Forside DH-Debat

En Bekendelse fra Dalum Hjallese Debatklub's Forfatterne

Jeg tilstår at betegnelsen "Dalum Hjallese Debatklub" er ret fiktiv og var oprindeligt beregnet på at sløre forfatterens idenditet af årsager, som ikke længere er aktuelle.

Bent Hansen

Et ungdommeligt foto af mig selv.

Bent Nygaard Nielsen, Eigil Hanke og Arvid Bengtson er alle pseudonymer for mig selv; Jeg fandt det blot opportunt at benytte mig af forskellige navne, alt efter hvilket emner, jeg skrev om - af årsager, der som sagt ikke længere er aktuelle. Men jeg har beholdt disse navne af historiske grunde så at sige.

Mit navn er Bent Hansen og jeg bor i Dalum nær Odense.

Jeg har skrevet alt dette, fordi det er vigtigt og sandt, og det vil hjælpe mit folk og mit land igennem de vanskeligheder, som venter os i en ikke for fjern fremtid. Min vigtigste inspiration er en naturlig interesse for historie og en afsky for den politiske korrekthed, som ligger som en dyne over hele vort moderne samfund.

Mine forældre var fra landet. De var blandt de hundrede tusinder, som flyttede fra landet til byen i fyrrene og halvtresserne. Min mor havde været stuepige på gårdene, og min far var, hvad man kaldte en karl på en gård, det kaldes nu om dage en landbrugsmedhjælper. Det lykkedes dem begge at komme fremad i samfundet efter flytningen til byen. På trods af ganske få års skolegang lykkedes det min mor at uddanne sig til lærer. Det var en sejr for min far, at han blev togfører på Odense Kerteminde jernbanen, selv om han ikke oprindeligt havde en teknisk uddannelse.

Som utallige andre i Odense blev jeg født på den daværende fødeklinik i Albanigade. Det skete i april 1945 i en af krigens allersidste dage. Det sneede, og mødrene kunne ind imellem høre skudveksling fra kampene mellem frihedskæmpere og schalburgfolk. Jeg kom til at tilhøre en af de heldige generationer, som ikke har været soldat i nogen krige.

Få år senere fik jeg en lillesøster.

Som mange andre af min generation blev jeg, som en mr. Bean, beamet ned et sted i samfundet, rejste mig og så mig forundret omkring. Hvad skulle jeg gøre, og hvad skulle jeg mene? Mine forældre bidrog ikke meget med nogen holdninger til nogen ting. De var selv blevet revet ud af den den oprindelige danske landsbykultur.

En dørsælger solgte dem et abbonnement på Grimbergs Verdenshistorie. De læste den aldrig selv; men jeg læste hvert eneste bind, nogle af dem flere gange. Deraf fik jeg mit livs interesse for historie. Grimberg var en fantastisk fortæller, som virkelig forstod at skabe en fænglende historie. Desuden, dengang var vor tids politiske korrekthed endnu ikke opfundet, og han fortalte blot historien, som han mente, den var.

Min interesse for historie cementerede også mine nationale følelser; jeg har aldrig haft nogen tvivl om, at jeg er dansk. Det er ikke noget, jeg har tænkt over eller overvejet, sådan er det bare. Ganske, som jeg tror, at en neger ikke vil gå og tælle på fingrene, om han nu har lyst til at være neger eller ej.

Vi boede i et typisk arbejderkvarter i det nordlige Odense, Kochsgade kvarteret, ikke langt fra hvor det nu så berygtede Wolls Mose senere blev bygget. Alle vore naboer var håndværkere, elektrikere, typografer, murere, skibsbyggere, radiomekanikere og så videre. Mødrene gik alle hjemme og tog sig af de mange børn. Alle min fars brødre var maskinarbejdere. En kort overgang overvejede jeg at blive sømand, fordi jeg havde læst så mange drengeromaner, men besluttede alligevel at gå i lære som maskinarbejder.

Mit liv har, indtil nu, været ret omtumlet. Jeg har været maskinarbejder, svejser, svejseingeniør og skibs-inspektør. Jeg har undervist på Odense Teknikum og Odense Universitet i teknik og økonomi. Når jeg nu ser tilbage i bagklogskabens klare lys, kan jeg godt se, at jeg har truffet mange beslutninger vedrørende mit liv og min karriere, som ikke var så hensigtsmæssige. Det kan naturligvis skyldes, at jeg ikke er så intelligent, som jeg gerne vil se mig selv. Men jeg foretrækker at se det som følge af, at jeg kommer fra simple kår og måtte gøre alle mine erfaringer selv.

Som ganske ung blev jeg engageret i lærlingenes fagforenings-klub og dermed Kommunistisk Ungdom. Det, som fra første færd tiltrak mig hos dem, var deres engagement, deres disciplin og beslutsomhed og det fællesskab, som opstod deraf. Vi forstod dog aldrig helt den dybere mening i marxismen-leninismen, selvom vi mente, at den var sikkert god nok. Jeg husker, at vi inviterede et respekteret partimedlem til at forklare det for os. Han var veteran fra den spanske borgerkrig og frihedskampen, en meget venlig og sympatisk person. Men alligevel, efter at vi havde talt med ham, var vi stadig ikke meget klogere. Han forstod det måske heller ikke rigtigt selv, sådan helt til bunds.

Omtrent samtidig med EF afstemningen i 1972 indså jeg, at der var noget grundlæggende forkert med hele den kommunistiske teori, og at det aldrig ville blive til noget. Jeg besluttede mig til at koncentrere mig om mit eget liv og startede med at studere til ingeniør, senere fik jeg også en batchelor i økonomi.

Fra sidelinien har jeg set Sovjetunionen bryde sammen, og muren falde. Jeg har set det oprindelige kommunistiske parti rulle fanen sammen og nedlægge sig selv. Med dyb undren og afsky har jeg set, hvordan de tilbageværende socialistiske grupperinger skubbede deres oprindelige, ganske vist urealistiske, ideer i baggrunden, og koncentrerede sig om at understøtte den islamiske indvandring.

Jeg er gift og har to voksne børn.

Til start
20230731

Passed W3C Validation