Hverken Trump eller Kamela fortæller meget om, hvad de vil gøre ved den stadigt voksende offentlige amerikanske gæld. Uanset hvad de vil gøre, kan det kun være dårligt nyt for vælgerne. Den tidligere leder af Federal Reserve, Alan Greenspan, sagde i 2011: "USA kan betale enhver gæld, fordi vi altid kan printe dollar til at gøre det. Så der er ingen risiko for misligholdelse." Men den løsning vil i det lange løb skabe inflation ifølge "kvantitetsteorien om penge". Alternativet er århundredets kartoffelkur.
Den amerikanske offentlige gæld er på over 34 billioner dollars, hvilket er omkring 120% af BNP, og den forventes at nå 130% i 2035. I modsætning til for eksempel Danmark, som p.t. har en statsgæld på 12% af BNP.
Der er tale om at skiftende amerikanske regeringer har udstedt og solgt store mængder af obligationer for at finasiere deres politikker, krige, social programmer, infrastruktur med videre. Listen over præsidenter, der har tilføjet mest gæld i procent, begynder med Roosevelt (Dem), efterfulgt af Woodrow Wilson (Dem) og Ronald Reagan (Rep).
De 120% procent af BNP repræsenter en rekord, der overstiger forholdet mellem statsgælden og BNP under Anden Verdenskrig. I 2007, ved begyndelsen af den store recession i 2007-2009, var forholdet mellem statsgælden og BNP kun 35 procent.
Bestyrelsesformand og administrerende direktør i JPMorgan Chase, Jamie Dimon, mener, at den amerikanske gæld repræsenterer den "mest forudsigelige krise" i historien.
Dengang renten var lav, ja til tider negativ, var det ikke noget problem at have en stor gæld. Men, som vi ved, er der kommet andre tider. Det er formentlig nødvendigt at optage øget gæld for at finansiere renterbetalinger og tilbagebetalinger ved udløb for den allerede eksisterende gæld.
Men en ting er gæld, men hvem er kreditorerne? Det er jo temmelig vigtigt. Nogle er svære at komme uden om, andre er det muligt at give en lang næse.
"Intragovernmental holdings" er den største kreditorgruppe (21,7%), den omfatter statslige arbejdsløshedkasser og lignende fonde, som foretager betalinger til pensionerede eller handicappede arbejdstagere. Systemet fungerer på en pay-as-you-go-basis, hvilket betyder, at de lønsumsafgifter, der opkræves fra aktive arbejdere, bruges til at foretage betalinger til pensionerede arbejdere. På grund af aftagende befolkningstilvækst har kongressen godkendt en forhøjelse af indbetalingerne over det niveau, som er nødvendigt for at foretage de løbende betalinger. De sociale fonde har investeret den overskydende likviditet i særlige statsobligationer, som statskassen har forpligtet sig til at indløse, når midlerne bliver nødvendige for at foretage betalinger til pensionerede arbejdere. Man kan sige at det er en form for tvangsopsparing, som er pålagt aktive arbejdstagere.
Den næststørste kreditor er Federal Reserve (19,3%), altså centralbanken. Hvilket repræsenterer en meget traditionel måde at finansiere en regerings aktiviteter. Regeringen udsteder nogle obligationer, centralbanken "trykker" nogle penge og køber disse obligationer. Det kaldes at "lade seddelpressen køre".
Den tredjestørste kreditorgruppe er US nonbank public (16,6%), hvilket må repræsentere private investeringsfonde, andre pensionskasser og private investorer.
Den fjerdestørste kreditorgruppe er private amerikanske banker (15.6%).
Faktisk udgør andre nationer kun 26.8% af kreditorerne, hvoraf de største er Japan med 4,6%, Kina med 3,7%, UK med 2,2%.
Summa summarum, den amerikanske gæld er i meget stor udstrækning amerikansk gæld til forskellige sociale fonde, pensionskasser med videre. Altså gæld til almindelige amerikanere, som vil føle sig meget forurettede i tilfælde af misligholdelse. Det ville formentlig føre til omfattende social uro.
