| Forside DH-Debat |
| 1. Vækst og Beskæftigelse | 2. Samfundsmæssigt Udbud |
| 3. Menneskelige Behov | 3. Fremtiden? |
Julehandel
De grundlæggende årsager til nationaløkonomisk vækst bliver oftest forklaret som borgernes irrationelle optimisme eller mangel på samme, og entrepenørernes lige så irrationelle mod og virkelyst. Hele Verden venter i spænding på opgørelsen over den amerikanske julehandel.
Men det udbud og den efterspørgsel, som er hovedkomponenterne i samfundets økonomi, kan analyseres rationelt.
Keynes forklarede os, at nationen, samfundet, er en kæmpemæssig fabrik, som producerer "goder", altså varer og tjenesteydelser, alt det, som kunderne gerne vil have, lige fra hårde hvidvarer til restaurant besøg og underholdning. Efter fyraften bliver alle fabrikkens ansatte forvandlet til kunder, som efterspørger fabrikkens produkter.
Samfunds-fabrikkens udbud følger en normal stigende udbudskurve. Jo mere kunderne begærer produkterne, jo mere de vil betale, desto mere er fabrikken villig til at producere.
Forbrugernes efterspørgsel følger en normal faldende efterspørgsels kurve. Det første og mest grundlæggende forbrug vil de betale en høj pris for. Når deres grundlæggende behov er tilfredsstillede, vil kunderne kun købe, hvis prisen er lav.
Udbud og efterspørgsel. Foto Israel M. Kirzner.
Der, hvor de to kurver skærer hinanden, er den aktuelle produktion af goder i samfundsfabrikken, samfundsøkonomiens aktuelle aktivitet. Keynes pointe var og er, at der ikke er nogen grund til at antage, at dette skæringspunkt af sig selv repræsenterer fuld beskæftigelse. Det ville være et enestående tilfælde, hvis de to kurver af sig selv skar hinanden ved netop det produktions niveau, som repræsenterer fuld beskæftigelse. For at opnå det politiske mål, "Fuld Beskæftigelse", kræves bevidste politiske initiativer, mente han. I almindelighed må man skabe øget samfundsøkonomisk aktivitet for at få de arbejdsløse i gang.
Men den tekniske og samfundsmæssige udvikling synes at gøre det stadig mere vanskeligt at nå fuld beskæftigelse. Selv de mest talentfulde politikere og de mest udspekulerede politiske initiativer kan i det lange løb komme til kort. Der er nemlig to årsager bag samfundsøkonomisk vækst; og det er de tekniske produktions muligheder og forbrugernes efterspørgsel. Og mens produktionen bliver stadig mere rationel, automatisk og dermed mindre arbejdsintensiv, må vi se i øjnene, at der er grænser for forbrugernes efterspørgsel. De menneskelige behov er ikke uendelige og umættelige, som nogle har antaget.
Begrebet "Nationaløkonomiske lokomotiver" er velegnet til at forklare væksten i antallet af forretningsmuligheder og dermed det samfundsmæssige udbud.
Opfindelsen af dampmaskinen var et af de første nationaløkonomiske lokomotiver. Den var det tekniske grundlag for nye produkter og nye serviceydelser. Den skabte mulighed for vækst i mængden af økonomiske transaktioner, altså nationaløkonomiske vækst.
Det engelske damplokomotiv Agenoria fra 1829
Opfindelsen af dampmaskinen åbnede for mange nye forretningsmuligheder. Det blev muligt at rejse med jernbane og damskib - meget mere hurtigt og bekvemt, end det havde været før. Mange mennesker indså, at det havde de faktisk et behov for. Det blev muligt at fremstille tekstiler billigt og i et hidtil uset volumen. Opfindelsen åbnede for nye store muligheder. Damptromler, -kraner og -gravemaskiner gjorde store anlægsarbejder mulige. Titanic og andre store skibe blev bygget, Suez kanalen blev gravet, dampdrevne maskinfabrikker blev anlagt, fremstilling af kunstgødning blev mulig og meget andet.
Alle disse nye forretningmuligheder, blev udnyttet, fordi der viste sig at være et behov for produkterne. Flere penge blev tjent og brugt, nationens samlede indkomst voksede. Alle indkomster øgedes og og derved blev nationen rigere.
Den tyske Mercedes automobil.
Eksplosionsmotoren var det næste nationaløkonomiske lokomotiv. Den skabte yderligere produktmuligheder, biler og flyvemaskiner. Folk indså, at de faktisk havde behov for at køre bil og flyve. Det havde de ikke vidst før. De nye forretningsmuligheder blev udnyttet, og nationens samlede indtægt steg igen.
Elektriciteten var et nationaløkonomiske lokomitiv, som skabte en ny bølge af forretningsmuligheder. Den nye opfindelse blev kombineret med de allerede eksisterende i fabrikker, biler og fly. Elektriciteten muliggjorde mange nye muligheder i forbindelse med telefon, telegraf, energi, belysning og vandkraft.
Plastic var også et nationaløkonomisk lokomotiv. De nye materialer blev kombineret med de allerede eksisterende produktmuligher og skabte selv utallige nye forretningsmuligheder. Igen skabte en teknisk nyskabelse vækst i nationens økonomiske aktivitet og den samlede indkomst.
Det Canadiske Commodore 64 system.
Computerne har været det sidste nye natioaløkonomiske lokomotiv, som skabte nye forretningsmuligheder, vækst og dermed øget national rigdom. Alle tidligere introducerede produkter er blevet kombineret med computere. Forbrugerne indså, at de simpelthen måtte have en computer i deres hjem.
Det tyvende århundrede har været enestående i verdenshistorien. I historisk set rasende tempo er den ene store opfindelse efter den anden kommet ind i Verden. Aldrig før i Verdenshistorien har teknikken udviklet sig så hurtigt, og aldrig før har de vestlige nationers økonomi præsteret en sådan vækst.
Vi har en stærk og optimistisk tro på at så hurtigt vil udviklingen gå i al fremtid, vi tror på fremskridtet. Vi tror, at der vil komme en stadig og endeløs strøm af nye opfindelser.
Når man tænker på de nyeste opfindelser indenfor brintlagring, og tempoet i etablering af bredbåndsnet, må man erkende, at der kan stadig være mange sider i naturens store fysikbog, som vi endnu ikke har åbnet. Men som det eventuelt vil være muligt at åbne i fremtiden.
Men mange af disse nye opfindelser repræsenterer i hovedsagen en udskifting af en ælre teknologi med en ny og bedre; på samme måde som diesel og el har fortrængt dampmaskiner. Brint vil muligvis erstatte benzin og bredbånd vil erstattet telefoner mv. Men de nye opfindelser vil ikke med sikkerhed indebære en markant udvidelse i antallet af økonomiske transaktioner i samfundet. På langt sigt, vil de totalt set ikke nødvendigvis give nationaløkonomisk vækst og dermed øgede jobmuligheder. I virkeligheden er det mest sansynligt, at en højteknologisk udvikling vil mindske antallet af jobs.
Nogle lærebøger i økonomi skriver, at de menneskelige behov er uendelige og umættelige, for eksempel ved at citere "Say's Lov". Say siger dog intet om dette, kun er det en stiltiende forudsætning for hans lov, at samfundets behov er uendelige og umættelige. Kun hvis dette er rigtigt, vil det være muligt at ekspandere økonomien i en uendelighed, altså så længe, som der fremkommer nye teknologier, nye national økonomiske lokomotiver, som kan skabe grundlag for nye produkter og dermed nye forretningsmuligheder rettet mod de umættelige behov.
Men sådan er det ikke. De menneskelige behov er ikke uendelige og umættelige.
Nationen er en kæmpemæssig fabrik som fremstiller "goder", og udbyder dem på markedet. "Goder" er enhver form for varer og tjenesteydelser. Når samfundsfabrikkens arbejdere stempler ud til fyraften og går ud igennem porten, bliver de forvandlet til kunder. Deres ønske om at købe "goder" for den løn og den profit, som de har modtaget, udgør groft set, den samlede samfundsmæssige efterspørgsel.
Hvis man betragter det enkelte produkt, det enkelte gode, hver for sig, er det nemt at indse, at behovet for dette gode ikke er umætteligt.
Den første bil vil en familie arbejde hårdt for. De vil være villig til at give afkald på andre goder for at få råd. De vil give afkald på restaurantions besøg og ferierejser for at få råd til en bil. Den næste bil, "konebilen", vil en familie kun anskaffe af specielle grunde, og bil nummer tre i familien vil de kun købe, hvis de ikke rigtig kan finde andet at bruge pengene til. De fleste vil nok foretrække at sætte pengene i banken i stedet for.
En familie vil være rede til at give afkald på mange andre goder for at få eget hus, et hus af en passende størelse f. eks. 120 kvadratmeter, alt efter familiens størrelse. Men behovet for yderligere kvadratmeter er aftagende. Behovet for de første 50 kvadratmeter er stærkere end behovet for de sidste marginale kvadratmeter, når man for eksempel har 200 i forvejen. Et ægtepar uden børn vil finde et hus på 200 til 300 kvadratmeter uoverskueligt. Alle disse unyttige værelser, som de aldrig kommer i, fyldt med ting, som de ikke bruger.
Men behovet for goder totalt er også aftagende, proportionalt med antallet af goder en familie allerede har anskaffet. Fordi det tager tid at forbruge og nyde dem, døgnet har jo kun 24 timer, og livet er endeligt.
Omkring 8 timer bruger forbrugeren på at sove i en smagfuld seng med noget lækkert sengetøj. Det tager et par timer på at spise noget sundt og lækkert mad, eventuelt med en god flaske vin til. Nogle timer bruges til at at køre til og fra arbejde i en ny og smart bil. En to til tre timer tilbringer familien foran sit nye høj definitons fladskærms TV. Før sengetid kan man besøge internettet med en high speed computer via den nye bred bånds forbindelse.
Men når man nu har valgt at nyde livet i fulde drag og bruge sin tid på at nyde alle disse goder, så bliver det svært også at få tid til køre på den 12 gears aluminiums racercykel, man eventuelt overvejer at anskaffe sig, eller spille golf med et titanium golfsæt, som man ved, at nogle kolleger har anskaffet.
Det er logisk og indlysende, at behovet for de sidste marginale goder er aftagende, ikke blot fordi forbrugerne ikke har råd til et ubegrænset antal goder, men navnlig fordi de ikke har tid til at forbruge dem. Fordi døgnet kun har 24 timer, og livet er endeligt. Altså er den samfundmassige eftersporgsel, efter goder totalt set aftagende med den udbudte mængde. Ganske som efterspøgselen efter de enkelte specifikke goder er faldende med den udbudte mængde. Derfor er det ikke sandt, at "de menneskelige behov er uendelige og umættelige".
I rige lande er de fleste stærke og grundlæggende behov allerede dækket, alle har bolig, mad, fjernsyn og telefon, og de fleste har bil og computer. Derfor er det relativt vanskeligt for politikerne og erhvervslivet i de rige lande at skabe yderligere nationaløkonomisk vækst med nye forretningsmuligheder. Det er den af dybere årsag til, at de vest europæiske lande ikke kan skabe markante vækstrater, og at de har svært ved at komme arbejdsløsheden til livs.
Indisk landsby.
I mere fattige lande, som for eksempel Kina og Indien, lever millioner og millioner af mennesker, som stadig har stærke grundlæggende behov, som det er teknisk og forretningsmæssigt muligt at dække med kendt teknologi, altså med de allerede eksisterende nationaløkonomiske lokomotiver. Millioner af mennesker i disse lande drømmer om bedre boliger, mere mad, fjernsyn, biler, telefoner, ferierejser og computere. Derfor kan regeringerne der opnå langt større vækstrater, end de rige lande kan. Det er forholdsvis nemt at skabe muligheder for udnyttelsen af allerede kendte teknologier og forretningsmuligheder med rigeligt forhåndeværende arbejdskraft, understøttet af et stærkt behov.
Altså er det sådan, at selvom der eventuelt bliver opfundet nye teknologier, som kan danne grundlag for nye typer produkter, nye "goder", så vil det alligevel være vanskeligt at skabe markant vækst her i Vesten. Fordi kunderne allerede har hænderne fulde med at forbruge de eksisterende produkter, og har ikke tid til mere, da døgnet har kun 24 timer, og livet er endeligt. Naturligvis vil nye produkttyper skubbe andre ud i periferien. Den samlede efterspørgsel vil i almindelighed ikke stige markant.
En embryo.
Kun nye, meget stærke nationaløkonomiske lokomotiver vil være i stand til igen at skabe markante vækstrater i de rige lande. Det må være teknologier, som rører ved meget dybe og grundlæggende menneskelige behov. Man kan forestille sig medicin mod dødelige sygdomme eller livsforlængende medicin. Feritilitetsbehandlinger, der udvælger de genetisk mest lovende embryoer, således at de resulterende børn bliver stærke, smukke og intelligente. Det vil der være behov for. Fordi det er, hvad vi mennesker dybt i vore hjerter ønsker os brændende. At være fri for dødelige sygdomme, et langt liv og smukke, stærke og intelligente efterkommere.
Men hvad så? Skal vi blot acceptere, at i det virkelig lange løb er der intet, vi kan gøre. At gruppen af arbejdsløse uundgåeligt vil blive stadig større. Vil fremtiden blive, som vist i nogle science fiction film. Nogle få priviligerede vil være en lille gruppe af agtværdige samfundsborgere, der har arbejde og dermed idenditet, en interressant hverdag og en oplevelse af mening med deres liv. Men flertallet vil udgøres af en frustreret og urolig underklasse, der råber på brød og skuespil?
Hovedproblemet vil være begrebet "Overførselsindkomster". Vil det virklelig være muligt at finansiere overførselsindkomster, der kan understøtte en stadig større del af befolkningen. I det virkelig lange løb vil det blive, lad os sige, mere end 50 til 60 procent af befolkningen. Det vil formentligt indebære indkomstskatter på 70 til 80 procent. Det vil de fleste betragte som det rene røveri, og det vil ikke være praktisk muligt.
Vi ønsker overførselsindkomster af etiske grunde; fordi vi synes, det er synd for vore mindre heldige mennesker, der ikke selv er i stand til af skabe indkomster. Men vi ønsker også overførselsindkomster af nationaløkonomiske grunde; det er helt afgørende nødvendigt at opretholde efterspørgslen efter samfundsfabrikkens produktion of "Goder". En mindsket efterspørgsel vil medføre afskedigelser, yderligere fald i efterspørsel, flere afskedigelser og så videre, hele vejen ned til bunden.
Det er sådan, at hvis vi giver en fattig mand og en rig mand hver en marginal krone, så vil den fattige mand efterspørge langt mere effektivt end den rige. Han vil købe flæskesteg, restaurantionsbesøg, øl, cigarer og taxi kørsel; i det hele taget vil han sætte gang i økonomien. Den rige mands marginale krone vil ikke på samme måde understøtte efterspørgslen efter nationenens produkter, han vil nok foretrække at sætte pengene i banken, købe en dyr udenlandsk bil eller tage en ekstra ferie sydpå
Engang sad jeg i en skurvogn, og vi diskuterede skat. En af mine kollegaer sagde: "Jeg betaler 90 procent til skatten." "Nå da, det var ikke så lidt," svarede vi. "Jo", sagde han, " jeg giver alle pengene til min kone, og hun lader mig beholde et par hundrede til mig selv." Den ordning var han godt tilfreds med.
Men det afspejler jo problemet med overførselsindkomster. Vi ville ikke have noget imod at overføre indkomster til mennesker, som vi føler os følelsesmæssigt forbundet med. Men at få konfiskeret mere end halvdelen af lønnen på en helt anonym og upersonlig måde, og vide, at denne indkomst bliver overført til mennesker, som vi slet ikke kender, og som sikkert ikke engang er taknemlige, og som i stort omfang ikke taler samme sprog som os. Det ville føles som røveri.
Vi skulle overveje, hvordan vi kan styrke og udvide de følelsesmæssige relationer i samfundet, familien, venskabet og naboskabet. Overførselsindkomster kanaliseret ad disse veje vil være langt mere acceptable. Det er den eneste farbare vej frem i det virkeligt lange løb.
Vore egne forfædre i oldtiden og de gamle grækere og romere havde i almindelighed heller ikke noget arbejde, og dengang var der ikke nogen velfærdsstat. Lige som vi i dag har maskiner til det grove, således havde de trælle og slaver til det egentlige arbejde. Måske skulle vi studere, hvordan de fik indkomstfordelingen til at virke, og hvordan de fik idenditet, intensitet og mening med livet uden at have et egentligt job.
