049. Silikatforvitring af nøgne bjerge reducerer CO2 i atmosfæren
Som hovedregel er moderne klima forskere ude af stand til at operere uden for rammerne af CO2 og drivhus begreberne. Det er deres faste ståsted. Enhver øgning af temperatur er for dem forårsaget af en øgning af atmosfærens CO2 indhold og vice versa. Deres problem er at finde årsagerne til ændringen af CO2 koncentrationen. Det er også således MIT forskerne nedenfor ræsonerer. Silikatforvitring forbruger CO2 og holder derved den beklagelige menneskeskabte udledning i skak, og derved undgås den den endelige varmekatastrofe. Det skal siges til deres fordel at de bruger CO2 og drivhusvirkning til at aflyse dommedag - og ikke varsle den.
En ny rapport fra det prestigefyldte Massachusetts Institute of Technology (MIT) forklarer, at vores planet har en "stabiliserende feedback-mekanisme", der virker over millioner af år, og som angiveligt forhindrer et kommende klima Armageddon, som vil gøre Jorden ubeboelig for mennesker.
Det drejer sig om "silikatforvitring" som beskriver hvorledes bjerge ganske langsomt bliver nedbrudt af sur regn. Al regn er ganske svagt surt, fordi regnvandet optager CO2 i atmosfæren og falder over hav og land.
Jordens karbonkredsløb: Planterne optager karbon i form af CO2 med deres fotosyntese. Nogle planter bliver spist af dyr og mennesker, som udånder CO2 til atmosfæren. Når planter, dyr og mennesker dør, vil de rådne op og det meste af deres karbonindhold vil vende tilbage til atmosfæren.
Imidlertid er dette vigtige kredsløb ikke tæt. Al Jordens CO2 kommer oprindeligt fra vulkaner, og aktive vulkaner samt udslip fra forkastningszonerne mellem Jordens tektoniske plader tilfører stadigt store mængder CO2 til atmosfæren. Desuden har kredsløbet en læk. Luftens CO2 opløses i regn og bliver til sur regn, som reagerer med nøgne klipper i Jordens bjerge. Forvitringsprodukterne i form af karbonater, skylles væk og føres med floderne til havets bund, hvor de bliver liggende som sedimenter. Desuden dannes kulstofholdige sedimenter direkte fra organisk materiale overalt på landjorden og havbunden. Det er derfor at arkæologer og geologer altid skal grave for at finde fortiden. Eget arbejde.
Det er sådan at der findes gamle og nye bjerge. Uralbjegene er meget gamle, idet de er dannet i den geologiske periode, som vi kalder karbon tiden (350 mill år). Allegheny bjergene i det østlige USA er kun lidt yngre, idet de stammer fra Perm perioden (275 mill år). Derimod Himalaya og Alperne er ganske unge bjerge hovedsagelig dannet i Tertiær perioden (60 mill år).
Gargodyl af kalksten, som har vogtet Notre Dame i Paris siden middelalderen. Overfladen er stærkt nedbrudt af sur regn. Foto Pinterest.
Vi tager det for givet at gamle bjerge er lavere end unge bjerge, fordi - nå ja - de er jo gamle. Men hvordan blev de gamle? De blev ganske langsomt nedbrudt og opløst af svagt sur regn, frost og tø og vejrlig, og de resulterende silikater blev skyllet ud i oceanet af floderne, og der vil de forblive i al evighed sammen med den CO2, der er medgået til processen.
Det vil sige at hvis vi forestiller os at al tilførsel af CO2 til atmosfæren, fra både vulkaner og menneskers forbrænding af fossile brændstoffer, ophørte, så ville CO2 indholdet i atmosfæren gradvist blive nedbragt af silikatforvitringen og biologiske processer.
MIT rapporten konkluderer, at der her er tale om en "stabiliserende feedback-mekanisme", som automatisk forhindrer CO2 i atmosfæren i at øges til skadelige højder. Dommedag er med andre ord udsat på ubestemt tid.
Forvitret klippe ved Matterhorn i Alperne på grænsen mellem Schweiz og Italien. Al regn på Jorden indeholder CO2, og den er derfor svagt sur, og derfor vil alle eksponerede klipper langsomt nedbrydes, og nedbrydningsprodukterne vil blive ført væk med floderne. I følge vor moderne kulturs masukistiske tradition giver vi menneskene og vore bilers udstødning skylden for nedbrydningen af kalkstensfigurerne på Notre Dame. Men klippen ved Matterhorn højt oppe i Alperne befinder sig fjernt fra alle biler. Foto Quora.
Nu er det sådan at denne proces har været kendt i meget lang tid. Den er i alt fald almen viden blandt geologer. Den er omtalt i nærværende hjemmeside i en artikel fra 2012, som har hentet sit stof fra den baskiske professor Anton Uriarte, som igen har hentet sit stof fra mange videnskabelige rapporter. MIT rapporten er ikke epokegørende nyheder.
Rapporten frikender ikke CO2 som en farlig klima gasart, men da den forudser at CO2 reduktionen vil ske af sig selv, tilbyder den forskere en vej ud af det mondæne CO2-sludder uden dommedagsprognoser og med den videnskabelige ære nogenlunde i behold.
