Fra Gorm den Gamle til Svend, Knud og Valdemar
Der er ingen tvivl om at det historiske valgkongedømme var reelt. Ælnoth fortæller at der i 1078 fandt en slags valgkamp sted mellem Harald og Knud: "Men da de to kongsemner Harald og Knud, han, som snart skulde få navnet Kanutus, tvistedes om ret til herredømmet, blev Harald, både fordi han var ældst af år og fordi han tyktes mere sagtmodig i sin optræden, ved hele folkets valg indsat til konge og udråbt til Danmarks fyrste med ønsket om langt og lykkeligt liv".
Vi må tro at formålet med de berømte kongevalg ved Isøre, som Saxo og Svend Aggesen beretter om, var at de fremmødte stormænd skulle blive enige om en - og kun en - fælles kandidat, som efterfølgende ville blive officielt hyldet på Danmarks mange lokale landsting. Derved ville man undgå at Danmark blev splittet op i mindre kongedømmer.
10. Knytlingerne
Knytlingerne var oprindelig jydernes kongeslægt. Det var navnlig nordmændene og islændingene som kaldte de første danske konger for Knytlinger. Det synes at repræsentere en ældre navne tradition, som ret hurtigt gik af brug i Danmark, men blev husket i Norge og Island.
Knytlingerne kaldes også for Jelling dynastiet.
Tidslinje for Danmarks historie baseret på kongeslægter - De nedstammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede i hvert fald en del af Jylland omkring år 917 som fortalt af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger.
Men en inddeling af kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle naturlige grupper eller dynastier, gør historien overskuelig.
Desuden er det sandt. Man kan genkende nogle karakteristiske grupper, såsom de tidlige vikingekonger, som jeg kalder Knytlingerne, adskilt fra Svend Estridsens tid af Magnus den Godes regering. Svend, Knud og Valdemar borgerkrigen adskiller Svend Estridsen og hans sønners periode fra Valdemarerne. Den kongeløse tid adskiller naturligt Valdemarerne fra Valdemar Atterdag og unionskongerne. Oldenborg kongeslægten blev introduceret ganske udramatisk, fordi Christian 1. var en efterkommer efter Valdemar Atterdag.
Unionens endelige undergang med det Stockholmske Blodbad, Christian 2.'s fald, Grevens Fejde og den lutherske reformation er en helt klar skillelinje i historien.
Det oldgamle valgkongedømme blev afskaffet ved et kup i 1660 og erstattet af enevælden. Frederik 7. afskaffede enevælden i 1848 og indførte det konstitutionelle monarki, hvor den egentlige magt ligger hos politikerne i den lovgivende forsamling, kongemagten er ceremoniel, arvelig og defineret af grundloven. Tegning eget arbejde.
Adam af Bremen skrev at han havde sine oplysninger direkte fra Sven Estridsen, som - man må tro - kendte sine forfædre: "Danerkongen, som vi længe må mindes, og som huskede alle barbarernes bedrifter, ret som om de var skrevet op" - "Noget har den berømte danske konge forelæst for os, da jeg spurgte ham om det. Efter Olaph, sagde han, Sveonernes fyrste, som regerede i Danmark sammen med sine sønner, blev Sigerich sat i hans sted. Og da han havde regeret i kort tid, kom Hardegon Sueins søn fra Northmannia og berøvede ham riget."
Lidt senere beretter Adam om Hardecnudt Wurm. Mange historikere mener at et "filius" er udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået "Hardecnudt filius Wurm", hvilket betyder Wurm, Hardecnudts søn. Hvilket indebærer at Gorm var søn af Hardeknud.
Navnet Hardegon er meget specielt og kan ikke genfindes hverken før eller senere. Adam skrev jo efter sin hukommelse, og der eksisterer den mulighed at -egon er fejl, og der skulle have stået -cnudt, hvilket vil medføre at Hardegon og Hardecnudt sandsynligvis er identiske. Knud den Hellige kaldte sig Knud 4. i et gavebrev, hvilket indikerer at Hardecnudt søn af Suein var den første Knud.
Knytlinge kongeslægten siden "Hardegon søn af Sven". Som nævnt er det meget muligt - endog sandsynligt - at Hardegon og Hardecnudt er identisk.
En Saga fortæller at Knytlingerne nedstammer fra Regnar Lodbrog. Da Harald Blåtand i Olav Tryggvesons Saga bliver konfronteret med Guld-Haralds krav om medkongeskab, fortælles det: "Ved dette krav blev Harald meget vred og sagde at ingen mand havde krævet det af kong Gorm, fader hans, at han skulle blive halv-konge i Danmark, ikke heller af hans far, Horda-Knut eller af Sigurd Orm-i-øje eller af Regnar Lodbrog."
Adam beretter at få år før bisp Unni af Bremen og Hamburg døde år 936 e.Kr. i Birka, besøgte han Danmark: "Hos Danerne herskede på den tid Hardecnudth Wurm. Han var, det må jeg sige, en gruelig worm og ikke lidet fjendtlig mod kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, som fandtes i Danmark, fordrive de Guds præster fra sit land, og han dræbte endog såre mange af dem under pinsler." Dette indikerer at kong Wurm er identisk med Gorm den Gamle.
Mange mener at dette Northmannia, som Hardegon alias Hardecnudt kom fra, må have været enten Norge eller Normandiet i Frankrig. Imidlertid, historikeren Erik Kroman argumenterer for at Hardegon, Svens søn, kom fra de Normanniske områder i England. Han påpeger at Hardeknuds og Gorms navne peger entydigt mod Normanner-rigerne i England.
Desuden, sagnet om at Knytlingerne nedstammer fra Regnar Lodbrog og Knytlingerne krav på England sandsynliggør, at "Hardegon Sueins søn" og hans mænd var hjemvendende vikinger, som kom fra normannisk område i England.
Da "Hardegon, søn af Sven", gik i land på den Kimbriske Halvø i år 917 var der mange gotiske riger der, som der sikkert har været siden Arilds tid. Der var sandsynligvis også et mindre kongedømme kaldt Jylland, som omtalt i "Anskars Levned" af Rimbert. Men Hardegon alias Hardecnudt og hans efterfølger, Gorm, erobrede dem alle, og derfor blev hele halvøen fra da af kaldt Jylland.
På den lille Jellingsten står: "kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but", som på nudansk lyder: "Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra konen sin Danmarks bod".
Det var oprindeligt historikeren Erik Arup, der som den første oversatte Thyras tilnavn Danebod, "tanmarkar but", til "Danmarks pryd". Det var sikkert inspireret af Svend Aggesen, som kaldte hende Decus Datie (Danmarks pryd) eller Regni Decus (Rigets Pryd).
Men senere grundige undersøgelser af skandinaviske dialekter har ikke kunnet påvise at "but" eller "bod" skulle betyde pryd. Efter alt at dømme betyder "bod" istandsættelse, erstatning, bedring eller helbredelse. Betydningen findes stadig i udtryk som "bøde garn" eller "råde bod på".
Vikingen Guthrum i "The Last Kingdom".
Der var tradition for at kongesønner valgte deres hustruer fra andre folk og nationer. Harald Blåtand og Sven Tveskæg ægtede slaviske prinsesser, Knud den Store giftede sig med Emma af Normandiet. Når Thyra fik tilnavnet "tanmarkar but", var det sikkert, fordi hun kom fra det Danmark, som ifølge Alfreds geografi bestod af de fleste danske øer og Skåne med Sjælland som centrum. Så kan "Danmarks bod" have betydet "forbedringen fra Danmark".
Sagaerne har i øvrigt ikke meget til overs for den jyske kong Gorm.
I Jomsvikinge Saga kaldes han Gorm hinn Heimski, som betyder Gorm hjemmeføding. Hos Svend Aggesen er han Gorm Løghæ, som beskriver en slap og svag regent, som lever et udsvævende liv. Historiæ Norwegiæ kalder ham Gormo Stultissimus. Saxo tillægger ham dog noget initiativ, idet han her beskrives som en grum kristenforfølger, som jævnede kirkerne med jorden.
Dronning Thyra, med tilnavnet "Danmarks bod", derimod, fremstilles som intelligent og beslutsom. I Jomsvikinge Saga fortælles at hun "var den klogeste kvinde og tydede drømme bedre end mænd." Derfor fik hun lov selv at svare sine bejlere "thi" sagde faderen, "hun er langt klogere end jeg."
Det er nemt at se at denne forherligelse af Thyra på bekostning af Gorm, oprindelig var en politisk strategi, som havde til formål at gøre Thyra til noget helt specielt overfor indbyggerne i det østlige Danmark, som hun kom fra. For hvis hun var noget helt enestående, så måtte hendes sønner også være det, og det kunne bringe dem på banen som danske kongsemner.
Den lille Jellingsten, henholdsvis forside og bagside. Stenens oprindelige placering kendes ikke med sikkerhed. I 1600-tallet lå den foran kirkens dør. Der står: "kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but", som på nudansk lyder: "Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod". Foto Jürgen Howaldt Wikipedia..
Thyras og Gorms sønner hed Knud og Harald. Det er nemt at se at den ældste, Knud, fik navn fra sin faders slægt, og den yngste, Harald, fik navn fra sin moders slægt. Knud faldt under et vikingetog mod Irland eller England, og derfor blev den yngre søn konge i Jelling.
Olav Tryggvarsson Saga imødegår også billedet af Gorm som en gammel og dvask konge: "Kong Gorm trængte med sin hær ind i det rige i Danmark som kaldtes Reidgoteland, men nu kaldes Jylland, imod den konge, som da rådede derfor; han hed Gnupa. De havde nogle kampe sammen, men således endte det at Gorm fældede den konge og tilegnede sig hele hans rige. Dernæst for Gorm mod den konge, som hed Silfraskalli og havde ufred og kampe med ham, og kong Gorm fik stadig sejr, og omsider fældede han den konge, derpå gik han længere op i Jylland og for således med hærskjold at han ødede alle konger helt sydpå til Sli, og ligeledes vandt han et stort rige i Vendland. Mange kampe havde Gorm med Sakserne, og han blev den mægtigste konge."
Kong Gorm døde omkring 958 - 964 e.Kr. og blev efterfulgt af sin søn Harald.
Roskilde krøniken beretter at sønnen Harald i en lang periode var medkonge hos sin fader: "Denne Gorm var Haralds fader; Harald styrede i faderens levende live riget i 15 år, og efter faderens død herskede han i 50 år". Det vil forklare Gorms tilnavn, "den Gamle", idet han da ville være den ældre af to konger. Desuden blev han temmelig gammel efter den tids målestok.
På et tidspunkt lykkedes det Harald med tilnavnet Blåtand at blive valgt som konge også i det østlige rige, Thyras hjemland, som købmanden Ottar kaldte Denemearce og som Alfreds geografi siger lå "både på fastlandene og på øerne". Måske omkring 970 e.Kr.
Jelling anlægget. Med økonomisk støtte fra A.P. Møller Fonden er skibssætningen og palisadernes forløb blevet markeret i hvid beton. De hvide rektangler bagerst på arealet repræsenter spor efter huse. Faktisk var området ret tomt, som om der var planlagt noget mere, som aldrig blev til noget. Det er Sydhøjen nederst til højre og Nordhøjen midt i billedet. Som sagt blev der aldrig fundet nogen grav i Sydhøjen og derfor kan man formode at både Gorm og Thyra blev begravet i Nordhøjen side om side. Foto Aarhus Cementvarefabrik.
I 968 e.Kr. var Harald eller hans fader, i følge dendrokronologiske analyser, stadig i gang med at udbygge Jelling anlægget med palisader, men som vi ved, blev hele projektet på et tidspunkt lige som opgivet, hvilket, vi kan gætte på, må være sket fordi han "vandt sig hele Danmark" og derfor flyttede fokus til Sjælland.
I de fleste sagaer er han kendt som Harald Gormsen. Tilnavnet Blåtand optræder første gang i Roskilde Krøniken; vi må tro at det skyldes en tand med et rodproblem, som var lidt mørkere end de andre.
I samarbejde med Håkon Jarl blev han også konge af Norge. Det skete formentligt også omkring 970 e.Kr.
I hans tid, omkring 979 e.Kr. blev de store bygningsarbejder, som er Trelleborgene, Jelling anlægget, Kovirke og Ravning broen udførte. Dannevirke blev forstærket og halvkredsvoldene omkring Hedeby og Aarhus opført. Han grundlagde fæstningen Jomsborg på den sydlige Østersøkyst, sandsynligvis ved Oder mundingen.
Det er påfaldende at ingen i sagaerne følte trang til at prise Haralds færdighed i idrætter, hans skønhed og veltalenhed, som det ellers var vanligt for andre konger.
Men Widukind, som var hans samtidige, siger om Harald Blåtand: "Han var ivrig efter at lytte, men sendrægtig i at tale".
I 973 e.Kr. frygtede Danerne igen et angreb fra syd, og kongerigerne Jylland og Denemearce blev sluttet sammen under Thyras søn, Harald, med tilnavnet Blåtand.
Den store Jelling sten har tre sider. Runeindskriften siger: "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". En anden side viser et dyr i kamp mod slanger, og den tredje side viser et korsfæstelsesbillede uden kors, som også kan minde om Odin, som hænger i træet. Foto Wikimedia Commons.
På Haralds tid havde kejseren allerede i nogen tid behersket Hedeby og et område omkring byen.
I "Rex Saxonum Gestae" af Widukind af Korvey fra år 970 e.Kr. fortælles at Henrik I Fuglefænger kæmpede mod Danerne i år 934 e.Kr. og tvang kong "Chnuba" til at lade sig døbe.
Adam fortæller om dette: "Således fastlagde den sejrrige Henrik rigets grænser ved Slesvig, som i dag hedder Hedeby, han indsatte en markgreve og forordnede, at kolonister fra Saxen slog sig ned der."
Kejser Otto 1. den Store døde i maj 973 e.Kr. og blev afløst af sin søn Otto 2. Harald Blåtand, som nu var blevet enekonge i Danmark, må have tænkt at nu var chancen der med en ny og uerfaren kejser. Han indtog uden problemer Hedeby, som var en gammel dansk by, grundlagt af kong Godfred i år 808 e.Kr.
Adam beretter at Danerne selv startede krigen: "Det var Danerne, der ønskede krig: De dræbte nemlig i Heidiba kong Ottos udsendinge tilligemed markgreven og udslettede hele den Saxoniske koloni fuldstændigt."
Men den unge kejser Otto 2. vendte sig uden tøven mod Danerne. De kejserlige styrker trængte op gennem Jylland helt til Limfjorden ud for Mors. På øen Mors blev der sluttet en fred, som indebar at Harald tog Danmark af kejserens hånd, han lod sig døbe sammen med sin dronning Gunhild og sin lille søn, som fik navnet Svein Otto efter kejseren. Harald accepterer at ærkesædet Hamburg Bremen fik ret til at udnævne bisper i det erobrede område.
Kort over trelleborge og biskopsæder, hvor kejseren udnævnte biskopper. Sikre, sandsynlige og mulige trelleborge er markeret med rødt. Der er også fundet tegn på en trelleborg i Lyby i Østfold i Norge, som ikke er vist på dette kort.
Adam af Bremen skrev i forbindelse med kejser Otto II's sejr over Danerne og Haralds dåb, at et dokument eksisterede, som beviste at Otto 2. havde ejet Danmark. Han fortalte om, at kejseren autoriserede biskop Adeldag til at udnævne biskopper i Danmark i byerne Slesvig, Ribe og Aarhus.
Det falder i øjnene at i det område, hvor ærkebisp Adeldag udnævnte bisper, er der ingen trelleborge. Måske har Harald i en periode ikke haft fuld autoritet over Jylland syd for Limfjorden og Himmerland. Eget arbejde.
Imidlertid, allerede i året 982 e.Kr. led Otto 2. et katastrofalt nederlag til invaderende muslimer ved Cotrone i Syditalien. Han forberedte sig på et nyt felttog, men døde i Rom i en ung alder i 983 e.Kr. og blev efterfulgt af sin treårige søn Otto 3. Hvilket udløste indre uroligheder og oprør blandt de vendiske folk øst for Elben ledet af Haralds svigerfader, Mistivois. Harald siges at have været på Vendernes side og har sikkert ved den lejlighed generobret det sydlige Jylland inklusive Hedeby.
Harald og hans rådgivere må have frygtet at Otto en dag ville komme tilbage fra Italien og gøre arbejdet færdigt og inddrage resten af Danmark i imperiet og kristenheden. Straks efter krigen indledte han et omfattende arbejdede med at gøre resten landet til en uindtagelig pindsvinestilling ved at opføre trelleborge i de områder, som han stadig rådede frit over, uanset økonomiske og politiske omkostninger. Det stod formentligt på indtil efterretningen om kejser Otto 2's død i Italien nåede Norden.
Kun Trelleborg, Aggersborg og Fyrkat er klare eksempler på vikingetidens ring-formede Trelleborg-type fæstninger, men der er påvist adskillige andre ringvolde i Skandinavien fra samme tid, som muligvis - eller endog sandsynligvis - har været af denne eller meget lignende type.
Luftfoto af Trelleborg ved Slagelse. Foto af ukendt oprindelse.
Kong Harald grundlagde Jomsborg, som var en legendarisk borg især beskrevet i Jomsvikinge Saga og Knytlinge Saga. Man har aldrig fundet noget spor efter borgen, men det er bredt accepteret at den lå i Oder mundingen på øen Wollin eller Usedom - som i dag deles mellem Tyskland og Polen.
Det særlige ved Jomsborg var at den var hjemsted for en stående hær, Jomsvikingerne, hvilket var helt usædvanligt for tiden og sandsynligvis meget bekosteligt.
I et valgkongedømme herskede en konge til han døde, og hvis man ville af med ham tidligere, måtte man aktivt sørge for at han døde. Denne mulighed blev brugt adskillige gange af for eksempel goterne i Italien. Det var netop denne løsning, som hans søn Svend Tveskæg og rigets bedste mænd greb til overfor Harald Blåtand.
Adam af Bremen skrev at sønnen Svend Tveskæg gjorde oprør mod sin fader, støttet af rigets stormænd: "I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik ombord i et skib og undslap til Slavernes by Jumme." Næsten alle kilder er enige om Harald blev såret i kampen, og hans mænd bragte ham til Jomsborg, hvor han døde af sine sår omkring år 987 e.Kr.
Saxo angiver årsagen til oprøret mod Harald Blåtand: "Imidlertid var de, som sammen med Svend stod for styret på flåden, blevet lede og kede af Haralds herredømme, dels fordi han var gunstig stemt imod Kristendommen, dels fordi han lagde usædvanlige byrder på almuen".
De ni år fra Haralds død i år 987 e. Kr. til Svend Tveskæg ægtede Erik Sejrsæls enke, måske omkring år 996 e.Kr., var en meget kritisk periode for Knytlinge slægten. Alle Haralds landvindinger gik midlertidig tabt.
I Jomsvikinge Saga lå Harald med en mandhaftig bondepige på Fyn ved navn Sy-Æsa, med det resultat at hun blev med barn. Det blev et velskabt drengebarn, som fik navnet Svend. Harald afviste faderskabet, og Palnatoke tog drengen til sig og opdrog ham som sin egen. Da Svend som en ung mand opsøgte til sin biologiske far, fik han gentagne gange en kold skulder.
I nogle år efter sin faders død opholdt Svend sig i England og måske i Skotland, angivelig på vikingetogter. Adam af Bremen citerer Svend Estridsen for at den Svenske konge Erik Sejrsæl havde herredømme i Danmark eller i hvert fald i en del af landet i denne periode. Han skriver temmelig entydigt: "Heric havde, sagde han, to riger, Danernes og Sveonernes."
Erik Sejrsæl døde omkring 995 e.Kr. Svend Tveskæg fik sit politiske gennembrud, da han giftede sig med hans enke, Sigrid Storråde, idet han derved overtog Erik Sejrsæls position som Nordens dominerende konge.
Svend Tveskægs store bedrift var realiseringen af Knytlingernes gamle krav om at herske over England. Det var en politisk såvel som militær bedrift. Han formåede at forene interne nationale modsætninger mellem det oprindelige Knytlinge rige i Jylland og det østlige Danmark, som købmanden Ottar havde kaldt Denemearce. Han forsonede sig med Jomsvikingerne, som havde været hans faders trofaste støtter i borgerkrigen. Han eliminerede sin Skandinaviske rival Olav Tryggvason i slaget ved Svold. Han samarbejdede med de danske stormænd og forenede deres kræfter til gavn for Danmark. Med sit ægteskab med Sigrid Storråde var han blevet stedfader til den Svenske kong Olof Skotkonung, hvilket han udnyttede til at skabe gode relationer og sikkerhed for det hjemlige rige, således at han frit kunne vende sin opmærksomhed mod England.
Det Engelske hyldest-skrift til dronning Emma, Encomium Emmae Reginae, fortæller at Svend var elsket af alle undtagen sin fader: "Danernes konge, jeg mener Svend, har, efter hvad jeg ved sandfærdig beretning har bragt i erfaring, vel næsten været den lykkeligste af alle sin tids konger" - "Dernæst skænkede Guds kraft ham så stor nåde, at han, endog medens han endnu var barn, blev elsket med den inderligste kærlighed af alle; kun hans egen fader kunde ikke lide ham, men det var ikke nogen skyld hos drengen, som gjorde ham fortjent til dette, men alene misundelsen, der forstyrrede forholdet. Da han havde nået ynglingealderen, voksede han dag for dag i folkets kærlighed; men som følge heraf tiltog også hans faders ugunst mod ham mere og mere, i den grad at han ikke længere i al hemmelighed men ganske åbenlyst tragtede efter at få ham jaget bort fra fædrelandet, idet han med ed forsikrede, at han ikke skulde komme til at sidde på tronen efter ham selv."
Også Saxo fortæller at Svend var langt mere populær, end hans fader havde været: "Lige så stort had folket havde næret til Harald, lige så stor kærlighed nærede det til Svend, og medens det havde afskyet ham, som indførte kristendommen, elskede det ham, som foragtede den." Især kvinderne holdt meget af Svend, fortæller Saxo, idet de tre gange havde indsamlet løsepenge i form af smykker af guld og sølv til at frikøbe ham fra fangenskab. "Han viste sig da også taknemlig mod kvinderne" - "thi han gav kvinderne lovlig arveret, hvad de hidtil ikke havde haft."
Encomium skriver at hans mænd var parate til at gå gennem ild og vand for hans skyld: "Ingen af dem af frygt for døden ville unddrage sig faren, men tværtimod enhver af troskab mod ham uforfærdet ville gå ene mand mod talløse fjender."
Svend Tveskæg aflægger løfte om at erobre England ved arveøllet efter sin fader, Harald Blåtand. Tegning af Lorenz Frölich.
Men Thitmar af Merseburg anså Svend for et rent uhyre: "Jeg er ganske ofte blevet fortalt at Angler, hvis navn stammer fra engleblid eller smukke ansigt, led ubeskrivelige sorger fra denne Danernes grusomme konge, Haralds søn, Svein. Denne hersker lod dem, der tidligere havde været støtter af Peter, apostelenes fyrste, og åndelige børn af den hellige fader Gregory, betale en tvungen årlig skat til disse urene hunde, og mod deres vilje give dem en stor del af landet til deres boliger, efter at de havde dræbt eller taget i fangenskab mange af dets indbyggere."
Thorleifr Jarlsskjald Raudfeldarsons drapa om Svein Tjuguskegg lyder:
Heid gav Himmelstrålers
Høvding ofte Jyders
Konning til på England
Sværde røde at farve.
I sin ungdom måtte Svend kæmpe med at Harald havde afvist faderskabet og det kedelige rygte om at hans moder i virkeligheden var en simpel bondepige på Fyn ved navn Sy-Æsa og sandsynligvis indædt modstand og konstant bagvaskelse fra præsteskabet fra Hamburg-Bremen ærkebispesædet.
Sikkert for at afvise alle rygter om at han ikke var af Knytlinge ætten inviterede han omkring 986 e.Kr. til det berømte arveøl efter sin fader, ved hvilken lejlighed han svor at han ville virkeliggøre Knytlingernes gamle krav om at herske også i England.
I Norge havde den karismatiske Olav Tryggvason underlagt sig Viken, som traditionelt hørte under den danske konge. Han havde dræbt Håkon Jarl og fordrevet hans sønner Erik Jarl og Svend Jarl. Svend Tveskæg må have ønsket at eliminere sin rival, der også ønskede at blive den dominerende konge i Norden, på en måde, der ikke bragte ham i modsætning til sin stedsøn, Olav Skotkonung i Sverige.
Svend allierede sig da med Olav Skotkonung og Erik Jarl i den hensigt at angribe den norske konge på hans hjemrejse fra Venden til Norge omkring år 1000 e.Kr. De afventede Olav Tryggvasons skib, Ormen Lange, bag øen Svold.
Efter en hård kamp lykkedes det Erik jarl og hans mænd at rydde Olavs berømte skib, Ormen Lange. Olav Tryggvason sprang i vandet iført fuld rustning, og ingen har set ham siden.
De Islandske sagaer mener at øen Svold lå i nærheden af Rügen, medens Adam mener at "det skete i farvandet mellem Sconien og Seland".
En Saga slutter beretningen om slaget ved Svold: "De danskes og svenskes konger og Erik Jarl skiftede Norge imellem sig" - "Den danske kong Svend fik Viken alene, som han havde før haft, men han overdrog Erik Jarl Rommerige og Hedemarken"
En massegrav fundet under St John's College i Oxford, som muligvis kan knyttes til massakren på St. Brices dag i St Frideswide's kirken i Oxford. De 34 til 38 skeletter af unge mænd i alderen 16 til 25 blev fundet respektløst dumpet i en grøft. De var mere robuste og højere end gennemsnittet, nogle bærer ældre ar, som indikerer at de var professionelle krigere. Skeletterne er radiocarbon dateret til året 1002. Kemisk analyse af tænderne har vist at de i deres liv har fået mere marine protein end den typiske lokale Oxfordshire befolkning, de har også haft en mængde skaldyr i deres kost. Kranierne er for det meste knuste eller med brud. Osteo-arkæolog Ceri Falys mener, at "man får hug-mærker på underarmene, når man hæver sine våben for at forsvare sig selv, men vi har minimale beviser på dette på disse skeletter, det ser ud til, at uanset, hvem der angreb dem, er det sandsynligt, at de blot forsøgte at løbe væk." - "Nogle af knoglerne har endda tegn på forkulning, hvilket tyder på, at disse personer kan have været brændt levende i en vis udstrækning." Arten af sårene tyder på de blev brutalt slagtet. Nogle skeletter viser tegn på, at være blevet stukket mange gange kort før døden. Foto: Thames Valley Archaeological Services."
En af Æthelred den Rådvildes ukloge beslutninger var hans ordre om at "dræbe alle danske mænd, som var i England", på Sct. Brices dag, den 13. november 1002.
Det hedder i den Angelsaxiske Krønike: "Og i dette år beordrede kongen alle de Daner, der var blandt de engelske folk, til at blive dræbt på St. Brices dag, fordi kongen fik at vide, at de planlagde at tage hans liv og derefter alle hans rådgiveres, og efter dette at have hans rige."
Blandt de myrdede var Svend Tveskægs søster Gunhild og hendes mand Pallig.
Svends hævn lod ikke vente længe på sig. Allerede det følgende år 1003 beretter Florence of Worcester at han: " - brød ind i byen Exeter på grund af dumhed, skødesløshed og overgivelse hos Hugo, en Normannisk jarl, som dronning Emma havde givet kommandoen over Devonshire; og han plyndrede den, nedbrød muren fra den østlige til den vestlige port, og efter at have fået stort bytte drog tilbage til sine skibe."
Henry af Huntingdon skrev om året 1006: "I det sjette år viste den forvovne Sweyn sig igen ud for Sandwich med en stærk flåde. Han blev fulgt af sine tre sædvanlige ledsagere, brand, nedslagtning og plyndring og hele England skælvede for ham, ligesom lyden af et bundt af siv rystet af vestenvinden."
Svend Tveskægs endelige erobring af England var i højere grad en politisk end en militær bedrift. Det varede mindre et halvt år fra hans flåde ankom til Sandwich, til Æthelred flygtede til Normandiet, og London overgav sig. Kampagnen blev gennemført uden et eneste større slag; kun omkring London var nogle mindre kampe.
Massegrav i Dorset i Syd England, som måske kan henføres til St. Brices dag. I 2009 blev der i forbindelse med anlæg af en vej ved Weymouth i Dorset i Syd England fundet skeletterne af omkring 50 unge mænd mellem 18 og 25 år gamle. Hovederne og resten af skeletterne lå hver for sig, hvilket tydeligt indikerede at de var blevet halshuggede. Hugmærker på skuldre, arme og hænder viste at halshugningen havde været ret kaotisk, og nogle af ofrene havde søgt at værge for sig med arme og hænder. Der var heller intet spor af tekstiler i graven, hvilket antyder at ofrene har været nøgne, da de blev henrettede. Radio-carbon analyser viser at massakren fandt sted i perioden 970-1025. Analyser af tænder viser at ingen af mændene kom fra de Britiske øer, idet de har spist en større mængde marine protein i deres liv end den lokale engelske befolkning. Analysen er blevet sammenlignet med tilsvarende analyse fra massegraven under St. Johns College, Oxford, hvorved det er sandsynliggjort at de henrettede i Dorset havde samme oprindelse som de dræbte i Oxford. Foto Oxford Archaeology."
Villiam af Malmesbury skrev, at invasionen i årene 1013-1014 var motiveret af Svends ønske om hævn for massakren på Danerne i år 1002.
Svend tog sin flåde langt ind i landet for at opslå sin lejr ved Gainsborough; det burde have været en farlig strategi at tage flåden så langt ind i fjendens territorium uden først at påføre et nederlag til de styrker, der burde have været bragt mod ham. Han kunne kun have valgt denne strategi, fordi han var rimelig sikker på, at der ikke ville være nogen væsentlig modstand. Dette indikerer, at aftalerne var allerede på plads - og dermed gidsler leveret til ham - før han sejlede til Humber flodmundingen og op ad floden Trent.
Svend Tveskægs march mod syd var et rent triumftog. Overalt overgav byerne sig uden kamp og hyldede ham som konge. Anglo-Saxon Chronicle fortæller at han "efterlod skibene og gidslerne i sin søn Cnuts varetægt."
Domesday Book indikerer at de mest folkerige byer i England efter London på denne tid var Winchester, York, Lincolm, Norwich, Thetford og Oxford. Bortset fra London overgav alle disse byer sig hurtigt til Svend. De fire overgav sig uden videre, og de andre to under trusler.
Da Svend fandt at London var godt forsvaret, blev han ikke fristet til en lang belejring men vendte sig i stedet mod vest og modtog de vestlige lederes overgivelse. Efter dette blev han anerkendt som konge over hele landet undtagen London. Derefter overgav London sig uden kamp.
Kong Æthelred flygtede fra London til øen Wight. Her fejrede han julen, hvorefter han sejlede til Normandiet, hvor fik beskyttelse hos sin svoger hertug Rikard 2.
Svend Tveskæg drog derefter tilbage til sine skibe i Gainsborough.
Det skraverede areal angiver de områder, som havde afkastet deres troskab til Æthelred og anerkendt Svend som konge allerede i august år 1013 - kun en måned efter at Svend var gået i land. Den stiplede linje er Watling Street, som traditionelt afgrænser Danelagen fra det Saksiske område i Syd England. Den unge Knud fik overladt ansvaret for dette område, medens hans fader fortsatte felttoget mod syd. Meget tyder på at alt var aftalt på forhånd. Kort fra "Swein Forkbeards Invasions and the Danish Conquest of England 991-1017" by Ian Howard.
Svend Tveskæg døde den 3. februar 1014 i Gainsbury i en alder af 51 år. Den lange saga om Olav Tryggvason fortæller at Kong Svend døde pludselig om natten i sin seng: "Kong Svend døde pludselig om Natten i sin Seng, og det er Englændernes Sagn, at Kong Edmund den Hellige har dræbt ham på den samme Måde, som Merkurius Rise dræbte Nidingen Julianus."
De Engelske myter fortæller at han blev dræbt i sin søvn af den hellige St. Edmund, som i sin tid blev gjort til martyr af Regnar Lodbrogs søn Iver Benløs. Vilhelm af Malmesbury skriver om dette: "Helgenen slog ham med en stang og dræbte ham. Fordi han var blevet ramt i søvne, var der en lang forsinkelse, før måden han døde på blev åbenbaret for forfatteren og dem, der stod udenfor. Livvagterne havde til deres forbløffelse faktisk hørt en samtale mellem mennesker, som argumenterede og lyden af et slag."
Encomium Emmae fortæller at Svends lig blev bragt til Danmark af en vis anglisk frue og blev begravet i et Treenigheds kloster i Danmark: "Imidlertid var der en blandt de Angliske fruer, som lod sig udruste et skib, og efter af have taget kong Svends legeme op af graven (han var nemlig bleven begravet der i hendes land) og nedlagt det i vellugtende urter samt indsvøbt det i ligklæder, stak hun i søen med det og landede efter en heldig overfart ved Danernes havne og nåede sit mål. Hun sendte da et bud til begge brødrene og lod dem melde, at deres faders lig var der; de skulde skyndsomst komme og modtage det og stede det til hvile i den grav, han havde ladet indrette til sig. Glade ilede de hid, modtog liget med hæder og gravlagde det med endnu større æresbevisninger i det kloster, som samme konge havde ladet opføre til den hellige trefoldigheds ære, i det gravsted, han havde indrettet til sig selv."
Svend Tveskægs grav kendes ikke, men nogle mener at han blev begravet i en tidlig trefoldighedskirke i Slesvig, fordi han følte en særlig tilknytning til denne by. Hans navn er nævnt på flere runestene omkring byen. Måske ledede han generobringen af byen omkring 985 e.Kr som en ung mand.
Knud den Store er en af Danmarks mest berømte konger. Han var en yngre kongesøn og ikke forudbestemt til blive konge. Meget tidligt blev han konfronteret med den grusomme virkelighed, idet mange af hans faders allierede vendte ham ryggen og han mistede en hel hær i England, hvilket var med til at forme hans personlighed.
Han opnåede at blive konge af både England, Danmark og Norge. I nogle sagaer bliver han kaldt Knud den Mægtige, sikkert fordi en af hans store dyder var at han havde mod og vilje til at udøve magt, hvilket er en meget vigtig egenskab for en stor leder. Gennem hele sit liv demonstrerede han et kompromisløst engagement i Knytlingernes sag.
I forbindelse med Æthelreds modoffensiv efter kong Svends pludselige død i februar i 1014, blev Knud og hans engelske allierede fuldstændig overrumplede af Æthelreds meget hurtige og målbevidste fremrykning rettet imod netop Danernes skibe i Gainsborough. Det lykkedes dog Knud at redde skibene ved at samle nødtørftige besætninger, som roede dem ud på havet og videre til Danmark. Men de kom næsten tomme tilbage til Danmark, Knud havde mistet en hel hær, og mange danske familier havde mistet deres sønner.
Hele Svend Tveskægs store danske leding hær, som formentlig bevogtede vigtige byer og broer spredt ud over England, blev overladt til at kæmpe for sig selv uden ledelse, hvilket de gjorde til langt hen på sommeren. Æthelreths ældste søn faldt i kampene. Også folket i Lindsey nær Gainsborough og hans andre støtter og allierede i Danelagen blev ved hans flugt overladt til deres egen skæbne og Æthelreds for godt befindende.
Tyngden i den engelske modoffensiv bestod af lejetropper, som blev ledet af sådanne berømte hærførere som jomsvikingen Thorkel Høje og nordmanden Olav Digre, hvilken sidste senere skulle blive kendt som Olav den Hellige.
I slutningen af 1014 og i begyndelsen af 1015 var Knud stadig konge, men kun en slags søkonge over resterne af sin faders slagne hær. Det var hans storebroder Harald, som var konge af Danmark. Knud havde ingen realistisk mulighed for at samle nye styrker, som kunne måle sig med Æthelreds professionelle korps.
Efter sejren over den danske hær lå Thorkel Højes mænd, formentlig Jomsvikingerne, i garnison i England i Æthelreds sold i forskellige byer.
Men englænderne havde ikke glemt deres tidligere skånselsløse plyndringer og deres drab på ærkebiskop Ælfheah i 1012. Midt om natten overraskede de mange af Thorkels mænd og massakrerede dem, her i blandt Thorkel Højes broder, Hemmimg.
Dette førte til en uventet begivenhed, som gav Knud nye muligheder. Thorkil Høje kom til Danmark fuld af iskold beslutsomhed til at hævne sin broder og så mange af sine mænd, som var faldne på grund af englændernes listige forræderi. Han sluttede fred med Knud og kong Harald.
Thorkil, Harald og Knud rekrutterede folk fra hele Skandinavien. Mange ville gerne tjene under Knud og den vidt berømte hærfører, Thorkild Høje. Langt op i Sverige findes runestene, som beretter, at her hviler mænd, som modtog Danegæld af Knud.
Erik Jarl fra Norge sluttede sig til dem med en stor flåde. Han blev en af Knuds mest betroede mænd i England.
Knap to år efter at Knud måtte flygte fra Gainsborough på halvtomme skibe, gik han igen i land i England. I modsætning til sin fader gik han direkte mod Æthelreds hjemland Wessex i Sydengland. Anglo Saxon Chronicle fortæller: "Kong Knud kom til Sandwich og derefter sejlede han med det samme omkring Kent ind i Wessex, indtil han kom til mundingen af Frome og hærgede derefter i Dorset, i Wiltshire og i Somerset".
Kort over vigtige slag i Knuds Erobring af England. Eget arbejde.
Edmund Jernside besluttede endnu engang at alliere sig med sin fader. Han vendte tilbage til London til kong Æthelred, hvor de forberedte sig på en belejring. Imidlertid, den 23. april 2016 døde kong Æthelred, før Knud ankom.
Det afgørende slag mellem Æthelreds søn Edmund Jernside og Knud fandt sted i oktober 1016 ved Ashingdon sydøst for Chelmsford i Essex. Det siges at slaget blev afgjort til Danernes fordel, da Eadric af Mercia flygtede, og Edmunds slagorden derved gik i opløsning.
Knud indledte en belejring af London, men det lykkedes alle Æthelreds sønner at forlade byen. Thitmar af Merseburg fortæller at London nu var under kommando af dronning Emma.
Emma frygtede for sine sønners liv, hvis Edmund Jernside blev konge og valgte derfor at overgive London til danskerne.
Efter sine mænds råd giftede den unge Knud sig i 1017 med enkedronning Emma på trods af at han allerede var gift med den jævnaldrende Ælfgifu, som var datter af ealdorman Ælfhelm af Deira, som var en af kong Svends vigtigste allierede.
Hans nye ægteskab betød dog ikke at han opgav forbindelsen til Ælfgifu, men det havde blot ikke længere politisk betydning. Han syntes at have udviklet et varigt følelsesmæssigt bånd til Ælfgifu.
Sigvat Skjald kvad om Ælfgifu og Knud:
"Ælfgyfus tid
længe vil den unge mand huske,
når de hjemme spiste oksens mad,
og som gederne, spiste svær".
Men ægteskabet med Emma var ikke uden glæder.
Encomium Emmae fortæller at de nygifte lærte at værdsatte hinandens selskab i sengen: "Thi kongen glædede sig over, at han uventet havde vundet en så ædelbåren bruds ægteleje; og hendes glæde opflammedes dels ved hendes ægtefælles så højt fremragende manddom, dels også ved det lykkeforkyndende håb om fremtidigt afkom."
Der er ikke overleveret mange beretninger fra selve England om Knuds regeringstid - hvilket vi må tro indikerer at han var en kompetent og myndig regent, som ikke lod små problemer vokse sig store. Han bekræftede Edgars love.
Thitmar fortæller at i 1018: "dræbte kong Sveins søn, nu også konge af Anglerne - priset være Gud - besætningen på tredive skibe med pirater og dermed blev han, der tidligere havde været en indtrængende fjende sammen med sin fader, og en sand ødelægger af landet, nu dets eneste forsvarer."
Det var slut med vikingeangreb og borgerkrige. Ikke siden kong Edgars tid kunne englænderne nyde sådan fred og sikkerhed. Men den Engelske stolthed havde fået et sår, som i mange år derefter nægtede at heles. Vi må tro at mange Englænderne nærede et dybt og inderligt had til de nye danske magthavere.
Knud byggede kapeller på de steder, hvor han havde holdt blodige slag med englænderne. Han grundlagde et kloster til ære for St. Edmund, som i sin tid på grusom vis var blevet dræbt af Regnar Lodbrogs sønner. I 1023 lod han de jordiske rester af Ærkebiskop Ælfheah af Canterbury, som Thorkil Højes mænd havde dræbt under mange pinsler, med stor højtidelighed føre til Canterbury.
Knud beordrer forgæves havet ikke at gøre hans fødder våde. Victoriansk tegning, sandsynligvis tegnet af Raphael Tuck.
Henrik af Huntingdon er den tidligste kilde til en populær fortælling: "Da han var på toppen af sin magt beordrede han en stol sat for ham ved stranden, medens tidevandet kom ind, og således siddende råbte han til det strømmende hav, "Du er også underlagt min kommando, som den jord, hvorpå jeg sidder, er min; og ingen har nogensinde modstået mine befalinger med straffrihed. Jeg befaler dig, således ikke at flyde over min jord, eller begynde at væde din Herres fødder og kåbe." Tidevandet fortsatte dog med at stige som sædvanlig, og skvulpede over hans fødder og ben uden hensyn til hans kongelige person. Kongen sprang op og sagde: "Lad alle vide, hvor tom og værdiløs kongers magt er, for der er ingen, som er værdig til navnet, undtagen han, hvem himmel, jord og hav adlyder med evige love."
Knud blev også konge af Danmark ved sin broder Haralds død i 1018. Han var konge af Danmark i 17 år. Men han var meget sjældent i landet. I løbet af det første årti af hans styre i England var han, så vidt vi ved, kun væk fra England to gange og begge gange i vintermånederne, hvor risikoen for en vellykket opstand var mindst. Både den norske Olav den Hellige og den svenske kong Anund viste interesse for det forladte danske kongerige.
Norge var endnu mere forsømt og forladt af kongemagten. Allerede i 1018 blev Erik Jarls søn, den unge Håkon Jarl, fordrevet af Olav - med det senere tilnavn "den Hellige" - som derefter havde magten i Norge de følgende godt 10 år.
Knud udnævnte Svend, sin mindreårige søn med Ælfgifu, til konge af Norge i 1030, men hans moder traf de fleste beslutninger. Men nordmændene angrede at de havde dræbt Olav den Hellige i slaget ved Stiklestad og hentede Olavs 10-årige søn, Magnus, hjem fra Novgorod og gjorde ham til konge, med det resultat at Ælfgifu og hendes søn måtte flygte fra landet i 1035.
Knud gjorde Ulf jarl til fosterfader for Hardeknud, sin mindreårige søn med Emma, og sendte dem begge til Danmark for at Ulf Jarl kunne regere landet på hans vegne.
Som fortalt var Knud meget sjældent i Danmark. De mest markante begivenheder i Danmark i hans regeringstid udspillede sig i 1026, da Olav den Hellige og den svenske konge Anund Jakob i forening angreb Danmark. Krigen kulminerede med søslaget ved Helgeå i Blekinge, men Saxo fortæller også om kampe på land. Det var i forbindelse med denne krig at Blekinge blev en del af Danmark.
Olav den Helliges Saga fortæller at "Men da de legede skakspil, kong Knut og Ulv Jarl, gjorde kongen et stort fejltræk; da slog jarlen en ridder fra ham. Kongen flyttede hans brik tilbage og sagde at han skulde spille om igen; jarlen blev vred og kastede skakbordet ned, stod op og gik bort. Da sagde kongen: "Render du nu, Ulv den rædde!" Jarlen vendte om ved døren og sagde: "Længere ville du have rendt i Helgeåen, om du havde kunnet komme til. Da kaldte du ikke Ulv "den rædde", da jeg lagde til for at hjælpe dig, da Svearne bankede eder som hunde." I følge sagaen fik kong Knud Ulf Jarl dræbt den næste morgen.
Man kan tro at Knud var utilfreds med at Ulf ikke havde konfronteret Olav den Hellige noget tidligere, medens han hærgede på Sjælland og i Skåne sammen med kong Anund. Olav stævnede bønderne til ting og præsenterede sig selv som en mulig konge i det østlige Danmark, og bønderne hørte tålmodigt på ham. Ulf havde vanskeligheder med at mobilisere og trak sig tilbage til Knytlingernes kerneland, Jylland, og afventede Knuds ankomst. Knud bebrejdede også Håkon Jarl at han ikke var aggressiv nok imod Olav. Tegning af M. Meredith Williams - Illustration fra The Northmen in Britain af Eleanor Means Hull fra 1913.
Ulf Jarl fandt det vanskeligt at regere Danmark uden en konge. I Olav den Helliges Saga siger Ulf: "Jeg og mange andre af dette lands mænd og høvdinger har ofte kæret for kong Knut, at det tykkes dem meget vanskeligt at sidde her i landet uden konge, medens de forrige danekonger syntes, de havde fuldt op at gøre med at have kongedømme over Danevældet alene; men i fortiden styrede mange konger over dette rige. Dog bliver det nu meget vanskeligere, end det før har været, thi vi har hidtil opnået at sidde i fred for udenlandske høvdinger; men nu spørger vi, at Norges konge tænker på at hærge imod os, og man har dertil mistanke om, at også sveakongen vil gøre sig rede til den færd. Men kong Knut er nu i England."
Ulv Jarl foranstaltede at den nu otteårige Hardeknud i hast blev hyldet som konge af Danmark.
Da Knud kom til Danmark blev han meget vred, da han hørte at den unge Hardeknud var blevet udråbt til konge af Danmark, men han udsatte sagen til efter kampen mod Olav og Anund.
Efter slaget ved Helgeå lod Knud Ulf Jarl dræbe, enten i kirken i Roskilde, som Olav den Helliges Saga beskriver, eller ved et gæstebud i samme by som Saxo beskriver det.
Anglo Saxon Chronicle for året 1035 skriver: "Dette år døde kong Knute i Shaftesbury, på den anden dag før ides i november; og han er begravet i Winchester i den gamle klosterkirke. Han var konge over hele England meget tæt på tyve vintre." Ides betegner midt på måneden, så han døde måske d. 13. november 1035.
Hardeknud var den udvalgte prins, Knytlingeslægtens håb. Han var den eneste søn af Knud den Store og Emma af Normandiet. Han blev konge af Danmark efter sin fader i 1035, medens Englænderne foretrak hans halvbroder, Harald Harefod. Først efter Haralds død kom Hardeknud til England og overtog kongeværdigheden der. Men kun i kort tid, da han pludseligt døde i en ganske ung alder.
Allerede da han var omkring syv år gammel, var han blevet sendt til Danmark af sine forældre sammen med sin fosterfader, Ulf Jarl, der skulle regere landet på Knuds vegne.
Portræt af Hardeknud. Dette er en kunstnerisk fremstilling. Der er ikke overleveret nogen detaljeret beskrivelse af, hvordan han så ud. Men hans fader, Knud den Store, "var lysladen", så Hardeknud kan også have været det. Knud var også beskrevet som "stor af vækst", hvilket hans søn også kan have været. To personer i en tegning i Encomium Emmæ Reginae forestiller Hardeknud og hans halvbror Edward. En af dem synes at have lyst og krøllet hår og skæg, så vi kan tro, at det er Hardeknud, da Edward Bekenderen ingen andre steder er vist med lyst krøllet hår. Desuden, på Bayeuxtapetet er Edward vist med glat mørkt hår og skæg. Foto pictify.
Ulf Jarl var afholdt af alle som en munter og udadvendt mand. Kan var modig og beslutsom. Den lille Hardeknud må have beundret ham som en faderskikkelse og ønsket at blive som ham.
Men da Hardeknud var omkring otte år gammel, lod kong Knud Ulf Jarl dræbe i Roskilde af årsager, som ikke er ganske klare. Men sandsynligvis fordi Ulf havde ladet den lille Hardeknud udråbe til konge på de danske ting - for at løse problemer med utilfredshed, som var opstået på grund af kong Knuds bestandige og langvarige fravær fra Danmark.
Det må have været temmelig traumatisk for en 8-årig at opleve at en mand, som han beundrede og så op til, blive dræbt af hans fader.
Da Hardeknud blev konge i Danmark i 1035 ved sin faders død, blev han udfordret af Olav den Helliges søn, Magnus den Gode, som gjorde krav på Danmark.
De engelske stormænd udnævnte Hardeknud til konge af England efter Ælfgifus ældste søn, Harald Harefods død i 1040.
Da Hardeknud var blevet konge af England inviterede han sin halvbroder, Edward, som opholdt sig i landflygtighed i Normandiet, hjem til England og gjorde ham til medkonge. Edward var Emmas søn med Æthelred den Rådvilde. Det skulle vise sig at være en fatal beslutning for Knytlingerne, for Hardeknud døde kort tid efter, og så blev Edward automatisk enekonge med tilnavnet Bekenderen.
Dette var en fuldstændig modsat politik af den, som hans fader, Knud den Store, havde fulgt. Han havde kompromisløst og uden barmhjertighed forfulgt og om muligt udryddet alle prinser af Æthelreds slægt. Dog var han meget naturligt hæmmet af at Alfred og Edward var sønner af Emma.
På grund af denne invitation mistede Knytlingerne det England, som de havde kæmpet så hårdt for at vinde, og Hardeknud blev den sidste danske konge i landet.
Hardeknuds kongemagt varede ikke længe. Allerede i 1042, som 24-årig, døde han pludseligt, medens han deltog i et bryllup nær London - bogstavelig talt med bægeret i hånden.
På dette tidspunkt havde Magnus den Gode længe haft magt i Danmark.
Magnus var søn af Olav den Hellige med en af hans tjenestepiger. Ved fødslen gav Sigvat Skjald ham navnet Magnus efter den Tysk-Romerske kejser, Karl den Store, på latin Carolus Magnus.
Det danske rige havde været forsømt på grund af Knuds bestandige fravær.
Danskerne elskede Magnus. Han var ung, tapper og gavmild og søn af en helgen. I slaget på Lyrskov Hede i 1043 mod venderne viste han sin vilje til at forsvare landet, og derved vandt han folkets kærlighed, især jydernes. Saxo beretter at "han vendte sine våben imod den udenrigske fjende i stedet for imod den indenrigske, og tænkte ikke mere på sig selv, men kun på det almene vel".
Ælnoth ankom til Odense kun 50 år senere og da var mindet om borgerkrigen mellem Magnus og Svend Estridsen stadig levende. Han skrev: "Efter mange fjendtlige indfald og blodige sammenstød mellem Magnus, Nordlændingernes og Vestlændingernes fører, og Sven med tilnavnet Magnus, Østlændingernes og Sydlændingernes fører."
Svend Estridsen vandt borgerkrigen. Men Saxo Grammaticus, som levede 150 år senere, kunne stadig skrive om den "ringeagt, de nærede for den ny konge," og "den kærlighed, hvormed de omfattede hans forgænger."
Magister Øystein Ekroll angiver stedet, hvor han mener at Magnus den Gode hviler under Nidarosdomens gulv, efter alt at dømme den eneste bevarede Norske kongegrav fra middelalderen. Øystein Ekroll er første amanuensis ved Nidaros domkirkes restaureringsarbejder, som han har arbejdet med siden 1992. Han har gjort et stort stykke arbejde for at finde frem til de norske middelalderkongers gravsteder. Foto Aftenposten.
Harald Hårderådes Saga fortæller om Magnus at: "Han var en mand af middelvækst, med regelmæssige og lyse ansigtstræk, blondt hår, veltalende og rådsnar, højmodig og særdeles gavmild, en god kriger og særdeles våbendjærv og sejrsælig; han var den vennesæleste af alle konger, så at både venner og fjender roste ham."
Adam af Bremen var en samtidig, og han havde personligt talt med Svend Estridsen, som må have vidst, hvorledes Magnus døde. Men Adam skriver blot: "Magnus rådede på den tid over begge riger, både Danernes og Nordmændenes; Jakob herskede endnu i Sverige. Med understøttelse fra ham og Tuf Jarl, fordrev Svend Magnus fra Danmark. Magnus fornyede krigen, men døde ombord på skibene." Adam fortæller ingen detaljer.
11. Svend Estridsen og hans sønner
Svend Estridsen er en af Danmarks store konger. I den kaotiske tid efter Knud den Stores og alle hans sønners død - i den tid, da kristendommen for alvor slog igennem - samlede han Danmark gennem langvarige og opslidende kampe mod Magnus den Gode og Harald Hårderåde.
Svend Estridsen blev efterfulgt af fem af hans sønner i rækkefølge efter alder, den ene efter den anden. Erik Emune og Erik Lam var strengt taget ikke sønner af Svend. Men Erik Emune var søn af Erik Ejegod, og Erik Lam var søn af Ragnhild, som var en datter af Erik Ejegod. Eget arbejde.
Han var søn af Ulf Jarl og Knud den Stores søster, Estrid, og således Knuds nevø. I danske kilder bærer han sin kongelige moders navn, medens islændingene kalder ham Svend Ulfssøn efter hans fader. Nogle siger at han antog sin moders navn, fordi hun var den mest fornemme, andre siger at han undgik sin faders navn, fordi Knud lod ham dræbe som forræder.
Svend regerede Danmark i 29 år fra 1047 til sin død i 1076. Alt tyder på at han med tiden blev en elsket og respekteret konge. Måske var han særlig afholdt af kvinderne, idet han fik et meget stort antal børn med mange forskellige friller. Hele fem af hans sønner blev konger efter ham, den ene efter den anden, hvilket vidner om den respekt og kærlighed, som danskerne følte for ham.
Han søgte at blive konge i England efter sin fætter, Hardeknuds død, hvilket mislykkedes - på grund af modstand fra Godwin Jarl, og fordi Hardeknud, allerede i levende live, havde ophøjet Edward Bekenderen til kongelig værdighed som medkonge.
Detalje på alterplade fra Tamdrup Kirke ved Horsens udstillet på Nationalmuseet fra omkring 1040. En tilbedende figur, på Jesus' venstre side menes at forestille Svend Estridsen. Foto Kim Bach Wikipedia.
Svend var en venlig, intelligent og vidende mand, som ikke lod nogen mulighed gå fra sig for at høre nyt fra rejsende.
Adam af Bremen fortæller: "I Ærkebispens sidste levetid kom jeg til Bremen; der hørte jeg tale om denne konges visdom, og snart fattede jeg den beslutning at rejse til ham. Jeg blev, ligesom alle hans gæster, meget nådigt modtaget".
Magnus den Godes Saga siger noget lignende: "Svein Ulvsøn var den vakreste mand; han var meget stor og stærk, en stor idrætsmand og meget klog; det var alle mænds tale, som kendte ham, at han havde alle de egenskaber, som pryder en god høvding."
Da Svend Estridsens grav i Roskilde Domkirke blev åbnet i 1911, viste de anatomiske undersøgelser at han var en høj og kraftig bygget mand, som var mellem 50 og 70 år gammel, da han døde. Han havde et stort langskallet hoved. Hjørnetanden i venstre undermund er usædvanlig stor og samtidig stærkt fremspringende, nærmest som en hugtand. Højre hofte og lårben viste, at kongen var halt, måske efter et slag eller hug. Efter moderne metoder blev hans højde vurderet til at have været 173-176 cm.
Selvom Svend tabte de fleste af sine slag - men vandt krigene - var han personlig modig. Harald Hårderådes Saga beretter at Svend og Harald mødtes i slaget i Lofofjord (som efter sigende også kaldtes Lagefjord) sandsynligvis er et sted i det sydlige Halland: "Kong Svend flyede ikke, førend hans Skib var aldeles ryddet".
Mænd, som begærer kvinders kærlighed mere end andre, har en god livsappetit, og det indebærer ofte også appetit på mad. Det er netop hvad Adam bebrejder Svend: "Den danske Konge, som ofte indfandt sig hos ham, når han opholdt sig ved Ejderen, og som da omhyggelig indprentede sig og troligt bevarede i hukommelsen alt, hvad ærkebispen fremdrog for ham af de hellige skrifter, med undtagelse af hvad der angik ganen og kærlighed til kvinder. Disse, sine landsmænds skødesynder, kunne kongen ikke overtales til at slippe."
Alle Svend Estridsens kendte sønner, inklusive de, som ikke blev konger. I forskellige kilder - Adam af Bremen (A), Saxo (S), Knytlinge Saga (K), Albert af Aachen (Al) - nævnes i alt 17 sønner af Svend. Det er sikkert unøjagtigt, men der er ingen tvivl om at der var mange. Disse sønner er blot dem, som voksede op og efterlod sig et aftryk i historien. I datiden må der også have været mere sagtmodige typer, som ikke var velegnede som ledere, og mange, som døde i barndommen.
Samtiden måtte have haft Knud den Store i erindring, som fik tre lovende sønner, der alle døde unge. Dette kunne imødegås, hvis kongen fik mange børn - gerne sønner - med flere kvinder.
Eget arbejde.
Adam mente ikke at dette var et sandt kristeligt levned, men Svend kunne ikke gøre for det - mente han - for et sådant usædvanligt begær efter kvinders kærlighed kom af genetisk bestemte tilbøjeligheder: "Den fortræffelige danske konge led ikke af nogen anden fejl end en umådelig tilbøjelighed til kvinder. Jeg tror ikke, at fejlen lå hos ham selv, men har sin rod i hans folk."
William of Malmesbury fortæller at Svend oprindeligt var konge i Danmark, tabte to slag og dog vandt krigen: "En Sweyn, utvivlsomt af højest ophøjet karakter, blev da gjort konge af Danerne. Da hans regering havde blomstret i flere år, Magnus, konge af nordmændene, med samtykke fra nogle af danskerne - uddrev ham med magt og underlagde landet hans vilje. Sweyn, således udvist, gik til Sveriges konge og samlede med hans hjælp Svenskere, Vandaler og Goter, han vendte tilbage for at genvinde riget: Men på grund af danskernes anstrengelser, der var knyttet til Magnus' regering oplevede han en gentagelse af hans tidligere ulykke. Denne Avas(?) et stort og mindeværdigt slag mellem de barbariske folk: ved ingen anden lejlighed har danskerne oplevet vanskeligere konflikter eller lykkeligere succes." - "Og derefter flygtede også Sweyn, men kort efter ved Magnus' død, modtog han sit kongerige i sin helhed."
Vi - med historikeren J.G.F Ræder - kan tro at Svend indledningsvis varetog regeringen af Danmark. Efter at han havde erfaret Hardeknuds død, tog han til England så hurtigt som muligt - for at gøre krav på kongedømmet der, da han jo var en søstersøn til Knud den Store og derved et mindst lige så relevant kongsemne som Edward.
Svend Estridsen og Harald Hårderåde hærger på Sjælland. Tegning af Wilhelm Wetlesen Wikipedia.
Ved Svends ankomst til England i 1043 var Edward imidlertid allerede d. 3. April blevet kronet til konge over hele England. I forvejen havde Hardeknud ophøjet ham til kongelig værdighed som medkonge, og desuden var han støttet af den mægtige Godwin Jarl. Ifølge Adam måtte Svend lade sig nøje med et løfte om at han skulle komme i betragtning til Englands trone ved Edwards død, selvom denne skulle efterlade sig sønner.
I Edward Bekenderens helgenlevned, der blev nedskrevet mere end tyve år senere, fortælles at Danernes konge med et antal rådgivere kom til kong Edward og accepterede ham som deres overherre. Denne aftale blev bekræftet med eder og udveksling af gidsler.
Hvad de aftalte, vides ikke i detaljer, men da Svend nogle få år senere bad om hjælp mod Magnus, viste aftalen sig værdiløs.
Florence af Worcester beretter for året 1047: "Sweyn konge af Danmark sendte ambassadører til Edward, Englands konge, idet han anmodede om, at han ville sende en flåde til at slutte sig til ham mod Magnus, konge af Norge. Derefter rådede jarl Godwin kongen til at sende mindst halvtreds skibe, fulde af soldater, men da jarl Leofric og alle mennesker protesterede mod hans forslag, nægtede han at sende dem."
Desuden, da Edward Bekenderen senere i 1066 virkelig døde - endog uden sønner - kom Svend ikke i betragtning som hans efterfølger. Jarl Godwins søn, Harold, lod sig i stor hast krone som konge af England - hvilket vakte hertug William af Normandiets vrede.
Imidlertid, da Svend i 1043 kom fra England tilbage til Danmark, fandt han at helgen-kongens søn, Magnus, havde taget magten i hele landet fulgt af en jublende skare af nyomvendte danskere.
Magnus den Godes Saga bekræfter at Svend straks derefter rejste til Sverige uden at forsøge modstand mod Magnus: "Men da Svend fik efterretning om hans togt, stolede han ikke på sine stridskræfter, men drog bort fra landet op i Sverrig til sin frænde, den svenske konge Ønund."
Harald Hårderådes Saga fortæller at Svend og Harald Hårderåde mødtes i Sigtuna og sluttede forbund: "Der traf Harald Svend Ulfssøn," - "ved deres sammenkomst favnede de hinanden venligt." - "Svend og Harald indgik edelig forbund med hinanden." - "Derpå skaffede Harald og Svend sig skibe, og der samledes snart en stor hær til dem, og da alt dette krigsfolk var færdigt, sejlede de ned til Danmark." Hvilket må være den hær af "Svenskere, Vandaler og Goter" som William of Malmesbury omtaler.
Det togt, som nu fulgte i foråret 1046, var et fuldstændigt plyndringstogt, Sjælland og Fyn blev frygteligt medtagne med ild og sværd, særlig berettes at Roskilde blev brændt af. Historikeren J.G.F. Ræder foreslår at det navnlig var Harald, som var ansvarlig for alle disse ødelæggelser, idet han var vant til sådanne metoder fra sin tid som leder af Væringegarden i dens kampe mod muslimer og bulgarer. Det var på denne tid at Roskildes borgere sænkede fem skibe som spærring i fjorden.
Det er foreslået, at det var ved denne lejlighed at Harald Hårderåde blev diskvalificeret som fremtidig dansk konge. Svend derimod havde sine støtter i netop disse egne og kunne ikke tillade sig en sådan brutal fremfærd.
Ifølge den Norske Tjodrek Munk lykkedes det dem ved den lejlighed at underkaste sig det meste af Danmark.
Men så lykkedes det Magnus at overtale sin onkel til at skifre side. Magnus accepterede Harald som norsk medkonge mod at han fik halvdelen af de skatte, som Harald havde haft med fra Konstantinopel. Nu blev det Svends tur til at have problemer.
Svend sendte bud til England og Edward Bekenderen om hjælp, men fik det ikke.
Anglo Saxon Chronicle for 1047 skriver: " - og Magnus vandt Danmark". Og for året 1048 siger samme kilde: "Og Sweyn sendte også hid og bad om hjælp mod Magnus, Kongen af Norge; At halvtreds skibe skulle sendes til hans hjælp. Men det forekom ikke tilrådeligt for alle mennesker: og det blev så forhindret af at Magnus havde en stor skibsstyrke. Og han uddrev Sweyn og vandt landet med mange drab. Og danskerne betalte ham mange penge og anerkendte ham som konge. Og samme år døde Magnus."
Magnus' sendebud møder Svend Estridsen ved grænsen til Sverige og fortæller at Magnus er død og på sit dødsleje pegede på ham som konge af Danmark. Svend udbrød da: "Nu hjælpe mig Gud så sandt, som jeg aldrig mere i mine dage skal vende Danmark ryggen." Tegning af Wilhelm Wetlesen i Heimskringla Nationaludgaven.
Heldet tilsmilede Svend i den sidste ende. Magnus døde på sit skib, således som det er fortalt ovenfor om Magnus den Gode. Trønderne opgav videre kamp og sejlede hjem med Magnus' lig. Vi må tro at også Harald straks sejlede hjem til Norge for at sikre sit herredømme efter Magnus' død. Det er også hvad Florence af Worcester skriver for året 1048: "Sweyn genvandt Danmark og Harold Harfager, søn af Siward, konge af Norge og bror til St. Olaf ved moderens side og ved fædrenes onkel til kong Magnus, vendte tilbage til Norge."
I 1069 - tre år efter Wilhelm Erobrerens sejr ved Hastings - sendte Svend sin broder Jarl Asbjørn, jarl Thorkild og sønnerne Harald og Knud til England for hjælpe Englænderne med at fordrive Normannerne, fortæller Florence af Worcester:
De"ankom fra Danmark med to hundrede og fyrre skibe og landede ved mundingen af Humberfloden, hvor de blev mødt af Edgar Etheling, Earl Waltheof, Marlesweyn og mange andre med en flåde, som de havde samlet" - "Normannerne, der bemandene forterne, satte ild til de tilstødende huse, idet de frygtede, at de kunne bruges af Danerne til at fylde voldgravene, og flammernes spredning ødelagde hele byen sammen med St. Peter's Kloster. Men de blev straks straffet for dette ved den guddommelige gengældelse; for om mandagen ankom den danske flåde, før byen var helt brændt ned, og forterne blev stormet samme dag og de dræbte mere end tre tusinde af Normannerne (William Malets liv og hans kone og to børn med meget få andre blev skånet) Skibene drog afsted ladet med plyndringsgods."
Nogle historikere mener at årsagen til, at den danske styrke ikke konfronterede Normannerne for alvor, var at de engelske oprørere var slået, allerede før de ankom.
Året efter var Svend selv på færde i England. Anglo Saxon Chronicle for året 1070 fortæller at dette år beordrede William at alle Engelske klostres rigdomme skulle bringes til hans skatkammer. Men kong Svend ledede personligt en håndfast ekspedition til England for at komme William i forkøbet og redde den Engelske kirkes skatte fra de Normanniske erobrere.
Kong Svend Estridsen døde af sygdom på kongsgården i Søderup vest for Åbenrå i 1076 i en alder af omkring 58 år.
Hans jordiske rester findes i dag bag Roskilde Domkirkes højalter indemuret i den sydøstlige søjle omkring 10 cm over gulvet. Sammenlignet med de pragtfulde monumenter over Oldenborger kongerne, som også findes i kirken, er graven utrolig simpel. Der er blot hugget et hul i søjlen, og deri er indsat Svends knogler. Man har kun ulejliget sig med at opmure bagvæggen af hulrummet; de øvrige flader fremtræder stadig råt udhuggede. Hulrummet er lukket med en stenplade.
Han blev efterfulgt som konge af Danmark af sin ældste søn Harald Hen som regerede indtil 1080. Kongehusets hjemmeside skriver at han var sin faderes medkonge allerede to år før hans død.
Ælnoth fortæller at Svend Estridsen havde planer med hver især af sine sønner: "Nogle af dem satte han til studiet af den guddommelige videnskab, andre overgav han til ædelbårne mænd, for at de kunne opdrages hver på sit sted." Han satte Harald og Knud i spidsen for flåder, som han sendte mod England. En søn ved navn Magnus, sendte han til Rom for at han der kunne blive salvet som konge; men, som Adam fortæller, døde han på vejen.
Isefjorden hvor leding flåden samledes til kongevalg ved Isøre i 1074 - sandsynligvis ud for Rørvig (mærket med rød prik). Harald blev valgt i konkurrence med sin lillebroder Knud, den Knud, som senere fik tilnavnet "den Hellige". Fra Google Map.
Kong Svend må ganske givet have været klar over den fare, som hans mange ambitiøse og godt begavede sønner kunne blive for rigets fred efter hans død.
Wilhelm af Malmesbury skriver: "Sweyn, da han var nær sit livs ende, bandt alle indbyggerne med den ed at eftersom han havde fjorten sønner, skulle de give kongeriget til hver af dem i rækkefølge, så længe problemet bestod. Ved hans død efterfulgte hans søn Harold ham i tre år". Wilhelm uddyber ikke hvilken rækkefølge, men historikeren Ræder mener at det var efter alder.
Robert af Elgin skærpede betingelserne yderligere. Han tilføjede nemlig, at, hvem der handlede mod den vedtagne lov, "skulde straffes med den evige forbandelse, og sønnerne måtte bekræfte loven med en hellig ed."
Den danske konges rolle i det oldgamle valgkongedømme kan minde om den amerikanske præsidents rolle i USA. Dog blev de danske konger valgt for livstid. Som USA er opdelt i stater, bestod Danmark af oprindelige "lande", oprindeligt hver med deres ting og egne love. Kongen rejste rundt og dømte på tingene i vanskelige sager. Som moderne amerikanske præsidentkandidater rivaliserede kongsemnerne heftigt indbyrdes.
Vi kan tro at det berømte kongevalg ved Isøre - som Saxo og Svend Aggesen beretter om - fandt sted, medens Svend stadig var i live og havde til formål at udpege en medkonge blandt hans sønner, som senere ville blive enekonge efter Svends forventede død, således som Svend i sin ungdom havde set det ske i England mellem Hardeknud og Edward Bekenderen. Den udvalgte blev sandsynligvis derefter lovformeligt hyldet på alle landstingene. Den usædvanlige fremgangsmåde skulle sikre kontinuitet, freden og landets enhed ved at det blev den samme konge, som blev valgt i hele landet.
Ifølge Ælnoth fandt der en slags valgkamp sted mellem Harald og Knud: "Men da de to kongsemner Harald og Knud, han, som snart skulde få navnet Kanutus, tvistedes om ret til herredømmet, blev Harald, både fordi han var ældst af år og fordi han tyktes mere sagtmodig i sin optræden, ved hele folkets valg indsat til konge og udråbt til Danmarks fyrste med ønsket om langt og lykkeligt liv".
Danmarks høvdinge valgte Harald frem for Knud, fordi de ikke brød sig om ovenud selvsikre og aktivistiske konger, som de frygtede ville indføre en mængde nye og bekostelige love, regler og store projekter - hvilket også var, hvad Knud gjorde, da han senere blev konge.
Harald Hen vandt landets høvdinge for sig, fordi han lovede at overholde "Haralds Love". Vi bemærker at Ælnoth ikke skriver direkte at denne Harald gav lovene, men blot at han stadfæstede dem: "Efter at Harald var kommen i besiddelse af den fædrene magt, lod han det sig være magtpåliggende i høj grad at imødekomme folkets ønsker og ikke blot at udvælge for det de love og retsregler, som det kunne ønske sig, men også med sin kongelige myndighed at fastslå dem, han havde udvalgt, til overholdelse for efterkommerne. Derfor har de danske indtil den dag i dag, hver gang de har valgt eller villet vælge sig en konge, til denne stillet det krav, at han skulle overholde de love, Harald havde stadfæstet, og de roser og priser ham stadig som fredens og den offendtlige friheds fader på grund af de love, han har indrømmet dem."
Den engelske krønikeskriver, Radulfus Niger, som var ganske godt oplyst om danske forhold, rapporterer således: "Efter Sven blev Harald konge i Danmark; han stadfæstede lov og ret, som en anden Harald havde fastsat."
Tegning af et middelalderligt tingsted af Olaus Magnus fra 1531. Tingets medlemmer, de såkaldte stokkemænd sidder på en stok, som er en bjælke, og lytter til de fremmødtes forklaringer. Det er så vidt vides den eneste samtidige afbildning af et nordisk ting. Olaus Magnus var en katolsk ærkebiskop i Östergötland i Sverige, som samtidig var etnolog og kartograf. Efter reformationen flygtede han først til Danzig og senere til Venedig og Rom. Under sin landflygtighed skrev han det meget fantasifulde værk "Historia de Gentibus Septentrionalibus" om de nordiske folks historie.
Vi må tro at den anden Harald, som Radulfus hentyder til, må have været Svend Tveskægs ældste søn, Harald Svendsøn, idet en tredje Harald - med tilnavnet Blåtand - blev afsat ved et oprør.
Hele sin regeringstid måtte Harald Hen forsvare sin position mod sine mange talentfulde og ambitiøse brødre. Som sin samtidige, den Norske konge, Olaf Kyrre, hvor tilnavnet betyder den fredsommelige, var han en fredselskende konge, der ikke førte store krige mod andre folk.
Svend Aggesen forklarer Haralds tilnavn, Hen, som hans "villige sindelags blødhed". Det antages at Hen betyder en blød sten, en slibesten. Knytlinge Saga beretter at hans broder og efterfølger Knud den Hellige i forbindelse med sit forsøg på kongevalg på Viborg Ting sagde: "I Danske lønnede min broder Harald for den eftergivenhed og mildhed, som han viste imod eder, med at I kaldte ham Harald Hein, og gav ham det navn, for at spotte ham; men nu skal jeg lønne eder for det, at I så ilde gengældte ham hans godhed, thi jeg skal nu være eder en kampesten, som er hård tilfulde."
Kong Harald Hen døde den 17. april 1080 og blev begravet i Dalby Kirke i Skåne.
Der er meget få efterretninger om hvorledes Knud blev konge. Kun Saxo skriver "Da han (Harald Hen) var død, blev Knud kaldt tilbage (fra vikingetogt i Baltikum) og besteg med sine Brødres Samtykke Tronen".
Knud den Hellige i Odense bys våbenskjold. Han skræver over en lilje - og denne ses også på det banner, som han holder i højre hånd. Liljen har været et kendetegn for Odense siden middelalderen. Den siges at have været brugt som symbol for Jomfru Maria og Treenigheden. Når man ser på symbolet - tre blade som er knyttet sammen til et hele - forekommer det mest sandsynligt at den repræsenterer Treenigheden. Man bør også betragte de historiske omstændigheder, hvorunder symbolet opstod, nemlig hos Frankerne i kamp mod andre folkevandringsfolk. Frankerne var katolikker og troede på Treenigheden, medens Goter og Burgunder var Ariansk kristne og troede at Faderen, Sønnen og Helligånden var adskilte enheder, og Faderen stod over Sønnen, hvilket understøtter at liljen symboliserer Treenigheden. Det passer med at Odense i middelalderen var en religiøs by - oprindelig centrum for dyrkelsen af Odin. Fem munke- og nonne-ordener havde deres klostre i byen, og den rummer stadig fire middelalderkirker. Eget foto.
Støttet af nogle af sine talrige brødre kan han meget vel blot have taget magten med de militære midler, som stod til hans rådighed i kraft af hans vikingetogt, under påberåbelse af at han ville genoprette den forfaldne retspleje og respekten for gejstligheden, retfærdiggjort af hans egen inderlige kristne tro.
Saxo skrev blot hundrede år senere: "Da han mærkede, at de gamle Loves Kraft var bleven svækket og tilintetgjort som Følge af Stormændenes Overmod, søgte han af al Magt at indføre den gamle Tugt igjen, udstedte de strængeste Befalinger om, at der nøje skulde vaages over, at Lovene overholdtes, og bragte igjen den forfaldne og ødelagte Retspleje i dens forrige Skik og Orden."
Vi kan nok gå ud fra at "den gamle Tugt" afviger fra "Haralds love".
Idet han nævner at han gjorde alt dette på trods af "Stormændenes overmod" antydes at han stod i modsætning til disse stormænd, som jo arrangerede valget af Harald Hen ved Isøre.
Foruden militær styrke baserede Knud meget sin magt på gejsteligheden - som Saxo skrev: "Religionen bragte han igjen i Ære og Anseelse og viste Gejstligheden stor Bevaagenhed. Da han saa, at den grove og uoplyste Almue ikke havde den tilbørlige Ærefrygt for Bisperne, og han ikke vilde, at de, der beklædte saa høj en Værdighed, skulde regnes lige med Lægfolk, var han saa omtænksom at udstede en Forordning, der gav dem Gang og Sæde blandt Høvdinger, ja han gav dem endogsaa den første Plads blandt Rigets Stormænd, som om de var Fyrster, for at den Ære, der blev dem til Del, kunde svare til deres Værdighed."
I det hele taget er der meget i hans regeringsførelse, som minder om et fundamentalistisk teokrati.
Alt fortæller os at Knud havde mange kongelige personlighedstræk. Han var intelligent, beslutsom, modig, veltalende og våbendjærv, og han veg ikke tilbage for store planer. Men det er vanskeligt at fortrænge at det alt sammen blev forpurret af en foragt for det folk, som han var sat til at regere. Han brød sig kun lidt eller intet om nedarvet ret og skik og brug, som Ælnoth er ærlig nok til at fortælle os.
Med hensyn til kvinder og bordets fristelser var Knud fuldstændig forskellig fra sin fader, Svend Estridsen, som havde en stor svaghed for disse ting.
Ælnoth beskriver Knud som en asketisk type: "Også på de almindelige og de særlige fastedage og hver fredag i ugen, når han sad ved det kongelige bord, og hans gæster mente, at han nød vin eller mjød, drak han det rene vand, noget, som blot hans tro tjenere vidste og han, der ser i løndom. Og de kostelige retter ved det kongelige måltid førte han blot til sin mund, men lod disse derpå dels bære om til sine hos-siddende mænd, dels uddele og bortsende til de fattige, medens han selv kun nød tørt brød med salt på, ved hvilken næring han ikke så meget opholdt sit til velbehageligheder vante legeme, som spægede det."
Ælnoth lægger stor vægt på at fortælle at Knud var tro mod sin dronning Edel, han: "brød sig ikke om frillers ukyske favn, men nøjedes ene med hendes ægteskab, således som Jesus Kristus og hans engle kan bevidne det."
Ælnoth fortæller at Knud lod sig piske af sine kapellaner som bod for sin ungdoms synder - "og i sin fromheds inderlighed bøjede han sig så dybt for den guddommelige nåde, at han - hvad der vil synes somme utroligt - end ikke vægrede sig ved af dem at modtage legemlig revselses slag, når de var alene til stede, så at kun Gud og englene, som kender hans hemmeligheder, var vidner dertil."
Det menes at leding flåden samledes i Krik Vig nord for Thyborøn Kanal nær byen Vestervig i 1085. Som man kan se havde Olaf og de andre budbringere ganske langt at rejse til Slesvig, som Ælnoth kalder Hedeby, og tilbage igen. Foto Google Map.
Ifølge Ælnoth besluttede Knud sig til at angribe England, fordi englænderne havde bedt ham om hjælp: de "besluttede at hidkalde hjælp fra fremmede, eftersom deres fjender i snu forsynlighed ikke havde levnet dem nogen, der kunne være deres leder eller fører til at generhverve eller tilbagevinde friheden."
Der findes flere forskellige beretninger om, hvad der skete i forbindelse med samlingen af leding flåden i Limfjorden ved Vestervig i 1085. Men vi må lægge mest vægt på den engelske munk i Odense, Ælnoth, som skrev Knud den Helliges historie omkring 40 år efter begivenhederne. Efter sit eget udsagn havde han sine oplysninger fra både mænd og kvinder, som havde kendskab til begivenhederne fra deres egen levetid: "Men det, som jeg ved fortælling af troværdige mennesker af begge køn og begge klasser har erfaret om den fromme fyrstes og gudelskende martyrs gerninger, det har jeg nu ved ivrig understøttelse af munkene, som tjener Jesus Kristus og den herlige sejrherre på samme sted som jeg, overgivet til efterverdenens erindring."
Men, fortæller Ælnoth, kongen kom ikke til Vestervig, fordi han var optaget af vigtige forhandlinger i Hedeby. Forhandlingernes emne kommer han ikke ind på.
I Vestervig blev flådens mandskaber utålmodige: "Således blev også folket her utålmodigt og klagede over, at denne venten og tøven under opholdet på stranden var til liden nytte for den hjemlige dont"
"Påvirkede af deres idelige larmen og langvarige råben besluttede flådens høvdinge" - "at sende bud til kongen og frembære den fuldt beredte ledingshærs klager for kongens øren." Kongens broder Oluf blev udvalgt som sendebud.
Oluf ankom til Slesvig, og her viste Knud tegn på svigtende dømmekraft dels ved yderligere at trække tiden ud og dels ved - efter nogen tid - at lægge budbringeren i lænker. Ælnoth siger: "Han kom til kongen med sit følge, forebragte hærens ærinde og fremstillede i et veltalende foredrag grundene til klagerne. Men kongen, der gennemskuede sagen med sit skarpe blik, sendte - efter at have trukket forhandlingerne ud gennem længere tid - sin før nævnte broder i forvaring til Flandern til den højædle hertug over Vestlands-egnen, Robert."
Selvom Saxo er meget partisk til fordel for Knud, har han dog moralske problemer med Knuds beslutning om at lægge Oluf i lænker: "Kongen bød sine krigere binde ham som den, der var overbevist og ude af stand til at anføre noget til sit forsvar. De vægrede sig imidlertid ved at tilføje en mand af kongelig byrd en så utilbørlig forsmædelse."
Efter sine rådgiveres indtrængende bønner gav Knud - efter alt at dømme stadig i Slesvig - efter og tillod endelig leding flåden at vende hjem.
Ælnoth skriver klart at Knud gav flåden tilladelse til at vende hjem, mod at de lovede at samles igen året efter. Alle andre kilder end Ælnoth siger derimod at flåden opløstes imod Knuds vilje, og han derfor idømte dem alle bøder for at have forsømt deres leding pligt, og at det var opkrævningen af disse bøder, der udløste oprøret i 1086. Det giver en fristende logisk tråd i historien, men, hvis vi stoler på Ælnoth, er det altså ikke sandt.
I sensommeren 1085 da leding hæren i Limfjorden var opløst, udsendte han en byge af nye religiøse direktiver, der på det nærmeste forvandlede Danmark til en præstestat.
Ælnoth siger: "Da hæren altså var vendt tilbage til sit eget, kastede den gudfrygtige fyrste ligesom tidligere sig ivrig over sine fromme bestræbelser. Han søgte at forøge folkets ærefrygt for gudstjenesten, han udvidede præstestandens rettigheder. Ved en kongelig kundgørelse, hvori der også indeholdtes straffebestemmelser, fastsatte han overholdelsen af højtidsdagene og de retmæssige fastetider, således som man ellers overholder dem allevegne i verden."
Knud den Helliges flugtrute i 1086. Han gik formentlig over Limfjorden ved Aalborg. Historikeren Hans Olrik mener at han holdt ting i to herreder, før han kom til Børglum. Nær Børglum besøgte han oprørernes mødeplads, "Pontus cornicus" eller Kragestrand. Derefter flygtede han til Aggersborg. Om natten blev han roet over Limfjorden, hvorefter han fortsatte til Viborg. Da han ikke fandt loyale støtter der, valgte han at tage til Slesvig - sikkert ad hærvejen. Men heller ikke her kunne han føle sig sikker. Ælnoth skriver udtrykkeligt at han derefter sejlede til Fyn; han fortæller ikke, hvor på Fyn han gik i land, for den sags skyld kunne han have sejlet hele vejen til Odense. Hvis han landede i Assens og derfra rejste til Odense, kunne han hvile sig på Knuds hvilesten, uden det blev alt for stor en omvej. Eget arbejde. Foto Google Map.
Oprøret kom på grund af disse nye religiøse dekreter, og den forhadte "nefgjald" skat, han ønskede at opkræve.
Der findes to forskellige beretninger om hvordan oprøret begyndte og udviklede sig, nemlig Ælnoths beretning og Knytlinge Saga. Hans Olrik anfører at det eneste, som de har til fælles er, at det begyndte i Vendsyssel. Jeg vil i hovedsagen holde os til Ælnoths redegørelse.
Kongen opholdt sig i Børlum for at "forfølge og undersøge retssagerne". De utilfredse vendelboer mødtes til rådslagning på sted kaldet "Kragestrand, hvor hele uretfærdighedens skare stævnede sammen med forgiftet sind og væbnet arm. Der holdt de forsamlinger og rådslagning både dag og nat."
"Da bestemmer kongen en dag, på hvilken han selv vil se til deres møder, og skrider så på denne dag med sine mænd ind i mængdens forsamling; men da han mærkede mængdens trods og opsætsighed, trak han sig tilbage til det sted, hvor hans folk var, for at overveje sagen." Knud besluttede sig da til at forlade Børglum i stilhed, sikkert om natten.
Han flygtede nu mod vest mod Harald Blåtands gamle vikingeborg, Aggersborg, og indkvarterede hovedparten af sit følge i kongsgården der.
Da oprørerne fandt ud af at Knud var flygtet fra Børglum, optog de straks forfølgelsen: "Men så snart kongens bortrømning blev almindelig kendt, styrtede røverskarerne hobevis ind i kongsgårdene, kastede kongsbryderne der ud af husene, ransagede og undersøgte alt med griske blikke og røvede alt, hvad de kunne." - "Hele den samlede mængde begiver sig på vej, bestyrket i sin ondskabs rådslutning," - "nogle forfølger kongens spor til fods, andre til hest."
Mængden angreb omgående kongsgården "nogle trækker de nøgne ud af deres senge, andre klynger de op udenpå dørene, atter andre kaster de i vandet."
Medens hans mænd blev massakrerede, lykkedes det Knud med nogle få andre at sætte over Limfjorden, sikkert om natten: "Hidtil var kun kongen med sine mænd sat over strømmen bort fra denne kamptummel".
Knud kom derefter til Viborg med de mænd han havde tilbage. Han søgte at finde loyale undersåtter, der ville støtte ham, men forgæves.
Granitfont i Nørre Lyndelse Kirke på Fyn. En hersker med et barsk og beslutsomt udtryk i ansigtet sidder på en stol med sin højre hånd på sværdet, og i den venstre hånd holder han en lilje, som vi tror repræsenterer Treenigheden, den rette katolske tro. Foto Lennart Larsen i Danmarkshistorien af Palle Lauring.
Fra Viborg flygtede Knud og hans få mænd mod syd mod Slesvig, sikkert ad hærvejen, efter alt at dømme forfulgt af oprørerne, der stadigt voksede i antal, efterhånden som de drog gennem landet. Øjensynligt fandt han ingen steder loyale undersåtter, der ville støtte ham: "Herfra drog han med sine folk uden kamp til havnestaden ved den fjord, som hedder Sli, for ad søvejen at drage til Fyn med sit følge, der var udmattet af den lange flugt gennem landet."
"Passio" udtrykker sig meget malende og efterlader ingen tvivl om at det var hele folket, som spontant rejste sig mod Knud, ikke blot nogle få intrigante stormænd: " - og dag for dag fylkende større hærskarer; oprørsstormen fulgte brølende og fnysende den hellige konges spor lige til den by, som hedder Slesvig."
Fra Slesvig sejlede Knud og hans mænd til Fyn.
Men heller ikke på Fyn fandt han tilhængere. Fynboerne var åbenlyst besluttede på at jage ham ud af landet eller slå ham ihjel. Ælnoth skrev: " - så gik der, så snart kongens komme havde rygtet sig, bud på bud både dag og nat omkring til alle sider; almuen samler sig i stort tal og oplægger uretfærdigheds råd i forening; og med al mulig iver og hast enes de om, at også de vil udjage den gudfrygtige fyrste af deres land eller - ja, det er synd blot at nævne det - udslette ham af de levendes tal."
Det bliver ofte anført at det var Jyderne, som indhentede og dræbte Knud i Odense. Men det er ikke, hvad Ælnoth skriver om begivenhederne i Odense: "så gik der, så snart kongens komme havde rygtet sig, bud på bud både dag og nat omkring til alle sider; almuen samler sig i stort tal og oplægger uretfærdigheds råd i forening;" hvilket unægteligt peger på Fynboerne som de hovedansvarlige.
Det var folket som helhed, der rejse sig mod kong Knud i 1086 på grund af hans krav om den forhadte "nefgjald" skat, betaling af tiende og den byge af andre religiøse dekreter, som han udsendte efter at ledingen var opløst i 1085.
Ved solnedgang gik Knud, hans broder Benedikt og sytten hirdmænd fra kongsgården over i den nærliggende Sankt Alban Martyrs Kirke, angiveligt for at høre vesperbønnen, men efter mange historikeres mening for at forberede deres forsvar. Knud må have vidst at dette var enden, og han foretrak at dø foran alteret i den kirke, som han selv havde ladet bygge, og som husede i hvert fald nogle af de jordiske rester af helgenenerne Skt. Alban og Skt. Osvald, som han havde hjembragt fra England på et af sine togter: "Men da vespertiden stundede til, gik den fromme helt over i den nærliggende kirke, der var indviet til den dyrebare martyr Alban for at høre vesperbønnen og for at befale sig og sine til Herren, al verdens skaber."
Alle vidste at oprørerne var alt for mange; det hedder: "De andre søgte skjul, hvor de kunne finde det, og sørgede for at redde det jordiske liv."
Knud den Hellige i krypten i Sct. Knuds Kirke i Odense. Eget Foto.
Ifølge Ælnoth blev Knud dræbt af et spyd, som blev kastet ind gennem et vindue og ramte ham i siden, som Jesus blev mærket af spyd i siden, da han hang på korset. Men analyse af skelettet i Odense har vist at han døde af "et voldsomt stik eller stød i højre side af underlivet på korsbenet lige under lænden".
Det fortælles at oprørerne fandt Knuds broder, Benedikt, hårdt såret, men stadig i live. De dræbte ham derefter "med tusinde sår og sønderhugget i alle ledemod", fordi "ikke nogen skulle stå udelagtig i den ugudelige forbrydelse". De ønskede ikke at nogen bagefter ville kunne unddrage sig ansvaret ved at sige at det var de andre, der gjorde det.
Men et sådant krav om, at alle skulle være ansvarlige og tage del i drabet, ville jo have været endnu mere relevant ved drabet på Knud. Derfor må vi tro at hvad oprørerne gjorde mod Benedikt, har de i endnu højere grad gjort mod Knud; nemlig sønderhugget ham til ukendelighed med sværd, økser og med hvad "hver især havde fundet nærmest for hånden". Det har sikkert ikke været nemt for munkene at identificere liget efter kampen.
Valget af en ny konge i 1086 faldt ganske naturligt på lederen af oppositionen mod Knud, nemlig hans yngre broder, Oluf, som var grænsejarl i Slesvig. Kong Oluf skulle senere få tilnavnet Hunger.
Imidlertid var der det problem at Oluf sad som fange i Flandern hos den hertug Robert, som var den dræbtes kong Knuds svigerfader.
Saxo fortæller om, hvorledes Knuds og Olufs lille broder, Niels, indvilligede i at stille sig selv som gidsel i stedet for Oluf: "For at få ham tilbage, så han kunne overtage riget, måtte de gå ind på at udrede en sum penge og stille Niels, der var både hans og Knuds broder, som gidsel for hans løsladelse. Det var jo ikke noget ringe vidnesbyrd om broderkærlighed." Pengene blev hurtigt skaffet til veje: "Imidlertid kappedes Danskerne om at skaffe de penge til veje, der skulde udredes for, at gidslet kunde komme tilbage, og at betale den fastsatte sum."
Hertugen havde ingen politiske eller religiøse motiver til at kræve løsesum; blot havde han ved et lykketræf fået en konge i sin magt, og det ville han have mest muligt ud af.
Ælnoth fortæller intet om, hvorledes Oluf kom fri af fangenskabet, så han kunne tage vare på sine kongelige pligter.
Knytlinge Saga er den eneste kilde, som fortæller noget om, hvorledes Oluf så ud, sandt eller usandt: "Olaf Svendsøn var af lige alder med Kong Knud; han var en lille mand og meget styg af udseende, veltalende, og en stor kriger."
Den altdominerende begivenhed i Olufs regeringstid var en meget alvorlig og langvarig hungersnød. Svend Aggesen skriver: "Ved hans (Knuds) død kom hans broder Ole til at regere i Danmark. Under ham var det at den voldsomste hungersnød udbrød i landet så at han deraf fik tilnavnet: Hunger."
Præster og munke prædikede uophørligt at misvæksten var folkets egen skyld, da den var Guds straf for at de havde dræbt den hellige konge.
Saxo skriver meget dramatisk: "I foråret og om sommeren afsved nemlig den stærke hede al grøde på markerne, og om efteråret regnede det så stærkt, at det, der var vokset op på lavtliggende eller slige steder, gik i leje som følge af den stadige oversvømmelse, regnskyllene medførte;" - "og markerne, der var fuldstændig oversvømmede, så vidt og bredt ud som hele søer." - "Ja, bønderne måtte endog sejle om i både på de oversvømmede marker og sanke de enkelte aks sammen, der drev om på vandet, og derefter tørrede de de rådne smuler, der var igen af dem, i ovne, malede dem og lavede grød af dem, thi brød duede de ikke til. Følgen heraf blev, at der opstod en sådan hungersnød, at største delen af landets folk omkom af mangel på føde."
Men ikke alle Danskere var overbeviste om at hungersnøden var Guds straf for drabet på Knud. Roskildekrøniken, der er venligt stemt mod Oluf, nævner blot at under hans efterfølger kom pludselig de gode år: "Efter hans død fulgte hans broder Erik den Gode ham på tronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf veg bort fra folket. Men, om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungersnød for Olafs skyld, det må Han afgøre, som ved alt, inden det sker, og som ordner alt, når og sådan som han selv vil; thi ingen af dem fortjente den lod, de fik."
Roskilde Krøniken udtrykker sig i det hele taget langt mindre dramatisk. Her får man indtrykket af bønderne brugte de dårlige tider som undskyldning for at gøre, som de altid havde gjort, nemlig slagtet og spist de udtjente heste, hvilket præsterne havde forbudt.
Saxo påstår desuden at det kun var i Danmark at det var dårligt vejr: "Men i nabolandene var der fuldt op af korn, så det var åbenbart, at det var det enkelte folk, der skulde straffes, og ikke en almindelig landeplage."
Men det er blevet eftervist at der var problemer med dårligt vejr i adskillige lande i Nordeuropa. Hele tre Engelske krøniker fortæller om landbrugskrise i England i løbet af Olufs regeringstid i Danmark.
For eksempel skriver William af Malmesbury for perioden 1092-1100: "I hans sjette år var der et sådan skybrud af regn og sådanne uophørlige byger, som ingen nogensinde kunne huske."
Den svenske kong Domalde på blotbænken. Kongeofre har en vis tradition i Norden. Illustration af Erik Werenskiold i Heimskringla Nationaludgaven.
Derfor, munkenes og præsternes uophørlige propaganda om, at hungersnøden kun ramte Danmark og var Guds straf for at danskerne havde dræbt den hellige konge, var fuldstændig usand. Men de danske bønder kunne jo ikke vide noget om forholdene i andre lande.
Kong Oluf døde i 1095. Det vides ikke, hvor han ligger begravet, men han er optegnet i Lunds Domkirkes Nekrologium, som er en liste over afdøde, som skal mindes i kirken.
Olufs død er hyllet i mystik. Det er svært at ignorere at Saxo mere end antyder at hans død var en offerdød: "Da han villigt gav sig selv hen for at løse landet af ulykken og bad om, at alles vånde måtte komme over hans hoved alene. Så ofrede han da sit liv for sine landsmænd." Som må forstås således at han frivilligt lod sig ofre til de højere magter - formentligt den kristne Gud - for at frelse sit folk. Som Jesus frivilligt lod sig ofre på korset for at frelse menneskene.
Men da Erik Ejegod besteg tronen, blev det helt andre tider. Ælnoth fortæller at "snart efter at han var ophøjet til herredømmet, var det, som om tiderne helt var forandrede. Afgrødens rigdom smilede bonden i møde, gods og velstand voksede til overflod alle kunne glæde sig ved en tryghed og fred som fordum i Salomons dage.". Derfor fik Erik tilnavnet Ejegod, Egode eller blot den Gode.
Ælnoth angiver at Erik Ejegod blev valgt af hæren, et valg som sikkert fandt sted på samme måde, som valget af hans brødre, Harald Hen og Oluf Hunger men muligvis ikke Knud den Hellige: "Ved hele hærens valg, under folkets bifald."
Brugen af denne procedure for kongevalg bliver bekræftet af Saxos senere beskrivelse af en af de sidste overlevende sønner af Svend Estridsen, som anstrengte sig for at blive valgt til konge efter det var blevet kendt at Erik var død på Cypern: "Svend, som i alder kom næst efter Erik, var i tillid til sin alder så opsat på at blive konge, at han ikke anså det for nødvendigt at oppebie det almindelige valg, men stævnede til ting i Viborg og ikke betænkte sig på at foregribe det almindelige valgs afgørelse ved at lade sig kåre af en enkelt landsdel." Imidlertid døde han på vej til Viborg.
Danerne henrettede de sørøvere, som Julins borgere havde udleveret til dem, ved at skære deres maver op og trække deres tarme ud. Tegning af Louis Moe.
Ryd Kloster Krønike fortæller at efter Eriks tronbestigelse blev høsten så rigelig at kornpriserne faldt dramatisk: "Da han blev konge, blev jorden straks så frugtbar, at en lille skæppe korn ikke var mere værd end 2 penning i gangbar mønt."
kong Erik var stor og stærk, et hoved højere end andre mænd. Saxo skriver: "han var et hoved højere end alle andre, og hans førlighed svarede til hans højde."
Alle steder bliver han berømmet for sin gavmildhed. Knytlinge Saga skriver: "Han var gavmild på penge både imod høvdingerne og imod sine venner, og uddelte store summer til alle dem, som kom til ham, og mest til dem, som fjernest fra besøgte ham; han gav også meget til fattige."
Erik Ejegod var en viljestærk og myndig konge med et langt mere vindende væsen end den konfrontatoriske og aggressive Knud den Hellige. Desuden var han en fremragende taler, Saxo fortæller: "Han havde også den herligste røst og talte på tinge ikke blot med stor veltalenhed, men også så højt og tydeligt, at han grant kunne høres, ikke blot af dem, der stod tæt ved, men også af dem, der stod langt borte. Derhos havde han, for at vinde almuens gunst, for skik at slutte sine taler på tinge med at pålægge mændene, når de kom hjem, at hilse deres koner og børn så vel som deres tyende fra ham med løfte om, at han nok skulde sørge for, at der skete enhver hans ret, thi i henseende til at gøre ret og skel, sagde han, havde han samme skyldighed over for alle."
Kong Eriks to største bedrifter var, at han opnåede at få sin dræbte broder, Knud den Hellige, kåret som katolsk helgen, og det lykkedes ham at få pavens tilladelse til at oprette et nordisk ærkebispesæde i Lund og derved løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen. Asser, som Oluf havde udnævnt til biskop i Lund, blev Nordens første ærkebiskop.
Erik Ejegod var den første danske konge som bekæmpede sørøveriet ved at angribe sørøvernes tilholdssteder i Venden.
Saxo beskriver hvordan "Danmarks ungdom angreb da Julin og belejrede den, så Julinerne til sidst måtte udlevere alle de sørøvere, der fandtes inden for byens mure, og derhos udrede en sum penge."
Danerne lod sørøverne lide en grusom død: "De bandt dem først med bagbundne hænder fast til pæle, sprættede så maven op på dem og trak den nederste del af de blottede tarme ud, viklede dem om pælene og holdt ikke op med disse pinsler, førend indvoldene var vundne helt ud af maven på dem, og de grumme røversjæle drog deres sidste suk."
Gennem sin søn Knud, som fik tilnavnet Lavard, blev Erik Ejegod stamfader til alle senere danske konger, hvilket utvivlsomt har medvirket til hans berømmelse.
Som vi ved, fik Erik Ejegods fader, Svend Estridsen, mindst 17 sønner med forskellige fornemme kvinder, hvoraf ingen af dem var dronningen. Erik havde også adskillige friller, men han blev konge forholdsvist sent i sit liv, og derfor kunne han ikke helt stå mål med sin fader.
De fleste kilder har ingen forbehold overfor Eriks mange elskerinder, de opregner blot at Erik havde sønner med de og de kvinder. Kun Saxo mener at det var moralsk forkasteligt: "Han nøjedes nemlig ikke med at pleje omgang med sin ægtehustru, men holdt friller, skønt skæbnen havde været ham så god at tildele ham en hustru, der udmærkede sig både ved fagerhed og dyd."
Saxo beretter meget lakonisk: "Erik havde tre Sønner, Harald, Knud og Erik, af hvilke han skal have avlet den første med en Frille, den anden i sit ægteskab og den tredje med en anden mands kone."
Roskilde Krøniken nævner en fjerde søn ved navn Benedikt, som ikke har gjort sig bemærket i den skrevne historie. Desuden nævner den en datter ved navn Ragnhild, som blev gift med en mand ved navn Hakon den Norske, som gennem sin moder Sunniva var oldebarn af Magnus den Gode. Ragnhild og Hakon fik en søn ved navn Erik Lam, som opnåede at blive konge af Danmark - derom senere.
I 1103 proklamerede Erik Ejegod på landstingene at han agtede at drage til "Det Hellige Land, hvor frelseren havde færdedes".
Spillemanden spiller for Kong Erik. Tegning af Louis Moe.
Ifølge Saxo skulle anledningen være, at en musikers magiske sange gjorde ham så sindssyg, at han gik besærk og dræbte fire af sine egne mænd: "Til sidst fik hirdmændene ham overvældet ved at lade drabanterne fra alle kanter kaste dyner over ham, og således fik de med stor fare for dem alle omsider hold på ham.
Saxo fortsætter: "Så bestemte kongen, at hans søn Harald (Kesja), som havde nået en til et sådant hverv passende alder og modenhed, skulde stå for styret i hans fraværelse."
Det lyder jo meget uskyldigt, men dybest set var det et brud på den ed, som Svend Estridsens sønner havde svoret, nemlig at de skulle efterfølge hinanden efter alder, idet der stadig var sønner af Svend Estridsen i live, som var yngre end ham selv, nemlig Svend, Ubbe og Niels.
Kong Erik og hans dronning Bodil rejste på de russiske floder til Konstantinopel, hvor han besøgte skandinaverne i Væringegarden og blev modtaget af kejseren.
Men da han nåede Cypern "blev Kongen angreben af feber, og da han mærkede, at hans sidste time var nær, bad han om, at hans lig måtte blive jordet ved hovedstaden der på øen" siger Saxo. Kong Erik døde den 10. juli 1103.
Det fremgår af Anders Sørensen Vedels læsning omkring 1600 af en nu forsvunden version af Robert af Elys beretning om helgenen Knud Lavard, at Knuds moder, dronning Bodil, efter sin mands død fortsatte til Det Hellige Land, hvor hun døde på Oliebjerget og blev begravet i Josafats Dal.
Dernæst blev Niels valgt til konge af Danmark i 1104, fordi han var den ældste af Svend Estridsens mange sønner, som stadig var i live.
Saxo fortæller udtrykkeligt at Niels blev valgt på Isøre Ting: "Der blev nu holdt almindeligt landsting ved Isøre, og der blev kronen tilkendt Ubbe, fordi han var ældst. Niels, som man troede ville blive fortrydelig herover, godkendte overmåde veltilfreds tingets valg, thi det havde bestandig været skik blandt Svend Estridsens sønner, at de afløste hverandre på tronen, efter som de var gamle til, så den gik i arv fra den ældre til den yngre."
Men Ubbe afviste at påtage sig kongegerningen: "Ubbe havde imidlertid ikke store tanker om sin egen dygtighed, og i erkendelse af sine ringe evner værgede han sig ved at tage så tung en byrde på sine skuldre og forsikrede, at broderen, der var meget mere opvakt, var den værdigste til at overtage dette hverv." Derefter valgte stormændene Niels som konge, og sandsynligvis blev han efterfølgende efter gammel skik hyldet på landstingene.
Niels var den femte af Svend Estridsens sønner, som blev valgt til konge. Det var Svend Aggesen, som kaldte ham Niels den Gamle: "Nu fulgte broderen Niels, som man gerne kaldte den Gamle, fordi han i over 30 år sad på Danmarks trone."
Til venstre: Et granithoved fundet i Ribe, som sandsynligvis forestiller kong Niels. Under udgravning ved Ribe Domkirke fandt Sydvestjyske Museum et hoved af granit 21*20 cm i lag fra omkring 1150. Det har fået en ublid medfart, næsen er slået af og hovedet er slået løs fra en større sammenhæng. Skulpturen har været næsten ny, da den havnede i affaldslaget. Der er således tale om en bevidst skænding, hvilket udelukker at hovedet repræsenterer Jesus eller andre hellige personer. Der er tale om en konge med krone prydet af et ligearmet kors og ædle stene. Det har sandsynligvis prydet den første stenkirke, som blev færdig i året 1134, samme år som slaget ved Fodevig og drabet på kong Niels i Slesvig. Efter Erik Emunes magtovertagelse har det måske ikke været populært at udstille en figur, som forestiller kong Niels. Kong Niels har det typiske hængende overskæg, som også kongen på skulpturen over Kathoveddøren på Ribe Domkirke. Det synes at have været populært i 1100-tallet.
Til højre: Den Amerikanske fribryder Hulk Logan med sit typiske hængende overskæg.
Foto Sydvestjyske museer og Pinterest.
Niels regerede Danmark i 30 år, fra 1104 til 1134, det meste af tiden i fred, frihed og velstand. Men i januar 1131 brød Helvede løs.
Niels' søn, Magnus den Stærke, dræbte Erik Ejegods søn, Knud Lavard, i Haraldsted Skov på sjælland. Både Magnus og Knud var lovende unge mænd, elsket af folket. Drabet startede den borgerkrig, som effektivt skulle komme til at vare i 26 år, indtil Knud Lavards søn satte sig til rette på tronen i 1157 som Valdemar den Store.
Det var den borgerkrig, som lagde landet åben for Vendernes hærgen, hvorved mange små øer blev affolket og tusinder af danskere bortført som slaver.
Roskildekrøniken karakteriserer Niels som en mild og føjelig personlighed, der ikke var egnet til konge: "Da hans død (Erik Ejegods) rygtedes, tog Danerne hans broder Nils til konge; han var en godmodig og enfoldig mand, men ingenlunde skikket til at herske". Den bliver fulgt op af Knud Lavards Helgenlevned: "Den svage kong Nils stillede han helt i skygge".
Man kan sige at Kong Niels fra starten burde have grebet fat om Knud Lavards dobbeltrolle som dansk grænsejarl og kejserlig hertug samtidig, og ikke ventet, indtil problemet havde vokset sig stort. Niels har formentlig været noget blødhjertet ganske som sin berømte fader, Svend Estridsen.
Erik Ejegods tre sønner. Harald Kesja var den ældste. Knud Lavard var født indenfor ægteskab, hvad der fik stadig øget betydning op gennem middelalderen. Erik Emune fik han med en mindre fornem elskerinde. Stormændene skubbede alle tre til side til fordel for Niels og princippet om at Svend Estridsens sønner skulle arve tronen efter alder. Eget arbejde.
Men, han må bedømmes på sine gerninger. Niels regerede Danmark i 30 år, hvoraf de første 29 år hovedsageligt var i fred, frihed og velstand.
Saxo, som skrev sin berømte Danmarkshistorie blot et halvt århundrede senere, fortæller, at både hans egen fader og farfar havde tjent som krigere under den myrdede Knud Lavards søn, Valdemar den Store. Men alligevel fordømmer han ikke Niels som en svag eller dårlig konge. Tværtimod priser han kong Niels' venlighed og uselviskhed: "Da Niels var kommen på tronen, var det så langt fra, at han forfaldt til hovmod, at han tværtimod ikke opgav noget af sin fordums venlighed, men i alle måder blev ved med at opføre sig, som han hidtil havde haft for skik, thi han lod ikke sit sind forandre af den medgang, han havde, og ville ikke have ord for at lempe sit væsen efter sin lykke, men hellere for at lempe sin lykke efter sit væsen. For ikke at bebyrde landet med en kostbar hird og store udgifter nøjedes han til daglig med en vagt på kun seks eller syv mand for blot at være sikker for tyve og røvere, og den pragt, han udfoldede som konge, overskred ikke, hvad der svarede til hans hirds størrelse."
Også Ælnoth, som var en samtidig med kong Niels, priser hans venlighed, visdom og tålmodighed: "Som Eders Højheds hulde mildhed er den frække, uforstandige og afsindige til afsky, således hædres den af enhver rettænkende og rethandlende mand, ikke blot i ydre lovtale, men også med skyldig ærefrygt, i det han med takt og skønsomhed tager hensyn såvel til det nærværende som til det kommende."
Kong Niels havde en stærk fysik. Han deltog aktivt i slaget ved Fodevig i 1134. Dette år må han have været omkring 65 år gammel, og han var stadig i stand til at ride og føre våben.
En anden meget vigtig person i de skæbnesvangre begivenheder i første halvdel af 1100-tallet var Knud Lavard, Erik Ejegods søn med sin dronning Bodil.
Knud Lavard blev indstævnet på tinge for uretmæssigt at have tilegnet sig kongenavn. Da kong Niels ankom til tinget, modtog Knud ham ærbødigt på tysk vis ved at gå ham i møde uden kappe og ærbødigt holde stigbøjlen for ham. Tegning Louis Moe.
På et tidspunkt i Niels' regeringstid - mange historikere er enige om at det var i 1113 - led den danske leding hær et ydmygende nederlag til en vendisk hær ledet af Henrik Godskalksøn i et slag ved Lütke ved Østersøkysten mellem Kiel og Lübeck, fordi grænse jarlen i Slesvig havde taget mod bestikkelse og ikke kom med rytteriet, som han var bleven pålagt. Jarl Ejlif blev afsat og dømt for forræderi.
Men nu manglede kong Niels en jarl i Slesvig til at vogte Danmarks sydgrænse. Efter nogen tid faldt valget på hans brodersøn Knud, som da må have været omkring 18-19 år gammel.
Knud var grænsejarl i Slesvig i omkring 26 år, indtil sin død i 1141 i Haraldsted Skov på Sjælland.
Helmolds Venderkrønike fortæller at Knud skabte fred i landet: "Og den fredselskende mand begyndte med at skaffe ro i landet, og han fjernede omstrejfende mænd. Han gjorde især folkene i Slesvig meget godt. Men det skete at nogle røvere blev pågrebet ude på heden mellem Sli og Ejder, og de blev ført frem for Knud. Da han havde dømt dem til at hænges, råbte en af dem, der ville redde sit liv, at han var i slægt med ham, og var en efterkommer af danske konger. Til ham sagde Knud, at det ville sandelig være skændigt at behandle vor slægtning som vi behandler andre. Vi må ophøje ham frem for de andre. Og han befalede at de skulle hænge ham i en høj skibsmast."
Knud var glad for utraditionelle strategier, titler og klædedragter. Han foretrak at bruge den tyske titel, hertug, i stedet for den gamle danske titel, jarl. Han forklarede kong Niels: "Mine mænd kalder mig Lavard eller herre, ikke konge". Lavard har den samme betydning som det Engelske "lord", det betyder herren eller brødgiveren.
Syd for Slesvig og Ejderen boede den vendiske stamme Abodritterne ledet af kong Henrik Godskalksøn. Han var søn af kong Godskalk og Svend Estridsens datter Sigrid. Henrik Godskalksøn var således Knud Lavards fætter. Henrik hævdede at han ikke havde fået sin mødrenearv, og krævede at få den udbetalt af Kong Niels. Af denne grund truede hans piratskibe bestandigt de danske kyster. Saxo skriver: "Landet imellem Elben og Slesvig hærgede Henrik således, at det lå helt udyrket hen."
Men efter nogen tid kom fætrene til forståelse og Henrik Godskalksøn udpegede Knud som sin efterfølger som konge over Abodritterne.
I sin Vender Krønike minder Helmold os dog om at Venden var et kejserligt len, og at herskeren der skulle sværge troskab mod Kejseren: "Så opsøgte han kejser Lothar og købte Obodriternes rige for mange penge, al den magt som Henrik havde haft. Og kejseren satte en krone på hans hoved for at gøre ham til Obodriternes konge, og viste ham stor ære." Saxo fortæller noget lignende.
Henrik Skadelår spotter Knud Lavards dragt ved Magnus og Richitzas bryllup på Riberhus. Saxo fortæller at da Niels' søn, Magnus den Stærke, holdt bryllup med den polske prinsesse Richitza på Riberhus, havde Knud en ordveksling med sin fætter Henrik Skadelår: "Da Knud indfandt sig der klædt på saxisk vis og prægtigere end nogen anden, så Henrik, som ikke kunne udstå udenlandsk pragt, skævt til ham og yppede klammeri med ham. Purpurklæder beskyttede ikke mod sværd, sagde han, hvortil Knud svarede, at de beskyttede lige så godt som en lammeskindskofte". Tegning Louis Moe.
Knud Lavard havde således to herrer, hvoraf kun den ene var den danske konge - den anden var kejseren. Det må have været dette, som stødte Magnus den Stærke og hans sammensvorne og skulle føre til det skæbnesvangre drab i Haraldsted Skov.
Som den ældste af Erik Ejegods sønner var Harald Kesja blevet kongelig gift, nemlig med Ragnhild Magnusdatter, datter af den norske konge Magnus Barfod. Allerede i sin faders levetid havde han opført en borg nord for Roskilde kaldet Haraldsborg. Her levede han med sin hustru, mange friller, tolv sønner, et ukendt antal døtre og en mængde gods, som han havde samlet fra nær og fjern.
Knud Lavards anden broder, Erik Emune, samlede sit bytte i en forfalden borg, som hed Arnakke, måske syd for Holbæk: "Det bytte, han gjorde, førte han til et ringe og forfaldent sted ved navn Arnakke." skriver Saxo.
Imidlertid, da kongen af Sverige døde, dristede Gøterne sig til at vælge Niels' søn, Magnus den Stærke, som deres nye konge. Svearne erklærede Magnus' valg for ugyldigt, idet de erklærede at Gøterne ingen ret havde til at vælge deres egne Konger, og de valgte en ny konge. Saxo skriver: "Denne blev straks efter dræbt af Gøterne, og ved hans død gik herredømmet over til Magnus".
Knud argumenterede overfor kong Niels at hans position som konge over Abodritterne var ganske lig med Magnus' position som Gøternes konge. Imidlertid, Knud havde sin position som len af Kejseren, medens Magnus havde sin position kun efter Gøternes eget valg, og han havde ikke svoret troskab til Svearnes konge, tværtimod, han havde opnået sin stilling på trods af Svearnes konge.
Drabet på Knud Lavard i Haraldsted Skov. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder fra 1898.
Svend Aggesen skrev ganske få år efter begivenhederne: "Dette fik vi nu også her at se, idet Knuds søskendebarn, Magnus, uden at ænse blod-slægtskabet, indlod sig i en sammensværgelse med Henrik Skadelår, Ubbe, Hagen og nogle andre; havde en sammenkomst med dem i en sal, som om det kunne være et venskabeligt statsspørgsmål det gjaldt, og fattede der den afskyelige plan at myrde Knud. Han indbød til den ende Knud at møde sig uden vidner i skoven tæt ved Haraldsted."
Magnus arrangerede et møde med Knud på et øde sted, nemlig Haraldsted Skov. De sammensvorne brød frem fra deres skjulesteder og dræbte ham. Det slete den 7. januar 1131
Knud Lavards brødre, Erik Emune og Harald Kesja, samt Hagen Jyde og Skjalm Hvides Sønner fremviste Knuds blodige og gennemstukne kjortel på tinge: "De fremviste hans blodige kjortel for almuen. Niels og Magnus holdt sig væk fra tingene," skriver Saxo. "Da Knuds brødre nu begge på tinge havde kæret over deres broders død, blev almuen så bevæget af deres bedrøvelige tale, at den offentlig fældede dom over den, der havde udgydt hans uskyldige blod, og erklærede den fromme Herres banemand fredløs."
Kong Niels måtte love at afbryde enhver forbindelse med sin søn: "Han fik kun lov til at forsvare sig på det vilkår, at han svor at ville sky alt samkvem med Magnus, forvise ham ikke blot fra hoffet, men også fra riget og ikke lade ham komme tilbage, førend folket gav ham lov dertil."
Men efter nogen tid, fortæller Saxo: " - sendte Niels folk over" (til Gøtaland) "at hente Magnus hjem og fornyede således dreven af ugudelig kærlighed det samkvem med ham, som han havde afsvoret." Dette, mente Erik og Harald, gav ham: "Lod og del i mordet, eftersom han brød sin ed, og de fældede nu den samme dom over ham som over hans søn."
Snart var kampene i fuld gang. Erik Emune drog til Jylland med en uengageret sjællandsk bondehær, som hurtigt blev slået. Saxo fortæller at Erik Emune skrev til kejser Lothar og inviterede ham til at tage del i borgerkrigen.
Ruinerne af Knud Lavards kapel ligger fem kilometer nord for Ringsted i Haraldsted og det blev gravet fri ved en arkæologisk udgravning i 1883. Det blev bygget omkring 1150. Den kilde, som sprang på hans drabssted er ikke blevet fundet. Foto Wikimedia Commons.
Kejseren fulgte opfordringen og rykkede mod nord med sin hær, men blev standset ved Dannevirke: "Magnus var imidlertid kommen begge fjenderne i forkøbet ved omhyggelig at befæste volden og besætte portene med stærke vagter. Efter nogle dages forløb kom Niels til med en stor hær af Jyder og besatte voldens nordre side med den. Det var så stor en krigsstyrke, at Kejseren var bange for at indlade sig i slag med den, og han turde heller ikke bruge Eriks flåde til at sætte sit mandskab over til byen," fortæller Saxo.
Kejseren svigtede nu Erik Emune: "hvem han havde lovet stadig og sikker bistand, og sluttede den overenskomst med de fjendtlige høvdinger, at han skulle hæve belejringen, imod at Magnus svor det Romerske Rige huldskab og troskab."
Harald Kesja skiftede side til Magnus og Niels, som: "som hemmelig lokkede for ham med løfter."
Niels, Magnus og Harald invaderede Sjælland og førte derved krigen ind på Eriks territorium, idet en stor del af folket allerede støttede dem. De slog Erik i et slag ved Værebro i 1133 i Nordsjælland. Roskildekrøniken skriver: "Men i det 3. år drog kong Nils til Sælland med 100 skibe, og da den største del af folket tillige med bisp Peder var Nils god, måtte Erik flygte ved det første sammenstød, efter at det var kommet til kamp ved Værebro."
Til sidst mistede Erik Emune fuldstændig fodfæste i Danmark, og han flygtede til kong Magnus i Norge med sin familie. Saxo skriver: "Erik blev overvunden af ham i et stort slag ved Værebro og tyede, stolende på det svogerskab, der var imellem dem, på Kong Magnus tillige med sin hustru, som i sin tid havde været dronning i Norge, og sin lille søn Svend, som han havde avlet med en slegfred. Magnus tog straks høvisk og gæstfrit imod ham, men viste sig snart falsk og svigefuld."
Men Kong Niels tilbød den Norske kong Magnus penge for at ombringe Erik Emune: "Imidlertid besluttede Niels at blive sin medbejler kvit ved list og bød kong Magnus i Norge penge for at tage ham af dage. Magnus, der var mere pengegrisk end nogen stimand, blev fra Eriks gæsteven forvandlet til hans fjende."
De vigtigste slag i den første del af den danske borgerkrig 1131-1134. Onsild Bro må være en havneby på Østsiden af Jylland, måske Vonsild ved Kolding eller Onsild ved Hobro. Eget arbejde.
Men, fortæller Saxo, kong Magnus' dronning, Christine, som var Knud Lavards mindreårige datter, røbede planen til sin onkel Erik.
Han sendte bud til sine venner på Lolland, som sendte et skib på en bestemt dag. På den aftalte dag drak Erik og en præst fangevogterne fulde: "Da han vidste, at Nordmændenes største fornøjelse er at drikke tæt, mente han, at han kunne narre sine bevogtere ved at drikke dem fulde."
Da fangevogterne var faldet i tryg søvn, brød Erik hul i ydermuren i sit rum og sammen med sin familie og nogle tjenere flygtede han ned til stranden. Her fandt han en del skibe, som han lod bore hul i bunden.
Erik Emune sejlede til Lolland: "Men Erik sejlede til sit trofaste Lolland, hvor han lod Ubbe, som Niels havde sat til høvedsmand over Småøerne, gribe og hænge og således gav tydeligt vidnesbyrd om, at han var tilbage."
Som en Robin Hood stjal han det forråd, som var blevet samlet til kong Niels' julegilde, som var planlagt til at blive holdt i Skåne: " - drog han, før end han var kommen did, over til Skåne og bemægtigede sig alt, hvad der var skaffet til veje til Kongens gilde."
Den følgende sommer i det skæbnesvangre år 1134 udbød kong Niels leding i hele landet indbefattet Skåne, sikkert med den hensigt at rydde endeligt op i Skåne. Hæren gik i land ved "en bugt, som almindeligvis kaldes Fodevig". Roskilde Krøniken fortæller: "Anden helligdag (Anden Pinsedag) gik da mandskabet uforsigtigt i land, og uden at ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig imod dem med sin hær og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab."
Niels' gammeldags leding opbud blev fuldstændig tromlet ned og løbet over ende af en hær af ryttere, som - ifølge flere historikere - talte omkring 300 mand. Vi kan tænke at den store leding hær blev angrebet under udskibningen, inden den var kommet helt i orden. "Kun Magnus, som tillige med en liden flok tapre mænd undså sig ved at fly, gik løs på Fjenden og søgte at drive ham tilbage, medens de andre vendte ryg." - "Omsider, efter at han (Magnus) havde kæmpet drabelig og fældet en mængde fjender, faldt han oven på den dynge af lig, han havde hobet op omkring sig, tillige med Bisp Peder af Roskilde, og fulgte ham i døden." Resten af hæren flygtede i panik mod skibene.
Roskilde Krøniken bryder ud i gråd over katastrofen ved Fodevig: "Erik kastede sig imod dem med sin hær og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Ve hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Ve hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den skønneste blandt de unge, kæk, og kraftig, en glad giver, forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus dræbes, og med ham høvdinger og 5 bisper, nemlig: Peder fra Roskilde, Thore fra Ribe, Ketil fra Vestervig, og Henrik, som var fordreven fra Sverige. - Adelbert fra Slesvig fik i kampen et uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet år derefter. En sjette bisp, nemlig Eskil, havde Erik to år før denne kamp ladet dræbe i kirken, mens han forrettede morgengudstjenesten."
Så kan man overveje hvor Eriks rytterhær kom fra. Det må have kostet virkelig mange penge at leje sådan en hær, og ganske få måneder før havde Erik hutlet sig igennem som en Robin Hood og stjålen den mad, som var blevet samlet til kong Niels' julegilde. Desuden, når Niels planlagde at holde sit julegilde i Skåne, må han have ment at denne landsdel var sikker og sluttede op bag ham, ganske som resten af Danmark gjorde. Hvad havde fået skåningerne til at vende sig fra ham?
En rytterhær på 300 mand eller noget lignende kan i virkeligheden kun komme et sted fra, nemlig fra kejseren, og det må også have været forbundet med helt usædvanlige omkostninger at sejle sådan en hær fra Nordtyskland til Skåne.
Efter at have været Kong Niels' trofaste samarbejdspartner i næsten 30 år, havde ærkebiskop Asser i sin alderdom pludselig vendt sig imod ham i 1134 og i stedet valgt at puste nyt liv i de sidste ulmende gløder af Erik Emunes mislykkede oprør mod kong Niels.
De Skånske bønder havde indtil da tilsyneladende været ganske tilfredse med Niels og Magnus' sejre i borgerkrigen, men Assers autoritet som en overordentlig Guds mand rejste dem til fornyet kamp mod kong Niels. Det er yderst sandsynligt at det var ærkebispesædets store formue, som bekostede den rytterhær, som mirakuløst dukkede op på slagmarken ved Fodevig, hvor den end kom fra.
Kong Niels var ikke en mand, som brød hulkende sammen i modgang. Efter slaget ved Fodevig lykkedes det ham at gå ombord på et skib og sejle til Sjælland. Roskilde Krøniken beretter: "Da han dernæst kom over til Sælland, søgte han efter evne at sætte mod i sine folk."
"Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af Riget, idet han hædrede ham med kongenavn," fortsætter Roskilde Krøniken, hvilket bekræftes af alle andre kilder. "Siden blev han skammelig svegen af Slesvigerne, skønt lejde var givet og bekræftet med ed, og troløst dræbt i staden Slesvig tillige med de stormænd, han endnu havde tilbage, den 25. Juni i det nævnte år, i sin kongetids 31. år."
Kong Niels' livvagt. Som Rolf Krakes kæmper og som Knuds hird i Odense forsvarede de deres konge til det sidste. Tegning Louis Moe.
Saxo og til dels Roskilde Krøniken fortæller os faktisk at Niels ønskede at forhandle - sikkert med det formål at få afsluttet krigen. Hvorfor egentlig ikke tro på det? Det havde jo været Niels' ledelsesstil i 30 år at skabe fred og forsoning og give enhver sit. Det er dette, som hans modstandere kalder svaghed: "Derpå bad han Slesvigerne, som allerede længe havde været opbragte på ham formedelst den udåd, Magnus havde øvet, om at slutte fred med ham, thi han var meget opsat på atter at stemme dem forsonligt imod sig."
Erik Emune var formentlig udenfor pædagogisk rækkevidde, men Niels kan have ment at der var mulighed for at forhandle med et andet oprørscenter, nemlig Slesvig borgerne.
Både Knytlinge Saga og Svend Aggesen bekræfter at Slesvigerne lokkede kong Niels ind i byen med falske løfter: "Niels tabte slaget; mistet havde han sin søn og arving, og tyede nu på et skib til Slesvig, hvor han troløst blev myrdet af borgerne, skønt de havde modtaget ham indenfor deres mure."
Kong Niels blev dræbt af borgerne i Slesvig i Torvegade dagen efter midsommerdag i 1134. Som Rolf Krakes kæmper og Knud den Helliges hird i Odense kæmpede hans livvagt til sidste mand for deres konge.
Det vides at Kong Niels er begravet i Slesvig Domkirke, men gravens placering kendes ikke.
Dernæst blev Erik Emune konge af Danmark.
Der er meget få oplysninger om hvorledes Erik blev valgt som konge. Det siges at han blev hyldet i Skåne på Lerbækshøjen nær Lund. Det er ikke omtalt nogen leding samling ved Isøre eller formel hyldning på andre landsting. Man kan forestille sig at Roskilde Krønikens latinske udtryk "rex tyrannus" dækker over at han blot tog magten, understøttet af sine krigere.
Han var som konge noget nær den personificerede ondskab. Roskilde Krøniken siger: "han ryddede alle hindringer af vejen og tålte ingen ligemand, endsige overmand; overmodig, opblæst, stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd, for han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunne tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt griske og skadefro mennesker."
Erik lod sin broder Harald Kesja dræbe sammen med 11 af hans sønner. Svend Aggesen skriver: "også hans elleve brødre, hvoraf nogle vare voksne, nogle endnu kun små, dem lod han allesammen myrde."
Relief i Sønder Kirkeby Kirke på Lolland. Manden til venstre er en lokal stormand ved navn Toste, måske kirkens bygherre. Foran går kirkens præst som hed Konrad; han bærer messehagel og alterkalk. Foto Lennart Larsen Nationalmuseets Online Samlinger.
Knytlinge Saga mener at Erik i en tidlig alder havde et dårligt forhold til kong Niels: "Kong Eriks anden søn Erik var ikke så meget afholdt af Kong Nikolaus."
Han fik tilnavnet Emune. Det betyder den uforglemmelige, den evigt mindede. Knytlinge Saga siger at "fordi mange troede, at de sent ville forvinde den grusomhed, som de havde udstået af ham, blev han derfor kaldt Erik Emun eller den stedse mindede".
Andre kaldte ham ved tilnavnet Harefod. Helmolds Vender Krønike beskriver at han førte en slags guerillakrig mod Magnus: "Derpå antog han navn af konge og begyndte at falde over Magnus og yppe blodig kamp med ham den ene gang efter den anden; men han tabte og måtte flygte. Derfor fik Herik også øgenavnet Hasenvoth, som betyder Harefod, fordi han bestandig var på flugten."
Erik var handlekraftig og opfindsom og bestemt ikke bange for at træffe også upopulære beslutninger. Han fik fremstillet blider for første gang i Danmark, og erobrede ved hjælp af disse Harald Kesjas borg, Haraldsborg, på Sjælland. I Slesvig modstod han angreb fra hele Danmarks leding opbud, indtil den strenge vinter fik angriberne til at opgive. Han erobrede borgen Arkona på Rügen ved at dræne borgens brønd og derved tvinge forsvarerne til at overgive sig.
Erik var veltalende, mener Roskildekrøniken, men fuld af løgn: "Erik var nemlig yngre end Harald og langt mere veltalende end denne; en skændig mand, fuld af raseri og løgn."
Det bliver bekræftet af Saxo, som mener at han ikke altid holdt sig til sandheden: "For resten havde han for skik at rose sig så stærkt af sine tapre bedrifter, at han undertiden overskred sandhedens grænser."
Efter mordet på Knud Lavard i 1131 i Haraldsted Skov deltog Harald Kesja og formentlig hans voksne sønner i det efterfølgende oprør sammen med Erik Emune og andre stormænd. Det var jo trods alt hans broder, som var blevet myrdet.
Men på et tidspunkt under borgerkrigen skiftede Harald Kesja side og gik over til kong Niels. Det synes dog at have været således at to af hans voksne sønner, den tapre Bjørn Jernside og hans broder Erik Diakon, forblev loyale mod Erik.
I slaget ved Vonsild Bro - ved Hobro eller Kolding - var Erik Emune nær ved at blive taget til fange, men blev reddet af Bjørn Jernside, og Aggesens fader, Aage, som holdt fjenden tilbage på en bro, og derved gav Erik mulighed for at undslippe til sit skib.
Efter tabet af sin eneste søn, Magnus den Stærke, i slaget ved Fodevig, udnævnte kong Niels Harald Kesja til medkonge: "Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af Riget, idet han hædrede ham med kongenavn," siger Roskilde Krøniken, hvilket bekræftes af Saxo. Dette var en vigtig årsag til Eriks vrede mod Harald og hans sønner, for han ville selv være konge og ønskede ingen rivaler.
En af Harald Kesjas tolv sønner faldt i slaget ved Fodevig. Roskildekrøniken skriver: "Den tolvte søn, Magnus, var falden i slaget i Skåne."
Det kom til Erik Emunes kundskab at Bjørn Jernside og Erik Diakon havde modtaget et budskab fra deres fader. Saxo fortæller: "Der kom nemlig ved nattetid hemmeligt sendemænd til dem fra deres fader, og de tav stille med, hvad sendemændene havde sagt dem." - "Da de blev spurgte om, hvad det var, sendemændene havde sagt dem fra deres fader, sagde de, at han havde spurgt dem til råds om, hvad han nu skulde gribe til, og at de havde rådet ham til at fly til Norge." - "Erik bød at de skulde holdes i den strengeste forvaring på slottet i Slesvig."
Da Erik ved en senere lejlighed besøget kastellet ved Slesvig "trådte de to unge mennesker frem for ham belæssede med lænker, kastede sig ydmygt bedende for hans fødder, forsikrede ham om deres uskyldighed og anråbte ham om at løslade dem af deres fængsel." - "og da Erik var mægtig beskænket, gav han sig til at græde over deres usle tilstand og lovede at sætte dem på fri fod, fordi de havde talt sandhed."
Men, fortsætter Saxo, da Erik blev ædru næste dag valgte han at svigte sit løfte: "Da Kristjern (Lederen af det Jyske oprør mod Niels, som Erik efter sejren havde befriet fra fængslet) havde fået dette at vide af hofsinderne, trådte han Erik i møde, da han i den årle morgen gik til kapellet, og spottede ham, fordi han dagen i forvejen tilskyndet af drukkenskab havde været alt for rundhåndet og skænket sine fjender Danmarks Rige" - "Haralds sønner ville tænke mere på, at han havde holdt dem i fængsel, end på, at han havde løsladt dem, og at han ville få skam til tak af dem, fordi han havde sluppet dem fri," - "nu, da han var bleven ædru, betænkte han sig ikke på at bryde staven over den mildhed, han havde vist, da han var drukken, skammede sig ikke ved at opgive sin barmhjertighed, da han blev tilskyndet til grumhed, og lod dem drukne, som han havde givet håb om, at de skulde beholde livet".
Mordet på Bjørn Jernside og hans broder ved drukning bliver bekræftet af både Svend Aggesen og Roskilde Krøniken, hvilken sidste skriver: "Bjørn og Erik Diakon havde Erik år før faderens død ladet drukne ved den borg, der ligger ved indløbet til Slesvig"
Men det skulle blive endnu værre. En iskold vinternat overrumplede Erik Emune den nyvalgte medkonge, Harald Kesja, og hans sønner i en landsby i Jylland.
Erik Emune lader sine skibe trække over isen. Tegning Louis Moe.
"Imidlertid var Harald (Kesja) Erikssøn atter vendt tilbage til Jylland og var bleven kåret til Konge på Urne Ting," fortæller Saxo. "Da Erik spurgte det, lod han sine skibe trække over isen - vandet var nemlig tilfrosset - ud i rum sø og sejlede hemmeligt til Jylland. Ved nattetid overrumplede han i Skibetorp Harald og dem af hans sønner, der endnu var i live, og lod ham ved daggry slæbe ud af hans sovekammer og dræbe uden hensyn til, at det var hans broder."
Roskilde Krøniken, som blev skrevet omkring 1140, altså ganske få år efter begivenhederne, rapporterer flere detaljer om Eriks uhyrlige mord på sin broder og de fleste af resten af dennes sønner: "Efter at have tilendebragt alt dette, drog Erik til Skåne og tilbragte julen der. Harald opholdt sig imidlertid i Jylland og støttedes af såre mange Jyder. Da Erik hørte dette, kom han pludselig over til Sælland, og under stærk frost satte han i stor hast herfra over til Jylland på et skib; den følgende nat fangede han sin intet anende broder tillige med hans børn og hustru i en by ved navn Skiping; Erik lod ham dræbe af bødlerne, og hans hoved begravedes af sognemændene der fra byen i den yderste afkrog af kirkegården. Erik gjorde sig meget til af sin broders død; hans sønner lod han bringe til Skåne og holdt dem der i lænker lige til august måned".
Da lagde han onde råd op med Skåningerne og sendte dem til en ø, som kaldes Suer, hvor han lod dem alle dræbe, og ligene kaste i en og samme grav. Deres navne er disse: Sivard, Erik, Sven, Nils, Harald, Benedict, Mistivint og Knud.
Men en af sønnerne undslap: "Men Olaf havde, da hans fader og brødre fangedes, blandet sig mellem tiggerne og pilegrimmene, og således lykkedes det ham, iført nogle af deres klæder, at slippe bort og nå over til Sveriges konge Sverker, hvem han bønfaldt om hjælp."
Svend Aggesen, som også skrev ganske få år efter begivenhederne, skrev medfølende om ofrene: " - og ikke nok hermed, men også hans elleve brødre, hvoraf nogle vare voksne, Nogle endnu kun små, dem lod han allesammen myrde. Så dårligt slægtede han sin Fader på!"
Grunden til at Erik ikke slog børnene ihjel på stedet var vel, at selv på den tid må en sådan massakre have været hård kost for Danskerne. Han ønskede at lade dem forsvinde i ubemærkethed. Derfor skulle det foregå på øen Suer uden vidner, hvem ved - sikkert om natten.
Allerede på den tid udnyttede Venderne den danske borgerkrig til at hærge og plyndre overalt langs kysterne og på små øer og bortføre tusinder af danskere som trælle.
I det følgende år, 1136, drog Erik med leding hæren mod Venden. Men hans angreb på Arkona kunne slet ikke måle sig med Vendernes angreb på Danmark i styrke og grusomhed. Knytlinge Saga skriver: "Det var et år efter Kong Nikolaus's fald, at Harald Kesia blev dræbt, men året derefter drog Kong Erik med sin hær til Vindland, og hærgede der vidt og bredt, og anrettede store ødelæggelser. Han erobrede staden Arkun, som var beboet af hedninger. Kong Erik forlod ikke staden, førend alle de af hedninger, som ikke vare dræbte, havde antaget Kristendommen, og kongen lod hele folket i staden kristne." - "Men så snart kongen var borte derfra, afkastede de igen Kristendommen, og vedligeholdt siden ofringer og hedenske skikke."
Kong Erik gjord også et togt mod Norge. Knytlinge Saga siger at han "drog da siden efter Magnus Blindes tilskyndelse med den danske hær til Norge, og havde meget betydeligt mandskab." - "Kongen brændte byen Oslo og ligeså Halvards Kirke;" - "De Danske flyede straks til skibene, og lagde bort, og droge siden tilbage til Danmark, og det er et almindeligt ord, at ikke har der været gjort noget slettere tog med så stor en hær til en anden konges rige."
Efter kun tre år som konge blev Erik Emune dræbt af en mand kaldet Sorte Ploug, medens han dømte på et ting i Sønderjylland. Datoen er ganske godt bevidnet i gavebøgerne fra Lund - lørdag 18. september 1137 - men der hersker uenighed om stedet.
Sven Aggesen anfører at drabet fandt sted på Urnehoved Landsting: "thi der var en, der hed Ploug, almindelig kaldet Sorte-Ploug, som fældede Kongen med sin lanse på Urnehoved Ting, hvor han stod i sine krigsfolks skare." Svend Aggesen var knyttet til Erik Emune gennem sin fader og sin bedstefader. Han er nok den bedste kilde.
Mordet på kongen var ikke en impulsiv handling. Ploug forberedte sig grundigt.
Knytlinge Saga fortæller: "Men da Kong Erik var sønder i Jylland, holdt han ting med bønderne, og da Plov fik dette at vide, gik han til en præst, og bad ham berede sig. "Hvi ønsker du det?" spurgte præsten, "jeg synes ikke, at du er syg." Da sagde Plov: "Gør som jeg siger, ellers dræber jeg dig!". "Hvorfor beder du herom?" spurgte præsten videre. Plov sagde, at han ikke vilde underrette ham derom, og at det ikke vedkom ham. Derpå gav Præsten ham den Hellige Nadver. Da tog han en fingerring af sin hånd, og gav præsten, og bad ham om tilgivelse for at han havde truet ham."
Et andet vidnesbyrd om hans grundige forberedelser var at hans spydspids var beskyttet af en skede. Sagaen siger: "Derefter gik Plov hen på tinget; han havde i hånden et stort spyd, på hvis blad der sad en træskede, han vendte spidsen nedad. Han bad om tilladelse til at gå til Kongen, og sagde at han havde Ærinde til ham. Han havde ikke andre våben end spyddet, og da han kom did, trådte han skeden af spydbladet, og derpå stak han spyddet igennem Kongen, og gav ham banesår. Plov stak så hårdt til, at Kongen faldt fremad, idet stikket gik igennem ham." Hans spydspids har sandsynligvis været sleben så skarpt som et barberblad, og derfor var det nødvandigt at beskytte det med en træskede.
Erik Lam forsvarer Erik Emunes lig. Da Sorte Ploug dræbte Erik Emune var Erik Lam den eneste af Eriks mænd som ikke flygtede. Tegning Louis Moe.
Alting skete meget hurtigt, der udbrød forvirring og panik: "Der blev da en stor trængsel, og folk lagde ikke nøje mærke til, hvo der var gerningsmanden, thi det skete i en håndevending," fortsætter sagaen.
Saxo fortæller, at efter drabet råbte Ploug udover forsamlingen "at han havde dræbt Kongen, og opfordrede almuen til at dræbe hans krigsfolk." Det viser at Erik var almindelig forhadt - sikkert specielt i Jylland - og det godt kunne forventes at almuen ville følge Plougs tapre eksempel.
Dernæst blev Erik Emunes kampfælle, Erik Lam, i 1137 valgt til konge. Roskilde Krøniken siger: "Da Erik nu var død således og jordet i Ribe, kom landets stormænd sammen og valgte Erik den tredie til konge, en søstersøn af den nævnte Erik."
Erik Lam havde været Erik Emunes betroede mand, som havde fulgt ham i tykt og tyndt gennem hele borgerkrigen. Nogle anfører endda at han anførte den rytterhær, som gjorde udslaget ved Fodevig. I sin regeringstid fastholdt han loyalt alle Erik Emunes beslutninger, og han afsluttede sin regeringstid med at anbefale Erik Emunes søn, Svend, til at blive den nye konge.
Sven Aggesen skriver at kong Erik havde en "honningmild blidhed i sit væsen", hvilket gav ham tilnavnet "Lam".
Roskildekrøniken skriver om ham, at han var "mere jævn end det sømmede sig for den kongelige værdighed".
Saxo har kun foragt for hans togter mod Venden: "Men han lagde ikke den samme tapperhed for dagen i krig uden for Riget, som han havde vist i de krige, han førte inden for dets enemærker. De togter, han gjorde imod Venderne, vakte nemlig mere deres latter, end de indjog dem skræk, thi alt, hvad han tog sig for, var så løst og sløvt, at man ikke skulle tro, at det var en mand, der rådede for det."
Det store problem i Erik Lams regeringstid var Harald Kesjas eneste overlevende søn, Olaf, som fra sit tilholdssted i Skåne krævede: "Sin arvelod sit fædrene gods, som hans farbroder under borgerkrigen havde inddraget."
Saxo fortsætter: "Erik henviste i anledning af dette krav til den gamle lov, at den, der forbryder sig imod riget, til straf skal have sit gods forbrudt. Hans Fader havde nemlig fejdet på Danmark med fremmede krigsfolk og var derfor hjemfalden til den straf, som loven fastsatte."
Her gjorde kong Erik sig skyldig i tykt hykleri. Han havde formentligt selv anført den hær af tyske ryttere, som gjorde udslaget ved Fodevig.
"Olaf greb med stor iver den lejlighed, der herved tilbød sig, til at rejse oprør." - "og nøjedes nu ikke længer med at kræve sin fædrene arv, men gjorde krav på hele Riget."
Men Olaf havde skåningernes støtte og sympati. og de valgte ham som konge på Arnedal ting.
Men efter nogle lette sejre blev Olaf uforsigtig og overmodig: "Derpå lod han, som om han i det sidste slag fuldstændig havde knust sin medbejler og berøvet ham al magt, sine våben ligge i Lund og færdedes uden frygt rundt omkring fuldstændig ubevæbnet."
Biskop Rike og hans skrivere barikaderer sig i landsbyen Ramløse i Nordsjælland. Tegning Louis Moe.
Derpå gjorde han sig skyldig i en alvorlig fejl. Han "bemægtigede sig ikke blot Kongens, men også ærkesædets gods, og ihukommende, at det nu var anden gang, Eskild havde trodset ham, gjorde han for at tilføje Eskild tort en mand, der også hed Eskild, til Ærkebiskop i hans sted."
Olaf førte krigen over til Sjælland, hvor Eriks styrker blev anført af en biskop ved navn Rike. Oluf fik nys om at biskoppen opholdt sig i landsbyen Ramløse, omringede hans hovedkvarter og dræbte ham.
Datidens biskopper var meget militært aktive, og man kan synes at det var helt fair at Olaf slog en af dem ihjel, det kan jo ske i krig.
Men sådan spillede klaveret ikke: "Da Paven fik det at vide, lyste han på det strengeste Olaf i band og gav alle biskopper i hele Europa magt og myndighed til ligeledes at lyse ham i band."
Vi husker at Erik Emune og Erik Lam dræbte fem biskopper i slaget ved Fodevig, og det fik ingen konsekvenser for dem hos paven. Men Olaf havde gjort noget meget værre, nemlig at "han uden hensyn til kirken bemægtigede sig ikke blot kongens, men også ærkesædets gods." Dermed var han kommet på kant med den mægtige katolske kirke og derfor mistede han støtter og tilhængere, og det bragte ham nærmere nederlaget.
Necrologium Lundense indeholder meddelelsen om at Harald Kesjas søn, Olaf, døde under en opstand i Eriks tredje regeringsår.
Som nævnt har Saxo kun hån til overs for Eriks Lams famlende indsats mod Venderne: "Han fulgte den ringeste uslings råd, når det gjaldt om at opløse hæren, og tit sendte han flåden hjem, fordi trosknægtene råbte på, at de ville hjem. Som følge af denne hans fejghed blev barbarerne så overmodige, at de ikke blot foragtede ham, når han færdedes uden for Riget, men endogså gjorde indfald i Riget, når han holdt sig hjemme."
Erik Lam er den eneste danske konge, som frivilligt abdicerede, bortset fra dronning Margrete i nyere tid.
Saxo beskriver, hvad der skete: "Da der var gået nogle år, mærkede han på Sjælland, at han havde fået feber, og han begav sig da over til Fyn, hvorfra han stammede, for at opgive ånden der, hvor han havde set dagens lys. Da han mistvivlede om, at han kunne komme sig af sin sot, ville han sørge for sin sjæl, siden han ikke kunde gøre noget for sit legeme, og ombyttede kongekåben med en munkekutte, thi man holder for, og det lærer også de, der er kyndige i den hellige skrift, at der ikke gives nogen kraftigere måde at sone sine synder på end at blive munk. Derpå sammenkaldte han sine krigsfolk og frasagde sig højtidelig tronen."
10. Svend, Knud og Valdemar
Problemet ved Erik Lams død i 1146 var at der var hele tre kongelige prinser, som var kandidater til at blive valgt som konge. De var Svend, søn af Erik Emune, Knud, søn af Magnus den Stærke og Valdemar, søn af Knud Lavard, hvilken sidste dog var ganske ung på dette tidspunkt.
Drabet på Knud Lavard tilbage i 1131 i Haraldsted Skov startede en borgerkrig, som reelt kom til at vare i 26 år. Ved Erik Lams død i 1146 blussede det ulmende fjendskab op, og kampene kom stort set til at vare i 11 år mere indtil slaget på Grathe Hede i 1157, hvor Erik Emunes søn, Svend, faldt, og Valdemar herefter blev enekonge i Danmark. Efter sin død fik Svend tilnavnet Grathe efter det sted, hvor han faldt.
Saxo fortæller at Svend blev valgt på Sjælland og i Skåne, men ikke uden protester. En mand ved navn Olaf Stam indvendte at det var forkert at vælge en særskilt konge kun for Sjælland, han mente at man skulle følge den tidligere procedure, som var at stormænd fra hele riget samledes et centralt sted og udpegede en fælles kandidat: "Da Erik var død, kunne folk ikke blive enige om, hvem de skulle vælge til konge, thi Knud Magnussøn søgte ivrigt valg i Jylland og Svend Erikssøn på Sjælland, og hin var yndet for sin bedstefaders, denne for sin faders fortjenester.
Medens Svend nu bejlede til Sjællændernes stemmer og de fleste af dem også var villige til at stemme på ham, var der en mand ved Navn Olaf med tilnavnet Stam, som ivrig holdt på, hvad der fra gammel tid af var skik, og lyste forbandelse over hver den, der gav Svend kongenavn, og over ham selv med, i fald han tog imod det, thi han kunne ikke gå ind på, sagde han, at man i den sag foregreb hele rigets myndighed, eller at man tildelte en mand kongelig værdighed, uden at hele Rigets almue højtidelig havde givet sit minde dertil."
Uforsonligheden i borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar var en naturlig følge af Erik Emunes mange ugerninger og i særdeleshed hans brutale drab på sin broder, Harald Kesja, og 11 af hans 12 sønner. Specielt Jyderne huskede at de netop højtideligt havde kåret Harald Kesja som deres konge, og så kom Erik Emune uventet en kold vinternat og dræbte ham og hans mange sønner med den største brutalitet.
Venderne røvede og plyndrede konstant langs de danske kyster, og Helmolds Slavekrønike har kun hån tilovers for det danske kaos: "I disse tre havde Danerne friske kongsemner, på det de bestandig kunne holdes i øvelse, så de ikke skulle komme ud af vanen med at slås og derved, omsider vanslægte. Thi det er kun i borgerkrige, de viser styrke."
Portræt af Svend Grathe på en mønt. Han er glatbarberet og har krøllet hår. Han kalder sig "Rex Sveno", som han også kaldes et sted hos Helmold. Foto Bruun Rasmussen.
Den østlige del af Danmark, som i nogen grad havde støttet Erik Emune, foretrak hans søn, Svend, som eftertiden har givet tilnavnet Grathe, medens Jylland, som havde støttet kong Niels og hans søn Magnus foretrak Magnus' søn Knud.
Svend Grathe, havde alle en god konges egenskaber. Han var en dygtig militær leder, han lyttede til sine rådgivere og følte sympati med almindelige mennesker. I modsætning til sine rivaler, Knud og Valdemar, kæmpede han konstant mod landets ydre fjender, som var Venderne. Men hans tragedie var at han havde den forkerte fader. Danmarks stormænd ville ikke i længden acceptere en søn af en brodermorder, uanset Svends gode vilje og mange talenter.
Knud havde den rigtige fader, nemlig den højt elskede Magnus den Stærke, som faldt ved Fodevig. Men han havde en forsigtig og ængstelig personlighed, hvilket gjorde ham uegnet som leder.
Valdemar var blot 15 år gammel i 1146 og tog først del i krigen på Svends side omkring 1150 i en alder af 18-19 år. Saxo siger: "Nogen tid efter sluttede Hellig Knuds Søn Valdemar, som først nu havde nået våbenfør alder, sig til Svend for at lære krigskunsten under ham; han skøttede nemlig ikke om at have med Knud at gøre, fordi hans fader havde handlet så ilde imod Knud Hertug."
Svend tøvede ikke med at gøre Valdemar til Hertug af Slesvig, som hans fader havde været. Ganske vist var der allerede en hertug i Slesvig, som Knud havde udnævnt. Det var Knud Henriksøn, en søn af Henrik Skadelår. Som man kan regne ud opstod der en strid mellem de to hertuger, i hvilken Valdemar efterhånden fik overtaget, sikkert takket være slesvigernes kærlighed til hans fader. Derved fik Svend fodfæste i det sydlige Jylland.
Men Knud allierede sig med Grev Adolf af Holsten og bragte derved Svends og Valdemars nye besiddelse af Slesvig i fare, idet den nu var truet fra både nord og syd.
Helmold siger: "De to konger kæmpede hver for sig for at knytte vor greve til sig og sendte udsendinge med gaver. Greven syntes bedst om Knud og kaldte ham til en samtale og blev hans vasal. Da det var sket, blev Svend vred, og med en væbnet skare drog han ind i Wagriernes land og stak Oldenborg i brand."
Svend var i færd med at sætte over Ejderen for at angribe Grev Adolf i hans hjemland, men blev angrebet under overgangen og Holstenerne tog mange af hans mænd til fange. Først i 1150 lykkedes det ham at fremskaffe tilstrækkelige midler til at løskøbe sine mænd.
I 1151 rykkede Svend op gennem Jylland, og forunderligt nok lykkedes det ham at få Viborgs borgere over på sin side. Saxo siger: "han fik de Viborg borgere til at gribe til våben for sig ved at love dem frihed for alle kongelige skatter."
Knud rykkede frem mod Viborg med en stor hær, som han havde samlet i det øvrige Jylland, og de mødtes i "Det Første slag om Viborg" et sted ret nær Viborg. Da Knuds folk senere flygtede ind i byen, må vi tro at det var ganske nær Viborg, sikkert indenfor den moderne bys område.
Mønt med portræt af Knud Magnussen, Der står Cnudt Rex. Måske har han - som sin fader - været en fysisk stor mand. Foto Wikipedia Commons.
Den gamle kriger, Saxo, er meget optaget af den militære taktik. Han mener at Knud havde den største hær, og ville have vundet, hvis han havde udnyttet kavaleriet på den rigtige måde: "Han ville uden tvivl være gået af med sejren, hvis han ikke havde fulgt sine venners råd og ladet sine ryttere stå af hestene for at kæmpe til fods. Hans stormænd mente nemlig i betragtning af, at det i de tidligere slag altid var gået dem uheldigt med rytteriet, at man burde berøve de fejge lejligheden til at flygte og ved at tage hestene fra dem tvinge dem til at slås."
Svend havde ikke lavet meget andet i sit voksne liv end at føre krig, og han kunne straks se at der havde han mulighed for at sejre: "Svend havde aldrig før næret større mistillid til sin lykke, men da han så, at hans fjender af egen drift skilte sig ved det, de skulle have nytte af i slaget, forvandledes hans modløshed til det frejdigste håb. Han vidste nemlig godt, at når de intet rytteri havde, ville de kun komme langsomt af sted."
Svends ryttere omringede Knuds hær og udmattede dem ved bestandige små angreb: Saxo siger: "Tirrede af alle disse anfald fra forskellige hold og medtagne af jævnlig at måtte forsvare sig imod alle disse flankeangreb, blev de omsider så matte og mødige, at de imod al krigsskik satte sig ned for at hvile sig midt i kampens hede."
Til sidst gik Knuds hær fuldstændig i opløsning og Svend tog en stor mængde fanger. Det var ved den lejlighed at han lod alle fanger undtagen to løskøbe sig eller blot slap dem fri mod at de svor at ville være ham tro.
Efter nederlaget rejste Knud til Sverige, hvor hans moder havde giftet sig igen, og derefter opholdt han sig i lang tid i udlandet.
Svend befæstede Viborg med volde.
Medens Knud rejste rundt i udlandet for at skaffe støtte til at fortsætte borgerkrigen, kæmpede Svend mod Venderne. Saxo siger: "Det stod nu i alle måder ilde til i Danmark, thi inden for Rigets grænser rasede borgerkrigen, og uden for dem gjorde sørøverne al mulig fortræd. For at kue dem fejdede Svend gentagne gange på hele Venden, men uden synderligt held."
Viborgs befæstning under Svend Grathe. Omtrentligt forløb af Viborgs befæstning i tidlig middelalder inspireret af Sven Kåe og Hans Krongård Kristensen. Foto eget arbejde med Google Maps.
Nogle år senere dukkede Knud op i Jylland i spidsen for en tysk lejehær, som var stillet til hans rådighed af ærkebiskop Hartvig i Hamborg. Knuds gamle krigere strømmede til ham, idet de ignorerede det løfte, som de havde aflagt ved deres tidligere frigivelse af fangenskab, nemlig at de ikke ville kæmpe mod Svend.
Da Svend fik efterretning om at Knud var vendt tilbage, besluttede han at forskanse sig i Viborg. Saxo fortæller: "Og han begav sig til Viborg, som han nylig havde ladet befæste, og besluttede at udholde en belejring der. For at bestride omkostningerne hærgede han der deres ejendomme, der var gået over til Knud, og anvendte det bytte, han gjorde, til underhold for sine krigsfolk."
Dermed var scenen sat for "Det Andet Slag om Viborg".
Imidlertid, belært af sine dårlige erfaringer fra sidst han var der, slog Knud lejr med sin hær i nogen afstand fra Viborg uden direkte at belejre byen. Tilsyneladende var det en slags økonomisk krigsførelse - som Reagan senere skulle anvende mod Sovjetunionen - idet Knud spekulerede i at Svend i længden ikke havde penge nok til i betale for den hær, som var nødvendig for forsvaret af byen: "Han slog derfor lejr langt fra den for at afvente, at hans medbejler, når det trak i langdrag, skulle blive udsultet og så enten skammelig tage flugten eller ubetænksomt indlade sig i slag." Tilsyneladende havde Knud adgang til mere rigelige økonomiske midler end Svend.
Inden længe kunne Svend ganske rigtigt se bunden i sin pengekiste, og han indså at han måtte tage initiativet: "Da Svend nu havde opbrugt alle sine midler, eftersom der gik meget med til at underholde krigsfolkene i byen, og ikke så nogen udvej til at trække krigen længere ud, mente han, at han måtte vove noget, selv om der var fare derved, og begav sig om natten hemmelig den lange vej til fjendens lejr og kom over den om morgenen, da folk, som ingenting anede, var til messe."
Saxo beskriver at Knuds folk tog flugten: "De var nemlig angste og bange som følge af de tidligere nederlag, de havde lidt; dem kunne de ikke glemme, og de var stadig forsagte og modløse. I den grad havde den modgang, de havde lidt, betaget dem modet, at næsten al deres tapperhed var som blæst bort, så de ikke kunne holde stand imod fjenden, men, sløvede, som de var, af den overvættes ængstelse, de var betagne af, stadig var lette at jage på flugt."
Også Knuds tyske lejetropper måtte nødtvungent trække sig tilbage: "Tyskerne derimod, som var mere vante til at føre Krig og forstod at tumle deres heste, tirrede jævnlig sejrherrerne ved at gøre omkring og sætte ind på dem og trak sig så sindigt tilbage, at deres flugt foregik i god orden. Den tapreste af dem, Folrad, faldt i det slag."
De fleste Tyskere og mange af Knuds mænd blev imidlertid dræbt: "De andre, som var flygtede ved dagens lys, kom ilde derfra, thi de holdt sig natten over i en by, hvor de blev grebne af deres forfølgere og dræbte i husene. Sejrherrerne havde nemlig truffet aftale om, at de ikke ville skåne nogen af de overvundne, dels fordi de hadede tyskerne, og dels fordi de, som de i det sidste slag havde taget til fange og givet lov til at løskøbe sig, atter havde øvet fjendtligheder imod dem."
Knud flygtede til Saksen.
I mellemtiden var Svend ikke passiv i kampen mod Venderne: "På adskillige steder ved kysten, der af naturen var vel befæstede, opførte han skanser til beskyttelse for bønderne." Han byggede fæstninger på begge sider af Storebælt, sikkert ved Nyborg og Korsør.
Langelands Museum har foretaget udgravninger på borgbanken Guldborg og i tilflugtsborgen Borrebjerg. På Guldborg fandt man vidnesbyrd om en dramatisk nedslagtning af mindst 25 mænd, kvinder og børn. Det kunne påvises, at de fleste dræbte var efterladt, hvor de faldt i meget lang tid, måske mere end et år. Ved en senere oprydning var knoglerne uhøjtideligt bleven skovlet sammen. Sammen med resterne af de faldnes ejendele og andet affald var de spredte knogler blevet brugt som fyld i en let nedsænket adgangsvej gennem den nedbrændte port og ved de nedbrændte palisader. På Borrebjerg gjorde man lignende fund. Den yngste mønt, som er funden, er slået under Erik Emune. Massakren på Guldborg kan derfor tidligst have fundet sted sidst i 1130'erne, men skal nok snarere sættes til 1140 - 1150.
Fundene bliver i almindelighed fortolket således: Langelands kristne danske beboere har søgt sammen i tilflugtsborgen på Guldborg angrebet af en stor skare vendiske sørøvere. Sørøverne nedslagter forsvarerne. Da Langeland derpå var fuldstændig folketom, får ligene lov til at ligge i mange måneder måske et år, før der igen kommer mennesker på stedet, som bruger de spredte knogler til opfyldning i nogle huller sammen med andet affald.
Det er helt klart en meget utilfredsstillende forklaring. Middelalderens danskere var dybt troende kristne, og det var utænkeligt, at de ikke ville begrave deres dræbte landsmænd i indviet jord. Man kan opstille en anden forklaring, som passer bedre med fundene: Efter flere års sørøverangreb lå Langeland mere eller mindre folketom hen. Nogle vendiske familier søgte et nyt hjem på den næsten folketomme ø. Nogle kristne danske mænd, sandsynligvis Svend og hans mænd, besluttede, at det var for meget. Først kom Venderne som sørøvere og dræbte og fordrev de kristne danske beboere, og derefter kom de som hedenske vendiske nybyggere og tog landet i besiddelse. De besluttede sig til at foranstalte en "endlösung" og omringede borgene Guldborg og Borrebjerg og slog alle vendere ned for fode. De bekymrede sig ikke om plyndring. Ligene fik lov til at ligge, hvor de faldt. Foto eget arbejde.
Fyn har altid været en frugtbar og rig ø, og det har utvivlsomt tiltrukket de vendiske pirater som en magnet. Svend og hans mænd gjorde en stor indsats for at forsvare Fyn. Saxo siger: "Han holdt slag med dem på Fyn, hvor danskerne kæmpede med stor tapperhed og fældede så mange af dem, at de fleste af hans krigsfolk fik huden slidt af hænderne, så fingrene sad i det blodige kød, sådan havde sværdfæsterne gnavet dem." Vi skal senere se at Svend fik fynboernes støtte og loyalitet for sin indsats.
På Lolland og Falster er der mange landsbynavne af vendisk oprindelse, som vidner om at den oprindelige danske befolkning blev fortrængt, udslettet og erstattet af vendiske nybyggere. Men på Fyn er ikke et eneste landsbynavn af vendisk oprindelse, selvom Saxo skriver "På Fyn var der også kun få indbyggere tilbage", hvilket viser at det ikke lykkedes venderne at skabe varige bebyggelser på denne ø og nærliggende øer. Det kan fynboerne sikkert takke Svend Grathe for.
Men Knud havde ikke givet op. Saxo siger: "Imidlertid var Knud med de få folk, der havde fulgt ham i landflygtighed, draget til Lille-Frisland", som også kaldes Ditmarsken, der hørte under Danmark.
Ganske som Svend havde lovet Viborgs borgere skattefrihed, hvis de gik over til ham, således lovede Knud ditmarskerne skattelettelser, hvis de ville støtte ham. Saxo siger: "Da Knud nu bad folkene der om hjælp, var de alle meget villige til at yde ham den, thi han lovede dem lettelse i henseende til den skat og skyld, de hidtil havde måttet udrede, og opsatte på at opnå det lod Friserne sig af en ringe fordel lokke til at tage en stor byrde på sig." - "Først byggede de en fæstning ved Mildefloden, for at han kunne have sit tilhold der."
Da efterretningen om at Knud var vendt tilbage nåede Svend, samlede han det jyske rytteri og det østlige Danmarks flåde. Efter oldgammel sædvane lod Svend nogle skibe slæbe over land fra Slesvig til Ejderen. "Derfra drog han med sin hær imod den nylig anlagte by, som lå godt beskyttet af moser og en flod, som kaldtes Mildne".
Svends rådgiver Peder Thorstensøn anbefalede ham at trække alle krigere tilbage til lejren og lade dem forberede sig til at modstå et angreb, men indtil videre holde sig tilbage og intet foretage sig.
Lille Friesland eller Ditmarsken ligger ligger syd for Ejderens udløb i Vesterhavet langs med kysten ned til Elben. På tidspunkter for denne del af historien hørte området under den danske konge. Foto Wikipedia.
Saxo fortæller: "Friserne, som ikke vidste dette, satte i al hast over floden med hele deres stridsmagt i den tro, at kongen inde i lejren ikke var forberedt på at tage imod dem, og hele deres hær angreb så med større dristighed end klogskab fjenden opsat på at overrumple ham."
Men Friserne mødte uventet modstand og modangreb. Nogle flygtede ud i sumpene forfulgt af ryttere, som udnyttede de overgange, som Svends mænd havde forberedt med de indsamlede ris, og mange flygtende blev dræbt.
Til sidst overgav folkene i byen sig og blev Svends fanger, men han løslod dem alle heriblandt hans faders drabsmand, Sorte Ploug. Saxo skriver: "Byfolkene, der var helt medtagne af de mange sår og af træthed, eftersom de aldrig kunne få stunder til at hvile sig og pleje deres sår, og som ingen undsætning fik, opgav nu håbet og overgav sig til kongen. Han viste sig langt mere ordholdende og mild imod dem, end de havde troet, han ville være, ja selv Ploug, der havde dræbt hans fader Erik, viste han sær nåde, thi han straffede ikke sin faders banemand."
Imidlertid, Knud var allerede flygtet tilbage til Tyskland og kejseren.
Knud drog til "Tyskland og bad Frederik, som nylig var bleven romersk Kejser, om hjælp, idet han lovede, at han ville tage Danmark som len under ham," fortæller Saxo, "Kejseren, som både af naturen var en overmåde snedig mand og derhos i højeste grad begærlig efter at udvide sit herredømme, blev opsat på at underlægge sig et så stort fremmed rige og indbød under skin af venskab Svend til en samtale."
I sin ungdom havde Svend tjent i kejser Konrads livgarde sammen med Frederik, som senere blev kejser med tilnavnet Barbarossa. Saxo fortæller: "Under skin af venskab indbød han Svend til en samtale, idet han mindede ham om, at de var gamle venner og våbenfæller." Svend blev indbudt til forhandlinger i byen Merseburg.
Kejserens plan var at bruge borgerkrigen til at underlægge sig Danmark. Saxo siger: "Til sidst blev der stillet ham det vilkår, at han skulle give sig ind under Kejseren som hans lensmand, og Knud skulle så igen have Sjælland til len under ham imod at give afkald på sit krav på kongelig magt og myndighed. Ville Svend ikke gå ind på det, ville Kejseren støtte Knud og sende en fuldt rustet hær ind i Danmark sammen med ham."
Saxo fortsætter: "Svend, som indså, at han under så vanskelige omstændigheder enten måtte udsætte sig for fare eller give efter, lod, som han gik ind derpå, men gjorde for ikke helt at afskære sig fra lejlighed til at bryde overenskomsten, når han kom hjem, et forbehold med hensyn til de mange godser, han havde arvet efter sin fader på Sjælland."
Saxo fortsætter: "Da Svend, som havde Knud med i sit følge, var kommen hjem til Danmark, sendte han straks Kejseren et brev, hvori han rent ud beskyldte ham for at have sveget ham, nægtede ham al lydighed og erklærede, at han ikke agtede at holde den overenskomst, han havde sluttet med ham, eftersom han med svig var bleven tvungen til at tage imod vilkår, som ingen dansk konge endnu var gået ind på."
Svend og Valdemar fandt nu sammen og blev nu enige om at tilbyde Knud - ikke Sjælland som len - men i stedet et tilsvarende stort område "fordelt i tre landsdele, noget i Jylland, noget på Sjælland og noget i Skåne, idet han gik ud fra, at det ville svække hans magt, at hans len således blev splittet." Valdemar garanterede forliget og Knud accepterede.
Den Svenske almue flygter for Svends Grathes hær. Tegning Louis Moe.
Endelig blev Svend da anerkendt som den eneste konge af Danmark og kunne nyde sin værdighed i fred, i det mindste i fred for rivaler. Venderne hærgede nemlig stadig de Danske øer og kyster.
Men Svends mislykkede angreb på Sverige var efter al sandsynlighed medvirkende til at ødelægge hans renomme blandt de danske stormænd.
Årsagen, eller påskuddet, var at den svenske prins Hans havde bortført statholderens i Halland, Karls, hustru og søster. Saxo fortæller "Betagen af deres dejlighed røvede han dem og bortførte dem til Sverige for at tilfredsstille sin lyst. Han skal have handlet så skammeligt imod dem, at han tvang dem til at have samleje med ham skiftevis hver anden nat, og krænkede således disse kyske kvinder ved at øve den hæsligste uterlighed imod dem uden hensyn til, at den ene af dem var en gift kone og den anden en ærbar enke."
Skurken, Prins Hans, blev hurtigt dræbt af svenske tingbønder, den svenske kong Sverker tryglede om fred, og en pavelig udsending prøvede forgæves at få Svend fra sit fortsæt om at føre krig mod Sverige. Men intet hjalp.
Han udsatte felttoget, da han ønskede at føre krig om vinteren for at undgå: "besværlige bugtede omveje" og "skyde genvej over de islagte sumpe".
Men der var langt fra Skåne til det egentlige Sverige omkring Mälern gennem Småland og Götalandene i sne og isnende kulde.
Danskerne mødte kun spredt og halvhjertet modstand, men de kunne ikke udholde kulden. De "led også ved dette barske vejrlig, kunne ikke ligge i lejr om natten og ikke holde vagt; nogle af dem tændte bål, andre søgte under tag, mere bange for den kolde luft end for sværd og spyd, og tænkte mere på at værge sig imod kulden end imod fjenderne." Hestene døde af kulde, vanskelige veje og mangel på foder. Mange af hans mænd listede sig væk og begav sig hjemad. Felttoget brød fuldstændig sammen.
Det var på den tid at Valdemar skiftede side.
På grund af Svends politiske svækkelse spirede nyt håb i Knuds lejr. Saxo siger: "Knuds rådgivere mente også, at han burde se at få Valdemar til at skille sig fra Svend, førend han yppede krig med denne, og at han burde søge at vinde Valdemars venskab ved at give sig i svogerskab med ham. For at opnå det holdt de, hver gang de talte med Valdemar, med vilje lovtaler over Knuds halvsøster Sofia for hendes overvættes store dejlighed."
Magnus den Stærke ægtede den polske prinsesse Richitza og sammen fik de Knud. Magnus faldt ved Fodevig, og Richitza giftede sig derefter med fyrst Volodar (eller Vladimir) af Minsk, i hvilket ægteskab hun fik Sofie. Derfor var Sofie Knuds halvsøster.
Sofie og Valdemar fik senere otte børn sammen, så vi må tro at der var tale om kærlighed.
Men i førte omgang underspillede Valdemar sin interesse. Saxo fortæller: "Valdemar sagde, at jomfruens fattigdom var en hindring for, at han kunne ægte hende, thi hendes fader var en russer, så der var slet ingen godser, hun skulle arve i Danmark."
Men da Knud lovede at give hende en tredjedel af sin fædrenearv i medgift, lod Valdemar sig overtale, og han forlovede sig med hende og "overdrog en gift kvinde ved navn Bodil at tage sig af hendes opdragelse, indtil hun blev mandvoksen."
Det må have været en fantastisk nyhed i Danmark. Den fatale borgerkrig blev oprindeligt udløst ved at Knuds fader, Magnus den Stærke, dræbte Valdemars fader, Knud Lavard. Med forskellig intensitet havde krigen raset omkring 25 år og kostet tusindvis af liv. En romantiske forbindelse mellem de to slægter i borgerkrigen måtte virkelig have givet håb om forsoning og fred.
Mindesten for Svend Grathe i Karlslunde mellem København og Køge. Teksten lyder: "Svend Grathe og Radulf slog Venderne ved Karlslunde 1155". Foto Morten Dahlin i Facebook.
Det var Svends fader, Erik Emune, der svang sig op til konge ved at påtage sig den dræbte Knud Lavards og den da ufødte Valdemars sag, en sag, som hans søn Svend så at sige havde arvet. Svend måtte have følt at tæppet blev trukket væk under ham.
Det var Valdemar og Knud, som genoplivede borgerkrigen ved at lade sig kåre som konger på Viborg Ting i 1154, hvilket var en klar krigserklæring mod den etablerede konge, nemlig Svend.
Kongerne mødtes til forhandling i "Sundby, en landsby, der ligger ved havet, og her forhandlede de hele dagen. Omsider kom de til enighed, og ved sengetid vendte kongen tilbage til Roskilde."
Men det var stadig Svend, som forsvarede Danmark. Han var kongen, som fjenderne frygtede. Netop på denne dag i 1155 blev Sjælland angrebet af en usædvanlig stor vendisk flåde. Saxo siger: "Da de allerede tidligere havde hærget alle markerne, gik de alle de steder forbi, hvor der intet bytte var at få, og agtede at overrumple Roskilde." - "Nu havde de oven i købet af deres spejdere hørt, at alt var stille i byen, og at kongen var langt borte."
Men Svend var der, og det blev en fuldstændig massakre på venderne. Saxo fortæller: "Nogle få af dem nåede ned til strandbredden og svømmede ud til deres skibe, nogle, som alt for hidsige søgte frelse i flugten, rendte blinde af rædsel ud i vandet og druknede i massevis" - "Venderne, som over hals og hoved gav sig på flugt og var så ivrige efter at komme i sikkerhed for fjendernes sværd, at de i kvindagtig angst med deres heste satte ud over en klint og omkom, så de med lemlæstede legemer måtte lade livet imellem stenene."
Knud og Valdemar indledte fjendtlighederne. Saxo skriver: "Da Svend, efter at hans folk havde svoret ham troskab, var vendt tilbage til Sjælland, blev han snart angrebet af sine medbejlere med den jydske flåde."
Svend udbød også Eskil og den Skånske leding hær til at slutte sig til ham i Roskilde og besluttede at afvente fjendens angreb i denne by.
Imidlertid, på lignende måde som i det andet slag ved Viborg, havde han problemer med at forsyne den store hær, som han havde samlet i Roskilde. Saxo siger: "Da der blev knap tid på levnedsmidler, solgte han adskillige af de kongelige godser for at skaffe føde til sine folk."
I lighed med det andet slag ved Viborg havde fjenden ikke omringet Roskilde. De ventede blot i nærheden på at Svend skulle løbe tør for penge. Knytlinge Saga siger: "Da de lå i Lyngby i Valby Herred".
Derfor må man tro at Svend - på trods af hans gode vilje, alle hans talenter og mange sejre - ikke var støttet af flertallet af de danske stormænd. Ikke noget personligt - men de ville bare ikke have en søn af Erik Emune som konge.
Det var formentlig sådan at Svend ikke kunne tage offensiven, som han gjorde i Viborg, fordi fjenden var ham for numerisk overlegen, derfor forskansede han sig i Roskilde. Desuden, Knud og Valdemar måtte yderligere have haft helt overlegne økonomiske ressourcer, siden de kunne tillade sig at afvente med sådan en stor hær og derved udmatte Svend økonomisk. Det antyder at et overvældende flertal af danske stormænd kun havde accepteret Svend i mangel af bedre.
Rekonstruktion af Roskildes befæstning under Svend Grathe så godt som det er forfatteren muligt efter Roskilde Museums beskrivelse: "Volden gik hele vejen uden om den nuværende bymidte. Fra Røde Port, som lå, hvor Hestetorvet går over i Algade ud mod det, vi i dag kalder Røde Port, gik den mod syd op mod stationen (Sankt Peder Sogn) langs Hestetorvets østside. Lige øst for stationsbygningen drejede den mod vest og fulgte den nuværende Jernbanegade (tidligere Smedegade). På denne strækning dannede volden sydgrænse for Vor Frue og Skt. Nicolai Sogne, og ved Hersegades udløb har der ligget en sydport (senere mod Køge). Hvor Jernbanegade mod nordvest løber ud i Ringstedgade (her lå også en port), slog volden en bue mod nord og fulgte de to veje, som er opkaldt efter den: Borgediget (vestgrænse for Skt. Budolfi Sogn) og (efter Budolfi Port ved Stødens udløb) Byvolden (vestgrænse for Skt. Mortens Sogn). Hvor Skt. Claravej begynder i dag, drejede volden mod øst og dannede nordgrænse for Skt. Hans Sogn. Volden har løbet langs nuværende Birke Alle og Bellevuesti på grænsen mellem Provstevænget og Byparken, hvor den stadig kan ses i terrænet. Et sted på denne strækning, sikkert ved Tuttesti, har der været en mindre port mod nord, så man havde adgang til havnen. Den store port mod nord lå, hvor Skt. Olsgade går over i Frederiksborgvej. Herfra gik volden stik øst som nordgrænse for Skt. Olai Sogn tværs igennem den nuværende Folkepark (hvor der også er spor af den i terrænet), hvor den svingede mod syd op mod Røde Port ved Hestetorvet gennem nutidens Sortebrødrestræde." Dog blev forfatteren nødt til at ignorere oplysningen om: "Den store port mod nord lå, hvor Skt. Olsgade går over i Frederiksborgvej" idet det vil give volden et ulogisk forløb i forhold til de andre oplysninger. Foto eget arbejde på Google Maps inspireret af Roskilde Museum.
Svend gav op uden kamp. Saxo skriver: "Da allerede største delen af hæren nu var rømt, pønsede Kongen på flugt og begav sig i stor hast på vejen ad Falster til med resten af krigsfolkene, uden at selv hans rådgivere havde nogen anelse om, hvad hans mening var med at fjerne sig så langt fra byen." Da hans mænd fandt ud af at der var tale om flugt prøvede de at overtale ham til at kæmpe: "Det ville også være den største skam og skændsel at give sig på flugt, før end de havde kæmpet, og frivillig overlade sejren til en fjende, de kunne overvinde."
Men Svend ville bare ikke mere, de kunne ikke få ham til at opgive sit fortsæt.
Svends krigere besluttede at tage kampen op mod fjenden uden ham. De ventede længe, men der kom ingen fjender. Saxo siger: "Jyderne troede, at Svends tilbagetog var en krigslist, og holdt det derfor af frygt for baghold for rådeligst at rykke langsomt frem."
Til sidst foreslog Peder Thorstensøn at de skulle opløse hæren og gå hvert til sit: "Omsider opfordrede Peder dem til at opløse hæren og se at frelse sig hjem hver til sit, thi det var overmåde tåbeligt, sagde han, at holde slag, når man ingen høvding havde."
Saxo mener at Svend derefter opholdt sig tre år hos sin svigerfader, markgreve Conrad af Meissen, indtil denne døde.
Måske i 1156besluttede Svend at vende tilbage til Danmark: "Efter at Svend havde tilbragt tre år i landflygtighed hos sin svigerfader, døde denne, og han stillede da Sachsernes Hertug Henrik gidsler og lovede ham en stor sum penge, hvis han kunne hjælpe ham til Riget igen."
"Hertugen gik ind derpå for den tilbudte betaling, rykkede op til Danevirke med en stor hær, slap igennem ved at bestikke portvogteren og belejrede derpå Slesvig, som han brandskattede," fortsætter Saxo. "Der plyndrede Svend en udenlandsk flåde og tog en mængde russiske varer, som han gav krigsfolkene som sold, hvorved han ikke blot for fremtiden holdt de mange udlændinge borte, men også bevirkede, at den prægtige købing sank ned til en lille, uanselig landsby."
Sakserne plyndrede hæmningsløst op gennem Jylland og "og de, som tidligere havde lovet Svend hjælp, ville ingen bistand yde ham, da han kom med fremmede krigsfolk, for at de ikke skulle få ord for at have hjulpet en udenlandsk krigsmagt imod deres fædreland."
Imidlertid, Sakserne fik efterretning om at en meget stor hær var samlet imod dem og derfor besluttede de at de meget hurtigt skulle tilbage til Tyskland. Saxo skriver: "Den vej, de havde været et halvt år om, da de kom, tilbagelagde de nu i tre dage."
Svend sejlede over til Fyn, som lige havde været udsat for et meget stort Vendisk angreb. Fynboerne havde ikke glemt hans tidligere indsats mod venderne på Fyn. Han blev modtaget som en sand konge, som vender tilbage. Saxo skriver: "Fynboerne viste en så brændende iver efter at skærme og tjene ham, at mænd og kvinder i skarevis strømmede til ham alle vegne fra for at kæmpe for ham, idet de anså det for en fortjenstlig gerning at hjælpe Kongens forfaldne sager på fode igen imod dem, der havde bemægtiget sig Riget."
Knud og Valdemar samlede "hele det øvrige Riges stridsmagt til lands og til vands imod Fynboerne". Men de foretrak forhandling.
Valdemar red til Odense "for at bade sig". Han blev modtaget af Svend "med et højtideligt optog af klerker, der kom ham i møde med helgenskrinene."
Saxo skriver: "Svend førte ham derpå selv ind i St. Albani Kirke, og ingen andre af deres rådgivere end Absalon fik lov til at følge med ind." Absalon var Saxos foresatte, og derfor må vi tro at det i hovedsagen er sandt, hvad han beretter om samtalen i Odense.
Svend indledte samtalen: "En ond skæbne har hidtil misundt mig dit venskab, Valdemar."
Herefter lagde Svend fuldstændig sin skæbne i Valdemars hånd: "I tillid til dit kærlige hjerte gør jeg dig nu til fredsmægler på mine vegne. Jeg vil være tilfreds med den lod, du vil tildele mig, thi jeg har gået så megen ulykke igennem i fremmede lande, at jeg hellere vil leve som en ringe og fattig mand i mit fædreland end på ny fordømmes til landflygtighed."
Valdemar og Svend taler sammen i Albani Kirke i Odense. Tegning Louis Moe.
Svend forsikrede at han ikke pønsede på svig "som han ikke havde nødig at sørge hverken for sit eget eller sine børns tarv. Selv var han nemlig så syg, sagde han, at han næppe kunne have et år igen at leve i, og han havde ingen sønner, som han burde søge at skaffe Riget."
Efter aftale mødtes Svend, Knud og Valdemar på Lolland sammen med hele den danske adel. Svend indbød Valdemar til en ny fortrolig samtale på tomandshånd, hvilket Valdemar indvilligede i: "- og de talte da sammen og sammenkaldte Herredagen til næste dag."
Det vil sige at Valdemar nu havde haft to lange fortrolige samtaler med Svend, som Knud ikke deltog i. Man kan forestille sig at de talte om, hvorledes kagen skulle skæres. I hvert fald må det have vakt mistanke hos en ængstelig person som Knud.
Saxo fortæller: På Herredagen "gjorde Svend med Knuds samtykke Valdemar til voldgiftsmand og erklærede, at hvad han bestemte, ville han gå ind på. Valdemar bestemte da, at de alle tre skulle bære kongenavn, og delte hele Riget i tre dele, af hvilke den ene var Jylland, som både var stort og havde en til sin størrelse svarende folkemængde, Sjælland og Fyn den anden og Skåne med tilhørende landsdele den tredje. Som den, der havde foretaget delingen, havde han ret til at vælge først, og han valgte da Jylland og gav derefter Svend Lov til at vælge. For ikke at blive klemt inde imellem sine to medbejlere valgte Svend Skåne, og øerne, som de andre havde forbigået ved deres valg, tilfaldt altså Knud."
Da de havde sluttet denne overenskomst, drog Knud og Valdemar til Roskilde. Sjælland var tilfaldet Knud og han ville forberede det gæstebud, som i historien skulle få navnet Blodgildet i Roskilde
Kongerne sad i det samme rum. Bordene blev taget bort og man sad og drak og talte sammen om dette og hint. Svend roste sig af, at han var en mester i skakspil, det havde været hans hovedfornøjelse under hans landflygtighed i udlandet. Men der kunne ikke findes et bord til spillet. En Tysk sanger underholdt med en sang om Svends flugt og omflakken i udlandet, man tyssede på ham, men Svend sagde at han ikke havde noget imod at han sang om hans lidelser, da de jo nu var forbi.
Svend trak sig tilbage til sit sovekammer.
Knud greb Valdemar i armen og gav ham et kys. Her giver vi ordet til Knytlinge Saga: "Kong Valdemar så ikke bort fra brættet, men spurgte: "Hvi er du nu så blid, svoger?" Kong Knud svarede: "Det vil du snart få at vide."
Saxo er ikke i tvil om at det var Svend, som var skurken. Han siger: "De, som han havde beskikket dertil, gik straks med dragne sværd løs på Knud og Valdemar. Valdemar sprang imidlertid hurtig op fra sit sæde, viklede sin kappe om hånden og afbødede ikke blot med den de hug, der rettedes mod hans hoved, men gav også Ditlev, der styrtede voldsomt ind på ham, et sådant stød for brystet, at han styrtede til jorden."
Knud blev dræbt og Valdemar såret, men det lykkedes ham med hjælp fra Esbern Snare at undslippe til Jylland. Svend tiltog sig straks autoritet som konge på Sjælland, og hans ordrer blev fulgt.
Men nu var tilliden brudt og yderligere forhandling umulig.
Svend udbød leding i Skåne og på Sjælland og samlede skibe på Fyn og Sjælland.
Valdemar ønskede at være sikker på sine støtter i Jylland. Saxo siger: "Valdemar, som skønnede, at det var usikkert, hvilket udfald kampen ville få, skyndte sig tilbage til Viborg, hvor han fejrede sit bryllup, dels for lettere at få dem, der havde kæmpet for Knud, til at gå over til sig, dels for at fjenderne ikke skulle kunne berøve hans fagre fæstemø hendes kyskhed."
Svend gik i land ved Djurså, som vi må tro ligger i nærheden af Grenå. Herfra sendte han ryttere mod Viborg, hvis borgere tidligere havde støttet ham. Valdemar sendte derpå to mænd ved navn Saxe og Buris til den fjendtlige flåde ved Djurså. Det lykkedes dem at overtale Sjællænderne til at svigte Svend og sejle hjem. Fynboerne derimod ønskede ikke at svigte deres konge. Saxo siger: "Fynboerne derimod, hos hvem hensynet til kongen havde mere at sige end hensynet til, hvad nogle enkeltmænd sagde, ænsede ikke deres formaninger."
Grathe-stenen på Grathe Hede. Ifølge lokale overleveringer blev Svend Grathe begravet hvor han faldt, og siden blev der opført et kapel på stedet, som imidlertid blev nedrevet i forbindelse med reformationen. Her har man tidligere fundet skelettet af en høj mand med flækket kranium. Digteren Thor Lange lod i 1892 opsætte et stenkors – Grathe-stenen – på stedet, hvor kapellet lå. Korset er designet af arkitekten Valdemar Koch. Wikipedia ved Kim Konnerup.
Hærene mødtes den 23. oktober 1157 på Grathe Hede nordvest for Hauge Sø mellem Silkeborg og Viborg.
Mænd strømmede til Valdemar alle vegne fra. Der var aldrig tvivl om hans sejr, " thi hans hær var nu bleven så stor, at ikke tiendedelen af hans folk kunne se, hvor bannerne stod."
Nogle bønder, som var ude efter bytte, tog Svend til fange, fuldstændig udmattet: "thi kræfterne svigtede ham i den grad, at han ikke engang kunne slæbe sig af sted, når han støttede sig på andre."
Saxo fortæller: "Til sidst kendte de ham imidlertid, og af ærbødighed for hans kongeværdighed satte de ham op på en hest, hvorpå han bad dem om at føre ham til Valdemar" - "men i det samme sprang en af bønderne pludselig ind på ham og huggede hovedet af ham med sin økse."
Det må have været kong Valdemar, som af respekt for Svend lod bygge et kapel på stedet, hvor han faldt. Egentlig på samme måde, som han lod bygge et kapel i Haraldsted Skov, hvor hans fader, Knud Lavard, faldt.
