Det er selvindlysende at indbyggere i en rig nation med et højt bruttonationalprodukt per capita vil føle sig mere lykkelige end borgere i en fattig nation med et lavt bruttonationalprodukt per capita, fordi disse første med større sikkerhed kan få mad, husly og nødvendig medicin.
Indbyggerne i en nation, hvor befolkningen er homogen med hensyn til religion, race og kultur, vil være mere lykkelige end indbyggerne i en nation befolket af stridende racer og religioner; fordi en borger i en sådan nation vil føle at han kender sine naboer, da de er meget som ham selv. Borgeren vil føle sig mere tryg, fordi han kan forudse de andres reaktioner på hans handlinger.
Da Israel har et relativt højt bruttonationalprodukt per capita og en ret homogen befolkning, må vi antage at indbyggerne er forholdsvis lykkelige, og man således kan sige at Israel er en succes.
Du spørger om jeg virkelig mener at Israel er en succes. For at svare på dette, må vi etablere et kriterium for en nations succes.
Jeg foreslår at hvis en nation er rig, og indbyggerne er lykkelige, kan vi kalde det en succes.
Med hensyn til rigdom er Israel nummer 29 på listen over nationernes bruttonationalprodukt per capita, ganske lidt under EU som helhed. Landet er rigere end Italien, New Zealand og Japan, og det er da ikke så dårligt.
Vi kan også sammenligne Israel med dets nabostater i det østlige middelhavsområde, hvilke stater ligger langt under. Libanon er slet ikke på listen, måske fordi alt der er kaos. Jordan er nummer 110, Ægypten er nummer 92, Syrien nummer 167. Så også relativt i forhold til nabostater er Israel temmelig velstående.
Så er der spørgsmålet om hvorvidt indbyggerne i Israel nu også er lykkelige.
Det kan ikke kvantificeres på samme måde, men jeg vil foreslå at indbyggere i en nation, som har en homogen befolkning med hensyn til kultur, religion og etnicitet, meget sandsynligt vil føle sig mere trygge og lykkelige end folk i nationer, som er befolket af en mangfoldighed af stridende racer og religioner. Lige som Danmark var et homogent kristent land før 1983, og danskerne formentlig den gang var mere lykkelige, end de er nu.
Et andet vigtigt forhold, som medvirker til at gøre et lands befolkning lykkeligt, er om landet bliver regeret efter lov, og ikke efter uforudsigelige dekreter, som det er tilfældet i diktaturer og kommunistiske lande. Befolkningen i et land, som er styret efter lov, vil føle sig mere trygge og lykkelige end en befolkning i et diktatorisk land, fordi disse sidste må leve i konstant usikkerhed, fordi de ikke kan forudse konsekvenserne af deres handlinger, og de ikke ved, hvad der kan ske dem i morgen.
Du taler om korruption og manglende produktivitet. Men lande, som ligger i bunden af tabellen over bruttonationalprodukt per indbygger ligger ofte netop der, fordi deres økonomi er hæmmet af omfattende korruption og manglende produktivitet. Og når Israel ligger som nummer 29, en pæn position, er det altså netop, fordi dette land ikke i væsentligt omfang er hæmmet af korruption og dårlig produktivitet.
Desuden er jeg fuld af beundring over Israels vilje til at eksistere, selv om de er omgivet af millioner af muslimer, som drømmer om at slå alle landets indbyggere ihjel på mange smertefulde måder efter Koranens anvisninger.
