DH Debatklub Logo

Dalum Hjallese Debatklub

001. Livet som studerende er fuld af charme

Et mylder af mennesker bevæger sig rundt i universiteternes campus' kilometerlange korridorer. Man må tænke at det er intet under at Danmark mangler arbejdskraft.
Hvad studerende lærer på universiteter og læreanstalter skal være relevant. Indenfor enhver studieretning er der emner, som er helt grundlæggende og med sikkerhed meget relevante, men jo længere tid man studerer, jo mere specialiserede og jo mindre relevante bliver kurserne. Men universiteterne har interesse i at uddannelserne bliver så lange som muligt, da det er forbundet med støtte og indtægter.
Unge mennesker har et dybtfølt, ubevidst ønske om at udsætte det uundgåelige møde med den brutale og nøjeregnende virkelighed længst muligt, de lader som om, at de tror på at yderligere kurser vil give dem bedre karrieremuligheder.
Men kandidaterne har formentlig en aktiv karriere foran sig på måske 35-30 år. Ingen kan forudse, hvorledes samfundets udvikling vil blive. De vil komme til at stå overfor hidtil usete problemer og må forlade sig på "learning by doing", som andre har gjort før dem.

Jeg skal om nogen ikke nedgøre at det er vigtigt at uddanne sig. Jeg har selv læst til ingeniør i en forholdsvis sen alder og det var et af mit livs store oplevelser, som gav mig identitet og en analytisk måde at opfatte tingene på, som jeg for ingen pris ville have undværet.

Men dog, når jeg af og til har ærinde på Syddansk Universitet, bliver jeg slået af hvor mange studerende og lærere, som har deres gang der. Der er et mylder af mennesker, som bevæger sig rundt i de kilometerlange korridorer, sidder rundt i sofagrupper - alene eller flere, i kantiner, biblioteker eller fredagsbarer - det er en verden helt for sig selv. Der er angivelig mere end 30.000 studerende og undervisere på Syddansk Universitet. Det er flere, end der er indbyggere i hele Kerteminde kommune.

Jeg tænker hver gang at det er intet under at Danmark har mangel på arbejdskraft - her er de jo - i titusindvis af godt begavede, sunde og raske unge mennesker.

Socialisering mellem studerende. Foto Syddansk universitet.

Der er mange interessante og vigtige studier på universitetet. Jeg behøver blot at nævne ingeniørvidenskab, medicin, jura, biologi, historie, psykologi og virksomhedsøkonomi. Men er hvert eneste kursus nu også relevant? I den forstand at de studerende med rimelig sandsynlighed vil få brug for netop den viden, som de lærer i netop dette kursus, i deres senere professionelle liv.

Jeg mener at indenfor enhver studieretning er der emner, som er helt grundlæggende og meget relevante, men jo længere tid man studerer, jo mindre relevante bliver kurserne.

For eksempel, for en ingeniørstuderende vil de indledende kurser i materialelære, matematik, statik og mekanik være meget relevante, da det er ting, som han vil have i baghovedet hele tiden i løbet af sin senere karriere. Men derimod en overbygning i raketteknologi eller strategisk topleder-management vil være interessant, men formentlig mindre relevant for de allerfleste.

Og dermed er jeg nået tilbage til de unge menneskers frygt og uvilje mod at træffe beslutninger om deres fremtidige liv og karriere. Tilgiv mig den lange omvej.

Selvom man har valgt et studieområde - for eksempel som ingeniør - er fælden ikke klappet fuldstændigt. Man kan stadig leve i sine drømme om spændende jobs som raketingeniør eller lignende, alt er ikke afgjort. Desuden er livet som studerende fuld af charme, med lange ferier, fleksibelt fremmøde og kvindelige medstuderende.

Jeg tror at universiteterne har deres egen agenda. De markedsfører dem selv i ønsket om at tiltrække flest mulige studerende til gerne langvarige uddannelser, fordi det vil give dem de største offentlige bevillinger og dermed de fleste betalte stillinger. De er formentlig mindre interesserede i om deres kurser nu også er relevante i forhold til de studerendes fremtidige professionelle virke - og overlader denne vurdering til de enkelte studerende - som ikke ved noget om det.

Og da unge mennesker - og måske mange mennesker i almindelighed - har et dybtfølt, ubevidst ønske om at udsætte det uundgåelige møde med den brutale og nøjeregnende virkelighed længst muligt, er de modtagelige for universiteternes markedsføring.

Titorelli 20220728