Velfærdssamfundet koster mange penge og bliver stadig vanskeligere at finansiere. For politikerne kommer klimakrisen derfor som sendt fra himlen, fordi den muliggør mange nye afgifter, som det nemt at få skatteyderne til at betale. Det gælder jo klimaet.
Socialdemokratiske partiers politik bygger på at vælgerne grundlæggende er korrupte. De er til salg for enhver økonomisk fordel til deres gruppe, køn eller erhverv. De kalder det "retfærdig fordeling" og alle moderne vælgere tror at det er det, som demokrati går ud på - et evigt spil om at vinde økonomiske fordele på de andres bekostning.
Kernen i socialdemokratiske partier - og det er de fleste partier nu om dage - er en indspist gruppe af professionelle politikere, som gensidigt støtter hinanden i deres karrierer mod at opnå godt betalte positioner i samfundet - ultimativt en international toppost. De har også følgere i form af "menige medlemmer", kredsformænd og så videre, men de er spredte og isolerede og nemt manipulerbare. De bliver blot indkaldt til kaffe og wienerbrød en gang imellem for at give dem en fornemmelse af at de har noget at skulle have sagt.
I disse tider søger alle de moderne partier mod midten og socialdemokratismen. Den typiske socialdemokratiske politik er en Gi-tar politik, give og tage.
For at maksimere deres stemmetal skaber de bestandigt nye velfærdsydelser til brede vælgergrupper, som repræsenterer mange stemmer, og de vil tage de nødvendige økonomiske midler fra isolerede og fåtallige grupper, som ikke repræsenter så mange stemmer. Derved søger de at opnå en stemme-netto-gevinst, som kan danne grundlag for deres fortsatte karrierer.
Men når en specifik velfærdsydelse først er kommet ind i verden, vil den synke til bunds i de brede vælgermasser, som efterhånden vil opfatte den som en selvfølgelig og velfortjent rettighed, og de vil ikke længere forbinde den med et bestemt parti. Derfor må socialdemokratiske partier hele tiden have nye velfærdstilbud i pipeline.
Der er hård konkurrence mellem de socialdemokratiske partier og velfærdsydelserne hober sig op, og det gør den nødvendige finansiering stadig mere vanskelig.
Gruppen af landmænd tilbyder sig selv. Landbrugssektoren er umådelig vigtig, men der er ganske få landmænd nu om dage, hvoraf kun en mindre del stemmer på et socialdemokratisk parti. Regeringen vil ikke miste mange stemmer ved at hente midler til finansiering af velfærdstilbudene hos landmændene.
Men klimaafgifter kan lægges på alt, lige fra oksekød, benzin, flyrejser til antallet af køer, og det er nemt at forklare skatteyderne at de er helt nødvendige, det gælder jo klimaet. De er en gave sendt fra himlen til de socialdemokratiske partier.