I 10-året 1997 til 2007 indtraf en markant reduktion på omkring 35% i isdækket på Polarhavet, især om sommeren. Efter 2007 har det isdækkede areal igen stabiliseret sig, og de sidste 17 år har det været ret uændret fra år til år. Men IPCC har beregnet reduktionskvotienten for sommerisdækket til 14% per 10-år for hele perioden og bruger denne til at fremskrive isdækket for en uendelig fremtid. De kommer frem til at Polarhavet en dag vil blive isfrit og give plads til en livlig skibstrafik, og isbjørnene vil gå et tragisk endeligt i møde.
Derfor har alarmister verden over valgt isbjørnenes formodede vanskæbne som symbol på den katastrofe, som venter hele Jordens befolkning, hvis vi ikke ophører med at udlede CO2.
Men en ting er forudsigelser baseret på computerprognoser, noget andet er den virkelige verden. Og i den virkelige verden trives isbjørnene og har det godt og deres antal øges, ganske uanset CO2 udledninger.
Hvis man skriver "climate change polar bears" i søgefeltet på Google, får man den ene gyserhistorie efter den anden om arten Ursus maritimus fremtidige sørgelige skæbne.
En National Geographic artikel har overskriften: "Undersøgelser viser at isbjørne virkelig sulter på grund af global opvarmning." Men i selve teksten trækker de i land og skriver at det drejer sig om forventninger til fremtiden. Der er intet om isbjørnenes tilstand lige nu: "På grund af smeltende havis er det sandsynligt, at flere isbjørne snart vil sulte,""Klimaforandringerne opvarmer Arktis hurtigere end noget andet sted, og havis mindskes 14 procent hvert årti."
Foto af syg, gammel eller på anden måde afkræftet isbjørn. Sådanne fotos er gået verdens rundt som bevis på den globale opvarmning. De er ifølge isbjørneforsker Susan J. Crockford overhovedet ikke repræsentative for isbjørnenes tilstand. Isbjørnene trives og har det godt, skriver hun. Men den uundgåelige skæbne for de enkelte individer, alderdom, svækkelse og død, er aldrig noget kønt syn. Foto Kerstin Langenberger Facebook.
WWF Verdensnaturfonden beskæftiger sig også næsten udelukkende med forventninger til isbjørnenes skæbne i fremtiden baseret på en klippefast tro på IPCC's forudsigelser: "Prioriteter for klimainformeret isbjørnebevaring bør omfatte identifikation og beskyttelse af de sidste isområder, de dele af Arktis, der forventes at bevare havis længst ude i fremtiden." og i en anden artikel: "Isbjørne er afhængige af havisen for at jage sæler, deres vigtigste fødekilde. Men Arktis opvarmes hurtigere end noget andet sted på Jorden, og bjørnenes havis-platform smelter hurtigt væk". Og i en anden artikel "Climate change threaten ice bears long term survival"
Heller ikke BBC beskæftiger sig med isbjørnenes situation lige nu. De skriver om bjørnenes sørgelige fremtidudsigter: "Klimaændringer: Isbjørne står over for sulttrussel, når isen smelter". "Nogle isbjørne står over for sult, når den arktiske havis smelter, fordi de ikke er i stand til at tilpasse deres kost til at leve på land, har forskerne fundet." Og i en anden artikel: "Klimaændringer: Isbjørnen kan være tabt inden 2100. Undersøgelser viser, at faldende havis sandsynligvis vil mindske antallet af isbjørne, måske væsentligt."
"This is what climate change look like" skrev National Geographic i forbindelse med dette foto. Senere fortrød de den åbenlyse propaganda og skrev: "Måske lavede vi en fejl ved ikke at fortælle hele historien - at vi ledte efter et billede, der forudsagde fremtiden, og at vi ikke vidste, hvad der var sket med denne særlige isbjørn." Foto Cristina Mittermeier National Geographic.
Næsten alle disse pessimistiske artikler om isbjørnene omhandler deres forventede fremtidige skæbne på grund af den forventede yderligere reduktion af havisen i Polarhavet, som IPCC's computere har forudsagt, idet deres prognoser siger at den reduktion af havis arealet, som fandt sted i tiåret 1997 til 2007 vil forsætte i en uendelig fremtid med lignende reduktionskvotient.
Susan J. Crockford er en uafhængig canadisk forsker i Zoologi med speciale i Holocæne pattedyr. Hun er kendt for sin blog om isbjørnenes tilstand "Polar Bear Science"
Hun afviser fuldstændig at komme med spådomme og forudsigelser om fremtiden for isbjørne: "Her finder du isbjørne-videnskab uden fordomme, frygt-scenarier eller spin. Vigtigst af alt, der vil ikke være nogen forudsigelser om fremtiden for isbjørne!"
Daglige og månedlige minimumsværdier for isudbredelsen i Polarhavet. Bemærk at i perioden 1979 til 1997 var isdækket i Polarhavet ret stabilt. I tiåret 1997 til 2007 indtraf en markant reduktion på omkring 35%, navnlig om sommeren. Derefter har isdækket igen været ret uændret fra 2007 indtil nutid. Som det er sagt, så er der stadig langt ned til nul isdække.
IPCC's har beregnet en reduktionskvotient for sommerisdækket for hele perioden på 14% per 10-år og bruger den til at fremskrive isdækket langt ind i en uendelig fremtid i takt med den forventede globale opvarmning - og dermed gøre livet vanskeligt for isbjørnene. Men som det også ses: denne forventning er allerede blevet skuffet, idet isdækket i perioden 2007 til 2023 ikke er synderligt mindsket.
Argumentationen mod IPCC's forventning om isens forsvinden i Arktis går på, at der meget sandsynligt er tale om en cyklisk variation i Polarhavets isdække, og 1979-1997 repræsenter en top og 2007-2023 en bund, og vi kan forvente en udvikling mod en ny top om nogle år.
Det er også, hvad vi kan forvente set i lyset af, at vi lever i Holocæn, en mellemistid, som der allerede har været mange af. Som det er karakteristsik for geologiske varmeperioder kom varmen hurtigt - i jægerstenalder - og klingede derefter langsomt af, overlejret af midlertidige varme og kuldeperioder som for eksempel Middelalder Varmeperioden, Den Lille Istid og den nuværende Moderne Varmeperiode. Og en dag - lad den komme sent - vil vores mellemistid komme til sin afslutning, og isen vil vende tilbage.
Det forekommer meget usandsynligt at en marginal tilvækst i et meget lille volumen af CO2 i atmosfæren på fire titusindedele vil standse denne udvikling.
Data fra NSIDC.org. Graf fra SCC Allan Astrup Jensen.
"Mit navn er Susan Crockford, og jeg er zoolog med mere end 35-40 års erfaring, herunder offentliggjorte arbejder om arktiske dyrs holocæne historie."
Hvert år skriver hun en rapport om isbjørnenes tilstand for GWPF, som står for Global Warming Policy Foundation - der har til formål at udfordre "ekstremt skadelige og ødelæggende politikker planlagt af regeringer for at afbøde menneskeskabt global opvarmning."
Den vigtigste parameter i forhold til antallet af isbjørne er, at for 50 år siden blev de jaget over alt, men nu er arten fredet. I slutningen af halvtredserne blev bestanden anslået til 12.000 bjørne, men i dag - 2023 - er den næsten tredoblet til lidt over 32.000 bjørne.
Det generelle alarmistiske argument for, at isbjørne skulle være en uddøende art, er et teoretisk argument: Havisen i Polarhavet er bjørnenes levesteder, hvor de jager sæler, og den globale opvarmning har mindsket arealet med havis, og derfor må man forvente at deres tilstand er forværret.
Men en ting er rationelle forventninger og noget andet er tingenes faktiske tilstand.
Susan Crockford skriver at "Der var ingen rapporter fra Arktis i 2023, der tyder på, at isbjørnene er blevet skadet på grund af manglende levesteder på sommerhavisen, til dels fordi den arktiske havis om sommeren ikke er mindsket siden 2007."
Isbjørnene trives og har det godt, siger Susan J. Crockford. Foto Intellektueal takeout
For 50 år siden - i 1973 - underskrev de fem arktiske nationer, Canada, Rusland, USA, Norge og Danmark en international traktat om at beskytte isbjørne mod den voldsomme jagt,
der havde fundet sted i første halvdel af det 20. århundrede, og som havde decimeret mange bjørne bestande. Traktaten var effektiv, og i slutningen af 1990'erne var de isbjørne bestande, som kunne studeres, mindst fordoblet, hvilket gør den til en enorm succes historie.
Den nuværende bestand af isbjørne er stor, og deres udbredelse er ikke blevet mindre på grund af tab af levesteder på isen siden 1979. Tidligere levesteder er blevet genkoloniseret i takt med at antallet af bjørne er øget. Nyere data tyder på, at levesteder ved Davis Strædet, som blev brugt før 1970 i den isfri sommerperiode af bjørne i alle aldre og af gravide hunner til hule bygning for barsel, nu bliver nu brugt igen.
Jeg husker at jeg for nogle år siden i TV så en udsendelsesrække om Sirius patruljen. I en fangsthytte nord for Thule mødte Sirius mændene nogle lokale fangere fra Thule. De udvekslede erfaringer, og en fra Sirius patruljen spurgte, hvor mange isbjørne fangerne havde skudt (Grønlændere er en oprindelig befolkning, som har tilladelse til dette) En af fangerne, som så ud til at være i trediverne, svarede at han havde skudt omkring 27 bjørne.
Derfor tænker jeg, at når en fanger i sin aktive karriere, indtil nu på måske 10-15 år, kan nå at skyde 27 isbjørne, så kan denne art ikke være meget sjælden.
