I dag bliver det over alt fremstillet, som om magtens tredeling i den lovgivende, udøvende og dømmende magt er herskende i Danmark i overensstemmelse med Grundlovens paragraf 3.
I virkeligheden har den lovgivende magt effektivt overtaget den udøvende magt, da disse magter er tæt forbundne med personsammenfald, idet næsten alle ministre i den udøvende magt også er medlemmer af Folketinget. Partier i den lovgivende magt udpeger i realiteten regeringen, lige som denne magt til enhver tid kan afskedige regeringen, som specificeret i Grundlovens paragraf 15. I realiteten er den udøvende magt ikke-eksisterende som en selvstændig faktor, således som John Locke og Montesquieu forestillede sig det.
John Locke opstillede magtens tredeling som et værn for den personlige frihed, og Montesquieu skabte magtens effektive tredeling som et værn mod magthaveres mulige tyranniske love og tyranniske regeringshandlinger.
1. Magtens deling i historien
Vi forestiller os umiddelbart at princippet om magtens tredeling kom ind i verden sammen de amerikanske og franske revolutioner sidst i 1700-tallet, men en deling af magten mellem flere af et samfunds institutioner har faktisk været relativt almindeligt siden oldtiden.
Mange konger og kejsere i oldtiden delte deres magt med et præsteskab.
Oldtidens germanske konger dømte på tinge, førte folket i krig og havde ansvaret for et godt forhold til de himmelske magter. Men han levede ikke længe, hvis han ikke overholdt folkets oldgamle love, som kun kunne ændres af folket selv på tinge.
De tre figurer øverst på Odense Rådhus symboliserer magtens tredeling. Øverst i midten er den dømmende magt i skikkelse af retfærdighedens gudinde, Justia, med bind for øjnene. Til venstre for hende er den udøvende magt repræsenteret ved en middelalderlig bysvend iført jernhat og bevæbnet med et sværd. Til højre står en lærd mand med en lovbog, som repræsenterer den lovgivende magt. De tre figurer er udført af billedhuggeren Aksel Hansen i 1882. Foto Claus Thøgersen Stadsarkivet
Den europæiske middelalder var karakteristisk ved at magten i de kristne kongeriger rent faktisk var tredelt, idet den var delt mellem kongen, kirken og adelen.
Med den protestantiske reformation i 1536 overvandt den dansk-norske kong Christian 3. den kirkelige magt og overtog al dens ejendom.
Den dansk-norske kong Frederik 3. indførte enevælden ved et kup i 1660 og overvandt derved også adelen.
Men allerede Machiavelli fra Firenze skrev i begyndelsen af 1500 tallet at det ikke var klogt at en mand alene havde magten: "selvom en mand alene burde organisere en regering, så vil den alligevel ikke vare længe, hvis administrationen af den forbliver på skuldrene af et enkelt individ; det er da godt at betro dette ansvar til mange, for således vil den blive opretholdt af de mange."
Machiavelli er kendt for sin bog, Fyrsten, som indeholder råd til en hersker om, hvorledes han kan genoprette retsordenen med alle tilgængelige midler, hvor denne er nedbrudt. Den bliver i dag betragtet som en håndbog i realpolitik. Udtrykket "målet helliger midlet" opstod i debatten om bogen. Machiavelli mener, at våbenmagt er grundlaget for al magt, og at alle stater i sidste instans er blevet grundlagt ved vold. Men en forudsætning for at en fyrste må udøve legitim vold er, at den er i øvrighedens interesse, aldrig i personlig interesse. Machiavelli skelner mellem den personlige moral, som må være pletfri, og den offentlige moral, der kan tilsidesættes, når det tjener øvrighedens eller fællesskabets interesser. Foto Niccolo Machiavelli - BNCF Wikipedia
Andetsteds anbefalede Machiavelli direkte en tredeling af magten som middel til at skabe et stabilt samfund: "Således kender kloge lovgivere ulemperne ved hvert af disse regeringssystemer, og har selv valgt et, der indeholder (fordelene ved) dem alle, idet de vurderer at det er det mest stabile og solide. Faktisk, når den samme forfatning kombinerer en fyrste, en adel og folkets magt, så vil disse tre magter våge over hinanden og gensidigt holde hinanden i skak."
I lyset af den engelske borgerkrig mellem kongen og parlamentet tog John Locke ideen om magtens tredeling op i 1689, som et middel til at beskytte den personlige frihed mod den udøvende magt. Han forestillede sig samfundets magt delt mellem den udøvende, den lovgivende og den føderative magt. Den udøvende magt var kongen og hans regering, den lovgivende magt var et parlament, og den føderative magts opgave var at føre forhandlinger med udenlandske magter.
John Locke (1632-1704) er mest kendt for sin erkendelsesteori, som han offentliggjorde i værket "An Essay Concerning Human Understanding", hvori han afviser at mennesket er født med nogen medfødte ideer. Der er intet i et menneskes bevidsthed, som ikke først har været i sanserne, skrev han. Bevidstheden er ved fødslen en tom tavle, "Tabula Rasa". De "fødes uden forskel med alle de samme naturlige fordele og evner", skrev han i sin beskrivelse af naturtilstanden i "Two Treatises og Government". Det må være for megen læsning af John Locke, som fik Thomas Jefferson til at skrive i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776: "Vi holder disse sandheder for at være selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige". Foto Godfrey Kneller - State Hermitage Museum, St. Petersburg, Russia. Wikipedia.
I 1748 behandlede franskmanden Montesquieu magtens tredeling meget indgående og foreslog at dele magten i en udøvende, en lovgivende og en dømmende magt, hvilket vil sige regering, parlament og domstole, hvilken deling officielt bruges i Danmark i dag.
Montesquieu skrev: "I enhver regering er der tre slags magt: den lovgivende, den udøvende med hensyn til ting, der er afhængige af nationernes lov; og den udøvende magt, med hensyn til ting, der afhænger af civilretten."
Han advarede om at de tre magter ikke måtte blandes sammen: "Når den lovgivende og udøvende magt er forenet i den samme person eller i den samme magistrat, kan der ikke være nogen frihed; fordi der kan opstå risiko for at den samme monark eller senat skal vedtage tyranniske love for at eksekvere dem på en tyrannisk måde."
Charles-Louis de Secondat, baron de la Brede et de Montesquieu (1689-1755) er mest kendt for sin teori om magtens tredeling, som har inspireret grundlovene i Frankrig, Belgien, Danmark, Norge og USA. Han skrev bøger om statsformer, nationernes love og menneskerettigheder. Hans mest kendte værk er "De l'esprit des lois", som betyder om lovenes ånd. Foto: Efter Jacques-Antoine Dassier - Collection Chateau Versailles Wikipedia.
Han advarede mod direkte demokrati: "En stor fejl var der i de fleste af de gamle republikker; at folket havde ret til aktive beslutninger, såsom at kræve en vis person henrettet" - "som de absolut er ude af stand til. De bør ikke have nogen hånd i regeringen, undtagen ved at vælge repræsentanter, som er inden for deres mulighed."
For at forhindre overdreven beskatning af de rige anbefalede Montesquieu et tokammer system: "I en stat er der altid personer, der udmærker sig ved deres fødsel, rigdom eller hæder. Men skulle de stilles lige med det almindelige folk og kun have vægten af en enkelt stemme som resten, ville den fælles frihed være deres slaveri, og de ville ikke have nogen interesse i at støtte det, da de fleste af de folkelige beslutninger ville være imod dem. Den andel, de har i lovgivningen, bør derfor stå i forhold til de øvrige fordele, de har i staten; hvilket kun sker, når de danner et organ, der har ret til at sætte en stopper for folkets planer, lige som folket har ret til at modsætte sig ethvert indgreb fra deres side."
John Locke var en vigtig inspiration for den amerikanske forfatning i 1788. Meget af den er skrevet mere eller mindre direkte af fra hans værker, men James Madison indførte Montesquieus udgave om tredeling af magten.
I 1849 underskrev den danske kong Frederik 7. Grundloven af 1848. Den var inspireret af Montesquieu, idet den indeholdt et tokammersystem, nemlig Folketinget og Landstinget, og principper for magtens tredeling: "Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene."
2. Magten er ikke længere tredelt
Danske skolebørn lærer at i Danmark har vi et meget avanceret og moderne demokrati. Magtens tredeling er nedfældet i selve Grundloven: "Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene."
Døren mellem Statsministeriet og Folketinget er et symbol på det intime samarbejde mellem den udøvende og den lovgivende magt. Blot ved at passere døren kan en politiker skifte ham fra lovgiver til minister og omvendt. Foto Moderaternes Ungdom i Vestjylland på besøg i Folketinget.
Men det er nemt at se at magten overhovedet ikke er tredelt. Den lovgivende og den udøvende magt er intimt forbundne ved personsammenfald. Politikerne fra den lovgivende magt har fuldstændigt overtaget den udøvende magt. Alle ministrene i den udøvende magt er også medlemmer af Folketinget. Skulle det undtagelsesvis ske, at der er en minister, som ikke er folketingsmedlem, vil han få betaling for at sidde i Folketingssalen og følge med i forhandlingerne uden dog at have stemmeret.
Politikerne i den lovgivende magt følger ikke Grundloven og sådan har det været i de hundrede år, siden de vandt magten også i den udøvende magt med et kup i påsken 1920.
I Europa var perioden fra 1918 til først i tyverne en urolig og revolutionær periode. Soldaterne vendte hjem til arbejdsløshed efter fire år i skyttegravene og mindet om mange faldne kammerater. De bebrejdede kongerne og kejserne og deres politiske støtter for at de ikke havde standset den politiske katastrofe, som krigen virkelig var. Nede i Europa faldt konger og kejsere på stribe, og det sendte dønninger mod Danmark, selvom Christian 10. intet havde at gøre med krigen.
Avisen Social-Demokraten i rendestenen i 1920. Socialdemokraterne og deres revolutionære støttepartier anklagede kongen for at have begået statskup, men i virkeligheden var det dem selv og partiet Det Radikale Venstre støttet af kommunister og anarkister, der med udenomsparlamentariske metoder og trussel om generalstrejke begik statskup og endeligt vandt magten også i den udøvende magt. Foto ukendt fotograf.
I 1920 var der forhandlinger i Versailles om Tysklands nye grænser, og Christian 10. mente at den radikale regering, Zahle, ikke gjorde nok for at få Flensborg tilbage til Danmark, idet denne var bange for at få et stort tysk mindretal indenfor landets grænser. Det fik kongen til at afskedige regeringen, hvilket han havde ret til i følge Grundlovens bogstavelige ord: "Den udøvende magt er hos kongen".
Men på grund af den revolutionære stemning, som herskede i samfundet - også i Danmark - efter den forfærdelige krig, udløste det et Ragnarok af strejker og demonstrationer. Partierne Venstre og Konservative støttede kongen, medens de fremstormende Social-demokrater, kommunister og anarkister appellerede til "masserne" og truede med generalstrejke.
Viggo Hørup 1841-1902. Han formulerede de kendte ord "Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig", som i den grad er blevet realiseret af hele den moderne politisk situation med Folketinget som den eneste parlamentariske forsamling og princippet parlamentarismen, hvis endelige gennemførelse i 1920 virkelig var et kup mod forfatningen og kongemagten, og først blev indskrevet i Grundloven i 1953. Foto F. Zachariae - Før og Nu, Historisk, Topografisk tidsskrift og illustrationsværk. Wikipedia.
Den socialdemokratiske anklage mod kongen i 1920 for at have begået statskup afspejlede en ide, som senere skulle blive navngivet som parlamentarismen, om at kun den lovgivende magt, i Danmark repræsenteret ved Folketinget, kan udnævne og afskedige regeringer. Hvilket var en fuldstændig udradering af den udøvende magt som en selvstændig faktor i samfundet, og dermed en effektiv tilsidesættelse af princippet om magtens tredeling, som var formuleret i Grundlovens paragraf 3, også dengang.
Men man må give politikerne at de er ærlige om det forhold, at de i virkeligheden bryder Grundloven.
Folketingets hjemmeside skriver i en kommentar til paragraf 3: "Men helt sådan er det ikke i virkeligheden. I praksis er det nemlig regeringen og Folketinget, som bestemmer, hvordan lovene skal se ud. Regenten skriver dem bare under. Regenten skal føre lovene ud i livet – har den udøvende magt. I dag betyder det blot, at regenten rent formelt udnævner ministrene i en regering. - Regenten har ingen indflydelse på, hvem der skal være ministre."
I 1920 vidste politikerne godt at det var dem selv, som havde begået statskup, og derfor lod de Grundloven være som den var, indtil vælgerne havde vænnet sig til tingenes tilstand. Først med grundlovsændringen i 1953 indførtes parlamentarismen i Grundloven som paragraf 15, som noget "et moderne demokrati" simpelthen måtte have: "Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham."
Da København i 1661 fik sine privilegier, fik Borgerrepræsentation ret til altid at kunne få foretræde for kongen. Socialdemokratiet havde vundet flertal i Borgerrepræsentationen 1917. Et flertal af Socialdemokrater og Radikale udnyttede deres ret til at søge foretræde for Christian 10. da han den 29. marts 1920 afskedigede ministeriet Zahle. Det ligeledes socialdemokratisk ledede Samvirkende Fagforbund varslede generalstrejke for at fremtvinge nyvalg.
Lørdag den 3. april 1920 afgik borgerrepræsentanter og borgmestre til fods mod Amalienborg fra Rådhuset. I spidsen gik Thorvald Stauning, som var blevet formand for Borgerrepræsentationen året før. Det udviklede sig til et sandt triumftog gennem byen.
Foto Holger Damgaard Politiken Facebook.
Med grundlovsændringen i 1953 blev Landstinget afskaffet, hvilket fjernede alle hindringer for udviklingen af den socialdemokratiske "de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder" politik.
Det er let at se at paragraf 15 giver den lovgivende magt hånd- og halsret over den udøvende magt, og fuldstændig udelukker Montesquieus deling af magten og James Madisons "checks and balances".
Men en moderne vælger vil måske tænke at alt dette er blot nogle gamle støvede teorier, som i virkeligheden ikke vil gøre nogen forskel, og nu har vi et moderne demokrati, og det går jo meget godt.
Men det er blot fordi at vi har vænnet os til de politisk ministres iscenesættelse af dem selv og deres sjuskede og uprofessionelle embedsførelse.
3. Parlamentariske ministre er ikke professionelle
Politikere i den lovgivende magt, altså Folketinget, ved at deres karriere er ultimativ afhængig af deres popularitet blandt vælgerne. Når de bliver udpeget til også at være ministre i den udøvende magt, vil dette forhold hele tiden være i deres underbevidsthed og motivere dem til at lægge vægt på at profilere sig selv og lægge mindre vægt på at deres handlinger og beslutninger skal være gavnlige for Danmark.
Skiftende skatteministre under Lars Løkke og Helle Thorning. Bemærk at ingen fik lov til sidde mere end et år. Peter Christensen og Morten Østergård sad mindre end et år. Skat er et meget vigtigt, følsomt og kompliceret sagsområde. Knap halvdelen af nationens samlede indtægter løber igennem Skat. Det drejer sig om 1.400 milliarder årligt, så man skulle tro at det er en vigtig post. Foto Wikipedia.
Helle Thorning-Schmidt brugte posten som skatteminister som et ben, som hun kunne kaste til sine støttepartier, og udnævnte den ene uerfarne og ukvalificerede skatteminister efter den anden og gav dem aldrig nogen mulighed for at opnå erfaring. Hun skiftede skatteminister hvert eneste år, ja nogle af dem beklædte kun posten et halvt år. Det kostede formentlig nationen 12 milliarder kr.
En kongelig udnævnt skatteminister, som ikke skal vælges og genvælges, ville være mere en traditionel leder på godt og ondt og ikke blot en midlertidig kransekagefigur.
Vi har en udenrigsminister, som har profileret sig selv ved at tale personligt og nedladende om andre nationers statsoverhoveder, endog den største. En kongelig udnævnt udenrigsminister ville derimod være en diplomat, som ville sætte en ære i at udtrykke sig korrekt.
Vi har haft to kvindelige forsvarsministre, hvoraf ingen af havde nogen militær erfaring. De blev kun forsvarsministre for at vise de kvindelige vælgere at dette parti mener sandelig at kvinder er lige så gode som mænd. En kongelig udnævnt forsvarsminister ville have været en mand med erfaring indenfor militæret.
Vores statsminister, Mette Frederiksen, bruger et gadedrengesprog i forhold til en anden stormagt, nemlig Rusland. Hun taler ikke om russiske soldater og russisk olie, men om "Putins soldater" og "Putins olie", og om "Putins forbrydelser", "vi skal ramme Putin på pengepungen" og lignende. Uanset at vi for tiden har et spændt forhold til Rusland er det svært at se, at det skulle være i Danmarks interesse at kaste salt i såret på den måde.
Formentlig har hendes dårlige rådgivere bedt hende om at udtrykke sig sådan for at skabe en analogi til den måde, som Adolf Hitler bliver omtalt i nogle historiske beretninger. Derved håber de, at hun vil fremstå overfor sine vælgere som en ny Churchill, der kækt stiller sig op imod civilisationens arvefjende.
Tomme minkbure. Foto Yandex VK IEGGroup.
Hendes krigeriske sprogbrug passer meget dårligt med at flere generationer af danske politikere har forsømt det danske forsvar på det groveste, sikkert fordi de mente, at det ville indbringe flere stemmer at bruge pengene på det bestandigt øgede antal personer, som modtager overførselsindkomster.
Montesquieu advarede os om at de lovgivende og udøvende magters forening ville medføre tyranniske beslutninger og tyranniske regeringshandlinger: "Når den lovgivende og udøvende magt er forenet i den samme person eller i den samme magistrat, kan der ikke være nogen frihed; fordi der kan opstå risiko for at den samme monark eller senat skal vedtage tyranniske love for at eksekvere dem på en tyrannisk måde." Og det var netop, hvad der skete, da Mette Frederiksens regering i perfekt samarbejde med den lovgivende magt nedlagde et helt erhverv, nemlig minkavlerne.
