Danmarkshistorien

12. Goterne I - Sprog og Tidlig Historie

1. Hvem var Goterne?

Goterne var en række Germanske stammer som i folkevandringstiden - i det tredie århundrede - dukkede op i den skrevne historie i områderne nord for Sortehavet mellem floderne Donau og Don. Bortset fra hyppige kortvarige plyndringstogter invaderede de Romerriget første gang i 268 e.Kr. og senere i 376 e.Kr. De vestlige Goter slog sig kortvarigt ned i Garonne dalen i Frankrig, indtil de erobrede et rige, som omfattede Spanien og Syd Frankrig. I Frankrig blev de efter få år fortrængt af Frankerne, og i Spanien blev de i 711 e.Kr. overvundet af muslimske erobrere - men deres efterkommere tog landet tilbage i Middelalderen. De østlige Goter oprettede et blomstrende rige i Italien, men efter kun 67 år blev de overvundet af en hær sendt af kejseren i Konstantinopel.

Øverst: Et kort over Europa, som viser de Germanske kongedømmer, der blev etableret efter det Vestlige Romerriges undergang. Efter talrige kampe og lange vandringer lykkedes det for de Vestlige Goter at etablere sig i Spanien og for de Østlige Goter at sætte sig i besiddelse af Italien. Men det varede ikke evigt. Fra ancientweb.org.
Nederst: En kunstnerisk rekonstruktion af de Vestlige Goter i kamp mod Attilas Hunner på de Kataluniske marker ved Chalons. Fra ancientweb.org.

Da de første Goter ankom til den nordlige kyst af Sorte Havet omkring 170 e.Kr, var klimaet stadig præget af den Romerske varmeperiode, som imidlertid sluttede omkring 400 e. Kr. Vandalerne gik over den frosne Rhin nytårsaften 406 e.Kr. og indledte dermed Folkevandringstiden og varslede det Vestlige Romerriges undergang. Den kendsgerning, at Rhinen var frossen, vidner om et ret koldt klima. Jeg mindes ikke at Rhinen har været frossen i moderne tid. Fra da af og indtil katastrofen ved Guadalete i Spanien i 711 e.Kr. hvor de Vestlige Goter led nederlag til muslimerne, var klimaet koldt med kolde vintre med megen sne i nord- og central-Europa.

Goterne kan spores længere tilbage i historien til nutidens nordlige Polen, ja endog i en fjern fortid til deres oprindelse i Skandinavien og området omkring Østersøen. Således blev Jylland gennem mindst tusind år kaldt Gotland.

Paulus Diaconus fortæller om hvorledes Langobarderne udvandrede fra deres oprindelige ø i Oceanet: "Da nu de herboende folk havde formeret sig til en sådan mængde at de ikke længere kunne bo sammen, delte de, fortælles der, hele deres skare i tre dele og afgjorde ved lodkastning hvilke af disse, der skulle forlade fædrelandet og søge til nye bopæle." Dudo bekræfter mange år senere at det var en traditionel måde løse problemer med overbefolkning i Skandinavien.

Også den Gotlandske Gutesaga fortæller at en del af folket blev udtaget til udvandring ved lodtrækning: "Efter lang tid var folket således forøget at landet ikke var i stand til at brødføde dem alle. Så udloddedes jorden, på hvilken hver tredie tjener, af disse fik hver lov at beholde og bringe bortføre alt, hvad han i sin levetid havde erhvervet."

Plinius den ældre (23-79 e.Kr.) skrev: "Pytheas siger, at Gutones, et folk i Germanien, bebor bredden af en flodmunding i Oceanet kaldet Mentonomon. Deres område strækker sig over en afstand af seks tusinde stadier, én dags sejlads fra dette område er øen Abalus, på hvis kyster rav bliver kastet op af bølgerne om foråret, at der er en udskillelse af havet i en konkret form, indbyggerne bruger denne rav som brændstof, og sælger det til deres naboer, Teutonerne."

Plinius skrev: "Pytheas sagde at Gutones, et folk i Germanien, bebor bredden af en flodmunding i Oceanet kaldet Mentonomon. Deres område strækker sig over en afstand af seks tusinde stadier." Andre antikke forfattere mente også at Østersøen og de indre danske farvande udgjorde en stor flodmunding.
Procopius skrev om de tilbagevendende Heruler: "De bosatte sig overfor (ved siden af?) Goterne". Vi må tro at Procopius delte de antikke forfatteres opfattelse, at de danske farvande og Østersøen var en stor flodmunding, i så fald kan "overfor Goterne" forstås: på modsat side af flodmundingen. Alternativt skal det oversættes "ved siden af Goterne". Men i begge tilfælde antyder det at Herulerne ikke var Goter.

Der er nogen usikkerhed om, hvor lang en stadie var, forslagene varierer mellem 160 og 192 m. Det vil sige kystlængden, som var beboet af Gutones i følge Pytheas, var mellem 960 og 1.152 km. lang. Det rækker groft taget fra Skagen til Wisla-mundingen ved Gdansk.

Det passer meget godt med at Jylland før vikingetiden blev kaldt Gotland, således, som det er tilfældet i Ottars rejsebeskrivelse, som er tilføjet i Alfred den Stores oversættelse af Orosius' Romerske Historie fra omkring 850 e.Kr: "Da han sejlede dertil fra Skiringssal (ved Oslo), var Danmark på bagbord og til styrbordvar det åbne hav i tre dage. Og så, to dage før han kom til Hedeby, var til styrbord Gotland (ham wæs på þæt steorbord Gotland), og Sillende og mange øer. Anglerne boede i dette område, før de kom her til dette land."

Da området var beboet af Gutones i tiden før kristi fødsel - ifølge Pytheas - og da en del af det stadig hed Gotland 800-900 e.Kr. er det nærliggende at antage at i hvert fald kysten langs Kattegat og Østersøen var Goternes oprindelige hjem.

Ottars og Wulfstans rejser ifølge tilføjelser i Alfred den Stores oversættelse af Orosius' Romerske Historie. Både Jylland og øen i Østersøen kaldes Gotland. (øen Gotland er ikke med på dette kort)

Det vil føre til at Kimbrer, Teutoner, Angler og de alle andre stammer, som boede langs denne kyst, og hvis navne vi ikke er sikre på, alle oprindeligt må have opfattet sig som en slags Goter, og alle talt det samme sprog, nemlig Gotisk.

Nogle mener at Gutonerne på den tæt befolkede Jyske østkyst meget tidligt krydsede Kattegat og lidt efter lidt befolkede Vester og Øster Gøtaland - og derfra øen Gotland i Østersøen.

I Alfred den Stores oversættelse af Orosius' Romerske Historie er også tilføjet Wulfstans rejseberetning fra en sejlads fra Hedeby til Truso i Weichels delta fra omkring 850 e.Kr, som lyder således:

"Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, og at han var i Truso på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl. Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne. Disse lande hører alle til Danmark. Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge. Så efter Bornholm havde vi de lande, som hedder først Blekinge, Møre, Øland og Gotland til bagbord (and Gotland on bæcbord), og disse lande tilhører Sveerne. Og vi havde Vendland til styrbord hele vejen til Wislas munding." Her menes ved Gotland tydeligvis øen Gotland eller måske kysten af Øster Gøtaland.

Ptolemæus anbragte folket Goutai på øen Skandia og samtidig Gudones ved Weichel floden.

Til venstre: Gotisk kors fundet i Spanien måske fra 700-tallet. Fra pintertest.
Til højre: Højre og venstre side af lansespids med runeindskrift fundet nær Kovel i det nordvestlige hjørne af Ukraine. Runeindskriften skal læses fra højre mod venstre "Tilarids". Den er blevet identificeret som Øst Germansk sandsynligvis Gotisk på grund af nominativ s-endelsen. Den er fra begyndelsen af 200-tallet. Fra Wikipedia.

Tacitus skrev om Gotones: "Bag Lugii er Gotones monarkiet: Hånden på tøjlerne holdes noget strammere her end blandt de andre stammer af Germaner, men endnu ikke så stram at friheden ødelægges. Så umiddelbart efter dem, og ved havet er Rugiere og Lemovii. De særlige kendetegn ved alle disse stammer er runde skjolde, korte sværd og en underdanig holdning til deres Konger." Det vil sige at Gotones, som var ledet af magtfulde konger, levede nord eller nordøst for Lugierne og længere inde i landet end Rugierne og Lemovierne, som han udtrykkelig angav som boende ved havet. Måske boede Gotones ved Wisla floden.

Jordanes placerede folkene Ostro-goths, Ewa-Greutingeis og Gauti-Goths, på øen Scandia. "Gauti-Goths var en tapper race, som hurtigt greb til våben", skrev han. "Men alligevel dvæler en anden race der, Sweans, der ligesom Thuringos har pragtfulde heste," fortsatte han. Med udtrykket "en anden race" må han have ment at de ikke var Goter. "Alle disse nationer overgik Germanerne i størrelse og ånd og kæmpede med en grusomhed som vilde dyr", sluttede han beskrivelsen af folkene på den Skandinaviske halvø.

Han nævner forskellige Gotiske stammer, der boede på øen Skandia, herunder Greutingis og Ostro-Goths, hvilke navne vi senere genkender hos Gotiske folk ved Donau og i Italien. Dette gør det sandsynligt, at det er sandt, at Goterne, der angreb det Romerske Imperium, oprindeligt kom fra Skandinavien og Østersø området. Derudover er der flere områder i det sydlige Skandinavien, som er blevet kaldt, eller stadig hedder Gotland med forskellige stavemåder, hvilket også støtter teorien om, at denne region var Goternes oprindelige hjemland. I sin beretning om den Gotiske krig i Italien nævner Procopius Rugi som en del af Goterne i Italien; de er også nævnt af Jordanes som en af Skandias indfødte stammer. De nævnes også i andre antikke kilder.

Pollen analyse fra Abkjær Mose ved Vojens. Det ses at skov, især bøgeskov, vinder kraftigt frem og tørbundsurter, græs og lyng går tilbage umiddelbart efter folkevandringstiden omkring år 500 e.Kr. hvilket indikerer at skoven vendte tilbage til områder, som før var græsgange for kvæg. Lignende undersøgelser i andre egne af landet viser det samme mønster. Det er nærliggende at fortolke dette med at befolkningen udvandrede.
Også Procopius beretning om de tilbagevendende Heruler antyder at Skandinavien var ret tyndt befolket. For hvordan kunne de blot "slå sig ned", som om de kom til en uberørt prærie? Hvis ikke landet havde været ret tyndt befolket.

Men når store dele af den oprindelige befolkning således havde vendt ryggen til gode græsgange, kan det ikke alene have været sult og nød, der drev dem til at udvandre.
Det er kendt at gennem flere hundrede år i den sene kejsertid bestod de Romerske hære mest af forskellige Germanske soldater, idet Romerrigets egne borgere ikke synes at have været egnede. Man kan sige at hver Romersk legion var en slags fremmedlegion, i hvilken også mange unge mænd fra Syd Skandinavien og Østersø egnen gjorde tjeneste. Derfor kan stammerne omkring Østersøen have konkluderet at de var de bedste og de tapreste - og derfor fortjente de at herske. Dette forhold var efter al sandsynlighed afgørende for det vestlige Romerriges undergang.

Alle disse antikke forfattere skrev før retskrivningen blev opfundet; de skrev på forskellige sprog, med forskellige alfabeter og med flere hundrede års mellemrum. De prøvede efter bedste evne at gengive ord for Goter udtalt på for dem ukendte sprog, sikkert med adskillige dialekter. Det er ganske forståeligt at de stavede det på mange forskellige måder, og vi behøver ikke at lægge nogen dybere mening i de forskellige stavemåder.

Som andre Germanske folk boede Goterne spredt ud over agerlandet i små landsbyer med hver måske omkring 8-10 gårde og huse.

I bog III om Justinians Krige skrev Procopius om Goternes tidlige historie: "Nu mens Honorius holdt den kejserlige magt i Vesten, satte barbarer sig i besiddelse af hans land; og jeg skal fortælle, hvem de var, og på hvilken måde de gjorde det. I tidligere tider var der mange Gotiske nationer, ligesom også på nuværende tidspunkt, men de største og vigtigste af dem alle er Goterne, Vandalerne, Visi-Goterne og Gepaedes. I oldtiden blev de kaldt Sauromatae og Melanchlaeni, og der var også nogle, som kaldte disse nationer for Getic. Medens alle disse adskiller sig fra hinanden ved deres navne, som det er blevet sagt, adskiller de sig ikke i noget andet overhovedet. For de har alle hvide kroppe og lyst hår, og er høje og smukke af udseende, og de bruger de samme love og praktisere en fælles religion. For de er alle af den Arianske tro, og har et sprog kaldet gotisk; og, som det forekommer mig, kommer de alle oprindeligt fra en stamme, og blev senere kendetegnet ved navnene på dem, der ledede hver gruppe."

Procopius har utvivlsomt ret i at de fleste Germanske folkevandringsfolk var en slags Goter, de lignede hinanden og talte stort set samme sprog. Men så må de oprindeligt være kommet fra samme stamme, som han også skriver. Det vil sige at vi må tro at de alle kom mere eller mindre direkte fra det oprindelige Gotiske område langs Østersøen, de danske farvande og fra den sydlige del af den Skandinaviske halvø. Procopius mente jo også at Vandaler og Gepider var en slags Goter, selvom de almindeligvis ikke betegnes således.

Ydermere er der i Danmark tydelige indikationer på et stort fald i befolkningstæthed i Germansk jernalder i forhold til Romersk Jernalder, hvilket peger på en betydelig udvandring.

2. Det Gotiske sprog

I den Gotiske Bibel findes et fadervor, som vi godt kender.

Atta unsar þu in himinam,
Fader vor du i himlen.
Weihnai namo þein.
Helligt være navnet dit.
Qimai þiudinassus þeins.
(lad) Komme kongeriget dit.
Wairþai wilja þeins,
(lad) ske viljen din,
swe in himina jah ana airþai.
Som i himlen og på jorden.
Hlaif unsarana þana sinteinan gif uns himma daga.
brød vort dette daglige giv os (i) disse dage.
Jah aflet uns þatei skulans sijaima,
og forlad os hvilken skylder vi måtte være (have).
Swaswe jah weis afletam þaim skulam unsaraim.
Samt og vi forlader skyldene vore.
jah ni briggais uns in fraistubnjai,
og ikke bring os i fristelse,
ak lausei uns af þamma ubilin.
Men løs os fra det onde.
Unte þeina ist þiudangardi jah mahts jah wulþus in aiwins.
thi dit er kongedømme og magt og herlighed i evighed.
Amen
Amen.

Gotisk tekst fra "Deutche Sprache Gestern und Heute" af Astid Stedje.

Gotisk, som det taltes af såvel de Vestlige som de Østlige Goter, var et Germansk sprog tæt beslægtet med Skandinavisk, Tysk og Engelsk. Takket være den Gotiske Wulfila Bibel, som blev skrevet i Italien i 500 tallet, og Flamlænderen Busbeccq's notater om hans møde med repræsentater for en lille gruppe af længe overlevende Goter på Krim, som han mødte i Konstantinopel i 1500-tallet, har vi et relativt godt kendskab til det Gotiske sprog.

Den Gotiske bibel er en oversættelser fra Græsk til Gotisk af de fire evangelier i det ny testamente, samt en del af Paulus' breve. Den indeholder næsten intet af det gamle Testamente.

Vi genkender de allerfleste ord fra Tysk og Skandinavisk. Atta betyder fader som i æt, det gamle danske ord for slægt. Unsar finder vi det tyske uns. þu betyder selvfølgeligt du, in svarer til in på tysk og engelsk. Himian svarer til himmel på dansk. I den første stavelse i Weinai genkender vi det tyske weinacht. Namo betyder navn. wilja svarer til vilje på dansk. Forholdsordet ana svarer til det tyske an, som også har været brugt på dansk og stadig findes i sammensatte ord og vendinger som anledning, angive og lægge an. Hlaif svarer til leve, det gamle danske ord for brød. Aflet og afletam giver associationer til at aflede. Gif svarer til giv på dansk. Himma svarer til det gamle danske hine, og daga er naturligvis dage. Skulans betyder skyld, som en skulende person kan ligne en skyldig person. Ak betyder men, således at et dansk udbrud "ak-ak" oprindeligt kan have betydet "men-men". Lausei svarer til det danske løse, altså frigøre. Ubilin svarer til Übel på tysk. Mahts svarer til magt på dansk. þiudan-gardi har to led, det første er noget med þiu, som er konge på gotisk, og det andet er noget med -gardi, som i dansk gård, engelsk garden og tysk garten - som her betegner en slags kategori.

Den Gotiske bibel indeholder også jule-evangeliet fra Lucas kap. 2: Warþ þan in dagans jainans, urrann gagrefts fram kaisara Agustau, gameljan allana midjungard.

Ordret oversættelse: Skete og i dagene disse, udgik befaling fra kejser Augustus (at) beskattes alle (i) Verden.

Uddrag af af den liste af ord, som Flamlænderen Ogier Ghislain de Busbecq hørte af to repræsentanter for Goterne på Krim under en middag i Konstantinopel omkring 1560.

Bemærk at ordet for Verden, Midjungard, er meget lig det Skandinaviske Midgård.

Der er tre køn i Gotisk nemlig maskulinum, femininum og neutrum, som i moderne Tysk og gammel Dansk. Der er to tider, datid og nutid, samt fire kasus, nemlig nominativ, akkusative, genitiv og dativ og desuden naturligvis ental og flertal.

På Krim levede Goter indtil omkring 1500 tallet. Flamlænderen Ogier Ghislain de Busbecqs, som var ambassadør for det Hellige Romerske Rige i Konstantinopel fra 1560-62, har i sine rapporter givet os et kendskab til deres sprog. Han fik kendskab til at to repræsentanter for Goterne på Krim, som han havde hørt om, var på besøg i Konstantinopel for at forelægge nogle sager for Sultanen. Det lykkedes ham at invitere dem på en middag, under hvilken han udspurgte dem om deres sprog og kultur.

Den bestemte artikel i Krim Gotisk var meget lig Engelsk. Busbecq fortalte: "foran alle ordene satte han tho eller the".

På dansk har vi bevaret "sw" lyden i forbindelse med søster i betegnelser for ægtefællens famlie, "svoger", "svigerfar", "svigermor" og "svigerfamilie".

De to Gotiske repræsentanter fortalte også Busbecq adskillige andre ord, som imidlertid ikke har så stor lighed med Flamsk og Tysk.

En side af Wulfila Bibelen. Den kaldes også for "Codex Argenteus", som betyder "Sølv-bibelen". Det antages at den er skrevet for den Ostrogotiske konge af Italien, Theoderik den Store. Bibelen blev oprindeligt oversat fra Græsk til Gotisk af biskop Wulfila på Balkan i 200-tallet. Den er skrevet med det særlige Gotiske alfabet, som også blev skabt af Wulfila. Den kaldes sølvbibelen, fordi den er skrevet med blæk, som indeholder sølv og guld på kostbart tyndt pergament. Den blev oprindeligt opbevaret i Benediktinerklostreret i Werden i Tyskland. Den blev taget som krigsbytte af svenskerne i trediveårskrigen, og efter en omtumlet tilværelse er den havnet på Universitets-biblioteket i Uppsala i Sverige.

Det ses at Gotisk adskiller sig fra Dansk og andre Germanske sprog ved at mange ord ender med -a, hvilket giver sproget et eksotisk sydlandsk præg. Ostrogoternes berømte konge hed for eksempel Totilla, og det klinger jo næsten Mexikansk, ihvertfald Spansk. Det menes at dette hyppige endelses -a var en forkortelse, som erstattede ældre, endnu længere og mere omstændelige endelser. Det er således meget tænkeligt at Spansk og i noget omfang Italiensk har de hyppige -a endelser fra Gotisk. Jordanes, som selv var en Got, kalder ind imellem Herulerne for "Erulos", hvilken -os endelse også klinger Spansk og sydlandsk, men Jordanes havde aldrig været i Spanien, så det kommer sikkert også fra Gotisk.

3. Hvordan så Goterne ud?

Den Romerske forfatter og diplomat Sidonius Apollinaris beskrev den Gotiske kong Theoderik i et brev til sin svoger Agricola: "Du har ofte bedt om en beskrivelse af Theodoric, den Gotiske konge, hvis umærkelig voksende berømmelse vinder alle folkeslags bifald; du vil have ham i hans kvantitet og kvalitet, i hans person, og hans livsstil. Jeg gerne tiltræde, så vidt grænserne for mit brev tillader det, og i høj grad godkende en så fin og meget opfindsom nysgerrighed."

Olof Palme som ung - Det er ikke nogen nem opgave, som Sidonius giver os. Når vi ser os omkring, vil vi bemærke at kortskallede typer med runde hoveder kan have opstopper næse, og langskallede typer med smalle ansigter kan have ørnenæse. Men en kortskallet type med rundt hoved og krum ørnenæse er nærmest en umulighed. Olof Palme synes at være lidt langskallet, men ikke meget, og har en lidt krum næse. Sidonius' Goter kan have set ud noget i den retning.

Tja, han er en mand værd at kende, selv af dem, der ikke kan nyde hans nære bekendtskab, så lykkeligt har forsynet og naturen sluttet sig sammen for udstyre ham med lykkens perfekte gaver af egenskaber; hans måde at leve på er sådan, at ikke engang den misundelse, der ligger på lur efter konger, kan berøve ham hans rette ros. Og først om hans person. Han er godt velvoksen, i højde over en gennemsnitlig mand, men under en kæmpe. Hans hoved er rundt, med krøllet hår, som viger noget tilbage i tindingerne. Hans nervøse hals er fri for skæmmende knuder. Øjenbrynene er buskede og buede; Når han sænker sine øjenlåg, når spidserne af øjenvipperne næsten til midt på kinderne. Efter af hans races mode er de øverste dele af ørerne begravet under de over liggende lokker. Næsen er fint krummet; læberne er tynde og ikke forstørret af unødig fremtrædende mund. Hver dag skæres det hår tilbage, som udspringer fra hans næsebor; det samme er tilfældet med det, som tykt vokser frem i tindingernes hulning, men barberkniven er endnu ikke kommet over hans kind, og hans barber er ihærdig med at udrydde den rige vækst på den nederste del af ansigtet. Hage, hals og nakke er fyldige men ikke fede, og alle har en lys farve; set tæt på, er farven frisk som hos unge mennesker; de rødmer ofte, men af beskedenhed, og ikke på grund af vrede. Hans skuldre er glatte, over- og under-armene stærke og hårde; hænderne brede, brystet fremtrædende; taljen vigende. Rygsøjlen, som deler ryggens brede flade træder ikke frem, og man kan se de fjedrende ribben; hofterne svulmer med fremtrædende muskler, de godt omgjorte taljer er fulde af energi. Hans lår er hårde som horn; knæ-leddene faste og maskuline; knæene selv er de mest attraktive og mindst rynkede i verden. En fyldig lægmuskel understøtter benet, og foden er lille til at bære sådanne mægtige lemmer."

Han nævner ikke direkte noget om, hvordan de menige Goter ser ud, men midt i beskrivelsen slår han over i flertal, så vi må tro at de har lignet deres konge.

Tegningen kunne forestille unge Germaner, som melder sig til tjeneste i Romerske legioner - I hele den sene kejsertid bestod de egentlige Romerske kamptropper af Hunner, Alaner, Goter og andre Germaner. Man kan sige at de var en slags fremmedlegioner. Enheder med soldater hvervet indenfor Romerriget var i stort omfang reduceret til at varetage sekundære opgaver, som for eksempel bevogtning.

I et brev til en senator ved navn Catullinus fortæller Sidonius om hvordan det føltes for en Romer at være omgivet af barbarer: "Hvorfor - Selv om det antages, jeg havde denne færdighed - byder du mig at komponere en sang dedikeret til Venus, elskeren af Fescennine (by i Etrurien kendet for platte og spøgefulde vers) munterhed, omgivet, som jeg er af langhårede horder, idet jeg må udholde Germansk tale, ofte rose en sang af en forslugen Burgunder, der spreder harsk smør i sit hår? - Drevet væk af barbarer, som brummer rytmen, har Musen foragtet de seks-fod's (høje) øvelser, lige siden hun skuede disse syv fod høje patroner. Jeg vil gerne kalde dine øjne og ører lykkelige, din næse lykkelig, fordi du ikke har en dunst af hvidløg og modbydelig løg udtømt over dig tidligt om morgenen ved 10-morgenmad, og du bliver ikke invaderet endnu før daggry, som en gammel bedstefar eller en plejefar, af en horde af kæmper så mange og så store, at ikke engang Alcinous' køkken kunne forsyne dem. (Alcinous beværtede Jason og Argonauterne på deres hjemrejse fra Colchis).

Sidonius siger intet om hans Goters hår- og øjenfarve, så vi kan tro at det har været det sædvanlige i Gallien på denne tid. Måske har deres hår haft forskellige mellem- og mørkblonde nuancer, som det også er tilfældet hos mange af nutidens Skandinaver. Det er ikke fordi Sidonius mangler interesse for øjenfarver, det fremgår af et af hans digte. Måske fandt han det ikke opportunt at irritere kongen ved at dvæle for meget ved at mange Goter havde denne lidet attraktive blå øjenfarve.

Romerne syntes ikke at det var pænt at have blå øjne. De brugte ofte udtrykket "truende blå øjne".

Motiv fra Ludovisi Sarkofaget, som viser døende Goter i bunden af slaget. De har alle lokket eller krøllet hår og skæg. - wikipedia.

Sidonius fik lov til at beholde sine godser efter at de Vestlige Goter havde overtaget Syd Frankrig. I taknemlighed skrev han et lille digt til kong Eurik. Han skrev det angiveligt til sin ven Lampridius, men sikkert med den bagtanke at denne ville vise digtet til kongen: "Vi ser ved dit hof den blåøjede Saxon, havenes herrer, men en frygtsom lands-mand her. - Vi ser din gamle Sygambrianer (poetiske navn for Frankerne) kriger, med bagsiden af sit hoved barberet som tegn på nederlag - Her går Herulen med sine blå-grønne kinder, beboer af Oceanets fjerneste kyster, og med én teint som dets tang-fyldte dyb. Her bøjer Burgunderen sin syv fod høje krop på bedendes knæ, bedende om fred. - Og her, Oh Romer, du søger også din beskyttelse - ".

Årsagen til at ikke alle Goter havde blå øjne kan vi finde hos Ammianus, som skrev om de vestlige Goters indledende plyndringer i Thrakien nogle hundreder år før: " - for uden forskel på grund af alder eller køn, stod alle steder i lys lue med store brande og nedslagtning; babyer blev revet fra deres mødres bryster og dræbt, matroner og enker, hvis mænd var blevet dræbt for øjnene af dem, blev bortført, halv- og helvoksne drenge blev slæbt med hen over ligene af deres forældre. - " Alle disse matroner, enker og drenge skulle jo nok bruges til noget; de fik Gotiske børn, som ikke alle havde blå øjne.

Procopius kom også ind på Goternes udseende i hans bog om Justinians Krige: "Medens alle disse adskiller sig fra hinanden ved deres navne (Goter og andre folkevandrings-folk), som det er blevet sagt, adskiller de sig ikke i noget andet overhovedet. For de har alle hvide kroppe og lyst hår, og er høje og smukke af udseende, og de bruger de samme love og praktiserer en fælles religion. For de er alle af den arianske tro, og har et sprog kaldet gotisk"

Motiv fra Arcadius søjlen i Konstantinopel. Det viser Gotiske fanger, som føres bagbundne bort af romerske soldater. Mændene har skæg og halvlangt hår. De er klædt i traditionelle Germanske kjortler og bukser. Kvinden er iklædt en kjole uden ærmer over et slags skørt. Kjolen er i uorden og viser hendes ene blottede bryst, ganske som på Marcus Aurelius søjlen i Rom. Håret er løst hængende. Måske symboliserer disse blottede bryster og løsthængende hår noget, for eksempel voldtægt, som demonstration af det Romerske Riges almagt. Wikipedia.

Jordanes fortæller om Deceneus, som var en slags filosof og vismand for en gruppe af tidlige Goter: "Men han bød dem kalde resten af deres race Capillati (hårede, dvs langhårede, dem med lokker). Dette navn accepterede Goterne og værdsatte højt, og de bevarer det den dag i dag i deres sange." Og faktisk, de Vestlige Goter er på mange afbildninger vist med lokket hår og sommetider med direkte krøllet hår.

Arcadius søjlen i Konstantinopel blev rejst for at fejre kejser Arcadius sejr over Goterne under kong Gainas omkring år 400. Goterne, som er afbilledet på søjlen, er klædt i bukser og kjortel meget lig de klædningsstykker, som blev optaget fra Thorbjerg Mose nær byen Slesvig. Kvinderne er vist i kjoler uden ærmer og med tøjet og håret i uorden.

4. Goternes tidlige Historie

Jordanes beskriver, hvorledes hans eget folk, Ostro-Goterne, oprindeligt kom fra det indre af den Skandinaviske halvø, måske fra Gøtalandene: "Det samme mægtige hav har også i sin arktiske region, der er i nord en stor ø ved navn Scandia, hvorfra min fortælling (ved Guds nåde), skal tage sin begyndelse. Fordi den race, hvis oprindelse du beder om at få kendskab til, brød frem som en sværm af bier fra midten af denne ø, og kom ind i landet Europa. Men hvordan eller på hvilken måde, vi vil forklare herefter, hvis det er Herrens vilje."

Stammerne på øen Scandia efter Jordanes, som selv var en Ostrogoth - ret tilfældigt placeret af forfatteren. Vi kan placere Halogi, Scrithfinni, Finn Haith og Finni mitissimi mod nord efter deres navne. Sweans og Switheudi omkring Malern - da vi tror at de er Sveerne. Gautigoths og Ostrogoths i Gøta landene og nogle folk som minder om moderne norske stednavne, Raumarici og Agadii, så godt som muligt i Norge. Resten har jeg placeret temmelig tilfældigt.

Jordanes levede omkring 550 e.Kr. i Konstantinopel. Det antages at Ostrogotherne forlod Scandza omkring 150 e.Kr. Hvis en generation regnes til 25 år, vil det da være 16 generationer, siden de forlod den Skandinaviske halvø. I al den tid havde de bevaret mindet om det land, som de forlod for længe siden, mundtligt fra generation til generation. Det vidner om en stærk følelse af national og etnisk idenditet. En anden mulighed er at de havde sporadisk forbindelse med deres oprindelige hjemland hele tiden.

"Nu fra denne ø Scandia, som fra en race-fabrik eller et nationernes moderskød, siges Goterne at være kommet for længe siden under deres konge ved navn Berig. Så snart de gik i land fra deres skibe og satte fødderne på land, gav de straks deres eget navn til stedet, og selv i dag siges det at blive kaldt Gutisk-Andja."

"Snart flyttede de herfra til Hulm-Rugianernes bopladser, som dengang boede ved Oceanets kyst" forsætter Jordanes. "De slog lejr og holdt slag med dem og fordrev dem fra deres bopladser. Dernæst overvandt de deres naboer Vandalerne og dermed øgede de (antallet af) deres sejre."

Det antages at Ostro-Goterne gik i land i, hvad der idag er det moderne Polen, ved mundingen af floden Vistula (Weichel, Wisla). Det skete omkring 150 e.Kr. antages det.

Arkæologer har udgravet gravpladser i Wisla (Weichel) flodens delta og nedre løb, som udviser mange fællestræk med samtidige gravpladser i det sydlige Skandinavien. Kulturen er blevet døbt Wielbark kulturen efter det vigtigste fundsted. Der er blevet fundet både jordfæstegrav og brandgrave, ganske som det er tilfældet i Jylland og Gøtalandene på samme tid. De afdøde er stedt til hvile i stenbyggede grave, og de har sjældent fået våben med, men somme tider sporer, hvilket også er et lighedstræk med jordfæstegrave i Jylland fra samme tid. De fleste mener at Wielbark kulturen kan henføres til Goterne og Geterne, men ikke alle er overbeviste. Gravene er blevet dateret fra det første århundrede og indtil 300-400 e.Kr.

Keramik fra Wielbarkkulturen udstillet i det Polske Museum Odry - Foto Wikipedia.

Da Goterne havde levet en tid ved Vistula-flodens delta, besluttede de at drage mod syd, hvor imidlertid en katastrofe ventede dem. Jordanes fortæller: "Men da antallet af mennesker var steget kraftigt, og Filimer, søn af Gardarik (Gadarici), regerede som konge - som den femte siden Berig - besluttede han, at Goternes hær med deres familier skulle flytte fra dette land. I deres søgen efter egnede boliger og behagelige steder kom de til de lande i Skytien, som kaldes Oium i deres tungmål. Her blev de meget glade over landets store rigdom, og det fortælles, at da halvdelen af hæren var blevet bragt over broen, ad hvilken de havde krydset floden, kollapsede den uoprettelig, ej heller kunne nogen derefter komme over eller tilbage. For stedet siges at være omgivet af skælvende moser og omgivende afgrunde, så ved denne dobbelte hindring har naturen gjort det utilgængeligt. Faktisk kunne man fæste lid til, hvad rejsende fortæller, selv om de har hørt det fra lang afstand, at der i dette område endnu i dag høres brølen af okser, og der bliver fundet rester af mennesker."

Derved blev den Gotiske hær og deres familier splittet i to dele, nemlig den gruppe, der var kommet over floden, og som blev ledet af Filimer, og den resterende gruppe, som det ikke var lykkedes at komme over floden: "Så efter at at have krydset floden drog den del af Goterne, som anførtes af Filimer, ind i Aujom's land og tog det i besiddelse. Der traf de hurtigt racen Spali (kæmper), de mødte dem i slag og vandt sejr."

Normalt forventes det ikke af en konge, en ansvarlig leder, at efterlade det halve af sit folk i ødemarken og blot overlader dem til deres egen skæbne. Man må tænke at deres situation har været desperat.

Pietroasele skatten blev fundet i Pietroasele nær Buzau i Rumænien i 1837. Den er gotisk skat fra det fjerde århundrede. Den er udstillet på National Museum of Romanian History i Bukarest. Oprindeligt bestod skatten af 22 stykker, men kun 12 er bevaret heriblandt en halsring med en gotisk runeindskrift i ældre futhark - foto wikipedia.

"Derfra skyndte sejrherrerne sig til den fjerneste del af Skytien, som er nær Pontus Havet (Sorte Hav), for således bliver historien generelt fortalt i deres tidlige sange på en næsten historisk måde," fortæller Jordanes. "For at vende tilbage, til mit emne. Ovennævnte race, som jeg fortæller om, er kendt for at have haft Filimer som konge, mens de boede i deres første hjem i Skytien nær det Asovske hav."

Først nu omtaler Jordanes at Filimers folk blev opdelt i to grupper af Goter, som blev ledet af hver sin kongeslægt: "I deres tredje bosted, hvilket var over Sortehavet, var de nu blevet mere civiliserede, og som jeg har sagt før, blevet mere lærde. Så blev folk delt op under de herskende slægter. Vestgoterne adlød slægten Balterne og Østgoterne adlød den berømte slægt Amali."

Jordanes fortæller ikke noget om, hvad der blev af den del af den oprindelige gruppe, som blev afskåret på grund af katastrofen ved broen.

Især tidligere mente de fleste historikere at Visigoter og Terwinger blot var andre betegnelser for Vestgoter, og Ostrogoter og Greuthunger var andre navne for Østgoterne. Men vi husker at Jordanes fortalte at både Ostrogothaer og Ewa-Greutinger var stammer, som befolkede det indre af øen Scandia; alene dette gør det usandsynligt at Ostrogoter og Greutunger var et og det samme.

De lignede hinanden og talte samme sprog, som Procopius skrev. Så må de også have haft samme oprindelse, nemlig det oprindelige Gotiske område i Syd Skandinavien og omkring Østersøen. Det har sikkert været lidt tilfældigt om de antikke forfattere includerede Greutungerne, Tervingerne, Rugierne, Vandalerne eller Gepiderne i gruppen af Goter eller ikke. De fleste af de stammer, som ankom til Romerriget via Sorte Havs kysten, fik betegnelsen Goter, medens andre, som ikke kom i kontakt med den Romerske Verden ved Sorte Havet, fik ikke, selvom de dog talte Gotisk.

Det er nærliggende at tænke på at alle Gotiske områder på den sydlige Skandinaviske halvø samt langs Østersøen og de indre Danske farvande var meget tæt befolkede i Romersk Jernalder, for ikke at sige overbefolkede. Man kan let forestille sig at også andre Gotiske folk søgte lykken mod syd. Blot har de ikke haft en krønikeskriver, som Ostrogoterne havde i Jordanes.

Jordanes skrev om udvandringen fra Vistula deltaet at Filimer besluttede at: "Goternes hær med deres familier skulle flytte fra dette land", han skrev ikke at hele folket udvandrede. Et vandrende folk som Filimers Goter, som drog gennem forholdsvis tyndt befolkede egne og endda blev halveret af katastrofen med den kollapsede bro, kan af logistiske grunde ikke have talt meget mere end måske nogle få tusinde personer.

I forbindelse med katastrofen ved broen tales der om at man lang tid efter kunne høre brølen af køer ved kløften; det indikerer at Goterne medbragte deres kvæg. Men så ville der også have været grænser for hvor meget kvæg og dermed hvor mange mennesker, der kunne rejse i samme spor, for der skulle være græs til kvæget.

De ankom til den nordlige kyst af Sorte Havet omkring 170 e.Kr, og allerede omkring 250 e.Kr. - kun tre generationer derefter - var de talrige nok til at befolke det meste af det sydlige Ukraine samt Rumænien, at indgå aftaler med Romerriget og efterfølgende angribe de nærliggende Romerske provinser. Det har krævet en Gotisk befolkning på adskillige hundrede tusinde. Det vil sige at hvis Filimers Goter havde været den eneste oprindelse til den talrige Gotiske befolkning i området, så skulle de have præsteret en rent ud mirakuløs fertilitet, hvilket forekommer meget usandsynligt også datidens leveforhold taget i betragtning.

Kampscene mellem Romere og Germaner eller Dacere på Portonaccio sarkofaget. Barbarerne har alle lokket hår og skæg. Manden nederst til højre har en slags nissehue eller en hjælm - som siges at være karakteristisk for Dacere - ellers er det kun de Romerske soldater, som bærer hjælm. Vi bemærker at også hesten har lokket manke - måske var det den nemmeste måde at fremstille hår på. Sarkofaget er fundet i Rom og dateret til det andet århundrede - Foto: Wikipedia.

Det er langt mere troligt at den Gotiske befolkning i datidens sydlige Ukraine var skabt ved at mange små grupper - som Filimers Goter - var udvandret fra de overbefolkede egne i det oprindelige Gotiske område i de nordlige lande. Men kun Filimers Goter fik deres færd udødeliggjort af en krønikeskriver. Historikeren Peter Heather nævner for eksempel mindst syv forskellige grupper af Goter.

Amminius skrev om årsagen til Goternes senere ønske om at søge tilflugt i Romerriget: "Blandt de andre Gotiske folkeslag spredtes efterretningerne om at en hidtil ukendt race af mennesker, som hidtil havde skjult sig i en fjern afkrog på Jorden, havde rejst sig som en snestorm fra de høje bjerge, idet de røver og plyndrer alt på deres vej". Udtrykket "de andre Gotiske folkeslag" giver klart indtryk af at der var mange Gotiske folk og ikke blot to.

Desuden Athanaric, som var konge over de Vestlige Goter, ønskede at etablere et forsvar mod Hunnerne, men andre ledere, Alavivus og Fritigern, foretrak at søge ly i Romerriget sammen med deres undergrupper, og overlod Athanaric og resten af de Vestlige Goter til deres egen skæbne. Hvis de Vestlige Goter havde været en samlet homogen gruppe, som Jordanes antyder, kunne man da tænke sig en sådan faneflugt?

Ligeså med de Østlige Goter anført af Alatheus og Saphrax; de stak af fra det hele og lod resten af de Østlige Goter stå ansigt til ansigt med Hunnerne. Ville de have gjort dette, hvis de Østlige Goter havde været en stor homogen gruppe, et folk med fælles historie? Det er langt mere sandsynligt, at både de vestlige og østlige goter var koalitioner af mange oprindelige grupper.

Hovedruten for oldtidens ravhandel gik ned langs floden Vistula og derefter til Carnuntum i Østrig halvejs mellem Wien og Bratislava, derfra gik ruten til floden Po, som i oldtiden blev kaldt Eridanos, hvor der var et marked for rav. Desuden er blevet identificeret flere andre meget gamle handelsruter i det østlige Europa. Allerede i bronzealderen blev der transporteret rav, bronze og slaver ad disse ruter. Vi kan forestille os at Kimbrerne og Teutonerne fulgte ruten ned langs Oder til Linz på deres berømte og berygtede togt. Vi må tro at mange grupper af Goter med deres kilometerlange vogntog fulgte floderne Visla og Dnieper til kysten af Sorte havet. Ravruterne var velkendte også i Rom, således sendte kejser Nero en agent til Østersøen for at købe et stort parti rav til dekorationer i de kejserlige paladser. - Fra "The Goths" af Peter Heather.

Ptolemæus anbragte folket Goutai på øen Skandia og samtidig Gudones ved Vistula floden, det bliver oftest forklaret som en slags fejltagelse eller navneforveksling, men den rigtige forklaring er rimeligvis at der allerede på den tid var flere grupper af Goter; Det er også historikeren Herwig Wolfram's opfattelse.

De Gotiske hære har med stor sandsynlighed været sammensat af mange forskellige grupper af Goter, som identificerede sig med navnene på deres oprindelige hjem eller navnene på deres ledere, som Procopius skrev; som for eksempel Ostro-Gothaer, Greuthungi Goter, Gaiti-gother, Visi-Goter, Terwingi Goter, Rugier og Rheid-Goter. Eudoses antages at have deres oprindelse i Jylland. Scirii siges at have talt samme sprog som Goterne, de har uden tvivl været en slags Goter, selvom ingen antikke kilder kalder dem dette. Man kan forestille sig at det Gotiske område nord for det Sorte Hav var en slags datidens Amerika, hvor forskellige grupper af udvandrere fra det oprindelige Gotiske område blev blandet grundigt sammen i skiftende koalitioner.

En meget stor Gotisk gruppe under Radagaisus, gik direkte mod Italien, men blev standset ved Firenze af en overvældende Romersk styrke; Der foreligger intet om at de skulle være Øst- eller Vestgoter; de var blot en slags Goter, som kom mere eller mindre direkte fra Goternes nordlige hjemland.

5. Romere og Goter ved Donau og Sorte Havet

Det siges at omkring år 245 e.Kr. boede Ostro-Goterne i nærheden af Donau's udmunding i Sorte Havet ledet af deres første konge af Amalernes slægt, Ostrogotha, som var berømt for sin tålmodighed. I alle tilfælde var han berømt, hans ry nåede helt til England idet han nævnes i det berømte Widsith digt fra omkring 800 e.Kr: "East-Gotan frodne and godue, fæder Unweness". Jordanes kalder dog hans søn for Hunuil.

Dacia var en romersk provins i den tidlige kejsertid, som strakte sig nord for Donau. Det meste af området hører til Rumænien idag. Dacia blev erobret af kejser Trajan 101-106 e.Kr. men allerede i 270 e.Kr. valgte Kejser Aurelian, der havde mange andre problemer, at rømme Dacia og trække Romerrigets grænse tilbage til Donau, som var langt lettere - og billigere - at forsvare. Nogle kilder siger at romerne effektivt mistede Dacia allerede omkring 250 e.Kr. - Dacia blev ret hurtigt overtaget af de Vestlige Goter, blandt hvilke Visi-Goterne var den dominerende stamme. Derefter blev Moesia, Thracia og Macedonia målet for Gotiske plyndringer. Beroe og Abrittus er markeret med rødt.

Det siges også at Goterne gennem tyve år modtog en årlig sum penge for at beskytte den Romerske grænse mod Sarmaterne. Men kejser Philippus Arabs, som regerede 244-249, stoppede betalingerne, hvilket fik den tålmodige kong Ostrogotha til at miste tålmodigheden og føre sine Goter ind i de nærliggende Romerske provinser, Dacia, Moesia og Thracia for plyndre.

I 249 e.Kr gjorde den Romerske general Decius oprør mod kejser Philippus og lod sig udråbe til kejser af sine tropper. Philippus blev dræbt i et slag nær Verona. Goterne under kong Cniva udnyttede det herskende kaos og var i færd med at belejre Nicopolis ved Donau, da de blev overraskede af den nybagte kejser og måtte flygte gennem Balkans vanskelige terræn, her modtog de imidlertid forstærkninger og vendte sig overraskende mod deres forfølgere og angreb og plyndrede deres lejr nær Beroe, som idag hedder Stara Zagora, og nu var det Romernes tur til at flygte. Det var første gang en Romersk kejser flygtede ved en konfrontation med de Gotiske barbarer.

Derefter erobrede Goterne Philippopolis, som idag hedder Plovdiv og vendte tilbage til deres hjemland belæsset med bytte og med fornemme fanger.

Detaljer fra Ludovisi sarkofaget, som er et romersk sarkofag fundet i en grav nær Porta Tiburtina i Rom. Det er dateret til omkring 250 e.Kr. Det blev fundet i 1621 og opkaldt efter dets første moderne ejer, Ludovico Ludovisi. Sarkofaget vises nu i Palazzo Altemps i Rom, som er en del af Nationalmuseet i Rom. Motivet er Romernes sejr over barbarerne, efter al sandsynlighed Goter. Bemærk deres lokkede hår; både Sidonius Apollinaris og Jordanes nævner at Goterne havde lokket hår. Alle Goterne har skæg.
Fra venstre øverst til højre nederst:
En Got er dødelig såret af en spyd i brystet.
En romer løfter hovedet på en døende Got ved skægget. Foroven løfter en Got sit sværd, han er iført en slags nissehue.
En Got kæmper desperat mod overmagten omgivet af faldne kammerater.
Dynge af faldne Goter i bunden af motivet, alle iklædt snævre bukser og med lokket hår og skæg. Foto wikipedia.

Kejser Decius og hans søn Herennius Etruscus søgte snart at afvaske forsmædelsen ved Beroe ved at føre deres tropper over Donau og angribe Goterne. Det afgørende slag fandt sted i 251 e.Kr. på sumpet terræn ved den lille by, Abrittus, som idag hedder Razgrad, i det nordøstlige Bulgarien. Den Romerske forfatter Sextus Aurelius Victor beretter: "Efter at han havde regeret i to år døde Decius og hans søn ved Abrittus på grund af forræderi, medens de forfulgte barbarerne over Donau. Mange rapporter fortæller at sønnen faldt i kamp, medens han pressede på i et for dristigt angreb; at faderen imidlertid ihærdigt hævdede at det forekom ham at tabet af en enkelt soldat var for lidt til at betyde noget. Og så genoptog han kampen og døde heftigt kæmpende på en lignende måde". Hans lig blev aldrig fundet. Decius var den første romerske kejser, som døde i kamp mod rigets ydre fjender.

Den byzantinske teolog og historiker Zonaras fortæller: "- han og hans søn og et stort antal Romerne gik ind i marsk landet; de omkom alle der, og ingen af deres lig er blevet fundet, da de var dækket af mudderet".

Detaljer fra Portonaccio sarkofaget, som er et romersk sarkofag fundet i Roms Portonaccio kvarter. Det er dateret til 180-190 e. Kr. og kan beses i Museo Nazionale Romano.
Øverst: En Germansk kvinde med det ene bryst blottet. På adskillige søjler og reliefer er Germanske kvinder vist med det ene bryst blottet og sommetider med håret i uorden. Det kan selvfølgelig tænkes at have været en særlig dristig Germansk mode fra folkevandringstiden, men det er dog mere sandsynligt at det er symbol på de Romerske hæres almagt og den rå behandling, som de gav de overvundnes kvinder.
Nederst: En Germansk kriger og hans hest er i vanskeligheder i bunden af slaget. Alle Germaner og Goter er vist med lokket hår og skæg. - wikipedia.

De gode Romere opløftede et ramaskrig, da det blev kendt, at Gallus - den nye kejser efter katastrofen ved Abrittus - betalte Goterne for at holde fred. Imidlertid - troløse mod deres lederes aftaler - fortsatte nogle grupper af Goter med at plyndre i den Romerske provins Elyria (Albanien). De blev imidlertid hurtigt slået af en general ved navn Aemilianus, som derefter udråbtes til kejser. Gallus blev myrdet af sine egne soldater, som derefter sluttede sig til tronranerens hær; men snart efter blev også han myrdet, og imperiet kom i hænderne på Valerian og hans søn Gallienus. Men i 260 e.Kr. ledede Valerian en dristig ekspedition i krigen mod Perserne og kom aldrig tilbage.

Kampscene på Portonaccio sarkofaget mellem Romere og Germaner. En af de Germanske eller sikkert Gotiske krigere er stadig stående. Han kunne være en typisk Gotisk kriger bevæbnet med spyd og skjold - med lokket skæg og hår, iklædt snævre bukser holdt oppe af en livrem. Foto: Wikipedia.

I løbet af disse femten år fra Ostrogothas indfald i Moesia og Thracia indtil kejser Decius død i slaget ved Abrittus udførte andre Goter sammen med andre barbarer massakrer og plyndringer mange steder i det Romerske Rige. Heruler, Goter og Eudoses, som sikkert også var Goter, fra Krim sejlede over Sorte Havet og indtog den store by Trebizond, hvorfra de bortførte et stort bytte og en stor mængde fanger. Samme skæbne overgik store og pragtfulde byer i Bitynien som Chalcedon og Nicomedia. Det siges at de var alle befæstede med stærke garnisoner, men af frygt for Goternes terror blev modstand sjældent forsøgt.

Det mest kendte og berygtede Gotiske togt var imidlertid erobringen og plyndringen af Athen i 262 e.Kr. En flåde på fem hundrede skibe - siges det - førte en stor hær af Goter og Heruler gennem Bosperus og Hellespont. På deres vej mod Athen ødelagde de byen Cyzicus, som lå på den Lille-asiatiske kyst mellem Bosperus og Hellespont, og de nedbrændte det berømte tempel for Diana i Ephesos med dens hundrede høje marmorsøjler og mange smukke statuer - et af antikkens syv vidundere.

Derefter krydsede de Gotiske pirater det Ægæiske hav, ankrede op ud for Athen og plyndrede den berømte by - Platons og Sokrates' fødeby - fuldstændigt. Men i det mindste brændte de ikke byen, og vi ved, at de efterlod mange fornemme og smukke bygninger og kunstværker, der først skulle blive destrueret af Tyrkerne mange år senere.

Kampscene mellem Romere og Germaner på Portonaccio sarkofaget. En skægget barhovedet Gotisk kriger bevæbnet med skjold og spyd er i kamp mod en ligeledes skægget Romersk legionær udstyret med hjelm og sværd. Som flere andre germaner er han iklædt en kappe holdt sammen af et spænde på brystet. Foto: Wikipedia.

Da de havde fuldendt udplyndringen af Grækenland, drog de til kysten af Adriaterhavet, og måske tænkte de på at invadere Italien. Men imidlertid kejser Gallienus, Valerians søn, var omsider vågnet til dåd og førte en stor hær mod dem. Togtets ledere begyndte at skændes indbyrdes, og en af Herulernes ledere, Naulobatus, gik i Romersk tjeneste sammen med alle sine mænd. Han blev meget vel modtaget af kejseren, som gav ham rang af konsul. De tilbageværende Goter delte sig i to grupper. Den ene gruppe drog til Grækenlands østkyst og derfra med skibe til Thracia, hvorfra de over land kom godt hjem til deres bygder. Den anden del fortsatte med at hærge Moesia endnu et år, uden at møde nævneværdig modstand på grund af fortsat rivalisering mellem de Romerske generaler.

I 268 e.Kr. blev kejser Gallienus snigmyrdet, og Claudius blev udnævnt til kejser. I hans tid blev Grækenland angrebet af en invasionshær af tusinder af Goter, som var udvandret fra området nær Dnjestr's udmunding i Sorte Havet medbringende deres kvinder og børn. Goterne gik i land Thessalonika og blev snart engageret i opslidende kampe med Claudius' styrker. Tusindvis af Gotiske fanger blev solgt som slaver; mange unge mænd blev indrulleret i de kejserlige hære. En pest hærgede både Goter og Romere. Resten af Goterne flygtede op i Balkan bjergene. For denne sejr fik kejser Claudius tilnavnet Gothicus.

De barbariske folkeslag langs romerrigets grænser i det fjerde århundrede efter Peter Heather: "The Fall of the Roman Empire - A new history". Jordanes fortæller at efter at Goterne var ankommet til området ved Sorte Havet delte de sig i to grupper, som sædvanligvis bliver kaldt henholdsvis Tervingi - Visigoter - Vestgoter og Greutungi - Ostrogoter- Østgoter. Men det mest sandsynlige er at der var mange Gotiske stammer, som var udvandret fra det overbefolkede oprindelige Gotiske område i Syd Skandinavien og omkring Østersøen. Tervingi og Greutungi var blot navnene på de dominerende stammer. Det er ikke engang sikkert at for eksempel Tervingi og Visigoter betegner den samme stamme. Vi ved for eksempel at også Eudoses og Rugier var med i udvandringen. Desuden, som Procopius skriver om de barbariske folk, som han havde mødt: "Medens alle disse adskiller sig fra hinanden ved deres navne, som det er blevet sagt, adskiller de sig ikke i noget andet overhovedet. For de har alle hvide kroppe og lyst hår, og er høje og smukke af udseende, og de bruger de samme love og praktisere en fælles religion." Vandaler, Gepider, Scirii, Burgunder og Angler talte alle en dialekt af Gotisk og desuden lignede de hinanden, så teknisk set kunne man også kalde dem for en slags Goter, som sikkert i en fjern fortid havde deres udspring i det oprindelige Gotiske område i Skandinavien.

På sit dødsleje udpegede Claudius en ung mand ved navn Aurelian som kejser. Meget snart blev imperiet igen angrebet af nye skarer af Goter ledet af en høvding ved navn Cannabaudes. Aurelian indgik et forlig med Goterne således at provinsen Dacia, som i hovedsagen er nutidens Rumænien, og den østlige del af Pannonien, som er nutidens Ungarn, blev endeligt opgivet til Goterne mod at de hvert år stillede to tusind ryttere til den romerske hær, og sendte unge mænd og kvinder af adelige familier til Romerriget som gidsler. Resultatet af disse aftaler blev at Goterne levede i fred med det Romerske Imperium i de følgende halvtreds år.

Got - eller måske en Perser- føres bort i fangenskab af romersk kavaleri. Motiv på Konstantins moder Helenas sarkofag i Pio-Clementine Vatican Museum i Rom. Han har lokket hår og skæg og er klædt i kjortel og bukser. Dog er disse bukser usædvanlige ved at være knækorte - Wikipedia.

Goterne brød freden i 322 e.Kr. da en forenet hær af Østlige og Vestlige Goter, samt adskillige slaviske stammer ledet af kong Aliquaca brød ind i de Romerske provinser syd for Donau. Men imidlertid, kejser Konstantin, som senere fik tilnavnet "den Store", svarede igen ved at krydse Donau og besejre dem på deres eget territorium. Kejseren tilbød dog ærefulde fredsbetingelser, Goterne fik lov til at beholde alle deres besiddelser og privilegier imod at kongen stillede sin søn som gidsel i Konstantinopel, og at Gotiske styrker skulle deltage i den kejserlige hær. Da Konstantin et år senere udkæmpede det afgørende slag mod sin rival, Licenius, ved Hadrianopel var han således bistået af en stor Gotisk hær under Aliquaca. Sejren ved Hadrianopel gav Konstantin magten i hele det Romerske rige og muliggjorde at han kunne erklære kristendommen som statsreligion.

Omkring 350 e.Kr. valgte Goterne ved bredden af floden Dnieper Ermanaric af Amalernes slægt som konge. Ikke siden Ostrogotha havde de haft en Amal som konge. Ermanaric gjorde intet forsøg på at invadere Romerrigets provinser, men han gjorde sit Gotiske rige til centrum for et stort imperium. Romeren Ammianus Marcellinus skrev at han herskede over "udstrakte store og frugtbare områder"; Jordanes skrev at han herskede over landet Oium og sammenlignede ham med Alexander den Store. Gennem mange generationer har hans berømmelse overlevet i Skandinaviske, Tyske og Angel-Saxiske sagaer og skjalde-kvad. I "Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek" hedder Goternes hovedstad Arheimar og ligger ved Danpar elven, som er Dnieper. Navnet Arheimar er blevet tolket som Oium, idet stednavne med endelsen -heim i mange tilfælde er blevet reduceret til -um.

Scene fra Heidreks Saga - Hjalmars afsked med Orvar Odd efter kampen på Samsø. Malet af Mårten Eskil Winge - wikipedia.

I denne saga raner Heidrek uretmæssigt tronen i Reidgotaland. Han kidnapper den Hunniske prinsesse Sifka, voldtager hende og sender hende gravid tilbage til Hunnerne. Hendes søn med Heidrek får navnet Hlød. Da Heidrek dør i Karpaterne, bliver han efterfulgt af sin søn Angantyr. Men hans anden søn Hlød, der var vokset op hos Hunnerne, kræver sin arv og angriber med et stor Hunnisk hær af beredne krigere. Goterne bliver bistået af den gamle Geatiske kong Gissur, og krigen ender i et episk slag på sletterne ved Donau, hvor Angantyr dræber sin bror Hlød.

Vi kan forstå af sagaer og skjaldekvad at Ermanaric var beundret som en stor sejrherre og hersker, men han var også bittert hadet af de undertvungne folk som en grusom tyran.

I den vestlige del af det Gotiske område langs Sorte Havet herskede kong Athanaric over de Vestlige Goter. Siden Konstantin den Stores tid havde de loyalt overholdt aftalen om at beskytte imperiets østlige grænse og sende nogle tusinde krigere til den Romerske hær hvert år. Imidlertid begik Athanaric den fejltagelse at komme til at støtte den forkerte kejser. En general ved navn Procopius gjorde oprør mod kejser Valens og fik forbigående magten i selve Konstantinopel. Athanaric sendte sine Gotiske tropper til Thrakien som støtte til Procopius i den overbevisning at han var den rigtige kejser. Imidlertid kom Valens stærkt tilbage, overvandt sin rival og hans Gotiske soldater, som han efter sigende solgte som slaver. Ydermere gik Valens derefter over Donau med sine legioner og påførte Goterne krig og plyndring, uden at han dog var i stand til at vinde en afgørende sejr.

Efter tre års krig mellem de Vestlige Goter og Romerne mødtes kong Athanaric med kejser Valens i 369 e.Kr. på en pram på Donau og aftalte fredsbetingelser; blandt andet imødekom Valens Athanaric's krav om at få udleveret de Gotiske kristne, som havde søgt tilflugt i Konstantinopel.

6. Litteratur