Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig - efter A. J. P. Taylor

5. Moralske Værdier contra Realpolitik

Ved udenrigspolitik på grundlag af moralske værdier vil nationen bekæmpe de onde og støtte de gode. Ved en realpolitisk udenrigspolitik sætter man sit eget land højest og støtter om nødvendigt sin fjendes fjende.

Gennem Europas historie er de dominerende magter altid blevet holdt i skak af koalitioner af mindre magter.

Tyrkerne blev slået i søslaget ved Lepanto af en koalition af Spanien, italienske bystater, Vatikanstaten, Hertugdømmet Savoyen og Johaniterridderne i 1571. Habsburgerne dominans i Europa blev stoppet i trediveårskrigen, 1618-48, af de protestantiske monarker i Danmark og Sverige og et Frankrig ledet af kardinal Richelieu. I 1683 blev tyrkerne igen besejret af en alliance af polske, østrigske og tyske styrker i slaget om Wien. Napoleon led sit Waterloo i 1815 mod en koalition af engelske, russiske og preussiske styrker.

Udenrigspolitik på Grundlag af Moralske Værdier En sådan udenrigspolitik er karakteriseret ved, at nationen bekæmper de onde og støtter de gode. I en tale i 1961 udtrykte den amerikanske præsident John F. Kennedy essensen af "Udenrigspolitik på grundlag af moralske værdier". Han sagde, at Amerikas Forenede Stater ville: "betale enhver pris, bære enhver byrde, udholde enhver vanskelighed, støtte enhver ven, konfrontere enhver fjende for at sikre Frihedens succes og overlevelse." Idealistiske unge engageret i udenrigspolitik på grundlag af moralske værdier. Almindelige vælgere har ikke kendskab til forudsætningerne for udenrigspolitikken. De har travlt med deres daglige liv og arbejde og kender intet efterretnings rapporter, ambassadørernes indberetninger eller militære styrkeforhold. De er ikke uddannet til analysere en økonomisk eller militær situation, og de har som regel ringe kendskab til historien. De kender i hovedsagen blot deres egne moralske holdninger, nemlig hvad de selv umiddelbart synes er rigtigt eller forkert, og på grundlag af disse vil de træffe deres beslutninger. Derfor har udenrigspolitik i demokratier en tendens til at blive styret af moralske værdier. De moderne socialisters store interesse for udenrigspolitik udspringer af moralske holdninger, såsom solidaritet med U-landene, universel respekt for menneskerettigheder, demokrati og tolerance overfor andre racer og religioner. Spørgsmålet om deres eget lands sikkerhed synes at have mindre betydning for deres udenrigspolitiske standpunkter. A. J. P. Taylor mener, at specielt den britiske politik overfor Tyskland i mellemkrigstiden var mere dikteret af moralske synspunkter, end den var præget af realpolitik.

Realpolitisk Udenrigspolitik I realpolitik søger man alliancer med sine fjenders fjende. Intet er helligt bortset fra sin egen nations frihed og overlevelse. Det realpolitiske synspunkt udtrykkes ofte ved Jesuitternes valgsprog : "Hensigten helliger midlet". Bogen "Fyrsten" af Nicolo Machiavelli bliver ofte opfattet som en håndbog for realpolitikere. Thukydides skrev "Den Peloponnesiske Krig" om krigen mellem Sparta og Athen. Han antages at have ment, at Athen tabte krigen, fordi det var et demokrati. Vælgerne lod sig for let ophidse til ukloge handlinger. Mange mener, at Thukydides bog er anskuelsesundervisning i realpolitik. Winston Churchill var fortaler for realpolitik. Winston Churchill og Lloyd Georges kunne deres historie, og de vidste, at det var nu eller aldrig. Tyskland blev større og stærkere dag for dag. Før eller senere ville det vende sig mod Vest. For dem var det ikke et spørgsmål om moralske folkeretslige principper. For dem drejede det sig om Englands frihed og eksistens. I en tale den 27.maj erklærede Churchill: "Hvis hans majestæts regering, efter at have forsømt vores forsvar, efter at have kastet Tjekkoslovakiet bort med alt, hvad Tjekkoslovakiet betyder i henseende til militær magt, efter at have forpligtet os til at forsvare Polen og Rumænien, nu afviser og kaster Ruslands uundværlige hjælp bort og således på den værste måde fører os ud i den værste krig, vil den dårligt fortjene den ædelmodighed, som den er blevet behandlet med af sine landsmænd" Real politiske tiltag kan give bagslag. Som dengang da USA støttede sine fjenders fjende, Obama Bin Laden, og hans jihad fighters i Afganistan. ,

Presset af opposition førte den britiske regering halvhjertede forhandlinger med Sovjet Unionen, måske ønskede de at lægge pres på Tyskland på denne måde, således at det kunne ende med en fordelagtig engelsk-tysk aftale. De var ikke i stand til, eller ikke villige til, at løse problemet med, at Polen og Rumænien ikke ville tillade russiske tropper på deres territorium. Dette førte forhandlingerne i dødvande.

Den 29. juli sluttede David Lloyd Georg op bag Churchills appel med disse ord: "Mr Chamberlain forhandlede direkte med Hitler. Han tog til Tyskland for at tale med ham. Han og lord Halifax aflagde besøg i Rom. De tog til Rom, drak Mussolini`s skål og fortalte ham, hvilken fin fyr han var. Men hvem har de sendt til Rusland ? De har ikke engang sendt en almindelig minister. Nej, de sendte en kontorist i udenrigsministeriet.- Det er en fornærmelse.- De har ikke nogen proportionssans eller nogen forståelse for situationens alvor, når Verden står på randen af en afgrund."

"Briterne blev advaret igen og igen om, at Sovjet Rusland og Tyskland kunne indgå en form for aftale, eller, i det mindste at Sovjet Rusland ville sidde tilbagelænet, medens resten af Europa løb ind i problemer. De blev advaret af Seeds, deres ambassadør i Moskva; de blev advaret af Daladier; de blev endog indirekte advaret af Gøring, som ikke brød sig om den eventuelle pro- sovjetiske linie i tyske politik. Chamberlain, Halifax og udenrigsministeriet forblev uforbederlige. Advarslerne blev igen og igen afvist som "fuldstændig usandsynlige". Kunne briterne ikke indse, at med den Engelsk-polske alliance var de allerede forpligtigede til at forsvare Sovjet Ruslands grænser? Hvordan kunne de antage, at sovjetisk hjælp blot var en slags uofficiel bistand?