Fra 1864 til NATO og EU
Tidligt om morgenen den 9.april 1940 blev Danmark på den mest ydmygende måde besat af tyske tropper på kun to timer.
Danmarks militære afmagt i 1940 kan føres tilbage til de regerende politikeres antimilitaristiske dna. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var de hyppigste regerings partier i perioden mellem Påskekrisen i 1920 og skæbneåret 1940.
Socialdemokratiets afrustningspolitk blev ikke opgivet på partiets kongres i i Aalborg i 1935. Det hed blot: "Men om vi end for en Tid maa opgive Haabet om en paa almindelig Nedrustning hvilende Fred i Verden, er der dog ikke Anledning for Danmark til at gaa ind for Rustnings-Forøgelse."
Man skal ikke forestille sig at "alle danske" var med i modstands-kampen. Modstandsfolk var et forsvindende mindretal. Meget få socialdemokrater og traditionelle venstrefolk deltog. Grupperne bestod mest af de meget aktive kommunister og traditionelle konservative. Mange almindelige mennesker betragtede sabotørerne som uansvarlige ballademagere.
De 6.000 danske sømænd, som sejlede i allieret tjeneste i konvojer over Atlanten og til Murmansk - konstant truet af tyske ubåde - bidrog langt mere til de allieredes sejr end samtlige sabotageaktioner.
55. Efter de slesvigske krige
Katastrofen i 1864 blev drevet frem af en ophidset folkestemning, som repræsenterede helt urealistiske forestillinger om Danmarks militære formåen. i perioden mellem påskekrisen i 1920 og skæbneåret 1940
Rigsretten holder møde i landstingssalen på det andet Christiansborg i 1877. Samtidig tegning. Forsvarsadvokaten, der står i forgrunden med ryggen til, er A. Klubien. Anklageren, der står i forgrunden, set fra siden, er Viggo Hørup. Own scan - Fred. Nørgaard & Hans Jensen (1937): Venstres Historie i Danmark gennem 100 Aar, Odense: Wikipedia
De danske bønder havde sendt deres sønner i krig i Den Første Slesvigske Krig 1848-1850, og ikke alle var kommet hjem igen.
Rationalet var, at vi vandt jo krigen, og så var det vel også rimeligt, at vi ifølge sejrherrens ret tilegnede os det oldgamle danske land ned til Ejderen. At de europæiske stormagter i virkeligheden bestemte alt, og at November Forfatningen internationalt set var en provokation, som kun kunne føre til ulykker, var ikke nemt for almindelige vælgere at forstå.
"Den gennemsete Grundlov af 28. juli 1866" var en revision af "Junigrundloven fra 1850". Den havde til formål at sikre stabilitet og akademisk og økonomisk modenhed i lovgivningen og derved modvirke at forbigåede følelsesmæssige stemninger i den brede befolkning ville føre til dårlige beslutninger, således som det helt klart var sket ved vedtagelsen af November Forfatningen i 1863.
Vi husker at allerede den Grundlovgivende Forsamling af 1850 ændrede Monrads oplæg i overensstemmelse med Montesquieus ide om et tokammer system derhen, at Landstinget blev gjort privilegeret, således at for at kunne blive valgt ind i Landstinget, skulle man have en høj personlig indkomst eller skattebetaling. Desuden var der ikke direkte valg til Landstinget, således som der var - og stadig er - til Folketinget. Til Landstinget stemte man på valgmænd, som derefter udpegede medlemmer til tinget, som det for eksempel også er praksis ved de amerikanske præsidentvalg.
Men efter 1864 erkendte man, at alt dette ikke havde været nok til at forhindre de letpåvirkelige almindelige vælgere i at styrte landet i ulykke.
"Den gennemsete Grundlov" indførte yderligere sikkerhedsforanstaltninger mod kortsigtede dårlige beslutninger. Man gjorde Landstinget endnu mere privilegeret ved at kræve at også vælgere til Landstinget skulle have en minimum-indkomst og skattebetaling.
For at skabe stabilitet blev desuden yderligere indført at 12 medlemmer af landstinget blev udpeget af kongen på livstid, og en af Færøernes Lagting.
De nye regler i Grundloven skulle snart få deres ilddåb.
Den 16. juli 1870 holdt den københavnske studenterforening møde i Klampenborg. En af deltagerne beskrev senere mødet således:
"Der lå krig i luften. Vi følte, det vidunderlige var os nær. I et mægtigt kor rullede sangene gennem salen - Med et blev der dødsstille - og så lød det skæbnesvangre budskab: "Frankrig har erklæret Preussen krig!" Det er umuligt at skildre denne jubel, disse hurra-råb uden ende, alle disse unge ansigter med blussende kinder og funklende øjne, gamle mænd og unge fyre græd af begejstring, vildtfremmede omfavnede hverandre, og gamle venner trykkede hinanden tavst i hånden.
Men Danmarks udenrigspolitik blev ikke bestemt af begejstrede studenter.
Den slagne kejser Napoleon 3. og Bismarck i samtale efter slaget ved Sedan. Den preussisk-franske krig 1870-1871, som blev erklæret af Napoleon 3., blev hurtigt en overvældende preussisk sejr. Den franske kejser Napoleon 3. blev taget til fange i slaget ved Sedan, hvilket førte til det andet franske kejserriges fald og etableringen af den tredje franske republik. I spejlsalen på Versailles udråbtes kong Wilhelm 1. af Preussen som tysk kejser. Foto Wikitrans
Alt hvad der vedrørte Danmarks forhold til udlandet var Folketinget uvedkommende. Det blev ikke behandlet i Rigsdagen, men helt og holdent varetaget af regeringen.
Kongen, kronprinsen og statsminister grev Holstein ønskede ubetinget neutralitet.
Den ophidsede folkestemning krævede krig på Frankrigs side, men udenrigsminister lensbaron Otto Rosenørn Lehn og hans direktør, Peter Vedel, havde meget ringe tanker om Frankrigs styre og kendte den franske hærs store svagheder. Men Hall og andre nationalliberale, var fyr og flamme.
Få dage efter krigsudbruddet blev direktør Vedel opsøgt af den russiske gesandt Arthur von Mohrenheim, som tidligere havde vist sig som en ven af Danmark, til trods for at Rusland også var Preussens ven. Han havde kun et råd at give: "Danmark må ligge død som en mus!" ellers ville landets eksistens stå på spil. Han tilrådede en ubetinget neutralitetserklæring, hvilket også blev vedtaget i statsrådet.
Den 1. august 1870 kom hertugen af Cadore til København, som en særlig udsending fra den franske regering. Han insisterede på en traktat mellem Frankrig og Danmark rettet mod Preussen. Franske krigsskibe lagde til ved toldboden, og "Marseillaisen" og "Den Tapre Landsoldat" lød i gaderne.
Men danskerne trak forhandlingerne i langdrag, og den 7. august 1870 kom efterretningerne om de første store franske nederlag, og forhandlingerne blev udskudt på ubestemt tid.
Historikeren Roar Skovmand skrev: "Man kan den dag idag få kuldegysninger ved tanken om hvor nær Danmark var ved at blive revet med i krigen 1870." Det ville formentlig have betydet omgående preussisk besættelse af resten af Jylland.
Allerede den 29. december 1857 blev loven om næringsfrihed vedtaget i Danmark. Imidlertid trådte den først i kraft den 1. januar 1862. Loven ophævede de gamle købstadsmonopoler, og opløste laugene, således at enhver kunne drive forretning indenfor hvilket fag eller forretningsområde de ville uanset, om de var uddannede indenfor dette fag eller ej.
1870'erne var vækstperiode i det amputerede kongerige. Gamle købmandshuse, som man troede at Næringsloven havde dømt til døden, specialiserede sig brænding af brændevin, brygning af øl eller lignende. Over alt indførte man dampmaskiner i produktionen, hvor det var muligt. Nye fabrikker skød op i byernes udkanter.
Allerede i 1857 oprettedes den først danske private bank, Privatbanken, med den unge C.F. Tietgen som direktør. Tietgen blev en nøgleperson i udviklingen af dansk industri i tiden efter de slesvigske krige.
Carl Frederik Tietgen fra Odense var initiativtager til, eller medstifter af, en lang række af Danmarks største selskaber herunder Kryolitselskabet, Københavns Sporveje, Det Forenede Dampskibs-Selskab (DFDS), Det Store Nordiske Telegraf Selskab, De Danske Sukkerfabrikker, De Danske Spritfabrikker, Kjøbenhavns Telefon Selskab, Faxe Kalkbrud og Tuborg bryggeriet.
Rederiet Norden blev stiftet i 1871 af Mads Christian Holm.
Dannebrog vajer på Dybbøl Banke den 18. april. Så sent som i 1830'erne forsøgte Frederik 6. at forbyde almindelige borgere at flage med Dannebrog, da det jo var et symbol på statsmagten. Under Treårs-krigen (1848-1851) fik Dannebrog imidlertid cementeret sin status som folkeligt fælleseje, så i 1854 gav Frederik 7. tilladelse til folkelig flagning. Maleri af Peter H. Wilhardt. Wikimedia Commons.
Burmeister & Wain oprettede i 1872 et skibsværft på Refshaleøen ud for København, som producerede dampdrevne skibe af stål. I forbindelse med værftet var et avanceret jernstøberi og et maskinværksted, primært beregnet til at fremstille stålstøbte og maskinbearbejdede dele til skibene og dampmaskinerne.
Bryggerfamilien Jacobsen, fader og søn, oprettede Carlsberg Bryggerierne på Valby Bakke.
Litografen Carl Aller og hans hustru Laura oprettede ugepressen Aller, som stadig udsender ugemagasiner.
Aarhus købmanden, Mønsted, begyndte en produktion af den franske opfindelse margarine, som gjorde det muligt for almindelige mennesker at få en slags smør på brødet i stedet for det traditionelle svinefedt.
Mange eller de fleste af de nye iværksættere havde et stærkt engagement i deres fædreland, som de ikke lagde skjul på. C.F Tietgen brugte sin enorme private formue til at færdiggøre Marmorkirken, som på hans tid henlå som en ufærdig ruin.
I 1888 skænkede brygger Carl Jacobsen sin meget store kunstsamling til det danske folk, hvilken samling fik navnet Ny Carlsberg Glyptoteket, som rummer genstande fra det antikke Ægypten, det antikke Grækenland og Rom, den etruskiske kultur, dansk og fransk kunst fra det 19. århundrede og meget andet.
Hidtil havde de danske redere været tilbageholdende med at sende deres dampskibe i udenrigsfart. Man indskrænkede sig til ruterne mellem St. Petersborg og Storbritannien. Men fra 1870 til 1890 blev dampskibsflåden i udenrigsfart tredoblet, og danske dampskibe begyndte at anløbe havne i Middelhavet samt transatlantiske og fjernøstlige destinationer.
Indtil omkring 1970 eksporterede dansk landbrug korn blandt andet til England til gode priser. Men de nye dampskibe kunne transportere store mængder af billigt korn fra Nordamerika og Rusland til de europæiske markeder, hvilket slog bunden ud af de danske bønders økonomi.
Løsningen var at omlægge landbruget til animalsk produktion af især smør, ost og bacon.
Men de små landbrug havde problemer med at fremstille smør af god kvalitet, fordi de ikke kunne producere mælk nok til at kærne smør hver dag, desuden tog det for lang tid at producere så meget smør at man kunne føre det på markedet, og derved kunne deres smør let blive harsk.
I 1878 konstruerede Lars Christian Nielsen, som var ejer af Maglekilde Maskinfabrik i Roskilde, en mælkecentrifuge, som kunne udskille fløde fra den rå mælk ved en kontinuerlig proces. Centrifugen skulle drives af en dampmaskine. Fløden kunne derefter bruges som råmateriale til fremstilling af smør af god kvalitet.
Askov Højskole - maleri af Erik Henningsen 1903, som hænger på Frederiksborg. Foredrag i Dagmarsalen på Askov Højskole mellem Fredericia og Esbjerg. Forstander Ludvig Schrøder står på talerstolen omgivet af skolens lærere. Som man kan se på det norske flag på væggen, lagde højskolerne stor vægt på skandinavismen.
Hele den folkelige bevægelse omkring det oprindelige politiske Venstre bestod af andelsvirksomhederne, folkehøjskolerne og grundtvigianismen, den sidste i skarp konkurrence med Indre Mission. Den udfoldede sig i de nye forsamlingshuse, som blev bygget over alt i landsbyerne.
Andelsvirksomhederne kunne kun lade sig gøre blandt selvbevidste bønder, der satte en ære i at tale sandhed og holde deres løfter, hvilken stolthed havde rod i en livsopfattelse, der omfattede kristendom og kærlighed til fædrelandet, som var de grundlæggende værdier bag undervisningen på højskolerne. Det var en selvbevidsthed, som havde sin rod i at bønderne var gået i krig for kongen og fædrelandet og vundet, idet i 1848 kun mænd på landet var omfattet af værnepligten.
Men mange i byerne havde svært ved at acceptere at bønderne i stort omfang var blevet velhavende takket være dem selv og deres helt egne organisationer. En del byboere kunne ikke lægge den traditionelle foragt for "transtøvlerne" bort og yndede at gøre sig lystige over højskolerne, hvor landboungdommen søgte at indhente manglende kundskaber og samtidig lærte deres helt egen kultur med grundtvigiansk kristendom og nordisk mytologi. Foto Wikipedia.
Løsningen blev at bønderne slog sig sammen og oprettede andelsmejerier, som kunne bearbejde deres mælk fra dag til dag ved hjælp af Maglekilde centrifuger drevet af dampmaskiner. Hjedding Andelsmejeri fra 1882 var det første andelsmejeri i Danmark. Sådanne andelsmejerier skød derefter op over alt i Danmark og antallet toppede i 1935 med 1.411 mejerier.
Flere andre typer andelsvirksomheder kom hurtigt til, herunder andelsslagterier og andelsfoderstof forretninger, ikke at forglemme brugsforeningerne, som startede allerede i 1866 i Thisted, kun fire år efter at Næringsloven blev sat i kraft.
Smør og bacon blev typisk eksporteret til England over den nye havn i Esbjerg, som blev taget i brug den 20. august 1878.
56. Provisorietiden
De politiske partier er i virkeligheden grundlovsstridige og ulovlige.
Allerede Juni Grundloven fra 1849 tillod ikke politiske partier. Det hed i paragraf 60: "Rigsdagsmændene er ene bundne ved deres Overbevisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere."
Den nugældende Grundlov har en lignende paragraf: "56: Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere".
De moderne politiske partier betegner ligefrem sig selv som "vælgerforeninger", hvilket må betegne organisationer, der formulerer politiske programmer og opstiller kandidater, som stiller vælgerne i udsigt at de vil følge disse forskrifter i tilfælde af, at de bliver valgt. Denne aktivitet er helt klart "forskrift af deres Vælgere", i strid med grundloven og dermed ulovlig.
Folketinget skriver selv på sin hjemmeside: "Der var ingen partier, da Danmark fik sit første demokratiske parlament i 1849. Medlemmerne blev alene valgt på personlige egenskaber og synspunkter. I grundloven står der stadig, at folketingsmedlemmerne alene er bundet af deres overbevisning."
Folketingets hjemmeside fortsætter: "Eksistensen af politiske partier blev efterhånden accepteret." Hvilket blot betyder at folketingsmedlemmerne indbyrdes er blevet enige om at ignorere Grundlovens bogstav.
Københavns befæstning blev påbegyndt under Estrup og forsatte langt ind i 1900-tallet. Hovedelementet var Vestvolden, som strakte sig fra Kalveboderne til Utterslev Mose. Derfra til Øresund syd for Dyrehaven var planlagt oversvømmelser forstærket med talrige forter og kanonstillinger. Det var et meget stort anlægsarbejde, som først blev overgået af bygningen af Storebæltsbroen i 1988-1998.
Befæstningen kom aldrig til at vise værdi i kamp. Men det menes at fæstningens styrke fik tyskerne til at vige tilbage for at angribe Danmark og København under Første Verdenskrig, fordi forsvarsanlægget ville kræve indsættelse af alt for mange soldater og andre ressourcer.
En tysk officer, H. Frobenius, udgav allerede i 1894 i et tysk marinetidsskrift en "anmeldelse" af fæstningen, som han kendte i alle detaljer. Han vurderede befæstningen således: "Må den stærke befæstningen - altid være nok til at forhindre et forsøg på et angreb. Thi hvis et sådant aldrig kommer, så har befæstningsanlægget opfyldt sit bedste formål." Kort Fædrelandets Forsvar 1889 - Kbh Billeder.
Partiet Venstre er de politiske partiers moder, mange efterfølgende partier er udspaltet fra Venstre. Partiet udsprang af A.F. Tschernings og Orla Lehmanns forening "Bondevennerne" omkring 1840. Fra omkring 1870 udviklede det sig i interaktion med andelsbevægelsen, højskolerne og grundtvigianismen.
I 1872 vandt partiet Venstre flertallet i Folketinget og mente derfor, at de også skulle danne regering. Men det afviste Christian 9., idet han foretrak konservative godsejere som ministre. Han henviste til paragraf 2 i junigrundloven, som sagde: "Den udøvende Magt er hos Kongen." Samt paragraf 19., som sagde: "Kongen udnævner og afskediger sine Ministre."
I 1875 udnævnte kongen den navnkundige godsejer Jacob Brønnum Scavenius Estrup til konseilspræsident, altså statsminister, til Venstres fortrydelse. Han var ret konservativ og mente for eksempel, at den almindelige valgret ikke var nogen god ide.
Som indenrigsminister havde Estrup stået bag bygningen af Esbjerg Havn, som var til stor gavn for landbrugets eksport til England. Hans regering fik anlagt en del jernbaner og ikke mindst Københavns Frihavn.
Men Estrup regeringens mest omstridte projekt var Københavns Befæstning. Man mente at et forsvar af Jylland ikke var muligt og måske heller ikke af Fyn. København skulle være en uindtagelig pindsvine bastion i forhold til et fjendtligt angreb - sandsynligvis fra Tyskland - og derved sikre Danmarks fortsatte beståen.
Venstre ønskede en neutralitetspolitik. De mente at anlægget var for dyrt og virkede unødigt provokerende på det ny tyske kejserrige. De påstod at anlægget hurtigt ville blive smadret af moderne artilleri - "Hvad skal det nytte?" sagde de. De ønskede et forsvar af hele landet og anbefalede en styrkelse af skytteforeningerne.
I ærgrelse over at de ikke kunne komme i regering begyndte Venstre at udnytte deres flertal i Folketinget til at obstruere regeringen ved at beskære finansloven til næsten ingenting, hvilken politik fik navnet "visne politikken". Men Estrup fandt paragraf 30 i Den Gennemsete Grundlov, som sagde: "I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen i aar hvor Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love." og så regerede han blot videre med de såkaldte provisoriske finanslove.
Den første provisoriske finanslov blev udsendt i 1877, men den egentlige Provisorietid strakte sig fra 1885 til 1894, i hvilken periode alle finanslove var foreløbige.
I afmægtigt raseri oprettede Venstre skytteforeninger over hele landet, som en slags trussel om oprør mod "Estrup diktaturet".
Julius Rasmussens mislykkede attentatforsøg på den danske konsilpræsident J.B.S. Estrup den 21. oktober 1885 i København. Træsnit fra Illustreret Tidende, 25. oktober 1885. Ukendt Wikipedia.
Aftenen den 25. okt. 1885, da Estrup var på vej til en selskabelighed, forsøgte en ung idealistisk typograf at skyde ham. Han affyrede to skud. Det ene var en forbier og det andet ramte en knap i Estrups klædning og richoterede. Estrup var ikke en mand, som behøvede psykologisk krisehjælp. Efter attentatforsøget fortsatte han uanfægtet mod den middag, som han var inviteret til.
I marts 1894 kom Provisorietiden til sin afslutning, da regeringen og Venstre indgik et politisk forlig, som indebar at statsminister Estrup trak sig tilbage. Han blev erstattet af en anden godsejer nemlig Tage Reedtz-Thott.
Forliget indebar endvidere at Venstre accepterede Københavns Befæstning, som fortsat blev udbygget ind det følgende århundrede. Desuden enedes man om nogle justeringer af hærloven.
57. Systemskiftet
Først med det såkaldte systemskifte den 24. juli 1901 kom bøndernes parti, Venstre, endelig i regering.
Ved valget i april 1901 blev Højre reduceret til 8 mandater i Folketinget, hvilket fik kong Christian 9. til at indse at han måtte skifte spor. Han bad ministeriet Sehested om at indgive deres afskedsbegæring og udnævnte i stedet juraprofessor J.H. Deuntzer til statsminister for en bred Venstre regering.
Eftertiden har udnævnt systemskiftet i 1901 som en sejr for et fornemt demokratisk princip, der kaldes parlamentarismen og defineres ved, at regeringen udspringer af parlamentet og ikke må have et flertal imod sig. Hvis parlamentet vedtager et mistillidsvotum, skal regeringen træde tilbage eller udskrive valg.
Partiets Venstres teoretiker Viggo Hørup 1841-1902. Han sagde: "Folketinget er den højeste myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig", hvilket fortæller, at han ikke gav fem flade ører magtens tredeling. Foto F. Zachariae - Før og Nu, Historisk, Topografisk tidsskrift og illustrationsværk. Wikipedia.
Der er ingen efterretninger om, at Christian 9. udnævnte den nye regering, fordi han ønskede at følge de uskrevne regler i parlamentarismen eller skifte til et nyt system. Han mente sikkert blot, at det var bedre for Danmark med denne regering.
"Parlamentarisme" og "Systemskifte" er politisk retorik, som skal fortælle at nu er udviklingen irreversibelt gået mod mere moderne og demokratiske tider.
Det ses let at teorien om parlamentarisme annullerer magtens tredeling, hvis man altså accepterede denne teori, idet den gav den lovgivende forsamling hånd og halsret over den udøvende magt. Den Gennemsete Grundlovs bestemmelser om magtens tredeling var udtrykkelig nævnt i paragraf 2: "Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene." At påberåbe sig at et flertal i folketinget automatisk gav ret til regeringsmagten var således et klart brud på Grundloven.
Parlamentarisme var ikke nævnt med et ord i datidens grundlov, men politikerne argumenterede "at det er i grundlovens ånd", "andre nationer accepterede allerede parlamentarisme" og lignende.
Men uanset havde grundlovsfædrene ikke haft nogen ide om at lovgiverne skulle være almægtige.
En skibstømrer i Nakskov ved navn Hans Niels Andersen stod til søs. Efter nogle år på søen kom han til Bangkok, hvor han omkring 1875 blev kaptajn på et af kongen af Siams skibe, som førte teaktræ til Europa. I Bangkok stiftede han sammen med en ven sit eget firma "Andersen & Co.", som blev til Øst Asiatisk Kompagni, forkortet til Ø.K. som udviklede sig til et forretningsimperium, som ved udbrud af Første Verdenskrig i 1914 beskæftigede 16.000 mennesker over hele verden. Det fungerede som moderfirma for en mængde datterselskaber, herunder Portland Cementfabrik, Dansk Sojakagefabrik, De forenede gummi- og luftringefabrikker, OTA Havregryn og Nakskov Skibsværft.
I 1911 afleverede skibsværftet Burmeister & Wain det kombinerede passagerer- og fragtskib M/S Selandia til ØK. M/S står for motorskib, idet fremdriften blev leveret af to dieselmotorer. Selandia var verdens første dieseldrevne fragtskib af en rimelig størrelse.
I 1905 startede kaptajn Peter Mærsk Møller og hans søn Arnold Peter Møller deres første selskab, Dampskibsselskabet Svendborg, hvis første dampskib blev døbt "Peter Mærsk". I 1912 stiftede Arnold Peter Møller yderligere Dampskibsselskabet af 1912 A/S med hjemsted i København. Skibsreder A.P. Møller ledede rederierne helt fra starten.
Motorskibet Selandia. Værftet Burmeister & Wain havde I 15 år eksperimenteret med dieselmotorer før de byggede Selandia til ØK. Skibet var det første, der i stedet for en stor osende skorsten kun havde et lille udstødningsrør. Foto Hobiadami Wikipedia.
Ingeniørvirksomheden F.L. Smidth & Co. blev etableret i 1882 under navnet Teknisk Bureau af Frederik Læssøe Smidth. I 1887 trådte ingeniørerne Poul Larsen og Alexander Foss ind i virksomheden, og navnet blev ændret til F.L. Smidth & Co. Fra omkring 1890 stod F.L. Smidth & Co. i spidsen for den teknologiske udvikling inden for verdens cementindustri. Firmaet leverede nøglefærdige cementfabrikker til kunder over alt i verden.
Den første fodboldkamp i Danmark mellem to klubhold fandt sted i 1883 mellem KB's juniorhold og et hold fra Birkerød Kostskole. Ved olympiaden i London i 1908 triumferede det danske fodboldlandshold med en sejr på 17-1 over Frankrig, hvoraf de 10 mål blev scoret af Sophus "Krølben" Nielsen.
Den første danske film var "Kørsel med grønlandske hunde" fra 1897.
Den 29 januar 1906 døde kong Christian 9. efter at have regeret Danmark i 42 år. Han blev efterfulgt af sin ældste søn Frederik 8., som på dette tidspunkt var 62 år gammel. Hans regeringstid kom kun til at vare i 6 år, idet han døde allerede den 14. Maj 1912.
Han blev efterfulgt af sin søn Christian 10.
58. Danmark under Første Verdenskrig
Den 28. juni 1914 blev ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig, arving til den Østrig-Ungarske trone, og hans hustru, Sophie, skudt på åben gade under et officielt besøg i Sarajevo. Det viste sig hurtigt at gerningsmanden var Gavrilo Princip, som tilhørte den serbiske terrorgruppen "Sorte Hånd".
Østrig-Ungarn sendte et 10-punkts ultimatum til Serbien, som accepterede alle punkter på nær et. Men alligevel erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien. Dette udløste Serbiens allierede, Ruslands, forpligtigelse, og Rusland erklærede krig mod Østrig-Ungarn. Men Østrig-Ungarn var allieret med Tyskland, hvilken magt måtte leve op til deres forpligtigelse og erklære krig mod Rusland. Tyskland forlangte at Ruslands allierede, Frankrig, skulle erklære sig neutralt, hvilket de nægtede, og derfor angreb det Frankrig gennem Belgien, hvilket bragte Storbritannien ind i krigen. Ingen var interesseret i en stor krig, men den fik hurtigt sit eget liv.
Trekongemødet den 18 - 19. december 1914 i Malmö. Fra venstre mod højre Kong Christian 10. af Danmark, kong Gustav V af Sverige og kong Haakon VII af Norge. Foto Agence Rol - This file comes from Gallica Digital Library is available under the digital ID btv1b6933156b. Wikipedia.
Men det amputerede kongerige Danmark havde længe erklæret sig neutralt, og blev derfor ikke inddraget i krigen af nogen af disse alliance-mekanismer.
Danmark stod i venskabelig forbindelse med alle lande. Kun forholdet til Tyskland var noget spændt. Ingen i Danmark havde glemt 1864, og modsætningen var blevet skærpet af tyskernes aggressive fortyskningspolitik i Slesvig. Tyskerne vidste at danskerne ikke elskede dem, og det var uvist, om de ville have tillid til den danske neutralitetspolitik, eller om de ville foretrække at gøre arbejdet færdigt for ikke at risikere at blive faldet i ryggen på et senere ugunstigt tidspunkt. De kunne frygte at Storbritannien ville interessere sig for de danske stræder for at få forbindelse med deres russiske allierede.
Den 2. august 1914 advarede kongen det danske folk mod utidige stemningsytringer og ubesindige demonstrationer. "Enhver har nu sit ansvar og sin pligt".
Samme dag, som kongen holdt sin tale, samlede regeringen repræsentanter for den danske presse og indskærpede dem ikke at omtale fremmede krigsskibes bevægelser i danske farvande og ej heller omtale danske troppebevægelser og andre militære foranstaltninger. Desuden blev de anmodet om at vise upartiskhed i bedømmelsen af de krigsførende magter, hvilket de accepterede.
Tyskerne udlagde miner i internationalt farvand ved Langelandsbæltet. For at berolige Tyskland udlagde også den danske flåde miner i dansk territorialfarvand farvand. Alle danske miner var kabelminer, således at forstå at de med kabler var forbundet med en minestation på land, der kunne aktivere og deaktivere minerne.
Udenrigsminister Scavenius var diplomat af fag. Kun 32 år gammel var han i 1909 blevet udenrigsminister i regeringen Zahle. Han havde været gesandt i Wien og blev igen udenrigsminister i 1913. Han var kendt og respekteret for sin næsten klinisk kølige holdning i følelsesladede situationer. Han vågede nidkært over Danmarks neutralitet.
Efter krigsudbruddet i 1914 meddelte den tyske øverstbefalende Helmuth von Moltke den radikale danske regering, at enten måtte vi mobilisere, så vi kunne forsvare vores territorium, eller tyskerne ville komme og gøre det for os. Den radikale regering Zahle mobiliserede modstræbende en sikringsstyrke på omkring 60.000 mand af de seneste årgange og holdt yderligere 60.000 i reserve. De omkring 40.000 var for bemanding af Københavns befæstning og resten til forsvar af Jylland.
England og Tyskland var Danmarks største eksportmarkeder og samtidig vigtigste leverandører. Omkring 90% af den danske eksport var landbrugsvarer. æg og bacon og det meste af smørret gik til England. Levende kvæg, heste og fedegrise gik til Tyskland. England aftog 60% af den danske eksport og Tyskland 30%.
Mere end 33% af den danske import kom fra Tyskland, medens der kom 17% fra England, herunder kul til de mange dampmaskiner. Det meste af den resterende 50% import kom over havet fra vest, og den havde Storbritannien mulighed for at afskære i kraft af deres søherredømme.
Carl Theodor Zahle var medstifter af partiet Det Radikale Venstre i 1905. Han var danske statsminister i perioderne 1913 - 1918 og 1918 - 1920. I 1920 blev hans regering afskediget af Christian 10. fordi kongen ikke mente at de havde gjort nok for at få Flensborg til Danmark. Foto Wikimedia Commons.
Midt under den krise, som Første Verdenskrig var for Danmark, syntes politikerne at det var passende at ændre Grundloven i den hensigt at øge vælgerkorpset og fjerne de stabiliserende elementer, som var blevet tilføjet i 1866.
I følge den "Gennemsete Grundlov af 1866" var det politikerne selv, som ved simpelt flertal kunne ændre den Grundlov, som skulle kontrollere dem. Ændringer skete ved simpel flertalsafstemning i begge ting. Derefter blev Rigsdagen opløst, og der blev udskreven nyvalg. Hvis de samme ændringer blev vedtaget igen i den nye rigsdag, så var de grundlov, efter at de var underskreven af kongen.
Der var således ikke tale om direkte at spørge datidens vælgere, om de sagde ja eller nej.
Vælgerne var uberygtede, selvstændige mænd over 30 år, som ikke havde modtaget offentlig støtte, der ikke var betalt tilbage. De kunne nemt tænkes at have stemt nej.
Hvis en mand var dømt for en vanærende forbrydelse, som for eksempel tyveri, bedrageri, voldtægt eller vold, blev han berygtet og mistede derved sin stemmeret og valgbarhed til Rigsdagens to kamre.
Grundlovsændringen i 1915 omfattede:
1) En dramatisk forøgelse af vælgerkorpset, idet kvinder og tjenestefolk fik stemmeret.
2) Den privilegerede valgret til Landstinget blev afskaffet, således at alle der havde stemmeret til Folketinget også kunne stemme til Landstinget.
3) Der indførtes et system af tillægsmandater ved valgene, således at små partier fik nemmere ved at få valgt repræsentanter i Rigsdagen.
4) Fremtidige grundlovsændringer kunne kun finde sted ved en folkeafstemning, hvor mindst 45% af vælgerne skulle stemme for ændringen.
Det dramatisk øgede antal vælgere skabte øgede muligheder for politikerne til at "føre politik", hvilket vil sige at finde vælgersegmenter med afvigende ønsker, som de kunne appellere til, og derved øge deres stemmetal i forhold konkurrerende partier.
Montesquieu anbefalede et tokammer system for at forhindre overdreven beskatning af de rige: "I en stat er der altid personer, der udmærker sig ved deres fødsel, rigdom eller hæder. Men skulle de stilles lige med det almindelige folk og kun have vægten af en enkelt stemme som resten, ville den fælles frihed være deres slaveri, og de ville ikke have nogen interesse i at støtte det, da de fleste af de folkelige beslutninger ville være imod dem."
Afskaffelsen af den privilegerede valgret til Landstinget gjorde dette ting til et appendix af Folketinget, som i langt ringere grad havde den funktion, som Montesquieu beskrev.
Systemet med tillægsmandater forudsatte og accepterede eksistensen af partier.
Alt i alt bragte Første Verdenskrig gode tider til Danmark. Den internationale konkurrence var begrænset, fordi konkurrenternes arbejdskraft lå i skyttegravene, hvilket gav plads til mange danske forretningsmuligheder. Tyskland aftog næsten halvdelen af den danske eksport.
I 1914 var der 21 danske fabrikker, der solgte kød i konservesdåse, men under krigen steg antallet til 148 fabrikker, og eksporten af kød til de krigsførende lande blev 50 gange større.
I februar 1917 iværksatte tyskerne den uindskrænkede ubådskrig, hvilket betød en noget nær lammelse af dansk skibsfart.
På næsten alle sønderjyske kirkegårde er der en sten, som mindes de 6.000 danske mænd, som faldt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig. Andre tusinde udvandrede til Danmark eller Amerika for at undgå at blive tysk soldat.
Det tidligere Slesvig blev inddelt i tre afstemningsområder, som det ses. I zone 1, som groft taget omfatter den del, som nu er en del af Danmark, var der over alt dansk flertal bortset fra Tønder, Højer, Tinglev, Sønderborg og Åbenrå. I zone 2 var der overvejende tysk flertal. I de 56 år, som var hengået siden 1864, var mange tusinde dansk sindede sønderjyder udvandret til Danmark og USA. Der havde også været en tysk indvandring. For eksempel var det typisk at jernbaneknudepunktet Tinglev havde tysk flertal.
I zone 3 blev der ikke holdt afstemning.
I 1945 strømmede mere end en million tyske flygtninge fra Øst Preussen og Pommern ind i Slesvig-Holsten på flugt for Den Røde Hær. Hvilket gjorde det danske mindretal i Sydslesvig procentvis endnu mindre, end det havde været før. Kort Wikimedia Commons.
Den 1. december 1918 blev Island og Færøerne selvstændige nationer, som delte konge med Danmark. Efter aftale varetog Danmark landenes udenrigsanliggender og forsvar.
Da Tysklands nederlag tegnede sig klart i efteråret 1918, og kejseren var flygtet til Holland, opnåede det danske mindretal i Slesvig det løfte hos den nye republikanske regering, at en genforening med Danmark kunne finde sted efter Wilsons princip, om at grænserne skulle trækkes efter nationalitet.
Dette blev godkendt af konferencen i Versailles, og efter en folkeafstemning kunne Christian 10. ride ind i det gamle danske land på sin hvide hest i 1920. Der blev trukket en ny grænse, som gik nord om Flensborg og syd om Tønder, som vi kender den i dag.
59. Mellemkrigstiden
Den Første Verdenskrig 1914-1918 var den oprindelige katastrofe, som gav den vestlige civilisation en knæk, som den ikke siden er kommet over. Den morderiske krig fik vestlige mænd til at tvivle på deres overleverede værdier, deres egen kultur, civilisation og ikke mindst deres ledere, som havde ført dem ud i alt dette. Hvordan kunne det gå til at et sådant vanvid kunne fortsætte år efter år?
Perioden fra1918 til først i tyverne var en urolig og revolutionær periode i Europa. Soldaterne vendte hjem til arbejdsløshed efter fire år i skyttegravene og mindet om mange faldne kammerater. De bebrejdede kongerne og kejserne og deres politiske støtter for, at de ikke havde standset den politiske katastrofe, som krigen virkelig var. Nede i Europa faldt konger og kejsere på stribe, og det sendte dønninger mod Danmark, selvom Christian 10. intet havde at gøre med krigen.
Avisen Social-Demokraten i rendestenen i 1920. Socialdemokratiet og deres revolutionære støttepartier anklagede kongen for at have begået statskup ved at afskedige regeringen Zahle, men i virkeligheden var det dem selv og partiet Det Radikale Venstre støttet af kommunister og anarkister, der begik statskup med udenomsparlamentariske metoder, i form af underforståede trusler om vold, revolution og generalstrejke.
Foto ukendt fotograf i 1920.
Som nævnt ovenfor var der i 1920 forhandlinger i Versailles om Europas nye grænser, og kong Christian 10. mente at regeringen Zahle ikke gjorde nok for at få Flensborg tilbage til Danmark. Det fik kongen til at afskedige regeringen, hvilket han havde ret til i følge Grundlovens bogstavelige tekst: "Den udøvende magt er hos kongen".
Men på grund af den revolutionære stemning, som herskede i samfundet - også i Danmark - efter den forfærdelige krig, udløste det et Ragnarok af strejker og demonstrationer. Partierne Venstre og Konservative støttede kongen, medens de fremstormende socialdemokrater, kommunister, syndikalister og anarkister appellerede til "masserne" og truede med generalstrejke.
Den socialdemokratiske anklage mod kongen i 1920 for at have begået statskup afspejlede en ide, som skulle blive navngivet som "parlamentarisme", om at kun den lovgivende magt, i Danmark repræsenteret ved Folketinget, kan udnævne og afskedige regeringer. Men parlamentarisme var ikke nævnt med et ord i Grundloven. Det var et fornemt demokratisk princip, som politikerne selv havde fundet på inspireret af strømninger i udlandet.
Parlamentarisme repræsenterer en fuldstændig udradering af den udøvende magt som en selvstændig politisk faktor i samfundet, og dermed en effektiv tilsidesættelse af princippet om magtens tredeling, som den er formuleret i Grundloven, også dengang.
Men man må give politikerne, at de er ærlige om det forhold, at de i virkeligheden bryder Grundloven.
Folketingets hjemmeside skriver i en kommentar til paragraf 3: "Men helt sådan er det ikke i virkeligheden. I praksis er det nemlig regeringen og Folketinget, som bestemmer, hvordan lovene skal se ud. Regenten skriver dem bare under. Regenten skal føre lovene ud i livet og har den udøvende magt. I dag betyder det blot, at regenten rent formelt udnævner ministrene i en regering. - Regenten har ingen indflydelse på, hvem der skal være ministre."
I 1920 vidste politikerne godt at det var dem selv, som havde begået statskup, og derfor lod de Grundloven være, som den var, indtil vælgerne havde vænnet sig til tingenes tilstand. Først med grundlovsændringen i 1953 indførtes parlamentarismen i Grundloven som paragraf 15, som noget "et moderne demokrati" simpelthen måtte have: "Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham."
Da København i 1661 fik sine privilegier, fik Borgerrepræsentation ret til altid at kunne få foretræde for kongen. Socialdemokraterne vandt flertal i Borgerrepræsentationen 1917. Et flertal af Socialdemokrater og Radikale udnyttede deres ret til at søge foretræde for Christian 10. da han den 29. marts 1920 afskedigede ministeriet Zahle. Det ligeledes socialdemokratisk ledede Samvirkende Fagforbund varslede generalstrejke for at fremtvinge nyvalg.
Lørdag den 3. april 1920 begav borgerrepræsentanter og borgmestre sig til fods fra Københavns Rådhus til Christiansborg, meget lig det optog af københavnere, som den 21. marts 1848 gik den samme rute for at true Frederik 7. med "fortvivlelsens selvhjælp".
I spidsen gik Thorvald Stauning, som var blevet formand for Borgerrepræsentationen året før. Det udviklede sig til et sandt triumftog gennem byen. Foto Holger Damgaard Politiken 1920.
I 1918 oprettedes DDL, Det Danske Luftfartsselskab, der fløj i rutefart til Nordtyskland. Det blev senere en del af SAS.
Elektrificeringen slog igennem, således at selv små værksteder, som ikke havde råd til en dampmaskine, kunne mekaniseres. Ørstedværket i Københavns Sydhavn blev indviet i 1920 med verdens største dieselmotorer. Langt de fleste elværker leverede jævnstrøm.
I 1920'erne voksede antallet af biler eksplosivt. Benzin kostede 3 øre per liter.
Anlægsloven vedrørende bygningen af den første Lillebæltsbro blev fremlagt og vedtaget under Venstre regeringen Neergaard den 29. marts 1924. Broen blev indviet Den 14. maj 1935. ved at Christian 10. kørte over broen fra Fredericia med et rødt lyntog, som brød det røde bånd, og blev modtaget af statsminister Thorvald Stauning i Middelfart. Selv om det sandsynligvis ikke var hensigten, da anlægsloven blev vedtaget i 1924, blev bygningen af broen et effektivt middel mod den økonomiske krise i 30'erne i overensstemmelse med Keynes' ideer om en ekspansiv finanspolitik.
Storstrømsbroen blev åbnet den 26. september 1937 af Christian 10.
Socialdemokratiet var fra sin fødsel et antimilitaristisk parti. På den internationale socialist kongres i København i 1910 vandt det danske forslag om afrustning således almindelig anerkendelse som den eneste mulige foranstaltning til militarismens nedkæmpelse. Gennem hele 1900-tallet var de socialdemokratiske argumenter for afrustning generelt af "Hvad skal det nytte?" typen. For eksempel: "På grund af landets geografiske opsplittethed og flådens manglende kontrol over farvandene er det umuligt at gennemføre en mobilisering."
Allerede tidligt knyttede Socialdemokratiet tætte bånd til partiet Det Radikale Venstre. Thorvald Stauning dannede den første socialdemokratiske regering i 1924 støttet af Det Radikale Venstres mandater.
I 1926 kom socialdemokraterne og Radikale Venstre igen til magten, denne gang med radikal regeringsdeltagelse.
De to partier fremsatte et fælles lovforslag om fuldstændig afrustning, som imidlertid faldt i Landstinget efter regeringens afgang. Ifølge forslaget skulle værnepligten ophæves, de militære ministerier og fæstningsværkerne nedlægges og forsvarets materiel sælges. Der skulle bevares et vagtkorps til opretholdelse af ro og orden og til bevogtning af landegrænsen, og det fornødne antal skibe skulle bevares til fiskeriinspektion og lignende.
I 1929 blev den socialdemokratiske-radikale regering "Stauning Munch" dannet med nedrustning som fælles mærkesag. Sammen med dele af Venstre, om også ønskede militære besparelser, lykkedes det at gennemføre en ny forsvarsordning i 1932, hvor både hær og flåde blev skåret ned, mest flåden.
Da Hitler kom til magten i Tyskland i 1933, forlangte sønderjyske politikere at grænsen skulle sikres. En socialdemokratisk ordfører i ved navn Hans Nielsen holdt i Folketinget en tale, hvori han sagde, at Danmarks hus i nationernes række var et smukt hus og "tåbelige måtte arbejderne være, om de ikke ville være og forsvare dette hus". Men socialdemokraterne var som altid afhængig af støtte fra det Radikale Venstre, og det blev ved ordene.
I 1935 opnåede socialdemokratiet sin hidtil største valgsejr baseret på "Stauning eller Kaos" kampagnen. Men de havde stadig ikke flertal i Folketinget, og derfor dannede de igen regering sammen med Radikale Venstre.
Socialdemokratiets berømte valgplakat fra folketingsvalget 1935 "Stauning eller Kaos" med siddende statsminister og formand for partiet Thorvald Stauning. Ved valget blev han genvalgt som statsminister. Foto Reimert Kehlet Wikipedia.
Thorvald August Marinus Stauning blev derefter i 1935 statsminister, hvilket han allerede havde været i flere tidligere perioder i samarbejde med partiet Det Radikale Venstre. Han genoptog samarbejdet med sit traditionelle støtteparti og fik derved et massivt flertal bag sig.
Med manifestet "Til det danske Folk" vedtaget på kongressen i 1935 opgav Socialdemokratiet tilsyneladende deres forslag om afrustning og stillede sig bag forsvaret i den størrelse, det allerede havde. Det var ikke sådan at de havde tanker om at styrke forsvaret - på grund af begivenhederne i Tyskland måske.
Men en af hovedtankerne i det tidligere afrustningsforslag blev bevaret, nemlig ideen om bevogtning. Socialdemokratiet mente stadig ikke at Danmark skulle have et forsvar, der kunne udføre egentlige militære opgaver. Den væsentligste forskel mellem den gamle afrustningspolitik og den, der blev Socialdemokratiets på kongressen i 1935, var altså blot størrelsen af det beløb, som skulle stilles til rådighed for bevogtningen.
Igen i 1939 dannede Stauning regering sammen med Radikale Venstre, men den blev i 1940 erstattet af en samlingsregering i lyset af det tyske angreb den 9. april 1940.
60. Den 9. april 1940
Den 31 maj 1939 underskrev den danske gesandt Herluf Zahle og den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop i Berlin den dansk-tyske ikke-angrebsaftale: "Kongeriget Danmark og det Tyske Rige vil i intet tilfælde skride til krig eller nogen art af magtanvendelse mod hinanden."
Uden tvivl var det ærligt ment fra tysk side. Hitler var ikke indstillet på at sprede Tysklands trods alt begrænsede militære styrker også til Skandinavien.
Den 1. januar 1940 holdt Stauning sin nytårstale i radioen hvori han udtrykte sig i næsten pacifistiske vendinger, hvilket vakte en del politisk uro.
Han sagde: "Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forbindelse med den uvilje imod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt beredskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for neutralitet, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af de geografiske forhold, lige som befolkningens ringe størrelse udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op mod de magter, som kan tænkes at stå kampberedte over for Danmark."
DSU-demonstration for verdensfred i Aarhus i 1930'erne. Foto fundet på Danskernes Historie Online.
Den 2. februar 1940 holdt marineminister Winston Churchill en pressekonference i London for skandinaviske krigskorrespondenter, hvori han beskrev, hvorledes han så på Danmarks stilling: "Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget" sagde han "De andre (Norge og Sverige) har dog en grav over hvilken de kan fodre tigeren, men Danmark er så frygtelig nær Tyskland, at det ville være umuligt at bringe hjælp. Jeg ville i hvert fald ikke påtage mig at garantere Danmark. Det gælder for Danmark om at balancere - "
Allerede i september 1939 var Churchill tilbage som minister for den britiske flåde og begyndte straks at arbejde for en invasion af det neutrale Norge for at afskære Tyskland fra svensk jernmalm, som om vinteren, når Sveriges havne i den Botniske Bugt var lukkede af is, blev transporteret til Narvik med jernbane og derfra med skib langs den norske kyst og videre gennem danske farvande til Tyskland.
Den 16. februar 1940 angreb britiske jagerfly og destroyeren "Cossack" det tyske marinestøtteskib "Altmark" i norsk territorialfarvand i den snævre norske Jøssingfjord knap 100 km syd for Stavanger.
Den tyske regering så Altmark episoden som bevis på, at Norge sympatiserede med England og ikke havde vilje til eller ikke var stand til at opretholde sin neutralitet.
Churchill talte over sig, og Berlin fik kendskab til de engelske planer om et angreb på Narvik.
Den 8. april 1940 iværksatte britiske og franske skibe Churchills yndlingsplan "operation Wilfred", som gik ud på at minere den norske indenskærs rute fra Narvik til Stavanger, som skibene med jernmalm fulgte. Det var indlysende norsk territorialfarvand, og de allierede var ikke i tvivl om at "Wilfred" ville udløse en tysk reaktion, men det kom fuldstændig bag på dem, at den tyske "Weserübung" plan udfoldede sig allerede dagen efter, og indlysende afbrød minelægningen.
Den britiske historiker Andrew Roberts skrev: "Bevarede referater af Hitlers konferencer afslører at han tidligt i 1940 betragtede "vedligeholdelsen af Nordens neutralitet for at være den bedste kurs for Tyskland". Men i februar kom han til den konklusion at: "Englænderne planlægger at lande der, og jeg vil være der før dem." Hans klare beslutning om at planlægge et angreb på Norge (og Danmark) blev taget et par dage efter at den Britiske destroyer HMS Cossack på Churchills ordre sejlede ind i Norsk farvand og bordede det tyske fragtskib Altmark for at befri britiske fanger. Churchill blev meget populær på grund af denne succes, som pressen gjorde meget ud af."
Den 9. april 1940 gjorde tyske tropper landgang i København og - på trods af Churchills forsikringer om, at Royal Navy havde absolut kontrol over Nordsøen - også Oslo og fem andre norske havne, herunder Narvik få timer inden den forventede ankomst af britiske marinesoldater og franske fremmedlegionærer til denne by.
Den 9. april 1940 besatte tyskerne også Danmark for at sikre deres adgang til Norge.
Historieskriverne, Lloyd George og George Kennan, når begge frem til den konklusion, at briterne selv, ved at krænke norsk neutralitet, trak Hitler ind i Skandinavien.
Den 4. april 1940 fik den danske gesandt i Berlin, Herluf Zahle, efterretninger om en koncentration af skibe og tropper i Stettin og Swinemünde med henblik på en forestående aggression mod Danmark og Norge overbragt af både den svenske og den hollandske marineattache. Skibene var ved at blive lastede.
Zahle informerede straks udenrigsminister Munch med et brev overrakt af legationssekretær Frode Schøn i hans private hjem, idet denne tog ud til Munch privat direkte fra lufthavnen.
Munch opsøgte omgående Stauning og forelagde ham meddelelsen idet han tilføjede at man burde mobilisere de årgange soldater, som var hjemsendte med uniform. Samme aften opsøgte de to ministre kongen.
Antimilitaristisk udstilling hos DSU i Holstebro i juli 1929 med slogans "Uforsonlig kamp mod militarismen", "Aldrig mere Krig", "Krig er mord" og "Afrust vort land".
Antimilitarisme er en variant af pacifismen. En antimilitarist er erklæret modstander af vold organiseret af staten, men han kan godt slå en proper næve i et værtshusslagsmål. En pacifist er modstander af alle former for vold, og vil ikke forsvare sig fysisk, hverken personligt eller i større sammenhænge organiseret af staten.
Men hvordan skal antimilitarister forholde sig, når deres land bliver overtaget af en overlegen militaristisk fjende? Kampsport legenden Bruce Lee gav en forslag i TV serien "Longstreet", som Hong Kongs beboere har taget til sig siden den kommunistiske stramning af magten i 2019. Han sagde: "Bliv vand!" Når man hælder vand i en kop antager vandet form af koppen. Man skal fleksibelt tilpasse sig de nye forhold, medens man venter på de bedre tider, som uundgåeligt vil komme, da alle mennesker inderst inde er gode.
Antimilitarismen ligger dybt i den socialdemokratiske dna og forklarer Stauning regeringens vanrøgt af forsvaret, såvel som den moderne udsultning af forsvaret under skiftende socialdemokratiske regeringer. "Bliv vand!" kunne de have sagt, hvis de havde kendt Bruce Lee. Foto fundet på Danskernes Historie Online.
Den 5. april 1940 forelagde Munch og Stauning meddelelsen fra Zahle på et ministermøde. Flere ministre mente at den ikke var tilstrækkeligt underbygget. Udenrigsminister Munch måtte indrømme at den af ham foreslåede mobilisering kunne skabe mistillid i Tyskland og dermed risiko for Danmark. Han henstillede at man forelagde sagen for det udenrigspolitiske nævn. Man enedes om at afvente information om, hvorledes man så på sagen i Norge og Sverige.
Oslo svarede "at man ikke tillagde sagen nogen som helst betydning". Stockholm sagde "at det var en gammel historie".
Lørdag den 6. april 1940 holdt forsvarsministeren en konference med de militære ledere. Marine attacheen forklarede, at det var vel muligt at tyskerne havde interesse i danske og norske landområder. General Gørtz manede til besindighed, sådanne rygter havde der været før, sagde han. Viceadmiral Hjalmar Rechnitzer mente at et tysk angreb på Danmark ville være formålsløst og usandsynligt.
Søndag den 7. april bragte morgenaviserne alarmerende telegrammer fra Berlin. Aviserne havde mere konkret viden, men de var blevet henstillet om ikke at bringe den.
Om aftenen indløb et telegram fra gesandtskabet som meddelte at transportflåden havde forladt Stettin den 4. april. Munch undrede sig over at flåden ikke var iagttaget i Danmark.
Mandag den 8 april bragte aviserne i stor opsætning nyheden om transportflådens afsejling. Dagens Nyheder skrev: "På ny har mørke skyer trukket sig sammen om Norden" - "Om et døgn eller mindre kan der være skabt en hel ny situation i Skandinavien".
Allerede om formiddagen kom den foruroligende meddelelse om britiske mineudlægninger i norsk farvand. Omkring 80 tyske minestrygere og armerede trawlere havde passeret Røsnæs.
General Gørtz meddelte at en tysk motorkolonne, 50-60 kilometer lang, var på vej fra Rendsborg mod Flensborg. General Gørtz foreslog at hele sikringsstyrken, i alt 54.000 mand blev indkaldt. Viceadmiral Rechnitzer ønskede at indkalde uddannet mandskab til afløsning af rekrutbesætningen på artilleriskibet "Niels Juel".
Klokken 11.15 på mødet hos kongen den 8 april blev det besluttet ikke at mobilisere sikringsstyrken, da det kunne vække tysk mistanke om dansk fjendskab. Det erfarne mandskab skulle indkaldes til "Niels Juel" og man skulle etablere flyveropklaring.
Men i virkeligheden var det alt sammen for sent.
Danske Fokker C.V jagerfly, som blev ødelagte på jorden på Værløse Flyvestation om morgenen den 9. april 1940. Foto ukendt Wikipedia.
Klokken 15.30 indfandt den tyske gesandt, Renthe-Fink, sig hos udenrigsminister Munch i meget nervøs tilstand. Rent personligt, uden instruks udtalte han håbet om at den danske regering ville "vise forståelse" hvis følgerne af de britiske mineudlægninger på en eller anden måde kom til at berøre Danmark. Da Munch nævnte de mulige indkaldelser udbrød gesandten bevæget: "Indkaldelser i denne situation ville være det ulykkeligste, der kunne ske, et sådant skridt kunne i Berlin blive opfattet forkert med hensyn til Danmarks stilling til konflikten om Norge."
Tirsdag den 9. april 1940 kl. 4.00 kom Renthe-Fink igen til udenrigsminister Munchs hjem, hvor han meddelte ham, at Tyskland havde beviser for at England ville bemægtige sig støttepunkter i Danmark og Norge. Derfor rykkede tyske tropper i dette øjeblik over grænsen og ind i Jylland, og gik i land forskellige steder på Sjælland blandt andet ved Langelinie. Om kort tid ville tyske bombefly være over København, men de havde ordre til ikke at bombe foreløblig.
Den tyske gesandt understregede at Tyskland under en besættelse ville garantere Danmarks dets territoriale integritet og politiske uafhængighed og ikke blande sig i landets indre styre, men dertil krævedes den tyske værnemagts tilstedeværelse i landet så længe krigen varede.
Klokken 4.15 meddeltes det at Lillebæltsbroen var blevet besat af tyske soldater landsat ved Snoghøj og tyske faldskærmssoldater havde indtaget Masnedøfortet uden modstand fra de to danske soldater, som udgjorde besætningen der.
Klokken 4.20 lagde troppetransportskibet "Hansestadt Danzig" til kaj ved Langelinie få hundrede meter fra Kastellet. Sydporten stod åben og Nordporten blev sprængt åben og de tyske tropper stormede ind og afvæbnede de få danske soldater.
Klokken 4.23 overskred tyske tropper grænsen ved Kruså.
Klokken 4.30 indløb meddelelser om at Nyborg, Assens og Middelfart var blevet besat, og Gedser Warnemünde færgen var kommet til Gedser fuldt lastet med tyske tropper.
Klokken 5.25 bombarderede tyskerne Flyvestation Værløse, hvor to danske piloter mistede livet, medens de forsøgte at lette. De øvrige danske fly blev ødelagt på jorden.
Fra de tyske bombemaskiner over København så man flyveblade fyge ud som sne.
De danske soldater, som kæmpede ved Bredevad, fotograferet umiddelbart før kampene den 9. april 1940. Foto Ukendt - Hendriksen, C. Næsh (1945) Den danske Kamp i Billeder og Ord, Odense: Bogforlaget Dana, p. 18 - Wikipedia.
Kongen, regeringen og den militære ledelse var samlede på Amalienborg.
Kongen spurgte, om man kunne nå at gøre modstand. Generalløjtnant Prior svarede, at der allerede blev kæmpet i Sønderjylland.
Derpå ville kongen vide, om det udadtil kunne siges, at vi havde gjort modstand nok. Dette benægtede Prior.
Dernæst spurgte kongen udenrigsminister Munch, om han troede at en kortvarig forlængelse af modstanden ville have nogen betydning i forhold til udlandet. Munch svarede, at han ikke mente, at det ville betyde noget.
Den kraftigste modstand mod invasionen blev ydet i Sønderjylland af spredte grupper, som ikke havde kontakt med hinanden. Det lykkedes at ødelægge adskillige pansrede tyske køretøjer med maskinkanonild. Kampene i Sønderjylland kostede 11 danske soldater livet, medens 20 blev sårede. Desuden faldt 3 grænse gerdarmer ved Padborg.
Under kampen ved Amalienborg blev slottet forsvaret af omkring 75 mand fra Den Kongelige Livgarde. Kampen resulterede i tre sårede gardere. Kong Christian beordrede kampen indstillet klokken 5.55.
Klokken 06.00 udsendte Christian 10. beslutningen om at indstille kampene i hele landet, og derefter ophørte al modstand. Da var hele Danmark på den mest ydmygende måde blevet løbet over ende på blot to timer.
61. Besættelsestiden
Allerede den 10. april 1940 blev regeringen udvidet til en samlingsregering med repræsentanter for næsten alle partier.
Renthe-Fink - nu forfremmet fra gesandt til "Befuldmægtiget for det Tyske Rige" - kom allerede den 12. april 1940 med et krav, som var i klar modstrid med tyskernes tidligere løfter. Med henvisning til Haagkonventionens bestemmelser om militær myndighed i besat fjendtligt område erklærede han, at alle sager vedrørende sabotage, spionage og "nedbrydende virksomhed" ville blive behandlet af tysk politi og dømt ved tyske krigsretter eller tysk militær straffelov.
Alsang stævne i Frederiksberg Have den 1. september 1940. Alsang i 1940 til 1943 var store, folkelige sang stævner, der startede i Nordjylland i juli 1940 og nåede et højdepunkt den 1. september 1940 med op mod 800.000 deltagere. I anledning af Christian 10.'s 70-års fødselsdag blev "Kongesangbogen", trykt og husstandsomdelt. Sangene bestod mest af mere bløde nationale sange. Men "Kong Christian stod ved højen mast i røg og damp" af Johannes Ewald var med - sammen med: "Danmark nu blunder den lyse Nat" af Thøger Larsen, "Den danske Sang er en ung blond Pige" af Kai Hoffmann, "Den signede Dag med Fryd vi ser" af Grundtvig, "Dejlig er Jorden" af Ingemann og mange andre. Foto Nationalmuseet - National Museum of Denmark Wikipedia.
Men ved energisk forhandling og henvisninger til tidligere givne løfter, lykkedes det den danske regering at afværge dette lige indtil samarbejdsregeringen trådte tilbage den 28. august 1943. Men det var naturligvis ikke muligt at fastholde dette princip, medmindre de danske myndigheder selv var villige til at pågribe, anklage og eventuelt dømme dem, der foretog sig sådanne handlinger. Alternativet var tyske militære krigsretter, henrettelser og koncentrationslejre.
Et andet problem var at Luftwaffe omgående satte sig i besiddelse af de danske flyvepladser til brug for deres operationer mod England og Norge. De begyndte straks at udvide de eksisterende flyvepladser og anlægge nye.
Tyskerne forlangte at få anvist dansk arbejdskraft til anlægsprojekterne på flyvepladserne. Hvis den danske regering afviste dette krav, agtede de selv at udskrive dansk arbejdskraft eller skaffe arbejdskraft fra Tyskland, hvilket sidste den danske regering var meget imod, idet de frygtede tysk indvandring. Efter forslag fra den konservative Christmas Møller enedes man om at opfordre danske entreprenørfirmaer til at udføre anlægsarbejderne med sædvanlig dansk arbejdskraft.
Det er egentlig også svært at se, hvad man ellers skulle have gjort, når man nu ikke var herre i eget hus.
Atlantvolden var en tysk forsvarslinje bygget under 2. verdenskrig langs Europas vestkyst fra Nordkap til den spanske grænse.
Den danske del af Atlantvolden - hovedsagelig langs Vestkysten fra Skagen til Rømø - omfatter omkring 8.000 betonkonstruktioner af forskellig slags, som blev bygget i perioden fra 1940 til 1945 af Danmarks største entreprenørfirmaer samt hundredvis af mindre virksomheder i perioden fra 1940 til 1945. Danske firmaer var verdens førende indenfor betonkonstruktioner.
Den 8. juli 1940 blev udenrigsminister Peter Munch afløst af Erik Scavenius, som havde været udenrigsminister under Første Verdenskrig.
Munchs strategi havde været at holde sig passiv i forhold til tyske krav så længe som muligt og ikke give indrømmelser, før det var absolut nødvendigt. Han undgik alt, der kunne give tyskerne indtryk af at danskerne sympatiserede med tysk ideologi og bestræbelser.
Denne strategi fandt Scavenius direkte farlig. Han mente at det tyske Nazi parti svulmede af overmod efter Tysklands mange sejre, og de var rede til at reorganisere Europa efter nationalsocialismens ideer. Scavenius anbefalede at vise tyskerne så megen samarbejdsvilje, at de ville beholde den danske regering og undlade at erstatte den med en nationalsocialistisk regering i stil med den senere norske Quisling regering.
En bunker på stranden ved Thyborøn. Foto Ypsin eigenes Werk Wikipedia.
Men hvad havde Danmark så at handle med? Den tidligere gesandt, nu "befuldmægtigede" Renthe-Fink advarede indtrængende sine overordnede i Berlin mod at man fra tysk side blandede sig i dansk indenrigspolitik ved at fjerne regeringen Stauning. Det ville stride mod tysk økonomisk politik, der under krigen måtte have det formål "at hente så meget som muligt ud af Danmark".
Renthe-Fink henviste til den øverstkommanderende i Danmark general Kaupich og hans efterfølger Erich Lüdke, som begge holdt på at man ikke skulle give nogen støtte til de danske nationalsocialister.
Tyskland var en industrination, der ikke kunne skaffe mad til sig selv i længere tid, berøvet sine markeder og eksport.
Som udtryk for at tyskerne respekterede Danmarks "uafhængighed" fik det danske forsvar lov til at bestå. Man fortsatte med at uddanne nye officerer. Bortset fra at tyskerne i januar 1941 krævede og fik udleveret seks danske motortorpedobåde, var våben, udrustning og beholdninger på danske hænder helt indtil den 28. august 1943.
Den 22. juni 1941 åbnede tyskerne deres Barbarossa offensiv imod Sovjetunionen, og i den forbindelse krævede den tyske besættelsesmagt i Danmark 196 navngivne danske kommunister arresteret og taget i forvaring, heriblandt tre Folketingsmedlemmer.
Statsminister Stauning gav ordre til, at tyskernes ønske skulle efterkommes, og den 22. juni 1941 anholdte dansk politi omkring 339 kommunister, som blev anbragt i Vestre Fængsel og Horserød Lejren i nærheden af Helsingør.
Der var tre kommunistiske folketingsmedlemmer i 1941, nemlig Martin Nielsen, Aksel Larsen og Alfred Jensen. Det lykkedes dog kun at anholde Martin Nielsen, medens Aksel Larsen og Alfred Jensen i første omgang undslap og gik under jorden. Aksel Larsen blev dog taget senere i krigen.
Interneringen af kommunisterne var i modstrid med Grundlovens paragraf 71, også dengang: "Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning underkastes nogen form for frihedsberøvelse".
Horserød lejren - fra Helsingør Leksikon.
Fængslingen af folketingsmedlemmerne var i modstrid med Grundlovens paragraf 57: "Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art."
To måneder senere, den 20. august 1941, vedtog Folketinget en lov med tilbagevirkende kraft, som forbød kommunistisk virksomhed og gav grundlag for arrestation af enhver, som antoges at ville deltage i en sådan virksomhed.
I juridisk sprogbrug bliver en lov med tilbagevirkende kraft kaldt "Ex post facto lov". Sådanne love bliver i almindelighed betragtet som et brud på retssikkerheden. Man kan jo ikke sige, at en nation bliver regeret ved lov, når lovene først bliver lavet efter, at den påståede forbrydelse har fundet sted og tilpasset efter, hvem man nu gerne ville have ram på.
Den 25. november 1941 i Berlin underskrev udenrigsminister Erik ScaveniusAnti-komiternpagten på Danmarks vegne.
Den danske regering, herunder udenrigsminister Erik Scavenius og minister for offentlige arbejder, Gunnar Larsen, frygtede tvangsudskrivning af danske unge mænd til tysk militær- og arbejdstjeneste. Scavenius vurderede, at en accept af frivillighed kunne forhindre en skærpelse af tysk politik mod Danmark.
Hverveplakat for Frikorps Danmark. Foto Wikimedia Commons.
Det afgørende for Staunings og Scavenius politik i spørgsmålet om frivillige danske militære korps til støtte for de tyske militære bestræbelser i Rusland var deres klare forventning om, at Sovjetunionen hurtigt ville blive besejret, hvorefter Tyskland kunne skabe sit nye Europa efter forgodtbefindende. For i den situation at modvirke tyske indgreb i interne danske forhold var det nødvendigt at Danmark viste sig imødekommende over for udviklingen.
Man arbejdede på at få etableret et nyt dansk Finlandskorps baseret på veteraner fra det danske Finlandskorps, som opererede i Finland i 1939-1940 i krigen mod Sovjetunionen. På den måde kunne man vise sig positiv overfor de tyske krigsbestræbelser og samtidig holde sig indenfor rammen af nordisk samarbejde.
Men først skulle der rent faktisk være krig mellem Finland og Sovjetunionen, og det skete først den 25. juni 1941. Desuden skulle Finland udtrykke ønske om at modtage udenlandske frikorps, og det ønske kom aldrig. Tværtimod udtrykte finnerne betænkelighed ved kampkraften hos udenlandske korps.
Der var andre muligheder for danske mænd, som ønskede at bidrage til at bekæmpe kommunismen, nemlig "SS-Standarte Nordland", som var var regulær enhed i den tyske hær, der bestod af skandinaviske, hollandske og andre europæiske frivillige, som meldte sig individuelt direkte til den tyske hær. Men Nordland repræsenterede ikke et organiseret dansk bidrag til at opnå de tyske krigsmål.
Så var der kun "Frikorps Danmark" tilbage.
Den 29. juni 1941, kun en uge efter tyskernes angreb på Sovjetunionen og interneringen af kommunisterne, dannedes "Frikorps Danmark", som var et uafhængigt dansk militærkorps, der havde til formål at bekæmpe kommunismen.
De frivillige, der meldte sig til frikorpset, havde al grund til at tro, at det officielle Danmark stod bag dem, da den danske regering, repræsenteret af udenrigsminister Erik Scavenius og minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen, var involveret i oprettelsen af korpset.
Danske soldater fra Frikorps Danmark i kamp i Rusland. Foto af ukendt oprindelse
I Danmarks Radio fik korpsets leder, den danske artilleri-officer, Christian Peter Kryssing, taletid, hvor han opfordrede danske mænd til at tilsluttede sig korpset.
Korpset blev oprettet med hærledelsens og den danske regerings fulde accept. Officerer, der ønskede at gøre tjeneste i korpset, fik i følge et generelt udsendt cirkulære bevilliget orlov fra den danske hær, og kunne senere vende tilbage med fuld rang.
Ved Frikorps Danmarks afrejse til Rusland var hærledelsen repræsenteret ved general Gørtz.
Omkring 6.000 unge danske mænd meldte sig til kampen mod Sovjetunionen. De blev så godt som alle sendt til østfronten, hvor omkring 2.000 faldt.
Korpsets anden leder, den karismatiske von Schalburg, faldt ret hurtigt ved østfronten. Der blev afholdt en mindehøjtidelighed for ham i Odd Fellow Palæet i København, hvor statsminister Buhl deltog sammen med repræsentanter for det danske forsvar og kongehuset, hvilket også demonstrerer det officielle Danmarks fulde accept af Frikorps Danmark.
Den 3. maj 1942 døde statsminister Thorvald August Marinus Stauning og blev kortvarigt efterfulgt Wilhelm Buhl, som efter 5 måneder blev erstattet af udenrigsministeren, Erik Scavenius.
Den første socialdemokratiske statsminister i Danmark Thorvald August Marinus Stauning, 26. oktober 1873 - 3. maj 1942. Søn af Karetmager P.A. Stauning og hustru F. Hansen. Med 15 år og 9 måneder var han den længst siddende statsminister siden enevældens afslutning, kun overgået af Estrup, som sad 19 år og 2 måneder. Stauning var oprindelig udlært cigarsorterer.
Som sine socialdemokratiske partifæller fra dengang var han formentlig fra sin tidligste ungdom overbevist antimilitarist.
Hans kritikere fremførte, at han inviterede tyskerne indenfor, fordi han efterlod forsvaret så svækket, at det ikke var i stand til at kæmpe mod nogen andre magter, og slet ikke forsvare Danmarks neutralitet.
Men til hans ros må man sige, at han ikke veg tilbage for at gøre det nødvendige for på en smidig og egentlig listig måde at bringe Danmark igennem den meget vanskelige situation, som besættelsen var.
Foto Francis Zachariae (1852 - 1936) - Før og Nu, Historisk, Topografisk tidsskrift og illustrationsværk. Wikipedia.
Slaget ved Stalingrad var krigens vendepunkt. Tyskland mistede med et slag 25% af sin hær. Efter Stalingrad var Tysklands skæbne beseglet.
Den 19. november 1942 brød den Røde Hær igennem på begge sider af de tyske positioner ved Stalingrad. Den 22. november 1942 havde sovjetiske styrker fuldendt omringningen af de 290.000 tyske og andre soldater, der belejrede byen. Efter at de havde lidt under kulde og sult i godt to måneder, overgav general Paulus sig den 31. januar 1943 med hele sin resterende hær.
Det tog derefter yderligere to år og millioner af soldaters liv at afslutte krigen.
Nogle af de 91.000 tyske soldater, som blev taget til fange ved Stalingrad sammen med et tilsvarende antal rumænere, italienere og ungarere. Inden for et par uger ville over en fjerdedel af dem være døde. Mindre end 6.000 tyskere overlevede de sovjetiske arbejdslejre og vendte tilbage til Tyskland i begyndelsen af 1950'erne.
Vi bemærker at selv om Danmark havde tilsluttet sig Antikomitern pagten - som Rumænien, Italien og Ungarn - var der ingen danske soldater ved Stalingrad.
Photo Medium.
Det tyske nederlag kunne ikke skjules. Skriften på væggen som forudsagde aksemagternes skæbne blev også læst i Danmark. Politikerne begyndte at frygte at Danmark skulle ende på tabernes side, når regnskabet ville blive gjort op efter krigen.
I løbet af foråret 1943 blev de største danske partisan organisationer dannet, nemlig den kommunistiske Bopa og den borgerlige Holger Danske.
Oprindeligt hed den kommunistiske gruppe Kopa, som står for kommunistiske partisaner, men efter nogen tid optog de også medlemmer fra andre kredse, og derfor skiftede den navn til Bopa, som står for borgerlige partisaner.
Hidtil havde modstandsgrupperne måtte nøjedes med simple ildspåsættelser og smadrede ruder. De var afmægtige uden våben og sprængstoffer. Derfor var det af helt afgørende betydning at englænderne fra marts 1943 begyndte at nedkaste våben, sprængstoffer og sprængstof-instruktører med faldskærm.
Den 28. juni 1943 svømmede Bopa sabotører over Odense Kanal og placerede en engelsk magnetbombe på klædningen af det tyske minelæggerskib, Linz, som lå ved udrustningskajen på Odense Stålskibsværft. Skibet sank og tyskerne indførte væbnede vagter på værftet, hvilket fremprovokerede en strejke.
De dårlige nyheder for Tyskland vedblev at strømme ind. Den 25. juli 1943 blev Mussolini afsat af det fascistiske storråd og kong Vittorio Emanuele.
Den 6. august 1943 afbrændte en folkemængde i Esbjerg statens fiskepakhus med store mængder af fisk. Da tyskerne dekreterede undtagelsestilstand svarede arbejderne igen med generalstrejke.
I august 1943 opstod der uroligheder i Odense i form af strejker og demonstrationer mod tyskvenlige butikker efter sigende fremkaldt af nyhederne om Mussolinis skæbne og den amerikanske landgang i Italien. Urolighederne spredte sig til Esbjerg, Aalborg og Aarhus.
Under uroligheder i Aalborg blev 7 mennesker dræbt og 42 måtte på sygehuset.
Den 24. august 1943 sprængte modstandsgruppen Holger Danskeudstillingsbygningen Forum på Frederiksberg. Aktionen skulle forhindre tyskerne i at bruge bygningen til at indkvartere soldater.
Urolighederne i Odense august 1943. Væltet politibil i Asylgade. Urolighederne i Odense bestod mest i at smadre "tyskvenlige" butikker, vælte politibiler, standse sporvogne og tænde bål i gaderne. Foto Eduard Christoffersen Odensebilleder.
En del maskinfabrikker, der fremstillede dele til tysk militær samt den jyske længdebane, der forbandt Tyskland med Norge, blev saboteret i efteråret 1943.
Den danske regering fordømte opfordringer til uro og sabotage og "privat udenrigspolitik". Kong Christian 10. selv advarede mod sabotage.
Ved lov blev det pålagt virksomheder, som kunne frygte sabotage, at ansætte bevæbnede vagter. De jernbanestrækninger, som særligt blev benyttet af det tyske militær, skulle bevogtes af jernbanefolk og politi.
Den 28. august 1943 krævede rigsbefuldmægtige Werner Best at der blev erklæret undtagelsestilstand i hele landet, som omfattede forbud mod forsamlinger af mere end fem personer, udgangsforbud mellem 20.30 og 5.30, pressecensur under tysk medvirken, omgående indførelse af dødsstraf for sabotage, medvirken dertil og besiddelse af skydevåben og sprængstoffer. Hvilke krav regeringen afviste i enighed med kongen.
Klokken 4.00 den 29. august 1943 opsøgte brigadeführer Kanstein statsminister Scavenius - medens en tysk flyvergeneral samtidig opsøgte kongen - og meddelte dem at der var indført undtagelsestilstand og den udøvende magt var overgået til tysk militær.
Regeringen havde på forhånd meddelt værn cheferne, at de ikke ønskede modstand mod et tysk forsøg på afvæbning. Men alligevel kom det til korte heftige ildkampe ved kasernen i Odense, hos Livgarden og få andre steder.
I modstrid med regeringens ønske beordrede admiral Vedel alle danske krigsskibe til at søge svensk farvand hvis muligt eller blive sænket, hvilket sidste skete enten ved at åbne bundventilerne eller ved sprængning. Kun nogle få mindre skibe nåede Sverige.
Klokken 3.00 om natten mellem den 28. og 29. august 1943 stormede tyske specialtropper Horserød lejren, hvor kommunisterne var internerede. Men ved at udnytte mørket, regnvejret og tyske misforståelser lykkedes det 95 af de internerede at stable senge og madrasser op mod hegnet og derved flygte. De resterende omkring 150 kommunister - her i blandt folketingsmedlem Martin Nielsen - nåede ikke væk og blev taget som krigsfanger. De blev siddende i lejren under tysk kommando indtil den 2. oktober 1943, hvor de blev deporteret til kz-lejren Stutthof.
Det var dog ikke således at Danmark nu var helt uden dansk ledelse. Departement cheferne blev siddende og derved slap tyskerne for at opbygge deres egen administration, som også ville have virket forstyrrende på de værdifulde danske leverancer af især fødevarer til Tyskland.
Ved regeringens tilbagetrækning vågnede nu SS-kredse i Berlin omkring Heinrich Himmler til dåd og krævede en løsning af jødeproblemet i Danmark efter samme retningslinjer som var fulgt i selve Tyskland og andre besatte lande, hvilket ville sige, at jøderne skulle indfanges og aflives.
Riffelsyndikatet var Danmarks eneste våbenfabrik og af stor betydning for tyskerne. Fabrikken var bevogtet af 60-70 bevæbnede sabotagevagter. alligevel lykkedes det den 22. juni 1944 sabotagegruppen Bopa at komme ind, idet de var forklædte som arbejdere, medbringende 400 kilo trotyl, som blev fordelt på fabrikken og bragt til sprængning på en gang. Inden sprængningen fjernede sabotørerne mere end 100 automatiske våben og en mængde ammunition og slap bort i deres biler. Riffelsyndikatet hed også DISA Dansk Industri Syndikat. Foto fra 1944 Frihedsmuseet.
De tyske befuldmægtige i Danmark, Renthe-Fink, såvel som Werner Best, havde advaret deres foresatte mod et sådant skridt. De havde begge overfor deres chefer i Berlin beskrevet jødernes indflydelse i Danmark som ganske betydningsløs.
Ligeledes frarådede den sikkerhedspolitiske tyske leder i Danmark, Standartenführer Rudolf Mildner, aktionen i en direkte henvendelse til Himmler.
Deportationen af Danmarks jøder var planlagt til den 1. og 2. oktober 1943. Specialtropper fra Sondernkommando Eichmann og transportskibe blev trukket til København.
Men samtidig med at Werner Best overfor departement chef Svenningsen og Sjællands biskop Hans Fuglsang-Damgaard benægtede at der var planer om deportation af jøder, tillod han gesandtskabets skibsfart atache C.F. Duckwitz at sprede advarsler om, hvad der forestod. Allerede den 28. september 1943 informerede han Hedtoft, H.C. Hansen og departement chef Svenningsen.
Der blev gjort alt for at advare så mange jøder som muligt. Om morgenen den 29. september blev hele menigheden i Synagogen i København advaret.
Den 1. oktober gik de tyske politisoldater de allerfleste steder forgæves. Kun de, som var for gamle og syge til at flygte, var tilbage sammen med nogle ganske få, som nægtede at tro at noget sådant kunne ske.
En barrikade på Nørrebrogade under Folkestrejken i København i 1944. Foto Nationalmuseet, Danmark.
Man regnede med, at der i Danmark fandtes 7.000 jøder og under selve aktionen blev kun pågrebet 202. På andre måder pågreb man senere 270 jøder især i Jylland, heraf 180 statsløse. De blev alle ført til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor 52 døde, især de gamle og syge.
Jøderne blev indskrevet på hospitalerne under falske navne eller fik ly hos private familier og i løbet af nogle uger lykkedes det at bringe dem til Sverige. Tyskerne udviste en forbavsende ringe interesse for fiskerlejerne langs Øresundskysten.
Opmuntret af de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944 udførte sabotagegruppen BOPA d. 22. juni 1944 en dristig aktion mod Riffelsyndikatet, hvor de ødelagde bygninger og maskiner og erobrede en mængde våben.
Tyskerne svarede straks igen. Den 29. juni 1944 blev otte medlemmer af den fængslede Hvidstengruppe henrettet ved skydning af en tysk eksekutionspeloton i Ryvangen.
Studentergården, Borgernes hus, Den Kongelige Porcelænsfabrik og Tivoli blev ødelagt ved schalburgtage, hvilket vil sige tyske gengældelsesaktioner for sabotage, sædvanligvis udført af danske sympatisører i det såkaldte "Schalburg Korps".
Samme dag indførtes udgangsforbud fra klokken 20.00 om aftenen til 5.00 morgen. Vejret var godt, med varme sommeraftener, som man derfor ikke kunne nyde - da der jo var udgangsforbud.
Arbejderne på B&W meddelte så, at hvis de ikke kunne få lov at passe deres kolonihaver om aftenen, måtte de gøre det om dagen, og derfor gik de alle hjem kl. 14.00. Dette indledte Folkestrejken den 30. juni til den 5. juli 1944.
Da en tysk patrulje i bil ved 20-tiden kørte ind i Istedgade, blev den mødt med buh-råb og piben, og tyskerne reagerede ved at affyre en række skræmmeskud. Dette fik folk til at bygge barrikader og tænde bål i gaderne. Nogle timer senere ankom en tysk militær lastbil til krydset Enghavevej-Vesterbrogade-Kingosgade. En gruppe politisoldater steg ud og rykkede frem i en kæde, medens de affyrede skud. En ung mand blev dræbt og flere andre blev sårede. Lignende episoder med dræbte og sårede fandt sted andre steder i byen.
Efter fem dage proklamerede Werner Best, at Schalburgkorpset ville blive taget væk fra gaderne samt at spærretiderne blev ophævet. Dette afsluttede strejkerne. I radioen opfordrede ledende politikere folk til at genoptage arbejdet.
I sommeren 1944 var Tysklands stilling meget vanskelig. De allierede var gået i land i Normandiet og havde allerede befriet Paris, og russerne rykkede hurtigt frem gennem Ukraine, Hviderusland, Polen og Rumænien.
Den tyske øverstkommanderende i Danmark, von Hanneken, frygtede for at blive faldet i ryggen i tilfælde af en allieret landgang i Jylland, hvilket kunne medføre at de tyske tropper i Norge blev afskåret fra Tyskland. Det danske militær havde han uskadeliggjort allerede året før. Men han havde efterretninger om det franske politis rolle i de allieredes befrielse af Paris i august og frygtede at det danske politi ville agere på lignende måde.
Det danske politikorps talte 9.821 mand. De var velbevæbnede og set fra et tysk synspunkt fuldstændig upålidelige. Ikke blot havde det indstillet al efterforskning af sabotagegrupperne, men Gestapo nærede begrundet mistanke om at der var mange forbindelser mellem grupperne og politiet.
Medens Werner Best blev holdt udenfor opnåede von Hanneken Himmlers samtykke til at uskadeliggøre det danske politi.
Den 19. september 1944 slog Gestapo til. Politiets departement chef, rigspolitichefen og Københavns politidirektør blev arresteret under et møde på Dagmarhus.
Dansk politi i stilling før kampene ved Amalienborg. Søren Hansen beretter: "Til Amalienborg Slotsplads indløb en melding om, at man snart kunde vente tysk militær på pladsen. I hast blev der lavet spærringer, skudstillinger og lette barrikader. Hele tre gange blev angriberne drevet tilbage med et tab, som anslås til at være hen ved en halv snes døde og 30-40 sårede. Angrebet førtes fra Ny Toldbodgade og havnekvarteret. I forsvaret deltog også civile, som tyskerne mente at spore tilbage til ejendommen Amaliegade 39. Der blev kastet bomber ind i ejendommen, som hurtigt stod i brand. - Det synes, som om der er givet ordre til det tyske militær om at trække sig tilbage fra Amalienborg. Politiet holdt stand og bevogter stadig slottet. Der blev affyret ca. 15.000 skud på og omkring Slotspladsen. Under sammenstødet såredes palæforvalter, Kaptajn Schlichtkrull svært." Foto Frihedsmuseets fotoarkiv, 1944.
Medens en falsk luftalarm drev folk væk fra gaderne og politiet til deres poster, overrumplede Gestapo hovedstadens politistationer og tyske patruljer arresterede de betjente, som de traf på. Også den politivagt på et halvt hundrede mand, som siden august 1943 havde bevogtet Amalienborg, blev angrebet, men forsvarede sig effektivt og nedlagde adskillige tyskere.
Samme nat blev alle fangne betjente under 55 år stuvet sammen i et skib og sejlet til Travemünde, hvorfra de førtes til lejren Neungamme og derfra til Buchenwald koncentrationslejren.
I Odense, Aalborg og Aarhus lykkedes det tyskerne at pågribe nogle hundrede betjente samt omkring 150 grænsegerdarmer, som alle blev ført til lejre i Tyskland.
Men tyskerne fik kun fat i 1.984 politibetjente, de resterende 7-8.000 gik øjeblikkeligt under jorden, og under politimester Aage Seidenfaden oprettedes en modstandsorganisation baseret på politiet.
Det siges, at efter nogen tid fik departementscheferne i Danmark udvirket at betjentene i lejrene fik status som krigsfanger, hvilket skulle have forbedret. forholdene. Men omkring 90 politifolk mistede livet i de 6-7 måneder fangenskabet stod på.
Man skal ikke forestille sig at "alle danske" var med i modstandskampen. Sabotører og udgivere af illegale blade var et forsvindende mindretal.
Modstandsgrupperne bestod på den ene side af de meget aktive kommunister og på den anden side af traditionelle konservative. Meget få socialdemokrater deltog i illegale aktiviteter. Venstrefolk med basis i landbruget og højskolebevægelsen deltog heller ikke i synderligt omfang. Mange almindelige mennesker betragtede sabotørerne som uansvarlige ballademagere.
De mange aktioner mod små værnemager-virksomheder havde næppe stor militær betydning. Kun sabotagen mod den jyske længdebane, som forbandt Tyskland og Norge, og aktionen mod Riffelsyndikatet kan muligvis have bidraget til de allieredes sejr. Men for Danmarks anseelse udadtil og landets selvrespekt var modstandsbevægelsen værdifuld.
Men de danske sømænd derimod, som sejlede i allieret tjeneste i konvojer over Atlanten og til Murmansk konstant truet af tyske ubåde, bidrog langt mere til de allieredes sejr end samtlige sabotageaktioner.
Da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940, befandt over 400 skibe og omkring 6.000 danske sømænd sig i farvande behersket af de allierede. De kom i britisk og allieret tjeneste med at sejle krigsvigtige materialer - herunder ammunition, olie, benzin og våben- i konvoj fra USA til England eller videre til Murmansk, konstant truet af tyske ubåde. Omkring 1.000 danske sømænd mistede livet i allieret konvoj sejlads.
Arktisk konvoj. Foto Mil.ru Wikipedia.
Men det var ikke nok at overleve fysisk. At sejle i flere år i det kolde Atlanterhav - i konstant fare for at ende netop der, efter at have været ramt af en tysk torpedo eller sænket af et fly, uden at være i stand til selv at gøre noget imod det - var en enorm psykisk belastning, som mange aldrig kom over, men gik til i alkoholisme og psykiske nedbrud.
Ved krigens slutning den 5. maj 1945 havde Danmark et alvorligt image problem. Vi blev opfattet som en slags allieret med Tyskland på grund af:
1) Gennem fem år havde Danmark forsynet Tyskland med fødevarer, som var en meget kritisk ressource for dette land.
2)Erik Scavenius' erklæring ved hans tiltrædelse som statsminister den 8. juli 1940, hvor især udtrykket: "de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring" vakte opmærksomhed i udlandet.
3) Danmark havde ført forhandlinger om en dansk-tysk mønt- og toldunion i sommeren 1940 (som dog ikke blev til noget).
4) Udleveringen af de seks danske motortorpedobåde i januar 1941.
5) Statsminister Stauning sagde i en tale i Studenterforeningen den 8. marts 1941: "Det er mit indtryk, at Tyskland har visse planer, der ikke blot sigter efter en øjeblikkelig nyordning, men efter en blivende europæisk nyordning, der skal være rådende ud i fremtiden." - "Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den tilpasning, jeg her har antydet, når tiden dertil er inde, og den vil ikke være så afskrækkende, som nogle måske vil synes."
6) Den pludselige og demonstrative afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen den 26. juni 1941 kun få dage efter at Tyskland havde indledt sit angreb på dette land.
7)Fængslingen af kommunisterne, inklusive 3 folketingsmedlemmer, i dagene efter Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 og den efterfølgende antikommunistlov den 20. august 1941.
8) Den danske regerings reelle accept og velsignelse af at 6.000 danske officerer og menige efter juni 1941 meldte sig til kampen mod Sovjetunionen på østfronten.
9)Den 25. november 1941 i Berlin underskrev udenrigsminister Scavenius Antikomintern Pagten på Danmarks vegne
10) Der havde aldrig i tiden 1940 - 1945 været tale om krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. I hele perioden havde den danske ambassade i Berlin været åben.
Forside af "The Morgenthau Plan 1944-1945" af David Irving.
Hvis Danmark under disse omstændigheder ikke formåede skille sig ud fra Tyskland, kunne det have kostet os hele vores industri og hele handelsflåden.
På et topmøde for de allierede i Quebec's Citadel den 13. september 1944 fremlagde USA's finansminister Henry Morgenthau sin plan for, hvad der skulle ske med Tyskland og tyskerne efter de allieredes forventede komplette sejr.
Morgenthau planen"havde til hensigt at gøre Ruhr området til et spøgelsesland. Den havde til formål at reducere den samlede tyske levestandard for at forhindre Tysklands genopbygning som en aggressiv magt. Det forbød bistand til den tyske landbrugssektor og forbød produktion af olie, gummi, handelsskibe og fly." - "Den industrielle region Saar skulle ødelægges - Alle maskiner og fabriksudstyr skulle overføres til russerne" skriver historikeren Gregor Dallas. Tyskland skulle omdannes til en landbrugs-nation.
Da en amerikansk embedsmand påpegede overfor Morgenthau, at Tysklands befolkning ikke kunne overleve ved landbrug alene, at millioner ville sulte, foreslog Morgenthau de allierede at sende de overskydende Tyskere til Nordafrika.
Selv Churchill var rystet og sagde at "Morgenthau Planen var unaturlig og ukristelig og unødvendig". Men England fik alle sine forsyninger fra USA, og han turde ikke for alvor protestere.
Først i 1947 blev Morgenthau planen erstattet af Marshall planen, men det kunne ingen vide i 1945.
Hvis Danmark ikke kunne sandsynliggøre overfor de allierede at vi i virkeligheden havde været modstandere af den tyske krigsmagt, kunne vi risikere at komme til at dele den sørgelige skæbne, som tyskerne var tiltænkt i følge Morgenthau planen.
Danmark undgik sin skæbne ved hjælp af den stort opsatte propaganda kampagne, som retsopgøret i virkeligheden var. Den skabte det indtryk, at det ikke var regeringen som sådan, der havde samarbejdet med den tyske værnemagt, men nogle forræderiske mindretal, som nu fik deres retfærdige straf.
Retsopgøret havde også den funktion, at det skulle tilfredsstille og regulere folkets hævntørst. Derved undgik man en udvikling, som man for eksempel så i Frankrig, hvor titusinder mennesker blev regulært lynchet uden nogen form for efterforskning, lov eller dom.
I juridisk sprogbrug kaldes en lov med tilbagevirkende kraft en "Ex post facto lov". Sådanne love bliver i almindelighed betragtet som et brud på retssikkerheden. Man kan jo ikke sige, at en nation bliver regeret ved lov, når lovene først bliver lavet efter, at begivenhederne har udspillet sig og tilpasset efter, hvem man nu gerne ville have ram på.
Retsopgøret byggede på fem særlove, som Folketinget vedtog i sommeren og efteråret 1945:
1. Lov nr. 259 af 1. juni 1945 - Straffelovstillægget
Som kriminaliserede personligt og fysisk samarbejde med tyskerne, herunder stikkervirksomhed, politiske mord og tysk krigstjeneste. Det var denne lov, der med tilbagevirkende kraft indførte dødsstraf.
2. Lov nr. 406 af 28. august 1945 - Værnemagerloven
Som kriminaliserede fortjeneste ved "utilbørlig" økonomisk samarbejde med tyskerne og omfattede konfiskation af profit optjent ved denne virksomhed.
3. Lov nr. 408 af 28. august 1945 - Den første Tjenestemandslov
Som kriminaliserede statsligt ansatte, som havde udvist "nationalt uværdig optræden". For eksempel som departementschef, ansat i DSB eller lignende.
4. Lov nr. 409 af 28. august 1945 - Den anden Tjenestemandslov
som kriminaliserede kommunalt ansatte, folkeskolelærere og præster i Folkekirken, som havde haft for tætte bånd til besættelsesmagten eller DNSAP, som står for "Danmarks National Socialistiske Arbejderparti".
5. Lov nr. 524 af 3. oktober 1945 - Lov om revision af sager mod læger og dyrlæger.
Demonstration gennem Vestergade i Odense sent om morgenen den 5. maj 1945 med krav om dødsstraf. Tekst på bannere: "Frihed og demokrati, "Død over krigsforbryderne". Foto National Museum of Denmark from Denmark - May 5th 1945 Uploaded by palnatoke Wikipedia.
Disse love blev alle gjort gyldige med tilbagevirkende kraft fra den 9. april 1940 dog med den vigtige undtagelse at der var straffrihed hvis handlingen var udført før den 29. august 1943 efter ordre eller anvisning fra en lovlig dansk myndighed.
På grundlag af "Straffelovstillægget" blev 78 personer dømt til døden ved skydning. De 46 domme blev eksekveret, medens de resterende 32 blev benådet af justitsministeren.
De eksekverede dødsdomme omfattede mest personer, som havde været direkte i Gestapos tjeneste, stikkere eller sådanne havde været med i forskellige terrorgrupper, som havde udført mord og omfattende schalburgtage-ødelæggelser.
Det mest omstridte emne vedrørende "Straffelovstillægget" er, at denne lov blev brugt til at straffe de hjemvendte Frikorps Danmark frivillige med op til 5 års fængsel.
Som nævnt ovenfor blev korpset dannet med støtte og opbakning fra det officielle Danmark, blandt andet fra udenrigsminister Scavenius, idet denne vurderede, at hvis man tilbød tyskerne et frivilligt korps, ville de undlade at kræve at regulære danske tropper skulle deltage i de tyske felttog, som andre medlemslande i Antikomitern Pagten gjorde. For eksempel var der italienske, rumænske og ungarske tropper på tysk side i slaget ved Stalingrad - men altså ingen danske - hvilket indikerer at Scavenius' strategi lykkedes.
Som nævnt var der mange former for officiel støtte og anerkendelse af Frikorps Danmark i 1941, men det blev fuldstændig glemt og ignoreret i retsopgøret i 1945.
De hjemvendte Frikorps Danmark frivillige var meget lidt populære og sandsynligheden taler for at politikere og endog dommere ikke kunne modstå fristelsen til at score nogle billige points. "Vi lever i et juridisk galehus!", sagde højesteretssagfører Henriques, som var en meget brugt forsvarer i under retsopgøret.
Det er blot en skam at de østfrontfrivillige i dag, næsten 80 år efter deres hjemkomst og domfældelse, endnu ikke har fået oprejsning, selvom det i dag ikke ville få nogen alvorlige internationale konsekvenser. Denne undladelse er alene et udslag af smålig politisk taktik og følagtighed overfor venstrefløjs aktivister.
Et andet meget kontroversielt emne i forbindelse med retsopgøret er, at mange mente at de små fisk blev straffet - for eksempel kunne en skrædder blive straffet for at have modtaget tyske uniformer til reparation, og man kunne blive dømt for at have haft tyske logerende - medens de store entreprenørfirmaer gik fri. De sidste fordi regeringen havde henstillet til dem at bygge flyvepladser og bunkere for tyskerne.
Ialt blev 13.521 personer dømt i retsopgøret efter de fem særlove - mere eller mindre retfærdigt.
63. Efterkrigstiden
Den 20. april 1947 døde kong Christian 10. efter at have været konge af Danmark i næsten 35 år gennem to europæiske krige. Han blev efterfulgt af sin søn Frederik 9.
Frederik 9. af Danmark 1949. Foto Elfelt & Co. Wikipedia.
Efter den Anden verdenskrig opgav Danmark den neutralitet, som vi havde påberåbt os i flere hundrede år, måske i erkendelse af at vi havde svært ved at hævde den i perioden 1940 - 1945. Den 4. april 1949 var Danmark et af de 12 stiftende medlemslande af forsvarspagten NATO, hvor USA er det altdominerende medlem.
Efter en folkeafstemning den 2. oktober 1972 blev Danmark medlem EF, som betyder det "Europæiske Fællesmarked". Politikerne forsikrede danskerne om, at EF drejede sig udelukkende om økonomiske forhold på trods af at traktaten allerede den gang indeholdt formuleringen "en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk".
Forud for folkeafstemningen om EF-pakken i 1986 forsikrede statsminister Poul Schlüter danskerne om at "Unionen er stendød" - "Vi har begravet det i et udvalg. Den bliver aldrig til noget," sagde han, på trods af at formuleringen "en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk" stadig stod i traktaten.
EF-pakken i 1986 var et temmelig uigennemskueligt kompleks, der afskaffede vetoretten på mange områder og derved gjorde EF mere som en politisk union. Pakken muliggjorde en egentlig EF-udenrigspolitik. EF blev overdraget miljøpolitik, forskning, teknologi og arbejdsmiljø. Det blev som en "pakke" solgt som afskaffelse af told og tekniske handelshindringer. Den var et typisk eksempel på en umærkelig "stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk"
Unionen var faktisk spillevende. Allerede i 1992 formulerede Maastricht-traktaten den politiske europæiske union. Nu handlede det ikke længere blot om økonomi og markeder. Det hed ikke længere EF, Europæisk Fællesmarked, men det langt mere ambitiøse EU, som står for Europæisk Union. Men den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten.
Nu var gode råd dyre. Politikerne mødtes med EU kommissærerne i Edinburgh og aftalte de fire danske forbehold, som manifesterer danskernes vilje til selvstændighed. Nemlig:
1) Unionsborgerskabet: Danskerne ville ikke opgive deres danske statsborgerskab til fordel for et unionsborgerskab, derfor blev man enige om at unionsborgerskabet ikke erstattede det nationale danske statsborgerskab, men supplerede det.
2) Euroforbeholdet : Danmark blev undtagen fra den fælles Euro og beholdt sin egen valuta, danske kroner.
3) Forsvarsforbeholdet: Danskerne ønskede ikke at deltage i et fælles europæisk forsvar, hvilket blev tilstået.
4) Retsforbeholdet: Danskerne ønskede at beholde deres egne love og ikke integrere asyl- og udlændingepolitik, civilret, strafferet og politisamarbejde med resten af EU.
Med disse fire forbehold, som gælder kun for Danmark, blev Maastricht-traktaten derefter vedtaget ved en ny folkeafstemning den 18. maj 1993.
De danske EU forbehold er en sten i skoen for politikerne, og de rumler bestandigt med forslag om at sende snart det ene eller det andet forbehold til en ny folkeafstemning, selvom folket allerede har talt.
Valgplakat fra Dansk Folkeparti under afstemningen om retsforbeholdet i 2015. Foto Finn Årup Nielsen - Eget arbejde. Wikipedia.
I 2015 udskrev venstre regeringen under Lars Løkke Rasmussen således en ny folkeafstemning om at ophæve retsforbeholdet, hvor imidlertid danskerne igen afviste fælles europæiske love om asyl- og udlændingepolitik med videre.
I år 2000 fremtvang en socialdemokratisk regeringen under Poul Nyrup Rasmussen en folkeafstemning om at ophæve forbeholdet om fælles valuta og indføre euro i Danmark, hvor euroen igen blev afvist.
Ved hjælp af en skræmmekampagne baseret på Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 lykkedes det den socialdemokratiske regering under Mette Frederiksen at få forbeholdet om europæisk forsvarssamarbejde sendt til en ny folkeafstemning, hvorefter det blev ophævet.
Vi kan forvente at politikerne nu og da vil sende et af forbeholdene til ny afstemning, og det vil de blive ved med, igen og igen, indtil de alle er ophævede, og derefter vil vi aldrig mere høre noget om danske EU forbehold.
Den mest tragiske begivenhed i Danmark efter verdenskrigen er imidlertid den massive islamiske indvandring, som politikerne - vores ledere - har ladet ske uden at røre en finger. Det er den største ulykke i Danmarkshistorien i mange hundrede år. Danmark er ikke længere kun danskernes hjemland. Der er ankommet et nyt folk, som ikke ønsker at være danske, og på langt sigt har til hensigt at overtage landet.
Det er en i udtalt grad kvindelige vælgere, der har promoveret og forsvaret indvandringen som et udtryk for deres typiske kvindelige medfølelse med de undertrykte og forfulgte.
I den danske grundlov af 1849 var det kun ustraffede og selvforsørgende mænd over 30 år, der havde stemmeret til Folketinget. Først i forbindelse med grundlovsændringen i 1915 fik kvinder og tyende stemmeret. Valgretsalderen blev trinvis sænket fra de 30 år i 1849 til de nuværende 18 år.
Venstrefløjspartier og fremtrædende socialdemokrater, her i blandt Mogens Lykketoft og Helle Thorning, agiterer for 16 års valgret. Det er nemt at se at dette vil udvande det moderne masse-demokrati yderligere til en ren joke, og det vil formentlig ødelægge sig selv ikke længe efter.
De nyudsprungne vælgere vil være endnu mere politisk korrekte end de lidt ældre teenagere, som allerede har stemmeret, desuden vil de være endnu nemmere for politikere og medier at manipulere.
Unge mænd føler at de skal gøre oprør mod fædrene. Kvinder lever i deres følelser og drømme, og de higer efter at fremstå mere tolerante, indlevende og forstående end mænd. De er avantgarden for den ødelæggende politiske korrekthed.
