Ukraines erklærede krigsmål er at generobre hele det oprindelige ukrainske territorium, inklusive Krim. Men deres forårsoffensiv i 2023 fejlede fuldstændigt. De har haft meget store tab, og de har svært ved at moblisere og uddanne flere soldater.
Det er meget lidt sandsynligt at de kan nå deres krigsmål. Hvorfor søger de ikke fred på de betingelser, som de kan opnå, inden landet bliver fuldstændig ødelagt for mange generationer frem?
Man må nødvendigvis forestille sig at de har noget i ærmet. At de forventer en udvikling i krigen, som vi ikke har kendskab til.
Man kan forestille sig indsats af NATO soldater, måske brug af mere avancerede våben, men det mest sandsynlige er at de forventer at Kina vil udnytte situationen og søge at gøre et gammelt regnskab op med Rusland, og det vil svække den russiske indsats i Ukraine.
Ukraines modoffensiv, som der var store forventninger til, er forlængst gået i stå uden territoriale gevinster. Tværtimod er Ukraines hær presset i defensiven.
Kiev har været tilbageholdende med at offentliggøre data om sine tab, men det russiske forsvarsministerium har anslået dem til at være omkring 160.000 døde og sårede alene for modoffensiven. Den russiske forsvarsminister Sergey Shoigu sagde på et regeringsmøde i december at Ukraines totale antal faldne på slagmarken er mere end 383.000.
Frontlinjen er mere eller mindre stivnet på grund af militærteknologiens natur, som den gjorde på vestfronten i Første Verdenskrig, fordi defensiven har alle trumferne. Ukraine kan blot gøre sig håb om at trænge nogle nogle få kilometer frem her og der på bekostning af store ofre i soldater og materiel. At nå deres erklærede krigsmål, som er at forjage russerne fra hele Ukraines oprindelige territorium inklusive Krim, synes fuldstændig umuligt.
Men hvorfor insisterer de så på at fortsætte? Hvorfor slutter de ikke fred på de betingelser, de kan få? Det kan jo kun blive værre.
De må have noget i ærmet. De må have en forventning om en fremtidig udvikling, som radikalt kan vende slagets gang, noget virkelig stort, som vi ikke kender til. Det er ikke umuligt at de har en forventning om at Kina vil åbne en front mod Rusland.
Jeg tror at for at forstå potentialet i krigen i Ukraine, må man kende noget til Kinas historie, og så vil vi vide at kinesere og russere ikke elsker hinanden, selv om de begge har en kommunistisk fortid. Især elsker kineserne ikke russerne, fordi de mener at Rusland har taget store områder af det centrale og østlige Sibirien, som de mener rettelig tilhører Kina.
Qing Dynasty i 1820 er vist i lysegrønt, og det moderne Kinas grænser er den røde linje. Som det ses tog russerne en ordentlig bid af det degenererede og afmægtige Qing Dynasty. Men der er ingen efterretninger om at folkene i disse egne nogensinde har udtrykt længsel efter igen at blive en del af Kina. Kort Wikipedia.
Manchuerne fra det nordøstlige Kina, i dag kaldet Manchuriet, erobrede Kina i 1636 (da Christian 4 regerede i Danmark) og udråbte Qing Dynastiet. I løbet af 1700 tallet erobrede deres hære Tibet og Indre og Ydre Mongoliet og mange andre områder mod nord, øst og vest og derved opnåede Qing Dynastiet sin berømte store udstrækning.
Allerede før Manchuerne etablerede Qing Dynasti, var russerne begyndt at trænge frem i Sibirien. I 1580 erobrede kossakker khanatet Sibir hinsides Ural. I 1600 tallet under Ivan 2. underlagde Rusland sig store områder i det centrale Sibirien. I 1858-60 under Alexander 2. vandt de området nord for floden Amur og Stillehavskysten nord for det nuværende Vladivostock.
1800 tallets missionærer beskrev at Manchu Dynastiets regering mest bestod i at udøve deres ret til at opkræve skat.
I forbindelse med Qing dynastiets undergang i 1912 udråbtes Mongoliet som en uafhængig nation med russisk støtte. Rusland vandt også området nord for Tianshan bjergene - hvilke dog alle er meget øde områder.
Kinas nordlige grænser mod Rusland er blevet bekræftet mindst tre gange, af præsidenterne Sun-yat-sen, Chiang Kai-shek og Mao-Tse-Dong. Men alle kineserne mener alligevel at der er tale om "ulige traktater", som man ikke behøver at tage så alvorligt.
Mange kinesiske mænd kan i sene aftentimer stå ved et kort og udpege store områder i Sibirien, som "i virkeligheden tilhører Kina", men som "russerne bare har taget".
I dag har det kinesiske kommunistparti udvidet sin hær, flåde og luftvåben ganske betydeligt. Den australske regering hævder, at Kinas militære opbygning er den største i noget land i efterkrigstidens historie. Kina har erklæret sin vilje til at "genforene" Taiwan med Mainland Kina.
Men vi skal ikke tro at Kinas nye militær blot skal bruges til et angreb mod Taiwan. Et Rusland, fastlåst i den ukrainske sump, vil også være et fristende angrebsmål, og belønningen i form af adgang til naturlige resourcer, vil være meget større.
