Dalum Hjallese Debatklub

003. Del og hersk

Storbritannien vandt deres fantastiske koloni imperium ved at følge en del og hersk strategi i forhold til andre europæiske magter. Beskyttet af Den Engelske Kanal og en stærk flåde vandt de deres besiddelser ved konskvent at gå ind i de europæiske krige på de svagere magters side.
I den Nederlandske Hævnkrig i 1672 var Storbritannien allieret med Frankrig og vandt Jamacia fra Spanien og New Amsterdam fra Holland (som blev omdøbt til New York). I Den Pfalziske Arvefølgekrig 1688 kæmpede Storbritannien mod Frankrig i en stor koalition af andre europæiske stater. Den Spanske Arvefølgekrig i 1701, mellem Frankrig og en stor alliance af andre Europæiske stater, herunder Østrig, Storbritannien og Holland, indbragte Newfoundland, Acadia, Gibraltar og Mallorca. I løbet af Syvårskrigen 1756 vandt Englænderne de franske besiddelser i Indien og Mugdal riget, de fik Rupert's Land i det nuværende Canada, Florida og en meget stor del af andre franske områder i Nordamerika. Napoleonskrigene 1804 indbragte de Ioniske Øer, Malta, Mauritius, Saint Lucia, Tobago, Trinidad, Helgoland, Guyana, Ceylon og ikke mindst Cape Kolonien i Sydafrika. Første Verdenskrig 1914 indbragte næsten alle de tyske kolonier.
Imidlertid er Storbritannien gennem de sidste godt hundrede år blevet overhalet inden om af USA som den dominerende manipulator i en del og hersk strategi. Beskyttet af Atlanterhavet og en stærk flåde har USA taget del i de to store europæiske krige på de svagere magters side og derved vundet deres verdensherredømme.

Den politiske strategi "Del og hersk" indebærer at en stormagt lader sine fjender og antagonister bekæmpe hinanden.

Mao-Tse-Tung udtrykte det meget pædagogisk: "Lad den ene fjendes hånd slå den anden fjende".

Da nogle af hans generaler angreb de japanske okkupations styrker, blev han rasende. For det var meningen at Japanerne og Kuomintang under Chiang Kai-shek skulle bekrige og svække hinanden og derved bane vejen for kommunisterne, hvilket også skete i det lange løb.

Igennem mange hundrede år var del og hersk princippet den dybe strøm i britisk udenrigspolitik i forhold til resten af Europa. Storbritannien ville for enhver pris undgå at en enkel magt skulle blive dominerende på det europæiske fastland. Dette princip førte landet i krig mod det franske monarki, Napoleon, Rusland og senest to gange mod Tyskland. Ved at gå ind i krigene på de svagere magters side, vandt de deres fantastiske koloni imperium.

Churchill udtrykte sig ganske klart i 1938, da han blev anklaget for at være besat af anti-tyske følelser. Han forklarede sig: "Den britiske politik gennem fire hundrede år har været at modsætte sig den stærkeste magt i Europa ved at sammen-væve en kombination af andre magter, der er stærk nok til at møde tyranen. Nogle gange var det Spanien, nogle gange det franske monarki, nogle gange den franske imperium, nogle gange Tyskland. Jeg er ikke i tvivl om, hvem det er nu. Men hvis Frankrig fremfører et krav om overherredømme i Europa, bør jeg ligeledes søge at sætte mig imod dem. Det har været således at vi gennem århundrederne har bibeholdt vore friheder og opretholdt vores liv og magt."

Når vi sætter følelser og virkningerne af årtiers propaganda til side, står det klart at USA gennem de sidste godt hundrede år har overtaget Storbritanniens del-og-hersk rolle som manipulatoren i forhold til de europæiske nationer. To gange er USA gået ind europæiske krige på de svagere magters side og derved gentagne gange øget deres egen magt på bekostning af Europas svækkelse og ødelæggelse.

Det amerikanske engagement i krigen i det fjerne Ukraine repræsenterer en klassisk del-og-hersk strategi, som har til formål at svække og om muligt ødelægge deres vesteuropæiske og russiske rivaler uden at skade deres egen velstand og sikkerhed.

Titorelli 20231124