Dokumentaren forklarer, hvorfor den moderne teori, om at øget CO2 i atmosfæren skaber øget global opvarmning, ikke kan være sand. De samme argumenter, som blev brugt i 2007, er stadig gyldige, da naturlove ikke ændres så ofte.
Det store grønne spring fremad styres af politikerne, som kanaliserer forskningsmidlerne til foretrukne projekter, som omhandler noget med CO2 og klima. forudsigelserne i forskernes dramatiske rapporter bliver grebet af særlige klima-journlister, som populariserer dem for almindelige mennesker. Selvretfærdige unge aktivister raser mod de gamle hvide mænd, som har bragt kommende generationer i denne ulykkelige klimasituation, udsat for oversvømmelser, hedebølger, storme, tørke og usædvanligt nedbør. Dog alt sammen forudsigelser, som endnu ikke har realiseret sig i noget væsenligt omfang.
Da jeg strejfede formålsløst om på internettet, faldt jeg over den klassiske britiske video "The Great Global Warming Swindle" fra 2007 på YouTube.
"The Great Global Warming Swindle" er en dokumentar om de påståede klimaændringer af den britiske tv-producent Martin Durkin. Han præsenterer et alternativt synspunkt om at den seneste globale opvarmning hverken er væsentlig eller skyldes menneskelig aktivitet. Dokumentaren beskriver at moderne klimaforskere i bedste fald er meget alvorligt vildledte i deres kollektive mening om naturen og årsagerne til den globale opvarmning, eller i værste fald er skyldige i at lyve overfor resten af samfundet. Den konkluderer at den globale opvarmning er "det største fupnummer i moderne tid".
Allerede dengang, i 2007, kunne man påvise, at teorien om CO2 som årsag til øget temperatur ikke kunne være sand:
- Fordi der er ingen korrelation mellem CO2 og temperatur i Jordens forhistorie.
- Fordi i fortiden kom ændringer i temperatur før ændringer i CO2 i atmosfæren, og en årsag skal jo komme før dens virkning.
- Fordi der ikke kan påvises den opvarmning i atmosfæren, som CO2 teorien forudsiger.
- Fordi vulkaner og oceanerne er de vigtigste kilde til CO2 i atmosfæren og ikke mennesker.
I videoen peges endvidere på at den kosmiske stråling, solen og skyerne er meget vigtigere for klimaet end CO2, og at klimaet i øvrigt altid har ændret sig, også uden menneskers medvirken.
Dokumentaren fortæller historien om, hvorledes en teori om klima blev forvandlet til en politisk ideologi. Professorerne indså, at hvis de skabte panik om klimaet, ville pengene flyde til deres universiteter.
Magaret Thatchers kamp mod kulminearbejderne var spiren til kampen mod CO2, idet hun brugte CO2 teorien som middel til at promovere atomkraft, da hun i 1984 standsede subsidierne til kulminerne.
Med murens fald i 1989 blev tusindvis af venstreorienterede og marxistiske revolutionære så at sige arbejdsløse, og de kastede sig straks ind i den politiske klimabevægelse.
Vi kan grave endnu dybere og tilføje at den psykiske energi i klimabevægelsen virkelig kommer fra følelsen, "oprøret mod fædrene", som har hærget menneskelige samfund lige siden vi svang os ned fra træerne i Østafrika. Den dag det store grønne spring fremad bryder sammen, vil de grønne revolutionære meget hurtigt finde en anden sag, som kan facilitere deres oprør mod fædrene.
Mekanismen i klimahysteriet er at tildeling af forskningsmidler bliver kontrolleret af politikerne. De foretrækker at give rigelige midler til enhver form for klima forskning, som er forbundet med CO2. Akademiske forskere og undervisere har derfor indset at nøglen til success og karriere er noget med klima og CO2. De udsender en strøm af pessimistiske rapporter om klimaets og CO2's indvirkning på alverdens fænomener. Hvilke rapporter bliver grebet af særlige klima journalister, som hele tiden søger efter nye alarmerende historier indenfor deres fagområde. Det er benzin på bålet for fortrinsvis unge aktivister, der leder med lys og lygte efter noget at bebrejde fædrene. Fremtrædende kvindelige personligheder benytter muligheden til at anklage de patriarkalske magthavere for deres ufølsomme klimasvigt. Flere politikere springer på klimatoget for at optimere deres stemmetal. Lærere og andre undervisere, som ikke har andre karrieremuligheder end at opnå øget popularitet, rider med på klimabølgen. Til sidst er klimasagen blevet selvkørende, og tusindvis af jobs er afhængige af kampen mod CO2. Den er nu blevet for stor til at falde, uanset hvilke empiriske, logiske og økonomiske argumenter, som føres i marken mod den.
