status p� grund af forbrydelser og blive reduceret til tr�lle. Taticus fort�ller at de kunne endda miste deres frihed ved at tabe i terningespil.

Tr�llenes forhold illustreres meget godt af beretningen om Wulfila, Goternes apostel.

I det tredie �rhundrede foretog Goterne ved Sortehavs-kysten mange togter over havet til blandt andet Lille Asien, hvor de bortf�rte tusinder af mennesker som tr�lle og tog dem med tilbage til de Gotiske omr�der i det sydlige Ukraine og Rum�nien. Blandt disse tr�lle var Wulfilas for�ldre.

Hans navn "Lille Ulf" er helt klart Gotisk, hvilket indikerer at de bortf�rte ret hurtigt tilegnede sig Gotisk sprog og kultur. Den kendsgerning at Wulfila oversatte Bibelen fra Gr�sk til Gotisk viser at han var fuldt fortrolig med det Gotiske sprog. Gr�sk var formentlig hans modersm�l. Det fort�lles at den unge Wulfila voksede op som en slags junior pr�st i tr�llenes kristne menighed midt i det ellers hedenske Gotiske samfund. Tr�llene fra Lille Asien udgjorde sandsynligvis en stort set selvst�ndig gruppe af b�nder, som var forpligtet til at udlevere en v�sentlig del af deres produktion til deres Gotiske herrer, men ellers mere eller mindre var overladt til dem selv.

Det passer meget godt med Tacitus' beskrivelse af slavernes forhold hos Germanerne hinsides Rhinen nogle hundrede �r f�r: "For i �vrigt har deres slaver - modsat vore - ikke bestemte opgaver at udf�re i herrens husholdning. For alle er de herrer i eget hus og har egen husholdning. De p�l�gges kun i lighed med vore forpagtere - at svare herren et vist m�l korn, kv�g eller kl�de - og der g�r gr�nsen for deres lydighed. De huslige pligter udf�res af husbondens kone og b�rn. Det forekommer kun sj�ldent, at de straffer deres slaver med pisk, f�ngsel eller arbejde."

Faktisk s� minder tr�lles forhold hos Goterne og hos Germanerne som helhed om middelalderens f�steb�nders, som nok i virkeligheden repr�senterer en meget gammel institution.

Priscus til middag hos Attila - Malet af Mor Than - Wikipedia.

Da gr�keren Priscus var p� en diplomatisk mission hos Attila i Pannonien, alts� i Ungarn, traf han til sin store overraskelse en landsmand i Hunnernes lejr. Denne fortalte Priscus at han otte �r tidligere havde v�ret forretningsmand i byen Viminacium, hvor han havde v�ret gift med en rig kvinde og klaret sig godt. Men s� kom Hunnerne og br�ndte byen ned og �delagde alt. Han blev taget til fange og gjort til slave. Hans ejer gav ham til opgave at k�mpe for Hunnerne mod Romerne og Akatziri stammen. Han k�mpede tappert og samlede et stort bytte, som han overrakte sin Hunniske herre, der derefter bel�nnede ham med hans frihed. Nu levede han blandt Hunnerne som en af dem med Hunnisk kone og b�rn, og det var han ganske tilfreds med.

Det viser at der var karriere-muligheder ogs� for tr�lle.

Procopius skrev i sit afsnit om Justinians krige i Persien, hvor Herulerne tjente i kejserens h�r: "Og Perserne, idet de sk�d ind i de store masser af fjender i den smalle �bning, dr�bte et stort antal uden besv�r, og is�r Herulerne, der som de f�rste havde angrebet fjenden med Narses og for det meste k�mpede uden beskyttelse. For Heruler har hverken hjelm eller brystplader eller anden beskyttende rustning, undtagen et skjold og en tyk jakke, som de binder om sig, f�r de g�r i kamp. Og faktisk, Herulske slaver g�r i kamp selv uden et skjold, og n�r de har bevist at de er modige m�nd i krig, s� vil deres herrer tillade dem at beskytte sig selv i kamp med skjolde. S�dan er det s�dvane hos Herulerne."

Hunner og Heruler var formentlig ikke Goter og heller ikke Germaner, men det er kendt at - i hvert fald Hunnerne - meget hurtigt optog Germanske skikke, navne og i det hele taget Germansk kultur. Det er ganske t�nkeligt at en s�dan opstigende karriere for en tr�l ogs� kunne have foreg�et hos Goter og Germaner i�vrigt. Selve ordet "frigiven" fort�ller os ogs� at der var karriere-muligheder, ogs� for tr�lle. Nogle germanske love fastslog dog at ufri m�nd ikke k�mpede i h�ren, siges det.

Bernard Hill som Kong Th�oden af Rohan i filmen "The Return of the King" instrueret af Peter Jacksons baseret p� Tolkiens romanserie "Ringenes Herre" - Rohan folket er helt sikkert inspireret af Goterne. Foto Wikipedia.

Procopius skrev i sin beretning om den Gotiske krig, idet han forklarede �rsagen til fjendskabet mellem Theodahad og Amalasuntha: "Men medens disse ting foregik, som jeg har forklaret, blev Theodatus indst�vnet for Amalasuntha af mange Toscanere, der erkl�rede, at han havde gjort vold mod alle mennesker i Toscana og uden grund havde beslaglagt deres godser, idet han havde taget ikke blot alle private godser, men is�r dem, der tilh�rer den kongelige husholdning, som Romerne er vant til at kalde "patrimonium".

Det synes som om at konge-embedet traditionelt blev financieret ved at kongen havde ejendomme spredt ud over landet.

Dette bringer os til at t�nke p�middelalderens danske Valdemars Jordebog, som optegner to slags kongelige besiddelser, nemlig de ejendomme, som h�rte til konge-embedet, der kaldtes kongelev, og kongesl�gtens arvejord, som kaldtes "patrimonium".

Gennem mere end fem hundrede �r fastholdt Goterne deres sprog og kultur, selvom de levede iblandt folkeslag, som talte verdens-sprogene gr�sk og latin. Isidore of Sevilla fra omkring 600 e.Kr. skrev om Goternes "barbariske mumlen". Omkring 550 e.Kr. skrev Jordanes om Goternes lange folkesange, som opregnede forf�drenes bedrifter: "Derfra skyndte sejrherrerne sig til den fjerneste del af Skytien, hvilket er t�t p� Pontus Havet, s�ledes er historien generelt fortalt i deres tidlige sange, p� en n�sten historisk m�de." - "Men han bad dem kalde resten af deres race Capillati. Dette navn accepterede Goterne og v�rdsatte meget, og de bevarer det den dag i dag i deres sange." - "I tidligste tider sang de om deres forf�dres bedrifter i en r�kke sange ledsaget af Kitharaen, sangene om Erpa-marha, Anala, Fr�di-garn Widu-Gauja og andre, hvis ber�mmelse blandt dem er stor; s�danne helte som beundrere i antikken gentagne gange pralede med, at de ikke var bare halvguder."

Goter kunne godt lide �l og vin. Udgravninginger af Gotiske bos�ttelser i det sydlige Ukraine og Rum�nien er overs�et med sk�r fra Romerske vin ampforaer. I det sjette �rhundrede brugte Romerne udtrykket "biberunt ut gothi", "drikke som en Got", om m�nd, som kunne drikke meget.

Romerne mente ogs� at Goter kunne v�re ret h�jr�stede. De havde udtrykket "at r�be som en Got". I "Liv" af Saint Dosithaeus, som levede i Pal�stina omkring 540 e.Kr. findes f�lgende passage: "S� siger han til ham, �h dumme mand, du r�ber som Goterne, for n�r de bliver vrede og rasende, r�ber de. Derfor sagde jeg til dig, tag et stykke br�d v�det i vin, for du r�ber som en Goth"

3. De Sidste Goter

Flere moderne Europ�iske nationer og landskaber har bevaret navnene p� de oprindelige folkevandrings-folk, som slog sig ned der. Frankrig blev grundlagt af Frankerne, navnet Ungarn (Hungary) indeholder mindet om Hunnerne, Bourgogne minder om Burgunderne, Andalusien har f�et sit navn fra Vandalerne, og Lombardiet var stedet, hvor Langobarderne slog sig ned. Men f� steder b�rer minde om Goterne, som dog var de talrigste og mest ber�mte af dem alle. Toulouse siges dog at v�re navngivet af dem som T�ll�se.

Ruinerne af den Gotiske f�stning Mankup p�Krim - Wikipedia.

Men de har gavmildt spredt deres gener ud over hele det sydlige Europa og derved bidraget til at Europ�ere ser ud, som de g�r.

Adskillige forfattere har skrevet om Eudoses og Heruli, som slog sig ned p� Krim og derfra foranstaltede s�b�rne plyndringstogter til Lille Asien; det fremg�r dog ikke, hvilke antikke kilder de st�tter sig til - men der findes et citat fra den samtidige anonyme "Periplus Ponti Euxini": "I omr�det fra Sindian bugten (nu Anapa) til Pagrea bugten (nu Gelengik) der boede tidligere folk kaldet Kerketa (circassians) eller Toritae, og nu lever der s�kaldte Eudusians, som taler Gotisk eller Tauric sprog". Imidlertid dette beskriver en kyststr�kning ikke p� Krim, men p�den anden side af Kerch str�det.

Imidlertid er Goterne p� Krim rigeligt dokumenteret. De kan have v�ret Eudoses, skal vi sige Eudoses Goter. De var ikke s�rlig mange, men de holdt ud i l�ngere tid end de store Gotiske folk.

Walafrid Strabo var en Fransk munk, som levede 808-849 e.Kr. Han n�vnte at Goter, som talte Teutonisk, stadig levede p� Balkan p� hans tid og brugte den Gotiske overs�ttelse af Bibelen.

Gotisk hule-landsby p� Krim - foto: Lonely Planet.

I 1433 e.Kr. angreb tropper fra Genova nationen Gothia p� Krim, som var ledet af fyrst Alexis. Krigen varede til 1441 e.Kr. og Genova erobrede nogle vigtige havnebyer.

I 1436-37 e.Kr. bes�gte en italiener, Iosafat Barbaro, Krim og bem�rkede: "Bag �en Capha, der ligger ved det store Hav, er Gothia, og efter det Alania, der l�ber parralel med �en mod Mocastro, som jeg har sagt f�r. Goterne taler tysk, som jeg ved af en tysker, min tjener, som var med mig der, for de forstod hinanden godt nok, som vi forst�r en Furlaner eller en Fiorentiner." Andre rejsende n�vner ikke Goterne, s� m�ske det har kun v�ret et mindretal p� Krim, som stadig talte Gotisk.

I 1446 e.Kr. viste de Ottomanske tyrker sig for f�rste gang ud for Krims kyster. I 1453 erobrede Tyrkerne Konstantinopel, og m�rke skyer trak op over alle grupper p� Krim. I 1475 e.Kr. blev f�rst Genovas besiddelser og senere nationen Gothia erobret af Tyrkerne. Laudivius da Vezzano skrev: "Efter Tyrkernes erobring af Caffa (Genovesisk) angreb Tyrkerne Gotherne, som bor hinsides Donau, for at indtage deres bef�stede byer, og bragte deres h�r til disse. Byens indbyggere forsvarede sig imidlertid for hver dag mere og mere tappert, s�ledes at det var usikkert, hvem der ville sejre. Nu kender I resultatet af den ulykkelige krig, som fandt sted p� Tauric halv�en (Krim)."

En tysk "b�ssemester", J�rg af Nuremberg, som var fange hos Tyrkerne i mange �r, beskrev ogs� Goternes sidste kamp i hovedstaden Theodoro i 1475 e.Kr: "Derefter marcherede Tyrkerne mod byen Santodero, hvor der var tre konger og femten tusind m�nd, gamle og unge. Men de kunne ikke indtage den og blev n�dt til at tr�kke sig tilbage med tab. S� tre m�neder senere overgav de sig frivilligt. Tyrkerne dr�bte kongerne og hele folket."

Flaml�nderen Ogier Ghislain de Busbecqs var ambassad�r for det Hellige Romerske Rige i Konstantinopel 1560 - 1562 e.Kr.

Matthias af Miechow fra Krakow skrev i 1517 en beskrivelse af Asiatiske og Europ�iske Sarmater. Han n�vner, at: "Hertugerne af Mankup, der var Goter i deres oprindelse og sprog, havde kun f�stningen Mankup tilbage. - Derefter (efter Muhameds erobring af Caffa) dr�bte han med sv�rdet de to hertuger og br�dre af Mankup, de eneste overlevende af den Gotiske race og sprog, h�bet for Goternes fremtid, og tog f�stningen Mankup i besiddelse. s�ledes blev Goterne fuldst�ndig udryddet"

I 1690 skrev Kampfer: "Sproget, som tales p� halv�en Krim, eller Taurica Chersonesus, i Asien, bevarer stadig mange tyske ord, bragt dertil, som det er antaget af en koloni af Goter, der kom for at bos�tte sig der omkring 850 �r efter Syndfloden. Den afd�de Mr. Busbeq, som havde v�ret kejserlig ambassad�r ved den Osmanniske Port, samlede og publiserede et stort antal af disse ord i sit fjerde brev; og p� mine egne rejser gennem dette land, har jeg noteret mange flere."

Det sidste kendte - og meget usikre - m�de med Goterne p� Krim kommer fra �rkebiskoppen af Mohilev, Stanislaw Bohusz Siestrzencewicz, der bes�gte Krim omkring 1780 og bem�rkede, at der fandtes mennesker, hvis sprog og s�dvaner afveg meget fra deres naboer, og som han konkluderede, m�tte v�re "Goterne".

5. Litteratur