Microsoft, Amazon og andre store firmaer ønsker at betale for CO2 fjernelse, fordi de ønsker tilgivelse for at have udledt CO2 i forbindelse med deres ordinære forretninger. Den kvittering, som de modtager for køb af indfangning og deponering af CO2, er et afladsbrev.
Faktisk, CO2 fangst er i slægt med den bortskaffelse af forurenet jord og byggemateriale, hvilket sidste er et yndlings forretningsområde for kriminelle, således som det blev beskrevet i "Den Sorte Svane". Til gengæld for købesummen lover de kriminelle firmaer at bortskaffe jord eller byggematerialer, som indeholder olie, kemikalier eller asbest eller lignende. Køberen vil aldrig se det produkt, som han har betalt for, og han er formentlig også temmelig ligeglad - for produktet har ingen værdi for ham.
Men, når for eksempel Mærsk bestiller et nyt skib, vil rederen forlange alle mulige certifikater for materialer og udstyr, forlange tegningerne udleveret, sende inspektører til værftet og forlange prøvetur før aflevering. Det er fordi at det produkt, som han betaler for at få fremstillet, har stor værdi for ham.
Som sagt ved bortskaffelse af forurenet jord har produktet ingen som helst værdi for køberen, tværtimod, det er noget, som han gerne vil af med. Han vil formentlig blot sikre sig at han kan bevise at han var i god tro, da han underskrev kontrakten, så han ikke kan sagsøges efterfølgende. Køberen vil aldrig se eller føle produktet. Situationen minder noget om kejserens nye klæder, og åbner en ladeport af uimodståelige fristelser for kriminelle elementer.
Over hele verden er kriminelle formentlig beskæftiget med at dumpe forurenede materialer i havet, i skove og bjerge, sprede forurenet jord på landbrugsarealer og så videre. Som de udtrykte sig i "Den Sorte Svane" er det en uimodståelig, fantastisk forretning.
CO2 fangst og bortskaffelse er et meget lignende forretningsområde, fordi produktet ikke har værdi for køberen, og køberen vil aldrig se produktet, og han vil heller ikke ønske at se det eller kontrollere at det virkelig eksisterer. CO2 er en transparant gasart, usynlig, som et spøgelse.
Ved simpel købmandsregning har vi i artiklen "Ørsteds CO2 indfangningsprojekt" indset at omkostningerne til indfanget CO2 nok vil være omkring 350-380 dollars per ton alene i omkostninger til energi i den primære indfangningsproces. Dertil vil så komme energiforbrug til nedkøling og komprimering, transport i lastbiler og gastankskibe, afskrivning, vedligehold og administration med videre.
Men hvordan kan det så gå til at Microsoft vil betale et nystartet firma, Heirloom, kun 63 dollar per ton indfanget og bortskaffet CO2? Og at den velkendte hjemmeside Statista mener at omkostninger til Carbon Capture ligger mellem 15 og 130 dollars per ton? Vi har ikke hørt noget om at der er blevet gjort en epokegørende opfindelse, som halverer omkostningern ved CO2-indfangning!
Skal vi tro at CO2-fangst firmaerne virkelig indfanger og bortskaffer CO2 til priser, som efter vore beregninger er langt under produktionsomkostningerne?
Lad os forestille os den urealistiske situation at en stor kunde, som har betalt i dyre domme for at få indfanget og bortskaffet noget CO2, sender en inspektør, som skal kontrollere at han får den ydelse, som han betaler for.
Inspektøren ankommer til anlægget og ser en uoverskuelig mængde af rør og beholdere. Der er ventiler, som snøfter, og elmotorer, som summer. Der er flowmålere og trykmålere, som sikkert er certificerede, men hvem ved. Der er sikkert en stor trykbeholder, som siges at indeholde CO2. Han kan beregne beholderens volumen og aflæse trykket, men hvordan kan han vide at den luftart, som skaber trykket, virkelig er CO2? Anlægget kører dag og nat og inspektører skal både sove og spise. Han har fået et vanskeligt job.
Men der bliver sikkert ikke sendt dyre inspektører til CO2 indfangningsanlæg for produktet er jo værdiløst.
Jeg vil understrege at jeg er sikker på at Ørsted er en ærlig dansk virksomhed. Jeg har overhovedet ingen grund til at tro at de ikke er ærlige. Jeg tror blot de har bevæget sig ind i et vanskeligt forretningsområde.