Danmarkshistorien

14. Goterne III - I Spanien

1. De Vestlige Goter i Spanien

De Vestlige Goters konge Alarik 2. - af nuværende Spanien og det sydlige Frankrig - faldt i slaget ved Vougle syd for Poitiers i 507 e.Kr. Næsten alle Goternes områder i Gallien gik tabt til Frankerne. Kongens mænd bragte hans femårige søn, Amalarik, over Pyrenæerne til Spanien. Takket være alliancen med Theoderik den Store i Italien beholdt de Vestlige Goter dog en smal stribe land i Gallien langs den Franske Middelhavskyst. Theoderik den Store blev formynder for den unge Amalarik, men i praksis regerede hans general, Theudis, de Vestlige Goters land som en konge.

Der er ikke meget som vidner om Goterne i det moderne Spanien. Der er nogle gyldne kroner og kors men også fire kirker, hvoraf to ligger i det nuværende Portugal og to i Spanien. Dette er San Pedro de la Nave kirken ved Zamora vest for Valladolid - Los Godos Encuentro ediciones.

Da Theoderik døde i 526 e.Kr. var Amalarik 24 år gammel. Han blev anerkendt som konge over alle Gotiske områder vest for Rhone, og Vestgoternes kongelige skat blev sendt fra Ravenna til Narbonne, hvor den unge konge holdt sit hof.

Det lykkedes Amalarik at blive gift med den Frankiske prinsesse Clotilda, og dermed havde han neutraliseret Frankerne, hans farlige naboer mod nord - troede han. Men Clotilda var en ivrig katolik, og forud for brylluppet havde hun betinget sig at hun fik lov til at beholde sin egen religion iblandt de arianske Goter. Dette løfte blev imidlertid brudt, og Clotilda sendte sit blodplettede tørklæde til sin bror, Kong Hildebert af Paris, som tegn på at hun var blevet forurettet.

Inden længe var en stærk Frankisk hær på march mod Narbonne. Goterne blev besejret og flygtede til Spanien. Hovedstaden Narbonne blev taget, og Hildebert vendte hjem til Paris beriget med plyndringsgodset fra de Arianske kirker. Efter ordre fra Theudis blev Kong Amalarik dræbt i en kirke i Barcelona, og folket valgte derefter Theudis til konge.

De Vestlige Goters kongerække - Stavemåder og helt præcise årstal kan afvige fra andre kilder. Medkonger er ikke medtaget.

Efter opfordring fra kong Hildibad, som var Gotisk konge af Italien, førte Kong Theudis - måske omkring 540 e.Kr. - en hær til Afrika for at angribe de byer, som Belisarius havde erobret fra Vandalerne. Den blev slået tilbage med store tab, og kongen selv slap med nød og næppe med livet i behold.

Frankerne angreb Goterne i Spanien igen omkring 548 e.Kr. hvor de belejrede Caesaraugusta, som nu kaldes Saragossa. Men imidlertid blev de på en eller anden måde besejret. Goterne indhentede de flygtende Frankere ved foden af Pyrenæerne, og den Frankiske hær ville være blevet fuldstændig udslettet, hvis dens generaler ikke havde bestukket den Gotiske general med en stor sum penge for at få lov til at slippe tilbage til Frankrig gennem bjergpasset.

Kort efter disse begivenheder blev Theudis myrdet i sit palads af en af sine egne soldater. Den døende konge udtrykte anger for sin andel i mordet på Amalarik.

Goterne valgte derefter Theudigisel som ny konge. Han var den general, som havde ført dem til sejr over Frankerne. Han viste sig dog at være en tyran, og Goterne jublede, da han blev dræbt af en af sine gæster ved en banket i paladset efter kun 18 måneder på tronen.

Derpå valgte de nordlige provinser Agila som konge, men han blev ikke anerkendt i den sydlige del af Spanien. Det sydlige oprør blev ledet af Athanagild, der appellerede til Konstantinopel om hjælp. Kejseren tøvede ikke med at sende en stærk hær ledet af generalen Patrician Liberius. Borgerkrigen varede fem år, indtil Agila blev dræbt af sine egne soldater, og Athanagild blev ene-konge.

Hans regeringstid varede i 14 år, som ville have været været fredelige, hvis det ikke havde været for krigene med de farlige allierede, som han selv havde inviteret til landet. Kejserens soldater havde besat mange byer i Spanien, og Goterne fandt det umuligt at jage dem ud.

Som andre Gotiske konger søgte Athanagild sikkerhed mod sine Frankiske naboer gennem ægteskabelige forbindelser. Hans yngste datter Brunihilde blev gift med kong Sigebert af Øst Frankerne. Hans bror, Chilperik, konge af de nordvestlige Franker, friede til Athanagilds ældste datter, Geleswintha. På trods af hendes tårer og bønner blev hun af sine forældre tvunget til at acceptere frieren. Begge prinsesser konverterede til deres ægtemænds katolske tro.

Efter kort tid blev Chilperiks kærlighed for sin dronning kølnet på grund af hans bekendtskab med en kvinde ved navn Fredegunda, og han lod Geleswintha slå ihjel. Brunihild ansporede sin mand til at hævne mordet på sin søster.

I krigen mellem de to Frankiske riger faldt Sigebert, og Brunihild havde derefter en lang og stormfuld regeringstid som enke-dronning. Hun var en kvinde med stor energi og stærk vilje, en stor hersker, men tyrannisk og skrupelløs. Det blev sagt, at ti konger og dronninger mistede livet i de intriger, som hun skabte. Til sidst mistede hun magten til sin fjende Fredegunda, der lod hende binde bag en hest og slæbe hen over jorden, indtil hun døde. Derefter blev hendes sønderrevne lig kastet på bålet.

Ruin af Gotisk basilica i Recopolis ved Zorita de los Canes i Guadaljara omkring 60 km øst for Madrid - John of Biclar skrev: "Kong Leovigild vendte hjem efter overalt at have ødelagt tronranerne og ødelæggerne af Spanien for at søge hvile hos sit eget folk, og han byggede en by i Celtiberia, som fik navnet Reccopolis efter hans søn" (Reccared) - Los Godos Encuentro ediciones.

Søstrenes far, Athanagild, døde i 567 e.Kr. i Toledo, uvidende om sin ældste datters skæbne, elsket af folket, og respekteret af fremmede nationer. Han var den første konge af de Vestlige Goter, siden Eurik, som døde en naturlig død.

Belært af smertelige erfaringer med borgerkrig valgte Goterne nu på fredelig vis en vis Leuva som ny konge. Han foretrak at blive boende i sin hjemby Narbonne ved den nuværende Franske Middelhavskyst og overlod den faktiske regering i Spanien til sin bror, Leovigild, som efter nogle få år blev valgt til konge.

Søjlehoveder i den Gotiske kirke San Pedro de la Nave ved Zamora vest for Valladolid - Øverst: Abrahams ofring af Isak. Nederst til venstre: Daniel i løvekulen. Nederst til højre: Et ansigt.

Leovigild var en af Goternes store konger. Han var en dygtig general, som undertvang Sveberne, som stadig boede i den nordvestlige del af Spanien. Han fravristede kejserens soldater flere af de byer, som de stadig holdt. Han byggede fæstninger, grundlagde byer og gav nye love.

Men Leovigild er dog bedst kendt fordi han på tragisk vis dræbte sin egen søn, Ermengild.

Prinsen blev gift med en Frankisk prinsesse, Ingunthis, som var datter af Sigebert og Brunihild. Som Frankisk prinsesse var hun naturligvis katolik. Imidlertid var Leovigilds dronning, Goiswintha, ivrig arianer og pressede den unge prinsesse med mange midler til at lade sig omvende til den arianske tro. For husfredens skyld sendte kongen det unge par til det sydlige Spanien, som Ermengild fik til opgave at regere på kongens vegne.

Gotisk Spanien ved Leovigilds død 586 e.Ke. De grønne områder repræsenterer områder besat af den Byzantiske hær, som Athanagild havde inviteret til landet. Svebernes kongedømme eksisterede ikke mere, og også Baskerne var underlagt det Gotiske herredømme, selvom de ofte gjorde oprør. Fra spainthenandnow.com

Ikke længe efter blev Ermengild overtalt af sin kone og sin onkel Leander, som var katolsk biskop i Sevilla, til at forlade sine forfædres tro og konvertere til den katolske. Derefter gjorde han fælles sag med resterne af den kejserlige hær og satte sig i spidsen for et oprør mod sin kætterske far.

Med bønner og overtalelse søgte kongen at bringe sin yndlingssøn til fornuft, men Ermengild nægtede at lytte. Til sidst blev kongen nødt til at mobilisere hæren, og inden længe havde han omringet de sidste oprørere i Sevilla. Belejringen varede i to år og tusinder af indbyggere sultede ihjel. Kong Leovigild fandt sin søn i en kirke. Sønnen bønfaldt sin far om barmhjertighed, og denne brast i gråd og knugede sin søn i sine arme. Kongen bad ham tage ophold i Valencia som privatperson og holde sig uden for politik, hvilket han lovede at gøre.

Men der var ikke gået et år før kong Leovigild hørte, at hans søn havde brudt sit løfte og var på vej til Franker-riget. Han havde overladt sin kone til de kejserlige officerer fra Konstantinopel; og det synes at have været hans hensigt at få Frankerne til at hjælpe ham i endnu et forsøg på at afsætte sin far.

Han blev fanget af kongens mænd i Tarragona syd for Barcelona og kastet i en fangekælder. Budbringere fra hans far, kongen, lovede ham gang på gang frihed og rehabilitering, hvis blot han ville opgive sin nye tro. Men Ermengild afviste hånligt alle bønner og kaldte den arianske biskop for djævelens tjener. Kong Leovigild befalede da at hans søn skulle dræbes. En bøddel blev sendt til fængslet, og prinsen blev dræbt med et øksehug uden forudgående retssag.

Ermengild blev ophøjet til martyr og helgen af den katolske kirke 13. April 586 e.Kr. - Malet af Francisco de Herrera i 1654.

Da Leovigild døde, blev han efterfulgt af sin anden søn, Reccared, som allerede havde vist sig som en dygtig general, som havde sejret over Frankerne. Han udviste visdom og energi som hersker. Reccared så klart, at Goterne ville trække det korte strå i kampen mod den katolske kirkes voksende magt. Han besluttede at konvertere til den katolske tro og opmuntre Goterne til at følge hans eksempel. Derved ville Goterne få samme religion som det store flertal af deres undersåtter.

Han sammenkaldte biskopper fra begge kirker, og opfordrede dem til at føre en offentlig diskussion, hvori de argumenterede for deres respektive tro. Han var ivrig efter at kende sandheden, sagde han. Lærde på begge sider udfoldede al deres veltalenhed, og da diskussionen var afsluttet, proklamerede kongen sin overbevisning om, at den katolske tro var den rigtige, fordi den blev støttet af overvældende beviser fra Skriften og mange mirakler. Ikke kun Gotiske lægfolk, men også gejstlige, herunder mange biskopper, fulgte hurtigt kongens eksempel.

I Reccareds regeringstid forsøgte den Frankiske kong Guntram endnu engang at erobre de Gotiske områder i det sydlige Gallien. En enorm hær trængte ind i Narbonnese provinsen og indledte en belejring af byen Carcassonne. Men Reccareds general, Claudius, tilføjede Frankerne et knusende nederlag. Det var sidste gang Frankerne prøvede at angribe det Gotiske område i sydlige Gallien, og det Gotiske Rige bestod som før.

Reccared døde af sygdom i året 601 e.Kr. og Goterne valgte derefter hans unge søn Leuva til ny konge. Han regerede imidlertid kun i to år indtil en adelsmand ved navn Witerik omstyrtede ham, og fik sig selv valgt til konge. Leuva fik højre hånd hugget af og døde snart i fængslet.

Det siges at Witerik ønskede at genindføre den arianske religion. Han regerede i 7 år indtil han blev dræbt ved en banket i året 610 e.Kr. og derefter begravet i uindviet jord. Hans efterfølger, Gundemar, regerede kun i to begivenhedsløse år.

Reccareds konvertering til katolicismen. Malet af Munoz Degrain udstillet i Senate Palace i Madrid.

Derefter blev Sisebut valgt til konge i 612 e.Kr. I hans tid blev næsten alle de tilbageværende Grækere fra Konstantinopel tvunget til at opgive deres besiddelser i Spanien.

Goterne havde allerede solgt Grækerne som slaver, men kong Sisebut købte dem fri for sine egne penge.

Han var den første Gotiske konge, der forfulgte jøderne. "Dåb inden et år eller pisk, landsforvisning og konfiskation af varer," sådan var det valg, som Sisebut stillede jøderne overfor. Tusinder af jøder lod som om de accepterede evangeliet. Indtil da havde jøderne støttet Goterne, idet begge grupper stod i et vist modsætningsforhold til det katolske flertal, men de tvungne konverteringer under Sisebut forvandlede dem til fjender, og da riget senere blev invaderet af muslimer støttede de ivrigt angribere.

Da Sisebut døde i 621 e.Kr. blev hans general Swinthila valgt til konge. Han var den første konge, der regerede over hele den Iberiske halvø. Grækerne fra Konstantinopel, hvis område Sisebut havde begrænset til en lille stribe land, blev under Swinthila undersåtter i det Gotiske rige, og deres soldater tjente i de Gotiske hære. De oprørske Baskere blev bragt til komplet underkastelse. Swinthila søgte at begrænse den Gotiske adels og gejsteligheds magt, almindelige menneskers viste deres hengivenhed ved at kalde ham "De fattiges Fader".

Da Swinthila udnævnte sin søn Reccimer til sin medkonge uden at spørge de Gotiske adelige og gejstelige, gjorde disse oprør ledet af en adelsmand ved navn Sisenanth. Ved at love den Frankiske kong Dagobert en berømt juvelbesat guldskål fra det kongelige skatkammer, opnåede Sisenanth Frankernes støtte til oprøret. Det drejede sig om en guldskål eller tavle, rigt besat med juveler, som vejede fem hundrede pund. Aetius havde givet den til Thorismund, som en del af hans andel af byttet fra sejren over Attila i 453 e.Kr.

Gotiske søjlehoveder i Abd al-Rahman's moske i Cordoba bygget i 784 e.Kr. over Den gotiske kirke San Vicente - Los Godos Encuentro ediciones.

Som aftalt marcherede Frankerne ned i Spanien, Swinthilas tilhængere gav op, og Sisenanth blev kronet til konge i Saragossa. Den Frankiske hær vendte derefter hjem til Paris, og kong Dagobert sendte betroede ambassadører til Toledo for at hente den lovede guldskål. Sisenanth udleverede den dyrebare genstand, som han havde lovet. Men Goterne blev så indignerede og oprørte ved tanken om at miste deres berømte skat, at de med magt tog den fra de Frankiske ambassadører og i triumf bragte den tilbage til Toledo. Sisenanth turde ikke modsætte sig folkets vilje, og han måtte betale Frankerne en stor sum penge i erstatning.

Den generelle udvikling var at efter Goterne havde accepteret den katolske tro, fik gejsteligheden stadig mere magt.

I året 633 e.Kr. stadfæstede 69 biskopper Sisenanths ret til tronen. Biskopperne dekreterede derefter at i fremtiden, når en konge døde, skulle hans efterfølger vælges af et råd af adelige og gejstlige. En konge, som forsøgte at gøre sin søn til medkonge uden rådets samtykke, skulle lide evig fortabelse. Det blev endvidere vedtaget at fra nu af skulle præster og biskopper være fri for al beskatning.

Kindila blev valgt som hans efterfølger 638 e.Kr. I hans tid fik biskopperne endnu mere magt. Det blev bestemt at for fremtiden skulle kongerne være af af adelig Gotisk afstamning og før kroningen skulle de aflægge ed på ikke at tolerere jøder og andre kættere i riget.

Kindila døde i 640, og helt efter de nye regler blev han efterfulgt af sin søn Tulga, som tegnede til at blive en konge som fulgte biskoppernes anvisninger. Dette forhindrede imidlertid ikke en adelsmand ved navn Kindaswinth at sætte sig i spidsen for et vellykket oprør, som bragte ham selv på tronen.

Kindaswinth var en viljestærk og beslutsom hersker. Under hans regering fik både gejstlige og adelige at føle at det var kongen, som var herre i riget. To hundrede Goter af de fornemste familier og fem hundrede af lavere rang blev straffet med døden for sammensværgelse mod kongen. Mange andre blev forvist, og deres gods konfiskeret og givet til kongens trofaste tilhængere. Riget blev opledede en tilstand af ro og orden, som det ikke havde kendt før.

Kong Recceswinths Gotiske lov, som forordnede at alle i riget skulle dømmes efter samme lov, nemlig Gotisk lov. Nogle kalder den Lex Visigothorum. Forsiden fra et genoptryk i år 1600.

I 649 e.Kr. blev han efterfulgt af sin søn Recceswinth, som synes at have arvet sin fars energi - men ikke hans hårdhed. I hans tid blev det lov at den rigdom, som en konge havde samlet i løbet af sin regeringstid skulle tilhøre konge-embedet og dermed fremtidige konger, og ikke gå i arv til en enkelt konges familie. I 23 år styrede Recceswinth sit folk med en sådan succes, at riget nød ubrudt fred bortset fra et Baskisk oprør, ledet af en Gotisk adelsmand ved navn Froya. Lederen blev fanget og henrettet; men Baskerne fik medhold i deres klager, og de kunne derpå acceptere den Gotiske konges styre.

Recceswinth forsatte det arbejde, som Leovigild og Reccared havde påbegyndt, nemlig at integrere Goterne og rigets øvrige indbyggere i en nation. Forbuddet mod blandede ægteskaber mellem de to folk blev afskaffet. Desuden afskaffede han brugen af Romersk lov. Indtil da var Goter blevet dømt efter Gotisk lov, og rigets øvrige befolkning efter Romersk lov. Han bestemte at fremover skulle alle indbyggere dømmes efter Gotisk lov.

Omkring 672 e.Kr. døde Recceswinth på slottet Gerticos nær Valladolid. Rigets bedste mænd var samlet omkring hans dødsleje for at diskutere, hvem der skulle efterfølge ham. Alle vidste at der ventede vanskelige tider, og de pegede enstemmigt på en adelsmand ved navn Wamba. Men selv efter hårdt pres blev Wamba ved med at undslå sig med den begrundelse at han var en ældre mand, og ikke havde de kræfter, som kræves af en konge i vanskelige tider. Omsider greb en officer i den kongelige garde sit spyd og udbrød: "Wamba, du skal aldrig forlade dette kammer undtagen som en død mand eller som en konge!" Forsamlingen gav sit bifald, og da forstod Wamba alvoren i deres henstilling og accepterede.

Krone fra kong Recceswinth's tid fundet mellem 1858 og 1861 sammen med elleve andre i en frugthave kaldet Guarranzar nær Toledo. Den er lavet af guld og ædelstene, og kan ses i National Archaeological Museum i Madrid. Skatten indeholdt desuden mange guldkors. En del af kronerne forsvandt og blev smeltet om i forbindelse med fundet, og resten af skatten er delt mellem flere museer - Guarranzar Skatten repræsenterer et højdepunktet af Gotisk guldsmedearbejde; den blev sikkert gravet ned i 711 e.Kr. da muslimerne nærmede sig Toledo - foto Mediaevalmusings.

Not many weeks after Wamba was crowned in Toledo, word came that both the Basques and the provinces of the kingdom in southern Gaul and northeastern Spain were in open revolt.

Kong Wamba sendte sin general Paul mod oprørerne i de Galliske provinser. Men såsnart denne var ankommet til Narbonne, kaldte han sine officerer sammen, og opfordrede dem til at opgive deres troskab mod sådan en tåbelig gammel mand, der havde ladet sig tvinge til at acceptere kronen. Det blev foreslået at vælge Paul som konge istedet. Oprøreren Wittimer og hans tilhængere sluttede sig til forslaget, og efter et par uger blev Paul kronet i Narbonne som Goternes konge.

Da kong Wamba modtog efterretningen om at hans general havde ladet sig vælge til konge af de Galliske byer og en stor del af det nordøstlige Spanien, var han netop i kamp mod de oprørske Baskere. Inden længe havde han undertrykt det Baskiske oprør, og først derefter førte han sine styrker ind i de oprørske provinser syd for Pyrenæerne. I løbet af kort tid havde alle byerne åbnet deres porte, eller de var blevet taget med storm. Da Paulus hørte, at Wamba var på vej mod Narbonne, trak han sig tilbage til Nimes, og overlod Narbonne til oprørslederen Wittimers ledelse.

Kort tid efter viste kong Wamba sig i spidsen for sin hær sig foran Narbonnes mure og opfordrede Wittimer at overgive sig. Opfordringen blev hånligt afvist, og efter en blodig kamp blev byen indtaget. Wittimer og hans tilhængere blev derefter pisket gennem Narbonnes gader.

Dernæst sendte Wamba hæren for at angribe Nimes. Paul og hans mænd forsvarede sig tappert en hel dag igennem. Den næste dag modtog Goterne forstærkninger, og efter fem timers hårde kampe blev portene slået ind og Wambas tropper strømmede ind i byen, medens de dræbte alt, hvad der kom i vejen for dem. Paul og hans mænd forskandsede sig i det store romerske amfiteater, hvis ruiner stadig findes i Nimes; men de havde ikke forberedt tilstrækkelige forsyninger af vand og mad og måtte overgive sig i løbet af få dage. Oprørets ledere blev straffet med skalpering og fængsel for livstid.

Kong Wamba regerede klogt og beslutsomt, og i hans regeringstid herskede fred og velstand. Han var ingen fjende af Kirken, men han holdt præster og biskopper i kort snor. Han bestemte at gejstelige på alle niveauer skulle have pligt til at bære våben for at forsvare landet som andre borgere, når det var nødvendigt. Wamba bestemte også at mænd, der var født som slaver, altså frigivne, også kunne tjene i hæren.

Endnu en guld krone med ædelstene fra Guarranzar skatten fundet nær Toledo.

Wamba var Goternes sidste store konge. Nogle mener at samfundet havde udviklet sig til et egentligt fedualsamfund, hvor den før så talrige klasse af frie mænd, som var hærens elite krigere, var blevet reduceret til en fåtallig gruppe af meget rige godsejere, og folkets daglige liv blev kontrolleret af en hærskare af præster, munke og biskopper.

Syv år efter oprøret i de Galliske provinser, måske omkring 680 e.Kr. abdicerede han og blev efterfulgt af Erwig, som blev salvet og kronet af ærkebiskop Julian af Toledo. Erwig var kun lidt mere end en marionet i hænderne på ærkebiskoppen. Erwigs lovgivning gik mest ud på at annullere de love, som Wamba havde givet. Sanktionerne for dem, der unddrog sig værnepligt, blev lempet; Præster og biskopper var ikke længere forpligtet til at tage del i rigets forsvar; Dem, der havde gjort sig skyldig i oprør mod den tidligere hersker, fik tilbagegivet deres fortabte titler og godser; og al skyldig skat ved udløbet af Erwigs første regeringsår blev annulleret.

I år 687 e.Kr hærgedes landet af en stor hungersnød, som Erwig betragtede som Guds straf for sine forbrydelser. Han trak sig tilbage til et kloster, hvor han døde samme år.

Kong Erwig havde udpeget Wambas nevø Egica, som sin efterfølger og givet ham sin datter som hustru. Til gengæld måtte Egica sværge at han ville beskytte enkedronningen og hele den kongelige familie og al deres ejendom.

Egicas første handling som konge var at indkalde rigets råd bestående af adelsmænd og gejstlige. Han stillede dem spørgsmålet: "Da jeg blev gift med kong Erwigs datter, tvang han mig til at sværge på at jeg altid ville beskytte hans enke og børn i nydelsen af deres ejendom. Men da jeg blev salvet konge, svor jeg at udøve lige retfærdighed over for alle mine undersåtter. Det er umuligt for mig at holde begge disse eder, for meget af den rigdom, som Erwig efterlod, blev vundet ved afpresning. For at sikre sin trone reducerede Erwig mange adelsmænd til slaver, og beslaglagde deres ejendom. De eller deres arvinger vil nu kræve erstatning. Min kronings-ed byder mig til at give dem medhold; men den ed, som jeg tog til Erwig, forbyder dette. Jeg beder jer, ærværdige fædre, fortælle mig, hvad det er min pligt at gøre."

Biskopperne svarede at løftet til nationen tilsidesatte private forpligtelser. De tilføjede desuden at eftersom Erwig ved at udnævne Egica som sin efterfølger, havde været årsag til at han tog den anden ed, derved havde løsladt ham fra hans tidligere forpligtelser, som var uforenelige med denne. På denne måde lykkedes det Egica at overvinde sin forgængers omhyggeligt udtænkte planer for sin families interesser.

Egica døde i 701 og blev efterfulgt af sin søn Witica. Den nye konge benådede mange, som hans far havde forvist eller overvundet og rehabiliterede dem med deres godser. Egica havde tvunget nogle velhavende personer til at underskrive gælds-dokumenter, som gjorde dem til debitorer til statskassen; Witica beordrede disse papirer brændt offentligt. Der synes at have været en finansiel krise for statskassen i hans regeringstids første år; måske skyldtes det kongens overdrevne gavmildhed mod skatteskyldnere.

Indgangen til den muslimske Alcazaba flankeret af to Gotiske søjler i byen Merida.

Det ser ud som om Witica var elsket af folket, og hadet og frygtet af præsteskabet, fordi han prøvede at reformere kirken. En gejstelig forfatter klagede over, at Sindered, ærkebiskoppen af Toledo, "var inspireret af en nidkærhed for hellighed, men ikke i henhold til viden", og adlød Kongens ordrer ved løbende at chikanere og forfølge mænd med høj status blandt de gejstlige."

Det er sandsynliggjort at han opfordrede præster til at gifte sig, og at han viste en vis forståelse for jøderne. Det er let at forstå, hvorfor han i senere tiders religiøse litteratur er blevet beskyldt for alle mulige frygtelige forbrydelser, og at han skulle have været den store synder, hvis ugudelighed trak Himlens vrede ned over den ulykkelige nation.

Witica døde i 710 e.Kr. og efterlod sig to mindreårige sønner. Han havde peget på en af sine sønner som efterfølger, men rigets råd valgte i stedet en adelsmand ved navn Roderic, som var hærens øverstbefalende. Måske vidste de at uvejrsskyer trak op over det Gotiske Spanien.

Goterne blev overvundet af en stor Islamisk hær i slaget ved Guadalete i året 711 nær Sevilla. Detaljerne henligger i mørke og mystik. Den store slag fandt sted ved bredden af floden Guadalete omkring 16 km. sydøst for Jerez de la Frontera syd for Sevilla. Det siges at slaget varede 7-8 sommerdage.

Ingen ved ret meget om hvordan det kunne gå til at en krigerisk nations som Goterne i Spanien på så kort tid kunne blive overvundet af en muslimsk hær.

Der findes myter, som fortæller om Goternes splittelse, om hvordan Roderic hævnede sin far, som var blevet blindet af den grusomme kong Witica. En anden myte fortæller om Grev Julian, som havde kommandoen over Cetua, den Gotiske forpost i Afrika. Da Julian erfarede at kong Roderic havde skændet hans datter, den smukke Florinda, gjorde han fælles sag med muslimerne og viste dem, hvordan de kunne invadere Spanien. Anført af en berberhøvding ved navn Tarik og vejledt af Julian satte de øjeblikkelig sejl og landede ved Gibraltar, som de siden kaldte Jebel Tarik.

Den Gotiske kong Roderic taler til sine tropper før slaget ved Guadalete. Foto Fitzroy. Maleri af Bernardo Blanco, 1871. Prado Museum.

Det fortælles at den Gotiske guvernør i de sydlige provinser, Theudemer, blev overrumplet og sendte bud til kong Roderic og anmodede om støtte. Kongen, som netop kæmpede mod de oprørske Baskere i Pyrenæerne, brød sin lejr op og skyndte sig sydpå Han udbød sin hær fra alle dele af landet til at mødes med ham ved Cordova. Hundrede tusinde mænd samledes under hans banner, siges det. Men i den store mængde var kun få loyale mod deres konge. De Gotiske adelsmænd, som kun modvilligt havde underkastet sig hans herredømme, sagde nu til hverandre: "Hvorfor skal vi risikere vores liv i forsvaret af tronraneren. Maurerne er kun interesseret i bytte; når Roderic er blevet slået, vil de tage hjem med deres rov, og så kan vi give tronen til hvem, vi vil." Roderic mente derimod at landet nu var truet af en vantro fjende, og hans rivaler ville lægge deres egoistiske mål til side og stå sammen mod den fælles fare. Tillidsfuldt betroede han kommandoen af hærens to fløje til Witicas to sønner.

En anden myte fortæller at efter flere dages kampe indgik Witicas sønner en aftale med Maurerne, hvilket førte til et fuldstændigt nederlag for kong Roderic, som selv faldt i slaget. Derefter kunne muslimerne næsten uden modstand sprede sig over landet og indtage by efter by, indtil "profetens grønne flag vajede fra tårnene på det kongelige palads i Toledo.".

Historien om Witicas sønner, som gik over til fjenden, kan meget vel være endnu en katolsk bestræbelse på at sværte Witica. Slaget fandt sted i 711 eller 712 e.Kr. blot et eller to år efter Roderics kroning, ved hvilken lejlighed Witicas sønner var mindreårige. Så har de formentlig også været mindreårige nogle få år efter, da Maurerne invaderede, og derfor uegnede til at anføre en hær.

Det er vanskeligt at forstå at et krigerisk folk som Goterne på den måde totalt kollapsede over for muslimerne. Men når man studerer deres historie, vil man se at de har haft en historie fyldt med intens indre rivalisering med mange oprør og borgerkrige, som flere gange gav sig udslag i at en af de rivaliserende parter inviterede udenlandske hære til at deltage i indre opgør.

I en borgerkrig mellem de sydlige og nordlige provinser i 554 e.Kr appellerede den sydlige kong Athanagild til Konstantinopel om hjælp. Ermengild ledende et oprør mod sin kongelige far, Leovigild. Witerik anførte et vellykket oprør mod den unge kong Leuva. Sisenanth lovede den Frankiske kong Dagobert guld fra Goternes skatkammer til gengæld for Frankisk støtte i hans oprør. Kindaswinth anførte et oprør, som styrtede den unge kong Tulga. Generalerne Paul og Wittimer gjorde oprør mod kong Wamba. Det er nemt at forestille sig at en part i den politiske rivalisering tilkaldte Muslimerne for at bekæmpe deres politiske rivaler.

Slaget ved Guadalete - ukendt kunster - TW wiki.

At sætte en stor hær med mange tusinder mænd og heste over Gibraltar Strædet med datidens skibe må have været en operation, som har taget uger eller snarere måneder. Det er ikke sandsynligt at maurerne kunne have overført mange tusinde mænd, heste og udstyr med små både, som landede på en ukendt strand. De må have brugt en havn, fuldt synlig for alle, og selv da ville det have taget måneder. Man må undre sig over at Goterne tillod en stor islamisk hær med rytteri at komme i land og ikke stoppede invasionen i tide. Den eneste sandsynlige forklaring er at en politisk fraktion havde inviteret dem for at bekæmpe deres rivaler.

Vi ved ikke hvad der skete, vi må blot se i øjnene at Goterne tabte.

2. Goternes Religion

Jordanes fortæller at Goterne oprindeligt tilbad krigsguden Mars ved at ofre krigsfanger og med andre grusomme ritualer. De troede at da han var krigens gud, var det nødvendig at udgyde menneskeblod for at formilde ham. De har sikkert udført ritualer, der meget lignende dem, som Kimbrerne udførte nogle hundrede år tidligere.

Øverst: Arian Dåbskapel i Ravenna, opført af Theoderik den Store - Foto wikipedia.
Nederst: Lofts mosaik i Arian Dåbskapellet i Ravenna, som forestiller Faderen, Sønnen og Johannes Døberen. Foto TravelMarx.

De helligede den første del af byttet til krigsguden, fortæller Jordanes. Til ham ophængte de i hellige træer fjendens våben. De havde mere end alle andre racer en dyb ånd af religion, da tilbedelsen af denne gud virkelig syntes at være overleveret fra deres fjerne stamfader, som var Gaut.

De Germanske folk overtog antikkens syv dages uge, men erstattede de Romerske gudenavne med deres egne - med undtagelse af lørdag. Ugedagene blev således, opkaldt efter Sol, Måne, Tyr, Odin, Thor og Frigg eller Freja. Lørdag faldt udenfor systemet, den kom til at hedde laugardagr, som betyder "vaskedag".

Til venstre: Vægmaleri i kirke i Doli i Grækenland, som viser kætteren Arius som opsluges af det store dyr med helvedes flammer i baggrunden. Foto: zorbas.de.
Til højre: Grafisk fremstilling af den katolske og protestantiske treenighed.

Romerne havde oprindeligt en otte-dages uge; syv-dages ugen blev introduceret omkring år 0 e.Kr. men slog ikke umiddelbart igennem. Først Konstantin fastslog i 321 e.Kr. at ugen havde syv dage, sikkert i forbindelse med kristendommens sejr. De Germanske folk, herunder Goterne, kan formentlig ikke have stiftet bekendtskab med syv-dages ugen før tidligst omkring 200 e.Kr. Navngivningen af ugedagene efter de gamle guder må da have fundet sted før stammerne blev kristne, hvilket for Goternes vedkommende skete omkring 370-380 e.Kr. Derfor må vi antage at troen på Ase-Guderne Tyr, Odin, Thor og Freja efter al sandsynlighed var udbredt blandt Goterne, da de boede ved Sorte Havet.

Konstantin I overvåger afbrænding af Arianske bøger - Illustration i fra en bog om kanonisk lov fra omkring 825 e.Kr. - Foto Wikipedia.

Næsten alle Germanske folkevandringsfolk antog hurtigt kristendommen i form af den Arianske tro. Arianismen var kendetegnet ved at man troede at Faderen (Gud) er evig og uskabt, medens Sønnen (Jesus) er afledt af Faderen og ikke har eksisteret altid, og at Faderen står over Sønnen.

Det kristne kors optræder på mønter fra Eudosos Goterne på Krim efter 311 e.Kr. De vestlige Goter blev formentlig kristne umiddelbart efter ankomsten til Romerriget i 376 e.Kr. Det vides ikke hvornår de Østlige Goter blev kristne, men da de ankom til Italien i 489 e.Kr. var de overbeviste arianere.

Arius siges at have været inspireret af Johannes evangeliet vers 14 til 28, især 28, hvor Jesus siger: "I har allerede hørt mig sige, at jeg vil forlade jer, og at jeg også vil komme tilbage til jer. Hvis I virkelig elsker mig, skal I være glade for at jeg vil fare tilbage til Faderen, fordi han er større end jeg."

Den katolske og protestantiske tese om treenigheden definerer derimod Gud som en enhed sammensat af tre enheder nemlig: Faderen, Sønnen og Helligånden. Der er kun en Gud, som imidlertid er sammensat af tre.

Der findes meget lidt materiale bevaret, som kan belyse folkevandringstidens Arianske tro. Næsten alt er forlængst blevet brændt og ødelagt af katolikkerne. Allerede kejser Konstantin forordnede: "Desuden, hvis der findes noget skriftlig forfattet af Arius, skal det overgives til flammerne, så ikke kun hans læres ondskab vil blive udslettet, men intet vil blive tilbage, som kan minde nogen om ham. Og hermed udsender jeg den offentlige ordre, at hvis nogen skulle blive afsløret i at have skjult et skrift forfattet af Arius, og ikke omgående har udleveret det og ødelagt det med ild, skal hans straf være døden. Såsnart han bliver opdaget i denne forbrydelse, skal han sendes til henrettelse - "

Isidor af Sevilla fra middelalderlig bog illustration.

Isidor af Sevilla skrev dog omkring år 600 e.Kr: "Derefter skabte Ulfilas, disse Goters biskop, den Gotiske skrift og oversatte det nye og det gamle Testamentes skrifter til dette sprog. Og så snart Goterne begyndte at have skrift og lov, etablerede de selv kirker, som holdt i hævd deres egen doktrin, der har sådanne forskrifter, som Arius selv om den faktiske guddommelige natur, idet de mente, at Sønnen er ringere end Faderen i majestæt, og senere end Ham i evigheden. De troede, at den Hellige Ånd hverken er Gud eller har sin eksistens fra Faderen, men at han blev skabt af Sønnen, han er til disposition for begge, og er placeret under begges myndighed. De erklærede også at ganske som Faderens person og natur er adskilt (måske menes uafhængig) fra Sønnens person og natur, som også er adskilt, og endelig, at den Hellige Ånds person og natur også er adskilt; således at de ikke (ifølge de hellige skrifters traditionen) tilbedte en Gud og Herre, men som i overtroens afgudsdyrkelse tilbedte tre guder".

Isidor var en samtidig med kong Reccared, som konvertede fra arianismen til katolicismen sammen med hele folket. Måske var Isidor selv tilstede i det forum, som Reccared afholdte for at diskutere de to trosretninger.

I forbindelse med omtalen af Reccareds synode skrev Isidor af Sevilla: "- sammen med alle sine undersåtter har han givet afkald på den løgn, som Goternes nation indtil nu havde lært af Arius og proklameret enheden af de tre personer i Gud, som udsiger, at Sønnen blev født fra Faderen ud fra samme stof og natur, at den hellige ånd er uadskillelig fra Fader og Søn og er af samme ånd som begge, hvorfor de er en." - Man må erkende at kristendommen er en sand mysterie-religion.

Procopius giver os et glimt af den Arianske religion i sin beretning om krigen mod Vandalerne i Afrika. Nogen tid efter at kejserens tropper havde besejret Vandalerne i Afrika, gjorde en del af dem mytteri i forbindelse med ankomsten af en kejserlig udsending ved navn Salomo. Procopius fortæller mytteriets årsager: "Og der var også en anden, sideløbende årsag, som var ikke mindre, måske endog mere effektiv i at kaste hele Libya i forvirring. Den var som følger: I den Romerske hær var der, da dette skete, ikke mindre end et tusinde soldater af den Arianske tro; og de fleste af disse var barbarer, nogle af disse var af den Herulske nation. Nu blev disse mænd opfordret til mytteriet af de Vandalske præster med den største iver. For det var ikke muligt for dem at tilbede Gud på deres vante måde, men de var udelukket både fra alle sakramenterne og fra alle de hellige ritualer. For kejser Justinian tillod ikke nogen kristen, der ikke går ind for den ortodokse tro, at modtage dåben eller nogen anden nadver. Men mest af alt var de ophidsede ved påskefesten, hvor de fandt sig ude af stand til at døbe deres egne børn med den hellige vand, eller gøre noget andet vedrørende denne fest."

Og da resten forberedte sig til at fejre påske festivalen, agtede arianerne, der var vrede over deres udelukkelse fra de hellige ritualer, at angribe dem beslutsomt. Og det syntes belejligt for deres ledende mænd at dræbe Salomo i helligdommen påden første dag i denne fest, som de kalder den store dag."

Også Gregory of Tours kan i sin "Historia Francorum" fortælle os noget om den Arianske tro: "Men den dag, og den time (den yderste dag) kender ingen, selv ikke englene i himlen, heller ikke Sønnen, men kun Faderen. Desuden vil vi her give svar til de kættere, der angriber os, som påstår, at Sønnen er ringere end Faderen, da han er uvidende om denne dag. Lad dem vide, at Sønnen her er navnet anvendt på de kristne mennesker, om hvem Gud siger: "Jeg shal være dem en far, og de skal være for mig sønner." For hvis han havde talt disse ord om den enbårne søn, ville han aldrig have givet englene førstepladsen."

Og et andetsted i "Historia Francorum": "Nu tilhørte de den Arianske sekt, og da det er skik hos dem at for de, som går til alteret, får konger en kop og de mindre betydningsfulde folk en anden - "

Men den vigtigste antydning af Arianismens natur får vi måske fra det oprindelige navn på den kirke i Ravenna, som idag hedder Basilica of Sant'Apollinare Nuovo. I 504 AD indviede Theoderik den nybyggede kirke til "Kristus Forløseren". Det er kun et gæt, men men når man specifikt navngiver Kristus som forløseren, må det betyde, at ingen andre har autoritet til at forløse, det vil sige give syndsforladelse.

De Sidste Dages Hellige og sikkert mange protestantiske retninger mener at kun Kristus har magt til at forløse os fra vore synder, og det samme kan have været tilfældet med Arianerne. Det står i markant modsætning til den katolske kirke, hvor alle præster og munke kan give syndsforladelse.

I folkevandringstiden var døden en hyppig gæst, og enhver kunne dø når som helst, og derfor var der en større interesse for tilværelsen efter døden, end der typisk er idag. Måske var Goternes undersåtter mere ængstelige typer, som ikke var helt tilfredse med Kristus usynlige nærværelse. De ønskede et menneske, en præst, som kunne se dem i øjnene og forsikre dem om at de var tilgivne og frelste.

Det er nemt at forstå at det katolske præsteskab derved havde noget, som alle andre ønskede, hvilket var en kilde til magt og rigdom.

Imidlertid, et ariansk skrift har mirakuløst overlevet århundreders religiøs fanatisme, nemlig den Gotiske Bibel eller Wulfila Bibelen, som er en Bibel oversat fra Græsk til Gotisk i det fjerde århundrede af Goternes apostel, Wulfila. Den er oversat temmelig loyalt, men imidlertid mangler det meste af det gamle Testamente. Vi ved ikke hvorfor, måske arianere lagde mest vægt på det ny testamente, eller de sider, som indeholdt det gamle testamente, blot er gået tabt.

En vigtig årsag til at de fleste Gotiske folk ophørte med at eksistere som folk må have været deres at de på grund af deres arianske tro blev lagt for had. Landenes store katolske flertal betragtede dem som forargelige kætterere.

3. Goternes Samfund

En af Goterens store kvaliteter var deres stærke ledelse. Tacitus skrev i sin beskrivelse af Germanias stammer: "Hinsides Lygianerne er Goterne, der er styret af deres Konger noget mere strengt end resten af Germanias nationer." Procopius anførte: "En af deres nationale dyder er trofasthed mod deres valgte ledere, selv i modgang."

Folkevandringstidens Germanske stater har efterladt sig mange lovsamlinger; af disse er det blevet udledt at de Germanske nationer, herunder Goterne, grundlæggende var opdelt i tre kaster: Frie mænd, frigivne og trælle. Deres status var generelt arvelig, og det var forbudt at gifte sig udenfor sin stand. En helt lignende slutning kan man drage fra en nærlæsning af Procopius' bøger om den Gotiske krig, som Peter Heather har gjort. De tre kaster i Goternes samfund kan minde noget om forholdene på landet i Danmark for mere end hundrede år siden, hvor der var tre uformelle rangklasser, nemlig bønder, husmænd og landarbejdere.

De frie mænd var hærens elitetropper og samfundets rygrad. Sammenlignet med senere tiders gruppe af adelsmænd, var gruppen af frie mænd relativt talrig. Nogle frie mænd var formentlig rigere end andre, nogle tilhørte berømte slægter og andre var opkomlinge, nogle nød kongelig gunst mere end andre, men efter alt at dømme var de lige overfor loven.

Flere hundrede år senere fortæller Adam af Bremen om Saxerne: "Ved at drage meget omhyggelig omsorg for deres byrd og adel og ved ikke uden videre at besmitte sig med ægteskaber med fremmede eller med laverestående folk har de søgt at gøre deres folk særpræget, rent og kun sig selv ligt. Derfor er også udseendet, legemesstørrelsen og hårfarven næsten ens hos dem alle sammen til trods for at folketallet er så stort, som det er. Folket består af fire forskellige lag, nemlig de adelige, de fribårne, de frigivne og trællene. Og det er fastsat ved lov at ingen af dem må gå ud over sin egen stands grænser ved ægteskabs indgåelse, men en adelig må kun tage en adelig kvinde til hustru, og en fribåren en fribåren kvinde, en frigiven må kun ægte en frigiven kvinde og en træl en trælkvinde. Men hvis nogen af dem ægter en hustru, der ikke er ham jævnbyrdig eller fornemmere af byrd, skal han bøde med tabet af sit liv."

En traditionel Gotisk landsby kan have set sådan ud.

De frigivne forventedes at kæmpe i hæren ledet af den fri kriger og bonde, som de var tilknyttet. Der er få vidnesbyrd om opadstigende karriere muligheder til klassen af frie, men man kan forestille sig at der undtagelsesvis kan have været det i perioder, hvor hæren har haft store tab. Der krævedes en kompliceret offentlig ceremoni for at nogen kunne blive optaget i en højere stand.

Frie og frigivne kunne miste deres status på grund af forbrydelser og blive reduceret til trælle. Taticus fortæller at de kunne endda miste deres frihed ved at tabe i terningespil.

Trællenes forhold illustreres meget godt af beretningen om Wulfila, Goternes apostel.

I det tredie århundrede foretog Goterne ved Sortehavs-kysten mange togter over havet til blandt andet Lille Asien, hvor de bortførte tusinder af mennesker som trælle og tog dem med tilbage til de Gotiske områder i det sydlige Ukraine og Rumænien. Blandt disse trælle var Wulfilas forældre.

Hans navn "Lille Ulf" er helt klart Gotisk, hvilket indikerer at de bortførte ret hurtigt tilegnede sig Gotisk sprog og kultur. Den kendsgerning at Wulfila oversatte Bibelen fra Græsk til Gotisk viser at han var fuldt fortrolig med det Gotiske sprog. Græsk var formentlig hans modersmål. Det fortælles at den unge Wulfila voksede op som en slags junior præst i trællenes kristne menighed midt i det ellers hedenske Gotiske samfund. Trællene fra Lille Asien udgjorde sandsynligvis en stort set selvstændig gruppe af bønder, som var forpligtet til at udlevere en væsentlig del af deres produktion til deres Gotiske herrer, men ellers mere eller mindre var overladt til dem selv.

Det passer meget godt med Tacitus' beskrivelse af slavernes forhold hos Germanerne hinsides Rhinen nogle hundrede år før: "For i øvrigt har deres slaver - modsat vore - ikke bestemte opgaver at udføre i herrens husholdning. For alle er de herrer i eget hus og har egen husholdning. De pålægges kun i lighed med vore forpagtere - at svare herren et vist mål korn, kvæg eller klæde - og der går grænsen for deres lydighed. De huslige pligter udføres af husbondens kone og børn. Det forekommer kun sjældent, at de straffer deres slaver med pisk, fængsel eller arbejde."

Faktisk så minder trælles forhold hos Goterne og hos Germanerne som helhed om middelalderens fæstebønders, som nok i virkeligheden repræsenterer en meget gammel institution.

Priscus til middag hos Attila - Malet af Mor Than - Wikipedia.

Da grækeren Priscus var på en diplomatisk mission hos Attila i Pannonien, altså i Ungarn, traf han til sin store overraskelse en landsmand i Hunnernes lejr. Denne fortalte Priscus at han otte år tidligere havde været forretningsmand i byen Viminacium, hvor han havde været gift med en rig kvinde og klaret sig godt. Men så kom Hunnerne og brændte byen ned og ødelagde alt. Han blev taget til fange og gjort til slave. Hans ejer gav ham til opgave at kæmpe for Hunnerne mod Romerne og Akatziri stammen. Han kæmpede tappert og samlede et stort bytte, som han overrakte sin Hunniske herre, der derefter belønnede ham med hans frihed. Nu levede han blandt Hunnerne som en af dem med Hunnisk kone og børn, og det var han ganske tilfreds med.

Det viser at der var karriere-muligheder også for trælle.

Procopius skrev i sit afsnit om Justinians krige i Persien, hvor Herulerne tjente i kejserens hær: "Og Perserne, idet de skød ind i de store masser af fjender i den smalle åbning, dræbte et stort antal uden besvær, og især Herulerne, der som de første havde angrebet fjenden med Narses og for det meste kæmpede uden beskyttelse. For Heruler har hverken hjelm eller brystplader eller anden beskyttende rustning, undtagen et skjold og en tyk jakke, som de binder om sig, før de går i kamp. Og faktisk, Herulske slaver går i kamp selv uden et skjold, og når de har bevist at de er modige mænd i krig, så vil deres herrer tillade dem at beskytte sig selv i kamp med skjolde. Sådan er det sædvane hos Herulerne."

Hunner og Heruler var formentlig ikke Goter og heller ikke Germaner, men det er kendt at - i hvert fald Hunnerne - meget hurtigt optog Germanske skikke, navne og i det hele taget Germansk kultur. Det er ganske tænkeligt at en sådan opstigende karriere for en træl også kunne have foregået hos Goter og Germaner iøvrigt. Selve ordet "frigiven" fortæller os også at der var karriere-muligheder, også for trælle. Nogle germanske love fastslog dog at ufri mænd ikke kæmpede i hæren, siges det.

Bernard Hill som Kong Théoden af Rohan i filmen "The Return of the King" instrueret af Peter Jacksons baseret på Tolkiens romanserie "Ringenes Herre" - Rohan folket er helt sikkert inspireret af Goterne. Foto Wikipedia.

Procopius skrev i sin beretning om den Gotiske krig, idet han forklarede årsagen til fjendskabet mellem Theodahad og Amalasuntha: "Men medens disse ting foregik, som jeg har forklaret, blev Theodatus indstævnet for Amalasuntha af mange Toscanere, der erklærede, at han havde gjort vold mod alle mennesker i Toscana og uden grund havde beslaglagt deres godser, idet han havde taget ikke blot alle private godser, men især dem, der tilhører den kongelige husholdning, som Romerne er vant til at kalde "patrimonium".

Det synes som om at konge-embedet traditionelt blev financieret ved at kongen havde ejendomme spredt ud over landet.

Dette bringer os til at tænke påmiddelalderens danske Valdemars Jordebog, som optegner to slags kongelige besiddelser, nemlig de ejendomme, som hørte til konge-embedet, der kaldtes kongelev, og kongeslægtens arvejord, som kaldtes "patrimonium".

Gennem mere end fem hundrede år fastholdt Goterne deres sprog og kultur, selvom de levede iblandt folkeslag, som talte verdens-sprogene græsk og latin. Isidore of Sevilla fra omkring 600 e.Kr. skrev om Goternes "barbariske mumlen". Omkring 550 e.Kr. skrev Jordanes om Goternes lange folkesange, som opregnede forfædrenes bedrifter: "Derfra skyndte sejrherrerne sig til den fjerneste del af Skytien, hvilket er tæt på Pontus Havet, således er historien generelt fortalt i deres tidlige sange, på en næsten historisk måde." - "Men han bad dem kalde resten af deres race Capillati. Dette navn accepterede Goterne og værdsatte meget, og de bevarer det den dag i dag i deres sange." - "I tidligste tider sang de om deres forfædres bedrifter i en række sange ledsaget af Kitharaen, sangene om Erpa-marha, Anala, Frídi-garn Widu-Gauja og andre, hvis berømmelse blandt dem er stor; sådanne helte som beundrere i antikken gentagne gange pralede med, at de ikke var bare halvguder."

Goter kunne godt lide øl og vin. Udgravninginger af Gotiske bosættelser i det sydlige Ukraine og Rumænien er oversået med skår fra Romerske vin ampforaer. I det sjette århundrede brugte Romerne udtrykket "biberunt ut gothi", "drikke som en Got", om mænd, som kunne drikke meget.

Romerne mente også at Goter kunne være ret højrøstede. De havde udtrykket "at råbe som en Got". I "Liv" af Saint Dosithaeus, som levede i Palæstina omkring 540 e.Kr. findes følgende passage: "Så siger han til ham, Åh dumme mand, du råber som Goterne, for når de bliver vrede og rasende, råber de. Derfor sagde jeg til dig, tag et stykke brød vædet i vin, for du råber som en Goth"

3. De Sidste Goter

Flere moderne Europæiske nationer og landskaber har bevaret navnene på de oprindelige folkevandrings-folk, som slog sig ned der. Frankrig blev grundlagt af Frankerne, navnet Ungarn (Hungary) indeholder mindet om Hunnerne, Bourgogne minder om Burgunderne, Andalusien har fået sit navn fra Vandalerne, og Lombardiet var stedet, hvor Langobarderne slog sig ned. Men få steder bærer minde om Goterne, som dog var de talrigste og mest berømte af dem alle. Toulouse siges dog at være navngivet af dem som Tølløse.

Ruinerne af den Gotiske fæstning Mankup påKrim - Wikipedia.

Men de har gavmildt spredt deres gener ud over hele det sydlige Europa og derved bidraget til at Europæere ser ud, som de gør.

Adskillige forfattere har skrevet om Eudoses og Heruli, som slog sig ned på Krim og derfra foranstaltede søbårne plyndringstogter til Lille Asien; det fremgår dog ikke, hvilke antikke kilder de støtter sig til - men der findes et citat fra den samtidige anonyme "Periplus Ponti Euxini": "I området fra Sindian bugten (nu Anapa) til Pagrea bugten (nu Gelengik) der boede tidligere folk kaldet Kerketa (circassians) eller Toritae, og nu lever der såkaldte Eudusians, som taler Gotisk eller Tauric sprog". Imidlertid dette beskriver en kyststrækning ikke på Krim, men påden anden side af Kerch strædet.

Imidlertid er Goterne på Krim rigeligt dokumenteret. De kan have været Eudoses, skal vi sige Eudoses Goter. De var ikke særlig mange, men de holdt ud i længere tid end de store Gotiske folk.

Walafrid Strabo var en Fransk munk, som levede 808-849 e.Kr. Han nævnte at Goter, som talte Teutonisk, stadig levede på Balkan på hans tid og brugte den Gotiske oversættelse af Bibelen.

Gotisk hule-landsby på Krim - foto: Lonely Planet.

I 1433 e.Kr. angreb tropper fra Genova nationen Gothia på Krim, som var ledet af fyrst Alexis. Krigen varede til 1441 e.Kr. og Genova erobrede nogle vigtige havnebyer.

I 1436-37 e.Kr. besøgte en italiener, Iosafat Barbaro, Krim og bemærkede: "Bag øen Capha, der ligger ved det store Hav, er Gothia, og efter det Alania, der løber parralel med øen mod Mocastro, som jeg har sagt før. Goterne taler tysk, som jeg ved af en tysker, min tjener, som var med mig der, for de forstod hinanden godt nok, som vi forstår en Furlaner eller en Fiorentiner." Andre rejsende nævner ikke Goterne, så måske det har kun været et mindretal på Krim, som stadig talte Gotisk.

I 1446 e.Kr. viste de Ottomanske tyrker sig for første gang ud for Krims kyster. I 1453 erobrede Tyrkerne Konstantinopel, og mørke skyer trak op over alle grupper på Krim. I 1475 e.Kr. blev først Genovas besiddelser og senere nationen Gothia erobret af Tyrkerne. Laudivius da Vezzano skrev: "Efter Tyrkernes erobring af Caffa (Genovesisk) angreb Tyrkerne Gotherne, som bor hinsides Donau, for at indtage deres befæstede byer, og bragte deres hær til disse. Byens indbyggere forsvarede sig imidlertid for hver dag mere og mere tappert, således at det var usikkert, hvem der ville sejre. Nu kender I resultatet af den ulykkelige krig, som fandt sted på Tauric halvøen (Krim)."

En tysk "bøssemester", Jørg af Nuremberg, som var fange hos Tyrkerne i mange år, beskrev også Goternes sidste kamp i hovedstaden Theodoro i 1475 e.Kr: "Derefter marcherede Tyrkerne mod byen Santodero, hvor der var tre konger og femten tusind mænd, gamle og unge. Men de kunne ikke indtage den og blev nødt til at trække sig tilbage med tab. Så tre måneder senere overgav de sig frivilligt. Tyrkerne dræbte kongerne og hele folket."

Flamlænderen Ogier Ghislain de Busbecqs var ambassadør for det Hellige Romerske Rige i Konstantinopel 1560 - 1562 e.Kr.

Matthias af Miechow fra Krakow skrev i 1517 en beskrivelse af Asiatiske og Europæiske Sarmater. Han nævner, at: "Hertugerne af Mankup, der var Goter i deres oprindelse og sprog, havde kun fæstningen Mankup tilbage. - Derefter (efter Muhameds erobring af Caffa) dræbte han med sværdet de to hertuger og brødre af Mankup, de eneste overlevende af den Gotiske race og sprog, håbet for Goternes fremtid, og tog fæstningen Mankup i besiddelse. således blev Goterne fuldstændig udryddet"

I 1690 skrev Kampfer: "Sproget, som tales på halvøen Krim, eller Taurica Chersonesus, i Asien, bevarer stadig mange tyske ord, bragt dertil, som det er antaget af en koloni af Goter, der kom for at bosætte sig der omkring 850 år efter Syndfloden. Den afdøde Mr. Busbeq, som havde været kejserlig ambassadør ved den Osmanniske Port, samlede og publiserede et stort antal af disse ord i sit fjerde brev; og på mine egne rejser gennem dette land, har jeg noteret mange flere."

Det sidste kendte - og meget usikre - møde med Goterne på Krim kommer fra ærkebiskoppen af Mohilev, Stanislaw Bohusz Siestrzencewicz, der besøgte Krim omkring 1780 og bemærkede, at der fandtes mennesker, hvis sprog og sædvaner afveg meget fra deres naboer, og som han konkluderede, måtte være "Goterne".

5. Litteratur