Englandskrigene
Det er indlysende, at den enevældige konge Frederik 6. havde et stort ansvar for de katastrofer, som ramte hans lande i starten af 1800-tallet. Han havde sendt hele hæren til Holsten, og derved lagt Sjællands kyster åbne for engelsk invasion. Han havde ikke bevæbnet og uddannet det landeværn, som han selv havde oprettet. Han havde ikke ladet flåden udruste i tide til at forhindre en engelsk landgang.
Men Frederik 6. må dele ansvaret med sine enevældige forfædre. Lige siden Karl Gustav krigene i 1600-tallet havde stormagter siddet ved bordenden og dikteret fredsbetingelserne i alle landets krige. Danmark-Norge var simpelthen som stat betragtet blevet for lille og ubetydelig.
Frederik 3. og Christian 5. skulle have lyttet til "Hannibal Sehesteds Testamente", sendt fra hans dødsleje i Paris i 1669. De enevældige konger burde have forsonet sig med Sverige, uanset de tabte skånske landsdele, for stormagterne ville alligevel aldrig tillade, at den samme magt herskede på begge sider af det vigtige Øresund. "Et forbund mellem Danmark-Norge og Sverige ville tillige give de nordiske riger deres gamle magt og anseelse tilbage," skrev Sehested.
39. Tyttebærkrigen
En af de sidste krige mellem Sverige og Danmark fandt sted i 1788 og har fået navnet "Tyttebærkrigen" eller på svensk "Teaterkrigen".
Danmark-Norge var allieret med Rusland under Katerina 2., primært for at skabe sikkerhed i forhold til Sverige, idet den svenske kong Gustav 3. havde svært ved at glemme Karl 12.'s drøm om også at herske over Norge.
Gustav 3. af Sverige var af slægten Holsten-Gottorp og havde formentlig ikke meget tilovers for Danmark. Han var søn af daværende svenske kronprins Adolf Frederik af Holsten-Gottorp og Louise Ulrika af Preussen. Foto Wolfgang Adam Töpffer/Elias Martin/Lorens Pasch the Younger. Wikipedia
Den 27. juni 1788 overfaldt en deling kosakker en finsk grænsepost. Det viste sig senere at kosakkernes kostumer stammede fra det kongelige svenske teaters garderobe, og Gustav 3. ønskede blot at få sin krig stemplet som en forsvarskrig, så han ikke var nødt til at spørge en stænderforsamling om lov.
Men uanset hvordan, var krigen en kendsgerning, og russerne forlangte at Danmark-Norge skulle leve op til sin traktatmæssige forpligtigelse og angribe Sverige.
Krigen i Finland gik dårligt for svenskerne, og hans officerer truede med mytteri. Da nyheden om den danske krigserklæring nåede Gustav 3., udbrød han "Jeg er reddet".
Nu var Sverige nemlig blevet angrebet af danskerne, og han kunne kalde det gamle had til danskerne til live og kalde til kamp mod arvefjenden, så de svenske bønder for en tid kunne glemme deres daglige problemer. I Gustav Vasas fodspor rejste han gennem Dalarna og kaldte dalkarlene til kamp for fædrelandet, og snart havde den antidanske stemning bredt sig over hele Sverige.
Den danske kronprinsregentChristian og hans svigerfader prins Carl af Hessen rykkede den 23. august 1788 over Svinesund og ind i Bohuslen i spidsen for en norsk hær på 12.000 mand infanteri støttet af ryttere fra Danmark.
Prins Carl af Hessen var øverstkommanderende for den norske hær, hvilken post han på genial vis forenede med statholderskabet i Slesvig og Holsten. I femten år havde han ikke besøgt det Norge, hvor han var militær øverstkommanderende.
Den norske hær var fuldstændig forsømt, uden passende beklædning og uniformer og med forældet artilleri og uden feltmæssig træning i større enheder.
Men til forskel fra det danske infanteri var det en national hær, som udelukkende bestod af nordmænd, og moralen var upåklagelig.
Kronprinsregenten var henrykt over at leve blandt soldater på feltfod, men måtte snart tage tilbage til København, hvor han af udenrigsminister Bernstorff blev belært om at denne krig måtte føres med små sejl, Danmark-Norge havde ingen interesse i at komme i yderligere modsætning til Sverige.
Krigen blev den mest civiliserede svenskekrig nogen sinde. Der skete ingen overgreb mod civilbefolkningen, ikke et udhus blev nedbrændt, ikke en høne blev taget, uden at den blev betalt.
Kviström Bro. Wikipedia
Krigens eneste slag stod ved Kviström Broden 29. september 1788 ganske nær Munkedal omtrent midtvejs mellem den norske grænse og Göteborg. Det blev en norsk sejr med 800 fangne svenskere og kun 5 faldne på hver side. Gæstgivergården ved Kviström Bro, hvor de svenske og danske officerer mødtes efter slaget, står endnu.
Den norske hær besatte hele Bohuslen og indledte en belejring af Göteborg. Men det lykkedes den engelske gesandt i København, Hugh Elliot, at stifte fred, og hæren trak sig efterfølgende tilbage til Norge. I slutningen af juni 1789 kom en russisk note, hvor de officielt gav afkald på yderligere bistand fra dansk-norsk side.
Men forplejningen i den dansk-norske hær var meget mangelfuld, og uniformerne - i det omfang soldaterne havde nogen - kunne ikke holde kulden og regnen ude. I alt mistede knap 1.000 soldater livet på tilbageturen til Norge på grund af sygdomme. Krigen fik navnet "Tyttebærkrigen" på grund af alle de tyttebær, som soldaterne plukkede på hjemturen for at stille sulten.
Men den svenske kong Gustav 3. arbejdede utrætteligt for at få sin krig. Næppe var våbenstilstanden i "Tyttebærkrigen" trådt i kraft i 1789 før svenskerne planlagde at afbrænde både den danske og dele af den russiske flåde, som lå tæt sammen, indefrosne af den strenge vinter, i Københavns havn.
I 1789 eller 1790 sendte Kong Gustav en hemmelig svensk agent ved navn Lars Benzelstierna til København, hvor han tilbød en irsk skipper ved navn O'Brien en stor sum penge for at stille sit skib til rådighed for den svenske plan. Den gik ud på at O'Briens skib skulle fyldes med tjære og krudt, som derefter skulle antændes. Da dette skib lå ganske tæt op ad de russiske og danske krigsskibe, ville det starte en gigantisk brand, som sandsynligvis ville brede sig til hele havnen og pakhusene med.
Men skipper O'Brien fik sig en tår over tørsten og kom til at snakke over sig, og derefter blev hele komplottet trevlet op.
Men svenskerne blev trætte af deres krigselskende konge. Den 16. marts 1792 blev Gustav 3. dræbt med et pistolskud affyret af en attentatmand ved navn Jacob Johan Anckarström under det store maskebal, der blev afholdt på operaen i Stockholm. Anckarström blev efterfølgende henrettet.
40. Den florissante periode
Perioden fra omkring 1775 til 1801 blev kaldt den florissante periode, hvilket betyder den blomstrende periode.
Den var en guldalder for dansk handel og skibsfart, idet Danmark-Norge indtil 1801 formåede at holde sig udenfor den fransk-engelske kolonikrig såvel som den amerikanske uafhængighedskrig og Napoleonskrigene i Europa. Danske og norske skibe overtog ruter, som de krigsførende magters redere ikke længere kunne besejle. De krigsførende magters købmænd lod i stedet deres varer fragte på dansk-norske skibe. Danske og norske redere og købmænd overtog en stor del af fjernhandelen med Indien og Kina. Værdifulde varer som bomuld, kaffe, tobak, sukker, te, krydderier og porcelæn blev losset i København, og derfra solgt videre til resten af Europa.
Allerede den 17. juni 1789 indtraf foruroligende begivenheder i Frankrig. Tredje stands repræsentanter ved en stænderforsamling i Versailles erklærede sig for nationalforsamling .
Stormen på Bastillen 1789. Samtidigt maleri, ukendt kunstner. Wikipedia.
I Paris den 14. juli 1789 stormede en ophidset folkemængde den gamle borg Bastilien, dræbte kommandanten og garnisonen og løslod de kriminelle, som afsonede deres straf der.
I 1792 blev Frankrig erklæret for republik, som straks den 20. april 1792 erklærede krig mod Østrig, hvis allierede, Preussen og det Tyske Kejserdømme, hurtigt blev indblandet og dermed Holsten, som var regeret af den danske konge, men dog en del af det tyske kejserrige. Udenrigsminister Bernstorff undgik, at Holsten og Danmark blev indblandet i krigen ved at betale et pengebeløb.
Den 21. januar 1793 lod Frankrigs revolutionære konvent kongen, Ludvig den 16. guillotinere på Concordepladsen i Paris. Den 16. oktober samme år led hans dronning Marie Antoinette samme skæbne.
Efter nogle års blodigt kaos gennemførte Napoleon Bonaparteden 9-10 november 1799 et kup kaldet "Den 18. brumaire" efter datoen i den ny revolutionære kalender. I august 1802 blev han efter en folkeafstemning udnævnt til "konsul på livstid".
Den 2. december 1804 lod Napoleon sig krone som Frankrigs kejser i Notre Dame i Paris under overværelse af paven.
Danmark-Norges handel og skibsfart i den franske revolutionsperiode var som nævnt meget indbringende, men også meget risikabel.
Den 18 januar 1796 begyndte Frankrig at opbringe alle engelsk ejede ladninger på neutrale skibe, og Frankrigs revolutionære regering bestemte at alle skibe, som blev opbragt af franske kapere, og som førte blot det mindste smule engelsk gods, skulle dømmes som god prise, så både skib og ladning gik tabt. Blot fundet af engelske fajance tallerkener i messen, eller en sæk engelske kul i kabyssen, kunne føre til at skib og ladning blev konfiskeret af de franske myndigheder.
Dette var signalet til at franske kapere indledte den store jagt på dansk-norske og svenske skibe.
Det var også tilstrækkelig årsag til at blive taget som en god prise, at skibet manglede de nødvendige certifikater. Samarbejdende franske kapere udførte den genistreg, at den første kaper frarøvede skibet dets papirer, og kort efter dukkede den næste kaperkaptajn op og konstaterede, at skibet var uden de påkrævede certifikater og derfor en god prise.
Udenrigsminister Andreas Peter Bernstorff døde den 21 juni 1796. Han var den anden Bernstorff på udenrigsministerposten. Han blev efterfulgt som udenrigsminister af sin 26-årige søn, Christian Bernstorff, som hele sit unge liv så at sige havde været i lære som udenrigsminister hos sin fader.
Anført af Schimmelmann krævede de københavnske købmænd og redere konvojer beskyttet af orlogsskibe.
I 1798 opnåede de, at regeringen sendte to store orlogsskibe, "Oldenburg" og "Delmenhorst" til Sankt Helena, for herfra at eskortere ostindiensfarerne, der med deres million-dyre laster var meget vigtige for den dansk-norske handel.
I Middelhavet havde Danmark-Norge siden 1796 opretholdt en eskadre på tre fregatter og to brigger under kommando af Steen Bille for at bekæmpe pirater fra sørøverstaten Tripolis. Bille begyndte på eget initiativ at organisere konvojer, især gennem Gibraltar, hvilket blev meget påskønnet af kronprinsregenten.
Også i begyndelsen af 1798 begyndte man at tilbyde konvojer også i de centrale europæiske farvande. Skibene samledes ved Flekkerøy i det sydlige Norge og blev derefter eskorteret til og fra blandt andet Gibraltar.
Udenrigsminister Christian Bernstorff 1769-1835. Han efterfulgte sin fader, Andreas Peter Bernstorff, som udenrigsminister ved dennes død i juni 1797. Han var den tredje Bernstorff som udenrigsminister. Han virkede indtil 27. april 1810, hvor han uvist af hvilken grund blev afskediget - muligvis efter eget ønske - som minister af kronprinsregenten, nu kong Frederik 6. Han blev 1811 sendt som gesandt til Wien, hvor han fungerede som sådan indtil 1816. Sammen med sin broder, Joachim Bernstorff havde han det sørgelige hverv at repræsentere Danmark på Wienerkongressen. Senere blev han dansk gesandt i Berlin. Den preussiske kong Frederik Wilhelm 3. værdsatte Christian Bernstorff kvalifikationer højere, end Frederik 6. af Danmark gjorde, og tilbød ham i 1818 at blive udenrigsminister i Preussen, hvilket han accepterede. Foto Saddhiyama - Scan from Danmarks Riges Historie volume 5 by Edvard Holm. Wikimedia Commons.
Kronprinsregenten var af den opfattelse, at de danske konvojer i virkeligheden var et stykke flydende Danmark, og det derfor ville være en krænkelse af den danske konges ære og suverænitet, om man tillod nogen at tvivle på konvojchefens ord om at skibene ikke førte illegale ladninger. Orlogsskibene havde derfor ordre om at modsætte sig alle visitationer om nødvendigt med væbnet magt.
Da britiske orlogsskibe opbragte en stor svensk konvoj, blev Christian Bernstorff nervøs, og den 18. august 1798 anmodede han indtrængende admiralitetet om at indskærpe hans faders opfattelse for skibscheferne: "Ingen væbnet modstand mod andre nationers krigsskibe".
Men den unge Bernstorff havde ikke alderens pondus, som hans grandonkel og hans fader havde haft. Den egenrådige og til tider dumstædige kronprins fastholdt det ubetingede visitationsforbud, og han blev støttet af den almindelige stemning blandt købmænd og redere. Konvojtjenesten havde været en meget stor succes. Mere end tusind skibe var blevet fulgt uskadte langs de europæiske kyster, uden at det var kommet til virkelig alvorlige episoder, og dansk og norsk handel og søfart blomstrede som aldrig før.
Men i november 1799 forandredes forholdene på de europæiske søruter fuldstændig. Napoleon Bonaparte tog magten i Frankrig. Fjenderne angreb dette land fra alle sider, og derfor aflyste han den franske kaperkrig mod den neutrale skibsfart. Derimod blev briterne pludselig aggressive.
Fregatten Havfruen var i 1799 leder af en konvoj på 12 skibe ud for Gibraltar. Engelske orlogsskibe krævede visitation af konvojen, og i overensstemmelse med sine ordrer nægtede kaptajn von Dockum dette. Alligevel satte briterne en båd i vandet med henblik på visitation, som von Dockum efterfølgende lod beskyde. Derved blev en engelsk matros alvorligt såret.
Von Dockum lod sin konvoj gå ind til Gibraltar. Guvernøren i denne koloni var meget opbragt og truede kaptajn von Dockum med en anklage for mord i tilfælde af at matrosen ikke overlevede. Det ønskede han ikke at afvente, og det lykkedes ham - måske en tidlig morgen - at sætte sejl og få sine skibe på søen igen.
Men affæren gav genlyd i England og førte til, at den engelske regering udsendte ordre om at hævde flådens ubetingede ret til visitation af konvojer.
Men kronprinsregenten stod fast sin ordre om at orlogsskibe, som ledsager konvojer, ubetinget skulle modsætte sig visitationer. Den engelske gesandt i København skrev hjem, at Christian Bernstorff havde søgt at påvirke kronprinsregenten: "For ikke at hans majestæts voldsomme temperament" - "straks skulle føre til en eller anden yderliggående handling."
Fregatten Freya i kamp med fire britiske fregatter ved indsejlingen til Den engelske Kanal i Nordsøen den 25. juli 1800. Gouache af C. C. Parnemann, 1803. Wikimedia Commons.
Den 25 juli 1800 sejlede fregatten Freya ført af kaptajn Krabbe gennem Den Engelske Kanal som leder af en konvoj på seks handelsskibe.
De mødte en engelsk eskadre på fire fregatter, som standsede Freya og krævede at visitere konvojen. Hvilket Krabbe i overensstemmelse med sine ordrer afviste. Da den engelske eskadrechef herefter satte en båd i vandet for at påbegynde visitationen, sendte Krabbe et skud mod båden, hvilket motiverede briterne til at åbne ild mod Freya. Kampen var ulige, og efter en time måtte kaptajn Krabbe give op og lade sit stærkt medtagne skib bugsere til engelsk havn sammen med konvojen.
Da kaptajn Krabbe senere vendte hjem til Danmark, blev han modtaget som en helt, og kronprinsen hædrede ham med en guldbelagt sabel.
Udenrigsminister Christian Bernstorff skrev til Rusland at Danmark-Norge ønskede at fastholde sin neutralitetspolitik og opfordrede dette land til at tage initiativet til et væbnet neutralitetsforbund som i 1780, som skulle forsvare medlemmernes ret til handle med hvem de ville, uanset Englands krige.
Freya episoden motiverede briterne til at sende en diplomat, lord Whitworth, til København i august 1800 ledsaget af ikke mindre end britiske syv linjeskibe, som krydsede i Øresund under forhandlingerne. Selv i denne truende atmosfære fik England ikke meget ud af forhandlingerne. Man enedes blot om at Danmark-Norge foreløbig ville ophøre med konvojpolitikken, og til gengæld ville englænderne frigive fregatten Freya og dens konvoj. Men kronprinsen nægtede at give afkald på retten til at modsætte sig visitationer med væbnet magt.
Den 16. december 1800 indgik Danmark-Norge i det væbnede neutralitetsforbund med Sverige og Rusland og senere tiltrådt af Preusssen. Det må have været klart at forbundet var vendt mod Storbritannien, idet Napoleon allerede året før havde standset den franske kaperkrig mod neutrale skibe.
Allerede den 14 januar 1801 blev samtlige dansk-norske skibe i engelske havne beslaglagt. Det drejede sig om 149 handelsskibe. Hvilket var en klar demonstration af briternes fjendtlige hensigter. Meningen var formentlig at de ikke skulle have mulighed for at sejle til København og advare danskerne om det forestående angreb.
Den 12. marts 1801 afsejlede en meget stor engelsk flåde mod København. Den omfattede 53 skibe, her i blandt 20 linjeskibe. Som zar Paul allerede havde påpeget overfor de danske repræsentanter: "Jeg er den, hos hvem isen bryder sidst op. Hvis englænderne kommer med en flåde i Øresund i april, vil jeg ikke kunne komme i rette tid." Det er klart at englænderne ønskede at udnytte netop dette forhold.
41. Første Englandskrig
Den Første Englandskrig bestod stort set af et eneste slag, nemlig Slaget på Rheden d. 2 april 1801 og kampe i de dansk-norske kolonier.
Om morgenen den 21 marts 1801 kunne Helsingørs borgere gnide søvnen af øjnene og se en stor engelsk flåde ankret op i farvandet nord for Kronborg.
Den engelske flåde var under kommando af sire Hyde Parker med den berømte Horatio Nelson som næstkommanderende.
I nogle dage lå flåden ved Helsingør. Det siges, at de to admiraler var uenige. Parker var stemt for at gå gennem Store Bælt for at undgå Kronborgs kanoner, medens Nelson ville gå lige på.
Nelson fik sin vilje. Ni dage senere, Den 30 marts 1801, passerede den engelske flåde Kronborg.
Kronborgs kommandant oberst Stricker rapporterede: "Den engelske flåde kom 7.00 i Sundet. Kanonaden tog straks sin begyndelse og blev vedligeholdt fra begge sider med uafbrudt iver til kl. 9.30." - "Jeg har årsag til at tro at fæstningens kanoner har gjort fjenden betydelig skade, uden dog at kunne angive noget bestemt, da han hold sig så nær som muligt under den svenske kyst."
Men hvorfor skød svenskerne ikke? De var jo også medlem af Det Væbnede Neutralitetsforbund? Det siges at det var fordi kronprinsen havde frabedt sig deres hjælp, idet han var bange for at de efterfølgende skulle forlange at blive fritaget for at betale Øresundtold med henvisning til at de havde deltaget i kampen.
Men det er interessant at Parker og Nelson tilsyneladende vidste på forhånd at svenskerne ikke ville skyde, idet de konsekvent holdt sig til den svenske side. Hvad havde de mon gang i i de 9 dage, hvor de lå for anker nord for Helsingør?
Slaget på Rheden 1801. Det sydlige danske forsvar bestod af en lang linje af udrangerede skibe uden master og sejlføring. De var forankrede med hver fire ankre og udstyret med kanoner kun i den side, som vendte ud mod fjenden. Ind imellem disse skibe var forankret stykpramme, som også var forsynet med kanoner kun på den side, som vendte udad mod fjenden. Bag forsvarslinjen ventede en flotille kanonbåde. Der var kun to eller fire sejlførende danske skibe. Det nordlige forsvar bestod af lignende forankrede skibe samt ikke mindst batterierne "Kastellet", "Quintus", "Sixtus", "Lynetten" og "Trekroner". Udsnit af gammelt engelsk stik af ukendt oprindelse.
I en lille skonnert besigtigede Parker og Nelson den danske forsvarslinje og besluttede at angribe fra syd, da de ikke ønskede straks at blive konfronteret med Trekroners, Lynettens og Kastellets kanoner.
Olfert Fischer var kommandør for de dansk-norske styrker.
I løbet af dagen den 1. april 1801 sejlede Nelson langs Middelgrunden og ankrede op ved dennes sydspids. Under denne manøvre gik linjeskibet "Agamemnon" og to andre gik på grund. Her ville han afvente gunstig vind fra syd.
Men Nelson var fulgt af sit sædvanlige held. Allerede i løbet af natten sprang vinden om i sydøst.
Om morgenen, skærtorsdag d. 2 april 1801klokken 10.00, medens kirkeklokkerne i København ringede til højmesse, lettede Nelson anker og stod med sin eskadre mod nord langs den dansk-norske forsvarslinje i enkel procession, det ene skib efter det andet, medens de fyrede bagbords bredsider af mod forsvarerne, som besvarede ilden.
Det første skib, som de mødte i den dansk-norske forsvarslinje, var linjeskibet, "Prøvestenen". Samtlige engelske skibe udvekslede bredsider med dette skib. Efter timers kamp havde det kun to brugbare kanoner tilbage og kaptajn Lorenz Lassen forlod skibet sammen med det overlevende mandskab og søgte mod land.
Omkring klokken 11.30 blev Olfert Fischers flagskib "Dannebrog" skudt i brand og chefen måtte flytte sin kommando til det nordlige naboskib. Men endnu til klokken 13.00 forsatte skydningen fra det brændende skib.
En Rasmus Ussing beretter om sin oplevelse af slaget: "Jeg mødte det ene vognlæs efter det andet, dryppende af blod, fuldt lastet med sårede og mellem hinanden slængte døde kroppe, stumper af afskudte ben, hænder, arme og sønderknuste hoveder. Hvad der endnu gav livstegn var kastet øverst på vognene eller blev båret. Hvad der endnu kunne gå, gik med gabende sår og sønderrevne klæder."
En C.F. Allen så det synkefærdige blokskib "Nyborg" blive slæbt ind: "De talrige forsamlede tilskuere ved Toldboden fik her en anskuelig forestilling om, hvorledes et dansk orlogsskib bør se ud når danske krigere drager det ud af striden. Bovspyddet var aldeles bortskudt. Af masterne stod kun en stump af formasten. Kahytten var helt skudt ind, tovværk og sejl hang i frynser og pjalter, rælingen var splintret af den ene kugle efter den anden, af dens tyve kanoner var kun en eneste i brugbar stand og dækket var skjult af døde og adsplittede lemmer."
Den 17-årige underløjtnant Peter Willemoes på "Flådebatteri No. 1" indgyder mod i sine mænd i kampen mod englænderne. Maleri af Christian Mølsted. Foto Willemoesgaardens Mindestuer, Assens. Wikipedia.
En E.C Werlauf skrev: "Jeg gik til Toldboden, men så intet af slaget, uden røgen".
En svensk undsætnings eskadre fra Karlskrona nåede ikke frem på grund af ugunstige vindforhold. Den russiske flåde var spærret inde af is, da det var tidligt i april. Der kom heller ingen undsætning fra Preussen, der kun havde meget få orlogsskibe til rådighed.
Den danske general Lindholm skrev i et brev til Horatio Nelson i forbindelse med en diskussion om, hvem der vandt slaget: "Jeg skal ikke komme ind på at størstedelen af besætningerne ikke var søfolk, men frivilligt mandskab, som aldrig havde været ombord på et skib før eller var vante til at betjene kanoner. Deres eskadre havde 1.058 kanoner af større kaliber end vores. Jeg kan på min ære forsikre Deres Excellence om at antallet af kanoner på vore skibe, der var med, kun beløb sig til 630."
Nelson havde lovet admiral Parker at afgøre slaget på en time. Da slaget havde varet i fire timer, mente Parker at Nelsons time var "djævelsk lang", desuden kunne han se, at adskillige engelske linjeskibe var gået på grund og andre var hårdt medtagne. Han lod derfor hejse signal til Nelson om at afbryde slaget.
Da signalgasten gav Nelson besked om ordren, satte denne kikkerten for det øje, som han havde mistet ved Abukir, og erklærede at han ikke kunne se noget signal.
Imidlertid var Nelson heller ikke tilfreds med udviklingen. Seks engelske linjeskibe og to fregatter stod på grund. Linjeskibet "Monarch" havde større tab end noget engelsk skib havde haft ved Abukir. Desuden havde tre engelske linjeskibe mistet deres manøvredygtighed og var indenfor rækkevidde af Trekroners 66 svære kanoner. Og efter Trekroner ventede batterierne Lynetten, Sixtus og Quintus og Kastellets kanoner.
Nelson var klar over, at hvis han simpelthen stoppede beskydningen og trak sig ud, således om Parker signalerede, kunne slaget dårligt betegnes som en engelsk sejr, og det ville være skadeligt for hans omdømme. Derfor greb han til en krigslist.
Han sendte en parlamentærbåd med et hvidt flag ind mod Holmen, hvor parlamentæren gik i land ved Sixtus og opsøgte kronprinsen, som han overrakte en skrivelse fra Nelson, hvori der stod: "Lord Nelson har ordre til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand, men dersom skydningen vedbliver fra dansk side, vil lord Nelson være nødt til at sætte ild på alle de flådebatterier, han har erobret, uden at det står i hans magt at frelse de tapre danske som har forsvaret dem."
Uden at rådspørge sin admiral, Olfert Fischer, eller andre ledende officerer gav kronprinsen straks sin accept af en øjeblikkelig våbenhvile. På Nelsons flagskib "Elephant" blev hejst et hvidt flag, og kun på denne måde erfarede Olfert Fischer, hvad der var sket.
Medens parlamentæren var borte, blev der holdt engelsk krigsråd ombord på "Elephant". Alle de tilkaldte skibschefer stemte for, at den engelske flåde skulle trække sig ud af kampen.
Forrest i billedet en dansk stykpram bestykket med 20 kanoner kommanderet af Muller. I baggrunden det brændende "Dannebrog" i kamp mod det engelske linjeskib "The Clatton". Foto Wikipedia.
Den unge digter Oehlenschläger var ikke i tvivl om at Danmark-Norge havde sejret. Han skrev: "Den anden april oprandt, på hvilken dag en stor engelsk flåde blev ødelagt af vort dusin blokskibe, hvilke efter slaget var vrag, som de var forhen. Nelson, de europæiske sømagters skræk, blev i denne kamp overstrålet af en liden flok danske søofficerer. Det er sandhed, det er faktum!"
Den officielle rapport fra Olfert Fischer anslår, at mellem 1.600 og 1.800 danskere og nordmænd faldt eller blev sårede. Ifølge de rapporter, som Nelson og Parker sendte til det britiske admiralitet, var de engelske tab på 264 dræbte og 689 sårede.
Den engelske flåde medbragte bombarder skibe, som i sikkerhed afventede slagets udfald på den anden side af Middelgrunden.
Det var temmelig sikkert briternes virkelige mål at rydde farvandet for dansk-norske skibe, således at de små og mere sårbare bombarder skibe sikkert kunne bringes tæt nok på Københavns Havn til at bombardere de danske orlogsskibe, som lå aftaklet tæt sammen i havnen, og sætte dem i brand og ødelægge dem - alternativt få dem udleveret efter en overlegen militær sejr.
Men i de forhandlinger, som fulgte efter våbenhvilens indgåelse, fremførte briterne blot det krav at Danmark-Norge skulle udtræde af Det Væbnede Neutralitetsforbund, hvilket vi accepterede. Og når de således med væbnet magt havde gennemtrumfet deres krav, kan man jo sige at de sejrede.
Den 8. april bragte en kurer det meget belejlige budskab at zar Paul af Rusland var død, myrdet, og efterfulgt af sin søn, Alexander 1., Det var zar Paul, som havde været den drivende kraft i "Det Væbnede Neutralitetsforbund".
Ved siden af sin position som russisk zar havde Paul også været Stormester for Johanitterordenen også kaldet Malteserridderne - kristenhedens værn mod tyrkerne. England havde erobret Malta fra Frankrig og lovet give øen tilbage til Johanitterordenen, men svigtede deres løfte, fordi de hellere ville bruge øen som støttepunkt for deres flåde i Middelhavet, hvilket Paul havde været vred og forarget over.
Den ny zar, Alexander 1. frygtede Napoleon mere end tyrkerne og var meget mere engelskvenlig. Det var således ikke noget stort problem i 1807 at træde ud af "Det Væbnede Neutralitetsforbund".
Efter fredsslutningen den 23. oktober 1801 blev de 149 handelsskibe, som briterne havde beslaglagt i januar 1801 frigivet.
I København blev årerne umiddelbart efter slaget på Rheden endnu mere hektiske end den florissante periode før krigen. Alle nationers skibe kunne anløbe København uafhængigt af forskellige franske og britiske blokader. Amerikanske redere, som handlede på Østersøen fandt ud af, at hvis de solgte i København til danske købmænd, kunne de gøre to årlige ture over Atlanten på en sæson, men hvis de selv sejlede til en destination i Østersøen, kunne de kun nå en årlig tur over Atlanten.
København opnåede en position i international handel, som den aldrig før havde haft og ikke har opnået siden.
Men det fik en brat ende i 1807, da briterne vendte tilbage.
42. Anden Englandskrig
Den 17 juni 1801 sluttede Rusland - ledet af Alexander 1. - og England fred, og Rusland indrømmede englænderne visitationsret og ret til at beslaglægge fjendtligt ejet gods på deres skibe.
Den 23. oktober 1801 tilsluttede Danmark sig de samme betingelser, og opgav således, hvad vi fra begyndelsen havde kæmpet for - idet vi husker at det var Freya episoden - hvor Danmark-Norge afviste visitation - som startede hele miseren.
I december 1806 skrev udenrigsminister Christian Bernstorff til den danske gesandt i Paris: "Det er øjensynligt. at vi er ødelagt, så snart vi sættes i et fjendtligt forhold til England". Derfor lå den danske flåde i almindelighed aftaklet i Københavns havn - For ikke unødigt at vække Englands mistænksomhed.
Alene tanken om at vælge mellem så store magter som Napoleon og Storbritannien måtte give kuldegysninger. Valgte man Storbritannien, kunne man gøre sig håb om at beholde Sjælland, nogle af øerne og måske Norge, medens Jylland og måske Fyn ville blive Napoleons sikre bytte. Valgte man Napoleon, ville Sjælland, København og flåden blive overtaget af briterne, og Norge ville blive leveret til deres allierede, Sverige.
Den danske hær lå i Holsten i den hensigt at forsvare Danmarks og Hertugdømmernes sydlige grænse mod Napoleons talrige og erfarne hære.
Men når nu den danske hær stod i Holsten, hvem skulle så forsvare øerne? I følge militær logik skulle det ske ved at danske krigsskibe forhindrede overførsel og landsætning af tropper. Men som ovenfor beskrevet turde vi ikke træffe forberedelser til noget sådant og derved udfordre England.
Politisk kort over Europa efter Freden i Tilsit i 1807 med fransk-kontrollerede lande vist med blåt. Det meste af Europas fastland var på forskellige måder underlagt Napoleon. Preussen var reduceret til en mindre fransk vasalstat. Østrig var svækket. Men Storbritannien forblev Napoleons mest vedholdende modstander, men stort set uden for hans rækkevidde, da den franske flåde blev ødelagt ved Abukir. Sverige erklærede Frankrig krig den 31. Oktober 1905 og blev allieret med Storbritannien, men lå i et dødeligt favntag med Rusland om besiddelsen af Finland. Men Danmark-Norge fandtes stadig som en velstående neutral stat med en meget stærk flåde. Foto neofamily.ru.
I Slaget ved Friedlandden 14. juni 1807 besejrede Napoleon en numerisk jævnbyrdig russisk hær. I dag hedder byen Pravdinsk og ligger i Kaliningrad området, som er det tidligere Øst-Preussen.
Sejren førte til Freden i Tilsitden 7. og 9. juli 1807 - hvilken by i dag hedder Sovetsk - på en eksklusiv tømmerflåde på floden Nemunas, som i dag danner grænsen mellem Kaliningrad området og Litauen. Ved denne fredsslutning delte zar Alexander 1. og Napoleon Europa i en russisk og en franskinteressesfære. Zar Alexander accepterede de franske politiske nyskabelser, Rhinforbundet og hertugdømmet Warszawa, som franske vasaller og tilsluttede sig den franske økonomiske blokade af England, som kaldtes kontinentalspærringen. Rusland fik frie hænder i dets erobringskrige mod Sverige og Tyrkiet - i hvert tilfælde hvad angik Napoleon. Alexander og Napoleon aftalte at reducere det slagne Preussens areal til noget under halvdelen af det oprindelige, og at pålægge dette land også at tilslutte sig kontinentalspærringen.
Nogle historikere mener at det var Napoleons knusende sejr ved Friedland og den efterfølgende fred i Tilsit, der motiverede Storbritannien til at angribe det neutrale Danmark i den hensigt at komme Napoleon i forkøbet - altså at angrebet på Danmark-Norge i 1807 var en slags nødvendig defensiv forberedelse motiveret af den ny situation. Men det er ikke særlig sandsynligt.
Det vides at den engelske udenrigsminister, Cannings, gav ordre til øjeblikkelig klargøring af en stor flåde den 18 juli 1807, som stak til søs den 26 juli 1807 mod København. Men nyheden om Freden i Tilsit kunne formentlig ikke være kommet til London på kun 9 dage. Sandsynligvis havde briterne nogle efterretninger om udfaldet af slaget ved Friedland på dette tidspunkt. De må også have haft nogle ideer om, hvorledes den efterfølgende fred ville komme til at se ud.
Men nærværende skribent mener ikke at det var muligt at mobilisere 30.000 professionelle britiske og tyske soldater og et tilsvarende antal sømænd på 24 linjeskibe, 22 mindre krigsskibe, og en stor mængde transportfartøjer lastet med heste, artilleri, raketter, ammunition med videre på hverken 8 eller 14 dage. Sådan en aktion har krævet mindst et halvt års forberedelse, og den kan ikke have været motiveret af hverken slaget ved Friedland eller Freden i Tilsit.
Sandsynligvis er tanken om et sådant større togt opstået i London allerede, da Parker og Nelson kom tomhændede hjem fra København i 1801.
Siden 1805 havde Frederik 6. opholdt sig med hæren i Holsten og ladet københavnerne være alene hjemme med en stor indbydende aftaklet flåde. Det var simpelthen en fristelse, som englænderne ikke kunne modstå.
Så sent som den 7. august 1807 skrev kronprinsen fra Holsten: "Endskønt jeg ej tror, at vi ikke har noget at frygte fra de engelske, så tror jeg dog at forsigtighed ej skal tilsidesættes". Hvilket antyder at han ikke havde forstået situationens alvor og ikke vidste, hvad han skulle gøre.
Den 8 august 1807 rejste kronprinsen til København for at træffe foranstaltninger til byens forsvar. På dette tidspunkt lå den enorme engelske flåde allerede fuldt synlig samlet i Øresund, og det må have været helt klart, hvad der ventede byen. Øjensynlig var flåden kommet forbi Kronborg uden skader.
I København troede borgerne at kongen var kommet for at "dø i sin rede", men der i tog de fejl. Han gav nogle ordrer, som ikke er overlevet til eftertiden, tog sin gamle sindssyge fader og rejste tilbage til Holsten for at forsvare landet mod en fjende, som huserede langt væk, i egne tæt på Rusland.
Med analogi til moderne tider kan man tro, at den danske hærs ophold i Holsten skulle demonstrere overfor Storbritannien at Danmark-Norge var i stand til at forsvare sig selv, og britisk indblanding derfor ikke var nødvendig. Men deri tog Frederik 6. fejl af briternes motiver.
Med meget stor sandsynlighed ønskede englænderne at sætte sig i besiddelse af de dansk-norske orlogsskibe, som lå aftaklede i Københavns havn som et fristende bytte, meget lemfældigt bevogtet. De ville bruge skibene, ikke blot til at bekæmpe Napoleon, men også til at udvide deres imperium i det hele taget.
Man kan bebrejde kronprinsen at han udnævnte den 70-årige generalmajor Ernst Peymann til leder af Københavns forsvar. Han var ikke egentlig soldat, men ingeniør officer. Han manglede ikke god vilje og kærlighed til fædrelandet, men han havde aldrig før haft en militær kommando. Han var en dygtig arkitekt og bygningskonstruktør, en venlig og imødekommende mand.
Samtidig tegning af en landeværnsmand. Denne soldat har et gevær, men ingen støvler idet han har træsko. Foto ukendt oprindelse.
København var forsvaret af 5.500 mand regulære soldater, et sjællandsk landeværnskontingent på 2.400 mand af meget ringe kvalitet og en borgervæbning på 4.000 mand, som var håndværkere kommanderet af deres håndværkermestre. Yderligere fandtes Livjægerkorpset på godt 300 mand, som bestod af handelens unge, og Studenterkorpset, som talte 800 mand - alt i alt 13.000 mand hvoraf kun en tredjedel var egentlige soldater.
Overfor dem stod som nævnt en professionel hær på 30.000 mand britiske og tyske soldater og et noget nær tilsvarende antal sømænd på 24 linjeskibe og talrige transportskibe.
Der var i mange år intet gjort for at forbedre Københavns forsvar. Allerede Christian 4. havde gjort sig nogle tanker om at forbedre søernes rolle som et naturligt forsvar, men intet var gjort. Københavns landforsvar var ikke klar til kamp. Træer foran voldene var ikke fældet, og huse samme sted var ikke brændt ned, som de burde have været.
På søsiden så det meget bedre ud. Her havde kommandør Sten Bille kommandoen. Han havde en høj stjerne hos befolkningen på grund af sine fortjenester i Middelhavet mod pirater fra Tripoli, konvoj kampe i 1790'erne og som kommandør for de sejlførende skibe i Slaget på Rheden 1801. Trekroner var blevet forstærket med jordvolde og længst mod syd, hvor det berømmelige blokskib "Prøvestenen" havde kæmpet i 1801, var nu opført et batteri med samme navn. Han havde allerede ladet udruste stykpramme og forankret dem på strategiske steder.
Den 16. august 1807 påbegyndte englænderne landsætningen af deres hovedstyrke ved Vedbæk, uden at møde nogen modstand fra dansk side. I løbet af de følgende dage placerede de uforstyrret deres styrker i en bue uden om hele København.
Fuld af harme over englændernes angreb erklærede kronprinsen krig mod England netop den 16 august 1807, hvilket skulle blive begyndelsen til enden for dobbeltmonarkiet Danmark-Norge.
Den 20 august udsendte kronprinsen en proklamation, hvori han opfordrede Landeværnet på Sjælland, Lolland, Falster og Møn til at gribe til våben og fordrive fjenden. "Thi intet kan modstå jer," afsluttede han.
Men landeværnet var alt andet end uimodståeligt. Deres geværer var for få, gamle og af dårlig kvalitet. For eksempel fandtes der i et kompagni kun to geværer, "som man kan være vis på at stå ved siden af, når de affyres."
Man indsamlede desperat blanke våben, såsom hellebarder, sabler og sværd i kirkerne, som "der af vore forfædre var brugt med hæder mod fjender og voldsmænd, og af deres sønner ville blive ved denne lejlighed med samme held."
"Folk kommer der nok af", skrev kommandør for Landeværnet, Castenschiold, "men en kårde eller sabel er en sjældenhed".
En stor del af landeværnsmændene var tidligere soldater på godt over tredive år, som ikke var ukendte med brug af våben og militær disciplin, men de var suppleret op med andre, som ikke havde militær erfaring. Der var stor mangel på officerer. Souschefen P.L. Oxholm sagde: "De få befalingsmænd var svage i legeme og konfuse i hovedet".
I følge den kongelige proklamation, der lå til grund for landeværnets oprettelse skulle soldaterne "ene og alene opfylde den pligt at bidrage til at forsvare den provins, hvori de bo og opholde sig, imod fjendtlig vold." Derfor var der optræk til mytteri, da bataljonerne fra Lolland, Falster og Møn fik marchordre mod Sjælland.
Generalløjtnant Castenschiold mønstrede nogle af landeværnets afdelinger nær Køge. De var alle meget mangelfuldt bevæbnede, mange havde ikke noget gevær. Det siges at han rådede over omkring 7.000 militssoldater, 600 ryttere og 13 kanoner.
Start af en Congreve-raket fra et stativ. De var designet som nytårsraketter med et raketrør med drivstof fastgjort til en styrepind, som sikrede at raketten fløj med forenden forrest. Congreve raketterne var meget unøjagtige. Selv om to raketter blev startet på helt samme måde, med samme vinkel på samme stativ, kunne de slå ned vidt forskellige steder. Raketterne, som briterne brugte mod København havde en spids med modhager, som skulle sikre at raketten satte sig fast i en trækonstruktion eller stråtag længe nok til, at den kunne antænde bygningen. Foto William Congreve: Detaljerne om raketsystemet, London, 1814: Del af planche 5 Wikipedia.
Rytterne red ofte på almindelige heste, som var bange for skud og eksplosioner, som heste nu er.
Det engelske hovedkvarter ved København fik efterretning om landeværnets mobilisering og sendte general Arthur Wellesley ud med en hær på 7.000 veltrænede soldater for at finde og ødelægge landeværnet. Arthur Wellesley blev senere kendt som hertugen af Wellington.
Hærene mødtes i Slaget ved Køge den 27. august 1807, som i folkemunde fik navnet "Træskoslaget", fordi mange soldater smed de tunge træsko for at de kunne løbe hurtigere under flugten. Men andre smed sig bag buske og krat og skød på englænderne, så længe de havde noget at skyde med. Den sidste samlede styrke forskansede sig på Herfølge Kirkegård.
Ansvaret for denne fiasko må falde tilbage på Frederik 6. som havde ladet Landeværnet oprette i 1801 - netop med hensyn til en situation som denne - men havde ikke gjort det nødvendige for at udruste og træne soldaterne.
Derefter kunne englænderne i ro og mag begynde bombardementet af København. Både den 1. og 2. september opfordrede englænderne Københavns kommandant, Heinrich Ernst Peymann, til at overgive sig og udlevere den dansk-norske flåde, hvilket blev afvist.
Om aftenen den 2. september 1807 påbegyndte briterne et terror bombardement af København, blandt andet med de nye congrevske brandraketter.
De var som sagt raketter med eget fremdrivningsmiddel, som kunne affyres uden kanonrør, på lignende måde som nytårsraketter.
Det anslås, at englænderne sendte omkring 6.000 bomber, granater og raketter ind over byen i løbet af de tre dage, bombardementet stod på. Heraf var 300 brandraketter.
Det var en typisk terror aktion. Hele formålet var at skræmme befolkningen mest muligt, for at få byen til at overgive sig. Derfor startede bombardementerne altid først, når det var blevet mørkt, fordi raketterne, eksplosionerne og brandene da virkede mere gruopvækkende og skræmmende.
Vor Frue Kirke brænder under Københavns bombardement i 1807. Maleri af Christoffer Wilhelm Eckersberg - Foto ukendt, originalen i Det Kongelige Danske Bibliotek. Wikipedia.
Højt over byen knejsede Vor Frue kirkespir. Det var ganske øjensynligt det, som englænderne sigtede efter. Natten mellem fredag den 4. og 5. september skete katastrofen.
Højt oppe på spiret satte en brandraket sig fast, og før brandvagterne kunne nå op, var kobberet smeltet og træværket stod i lys lue. Kirken brændte helt ned. Fra kirken bredte sig en fladebrand, som simpelthen fortærede gade efter gade.
Pastor Mynster i Spjellerup i det sydlige Stevns - knap 50 km syd for København - så mod nord fra taget af sin præstegaård. Han sagde: "Det var så mørkt at jeg i nærheden ingen genstande kunne skelne, men yderst i horisonten så jeg en vidstrakt ild og vidste vel, at det var København, hvor alt, som var mig kærest, var samlet."
Efter tre nætters bombardement samlede kommandør Peymann de militære øverstkommanderende og vigtigste embedsmænd til et krigsråd. Man diskuterede om man skulle fortsætte forsvaret eller søge forhandlinger. Man enedes om at søge forhandlinger. Kapitulationsvilkårene var ikke vanskelige at forudsige. Ubetinget udlevering af flåden med alt til skibene hørende, og besættelse af orlogsværftet indtil flåden var udrustet.
Hvorfor blev flåden ikke sænket og ødelagt? Det var fordi kronprinsen ikke havde givet sådanne instruktioner.
Formentlig påvirket af den heltestatus, som Churchill og England opnåede umiddelbart efter Anden Verdenskrig, har nogle historikere forsvaret englændernes ran af flåden på den måde, at hvis de ikke havde taget den, så var den faldet i hænderne på Napoleon, som om det skulle være et større onde. Men det er blot følsomme undskyldninger. Napoleon havde ingen flåde af betydning, og franske tropper ville ikke have været i stand til at krydse Store Bælt, som i så fald ville være bevogtet af danske eller engelske orlogsskibe.
Det er let at se at Englænderne tog flåden, simpelthen fordi de kunne, og fordi de ville have den - til at bekæmpe Napoleon og på længere sigt til at udvide deres imperium på andre måder.
Om aftenen den 20 oktober 1807 passerede englænderne Kronborg med deres bytte, som bestod af 17 linjeskibe, 17 fregatter, 8 brigger, 8 mindre skibe og 26 kanonbåde.
Uden en orlogsflåde blev det svært og nærmest umuligt at sikre forbindelsen mellem Danmark og Norge, hvilket varslede den historiske adskillelse af de to riger.
Peyman måtte bøde for kapitulationen. Kronprinsen blev meget vred, fordi København kun modstod fjenden i kort tid. Han lod Peymann stille for en krigsret, som dømte ham til at miste ære, liv og gods. Senere blev han dog benådet.
Napoleon blev glad over den danske krigserklæring, men hans glæde kølnedes noget, da han erfarede at briterne allerede havde taget den, af ham så eftertragtede flåde. Han sagde til den dansk-norske særlige udsending: "Hvis I havde haft eders tropper på Sjælland i stedet for i Holsten, så havde I frelst eders flåde." Han tilføjede: "Hvad ville I vel udrette med 20.000 eller 30.000 mand mod min arme?"
Det dansk-norske linjeskib "Prins Christian Frederik" havde undgået beslaglæggelse, fordi det havde været på togt i norske farvande. Tidligt på året 1808 stævnede det mod Danmark. Efter at have passeret Samsø til styrbord blev det angrebet af to engelske linjeskibe, bittert nok var det ene det tidligere danske "Holsten".
Kampen begyndte efter solnedgang og varede adskillige timer i den mørke martsaften. Tabene på dansk side var meget betydelige, og da kaptajn Jessen til sidst satte sit sønderskudte skib på grund ved Sjællands Odde var det ubrugeligt for fjenden. Blandt de faldne var den nu 25-årige helt fra Slaget på Rheden, Peter Willemoes. De blev alle begravet på Odden Kirkegård.
Slaget ved Sjællands Odde 1808. Det sidste skib i den danske flåde, linjeskibet Prins Christian Frederik, i natlig kamp mod to britiske linjeskibe og tre fregatter. Detalje fra et akvarelmaleri af A. G. Gross/Søfartsmuseet, Helsingør. A G. Gross - Uploader: Leifern Wikipedia.
Den 31 januar 1808 befandt Asiatisk Kompanis skib "Norge" sig ud for Kap Det Gode Håb på rejse tilbage til København fra Batavia - i nutidens Indonesien - med lasten fuld af kaffe og sukker. Her blev det opbragt af engelskmændene, som fortalte, at der var krig mellem Danmark-Norge og England og derfor beslaglagde de hele den værdifulde last. Besætningen blev spurgt, om de ville gå i engelsk tjeneste for at undgå krigsfangenskab, hvilket blev besvaret med et enstemmigt "nej".
I alt konfiskerede englænderne 1.400 dansk-norske handelsskibe i løbet af syv års krig, hvilket var et hårdt slag for rigernes økonomi.
Erfarne sømænd var en vigtig resource. De store sejlskibe kunne slet ikke bruges uden en stor mængde matroser og styrmænd, som havde forstand på sejlføring. Derfor tog engelskmændene alle søfolk på såvel krigsskibe som handelsskibe til fange og satte dem i særlige fængselsskibe på Themsen, som kaldtes "prisonen".
Man regner med at i årene 1807-14 har der siddet i alt 7.000 fanger i fængselsskibene på Themsen, med maksimum i 1809, hvor ikke mindre end 3.547 dansk-norske sømænd henslæbte deres liv der under triste og usunde forhold. På trods af krigen lykkedes det efter nogen tid den danske regering at få tilladelse til at udbetale beskedne dagpenge til fangerne, så de kunne købe dagliglivets små fornødenheder.
Ved Freden i Tilsit i 1807 enedes Alexander 1. af Rusland og Napoleon om at stille Sverige overfor et krav om at tilslutte sig fastlandsspærringen. Men Sverige afslog, blandt på grund af sin store malmeksport til England, og fordi kong Gustav 4. Adolf ikke kunne fordrage Napoleon. Det førte til en russisk krigserklæring mod Sverige den 21. februar 1808, som Danmark-Norge som en loyal allieret tilsluttede sig den 29. februar 1808.
Den franske general Bernadotte var 1807-09 guvernør over Bremen, Hamburg og Lübeck og rådede over omkring 30.000 soldater, som var dels franskmænd og dels temmelig umotiverede spaniere.
Den 2. marts 1808 gav Napoleon Bernadotte marchordre mod Danmark med henblik på - i samarbejde med Danmark-Norge - at angribe Sverige. Men i det sene forår 1808 lå de fleste af hans spanske soldater på Fyn og i Østjylland, og angrebet på Sverige havde lange udsigter.
Den 13. marts 1808 døde den gamle sindssyge kong Christian 7. af et slagtilfælde, da han så spanierne marchere gennem Rendsborg, og så kunne kronprins Frederik endelig blive rigtig konge som Frederik 6.
Spanske soldater i Danmark. Samtidig gravering af brødrene Suhr.
Men nede i Spanien forsøgte Napoleon at gøre sin broder Josef til konge, hvilket udløste et oprør, som det aldrig lykkedes Napoleon at nedkæmpe. Engelske agenter sørgede for at aviser med beretninger om det spanske oprør kom i hænderne på de spanske officerer i Danmark. De gjorde mytteri, og efter aftale med engelske agenter drog de alle til Langeland for der at afvente engelske transportskibe, som ville føre dem hjem til Spanien.
I sine erindringer fortæller eventyrdigteren H.C. Andersen, da han var en lille dreng i Odense, tog en spansk soldat ham op og "dansede rundt med mig, kyssede mig og græd, han havde vist selv børn hjemme i Spanien."
Efterhånden var der samlet 9.000 spanske soldater på Langeland. De blev afhentet som lovet på britiske transportskibe og bragt til Spanien.
De egentlige krigshandlinger mellem Sverige og Danmark i denne krig blev således aldrig til noget.
Krigen sluttede for Danmarks vedkommende med Freden i Jönköping den 10. december 1809. Men russerne udnyttede krigen fuldt ud til at erobre Finland fra Sverige.
43. Kanonbådskrigen
Umiddelbart efter at englænderne var afsejlet med flåden i 1807 startede en hektisk aktivitet i alle danske og norske kystbyer med at bygge kanonbåde.
De blev bygget i to udgaver efter tegninger fremskaffet af Orlogsværftet, nemlig kanonchalup og kanonjolle. Var der problemer med produktionen, kunne værfterne få hjælp fra Orlogsværftet.
En kanonchalup var omkring 20 m. lang og 4,4 m. bred med en dybgang på 1,2 til 1,5 m. Den havde 30 årer og en besætning på 64 mand. Den var bevæbnet med to kanoner og en eller to haubitsere.
En kanonjolle var 14 m. lang og omkring 3 m. bred med en dybgang på omkring 1,1 m. og en besætning på 24 mand og med 18 årer. Den var bevæbnet med en kanon agter og en haubitser for.
Kanonchalup. En tegning fra 1800-tallet af en dansk-norsk kanonchalup, ukendt kunstner - Wikipedia.
Kanonbådene kunne føre sejl, men under kamp blev de roet frem.
De var, som sagt, åbne ro fartøjer, egentlig meget lig vikingeskibe. Der var ingen kahytter eller lignende, mandskabet var udsat for vejrlig og skumsprøjt døgnet rundt og varm mad var udelukket.
I alt byggedes under krigen 157 kanonchalupper og 69 kanonjoller.
De store sejlskibe blev, som vi ved, drevet frem af vinden, og hvis vinden ikke blæste, var de hjælpeløse. Dette blev udnyttet af kanonbådene, som ved vindstille kunne nærme sig og beskyde dem fra vinkler, hvor de ikke kunne rammes af sejlskibets eventuelle kanoner. Desuden lå kanonbådene så lavt i vandet at de var svære at ramme. Hvis det pludselig blæste op kunne de hurtigt søge sikkerhed på lavt vand på grund af deres lille dybgang.
Kanonbådene angreb med held engelske brigger og fregatter, men linjeskibe kunne de ikke stille noget op imod.
Den 4. juni 1808 skrev premierløjtnant Christian Wulff i sin rapport:
"Jeg har at meddele at med fire kanonbåde under min kommando har jeg erobret den engelske orlogsbrig "The Ticler" armeret med 12 stk. 18 pds. karonader, 2 stk. 18 pds. kanoner i boven og en besætning på 50 mand.
Så snart briggen fik os i sigte holdt den straks af og styrede SV med force af sejl. Kl. 3 1/2 da vi var landet ved Tårs tværs bar briggen omtrent 3 mil fra i SSV. Det løjede af på samme tid til næsten stille, og jeg besluttede at indhente fjenden med årene.
En temmelig stærk dønning gjorde, i særdeleshed i begyndelsen, at kanonbådenes skud var meget usikre. Jeg avancerede imidlertid nærmere ind på briggen indtil godt skråskuds distance. Omendskønt jeg vel kunne spore virkningen af vore skud på briggens rejsning og hans bov, så frygtede jeg dog, at den ved tiltagende kuling skulle undløbe. Jeg besluttede derfor at entre den og lod kanonbådene ro med force imod briggen under bestandig skyden med skrå.
Da jeg var på geværskuds afstand, vinkede fjenden og råbte, at skibet var overgivet. Jeg gik ombord og tog det i besiddelse. Chefen, kaptajn John Watson Skinner, var dræbt med skråkugle i hovedet og syv mand blesseret.
Slag mellem den britiske fregat HMS Tartar og norske kanonbåde nær Alvøen i Norge den 11 maj 1808. Wikipedia.
Jeg har haft det besynderlige held i denne aktion, som varede mere end tre timer og næsten bestandig på skråskuds afstand, ej at miste en mand dræbt og kun en blesseret.
Hvad der har bidraget til dette held er, at fjenden bestandigt skød for højt. Kuglerne vandede 2 a' 3 kabellængder agten for os."
(fra "Englandskrigene" af Lars Lindeberg)
Under krigen erobrede den dansk-norske kanonbådsflåde i alt ti engelske orlogsbrigger, og der blev bygget et tilsvarende antal, til dels efter den engelske model.
Kort efter at krigen var brudt ud, udstedte regeringen et kaperreglement. Private indehavere af kaperbreve havde ret til at opbringe fjendtlige nationers handelsskibe og sælge skib og ladning ved aktioner.
Hurtigt blev autoriseret sørøveri en af Danmark-Norges vigtigste næringsveje.
Præsten Nicolai Wergeland beskriver at Kristiansand hurtigt blev kendt som en driftig by for kapere: "De mange hertil indbragte priser, de deraf opståede store aktioner, har gjort Kristiansand bekendt."
Gennem hele krigen udrustedes nær ved 600 kaperskibe i Danmark-Norge. De fandtes i alle størrelser, fra robåde endog uden kanoner op til skonnerter og brigger, ja endog en enkelt fregat. Også kaperrederierne fandtes i mange størrelser, fra enkeltmands foretagender til store aktieselskaber med mange skibe.
Kaperskibene havde navne som "Tigeren", "Gjedden", "Makrellen", "Hævneren", "Giengæld", "Tak for sidst", "Jessen" eller "Willemoes".
Lad os følge kaptajn Christian Hansen på kaperen "Kiek og Hurtig" gennem et par måneder. Hans skib var et ro fartøj med 16 mand besætning og to kanoner. Den 2. juni 1809 tog han i Øresund et preussisk skib lastet med træ. En uge senere fulgte han forsigtigt efter en konvoj med kurs mod Malmø. Da det blev mørkt entrede han og hans mænd konvojens bagerste skib, en svensk jagt i ballast. To dage efter tog de en helt nybygget svensk jagt lastet med mursten. Da Christian Hansen læste i avisen om han og hans "mandskabs" bedrifter, skrev han straks til redaktøren og gjorde opmærksom på at der burde stå "kammerater" i stedet for "mandskab".
I midten af juli tog han et hollandsk skib lastet med fyrrebjælker fra Stettin. Et par dage efter kom de over et amerikansk skib i ballast, men her måtte de også kæmpe mod en rivaliserende kaperbesætning fra Gilleleje, som entrede et øjeblik efter Christian Hansen og hans "kammerater".
Kaperiet var ved at være Danmarks vigtigste indtægtskilde. Alene ved Københavns prisedomstol blev der i året 1810 prisebedømt 70 skibe, som hver især havde en værdi af over 100.000 rigsdaler. Blandt dem var der 20, som hver især indbragte over 250.000 rigsdaler. Ganske enkelte laster blev solgt til tre gange så meget.
Prisedomstolen i København var formentlig den mest aktive. Men der var desuden prisedomstole for Lolland, Falster og Møn med tilhørende øer, såvel som for Fyn og Samsø. Der var en prisedomstol i Aarhus og en for Slesvig-Holsten, der holdt til i Flensborg, samt en for Bornholm og Christiansø. I Norge var der prisedomstole i Kristiansand og Christiania.
44. Krigen i Holsten
Den krig, som Danmark-Norge erklærede mod Sverige i 1808-1809 sammen med Rusland, der ikke blev til noget, fordi spaniolerne heller ville hjem, blev udnyttet fuldt ud af Rusland til at erobre Finland, som havde været en del af Sverige siden tidlig middelalder. Landsdelen udgjorde næsten halvdelen af det daværende Sveriges areal.
Efter denne katastrofe afsatte svenskerne i 1809 deres konge og valgte i stedet den gamle og barnløse Karl 13., som derefter adopterede den franske general, Jean-Baptiste Bernadotte, under navnet Karl Johan. I 1810 udpegede Stænderrigsdagen ham til kronprins.
Ideen var, at med denne notorisk dygtige general i spidsen skulle svenskerne generobre Finland.
Men den ny kronprins fandt det urealistisk at vinde en krig mod Rusland og genoplivede i stedet Karl 12.'s gamle drøm om at erobre Norge. Han gik ind i krigen på Storbritanniens og Ruslands side på betingelse af, at disse magter ville støtte hans krav om svensk besiddelse af Norge, hvilket de gik ind på.
Napoleons tilbagetog fra Moskva. I slutningen af 1810 åbnede Rusland sine havne for handel med England og brød dermed fastlandsspærringen, som var så vigtig for Napoleon. Han så på zarens handling som et direkte forræderi mod deres aftale i Tilsit i 1807. Derfor begyndte han at samle en kæmpehær til en straffeaktion mod Rusland, og fik tilsagn om tropper fra alle hans lande. Men hans tidligere general, Bernadotte, som nu var blevet kronprins af Sverige, afslog at stille tropper til projektet og allierede sig i stedet med England.
Men det lykkedes alligevel Napoleon at samle en enorm hær til angrebet på Rusland. Men hans felttog mod Moskva blev en fuldstændig katastrofe.
Maleri af Adolph Northen 1828–1876. Napoleon's retreat from Moscow. Wikipedia.
Men uanset at svenskerne ikke ville være med, lykkedes det alligevel Napoleon at samle en international hær fra alle hans lande på mellem 450.000 og 600.000 mand, som overskred den russiske grænse den 24. juni 1812.
Russerne brugte den brændte jords taktik og trak sig tilbage foran "La Grande Armee", som den kaldtes på fransk. Hæren kom frem til Moskva, men kun for at opleve at russerne selv brændte det meste af byen ned, så hæren ikke kunne finde ly eller mad nogen steder. Derefter var Napoleon nødt til at trække sig tilbage ad den samme vej, som han var kommet - men nu om vinteren. Næsten hele "La Grande Armee" gik tabt under tilbagetoget, kun mellem 10.000 og 50.000 soldater kom levende tilbage.
Hvor utroligt det end lyder lykkedes det Napoleon at samle en ny stor hær, som mødte hans fjender fra Østrig, Preussen, Rusland og Sverige i "Folkeslaget ved Leipzig"den 16. til 19. oktober 1813, hvor han igen trak det korteste stå.
Efter disse to afgørende nederlag stod det klart for alle i Europa at Napoleon var en slagen mand. Alle, der kunne, trak deres støtte til den franske kejser. Han havde kun en allieret tilbage, og det var dobbeltmonarkiet Danmark-Norge, fordi Frederik 6. vidste at alle Napoleons fjender var enige om at Sverige burde belønnes med Norge som erstatning for tabet af Finland. Hans eneste spinkle håb var at Napoleon havde nogen forhandlingsstyrke tilbage.
Allerede i foråret 1813 havde Frederik 6. søgt at forhandle fred med Sverige og Storbritannien. I maj 1813 lod han endda danske soldater kæmpe side om side med russerne mod franskmændene for at signalere sin vilje til at skifte side.
Men alliancen mod Napoleon krævede enstemmigt at Danmark skulle overdrage Norge til Sverige. Dette nægtede Frederik 6., og derfor valgte han i stedet i desperation at forny sin alliance med Napoleon og erklære krig mod Sverige den 3. september 1813. Men kronprins Karl Johan, tidligere Bernadotte, rykkede fra slagmarken ved Leipzig ind i hertugdømmerne med en hær af svenske ryttere og blev efter sigende modtaget med jubel i Kiel.
Det var denne krig, som endte med den katastrofale Freden i Kiel i 1814 mellem Danmark og Sverige, hvor Danmark overdrog Norge til Sverige. Som plaster på såret fik Danmark Rügen, som man straks byttede med hertugdømmet Lauenborg, som grænsede op til Holsten.
Danmark fik dog lov til at beholde de tidligere norske skatlande i Nordatlanten, Færøerne, Island og Grønland.
Nogle mener, at det skyldtes, at den svenske forhandler i Kiel ikke kendte Norges historie. Andre mener at forhandleren tænkte at disse nordatlantiske øer var fjerne og fattige og de rene underskudsforretninger, og disse udgifter ville man gerne hænge om halsen på Danmark.
Samtidig, også i Kiel, sluttedes fred mellem England og Danmark-Norge eller blot Danmark, hvorved vi fik Anholt tilbage, men mistede Helgoland til England, hvilket ø de senere byttede med det tyske Zanzibar.
Begge fredsslutninger blev senere bekræftet af Wienerkongressen i 1815. Ved samme kongres måtte Danmark acceptere at Holsten blev medlem af Det Tyske Forbund, hvilket senere skulle vise sig at få alvorlige konsekvenser. Dog beholdt Danmark overherredømmet over hertugdømmet.
44. Danmark og Norge skilles
Men statholderen i Norge, den danske prins Christian Frederik, anerkendte ikke Kielertraktaten. Han indkaldte til et såkaldt stormandsmøde på Eidsvollden 16. februar 1814 for at diskutere landets fremtid. På dette møde blev det besluttet, at Frederik 6. ikke bare kunne overføre det norske folk til en anden konge. Suveræniteten var hos det norske folk, som havde ret til at bestemme over sin egen skæbne.
Eidsvoll Foramlingen i 1814. Oscar Wergeland - Archives of the Storting. Wikipedia
Forsamlingen på Eidsvoll ønskede, at en ny konge skulle vælges af det norske folk. På mødet blev det besluttet, at der skulle vælges en forsamling, der skulle give landet en forfatning og derefter vælge Christian Frederik til konge.
Den valgte forsamling mødtes allerede den 10. april 1814, da det var afgørende at få en forfatning og et kongevalg på plads, inden den svenske kronprins, Carl Johan, vendte tilbage fra kontinentet og kunne sætte magt bag Kielerfredens bestemmelser.
Forsamlingen underskrev forfatningen den 17. maj 1814, og samme dag blev prins Christian Frederik enstemmigt valgt til konge. Han accepterede valget den 19. maj 1814.
Men i slutningen af juli 1814 rykkede Carl Johan over grænsen til Norge.
Den svenske hær var fuldstændig overlegen, og Christian Frederik beordrede hurtigt tilbagetrækninger.
Den 10. august 1814 begyndte fredsforhandlinger i Christian Frederiks hovedkvarter i Moss. Carl Johans udsendinge undlod høfligt at nævne Kielertraktaten. Den svenske konge anerkendte den norske grundlov på betingelse af, at den blev tilpasset en union med Sverige. Christian Frederik lovede på sin side at overdrage regeringen til Statsrådet og forlade landet.
Unionen mellem Norge og Sverige blev ophævet i 1905.
45. Efterkrigstiden
Tiden mellem 1807 og Frederik 6.'s død i 1839 er karakteriseret ved en række katastrofer, som ramte landet. Københavns bombardement, tabet af orlogsflåden i 1807, det efterfølgende tab af næsten hele handelsflåden, sammenbruddet af fjernhandelen med Kina og Indien, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814, et markant fald i kornprisen, som forårsagede en ødelæggende landbrugskrise.
Men, som i hele Europa efter Napoleonskrigene spirede også i det fattige halverede dobbeltmonarki nationale følelser, som nærede litteratur og videnskab på trods af den økonomiske modgang.
Portræt af Nikolai Frederik Severin Grundtvig. Künstler: C.A. Jensen 1843. Sammlung: Den Hirschsprungske Samling Dänemark. Arne List Wikipedia.
I 1814 påtog Nikolai Frederik Severin Grundtvig sig for "Selskabet for Nordens Oldskrifter" at fordanske "Saxos" latinske "Danmarkshistorie", og i 1815 "Snorres" islandske krønike om de norske konger, "Heimskringla". Han startede i 1816 sit eget tidsskrift, "Dannevirke".
Oehlenshläger skrev sine nationalromantiske digte og skuespil, her i blandt den danske nationalsang i "Der er et yndigt land" i 1819. Knud Kyhne Rahbek udgav de gamle folkeviser. Den geniale sprogforsker Rasmus Rask udgav både den ældre og den yngre Edda. Islændingen Finn Magnusson udgav et stort værk om Edda-mytologien. Det første danske Nationalmuseum åbnede i 1819.
B.S. Ingemann udgav sine historiske romaner, "Valdemar den Store", "Valdemar Sejr", "Erik Menveds Barndom" med flere fra 1826 til 1835. Steen Steensen Blicher udgav sin første digtsamling i 1814 og i 1824 "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog". I 1829 udgav H.C. Andersen sin første Roman.
I foråret 1820 opdagede H.C. Ørsted elektromagnetismen, der for altid ændrede fysikken og på længere sigt samfundet.
I 1819 købte den danske forretningsmand Steen Bille dampskibet Caledonia, som var et ud af fire dampskibe, som blev bygget på værftet John Wood & Coved ved den skotske flod Clyde i 1815. De var verdens første dampskibe.
Caledonia var 28,7 m. langt og 4,6 m. bredt. Det blev drevet frem med et skovlhjul i hver side. Skibet kunne præstere en fart på mellem 6 og 8 knob og medbringe 100 passagerer.
Steen Bille indsatte den på ruten København - Kiel, men kun i sommermånederne. Modsat sejlskibe, som var afhængige af vinden, havde det en stram sejlplan.
Hver tirsdag morgen klokken 5.00 afgik Caledonia fra København med plaskende skovlhjul, klokken 14.00 anløb den Kosters færgested på Møn, kl. 16.00 Gåbense på Falster, kl. 8.00 Bandholm på Lolland og kl. 8.00 onsdag morgen ankom det til Kiel.
Passagererne blev bragt til og fra borde med robåde, for det var strengt forbudt for dampskibe at sejle ind i en havn med ild under kedlerne.
Da maskinfabrikken M.P. Allerup i Odens begyndte at producere svingplove i 1836, solgte de i løbet af blot fire år 12.000 svingplove, der helt erstattede de gamle hjulplove, som krævede fire heste og flere mænd til at betjene den. Med en svingplov kunne man nøjes med en eller to heste og en mand.
Det blev stadig mere populært at spise kartofler, og derved blev mere korn disponibelt til eksport.
Da den Christian Frederik, som havde været konge af Norge i 146 dage i 1814, vendte tilbage til Danmark, blev han udnævnt til guvernør over Fyn og Langeland. Han opslog sin residens på Odense Slot.
Mand pløjer med svingplov på gammel 500 kr. seddel - en "plovmand". Gyldig 1944 - 1962. Med den gamle hjulplov skulle der flere personer og flere heste til at pløje en mark. Foto Møntkompaniet.
Fra 1818 til 1822 var han og hans hustru Caroline Amalie på en lang udlandsrejse, hvor de traf Europas førende statsmænd. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen lavede en buste af ham, da han besøgte ham i Rom.
Først i 1831 blev han medlem af statsrådet, hvor han viste stor forståelse for de nationalliberale og den spirende danske nationalfølelse i hertugdømmerne.
Christian Frederik var søn af Christian 7.'s halvbroder, arveprins Frederik, og da Frederik 6. ikke havde overlevende sønner, var han i følge Kongeloven den første i arvefølgen, altså kronprins.
Frederik 6. døde på Amalienborg den 3. december 1839 i en alder af 71 år. Han blev efterfulgt af kronprins Christian Frederik under navnet Christian 8. Han var 53 år gammel, da han blev konge. Han var Danmarks ottende enevældige konge.
45. Christian 8.
Christian 8. var godt orienteret om de nationale bevægelser, som rørte sig i Europa efter Napoleonskrigene, også i hertugdømmerne. I 1840 gennemførte han at dansk skulle være rets- og forvaltningssprog i de dele af Slesvig, hvor det i forvejen var kirke- og skolesprog - til stor fortrydelse for de tyske nationalister i Slesvig-Holsten.
Christian 8. som kronprins i 1831. Christian Frederik var gift to gange og ved siden af sine hustruer havde han mindst syv elskerinder og mindst 10 børn uden for ægteskaberne. Rolf Dorset hævder i bogen "Paradisbarnet", at kongen skulle være fader til eventyrdigteren H.C. Andersen, hvilket dog er bestridt af anerkendte H.C. Andersen forskere. Malet af Louis Aumont. Kongernes Samling - Amalienborg. Wikipedia.
I den slesvig-holstenske stænderforsamling den 11. november 1842 krævede en advokat fra Åbenrå at mærket "Dansk ejendom" skulle fjernes fra hertugdømmernes skibe. "Weg mit dem Stempel der Sklaverei!" råbte han ud over forsamlingen. Da var det, at Hiort Lorenzen som protest imod dette uden varsel gav sig til at tale dansk i stænder salen.
Det var sket af og til at repræsentanten for Ærø havde talt dansk. Nis Lorenzen havde også gjort det ved en enkel lejlighed, men ellers blev der altid talt tysk. At Hiort Lorenzen, som beherskede det tyske sprog, slog over i dansk og med korslagte arme erklærede, at han ikke ville bruge andet. Det var en skandale!
På et følgende møde nægtede forsamlingens tyske flertal at godkende mødereferatet, der ellers indeholdt et korrekt referat af Lorenzens tale på tysk. Det blev streget over, og i stedet blev skrevet i marginen "Der Abgeordnete aus Sønderborg sprach Dänisch" og "Er sprach weiterhin Dänisch."
Dermed var spørgsmålet om det danske sprogs stilling i hertugdømmerne sat til debat. Fra hele kongeriget strømmede erklæringer om enighed og støtte til Hiort Lorenzen. Københavnerne hyldede ham med en fest på skydebanen.
En række mænd fra egnen mellem Haderslev og Kolding købte Skamlingsbanken, som er det højeste punkt i Sønderjylland, for der at afholde folkemøder til støtte for det danske sprog.
Først i 1844 traf Christian 8. afgørelse i spørgsmålet om, hvorvidt man måtte tale dansk i den slesvig-holstenske stænderforsamling. Den lød at det danske sprog kun måtte bruges af stænderforsamlingens medlemmer, som ikke kunne tale tysk. Kongen var tydeligvis bange for, hvad den tyske nationalisme i hertugdømmerne kunne føre til.
Under Christian 8.s udkom nogle af Kierkegaards hovedværker, her i blandt "Enten- Eller" i 1843. I løbet af 1847 havde kongen tre personlige samtaler med filosoffen.
Den 20. januar i skæbneåret 1848 døde kong Christian 8. på Amalienborg af en blodforgiftning, som han havde pådraget sig under en åreladning, ordineret af hans livlæge. Han blev 61 år gammel og var Danmarks konge i godt 8 år.
Han blev efterfulgt af sin søn af første ægteskab, Frederik 7.
