Jordens klima ændrer sig hele tiden, og har altid gjort det. Istider kommer og går. Da dinosaurerne dominerede, var klimaet varmt og fugtigt over fra nord til syd. Siden er temperaturen faldet støt gennem 52 millioner år.
Alle varmeperioder er karakteristiske ved at varmen kommer hurtigt og derefter klinger langsomt af. Således også vor nuværende mellemistid, Holocæn. Allerede, da der var jægerstenalder i Danmark, var temperaturen flere grader højere end i dag, og Sahara området var grønt og frodigt, i det mindste sammenlignet med nutiden.
Siden er temperaturen faldet lidt efter lidt gennem tusinder af år, umærkeligt for den enkelte generation. Dog overlejret af varme og kuldeperioder, som for eksempel den romerske varmeperiode, i hvilket tidsrum Mellemøsten og Nordafrika var betydeligt mere grønt og frugtbart - på grund af større nedbør - end det er tilfældet i dag.
TV journalister elsker at bruge skovbrande som bevis for CO2's onde gerninger, fordi de tilbyder sådanne dramatiske billeder af gule flammer, som slikker op langs træerne, røg som stiger op over skovene og sodsværtede ruiner af nedbrændte huse.
Hver gang en TV journalist beretter om en skovbrand et eller andet sted i verden, vil han eller hun med dæmpet sørgmodig stemme afslutte med at sige at disse ulykkelige hændelser sker stadig oftere på grund af den globale opvarmning, og det skal vi vente langt mere af i fremtiden.
Journalisterne antyder, at øget temperatur vil fordampe vand over alt og udtørre skovene og gøre dem nemmere antændelige, men det er ikke sandt.
Næsten al den regn, som falder, stammer fra vand, der er fordampet fra havoverfladen, som jo udgør 70% af Jordens overflade. Jo varmere det er, jo mere vand vil der fordampe, og dette øgede volumen af vand må før eller senere falde ned igen som regn.
Derfor er det naturlige klima omkring ækvator, hvor det jo er meget varmt, typisk fugtig jungle med store regnmængder.
Løss jord ved Heimerdingen i Württemberg i Tyskland. Foto Mussklprozz Wikipedia.
Klimaet i arktiske egne er derimod typisk ekstremt tørt.
Under den sidste istid for mere end 10.000 år siden, var det, som vi ved, meget koldt og derfor meget tørt.
Verdens nordlige del var tør og støvet. Den kolde og dermed tørre vind, som blæste ned fra indlandsisen eroderede tundra områder og transporterede finkornet materiale, som kaldes løss, til mere fugtige, vegetationsdækkede egne, hvor det blev fanget og aflejret. Løss fra istidens udbredte arktiske områder blev aflejret i Mellemeuropa, hvor det dannede det såkaldte løssbælte, som strækker sig fra det sydlige Belgien mod øst. I Ukraine, Sydrusland, Nordkina og USA findes store områder med løss. Løss områder er verdens bedste landbrugsjord.
Monsunen er en jævn vind, der blæser fra hav til land eller fra land og ud over havet på grund af temperaturforskelle mellem land og hav. Om sommeren opvarmer solen både land og hav, men temperaturen på land stiger hurtigere end temperaturen over havet, og derfor vil der fremkomme et lavtryk over land og tilsvarende højtryk over vand. Derfor vil monsunvindene blæse fugtig luft ind over land og der vil den udløse sin fugtighed som regn. Om vinteren er det omvendt.
Klippemaleri af flodhestunge fra den "store vilde fauna periode" nær Oued Djerat, som ligger i det sydlige Algeriet, langt ude i ørkenen. Foto David Coulson and Alec Campbell - Rock Art of the Tassili'n Ajjer, Algeria.
Monsunvindene drives af solens varme. Jo varmere klima, jo kraftigere monsunvinde og jo mere regn over landjorden. - men selvfølgelig ikke jævnt fordelt. I et varmt klima vil monsunvindene føre mere regn ind over kontinenternes indre, end de vil gøre i et koldere klima.
Klippemalerier over hele Sahara vidner om at under varmeperioden, som kaldes det Holocene Optimum, fra 8.500 til 5.500 før nutid (da der var stenalder i Danmark), var landet langt mere grønt og frodigt og hjemsted for løver, elefanter, giraffer, antiloper, flodheste og krokodiller. Et klippemaleri fra Tassili, som i dag er en afsveden ørken, viser mænd, som står op i både, der sejler på vandet. Det vidner om, at der var søer og floder på steder, hvor der i dag ikke findes et græsstrå.
De fleste af klippemalerierne i Sahara er fundet i Algeriet, Libyen, Marokko og Niger samt i mindre grad Egypten, Sudan, Tunesien og nogle Sahel lande. Air bjergene i Niger, Tassili-n-Ajjer plateauet i det sydøstlige Algeriet og Fezzan region i det sydvestlige Libyen er særligt rige på gamle klippemalerier.
Lake Chad nåede for 6.000 år siden en maksimal udstrækning på omkring 400.000 kvadratkilometer, hvilket er større end det moderne Kaspiske Hav, med et overflade niveau omkring 30 m. højere end i moderne tid.
Klimabetingede bosættelser i det østlige Sahara gennem de vigtigste faser af Holocæn. Røde prikker viser hovedbosættelsesområder, hvide prikker viser mere isolerede bosættelser i forbindelse med klima tilflugtssteder og periodiske skift af græsgange. Nedbør er vist med grønne nuancer efter bedste skøn baseret på geologiske, arkæologiske og arkæo-botaniske data.
(A) Under den sidste istids Maximum og slutningen af Pleistocæn. Det vil sige fra 22.000 til 10.500 år før nutid var Sahara ørkenen blottet for enhver bosættelse udenfor Nildalen, og ørkenen strakte sig 400 km. længere mod syd, end den gør i dag. (Danmark var da befolket af fåtallige omstrejfende rensdyrjægere og senere Maglemose jægerne)
(B) På grund af den pludselige fremkomst af monsunregnen omkring år 10.500 før nutid blev den hyper tørre ørken erstattet af savannelignende landskaber, som hurtigt blev beboet af forhistoriske mennesker. I det tidlige Holocæne Optimum var det sydlige Sahara og Nildalen tilsyneladende generalt for fugtig og for farlig for menneskelig bosættelse. (Danmark var da beboet af Maglemose stenalderjægerne)
(C) Omkring år år 9.000 før nutid var menneskelig bosættelse blevet veletableret i hele den østlige Sahara, hvilket skabte en kvægnomade kultur. (Danmark var da beboet af Maglemose og Kongemose stenalderjægerne)
(D) Aftagende monsunregn var årsag til en begyndende udtørring af den ægyptiske del af Sahara omkring år 7.300 før nutid. De forhistoriske folk blev tvunget til at søge ind i Nildalen, at bosætte sig i oaser eller at udvandre til det sudanske Sahara, hvor nedbør og overfladevand stadig var tilstrækkelig. Saharas tilbagevenden til egentlige ørkenbetingelser omkring år 5.500 før nutid faldt sammen med de indledende stadier af den ægyptiske civilisation i Nildalen. (Danmark var da beboet af Ertebølle stenalderjægerne og senere stenalderbønderne, som byggede de mange stendysser). Billede fra Kuper og Kröpelin (2006).
Den romerske varmeperiode startede omkring 250 f.Kr. og sluttede cirka 400 e.Kr. De antikke grækere og romere levede i et ret behageligt klima, hvilket man kan se på de luftige gevanter, som de antikke statuer ofte er iklædt.
I den romerske varmeperiode førte monsunvindene meget mere regn ind over Nordafrika og Mellemøsten end vi ser det i dag.
Mange floder i Syrien er tørret ud siden romersk tid, da Jesus levede i disse egne.
Romerske broer i Syrien. De floder, som de førte over, er for længst udtørrede.
Øverst til venstre: Ruinerne af en romersk bro mellem landsbyerne Ayyash og Ain Abu Jima i den nordvestlige del af Jebel Bishri ved floden Eufrat. Foto: Minna Lönnqvist. The Finnish Project in Syria.
Øverst til højre: Romersk bro i Uthma i Syrien. Foto: arminhermann.
I midten til venstre: Den romerske oldtidsbro i Mhardeh i Syren. Foto Bernard Gagnon Wikipedia.
I midten til højre: Den romerske Gemarrin Bro, som krydser Wadi Zeidi nær oldtidsbyen Bostra. Foto tripbucket.
Nederst til venstre: Den romersk bro Ain Diwar ved Malikiyeh i Syrian nær den tyrkiske grænse. Foto ukendt oprindelse.
Nederst til højre: Romersk bro, som spænder over Sabun Suyu, som var en biflod til Afrin i Syrien. Foto Sonia Halliday.
Derfor kan man konkludere, at når der var mange flere floder fulde af vand i Syrien i romersk tid, end der er i dag, så er det fordi det var betydeligt varmere i romersk tid, end det er nu, og derfor kunne monsunvindene bringe meget mere regn længere ind over landjorden.
