031. Den grønne omstilling er et tilfælde af nationaløkonomisk selvskade 1.
Det Store Grønne Spring Fremad er forbundet med mange uløste problemer. Politikerne synes at mene at disse vil løse sig selv hen ad vejen. De mener at når man blot forsker tilstrækkelig meget i et problem, så vil det også blive løst. Men naturlove kan ikke ændres og korrigeres som politiske love. Naturen er småtskåren og nøjeregnende, den kræver sine love overholdt til sidste komma. I historien er der endnu ikke kommet noget godt ud af at ignorere de økonomiske love om udbud og efterspørgsel.
Kun når det passer Moder Natur, vil hun lade solen skinne og vinden blæse. Elektrolyse af havvand med varierende strøm er ikke færdigudviklet, hvis det i det hele taget kan lade sig gøre. Power-to-X kraftværker er stadig en urealistisk drøm. Hvilket bringer en fordobling af elværkskapacitet i form af back-up værker på banen. Grøn brint vil komme til at koste så meget, at den vil være usælgelig. Ingen har fortalt el forbrugerne, hvor meget udbygningen af elnettet for at tilpasse det til den grønne energitransformation vil komme til at koste dem.
The Global Warming Policy Foundation har udsendt en rapport af professor Gordon Hughes om den britiske Net Zero politik, som vi kalder den grønne omstilling, "Finansiering af energi transformationen: Hænger tallene sammen?"
Gordon Hughes er tidligere rådgiver for Verdensbanken og professor i økonomi ved universitetet
af Edinburgh.
Det er en lang og indholdsrig rapport, og jeg vil indledningsvis vise forordet af Lord Frost of Allenton og prøve at overføre budskabet til danske forhold.
Lord Frost of Allenton skriver:
"Professor Gordon Hughes mener at skiftet fra en energiform til en anden, fra fossile brændstoffer til varige energiformer, vil blive en politisk fiasko. Han udtaler sig med rette om at vi sætter os mål, der åbenlyst ikke er opnåelige og kan være økonomisk ruinerende, og opfordrer os til en nytænkning af strategien, før det er for sent.
De vestlige regeringer og den gruppe af eksperter, som støtter deres grønne omstilling, forestiller sig at omstillingen kan gennemføres til begrænsede omkostninger. Det britiske Klima
Forandringsudvalget hævder, at de skatteyderbetalte omkostninger ved at transformere
vores energisystem i gennemsnit vil ligge på omkring 1–2% af BNP per år mellem nu og 2050, og at denne investering i ny energiteknologi faktisk vil skabe øget national vækst. Tro på det, hvis I vil.
Professor Hughes er mere ærlig. Han påpeger, at uafhængige eksperter vurderer de reelle skatteyderbetalte omkostninger til at blive mindst 5% af BNP i de næste par årtier og potentielt endnu højere. Han bemærker, at vi ikke kan finde disse penge ved at omfordele dem fra andre
investeringsområder, fordi vi allerede investerer, netto, næsten ingenting i andre aktiver end boliger. Det er klart, at vi ikke kan låne sådanne beløb uden risiko for en finanskrise. Så det gør det nødvendigt at reducere det øvrige offentlige forbrug med 8-10 % over to årtier - og endda kun hvis de nødvendige midler kan fremskaffes ved beskatning. Hvilket er tvivlsomt, da skattetrykket allerede nu er på sit højeste niveau siden krigen.
Præsenter disse overvejelser for tilhængere af den grønne omstilling, og man vil blive fortalt at der ikke er nogen grund til bekymring. Omkostningerne vil på magisk vis komme ned, ny teknologi vil på en eller anden måde blive opfundet, og vi vil finde os selv i det nye forjættede land med ren, grøn vækst, der vil betale for alt. Men de giver aldrig beviser, der kan få os til at tro på dette - og, hvor vi kan tjekke, hvad de siger, for eksempel de reelle omkostninger ved vindkraft, kan vi se, at disse omkostningsreduktioner simpelthen ikke sker.
Den virkelige verden kan ikke undgås. Som professor Hughes siger, enten skal vi være ærlige over for folket og være tydelige om, at de bliver nødt til at betale skat og energi med videre på et i øjeblikket uventet niveau, eller vi skal forlænge tidsperioden for omstillingen - det vil sige udskyde Den Grønne Omstillings 2050-mål, måske til 2070 eller 2075. Hvis vi ikke gør nogen af delene - desværre, måske det mest sandsynlige scenario – vil det betyde at vi simpelthen roder videre og lader som om, vi gør fremskridt, med udgifter på højt niveau, men opnår meget lidt. Imens resten af verden uden for Vesten vil se med vantro på dette hidtil usete tilfælde af nationaløkonomisk selvskade."
Kan disse forholdsvis abstrakte betragtninger overføres til danske forhold?
Hvilke meromkostninger kan man forvente at danske skatteyderne og forbrugere kommer til at betale i de kommende årtier for at gennemføre Den Grønne Omstilling?
Danske politikere bedyrer ganske vist at skatteyderne ikke kommer til at betale noget, da det er ren win-win, men det er sirenesang, de taler med to tunger. For eksempel kan de sige at de er positive overfor statens investering i en brintrørledning ned langs jyllands vestkyst, fordi de vil få garantier fra potentielle kunder, selvom de burde vide at sådanne garantier intet er værd. De aktuelle selskaber vil blot erklære sig konkurs, når det gælder.
Politikerne tør simpelthen ikke stille sig op imod den grønne fanatisme, som bliver holdt ved lige af de grønne matadorer og main stream medierne.
1. De direkte energiomkostninger baseret på grøn energi, vil meget sandsynligt stige, og de vil på mange forskellige måder blive læsset over på skatteydere og forbrugere, som jo er identiske. Den ny britiske regering har for eksempel for nyligt garanteret meget høje priser på energi fra havvind og andre grønne energiformer, og man må jo tro at omkostningerne vil være omtrent de samme i danske farvande, da de jo er baseret samme teknologi.
2. Politikerne kræver at staten skal have en ejerandel i nuværende og fremtidige vindmølleparker på 20%. Det vil jo i virkeligheden sige at skatteyderne skal investere i vindmølleparker med 20% af anlægsomkostningen.
3. Vore grønne matadorer kræver at staten, altså skatteyderne, finansierer en brint rørledning ned igennem Jylland, uanset at den Power-to-X process, som skal levere brinten, ikke er udviklet, og brinten formentlig vil blive så dyr at den ikke kan sælges. Desuden er der ikke noget videre marked for grøn brint, da anvendelser for den ikke er udviklet - For eksempel til grønt stål, brint som erstatning for naturgas, brint som varmekilde for processer med høje temperaturer med videre.
4. Elnettet er historisk designet til at fordele elektrisk strøm fra et centralt elværk og ud til decentrale forbrugere. Men når det skal bruges til at overføre strøm fra decentrale producenter til decentrale forbrugere, vil det være forbundet med alle slags kapacitetsproblemer. Udbygningen af elnettet på kryds og tværs for at facilitere dette formål vil koste mange milliarder. Desuden forestiller man sig en stærkt øget elektrificering af hele samfundet i forbindelse med den grønne omstilling, og det vil også kræve udbygning af elnettet. Der ud over vil sol og vind produktion af el være stærkt varierende, fordi nogle gange blæser det og andre gange ikke. Derfor skal elnettet være overdimensioneret for også at kunne overføre maksimumsbelastningen, når det blæser og solen skinner. Omkostninger til alt dette vil alle blive indregnet i prisen på energi, eller elproduktionen vil få statsstøtte, men i sidste ende skal alt betales af forbrugerne (vælgerne, skatteyderne) på mange indirekte og direkte måder.
5. Havvindmøller ligger langt ude på havet, hvor de producerer deres elektricitet, som skal tranformeres til jævnstrøm og sendes i land gennem meget dyre kabler. På land skal den tranformeres til vekselstrøm. Det er der også nogle, som skal betale for.
6. Vindmøller og solceller producerer kun el, når vinden blæser og solen skinner. De grønne matadorer forestiller os at dette vil blive udlignet ved at opbevare energien som brint produceret ved elektrolyse og derefter brænde den af i store brint kraftværker. Intet af dette er udviklet, og det er højst tvivlsomt, om det bliver det. Det vil i det lange løb nødvendiggøre at der skal etableres back-up-kraftværker med en kapacitet lig med belastningen på 4 GW, som skatteyderne også kommer til at betale for.
7. En fuld transformation fra diesel, benzin og kul til elektricitet baseret på grøn strøm, vil kræve at mange velfungerende maskiner skal kasseres og erstattes af nyinvesteringer i elektrisk drevne maskiner, og den vil komme til at koste mange penge. Desuden vil det være økonomisk risikabelt at satse alt på et bræt på denne måde.
Alt i alt lyder det yderst sandsynligt at vælgerne, skatteyderne, også som forbrugere, på utallige direkte og indirekte måder, kommer til at betale de 5% af BNP, sandsynligvis mere, for den grønne omstilling i de næste par årtier, dels med øgede skatter, dels med højere priser på alt sådan som Gordon Hughes forudser.
Men den største fare for vor rigdom er dog det tab af international konkurrenceevne, som vores industri vil lide på grund af en ustabil energiforsyning med høje og uforudsigelige priser, og hvad det vil betyde af tab af indtægter og arbejdsløshed. Jævnfør de aktuelle tyske problemer.
