Unionskongerne
Ingen andre nationer har ført så mange krige mod hinanden end Danmark og Sverige.
Ironisk nok udsprang de fleste af disse krige af Kalmarunionen, som var motiveret af en "kærlig bebindelse".
Dels kunne de danske konger ikke løsrive sig fra drømmen om at herske over tre riger, og dels blev hadet til "juterne" dybt rodfæstet i det svenske folkedyb, og blev derved et redskab til politisk magt.
Men på trods af historiens blodige krige regner de fleste danskere svenskerne - sammen med nordmændene - for at være et broderfolk. Selv om vi kan drille hinanden som søskende, er disse folk de eneste i Verden, som kan forstå vores sprog, og vi deres, vi er af lignende etnisk type, ligesom vi deler historie og kultur.
I anledning af terrorangrebet i Paris i 2015, rapporterede DR således, at der var "svenskere og adskillige udlændinge" blandt de dræbte. De er ikke danskere, men de er heller ikke rigtige udlændinge.
16. Kalmarunionen
Kalmarunionen var en union mellem de tre riger Norge, Danmark og Sverige, som blev skabt i Kalmar i 1397, samtidig med at Margrete 1.'s adopterede søn, Erik af Pommern, blev kronet til konge over disse riger, idet han allerede var valgt til konge i hver enkelt af dem.
Motivet til at skabe en sådan union var "fred mellem rigerne".
Et unionsbrev fastslog:
- Kun en konge skal råde over alle tre riger.
- Unionen skal være et valgkongedømme.
- Kongen skal regere hvert rige i overensstemmelse med hvert riges egne love.
- Hvis et af rigerne trues af krig, skal de andre komme det til hjælp.
- Den, som er blevet dømt fredløs i et rige, skal være det i alle rigerne.
- Kongen og rådsmedlemmer fra hvert rige kan forhandle med andre lande.
Der var virkelig omfattende støtte til en union i alle tre riger. Gennem mere end hundrede år forblev mange adelsmænd og biskopper, også i Sverige, unionstilhængere og støttede helhjertet at deres land skulle regeres af en unionskonge.
Men både Margrete og Erik satte danske og tyske fogeder på såvel norske som svenske slotte og udnævnte danskere som biskopper i Sverige og Norge, hvilken politik i Sverige blev kritiseret for at være i strid med "Magnus Erikssons landslov", som præciserede at kun indenrigske mænd kunne have embede i Sverige.
Men de fleste i den hær, som besejrede kong Albrecht i slaget ved Åsle var danske, og formentlig måtte Margrete belønne sine mænd efter sejren med passende positioner.
Erik besvarede kritikken med at sige at nordmænd, svenskere og danskere alle var indenrigske mænd i unionen.
Margrete såvel som Erik lod embederne som marsk og drost være ubesatte i alle tre riger. Margrete indkaldte kun nødigt rigsrådene.
Efter Margretes død den 28. oktober 1412 på sit skib i Flensborg Fjord blev den kongelige centralstyring noget mildnet.
Erik synes at have haft en ambition om at integrere de tre landes rigsråd i fælles rigsrådsmøder i København, som et slags skandinavisk parlament.
Erik af Pommerns afsættelse som unionskonge 1439-1441 markede et skifte i unionens karakter. Under Margrete og Erik havde den i praksis været et centralstyre omkring en stærk kongemagt, der i realiteten var i stand til at lade kongedømmet gå i arv. Men Christoffer af Bayern lod sig nøje med en personalunion mellem de tre riger, hvor rigsrådene i sidste ende havde den afgørende magt - også til at vælge konge.
Christian 2.'s Stockholmske Blodbad og Gustav Vasas efterfølgende kåring som svensk konge - og ikke rigsforstander - satte det endelige punktum for Kalmarunionen.
17. Dronning Margrete 1.
Efter Valdemar Attedags død i 1375 blev den da 5-årige Oluf i 1376 valgt til dansk konge som Oluf 2. med sine forældre som formyndere. I det meste af sin regeringstid var Oluf mindreårig, og hans moder regerede for ham.
Oluf var søn af kong Håkon 6. af Norge og hans dronning, Margrete, der var Valdemar Atterdags yngste datter.
Den unge Oluf havde det perfekte stamtræ for en konge over et forenet Norden. Han var af den norske kongeslægt såvel som af den svenske og den danske. Den Skånske Årbog skriver at han var "af ædlere byrd end nogen dalevende konge på grund af sin slægts oldgamle blod og dens kongelige oprindelse både på sværd- og spindesiden".
Da Oluf var 10 år gammel, den 29. juni 1381 - på Sct. Olavs Dag - blev han hyldet i Nidaros Katedralen i Trondheim som Norges konge. Det blev indledningen til det konge-fællesskab mellem Danmark og Norge, som skulle komme til at vare i 484 år til freden i Kiel den 14. januar 1814.
Men i Danmark blev Oluf aldrig kronet i en domkirke af ærkebiskoppen, således som andre unge tronfølgere var blevet det siden Valdemar den Stores tid. Der er heller ingen efterretninger om, at Margrete søgte at finde en passende kongelig hustru for ham.
De norske skatlande i Nordatlanten, som i tidlig vikingetid blev befolket af bønder fra det vestlige Norge, som flygtede fra Harald Hårfagers herredømme. Det drejer sig om Færøerne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne og Island. Grønland blev befolket i 986 af Erik den Røde, som ankom fra Island med en lille flåde. Disse lande var ikke en del af Norge, men på Oluf 2. og Margretes tid anerkendte de kongen af Norge, som deres overherre og betalte skat til ham. Man kan forstå det som et norsk rigsfællesskab. Gabagool Wikipedia.
Ved Freden i Stralsund 1370 mellem Danmark og Hansestæderne fik stæderne slottene i Helsingborg, Malmø, Skanør og Falsterbo og ret til 2/3 af toldindtægterne på Skånemarkedet for 15 år indtil 1385, samt ret til at godkende en dansk tronkandidat efter kong Valdemars død.
Stædernes motiv til at skaffe sig herredømmet i Skåne i disse 15 år var at indtjene en økonomisk gevindst, der kunne kompensere for de udgifter, som de havde haft til at føre krigen mod Danmark. Imidlertid viste det sig at udgifterne til driften af slottene i Skåne blev meget større end forventet og indtægterne fra Skånemarkedet skuffede.
Desuden, straks efter freden i Stralsund dukkede sørøvere op i danske farvande, som opbragte stædernes skibe, tog besætningerne til fange og solgte lasten. De gav stædernes købmænd yderligere store tab. Deres skibe begyndte at samles for sejle i konvoj gennem de danske farvande.
Købmændene placerede ansvaret for sørøver uvæsenet i danske farvande hos den danske regering, og indsendte en strøm af klager og krav om erstatninger, som imidlertid alle blev afvist af Margrete med det fromme svar: "Man bør ikke lade de uskyldige lide for de skyldige."
Det må have været almindelig kendt at Margrete og den danske regering i virkeligheden fuldt ud var i stand at bekæmpe sørøverne. Riget manglede ikke stridskræfter til at skabe lov og orden. For eksempel, på Danehoffet i 1377 svor 132 adelsmænd troskab mod kongen og på at de ville "sætte liv og gods ind" på at "opretholde landets love."
Dronningen lod stæderne forstå, at hun ikke var i stand til at bekæmpe sørøverne effektivt, når hun ikke kunne råde over de skånske slotte, hvilket skulle motivere stæderne til at tilbagelevere slottene - gerne før tiden. Det skulle da også vise sig at lige så snart Danmark fik Skåne tilbage, forsvandt sørøverne som ved et trylleslag fra de danske farvande.
Riddersalen på Nyborg Slot, hvor vi kan tro at de holstenske grevers aflagde lensed til Margrete og Oluf - 1960 Nationalmuseets samlinger.
Imidlertid, kong Håkon af Norge døde i 1380, og Margrete overtog regeringen i Norge på den mindreårige Olufs vegne. Da stæderne bad om at få privilegierne i Norge fornyet efter kongens død, svarede Margrete at kongen af Norge var død og deres aftale om privilegier var døde med ham. Stæderne må have forstået at der ikke kunne blive tale om fornyelse af deres privilegier i Norge, før de skånske slotte var givet tilbage til den danske konge.
Men i 1381 fangede købmændene selv sørøveren Rambow på havet ud for Helsingborg. Han havde kone og børn i Wismar. Rambow selv og fem af hans nærmeste blev halshugget på stedet og resten af hans mandskab blev kastet over bord. De afhuggede hoveder blev sat på stager i Helsingør til skræk og advarsel.
Overdragelsen af slottene til den danske konge var fastsat til Kristi Himmelfartsdag 1385, men det var en offentlig hemmelighed at stæderne ville nægte at udlevere slottene indtil Danmark havde accepteret at betale erstatning for købmændenes tab på grund af sørøverangreb i danske farvande.
Men alligevel indfandt enkedronning Margrete, drost Henning Podebusk og den unge kong Oluf sig højtideligt i Helsingborg på den aftalte dag for at tage slottet i besiddelse. Da slottets høvedsmand afviste at åbne porten for dem, anstillede de sig højst overraskede.
Den unge kong Oluf skrev derefter et rasende brev til stæderne - sikkert skrevet med ført hånd - hvori han truede med krig. Margrete sendte et mere forsonende brev, hvori hun gav udtryk for at hendes søn var så ophidset at hun ikke troede det muligt at berolige ham, medmindre hendes "kære venner" holdt deres løfter. Også Henning Podebusk sendte et brev hvori han opfordrede til forsoning.
Stæderne ville formentlig have vundet en sådan krig - lige som de havde vundet 15 år før, men med tilsvarende store omkostninger og skade for den handel - som skabte deres rigdom - så længe krigen stod på. Derfor gav de op og hen på efteråret blev de skånske slotte og herredømmet i Skåne, herunder det vigtige skånemarked overdraget til den danske konge.
Snart efter var de preussiske stæders tillid til freden i de danske farvande genoprettet. De skrev at det: "synes os godt, at man i år ikke udruster fredskibe og ikke opkræver nogen pundtold, men at man tror på kongen, da han med sine mænd indbyrdes har svoret og lovet at beskytte havet efter sin bedste formåen."
Vi husker at Valdemar Atterdag vandt sig evig hæder ved at genrejse Danmark ved at indløse de mange pantelen eller blot erobre landsdelene. Men ved sin død i 1375 manglede han stadig at indløse eller generobre de sydligste dele af hertugdømmet Jylland, som i dag kaldes Sønderjylland eller Slesvig, hvilke panter blev holdt af de holstenske grever.
Men Margrete gjorde intet ved dette problem, tværtimod gav hun de holstenske grever hvad de ville have, måske fordi hun ville have ryggen fri i forhold til Sverige, som hun prioriterede højere.
I Detmars Lübske Krønike for 1386 hedder det: "Da fik dronningen af Norge hele riget Danmark tilbage i det omfang hendes fader kong Valdemar i sin tid havde haft det. Hun fik landet Skåne tilbage som havde stået ude til søstæderne i 15 år på grund af de skader de havde lidt af riget, og straks derefter tog hun over til jyderne og udsonede sig med sine fjender, holstenerne, som hun forlenede arveligt med hertugdømmet Slesvig, alt sammen udført med stor klogskab."
Det var de holstenske grever, som knæsatte navnet "Slesvig" for hertugdømmet. Alle tidligere hertuger har været hertuger af "Jylland".
Kong Oluf 2's gravsten i Sorø Klosterkirke indmuret i korets østlige væg. Den latinske inskription lyder: "Hic iacet olavs filius margarete regine que ex hacqvinno rege norvegie genvit", som betyder: "Her hviler Oluf, dronning Margretes søn, som hun avlede med kong Håkon af Norge" (fra Arslonga). Den viser den norske løve men intet, som repræsenterer Danmark. Det nævnes ikke at Oluf var konge af to riger, og der er ikke noget med "de Venders de Goters" og ej heller nogen danske løver. Historikeren Vivian Etting mener at denne gravsten er opsat i 1525 - mere end hundrede år efter Olufs død. Der er ingen efterretninger om, at der nogensinde har været andre gravmonumenter. Foto Orf3us Wikipedia.
I juni måned var Margrete og Oluf sammen i Ystad. Efter at have stadfæstet Rönnebys privilegier red Oluf og hans mænd til Falsterbo, medens dronningen blev i Ystad.
Men så snart rejse selskabet var ankommet til slottet Falsterbohus, blev Oluf pludselig syg og den 3. august døde han, bogstaveligt talt i armene på kammermester Folmer Jacobsen. Foruden kammermesteren var adskillige af kongens hoffolk til stede, heriblandt hovmester Bent Byg, køgemester Mikkel Rud, to kapellaner, Jens Due og Jens Rud, samt kongens mundskænk, som blev kaldt Stokfisk.
Kong Oluf blot var 17 år gammel og ugift, da han døde, og han efterlod sig ingen arvinger.
Straks efter at efterretningen om kong Olufs død i Falsterbo i august 1387 nåede Mecklenburg, antog hans fætter og rival, den unge hertug Albrecht, titlen "Arving til Danmark" samtidig med at hans ny segl med de danske løver indeholdt indskriften "Danmarks konge". Albrecht var søn af Valdemar Atterdags ældste datter Margrete, og således barnebarn af Valdemar lige som Oluf.
Men også denne gang blev han forbigået.
Margrete handlede med rasende fart.
Ved et fuldstændigt tilfælde var adskillige rigsråder og andre stormænd til stede i Skåne, da Oluf døde. Det drejede sig om drost Henning Podebusk, Margretes rådgiver biskop Peder Jensen af Århus, den nyudnævnte ærkebiskop Vinald Henriksson af Nidaros, som var på hjemrejse fra Rom, den mecklenburgske adelsmand Henrik Parow, der få år forinden var trådt i dronningens tjeneste, embedsmændene, Folmer Jacobsen, Reimar Breide og Bent Byg, høvedsmanden på Lindholm Slot Jacob Mus, den Skånske adelsmand Stig Pedersen Krognos, ridderne Otto Jensen Markmand, Henning Olufsen, Albert Vind og den unge Kurt Moltke.
Sammen med dronningen enedes disse mænd om at udskyde et nyt kongevalg og udnævne Margrete til regent. Vi kan tro at dronningens faste støtter, drost Henning Podebusk og biskop Peder Jensen, var initiativtagere til denne beslutning.
Allerede en uge efter Olufs død, nemlig den 10. august, blev hun på Skåne landsting hyldet som "hele rigets fuldmægtig og formynder" af "flere af rigets og Danmarks mænd, prælater, købstadsmænd, bønder og flere gode mænd og menigheden af flere af Danmarks lande."
På grund af den hurtighed hvormed begivenhederne udviklede, sig kunne de øvrige danske stormænd formentlig ikke nå at samles og opstille håndfæstninger eller andre betingelser. Med lynets hast henvendte Margrete og hendes mænd sig direkte til folket.
En halv snes dage efter blev hun hyldet på Ringsted landsting, hvor der foruden rigsråder og andre stormænd var "bønder, bokarle og købstadsmænd til stede og menigheden af Møn, Lolland og andre lande." "Bokarle" var mænd på landet, som ikke var ejere eller fæstere af jord, en slags landarbejdere.
Siden blev hun hyldet også på Viborg Landsting og til sidst på Fyn.
Forside af den Hellige Birgittas Åbenbaringer, Sancta Birgitta, Revelationes Celestes, fra omkring 1500.
Der har tidligere været handlekraftige dronninger i Danmarks historie. Vi behøver blot at tænke på Thyra Danebod, Margrete Sambiria og Agnes af Brandenburg, men ingen som Margrete Valdemardatter, som hun foretrak at kalde sig selv.
I de kritiske teen-age år, som er så vigtige for holdningsdannelsen, blev Margrete opdraget af den Hellige Birgittas datter, Merete Ulfsdatter, som var en overbevist kristen efter moderens anvisninger. Margrete blev også en stor tilhænger af den Hellige Birgitta. Hun gjorde alt hvad der stod i hendes magt for at gøre Birgittas ny klosterorden til en højborg i Nordens religiøse liv. Hendes tro på Birgitta af Vadstena har ganske givet været vigtig for hendes fantastiske selvtillid som en kvinde.
Birgitta virkede for at højne Jomfru Marias status som model for det kristne menneske og skrev: "Denne orden vil jeg indstifte til min højt elskede moders ære og først og fremmest for kvinder". Med få undtagelser holder Birgitta sig inden for den kristne tradition, hvor Gud og Jesus er mænd. Men i stedet for at søge at gøre de maskuline magter feminine, bruger Birgitta den feminine Jomfru Maria, og ophøjer hende til deres jævnbyrdige.
Foto Wikitrans.
Ved alle begivenhederne blev der udfærdiget hyldningsbreve, næsten enslydende:
"Det skal være bekendt for alle som ser dette brev eller hører det læse at vi" (her følger en række vidner - f. eks. fra Lund navnene nævnt ovenfor) "vidner og erkender med dette vort åbne brev" - "sammen med mange flere af riget Danmarks mænd, såsom ærkebiskopper, lydbiskopper, riddere, svende og endnu flere af Rigets mænd og menige folk fra alle Danmarks lande - valgte, antog og udpegede den hæderfulde fyrstinde og frue, fru Margrete, Norges og Sveriges dronning til fuldmægtig frue og til husbond og til hele Danmarks formynder."
Margrete må have været ikke så lidt populær og nydt stor tillid, siden hun med en sådan lethed blev valgt til rigets regent i alle landsdele. Men hendes succes må også have været betinget af at den hellige Birgittas visioner om en mere fremtrædende rolle for kvinder i kristenheden allerede havde gennemsyret alle lag i samfundet.
I Norge syntes hendes sag umiddelbart at være lidt vanskeligere, fordi Norge var et arverige, og den nærmest arveberettigede var kong Albrecht af Sverige, fordi han var den afdøde kong Håkons fætter. Men alt faldt dog hurtigt på plads uden problemer.
Den norske ærkebiskop, Vinald Henriksson, som allerede havde hyldet Margrete i Lund nogle måneder før, havde i de første dage af februar 1388 sammenkaldt en forsamling i Oslo bestående af Norges fornemste gejstlige og verdslige stormænd. Tilstede var bisperne af Oslo og Stavanger og den nyudnævnte biskop for Grønland. Desuden var der ærkebispens broder, kansler Henrik Henriksson der havde været i Norges konges tjeneste siden Kong Håkon samt omkring 15 verdslige rigsråder.
På mødet i Oslo aflagde forsamlingen på egne og almuens vegne hyldnings ed til Margrete og udstedte et åbent brev til alle mænd i hele Norge og dets skatlande:
"At eftei at højbårne fyrstinde, vor kære frue, fru Margarete af Guds Nåde Norges og Sveriges dronning, ret arving og fyrstinde til riget i Danmark, vor kære Herre kong Håkons hustru og vor kære Herre kong Olufs moder, som nu nylig døde - Gud have deres begge sjæle - og for hendes gunst og gode vilje, som vi altid har befundet af hende og fremdeles håber det samme af hende nåde, da har vi alle før nævnte ærkebiskops, biskoppers, provsts, ridderes og svendes og det ganske rige i Norges annamet, udvalgt og undfanget med god vilje den højbårne Fyrstinde, fru Magarete, Dronning førnævnt, til alle vores førnævnte ærkebiskops, biskoppers, provsts, ridderes og svendes og det ganske rige i Norges mægtige Frue og rette Husbonde og at førnævnte Dronning Margrete skal være fuldt mægtig at forestå og råde riget i Norge mægtig og vældig i alle stykker over det ganske rige i Norge, både land, slot, fæste og tegner (undersåtter) både i syd og i nord overalt i Norge og dets skatlande i alle hendes levedage med Guds hjælp.
Til gengæld aflagde Margrete kongeeden.
Efter ceremonien skulle Margrete have spurgt forsamlingen, hvem der nu måtte være nærmeste arving til Norges trone. Både kong Albrecht af Sverige og den unge hertug Albrecht blev nævnt, men Nordmændene ville ikke vide af dem. I stedet foreslog de hertug Vartislaw af Pommerns femårige søn, der var søn af Margretes søsters datter.
Således blev tronfølgen i Norge bragt i orden længe før det skete i Sverige og Danmark.
Den unge hertug Albrecht af Mecklenburg døde omtrent på samme tid, som mødet i Oslo fandt sted, og han var dermed ude af billedet. Men det vidste forsamlingen ikke.
Den følgende sommer, 1388, adopterede Margrete sin søsterdattersøn, Bugislav af Pommern, under navnet Erik af Pommern. Han var født i 1382 og således 5-6 år gammel, da han ankom til Norden.
Historisk kort over drosten Bo Jonsson Grifs godser i 1386. I 1386 herskede en stærk anti-tysk stemning i Sverige. Vadstena Årbogen siger at mecklenburgske adelsmænd "sad som rovfugle på fjeldene" på de mange slotte, som kong Albrecht havde solgt dem som pant. Situationen i Sverige var meget som den havde været i Danmark under Christoffer 2. Store områder var udlagt som pantelån og solgt videre til mecklenburgske adelsmænd.
Drosten Bo Jonsson havde arbejdet på at indløse så mange tyske pantelen som muligt for at bevare Sverige på svenske hænder.
Ved sin død havde han indløst omtrent halvdelen af det svenske rige. Han beherskede hele Mälern dalen, den sydlige del af Norrland, hele Finland, store dele af Öster Götaland og og Vester Götaland og Smålandskysten. Hans slotte omfattede de finske Åbo, Tavastehus og Viborg.
Men for at opnå dette store mål havde Bo Jonsson optaget enorme lån hos andre adelsmænd, som stolede på ham. Derfor må han have følt at han ikke blot kunne lade alle sine udstrakte ejendomme gå i arv til sin hustru og mindreårige børn.
I sit testamente havde han derfor bestemt at arven skulle bestyres af en gruppe af stormænd bestående af to biskopper, fem riddere heriblandt den hellige Birgittas søn, Birger Ulfsson, og tre væbnere. Foto Wikitrans.
Derefter var hun i stand til at vende sin opmærksomhed mod Sverige.
Her var situationen den at drosten Bo Jonsson var død, og han havde testamenteret sin enorme formue til en gruppe af stormænd bestående af to biskopper, fem riddere - heriblandt den hellige Birgittas søn, Birger Ulfsson - og tre væbnere. Arven efter Bo Jonsson omfattede omtrent halvdelen af Sverige inklusive Finland.
Men kong Albrecht kunne ikke lade sådan en formue passere sin næse forbi. Bo Jonssons enke og børn, som følte sig forbigåede, bemyndigede kongen til at handle på deres vegne, og efterfølgende nægtede han at anerkende bobestyrerne og anmodede dem om at komme frem og fremlægge beviser på deres ret til at administrere arven. Men de havde deres liv og ejendom kært og kom ikke til kongen.
I stedet henvendte de sig til den unge kong Oluf, kong Håkons søn, som netop opholdt sig i Skåne, måske i begyndelsen af august 1387. Men efter ganske få dage - også i august 1387, døde den 17-årige Oluf ganske pludseligt på slottet i Falsterbo.
Derefter valgte bobestyrelsen i deres nød at henvende sig til Olufs moder og kong Håkons enke, Margrete, som i mellemtiden var blevet udnævnt til "Danmarks riges fuldmægtige formynder" og "Norges mægtige Frue og rette Husbonde".
De mødtes i slutningen af marts 1388 på slottet Dalaborg ved Vänern. Her udnævnte de på Rigets vegne Margrete til "Sveriges fuldmægtige frue og rette husbond". De lovede at de med sværd i hånd ville hjælpe dronningen med at indtage alle huse og fæstninger, som havde tilhørt "den kongelige krone i Sverige".
De tilstedeværende lovede ikke at slutte fred med kong Albrecht uden Margretes samtykke. Som bobestyrere for Bo Jonsson Grips testamente overdrog de til Sveriges nye "fuldmægtige frue" en række len og slotte. Det drejede sig om Åbo, Tavastehus, Raseborg Slot med Nyland, Korsholm - alle i Finland, Kastellholm på Åland, Hälsingeland, det halve Dalarne med jernminer, halvdelen af Kopparberg med med jern- og kobberminer og östergötaland med alle købstæder og slotte.
Hun fik fuldmagt til på Sveriges vegne at forhandle med Holstenerne om deres andel af kobberminerne, til at forhandle med Hansestæderne om deres privilegier og rettigheder i Sverige og til at forhandle med kommandanten på Kalmar Slot, Vicke von Vitzen.
I Maj måned erklærede yderligere et stort antal svenske riddere og væbnere at de var tilfredse med forhandlingsprotokollen og forsikrede dronningen om deres troskab.
Margrete forsikrede at de svenskere, som havde godser i Danmark og Norge kunne beholde dem frit. Hun lovede højtideligt at de svenske stænder skulle nyde "alle de friheder og privilegier, som kongen havde givet dem og deres forfædre før kong Albrecht kom til Sverige". Hun lovede at styre landet i overensstemmelse med de svenske love.
Kong Albrecht prøvede forgæves at opkræve ekstraordinære skatter, for at finansiere en hær, men det bevirkede blot at stemningen i Sverige blev stadig mere truende imod kongen og hans mecklenburgere.
Men Stockholms borgere, som for størstedelen var tyskere, svor ham troskab. Han satte sin søn, Erik, som regent i sit sted og drog til Mecklenburg for at rejse en hær. Hans fader og broder var begge døde, og han var selv hertug af Mecklenburg.
Efter fem måneders ophold i Mecklenburg udskibede Albrecht sin hær i Warnemünde og gik i land ved Kalmar ved nytårstid 1388-1389. Hæren bestod af krigsvante, pansrede ryttere, muligvis omkring 1.000 - 1.500 mand, heriblandt greven af Holsten, hvis slægtninge kun tre år forinden havde svoret evig troskab mod Danmark i forbindelse med at de holstenske grever fik overdraget hertugdømmet Jylland som arvelen.
En af Margretes generaler, kaldet Niels Svarteskåning, belejrede allerede den stærke fæstning Axevalla i Vester Götaland nær Skara. Albrecht ilede mod vest for at undsætte fæstningen.
Margretes hær blev ledet af ridder Henrik Parow, der var en dygtig hærfører, som oprindelig kom fra Mecklenburg, men var gået over til Margrete på grund af ukendte uoverensstemmelser med den gamle hertug Albrecht. Ifølge Detmars krønike talte den 1.500 mand, sikkert i stort omfang pansrede ryttere.
Henrik Parow marcherede mod nord for at forene sig med Niels Svarteskånings styrker ved Axevalla. Men da Albrecht kom til Jönköbing hørte han om dette, vendte om og marcherede direkte mod Parows hær for at forhindre den i at forene sig med Niels Svarteskånings.
Udsigt over slagmarken ved Åsle. I baggrunden mosen ved Åsle, som i dag er omkranset af trævækst. Som det ses er landskabet fladt og velegnet til kavaleriangreb. Foto "Slaget ved Falköbing 1389 - En uventet sejr i kvindens hånd" - Nick B. Svendsen.
Den 24. februar 1389 tog Parows hær opstilling ved Åsle Kirkeby omkring 10 km øst for Falköping. Det siges at den indtog en god defensiv position med flankerne beskyttet på ene side af en sump og på anden side af et andet ufremkommeligt område. Det er dog svært at se i dag.
Den lübske krønikeskriver, Detmar, mener at Margretes hær sejrede på grund af nogle tyske ridderes fejhed. Han beskriver slaget således:
"I det herrens år 1389 på Sct. Mathias Dag" (24. februar) "var der en stor strid ved Axevalla i Sverige. Dronningen af Norge havde sendt omkring femtenhundrede væbnede mænd. Høvedsmanden var en ridder, som hed hr. Henrik Parow. Da de kom til Jömköbing fik kong Albrecht underretning herom, medens han var på vej for at indtage Axevalla. Så drejede han af og drog mod sine fjender, som var danskereog også en del svenskere. Han havde sin søn med sig, sine fætre, hertug Johan af Stargards søn, som var biskop i Skara, en ung herre, greven af Holsten og greven af Ruppin. Kongen var så ivrig efter kamp og havde så travlt, at ikke alle blandt hans folk nåede at gøre sig færdige. Da det kom til egentlig kamp havde kongen den første avanture og splittede to bannere. Men det varede ikke længe, og kongen tabte slaget. Han blev fanget sammen med førnævnte herrer og alle de, som var med ham på slagmarken, med undtagelse af dem, som flygtede. Blandt dem var der særlig en, der hed Gert Snakenburg, og han flygtede på sin første dag som ridder. Han tog 60 riddere med sig i flugten, og det var den vigtigste grund til, at slaget blev tabt."
Den Skånske Årbog beretter: "På den hellige Mathias Apostels dag stod med Guds forsyn og hjælp, i hvis hånd al sejr hænger, et stort slag mellem kong Albrecht af Sverige og de Danske, nemlig herr Parow, høvidsmand af Norge og Fikke, høvidsmand i Kalmar samt mange andre på begge sider. Fangen blev kong Albrecht af Sverige og hans søn Erik og grev Gerhard af Holsten og greven af Reppin med 20 riddere og ikke så få andre ædlinge, hvilke alle af den højbårne dronning Margrete blev sendt i fangenskab i Danmark, nemlig kongerne i fodlænker og deres ædlinge i håndjern. Ære være Gud i al evighed, som gav en uventet sejr i en kvindes hånd."
Under slaget opholdt dronningen sig på Varberg Slot. Da hun fik melding om sejren bestemte hun at fangerne skulle føres til Bohus, som vi kan tro havde større og bedre fangekældre. Hun red selv fangetransporten i møde og fortsatte til Bohus.
De fleste af fangerne blev hurtigt frigivet, antagelig mod løsepenge. Men kong Albrecht og hans søn var langt de vigtigste fanger, og de blev tre dage efter ført til slottet Lindholm i Skåne mellem Malmø og Ystad og anbragt i et "højt og dybt tårn".
I Kalmar sad Mecklenburgeren Vicke von Vitzens sønner. Deres fader havde givet et lån til den svenske krone og havde derfor Kalmar Slot i pant. Det lykkedes Margrete at indløse slottet i løbet af 1390. Det siges at en af Vicke von Vitzens sønner, som hed Claus von Vitzen, påtog sig at mægle mellem dronningen og byens råd. Byen hyldede Margrete og lovede at gøre tjeneste for hende og hendes efterkommere - til stor fortrydelse for Kalmars mange tyske indbyggere. Efter sigende drog Claus von Vitzen bort fra byen "forsmået af Gud og mennesker."
Men Stockholm repræsenterede et større problem. Byen var så godt som uindtagelig, beliggende kun på Stadsholmen, Riddarholmen og Helgeandsholmen, beskyttet af høje mure og vand til alle sider.
Stockholm var en meget vigtig by for hansestæderne. Hovedparten af byens indbyggere var tyskere, som for nylig have svoret troskab mod kong Albrecht og hans søn, Erik.
Den tyske del af borgerne overtog fuldstændig magten i byen. De dannede et selskab, som de kaldte "die Kapuzenbrüder", som betyder "Hættebrødrene", de klædte sig ud som soldater og drog ved nattetid rundt i gaderne og chikanerede og ydmygede de svenskere, som de traf på. Det udartede sig ofte til blodige slagsmål.
Stockholm i Middelalderen. Käpplingeholmen ses mod nordøst. Foto Hedniska Tankar.
Hættebrødrene og bystyret indgik en sammensværgelse og natten efter Trinitatis, søndag 13. juni 1390, skred de til handling. Alle ledende svenske borgere blev pågreben i deres hjem af bevæbnede mænd og ført til slottet, hvor de blev anklaget for forræderi og fængslet. De, som havde søgt tilflugt i kirker og klostre, blev trukket ud og ført til slottet, hvor de blev pint med save for at få dem til at tilstå deres forræderi.
Dagen efter brændte tyskerne tre af fangerne på bålet. Hættebrødrene tilbød slotsfogeden, Mecklenburgeren Herbert Konigsmark, halvdelen af fangernes ejendom mod at han skaffede sig af med resten af dem. Natten mellem den 16. og 17. juni 1390 blev de ført over til Käpplingeholmen, som nu hedder Blasieholmen, og indebrændt i et hus af træ. En ret pålidelig kilde fortæller at tyskerne: "her bandt dem ved et gammelt hus, stak ild på huset og således brændte dem uden lov og ret, om natten, medens folk sov."
Andre 300 svenskere slap med at blive udviste fra byen.
Dronningens tropper indesluttede byen i 1391, men fandt det meget svært at erobre den. Det viste sig også meget vanskeligt fuldstændigt at stoppe tilførslen af fødevarer til byen fra søsiden.
Stæderne Rostock og Wismar kundgjorde at deres havne ville være åbne for alle, "som på deres eget eventyr ville fejde på riget Danmark".
Kaperne eller piraterne, som de hurtigt skulle udvikle sig til at være, kaldte sig Vitalie- Viktualie- eller Fetalje-brødrene, hvilke udtryk begge betyder mad eller proviant, fordi deres broderskab oprindeligt var blevet dannet for at forsyne Stockholm med mad.
I løbet af ganske kort tid udviklede de sig til blodtørstige og brutale pirater, som ikke skelnede mellem danske og tyske skibe eller nogen som helst andre nationers skibe. Detmar skriver at der "allevegne fra samlede sig en ustyrlig hob af adelsmænd, borgere, håndværkere og bønder, der ønskede at prøve lykken."
Alle slags eventyrere og lyssky elementer strømmede til Rostock og Wismar. Piraterne overfaldt og plyndrede danske og norske skibe, lübske skibe, ja selv deres egne mecklenburgske skibe. De hærgede Gotland og Bornholm, og hansestædernes handel på Østersøen blev i den grad generet at de i tre år måtte opgive deres handel på Skåne. Detmar skriver at de meget hurtigt hærgede "hele søen og alle købmændene og røvede fra både ven og fjende, således at farten til Skånemarkedet blev nedlagt i tre år, derfor blev silden meget dyr i disse år."
De mecklenburgske stæder opfordrede til boycot af Danmark og Norge. Men de øvrige hansestæder var overhovedet ikke til sinds at stoppe denne handel. De skrev til de mecklenburgske stæder i juni 1391: "I har meddelt os at I har åbnet jeres havne for alle, der på eget eventyr vil fejde på riget Danmark, men det forekommer os meget uretfærdigt og ubelejligt for alle de købmænd, som i disse sager er ven af begge sider og intet har at gøre med jeres krig."
I august 1391 lykkedes det mecklenburgeren Johan af Stargards søn at bryde blokaden af Stockholm med en større flåde lastet med forsyninger. De erobrede en af dronningens skanser. Men danskerne tog den meget hurtigt tilbage.
Der var forgæves fredsforhandlinger i både 1391 og 1392.
Gammelt træsnit, som viser halshugning af tilfangetagne pirater. Foto Hamburger Staatsarchiv.
Alt imens fortsatte Vitaliebrødrene deres plyndringer. Deres skibe blev ledet af mecklenburgske adelsmænd, medens besætningerne var et sammenrend af folk alle vegne fra. De kæmpede under valgsproget "Guds venner - hele verdens fjender". Under sildemarkedet i ud for Skanør overfaldt de en stor handelsflåde, som de plyndrede uden hensyn til skibenes hjemsted. Lübske varer blev frejdigt losset på kajerne i Wismar og Rostock. Vitaliebrødrene tog hele skibsbesætninger til fange, som de ofte smed over bord eller proppede i sildetønder og slog låg på.
Kampen mod piraterne udviklede sig til en slags borgerkrig i Hanseforbundet. Staden Stralsund førte en kompromisløs krig mod piraterne. Det lykkedes nogle købmænd fra denne by at fange omkring hundrede Vitaliebrødre i farvandet ud for byen. De brugte piraternes egen metode og proppede dem alle i sildetønder og slog låg på efter at have skåret huller til hovederne. Fangerne blev først trukket ud af tønderne på markedspladsen i Stralsund og hver og en straks halshugget.
I 1393 drev piraterne det så vidt at de sejlede helt til Bergen, hvor de plyndrede og brændte byen og tvang indbyggerne til at hylde kong Albrecht. Men efter at størstedelen af piraterne var sejlet væk tog nordmændene magten tilbage i deres by.
I vinteren 1394 frøs otte af Vitaliebrødrenes skibe fast i isen ud for Dalarö i den svenske skærgård på vej til Stockholm med forsyninger. Da de frygtede angreb fra land gik de om natten over isen til land og fældede en mængde træer, som de stablede op som en ringmur omkring skibene. Så smed de vand på dem, som straks frøs til is i den stærke kulde og gjorde muren af træ hård og glat og umulig at komme over. De huggede våger i isen på ydersiden af deres mur af is.
Da danskerne gik til angreb med store kastemaskiner, som kaldtes "katte", gik de tunge maskiner igennem isen og danskerne druknede i det iskolde vand, medens Vitaliebrødrene hånende råbte "kis, kis, kis".
Nogen tid efter slog vejret om og skibene kunne sejle ind til Stockholm med deres længselsfuldt ventede last.
I begyndelsen af maj 1395 var der igen fredsforhandlinger denne gang i Skanør og Falsterbo. Resultatet blev at Albrecht skulle have sin frihed i tre år indtil Mikkelsmesse (29. september) 1398. Han skulle betale hansestæderne 60.000 mark for sin frihed. Hvis han ikke betalte skulle han vende tilbage til fængslet, og dronningen skulle have Stockholm. Byen skulle i mellemtiden administreres af Hansestæderne Lübeck, Stralsund, Greifswald, Danzig, Thorn, Elbing og Reval. De mecklenburgske byer skulle bidrage til disse byers omkostninger med 1.000 lübske mark om året, Margrete skulle bidrage med 2.000 lübske mark og Albrecht med 1.000 mark om året.
Det blev også bestemt at Gotland skulle deles mellem parterne således at dronningen fik landsbyerne og mecklenburgerne fik Visby.
Som ventet kunne Albrecht ikke betale den enorme løsesum og Mikkelsdag 1398 kunne Margrete holde sit indtog i Stockholm "Hun modtoges der med stor højtidelighed af en stor mængde folk, som mødte og fulgte hende."
18. Erik af Pommern
Den skandinaviske Kalmarunion - regeret af Margrete 1. og senere Erik af Pommern.
Margretes søsters dattersøn, Bugislav af Pommerne, blev valgt til konge af Norge i 1389 og af Danmark og Sverige i 1396 under navnet Erik af Pommern 14 år gammel. Erik var således efterkommer af Valdemar Atterdag. Han var søn af hertug Vartislav af Pommern.
På Trinitatis søndag 1397, som dette år faldt den 17. juni, blev den unge Erik af Pommern kronet til konge af Danmark, Sverige og Norge. Begivenheden fandt sted i Kalmar og det forenede skandinaviske kongedømme kaldtes derfor Kalmar Unionen.
Han blev kronet med titlen: "Erik, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, de Venders og Goters konge, hertug af Pommern."
Udtrykket "af Guds nåde" blev indført af Valdemar den Store som en slags moderation af valgkongedømmet, som efter hans mening havde været årsag til årtiers ødelæggende boergerkrig. "De Venders" kommer fra Knud den Sjette efter at Bugislav af Venden havde svoret troskab mod den danske konge på et skib ud for Rügen i 1185, og "de Goters" kommer af Valdemar Atterdags erobring af Gotland i 1361.
Den unge kong Erik var nu myndig, men han respekterede stadig sin adoptivmoder, Margrete, og tog hende med på råd ved vigtige beslutninger, så længe hun levede.
Den senere pave Pius 2. beskrev Erik af Pommern således: "Erik af Pommern havde et skønt legeme, rødgult hår, rødmosset ansigt og en lang, smal hals. - Alene, uden hjælp og uden at berøre stigbøjlerne sprang han til hest, og han drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs længsel."
Erik af Pommern var en meget aktiv og seriøs konge. Han indførte Øresundstolden og oprettede et antal nye købstæder: Kerteminde, Skagen, Landskrona, Maribo, Korsør og Helsingør. Han gjorde en stor indsats for handelslivet i de danske købstæder.
Den preussiske historiker Johann von Posilges beretter at "I dette år,"1402, "hændte noget mærkeligt i landet Preussen".
"Der var en fattig, svagelig mand, som havde taget ophold i en landsby ved Graudenz. Han var kommet ind i landet udefra. Her fandt nogle købmænd ham og spurgte ham, om han ikke var kendt i Danmark; han lignede nemlig kong Oluf meget. Han erklærede, at han ikke var kong Oluf."
"Nu var det sket 16 år forinden, at de førskrevne kongerigers dronning, dronning Margrete, havde en søn, som hun havde ladet forgive, og på grund af denne hændelse opstod det rygte, at denne person var kong Oluf, og at han var stukket af, og at en anden var blevet forgivet i hans sted, og at han altså var sluppet derfra."
Margrete 1. og Erik af Pommern ved Eriks kroning til konge over det samlede Norden den 17. juni 1397 i Kalmar. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev benyttet i undervisningen fra begyndelsen af 1900-tallet. Datering: 1898. Wikipedia
"En del købmænd fra landene Danmark og Norge kom derhen og førte ham til Danzig, for at hele folket kunne hylde ham som en konge, og de viste ham stor ære og lagde alt, hvad han ville have, for hans hånd i håbet om, at han ville gøre dem gengæld herfor."
"Derpå sendte dronningen agtværdige udsendinge til Preussen, for at anmode om, at man sendte ham til hende, thi var han hendes søn, ville hun gerne holde ham for sin søn."
I Danmark "blev han fundet falsk i alle sager, thi han var ikke født i landet, ej heller kunne han tale sproget; og han bekendte offentligt, at han var født i en landsby ved Eger, og at hans far havde heddet Wolf og hans mor Margrete."
"Derpå blev der lavet et meget stort bål, og alle de breve, som han havde sendt til dronningen som hendes søn, blev hængt på ham, og han fik en krone sat på hovedet, og han blev stillet op foran alle folk og kastet på bålet og brændt; og alle de klenodier, som han havde haft på sig, blev givet til et kloster."
Hansekøbmændene og Den tyske Orden, som herskede i Preussen på denne tid, brød sig ikke om et forenet skandinavisk kongerige. Vi må tro at de opfandt den falske Oluf for at sætte lus i skindpelsen.
Som vi husker havde Dronning Magrete I 1386 overdraget hertugdømmet Jylland som arvelen til Grev Gerhard af Holsten, hvilket hertugdømme greverne derefter altid kaldte Slesvig.
Men Gerhard faldt under et felttog mod oprørske bønder i Ditmarsken i 1403 eller 1404.
Herefter blev hertugdømmet ledet af grev Gerhards enke, Elisabeth. En broder til grev Gerhard ved navn Heinrich trådte frem og krævede at blive formynder for Elisabeths fem børn. Det lykkedes Heinrich at sætte sig i besiddelse af næsten hele Holsten.
Imidlertid, Heinrich fik ikke formynderskabet over Elisabeths børn. Kong Erik, som nu var 22 år, krævede formynderskabet som dansk konge, således som det var gammel skik, da hertugdømmet Slesvig var et dansk len. En af drengene, som også hed Heinrich, blev som syvårig sendt til det danske hof for at blive opdraget der. Den ældste af pigerne blev sendt til Vadstena kloster, hvor hun senere blev abbedisse.
Men ved hjælp af køb af godser og lån mod pant fik Margrete efterhånden herredømmet over det meste af hertugdømmet Slesvig.
Enkehertuginde Elisabeth havde en stor gæld. Margrete ydede hende et stort lån mod pant i Tønder Slot med tilhørende herreder og hovedparten af Nord Frisland. Samtidig overtog dronningen Haderslevhus efter Henrik Ahlefeldt, som faldt i Ditmarsken i 1404 sammen med greven.
Enkehertuginden havde nu blot slottet Gottorp, byerne Sønderborg og Flensborg samt øerne Als og Ærø tilbage.
Erik af Pommern tegnet i 1424, i hans levetid. Den passer meget godt med pave Pius 2's beskrivelse af kong Erik: "Erik af Pommern havde et skønt legeme, rødgult hår, rødmosset ansigt og en lang, smal hals." Foto ukendt Wikipedia
De kongelige erhvervelser i hertugdømmet skabte en meget spændt atmosfære mellem holstenske og danske befalingsmænd, som var gensidig fjendtligt indstille.
Kong Erik erobrede Ærø og Als i sommeren 1410. Men ved landsbyen Eggebæk syd for Flensborg led en dansk styrke den 12. august et afgørende nederlag, i hvert fald i følge den holstenske præst, som kaldes Presbyter Bremensis:
"Men paa den Tid drog Grev Adolf af Schauenburg, der var paa Gottorp som beskytter for sine umyndige Broderbørn, da han havde hørt dette, i Marken mod de Danske med Holstenerne og nogle Bremere, og alle faldt med en Vilje over de Dansk paa den flade Mark ved Landsbyen Eggebæk og dræbte mange af dem. Men af Resten tog de saa mange til Fange, at de fangne for at indløse deres Liv betalte 60.000 Mark. Og en, der var rigere end de andre, Mogens Munk, blev dræbt, Skarpenberg blev taget til Fange og udredte for sig alene 10,000 Mark. Da Byttet blev delt, var der de mest udsøgte Heste af de Danskes i et Antal af omtrent 1800, og mange Vaaben. Og saa mange var der af dem, at nævnte Biskop Johan af Slesvig, der holdt med Kongen og var i Flensborg, den Gang han saa dem drage ud til Plyndring, sagde til dem, der stod ved Siden af ham: "Gud velsigne dem, der drager ud til Plyndring! Thi de er saa mange og saa veludrustede og saa stridbare, at de kunde gaa uovervundne lige til Rhinen! Dem sendte Gud den næste Dag tilbage uden Vaaben, uden Heste og med sammenlænkede Hænder. Og denne Sejr gav altid sidenefter Holstenerne et frimodigt Hjærte til at kæmpe mod de Danske. Thi en Holstener vejede i Slaget op mod 5 Danske."
Mogens Munk og Skarpenberg var begge medlemmer af det danske rigsråd.
Holstenske adelsmænd tog den dansksindede biskop Johannes Skindelev til fange og førte ham, såret og halvnøgen, mod syd fra Flensborg. Holstenske adelsmænd overfaldt og røvede danske købmænd på vej mod Flensborg. Enkehertuginden blev gjort ansvarlig for en række plyndringer og lovovertrædelser til et beløb af 11.400 mark. For at dække dette beløb overtog Margrete Flensborg sammen med borgen Nyhus.
Der blev holdt fredsforhandlinger på Koldinghus 1411. Her aftalte man, at genoprette tilstanden fra før krigsudbruddet. Det aftaltes at holstenerne skulle tilbagelevere bispestolen i Slesvig og dens to borge, Svabsted og Stubbe. Kong Erik skulle rømme øerne Ærø og Als. Flensborg og Tønder skulle forblive under dansk styre.
En nat i 1412 lykkedes det holstenerne at indtage dele af Flensborg, Men det blev efterfølgende bestemt at de skulle rømme byen. Sympatisører med de holstenske grever blev anholdt, og mange af dem dømt til døden, deriblandt to præster. Den ene af dem fordømte dronning Margrete og spåede, at hun ville dø inden to dage.
Portrætbuste af dronning Margrete fra ca. 1420. Formodentlig et forstudie til hendes sarkofag i Roskilde Domkirke. Man kan ane hendes faders overbid. antageligt er busten mere vellignende end sarkofaget i Roskilde. Foto Sebastian Sonntag, ursprünglicher Künstler ist mir unbekannt - eigene Grafik von Ausstellungsstück: Museen für Kulturgeschichte. Margarethe I. von Dänemark (Original-Büste im Schloss Kalmar oder im St. Annen-Museum, Lübeck) (Alabaster, c. 1420, Künstler: Johannes Junge) Wikiwand.
Men den 24. oktober 1412 aflagde Flensborgs borgere en højtidelig troskabsed til kong Erik og hans moder: "Vi borgere og rådmænd og hele menigheden i Flensborg kundgør" - "at efter at vi nu igen er komme til vor nådig herre, kong Eriks og vor nådige frues, dronning Margretes og Danmarks Riges tjeneste" - "og de har nu gjort nådigt og vel med os, efter at vi nu har forset os overfor dem, da tilbyde vi os nu alle med dette vort åbne brev og med vor gode tro altid troligt og vel at mene og tjene vor kære nådige herre kong Erik og dronning Margrete af Danmarks Rige" - "Var det således at nogen herefter, han være hvem han vil, ville forråde eller vinde Flensborg by mod dette vort herskab eller Danmarks Rige, eller tiere komme ind til os, det Gud forbyde, da skulle og ville vi alle gå tilsammen og blive tilsammen og hårdeligt stå imod" - "og hvilken af os det ikke gør" - "skal man rette over som en forræder."
Den ed, som borgerne i Flensborg da aflagde, var Margretes sidste triumf. Hun havde vundet Flensborg tilbage, som hendes fader, kong Valdemar, også havde besiddet efter at han i januar 1373 tog byen med storm.
Tre dage senere – natten til den 28. oktober 1412 døde dronning Margrete 1. ombord på sit skib i Flensborg Fjord.
Det varede ikke længe efter Margretes død, før kong Erik vendte tilbage til den slesvigske sag med fuld styrke.
Den 26-29. juli 1413 afholdtes historiens sidste Danehof i Nyborg, og ved den lejlighed gennemtrumfede kong Erik en dom afsagt af roskildebispen Peder Jensen Lodehat, der gav kongen medhold i hans krav på hertugdømmet Slesvig.
Den aktiuelle anledning til retssagen var, at det var lykkedes enkehertuginde Elisabeths broder, hertug Heinrich af Lüneburg, at blive værge for den afdøde grev Gerhards sønner. Han han havde anmodet kong Erik om at hans tre faderløse nevøer skulle have hertugdømmet Slesvig som len af Danmark, som deres fader havde haft.
Men kong Erik fremlagde en lang liste af anklager, hvori han beskyldte enkehertuginden og hendes mænd for at have begået feloni, hvilket vil sige den særlige forbrydelse, som består i at en lensmand optræder forræderisk over for sin lensherre, og derfor fortaber sin ret til lenet. Hvorved hertugdømmet skulle falde tilbage til kongen.
Dommen gav kong Erik medhold i et og alt. Biskop Peder udtalte at Slesvig var kong Eriks sande mødrene arv, og holstenerne havde sat al ret og rimelighed til side, ved deres ulovlige besættelse af hertugdømmet, hvorfor de frakendtes enhver ret hertil.
Holstenerne accepterede ikke dommen og kaldte sig også efterfølgende for hertuger af Slesvig. Hvilket i princippet var en krigserklæring.
Holstenerne stod ikke alene. De var i perioder støttet af Hansestæderne, andre tyske fyrster og delvist af den tyske kejser, og Erik havde ringe held i den krig, som han indledte mod dem.
I 1415 opkrævede Erik en krigsskat i alle sine lande. Derefter rykkede han ind i hertugdømmet Slesvig med sin hær, og lod nogle borge istandsætte og bygge ved Slien og ved Dannevirke.
Hertugdømmet Slesvig og grevskabet Holsten. I 1474 blev Holsten ophøjet til hertugdømme. Foto Kulturministeriet.
I 1416 samlede Erik af Pommern sin flåde fra alle sine lande, og sejlede til Femern, som tilhørte Holsten. I juni gjorde hans tropper landgang og erobrede borgen Glambæk.
Erik indledte derefter en belejring af byen Slesvig, men det blev efterår og de nordiske leding bønder sejlede hjem til deres respektive lande, og belejringen blev opgivet. I løbet af vinteren tog holstenerne Femern tilbage.
Holstenerne modtog til stadighed forstærkninger fra de nordtyske fyrster. Midt på året 1417 ankom således sønnen af den tidligere konge i Sverige, hertug Albrecht af Mecklenburg, med 400 ryttere.
Erik indtog byen Slesvig i 1417, men han kunne ikke tage Gottorp Slot. Derefter gik et par år med resultatløse forhandlinger. Den skandinaviske flåde erobrede Femern tilbage og fordi indbyggerne havde gjort modstand gav Erik tropperne lov til fri plyndring. I 1421 gik den jyske godsejer Claus Lembek over til holstenerne. Erik belejrede hans slot ved Tørning ved Haderslev men blev angrebet af grev Henrik af Holsten og belejringen mislykkedes.
I 1425 sluttede hansestæderne sig til holstenerne.
Således gik det slag i slag i adskillige år med flere lange pauser ind imellem, indtil Flensborg som det sidste støttepunkt for kong Erik i hertugdømmet faldt til holstenerne den 7. september 1431.
Presset af det svenske Engelbrecht oprør sluttede Erik fred med hansestæderne og hertug Adolf af Slesvig i Vordingborg i året 1435. Adolf blev forsikret retten til Slesvig, og hansestæderne fik bekræftet deres rettigheder i handelen på Bergen. Da var der hengået 23 år siden det berømte Danehof hvor Erik fik medhold i sit krav på hertugdømmet Slesvig, og den krig der fulgte var et klart nederlag for Erik af Pommern.
Man kan undre sig over at en konge af tre riger ikke kunne klare nogle små holstenske grever.
Men siden Erik Menveds dage havde havde holstenerne tjent store penge på at kæmpe som lejesoldater i andre fyrsters krige. De var langt mere professionelle og formentlig bedre udstyret end Eriks skandinaviske ledingbønder. Desuden kæmpede Eriks ledinghær kun om sommeren.
Om vinteren havde Erik meget færre soldater til sin rådighed, og så kunne holstenerne vinde det tabte tilbage. Desuden havde stæderne, Lübeck, Wismar, Stralsund, Rostock og Hamburg langt større finansielle midler til deres rådighed end kong Erik.
Men der ventede Erik endnu et nederlag på den politiske front.
Monumentet for Engelbrekt i Borganäs, Borlänge. Der findes statuer af Engelbrekt Engelbrektsson, men i virkeligheden ved ingen hvordan han så ud. Kun at han var gangbesværet og ikke kunne sidde på en hest.
Engelbrekt startede et oprør i 1434 med støtte fra minearbejdere og bønder fra sin hjemegn. Årsagen var utilfredshed med kongens foged i Västerås, danskeren Jens Eriksen. Efter formelle klager fra Engelbrekt foretog kong Erik af Pommern en undersøgelse, som viste, at Eriksen embedsførsel var ulovlig. På trods af dette blev han ikke erstattet, hvilket førte til, at en stor skare bønder tog til Västerås for at protestere. Rigsrådet greb ind for at løse problemerne fredeligt, men der blev ikke taget skridt mod Jens Eriksen. I foråret 1433 eskalerede protesterne til vold, og dalkarlene belejrede hans borg. Rigsrådet fyrede Eriksen og erstattede ham med Hans von Eberstein. Engelbrekt var dog ikke tilfreds, da Eriksen ikke var blevet retsforfulgt for sine indrømmede misgerninger. En hær af bønder og minearbejdere ødelagde borgene Borganäs og Köpingshus. På dette tidspunkt sluttede mange adelsmænd sig til oprørerne. Oprøret, som kom til at repræsentere modstand mod danskere i kong Eriks tjeneste, spredte sig over det meste af landet. Både Jens Eriksen og Engelbrekt blev dræbt og oprøret ebbede ud. Den nye svenske marsk, Karl Knutsson, fik et forum, hvor han førte sig frem som en kandidat til svensk konge. Foto Edaen Wikipedia.
Allerede i 1434 anklagede nogle svenske rigsråder kong Erik for at have gjort kongemagten arvelig og dermed frataget dem deres frie valg. Ved kong Eriks afsættelse i Danmark i 1439 lød anklagen også at han havde indført arvelighed med henblik på at han havde bragt sin nevø Bugislav i stilling som sin efterfølger.
I 1434 udbrød der oprør blandt de svenske minearbejdere i Dalarna og Bergslagen ledet af adelsmanden Engelbrekt. Oprøret blev slået ned, men Kong Erik blev tvungen til at besætte embederne drot og marsk, som Margrete ellers havde afskaffet. Han skulle ydermere regere i forståelse med det svenske rigsråd, og de svenske len skulle besættes af svenske adelsmænd.
Kong Erik kom med den berømte erklæring: "Jeg vil ikke være jeres ja-konge" og trak sig efterfølgende tilbage til Gotland medbringende sine skatte.
Både det svenske og det danske rigsråd opsagde derefter i 1439 huldskab og troskab til kong Erik, men først i 1442 fulgte det norske rigsråd efter.
Skibe venter på at betale øresundstold ud for slottet Kronborg ved Helsingør. Erik af Pommern indførte i 1429 Øresundstolden, som alle skibe, der passerede de danske bælter på vej til Østersøen eller tilbage, skulle betale. Vi kender ikke hans motiver, måske ville han finansiere kampen mod pirater i Østersøen, som han betragtede som et dansk indhav. Eller det var blot almindeligt på denne tid at fyrster opkrævede afgifter ved egnede check-punkter.
Sundtolden forblev i kraft gennem mere end 400 år indtil 1857. I al den tid var den en betydelig indtægtskilde for de danske konger. Gebyrets størrelse varierede over tid, men en typisk betaling var 1-2% af lastens værdi. I nogle perioder kunne den beløbe sig op til to tredjedele af kronens indkomster. Fredensborg, Rosenborg og alle andre slotte og andre smukke bygninger opført af Christian 4. blev finansieret af Øresundstolden.
Foto gammelt kobberstik.
19. Christoffer af Bayern
Efter at Erik var blevet afsat som konge i 1439, blev hans nevø, Christoffer af Bayern, indsat som rigsforstander, og året efter, den 9. april 1440, blev han valgt som dansk konge på Viborg landsting.
Christoffer var den eneste søn af pfalzgrev Johan af Pfalz-Neumarkt og Erik af Pommerns søster, Katarina, og nedstammede således fra Valdemat Atterdag gennem sin moder. I sin ungdom gjorde han tjeneste under den tyske kejser. Hertugdømmet Pfalz-Neumarkt lå mellem Nürnberg og Regensburg i Sydtyskland.
Da kong Erik drog til Gotland og derefter blev afsat, kom bønderne til at savne deres kongelige værge, som beskyttede dem mod stormændenes vilkårlighed.
I 1441 gjorde de danske bønder oprør.
I indbydelsen til hertug Christoffer skildrer de danske rigsråder i oktober 1438, hvorledes "almuen" straks efter kong Eriks bortrejse til Gotland "rejste sig, først i Sjælland og siden over al Danmark imod al klerkeriet og hele ridderskabet, så vi dagligt lever vort livs fare med dem og ikke kan få nogen rettighed af dem".
I opsigelsesbrevet til kong Erik i 1439 udtrykker rigsrådet sig endnu tydeligere: "Almuen er nu i somme lande (landsdele) med vold og urette oprejste mod alle rigets mænd (herremænd) og besynderligen mod deres egne herrer og husbonder, imod ære og ret, dem og os alle til fordærvelig skade". Hvilket adelsmændene forbinder med kong Erik og hans nevø Bugislav: "og de siger åbentlyst at de har det af Eders og hertug Bugislavs tilskyndelse". De beklager rigets splittelse: "siden hyldede en stor del af almuen herren af Holsten, hvorved riget har mistet Hadeslev og Ærø."
Kong Erik svarede dem fra Gotland med at, sige at disse problemer var de selv skyld i med deres "store overvælde" og "uredelige regimente".
I 1441 overvandt en jysk bondehær de lokale herremænd, som var ledet af lensmanden på Ålborghus Eske Brock, der selv faldt i kampen. Oprørshæren var ledet af godsejeren Henrik Tagesen Reventlow.
Christoffer af Bayern. Frise i Cabinet des éstampes i Paris gengivet i Danmarks Riges Historie (1896-1907). I Paris findes en pergamentstegning af en række bayerske fyrster, her i blandt Christoffer af Bayern. Kunstneren synes at have ønsket at vise varierende herremoder med det resultat, at beskuerne nemt får indtryk af, at kongen var en opblæst mode nar uden politiske evner. Foto Wikipedia.
Christoffer, som havde erfaring i krigsførelse mod bondeoprørere fra sin tjeneste hos den tyske kejser, drog mod bønderne med en hær, og hærene mødtes den 6. juni eller 8. juni 1441 ved højdedraget Skt. Jørgensbjerg nær landsbyen Husby i Han Herredved St. Jørgensbjerg nær landsbyen Husby i Han Herred nord for Limfjorden.
Sagnet fortæller, at kongen fik morsing- og thyboerne til at nedlægge våbnene imod et løfte om tilgivelse. Men vendelboerne forblev i vognborgen på bakkens top. En folkevise siger:
"Først så løb de morsingboer og så de forrædere fra Thy.
Ene da stod de vendelboer, de ville ikke fly."
Derefter, den 8 juni 1441 gennembrød Christoffer de standhaftige bønders vognborg på bakketoppen og nedslagtede mange af oprørerne.
Oprærets leder, Henrik Tagesen Reventlow, blev taget til fange, og sammen med 14 andre oprørere blev han nogle få dage senere henrettet og lagt på hjul og stejle i Aalborg.
Senere i året 1441 fik ærkebiskop Hans Laxmand ved forhandlinger igennem, at Christoffer skulle overtage den svenske trone, dog fik den svenske rigsforstander Karl Knutsson Bonde Finland og Öland som len.
I juni 1442, et år efter slaget på Sct. Jørgensbjerg, udgav Christoffer en Landefred for Danmark, hvilket ikke var en håndfæstning, men snarere en slags forfatning, idet den gav både pligter og rettigheder til alle i landet.
Den sagde blandt andet: "Derfor har vi også nu i vores tid hørt mange uenigheder, klager og sagsanlæg, som er udgivne over vore og andre gode mænds fogeder og embedsmænd; ligeledes har vi også i denne tid hørt mange uenigheder og klager, som i almindelighed har været klaget over almuen her i riget, som er opkommet på grund af deres store ulydighed og overmodighed."
"Findes der nogen af vore fogeder og embedsmænd, som gør nogen mand vold eller uret, fattig eller rig, og især med ulovligt gæsteri eller ulovlig beskatning her i riget efter loven og sagens omstændigheder, da skal han være vis på, at vi vil afsætte ham fra hans embede derfor."
I juli 1442 blev Christoffer kronet som norsk konge i Oslo Domkirke af ærkebiskop Aslak Bolt. Han besøgte ikke siden Norge.
Han opgav Kalmar Unionen som den skandinaviske enhedsstat, som havde været Margretes og Erik af Pommerne ambition, og lod sig nøje med en personalunion, som tillod at rigsrådene i praksis regerede landene.
Ved sin tiltrædelse havde Christoffer lovet svenskerne at skaffe dem Gotland, hvor den fordrevne Erik af Pommern holdt til på sit slot, Visborg. Christoffer søgte ved forhandlinger at få ham bort derfra, men forgæves. Når der efterfølgende blev klaget over det sørøveri, som Erik bedrev, svarede han opgivende: "Morbroder skal jo også leve".
Dronning Dorothea af Danmark, Norge og Sverige. Kopi af samtidigt portræt af Christian og Drothea fra 1500 tallet. Dronning Dorothea var en begavet og handlekraftig dronning. Hun var interesseret i sine mænds regeringsanliggender, og hun var dygtig til at administrere sin livgeding. Takket være hende kunne kong Christian anvende hertugdømmernes indtægter til at indløse de mange pantsættelser, som forud var sket. Som et resultat af Dorotheas besøg i Rom i 1475 udstedte pave Sixtus IV en bulle til Christian 1. med tilladelse til at oprette et dansk universitet.
Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg. Foto ukendt Wikipedia.
København var kong Christoffers foretrukne residens. Her fejrede han i 1445 sit bryllup med den 15-årige Dorethea, datter af markgrev Johan af Brandenburg. Få dage efter blev hun kronet som dronning af Sverige, Danmark og Norge med den kostbare guldkrone som Erik af Pommerns dronning Filippa bar ved sin kroning, og som hun havde testatementeret til Vadstena Kloster.
Men Christoffer døde barnløs på Helsingborg Slot i januar 1448"af feber", kun 32 år gammel. Ved hans død var dronning Dorethea blot 18 år gammel.
I tomrummet efter Christoffers død i 1448 lod den svenske marsk og rigsforstander Karl Knutsson Bonde sig vælge til svensk konge i juni 1448 og norsk konge i 1449 i det forfængelige håb at en svensk konge kunne blive konge af unionen.
20. Christian 1.
Men det danske rigsråd tilbød den danske trone til hertugen af Slesvig, Adolf 8., som også var greve af Holsten og Stormarn. Adolf afslog med den begrundelse, at han var for gammel og pegede i stedet på sin søstersøn, grev Christian Dietrichssøn af Oldenburg og Delmenhorst.
Hverken grev Adolf eller hans to brødre efterlod sig børn, men det lykkedes Adolf at få Christian anerkendt som sin arvtager som greve af Holsten og hertug af Slesvig. Det danske rigsråd besluttede dernæst at følge Adolfs forslag og vælge grev Christian også som dansk konge, og således blev den danske konge omsider overhoved også for Holsten og Slesvig.
Christian 1. var en efterkommer af Erik Klippings datter Richiza, hvilket kvalificerede ham til den danske krone.
Forinden måtte Christian dog love sin morbroder, at han ville overholde den bestemmelse, som dukkekongen Valdemar 3. i august 1326 havde underskrevet på et Danehof, den såkaldte "Constitutio Valdemariana", om at, "hertugdømmet Jylland" (Slesvig) "ikke må forenes og ikke må forbindes med det danske rige eller dets krone, sådan at en herre hersker over begge". Det blev forstået således, at landene ikke måtte forenes til en nationalstat med fælles love og fælles administration.
Danskerne krævede som en forudsætning for at Christian kunne blive konge at han skulle gifte sig med Christoffer af Bayerns 18-årige enke, Dorothea. Hvilket han accepterede.
I september 1448 blev Christian hyldet som dansk konge på Viborg Landsting, og i 1450 tog det norske rigsråd ham til norsk konge i stedet for Karl Knutsson, og Christian blev kronet i Nidarosdomen i august 1450.
Svenskerne anså Gotland for at være en svensk ø, og da Karl Knutsson Bonde blev konge - for hans første periode - indledte han straks i 1449 en belejring af Erik af Pommerns fæstning, Visborg. Men til svenskernes fortrydelse tilkaldte Erik i hemmelighed danske styrker og overdrog fæstningen og øen til dem, hvorefter han tog sine skatte og sejlede til sit fødeland, Pommern, hvor han tilbragte resten af sine dage.
På et møde i Halmstad i maj 1450 anerkendte svenske og danske råder Karl Knutssons svenske og Christian 1.'s norske kongevalg og indgik fred mellem rigerne. Men da kong Christian, der nyligt havde giftet sig med enken Dorothea, krævede at få rådighed over de svenske godser, som udgjorde hendes svenske morgengave i forbindelse med hendes ægteskab med Christoffer af Bayern, brød forhandlingerne sammen.
I skuffelse over at være bleven forbigået som unionskonge rykkede Karl Knutsson i begyndelsen 1452 med en hær ned i Skåne. Da isgang forhindrede Christian i at komme over Øresund, havde svenskerne frit spil. De brændte Helsingborg, Lund og Landskrona og de slagtede et bondeopbud ved Dalby. Malmø holdt stand, men så brændte svenskerne i stedet byerne Væ og Åhus. Danskerne erobrede fæstningen Älvsborg ved Göelvens munding, men da de søgte at trænge videre op i Sverige blev de slået tilbage i blodige kampe.
Mem svenskerne blev trætte af Karl Knutssons hårde regimente, og ledet af ærkebiskop Jöns drev de selv Karl Knutsson i landflygtighed i Danzig og tilkaldte Christian, som dernæst kunne lade sig kåre til svensk konge i Uppsala i 1457. Ved samme lejlighed blev hans søn, Hans, valgt til tronfølger.
Christian 1. konge af Danmark, Norge og Sverige, hertug af Slesvig og Holsten. Kopi af samtidigt portræt af Christian og Drothea fra 1500 tallet. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg. Foto ukendt Wikipedia.
Dermed var den skandinaviske Kalmarunion fuldstændig genetableret, skulle man synes.
Christian fremstod nu som en mægtig fyrste. Han var konge af de tre nordiske riger og tillige hersker i hertugdømmet Slesvig og grevskabet Holsten. Det var det største danske imperium siden Knud den Stores tid. Men i virkeligheden havde han spændt buen for hårdt.
Ydermere havde det kostet Christian mange penge at komme så langt. Et sidste overlevende medlem af den holstenske greveslægt og hans brødre, greverne af Oldenburg, havde arverettigheder i hertugdømmerne og måtte kompenseres med enorme summer. Pengene lånte han og stillede sikkerhed i de berygtede pantelen. For at skaffe penge til at indløse gælden udskrev han øgede skatter i alle sine riger.
Kirken var ikke undtagen for denne skat, heller ikke de midler, som var indsamlet til korstog mod tyrkerne. Idet, som vi ved, Konstantinopel faldt til araberne i 1453.
Den svenske ærkebiskop Jöns Bengtsson var i sin tid leder af det oprør, som i 1457 fordrev Karl Knutsson og inviterede Christian til Sverige som konge.
Men Christians øgede skatter fik ærkebiskoppen til at vende sig mod ham og anstifte et oprør, måske i 1462-63.
I 1463 reagerede Christian med at føre Jöns Bengtsson i fængsel i Danmark, hvilket udløste et nyt og meget større svensk oprør, ledet af biskop Ketil af Linköping. Kongen måtte løslade ærkebiskoppen igen også i 1464.
Karl Knutsson blev kaldt tilbage af oprørerne og vendte tilbage i spidsen for en hær af tyske og polske lejesoldater. Ved ankomsten til Sverige fandt han sig i krig med ærkebiskoppen, og i vinteren 1464-1465 blev han igen forvist.
De svenske adelsmænd, Axelsønnerne, var en gren af adelsslægten Thott, som også havde godser i Danmark, kuppede sig til magten i Sverige i 1466. Men de undlod at tilkalde Christian. Hvilket gjorde samme Christian så rasende at han valgte at bruge princippet om kollektiv afstraffelse og konfiskerede slægtens godser i Danmark for de forseelser, som som han mente at deres svenske frænder havde gjort sig skyldige i.
Erik Axelsson Tott erklærede dernæst fejde mod Christian 1. og indkaldte i 1467Karl Knutsson Bonde til Sveriges trone for en tredjde periode. Han regerede derefter i tre år, hvor han delte magten med rigsrådet indtil sin død i Stockholm i maj 1470.
Det danskerhad, som i flere følgende århundreder karakteriserede Sverige, kan føres tilbage til Karl Knutsson. Hans Karlskrønike er med sine 10.000 verselinjer et orgie i danskerhad. De berygtede linjer om kong Eriks brutale foged stammer derfra:
De fattige bønder i Dalarne bo,
deres foged gjorde dem så megen uro
Han lod de bønder i røg ophænge
så hårdt han lod dem trænge
Deres kvinder lod han også plage,
De spændtes for hølæs og skulle dem drage
Dem gjorde han dermed så stor en nød,
De fødte straks barn, som var død.
Populariteten af Karl Knutssons primitive propaganda viser at danske konger, fogeder og danskere i det hele taget, ikke var populære i blandt folket i Sverige.
Brunkebergsåsens placering nord for det gamle Stockholm, 1637. Foto Stockholm enligt 1637 "Swensche Plante Boken" okänd, kartan är kompletterad med moderna stadsdelsnamn av
Holger Ellgaard 27 April 2008 (UTC) - Stockholms kartor Wikipedia
Efter Karl Knutssons død udnævnte Axelsønnerne i 1470 deres svoger Sten Gustavsson Sture til svensk rigsforstander. Sten Sture var samtidig søn af Karl Knutssons søster.
Men allerede i efteråret 1471 rakte Christian endnu en gang ud efter Sveriges krone. Han gjorde landgang med en dansk hær på omkring 3.000 mand på måske 70 skibe ved Stockholm. Han fik hurtigt tilslutning af mange svenske unionstilhængere. Det afgørende slag stod ved Brunkebjerg, som idag udgør Norrmalm i moderne Stockholm.
Der pågik allerede forhandlinger med rigsforstander Sten Sture om en fredelig løsning på konflikten, og derfor blev kong Christians unionstilhængere taget noget på sengen. En svensk hær ledet af samme Sten Sture brød overraskende frem fra skoven nord for Stockholm. En del af kong Christians hær blev omringet ved Sct Klara Kloster og nedkæmpet. Christian var en modig mand og anførte personligt hæren på slagmarken ved Brunkebjerg. Der blev brugt skydevåben, og kongen blev ramt af en kugle fra en hagebøsse, som slog to af hans tænder ud.
Danskerne og de svenske unionstilhængerne trak det korte strå og flygtede tilbage mod skibene, hvor mange druknede, idet anløbsbroen brød sammen.
I 1469 bortgiftede Christian sin datter Margrete til den skotske kong Jakob 3. Da han ikke havde råd til medgiften, pantsatte han øgrupperne Orkney og Shetland, som var norske skatlande, til den samme konge. Som vi ved, blev pantet aldrig indløst, efterfølgende skotske konger nægtede blot at tage imod pengene.
På rejse mod Rom i 1474 mødtes Christian ned den tyske kejser, og det blev bestemt at grevskabet Holsten, Ditmarsken og Stormarn skulle slås sammen og ophøjes til hertugdømmet Holsten, som skulle være et arverige. Man fandt det ikke nødvendigt at spørge Ditmarskerne selv.
Kong Christian var ualmindelig stor i slaget hvad angik dyre politiske ambitioner og ridderlig pragtudfoldelse. Dronningen var hans fuldstændige modsætning. Hun var påholdende for ikke at bruge udtrykket nærig, og hun havde systematisk indløst alle de pantelen, som kongen havde udstedt i hertugdømmerne. Efter indløsningen havde hun beholdt lenene for sig selv, hvilket betød at hun ved sin ægtefælles død kunne tilbyde den lille Frederik netop et helt hertugdømme eller to, stort set fri for gæld.
Hun havde foreslået Christian at sende den lille Frederik ned til sine kommende holstenske undersåtter, således at han på en naturlig måde kunne glide ind i billedet, som deres kommende fyrste.
Christian 1. ligger begravet i Roskilde Domkirke. Hans grav har været åbnet to gange, sidste gang i 1843-47. Han mangler de to tænder, som han mistede på Brunkebjerg. Han var meget kraftig bygget. Skeletundersøgelsen i 1847 indikerede at han var 188 cm høj.
Ved sin død i maj 1481 efterlod Christian 1. sig to sønner, nemlig Hans, som da var 26 år gammel og efternøleren Frederik. Dronning Dorethea elskede begge sine sønner, men hun bekymrede sig mest for den lille Frederik. Hun så allerhelst at de fik hvert sit kongerige, men da det ikke kunne lade sig gøre, ønskede hun at lille Frederik skulle have mindst et hertugdømme.
21. Hans
Kong Hans på Claus Bergs altertavle i Sct Knuds Kirke i Odense fra omkring år 1515-25. Det var hans dronning Christine, som lod altertavlen fremstille, så man må gå ud fra, at der er tale om portrætlighed. Foto Jacob Truedson Demitz for Ristesson Wikipedia.
Det er nemt at se at dette ville have været starten på en gentagelse af historien med Knud Lavard og senere hertug Abel. Nemlig at et yngre medlem af kongehuset, som fik en del af riget helt for sig selv og sine efterkommere, ønskede at udvikle det til et fuldkommen selvstændigt kongedømme ved at søge støtte hos naboriger.
Det var også hvad den nybagte kong Hans mente ved faderens død, og derfor mødte han frem til forhandlingerne om hertugdømmernes fremtid ledsaget af flere tusinde væbnede mænd, siges det.
Det lykkedes ham at få gennemført at både ham selv som konge og hans lillebroder blev anerkendt som hertuger - dog ikke således at den ene fik Holsten og den anden Slesvig, for man havde jo lovet at hertugdømmerne skulle forblive "evig udelt sammen".
Hertugdømmerne blev delt, men på en meget indviklet måde, således at både kong Hans og hertug Frederik fik dele af Slesvig såvel som dele af Holsten i et kompliceret puslespil, som skulle komme til at bestå flere hundrede år frem i tiden. På den måde ønskede man at sikre sig at konge og hertug ville arbejde sammen.
Rigsrådet var en naturlig fortsættelse og effektivisering af Danehof møderne. Man havde fundet det ubekvemt at så mange mennesker skulle rejse langt og samles hvert eneste år, og derfor var dannet et formentlig selvsupplerende råd af rigets bedste mænd, der kunne mødes meget oftere.
Dog må Erik af Pommern helt klart have ment at Danehof havde større autoritet end rigsrådet, da han indkaldte til danmarkshistoriens sidste danehof i 1413, til trods for at han allerede havde et rigsråd.
Historikerne Erik Kjersgaard og Johan Hvidtfeldt skriver at der findes et dokument fra kong Hans' tid, som beskriver rigsrådets opfattelse af magtens fordeling: "Der er ingen tvivl om rådernes myndighed fordi disse og indbyggerne i et almindeligt valgrige er de sande og utvivlsomme ejere af selve riget, thi herlighedsretten og den virkelige ejendomdsret til riget er utvivlsomt hos dem." Kongen er således kun en administrator, som har fået betroet magten af råderne og landets indbyggere. "Det bør da først nøje agtes på, hvor forsigtige og årvågne og opmærksomme råder og indvånere i et valgrige bør være, at de ikke ved skødesløhed og forsømmelse tåler eller finder sig i, at deres valgrige bliver kongens arverige, thi da mister råderne og indvånerne ejendomsretten." Dette vil medfører "trældom", og "for at undgå sådan trældom bør man i et valgrige sky en lang række konger i en lige linje. Dersom fjerde generation giver arveret, da er allerede tredje generation farlig, hvis man ikke sikrer sig med tilstrækkelige garantier, om sådanne overhovedet kan findes".
Ved et møde i Halmstad i januar 1483 måtte Hans underskrive en fællesnordisk håndfæstning, i hvert fald for Danmark og Norge, som sagde at han ikke måtte føre skatteindtægter fra Sverige og Norge til Danmark, han måtte ikke føre fremmede tropper ind i rigerne, han måtte ikke trække rigsråderne "nogen vanbyrdig" over hovedet. Hvilket betød at han ikke måtte lade borgerlige sekretærer eller lignende træffe afgørelser som tilkom rigsråderne. Desuden var håndfæstningen tilføjet en paragraf, der gav undersåtterne ret til at gøre oprør, hvis han krænkede håndfæstningens bestemmelser.
Først da - to år efter Christians død i 1481 - blev Hans, kronet til konge i Vor Frue Kirke i København. Ærkebiskop Jens Brostrup udførte selve salvingen, men dernæst trådte flere rigsråder til og hjalp med at sætte kronen på kongens hoved. Hans titel var "Af Guds Nåde Konge til Danmark, Norge og Sverige - ". Derfor blev han salvet af Guds repræsentant, nemlig ærkebiskoppen. Men det at rigsrådet hjalp til med at sætte kronen på hans hoved, antyder at han også blev konge "efter folkets vilje", idet Danmark stadig var et valgrige, uanset hvad kongen kaldte sig.
Samme år blev han kronet som konge i Norge.
Men Sverige var stadig styret af rigsforstander Sten Sture.
Kong Hans var på mange måder sin faders modsætning. Han var en bred type, sandsynligvis noget overvægtig. Han var en mand med simple vaner. Han spiste efter datidens målestok beskedent og foretrak solid gammeldags dansk mad fremfor udenlandske specialiteter. I sin klædedragt lagde han ikke vægt på at overstråle andre mænd. Det kunne være vanskeligt at udpege kongen blandt en gruppe af mænd, hvis man ikke var fortrolig med hans udseende.
Han var i sit es, når han sad på bænken og "gjorde sig glad" med sine mænd. Han elskede sang og musik og bramfri replikker. Han var en lidenskabelig spiller, der gerne fordrev tiden med kort og terninger. Under en rejse til Gotland med skibet "Gribshunden" blev kortene givet allerede ud for Dragør og var næppe af bordet en hel uge.
Grafisk rekonstruktion af det danske krigsskib Gribshunden fra det kong Hans' tid af Mats Vänehem. Illustrationen er udstillet på museet ved Kallvattenkuren i Rönneby. Fotografering var tilladt på museet uden begrænsninger. Gribshunden sank i Østersøen ud for kysten ved Rönneby i Blekinge i 1495 pga. brand ombord. Skibet er et af de bedst bevarede skibsvrag fra senmiddelalderen. Militärhistorikern Wikipedia.
På Gotland regerede Ivar Akselsen af den mægtige Thott slægt. Men han var kommet i en meget vanskelig situation, idet den svenske rigsforstander Sten Sture allerede havde indtaget hans slot, Viborg, i Finland, og det var blot et spørgsmål om tid, før samme Sten Sture ville stå foran Visborgs mure. Så gentog han Erik af Pommerns kunststykke fra 1449: For næsen af svenskerne lod han i 1487 kong Hans overtage slottet og dermed øen Gotland. Selv trak han sig tilbage til Skåne, hvor han døde kort efter.
Der var stadig stærke kræfter i Sverige, som ønskede en union, her i blandt ærkebiskoppen Jacob Ulvsson og og den indflydelsesrige adelsmand Arvid Trolle. Begge arbejdede for en genoprettelse af unionen og lagde pres på rigsforstander Sten Sture for at få ham til at respektere kong Hans' ret til den svenske krone.
Da Sten Sture anklagede de svenske unionsvenner for at ville udlevere landet til fjenden og yderligere lod sine tilhængere plyndre ærkebiskoppens gård i Uppsala og belejre hans borg nord for Stockholm, udløste spændingen en åben borgerkrig. Da mente Hans, at nu var tiden inde.
Kongen lejede det professionelle landsknægtekorps "Den Sorte Garde" også kaldet "Den Sachiske Garde", som var ledet af junker Thomas Schlentz. Junkeren selv og hans stab var til hest, medens selve hæren var i hovedsagen infanteri iklædt hjelme af jern, kyradser og lårbeskyttere af jern. Garden havde sine egne feltpræster og eget musikorps som ledsagede deres angeb med fløjte og trommer.
Deres rygte var det værst tænkelige. De spredte skræk og rædsel, hvor de kom frem. De var bevæbnede med lange lanser mod kvaleri og lange tohåndssværd til nærkamp. De tog ikke fanger.
"Jeg har aldrig set bedre soldater eller slettere mennesker", skal en af gardens officierer have sagt om sine folk.
Da de på vej til Danmark krydsede Holsten, flygtede befolkningen ind bag Lübecks beskyttende mure. Således ønskede Junker Schlentz at det skulle være. Alene råbet "Garden kommer" skulle paralysere al modstand.
Udover garden siges det at kong Hans havde mobiliseret alle sine danske adelsmænd og hver tiende bonde. Alt i alt må det have været en enorm hær, som marcherede op gennem Östre Götaland. De drog over Brömsebro og videre til Kalmar, som overgav sig efter få dage. Det har været en stor logistisk udfordring at forsyne en så stor hær med mad og hestene med foder på march gennem det barske landskab. Måske fik de forsyninger fra søsiden i Kalmar. Vi husker at Svend Grathe måtte opgive et lignende projekt og vende om på halvvejen, og Valdemar Atterdag kastede sig over Gotland i stedet.
Den store hær mødte ikke nogen videre modstand mellem Kalmar og Stockholm, da den svenske adelsmand Arvid Trolle havde bedt høvedsmændene at åbne deres slotte og slutte sig til rigsrådets oprør mod Sten Sture.
Kong Hans anlagde en belejring omkring Stockholm og oprettede sit hovedkvarter på sin faders gamle slagmark, Brunkebergåsen nord for byen.
Imidlertid opsnappede danskerne oplysninger om at der var en stor hær af dalkarle, som er mænd fra landskabet Dalarne, på vej fra nord for at komme Sten Sture til hjælp. Hærene mødtes ved Rotebro i 1497, som ligger måske 12-15 km nord for datidens Stockholm.
En gangbro over åen i Rotobro nord for Stockholm hvor slaget stod i 1497. Foto Rotebro. Slaget vid Rotebro år 1497 och fornborgen - Youtube.
Svenskerne havde afbrudt broen og affyrede deres armbrøster mod de danske styrker på den anden bred. Men, under en pileregn "så tæt som snefog" vadede Den Sachsiske Garde over åen og massakrerede dalkarlene.
Da garden vendte tilbage til hovedlejren på Brunkenbjerg med dalkarlenes erobrede faner, troede Sten Sture i det belejrede Stockholm at dalkarlene havde sejret og nu angreb kong Hans' lejr, og han gav ordre til udfald.
Men meget snart indså han, at det var en stor fejltagelse, og han reddede sig kun ved at styre sin hest ud i vandet og lade sig føre med strømmen tilbage til Slotsholmen. Men hans mænd gik det ikke så godt. De flygtede i panik tilbage til Stockholm, trængtes på broen og skubbede hinanden i vandet, hvor de blev trukket ned af deres rustninger.
Men kong Hans havde ikke råd til en langvarig belejring, Den Sachsiske Garde kostede en formue hver eneste dag. Derfor søgte han forhandling og forlig.
Der blev indgået en overenskomst. Den 10. oktober 1497 kunne kong Hans endelig gøre sit indtog i Stockholm.
Det fortælles at kong Hans havde til hensigt at lade Sten Sture pågribe og henrette, og at bøddelen allerede ventede i et sideværelse. Men en af de svenske unionstilhængere holdt kongen tilbage med ordene: "Gamle hr. Sten er som et råddent æg, ligger det, gør det ingen gavn. Men knuser man det, vil det lugte ilde".
Den 25. november 1497 blev han kronet som den retmæssige konge af Sverige. Rigsforstanderen Sten Sture overdrog ham højtideligt alle svenske slotte og len, og til gengæld gav kongen ham hele Åbo stift i Finland med syv borge og hele Nordbottom som len. Endelig fik Hans hyldet sin ældste søn, Christian, som tronfølger.
Dermed var Kalmarunionen gendannet.
Men kong Hans fik kun tre år i paradiset, så var den gal igen.
Som vi husker mødte Christian 1. den tyske kejser i 1474, og de bestemte sammen at grevskabet Holsten, Ditmarsken og Stormarn skulle slås sammen og ophøjes til hertugdømmet Holsten, som skulle være et arverige. Ditmarskerne blev ikke spurgt.
Men når nu Ditmarskerne var en del af et sådant hertugdømme, skulle de selvfølgelig også anerkende hertugerne som deres overherrer og betale skat til dem, det mente i hvert fald de to samarbejdende hertuger af Slesvig og Holsten, som var kong Hans og hans lillebroder Frederik.
I januar året 1500 samlede kong Hans og hans lillebroder en hær i Neumünster, som bestod af udskrevne bønder, beredent dansk og holstensk pansret kavaleri og den berømte og berygtede Sachsiche Garde ledet af Junker Schlentz, som hovedsagelig var infanteri. Det er anslået at hæren talte i alt omkring 10.000 mand.
Man forventede en let sejr over simple bønder. Hæren medbragte en mængde tomme vogne, som skulle bruges til at føre det forventede bytte bort.
Den 11. februar trængte hæren ind i Ditmarsken. Bortset fra et bryllupsselskab, som blev overrasket, så man intet til ditmarskerne. Felttoget gik tilsyneladende meget let, og den fremtrængende hær stødte ikke på nogen bønder, som ikke underkastede sig eller kapitulerede.
Først da man nåede hovedbyen Meldorf blev der ydet modstand. Men en salve fra de nye kanoner splintrede befæstningen. Junker Schlentz' landsknægte stormede frem, dræbte de få forsvarere og myrdede løs blandt kvinder, børn og gamle på sædvanlig vis.
Men hvor var ditmarskerne? Hæren ventede forgæves i tre dage på at de skulle komme og forsvare deres by.
Den Sachsiche Garde kostede en mindre formue hver eneste dag, og derfor gennemtrumfede kong Hans at hæren skulle fortsætte, selvom vejret var forfærdeligt med regn og slud, og vejen var blot en stribe pløre. Desuden havde ditmarskerne åbnet digerne mod havet så grøfterne langs vejen var fyldt til randen og markerne oversvømmet.
Den 17. februar brød hæren op fra Meldorf og drog videre mod nord, som en kilometerlang slange, der rullede sig ud på den snævre vej. Forrest gik den Sachsiche Garde, dernæst de udskrevne bondesoldater, fulgt af det adelige rytteri med kong Hans og hertug Frederik selv og til sidst kanoner og vogne læsset med bytte.
Schlacht bei Hemmingstedt, historisk vægmaleri i forsamlingssalen i kontorbygningen (Kreishaus) i det tidligere Süderdithmarschen-distrikt i Meldorf. Wikipedia.
Lige efter et sving på vejen havde ditmarskerne i løbet af natten opført en barikade, som ikke kunne ses fra vejen før svinget. Foran barikaden havde de gravet en grøft, som i sagens natur var fuld af vand. Her stod bonden Wulf Isebrandt med nogle hundrede mand og nogle små kanoner.
Junker Schlentz' mænd medbragte risknepper. Han beordrede dem til at fylde grøften foran barikaden og angribe. Men de blev mejet ned. Så førte han kanoner frem, men de virkede ikke, fordi lunterne var blevet våde.
Imidlertid, den kilometerlange slange af heste, vogne og mænd kunne ikke se, hvad der skete foran dem, og de vidste det ikke, og derfor blev de ved med at presse fremad, med det resultat at mænd og heste blev presset ud i grøfterne, hvor hestene sad fast og de harniskklædte riddere tumlede rundt i mudderet. Her blev de angrebet af ditmarskerne fra begge sider.
Vognene kunne ikke vendes på den snævre vej, og i desperation søgte man at vælte dem i grøften.
Junker Schlentz sprang af hesten og anføret personligt sine folk i en lansestrittende kolonne henover vandgraven, over faldne og sårede og op på barikaden. Men Isebrandt beordrede sine mænd til at smide deres støvler, hjelme og rustninger, så de nemmere kunne komme omkring. Derefter angreb de den Sachsiche Garde fra alle sider under kampråbet "Help, Maria Milde".
Kong Hans og hertug Frederik undslap kun med nød og næppe.
Godt og vel en tredjedel af hæren blev efterladt på vejen mellem Meldorf og Hemmingstedt, som dræbte, druknede eller savnede. Desuden var danskernes uvurderlige fane, det himmelfaldne Danebrog, faldet i ditmarskernes hænder og blev hængt op som trofæ i kirken i Meldorf.
Et par uger efter fejrede man fastelavn i Lübeck og man lod især løjerne gå ud over kongen og hans broder.
Hans' nederlag mod bønderne i Ditmarsken svækkede hans autoritet i Sverige ganske betydeligt.
Da han vendte tilbage til Stockholm i de første måneder af 1501, overrakte rigsrådet ham en protest mod hans forsømmelse af at overholde unionens bestemmelser.
Uheldigvis ankom samtidig ankom gesandter fra storfyrst Ivan 3. af Moskva til Stockholm. På latin bad de kong Hans om at opfylde sin del af hans aftale med storfyrsten, og afslørede derved i svenskernes påhør, at Ivan 3.s nylige angreb på Finland i 1495 netop var efter aftale med kong Hans - for at hjælpe ham til den svenske trone.
Svenskerne tog det meget tungt, at deres konge havde allieret sig med deres moskovitiske fjender imod dem.
På vej tilbage til Danmark erfarede han - sandsynligvis i slutningen af marts 1501 - at ridderen Sten Kristiernsson Oxenstierna havde hejst oprørsfanen i det nordlige Uppland. Hans vendte tilbage til Stockholm, hvor han anklagede Sten Sture for at konspirere mod ham og samtidig modtog nye klager vedrørende hans manglende overholdelse af unionsaftalerne.
Litografi af Carl Johan Bilmark, som viser Stockholm set fra øst i 1868, I midten ses Gamla Stan med Storkyrkans tårn og Stockholms Slot lidt til højre på øen. Til venstre Sødermalm og til højre Foto Stockholm panorama. Lithography Carl Johan Billmark 1868 Stockholm Stadsmuseum Wikipedia.
I august 1501 opsagde Sten Sture, Hemming Gad og flere andre rådsmedlemmer deres troskab og lydighed til ham.
Hans sejlede derpå til Danmark efter forstærkninger og efterlod dronning Christine på Stockholm Slot med en stærk besætning.
Den svenske propaganda lagde stor vægt på at han havde taget sin elskerinde Edele Mikkelsdatter Jernskjæg med sig i stedet for dronningen. Der er der mange teorier om hvorfor, men det mest sandsynlige er, at dronningen frygtede de melankolske øjeblikke, som kong Hans kunne have - måske i sjældne tilfælde - og derfor sendte hun sin betroede hofdame med ham og gav hende i opdrag at holde kongen i godt humør ved at tale med ham, spille terninger og kort med ham og lignende.
Omkring den 10. oktober 1501 rykkede en hær af oprørske bønder frem mod Stockholm, hvor den delte sig i to. En halvdel belejrede byen fra Södermalm og en anden fra Norrmalm. En styrke af tyske lejesoldater angreb bønderne, først på Norrmalm og derefter på Södermalm. Men bondehæren var for talrig, og angrebene var forgæves. Belejringen blev en realitet.
Omkring en uge senere udbrød en brand i byen, og da portene blev åbnet, så man kunne hente vand, benyttede oprørerne sig af muligheden for at indtage byen. De 4.000 bondesoldater omringede nu selve Stockholms Slot.
I følge et brev, som dronning Christine senere sendte til kong James af Skotland, fortalte hun at slottet var bemandet med omkring 1.000 danske og tyske lejesoldater foruden den svenske ærkebiskop Jacob Ulfsson og flere adelige svenske riddere. Efter tabet af byen var de mange mennesker nu tæt stuvet sammen i selve borgen.
Slottet var udstyret med adskillige kanoner, som gjorde et effektivt forsvar muligt. Den 6. december 1501 affyrede forsvarerne den største, kaldet "Ingeborg", for første gang. Den ødelagde en palisade og dræbte to mand.
Der var mange munde at mætte. Da provianten slap op, slagtede man hestene.
Skørbugen hærgede, og forsvarerne døde som fluer. Da der ikke var mulighed for begravelse, stablede man ligene op i kældrene, hvilket var årsag til en stank af død, som bredte sig over hele slottet. Man spejdede stadig mere desperat efter undsætningen.
Svenskerne frygtede at isen snart ville bryde op, og en dansk undsætningsstyrke ville dukke op. Derfor prøvede bondehæren at storme slottet den 25. marts 1502. Men Stockholm Slot var en meget stærk fæstning og angrebet mislykkedes.
I april 1502 var kun omkring 200 i live ud af den oprindelige 1.000 mand store besætning. De kæmpede videre, hærgede, forpinte, med blå pletter fra blødninger under huden, magre som mumier, efterhånden tandløse med blod og slim drivende fra næserne og betændte gummer. Stanken fra de mange rådnende lig i kælderen bredte sig over alt.
Den 29. april 1502 stormede svenskerne slottet, for at indtage det, før danske forstærkninger nåede frem. Den svenske kommandør skrev: "Vi stormede Stockholms Slot i fredags, og ved Guds hjælp klatrede vi op på bolværket, brændte det, skibe og både af, så der ingenting var tilbage. Og vi tvang os vej til den vestlige ydermur og brændte porten ned, og kom ind i borggården". Men her blev de overdænget med armbrøstbolte, bøssekugler og sten og måtte trække sig tilbage.
Men omkring halvdelen af forsvarerne var faldet eller blevet såret i kampen, og nu var der kun 100 tilbage.
Dronningen opgav at blive undsat inden alle var døde, og indledte forhandlinger om fred.
Den 9. maj 1502 åbnedes slottets porte og i følge en stockholmsk overlevering vaklede kun 70 halvdøde, hærgede og radmagre soldater ud. Kun 10 af dem kunne stadig kaldes våbenføre.
Blot 3 dage senere ankrede kong Hans' flåde op ud for Stockholm. Men han kunne blot se fjendens banner vaje over slottet. Der var ikke andet at gøre end at vende hjem til Danmark.
I strid med den aftale, som dronning Christine sluttede med Sten Sture i forbindelse med overgivelsen tilbageholdt han dronningen i næsten halvandet år i forskellige klostre, før en katolsk kardinal og Lübeckerne fik udvirker hendes frigivelse.
Dronning Christine af Danmark, Norge og Sverige på Claus Bergs altertavle i Sct. Knuds Kirke i Odense fra omkring 1530. Det var dronningen selv, som bestilte altertavlen, der er ingen tvivl om at der er en god portrætlighed. Foto Jacob Truedson Demitz for Ristesson - This image comes from the Southerly Clubs of Stockholm, Sweden Wikipedia.
Efter alt at dømme var hun en helt usædvanlig kvinde. Hun inspirerede tusind soldater til at holde ud imod alle odds.
Efter sin hjemkomst trak Christine sig tilbage til Odense, hvor hun tilkaldte den berømte billedskærer Claus Berg, som skabte den fantastiske altertavle, som nu står i Sct. Knuds Kirke.
Danmark fik sin første bogtrykker i 1489. Hans navn var Godtfred af Ghemen.
I 1509 anlagde kong Hans et skibsværft på øen Slotø i Nakskov Fjord. Han lod bygge skibe som lige fra begyndelsen var designet som krigsskibe. Arild Huitfeldt fortæller at der blev bygget to store orlogsskibe kaldet "Engelen" og "Maria".
Den 10. august 1510 udnævnte Kong Hans Henrik Krummedige til "øverste kaptajn og høvedsmand for alle vore kaptajner, folk og tjenere, som vi nu skikket og forskrevet har at være i søen. Os og vort rige og land til tjeneste mod vore og rigens fjender og uvenner". Hvilken dato regnes for den danske orlogsflådes fødselsdag. Den danske flåde er følgelig verdens ældste, endnu eksisterende sømilitære organisation.
I 1510 erklærede Lübeck krig mod Danmark. Den svenske rigsforstander Svante Nilsson, fulgte ivrigt efter. Men Danmark fik hurtigt overtaget i den søkrig, der fulgte.
Den nye danske orlogsflåde, som inkluderede skibe, specifikt bygget som krigsskibe, vandt her sine første sejre.
Da Hans' ældste søn, Christian, i vinteren 1511 angreb Sverige fra Norge, blev svenskerne og Lübeck tvunget til at slutte fred. Det skete den 23. april 1512 i Malmø. Sverige anerkendte Hans som konge, og Lübeck skulle betale en erstatning på 30.000 gylden. Danmark beholdt Kalmar og Borgholm Slot.
I januar 1513 var kong Hans på vej fra Ribe til Aalborg, da hans hest styrtede i et vadested over Skjern Å nord for Tarm. Han var ledsaget på rejsen af dronning Christine og sin ældste søn, Christian. Kongen blev gennemblødt og muligvis kvæstet, men fortsatte alligevel til Aalborg, hvor han blev stadig svagere. Han døde på Aalborghus Slot, hvor han var født 58 år tidligere. Han ligger begravet Sct. Knuds Kirke i Odense.
22. Christian 2.
Christian 2. var allerede som ung prins udpeget som tronfølger af det danske rigsråd i 1487, af det norske rigsråd i 1489 og i 1499 af det svenske rigsråd. Kalmarunionen eksisterede således stadig, dog meget i teorien.
I perioden 1506-1512 var Christian vicekonge i Norge med uindskrænket myndighed på sin faders vegne. Her gjorde han sig bemærket ved sin beslutsomhed, snuhed og hensynsløshed. Uden at bryde sig om protester fra ærkebispen, paven eller endog fra sin egen fader, holdt han biskop Karl af Hamar i fængslet, under anklaget for at at have anstiftet oprør og konspireret med svenskerne.
Som vicekonge arbejdede han bevidst på at svække det norske rigsråds og den norske adels traditionelle indflydelse. Han tillod aldrig det norske rigsråd at træde fuldtalligt sammen, og han erstattede nordmænd med sine egne mere loyale danske mænd på alle vigtige slotte. Alle oprør blev ubarmhjertigt nedkæmpet.
Ved en dansefest i Bergen mødte han den nederlandske købmandsfrue, Sigbrit, og dennes unge datter, Dyveke. Sigbrit blev en slags rådgiver for Christian, og Dyveke blev hans elskerinde. Sigbrit hjalp med at støbe kuglerne til hans konfrontationer med rigsrådet. Dyveke og Moder Sigbrit fulgte ham siden til Danmark.
Detalje af Claus Bergs altertavle i Sankt Knuds Kirke i Odense, forestillende kong Hans til højre og Christian 2. til venstre. Orf3us Wikipedia.
I hele sin regeringsperiode arbejdede Christian 2. på at stække adelens magt, samtidig med at han støttede sig til den nye hastigt voksende købmandstand, og han gjorde sig populær hos bønderne. Hans politik var et varsel om det kommende enevælde.
Men allerede den 22 juli 1513 efter kong Hans' død vedtog et møde for danske og norske rigsråder i København en håndfæstning for Danmark og Norge, som indskrænkede kongens magt. Kongen måtte ikke i levende live lade sin søn kåre til medkonge, således om det havde været de danske kongers skik siden Valdemar den Store. Kongen måtte ikke benytte sig af vanbyrdige som rådgivere. Vanbyrdige betød boergerlige, ikke adelige. Hvis kongen misligholdte håndfæstningen og ikke ville rette sig efter rigsrådet beslutninger, kunne rigsrådet afhjælpe dette. Hvilket betyder at de havde ret til i så fald at gøre oprør og afsætte ham uden at nogen af denne grund kunne anklage dem for at have svigtet deres troskabsed.
I oktober 1513 blev Christian hyldet i hertugdømmerne og det følgende år 1514 blev han kronet som konge i både København og Oslo.
I august 1515 fejrede han sit bryllup i København med den 13-årige Elisabeth, som var søster til den senere kejser Karl V, uden at kongen af den grund afbrød forbindelsen med Dyveke.
Dyveke døde ganske pludseligt i 1517, og kongen anklagede Torben Oxe, som var lensmand på Københavns Slot, for at have forgivet hende. Der var ingen egentlige beviser, og det var også svært at se hvilket motiv, lensmanden skulle have haft til at forgive en ung pige. Men trods forbøn fra rigsrådet og hoffet lod kongen Torben Oxe halshugge.
Henrettelsen af Torben Oxe var et klart brud på håndfæstningens bestemmelser og derefter var der splid og modsætninger mellem kongen og rigsrådet.
Christian var allerede som dreng blevet kronet som tronfølger i Sverige, men rigsforstander Sten Sture den yngre holdt ham fra at blive konge af Sverige i praksis.
Sten Sture den yngre var ikke i familie med den gamle Sten Sture. Han havde blot fundet det opportunt at antage navnet Sten Sture. Han var søn af rigsforstander Svante Nilsson.
Sten Sture den yngre videreførte Karl Knutssons, Sten Stures og Svante Nilssons danskerhad og vandt derved bøndernes, bjergfolkens og borgernes støtte mod rigsrådsaristokratiet.
Han afsatte ærkebiskop Gustav Trolle og lod hans slot Almarestäket nedrive. Hvilket fik pave til at erklære interdikt over Sverige. Dette forhold skulle senere blive udnyttet af Christian 2. i hans retfærdiggørelse af blodbadet i Stockholm.
Den nye unionskonge, Christian 2., forsøgte forgæves at invadere Sverige både i 1517 og 1518. Men tredje gang var lykkens gang. I januar 1520 trængte en dansk hær af franske, tyske og skotske lejesoldater under ledelse af Otto Krumpen ind i Väster Götaland, hvor Sten Sture den Yngre mødte invasionshæren med 10.000 mand ved den nordlige bred af søen Åsunden øst for Borås mellem Göteborg og Jönkøbing.
Et af de første kanonskud knuste Sten Stures ene knæ, og der udbrød efterfølgende forvirring og panik i den svenske hær. Den sårede Sten Sture blev kørt på slæde til Strängnäs og derfra videre mod Stockholm, men han døde under transporten over isen på Mälern. Efterfølgende indtog den danske hær Stockholm.
I november 1520 lod Christian 2. sig krone til svensk konge i Stockholm af den genindsatte ærkebiskop Gustaf Trolle og dermed var Kalmarunionen genoprettet.
Efter aftale med det svenske rigsråd havde Christian givet tilgivelse og frit lejde for alt, hvad der var gjort mod ham selv. Men den svenske ærkebiskop Gustaf Trolle og den danske ærkebiskop Didrik Slagheck forestillede ham, at han ikke kunne tilgive forseelser mod kirken. Derefter vendte Christian egenrådigt 180 grader og besluttede at bruge dette som et påskud til at lade alle Sten Stures tilhængere henrette og dermed løse problemet en gang for alle - troede han.
Kongen lod omkring 80 af Sten Stures tilhængere dømme til døden for kætteri.
Den 7. november 1520 førte Christian's mænd de omkring 80 dømte ud på Stortorvet for at blive henrettet.
Det stockholmske blodbad. Det må være Christian 2. som sidder og støtter sit hoved med hånden - tegning af ukendt oprindelse
Bisp Mattias Gregersson af Strängnäs var den første, som blev halshugget. Han havde modtaget den døende Sten Sture i Stråangnäs og derefter opsøgt Gustaf Trolle med rigsforstanderens opfordring til forlig. Den 6. marts 1520 havde han forhandlet en våbenhvile med den danske hær, og han var den første til at anerkende Christian som Sveriges konge. Han forhandlede på Christians vegne med Steen Stures enke i Stockholm, og overtalte borgere og bønder til at anerkende Christian. Arild Huitfeldt skriver, at der var ingen af de svenske, der havde gjort så meget for Christians sag som han.
Derefter blev resten af de dømte halshugget med omkring tre minnutters mellemrum.
To måneder efter Det Stockholmske Blodbad rejste Gustav Vasa oprørsfanen i Dalarna. Den 6. juni 1523 blev han i Strängnäs udråbt til konge af Sverige og dermed ophørte Kalmarunionen endelig med at eksistere.
På et møde i Viborg den 21. december 1522 rejste en del jyske biskopper og rigsrådsmedlemmer oprørsfanen mod kongen. De satte sig i forbindelse med kongens onkel, hertug Frederik af Gottorp. Kong Christian reagerede med at indkalde til en rigsdag i Aarhus, hvor han lovede at imødekomme alle klager. Men oprørerne kom ikke. De huskede, hvad der skete med Sten Stures tilhængere i Stockholm, og opsagde kongen hulskab og troskab.
Den 8. marts 1523 erklærede hertug Frederik sin nevø, Christian 2., krig. Anført af hans general, Johan Rantzau, overskred hans hær kongeåen i marts 1523, og på få måneder gennemførte han erobringen af kongeriget Danmark.
23. Frederik 1.
Den 26. marts 1523 valgtes Frederik til konge på Viborg Landsting, og i hertugdømmerne hyldedes han som eneste landsherre.
Den 13. april 1523 sejlede Christian 2. bort på orlogsskibet Løven ledsaget af sin dronning, sine tre små børn, moder Sigbrit og en skare trofaste mænd. Han landede den 1. maj 1523 ved Veere i Holland.
København og Malmø overgav sig dog først i januar 1524 efter 8 måneders belejring. Frederik 1. blev derefter kronet i Vor Frue Kirke i København den 7. august samme år.
Også det norske rigsråd anerkendte Frederik 1. som konge, idet han dog måtte udstede en særlig norsk håndfæstning, hvori han anerkendte Norge som et valgrige.
Frederik vedblev at have residens i hertugdømmerne, og han kom kun til Danmark for at deltage i de årlige herredage. Arild Huitfeldt kaldte ham "en gammel høne, der nødig forlod sin rede i Gottorp". Han talte ikke dansk, og han rejste aldrig rundt for at dømme på tingstederne som andre konger havde gjort.
Frederik 1. Dette maleri fra 1539 er tilskrevet Jacob Binck, som ved Frederik 1.s død havde udført et medaljeportræt af ham. Kongen bærer en sort kappe, der holdes sammen af en læderrem over guldkæderne, sin venstre hånd hviler han i kappens fold. Foto ukendt Wikipedia.
Han anså stadig delingen af hertugdømmerne som en krænkelse af hans rettigheder. Som en slags gengældelse gjorde han krav på dele i kongerigerne, nemlig på halvdelen af Norge og Lolland, Falster og Møn i Danmark.
Søren Norby var Christian 2.'s kommandant på Gotland. Han gik i land i Blekinge hvor det lykkedes ham at samle en hær på omkring 8.000 mand med hvilke han indledte en belejring af Helsingborg Slot med den hensigt at genindsætte Christian 2. på tronen. Men Frederiks erfarne general, Johan Rantzau, og nogle danske adelsmænd besejrede de uerfarne bønder i to blodige slag ved Lund ved henholdsvis Bunketofte den 28 april og Helsingborg den 4. Maj 1525.
Frederik 1. havde i sin håndfæstning lovet at værne den katolske tro, men han havde åbenlyse sympatier for protestantismen. Han sagde på herredagene i Odense 1526 og 1527 at før han ville straffe nogen på liv eller gods, skulle prælaterne bevise at hans lære var kættersk.
Han mente at religion var den enkeltes personlige sag. Han sagde, at han som konge ikke var sat til at dømme sjælene, lige så lidt som han kunne tvinge nogen til at forlade et kloster: "hvo som enten ville gifte sig eller løbe af Kloster, måtte gøre det paa sit eget eventyr".
Det lykkedes Christian 2. i Holland at få udbetalt en del af medgiften for sin hustru, Elisabeth, kejserens søster. Han samlede en hær på omkring 10.000 mand, hvormed han den 24. oktober 1531 afsejlede fra Medemblik i Holland. Men han kom af sted for sent på året, og en storm splittede flåden, og kun med 4-5.000 mand ankom han 5. november til det sydlige Norge. Det lykkedes ham at blive hyldet som konge i noget af det sydlige Norge, men Akershus fæstning kunne han ikke tage.
Under løfte om frit lejde blev han lokket til København for at forhandle med Frederik 1. Men han traf aldrig sin farbroder, tværtimod blev han arresteret og indsat i forvaring på Sønderborg Slot, hvor han sad de næste 17 år. I 1549 blev han dog overført til mildere forhold i Kalundborg, hvor han døde i 1559 i en alder af 77 år.
Christian 2. ligger begravet i Sct Knuds Kirke i Odense sammen med sin dronning, Elisabeth, sine forældre, Hans og Christine, og sin lillebroder, Frans.
I år 1533 døde Frederik 1. på Gottorp Slot 61 år gammel og efterlod rigsrådet med et dilemma. Flertallet af det 50 mand store rigsråd var katolikker og ønskede at værne om den katolske tro, men Frederiks ældste søn, den 30-årige hertug Christian var overbevist Lutheraner og oven i købet stærk optaget af den nye retning i kristendommen. Han sagde at han ville hellere "gå til fods derfra og lade alt ligge og stå" end at give efter i religionsspørgsmålet.
Rigsrådet frygtede med rette en protestantisk konge, ikke blot for religionens skyld, men også fordi protestantismen ville medføre at kirkens enorme rigdomme i jord og bygninger ville komme i hænderne på kongerne, hvilket, som det skulle vise sig, ville gøre dem noget nær umulige at kontrollere. Rigsrådets tøven medførte at Danmark var uden konge et helt år.
24. Grevens fejde, reformation og Christian 3.
Af grunde, som ikke er overleveret til eftertiden, ønskede den nye borgmester i Lübeck, Jørgen Wullenwever, at genindsætte den folkekære, men fængslede, Christian 2. på tronen i Danmark og Norge. Borgmestrene i Malmø og København tilsluttede sig denne politik. De udpegede Grev Christoffer af Oldenburg, som leder af de hærstyrker, som skulle få det til at ske.
Grev Christoffer af Oldenburg, som gav navn til "Grevens Fejde". Foto Hermann Hamelmann - Oldenburgisch Chronicon Wikipedia.
Greven og hans hær gik i land i det kongeløse Danmark den 22 juni 1534 ved Hvidøre nord for København og indledte dermed de borgerkrig, som kaldes Grevens Fejde.
I juli 1534 blev grev Christoffer hyldet som rigsforstander på det sjællandske landsting i Ringsted, og den 10. august 1534 svor den skånske adel på Sankt Libers høj, troskab til Christian 2. repræsenteret af grev Christoffer.
På Fyn blev greven modtaget som en befrier, fordi en adelig hær netop havde massakreret en oprørshær af bønder og borgere ved Nyborg.
Alt i alt havde greven allerede i september 1534 kontrol med med det meste af Danmark øst for Store Bælt og dele af Fyn.
I mellemtiden havde adelsmanden Mogens Gjøe fået samlet en herredag i Ry, som valgte Frederiks ældste søn, hertug Christian, til konge. Han modtog kronen i Horsens den 4. juli 1534 som Christian 3.
Clement Andersen var en bondesøn fra Vendsyssel, som havde slået sig op som købmand i Aalborg og København. Senere blev han viceadmiral under Christian 2. Efter denne konges fald sluttede sig sandsynligvis til Søren Norby på Gotland og blev kaper, eller sørøver vil nogen sige. Det var her han fik navnet "Skipper Clement".
I samarbejde med grev Christoffer påtog han sig at rejse oprørsfanen også i Jylland.
Den 14. september 1534 anløb Skipper Clement Aalborg, som han hurtigt erobrede. Derefter samlede han en bondehær, som i løbet af kun en måned fik kontrol over store dele af Nørrejylland, Vendsyssel og Thy.
Adelsmanden Mogens Gjøe samlede en hær af jyske adelsmænd for at standse Skipper Clement. Den mødte bondehæren ved Svendstrup syd for Aalborg den 16. oktober 1534.
Skipper Clement tog opstilling på højderne nord for Svenstrup. Adelsmændene gik til angreb, men deres heste var tynget af de tunge rustninger og sad fast i mudderet i de omgivende moser, hvorved de blev lette ofre for bondehæren. Den adelige hær led et fuldstændigt nederlag, hvorved hærførerne Holger Holgersen Rosenkrantz, Niels Lavesen Brock og yderlige 12 adelige ledere samt et ukendt antal fodfolk blev dræbt.
Derefter bredte opstanden sig over hele Jylland med undtagelse af østjylland syd for Gudenåen. Et stort antal herregårde blev brændt af.
Flere agenter ønskede at fiske i rørt vande ved at deltage i krigen i Danmark. Lübeck kontaktede hertug Albrecht af Mecklenburg for at få yderligere støtte i krigen, og tilbød ham til gengæld den danske krone, hvilket grev Christoffer var meget imod, idet han sandsynligvis selv drømte om at blive konge af Danmark.
Hertug Albrecht sendte en hær ledet af grev Johan af Hoya.
De to grever foretog en veritabel adelsjagt på Sjælland og og Fyn. De brændte borgene af og førte en mængde adelsmænd som fanger til Mecklenburg.
Det lykkedes Christian 3. at afslutte en fredsaftale med Lübeck i november 1534. Med freden fik Christian ryggen fri, og hans general, Johan Rantzau, ilede mod nord og den 18. december 1534 stormede han Aalborg. Skipper Clement selv slap væk hårdt såret, men blev genkendt af en bonde i landsbyen Storvorde øst for Aalborg og udleveret til Johan Rantzau.
Skipper Clement og opstandens andre hovedmænd blev dømt til døden på Viborg ting og henrettet og lagt på hjul og stejle i 1536.
Støttet af admiral Peder Skram overførte Rantzau i marts 1535 "300 ryttere og 5 delinger knægte" fra Als til Helnæs.
I et slag ved "Favrskov nord for Brendeaa", formentlig nær Husby, slog Rantzau en hær af Lübeckere og bønder. Lübeckerne slap ind i Assens, men bønderne blev nedsablede. Han erobrede hele Fyn bortset fra Nyborg og Svenborg.
I slaget ved Øksnebjerg små 10 km øst for Assens led Greven af Hoya den 11. juni 1535 et stort nederlag til Johan Rantzau. Greven faldt selv i slaget.
Københavns overgiver sig til Christian 3. i august 1536 efter et års belejring, hvilket markerer afslutningen på borgerkrigen. Foto Rasmus Christiansen (17032). Anskuelsestavle fra Dansk skolemuseum. Foto ukendt Wikipedia.
Næsten samtidig, den 12. juni 1535, vandt en flåde med skibe fra Danmark, Sverige og Holsten ledet af den danske admiral Peder Skram en total sejr i et søslag mod den lübske flåde i Østersøen.
Peder Skram støttede efterfølgende Rantzaus troppeoverførsler fra Fyn til Sjælland og ledede blokaden mod Malmø og København i 1536.
København overgav sig til Johan Rantzau i august 1536 efter et års belejring, og derefter måtte også Malmø og resten af Skåne hylde Christian 3.
I Lübeck var borgmester Jørgen Wullenwevers parti efterhånden blevet svækket på grund af mange skuffende nederlag. I august 1535 fik det gamle råd atter magten, og Jørgen Wullenwever måtte gå af. Ved Freden i Hamborg i februar 1536 anerkendte Lübeck Christian 3. som konge mod at få sine privilegier stadfæstede.
Kun to måneder efter Københavns erobring, i oktober 1536, afholdtes en rigsdag i denne by, der formelt afskaffede den romersk-katolske kirke i Danmark. De katolske biskopper blev fængslet, og deres og klostrenes enorme rigdomme og godser blev konfiskeret af kongen.
Biskopper og ærkebiskopper skulle ikke længere have jordisk magt. Christian 3. krævede at rigsråderne skulle love at ingen fremtidig biskop måtte udøve verdslig magt i Danmark. De fremtidige lutherske biskopper blev blot en slags inspektører, der overvågede at præsterne prædikede den rette lutherske lære.
I mere end fem hundrede år havde konger og stormænd testamenteret godser og hele landsbyer til klostre og kirker for deres sjæles frelse, land og ejendomme, som derefter blev underlagt kirkens privilegier, herunder til tider skattefrihed i forhold til kongen. Det var en udvikling, der kun gik én vej. Kirker og klostre var udødelige, og de gav aldrig slip på noget, de engang havde fået, og de blev konstant rigere og rigere.
Men ved overgangen til protestantismen faldt hele denne ufattelige rigdom på en gang ned i skødet på Christian 3. Der var ikke tale om at denne formue skulle føres tilbage til de oprindelige donorer så retfærdigt, som det var muligt, eller noget i den retning. Den gik kun til kongemagten.
Bønderne - men ikke adelsmændene - skulle stadig betale tiende, men nu til kongen. En så indbringende skat ville Christian ikke give afkald på.
Det er let at se, at det gjorde kongemagten meget stærkere end før. Fra da af blev det stadig mere vanskeligt for rigsrådet at kontrollere kongemagten. I sin "Reces" forsvarer Christian sig med at for fremtiden ville det ikke blive nødvendigt at udskrive ekstraskatter i tilfælde af krig: "for at Danmarks krone og konge kan få større formue, og hvis noget angreb kommer på riget."
Desuden knæsatte Christian 3. valdemarernes gamle skik med at krone deres sældste sønner som medkonger i levende live. Det havde rigsrådet ellers været meget imod. Alt i alt tog kong Christian et stort skridt hen imod enevælde.
