Ethvert dansk skolebarn ved at en vigtig forudsætning for demokrati er magtens tredeling i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, og en sådan tredeling har vi i Danmark. Det er ganske vist. Det er nedfældet i selve Grundloven.
Men hvad de ikke får at vide i skolen er, at den lovgivende forsamling greb magten i hele samfundet ved et kup i 1920. Dengang, som nu, hed det i Grundloven: "Den udøvende magt er hos kongen". Men med trussel om oprør, republik og generalstrejke tvang de Christian 10. til kun at udnævne regeringer, som var godkendte af den lovgivende magt.
Ministre udnævnte af den lovgivende magt er dybt i deres hjerter opportunister og politikere. Alle deres handlinger og udtalelser er først og fremmest styret af ønsket om at profilere sig i forhold til vælgerne. Vi har set uerfarne og ukvalificerede skatteministre, som blev udskiftet hvert halve eller hele år, med det resultat at Danmark blev snydt for 12 milliarder. Vi har stats- og udenrigsministre, som taler hånligt og nedsættende om andre landes statsoverhoveder, endda de største, hvilket ikke er til gavn for Danmark. Med en række over-idealistiske beslutninger, som ser godt ud internationalt, har politikerne selv fremkaldt den grønlandske krise.
1. Magten i Danmark er centraliseret
Det var kejser Augustus' store bedrift, at det lykkedes ham at begrænse senatets magt uden at fremkalde en ødelæggende borgerkrig. Der var ikke tale om at senatet blev opløst, kun blev det underlagt kejseren, og dets ret til at træffe beslutninger i alle rigets anliggender blev reduceret. Under den vestgotiske kong Theoderik, 500 år senere, fandtes senatet stadigt, og kongen brugte mange af dets medlemmer i rigets administration.
Det romerske senat. Tegning meme-arsenal.
I Danmark har vi i 2025 et lignende problem, som Augustus havde i 31 f.Kr.
Al politisk magt er centraliseret, i en grad aldrig før set i vor lange historie. Politikerne i den lovgivende magt på Christiansborg har kuppet sig til magten også i den udøvende magt. I strid med princippet om magtens tredeling og Grundloven er det de samme personer, som sidder i den lovgivende forsamling, som er medlemmer af den udøvende magt, altså regeringen.
Statens økonomi er fuldstændig centraliseret hos politikerne på Christiansborg, som opkræver skatter, som aldrig før set i historien. Næsten halvdelen af alle indtægter i hele landet kanaliseres i en konstant strøm til Christiansborg, hvor de holder en stående generalforsamling om, hvad pengene skal bruges til.
Montesquieu advarede allerede i 1758: "Når den lovgivende myndighed er kombineret med den udøvende myndighed i den samme person i den samme magistrat, er der ingen frihed, fordi man kan frygte, at den samme monark eller det samme senat laver tyranniske love for at udføre dem tyrannisk" - og, kan vi i dag tilføje, uprofessionelt, fordi politikernes ønske om at profilere sig i forhold til vælgerne overskygger deres mulige ambitioner om at udføre deres regeringsopgaver godt. Hvilket vi har fået at mærke på mange måder, herunder minkskandalen, covid-nedlukninger, svindelen med tilbagebetaling af udbytteskat, klimahysteriet og deres farlige håndtering af forholdet til Grønland og USA.
Foreningen af den lovgivende og den udøvende magt er i dag Danmarks reelle styreform, som vi kan kalde social-demokrati. Systemet blev grundlagt under Påskekrisen i 1920.
I Grundloven hed det også den gang "Den udøvende magt er hos kongen". Christian 10. gjorde brug af denne regel til at fyre regeringen Zahle, fordi han var utilfreds med deres regeringsudøvelse. Dette udløste omfattende uroligheder, massedemonstrationer og trussel om generalstrejke. Partierne Venstre og konservative støttede kongen, medens partierne Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne samt den yderste revolutionære venstrefløj stod bag de udenomsparlamentariske aktioner.
Menneskemængde forsamlet foran Amalienborg under Påskekrisen 1920. Foto dzen.ru.
Kongen smed håndklædet i ringen og gik med til at skabe en regering, som havde et flertal i Folketinget bag sig, og sådan har det været siden, selv om det stadig i Grundloven hed sig "Den udøvende magt er hos kongen". Men politikerne vidste godt at de havde lavet et kup, og først da vælgerne havde vænnet sig til tanken, fik de i 1953 parlamentarismen indskrevet i Grundloven, hvilket formaliserede den lovgivende magts fuldstændige kontrol af den udøvende magt.
Lige siden de urolige revolutionære tider efter Første Verdenskrig i 1920 har der været ondt blod mellem socialdemokrater og det røde venstre i form af kommunister, anarkister, trotskister med videre, idet disse sidste føler at socialdemokraterne udnyttede det revolutionære momentum, som de skabte, til at indgå deres historiske forlig med "den herskende klasse".
Forliget går ud på at socialdemokraterne lader virksomhederne skabe rigdommen, som de derefter fordeler "retfærdigt".
Det røde venstre føler, at hvis der ikke havde været den trussel om revolution, som de repræsenterede, ville der ikke have været behov for noget forlig og dermed ingen berettigelse for socialdemokratismen.
2. Fordeling af samfundets omkostninger
Vort nuværende samfundssystemet, som jeg kaldte social-demokrati, fungerer på den måde at en enorm og konstant strøm af penge, mere end halvdelen af landets samlede indtægter - herunder indkomstskatter, virksomhedsskatter, moms, talrige specielle afgifter, bøder, toldafgifter og ikke mindst klimaafgifter - i en konstant strøm bliver ført til statskassen, og under mediernes åndeløse opmærksomhed holder politikerne en stående generalforsamling på Christiansborg om, hvad pengene skal bruges til. Dette system gør politikerne på Christiansborg til umådelig vigtige personer, som konstant er i rampelyset - hvilket, vi kan tro, netop er hensigten.
På den måde skal den samme kreds af ofte hyppigt skiftende politikere træffe meget vigtige beslutninger indenfor vidt forskellige fagområder, som de ikke har dybere kendskab til - for ingen kan have kendskab til alt - hvilket uvægerligt påvirker beslutningernes kvalitet.
I dag søger alle partier mod midten og socialdemokratismen, og de støtter retfærdighedsprincippet: "De stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder", som repræsenterer et Robin Hood politik om at "tage fra de rige og give til de fattige" i den evige kamp om de andres penge, som moderne vælgere tror er ideen med demokrati. Dette princip danner grundlag for partiernes kappestrid om hvem, der kan tilbyde de mest attraktive offentlige ydelser, hvilke ydelser hober sig op og er årsag til det stadigt øgede skattetryk.
Antallet af voksne på overførselsindkomst. Foto Cepos Facebook.
Der findes et ældre retfærdighedsprincip, nemlig, "dem, som er årsag til omkostningerne skal også betale", som er bedre egnet til at skabe egentlig retfærdighed.
Desuden, kupmagerne fra 1920 har ikke den magt, som de havde dengang. De har mistet de rødder i folkets dyb, som de engang havde. Medlemskaber i de politiske partier skrumper bestandigt. Moderne vælgerne er mere loyale mod deres foretrukne ølmærke end mod noget politisk parti. Fagforeningernes medlemmerne er ikke længere villige til generalstrejke til støtte for politiske sager. Selv hvis de var, har de i moderne tider for meget at miste i form af afbetalinger til huset og bilen, den årlige skitur til Østrig og ferien i Thailand. De kan højest svinge sig op til en enkelt dags generalstrejke for at markere deres lunkne utilfredshed.
Man kan forestille sig at statens aktiviteter bliver decentraliseret i separate samfundsområder, som for eksempel udlændingesager, sundhed, trafik, kriminalpoliti, forsvar, ældrepension, uddannelse og så videre, som alle finansieres særskilt ved at omkostningerne fordeles til dem, som er årsag til dem. På noget lignende måde som medlemmerne i en forening vælger ledelse, tager stilling til budgetter og større investeringer og betaler det, som det koster.
På den måde vil omkostningerne i større grad blive fordelt på dem, som er årsag til dem. Det vil blive langt mere synligt, hvad den enkelte betaler til de særskilte områder af statens drift, og det vil ikke være muligt for Christiansborg politikerne at støtte dette eller hint ædle formål og lægge afgifter på noget andet, som de ikke bryder sig om. De enkelte samfundsområder vil blive ledet med større sagkundskab.
Det vil ikke være nogen nem opgave at opstille sådanne fordelingsnøgler, og det vil på nuværende tidspunkt have karakter af en politisk kandestøbers betragtninger, for det vil kræve virkelig dybtgående analyser. Men for at illustrere ideen vil jeg starte med noget indlysende.
For eksempel, hver person har et helbred, som han eller hun kan miste, og derfor skal sundhedsomkostninger fordeles per person, som vi en gang betalte sygekasse.
Bilister og motorcyklister er årsag til omkostninger til motorveje, broer og færdselspoliti, og derfor skal omkostninger til disse fordeles efter de indregistrerede køretøjers vægt, som muligvis var den oprindelige ide med vægtafgiften.
Vi har alle et liv og ejendom, som vi kan miste, derfor skal omkostninger til kriminalpoliti og forsvar fordeles dels per person og dels per ejendomsværdi og formue.
Den berømte økonom John Maynard Keynes var meget imod revolutioner og andre pludselige ændringer i samfundet, fordi han anså dem for at være kilder til social uro. Alle pludselige ændringer vil medføre tab og omfordelinger af samfundets rigdom og deraf følgende politiske uro og medfølgende nedbrydning af nationens fælles værdier. Han mente at økonomiske ændringer bør "indføres gradvist og uden afbrydelse af de generelle samfundstraditioner"
Hver gang der er kommunevalg, tæller nærværende forfatter på knapperne, om jeg nu også gider stemme, for kommunerne arbejde bliver i virkeligheden detaljeret og bureaukratisk styret af regler og beslutninger fra Christiansborg. Der er eksempler på at Christiansborg politikerne bestemmer åbningstider og bemandingen af kommunale børnehaver, hastighedsbegrænsninger på kommunernes vej. og hvad der skal serveres i kommunens kantiner. Desuden er kommunernes finansiering uoverskuelig, den kommer ikke kun fra kommuneskatten i den enkelte kommune.
Et sådant system vil forhindre at politikerne kan optimere deres stemmetal ved at manipulere med milliarderne, og på en uoverskuelig måde føre dem fra et sagsområde til et andet til vælgernes jubel. Det sker jo ofte, at de uventet snubler over et par milliarder, som de havde glemt.
Nogle vil sige at det er alt for kompliceret. Men i forhold til den spidsfindighed, som er lagt i programmer for skattebetaling, skat på aktier og ejendomsskat, vil det formentlig blive nogle ret simple programmer.
Men et frontalt politisk angreb på hele det socialdemokratiske system vil imidlertid støde dybtfølte holdninger i befolkningen, især hos de mange, som er afhængige af overførselsindkomster. Det vil skabe frygt og ængstelse. Derfor bør vi komme Keynes advarsel i hu og ikke lave revolutioner og andre pludselige ændringer, men gradvist, med års mellemrum fjerne sagsområder fra Christiansborg politikernes beslutningssfære og dermed nænsomt reducere Folketingets centraliserede magtmonopol på lignende måde, som kejser Augustus begrænsede senatets uindskrænkede magt uden at krænke senatorernes værdighed.
