På Malta-topmødet i december 1989 mellem præsident Bush og Gorbatjov forsikrede Bush den russiske generalsekretær om at USA ikke ville udnytte revolutionerne i Østeuropa til skade for russiske interesser. De samme løfter blev gentaget af andre vestlige ledere ved andre lejligheder. Vesten har sveget disse løfter og påstår nu at noget sådant aldrig er blevet sagt.
Jeg tror at vi skal svinge os op til at se situationen i et historisk perspektiv.
I Yalta og Potsdam i 1944-45 aftalte hovedsagelig USA og Sovjetunionen at dele Europa og det østlige Asien op i interessesfærer. Hvilke aftaler afsluttede den mest forfærdelige krig nogensinde, nemlig Anden Verdenskrig. Derfor må vi sige at det var aftaler af yderste vigtighed, som var grundlag for freden.
Disse aftaler var stadig i kraft i 1991 ved Sovjetunionens sammenbrud. Og det var på grundlag af dem at det blev aftalt at de to Tysklande kunne forenes, Rusland ville opgive sin militære tilstedeværelse i de østeuropæiske lande og tillade at nationer, som tidligere var medlemmer af Sovjetunionen at blive selvstændige. Til gengæld lovede de vestlige magter, som vi ved, at NATO ikke ville blive udvidet mod øst. Alt i alt en lykkelig udvikling mod afspænding og fred.
Disse aftaler var de naturlige efterfølgere af Yalta og Potsdam som var grundlag for freden, og burde ligeledes tages med den yderste alvor, skulle man mene.
Men som vi har diskuteret, i løbet af det første årti af det andet årtusind følte de vestlige magter sig stærke nok til at ignorere aftalerne fra 1991 og svigte deres løfter og presse Rusland ved at udvide NATO helt til dette lands grænser. Hvilket helt forudsigeligt udløste krigen i Ukraine.
Jeg husker at den tiligere amerikanske præsident Obama en af sine mange taler i Europa meget illustrativt udtrykte den amerikanske holdning, idet han sagde at Rusland efter hans mening er en anden ordens magt, som tror for meget om sig selv. Det er tydeligvis forskelligt fra, hvad russerne selv mener.