Frihed er at være i stand til at træffe beslutninger vedrørende sit eget og sin families liv uden pression og indblanding fra politikere og andre, og uden på urimelig måde at begrænse andres muligheder for at gøre det samme. En individuel pensionsopsparing, hvor den enkelte selv kan bestemme, hvor meget forbrug han ønsker at give afkald på nu og her til fordel for senere, vil i højere grad repræsentere individuel frihed end folkepensionen. Et frit valg af skole til sine børn, uden at være hæmmet af at være tvungen til at betale til folkeskolen, selvom man ikke bruger den, ville være forbundet med øget indivifuel frihed. Det er ikke økonomisk frihed at alle skal betale for motorvejene, selvom nogle ikke har bil. Alle barnepige afgifterne, som skal motivere de enkelte til bestemte former for adfærd, repræsenterer ikke individuel frihed.
I min meget tidlige ungdom arbejdede jeg på et skibsværft. Dengang fik vi udbetalt lønnen hver torsdag i kontanter i en lille brun kuvert påskreven vort navn og nummer. Vi fik alle kontanterne i hånden og kunne gøre med dem, hvad vi ville, uden at andre blandede sig. Det var frihed!
Der var rigtig nok nogle hustruer, som vidste, hvad deres mænd gerne ville bruge deres frihed til, og derfor mødte de op hver torsdag ved porten og overtog lønkuverterne med mild kvindelig overtalelse. Så gav de manden en hundredekroneseddel, som han frit kunne bruge til øl og cigaretter på kroen - det var jo torsdag.
Foruden mad og tøj til hele familien skulle disse ansvarlige hustruer bruge pengene til at betale husleje, skat, vægtafgift, sygekasse og muligvis opsparing.
Det var familien, som var kontrolcenter for disse kontante transaktioner. De havde fuld frihed til at træffe deres livs beslutninger, de kunne betale eller lade være, og dog i sidste tilfælde lide under konsekvenserne ved ikke at gøre det.
Men denne frihed har fået en ende. Jeg husker at de socialdemokratiske partimedlemmer på værftet mødte op til stabelafløbning og råbte i kor: "kildeskat, kildeskat", som om det var noget, som skibsrederen havde med at gøre.
I dag er økonomisk frihed en svunden drøm, som vi dårligt kan huske. Vi råder blot over lommepenge.
Vor kærlige hustru har ikke længere noget at gøre med betalinger. I stedet er kommet et skrækkeligt fruetimmer, som kalder sig Velfærdsstaten eller Fællesskabet, og hun snupper de fleste af pengene inden vi nogensinde ser dem. Og ikke blot det, hver gang vi har pungen fremme, rækker hun over og tager ubeskedent 25%, uden så meget som et kærligt ord eller et kys på kinden.
Hun påstår at hun bruger pengene til vores fælles bedste, men hun skal nok bestemme, hvad der er godt for os.
Det siges at vi selv kan bestemme om vi vil bo i almene boliger eller ej, men vi har dog allerede betalt. Vi kan selv bestemme om vore børn skal i offentlige skoler eller ej, men vi har allerede betalt. Vi kan selv bestemme oom vi vil købe en elbil eller en dieselbil, men vi har allerede betalt en del af elbilen - og så fremdeles.
