I jernalderen øgedes Danmarks befolkning og stadig større arealer blev inddraget til agerbrug og kvægavl. Jernalderens landsbyer var større end bronzealderens. Klimaet blev vådere og koldere. Hjortspringbåden repræsenterer et stort fremskridt i skibsbygningsteknologi. Den største historiske begivenhed var Kimbrernes og Teutonernes store og berygtede togt ned i Europa, som Romerne kun med nød og næppe afviste. De havde mange sejre, men led nederlag på slagmarkerne ved Aquae Sextiae og Vercellae. Men fund af så mange keltiske pragtgenstande af bronze og fornemme vogne af Dejbjerg typen i Danmark beviser at de kom hjem, belæsset med rigdomme.
1. Jern fra myremalm
Tidslinie fra bondestenalder til historisk tid.
Den ældste del af jernalderen kaldtes tidligere for keltisk jernalder, fordi den fandt sted på samme tid, som Kelterne og den keltiske kultur dominerede i det centrale Europa. Men nu er det blevet mere almindeligt at kalde perioden før-romersk jernalder, fordi navnet "Keltisk jernalder" kan fremkalde fejlagtige associationer i retning af at en Keltisk kultur herskede i Danmark i denne periode.
Udsnit af Ptolemæus Verdenskort. Det er baseret på hans bog Geographia, som han skrev omkring 150 e.Kr. Det geografiske navn for Jylland var Chersonesus Cimbrica, den Kimbriske halvø, og det hed den netop fordi at Kimbrerne boede der.
Mange historikere har haft andre ideer. Svenskeren Oluf Rudbeck anbragte Kimbrerne i forbindelse med byen Cimbrishamn i Skåne. Tyskeren Mullenhoff regnede det for en selvfølge at Kimbrerne kom fra det nordlige Tyskland. En Englænder, James Rankin, mente at Kimbrerne var en af Israels forsvundne stammer.
Men de vigtigste af de antikke forfattere, Ptolemæus, Pompejus Mela, Plinius den Ældre og til dels Strabo beretter at Kimbrerne boede på en halvø i det nordlige ocean, og øst for denne halvø er en stor bugt med utallige øer. Det kan vanskeligt misforstås.
Intet tyder på at der har været Keltere i Danmark eller at keltisk kultur har domineret. Vi må dog antage at det var inspiration fra den keltiske La Tene kultur, som satte de skandinaviske folk i stand til at udvinde jern fra myremalm.
Myremalmen findes i fugtige områder, især langs vandløb og søer, hvor det jernholdige grundvand kommer op til overfladen og iltes. Myremalmen udfældes og danner mere eller mindre kompakte lag et spadestik under jordoverfladen.
Vagn F. Buchwald fra Dansk Geologisk Forening viser et stykke myremalm, som har har fundet i sin have i Skanderborg.
Jern-fremstilling i oldtiden har traditionelt været lokaliseret i Jylland, og man fristes til at tro at jernalderen startede i Jylland.
Bronzealderens slutning og start af førromersk jernalder regnes traditionelt at finde sted omkring 500 f.Kr. og perioden varede indtil omkring Kristi fødsel.
Bronze blev stadig anvendt hele perioden igennem, men nu i højere grad til dekorative genstande, som for eksempel halsringe, vognbeslag, dele af seletøj til heste og lignende. Disse genstande blev designet i den samme stil, som kendes fra bronzealderen.
Jernalder-landsbyen ved Hvolris nær Viborg i december måned 2010. En gruppe historie-interesserede beboede husene i december. Foto: Niels-Christian Jönsson.
Nogle få hundrede år før overgangen fra bronze- til jernalder indtraf en klimaændring, således at bronzealderens relativt varme og tørre subboreale klima blev afløst af et koldere og mere regnfuldt subatlantisk klima.
Jernalderens indhegnede landsbyer var større og antagelig mere folkerige end bronzealderens landsbyer. I takt med konstant øget befolkningstæthed blev jernalderens landskab udnyttet stadig mere intensivt.
På mange måder gled bronzealderen stille og roligt over i jernalderen, og det ser ikke ud til, at der skete meget bratte ændringer i samfundet ved indførslen af det nye materiale.
Forekomster af myremalm i Danmark ifølge Danmarks Geologiske Undersøgelser.
Den sene bronzealders begravelses-skik med ligbrænding og nedsætning af asken i urner blev fastholdt, og også skikken at ofre til de vante guder i moserne fortsatte, som den havde fundet sted i årtusinder; hvilket alt sammen indikerer en kulturel kontinuitet fra bronze- til jernalder.
I den sidste del af førromersk jernalder blev de Germanske stammer for første gang nævnt i skriftlige kilder, navnlig på grund af Kimbrernes og Teutonernes invasion af Italien, som Romerne med nød og næppe afviste. Dette togt er ofte blevet betegnet som et forvarsel til den turbulente folkevandringstid, som skulle komme nogle hundrede år senere.
2. Geografi og Klima
Danmarks geografi i jernalderen var meget lig landets moderne geografi bortset fra at Jyllands kystlinje mod Vesterhavet efter al sandsynlighed lå længere mod vest end den gør idag.
For omkring 15.000 år siden - 13.000 f.Kr. - begyndte indlandsisen, som dækkede næsten hele Skandinavien, langsom at smelte bort. Rensdyrene vandrede mod nord fulgt af rensdyr-jægerne. Det er vedtaget at istiden i Danmark sluttede endeligt for omkring 9.700 år siden. Dryas er det latinske navn for den arktiske plante rypelyng, som er meget hårdfør og den første til at vokse op efter at isen er smeltet. Den grønne linje repræsenterer temperaturen på indlandsisens overflade.
Temperaturen steg hurtigt og Danmark blev fuldstændig dækket af en urskov, i hvilken Maglemose-jægerne jagede og fiskede. De blev efterfulgt af Kongemose kulturens jægere, som med stor sikkerhed var efterkommere af Maglemose-folket. Den følgende Ertebølle-kultur jagede og fiskede mest langs kysterne. Først i bonde-stenalderen begyndte man at holde husdyr og dyrke jorden. Omkring 500 f.Kr. blev Bronzealderen afløst af jernalderens tre perioder. Vikingetiden startede med angrebet på klosteret St. Cuthbert på øen Lindisfarne i England 793 e.Kr. og sluttede med drabet på Knud den Hellige i 1086 e.Kr. Middelalderen sluttede i 1536 med borgerkrigen Grevens Fejde og den Lutherske reformation.
Den Minoiske varmeperiode indtraf omkring midt i bronzealderen og varede nogle hundrede år; den blev efterfulgt af den keltiske jernalders kuldeperiode, som varede indtil start af den Romerske varmeperiode, der indtraf et par hundrede år før Kristi fødsel.
I 60% af Danmarks historie har hovederhvervene været jagt og fiskeri. I 75% af tiden har hersket en form for stenalder.
Før Kristi fødsel var Sild således en del af marsklandskabet ved Jyllands vestkyst. Arkæologiske udgravninger har vist, at den allerede var beboet i yngre stenalder. På øen har man fundet gravurner fra bronzealderen og tue-grave fra førromersk jernalder.
Indenskærssejlads illustreret af Claus Deluran i Danmarks-Historie for Folket 2.
Rømø, Fanø, Skallingen og dele af Holmslands klit er dannet af sand tilført af strømmen i tidens løb, og de har formentlig kun været delvis dannet i jernalderen. Ligeledes er Skagens Gren dannet af sand, som efterhånden er tilført af strømmen, og den eksisterede ikke i samme omfang i fortiden.
Den Nørrejyske vestkyst bliver uafladeligt eroderet af havet, og den har med sikkerhed strakt sig længere mod vest end idag. Limfjorden var i perioder åben mod Vesterhavet, til andre tider tilsandet. Nogle øer, som for eksempel Helgoland, Vresen, Hven, og Saltholm, var større i fortiden, end de er nu. Lammefjorden, Saltbæk Vig, Lumby strand nær Odense og andre, nu tørlagte områder, var lavvandede fjorde i jernalderen.
Antikke kilder taler om Det Kimbriske Forbjerg; vi må antage at det har været Hanstholm, da det er det eneste, som kan skabe mindelser om et bjerg langs med denne kyst.
Udsnit af kort fra 1658, som viser Holmsland Klit som en ø ved navn Numet.
Sejlads op langs den Jyske vestkyst på åbent hav har altid været farlig, og det er svært at forestille sig at spinkle jernalderbåde eller romerske galejer kunne besejle dette farvand, således som kejser Augustus berettede.
Arkæologer fra Ringkøbing Museum forestiller sig at der i fortiden eksisterede et slags indeskærs farvand, således at Nissum Fjord i nord til Ringkøbing Fjord i syd var indbyrdes forbundne. De mener at man har kunnet sejle fra Nissum Fjord sydpå gennem en passage ved Kast til Husby Sø og Nørresø, derfra videre mod vest gennem sundet ved Åhus og derpå mod syd igen ned langs den nuværende Husby Klit til Vest Stadil Fjord og Stadil Fjord. Holmsland var en ø, som man kunne sejles både vesten og østen om for at nå ned til Ringkøbing Fjord. Dette ville forklare den Romerske ekspedition til "Kimbrernes landområder, hvor ingen Romer før den tid nogensinde havde været".
Til venstre: Udgravning af jernalderhus i klitterne ved standen ved Klegod på Holmsland Klit. Foto Jens Aarup Jensen 1973.
Allerede dengang var sandflugt et stort problem. Under mange af nutidens klit-områder i Thy og Vestjylland har man fundet rester af fortidens huse og marker.
De sidste århundreder af bronzealderen og hovedparten af førromersk jernalder var en kold periode, som adskilte den Minoiske varmeperiode, som indtraf midt i bronzealderen, og den Romerske varmeperiode, der indtraf omkring Kristi fødsel.
I 1800-tallet udviklede Nordmanden Axel Blytt og Svenskeren Rutger Sernander deres periode-opdeling af det Holocæne klima baseret på studier af danske tørvemoser.
Når klimaet er fugtigt og koldt, vokser højmoser hurtigt, hvilket giver tørven en lys farve. Er klimaet derimod varmt og tørt, vokser de langsomt, hvilket giver tørven en mørk farve. Ved at lave snit i tørvelag kunne de bestemme, om det havde været varmt og tørt eller koldt og fugtigt i de perioder, som lagerne repræsenterede.
Snit i tørvemose, som viser lyse og mørke vandrette partier, der repræsenterer henholdsvis kolde/fugtige og varme/tørre perioder.
Blytts og Sernanders teori har været udsat for en del kritik i moderne tid, men nogle af deres resultater er blevet bekræftes af mere moderne arbejder, herunder overgangen fra sub-borealt til sub-atlantisk klima, som fandt sted omkring 600-700 f.Kr. det vil sige nogle få hundrede år før overgangen fra bronzealder til jernalder.
I bronzealderens varme og tørre sub-boreale klima var gennemsnits-temperaturen tæt på to grader højere end i moderne tid, medens det sub-atlantisk klima, som herskede især i begyndelsen af Keltisk jernalder, var regnfuldt og temperaturen var tæt på en grad koldere end i moderne tid.
Forfatteren Martin A. Hansen lagde ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af jernalderens klima i sin roman "Orm og Tyr" fra 1952. Med aldrig svigtende fortællekunst udpenslede han dommedags-profeternes forudsigelser. Den gang var man nemlig ikke bange for global opvarmning, man frygtede derimod en ny istid.
Jernalder agre på Astrup Hede ved Giver i Vest Himmerland - indrammet af lave volde, som de blev forladt af jernalder-bønderne. Fra "Danmarks Oldtid 3" af Johannes Brøndsted.
I romanen beskrev han, hvorledes ulykker og misvækst væltede ind over jernalder-bønderne: "kornet gaar i leje, mens det er grønt, bliver overgroet af svulmende vildurter, vil ikke modnes, faar sortbrand. Mos og lav gror tykt om skovens stammer, træerne faar hoser på. Kræft stiger op i veddet fra den sure bund. Træer gaar ud, mange steder bliver skovdybet et morads af raadnede vindfælder." Han beskriver i romanen hvorledes alt går galt, og klima-katastrofen trænger helt ind i husene, hvor jernalderfolkene i vinter-frosne morgener kunne finde deres "døde dyr liggende op ad husvæggen med strittende ben, våde af tagdryppet."
Typiske jernalder agre fundet syd for den tidligere Ullits station – ved Limfjorden nord for Viborg. De er kendetegnet ved at de er opdelt i firkantede marker, sjældent mere end 2.000 m2. Deres ringe størrelse antyder, at hver mark blev dyrket af en enkelt bonde. De findes over store dele af Europa og kaldes ”Celtic Fields”. Foto Hatt 1949.
Der er ingen tvivl om at den førromersk jernalders kulde-periode var en kold og våd tid. Studier af nordeuropæiske moser tegner billedet af et markant klimaskift fra den tørre og solrige bronzealder til et koldt og regnfuldt jernalderklima. Grundvandet steg, og mange lavninger i landskabet blev omdannet til nye moser. I lavtliggende områder måtte jernalder-bønder i både Holland og Danmark opgive deres bosættelser. Det er i Danmark påvist i både Lille Vildmose sydøst for Aalborg og i Store Vildmose nord for Aalborg.
Der er ikke fundet noget tegn på at man havde kreaturerne på stald om vinteren i den egentlige bronzealder; efter alt at dømme gik de ude hele året i det milde klima. Det er derimod helt sikkert at jernalderbønderne havde kvæget på stald om vinteren. I næsten alle hustomter fra denne tid kan man påvise kreatur-båse i husets østlige ende.
Grundplan af typisk jernalderhus - Båsene for opstaldning af kvæget om vinteren ses tydeligt. Stalden vender altid mod øst. De to stolperækker viser den typiske treskibede konstruktion. Foto Hans Jensen Dansk Wikipedia
Den Romerske varmeperiode startede ret pludseligt omkring 250 f.Kr. og derved blev vejret i Skandinavien igen relativt varmt og solrigt, men dog ikke helt så varmt, som det havde været under den Minoiske varmeperiode midt i bronzealderen.
Omkring 310-300 f.Kr. berejste den græske opdagelsesrejsende Pytheas fra Massalia (Marseille) Vest Europas kyster. Han kom til Skotland og Hebriderne, hvor han så bølger, som var "80 cubit høje" (cubit er en antik længde-enhed med forskellig længde, den græske cubit var omkring 34 cm). Han sejlede til øen Thule, som lå 6 dage og 6 nætters sejlads nord for Berrice, som antages at være Shetlandsøerne. Der er usikkerhed om hvorvidt Pytheas' Thule er Færøerne, Island eller Vest Norge.
Statue af Pytheas foran børsen i Marseille lavet af Auguste Ottin. Foto Rvalette Wikipedia.
Han beskrev Thule som en ø, der ligger nær det frosne hav. Der er ikke nogen nat ved midsommer, fortalte han, hvilket indikerer at der tale om polarcirklen, og at han besøgte øen om sommeren. Det frosne hav er en dags sejlads nord for øen, oplyste han, hvilket også tyder på, at der er tale om Island frem for Færøerne.
Pytheas nævnte at øen var beboet. Folk levede af hirse og andre urter, og af frugt og rødder, og hvor der var korn og honning, fik de deres drik heraf. Landet var regnfuldt og manglede solskin, skrev han. Det får mange til at mene at han i virkeligheden gik i land i Vest Norge.
På vejen tilbage fra Thule må Pytheas have besøgt det sydlige Skandinavien og kysten af Nordsøen eller Østersøen. Han refereres i "Naturalis Historia" af Plinius den ældre: "Pytheas siger, at Gutonerne (Guttonibus eller Guionibus), et folk i Germanien, bebor bredden af en flodmunding i Oceanet kaldet Mentonomon. Deres område strækker sig over en afstand af seks tusinde stadier (1.100 kilometer), en dags sejlads fra dette område er øen Abalus, på hvis kyster rav bliver kastet op af bølgerne om foråret, at der er en udskillelse af havet i en konkret form, indbyggerne bruger dette rav som brændstof, og sælger det til deres naboer, Teutonerne."
Da han omtaler "Gutonerne", som vi ud fra navnet må tro var Goternes forfædre, må omtalte flodmunding have været de danske stræder. Men Elbens eller Rhinens munding kan ikke udelukkes, i så fald har den mystiske ø, Abalus, været Helgoland, som den gang var meget større end den er i dag, Zeeland i Holland eller Vestkysten af Jylland.
Nogle forskeres mener, at Abalus kunne have været steder ved Østersøen, som er rige på rav, som den Polske kyst, ved Gdansk eller kysten ved Klaipeda.
Pytheas' rejser - der er mange meninger om hans rute. Fra "Off the Beaten Track in the Classics" af Carl Kaeppel.
Usikkerheden skyldes meget at Pytheas' egen beretning om sine rejser er gået tabt; man finder den blot som brudstykker hos andre antikke forfattere, det drejer sig især om Strabo's "Geographica", Plinius den Ældres "Naturalis Historia" og passager i Diodorus af Sicilien's "Historia". Sagen er at mange af Pytheas' samtidige ikke troede på at han havde foretaget en sådan rejse.
Nogle forskere mener at Pytheas var udsendt af Alexander den Store, som ønskede at erobre også den vestlige del af Verden, efter ar have fuldendt erobringen af Verdens østlige del. Men Alexander døde ung og fik ikke fuldendt sit forehavende.
Plinius den ældre beretter i "Naturalis Historia" om Østersøen, det sydlige Skandinavien, og Vesterhavet:
"Efter at vi har passeret Ripaean Bjergene, vil vi bevæge os langs kysten af det
nordlige Ocean mod venstre indtil Gadis (Cadiz). Adskillige øer uden navne er rapporteret på denne placering. En af disse, som ligger ud for Skythien, kaldes Baunonia, i en afstand af en dags rejse, hvor rav bliver skyllet op af bølgerne ved forårstid, ifølge Timaios. De resterende kyster er kun sporadisk kendt fra rapporter af tvivlsom autoritet. Med henvisning til det Septentrional eller Nordlige Ocean; som Hecatæus kalder det, efter at vi har passeret mundingen af floden Parapanisus, hvor den skyller mod de Skythiske kyster, er det Amalchian Hav, ordet "Amalchian" som betyder "frossen" på sproget hos disse racer. Philemon igen siger, at det kaldes "Morimarusa" eller "Døde Hav" af Kimbrerne så vidt som til forbjerget Rubeas, oven for hvilket det har navnet "Cronian" Hav. Xenophon af Lampsacus fortæller os, at i en afstand på tre dages sejlads fra bredden af Skythien, der er en ø af enorm størrelse kaldet Baltia, som af Pytheas kaldes Basilia. Nogle øer kaldet Oönæ siges at eksistere."
Vi tror umiddelbart at disse navne må være latin, men i navnene Amalchian, Morimarusa og Cronian kan vi muligvis genkende et oprindeligt proto-indoeuropæisk sprog, som minder om latin, da de to første klart betyder noget med stivnet eller frosset, og mori - sandsynligvis betyder noget med døden, og -mar- noget med hav. Oönæ betyder helt klart øer, måske på gotisk. "Forbjerget Rubeas" får os til at tænke Rubjerg Knude.
En traditionel fortolkning af Plinius' stednavne-angivelser. - Plinius havde ikke selv rejst i disse nordlige egne; han havde sine oplysninger fra andre forfattere heriblandt Philemon og Pytheas. Philemons skrift kendes kun gennem Plinius' Naturalis Historia.
Online latin-engelsk eller latin-dansk ordbøger giver intet svar på "Codan" eller "Codanus", men vi kan tro at det er navnet på en flod på de indfødtes eget sprog. "Danu" er et oldgammelt proto-indoeuropæisk ord for flod. Donau hed på latin Danubius, og på engelsk og fransk hedder den stadig Danube, Rhone hed Rodanus, Don hed Tanais, Dnieper blev kaldt Danapris eller Danaper af grækerne og Romerne, Dniester kaldte de Danastris eller Danaster. Floden Po i Italien hed Eridanos, hvilket navn også synes at have været brugt om mælkevejen i poetisk sammnehæng.
En mulig fortolkning på betegnelsen Codanus er så at nogle antikke forfattere opfattede de danske stræder, som udløbet af en gigantisk flod. Og det er jo egentlig også, hvad Plinius skrev: "Pytheas siger, at Gutonerne, et folk i Germanien, bebor bredden af en flodmunding i Oceanet kaldet Mentonomon". Saltprocenten i de danske stræder er meget mindre end i Verdenshavet og især mindre end i Middelhavet, hvilket kunne have fået Pytheas til at mene at der var tale om en flodmunding.
Ripaean Bjergene blev nævnt af mange antikke skribenter. Det er usikkert, hvor de lå, men var enige om at de var høje og dækket af sne. Man kan forestille sig at Plinius mente Karpaterne.
Til venstre: En hippopode med hestehove.
Til højre: En phanesii med store ører- dog påklædt. Begge billeder er fra den Schedelsche Weltchronik fra 1493, også kaldet Nürnberg-krøniken.
Pompejus Mela havde fantasifulde forestillinger om hvilke væsener, som befolkede øerne i det Nordlige Hav: "Det siges, at der er øer kaldet Oeonae, på hvilke indbyggerne lever af fugleæg og flyvehavre, andre, på hvilke mennesker er født med hestenes fødder og derfor kaldes Hippopoder, andre kaldtes Phanesii, som har deres egne store ører, som dækker hele deres ellers nøgne krop."
Plinius fortsatte: "Saevo Bjergene, som er enorme og ikke mindre end den Ripaeanske bjergkæde, danner en enorm bugt, der kaldes Codanus, som strækker sig hele vejen til den Kimbriske forbjerg, en bugt fuld af øer, hvoraf den mest berømte er Scatinavia, som er af ukendt størrelse. Da det meste af den del af øen, som er kendt, er beboet af racen Hillevioni i 500 landsbyer (latin: pagi, som betyder canton, herred, provins eller region), kaldes øen derfor en anden verden. Det antages at Aeningia ikke er mindre." Af en eller anden grund blev Hillevioni betragtet som noget særligt, vi ved ikke hvorfor og hvordan. Nogle mener at betegnelsen Hillevioni er oprindelsen til navnet Halland.
Havbugten Codanus, som er fuld af øer. Plinius skrev: "Pytheas siger, at Gutonerne, et folk i Germanien, bebor bredden af en flodmunding i Oceanet kaldet Mentonomon. Deres område strækker sig over en afstand af seks tusinde stadier" (omkring 1.100 kilometer).
Plinius slutter sin beskrivelse af de nordlige egne: "Nogle fortæller, at denne del hele vejen til floden Vistula er beboet af Sarmati, Venedi, Sciri and Hirri, at bugten hedder Cylipenus og ved dens udmunding ligger øen Latris. Så følger en anden bugt, Lagnus, som grænser op til Kimbrerne. Det Kimbriske forbjerg, som rager langt ud i havet, udgør en halvø, som kaldes Tastris. Efter dette findes 23 øer, som er kendte af romerske hære. Af disse øer er den mest berømte Burcana, som kaldes Fabaria af os på grund af den megen majs, som vokser vildt. Den kaldes også Glaesaria af militæret på grund af rav. Den kaldes Austeravia af Barbarerne og desuden Actania."
Bucana er således en ø med mange navne. Det er der nok også mange andre øer og have, som har haft, og dette er en kilde til forvirring. Måske forskellige folkeslag i området havde forskellige navne for øer og have.
Monumentum Ancyranum, som er kejser Augustus' politiske testamente, blev fundet i Ankara i 1555 e.Kr. Foto Lexundria.
Ved den Romerske kejser Augustus død i 14 e.Kr. lod man opsætte to søjler af bronze ved hans maosolæum med en indskrift, som kejseren selv havde forfattet. De er senere gået tabt, men en godt bevaret kopi blev fundet i Ankara i Tyrkiet i 1555 e.Kr.
Augustus skrev: "Jeg har udvidet grænserne i alle de af Romerfolkets provinser, der som naboer havde stammer, som ikke adlød vort imperium. Jeg har pacificeret de Galliske og Spanske provinser samt Germanien, altså de områder, Oceanet omslutter fra Gades til Elbens munding. Alperne har jeg pacificeret fra de områder, som er nærmest Adriaterhavet til det Tyrrenske Hav uden at påføre nogen befolkning krig på uretmæssig vis. Min flåde sejlede over Oceanet i østlig retning fra Rhinens munding helt til Kimbrernes landområder, hvor ingen Romer før den tid nogensinde havde været, og Kimbrerne, Charyderne og Semnonerne samt andre Germanske stammer i samme område anmodede gennem gesandter om mit og Romerfolkets venskab."
3. Samfund
Jernalderen var en fremgangs-periode i Danmark, befolkningen øgedes og stadig større arealer blev inddraget til agerbrug og kvægavl. Flere pollenanalyser indikerer et hårdt udnyttet, træløst landskab. Det er blevet anslået at der levede omkring 400.000 mennesker i Danmark i førromersk jernalder.
Rekonstruktion af en gård fra ældre førromersk jernalder. Foto: Mikael Holdgaard Nielsen.
I Vestjylland kendes der i hundredvis af bopladser fra ældre
Jernalder – som utvivlsomt også må have eksisteret i resten af landet. De ligger med 1-2 km’s afstand og ofte ved ådalene, hvor der var god græsning.
Jernalder-landsbyerne var meget større end de tidligere bronzealder-landsbyer. Pollenanalyser har vist, hvorledes man opdyrkede arealer i det indre af Sjælland, hvor der i bronzealderen kun havde været spredt bebyggelse. I Vest Jylland kan man slutte fra fundene at der skete en omfattende udvidelse af bosættelser på de magre jorder. Regulære hedeområder blev taget under plov. De blev ganske vist omdannet til landbrugsjord, men de kunne ikke tåle langvarig intensiv udnyttelse.
Stolpehuller fra Jernalderlandsby – dog fra senere jernalder- ved Langhusvej i Jelling, som blev udgravet 2016-2017 af Vejle Museerne. De fandt mere end 20.000 stolpehuller på det fem hektar store område, hvor der i dag bygges en ny bydel. Det er let at se at det kræver et betydelig intellektuelt arbejde og talent for mønstergenkendelse at finde hvor mange huse, der eksisterede til en given tid. Foto Vild med Jelling i Jernalderen.
Som hos andre sociale dyr er der i grupper af mennesker altid en social rangorden - nogle medlemmer af gruppen er dominerende, og andre har lavere social rang og må underordne sig. Det er en betingelse for at en social gruppe kan fungere, og således må det også have været i den ældste jernalder.
De smukt dekorerede bronzevåben, de tusinder af bronzealderhøje opbygget af græstørv fra markerne og de store fyrstelige haller vidner om at bronzealderen var et aristokratisk samfund med stor forskel mellem høj og lav.
Der er ingen tvivl om at der også var forskel på folk i den efterfølgende Keltiske jernalder, men afstanden mellem top og bund var efter al sandsynlighed ikke så stor som i den tidligere periode. Fra førromersk jernalder er der generelt ingen spor af stormænds udstilling af deres magt og rigdom i form af store gravanlæg.
Grundplan for landsbyen Grøntoft i dens sidste år. Grøntoft eksisterede fra omkring 450 til 150 f.Kr. Det meste af perioden omfattede den 12-20 bygninger, og der var plads til omkring 50 mennesker og 70-80 dyr.
Som noget nyt i arkæologien blev en landsby fra tidlig jernalder, døbt Grøntoft, ved Nørre Omme nordøst for Ringkøbing i 1960’erne udgravet ved hjælp af maskinkraft. Det øverste lag af marken blev skrabet af maskinelt og derved blev afdækket en mængde stolpehuller fra omkring 250 jernalderhuse.
Det betyder dog ikke at landsbyen bestod af 250 huse, idet træhuse med nedgravede pæle kun har en begrænset levetid, måske 50-80 år. Efter en vis tid blev et hus sandsynligvis brændt ned, og man opførte et nyt et stykke derfra. Men stolpehullerne fra det gamle hus består.
Til venstre: Grundplan og formodet tværsnit af bronzealder-hus ved Spjald ikke langt fra Grøntoft. Det havde en bredde på omkring 8 m. og et areal på næsten 300 m2. Der var ikke afsat plads til stald. Bronzealder-huse var ofte placeret på bakketoppe, hvor de kunne ses på lang afstand. Bortset fra grundplanerne ved man ikke nøjagtigt, hvordan de så ud. Men det er nemt at forestille sig at de var malede eller kalkede og prydet med udskårne dyrehoveder, som bronzealder-skibene, der er vist på helleristningerne.
Til højre: Formodet tværsnit og grundplan af jernalder-hus ved Grøntoft. Det havde et areal på under 100 m2 heri er inkluderet næsten halvdelen til stald. Jernalderhusene var ofte placeret i læ af en bakke på skrånende terræn. Der var helt tydeligt tale om en anden tid og et andet klima. - Foto: Delvist fra Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie.
Landsbyen Grøntoft blev anlagt i begyndelsen af jernalderen ret tæt på en bronzealder bebyggelse. Bronzealder-landsbyen lå højt i landskabet, som bebyggelser fra denne periode plejer. Jernalder-landsbyen var derimod placeret lidt derfra på skrånende terræn med gode dræningsforhold.
Landsbyen ved Grøntoft eksisterede fra omkring 450 til 150 f.Kr. I løbet af disse 300 år blev der bygget mindst 400 huse, siges det. Men det er blevet konkluderet at i landsbyens sidste år bestod den af otte gårde, samt fire andre huse, alt omgivet af et fælles hegn. Det meste af perioden omfattede den 12-20 bygninger, hvor der var plads til omkring 50 mennesker og 70-80 dyr.
Som alle huse i jernalderen var bygningerne orienteret øst-vest. En af langsiderne har derved vendt mod syd, således at der lejlighedsvis har været læ og solskin foran huset.
Gårdene i ældre jernalder er omtrent lige store og landsbyen giver indtryk af at der har eksisteret et ret vidtgående fællesskab.
Jernalder-husene var forholdsvis små, 7-11 meter lange og 5-6 meter brede; de var delt i to rum - et beboelsesrum og en stald til dyrene, de mindste havde plads til 6-8 opstaldede dyr, og de større til 14-16 dyr. Som det havde været praksis siden bonde-stenalderen var de konstrueret med to rækker indvendige tagbærende søjler.
Landsbyen var omgivet af et palisadehegn. Det har været for svagt til at modstå angreb, men har sandsynligvis haft til formål at holde styr på dyrene.
Grøntoft blev flyttet flere gange i løbet af sin 300-årige eksistens. Årsagen har formentlig været at man ønskede at dyrke den velgødede jord, som landsbyen lå på. Efter et par generationer skulle træbygningerne alligevel udskiftes, og så kunne man lige så godt bygge i udkanten af den gamle bosættelse. Til sidst må jorden være blevet udpint, og Grøntoft folket flyttede bort.
Omkring 300-250 f.Kr. opførtes en fæstning på en lille holm midt i den ufremkommelige Borremose nær Aars i Himmerland.
Venstre: Luftfoto af Borremose fæstningen - Foto Vesthimmerlands Museum.
Til højre: Den brolagte adgangsvej til Borremose fæstningen. - foto Wikipedia.
Jernalderfolket gravede en 4 m. bred og 1,5 m. dyb voldgrav rundt om holmen. Det opgravede materiale blev kastet op til en forsvarsvold, måske beklædt med træ, som det var almindeligt i Europa på dette tidspunkt. Voldgraven var omkring 450 m. lang. I bunden af voldgraven stak man tusindvis af tilspidsede ege pinde for at forberede en ubehagelig overraskelse for mulige fjender, som ville søge at vade gennem graven - en slags jernalder-pigtråd, som er blevet fundet mange steder.
Den brolagte vej, som fører ind til Borremose fæstningen fotograferet under udgravningen i 1939. Det ses at der var en ældre vej, som er blevet dækket af en nyere vej. Foto: G. Kunwald.
i magasinet "Vejhistorie nr. 37 2021.
Inden for voldene opførtes en landsby med 14-15 bygninger. I landsbyen nordvestlige hjørne fandtes et vandhul. som sikrede beboernes vandforsyning under en mulig belejring. En brolagt vej forbandt fæstningen med det omgivende tørre land.
På det tørre land omkring Borremosen kan man på ældre luftfoto se udstrakte ager systemer af den type, som var almindelig i jernalderen. Markerne var ret små og grænsede tæt op til hinanden. De var afgrænset af lave opkastede volde, og det er muligt at nogle af dem var indhegnede.
Nogle mener at jernalder-bonden lod sine svin gå på de indhegnede marker, således at de ville gennemrode jorden og derved rense den for ukrudt og rødder samt gøde den.
Ved opgravning af voldgraven har man fundet mange lerkar og genstande af træ, heriblandt en målestok inddelt i enheder på 16,5 cm. hvilket svarer til halvdelen af den antikke græske fod på 33 cm.
Borremose fæstningen blev brændt, systematisk ødelagt og forladt omkring 100 f.Kr.
Borremose fæstningen var ikke den eneste af sin art i førromersk jernalder. I 1977 blev den helt udjævnede Lyngsmose-fæstning opdaget fra luften nordøst for Ringkøbing. Men først i 1999-2002 blev stedet undersøgt, og man fandt ud af, at her havde ligget en befæstet landsby i førromersk jernalder, omkring 100 år f.Kr.
Undersøgelserne, som blev foretaget af Ringkøbing Museum og Københavns Universitet, viste, at der inden for et område på størrelse med en fodboldbane havde været en lille landsby med 15 langhuse og to mindre huse. Den var omgivet af en vold og en voldgrav.
Bunden af voldgraven har været tæt besat med spidse træpinde. Til venstre luftfoto i 1977, i midten oversigtsplan og til højre grafisk rekonstruktion af Sune Elskær. Foto Lyngsmose-fæstningen og Hover Ådal Ringkøbing-Skjern Kommune.
Landsbyen Hodde eksisterede i det sidste århundrede før Kristi fødsel. Det var en stor landsby; på sit højeste omfattede den 27 gårde med 53 huse og 200-300 indbyggere. Hver gård var omgivet af et gærde, og hele landsbyen var omgivet af et mandshøjt palisadehegn.
Grafisk rekonstruktion af jernalderlandsbyen Hodde, som lå mellem Varde og Grindsted. Som det ses var Hodde noget større end Grøntoft. Ved sin største udstrækning omfattede den 22 gårde, smedje og pottemagerværksteder. Foto Lennart Larsen Danmark Nationalmuseet Wikipedia.
Der var større forskel mellem høj og lav i Hodde, end der havde været i Grøntoft nogle hundrede år tidligere. Den største gård var væsentlig større end de andre med et 30 meter langt hus, hvor der var plads til en stor husholdning og 30 kreaturer. Naboens gård var kun halvt så stor, og mange huse havde slet ikke plads til dyr. Der må således have været mindst tre samfundsgrupper i Hodde: Storbonden, en række almindelige bønder og folk, som måtte arbejde for for disse første to grupper som medhjælpere. Desuden var der en smed, der af hensyn til brandfaren havde sin smedje lidt på afstand af de stråtækte gårde. Hodde forsvandt efter en brand.
Ved Sarup nær Faaborg, Drengsted syd for Ribe, Nørre Fjand ved Nissum Fjord og ved Hedegård nær Brande er afdækket lignende, men dog lidt forskellige landsbyer fra Keltisk jernalder.
Gammel hulvej ved Ajstrup nær Hadsund. Foto Nordjyske.
Mange af de dybe hulveje, som stadig kan ses i skrænter, i skovene og på andre udyrkede arealer, kan meget vel have deres oprindelse helt tilbage til den første del af jernalderen eller endog tidligere. De tydeligste hulveje ligger i forbindelse med mulige vadesteder over vandløb eller i forbindelse med steder, hvor det af naturlige grunde er muligt passere sumpede områder. Hulveje passerer ofte tæt forbi oldtidsminder som dysser og jættestuer. Derfor kan vi tro at de hulveje, som vi ser i dag, er lige så gamle som oldtidsminderne, hvilket vil sige mere end fem tusind år.
Over moser og sumpede områder anlagdes vejene på ris, grene, planker eller endog som stenlagte veje, som vi stadig kan se det i Borremose, Spellerup på Stevns, Tibirke på Nordsjælland og sandsynligvis også ved Risby Ådal ved Vordingborg. Ved Krogsbølle nær Bogense fandt man en stenbrolagt vej, der førte over en bæk i en sumpet lavning; nær vejen fandtes et våben-offer fra den tidlige førromerske jernalder.
4. Våben, Skibe og Redskaber
I begyndelsen af førromersk jernalder, omkring 350 f.Kr. gik en fremmed hær i land på det nordlige Als. Den blev mødt med beslutsom modstand af de lokale, og i slaget, som fulgte, blev de fremmede besejret.
En krigsscene fra jernalderen malet af Niels Bach. Billedet kunne forestille slaget ved Hjortspring på Als. Det giver et godt indtryk af, hvordan man kan have brugt spyd til en slags enhånds bajonet-fægtning, medens man afværgede med skjoldet i den anden hånd. - Fra tollundmanden.dk.
Som tak for sejren nedsænkede de lokale alt det erobrede udstyr i deres hellige Hjortspring Mose. At dømme efter antallet af spydspidser, skjolde og sværd, som er fundet under den moderne udgravning, faldt mindst 60 af angriberne.
Et udvalg af sværd af jern fundet i Hjortspring Mose. Nummer tre fra oven er en træskede til sværdet ovenfor. Som det ses var der stor variation og kreativitet i bevæbningen. Det øverste sværd havde et langt håndtag som et tohåndssværd. Nummer to var et ret normalt sværd med skede, medens det nederste var kort og kompakt. Der blev kun fundet 8 sværd, det har ikke været et almindeligt våben. De var alle enæggede. Der er intet spor af bronzealderens elegante bronzesværd. Foto Danmark i Oldtiden af Johnnes Brøndsted.
Mange dele af den berømte Hjortspringbåd og våbnene blev opdaget ved tørvegravning omkring 1880, uden at det kom til arkæologernes kendskab. Spydspidserne var en stor gene for tørvegraverne, som ofte stak sig på dem.
Først i 1920 blev fundet kendt for Nationalmuseet. I 1921-22 gennemførte konservator Gustav Rosenberg en totalundersøgelse af den lille Hjortspring Mose, som er på blot 45*50 meter og ligger 3-4 kilometer fra kysten.
Det har vist sig at hellige moser fra jernalderen faktisk ofte er ret små.
Et udvalg af spydspidser af jern og hjortetak fundet i Hjortspring Mose under udgravningen. Som det ses, er de meget forskellige, egentlig kreativt og eksperimenterende. Den første til venstre er meget stor, nærmest en lanse med et lille sværd i spidsen, nummer to er helt anderledes, lille slank og spids, og nummer tre er bredbladet. Den sidste spydspids helt til højre er af hjortetak. De har alle et stykke af skaftet bevaret. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Det mest berømte fund i mosen er Hjortspringbåden, som er en elegant plankebygget krigskano, som synes at have stor lighed med skibe fra bronzealderen afbilledet på helleristningerne.
Desuden ofrede de lokale beboere alle de slagne fjenders våben, padleårer og andet udstyr ved at nedlægge det i mosen.
Den romerske forfatter Orosius beretter om et lignende offer efter at Kimbrerne og Teutonerne havde sejret over Romerne i Syd Frankrig 105 f.Kr. - kun et par hundrede år efter slaget ved Hjortspring: "Da fjenden havde bemægtiget sig to lejre og et umådeligt bytte, ødelagde de med nyt og ubrugt raseri alt, hvad der var faldet i deres magt. Klædninger flængedes, ringbrynjer sønderhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i floden, hestene nedstyrtedes i dybe gruber og mænd ophængtes med reb om halsen i træerne, således at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de besejrede."
I danske moser har man fundet mange lignende ofre til guderne som tak for sejre. Det er karakteristisk at de ofrede våben og genstande er blevet systematisk ødelagt, før de blev nedlagt i mosen.
En sådan ødelæggelse kan også påvises i fundene fra Hjortspring. Omkring en snes ringbrynjer er blevet sønderrevet og spydspidser er blevet sammenbøjede.
På trods af det store antal fundne spydspidser og skjolde er kun fundet et skib i Hjortspring Mose, som kunne bære omkring 22-24 mand, så man kan forestille sig at en del angribere undslap på resten af skibene. Måske blev Als en tidlig morgen angrebet af en hær på godt 100 mand - muligvis på fire skibe.
To af de 150 skjolde, som er fundet i Hjortspring Mose. Som det ses har de en umindskelig lighed med skjolde fra keltiske fund nede i Europa. Formen er generelt firkantet henimod det ovale. Dog er de udenlandske skjolde forstærket med jernbånd, hvilket ikke er tilfældet med skjoldene fra Hjortspring. I midten er et håndtag og en skjoldbule til at beskytte hånden. Alle skjoldbuler var af træ, selvom jern ville have været mere hensigtsmæssigt til dette formål. Der synes at have været en knaphed på jern. Der blev fundet i alt 150 skjolde, hele eller rester af sådanne, overvejende af el, lind eller birk. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Spyddet var tidens langt vigtigste våben. Det kan beregnes at hver kriger var bevæbnet med to eller tre af disse. Kun ganske få havde et sværd. Det blev ikke fundet nogen pilespidser i mosen. Der er ikke fundet nogen kampøkser fra hele føromersk jernalder. Alle krigere synes at have haft et firkantet noget ovalt træskjold med et håndtag i midten beskyttet af en skjoldbule. Mellem ti og tyve af angriberne bar ringbrynjer.
Overalt i samtidens Europa, både hos Germanere, Grækere og Etruskere, var spyddet det foretrukne våben, kun hos Kelterne var det trængt lidt i baggrunden til fordel for sværdet.
Skjolde fra Hjortspring Mose udstillet på Danmarks Nationalmuseum i København. Foto Paul Hansen MyArmoury.
I Hjortspring Mose blev fundet 169 spydspidser, og man ved at der med sikkerhed har været flere, idet der er beretninger om mange spydspidser fundet ved tidligere tørvegravning. De 138 spydspidser er af jern, medens de 31 er af ben eller tak. De er af meget varierende størrelse og form. Den længste er 43,5 cm. lang, medens den korteste blot er 5 cm. lang; de fleste er mellem ti og tyve cm. lange. Jernspidserne har været sikret med en nagle af jern eller bronze gennem spydskaftet.
Spydspidserne af ben er oftest fremstillet af skinnebens-knogler fra får eller ged. De var skæftet i rørknoglens hulhed og sikret med nagler af ben eller træ. En skrå afskæring frembragte en skarp spids i knoglens sidevæg. De er smukt polerede og ofte udsmykket med koncentriske mønstre. Alle spydskafter var af ask.
Hjortspring Bådens Laug er en gruppe historie-interesserede på Als, som har bygget en målfast rekonstruktion af Hjortspring båden. Her ses den i friskt vejr i farvandet ud for Als.
I Hjortespring Mose blev fundet omkring 50 skjolde i nogenlunde hel tilstand og mange stumper. De er fremstillet af bløde træsorter, som ikke nemt flækker, som for eksempel el, lind eller birk. Nogle er skåret i et stykke, andre er tappet sammen af to eller tre tynde planker. I midten af skjoldet er et hul til et håndtag, som er beskyttet af en skjoldbule af træ. I Borremose ved Aars er fundet et samtidigt læderskjold af omtrent samme størrelse og form som Hjortespring skjoldene. Det antyder den mulighed at skjoldene oprindeligt har været beklædt med læder.
Model af Hjortspring båden. Det ses at den ligner skibene på bronzealderens helleristninger. Foto Lennart Larsen Nationalmuseet Wikipedia.
Selve Hjortspring båden er enestående ved at det er det første planke-byggede skib, som er fundet i Danmark. Alle tidligere fundne fartøjer har været udhulede træstammer.
Den var en slags let krigskano, som kun vejede 530 kg. Den var totalt 17 m. lang og 2 m. bred. Bådens indre var 13,2 m. langt. Den var beregnet på at blive padlet frem af omkring 22 mand. Den var opbygget af en bred bundplanke og fire bordeplanker, som var fæstnet til stævnklodser for og agter. Plankerne er af lindetræ. Det hele har været syet sammen med lindebast; alle sy huller og sammenføjninger har været tætnet med en slags olieholdig kit, hvori der muligvis har indgået oksetalg. Det hele blev holdt på plads af 10 spanter, som også tjente som robænke for besætningen. Mange af padleårerne og en stor styreåre er bevaret. For og agter var kølplanken og rællingsrammen monteret med nogle snabel-lignende forlængelser.
Midtskibs tværsnit af Hjortspring Båden. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Hjortspring Båden ligner skibene på bronzealderens helleristninger. Vi må tro at den et et eksempel på en skibstype fra jernalderen med dybe rødder i bronzealderen.
I Mosen blev også fundet mere civile genstande, som krigerne må have haft med sig. Der var blandt andet træ drejede dåser og skåle, køller, øsekar, en træske og prene til splejsning af tovværk.
Forskellige mindre krigeriske genstande, som blev ofret i Hjortspring Mose sammen med skib og våben. Det må være ting, som angriberne har haft med sig. a Træskive - måske til udskæring af kød, b Blæsebælgrør i træ, c Kølle af træ, d Udskåret rund træskive, e Drejet dåse af træ, f Drejet dåse af træ, g Øse udskåret af træ, h Træske - måske til grød, i Bronzeknap, j Bronzenål, k Flad drejet træskål - en tallerken. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Ved Krogsbølle nær Bogense har man fundet et stort antal våben spredt rundt omkring den brolagte vej gennem en mose; det drejer sig om 24 spydspidser af jern og 19 af ben af lignende typer som dem fra Hjortspring Mose, samt 6 enæggede sværd og to tveæggede. Krogsbølle fundet er 100 år yngre end fundet i Hjortspring.
I Kildebæk Mose syd for Fredrikssund er fundet 13 godt bevarede ben-spydspidser.
Ved Moderupgård syd for Bogense er ligeledes fundet ben-spydspidser, som er omtrent samtidige med Hjortspring fundet.
5. Religion
I midten af bronzealderen begyndte man at brænde de døde, og det fortsatte man med i hele førromersk jernalder. Alle blev brændt, og aske og bålrester blev oftest nedsat i en urne, meget som de fleste gør i vore dage.
Plan over begravelsesplads fra Keltisk jernalder ved Årupgård mellem Ribe og Gram. Den store cirkel foroven til højre repræsenterer en bronzealder gravhøj. Signaturerne bolle, kryds og firkant med videre forneden repræsenter fund af dragtnåle af forskellig type, som er vist over hver signatur. Det vides fra andre fund at forskellige dragtnål-typer tilhører forskellige perioder - moden skiftede også i keltisk jernalder. Det kan eftervises at de ældste dragtnål-typer er fundet nærmest bronzealdergravhøjen. Derfor kan man konkludere at landsbyens første begravelser fandt sted i siden på selve bronzealderhøjen eller i dens umiddelbare nærhed, de følgende begravelser fandt sted nær disse men lidt længere væk, og således har begravelsespladsen langsomt spredt sig udover marken med udgangspunkt i den oprindelige bronzealderhøj.
Derved får hele gravpladsens lay-out karakter af et familietræ med den oprindelige stamfader øverst repræsenteret ved den mytiske konge fra bronzealderen, som lå i højen. Tegning E. Jørgensen, Haderslev Museum 1975.
Det forekommer sandsynligt at et folk, som brænder deres døde, må have en forestilling om en sjæl, som ved døden frigøres fra den "afsjælede" krop og derefter drager et andet sted hen, bliver genfødt eller eventuelt usynligt opholder sig en tid blandt sine efterkommere.
Urnerne nedsattes - meget som i yngre bronzealder - i side, fod eller top af eksisterende gravhøje, under flad mark, eller der blev bygget selvstændige små gravhøje over de nedsatte urner. Disse små gravhøje er ret lave og kaldes ofte "tue-grave".
Jernalderens gravpladser blev ofte anlagt i forbindelse med gamle gravhøje fra bondestenalderen og bronzealderen, hvilket demonstrerer kontinuiteten i Dansk kultur. Tue-gravpladsen ved Årre mellem Esbjerg og Varde er et godt eksempel; den blev anlagt med udgangspunkt i en gruppe af omkring 20 ældre gravhøje, som var tre langdysser fra bonde-stenalderen omkring 3.000 f.Kr. og et antal store bronzealderhøje fra perioden 1.700-1.000 f.Kr. Gravpladsen blev benyttet af flere jernalder-landsbyer i perioden 500 - 250 f.Kr. og omfattede mindst 1.000 begravelser.
Udgravning af gravplads under flad mark ved Sepstrup nær Aarhus. - Fra Danmarks Oldtid III af Johannes Brøndsted.
Faktisk har Danske bønder gennem tusinde år respekteret de gamle gravhøje og pløjet udenom. De må have anset dem for at være forfædrenes grave, som det ikke var passende at ødelægge. Først efter udskiftningen og intensiveringen af landbruget i 1800-tallet blev mange gravhøje overpløjet.
Gravpladsen Ved Årupgård øst for Ribe var i brug fra 500 f.Kr. til 100 f.Kr. og omfatter 1.500 grave. De første og ældste urner blev nedsat i den eksisterende bronzealderhøj og siden voksede gravpladsen mod syd indtil en længde af næsten en halv kilometer. Det er nemt at forestille sig at beboerne i denne landsby betragtede sig som efterkommere af den berømte gamle konge, som lå i bronzealderhøjen. De må have haft mange og lange fortællinger om deres forfædres bedrifter, som blev fortalt ved arneilden de lange vinteraftener.
Luftfoto af tue-gravpladsen ved Årre nær Varde under udgravning - Foto Varde Museum.
I Jylland og på Fyn kan der påvises mindst tre forskellige begravelses-typer, nemlig "urnegraven", hvor urnen indeholder de fra ligbålet omhyggeligt indsamlede og rensede brændte knogler. "Brandpletten", hvor resterne af den afdøde sammen med alt andet fra ligbålet, blev skrabet ned i et hul i jorden og derefter tildækket. "Urnebrandgruben", som er en mellemting mellem de to første former; her er urnen bibeholdt som hvileplads for de brændte knogler, og omkring urnen blev resten af ligbålet skrabet sammen.
Urnegrav fra gravpladsen ved Årre nær Esbjerg og Varde - Varde Museum.
Desuden findes mange variationer indenfor de tre hovedgrupper. Nogle er begravelser under flad mark, i andre tilfælde er den afdødes jordiske rester nedsat under en lille høj, en "tue", som kan variere i diameter fra 1 til 7 meter. Højen kan være opkastet af jord eller marksten eller være omgivet af en grøft, kantsten eller plankehegn. Urnen kan være omgivet af en stenpakning eller markeret med en stor sten; den kan være forsynet med forskellige former for låg.
Alle disse forskelle i begravelses-skikke må have haft deres rod i at befolkningen i Jylland og på Fyn har været opdelt i stammer eller folk, som de ville have kaldt sig selv. Baseret på gravformer og andet arkæologisk stof har man foreslået at Jylland har været opdelt i mindst tre store lokalområder, nemlig en Sydjysk gruppe, som omfattede Slesvig og Syd Jylland med en omtrentlig nordgrænse Vejle-Varde, en Midtjysk del, som strakte sig fra denne linje til op imod Limfjorden, og en Nordjysk del, som omfattede Limfjordsområdet, Vendsyssel, Thy, og muligvis Himmerland.
Brandpletgrav ved Storup på Mors. Graveskeen giver en ide om størrelsen. Udgravet af Mors Arkæologisk Forening.
Det er jo også hvad kejser Augustus skrev i sit politiske testamente: "Min flåde sejlede over Oceanet i østlig retning fra Rhinens munding helt til Kimbrernes landområder, hvor ingen Romer før den tid nogensinde havde været, og Kimbrerne, Charyderne og Semnonerne samt andre Germanske stammer i samme område anmodede gennem gesanter om mit og Romerfolkets venskab."
Urnegravgrube ved Lykkebjerg nær Køstrup vest for Middelfart. Urnegravgruben er en mellemting mellem urnegrav og brandplet grav. Foto Asger Halling Lorentzen.
Skåne, Sjælland og omliggende øer er imidlertid påfaldende fattige på fund fra førromersk jernalder, og nogle har konkluderet at den oprindelig bronzealderkultur her måske forsatte endnu en tid, selvom de var begyndt at bruge et nyt metal til nogle formål.
Lige siden bondestenalderen har Danskerne ofret til guderne, som holdt til i mosernes vand, og i førromersk jernalder blev de vanlige guder stadig holdt i ære.
I moserne er fundet en mængde små bronzesager mest dragtnåle, smykker, arm- og halsringe, som ganske øjensynligt er blevet ofret til guderne i mosen, måske af meget almindelige mennesker, som ønskede en løsning på deres personlige problemer.
Arm- og halsbånd af bronze, som er blevet ofret til guderne i mosen, fundet i den lille Smederup Mose nær Odder. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
I 1870 fandt man i den lille Falling mose nær Horsens 270 små øskenringe. I Sattrup Mose nær Aarhus har man gennem årene optaget 150 tynde arm- og halsringe af forskellige typer. I Sal Mose nær Viborg har man fundet et betydeligt antal ringe af forskellige typer i tre bundter.
Det største fund af denne type fund er gjort i den lille Smederup Mose nær Odder; her fandt man i 1943 ved tørvegravning omkring 350 meget tynde arm- og halsringe i et enkelt design med kroglukning fremstillet af bronze. Desuden var der et mindre antal armbånd af bronzeblik, samt enkelte andre typer.
Lille "ønskebrønd" af træ fundet i Smederup Mose. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Det er nemt at forestille sig at disse er genstande fremstillet specielt med ofring for øje.
Ligeledes i Smederup Mose fandt tørvegravere i 1942 en del store lodrette planker stående omkring et hul fyldt med rester af træ, skår af lerkar, flint og andet. Trædelene kunne rekonstrueres som den indre foring af en lille brønd. Det må antages at det har været en offerbrønd, eller skal vi sige ønskebrønd; lerkarrene må have indeholdt fødevarer. Den er beslægtet med samtidige brønde fra en mose ved Over Jersdal og en fra yngre bronzealder ved Budsene på Møn.
Vi må forestille os at almindelige kvinder og mænd nu og da har søgt den hellige mose og ofret en dragtnål eller en simpel armring til vandets guder i ønsket om deres hjælp i vanskelige situationer i deres private liv.
Halsring fundet nær Røjle ved Middelfart. Et typisk eksempel på de ringe, som i hundredvis blev ofret i moserne.
Endnu i dag kan vi ofre en mønt i særlige ønskebrønde eller springvand i håbet om gudernes hjælp til at overkomme vore vanskeligheder eller nå vore mål.
Når man besøger Trevi-fontænen Rom i Italien er der tradition for at man kaster en mønt i vandet over skulderen. Det siges at en mønt, der således kastes i springvandet, sikrer at kasteren vender tilbage til Rom.
Gammel ønskebrønd ved Malmøhus i Malmø. Foto My Opera.
Denne tradition går også tilbage til de gamle romere, som ofte kastede mønter i vandet for at få vandguderne til at begunstige deres rejse eller hjælpe dem med at komme sikkert hjem.
Men i Skandinavien har vi haft vore ønskebrønde gennem mange hundrede år. Det er skik at hvis man kastede et offer, måske en mønt, i vandet specielle steder samtidig med at man ønsker, kan man få gudernes opmærksomhed.
6. Kimbrernes og Teutonernes store og berygtede Togt i Europa
Omkring år 118 f.Kr. forlod tusinder af Kimbrere deres forfædres grave, deres landsbyer og marker i Danmark, og drog mod syd for at søge et bedre liv. Senere fik de følgeskab af Teutoner og Ambroner.
Kort over Kimbrernes, Teutonernes og ambronernes vandringer og steder for vigtige slag mod Romerne. De har sikkert fulgt Elben mod syd, den oldgamle rute, ad hvilken rav og bronze er blevet handlet. Foto Stätten antiker Hochkulturen.
Næsten alle antikke forfattere lokaliserer Kimbrernes hjemland som det nordlige Jylland. Det er lidt mere uklart, hvor Teutonerne kom fra, men flere antikke forfattere peger på Sjaelland. Det er også uvist hvor Ambronerne kom fra, men mange mener at navnet har forbindelse med øen Amrun i vadehavet. Da antikke historikere taler om en flodbølge, som tvang Kimbrerne til udvandring, skal man måske også søge Ambronernes hjemstavn i det Frisiske og Nederlandske område.
Hos Geoffrey of Monmouth fra 1136 e.Kr. - dog mere end tusind år senere - bliver Ambroner nævnt tre gange i forbindelser, hvoraf det i øvrigt fremgår at der er tale om Saxere; for eksempel: "Ved synet af ham, Eldol, sikker på sejr, tog fat i Hengist's hjelm og med rå styrke trak ham i ind blandt Briterne, og derefter i glæde råbte med høj røst: "Gud har opfyldt mit ønske! Mine tapre soldater, ned, ned, med vore fjender Ambronerne, sejren er nu i jeres hænder: "Hengist er besejret, og dagen er vor".
Ambronerne optræder i historien altid sammen med Teutonerne, og derfor kan man tro at der har været en slags fællesskab mellem de to folk.
Ifølge Græske og Romerske historikere, blandt andet Clitarchus, blev Kimbrerne i deres hjemstavn i Jylland udsat for den Cymbriske flodbølge og deraf følgende oversvømmelse, og dette tvang dem til at rejse ud. Strabo mente dog ikke at oversvømmelse var den virkelige årsag til udvandringen; flod og ebbe indtræffer jo dagligt i disse egne, argumenterede han. Som bekendt er der meget lidt tidevand i hans hjemlige Middelhav.
Vindebypigen med bind for øjnene. Fundet ved Vindeby nær Egernførde vest for Slesvig. Hun er udstillet på Gottorp Slot. Foto Pin von Marina auf Schleswig Holstein Moorleiche, Schleswig, Museum Pinterest.
Imidlertid kan det vises at der virkelig indtraf en usædvanlig klima-begivenhed netop på denne tid. Ved analyse af tørvlag i moserne kan det påvises at medens de lavere, og dermed ældre, lag er mørke, faste og hårde samt meget kemisk omdannede, er der - over et pludseligt og skarpt defineret grænselag - en løs næsten uomdannet, masse af lysebrun tørv, populært kaldet "hunde kød". Den består næsten udelukkende af spagnum, som skal have masser af fugtighed for at vokse. I andre områder fra samme tid blev moserne dækket med et lag af sand, grus og ler ("Denmark: Introduction - Prehistory" - 1981 - Royal Danish Ministry of Foreign Affairs).
Det lyder meget som en oversvømmelse eller anden katastrofe med voldsomme regnskyl, som kan have motiveret store dele af jernalderens folk til at drage mod syd.
Nogle forskere har peget på problemerne med en voksende befolkning og udpinte jorder som den egentlige udløsende årsag til udvandringen. Andre foreslår kvægsygdomme.
Det er sandsynligt at jernalderfolket med mellemrum sultede.
Brændt forrådskælder fra førromersk jernalder fundet ved Overbygård i det sydlige Vendsyssel. Kælderen indeholdt et forråd af ukrudtsfrø i separate krukker. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Vindeby pigen er et moselig netop fra førromersk jernalder. Hun blev fundet ved tørvegravning i 1952 ved Vindeby nær byen Slesvig. Hun var 14 år gammel, da hun døde. Der er 12 vækst afbrydelser i hendes knogler, som viser at hun i sit korte liv har sultet regelmæssigt, sikkert hver vinter, og derved er hendes vækst blevet forsinket.
Flere moselig fra førromersk jernalder er fundet med ukrudtsfrø i maven, blandt andet Tollundmanden, Grauballe-manden og Huldremose-kvinden. I Tollund-mandens mavesæk fandt man frø fra omkring 40 forskellige vilde planter; Grauballemanden havde fået et sidste måltid med mindst 55 forskellige fuglefrø, men han havde dog også spist lidt kød. Måske har der været nogle få ben i den suppe af ukrudtsfrø, som var hans sidste måltid. Analyser af hans knogler viser også tegn på at han har sultet i 4-års alderen.
Man antog først at blandede ukrudtsfrø var en slags rituelt sidste måltid; men i slutningen af 1970'erne fandt man resterne af en brændt forrådskælder fra førromersk jernalder nær Overbygård i det sydlige Vendsyssel. Den indeholdt kar og krukker med omkring 100 liter korn og ukrudtsfrø, som var opbevaret hver for sig i separate krukker. Det viser at ukrudtsfrø var en helt almindelig del af jernalderens kost, hvilket demonstrerer at den øgede befolkning udnyttede alle ressourcer til det yderste.
Nogle engelske forskere har efter sigende prøvet at tilberede en sådan grød af fuglefrø, som var Tollundmandens sidste måltid og øjensynlig helt almindelig kost i jernalderen. De fandt den ganske uspiselig. Man skal virkelig være meget sulten, før man spiser sådan noget.
Meget tyder på at der virkelig fandt en markant udvandring sted lige omkring 100 f.Kr. Borremose fæstningen blev systematisk ødelagt og forladt netop omkring 100 f.Kr. Begravelserne på gravpladsen ved Årupgård øst for Ribe ophørte også omkring 100 f.Kr. Landsbyen Grøntoft ophørte at eksistere omkring 150 f.Kr. På Jyske heder findes endnu rester af jernalder-marker indhegnede af lave volde; de blev simpelthen forladt af deres bønder henimod slutningen af førromersk jernalder. Foto Martin8381 Wikipedia
Ingen ved præcis hvornår Kimbrerne brød op fra Jylland; 120-118 f.Kr. nævnes ofte.
Gennem omkring 17-19 år drog de hærgende omkring i Europa. Mange antikke forfattere har skrevet om dem, men de har kun kendskab til Kimbrerne i det omfang at de kom i kontakt med den Romerske verden. Det meste af de godt 17 år, drog de imidlertid plyndrende omkring i den Keltiske verden mere eller mindre udenfor Grækernes og Romernes synsvidde.
Efter alt at dømme fulgte Kimbrerne den oldgamle "rav rute" langs Elben og ned gennem Europa, ad hvilken bronze har været bragt nordpå, og rav og andre varer - hvem ved, måske slaver - blev ført mod syd. Ruten krydsede Donau ved Carnuntum nær Wien.
Kimbrerne drager ud. Foto Youtube.
Strabo citerer Poseidonus' påstand om at Kimbrerne rejste helt til det Azovske Hav og at det Kimmeriske Bosporus, som er udmundingen af dette hav mod Sorte Havet, havde fået navn efter dem. Det er sikkert en fejltagelse. Men Gundestrup kedlen, som fandtes i en mose nær Borremose fæstningen, stammer utvivlsomt fra Bulgarien eller Rumænien, så der kan de have været.
Strabo fortæller at Kimbrerne kæmpede mod de keltiske Bojer i Bøhmen - måske omkring 115 f.Kr. - hvor Kimbrerne trak det korte strå, skriver han. Men ikke desto mindre var de i stand til at fortsætte ned langs Donau til nutidens Serbien, hvor de førte krig mod Skordiskerne.
Men i 113 f.Kr fik Kimbrerene kontakt med Romerne og trådte dermed ind i den nedskrevne historie. De ankom til den Romerske provins Norica, som groft taget bestod af det sydlige Østrig grænsende til Slovenien. De kontaktede den Romerske guvenør, som hed Carbo, og bad om at få anvist land, hvor de kunne bosætte sig. Dette blev afvist, men Carbo tilbød at stille en fører til rådighed, således at de kunne fortsætte mod vest. Det accepterede de. Men føreren ledte dem ad en vanskelig og tidskrævende omvej, medens konsul Carbo brugte tiden på at rejse en hær, som lagde sig i baghold, vistnok i nærheden af Klagenfurt. Romerne må have regnet med at det ville være en let sag at overvinde Kimbrerne, sælge dem som slaver og få en god fortjeneste. Men de gjorde regning uden vært; konsul Carbo og hele hans hær blev fuldstændig slået. Livius skrev: "Kimbrerne - et omvandrende folkeslag - for plyndrende frem i Illyricum. De slog konsul Papirius Carbo og hele hans hær."
Kimbrerne på vandring.
Vejen mod Rom lå nu åben, men Kimbrerne var forsigtige, de valgte at drage mod nord mod Donau dalen. Her mødte de Helvetierne, som oprindeligt kom fra Schweiz. Strabo skrev: "Helvetierne var et folk, som havde meget guld, men som også var et fredeligt folk. Da Helvetierne imidlertid så at al den rigdom, som Kimbrerne havde fået fra deres hærgen, langt oversteg deres egen rigdom, blev de så pirret ved tanken at de drog videre sammen med Kimbrerne. Dette gjaldt specielt stammerne Tigyrinerne og Toygenerne."
Hidtil har de klassiske kilder kun talt om Kimbrere. Men i foråret 112 f.Kr. mødtes Kimbrerne med deres fremtidige kampfæller Teutonerne og Ambronerne ved Rhinen omkring Mainz.
Cæsar nævner at den Belgiske stamme Atuatuci "nedstammede fra Kimbrerne og Teutonerne, som på deres march mod vor provins og Italien anbragte det af deres bytte, som de ikke kunne bringe med dem, på den nærmere Rhinbred (vest bredden) og efterlod seks tusind mand af deres styrke som vagter og garnison." Atuatuci boede omkring den moderne Belgiske by Tongeren nær Liege.
Helvetierne tvinger romerne til at gå under åget efter at de Helvetiske Tigyriner havde besejret en romersk hær under konsul L. Cassius i 107 f.Kr. Maleri af Charles Gleyre fra 1800-tallet.
I et par år turede Kimbrerne og deres nye allierede hærgende og plyndrende omkring i det sydlige Gallien, altså det sydlige Frankrig.
I 109 f.Kr ankom Kimbrerne til den Romerske provins Gallia Narbonensis, som meget groft svarer til Provence ved den Franske Middelhavskyst. De bad guvernøren, som hed Marcus Silanus, om land, hvor de kunne bosætte sig, til gengæld ville de gøre militærtjeneste for Rom. Han afviste dem fuldstændigt og det kom til et stort slag, som Romerne tabte. Livius skrev: "Konsul Marcus Junius Silanus tabte i et slag til Kimbrerne. Senatets afslog Kimbrernes anmodning om land til at bosætte sig på."
I 107 f.Kr sendte det Romerske senat konsul L. Cassius over Alperne med en hær med den opgave at angribe og ødelægge Kimbrerne og deres kampfæller. Romerne indhentede de Helvetiske Tigyriner, som imidlertid havde forberedt et baghold i omegnen af Bordeaux på et sted kaldet Burdigala. De var ledet af deres konge Diviko. Det blev atter et fuldstændigt nederlag for Romerne. Konsul Cassius og det meste af hæren faldt. Poplius Laenas overtog ledelsen af resten af hæren, og han gik ind på Kimbrernes og Tigyrinerne freds-betingelser for at redde sit eget og sine mænds liv. Imidlertid blev han anklaget for højforræderi, da han kom tilbage til Rom.
Motiv på Gundestrupkedlen, som minder meget om Strabos beskrivelse af Kimbrernes ofring af krigsfanger. Den viser enten en sådan ofring eller det kan illustrere et "genopstandelses-bad". Foto Wikipedia.
I året 105 f.Kr. mødte Kimbrerne og deres forbundsfæller hele tre romerske hære, som de alle slog i hurtig rækkefølge.
Kimbrer, Teutoner, Ambroner og Tigyriner trak mod syd ned gennem Rhonedalen langs flodens østlige bred. De blev mødt af en Romersk hær under Æmillius Scaurus, som blev fuldstændig slået. Livius fortæller: "Scaurus, konsulens hærfører, blev taget til fange af Kimbrerne, da hans hær var blevet overvunden. Han blev kaldt til rådslagning, og da han prøvede at fraråde Kimbrerne at gå over Alperne og ind i Italien, idet han sagde at Romerne ikke kunne overvindes, blev han dræbt af Boiorix, en grusom ung mand. Ved Arausio (nu Orange) overvandt de samme fjender konsul Mallius og prokonsul Servillius Cæpio, ødelagde deres lejre og dræbte 80.000 soldater og 40.000 trosknægte og ledsagere - ifølge Valerius Antias. Cæpio, som var skyld i ulykken, blev domfældt, og hans ejendomme blev konfiskeret."
Kimbrisk kam fundet i Ungarn eller Østrig. I moderne historiske film fremtræder personerne altid med pjusket og uordentligt hår - de skal jo være naturlige. Men i den virkelige verden har det altid været vigtigt at være velsoigneret med et pænt ordnet hår. Kammen er i samme stil som kammene fra de danske bronzealdergrave. Foto Wikipedia.
Orosius beretter om hvorledes Kimbrerne efter slaget ofrede hele byttet til Guderne: "Efter at have erobret begge lejre og en mængde bytte syntes fjenden at være drevet af en mærkelig og usædvanlig uvilje. De ødelagde alt hvad de havde erobret. Klædestykker blev sønderrevet og strøet ud omkring, guld og sølv blev kastet i floden, soldaternes brynjer blev hugget i småstykker, hestenes seletøj blev ødelagt, og hestene druknet i strømhvirvlerne. Soldater blev med løkker om halsen hængt op i træerne. Således skånede fjenden intet bytte og heller ingen romerske soldater." Noget lignende må have fundet sted ved Hjortspring, blot i mindre målestok.
Et Kimbrisk kranie. Arkæologer i Ungarn siges at opbevare mere end 10.000 hovedskaller fra forskellige folkevandringsfolk. Foto Wikipedia.
Strabo beskriver de Romerske krigsfangers skæbne ved Arausio: "Deres hustruer, som ledsagede Kimbrerne på deres togter, blev ledsaget af præstinder, som var spåkvinder. De var gråhårede og klædt i hvide hørkapper fæstnet med spænder. De bar bronzebælter og gik barfodede. Med sværd i hænderne mødte disse præstinder i lejren de fangne krigsfanger, og efter først at have kronet fangerne med kranse, førte de dem hen til en bronzekedel på omkring 20 amfora (530 liter). Og de havde rejst en platform, hvor præstinderne trådte op, Og bøjet over kedlen skar disse præstinder struben over på alle fangerne, som blev løftet op til dem. Og fra blodet, som strømmede ned i kedlen, udtog de varsler om sejr for deres eget folk. Under kampene slog de på deres skind, som var spændt ud over vidje-stænger på vognene, og på den måde frembragte de en uhyggelig spøgelsesagtig lyd."
Bager og rådmand Paquius Proculus og hans hustru. Vægmaleri fra Pompeji fra omkring år 50 e.Kr. Foto Eloquence Wikipedia.
Plutarchos skrev at Kimbrerne var høje og havde lyseblå øjne: "Den mest udbredte formodning (om deres oprindelse) var, at de var nogle af de Germanske folk, som strakte sig så langt som til det nordlige ocean, en formodninger baseret på deres store statur, deres lyseblå øjne, og det faktum, at Germanerne kalder røvere for Kimbrere."
Det fortælles at Romerne undrede sig over at Kimbrernes børn havde hvidt oldinge-hår.
Højden af en person kan beregnes ud fra længden af lårbensknoglen med en usikkerhed på 2,3 cm. Østrigske arkæologer har på denne måde beregnet at Kimbrerne var gennemsnitlig 174 cm. høje. Vi må antage at skeletterne mest har været fra mænd. Danmarks Nationalmuseum har analyseret skeletrester fra ældre jernalder, fundet i Danmark, og konkluderet at befolkningens gennemsnitlige legemshøjde var 161,7 cm for kvinder og 174,3 cm for mænd. Det passer jo meget godt sammen.
Hvor høje var så de Romerske legionærer? Kataloget fra en arkæologisk udstilling om Herculaneum, som blev ødelagt ved Vesuvs udbrud i 69 e.Kr. fortæller at den gennemsnitlige højde for mænd var 160 cm. og den gennemsnitlige højde for kvinder var 150 cm. Samtidig har de nok været lidt spinkelt bygget, som latinere nu er.
Slaget i 102 f.Kr. ved datidens Aquae Sextiae, som lå nær byen Aix-en-Provence nord for Marseille. En Romersk hær under Gajus Marius overvandt endeligt Teutonerne og Ambronerne. Tegning af John Harris Valda i Hutchinsons History of the Nations, 1915.
Plutarchos skriver om optakten til slaget i 102 f.Kr. ved Aquae Sextiae, som lå nær byen Aix-en-Provence nord for Marseille.: "Da Marius fik underretning om at fjenden var i anmarch, gik han i største hast over Alperne, opslog en befæstet lejr ved floden Rodanus (Rhone) og samlede et rigeligt forråd sammen i lejren." Og videre, "Teutonerne og Ambronerne brød straks op, drog gennem det mellemliggende land og viste sig for Romerne i en uhyre stor mængde - frygtelige at beskue og med en skrigen og en larm, som man aldrig før havde hørt magen til. De dækkede en stor del af sletten, slog lejr og udfordrede Marius til kamp."
De Ambronske kvinder forsvarer vognborgen i slaget ved Aquae Sextiae i 102 f.Kr. Desværre ukendt kunstner.
Marius og hans Romere skulle imidlertid ikke nyde noget. De blev i deres godt befæstede lejr.
Til sidst besluttede Teutonerne og Ambronerne at ignorere den Romerske hær og drage direkte mod Italien. Plutarchos fortæller: "De drog altså med hele trosset forbi Romernes lejr, og nu kunne man først rigtigt på togets længde og udstrakthed se, hvor uhyre mange de var. De skal nemlig i seks dage være draget i uafbrudt march forbi Marius' lejr. De kom også så nær op til lejren at de med latter kunne spørge Romerne, om de havde nogen beskeder til deres hustruer, thi de ville snart være hos dem."
Efter at den sidste Teutoner var forsvundet af syne, brød Marius op med sin hær og fulgte forsigtigt efter. Det første sammenstød var med Ambronerne, og kampen startede ved et tilfælde, da begge parter ønskede at hente vand ved en flod. Der opstod øjeblikkelig en voldsom kamp mellem dem; man sloges med det man havde ved hånden, våben eller redskaber. Fra begge sider strømmede soldater til, og snart var slaget i fuld gang. Ambronerne angreb i slagorden medens de taktfast råbte deres navn "Ambroner - Ambroner", men de blev angrebet af Romerne, idet de var ved at krydse en flod, mange Ambroner faldt, og de overlevende flygtede mod deres vognborg.
Romerne var dybt fascinerede af de germanske kvinders mod og engagement. Plutarchos fortæller om kampen ved Ambronernes vognborg: "Her mødte kvinderne dem med sværd og økser i deres hænder, og med hæslige skrig af raseri forsøgte de at fordrive flygtninge såvel som deres forfølgere, de flygtende som forrædere, og forfølgerne som fjender, de blandede sig med de kæmpende, med bare de hænder rev de skjoldene fra Romerne eller greb deres sværd og udholdt sår og lemlæstelser, deres heftige sind forblev uændret til det sidste. Således, som vi får at vide, blev slaget ved floden startet mere ved et tilfælde end ved den militære leders hensigt."
Sequani stammen fangede den flygtende kong Teutobod og udleverede ham til Romerne. Foto Weltgeschichte 1899.
Romerne trak sig tilbage til deres lejr hvor de afventede Teutonernes modangreb. Men i flere dage skete intet. Marius sendte sin næstkommanderende Claudius Marcellus med tre tusind mænd op ad bjerget med ordre til at ligge i baghold og falde fjenden i ryggen, når kampen var begyndt. Den følgende morgen tog han selv opstilling med resten af styrken på højt terræn på en ujævn slette og afventede Teutonernes angreb.
Da Teutonerne så dette, mente de at de havde en enestående lejlighed til at slå fjenden og angreb øjeblikkeligt i ordnede formationer. Men stormløbet op ad bakke tog deres kræfter, og samtidig snublede de i det ujævne terræn, hvilket gjorde at ikke kunne møde fjenden med den samme chock effekt, som de plejede at levere. Da kampen var i gang angreb Claudius Marcellus dem bagfra med sine tre tusind mand og skabte kaos i rækkerne.
Romerne sejrede totalt og tog efter sigende hundredetusind fanger og alle Teutonernes vogne, telte og ejendele.
Imidlertid var Kimbrerne gået over Reschen Pass i 101 f.Kr. og var på vej ned langs floden Atiso (som idag hedder Adige). De erobrede et romersk fort, men lod de overlevende forsvarere gå, fordi de havde forsvaret sig med så stor tapperhed, dog skulle de først sværge ved Kimbrernes bronzetyr. Den romerske general Catulus opgav at forsvare passet og trak sig tilbage ned mod Po-sletten.
Marius krydsede Po med sin hær og forenede sig med Catulus. De søgte at engagere Kimbrerne, hvilket ikke lykkedes. Kimbrerne forlangte land til dem selv og deres brødre, Teutonerne, blot undrede de sig over at Teutonerne ikke kom som aftalt.
Kong Boeorix død i slaget ved Vercellae - Malet af Giovanni Battista Tiepolo - Metropolitan Museum of Art Wikipedia
Marius sagde spottende: "I skal ikke bekymre jer om jeres brødre, for de har allerede fået jord, og de vil have den for evigt - jord, som vi har givet dem." Ambassadørerne forstod sarkasmen, men troede ham ikke "Sandelig," sagde Marius, "de er her, og det vil ikke være rigtigt for dig at drage væk, før du har omfavnet dine brødre." Idet han sagde dette, beordrede han Teutonernes konger ført frem i lænker. De var nemlig blevet fanget af Sequani stammen, da de prøvede at flygte over Alperne.
Plutarchos fortæller: "Og nu red Boeorix kongen af Kimbrerne, med et lille Følge op foran lejren og opfordrede Marius at sætte en dag og et sted for at komme ud og kæmpe om ejerskabet af landet."
Det lod Romerne sig ikke sige to gange: "Marius svarede, at Romerne aldrig har tilladt deres fjender at give dem råd om kampene, men han ville alligevel tilfredsstille Kimbrerne i denne sag. Derfor besluttede han, at dagen skulle være den tredje følgende, og stedet sletten ved Vercellae (den hedder nu Vercelli og ligger midtvejs mellem Torino og Milano), der var velegnet til det romerske kavaleri, og vil give Kimbrerne plads til at udfolde deres store mængde."
Marius' og Catulus forenede hære ankom til slagpladsen i god tid, tog opstilling med solen i ryggen og afventede Kimbrernes stormløb.
Plutarchos citerer Sulla, som deltog i slaget: "Romerne var begunstiget i kampen, siger Sulla, af varmen, og af solen, som skinnede Kimbrerne i ansigterne. For Barbarerne var ganske godt i stand til at udholde kulde, og var vokset op i skyggefulde og kølige områder, som jeg har fortalt. De blev derfor udmattede af varmen, de svedte voldsomt, åndede med besvær, og blev tvunget til at holde deres skjolde op foran deres ansigter. For slaget blev udkæmpet efter sommersolhverv, der efter Romersk tidsregning falder tre dage før nymåne i måneden, som nu hedder August, men dengang hed Sextilis."
De Kimbriske kvinderes forsvarer vognborgen i slaget ved Vercelli 101 f.Kr. - af Heinrich Leutemann.
Florus antyder at Marius lavede en Cannae på Kimbrerne: "Der faldt på fjendens side op til antallet af tres tusinde, på vores færre end tre hundrede. Barbarerne blev slagtet i løbet af hele dagen. Marius havde også suppleret tapperhed med kunstgreb, i efterligning af Hannibal og hans krigslist ved Cannae." Sulla mente imidlertid at Marius blot red formålsløst rundt i udkanten af slaget.
Det var meget tørt og kamphandlingerne rejste hurtigt en enorm støvsky, som gjorde slaget uoverskueligt for alle. Orosius fortæller: "Høvdingene Lugius og Boiorix faldt". Kimbrerne trak det korteste strå, og de overlevende flygtede mod deres vognborg.
Det fortælles at mange af kvinderne løb de flygtende i møde og viste dem deres blottede bryster - for at minde mændene om, hvad de kæmpede for og få dem til at fortsætte kampen.
Plutarchos giver endnu engang udtryk for Romernes fascination af de Kimbriske kvinder: "ved vognene stod kvinder i sorte Klæder og dræbte de flygtende - deres ægtemænd, brødre eller fædre, så kvalte de deres små børn og kastede dem under hjulene på vogne eller for fødderne af kvæg, og derefter skar de deres egne struber over. Det siges, at en kvinde hang dinglende fra spidsen af en vognstang, med sine to børn hængt i hver af hendes ankler." - "Ikke desto mindre, på trods af en sådan selvdestruktion, blev mere end tres tusinde taget til fange, og de, der faldt, siges at have været dobbelt så mange."
Florus skriver: "Men kampen mod fjendernes hustruer var ikke mindre alvorlig end med dem selv, for kvinderne havde besteget vogne og andre køretøjer, som var blevet organiseret som et forsvarsværk, de kæmpede fra dem, som fra tårne, med spyd og lanser. Disse barbarers død var lige så glorværdig som deres stræben efter sejr, for da de sendte en ambassade til Marius, som afslog at give dem deres frihed og hellig beskyttelse, som det ikke var lovligt at yde, dræbte de sig selv, efter at have kvalt eller hjernekvast alle deres børn, ved gensidige sår eller hængte sig selv med reb lavet af deres eget hår (fletninger) i træer og stænger på deres vogne."
7. Analyse af mængde, oprindelse og etnicitet
Indenfor historieforskning er der tre store debatemner vedrørende Kimbrerne, Teutonerne og Ambronerne, og det er: Hvor mange var de? - Hvor kom de fra? - Var de Keltere, Germaner eller noget helt tredje?
1) Hvor mange var de?
Det kan fastslås med det samme at Plutarchos tal omkring 300.000 er helt ude i hampen. Ligeså Publius Annius Florus, som anfører at 65.000 kimbrer faldt ved Vercellae, medens Romerne mistede mindre end 300 mand. Han bliver overgået af
Livius, som angiver at 140.000 Kimbrer faldt og 60.000 blev taget til fange.
Romerne var meget bevidste om propaganda, og de måtte jo angive en grund, overfor senatet og den Romerske offentlighed, til at så mange Romerske hære var blevet slået af barbarerne, derfor overdrev de systematisk modstandernes antal.
Desuden, romertal egner sig ikke til beregninger. Romerne var elendige til talbehandling. Det siges at når de skulle finde ud af, hvor mange soldater, de havde, brugte de en standard-indhegning, og alt efter hvor mange gange de kunne fylde folden med soldater, vurderede de hærens størrelse.
Kimbrerne og Teutonerne dyrkede ikke selv jorden, de levede af landet, på samme måde som Trediveårskrigens hære gjorde det i Tyskland i 1600-tallet.
Man må antage at et givet landbrugsområde, i hvert fald i fortiden, var marginalt befolket alt efter jordens beskaffenhed og landbrugs-teknikkens udvikling. Der levede netop så mange mennesker på et givet areal, som der kunne fremstilles mad til på langt sigt.
Men hvordan kunne der så komme en fremmed hær på mange tusind mand og "leve af landet"? Det kunne den ved at fratage bønderne deres forråd, sædekorn og ikke mindst, deres dyr. Men på et eller andet tidspunkt blev alting spist op i et givet område, og så måtte den fremmede hær drage videre til et nyt område, der endnu ikke var plyndret. Dette var således grunden til at den svenske general Torstensson angreb Jylland i 1643; hele Tyskland var allerede udplyndret, og han manglede mad til sine soldater, så fik han øje på Jylland, som endnu ikke var plyndret.
Det antages af militære eksperter at før jernbanens fremkomst kunne en hær i marken ikke overstige 50.000 mand af logistiske grunde. Napoleons Grande Arme mod Moskva i 1812 var på 450.000 til 600.000 mand, men det gik heller ikke så godt. De svenske hære i trediveårskrigen, som typisk "levede af landet", var på omkring 20-30.000 mand.
Man må også antage at Romertidens landbrug var mindre produktivt end 1600-tallets landbrug og således ikke kunne føde så store hære, som "levede af landet". Måske er det realistisk at sige at Romertidens landbrug var halvt så effektivt som 1600-tallets landbrug.
Derfor må man konkludere at en hær, som "levede af landet" i Romertiden, kunne ikke være meget større end omkring 10-15.000 personer.
Men Kimbrerne medførte kvinder og børn, som også var munde at mætte, men som i almindelighed ikke tog del i krigshandlinger. Det medfører at antallet af våbenføre mænd i en omvandrende Kimbrisk hær må have været max. 5-6.000.
2) Hvor kom de fra?
Mange har tvivlet på at så vældige masser som Plutarchos' 300.000 kunne være kommet fra et så begrænset område som Jylland. Men da de virkelig ikke var så mange, bliver det også mere sandsynligt at Kimbrerne faktisk kom fra Jylland.
Ptolemæus Danmarkskort. Den græske geograf Ptolemæus (omkring 100 e.Kr) beskrev at den Kimbriske Halvø var beboet af forskellige stammer. Gudmund Schütte har med støtte i tidligere forskere fortolket nogle af Ptolemæus' navne: "Kimbrike Chersonesos er Den Kimbriske Halvø altså Jylland. Kimbroi er Kimbrerne, hvor navnet kan genkendes i navnet Himmerland. Charudes er Hard-boer, som er knyttet til Hard Syssel. Siggulones betegner stammen Segger eller Sygger, som optræder i oldengelsk heltedigtning, hvor det nævnes at de bor ved siden af Saxones i Gammel-Saxen. Sabbaligoi er Salling-boer knyttet til Salling Syssel. Lakkobardoi er Langobarderne eller blot Barderne omkring det nuværende Bardengau. Burition er Burgunder, som boede boede lige syd for Burgunda Holm, som er det gamle navn for Bornholm. Virunoi er middelalderens Varnaber ved floden Varnow, som munder ud ved Warnemunde" - Det falder i øjnene at Danerne overhovedet ikke nævnes.
Desuden skrev Poponius Mela i Chorografi III,31 :"Overfor Elben er den mægtige bugt Kodan, fyldt med store og små øer - I den er Kimbrerne og Teotonerne og hinsides den Erminerne, Germaniens yderste folk". Endvidere i V,54 "I bugten Kodan er øen Kodan-ouja, som Teutonerne endnu bor på, den overgår de øvrige øer i både i frugtbarhed og størrelse" Foto Nomos.
Gudmund Schütte har videre systematisk analyseret de antikke forfattere:
1) Kimbrerne bor på en halvø - Strabon, Mela, Plinius.
2) Østen for den Kimbriske halvø strækker sig en mægtig bugt - Mela, Plinius.
3) Bugten østen for den Kimbriske halvø indeholder adskillige øer - Mela, Plinius.
4) Blandt ø-navnene er Skandia - Plinius.
5) Navnet Skandia tillægges den største af øerne; hos Plinius hedder den største ø
Scadinauia, hos Mela Codanouia.
6) Kimbrerne er naboer til Charuderne - Augustus.
7) Charuderne er naboer til Fundusierne - Ptolemaeus.
8) Det af den Romerske flåde gæstede Kimbriske område ligger i nærheden af Semnonerne - Augustus, Vellejus.
9) Kimbrerne bor i nærheden af Teutonerne - Mela, Plinius.
10) Teutonerne bor på en ø i Codan Bugten- Mela.
Folkenavnet Ambroner er blevet kædet sammen med øen Amrun i Vadehavet, hvilket peger på at de kom fra det Frisiske område. Clitarchus og andre taler om den Kimbriske flodbølge, som tvang Kimbrerne til at udvandre. Men et folk ved vadehavet må have været endnu mere udsat ved en flodbølge.
Tusind år efter begivenhederne indikerer Geoffrey of Monmouth at Ambroner kom fra Saksisk område, måske fra de Øst Frisiske øer, som sikkert var meget større dengang.
Betegnelsen "Teutoner" blev flittigt anvendt i middelalderen, halvanden tusind år senere, for egentlige tyskere i modsætning til slaviske folk og lithauere. Korsridderne i den Tyske Orden kaldtes de Teutoniske Riddere på engelsk.
3) Var de Kelter eller Germaner?
Der er ikke gjort nogen arkæologiske fund fra tiden før Kimbrertoget, som antyder at en keltisk kultur skulle have været tilstede i dele af Jylland. Der er ingen stednavne eller overleverede personnavne, som har noget keltisk præg.
Det anføres at alle de kendte Kimbriske ledere havde Keltiske navne såsom Boiorix, Gaesorix og Lugius. Men Keltisk var det internationale sprog i Centraleuropa, det var formentlig det sprog, som man kommunikerede på. Kimbrerne turede rundt i den Keltiske Verden i næsten tyve år, så man skulle tro at de havde fået lært sproget. Måske har det blot været nemmere for andre at huske deres navne, hvis de var noget, som lød keltisk, måske syntes de at det var lidt finere at have et keltisk klingende navn. Det har sikkert også været svært at høre forskel på Bøjerik, Geiserik og Boiorix, Gaesorix, hvis der virkelig var nogen forskel.
Sondringen mellem Germaner og Kelter kan føres tilbage til Cæsar og Tacitus. og den er uden al tvivl relevant, i den forstand at der virkelig var tale om mindst to forskellige folkegrupper med forskellige sprog og skikke.
Cæsar mente at Kimbrerne og Teutonerne var Germanske folk. Da han opildnede sine tropper til en kommende konfrontation med den Germanske Suebi stamme under Ariovist, sagde han: "Romerne har mødt denne fjende før. Det var dengang da Kimbrerne og Teutonerne blev slået af Gajus Marius, en sejr, som bragte hæren lige så stor ære som hærføreren. Man havde også mødt denne fjende under slaveoprøret, hvor slaverne havde fordel af at de havde fået lidt Romersk træning og disciplin."
Men måske er en sådan grov opdeling i kun to folkestammer for simpel. Det er svært at fortrænge de klassiske Romerske forfatteres redegørelse for navnene på øer og have i det nordlige ocean, der ikke lyder germanske, men mere som latin, og er betegnelser på "de indfødtes eget sprog", såsom Codan, Codanus, Lagnus, Mori Marusa, Amalchium og så videre.
Det er også bemærkelsesværdigt at der i den senere folkevandringstid levede Heruler flere steder i Europa, både i Skandinavien og ved Sortehavskysten i det nuværende Ukraine og Rumænien, og de var tilsyneladende hverken germaner eller kelter. De kan have været et oprindeligt indoeuropæiske folk med et sprog, som lignede latin. Det er sikkert dem, som har givet Rumænerne deres romanske sprog, forskellig fra deres slaviske naboer, og ikke landets ganske kortvarige tid som romersk provins.
Ptolemy skrev at Teutonerne levede på en stor ø i Codan bugten. Som beskrevet i andre kapitler i denne historie er det meget muligt at øen Sjælland i lang tid stadig var beboet af efterkommere af det folk, som i folkevandringstidens tekster kaldes Heruler.
8. Hjemkomst
De fleste historikere efterlader Kimbrerne og Teutonerne på slagmarkerne ved Vercelli og Aquae Sextiae uden at beskæftige sig med deres videre skæbne.
Keltisk bronzekedel fundet ved Braa syd for Horsens. Den er udsmykket med tyremotiver. Den er mere end en meter i diameter. Kun den øverste del af kedlen er bevaret, resten er rekonstrueret for at vise form og størrelse. Dens kapacitet er estimeret til 600 liter. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted
Plutarchos og de fleste andre klassiske forfattere beskriver at den enorme mængde Kimbrer og Teutoner enten blev hugget ned af de beslutsomme legionærer eller blev taget til fange og solgt som slaver. De nævner intet om overlevende fra slagene, som eventuelt undkom.
Kun Appian antyder at en del af Kimbrerne overlevede massakren, idet han skriver i "De Illyriske Krige", som er en del af hans "Roms Historie", om Kimbrerne: - idet de reduceret til ekstrem svaghed, og derfor udelukket fra alle lande, vendte hjem, idet de påførte andre og selv modtog mange skader på vejen."
Gundestrup kedlen er et typisk keltisk arbejde. Det blev fundet i 1891 i tørvemosen Rævemose ved Gundestrup øst for Aars i Vesthimmerland. Karret er lavet af 13 sølvplader, som er hamrede og forgyldte. Den knap 9 kg. På ydersiden er motiver med store guddomme ledsaget af små mennesker, dyr og mytiske væsner i par. Den indvendige side viser scener befolket med mange figurer, både mennesker og dyr. En af dem viser en parade af krigere, der bærer en carnyx, en keltisk trompet. Gundestrup kedlen er formentligt fremstillet i Bulgarien eller Rumænien. Foto Rosemania Wikipedia
Men mængden af enestående keltiske genstande fra denne tid, som er fundet i Danmark, viser helt klart at de kom hjem - kørende i pragtfulde keltiske vogne belæsset med kostbarheder.
Danmark ikke er kendt for at have haft keltisk kultur, men ingen steder i Europa har man gjort så mange mageløse fund af keltisk oprindelse som i Danmark.
En Dejbjerg vogn udstillet på Nationalmuseet. Dejbjergvognene er to trævogne med ornamenterede bronzebeslag fra jernalderen, som blev fundet i 1881 og 1883 under tørvegravning i Dejbjerg Præstegårdsmose nær Ringkøbing. Jernet til vognkasserne er af bjergmalm fra Centraleuropa og de er sandsynligvis fremstillet af keltiske håndværkere. Fælgbåndene er blevet repareret i Danmark med jern af dansk myremalm. Foto Simon Burchell Wikipedia.
Kort før Kristi fødsel blev to vogne ofret til guderne i mosen Præstemosen ved Dejbjerg. De blev adskilt og lagt i en tørvegrav indhegnet med grene og fletværk. Jernet i vognen er smedet af centraleuropæisk bjergmalm, og vognene er formentlig fremstillet i Centraleuropa af keltiske håndværkere.
Nyere arkæologiske undersøgelser har vist, at Dejbjerg-vognene var flere hundrede år gamle, da de blev ofret i mosen i sen førromersk jernalder.
Det er tankevækkende, at den keltiske tordengud Taranis er afbildet på Gundestrup-kedlen med et hjul, der minder om hjulene på Dejbjerg-vognene.
Typisk Keltisk detalje fra en Dejbjerg vogn. Foto Nationalmuseet, John Lee Wikipedia.
Dejbjerg-vognene regnes som de bedst bevarede keltiske vogne fra Europæisk jernalder. De er udført i typisk keltisk stil, pragtfuldt udsmykket med bronze beslag, der blandt andet forestiller ansigter. De to Dejbjergvognes konstruktionen er ens, men den ene var dog lidt større end den anden, og der er en forskel i udsmykningen af beslagene.
De to vogne fra Dejbjerg er ikke enestående i Danmark. Rester af andre elegante og pragtfulde vogne af keltisk oprindelse er fundet adskillige steder i Jylland og på Fyn. Det drejer sig om Trompgård ved Hjørring, Kraghede syd for Brønderslev, Nedergården i Giver øst for Aars, Fredbjerg vest for Aars, Dankirke nær Ribe, Husby øst for Flensborg, Langå på Østfyn. Der kan ikke være megen tvivl om at på disse vogne har de hjemvendende Kimbrere og Teutoner bragt deres bytte med sig tilbage til Danmark.
På en mark ved Giver nær Aars i Himmerland fandt Anders Holm Kristensen i 2013 med sin metaldetektor dele, som viste sig at være sømhoveder med indlagt rød emalje fra en lignende pragtvogn som Dejbjerg vognene. Dens keltiske udsmykning afslører, at den stammer fra et sted lige nord for Alperne.
Vendsyssel Historiske Museum under udgravning af en nylig funden Dejbjerg vogn. Detektorfører Louise Stahlschmidt kontaktede museet med noget mærkeligt smeltet bronze, som hun havde fundet ved Trompgård mellem Bjergby og Mygdal nær Hjørring. Klumperne viste sig at være de karakteristiske nittehoveder fra en dejbjergvogn.
Der er indtil fundet syv Dejbjergvogne udover de oprindelige to fra Dejbjerg. Foto Vendsyssel Historiske Museum.
Udgravninger foretaget af Vest Himmerlands Museum i samarbejde med Thy-Mors Detektorforening afdækkede yderligere flere hundrede dele af vognen.
Kimbrerne må have besejret mange små keltiske folkeslag og ifølge sejrherrens ret taget deres forråd, kvæg og kostbarheder.
Ansigtsmotiv fra keltisk bronzekedel fundet ved Rynkeby på Fyn. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted
De antikke forfattere nævner flere gange at Kimbrerne og Teutonerne havde samlet sig enorme skatte. Som Strabo skrev: "Da Helvetierne imidlertid så at al den rigdom, som Kimbrerne havde fået fra deres hærgen, langt oversteg deres egen rigdom, blev de så pirret ved tanken at de drog videre sammen med Kimbrerne" - eller som Cæsar og andre fortæller: Kimbrerne og Teutonerne efterlod deres enorme bytte ved Rhinen, bevogtet af en garnison på 6.000 mand.
Dyremotiv fra keltisk bronzekedel fundet i Illemosen ved Rynkeby nær Kerteminde på Fyn. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Ydermere, ikke langt fra Præstemosen ved Dejbjerg, hvor de to første vogne blev funden, har der i de første århundreder efter Kristi fødsel ligget en meget stor gård, som man kan forestille sig har været sæde for den berømte hjemvendte kriger og hans efterkommere.
I graven ved Kraghede fandt man mange stumper af våben, redskaber og personligt udstyr, rester af mindst to heste og to svin, som alt sammen viser at det var en kriger, som her fik en overdådig bålfærd.
Rester af en næsten forsvunden Keltisk bronzekedel fra Sophienborg Mose i Nordsjælland. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted
Graven ved Husby indeholdt foruden vogndele og seletøj af jern, en stor bronzekedel, som er fremstillet i det østlige Centraleuropa nogle hundrede år før Kristi fødsel.
I Langå-graven fandtes foruden vogndele en stor keltisk bronzekedel, som var brugt som urne, en etruskisk bronzespand, guld-fingerringe, sværd, skjoldbule og spydspids.
I en krigergrav ved Sønder Vilstrup nær Kolding fandtes foruden sværd og knive resterne af et bronzekar.
Ved Kjeldby på Møn er fundet en fint dekoreret keltisk bronzespand eller kedel. Fra Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
I Illemosen ved Rynkeby nær Kerteminde fandtes resterne af en keltisk bronzekedel. Ved Kjeldby på Møn er fundet en fint dekoreret keltisk bronzespand eller kedel.
En fornem halsring af massivt guld med store endeknopper, fundet i Dronninglund mose i Vendsyssel, kan henføres til egnen nord for Sortehavet. I andre krigergrave fra samme periode er fundet keltiske og romerske sværd.
Alt dette og mere til sandsynligør at nogle Kimbrer og Teutoner overlevede nederlagene ved Aquae Sextiae og Vercellae og at de kom hjem belæsset med bytte. De må have opnået en hidtil uset status på grund af deres enorme skatte, deres enestående militære erfaring fra to årtiers konstant krigsførelse, og den generelle viden og nye ideer, som de må have bragt med hjem.
Til venstre: Keltisk halsring af massivt guld fra Dronninglund i Vendsyssel. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Til højre: Hankebeslag fra en keltisk bronzekedel fra en krigergrav ved Langå på Fyn. Foto Danmarks Oldtid af Johannes Brøndsted.
Netop i århundredet før Kristi fødsel kan vi se at der vokser en vis ulighed frem. I landsbyen Hodde var en af gårdene meget større end de andre. Nær Præstegårdsmosen i Dejbjerg blev opført en stor gård. Vi kan forestille os at de hjemvendte veteraner fra Kimbrer-toget skabte spiren til en overklasse på grund af deres erfaring, store rigdom og den prestige og respekt, som de var omgivet med.
9. Moselig
I Danmark, Syd Sverige, Nord Tyskland, Holland, England og Irland er fundet et stort antal mumificerede lig begravet i moser. De fleste er fra den ældste jernalder.
Tollund-manden, som han blev fundet i Tollund vest for Silkeborg stadig med det reb om halsen, som han blev kvalt med eller hængt i. Nogen har omsorgsfuldt lukket hans øjne, da han blev lagt ned i mosen. Han er Silkeborg Museums hovedattraktion. Foto Mummipedia Wiki.
Det mest berømte moselig er Tollund manden, som blev fundet ved tørvegravning i 1950 i en mose ved Bjældskovdal vest for Silkeborg.
Han er berømt, fordi han sandsynligvis er det mest velbevarede oldtidsmenneske i verden. Han var 30-40 år gammel, da han døde omkring 375-210 f.Kr. Han var var omkring 168 cm høj; andre mandlige moselig er bestemt til 169-171 cm. Der er ingen tvivl om dødsårsagen, han blev hængt, rebet sad stadigt om hans hals. Nogen havde derefter omsorgsfuldt placeret ham i mosen i sovende stilling og lukket hans øjne. Han var nøgen da han blev funden bortset fra et læderbælte om livet.
Hans sidste måltid har været en grød af fuglefrø fra omkring 40 forskellige vilde planter.
Mange moselig har været nøgne. Men det er lidt specielt at Tollundmanden dog bærer en livrem. Måske har hans tøj været lavet af hør eller brændenælder, som for længst er blevet opløst i mosen i lighed med andre planterester.
Rekonstruktion af Elling kvindens frisure - rekonstrueret af Jessica.
Man kan forestille sig at Tollund manden var en lokal høvding, som gav sit liv til guderne for at hjælpe sit folk. Måske var der hungersnød, og det var derfor hans sidste måltid var så sparsomt.
Elling kvinden er speciel på grund af hendes meget kunstfærdige håropsætning.
Hun blev fundet i 1937 kun 80 meter fra Tollund manden også ved tørvegravning. Hendes ansigt og forside var stærkt ødelagt, men det var tydeligt at hendes hår var ordnet i en 80 cm. lang fletning, som var kunstfærdigt sat op.
Hun var klædt i en kappe af fåreskind, og et tæppe af oksehud var viklet omkring hendes ben. Hun var 25 år da hun døde omkring 200 f.Kr. I lighed med Tollund manden var hun blevet hængt, men nogen havde omsorgsfuldt placeret hende i mosen og dækket hendes ben med kappen.
Hendes lange fletning bringer tanken hen på Florus' beskrivelse af Kimbrer-kvindernes sidste kamp: "dræbte de sig selv" - "hængte sig selv med reb lavet af deres eget hår (fletninger) i træer og stænger på deres vogne." Lange fletninger kan have været Kimbriske kvinders foretrukne frisure.
Grauballemanden som han er udstillet på Moesgaard Museum i Aarhus. Vurderet ud fra længden af hans lårbensknogle var han 165-170 cm høj. Foto Atlas Obscura.
Grauballe manden blev fundet i 1952 under tørvegravning i Nebelgaard Mose to kilometer fra Grauballe vest for Aarhus.
I lighed med Tollund manden er han berømt, fordi han er så usædvanligt godt bevaret.
Han var omkring 30 år gammel, da han døde cirka 225 f.Kr. Dødsårsagen var med overvældende sandsynlighed at hans fik sin strube skåret over fra øre til øre. De fleste antager at han er blevet dræbt og henlagt i mosen som et offer til guderne. Som Tollund manden var han nøgen; man kan forestille sig at han måske har båret tøj fremstillet af vegetabilske materialer, som for eksempel hør eller brændenælder, som siden er gået i opløsning.
Hans sidste måltid bestod af en grød bestående mindst 55 forskellige slags ukrudtsfrø, dog tilsat noget animalsk fedt, måske har grøden været kogt på et enkelt ben. Hans hænder og negle var velsoignerede og viste intet tegn på hårdt arbejde; han har ikke været en almindelig bonde eller træl. Hans knogler viser tegn på at har sultet i 4-års alderen.
Til venstre: Huldremose kvindens dragt som den fremtræder i dag. Humussyren i mosen har farvet alt brunt - fra www.pinterest.com.
Til højre: Rekonstruktion af Huldremose kvindens dragt i noget nær de oprindelige farver - tegning af Thomas Bredsdorff.
Huldremosekvinden er speciel ved hendes meget avancerede og perfekt udførte klædning.
Som næsten alle moselig blev Huldremose kvinden fundet ved tørvegravning, det skete i 1879 i Huldremosen nær Ramten vest for Grenå. Hun var mere end 40 år gammel, da hun døde omkring Kristi fødsel. Hendes venstre lårben har været brækket og er vokset skævt sammen, så hun må have haltet.
Dødsårsagen var strangulering. Hendes sidste måltid var rugbrød. En kam og et pandebånd blev fundet hos hende, hvilket viser at hun blev omsorgsfuldt placeret i mosen og ikke blot slængt i et hul.
Hun var iført en kappe i to lag af skind, et tørklæde og en nederdel, alt lavet af uld. Det er blevet påvist at kappen var farvet rød, og skørtet var blåt, begge med vævede ternede mønstre. Desuden er der fundet spor af undertøj, lavet af plantefibre, måske hør eller nælde, selvom langt det meste nu er forsvundet. Det er indlysende at med sådan en eksklusiv klædning må hun have tilhørt samfundets øvre lag.
