Palæstinenserne i Gaza lever i stor fattigdom tæt sammen på et begrænset område. Men der er andre små nationer i verden, som lever tæt sammen, men som alligevel har fundet måder til at ernære sig selv på, som for eksempel Hong Kong, Singapore og Monaco.
Palæstinenserne i Gaza har ikke på noget tidspunkt vist tegn på at de har til hensigt at påtage sig det økonomiske ansvar for dem selv. Deres hoved indtægt har altid været økonomisk hjælp fra andre nationer. De har ikke brugt pengene på nogen fremadrettet økonomisk aktivitet, men derimod brugt dem til tunneller, raketter og andre våben. Efter alt at dømme vil de komme til at stå med hånden fremme også mange år ind i fremtiden.
Gaza Stribens historie
I følge James Baxter i "Economic Review - Economic Problems in the Gaza Strip", var der før 1947 70.000 indbyggere i Gaza området, som var en del af det britiske Palæstina mandat - en arv efter det tyrkiske imperium. De dyrkede hvede og citroner og fremviste Samsons grav for enkelte turister.
Under krigen mellem de jødiske bosættere og den Arabiske Liga i 1947-48 kom Gaza området i længere tid under ægyptisk kontrol. Derfor søgte 219.000 flygtninge fra andre dele af det tidligere britiske Palæstina mandat sikkerhed for krigshandlingerne netop i Gaza Striben.
Mod forventning tabte den Arabiske Liga krigen. Israelerne omringede de ægyptiske enheder i Gaza Striben, og tvang dem til at acceptere en våbenhvile.
Ved våbenstilstanden i 1948 var Israel kommet i besiddelse af et større område end det, som FN oprindeligt havde tilstået de jødiske bosættere. Bosætternes ny stat, Israel, tillod ikke flygtninge at vende tilbage til dette område.
I februar 1949 blev våbenstilstandsaftalen mellem Israel og Ægypten underskrevet på øen Rhodos. I henhold til aftalen blev våbenstilstandslinjen trukket langs den oprindelige grænse, der stammer fra 1906, undtagen nær Middelhavet, hvor kongeriget Ægypten fastholdt kontrol over den stribe land langs kysten, som blev kendt som Gaza Striben.
Lige fra begyndelsen tillod ægypterne ikke flygtningene i Gaza komme ind i Ægypten, og den regel har de fastholdt lige siden.
I 1967 blokerede Ægypten Tiranstrædet for israelsk skibsfart. Israel angreb Ægypten og indledte dermed Seksdageskrigen. Israel besejrede hurtigt de omkringliggende arabiske stater endnu en gang og besatte Gaza-striben, Vestbredden og Golan højderne. Hvilket afsluttede Ægyptens besiddelse af Gaza Striben.
I 1978 underskrev Israel og Ægypten Camp David aftalerne, som indeholdt en passus om at der skulle etableres en uafhængig regering for Vestbredden og Gaza Striben. Dermed frafaldt Ægypten alle krav på Gaza Striben.
I september 2005 evakuerede Israel alle israelske borgere ud af Gaza området, nedrev alle israelske bosættelser, trak alt tilknyttet sikkerhedspersonale ud og overlod området fuldstændig til den palæstinensiske regering for Vestbredden og Gaza.
Palæstinenserne valgte selv Hamas ved et almindeligt valg i 2006. Samme år udbrød den palæstinensiske borgerkrig mellem Hamas og Fatah. De fleste af kampene foregik i Gazastriben, som blev fuldstændigt overtaget af Hamas i juni 2007.
Hamas er karakteriseret ved at de modsat Fatah er fanatiske islamister. Hamas går ind for væbnet kamp mod Israel, modsat Fatah, som kan foretrække forhandlinger. Hamas anerkender ikke Israel og ønsker en palæstinensisk stat på Israels territorium, medens Fatah anerkender Israel.
Den 7. oktober 2023 lancerede Hamas koordinerede væbnede angreb fra Gaza striben ind i det sydlige Israel, hvor de dræbte 2.000 civile og tog flere hundrede gidsler. Dette udløste det israelske angreb ind i Gaza Striben, som vi ser udspille sig i dag.
Fra først til sidst holdt Ægypten deres grænse mod Gaza Striben lukket. De øvrige arabiske stater fulgte Ægyptens eksempel og tillod ingen af deres palæstinensiske trosfæller at indvandre. Kun det - den gang stadig kristne - Libanon tillod deres tilstedeværelse i nogle flygtningelejre.
Yemenitiske jøder på vej fra Aden til Israel med operation "Det flyvende tæppe" (1949–1950). I løbet af operationen immigrerede hele samfundet af yemenitiske jøder (omkring 49.000) til Israel. De fleste af dem havde aldrig set et fly før, men de troede på den bibelske profeti i Esajas (40:31) hvor Gud lovede at sende Israels børn tilbage til Zion "på ørnevinger". Foto Humus sapiens Wikipedia.
I den samme periode praktiserede Israel en helt modsat politik. Fra 1948 til 1970 flygtede knap en million jøder fra deres hjem i Mellemøsten og Nordafrika, hvor deres forfædre havde levet siden de romerske kejseres dage, eller de blev deporterede. Godt 900.000 fik ophold i Israel. I 2002 udgjorde jøder fra arabiske lande og deres børn næsten halvdelen af Israels daværende befolkning.
Araberne har på beregnende vis selv skabt det palæstinensiske problem i Gaza.
Man skulle tro at der kunne blive plads til de palæstinensiske flygtninge i deres lande, efter at de havde fordrevet alle jøderne. Men muslimer er grundlæggende ret ligeglade med deres egne. Palæstinenserne skulle ikke assimileres nogen steder, fordi de skulle bruges til politisk pression. De skulle udstilles for hele verden, som et bevis på jødernes grusomhed, hvilket de er bleven gennem 76 år, ivrigt assisteret af den europæiske politiske venstrefløj.
Gaza striben i dag
Som ovenfor nævnt var der i 1947 70.000 indbyggere i Gaza området. I løbet af krigen fik de selskab af 202.600 flygtninge fra de øvrige dele af det tidligere britiske Palæstina mandat.
Imidlertid har de haft en forrygende fertilitet, hvilket i øvrigt også afspejles i at i dag, 2024, er halvdelen af Gaza Stribens indbyggere børn. Efter 76 år er de oprindelige 272.600 indbyggere i 1947 bleven til 2.023.938, hvilket repræsenterer en befolkningsekspansion på omkring 5,83% per år.
Før Hamas angrebet d. 7. oktober tillod Israel tusindvis af palæstinensere fra Gaza at arbejde i Israel. I 2021 havde 7.000 israelske arbejds- eller handelstilladelser. I 2022 blev kvoten hævet til 17.000, med en planlagt øgning til 20.000. Israelske embedsmænd udtalte, at tildeling af flere arbejdstilladelser ville bringe mere indkomst ind i Gaza og fremme stabiliteten.
Top økonomiske donorer for Palæstinenserne i Gaza Striben. Foto BBC
Men det ændrer ikke at hoved indkomsten for de to millioner palæstinenserne i Gaza var og er international hjælp, hovedsagelig fra Vesteuropa og USA.
Men selvom en befolkning lever på et geografisk meget begrænset område, udelukker det ikke at den kan arbejde og ernære sig selv. Der er andre små nationer i verden, som lever tæt på et begrænset område, men som alligevel har fundet måder til at ernære sig selv på.
Hong Kong modtog tusinder af flygtninge fra fastland Kina i 1960'erne. De har, sammen med de oprindelige indbyggere fra den britiske fortid, specialiseret sig i handel og finans og skabt et velstående og ret lykkeligt samfund.
Macao måtte vinke farvel til portugiserne, men med stor success specialiserede de sig i drift af spille kasinoer, senere udvidede de deres økonomiske aktiviteter til turisme.
Da briterne forlod Singapore var det en fattig og malariabefængt ø, men den udviklede sig hurtigt til et velstående samfund, som specialiserede sig i international handel, finans og shipping.
På trods af sin lidenhed har Monaco overlevet i næsten 800 år som et velstående fyrstedømme. I dag er landet kendt for sit berømte kasino, yachthavnen, et behageligt klima, som turist destination og som et sted for rekreation for de rige.
Gibraltar har en arbejdsløshed på kun en procent og er et af de mest velhavende steder i verden. Økonomien er baseret på shipping, online spilindustri og finans.
Men palæstinenserne i Gaza har ikke på noget tidspunkt udvist tegn på at de har til hensigt at tage det økonomiske ansvar for sig selv. Deres hoved indtægt har altid været økonomisk hjælp fra andre nationer. De har ikke brugt pengene på nogen fremadrettet økonomisk aktivitet, men derimod til tunneller, raketter og andre våben. Efter alt at dømme vil de komme til at stå med hånden fremme mange år ind i fremtiden.
